Manden med leen

Nu er det jo efterhånden mange år siden at mit mål var at nå november måned 2008, fordi jeg så ville fylde 50 år. Det var en slags milepæl for mig og jeg nåede det jo også. Jeg kunne invitere søskende og forældre, jeg var jo så heldig at de alle var der endnu.. Nu står den i dag på fem år oveni, fem mærkelige og problematiske, men også nogle af de dejligste år i mit voksenliv.
Jeg måtte opgive mit liv, men opnåede til gengæld år med kærlighed og glæde. Og hvad skulle så penge betyde?

Misbrug

Jeg har opbygget et øget misbrug. Ikke af narkotika, flæsk eller piller. Nej jeg har valgt at indtage alkohol i form af vin og øl hver dag. Mange andre har foretaget det valg, en del af dem har levet i en situation svarende til min, enten intellektuelt, finansielt, eller begge dele.
Misbrug defineres jo også ofte som et forbrug af euforiserende stoffer (i bredeste forstand) men i forhold til den enkelte misbrugers økonomiske formåen. For eksempel har jeg forsøgt at regne ud. Resultatet er et mit forbrug af alkohol indenfor det seneste år har kostet lidt mere end 1500 (sikkert nærmere 2000) pr. måned, lidt mad skal der også være til. Husleje og omkostninger i forbindelse med kommune og jobcenter også. Internet og telefon er man faktisk bundet til at have i dag, og ikke mindst at rejse til påtvungne møder og jobsamtaler (dem er der ikke mange af, men de skal jo betales, hvis de er der). Lidt gæld er det også blevet til, og så lever man generelt usundt, når man bruger flere penge på alkohol end på faste udgifter.
Det har selvfølgelig haft til følge at jeg har fået forhøjet blodtryk og for meget blodsukker (Type-2 diabetes), at jeg har omkostninger i forbindelse med min diabetes, som ofte afhjælper både sukkersyge og blodtryk. Jeg har problemer med følgevirkningerne af medicinering (træthed og vægtændinger, problemer med afføring og urinveje), Mit overforbrug af alkohol er selvfølgelig medvirkende årsag til det, på samme måde som voldsom medicinering sandsynligvis ville være det.

Følgevirkninger

Jeg kan i sagens natur ikke svare på hvad følgevirkninger af alle andre former for medicinsk eller anden narkotisk forbrug ville have været. Men jeg har foretaget et valg på baggrund af viden og indsigt, men ikke mindst legale muligheder og erfaring.
Om jeg er blevet alkoholiker kan jeg ikke sige, jeg drikker frivilligt og har på andre områder hvad misbrug angår kunnet sige fra af emotionelle årsager. Jeg kan sagtens mærke at min krop siger fra, er øm. Jeg ved da også at alkohol er et organisk opløsningsmiddel. Selvfølgelig ved jeg det, jeg har læst og studeret hele mit liv. Viden har været mit mål med tilværelsen. Hvor andre har ønsket økonomisk succes har jeg ønsket at udvide min vidensmæssige horisont. Og bortset fra at jeg efterhånden har drukket min hjerne ned til en si der hele tiden mister al den viden jeg har indsamlet, har jeg faktisk haft temmelig mange år hvor jeg opnåede viden og fandt ud af at den ikke kunne give meget andet end tilfredshed og ikke mindst oplevelse.

Sygdommene

Som nogle mennesker der har knoklet gennem hele deres liv har jeg også fysiske smerter nu. Ingen tvivl om at de for en del smerters vedkommende skyldes min livsførelse, og som boglig kan jeg faktisk ikke få mine skader accepteret som arbejdsskader. Sært nok har vi på sygdomsområdet fået ligestilling, idet mennesker der har opnået sygdomme på grund af slitage i dag heller ikke kan få godtaget deres sygdom som arbejdsskader.
Mine fødder har "sovet" i mange år nu. Min læge sagde at det var en naturlig følge af misbrug, og at der ikke var noget han kunne gøre - andet end at opfordre mig til at ændre min levemåde. Nu "sover" mine ben og mine hænder også, ekstremiteterne er altså for alvor ramt. Den medicin jeg tager bevirker at jeg ikke kan styre mine kropsfunktioner, hverken nyrernes eller mavens. Men jeg kan læse og læse og lytte og lytte (Radio eller fjernsyn), simpelthen fordi jeg heller ikke kan sove. Sovemedicin er ikke mit ønske, det er jo andre ting der er årsag til min søvnløshed og det ville sikkert bare give medicinering for at undgå bivirkning ved medicinering. Så kan jeg godt vente lidt endnu.

Leen

Men det er jo her manden med leen dukker op. Vil jeg leve med smerter, med muligheden for at blodomløb, blodtryk og sukkersyge vil slå mig ihjel. Vil jeg ikke kæmpe for at leve frem for at dø på grund af smerter eller manglende medicinering. Lad være at spørge!
En dag vågner jeg ikke op og kan konstatere at jeg er død. Så har manden med leen været der. Jeg har selvfølgelig et dilemma som er forbeholdt heldige mennesker: mine forældre lever endnu. Og jeg synes at det ville være lidt uforskammet at dø før dem, det giver ikke så megen mening med livet at det ikke bliver ført videre. At det heller ikke giver mening at leve, bare for at leve er så noget der kan tales om, og det gør jeg gerne. De mennesker der fødes og de huse der bygges vil på et eller andet tidspunkt gå til grunde, de penge der skabes og de værdier der kreeres skal gå til grunde, det er jo ikke noget der eksisterer. Men den arv du giver videre i kraft af dig selv eller dine børn vil leve videre, indtil du eller dine gener bliver glemt. Manden med leen kan høste og hans karle kan stryge for kålen. Men man kan ikke slå ånd og drømme ihjel. Man kan skjule og det gør både manden med leen og mange andre.

Måske

Det er ikke til at sige om mine skavanker slår mig ihjel. Jeg kan mærke smerterne og jeg er ikke i tvivl om at jeg er på vej til dødsriget hvor tomheden set med mine øjne hersker (jeg har aldrig været der - men det er der heller ikke andre levende der har). Min hukommelse er blevet dårligere, dels på grund af misbrug, dels på grund af min alder. Jeg læser jo stadig og kan forstå at min alder og mine forældres gør at hukommelsen lider afsavn. Men jeg har også mit andre misbrugere som har haft så meget at tænke på eller har haft evner til at huske, spille skak, at kunne fokusere på enkeltsager. Så jeg ved at vi alle har noget at byde på når vi taler om samfundet nu og for fremtiden, ikke kun dem der synes at alle andre er dumme eller nogle røvhuller. Der findes kloge mennesker i verden, der findes også mange der er døde for århundreder siden. Jeg vil ikke betragtes som klog, det ville være dejligt hvis nogle ville respektere mig for den jeg er, men som for alle andres vedkommende er døden det mest sandsynlige endepunkt for livet.

Fremtiden består jo af alle de ting vi kan bidrage med, eller hvad?