torsdag, november 07, 2013

Forladt

Som barn havde jeg af og til mareridt, det var faktisk inden mine forældre blev skilt. Jeg drømte at de var kørt for at møde nogle kolleger, at skilsmissen lå som en plan var jo ikke lige synligt for et barn på omkring 7 år der skulle begynde i 2. klasse. Men mareridtene var simple. Jeg drømte at mine forældre var taget af sted og havde glemt mig derhjemme. Jeg drømte at jeg løb efter bilen, mest fordi jeg jo godt kendte ruterne de fulgte når de skulle på vennebesøg. Men jeg drømte også at jeg ikke kunne indhente bilen og derfor var helt alene, om mine yngre søskende var med i bilen i min drøm kan jeg virkelig ikke huske, jeg kan bare huske frustrationen over at være forladt.

Skilsmissen

Da vi endelig blev orienteret om vores forældres skilsmisse var den allerede aftalt og fordelingen af os børn havde været sådan lidt til den ene side og lidt til den anden side. Vi endte med at blive hos vores mor, fordi det blev anset for det bedste at vi børn var samlet hos vores mor. At min far stos tilbage uden arbejde, med en bil og omkostninger til at købe en seng og nogle tallerkener samt bestik var selvfølgelig spændende for os børn. En tom lejlighed der rungede fordi der kun var det allernødvendigste inventar, en far vi kun så i skoleferier og en far der end ikke kunne koge en pølse eller lave spejlæg var hvad vi fik.
Vores mor beholdt det hos vi var vokset op i, det vil sige det var nok en påstand at vi var vokset op i det, for mit vedkommende havde jeg levet i det i lidt mere end 5 år og for mine yngre brødre blev deres liv i huset så indskrænket til hhv. 4 og 2 år. Selvfølgelig oplevede man på en anden måde som barn, og der var altid sne om vinteren og sommerferien bestod i at vi cyklede de 4 kilometer til Kvie Sø, der egentlig bare var en mose, der var pumpet en hel masse sand i. Men som børn levede vi jo noget mere intenst, vi lærte vi lyttede og vi fandt ud af at vores familie var anderledes end de fleste andres, hvilket jo også gjorde os forskellige. Hvad min far havde af elskerinder og kærester har jeg ikke meget styr på, men min mor tog til enkebal mange gange og havde ofte mænd (kaldet onkler) med hjem, indtil hun mødte ham der sidenhen skulle blive min stedfar.

Hjemmet

Vi var som sådan involveret i hvad der skete i vores hjem, og vi blev også spurgt, da min mor ville gifte sig igen. Vi kendte vilkårene med en enlig mor, vi vidste hvordan økonomien nærmest ikke hang sammen i forhold til os børn. Men hjemmet, klassekammeraterne og lokalsamfundet var egentlig også nok at se til for os. Der var sommerkærester og bekendte af huset som vi kunne besøge når vi ville, vi var altid velkomne. Vores bekendte var på samme måde også velkomne i vores hjem, og dengang spiste vi jo bare med når vi var hos hinanden. Måske ringede vores forældre sammen eller vi blev selv bedt om at ringe, i det sidste tilfælde sagde vi jo bare at vi havde fået lov, og så kunne det vel være hip som hap. Som jeg husker det var det faktisk lettere for de voksne lige at kontrollere ved at ringe.
Hjemmet var trygt, vi havde jo kun ganske få andre hjem at sammenligne med, nemlig vore klasse- eller legekammeraters (oftest de samme), og selv om vores levevilkår var forskellige var vi åbne for forskelligheden i samfundet. Vi blev spejdere, dyrkede fodbold og gymnastik, vi startede bordtennis- og volleyballklub op (eller rettere det gjorde de voksne).  Vi (eller i hvert fald jeg arbejdede som bogopsætter, havde huslige pligter og var storebror, især når min noget ældre søster skulle være sammen med dem på hendes egen alder.

Samfundet

Vores omgivelser har selvfølgelig påvirket os. Ved at være høre til i en familie, hvor begge forældre havde arbejde, ved at stå i en situation hvor familien blev splittet i kraft af skilsmisse, ved at tage stilling til om den påvirkning som skole og samfund udsatte os for var sandhed, kom vi til at skille os ud. Ikke for det, mange af vore klassekammerater skilte sig ud for eksempel fordi de var ordblinde, ikke kunne holde på en hammer eller var knagende dygtige til sport eller noget andet, som var lang mere accepteret end at kunne læse og skrive. Men i bund og grund var vi sådan set stadig klassekammerater, nogle af os sås måske nok oftere end andre, det hang jo sammen med et åndsfællesskab, som kulle være nok så forskelligt, man kan måske vælge at tale om sympati. Bare for at sige det lige ud, der var ingen empati i det samfund vi voksede op i, det ville jo svare til at have ondt af andre, og det havde vi jo ikke, vi vidste jo at vi var forskellige og at vore veje ville skilles når vores skolegang blev til lærepladser eller uddannelse.
Selvfølgelig mistede vi kontakten med nogle af vores venner og kærester og de bekendte vi havde besøgt når vi trængte til et anderledes selskab, eneboeren, særlingen, den enlige kvinde der savnede børnebørn og så videre. Men mon ikke det nærsamfund vi levede i sørgede  for at der kom nogle andre?

