Tanker

Jeg tænker hele tiden. Ikke at jeg er syg i hovedet, jeg tænker bare hele tiden. Det værste er at det gør forbandet ondt at tænke hele tiden.
Som ung ønskede jeg tit at jeg kunne slippe for at tænke og bare rende rundt som alle andre og gøre det jeg blev bedt om. Siden har jeg fundet ud af at det ikke kan lade sig gøre med mig og mit hoved. Men hvor ville mange ting være lettere.

Holdninger

For det første har jeg holdninger til alt, også til mit eget liv, men især til andres. Hvor smart er det lige at fortælle andre mennesker at man forstår at de vælger at leve deres liv på egne vilkår? Det samfund jeg er vokset op i stiller tværtimod krav til det liv der leves, ja der lovgives med rund hånd så selv folk der har kræft eller er ordblinde skal have en lov. Alting skal have en lov. Men holdningerne skal ikke. En forbryder der stjæler værdier fra andre skal have en lov, en person der slår andre skal have en lov, ja selv voldtægt og børneporno skal have en lov. Helt klart at det er klamt og samfundsfjendsk, men hvorfor love, når de ikke gavner overhovedet. Hvorfor ikke i stedet afskaffe problemet ved at spotte det (seksuelle forbrydelser) eller ved ikke at skabe det (økonomiske forbrydelser). Hvem tror at straf kan forhindre kriminalitet, bare fordi der findes love. Som den idiot jeg er kan jeg kun se at love skaber kriminalitet, ikke afskaffer den.
Men jeg har jo også så mange tanker i hovedet at jeg sjældent kan huske dem alle sammen når jeg er færdig med at tænke dem.

Tankesygdomme

Der findes masser af udtryk for at have alt for mange tanker eller tænke anderledes end andre. Der findes masser af ideer om at inkludere. assimilere eller hvad det bliver til i skoler og i samfundet, men at betragte anderledes tænkende som anderledes og derfor som borgere eller personer er ikke noget som lovgivningen tager højde for. At man tænker eller reagerer på en anden måde burde ellers ikke være det største problem man kunne få, tværtimod burde vi lære at omgås hinandens forskelligheder og at acceptere at vi under ingen omstændigheder kan være ens. Men det der sker i hovedet er åbenbart en fare for fællesskabet. At de tanker der vrimler rundt i hovedet på nogle faktisk både er et problem og en fordel for samfundet er jo nok svært at forstå, når det man ønsker er ensrettethed og et defineret fællesskab ved for eksempel lovgivning.
Indrømmet kan der være nogle der ikke kan fungere i samfundet med alle de tanker eller de ideer eller de tvangstanker (OCD) der findes i hovedet på nogle på dem, men nu findes de i samfundet og måske skulle vi alle acceptere at den slags tanker findes og handle derefter allerede mens vi er børn. At man som barn bliver betragtet som syg i roen er vel ikke bedre end at ens kammerater betragter en som syg i roen.
Skulle vi ikke tale om sådan noget frem for at skjule det?

Alle os

Så er der jo en hel masse som ikke fejler noget, som har opført sig pænt i skolen, har taget en uddannelse uden problemer og har fået et liv på en eller anden måde. Vi er jo beviser på at mennesker er som mennesker er flest. Altså mennesker der gør hvad de skal. At der findes enlige som er enlige, at der findes misbrugere af alkohol, narkotika og andre naturdroger, og at der findes mennesker, som forventer at alle andre har aversion mod nullermænd eller edderkopper, er jo i virkeligheden en absurd tankegang, men ikke desto mindre en virkelighed. Som også at nogle føler angst for store pladser (agorafobi) eller for højder (akrofobi). Men at fortælle andre hvorledes de skal leve deres liv er jo at kræve at alle andre skal leve som man selv gør.
Er det så det der er samfundets formål? Altså at vi skal vær ens? Skal vi alle købe hus og få børn, skal vi alle betale skat og licens, have mobiltelefon eller smartphone? Skal vi alle efterligne hinanden og have hæk omkring vort parcelhus?
Åbenbart.

Anderledes

Men der findes nogle der tænker anderledes. Deres tanker er måske nok som sagt anderledes, men hvorfor ikke satse på at de kan bruges, fremfor at spærre dem inde i institutioner eller skolesystemer hvor det drejer sig om at fjerne individualismen. Jeg er sikker på at alle de tanker og ideer bliver spildt fordi vi i vores normalistiske baghoved har en ide om det at det hvide snit er løsningen på enhver abnormisering. Måske vi skulle bruge vores evne til at tænke på at se forskelligheden, men jeg frygter jo hele tiden at normalisering er meget lettere end at give den frie tanke fri.

Derfor tænker jeg bare mine tanker, selv om jeg ikke er mere anderledes end at jeg er accepteret som samfundsborger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er muligvis det billigste for samfundet?