Jul i fattigdom

Nu er det jo spændende at der kan sættes en grænse for fattigdom. Det ville jo alt andet lige være en kæmpe fordel i et velfungerende velfærdssamfund, knap så godt i et kriseramt samfund hvor omfordelingen er vigtigere end fordelingen.
Ikke nok med det, der er faktisk flere definitioner af fattigdom her i Europa. Men definitionen går entydigt ud på at fattigdom udelukkende defineres ud fra et disponibelt beløb.

Stigning i fattigdom

Ud over rådighedsbeløbet der udregnes efter skat men før faste udgifter er betalt (Man er fattig i Danmark, hvis man i tre år har levet for et beløb, som svarer til halvdelen af den gennemsnitlige indkomst.), beløbet var for få måneder siden 103-200 kr. efter skat på årsbasis. Der var dengang 42.000 fattige danskere, en tredobling på lidt mere end ti år, men tallet vil snart blive meget større eller meget mindre, alt efter om den gensidige forsørgerpligt får indflydelse på statistikken. Jeg aner faktisk ikke om en person der bliver forsørget af en anden overhovedet bidrager til statistikken, men hvis definitionen ovenfor står til troende burde det jo sænke gennemsnitsindkomsten gevaldigt og dermed sikre at færre var fattige ifølge definitionen. Mere end 50.00 mennesker uden indkomst skal nok kunne trække gennemsnitsindkomsten ned, måske så meget at enlige kontanthjælpsmodtagere uden børn faktisk ikke længere defineres som fattige. Som situationen er nu er jeg for eksempel fattig, idet jeg modtager lige under 100.000 på årsbasis, men skulle grænsen for fattigdom blive flyttet med mindre end 2.000 om året, svarende til ca. 250 kr om måneden, så er jeg med et slag ikke længere fattig. Ikke fordi jeg får mere, men fordi der er flere der får mindre.

Julehjælpen

Der er de senere år sket en voldsom stigning i ansøgningerne om julehjælp. Nogle mener det skyldes en holdningsændring i samfundet, altså at man ønsker at få hjælp (man efter sigende ikke har behov for), mens andre ser det som et udtryk for en marginalisering af visse samfundsgrupper.
Personligt er jeg sikker på at det er en kombination. Masser af mennesker sætter sig i gæld, og opdager så at de pludselig ikke kan betale den, andre læner sig måske tilbage fordi de alligevel bliver forsørget, atter andre er syge, ghettoiserede eller simpelthen bare opgivet af samfundet. Men der findes masser af borgere i dette land der tror på at vi har et velfungerende sikkerhedsnet under borgerne. Til det kan jeg kun sige (jeg vil end ikke indvende) at det har vi ikke. Det er tilladt at låne penge ud, give kredit til høje renter, at skrive ting med småt og at trælbinde fattige mennesker til en aftale som er umulig at honorere.
At mennesker med en indkomst på omkring 50.000 kr månedligt kan formaste sig til at ansøge om julehjælp giver måske et retvisende billede af det samfund vi lever i i dag, et samfund hvor de fleste af os er os selv nærmest, men de organisationer der giver julehjælp har faktisk adgang til oplysninger om husstandsindtægt, børn og offentlige ydelser. For dem kan den definerede, økonomiske fattigdomsgrænse bruges som målestok, og så kan der blive jul i de små hjem.
Denne form for julehjælp gives primært til enlige forældre eller fattige børnefamilier, men der findes også andre fattige, eller mennesker der ikke kan komme ud på grund af sygdom eller alder. Også dem er der frivillige der tager sig af, for eksempel ved at lave fælles julefrokost. På Samsø for eksempel mod betaling af et symbolsk beløb, som til gengæld giver mulighed for socialt samvær og hygge i nogle timer, inden de frivillige skal hjem og holde jul med familien.
Men julehjælpen er hverken en julecheck, som en børnecheck, den er heller ikke finansieret af det offentlige, tværtimod ladet det offentlige indsamlinger og frivillige sørge for noget som vel egentlig var samfundets opgave, nemlig at sikre medborgerne. Som med bad til ældre mennesker burde det være en ret at kunne holde jul uden at sidde i ensomhed, selvfølgelig ikke en pligt. Men vi skal dog huske på at december måned, altså julemåneden er den måned det statistisk set sker flest selvmord. Hvorfor kan politikere ikke tage dette vink med en vognstang bare en smule alvorligt?