Ensomheden

Som ung var det at flytte let nok, man var forberedt på det ved simpelthen ikke at være forberedt, sådan va det bare. For mit vedkommende var jeg jo allerede vænnet til tanken, fordi mine forældre jo havde forladt hinanden, og de havde ikke valgt at bosætte sig med få gaders afstand. Altså var det "naturligt" at skulle forlade de trygge omgivelser i bardomshjemmet, jeg havde jo også erfaring med at besøge min far i ferier, i at rejse selv, da min stedfar var særdeles jaloux på min far. Faktisk havde jeg trang til at starte et nyt liv uden en familie der ikke var familie alligevel.
Det førte faktisk ikke til ensomhed i første omgang, tværtimod lærte jeg mange mennesker med en helt anden baggrund end min at kende, jeg lærte udlændinge at kende som kom til Danmark for at studere og jeg lærte deres baggrund at kende. Måske jeg også kunne give min baggrund videre, men jeg har på fornemmelsen at danskhed ikke er min styrke, snarere tværtimod. Jeg lærte at sætte pris på anderledesheden, på mangfoldigheden og på evnen til at flytte til et andet land med samme mod på tilværelsen som jeg havde.
Men da vi skulle flytte i forbindelse med vores uddannelse, i forbindelse med skiftende arbejde og i forbindelse med lejemål (for eksempel kollegier) forsvandt mange af vennerne på grund af dels afstanden og dels økonomien. Det fællesskab vi havde haft var netop ofte bundet til at vi boede (næsten) op og ned af hinanden, når afstanden blev til et par timer mistede vi en stor del af fællesskabet. Ikke at vi blev ensomme, jeg gjorde ikke i hvert fald, jeg måtte bare begynde forfra med at opbygge en venskabskreds. Nogle gange ved at få en kæreste, andre gange ved at have et arbejde, som gav mig mulighed for at blive boende i længere perioder. Mine venskaber har ikke på noget tidspunkt været betinget af at jeg skulle være fremmedfjendsk, af at jeg var skuffet over mit arbejde eller over at jeg har følt mig dårligt behandlet. Mine venskaber har været defineret af min omgangskreds og den mangfoldighed der oftest har været.
Men rent økonomisk har ensomheden alligevel taget form.

Arbejdet med at arbejde

Mange af mine fjerne venner vil stadig betragte mig som et dovent svin, der ikke har bidraget tiol samfundet med noget som helst. Ikke ret mange af dem har været villige til at flytte fra den ene ende af landet til den anden for at vise deres gode vilje til at tage et midlertidigt arbejde, jeg aner ikke om nogen af dem har været villige til at acceptere en daglig transporttid på op til 4 timer, jeg ved bare at jeg har gjort det, fordi jeg havde lyst til at arbejde med det jeg var god til, og de fleste af dem jeg kender har været glade for at arbejde med det de var gode til, forskellen er bare at det jeg er god til ikke rigtig er produktivt.
Derfor har mit liv resulteret i større og større krav om produktivitet og mindre krav om kreativitet og medmenneskelig forståelse, for ikke at tale om at lytte til andre frem for at fortælle dem hvad jeg vil have dem til at gøre. Det er faktisk et kæmpe arbejde at ville bestemme hvad andre skal mene og gøre, langt større og meget mere indviklet end bare at gøre det man er god til uden at der hele tiden stilles krav om, hvordan tingene skal gøres.
Der er bare ikke nogen tvivl om at mit liv og mine evner ikke er noget andre kan bruge medmindre det omdefineres til et eller andet der har med økonomisk gevinst at gøre. At være menneskelig er jo ikke noget man tjener penge på, høflighed er håbløst umoderne og at sætte sig hen i et hjørne for ikke at stå i vejen er forkert, et hjørne hører til i den sorte skole og er noget man skal skamme sig over, ikke noget der skal angive at man viser hensyn.

Aktivering

De seneste år har mit liv været noget der på samme tid kan defineres som op- og nedgangstider. Jeg har haft et forhold til en dejlig pige, samtidig med at jeg har været aktiveret i forskellige sammenhænge. Ikke at jeg har tjent på det, jeg har sat til og som mange andre har der ikke været nogen mulighed for at få et job. Tværtimod kan jeg skrive endnu et par ting på mit CV, noget som jeg ikke har arbejdet med før, og som jeg principielt ikke vil kunne leve af, da den løn jeg skal have i forbindelse med et arbejde ikke eksisterer, og målet med at lave gratis arbejde ikke fører til andet end at jeg opføres i en anden statistik og derfor regnes for arbejdsløs på en anden måde end arbejdsløse.
Min økono0mi er efterhånden så dårlig at jeg ikke har råd til at forlade min lejlighed, jeg har stort set mistet alle mine kontakter, og selv om min far bor lige ved siden af kan han ikke høre særlig godt. Min bror kun 15 km væk, men han har arbejde og to børn at tage sig af i de perioder hvor moderen sender dem til ham.
På en måde er vi begge ensomme, vi kommer nemlig ikke så meget ud, fordi der lige er nogle regninger og nogle omkostninger der skal betales først.

Fællesskabet

I virkeligheden er det nok fællesskabet og udvekslingen af erfaringen der afskaffes. Nok siger de på Jobcenter at det er vigtigt med et netværk, men et netværk der opbygges med tvang kan ikke blive ved med at fungere. Hvis man skal møde et netværk eller tage imod input kræver det faktisk imødekommenhed og et åbent og positivt sind i forhold til andre, ikke tvang.

Som det ser ud nu har jeg fundet et sted jeg økonomisk kan klare at leve, jeg har mistet min kæreste og har stort set ikke råd til at besøge min familie. Jeg kan kigge ud på vejret og bruge penge på at være på internet eller sende sms, jeg kan spare sammen (dvs. lade være med at bruge penge i en længere periode). Jeg kan med internet og dele af min familie i både fysisk og virtuel nærhed, jeg kan derfor ikke sige at jeg er ensom.

Jeg er bare forladt, selv om det er mig der er flyttet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar