torsdag, november 21, 2013

Fremtiden

De fleste af os er vel i tvivl om at fremtiden er den tid der ligger foran os, altså det liv vi ikke har levet eller den død vi får. Fremtiden byder altså på noget vi ikke ved noget om.
Fremtiden er måske nok mere usikker den dag man kommer til verden, der er flere "muligheder", men samtidig er der en anden side af samme sag, nemlig den dag hvor man står på egne ben.

Arv

Man kan diskutere hvad man får med sig når man fødes. Nogle kalder det arv og skelner rasende mellem det der egentlig betegnes som miljø, altså det man lærer gennem sin opvækst, mens andre går ind for arven som det vigtigste (eller eneste). Arven har længe været betegnet som den genetiske arvemasse, men har i princippet også givet sig udslag i at økonomiske midler eller ejendom er blevet overdraget til afkom. I modsætning hertil står det der betegnes miljø, altså en samfundsmæssig (og oftest personlig) påvirkning i både opvækst og liv.
Lad mig sige det på den korte måde. Arven kan være penge eller simpelthen gode gener (hvilket får mennesker til at få børn med andre mennesker der er "intelligente"), altså en udvikling gennem genetisk deling med henblik på evolution (vi kender det fra præmietyre eller kornprodukter (til eksempel). Miljøet er det omgivende samfunds påvirkning (miljøet), som gør at det enkelte menneske udvikler sig på en samfundsmæssig hensigtsmæssig måde i forhold til evolutionen (Altså at det ikke er generne, men evnen til at lære der er det vigtige). Netop i disse dage er noget som Dansk Folkeparti satser på at muslimer skal rejse hjem til hvor de kommer fra, samtidig med at de tager en ung, vred digter fra indvandrermiljøet til sig (Yahya Hassan) fordi han skælder ud på indvandrermiljøet. Altså både arv (indvandrer, udlænding) og miljø (kritik af samfundet eller familien). Godtnok synes Dansk Folkeparti ikke om ordvalget, trods det at den unge digter, som er opvokset i Danmark faktisk udtrykker sig godt på dansk (hvilket ikke alle fra Dansk Folkeparti gør, men det har måske noget med arv at gøre?).

Miljø

Som allerede omtalt er miljøet altså betragtet som en modsætning til miljø, ydre påvirkning, som kan betragtes som det vi kalder opdragelse (herunder skolegang), men ikke mindst de andre påvirkninger, altså nederlag og sejre i samfundsmæssig sammenhæng.
Min fremtid er sådan set bundet op på flere ting. For det første at jeg er mere eller mindre afhængig af mine forældre og de penge de på en eller anden måde vil lade gå i arv til mig, for det andet har min opvækst, mine oplevelser gennem arbejde og foreningsdeltagelse samt ikke mindst den beskæftigelsestvang som er udbredt i det offentlige, gjort at jeg har indsigt i ikke mindst mit eget liv, men faktisk i en hel masse menneskers, ikke kun her hvor jeg er nu, men i adskillige samfundsmæssige sammenhænge. Om man kan kalde det miljømæssig påvirkning som alternativ til arv ved jeg ikke, men jeg vælger at gøre det.
Som ekstra bonus kan jeg jo fremhæve at jeg har en stor familie, hvor vi i det store og hele kommer godt ud af det med hinanden, og hvor vi generelt er ganske uenige om noget som helst. Vi er altså søskende, og havde vi ikke været det ville vi nok ikke have haft noget til fælles. Arven viser altså at vi kan tåle og leve  (ja sågar feste) med hinanden, mens miljøet viser at vi ikke kan blive enige om noget som helst, undtagen når vi udtaler os lidt forsigtigt.

Nutiden

Som sådan er både du og jeg jo et resultat af vores opvækst. Vi er uden tvivl forskellige og kan jo lade hånt om det er arv eller miljø der har dannet det vi er. Vi kan nok ikke gå tilbage og ændre på det der er sket, hverken fødsel eller skolegang (for at nøjes med det). I forbindelse med kommunalvalget her i 2013 kunne jeg også se forundring over at stive venstrekommuner pludselig fik medlemmer fra Enhedslisten i kommunalbestyrelsen og i regionsrådet, nå ja og fra Liberal Alliance. Ikke fordi jeg synes det har med arv eller miljø at gøre, men som udgangspunkt vil jeg tro at arv er dumt at satse på i forbindelse med forandring. OG nutiden byder på forandring, måske fordi arven (læs: fortiden) måske er for gammeldags til at sikre os en fremtid, som individer, som mennesker og som befolkning.

Demokratiet

Måske er demokratiet ved at æde sig selv op indefra. Det har været interessant at følge det seneste kommunale valg, for ikke at sige det regionale valg. Flere og flere fravælger eller beklager sig over de pligter de får i forbindelse med demokratiet. Det er ikke mit indtryk at det er økonomien i demokratiet der er det vigtige. Vi har en del levebrødspolitikere som ikke klager, nej jeg tror snarer det er vilkårene for at ville gøre noget for andre den er gal med. Og måske på den måde er demokratiet et problem i og med at det er et levebrød mere end et fælles projekt, hvor dem der har overskud deler det med dem der ikke har.
Også i forbindelse med dette kommunalvalg (jeg har jo været inde over både Odense og Silkeborg i valgperioden) kan jeg jo se, hvordan der gives og tages. Borgmestre sælger udvalg for at blive borgmestre, partier vælger poster for magten og tilbage står alle de mennesker som ikke aner hvilken kræmmermentalitet politikere har når de vil have magt.

Fremadrettet

Nu og så længe jeg lever er jeg faktisk fremadrettet. Jeg skal ikke reflektere over det liv jeg har levet, jeg skal spekulere over det liv jeg skal leve. Det skulle jeg sådan set også da jeg var 18 år, men tiden har ændret sig. Min fremtid er stadig min, og fremtiden eksisterer stadig. Jeg lever og har ingen anelse om hvor lang tid, men kan forstå på mit omgivende samfund at jeg er en belastning, fra forældre til jobcenter er jeg i vejen. De kan vældig godt lide mig, men jeg er bare i vejen alligevel.
Min fremtid tegner til at blive en ensom mand med lavindkomst, lidt bitter på samfundet og med et positivt syn på omgivelserne. En gammel mand der er for ung til at synes at Pink Floyd eller Rolling Stones er den fedeste musik - en gammel mand der lytter til både til Spids Nøgenhat og Folkeklubben, som ikke blev konservativ med alderen, som læser historie og romaner på papir, og pludselig en dag vågner op og er død.

Kærligheden

Det her kan siges kort. Jeg har oplevet kærligheden. Og jeg er lykkelig for det. Både den fysiske og den store tiltro mellem mennesker som er så meget værd. Det var så det, men jeg håber da at jeg når at få lidt mere med.

Se det er en form for fremtid: at blive elsket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar