mandag, december 31, 2012

Nytårsaften

Man kan sige hvad man vil. Vi siger farvel og tak til et år på godt og ondt, og goddag til en uvis fremtid.
Personligt siger jeg farvel til et år, hvor jeg flyttede tættere på min kæreste. Et år hvor jeg kom i beskæftigelse på kontanthjælp, og et år hvor jeg valgte at blive aktiv politisk igen. Jeg har haft et længerevarende sygdomsforløb, jeg har aldrig spist så mange piller som i år, jeg har aldrig kysset og krammet så meget som i år. Jeg har for første gang i mange mange år skrevet mere politisk end fagligt, og så har jeg fået en masse nye venner. De sidste er for manges vedkommende nogle jeg endnu mangler at se irl.
Endelig er der ikke nogen i min nære omgangskreds, der er døde i år.

Beskæftigelsesmæssigt har året været dårligt, tenderende til det absurde. At arbejde for at få kontanthjælp for en virksomhed, der ikke vil ansætte organiseret arbejdskraft. Først for Ungarsk Vinstue, hvor jeg selv kunne bestemme arbejdstempoet og hvor jeg bare var en slags ekstra personale, uden at tage arbejde fra andre. Arne havde det personale han havde brug for, men kunne efter en forlængelse på ekstra 4 uger ikke garantere at han kunne ansætte mig med løntilskud. Jeg kom i fornyet jobsøgnings-aktivering på jobcenter, uden dog at finde en arbejdsplads. I næstsidste øjeblik fik jeg mulighed for at komme i praktik i Netto, og jeg har jo i mange år hørt at man altid kunne få arbejde i Netto, så jeg tænkte at jeg nok skulæle vise at en højtuddannet også kunne klare et job i en discountbutik. 13 uger blev det til, dog med et par ugers sygdom på grund af overbelastning af foden. De tretten uger blev med min accept forlænget til nytår, hvorefter jeg fik en byld, af alle steder i lysken, jeg kunne altså hverken bevæge mig og sætte varer op, eller sidde stille i kassen uden at jeg havde smerter. Forlængelsen havde ellers til hensigt at give mig mulighed for kortvarig ansættelse med løntilskud, stadig uden opsparing af pension og feriepenge. Endelig skal det siges at jeg gerne ville holde ferie, men manglede at være på kontanthjælp i en uge for at det kunne lade sig gøre, bagefter fandt jeg også ud af at det rent administrativt var en længerevarende proces at få lov til at holde ferie i udlandet. I det hele taget er det jo et hårdt arbejde at være arbejdsløs på kontanthjælp og følge alle de regler man udsættes for af lovgivningen på flere områder.

Jeg kan derfor med nogenlunde sindsro konstatere at jeg i løbet af dette år og min øgede politiske indsats har fået mulighed at gøre det jeg er bedst til, nemlig at vrøvle og have holdninger som næsten ingen er enige med mig i. Disse talenter agter jeg at videreføre i det kommende år, og kan så konstatere at jeg siden mit første blog-indlæg i januar 2011 nu er nået til udgivelse nummer 100 (altså lige om lidt). Jeg har skrevet om musik, kærlighed, mig selv og om politik. Det bliver ikke sidste gang. Men i dag vil jeg se lidt på det som jeg ikke ved noget om, nemlig fremtiden (Som Storm P. sagde: "Det er svært at spå, især om fremtiden").

Dette år er gået med at jeg har minimeret mit forbrug og mine omkostninger, således at jeg har kunnet overleve på kontanthjælp, for en bog og musiknørd, der gerne vil have bøger og musik fysisk til stede har det været hårdt at skære ind til benet, det er da også gået ud over musikere og forfattere, at jeg som mange andre har fravalgt udgifter, der egentlig skulle komme kunstnere til gode! Samtidig har jeg konstateret at livet i perioden efter liberal besættelse af Danmark gennem 10 år har nazificeret befolkningen i uhørt høj grad. Vi melder hinanden på mistanke, vi ønsker flere penge til at betale vores faldende forbrug (grundet krisen). vi ønsker ikke at dele vores ejendom og vi ønsker at overføre vores egen utilstrækkelighed på de mennesker der er anderledes: fattige, utilpassede, fysisk og psykisk syge, alle der ikke er religiøst troløse (hvilket vel er den eneste betegnelse for folkekirken i dag). Hvis vi hører om penge der bliver brugt på en passsage over motorvejen, så den fredede spidssnudede hasselmus kan gå sikkert over vejen, skælder vi ud over at der bliver brugt penge på det. Vi himler op når der anlægges en motorvej til Holæstebro, samtidig med at der er trafikpropper på motorvejsstrækningerne på Sjælland. Udgifterne til hjemmehjælp og offentlig trafik bliver med vælgernes stemmer politiseret til at være udgifter der skal skæres ned på, banker knokler røven ud af bukserne for at tjene flere penge til direktører og aktionærer, det gøres ved at tvinge kunderne til at betjene sig selv for gebyrer der nærmest skriger til himlen. Et godt liv er blevet kapitaliseret. Vis akl eje et hus, have bil til at køre på arbejde, vi skal have råd til ferier i eksotiske lande og vi skal tjene pengene ved hårdt arbejde. Vi gider ikke deles om vores fortjeneste, fagforeninger er for dyre, så dem melder man sig ud af, overenskomsten er jo også for dem der ikke bidrager til fællesskabet. Der er sågar en del mennesker der synes det er for meget at folk der er arbejdsløse kan forsikre sig mod arbejdsløshed og få penge udbetalt i ganske få år. Ganske vist ved at betale en høj forsikringspræmie, og ganske vist selv om dem der har arbejde ikke vil dele det med andre, eller gøre anden indsats end at give lidt penge til julehjælp, kræftens bekæmpelse eller læger uden grænser.

Nu er det om ikke ret lang tid (altså mens jeg skriver dette) at vi skal gå i gang med 365 dage af vores fremtid. Vi kan ikke vide, hvad de bringer, måske skal jeg tilbringe en del af året i en urne, måske får jeg et arbejde, eller måske skal jeg bare fortsætte med at være noget som katten har slæbt ind, men som giver arbejde til vikarbureauer og arbejdsmarkedsaktører. Jeg kan nemlig ikke selv bestemme.
Der er ikke arbejde, men for at modtage hjælp fra det samfund jeg er en del af skal jeg arbejde gratis for firmaer der med politiske partiers samtykke betaler meget lidt eller slet intet i skat. Det skal jeg gøre trods det at der ikke er noget arbejde at få. Til overflod tager unge og seniorer samt kontanthjælpsmodtagere arbejde fra dem der skulle have løn for at arbejde. Det er løntrykkeri af værste skuffe at kræve aktivering af ledige. At regeringen prøver at redde folk på dagpenge, ved at kræve at de skal i arbejde før dem der er på kontanthjælp, ved at kræve at unge på kontanthjælp skal i meningsløs aktivering og ved at a-kasse-medlemmer kan få seniorjob indefor det offentlige efter det fyldte 55. år, er om muluigt endnu mere sindssygt end at kræve at man skal gå ind på jobnet og konstartere at der ikke er reelt arbejde mindst én gang om ugen. Vi er simpelthen ved at udvikle tåbelige tiltag for at få mennesker i arbejde der ikke er der, ja endda ved at føre folk der har arbejde i arbejdsløshed, for at seniorjobs, kontanhjællpsmodtagere og dagpengemodtagere kan komme i arbejde.

Endelig skal jeg ganske kort bemærke at folk der er i arbejde med løn, pension og feriepenge er så misundelige på folk der blot får en pose penge, der reelt set er under eksistensminimum, at enkelte enlige mødre med mange børn får overført et beløb inden skat, der matcher de lavtlønnedes løn, er vel ikke deres skyld, det skyldes først og fremmest at alle får beløb efter samme sats, og derfor opstår forskelsbehandlingen. At dem der arbejder for en lav løn ikke kæmper for en ordentlig løn, men tværtimod angriber den gruppe som de står i fare for at blive medlem af, er jo igen tåbeligt, i stedet burde man jo angribe dem der tjener penge på at give en lav  (eller slet ingen) løn. Til alle dem der misunder folk på overførselsindkomster kan jeg kun sige, at straffen for ikke at kunne få arbejde betyder at man ikke opsparer nogen pension, at man ikke må have nogen formue, at man skal kontrolleres i hoved og røv og for eksempel ikke kan tage på afbudferie, fordi en ferie skal godkendes, at man skal møde til intetsigende samtaler og mødeforløb, at man skal finde sig i at andre mennesker definerer hvad man kan og ikke kan, at man kan få stress af at forklare "velfungerende" familiemedlemmer hvilken tilværelse man fører, at man bliver set ned på af folk der er trætte af at være tvunget til at arbejde for en dårlig løn, at intetsigende aktivering i stort omfang betyder at man vænner sig til at leve et isoleret liv for de almisser samfundet giver. Hvorfor samfundet bruger så mange kræfter på at nedgøre arbejdsløse i en periode hvor arbejdsløsheden er skabt af pengeliderlige investorer, som endda får de fleste af de penge samfundet sparer på arbejdsløse og syge, er mig stadig en gåde.

Nu til mit ønske for det nye år:

Eftersom penge i dag åbenbart er vigtigere end familie og børn, vil jeg håbe at alle de mennesker der ikke har penge nok kan få så mange penge at de kan starte egen virksomhed (det sker nemlig ikke med intetsigende aktivering). Jeg håber også at alle dem der synes de er en månedsløn på 70.000 kroner vil blive brandskattet, så de med deres indsats kan gøre noget for fællesskabet. Jeg så også gerne at vi forenklede den finansielle struktur her i landet, således at fradrag og hensættelser enten blev afskaffet eller fik en fast øvre afskrivnings- eller fradragsgrænse, med henblik på med tiden at afskaffe alle fradrag for investorer, virksomheder og huskøbere. En lovgivning for internationale virksomheder, der dels beskatter overførsler af penge (kunne for min skyld godt gælde alle virksomheder og borgere - få penge giver ikke de store indtægter, så kontanthjælpsmodtagere ville ikke mærke det så meget), dels beskatter virksomheder og privatpersoner ens, hvilket muligvis endda kunne sænke personbeskatningen.

Fællesskabet eller "det offentlige" er jo gennem de seneste 20 år kørt længere og længere ud på et sidespor (det kan nærmest minde lidt om de små banespor i "Olsen banden i Jylland").
Hvad jeg kunne ønske mig var at vi omlagde offentlig trafik, sådan at den var gratis, samtidig med at man lagde højere afgifter på privatkørsel, gerne betalingsringe i de største byer (jeg kan ikke forestille mig at min barndomsby, Ansager, kunne få en betalingsring, men hvis man i den lille flække indførte gratis offentlig transport til andre end skolebørn, så ville tingene kunne mærkes. Rent økonomisk ville de dårligst stillede kunne komme frem og tilbage, og de bedst stillede ville kunne betale sig fra det (med et loft over fradrag ville det måske endda være lokkende at benytte sig af en velfungerende offentlig trafik), som det er nu skal jeg for eksempel når jeg arbejder gratis for Netto køres på arbejde i privatbil (ca 8 minutter), gå på arbejde (ca 43 minutter), eller køre med Odenses bybusser og gå fra et stoppested en kilometer væk til arbejde (mellem 52 og 70 minutter).
Og det var bare den offentlige transport.

Lad os se på hvad jeg kunne ønske mig af den offentlige plejesektor.
Allerførst vil jeg lige konstatere at for mig er offentlig pleje det at passe mennesker der af en eller flere årsager har svært ved atklare sig selv. Altså fysisk eller psykisk syge, mennesker uden egentlig kontakt til omverdenen enten for de ingen familie har eller fordi de har fravalgt de familiære omgivelser.
Lad os starte med Otto, som er født med Downs syndrom, han får en god behandling i en institution. Både far og mor arbejder (som de skal), men den opsamlingsbus, der skal bringe ham fra hjem til institution er nu blevet for stor en omkostning for kommunen, som derfor foreslår at spare den væk (så forældrene selv kan køre hvert deres barn), eller at den skal være brugerbetalt (altså at forældre bruger nogle af de penge som det offentlige giver til dem fordi deres barn er sygt). Otto har godt af at være i fam,iliens skød, men Otto har også godt af at være sammen med ligesindede, således at omsorgspædagoger og andre kan udvikle hans talenter, fremfor at han bare skal sidde i 40 år foran DVD-afspilleren og se Postmand Per. OK End ikke Joakim B. Olsen er begyndt at foreslå at vi skal aflive alle mennesker med såkaldt "samfundsbelastende" medfødte sygdomme. det behøver man heller ikke. De næsten lovmæssige scanninger viser om børn har fysiske eller psykiske skavanker, og forældre bliver i stort omfang rådet til abort af de uddannede læger og sygeplejersker (simpelthen med henvisning til den belastning det er at have et sygt barn). Otto er en glad dreng, han kan selv sætte en dvd over, han kan smøre mad selv, han kan ikke tale så godt og først som tiårig blev han renlig. Otto kan give knus og kram, han kan blive ked af det og han forstår ganske udmærket når hans lillesøster driller ham, og Otto kan grine sammen med os andre og er bedre til at bruge i tablet-pc end jeg er (og jeg er immervæk 42 år ældre). Alt dette er ikke mindst takket være det offentlige personale, der siden hans fødsel har fulgt ham, har vurderet hans udvikling og har hjulpet ham med at udvikle de sider han og hans familie ikke kunne hjælp med.
Så vil jeg gerne fortsætte med Leif, som efterhånden er blevet 60 år. Leif blev også arbejdsløs, da man skar ned på sfo'en i Århus, så han måtte i beskæftigelse, trods det at han havde fået konstateret en hjertefejl, som ingen læger kunne definere. Jobbet han fik blev i en institution for adfærdsvanskelige unge og børn (hyperaktive med flere) og han respekterede børne og de respekterede ham. Han havde et godt tag på dem og tog dem med på private visitter eller på ture i naturen. Altsammen noget som institutionen billigede, for ikke at sige de var glade for det, han blev hurtigt et skattet medlem af staben. Desværre for Leif faldt han en dag om, han besvimede simpelthen, og lægerne kunne ikke finde ud af hvad de skulle gøre for at noget sådant ikke skulle ske igen. Institutionen besluttede herefter at fyre ham (dog var der uenighed, men flertallet besluttede det), hvorefter han igen var ledig og igen skulle i jobtræning. Han var næsten altid velkommen til de samtaler han kom til, men når samtalen faldt på sygdom, måtte han jo indrømme at han indenfor det seneste år var faldet om med en ukendt hjertefejl adskillige gange - og så var stillingen ikke længere hans. Jobcenteret brugte masser af tid på at aktivere ham, men hans kompetenceområde var bør, og ingen institutioner ville udsætte børn for den voldsomme oplæevelse det kunne være at se en granvoksen mand blive til gummi og falde sammen. Altså ikke noget arbejde, selv om han skulle og egentlig også gerne ville. I stedet tog han ud og besøgte noget fjern familie, var sammen med dem lavede mad til dem køærte dem til den nærmeste by, hjalp dem med de opgaver de på grund af alder ikke længere kunne håndtere, og blev en del af deres sociale liv i en ellers kedelig alderdom på den gård som manden havde levet hele sit liv på. Han fik ikke tak, og dagpengeuret tikkede lystigt, men hans indsats for det ældre ægtepar gjorde deres alderdom tålelig, og da manden døde hjalp Leif, senest er det så konen der er blevet dement og er kommet på plejehjem, Og Leif der ser til at hun får en ordentlig behandling, kommer hjem til jul og tilbage til plejehjemmet når hun bliver træt.
Så til endnu en Otto. Han faldt om til en middag med gode kammerater - og der var jo nok en del øl, vin og snaps på bordet. Otto rejste sig og gik i seng. Han havde mange smerter da han vågnede med kylede så lige noget smertestillende ned og drak et par øl, så var han klar igen, og sådan gik det godt længe, indtil han mistede sit kørekort og ikke længere kunne køre rundt i omegnen. Forbruget af smertestillende tabletter og øl blev større og større og en dag på cafeteria sked han blod og svinede hele toilettet til, han kunne intet gøre, så jeg måtte ned at gøre rent, men da var det jo for sent, så han fik "karantæne" og vi andre fik ham til læge, som sendte ham til Skejby. Smerterne var opstået fordi han havde brækket benet i det oftnævnte fald, det var groet forkert sammen og han havde valgt piller fremfor læge. Han mave var totalt smadret ved et alt for stort forbrug af smertestillere, og så røg han på sygehuset i Århus. Her kunne man ikke operere, da hele hans immunsystem var totalt smadret af et overforbrug af piller og alkohol. Et halvt år var han hjemmefra før han blev udskrevet. Han fik hjemmehjælp, de måtte gøre rent hver anden uge, de måte hjælpe ham med at komme i seng og komme ud af sengen. Ellers var der ikke meget de måtte. Han ville gerne sidde sammen med over en smøg i 5 minutter og høre hvad der skete i lokalsamfundet, det måtte de ikke, han kunne godt bruge hjælp til at smøre et par skiver smørrebrød, det måtte de ikke, han havde Brugsen til at ligge 50 meter væk, men kunne ikke gå, hjemmehjælpen måtte ikke købe ind til ham, og s¨dan var der em masse ting som hjemmehjælpen ikke måtte, enten af hensyn til hygiejne, eller fordi der havde været hjemmehjælpere der havde svindlet syge mennesker.I den periode, hvor han var syg gik jeg på aktivering, og når jeg kunne holde fri, besøgte jeg ham, købte ind for ham, lavede mad og hjalp ham med de (mange) ting han ikke selv kunne klare. Derudover fik han hjælp fra nogle pensionister, som hjalp med at støvsuge og pudse vinduer, i de perioder der var mellem hjemmehjælpen.
Lad mig lige nævne min far, som ikke er så rørig længere i en alder ag 86 år. Hvert haklvandet år (ca) bliver han visiteret (det skal egentlig være årligt, men der er så meget at lave og så få til det) og den kommunalt ansatte spørger ham om han kan komme ud af sengen og gå på toilet selv, om han får motion (og det lægen jo rådet til), om han kan vaske tøj selv og hænge det op - og en masse tilsvarende spørgsmål. Og det kan han jo selv om det foregår langsomt i hans alder. Når så han bliver spurgt om der er nogen form for hjælp han kan bruge så nævner han støvsugning og vinduespudsning samt at få tørret støv af. Han bor i et hus der er indrettet i flere niveauer og etager, men i dag benytter han kun stue, køkken, bad, toilet og soveværelse samt entre. Støvsugning: Køb en robotstøvsuger får han at vide, trods det at den visiterende kan se at stueetagen er i flere niveauer; vinduespudsning: Betal selv, du fåe pension som overlærer og har råd til at betale; Afstøvning er lidt sværere, for man må jo ikke tilråde at ansætte sort arbejdskraft, derfor bliver han opfordret til at bede familien om at hjælpe, når de tilfældigt kommer forbi. Han betaler faktisk en del i skat fordi han ikke har fradrag af betydning, men de offentlige myndigheder kan jo spare på en mand der får mere end almindelig folkepension, at hans omkostninger til vand, el  og varme i et stort hus er større end for en pensionist i et rækkehus skal de ikke tage stilling til, kun hans indtægt (hans pension ligger et par tusinde højere end dhøjeste dagpengesats) kan bruuges til at vurdere hans behov for hjælp. Resultatet er at der ikke bliver støvsuget, at støvet samler sig, så han jævnligt bliver syg og at han ikke kan se gennem sine vinduer.
Endelig er der Ellen, enlig mor som har et hyperaktivt barn. Hun blev nødt til at fraflytte den kommune som hun og hendes familie boede i, simpelthen fordi hun ikke kunne få den hjælp hun havde behov for til sit barn, når hun skulle passe det arbejde hun var presset til at tage, på dagpenge. Hendes forældre, søskende og barnets far blev efter ladt på en ø, for at Ellen og hendes søn kunne få bare en smule hjælp til at fastholde Ellens tilknytning til arbejdsmarkedet.
Mange flere skæbner er jeg stødt ind i, mange af dem har fået god hjælp af det offentlige samfund, andre er blevet kostet rundt med.
Mit ønske er at det offentlige i højere grad vil vise individuelle hensyn og påtage sig rollen som ansvarlig for de skatteborgere der ikke kan klare sig selv. Samtidig ser jeg jo gerne at alle de penge vi og vores forældre betaler og har betalt i skat går til andet end at redde banker, til andet end at spare kommunerne væk og indføre e-boks.  Jeg ønsker at vores syge og arbejdsløse venner får støtte og hjælp frem for at blive hundset med. Og så ønsker jeg at vi alle sammen som udgangspunkt er mpositive overfor hinanden trods vore økonomiske forskelle, trods vore holdningsmæssige forskelle, og på den måde ønsker jeg selvfølgelig især at vi ikke slår hinanden i hovedet med en rulle pengesedler som argument, men lytter til de problemer vi hver især har. At man ikke kan betale et huslån og må gå fra hus og hjem er altså alt andet lige, hvad vi er mange der måttet gøre tidligere. At man ikke kan forstå at folk ikke kan leve af noget der ligner 6000 kr efter skat og før faste udgifter er betalt, undrer mig såre, når det enten er de mennesker der tjener mere end 30.000 før skat der råber op, men det der undrer mig endnu mere er at folk hvis indtægt (deltidsarbejde eller underbetalt arbejde) ligger på et beløb der svarer til dagpengesatsen for en fuldtidsledig, ønsker at nogle skal være fattigere end de selv er. At skubbe fattigdom nedad redder ikke en selv, derfor bør alle de fattige kæmpe for en bedre løn, fremfor at kæmpe for at nogle bliver fattigere end de selv er.

Jeg har et nytårsforsæt:
Jeg vil være politisk aktiv. Min indsats skal handle om alle de mennesker der er fattige, både på penge og på ånd.
Først pengene: SU skal være højere eller skattefri, det samme gælder kontanthjælp. Dagpengesystemet skal enten føres tilbage til 2000- niveau eller sigte mere på en omfordeling i forhold til arbejdsløshedsprocenten.
Mennesker på kontanthjælp skal ikke være afhængig af tvang til at deltage i jobtræning, men skal i højere grad være et grundlag for at komme ud af ledigheden gennem individuel vurdering af ledighedssituationen.
De højeste indtægter skal enten beskattes eller også skal fradrag for virksomheder og højtlønnede fjernes med en topgrænse, hvor alle beløb over ikke kan fratrækkes, men går ubeskåret til statskassen.
Alle former for sanktioner mod lavindkomster skal fjernes, lavindkomst skal defineres som også en fattigdomsgrænse (ikke nødvendigvis en fattigdomsgrænse der udelukkende bygger på kroner og ører).
Fagforeninger og a-kasser skal ikke være fradragsberettigede, tværtimod skal overenskomster sikre at lønnen svarer til de omkostninger man har ved at være organiseret, fremfor en mindsteløn, der i øjeblikket vokser kollossalt - nedad! Altså højere løn for organiserede.
Virksomheder skal ikke længere kunne afskrive beløb der er højere end end procentdel  af det skattemæssige overskud, for eksempel kun 20% (store investeringer skal derfor finansieres gennem lån)
og det fører mig frem til mit største ønske. At bankerne overtages af staten i samme øjeblik der er økonomiske vanskeligheder, ikke at skatteyderne yder rente- og afdragsfrie lån som i sidste ende koster alle tvungne indlånere! At staten har tvunget alle - ALLE - til at have en bankkonto for at kunne modtage løn eller overførselsindkomster er ikke bare sindssygt det tenderer stats-kriminalitet.

Så til det åndelige:
Allerførst skal vi holde op med at gøre medmennekelighed op i penge. Vi skal dele vores forståelse for andre menneskers livsvilkår. Et forholdsvis nyt ord for det er empati.
Vi skal ønske vores medmennesker et lykkeligt liv, og det må gerne være et liv baseret mere på lykke end på høje indtægter.
Vi bør undskylde dem der synes at der findes mennesker, der nasser på samfundet, de har ikke forstået at man ikke kan købe menneskelighed eller glæde for penge. De har det som Torneroses stedmoder, kigger sig i spejlet og spørger: "Lille spejl på væggen der, hvem er rigest i verden her". Hvor rigdom alene defineres som gæld til bankerne og at have del i ejendom.
Vi må ikke glemme at mange i landet er religiøse. At hade mennesker med en anden religiøs tilgang til livet er at hade, jeg ønsker at vi alle vil lytte til hinanden, diskutere tro eller ønsker for fremtiden, fremfor at slå ihjel i religiøsitetens navn.
Toppen af forståelse vil selvfølgelig være at man som åndeligt fattig kan forstå at mennesker i andre situationer er anderledes, så vi ikke længere skal diskutere økonomisk rigdom, men simpelthen vurdere om vi har en menneskelig rigdom- En rigdom hvor vi alle kan leve uden at kræve, hvor vi alle kan leve ved at  have både sympati og blive mødt med empati, og hvor penge ikke længere er målet med livet - hvor målet er at have familie, at have et liv med kvalitet. at leve uden stress og uden angst for at miste.

Jeg kunne blive ved, men jeg må slutte med mit indlæg nr. 100!

Det gør jeg ved at ønske alle et godt nytår, ikke fordi jeg tror det bliver godt, men simpelthen fordi vi bliver nødt til at tænke fremad og kæmpe for vores fælles fremtid!

lørdag, december 22, 2012

Rigdom på overførselsindkomst.

Joakim B. Olsen bruger et svar fra Finansministeriet hvoraf det fremgår at cirka 14.250 danskere ville få en større disponibel indkomst, hvis de forlod arbejdsmarkedet til fordel for en overførselsindkomst.
Ifølge beregningerne vil det gennemsnitligt udløse en økonomisk gevinst på 1.350 kroner om måneden.


Jeg har bemærket at jeg er blevet rigere på erfaring på offentlig forsørgelse. Først måtte jeg hæve og bruge min pensionsopsparing før jeg var berettiget til at SØGE om at modtage kontanthjælp, der røg en pensionsopsparing på lidt over 150.000, som efter fratrækning af 60% (for at være TVUNGET til at hæve i UTIDE) samt betaling af gæld til banken var reduceret til ca 20.000, som herefter blev brugt til at betale personlige lån og inkasso.
Herefter har jeg på kontanthjælp efter skat ca. 6.200 (efter at jeg fik bevilget kontanthjælp), og så skal jeg til at betale husleje, forbrug, internet og andre faste udgifter som forsikringer og licens samt a-kasse (efterlønsgaranti), nå ja og mad. Nogle af udgifterne kan jeg faktisk ikke betale, for skulle det lykkes at lægge til side til a-kasse og licens har jeg pludselig mere end 10.000 kr. og så er jeg ikke berettiget til kontanthjælp.
Jojo, Joakim B. Olsen, rige på erfaring og fattige på politikeres og velstilledes empati.
Hvad penge angår ville det jo være fint at der fandtes steder hvor man kunne bo uden at skulle have bestemte beløb alt efter om man er enlig, har 0, 1, 2 eller flere børn. I samme åndedræt vil jeg da foreslå de folketingspolitikere der skal varetage folkets interesser at de skal leve på samme vilkår som de dårligst stillede mennesker i samfundet. Så ville deres indtægt jo være styret af at de sørgede for at lavindkomstgrupperne fik flere penge mellem hænderne.
Og til Joakim B. Olsen kan jeg kun sige: det der ord, arbejde, har du helt misforstået. En person der som dig har levet et helt liv på nas, ved jo ikke hvad det vil sige at arbejde, eller hvad det vil sige at blive psykisk trådt under fode af uvidende ignoranter i folketinget. Hvis du som jeg ikke har penge til overs når livsfornødenhederne er betalt, hvis du som jeg ville være berettiget til julehjælp på grund af min økonomiske situation (nå nej - jeg har jo ingen mindreårige børn, og de børn jeg har, har jeg ikke haft råd til at opfostre), hvis du som jeg kunne se en regulær gevinst ved at komme ud på arbejdsmarkedet (og til din orientering er en aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet ikke kun et spørgsmål om kroner og ører (Jeg ser dig godt nok med en pæn kongekrone og flyveører for mig hele tiden), nej det er et spørgsmål om accept, et spørgsmål om at være ønsket! Ikke alt det der vrøvl med at man lever fedt uden at lave noget, der er du jo stadig selv et af de fedeste beviser.

Jeg ville sådan set gerne gendrive dine tal, men det er umuligt, fordi der ikke findes nogen huslejeregulerende lov i landet, som tager højde for en fattigdomsgrænse, der så ligeså belejligt ikke findes i Danmark. Som modargument kan jeg så tilføje at der desværre heller ikke findes en rigdomsgrænse i Danmark, det ville ellers gøre landet til et bedre sted at leve. Som da du for eksempel fik mulighed for at indsætte dine præmiepenge på en konto, som så skulle opgøres den dag du ikke længere modtog præmiepenge. Således kunne jeg forestille mig at mennesker på lavindkomster kunne få borgerløn, og når så vi kom til pensionsalderen kunne der foretages en opgørelse. Man kunne forestille sig at 40% af al privat ejendom i forbindelse med arv skulle overgå til en statslig fond, som skulle sikre arbejdsløse og fattige mennesker på social overførsel et anstændigt liv og sikre deres børn en opvækst som skulle sikre at de ikke kommer til at lide under det som vi den dag i dag betragter som "den sociale arv". I stedet for som du vil , at sikre at tabere forblivere tabere og en økonomisk byld på det liberale samfund.
For mig er den byld faktisk alle de nassere, der ukritisk skovler ikke-eksisterende luftpenge ind på deres pensionskonti, tjener ikke eksisterende penge ved at deltage i udvalg og bestyrelser. Samfundsnedbrydende egoister der pålægger mennesker i nød at betale med de få trykte penge der findes i verden for at politikere, finansmagnater, direktører og andre storsvindlere kan jonglere med de sæbebobler der betegnes penge, og som flyttes rundt mellem landene, til deres eksistens er reduceret til et tal med en masse nuller bagefter, men som ikke udgør nogen reel værdi, fordi pengene aldrig har skullet bruges i samfundets tjeneste!

Jeg vil faktisk nødigt i folketinget som medlem. Det skyldes dels at jeg ved at visse mennesker lægger et kæmpearbejde i deres mandat, dels at jeg ikke med min bedste vilje kunne forestille mig at jeg kunne gøre en forskel med det embedsværk der er, med de politikere der stiller sig godt tilfreds med at være stemmekvæg for et parti og iøvrigt ikke foretager sig meget andet end at stemme sammen med partiet når de skal. Og så er der Joakim B. Olsen typen, og Ole Birch Olesen-typen. Liberal Alliance med den psykisk ustabile Anders Samuelsen i spidsen (Yes jeg har mødt ham flere gange) satser på at deres poker-kort er så gode at de kan vinde den store præmie. Præmien består åbenbart i at tjene en masse penge til nogle andre (for eksempel Saxo Bank) og at gøre penge til et mantra der er vigtigere end menneskelighed og forskellighed. Alene det at Joakim bruger tal fra Finansministeriet uden at nuancere dem er jo bevisligt en politisk fejl, som bare ikke bringes på bane, simpelthen fordi finansministeriets tal gentages indtil al modstand er imødegået.


Det forbavser mig ikke længere at vælgerne og dermed befolkningen satser på at politikerne kan redde vores lille verden. Dengang pengene (murstenene) flød i en lind strøm fra belåning af ufinancierede huse, ville størstedelen af Danmarks befolkning have mere. Ny bil hvert andet år, selv om den gamle ikke var betalt ud, nyt hus for at få større have, mere plads eller bare nye omgivelser, selv om huset var belånt for mere end det havde kostet. Jeg kender en del mennesker som ikke kunne få nok og foretog investeringer i håbet om den store gevinst, og jeg kender mine forældre der havde lært at sætte tæring efter næring og betale enhver sit. Kun min far, som købte et hus, så min søster kunne holde heste, kom til at betale for det. Han tjente godt nok en halv mio, men ejendomsmægler og bank samt skattevæsen tog sig godt betalt og de investeringer han havde foretaget i sit eget hus kom han også til at betale for, summa summarum jeg tror hans gevinst over 6 år svarede til noget nær 40.000, hvoraf en del blev fejlinvesteret af hans daværende bank (som også er opkøbt), han var ikke aktionær så der var ikke statsgaranti for at han kunne få sine fejlinvesterede penge igen. Han er mangeårig folkepensionist, som også min mor er. De er vokset op under krigen, de har oplevet opsving, økonomiske kriser, men især fik de en tvungen pensionsopsparing med, som gør at de trods statens indgreb i pensionen har flere penge i hånden end en arbejdsløs på dagpenge! Ikke en arbejdsløs på kontanthjælp, men på dagpenge!

Så kommer der sådan en kuglestøder og siger at det kan betale sig at gå på offentlig forsørgelse, trods det at hans pension til den tid hvor vi begge vil være pensionister vil være omkring 100.000 kr højere end en folkepensionists OM MÅNEDEN.
Det skal ikke forstås sådan at mine forældres pension er for høj, snarere sådan at både pension, anden offentlig forsørgelse og lønningerne til de lavest lønnede simpelthen ikke står mål med det de gør for samfundet. Til gengæld kan vi jo konstatere at direktører, bestyrelsesmedlemmer, politikere og politiske udvalgsmedlemmer, for ikke at tale om de sagførere og dommere der skal tage stilling til smågæld på 5-10.000 kr skal have et beløb der gør en gæld på få tusinde kroner til en uoverkommelig opgave at betale tilbage når først advokater og inkassobureauer har været der. Hvis deres indsats skulle måles i forhold til de ledige, der  ofte oplever arbejdsløshed som et spil (jeg kan ved Gud ikke huske hvad det hedder, men det er mesoamerikansk og består af en hård bold (som en golfkugle), der gribes i en overstørrelse skelignende ketcher og slynges tilbage med stor kraft), i princippet et spil, hårdt mod hårdt, der kan være livsfarligt. På kontanthjælp er muligheden for at tegne en arbejdsløshedsforsikring meget lille, muligheden for at tegne en pension er ikke-eksisterende og muligheden for at komme på efterløn vil blive en betydelig omkostning, desuden er ansøgning om førtidspension enten på grund af fysiske eller psykiske problemer et helvede at skulle igennem. At være arbejdsløs er at løbe spidsrod mellem forskellige myndigheder og fortolkninger af lovene. I mellemtiden sidder alle dem der trækker tænder (nå ja OK penge) ud af den svageste del af samfundet på flæsket. Selvpension, selvvalgt pensionsalder og fradrag for alle de penge der kan overføres til fonde, udenlandske bankkonti, forskud på arv til børn osv. Personligt ville jeg måske være i stand til at overføre 50 kr i arveforskud til min datter, men det ville selvfølgelig koste i den anden ende. Der er ikke noget at rutte med.

Jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår formålet med Joakim B. Olsen udtalelser, medmindre han vil provokere de hårdest socialt ramte til at rejse sig og protestere højlydt, eller også ønsker manden virkelig et samfund, hvor alle fattige deporteres eller udryddes (Koncentrationslejre). Men så burde han og andre politikere på tværs af folketingssalen være klar over at formålet med denne forøgelse af fattigdom og forfølgelse af arbejdsløse og syge må være at afskaffe overflødig arbejdskraft ved at slå den langsomt ihjel, enten gennem fysisk eller psykisk sygdom. Den dag hvor samfundet muligvis får brug for ekstra arbejdskraft er fejlen sket: De udstødte kan ikke bidrage med arbejdskraft i ret stort omfang, og den sociale arv vil sikre at mange af de børn der vokser op til den påståede mangel på arbejdskraft om årtier ikke hverken psykisk eller fysisk vil være i stand til at leve op til samfundets forventninger. Lad mig for god ordens skyld tilføje, at alle dem der kun lever af deres forældres penge, dem der vokser op i beskyttede sociale sammenhænge og bliver 5. generations-politikere, -dommere, -sportsfolk, -investorer og -arvinger, sandsynligvis kun i ganske få tilfælde har noget at bidrage til samfundet med! Hvad har vi så tilbage? Ingen håndværkere, fordi ingen arbejdsgivere vil ofre penge på lærlinge og uddannelse, ingen veluddannede, fordi underviserne i skolerne, på gymnasier og universiteter ikke lærer noget, ingen nytænkning eller protest imod manglende fremsyn indenfor uddanelsesområdet vil jo betyde at vi kører i samme rille de næste mange år, som vi allerede har gjort det efter at Erhard Jacobsen begyndte at skælde ud på lærerne og Danmarks Radio for at være "røde".
Hvis Politikerne vil bruge deres pensioner og betale af deres lønninger til den mangel vi får på velfungerende mennesker, der til hver en tid vil stå til rådighed for arbejdsmarkedet kan vi måske komme videre, ellers må det være DF's skrækscenarie, der rammer os. Simpelthen på grund af fremmedangst.

Og lad så det der stegt flæsk med persillesovs dø en naturlig død. Vores samfund kommer ikke videre af at de rigeste to procent sikrer at det danske samfund er et af de rigeste i verden med en gennemsnitlig opsparing på 243.000 kr, når mere end 78% er dem der trækker tallet ned, og hvor nogle af de allerrigeste er med til at trække det ned ved at gå i skattely uden for landet.
Hvis det er penge vi vil ha' så er de der, der er bare ikke nogle af dem der har dem, der vil af med dem, og samtidig kan de få, der skal betale, ikke bidrage med mere, ikke engang hvis de som Joakim B. Olsen antyder kunne modtage 1350 kr mere ved at blive hjemme.

Som jeg ser ser det er der en lille gruppe mennsker i arbejde der er blevet belønnet med en godbid - i virkeligheden er det den omvendte ide om at fodre hunden med halen - man fodrer hunden, og når så halen er blevet lidt tykkere, så skærer man halen af og fodrer hunden med den!
Dem der vinder er dem der har en høj overførselsindkomst (ansat i den uproduktive, liberale del af samfundet (som direktører, aktionærer, bestyrelsesmedlemmer m.fl), mens dem der er lønnet af samfundet for at sikre fremtiden (lærere, pædagoger, bibliotekarer m.fl.) bliver spist af med deres egen hale. Dem der taber, er dem der har mest brug for støtte til at rejse sig op, dem som samfundet får mest brug for når det skal videre. De rige samfundsnassere er ikke til nogen gavn for samfundet, kun til gavn for sig selv. Den arbejdende klasse af håndværkere og offentligt ansatte sikrer at vi har et samfund der dels kan være forsvarligt i kraft af vore omgivelser og boliger, men sandelig også i kraft af fokus på fremtidens udfordringer, til gengæld er vores arbejdskraftreserve ved at blive kørt ud på et sidespor, fordi visse associale mulitimillionærer og investorer ønsker at beholde enhver form for økonomisk gevinst der genereres af samfundet. Dermed skaber vi et proletariat af fattige, uønskede mennesker, der vil belaste samfundet unødigt, simpelthen fordi der ikke findes nogen livskvalitet tilbage. Misbrug, psykisk sygdom, psykisk betingede fysiske sygdomme og isolation er nogle af de alvorligste følger, for ikke at tale om at ønske sig bort fra denne tilværelse, hvor især lokoførere og i et vist omfang langturschauffører vil have brug for dyr psykolog-hjælp når en person vælger den sidste udvej og kaster sig ud foran et tog eller en lastbil. Sygehusene og redningskorps rammes af disse selvmord(s-forsøg) og ansatte ved statsbanerne (kunne ikke lade være at bruge dette ord som jeg synes stadig skulle være det rigtige) vil bruge tid på at diskutere med utilfredse kunder der er totalt ligeglade med selvmordere, deres familie og deres bevæggrunde.
En økonomisk udskillelse af en befolkningsgruppe uden arbejde, er altså på sigt en voldsom økonomisk og psykisk belastning af en stor del af de arbejdende menneskers liv. Og dermed en omkostning, der igen involverer psykiatere og behandlere af den samme gruppe af arbejdende mennesker.

Jeg kan til stadighed undre mig over at vi skal have et velfærdssamfund, defineret af dem der har adgang til pengene, mens dem der er fraskrevet næsten enhver ret til støtte for at stå til rådighed for samfundet, skal ofre deres egen selvstændighed, og som Isak gå op på bjerget og ofre deres barn til Gud, for at vise deres troskab. Eller som Job gennemgå alskens lidelser, bare for at bevise at de er samfundets (Guds) udvalgte prügelknabe. Vi skal lære at leve med vores fattigdom, men vide at vi ikke er samfundsstøtter. Vi skal leve på en sten i et fattighus. Vi skal acceptere at der er nogen der har udnyttet os og lukreret på den arbejdskraft vi i kortere eller længere tid har bidraget med til samfundet. Vi får ikke tak, men skal til gengæld sige tak, hvis vores vilkår ikke bliver forringet alt for meget på en gang.

Den "rigdom" på overførselsindkomster, som Joakim B. Olsen omtaler er altså en åndelig fattigdom, der faktisk koster samfundet mere end de få kroner som en kontanthjælpsmodtager kan modtage hvis vi ruller kontanthjælpssystemet tilbage til for 10 år siden.

fredag, december 14, 2012

Reformer

Da jeg faldt ud af dagpengesystemet for lidt mere end 3 år siden var reglerne som følger:
Du kan modtage kontanthjælp fra den dag du søger, såfremt du kan dokumentere at det ikke er dig selv der har sagt op (så gælder samme regler som i A-kassen); du kan modtage kontanthjælp op til et halvt år mod at du forpligter dig til aktiv arbejdssøgning udenfor dit fag (det var jeg også forpligtet til da jeg var på dagpenge i sidste periode): såfremt du har formue, skal du selv finansiere din ledighed efter det halve år, hvis ikke du får arbejde; du er forpligtet til at deltage i aktivering, jobsøgningskurser eller anden form for markering af at du står aktivt til rådighed for arbejdsmarkedet!
Siden er dagpengeperioden halveret og genoptjeningstiden er fordoblet. Men så lover den nye regering at gøre noget ved de reformer som den tidligere regering indførrte. Hvasd er der gjort, så? Såvidt jeg kan se er den nye regerings reform at bevare status quo på dagpengeområdet, skære i flexjobordning og besværliggøre langvarig sygdom samt tilmelding til efterlønsordningen. Siden Enhedslisten støttede finansloven er det blevet mere end almindeligt at syge, flexjobbere og andre der er skubbetud på et sidespor bliver nødt til at hyre private socialrådgivere. Ikke engang Lars Løkke kunne have gennemført den himmelråbende idioti, uden at give tilskud til en privat ordning, men nej, her må fattige, syge mennesker med en miserabel økonomi skrabe bunden for (måske) at få et tåleligt liv på sigt.
Hvis man kalder stilstand og en gentagelse af tidligere lovgivning for en reform er man da vist nok mere end sikker på, at der ikke er mange mennesker der har kendt reglerne før.
Jeg ved godt at en reform i dag betyder en ændring, men når stort set det eneste der er ændret er nummeret på bekendtgørelsen, sammen med ganske få tilføjelser, så har jeg også forstået at ordet reform har mistet al betydning. Hvor reform oprindelig betød en ændring til det bedre, er det med den tidligere regering indskrænket til at betyde en ændring til fordel for statens økonomi, og med den nye regering med socialdemokraterne,Radikale og SF er det nu igen reduceret til at betyde: noget man fremlægger og lader som om der er foretaget ændringer, uden at der er sket noget som helst. Altså en ændring, der består i at at dem der fremlægger forslaget er nogle andre end dem der indførte de samme regler år før.
Det eneste spændende ved den ikke-ændring den seneste reform udgør er sådan set at dem der oprindelig indførte de samme regler, nu er i opposition og derfor lodret uenige med regeringen om at fortsætte den linje de selv har lagt. Hvordan er det dog lykkedes politikerne at gøre os så dumme?

Jeg har flere bud:
Det vigtigste er at vi er blevet afhængig af markedsøkonomi og kapitalakkumulation, det giver os vores løn, gør at vi kan investere i et hus, selvom bank og kreditforening egentlig ejer det det meste af vores liv (afhængighed, kalder man det - man kunne næsten sammenligne med narkomani). Vi kan også købe ny bil hvert fjerde år, vi kan betale for at have børn i børnehave, skolefritidsordning og have dem med på rejser til Phuket.
Det næste er at skolevæsenet er begrænset til at vi skal lære at læse og skrive dansk samt at regne, så vi kan blive bedre til at tjene penge til de virksomheder vi har i landet. Vi skal ikke lære at tænke selvstændigt, at bruge vores fantasi eller acceptere anderledes tænkende eller psykisk syge, vi skal ikke lære om alternative politiske systemer eller om forskeliige klimateorier, vi skal ikke vide noget om hvorledes forurening kan opstå og hvordan den viser sig, nej vi skal udelukkende lære at tænke på at tjene penge til os selv ved at tjene penge til virksomheder eller arbejdsgivere.
Det tredje er selvfølgelig at politikerne, delvis som følge af oftnævnte, gentager deres "mantra" indtil det er blevet "sandhed". Politikere bruger enormt mange kræfter på at bilde den almindelige dansker ind at de gør hvad de kan for den almindelige borger, hvis velfærd de er sat til at varetage. Man kan så undre sig over at den almindelige borger skal betale mere og mere til skattevæsenet (krige, EU, bamnkpakker mm.), til børnepasningsordninger, til alle mulige afgifter på fødevareområdet etc. Sandheden er jo, at politikerne er købt af kapitalen, fordi fattige mennesker blot kan stemme på dem, og dermed også i politikernes øjne er reduceret til stemmekvæg.
Endelig er det jo sådan at vi har lært i løbet af få generationer at det at eje giver frihed. Politikerne udnytter at der findes så mange mennesker der lever op til barneårenes krævementalitet - vi kender alle vore børns udtryk: "det er min". Dem der siger noget andet er virkelig langt ude. Men det er jo netop en af de vigtigste meninger med en opdragelse: opdrag til at dele, så du ikke bliver isoleret, vi starter som alle små dyr med at kæmpe om vores forældres gunst og kræver opmærksomhed og kræver at blive til mennesker, hvilket vel er naturligt nok, men hvis et spædbarn ikke får hjælp til at udvikle sig vil det jo også fremover opføre sig som et spædbarn. Den frihed der er opnået gennem de sidste få generationer består faktisk af at være bundet af økonomien, det har jo ikke mindst vist sig at det største problem i forbindelse med "dagpengereformen" er at de mennsker der står i fare for at falde ud af systemet netop ikke jer noget, ingen frihed, ingen huse, ikke engang retten til at bestemme over sin egen arbejdskraft. Så den frihed er et blålys.
Endelig er det jo en sandhed som vi har fået sparket ind i hovedet med træskostøvler at arbejdsløse og syge ikke bidrager til samfundet. Ord som nassere er først opstået i kølvandet på samfundets økonomiske kriser fra 70'erne til nu. Under krigen var der nok forskel på folk, men da fandtes indbyrdes hjælp blandt naboer i kvarterer, hvor de fleste var ligestillet i form af dårlig økonomi, mangel på arbejde, mange børn eller alder. I dag findes der ikke medfølelse eller social støtte fra private til danskere, undtagen efterhånden i form af julehjælp og indsamlinger til private, mediebelyste personer. Vi ved jo alle at vore skattepenge for en del går til de dårligst stillede i Danmark. Nu er vi bare kommet så vidt at vi ikke skal have noget, hvis vi ikke bidrager med noget! Og det vi skal bidrage med er arbejdskraft. Et samfund hvor kreativitet og glæde, hvor imødekommenhed og det at være anderledes er forkert, må set med mine øjne være et samfund der bryder sammen. Krøsus kunne ikke spise guld, det tror jeg heller ikke kapitalisterne kan. At det stadig kan lade sig gøre at spise luftpenge er mig en gåde, men når selv politikerne tror på det, så... Fattige mennesker (på kontanthjælp eller mindre) kan ikke nasse, det kan alle de rige og alle dem der ønsker flere penge, alligevel er det blevet gentaget så mange gange at dem der har deres på det tørre fordi de nasser på samfundet, må skyde skylden på nogle andre, nemlig dem der intet har. Som jeg oplevede da jeg var i Irland i begyndelsen af 80 (Interrail - jeg havde 2 irske pund at leve for om dagen - svarende til to pints of Guiness og en lille plade chaokolade) oplevede jeg et fattigt folk som delte alt hvad de havde, uden at spørge hvad andre havde. De delte bare.

Jeg tabte næsten altid i Matador, og synes det var surt, da jeg havde tabt ofte nok gad jeg slet ikke spille det mere. Min oplevelse af spillet var at spillet sluttede når der var én som havde vundet det hele, var spillet slut. Og formålet med at slutte spillet ved at der ikke var nogle til at deltage i det, gik aldrig op for mig. Hvad nytter det at eje rådhuspladsen, når dr ikke findes nogen til at bruge den, hvad nytter det at eje alle banker i verden, når der ikke længere findes nogen der har penge, hvad nytter det at have arbejdspladser, når der ikke er nogen til at købe produkterne.
Og ja, så er der selvfølgelig nogle der spørger: hvad nytter det at have en sol, når den om nogle mia år bliver til en rød kæmpestjerne. Men de mia år giver os da i det mindste mulighed for at fortsætte med at gøre noget godt og lave nogle fejl, men døde mennesker kan du kun tjene penge på en gang, og det er endda på de efterladte.


Derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvorfor det ikke at ændre noget som helst kan kaldes en reform. Hvorfor en reform udelukkende drejer sig om økonomi, og hvorfor mennesker ikke tages i betragtning når der laves reformer.

torsdag, december 13, 2012

Samfund

Ordet samfund har mange betydninger, men for dem alle gælder at det har noget at gøre med at finde sammen. At udskille, at adskille eller isolere har intet med samfund at gøre. Fælles for Vollsmose, Gjellerup, Hellerup og Gentofte er at de er samfund, som er med i større samfund: kommuner, stat osv.
Nu er vi ved at skabe ghettoverdenen, som den var i gamle dage, deportation, isolation og forfølgelse af uønskede elementer! Det har aldrig været formålet med et velfærdssamfund, som jeg altså kan konstatere er under afvikling!


Vi taler i flæng om et kulturelt samfund (Historisk Samfund for Ribe Amt), vi taler om dyresamfund, vi taler om samfundet som det vi er del af, og som sikrer os en kulturel og menneskelig vækst eller i hvert fald sikrer os at vi i fællesskab undgår tilbagegang. Der er tale om et samfund hvor vi er til for hinanden, hvor vores indbyrdes støtte og kommunikation skal sikre samfundets overlevelse. Et samfund der i opgangstider blev udvidet til at sikre en bedre fordeling af goderne blandt alle samfundets borgere, både de små lukkede samfund, som sogne, kommuner, ja selv sportsklubber og enklaver (som egentlig er et positivt ord, men blot betyder et område omringet af fremmed land - man kunne derfor kalde Vollsmose en enklave, frem for det negativt ladede og menneskefjendske udtryk: ghetto) var det samfund vi har døbt velfærdssamfundet.

Med tiden er velfærdssamfundet druknet i en syndflod af floskler. Hvor det oprindelig var en fordeling af goder, der på et tidspunkt udmøntede sig i et forslag om økonomisk demokrati, så virksomhedernes medarbejdere fik andel i virksomhedens produktionsmidler  deltagelse i generalforsamlinger. Forslaget var udarbejdet af fagbevægelsen og socialdemokratiet men mødte generel modstand både hos venstre- og højrefløj, hos arbejdsgivere og stort set alle folketingets partier. Wiki: "Enkelte radikale og venstrefolk – bl.a. den senere statsminister og daværende formand for Venstres Ungdom Anders Fogh Rasmussen (V) – gik imidlertid ind for en ØD-ordning, dog uden en central lønmodtagerfond."
Det blev i stedet til at virksomhederne efterhånden begyndte at udstede medarbejderaktier, samt at der opstod arbejdsmarkedspensionsfonde som vi jo kan se udgør en økonomisk magtfaktor, senest har ATP således været en stor bidragyder til at redde bankerne her i landet.
Velfærdssamfundet blev således til det samfund der skulle sikre arbejderne flere penge og derigennem flere goder, hus, bil og ferier.

Hvor tanken med velfærdssamfundet oprindeligt var at sikre borgerne mulighederne for et anstændigt liv, gode skoler og sygehuse, et effektivt postvæsen (kommunikation) samt en finmasket offentlig trafik, fik den middelklasse som store dele af arbejderbevægelsen med tilfredshed bevægede sig ind i, andre interesser.
Det var blevet almindeligt at begge ægtefæller var på arbejdsmarkedet. Opgaven var at tjene penge til at anskaffe sig de goder som rigere mennesker havde råd til. Vi taler først om eget hus og egen bil, derefter forbrugsgoder som køkken og vaskemaskiner, vi kom til at tale om fjernsyn og endelig rejser. Altsammen med industriens velvilje, det var jo klart at en højere levefod betød større kapitalomsætning og dermed større indtjening. Med tiden fik lønarbejderne betragtelige lønforhøjelser og længere ferie. Men inden da skulle kvinderne lokkes ud på arbejdsmarkedet, nok havde de snuset til det under 2. verdenskrig, men de var vendt tilbage til kødgryderne igen. Mange lande importerede billig arbejdskraft, også Danmark. Især jugoslaver og tyrker kom til landet i 60'erne, og da der ikke var tvivl om formålet med at de kom blev de betegnet "fremmedarbejdere". Da krisen indtrådte i forbindelse med den første olirkrise i 1973 var der knap så meget brug for dem, men de var dog gode nok, når det beskidte arbejde og arbejdet med giftstoffer (for eks. Lynetten) ikke kunne lokke danske arbejdere til for penge. Men nu blev de til "indvandrere", en betegnelse der også kom til at omfatte flygtninge fra vietnamkrigen og irere der tog chancen i andre lande på grund af den irske fattigdom, den kom til at gælde nordmænd og svenskere, tyskere og italienere, der af forskellige grunde flyttede til landet, mange af dem giftede sig og bosatte sig med deres danske ægtefælle i Danmark der på det tidspunkt havde et af de bedste sociale sikkerhedsnet i verden,sammen med de andre skandinaviske lande.

Den øgede produktion der efterhånden opstod fordi der hele tiden krævedes større og større omsætning i de rige lande kom til at betyde at der igen blev foretaget en grov udnyttelse af de fattige, råstofrige, men fattige lande. En enorm udplyndring som fulgtes op med våbenproduktion, som igen betød borgerkrig på grund af fattigdom og uenighed om, hvem i de fattige lande der havde ret til indtægterne på salget af råstofferne og ressourcerne. De medførte en ny strøm af indvandrere, dels på grund af ekstrem fattigdom og dels på grund af krige (Vietnam, Korea m.fl). Nu blev indvandrerne til flygtninge, og så opstod der et problem. En stor del af flygtningene var traumatiserede, udsultede eller simpelthen ude af stand til at bidrage til produktionen, mest fordi arbejdsmarkedet i krisetider var dækket ind og fordi arbejskraftreserven derfor var stor nok. Flygtninge blev altså en økonomisk belastning, og derfor generelt uønskede, trods visse humanistisk funderede bevægelser der mente at et rigt samfund også burde være i stand til at hjælpe folk i nød. Det blev jo hurtigt klart at de skulle forsørges uden at kunne yde noget til gengæld, de var heller ikke vokset op til at blive forbrugere, de var med andre ord "i vejen". Så først sendte man dem hen hvor det var billigst at forsørge dem, man byggede boligblokke og isolerede dem og overlod til dem selv at komme og bede om hjælp. Siden fandt de sammen i små samfund, oftest centreret omkring etnisk herkomst eller sprogligt fællesskab. Som danskerne i Spanien og USA samlede de sig og oprettede små reservater, eller som jeg hellere vil sige: enklaver.
Til at begynde med blev de tilskyndet til det, man gjorde lidt ud af at lære dem dansk og da de ikke havde brug for det eller på grund af medbragte kønsrollemønstre ikke ønskede at indgå i et dansk samfund på det samfunds præmisser, lod man i et vist omfang stå til. Børnene voksede op med at gå i dansk skole, med at skulle lære dansk da de fleste af deres danske klassekammerater havde behersket sproget i 4-5 år, med at skulle forstå den anderledes danske kultur og ikke mindst med at pædagoger og lærere overhovedet ikke var gearet til at tackle dette kultursammenstød.
I Danmark har der altid været nogle der ikke kunne begå sig i skolen, der har altid været nogle der blev kriminelle, men pludselig stod vi med en hel generation børn af fremmedarbejdere, indvandrere og flygtninge. DE nærmest håbløse vilkår for at blive integreret gav et sikkert resultat, nøjagtigt som i storbyer i USA og Tyskland (og Frankrig og Italien mm. - men det hører vi ikke så meget om), opstod der bander der rivaliserede indbyrdes (det gjorde vi altså også i den lille by jeg voksede op i - men det var kun en sjælden gang det blev egentlig voldeligt, det var en territorialafpisning!) efterhånden med våben og konkurrence om hvem der kunne være sejest. Territorialafpisningen drejede sig ikke om en gade eller en række boligblokke, det drejede sig om at udvide sit territorie.

