fredag, april 20, 2012

1983

I 1948 skrev og udgav George Orwell en bog om den omsiggribende kontrol med borgere som han følte var konstant stigende. Paris og London på vrangen var et billede af et samfund der havde mere travlt med at være samfund end med at være til for indbyggere. Men den roman han skrev fik et årstal der var hentet direkte fra det år den blev skrevet, blot byttede han om på de to sidste tal, så 1948 blev til 1984! Det var ikke en fremtidsroman eller en science fiction, nej det var en visuel samtidsroman, som også hans anden udbredte roman: Kammerat Napoleon (hvor dyreverdenen brugtes som symbol på den samfundsorden der var gældende).
For mig som belæst student var året 1984 altså ikke et skæbneår. Jeg voksede op i det samfund, hvor kontrollen blev mere og mere udbredt, et samfund der med både FET og PET allerede var i fuld gang med at udøve kontrol og observere statsborgere. Bestræbelser på at indføre et stor-Europa gjorde dog at terrorisme og lovbrydere trivedes stort og kontrollen blev maksimeret, næsten altid med henvisning til den risiko samfundet havde for at terrorist-organisationer (i Europa især - de andre betød på davænde tidspunkt intet for det økonomiske system i Europa) og kommunister ville omvælte det.
Denne kontrol oplevede jeg for eksempel da vi var en flok langhårede studerende der tog på tur til Tyskland (Bremen) og Holland (Amsterdam) i en gammel folkevogn. Rote Armé Fraktion var på sit højeste med flere likvideringer og manifester. Altså blev alle langhårede, unge (og måske utilpassede) turister mistænkt for terrorisme. Siden hen er det kommet frem at de fleste "terrorister" som ville ud af Tyskland var forklædte i gabardinebukser, barberede og i skjorter med slips.  Lidt ligesom at tro at en arabisk terrorist er forklædt i en typisk arabisk påklædning. Hvor er mistanke dog enkel, for 400-500 år siden var det hekse der ødelagde vores samfund, i dag er heksene udskiftet med terrorister og muslimer. Virkemidlerne er de samme, onde øjne, drab på småbørn og manglende tilpasning til det omgivende samfund.
Men 1983 var mit skæbneår. Jeg blev færdig med min uddannelse i 1982 og skulle have aftjent min værnepligt som fodsoldat, kan ikke huske om det var Antvorskov eller hvor, men få måneder inden jeg var færdig med at studere fik jeg en kontraordre. I stedet for at aftjene værnepligt skulle jeg overføres til civilforsvarets lægdsrulle, og måtte derfor vente med at aftjene værnepligten i 9 måneder. Altså til marts 1989. Som det ærlige vestjyske væsen jeg var oplyste jeg selvfølgelig mine mulige kommende arbejdsgivere om dette forhold, pudsigt nok ingen ansættelse til mig forud for værnepligten. Nå men jeg burde jo nok indse at jeg var heldig - som CF'er fik jeg en måned mindre i værnepligt end hvis jeg havde været indkaldt til militæret og 3 måneder mindre end hvis jeg havde valgt at være værnepligtsmodstander. Altså ville jeg med almindelig værnepligt være færdig samme dag som jeg påbegyndte min værnepligt ved CF, mens jeg som modstander af værnepligten ville have været færdig med værnepligten mindst et år senere. Den første mulighed havde jeg ikke, den sidste skippede jeg. Mit ønske var ikke et fjumreår, mit ønske var at komme i arbejde så hurtigt som muligt. "Som muligt" afhang af min værnepligt. Og den havde jeg ingen indflydelse på.
Til gengæld blev det år en slags skæbneår. Jeg måtte afvente værnepligten, og jeg måtte sørge for at få det bedste ud af den. Jeg afventede - jeg havde fået mig en kæreste og selv om jeg skulle fra Aalborg til Haderslev alle de weekender jeg havde fri, måtte det jo være sådan.
Jeg lærte mine medværnepligtiges forhold at kende, de var uddannet på et andet tidspunkt end vi belærte og studentikose, de var primært håndværkere og unge mennesker der ikke kunne styre sig selv og deres ungdom.
Efter endt rekruttid, ca. 3 måneder skulle vi vælge om vi ville være befalingsmænd eller menige. For ledelsen var det simpelt, de udpegede de bedst egnede til at være befalingsmænd, for os var det lisså simpelt, dem der ikke ville være befalingsmænd måtte vælge mellem 2 poster, enten som sikkerhedsrepræsentant eller som talsmand. Vi var tre der ikke ville udtages, men kun to der kunne gå fri. Ham der ikke gik fri havde sandsynligvis en patologisk sygdom, og blev derfor et typisk valg for militæret - heldigvis var muslimer og socialdemokratisk ungdom ikke samfundets svøbe dengang, det ville have været forfærdeligt hvis mange af dem der aftjente værnepligt havde haft tanker om det, men heldigvis var de fleste mest optaget af deres eget liv og mangel på fremtid. Ikke at gøre sig bedre end indvandrere og flygtninge, nej de ville bare gerne være bedre end de var.
Der var unge mænd der brugte hver en time udenfor kasernen til at finde piger der var med på det frække, andre der passede familien, atter andre der længtes efter deres kæreste og så var der dem der bare skulle have det hele overstået og ud fra værnepligten hurtigst muligt! Jeg hørte til den sidste gruppe. Og jeg kom hurtigt ud - med gode karakterer, for jeg vidste at god opførsel var et vigtigt parameter hvis man ikke skulle straffes militært.  Mine største oplevelser var ikke knyttet til civilforsvaret eller til kammeratskabet, nej det var knyttet til fritiden og de tvungne ophold i fællesskabet.
Det tvungne først. Jeg gad ikke se pornofilm, i stedet spillede jeg et nyt spil (for mig var det i hvert fald nyt), nemlig pool. Efter 2 måneder blev jeg den månedlige poolmester, og jeg lærte nogle tricks som jeg brugte mange år fremover i poolturneringer. Jeg blev af bureaukratiske årsager ordonnans, selv om jeg ikke havde og heller ikke fik kørekort. Grunden var at jeg skulle lave vagtskema og være lægeordonnans samtidig, i århundreder (eller i hvert fald gennem mange år havde den person der havde disse ordinansjobs haft chauffør- og motorcykelordonnansjobbet sideløbende, ligesom jeg skulle møde før vore øvelser gik i gang for at registrere ankomsttidspunkt for de enkelte værnepligtige. Taget i betragtning at jeg altid skulle agere offer under øvelserne må jeg indrømme at jeg udelukkende fik røgdykkerbevis og bestod førstehjælpsprøven. Jeg deltog ikke i nogen øvelse og jeg lavede nok vagtskemaer og passede infirmeriet, men jeg var motorcykel- og køreordinans samt værnepligtig - ingen kørsel (jeg overtog køkkentjansen når chefen skulle køres) ejheller nogle øvelser (jeg mødte et par timer før og registrerede hvem der mødte til tiden). Men jeg fik topkarakterer og en lille løsladelsesbog med gratis billetter til offentlig transport (bus eller tog) i tilfælde af katastrofer (Jeg var ved at grine mig ihjel. Hvem fan tror at buser eller tog kører regelmæssigt i tilfælde af en katastrofe?).
Og så det ikke tvungne. Jeg fik lov at høre radio og se TV når jeg havde vagt ved indgangen. Årets superhits i Haderslev var "Moonlight shadow" - Mike Oldfield og Maggie Reilly (vokal) og den tyske gruppe Nena med "99 luftballons". Min største oplevelse var dog tysk TV hvor der vistes Rockpalast. 20. august spillede U2 på parkeringspladsen ved Lorelei (am Rhein) En upcoming gruppe som jeg havde hørt om i begyndelsen af firserne, hvis plader jeg havde købt - og hvis musik jeg delte med min lillebror og Frank og Jesper fra biblioteksskolen, samt Ari fra Island, der boede på Teknisk Kollegium.
Hvor andre husker deres værnepligt eller militære tjeneste med glæde, husker jeg kun de musikalske input jeg fik dengang, af dem har jeg nævnt de tre største - meget forskelligartede og dog tidstypiske, måske endda tidløse.
På den måde kan jeg sige at 1984 ikke blev et skæbneår. Tværtimod blev 1983 det år der ødelagde mine fremtidsudsigter, men samtidig formede min fremtid i en hel anden retning end det omgivende samfund havde ønsket. Jeg blev utilfreds borger, jeg flirtede med terrorismen og jeg ønskede socialisme ikke konservatisme, liberalisme eller status quo. At være bundet til militærtjeneste er det dummeste jeg nogensinde har været udsat for - Intet kan få mig til at mindes min værnepligt med glæde, men musik kan minde mig om hvilket år jeg var tvunget i trøjen! Så 1983 er i virkeligheden mit år 0 ...

lørdag, april 07, 2012

Ensom alene

I forbindelse med påsken viser det sig at mange mennesker som i julen føler sig ekstra ensomme, med baggrund i at mange andre får tid til at være mere sammen. Desværre er ensomhed ikke så snævert definerbar set med mine øjne.
Der findes dem, der ikke føler de er noget værd, der findes dem der ikke føler de kan komme til orde og der findes dem der selv bestemmer hvornår de ønsker selskab. Selvfølgelig findes der også dem der har selskab, går på arbejde eller tvinges på arbejdsløshedskurser for at "opbygge netværk". Der findes sågar nogle der angler så meget efter selskab på en bestemt måde at de overskrider de normbestemte former for selskab, for eksempel børnelokkere, hypersexuelle eller stalkere. De sidstnævnte vil jeg starte med at betragte som stakler der har valgt en dårlig måde at vise deres ensomhed på. Tilbage til det senere.
Dem der føler de ikke kan gøre noget godt nok, er en udsat gruppe. Ikke at gøre ting godt nok kan betyde at man bruger hele livet på at opfylde de krav som er stillet (om at gøre alting godt nok). Man kan vælge aldrig at blive færdig med noget, man kan vælge at lukke sig inde i sig selv, at være en stor undskyldning, eller simpelthen trække sig ud af det fungerende samfund og blive skovboer, landevejsridder eller hvilken betegnelse mange får når de er afvigende fra samfundsnormen i sådan en grad at de udmelder sig af samfundet.
Hvis man vælger at forblive en del af samfundet er det oftest sådan at man skyder sin usikkerhed dirkte i modstanderens ben, og modstanderen er ofte en person med lisså lidt selvværd. Den slags mennesker vælger ikke så sjældent at gemme sig, være høflige når de skal ud at købe ind og - fornemmer jeg - sige undskyld til hele verden lige før de dør.
Dem der ikke føler de kan komme til orde har jo et stort problem. Der er nok ingen tvivl om at når man ikke føler man kan komme til orde så bliver ens mindreværdskompleks lige luftet i fuld offentlighed. Det er på en måde som hvis man er bange for at lugte af armsved og godt ved at alene angsten for det får en til at svede under armene! Ikke at blande sig med fremmede er et typisk resultat af at man ikke føler sig noget værd, men det kan også være at man gør det modsatte og opsøger fremmede i miljøer der generelt anses for at være "skæve" i forhold til samfundet, værtshusmiljøer, politiske demonstrationer eller koncerter (spillesteder og enkeballer) - i det tilfælde vælger mange anonymiteten. Manglende selvværd kan til ofte gøre at de selvsamme der opsøger anonymiteten også får anfald af depressioner, hvis det at opsøge anonymt selskab giver dig en kraftigere følelse af manglende selvværd har du jo bare endnu mere manglende tro på dig selv! Eller du kan vise så mange hensyn til andre på grund af din manglende selvfølelse at du skader dig selv endnu mere.
Derfor er det oftest også selvforstærkende: Når man ikke føler man kan komme til orde, fravælger man at sige noget - og dermed kommer man jo netop ikke til orde.
Ikke at kunne komme til orde er også en form for berøringsangst. Man kunne enten komme til at genere nogen med det man siger, eller man kan blive hængt op på det til tid og evighed. Endelig er der mange mennesker hvis selvværd ikke kan tåle modgang af typen: "det er for dumt det du siger" - eller "hvis ikke du har noget fornuftigt at sige, så ti stille" og flere af samme slags. At vælge ensomhed, enten alene eller i selskab er normalt, det drejer sig blot op at være med i fællesskabet uden at begå fejl. Alternativet er som sagt at fravælge samfundsnormer og finde en alternativ levevis.
Blandt dem der selv vælger hvornår de deltager i selskabelige sammenkomster, findes nogle fra alle lejre, kendetegnende er at de foretrækker deres eget selskab frem for uønskede reaktioner fra et ukendt selskab. Muligheden for at kunne gå fra et selskab er oftest et "must", især fordi mange er bevidste om at man ikke ad flere gange kan forlade et selskab i utide og forvente at modtage en invitation igen, samtidig med at mange jo netop ønsker at leve op til de krav man forestiller sig andre stiller til én, så man kan indgå i et selskab.
Umiddelbart kan man vel godt sige at mange af årsagerne til denne mangel på selskabeligt overskud skyldes imaginære forestillinger om andres forventninger. Jeg skal ikke udelukke at størstedelen skyldes en opdragelse der ikke har taget højde for følsomhed eller måske ligefrem manglende opdragelse (opdragelse med straf eller incest). Under alle omstændigheder er den selvvalgte ensomhed bare en forløngelse af en ensomhedsfølelse, der sandsynligvis har sit udspring i barndommen.

Og så til det modsatte. Dem der går på arbejde, netværker frivilligt eller under tvang eller hører til under gode sociale fællesskaber. Her har vi et meget enkelt system, nemlig systemet der er med til at opbygge ensomheden. Ligegyldigt hvilken af de netværksskabende aktiviteter du er tilknyttet vil du være bundet af parametre der fortæller dig, hvordan du skal opføre dig for at være knyttet til fækkesskabet. Med lidt "held" kan du endda selv få indflydelse på spillereglerne ved at blive "høvding" eller betroet undersåt. Spillereglerne er enkle og har været det i århundreder. Hvis man vil vide nøjagtig hvor meget det hele er sat i system så vil Den Kgl. Hof- og statskalender være en god vejviser, både til hvem der er og kan blive til noget i forhold til det danske hof, samtidig kan man se hvor man kan sidde når der er kongeligt taffel. Men ikke kun de kongelige og adelen har sådan en rangordning og spilleregler for dem der er "optaget" i "klubben". Det gælder loger, religiøse retninger (eksempelvis Jehovas Vidner) men også foreninger og andre former for sammenrend af åndsfæller (lærerværelser, kollegier, skurvogne og fagforeninger mm.). Det eneste der er ens for disse fællesskaber er at de er fællesskaber som danner fælles spilleregler, nogle nedskriver dem, mens andre anser føreraben (førerabinden) for at definere spillereglerne.
Da der altid vil være nogle der har svært ved at følge reglerne (fx bøsser, børnemisbrugere, filosoffer, sportsfolk og litterater film- og musikfreaks, nudister og christianitter m.fl.) vil disse enten være nødt til at danne egne regler eller vedtægter, eller i det mindste skabe et fællesskab, svarende til den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig = muslimske frikæmpere. Desværre er den dødsrelaterede frihedskamp blevet fremhævet både i Danmark, Europa og i resten af verden, uanset religion og uanset formålet. I Irland og for muslimer har det været en religiøs kamp ("Dø om så det gælder"), I De europæiske lande var det primært en politisk kamp (Kapital mod Socialisme - Selv VS var på et tidspunkt et revolutionært parti, med de konservative kræfter på en liste over dem der kunne udslettes uden at det kommende samfund ville blive dårligere). I de sydamerikanske og en del asiatiske lande har kampen drejet sig om frihed i forhold til diktaturer, oligarkier og andre stramme statsformer.
Derfor er der opstået en såkaldt demokratibevægelse, hvis eneste demokratiske mål er at være et fællesskab - det kan som i Danmark være et politisk fællesskab (Dansk Folkeparti, Nazistpartiet, Europabevægelsen, Enhedslisten, Rød og Blå blok og Internationale socialister etc.). En demokratismeform der med regler og ledere binder mennesker sammen i den grad at fællesskaber og fælles løsninger af problemer virker som noget meget fjernt for de mennesker der bliver overrulet af deres formodede åndsfæller.
Der opstår derfor dels mennesker der er ensomme (uden egentlig mulighed for kontakt med andre af enten økonomiske eller fysiske eller psykiske årsager), mennesker der er alene (selvvalgt af psykiske eller familiært betingede årsager) - og så er der de mennesker der er ensomme alene. Man kan sige at de kan deles i to grupper: Dem der forlader dette liv hurtigere end naturen har planlagt - og dem der venter indtil de er totalt glemt og findes lang tid efter deres død.
Men vi skal ikke klandre myndighederne for at det sker, tværtimod bør vi starte med at se på vores egen måde at behandle dem der er anderledes og ensomme. Vi skal starte med at blive ensomme  i fællesskab uden at føle os tvunget til at følge spilleregler. Som jeg ser det er forskellighed vejen frem.

tirsdag, april 03, 2012

Eventyr

207 år er det siden H.C. Andersen blev født i Odense af en enlig mor. Han var fremmelig som barn og lærte sig at læse og skrive. Han var opmærksom, forstået som indadvendt, lyttende. Som ung flyttede han til København, og interessen for alt det der var nyt og spændende styrede hans liv, samtidig med at de "fine" og rige blev udsat for hans voldgæsterier. Han anglede efter at være accepteret, men samtidig havde han en side der aldrig helt troede på hans held. Opvokset under usle kår, med eventyr og drømme som noget uopnåeligt var han gennemgående pessimistisk og på mange måder negativ. Samtidig vidste han måske mere om hvor meget accept af det omgivende samfund betød. Tænk blot på fortællinger som "Kejserens nye klæder", "Nattergalen", "Den grimme Ælling", "Den lille havfrue" og "Grantræet", hvor accept og modgang går hånd i hånd, dog i forskellig rækkefølge fra eventyr til eventyr.
H.C. Andersen forlod Odense som ung, drog til København og vendte kun tilbage i korte perioder, faktisk tror jeg at Ove Sprogø tilbragte en langt større del af sit liv i Odense end Hans Christian Andersen gjorde. Alligevel kæmper det København, H.C. Andersen elskede, med det Odense han forlod i fattigdom, om at lokke turister og fans lige netop til deres by!
H.C. Andersen var et produkt af sin tid, romantiker og samtidig præget af borgerlige værdier. Det er jo ikke noget tilfælde at kendte danskere mod midten af 1800-tallet var knyttet til forfattere som Oehlenschläger og Andersen, malere som Lumbye, iværksættere som Tietgen, Gyldendal og brygger Jacobsen. Borgerskabet var i begreb med at tage magten fra den elitære og hendøende adel, simpelthen fordi de fik penge til at yngle, mens adelen formøblede århundreders udnyttelse af stavnsbundne bønders tvungne indsats.
Men for H.C. Andersen var adelen stadig "de fine" og han foretog mange rejser rundt til de større eller mindre godser i landet. Samtidig var han optaget af troen på det individuelle menneske, hvilket viste sig i hans interesse for nye opfindelser og opdagelser, heriblandt jerbanen. Som et menneske af sin tid var han også romantiker og hyldede den vilde og ukontrollerede natur, tænk blot på hans bagvendte lovprisning af heden, som han ønskede skulle være en kornmark om føje år, men som man skulle skynde sig at se. Fremskridtet var hans mærkesag, han var jo også selv et produkt af det.
En parallel til i dag må være de mange unge, "upcoming" politikere (gerne med navnemæsig familieskab med tidligere folketingspolitikere), der jo er blevet accepterede i kraft at at være "linselus", samtidig med at de forlængst har lært af danmarks første mediekendis, Simon Spies, der jo sagde at enhver omtale var bedre end ingen omtale. Tendensen til at angle efter accept er nu så tydelig at både regeringspartier, støttepartier og oppositionspartier bruger masser af tid på at profilere sig.
Det gjorde H.C. Andersen altså også, han var måske med sin fattige opvækst, sin dårlige evne til at "please" og sin aparte opførsel en slags underholdning på linie med for eksempel Sidney Lee og Amalie. Hvor underholdning skal forstås som i det gamle romerrige, hvor gladiatorkampe og muligheden for at få en kniv i ryggen eller blive spist af rovdyr var vejen til berømmelse, men også vejen til spil for folket, der jo som bekendt ledte tankerne væk fra dårlige regenters politiske beslutninger. I hvert fald blev H.C. Andersen accepteret som gæst hos mange adelige og velhavende borgere, at han blev grinet af når han var rejst videre vidste han i mange tilfælde ganske udmærket, men han omsatte sin frustration til historier, hvoraf de mest interessante er at han nok benyttede den folkelige fortællings virkemidler (forståelige, sproglige billeder og et bredt ordvalg) fra eventyrenes verden, men også den folkelige frustration over at prinsesser ikke kunne kysse frøer til at være prinser, at der ikke fandtes pandekagehuse eller at trolde kunne bytte deres børn med menneskers. Kort sagt: Verden var ond, verden var uretfærdig, men med mod og snilde kunne den verdensorden ændres for det enkelte menneske. Og det troede H.C. Andersen, som mange andre borgerlige i den periode, på!
At H.C. Andersen nu skal være genstand for et opgør om økonomisk vækst i Odense er vel nok det der mindst af alt ville passe til hans tankegang. Han ville have accept, selv om han tjente penge havde han mere behov for at bruge dem i forsøget på at blive en del af det etablerede samfund, end på at akkumulere sin kapital. Derfor er det også paradoksalt at Odense kommune bestiller et kunstværk, som halvvejs i skabelsesfasen aflyses. I forhold til kunstnerens (Jens Galschiøt, Odense N) intentioner har forløbet af denne kommunale ordre karakter af at kunne være et af H.C. Andersens eventyr i moderne udgave. At kunstnerens opgave var påbegyndt i forhold til aftaler fik ikke de kommunale politikere (og embedsmænd) til at gennemføre. I stedet stod kunstneren med en skulptur der egentlig svarer til at man skulle portrættere dronningen ved at udstille hendes fortænder. Nu har kunstnere intentioner, og mange mennesker kan ikke altid gennemskue, hvad det hele skal gøre godt for, sådan var det vel også med H.C.Andersens digtning, i hvert fald havde han ikke lige stort held med sine digte (sange), sine operaer (syngespil) og sine udgivne eventyr, papirklip og underholdning i private hjem var nok nærmest adspredelse for ham selv.
I forhold til Odense Kommunes svigt omkring ønsket om at gøre H.C.Andersen til en del af byens, og øens, internationale image, kan jeg kun synes at beslutningen om at stoppe projekt "Fortællerbrønden" svarer til at den grimme ælling aldrig blev til en svane. Heldigvis har kunstner og andre ligesindede i fællesskab udnyttet muligheden for det der i dag kan kaldes "event" og har samlet masser af mennesker til en "happening" hvor protesten drukner i det store antal mennesker og de demonstrationsmuligheder der findes ifølge politivedtægterne og eventmæssige muligheder. Her mener jeg at U2, Pink floyd, Rolling Stones og andre megastore grupper ville have så mange penge i ryggen inden deres forestilling, at både lyd og billede ville være nær perfekt, bortset fra delay-højtalere i forhold til storskærm :-)
Det forbandede ved denne kommunale beslutning er selvfølgelig at der ikke er noget eventyr, ingen vinder eller noget formål med at omstøde en beslutning af denne art. Udover et økonomisk formål, der går ud på at spare penge - men formålet var jo netop at skabe øget opmærksomhed for at tjene flere penge på et berømt bysbarn. En person der forlod sin fattigdom i Odense, men dog var blevet behandlet så godt at han kunne få sig en uddannelse. Mange af hans eventyr har selvfølgelig rod i den by han voksede op i, dels de historier børnene og de voksne fortalte, dels de billeder han havde i hovedet af miljøerne, eksempelvis andedammen fra "Den grimme ælling" eller adgangen til åen hvor hans mor vaskede i "Hun duede ikke". Miljøerne har dog ikke været anderledes i andre købstæder, der var gadekær, åer og (brolagte) veje, skorstene og toldboder, mange miljøer kunne også genkendes af børn i landsbyer, men de var sjældent så privilegerede at de lærte at læse for 200 år siden.
H.C. Andersens liv var måske et eventyr, men så var det absolut uden feer, prinser og trolde, snarere var det på godt og ondt.
At Odense skal lukrere på en person, der tilfældigvis er født i den næststørste by i landet (på det tidspunkt), på en person der er født af en enlig mor,(formodet vaskekone) og på en person der sjældent satte sin fod i byen efter at han var emigreret til "byen", København, synes jeg virker underligt - lidt på samme måde som hvis Sæby (ved Roskilde fjord) ville mindes mig (såfremt jeg blev verdensberømt) med statuer og mit fødehjem (Sæby Centralskoles lærerbolig) skulle åbnes for verdensturister. Jeg nåede næsten ikke at få øjne før vi flyttede (3 gange på ganske få år).
Alligevel synes jeg at Odense skal tage sig sammen og som kommune vælge at lave og følge events. For eksempel støtte "søsætningen og genopstandelsen", som at ville noget med H.C. Andersen. Først og fremmest kan hele Fyn gå sammen om at promovere den berømte søn af byen, måske samtidig huske andre berømtheder, som historisk har haft betydning for byens vækst, fra kongemord over kronprinser, fra industrimagnater til bykonger. Der er mange historier der kan fortælles.
Skulpturen af H.C Andersen skulle være fulgt af figurer der illustrerede hans eventyr. Nu er der kun en hjemløs skulptur, der netop er parkeret ved Flakhaven. Senere skal han måske på rundrejse i Odenses omegn, for Odense å er nok ikke en mulighed. Nu overvejer jeg så at foreslå H.C. skulpturen opsat en månedstid i krydset Tarupvej/Rismarksvej. Måske det kunne vække den fornødne omtale i udlandet!
Om det er et eventyr eller bare til gene for bilisterne ved jeg ikke, men jeg er ret sikker på bilisternes reaktion. Men for Tarup ville det måske være et eventyr.