Fremmed i eget land

Jeg er nok én af dem der konstant undrer mig over at der er så mange fremmede mennesker i mit fædreland. Vi har en forfærdelig masse indvandrere, ja, går vi nogle årtusinder tilbage var der nok ikke nogle mennesker i landet overhovedet. I oldtiden er der sikkert nogle der er født i landet og nogle der er rejst hertil. Så kommer vi til vikingetiden, hvis begyndelse sandsynligvis skyldes indvandring og massiv befolkningstilvækst. Middelalderen hvor pesten udryddede så mange mennesker gjorde at mennesker skiftede bopæl til de rigeste jordområder og at adelen hentede ægtefæller (især kvinder) i udlandet. Senere importerede de danske konger katolske kættere og økonomisk straffede for at bygge Fredericia op, driftige hollandske bønder blev importeret til Amager og fattige tyskere til den jyske hede. Selv indenfor de seneste 50 år importerede riget fremmedarbejdere til at lave alt det beskidte arbejde. Mange af disse mennesker bor stadig i Danmark og har gjort det i generationer. Men mange er også flyttet i skattely eller har brugt penge på at bo i andre lande, hvor det er billigere at købe hus og leve. I det hele taget er danskere på godt og ondt både et nationalt folk og et internationalt fænomen.
Hvorfor så gøre nationalitet til et problem?

Religion

Det vil være oplagt at begynde med religionen. Religion har siden åndemanernes tid været årsag til strid og krig. Ikke nødvendigvis fordi man var uenige om guderne eller guddommen, men fordi de var forskellige. Romerne var faktisk så large at de opførte templer for indvandrerne i det romerske rige, ja selv ægypterne fandt ud af at de fik mere fred ved at sikre indvandrere et religiøst fristed. Til gengæld har kristendommen været så meget i splid med sig selv. Der er kun en Gud, men til gengæld har der været så megen splid internt at den først blev opsplittet i en østlig og en vestlig religion, senere var der så mange fraktioner i den katolske kirke at paven simpelthen fandt på at angribe muslimerne i Jerusalem for at lede opmærksomheden væk fra sin egen uduelighed, det blev til adskillige korstog, som efterhånden blev et spørgsmål om at tilrane sig rigdom i kristenhedens navn. Til overflod har den katolske kirke haft store diskussioner med sig selv, de største er vel dels spørgsmålet om den kriste treenighed , kun overgået af ejendomskrigen til Europas konger og adelige der på et tidspunkt udviklede sig til det pavelige skisma med i alt tre paver i en kort periode.
Muslimerne havde et samfund der var veludviklet, med en høj grad af vidensudveksling, men desværre er et voksende samfund så svagt som herskeren. Vi så det allerede med Alexanders erobringer, men detmuslimske samfund der voksede til Spanien og til Afghanistan, blev stort i det nordlige Afrika og nåede en anden europæisk grænse i Tyrkiet, blev så stort at bare en dårlig regent kunne ændre den kulturelle vækst til stagnation og tilbagegang. Det var hvad der skete. Århundreders udveksling af viden mellem Europa og det arabiske rige blev dels med pavens ide om at føre sine problemer over på muslimer og senere med kalifatets ændring af de interne forhold med afskaffelse af den vidensmæssige frihed. I begge tilfælde skulle de kloge gøres dummere og dermed mindre farlige for magthaverne. I begge tilfælde var religionen vejen til denne revolution, ikke viden og uddannelse.

Oplysning

De revolutioner der skulle brede sig i den vestlige verden byggede alle på en enkel ide, nemlig at viden kunne skabe et bedre samfund. Den viden havde vi fået fra araberne, der i århundreder havde indsamlet viden fra Grækenland og på en måde også Romerriget. Vi taler om de europæiske ideers historie, som egentlig er romersk, men via araberne har ideen om demokrati som beskrevet af grækerne fået fodfæste. Efter Middelalderen, der egentlig var en enorm vækstperiode og en periode hvor viden og ligestilling udviklede sig, fik vi så renæssancen, hvor den klassiske oldtid med Romerriget som udgangspunkt blev idealet. Renæssance betyder egentlig bare genkomst (af klassiske dyder), men kom til at betyde meget mere, fordi økonomi og bankvæsen indtog samfundet massivt. Oplysningstiden tog udgangspunkt i de samfundsmæssige sammenhænge der var. Demokrati blev indført, ikke af hensyn til fattige, tyende og kvinder, nej alene af hensyn til det borgerskab der  med økonomien som baggrund havde beriget sig, så selv konger og adelige måtte låne penge hos dem.
Demokrati er altså primært en økonomisk begrundet opfindelse i den vestlige verden, ikke spor andet.

De fremmede

Som allerede nævnt er fremmede delvist indvandrere, i århundreder fremmedarbejdere eller udenlandske investorer. Kongen talte fransk til sine ansatte, tysk til sine hunde, ja kongen var i adskillige tilfælde født eller opdraget i Tyskland, så de eneste der blev talt dansk til var tyendet, de forstod nemlig ikke andet sprog, selv bibelen blev oversat til dansk så de kunne lære det.
Udover alle de mennesker der kom fra udlandet var der tjenestefolk (tyende), fattige og syge, samt som en stor gruppe uformuende kvinder der skulle forsørges via giftermål med uformuende mænd, der måtte knokle sig til en minimal indtægt for at forsørge sig og sin familie, hvis ikke børnene og kvinderne kunne få endnu mere underbetalte jobs.
De fattige var med andre ord dem der var fremmede for samfundet, for der var kun brug for dem, når samfundet havde brug for dem, mens tyskere, englændere, franskmænd og italienere var de egentlige danske embedsmænd. Adelen var ofte udenlandske investorer og spekulanter og den højeste stilling en danskfødt kunne drømme sig til var oftest som ridefoged .

Dagens fremmede

For det samfund vi lever i er en stor del af både dem der er født i landet, dem der er lokket til landet med arbejde og dem der er flygtet landet i forbindelse med krig eller hungersnød, faktisk fremmede i forhold til den økonomiske virkelighed. Kvinder er som sådan ikke meget mere fremmede end deres mænd, de er bare mere sårbare, når vi taler lovgivning og løn, børn er ogs¨såbare fordi de skal gøres op i udgifter til pasning og skolegang - og der er mænd og kvinder lige gode til at gøre deres afkom op i økonomi - kvinder eller mænd der gifter sig for at være borgere i et mere trygt land end deres fødeland, indvandrere der flytter til landet for at få arbejde, flygtninge og enlige kvinder, ja sågar enlige mænd er faktisk i vejen for det økonomiske samfund, hvis ikke de bidrager til fællesskabet.

Alligevel

Det der er det mest synlige for et fåtal (jeg forstår ikke at det ikke er evident) er sådan set at hverken muslimer, ateister, shintoister eller hinduer er fremmede i et multikulturelt land. Det er langt mere påfaldende at arbejdsløse, syge , børn, kvinder og religiøse mindretal bliver fremmedgjort i deres eget land, især når det burde være de samme mennesker der skulle byde dem velkommen til et land med muligheder, der gør dem til et problem. I stedet har vi fået fremmedhad og en lovgivning der kun er til fordel for magthaverne og deres lakajer (herunder altså også politikerne).

Et eller andet sted føler jeg at de fleste af os danskere er fremmede i vores eget land. Enten knokler vi for at blive godkendt som danskere, selvom vi er det ved lov (eller kan blive det), eller vi knokler for at tjene penge og få et spark i røven når der ikke er brug for os. Børn knokler fordi de både synes det er spændende og fordi de i stort omfang tror at de er Danmarks fremtid. Kvinder ønsker sig økonomisk ligeret og ret til at være kvinder. Mænd vil gerne være mænd og tage ansvar, ellers er der noget galt med dem i deres eget hoved. Indvandrere og flygtninge vil gerne bidrage til samfundet ved at tjene deres egne penge til sig selv.

Men alle disse mennesker kan vælge mellem at være tabere eller fremmede for samfundet, de er nemlig undtagen i få tilfælde, tyende. Kun hvis de fuldt ud lever sig ind i samfundets regler for hvordan man kan tjene penge på andre mennesker vil de holde op med at være fremmede i deres eget land.