Den sociale arv
Nu er jeg jo ikke specielt fattig, selv om jeg lever på kontanthjælp. Jeg brokker mig ikke på egne vegne, men jeg kan jo se, hvorledes mennesker fra uddannelsesmæssigt fattige hjem, altså det vi kan kalde de lave statusgrupper, slet ikke er gearet til at drage ud i samfundet. Tværtimod opgiver de hurtigt. Måske prøver de at købe fladskærm, få sig en god lejlighed og gå pænt klædt. Men grundlæggende vil alle disse forsøg skulle betales ved at optage gæld, da et rådighedsbeløb på offentlig overførselsindkomst ikke rækker til meget andet end at bruge pengene hurtigst muligt, altså ikke at finde ud af om man kan betale sin gæld tilbage eller hvorfor man skal.
Loven om kontanthjælp hjælper så slet ikke på muligheden for at rette op. En formue over 10.000 betyder nemlig at hjælpen fra det offentlige udebliver, vel at mærke den økonomiske hjælp. Den hjælp der egentlig har været behov for nemlig økonomisk råd og vejledning eksisterer ikke i lovgivningen!
At der findes flere og flere der gerne vil tage del i det samfund der hele tiden flasher sig selv, er der vel ikke på den baggrund noget odiøst i. Lotto og andre spil lokker med den store gevinst, det er faktisk staten der står for det, og mindre end én procent af OVERSKUDDET bruges på ludomaner. Samtidig ved de fleste mennesker ikke hvorfor de vil være rige. Det vidste vi faktisk heller ikke da jeg var barn, men vi ville alle sammen være millionærer. Selv om man kan se i dag at millionærer og milliardærer stort set bare ønsker at se deres formuer vokse, uden anden grund end at se den vokse (jo, jo, nogle vil samle sammen til arvingerne, men var det ikke mere fornuftigt at lade dem lære at klare sig selv?), og så kunne de sådan set ligeså godt investere i et mikroskop og studere gærceller eller mikroskopiske svampe, der kan man virkelig se hvad uhæmmet vækst fører til!

At mangle

Mine forældre kom tidligt ud på arbejdsmarkedet. De havde ikke råd til andet end at tage det arbejde der var. Alligevel fik de mulighed for at tage en uddannelse, vel at mærke når arbejdsdagen var slut og lønnen tjent. En toværelses med børn og petroleumsvarme var ikke udsædvanligt dengang i 50'erne, og det var endda opgangstider. Men de tog en uddannelse og de fik arbejde kort efter, mest fordi de var villige til at flytte fra den ene ende af landet til den anden, men sandelig også fordi de skoler der skulle ansætte dem stod klar med tilbud om flyttehjælp, lærerboliger og en rimelig løn, selvfølgelig plus det løse. Selv er jeg født på Sjælland og boede (sammen med mine forældre) to forskellige steder før jeg fik et barndomshjem. Det barndomshjem havde jeg så i omkring 13 år, nemlig indtil jeg flyttede hjemmefra for at tage en uddannelse.
Mine forældre blev skilt efter ca. 7 år, men i princippet fik jeg blot 5 år med mine forældre i barndomshjemmet, da de forsøgte at gøre skilsmissen så mild som mulig overfor os børn.
Rent økonomisk var en skilsmisse som en begyndelse heller ikke det mest sikre for os børn. Vi måtte lære at spare og betale enhver sit, som for eksempel da jeg smadrede et vindue på skolen. Det gik ud over lommepengene.
Men som barn kender man jo ikke til andre forhold, så det klarede vi egentlig meget godt, vi var jo på en måde en privilegeret del af samfundet, vi kunne læse, skrive og regne, vi havde vores forældres støtte, selv da de gik fra hinanden. Faktisk havde vores forældre lagt bunden til at vi skulle klare os selv. der kom godt nok nogle hurdler med ansættelsesstop og tvungen opsparing, men det var for mit vedkommende bare medvirkende til at jeg lærte at samfundets sikkerhedsnet faktisk ikke fungerede før du virkelig kom på skideren. Jeg overlevede indtil 1999, hvorefter jeg var heldig at få arbejde og kunne begynde forfra. Men for fire år siden gik det galt og arbejdsløshedsforsikringen dækkede ikke længere, jeg kom i aktivering, men det medførte ikke noget job og til sidst var der kun kontanthjælp.
Hvis jeg så bare kunne have gjort, hvad jeg havde lyst til, men jeg skulle bevise at jeg var i stand til at møde og gå hjem på bestemte tidspunkter. Da jeg havde gjort det i et par måneder spekulerede jeg mere på hvorfor jeg skulle end hvad jeg egentlig fik ud af det.

Nu lever jeg på nas

Sært nok har jeg det meste af mit liv levet på nas, som det hedder. Jeg har fået dagpenge, som jeg har betalt til både mens jeg havde arbejde og når jeg ikke havde, jeg betaler faktisk stadig. Jeg har betalt (om ikke husleje, så dog forbrug når jeg har boet til leje), jeg har måske nok fået lidt ud af at huse venner der manglede et sted at bo, når jeg havde plads. Mine penge er gået til at jeg kunne bedre mine interesser for litteratur og historie, primært ved at gå på biblioteket, men også ved at investere i bøger der ikke altid var lige lette at opdrive på biblioteker, eller som jeg ikke kunne nå at studere uden at skulle søge om genlån. Tid til lidt hobby er der selvfølgelig også blevet, alt sammen for løn og overførselsindkomster. Jeg har aldrig selv skabt en krone ved selvstændig erhvervsvirksomhed, men af uforklarlige årsager er hverken lønarbejdere eller politikere i stand til at skelne mellem at modtage overførselsindkomster eller løn fra at tjene penge ved selvstændig virksomhed. Faktisk er det jo sådan at hvis vi alle var selvstændige ville der ikke være noget samfund!
Men selv de mennesker der har lønarbejde (det har jeg altså også haft i mange år) betragter det som "nasseri" når jeg siger at nu gider jeg ikke længere. Nok sidder jeg meget stille, men til dig der læser dette vil jeg sige, at jeg har noget på hjerte, jeg skriver og tænker, jeg forsøger at være en god ven og søn.

Julen

Som om julen er vigtig, når ingen penge er det man har mest af. Egentlig kan jeg fint klare mig uden at dele julen med nogen, men der er nogle traditioner i familien som jeg deltager i, ikke for min skyld men for familiens. Til gengæld er der traditioner jeg må opgive, simpelthen fordi jeg økonomisk må prioritere hvad mine penge skal gå til. Det lyder måske voldsomt, men jeg er nede på tre traditioner om året, som betyder at jeg skal leve af tilbudsbrød og grovhakket leverpostej i en måned bagefter. At leve på den måde gør det altså ikke mere spændende at smovse én gang om året, det giver bare dårlig mave.

Glædens og børnenes fest

Min datter har jeg kun sporadisk kontakt til, og glæden ved at skulle bruge ekstra penge for at fejre en kristen højtid er ikke lige mig. Jeg forsøger at sætte mig ind i hvordan det var at leve under krigen, hvor der var så mange ting man ikke havde, men desværre er jeg vokset op i et samfund, hvor forbrug er blevet Gud, og hvor planlægning og sparsommelighed nøjes med at komme til udtryk med "Bonderøven" på TV, hvor madprogrammer er vigtigere end at lære hvordan man kan undgå at købe billig mad og smide det meste ud, ja selv hvor et forbrugerprogram handler mere om hvordan man bliver snydt økonomisk end hvordan man undgår det!

Jeg tager endnu en jul i fattigdom, om ikke for andre så én gang til for prins Knud.