Revolutionen

Som politisk engageret er jeg nu bundet af at ord er politisk korrekte eller ikke er det. Et ord der er politisk hverken eller er revolution. Hvis kapitalister taler om den industrielle revolution eller en revolution i den økonomiske vækst er det absolut positivt, omvendt forholder det sig med deres opfattelse af revolution hos den politiske modstander, venstrefløjen. Vi kan end ikke definere det som newspeak at bruge ordet revolution, faktisk er det et ord der har forskellig politisk betydning, udtagen på tværs af de politiske yderfløje.
Mest fordi der kun findes en definition af dagens samfund, nemlig den definition der er baseret på den økonomiske (kapitalistiske) samfundsopfattelse.

Konteksten

Skal man begynde ved begyndelsen var der før i tiden forskellige opfattelser af tilværelsen og målet med en politisk indsats. Nogle ville sikre de værdier de havde erhvervet, andre ville erhverve tilsvarende værdier, mens endnu andre (arbejderne) ønskede at få del i værdierne så de kunne afskaffe fattigdom og fortvivlelse.
Den konservative tanke om ejendom har holdt, ejendom er simpelthen det næstvigtigste i vores nuværende samfund. Bønderne og andre erhvervede sig ejendom og værdier, så også de har fået noget ud af det, men arbejderne fik kun halvdelen af det de ønskede. Nemlig værdierne, men ikke solidariteten og sikkerheden. Den er gået tabt undervejs. Sammenholdet var arbejderklassens styrke, ejendom og gæld er blevet svagheden.
Ikke fordi jeg synes vi skal tilbage til fattigdom og usselhed, men jeg savner sammenholdet, som jeg endnu husker det fra min barndom.

Oprøret

Det varer nok længe inden vi igen kan rejse os som klasse, selv om bunden af samfundet er i flertal. Vi er nemlig alle fanget af ejendomsretten og afhængigheden af vores fælleseje: staten. En revolution er altså kun på det økonomiske område en realistisk mulighed, ikke på det politiske. Afsavn er ikke et mål med tilværelsen for nogle. Forståelse for samfundets sammenhænge er også blevet ligegyldig. Vi lever i egoismens tidsalder. Så selv på den yderste venstrefløj diskuteres ejendom og økonomi mere end mennesker og miljø. Det er blevet almindeligt at man lige skal have sin ejendom og sin økonomi på plads før man har overskud til at diskutere så væsentlige ting som gift, medicinering, global opvarmning, krig og respekt for det enkelte menneske.
Sært nok kan man undre sig over at disse problemer ikke får mennesker til at gøre oprør, der er faktisk langt flere ,mennesker der er berørt af problemerne end der findes mennesker der er berørt af ejendomsværdier.
Så oprøret kunne teoretisk være lige forude. Men grin bare med her. Der er ikke noget oprør.

Revolutionen

Det betyder selvfølgelig at der heller ikke findes nogen revolution, altså i den forstand at vi vil ændre verden til fordel for de mennesker der lever i den. Ændringen af verden vil til gengæld få fatale konsekvenser for de mennesker der lever i den, fordi den vil være økonomisk og sikre ejendomsret og kapital til dem der allerede har ejendomsret og kapital, mens fattige mennesker (lad os bare kalde dem arbejdere eller daglejere) i princippet er slaver i et samfund der end ikke respekterer dem. Ikke nok med det de mennesker der har taget et demokratisk standpunkt til fordel for de fattige og arbejderne har valgt side. De afskaffer revolutionen fordi den kan misforstås som en voldelig revolte på linje med den franske revolution eller som et voldsregime på linje med den russiske revolution. Det eneste ingen gør opmærksom på når man taler revolution er at det betyder en samfundsomvæltning eller bare en tydelig ændring af vilkårene i omgivelserne.
Personligt så jeg gerne en revolution, ikke med våben eller med elitestyre, nej en ændring, hvor mennesker fik betydning fremfor ejendom.

Hvad kunne det være?

En revolution kunne endda gennemføres demokratisk. Det vigtigste er at mennesket skal i højsædet, ikke i tronstol, men det enkelte menneske skal respekteres for at være sig.
Revolutionen kunne bestå i at samfundet ændrede fokus på ejendom og økonomi og i stedet satsede på mennesket. Ikke det nationale menneske som efterhånden er indført af Dansk Folkeparti, nej det individuelle menneske. Revolutionen kunne være at ejendom og værdipapirer blev afskaffet og i stedet blev gjort til et samfundsgode, ikke en arveret eller et skattefradrag.
Desværre kræver det at alle de mennesker der ejer eller tror de ejer noget, at alle mennesker der investerer i håbet om at opnå rigdom som bundlinje på bankopgørelsen, ønsker at være hele mennesker fremfor at være marionetter i et kapitalistisk rollespil der i mange sammenhænge svarer til hvad religion har gjort ved folk i århundreder.

Jeg støtter stadig tanken om at ændre samfundet ved en revolution.