Myndighederne blev bekymrede. Først forsøgte man sig med øget indsats på det pædagogiske område samt ved at ansætte og uddanne mennesker af anden etninsk herkomst, og i en del tilfælde kunne man konstatere at der var hjælp, desværre ikke for så mange. Omkostningerne ved at bruge menneskelige ressourcer på en gruppe mennesker, der for en stor dels vedkommende ville leve hele deres på det offentliges regning voksede. Resultaterne af indsatsen var beskeden.

Glistrups indsats for at man ikke skulle betale skat bar frugt. Folk ønskede ikke at deres skattekroner skulle gå til fremmede, der ikke bidrog økonomisk til samfundet (pudsigt nok, når man tænker på at de heller ikke selv ville bidrage til samfundet), I den periode var det udtryk som rotter og aber der florerede i det politiske landskab hos især Fremskridstpartiet, men også blandt sympatisører. Tanken var helt klart: De skal ikke komme her og nasse på vores samfund og score vores piger. Dansk Folkeparti dæmpede måske nok retorikken, men havde til gengæld opnået en parlamentarisk indsigt der gjorde at de kunne påvirke lovgivningen.
Pludselig skulle indsatsen bestå i at straffe alle der ikke kunne tilpasse sig de regler de aldrig havde fået en chance for at forstå. Nå ja og for en sikkerheds skyld også dem der havde forstået. Man begyndte at definere folk som 2. generationsindvandrere, danske statsborgere af anden etnisk herkomst, nydanskere og etniske danskere, og så selvfølgelig dem der ikke havde ret til dansk statsborgerskab, eller i hvert fald skulle skræmmes fra at søge asyl med madkuponer og udgangsforbud under koncentrationslejr-lignende forhold, nemlig asylansøgerne. Straffen var delt i tre: fængselsstraf og evt udvisning i forbindelse med kriminalitet, Nedsættelse af økonomisk hjælp i forbindelse med "civil ulydighed", altså ikke at opfylde de strammede krav som lovgivningen pålagde dem, samt endelig at blive kostet rundt med efter lokale og landspolitiske beslutninger.


Sådan har jeg oplevet en stor del af den politiske indsats, foretaget af mennesker der lider under en bemærkelsesværdig mangel på empati og kreativitet (jeg betragter den politiske indsats de seneste 10 år som direkte destruktiv på området - som på de fleste andre områder).

MEN jeg har også oplevet fremmedarbejdere, indvandrere og flygtninge, der både var glade og taknemmelige for at komme til Danmark. Nogle af dem holdt op med det. Altså at holde af at komme til Danmark.
Fremmedarbejdere havde vi ikke i den lille by jeg voksede op i. Faktisk mødte jeg første gang en "negerprins" da jeg var i København for at besøge min far på Lærerhøjskolen. Han var sort og jeg sagde højt og uden at tænke på om noget var politisk korrekt: "Se far, en neger!". Til min forbavselse grinede negeren og fortalte at det var han, men han var også en prins i et lille afrikansk samfund, og han var kommet til Danmark for at lære sine medborgere i Afrika at læse og skrive. Det forstod jeg, det med at læse og skrive, men at en neger talte dansk, var ufatteligt for en dreng på 8 år der kom fra en lille vestjysk by uden fremmede, selvfølgelig bortset fra den familie der lige var flyttet til byen fra Vejleegnen, men de var jo bare "Københavnere". Men han gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
I forbindelse med tilflyttere skal jeg bare tilføje at de få mennesker der flyttede til Ansager i en ung alder, som læste, drak te! og spillede progressiv musik har været med til at åbne mine øjne for, at forskelligheder er det der skal bære vores samfund fremad, ikke noget der skal forhindres for enhver pris.

Da jeg gik på biblioteksskolen flyttede jeg i to omgange ud i Skelagergårdene. På et tidspunkt flyttede en vietnamesisk familie ind et par etager nede. Straks de havde indrettet sig - og det tog ikke mere end en dag - smed de en lille hilsen ind gennem samtlige brevsprækker i opgangen, med en invitation til at komme og møde dem samt smage nogle traditionelle vietnamesiske retter og drikkevarer - vi måtte gerne selv medbringe drikkevarer (øl og vin). Vi følte os velkomne og vores nye naboer spurgte med interesse til hvad vi lavede, de fortalte hvordan de var kommet til landet (oprindelig politiske flygtninge, der havde lavet en forretning i Danmark) og hvordan det nu var lykkedes for dem at finde en lejlighed, som de var stolte af. Vi hilste altid smilende på hinanden når vi mødtes i opgangen. Ikke som de etnisk danske beboere der kiggede den anden vej eller bare mumlede noget uforståeligt nå vi passerede hinanden, hvis ikke ligefrem de var så koncentrerede om at låse døren op at de demonstrativt? ikke så os.


Der var Reza som jeg gik i skole med, da jeg skulle have en efteruddannelse, hans familie var flygtet fra Iran, han ville gerne være datamatiker, men skulle begynde næsten forfra idet danske videre-uddannelsessystem, da hans uddannelse fra Iran ikke talte. Han havde en stor familie, men han klagede aldrig, vi arbejdede sammen om flere opgaver og jeg fik ham aldrig til at sige at nogle danskere var dårlige mennesker. Han havde nemlig kendt virkelig dårlige mennesker, så for ham og mange andre var det vigtigere at man fik muligheder, uden lige pludselig at blive afskåret på grund af politiske holdninger.

Mens jeg arbejdede med TV på Samsø havde vi en muslimsk flygtningefamilie fra Irak boende. En af drengene var meget interesseret i at arbejde med computere, at lave grafik og i det hele taget komme ud blandt danskere og lære dansk. Han var dygtig, faktisk fiksede han hele vores gammeldags computersystem som blev optimeret til det bedste det overhovedet kunne trække. Han talte dansk, og øvede sig på det sammen med os, men som troende var der timer på dagen hvor han ville bede. Vi havde timer på dagen hvor vi ville ryge, drikke kaffe og spise kage, så for os var det den naturligste sag i verden at han gjorde sit på sin måde og vi gjorde vores på vores måde. Efter en måned flyttede familien fra øen til et andet sted hvor integration og måske også andre muslimer var tættere på.

Senest er jeg flyttet til Odense. Her kan jeg gennem mit nye netværk se hvordan mennesker der faktisk har berøringsangst med anderledes tænkende, undgår eller ligefrem mistænkeliggør folk med anden hudfarve, hvordan selv dem der er beskæftiget med at hjælpe dem (jobcenter og socialkontor) behandler mennesker forskelligt alt efter etnicitet. Selv byrådet har mere travlt med at føre udokumenterede teorier ud i livet end at bruge tid på at sætte sig ind i deres situation. Jeg bliver mere og mere forbavset over at fordomme er vigtigere end viden og indsigt, når vi taler om "nydanskere", at empati er et flittigt benyttet ord af mennesker der, som jeg ser det åbenbart må opfatte ordet som det modsatte af sympati.
Jeg har gennem de seneste mange år undret mig over at den politiske højrefløj fremhæver indvandrere som samfundsnassere, faktisk viser en lille undersøgelse jeg har foretaget om hvor mange ikke-etnisk-danskere (undskyld udtrykket) der stiller op for de forskellige partier i lands- og kommunalpolitik, at der er langt flere kapitalistisk og liberalt orienterede end der er socialistisk og kommunistisk orienterede. Hvilket siger mig at størstedelen er kommet til Danmark for at klare sig selv økonomisk. Det siger mig så følgende at dem der "nasser" på samfundet sandsynligvis gør det fordi de ikke har fået den hjælp og vejledning der skulle have været til dem, og at nasseriet skyldes politisk ubæredygtige beslutninger.

Og sådan en beslutning har vi set med mine øjne fået i forbindelse med Odense-kvarteret Vollsmose, hvor den såkaldte "Vollsmose-indsats" blev vedtaget i byrådet, kun med modstand fra Enhedslistens Per Berga Rasmussen, samt kritik fra de to "indvandrer-medlemmer" som man kan læse på fyens.dk.
Vi skal vel snart til at se på den sociale bæredygtighed på havnefronten eller Skibhuskvarteret, er der for mange gartnere i Stige eller bliver OUH en lægeghetto?

Enklaver kan forstås som fristeder i et samfund. For mig er samfundets fremtid båret af forskellighed. Ikke af deportation.

onsdag, december 05, 2012

Se klart

Jeg har lige været til læge i dag fordi jeg ikke har haft det forfærdelig godt siden jeg fik penicillin. Antibiotikaet var billigt, men jeg blev syg af det, jeg fik efterfølgende influenza, og trods det at jeg sad det meste af dagen, hvis jeg ikke lå i sengen, fik jeg også ondt i min fod. Mit blodsukker gør at jeg skal have medicin som type-2 diabetes patient, mit blodtryk er lidt for højt, men her stopper min læge, eller rettere han venter!
Jeg bliver i mellemtiden mere og mere syg. Og bruger stort set al min kontanthjælp på piller (det passer ikke helt - og jeg får også hjælp fra kommunen, tror jeg nok). Men jeg kan ikke se klart. Mine dage består i at få diarre når jeg har taget mine piller, i at jeg trods (forholdsvis) nye briller ikke kan se hvad der står på min pc og slet ikke kigge 3 meter gennem køkkenvinduet for at se hvilken temperatur der udenfor. Min motorik er indskrænket og jeg går dårligt, den kilometer der er til busstoppestedet skulle ifølge "rejseplanen.dk" have taget 6 minutter, men den tager over 10. Jeg sover typisk ca to timer ad gangen, er vågen og sover, når jeg vågner hen på aftenen er der af og til rester af aftensmaden tilbage, men min papsøn har det på samme måde som mig, medicineret (han bliver bare sulten, jeg bliver mere tørstig).

Nu har vi fået sne her i Nordvest. Fuglene får gammelt brød på foderbrættet og solen skinner på den hvide sne på græsset. Der er fugle på foderbrættet og der er fugle der samler resterne op fra jorden. Fasanen, duerne, ja selv mågerne kigger forbi, og dem kan jeg godt spotte, men mejserne, spurvene og rødkælkene ser jeg kun som bevægelser. Selv nu, mens jeg skriver, sidder jeg med øjnene helt inde ved skærmen (ca. 12-18 cm) og alligevel staver jeg forkert. Men sneen er flot, og der hvor fuglene har samlet frø op fra den ophængte foderautomat kan jeg se deres spor, mest duernes og fasanens, men også mågernes.

Men ellers kan jeg ikke se klart.
Vi har politikere der er anklaget for økonomisk overforbrug. Vi har en statsminister der stort set ikke optræder i folketinget, en oppositionsleder der end ikke siger noget - fordi han er sikker på at tavshed er bedre end visioner - og et parti der fortrinsvis vælger at være venstreorienteret, undtagen når der skal vælges mellem pest eller kolera. Vi har et regeringsparti som trods få stemmer bestemmer og et et liberalt parti der tilsvarende snakker mere end de handler. Og vi har en stor del af danske statsborgere der ikke hjælpes men mistænkeliggøres, og jeg skal lige tilføje at hvis anden religion skulle lette deres adkomst til arbejdsmarkedet eller til anden form for hjælp, så er svaret nej. Asatro eller buddhisme, at tro på muhammed eller være ateist, sågar at være medlem af folkekirken hjælper ingen, når de rammes af sygdom eller arbejdsløshed - det gør det også svært at se klart!

Som sagt er jeg "on and off" efter min medicinering. Mit kærlighedsliv er indskrænket til ord og mit politiske liv som jeg for få måneder genoptog er i stilstand (håber jeg kan komme til byen i morgen) og min kærestes søn på 27 er ved at blive undersøgt for mulig skizofrenitet. Jeg skulle have arbejdet gratis for Netto i noget nær 26 uger, men har sygemeldt mig selv på grund af byld, influenza og hævet fod. Lige nu. At ville andre menneskers lykke, at lytte og have forhåbninger, på trods af egen ulykke kunne have været det mål jeg gerne ville nå, simpelthen fordi andre måske ville tænke på mig når tingene flaskede sig. I stedet er vi alle i løbet af 20 år reducerede til at være blinde. Vi ser vores egen ulykke, men ikke andres. Vi fokuserer på os selv men ikke på den omverden vi er afhængige af. Vi ser på egen bankkonto men vil ikke forstå at nogen har større omkostninger end vi selv har. Kort sagt: vores syn på den verden vi lever i er snæversyn. Der findes ofre for næsten alle de former for misbrug vi kender, måske endda for nogle vi ikke kender: incest, vold, økonomi, politik og lægesjusk. Også for telefonselskaber og multinationale medin- og giftfremstillende selskaber - listen vil blive enormt lang hvis vi skulle tage investorer i våbenproducerende, kaffe- te- og næringsmiddel- foretagender, kunstigt skabte kriminelle miljøer etc.

For mig kommer julen lige om hjørnet og jeg har ingen penge. Måske kan jeg gå et par ture omkring juletræet og åbne den gave (som jeg muligvis får). Om ikke andet kan jeg synge med mit eget næb, jeg ved bare ikke hvordan det kommer til at lyde den dag. Ved juletræet skal der være en spand vand, og jeg skal vide hvor den er i tilfælde af et brændende juletræ, for jeg er ikke sikker på jeg kan se den, hvis ikke jeg får at hvide hvor brandslukkeren er.

Hvor ville jeg ønske at vi alle kunne se klart.

tirsdag, december 04, 2012

Undervisning

Ny skolereform er på banen. Reform og min bare..
Hvem er loven til for? Privatskoler, efterskoler,miniskoler eller friskoler? Nej folkeskoler! Hvad skal reformen gøre? Sikre større viden, sikre at folkeskolelærere arbejder mere eller at forældre arbejder mere uden at skulle hente deres "unger" i al hast. Nej den skal sikre bedre viden til det samfund der måske får brug for ensporede liberaltøkonomisk arbejdssøgere.
Svend Åge Madsen, en stor dansk forfatter, skrev engang en roman med titlen "Af sporet er du kommet", Han skrev også ungdomsromanen "Jagten på et menneske", og sågar en bog hvis titel var et anagram på hans eget navn "Seven Age Madness" på dansk "Syv aldres galskab".
Jeg nævner Svend Åge Madsen fordi han er et eksempel på hvad der kan komme ud af kreativitet. HC Andersen er et af de verdensberømte eksempler. Lene Kaaberbøl startede med at skrive om sine heste men er nu en af de bedst sælgende danske forfattere, med både fantasy og krimi på sit visitkort. Det kunne blive en lang liste hvis jeg skulle nævne alle de forfattere der fik lov til at udfolde deres kreativitet, den ville nok nå til månen hvis jeg skulle nævne alle de mennesker i Danmark der har udfoldet deres kreativitet.

Vi står altså med en kapacitet som skolen ikke har medvirket til at udvikle i betydelig grad, til gengæld har grunduddannelse og de enkelte elevers nysgerrighed og lærevillighed gjort at der er kommet gode forfattere, journalister, musikere m.fl. ud i den anden ende af undervisningssystemet. Det vi ser nu er noget der mest af alt minder mig om pink floyds "The Wall, part 2" (den med "we don't need no teachers", hvor lærerne er trætte af deres arbejde og hvor børnene (i filmversionen) køres gennem en pølsemaskine for ensartethedens skyld.

Hvorfor ikke have visioner der ikke går på at sikre ensartetheden?
Jeg kunne for eksempel forestille mig en skole, hvor der var lærere og pædagoger der ikke bare underviste, men til stadighed stod til rådighed, en skole hvor undervisningen både tog kollektive og individuelle hensyn, en skole hvor man kunne få lov at være sig selv samtidig med at man altid kunne opsøge en kompetent, voksen modspiller, ligegyldig om man var til musik, sport, sprog eller tal. Grundlæggende er det vel helt fint at elever i Folkeskolen skal lære sprog, matematik, skal have formning og idræt, samfundsfag og lære om religion. For mig er det bare underligt at alt hvad vore børn skal lære i skolen udelukkende skal bruges til at bestå en eksamen og til at kvalificere sig til erhvervslivets udfordringer. Er det fremtid at fratage den enkelte skoleelev sin kreativitet?

Min forestilling om en god skole er altså stadig at man fokuserer på friheden til at spørge, friheden til at dyrke de ting man er god til og kun i begrænset omfang skal tvangsindlægges til faste timer. At lærerne også er optaget af deres elever er en forhåbning, så vil det jo være langt mere vigtigt at en lærer arbejder efter evne og indsats, ikke efter normer. Selvfølgelig er jeg klar over at nogle lærere forbereder sig, mens andre blot leverer rygmarvsundervisning, og retter stile i et omfang der betyder at de ikke har noget individuelt bud på hvordan hver enkelt elev (en tautologi, jeg ved det) skal udnytte sit potentiale.

I forbindelse med den lov der er fremlagt i dag har jeg hørt (eller læst) at der stadig er en stor mængde af elever der er på specialundervisning eller i "hjælpeklasse", jeg har hørt at børn og unge med adfærdsproblemer i høj grad er placeret i almindelige undervisningssituationer. Begge dele forekommer mig alarmerende. Børn med ADHD kan i enkelte tilfælde have godt af at deltage i normale undervisningssituationer, men ikke af at være tvunget i dem. Talblinde, ordblinde og børn der ikke er særlig sprogligt orienterede kan have godt af at lære noget, men ikke af at være tvunget til at lære det. Jeg husker selv de første år i folkeskolen hvor jeg ikke fattede en lyd af tallene i regnetimerne, Jeg kunne end ikke lære den lille tabel, at gange eller dividere var volapyk for mig, mens jeg lærte at stave, skrive og læse på ganske kort tid. Så fik vi en lærerpraktikant der fortalte om at regne, hvad det gik ud på og man kunne gøre det på flere måder. Ikke flere grøfter og grøftegravere, ikke flere æbler og pærer, mere om hvad det kunne bruges til, at man kunne regne på sin egen måde ikke på den måde der stod i bogen, eller den måde læreren havde bestemt! I dag kan jeg bruge regneark til at skrive sætninger, til at udregne topscorere ved sportsbegivenheder. Jeg kan bruge regneark til regnskaber og til at lave registre til bøger.

Det er jo nok ikke nogen overraskelse at jeg kan bruge de forskellige former for skriveark, jeg kan endda skrive så hurtigt at jeg ikke opdager mine fejl.
Jeg lærte at læse og skrive digte allerede i de små klasser, jeg lærte at stave, men jeg lærte aldrig at lære udenad. I stedet lærte jeg alfabetet og fik arbejde på det lokale bibliotek, hvor jeg satte udlånskortene i system i "vasken" (Alle de kort fra bøger der var udlånt) i henholdsvis alfabetisk rækkefølge og efter DK-systemet (de tal der står på bibliotekets fagbøger), vel at mærke for hver dags udlån, så vi også kunne finde kortene når bøgerne blev afleveret og finde de kort der var tilbage når vi skulle rykke for for sen aflevering.

Jeg læste bøger om astromi, om litteratur, jeg læste voksenbøger og ungdomslitteratur, jeg læste aviser og tidsskrifter om alt muligt. Kort sagt jeg sugede til mig. Og jeg spillede bordtennis og volleyball, jeg så Monty Python i fjernsynet, jeg lærte at drikke øl og spille billard (det med kortspil var så udbredt at man ikke lærte det, man var bare med). Jeg lærte en hel masse ting ganske eklektisk - simpelthen fordi jeg ville lære.

Jeg havde en klassekammerat der var venstrehåndet, han blev tvunget til at skrive med højre hånd, Jeg havde klassekammerater der var ordblinde, de blev sendt i "hjælpeklasse", I gymnastiktimen var jeg sammen med flere der ikke havde fået hjælp til at dyrke motorik, i formning var der nogen der var formidable til at tegne som Jørgen Clevin, og i musiktimen var der nogen der kunne spille på blokfløjte allerede efter den første time. I regnetimerne gik jeg fra at være nummer sjok til at blive en af de bedste. Når vi i gymnastiktimerne skulle lege sørøverleg eller høvdingbold var jeg en af de bedste, når vi skulle springe over hest eller spille fodbold var jeg en af de dårligste. Der var altid nogen der var dårlige til nogle fag, nogen var endda så ligeglade med skolen at det de var bedst til var at mobbe eller direkte slå.

Flere timer i et sådant system gavner ingen, især ikke når lærerne må vælge at undervise på rygraden frem for at have tid til at forberede, vurdere og tage individuelle hensyn.

Mit forslag er: Uddan flere lærere, giv helhedsskolen mulighed for at tage individuelle hensyn (IKKE hjælpeklasser) Sørg for at skolen står TIL RÅDIGHED for eleverne og sørg for at holde øje med de talenter eleverne har (OG TRO MIG alle har et talent). Det gør man ikke med flere timer i dansk og tysk og engelsk og regning eller flere timer i det hele taget.

Nu har jeg som det fremgår ikke nogen teori om at alle os børn er ens, men det er jo netop derfor jeg synes at den nye undervisningslov er en fejl.
Kort sagt vil det være elevernes begejstring for at lære, der er fremtiden, ikke tvangen til at være elev!

søndag, december 02, 2012

Nepotisme


Jeg har altid været stædig. Da jeg gik i skole ville jeg lære selv, ikke have grupper der tyrede grammatik. Jeg gik gerne med til gruppearbejde, hvor erfaringer kunne være til gavn for gruppen, men ikke gruppearbejde der sparede på indlæring. I Sport spillede jeg hellere gruppespil end individuelle sportsgrene. Jeg spillede bordtennis i en periode, men spillet gik for mig ud på at forsøge sig og lære videre. Jeg må have været god, for min lillebror blev bedre til spillet end mig på et halvt års tid.
Jeg voksede op i en mindre by i nærheden af Vestjylland. Byen har trods dens lidenhed fostret et antal mennesker der siden blev verdenskendte i Danmark, nok mest fordi de var individualister, indenfor journalistik, musik og andre kreative fag. Men tro mig, ingen af dem blev kendte fordi familie eller venner fik dem indenfor, de kom frem fordi de kæmpede deres egen kamp!

Jeg tog til gengæld en uddannelse, mens mine forældre kom så langt fra hinanden som de kunne komme – non-kommunikation vil jeg kalde det. Allerede på gymnasiet blev jeg uvenner med mine lærere. Jeg ville lære noget, ikke bare være nikkedukke. Det var lige ved at koste mig min gymnasiale uddannelse. Godtnok var min mor ansat på gymnasiets HF-linje, men det eneste hun kunne var at råde mig til at dæmpe mig. Det gjorde jeg så ved ikke at deltage i undervisningen men blot møde op. Så gik jeg over til selvstudium og at aflevere når jeg skulle.

På den måde kan man også tage livet af et ungt menneske der vil noget. Jeg blev vingeskudt. Mine karakterer som følge af denne modstand mod konformisme betød at jeg ikke kunne komme ind på min ønskeuddannelse: Bibliotekaruddannelsen. ”Så må jeg prøve noget andet!, tænkte jeg og søgte ind på bygge og anlægslinjen på Erhvervsfaglig Grunduddannelse (EFG) indenfor ”Bygge og anlæg” og så langt væk som i Aalborg. Og de manglede elever fordi der stadig var en regulær mesterlære.
Jeg skøjtede nærmest igennem, fordi jeg kunne klare de boglige krav der var, jeg var langsom til at udføre mit arbejde fordi jeg gerne ville gøre det ordentligt og jeg oplevede at halvfuldendt arbejde var forsvundet eller erstattet med dårligt, når vi kom til næste praktiktime. Jeg fandt ud af at det vigtigste var at arbejde hurtigt, og at lyve overfor kolleger, men også hvad et godt håndarbejde var. Det første var mine medkursisters løsning, det sidste var vores læreres. Og så kom jeg ind på biblioteksskolen, samtidig med at jeg ikke fik praktik på grund af min alder (med mine 19 år skulle jeg have løn som ufaglært, og den var noget højere end lærlingelønnen).

Da jeg var færdiguddannet ville mine forældre gerne gøre noget for. Jeg søgte jobs i alle mulige sammenhænge som bibliotekar, men der var ikke mange og jeg ville ikke stikke blår i øjnene på dem der skulle ansætte, så jeg fortalte hvad jeg kunne, hvad jeg var sikker på jeg ville overkomme af opgaver, og at jeg var indkaldt til at aftjene min værnepligt efter 8 måneder. Surprise. Jeg fik intet job, men det blev så også sikret ved at der blev indført ansættelsesstop indenfor det offentlige. Og så blev jeg tilbudt etjob som befalingsmand indenfor Civilforsvaret som det hed dengang.
Med en stedfar der var løjtnant af reserven, ansat ved uddannelsesenheden i Nymindegab, gift med min mor og så jaloux at jeg ikke måtte se min egen far, havde jeg absolut ingen lyst til en militær karriere. Han var også NATO-fan og gik ind for at lyve for min egen mor. Jeg var og er stadig imod krig, min holdning til EF var direkte modsat af min stedfars, trods det at han som socialdemokrat dengang kunne have valgt modstand så var han for både EF og NATO.

Jeg finder aldrig ud af om min familie og stedfamilie kunne have hjulpet mig til et job. Det betyder heller ikke så meget. Jeg er til gengæld stolt af at jeg er mig. Ingen nepotisme her. Det har jeg været modstander af hele mit liv. Jeg er til gengæld overbevist om at der findes en masse velkvalificerede mennesker der ikke har arbejde, fordi andre bliver valgt på baggrund af deres baggrund. Jeg er selv overbevist om at jeg er velkvalificeret, bortset fra at jeg gennem mit liv og mine mange vikariater har vænnet mig til at jeg skal lave det de andre ikke vil på de tider de andre ikke vil. Nu har jeg så også den alder hvor der skal mere end nepotisme til før jeg får arbejde, men et seriøst politisk arbejde kan måske skaffe mig en skammel i folketinget eller en anden politisk sammenhæng.

Det er bare for sent nu. Jeg vil ikke slikke røv, jeg vil ikke værre nikkedukke eller føje andre. Jeg vil have lov til at være mig, at bløde, at være fattig og at nasse på samfundet, som i den grad ikke har haft brug for mig, undtagen som arbejdskraftreserve. Jeg har betalt til fagforening og dagpenge det meste af mit voksenliv, og da jeg kom på kontanthjælp måtte jeg hæve min pensionsopsparing før jeg kunne blive hjulpet til et tåleligt liv på lavindkomst.

At andre mennesker benytter sig af forbindelser er der jo ikke noget nyt i. Man kan vel ikke kalde 3. og 4. generationspolitikere af samme familier for nepotister? Til gengæld kan det undre at vælgerne er så dumme at de stemmer på et navn (Hækkerup), et udseende (Schlüter) eller tilpasning til meningsmålinger (Kjærsgaard), ja sågar på indignation (Erhard Jakobsen) og humor (Knud Jespersen). Ingen har helt styr på hvad politik går ud på, selv venstrefløjen er grebet af at deltage i magten, i stedet for at føre politik. (lidt som at spise toppen af en brunsviger og lade resten være tilbage). Ansatte hos de politiske partier, ansatte i offentlige stillinger er grundlæggende nogle der har forbindelser, ikke kvalifikationer. Sådan har det været i rigtig mange år.

Det pudsige er jo sådan set at hvis man ønsker en udvikling skal man glemme forbindelser og familie og finde dem der tænker anderledes, dem der er kreative. Ikke dem der står først for. Men hele vores system i den verden jeg oplever er gennemsyret af mennesker der helst ikke vil fremså som idioter og derfor sørger for at dem der skal arbejde for dem eller sammen med dem ikke må være bedre eller dygtigere eller mere kreative.

Vi har nepotisme af flere grunde, den vigtigste er nok at hjælpe dem man kender eller er i familie med, den næstvigtigste er uden tvivl, at man som ældst ansat kan holde styr på nyansatte.

Nepotisme er for mig den lange vej til at gå fuldstændig i stå, hvor korruption måske er den korte. Så må vi finde en målestok, der kan finde afstanden!

Nutiden

Så sidder man her. En fod man ikke kan gå på og et jobcenter der forlanger at man går på nettet og klikker for at fortælle at man er aktivt jobsøgende. Og det er weekend, netforbindelsen i boligforeningen er gået ned og vil først blive lavet efter weekenden. Det er sikkert det overraskende snevejr i form af sne-orkanen ”Helge”- der er årsag til nedbruddet, hvad ved jeg om den slags, jeg ved bare at man ikke kan kontakte internetudbyderen før mandag! (Helge er min opfindelse, da helg betyder fest- eller fridag)

Da vi har IP-telefon i huset er der også et dobbelt problem der. Jeg har mobil, men trods adgang til flere telefoner kan jeg ikke komme igennem til jobcenteret, da medarbejderne der har travlt med at holde weekend. Mine regninger, altså dem der ikke bliver betalt via betalingsservice har jeg så også problemer med, da jeg ville vente til de faste udgifter var betalt med at se hvad jeg havde råd til at betale resten af måneden, netbank er jo heller ikke tilgængelig. Her omkring den første dukker de fleste af mine breve op på borger-net. Jeg skal altså se hvilke meddelelser jeg har fået.  Ved at gå på nettet.
Det her minder mig om den telefonservice der var gratis i min ungdom. Hvis der er noget galt med telefonen kan du ringe gratis til dit telefonselskab, og dengang havde vi ikke mobiltelefoner, hvis der er noget galt kan du jo råbe og skrige helt gratis i telefonen, uden at komme igennem!
Og sådan føler jeg at jeg har det nu. Jeg har fået aftale med min læge så min byld og min fod samt det for høje blodsukker kan blive checket. Jeg har fået aftale med kæresten så hun kan køre mig til lægen, jeg har talt med min bror om hans nuværende situation på arbejdsmarkedet, min mor og far har også haft plads i min kalender. Jeg har aldrig set så meget fjernsyn og skrevet så mange ord på min blog. Jeg bevæger mig fra sengen til min pc, og derfra til toilettet fordi de piller jeg får giver mig diarre. Jeg lever mit liv på ganske få kvadratmeter, hvorfra jeg kan søge det job der er relevant for mig og trykke på en knap der beviser at jeg har set jobbet! Jeg kan end ikke sove sammen med min kæreste på grund af fod og byld..

Derudover er det sådan at min kærestes ældste søn har psykiske problemer, så han bor ikke hos sig selv, men hos min kæreste. Han bliver kraftig medicineret på grund af psykiske problemer, men han er hjemsendt med recept på medicin imod hans psykiske sygdom. Han er her og for både mig og min kæreste er det en belastning at holde øje med hans følelsesmæssige udsving. At jeg bare sidder her betyder at jeg kan snakke med ham og spille musik for ham, mens mor går på det arbejde der af og til er der (lige nu serverer hun til julefrokoster).

Og så er jeg pludselig afhængig af en åndssvag knap på jobnet, ellers kan jeg miste min kontanthjælp. Jeg ved godt hvad idioten der indførte dette historisk tåbeligste system hedder:  Lad os bare kalde ham ”Hjorten”, han er under ingen omstændigheder et af julemandens rensdyr.
Nu kunne man så foreslå den lyserøde regering at ændre på de tåbelige regler, men nej. De henviser til biblioteker, posthuse og jobcentre, hvor der er gratis adgang til internettet, så hvorfor ændre på sådan noget? Det har jeg lige fundet ud af. Midlertidig sygemeldt og immobil med en internetforbindelse der ikke fungerer gør det det muligt for mig at miste selv den kontanthjælp jeg har svært ved at leve af. Fordi den åndssvage knap er gået i udu!

Disse ord er skrevet mens selv vores fjernsyn var stået af, sikkert på grund af snevejret, jeg har skrevet en masse breve til både politi, søskende og forældre samt selvfølgelig jobcenter. Nu ligger de solidt på min harddisk og det mest positive jeg lige kan se nu er at jeg ikke får spam, ingen phishing eller virus, men jeg får heller ikke gjort det jeg er forpligtet til, fordi samfundet er indskrænket til at foregå på nettet, eller mellem kl 10 og 13 ude i virkeligheden, det er som at ringe til lægen. Der er altid optaget. Bare værre: i weekenden er der bare en telefonsvarer der fortæller hvornår du kan ringe uden at komme igennem (det siger de dog ikke direkte)

Jeg er altså glad for at min passion er at læse, jeg har stadig nogle bøger i fysisk form, og til min kærestes søn har jeg en masse CD’er som godt nok er fra gamle dage, men der er altså stadig en masse rock.

Kom så med den fremtid.

lørdag, december 01, 2012

Ingen

"Hvad er dit navn" spurgte den enøjede kyklop Odysseus. Han svarede jeg er "Ingen"! Da kyklopen fik stukket sit eneste øje ud og hans medkykloper kom til i kraft af hans smertensskrig, fortalte han at "Ingen" havde stukket hans øje ud.

Nu er vi kommet dertil at ingen skal lide afsavn på grund af arbjedsløshed, ingen skal søge om julehjælp og ingen skal flytte til Danmark. Ingen lider af fattigdom, Ingen er syge og ingen er politiske døgenigter, de knokler for deres løn og for at spare penge og for at ingen skal bestemme i Danmark. Vi bliver langsomt underlagt EU, det eneste vi har tilbage er fire forbehold og et nej til Euroen! Ingen bestemmer stort set i landet. Ingen er en tavs bevægelse, især repræsenteret af danmarks suverænt største parti i følge meningsmålingerne. At tænke sig at ingen har så megen magt som nogen!

Personligt er jeg også reduceret til at være ingen. Her skal det forstås på en anden måde. Ingen har ret til hjælp, Ingen kan klage over dårlig behandling, og ingen bekymrer sig for dig. Her er princippet at alle skal sikre sig selv og reducere andre til at være ingen! Hele det sociale og kommunale system samt den Løkke-opfundne regionsdannelse skal sikre sig sin egen overlevelse og derfor reducere borgere til at være ingen problemer, eller til noget andet så man ikke genopstår som ingen. Ingen er vores største problem. Som sagt: ingen er fattige, ingen kan få førtidspension, Ingen kan holde sin kontakt til arbejdsmarkedet med flexjob, ingen får dagpenge når de falder for en lov der er så associal at selv politikere i drømme kan se at ingen får nogen god behandling ved at falde for dagpengereglerne, falddatoen er der ingen der kender, men den falder.

Ingen har gavn af den lov som noget af det meste ingenting i form af Margrethe Vestager (ingen dronning) har fastholdt i en tid hvor ingen kan få arbejde. Ingen har penge til at skabe den omsætning som regeringen hele tiden efterspørger. Ingen har overskud til at holde jul med anderledestænkende. Ingen er klar over hvad det vil sige at kigge skævt til naboer og indvandrere. Ingen har overskud til at være mennesker.

Jeg spørger bare hvordan ingen kan have så meget betydning?