Samfundssind

Jeg er vokset op i en kristen tradition, ja, uden at jeg vidste det var min opvækst præget af Indre Mission og religiøsitet. Gud kunne jeg tage stilling til og min beslutning om ikke at blive konfirmeret (jeg var den første i byen der valgte - selv dem der var født i frikirkelige samfund valgte både dåb og konfirmation) har selvfølgelig været et udslag af det massive religiøse angreb fra myndighederne.
Men jeg må alligevel medgive at mange af de troende gav mig et mod på at være en del af samfundet, at være med i det der skete og at stole på at jeg, selv om jeg måske var forskellig, havde evner der kunne bruges. Måske ikke så meget religiøse talenter eller på håndværksområdet, men jeg var god til at lytte og lærte at dele. Da jeg ikke blev konfirmeret var de eneste der gav mig en lille gave faktisk et dybt religiøst par, konen var hjemmegående og deres to drenge var på institution fordi de var hypersensitive, aner ikke hvad man ville kalde det i dag eller i morgen, men nok til at de ikke kunne begå sig hjemme. Samtidig var manden i huset min regnelærer som jeg havde et vanskeligt forhold til i skolen, men privat og sammen med dem og deres børn (når børnene var hjemme) var det helt anderledes, der blev lyttet og diskuteret, trods det var Gud ikke nogen trussel.

At lytte og at give

Det jeg lærte af dette ægtepar og mange andre kristne var at tilværelsen var at give og at modtage, at give syndsforladelse frem for at straffe. For børns vedkommende var straffen lagt i hænderne på Gud, i mellemtiden skulle mennesker tilgive vildfarelse og håbe at Gud ville lede dem på rette vej. Flere af de lærere vi havde på skolen, såmænd også mine egne forældre, som jeg stort set blev forskånet for at skulle møde i klasselokalet, lærte mig at kreativitet og lærelyst var det vigtigste for at blive et helt menneske. Men i et kristent samfund var det ikke sjældent at man også lærte at ydmyghed var en væsentlig tilgang til tilværelsen. Som barn er man jo enten lydhør eller obsternasig. Pudsigt nok en slags Emil fra Lönneberg eller Dennis the menace.
For mig står de begge som lysende eksempler på kreative og oplevende mennesker, jeg blev dog mere den dreng der gjorde hvad jeg fik besked på, jeg lyttede og jeg gav. Ikke penge eller for den sags skyld slik, men jeg gav mit venskab og jeg tilgav dem der tænkte anderledes end mig. I dag virker det som om jeg faktisk gav mere end jeg fik, ikke at jeg fortryder - det er der jo ingen grund til, men jeg kunne ønske at andre også gav noget af sig selv og lyttede. Dem der gav mest i min barndom, var sådan set dem der enten havde sygdom i familien, ikke kunne få børn eller simpelthen havde overskud til at give, det var de samme der havde mest behov for at lytte. Så meget for den religion.

At lære

I min ungdom blev skolen ændret, ikke arkitekturmæssigt eller specifikt undervisningsmæssigt. Lærerne var der jo og fortsatte med at undervise som de altid havde gjort. Men fagene fik nye navne, skolegangen skulle foregå i flere år og på skift afskaffede og indførte man karaktergivning. Forældrebestyrelser og valgfag blev indført. Skolebestyrelsen og lærerrådet fik også andre opgaver (det virkede for mig som om de stort set bekrigede hinanden med alle midler, så børnene blev taget som gidsler). Min kontakt med skolesystemet i de øverste klasser (realen) var at der blev indført tre forskellige overbygninger i skolen: realen, udvidet og almindelig 8.-9. klasse. Det var i samme periode man så småt afviklede mesterlæren til fordel for en Erhvervsfaglig Grunduddannelse (EFG), der jo i teorien betød at man kunne se de forskellige fag an i stedet for at få en faglig uddannelse som man ikke var specielt egnet til.
Pudsigt nok viste det sig at det boglige, teoretiske niveau der var lagt ind i uddannelsen ikke forandrede meget andet end at lærlinge kunne vente lidt længere med at rydde op efter svendene og at de med sandsynlighed ville bestå en svendeprøve hvis de bare kunne det de skulle nogenlunde. Ikke at jeg tror at mesterlæren var specielt god til at lære unge håndværkere et håndværk, jeg fik bare aldrig fornemmelsen af at den uddannelse der blev indført i stedet havde nogen positiv effekt.

At være

Som tidligere omtalt er der mange måder at være til på. Selv blev jeg den boglige type, der med støtte fra mine forældre (selv om jeg oplevede deres skilsmisse) uden problemer gennemførte en uddannelse med realen (2 år), gymnasiet (3 år) et år på EFG- Bygge og anlæg, og 4 år på biblioteksskolen. Altså 17 år på skolebænken, heraf 5 år på Uddannelsesstøtte. Men jeg var parat til at gå ud i verden med uddannelse og selvtillid. Desværre var der ikke afsat penge på statens budget til folk som mig, og samtidig skulle jeg aftjene værnepligt næsten et år efter endt uddannelse. Med min opdragelse kunne jeg ikke lyve når jeg søgte job, jeg vidste jo at jeg på et tidspunkt skulle aftjene værnepligten. Det bekymrede mig dog ikke dengang, vi fik jo alle at vide at vi skulle give noget, både penge og personlig indsats for at blive til noget, for at være støtter for samfundet.

Samfundet

Det var jo også det hele min opvækst gik ud på: Bliv en støtte for samfundet. Jeg lærte at jeg skulle vise samfundssind, at jeg skulle bidrage med det jeg var god til og lidt med det jeg ikke var så god til, uden at ødelægge alt for meget. Det begyndte også meget godt, men med tiden blev der indført flere love og regler der enten fratog mig retten for at arbejde frivilligt eller tvang mig til det. Jeg var i begyndelsen af 30'erne da jeg blev far, det vil sige da jeg skulle betale for at besvangre en pige der ønskede at være mor, ingen spurgte mig om jeg ville betale for at være far. Set i bakspejlet har jeg ikke fortrudt at jeg skulle betale, jeg har bare undret mig over at samfundet som sådan og statsamtet især har betragtet mig som en sæddonor der skulle betale i 18 år for at have fået sex i stedet for at spytte sæd ud under sterile vilkår.
Men samfundet er jo ikke min privatsfære, det er egentlig vores fællesskab. Vi betaler skat, afgifter, moms, børnepenge og bropenge - ja vi betaler en hel masse til vores samfund og vores stat som derefter forsøger at fordele vores bidrag. Jeg har tegnet forsikringer og betalt til kaffekassen når jeg har haft arbejde, fundet mig i at indskud er blevet tilbageholdt når jeg er flyttet fra en landsdel til en anden på grund af arbejde, faktisk har jeg stort set betalt for alt man kan betale for, mest fordi jeg har lært at være ydmyg og forvente at alt det gode kommer til en når man har brug for det. Om religionen kan jeg kun sige en ting, det var ikke et parforhold jeg kunne bruge til noget: LORTE PARFORHOLD.

Samfundssindet

Mit syn på samfundet er på en gang det samme som det var i min opvækst, nemlig at vi skal respektere hinandens forskellighed og at vi bør lytte og lære. Men samtidig er fremtiden meget tåget set med mine øjne. Jeg kan ikke fornemme hvordan fremtidens samfund vil tage sig ud, jeg kan end ikke finde ud af om samfundet har en fremtid. Der er simpelthen gået politik i samfundet OG i samfundssindet.
Rent politisk viser det sig at de fleste af os mennesker er til for at skabe profit for nogle få udvalgte (som har udvalgt sig selv), vi skal arbejde selv om der ikke er arbejde, vi skal sige undskyld fordi der ikke er noget arbejde der kan skabe profit medmindre vi arbejder gratis, ja vi skal sågar sige undskyld til den stat der skulle være vores garanti mod udnyttelse af vores samfundssind. Nu skal vi så også tage den Europæiske Union alvorlig. Ikke fordi den gør noget for andre end vores stat gør, men simpelthen fordi den tvinger os til at have samfundet på endnu længere afstand.
Jeg har fundet ud af at samfundssind til forskel fra min barndom udelukkende drejer sig om penge.

Derfor spørger jeg uden at råbe højt eller hovere: Hvad skal vi overhovedet med samfundssind?