lørdag, august 31, 2013

Verden i krig


Nu er verdenskrige jo ikke noget man spøger med. Så lad os konstatere at vi i det 20. århundrede havde to af slagsen. Verdenskrigene er egentlig defineret ud fra at de fandt sted på flere kontinenter og at lande fra flere kontinenter var involveret. Måske derfor fik EU Nobels Fredspris 2012.

Valgretsalder

Pudsigt nok sælger landene i EU våben, masser af våben, de producerer komponenter til våbenindustrien og eksperimenterer med nye våben (droner i Odense som det seneste).  Danmark har valgt at løsningen på folkeretslige problemer er at erklære krig og derefter pålægge landene at indføre demokrati.
Vi har brugt århundreder på at lære demokrati og kan stadig ikke finde ud af det, men vi forventer at andre lande skal lære det natten over. Godt gået af et monetært demokrati, hvor vi endnu har 100-året for kvindelig valgret til gode. Når vi kommer til 2015 stillede de første kvindelige kandidater op til byrådsvalg for Venstre, når vi kommer til 1924 er den første kvindelige minister (Nina Bang) udpeget, kvindelige præster fik vi i 1948 (trods stor modstand fra kirken som det første land i verden, dog), valgretsalderen blev der stemt om  (siden 1834 var den 25 år – dog 35 år til landstinget siden grundloven) flere gange. I 1961 blev både myndighedsalder og valgretsalder sat ned til 21 år og sænket igen i 1971 til 20. End ikke en folkeafstemning kunne sænke valgretsalderen dengang i 60’erne, først i 1978 blev myndighedsalder og valgretsalder sænket til 18 år. I hele perioden har alderen for den danske soldat været i gennemsnit  18 år (fra middelalderen  den alder der svarer til konfirmationsalderen, efter grundlovens indførelse 20 år, og allerede i 1869 (optagelse på lægdsrullen som 19-årig) og i 1918 som 18-årig,
Atså kunne du dø før du fik lov til at bestemme over dit eget liv.

Krigen

At tabe i skolegården når man slås er hårdt nok, især fordi det ofte er en form for mobning, men at rejse sig og slå igen i skolegården giver normalt kun det nederlag det er at blive indkaldt til alvorlig samtale med en ansvarlig i skolen (da jeg var barn var det skoleinspektøren og en eftersidning, ligegyldigt om jeg var årsag til skænderiet), men at drage i krig for at forsvare slagsmål i skolegården, dårlige erfaringer med kærester eller simpelthen at have haft en dårlig opvækst er ikke løsningen på noget som helst (bortset fra at man kan dø fra sine problemer). Et liv med krig vil altid være et liv med sin egen død som indsats.
Man kan jo så undre sig over at unge mennesker søger muligheden for død, men vi ved jo nok alle at det er sådan. James Dean viste jo allerede i 1955 (Rebel without a cause) at ungdom var problematisk, og han døde jo også I en trafikulykke.
Men at føre den indre krig til lande vi ikke har har noget med at gøre er for mig sort snak. Vi kan selvfølgelig ønske palmer og badestrande eller villige pige, men der mener jeg ikke vi har grund til at føre krige, Måske skulle vi bare tale om vore ønsker og finde ud af hvorfor vi har dem. Jeg ønsker mig for eksempempel et poolbord og har fundet ud af at jeg ikke kan bruge det til noget som helst når jeg står alene ved det, måske nok den første uge eller to, men hvad så derefter?

Freden

Jeg er så vokset op med fred, med værnepligtigtige der skulle være fredsbevarende når de endelig blev udstationerede (Cypern). Den krig jeg oplevede var teoretisk, den kolde krig. En mulighed for at dø fra dag til dag uden at vide om du kunne dø. Det var med den mulighed jeg voksede op, en Berlinmur og en tiltagende opbygning af atomvåben, ikke for at skabe krig, ikke for at skabe fred, nej udelukkende for at bevise at man kunne slå tilbage i skolegården.
Det var den fred jeg voksede op med – hvis du slår mig slår jeg tilbage.
Jeg elsker fred og jeg har lært at holde mig tilbage, simpelthen fordi jeg ikke vil have tæsk i skolegården, have kammerater imod mig eller kigge på en atombombe.
Nu vil jeg bare gerne have fred til at leve og elske – men så enkelt er det ikke.  Jeg får ikke fred for samfundet mangler (ikke) arbejdskraft. Derfor skal jeg gøre noget jeg ikke er god til.
Med det samme kan jeg sige at jeg er for gammel til at føre krig, selvfølgelig hvis jeg skal, kan jeg gå ud og dø, jeg går også ud for at skabe opmærksomhed omkring det demokrati jeg synes vi mangler.. Jeg skriver blogs, jeg deltager i demonstrationer, faktisk sidder jeg mest stille fordi det tager mig flere dage at blive frisk efter at have deltaget i aktioner der kræver at jeg fysisk bevæger mig.

Fred

Krig eller fred kan på en måde være ligegyldig. Jeg er jo blot en del af den, og jeg må finde mig i at krigen finder sted eller at freden defineres som  krigspause.
Når fred defineres på  baggrund af krig har vi jo et fælles problem. Fred er for mig at være sammen med andre uden at skulle spekulere på hvad de eller jeg vil opnå. Fred er når jeg ved jeg ikke har gjort noget ondt mod andre.
For at sige det ligeud er fred for mig, at jeg har det godt med mig selv, ikke at jeg bekæmper andre for at fremhæve mig selv.

torsdag, august 29, 2013

Misbrug

Er det sjovt at bruge ord? Jeg er misbruger, alkoholiker, narkoman og medicineret. Graden af hvad jeg er findes stort set ikke i det danske sprog. Hvis jeg får at vide at jeg drikker et par øl for meget på hverdage er jeg teoretisk set både misbruger og alkoholiker, hvis jeg tager en diabetespille er jeg både narkoman og misbruger, hvis jeg ryger er jeg narkoman og misbruger. Men hvis jeg trækker vejret midt i byens trafik har jeg bare at overleve selv!

Tillid

Jeg vil gerne starte med at nævne det største misbrug der findes: Tillid. Mennesker har tillid til at de ting de ikke selv kan klare (overskue) klares af andre. Vi har til den slags kommunalt ansatte, politikere, læger, sågar soldater (hvis der skulle være brug for dem). De har altså fået vores tillid, fordi vi ikke selv er i stand til at passe os selv på alle områder.

Vi kan jo sammenligne det med skolelæreren som omsorgsfuldt passer sit arbejde, men tillidsfuldt overlader til en mekaniker at sørge for at bilen kan køre når han/hun skal på arbejde.
Nu er tillid jo i virkeligheden noget der går begge veje (ODS: det at stole paa noget ell. bestemt, fortrøstningsfuldt regne med noget; lid; fortrøstning; især: sikker tro paa, forvisning om paalideligheden, rigtigheden af noget, en persons tilforladelighed, vilje og evne til at hjælpe en, varetage ens interesser paa bedste maade, gøre et forsvarligt arbejde (for en) olgn."Det værste er at man ikke kan have tillid til nogen. Hverken kommunalt ansatte, politikere, læger eller soldater for den sags skyld. alle er bundet af økonomiske eller personlige aftaler.

Politiske holdninger

Nu er det jo let at have politiske holdninger. Enten lytter man til meningsmålinger eller man lytter til meningsmålinger.
Da jeg var ung troede vi på noget, jeg ved jo godt at de tillidsfolk vi valgte til sogneråd eller kommunalbestyrelse af og til valgte at tage andre beslutninger end dem vi helst så, men vi stolede på vores politikere, vi var sikre på at de forvaltede vores stemmer.
I dag findes der et udbredt misbrug af troen på meningsmålinger. Ikke til fordel for ret mange andre and de politikere der til uendelighed bruger ordet "ansvarlighed"

Misbruger

Pudsigt nok skaber den politiske misbrug af vælgernes tillid det største misbrug. Folk på overførselsindkomster er nu så langt ude at de ikke har mulighed for at blive del af samfundet på grund af økonomien, mennesker der er flygtet til Danmark har det problem at de ikke længere kan blive danskere (måske også ligegyldigt når danskere på overførselsindkomst ikke kan leve et værdigt liv i Danmark).
Men at drikke øl fra et af verdens førende bryggerier, at have solgt spritfabrikkerne til en af verden største formidlere af alkohol, at have en sukkerproduktion der fylder næsten hele Europa, at sukkerfabrikkerne udvider, at vi har internationale virksomheder i Danmark som ikke tjener penge nok til at betale skat i årtier, så en almindelig lønnet dansker skal betale hele regningen, arbejdsløs eller ej, er da sært.
Hvem er misbruger, den der vælger virkelighedsflugten eller den der vælger at trække alle værdier ud af samfundet til fordel for sig selv?


Problemet

Jeg kan ikke længere huske ord, jeg ved at de findes, men jeg kan ikke længere finde dem i min hukommelse, hvilket er irriterende. Jeg ved hvad jeg mener, men må af og til vælge andre ord end dem jeg egentlig ville bruge. Jeg får medicin mod diabetes (Type-2) jeg drikker for meget fordi jeg kan bruge min dag på 3 ting: At skrive eller læse; at foretage mig ingenting; at være ensom!
For politikerne er disse valgmuligheder ikke til diskussion, det drejer sig om arbejde, men sidste gang jeg var i arbejde (undskyld det er jeg også nu på kontanthjælp, uden løn etc.) fik jeg ikke min løn udbetalt, og de rykkere jeg modtog skulle jeg selv betale. Pudsigt nok vil jeg hellere være mig end Frederik Fetterlein. Jeg elsker alt andet end penge og opmærksomhed, men sådan skal vi vel være så forskellige?

Vin, øl og brændevin

Min hjerne er ved at blive gammel. Jeg drikker nogle procenter væk, jeg mister nogle procenter og min omverden sikrer sig at jeg ikke kan noget som helst når jeg kan blive pensionist.
Jeg er stolt af at leve i et samfund hvor politisk og økonomisk misbrug er tilladt - og hvor der ikke findes regler for brug af euforiserende og alkoholiske stoffer.
Jeg har brugt min viden til at læse og skrive om vin, øl og brændevin, til at interessere mig for glasproduktion og krydderier, jeg ville så gerne formidle viden fremfor at være forhindret i det. Som sådan håber jeg bare ikke min indsigt og viden er gået tabt.
Jeg har læst historiske bøger og hørt musik fra mine forældres barndom til i dag. Det er sikkert en form for misbrug at have så mange interesser?

Jeg tager lige et glas vin mere.

onsdag, august 21, 2013

Interesser


Indrømmet. Denne blog skulle nok snarere hedde arbejde, men eftersom jeg ikke arbejder og efterhånden synes at arbejde er noget skidt, så handler den om interesser.
Hver eneste gang jeg skal lave et stykke arbejde er der nogle andre der fortæller mig hvordan det skal udføres og så overlader jeg det til alle dem der ved alt om arbejde at udføre det, til gengæld kan jeg dyrke mine interesser, og dem er der mange af.

Bøger

Jeg er lokumslæser, men startede med at memorere billedbøger og "læse op" for mine yngre søskende, jeg kunne eventyr og Peter Pedal for eksempel, jeg var i stand til at vende blad på samme tidspunkt som min mor eller far havde gjort, da jeg hørte historien læst op første gang, men læse lærte jeg først i skolen (ikke noget med børnehave eller 0'te klasse), det var ikke noget problem, jeg var interesseret i at lære at læse, mange af mine klassekammerater var interesseret i landbrug eller håndværk, generelt var de inspireret af deres forældres arbejde, bortset fra nogle få, som enten var skilsmissebørn (ikke så mange dengang) eller hvor den ene forælder var død af sygdom eller arbejdsulykke. Der var også nogle der blev misbrugt i hjemmet, men mange af dem fulgte sådan set familiemønstret.
Men bøger, eller rettere sagt læsning blev min passion. Alt der kunne læses. Brugsanvisninger, deklarationer, mine forældres bibliotek blev læst, selv brugsanvisningen på hygiejnebind blev læst hvis det var det eneste der kunne læses når jeg var på toilet.
Jeg tabte konkurrencen om at læse den tykkeste bog til en pige fra klassen. Hun læste "Det lille hus på prærien", til gengæld vandt jeg stort i antallet af læste bøger. Når vi startede et nyt skoleår var jeg den der brugte den første uge (når jeg havde fri) til at læse både biologi, geografi og historiebøger, vi havde også danskbøger med korte noveller og andre tekster, de blev også tyret igennem, det eneste der var et problem var vores regne-bøger, der var jo bare regnestykker, men jeg læste alligevel om æbler og pærer, grøftegravere og brøndgravere eller hvad der ellers kunne regnes på. Der blev læst hele tiden.
Interessen for at læse er ikke mindsket. Jeg læser om historie, jeg læser romaner om alt muligt og til både mænd og kvinder (de første er der ikke mange af skulle jeg hilse at sige), jeg læser om lokalsamfund og politik. Jeg læser om film og musik, jeg læser om brændevin og om verden.
Jeg læser tegneserier og aviser, både ekstra bladet, kristeligt dagblad, politiken og information. Jeg læser.



Musik

Jeg er og har altid været dansktoplytter. Jeg var med i panelet da man skulle sende sin stemme med posten. Jeg blev forelsket i lille fregnede louise fra Karise, jeg elskede John Mogensens musik og tekster. Men jeg faldt også pladask for Jimi Hendrix, Kinks og Lovin Spoonful, for ikke at tale om Herman Hermits og Simon & Grafunkel. Min søster spillede alt det fremmede, det danske kunne vi høre i radioen. Så kom der top 20 og musikprogrammer i radioen, jeg sad med kassettebåndoptager og indspillede alle de melodier jeg kunne lide, Deep Purple, Uriah Heep, Black Sabbath og al den rock der dukkede op. Alice Cooper blev et hit samtidig med at jeg hørte John Mogensen.
Jeg blev dedikeret til at lytte til musik. Jeg hørte Pink Floyd sådan cirka samtidig med at jeg så det første Asterix tegneserie-album. Der skete bare så meget i min barndom. Hvad musik angår har jeg hørt musik både ved at lytte til den radio der altid var tændt hos min far og min storesøsters, min lillebrors og mine skolekammeraters musik. Ja, underligt nok skulle jeg være 19 år før jeg selv købte musik, indtil da hørte jeg alle andres. Jeg tror det er derfor jeg interesserer mig så meget for musik, en interesse der betyder, at jeg stadig lytter.

Tegneserier

Selv om jeg hurtigt lærte at læse, og selv om Anders And & Co absolut ikke hørte til i mit hjem fik jeg tidligt øjnene op for tegneserier. Ikke Anders And, men hvad gjorde det? Vi fik Supermand, Batmand, Tomahawk  og Edderkoppen. Der var masser af krigstegneserier og western-tegneserier og striber i ugebladene, men vi holdt ikke ugeblad i mit barndomshjem. Til gengæld sparede jeg sammen til et abonnement på "Fart og Tempo". Der var det hele i de tegneserier! En verden som var europæisk i sin ånd. Racerbiler, agenter, Asterix og Lucky Luke og størst af alt en omvendt Western med "Blueberry", pludselig blev antihelte til helte, ikke mere John Wayne eller indianere som skurke i westernfilm. 3 sider af en sag blev min skæbne og det var tegneserierne, men selvfølgelig opdagede jeg at både bøger og musik kunne bidrage til denne trilaterale opfattelse af omgivelserne. Pludselig blev historie visualiseret gennem tegninger, Den europæiske historie gennem "Asterix", hvilket hjalp mig til at lære latin også. Den amerikanske borgerkrig gennem "Blueberry" og historien op til industrialismens gennembrud i USA via "Lucky Luke", men også den europæiske historie, som dog først boomede senere, da tegneseriealbums blev populære i Danmark. Det allerstørste var en Science fiction tegneserie som var noget så billig da Lademann udgav den: Valerian blev til "Linda og Valentin", en tegneserie der indeholdt fortid, nutid og fremtid i sin historie. Det var specifikt mere end Jørgen Clevin og Strudsen Rasmus!
Det vækkede også en anden interesse at se en verden der ikke var sort og hvid.



Politik

Min 6 år ældre storesøster og min enlige mor (som jo var blevet skilt fra min far nogle år før) fattede politisk interesse i forbindelse med afstemningen om indlemmelsen i EF i 1972. Som søgende, jeg søgte og fandt organisationer som NOAH og Stop Rygning, Organisationen mod Atomkraft og mange andre ngo-organisationer (langt før begrebet ngo overhovedet eksisterede). Jeg var til foredrag med kunstnere og forfattere. Faktisk lyttede jeg og fandt ud af at der sjælden var nogle der var enige, altså måtte enighed enten betyde at nogen snød dig eller at nogen snød sig selv. Jeg læste endnu mere.
På den måde blev politik for mig et spørgsmål om at stille spørgsmål, frem for at stole på andre. Siden dengang i 1972 har jeg stillet spørgsmål, ikke at jeg har fået svar på dem, men jeg kan dog konstatere at der er mange spørgsmål at stille. Politik er blevet anderledes siden jeg var ung og ikke havde stemmeret. Ikke fordi der er den store forskel på at skjule så meget som muligt for vælgerne, heller ikke fordi folketinget har uindskrænket magt, nej simpelthen fordi politik i langt højere grad er blevet strategi, hvor vælgere og borgere er blevet til tal i en statistik.
Jeg har siden jeg var 12 år haft en politisk holdning, underligt nok fik jeg først valgret som 20-årig. Jeg blev end ikke spurgt om jeg syntes valgretsalderen skulle sættes ned, for jeg havde ikke stemmeret. Men det havde en masse gamle og stokkonservative mennesker. Så ugen før min 20 -års fødselsdag skulle jeg ikke tage stilling til om jeg gik ind for stemme- og valgret for 18-årige.

Historie

Min far købte en bog af P.V.Glob til mig i fødselsdagsgave. Den handlede om Jernalderen, året efter fik jeg en bog om bronzealderen (måske var det omvendt). Jeg læste fascineret om Verdens, Europas og Nordeuropas historie. Jeg fik også bøger om historie af min mor og storesøster, fra "Sinuhe Ægypteren" til "Løgneren" af Martin A. Hansen. Jeg fandt ud af at historie drejer sig mere om mennesker end om bygninger eller flintspyd, at der er en sammenhæng. Uden mennesker ingen kanoner, uden mennesker ingen affaldshobe, der kan aftegne menneskers forbrug på forskellige tider. Historie var og er altså ikke vores efterladenskaber, nok snarere modsat. Vores efterladenskaber fortæller om os og om ansvarlighed og vel mest manglen på samme.
For mig blev historien ikke kongerækken eller sympati med stratenrøvere, Historie blev og er noget man kan lære af, ikke noget man skal konstatere. Og gennem historein kom jeg så alligevel til at ændre holdning, nemlig gennem brændevinshistorien, ikke fordi jeg synes vi skal læne os tilbage og imod det vi får, men simpelthen fordi jeg fandt ud af at historie er at konstatere, og derefter komme videre, ellers er historie som at begå selvmord: At finde ud af at det hele er noget lort og at man ikke hurtigt nok kan komme ud af lokummet!
Men så kan man jo finde interesser?

Brændevin

Det er jo nok ikke normalt at man interesserer sig for brændevin som 16-årig. Men jeg fik chancen for at se min far efter skilsmissen, og mine forældre boede langt fra hinanden og pengene var (som det muligvis er klart for nogle) ikke så mange at man bare kunne sende børn fra den ene ende af landet til den anden. Mine forældres indtægt var ikke specielt stor, det der gjorde deres arbejde til noget specielt (de var lærere) er og var at de fik en GOD pension. Nå tilbage til 1976 da jeg foreslog min far (han havde lavet perikonsnaps, fik Globs brændevinsbog som fødselsdagsgave og havde erfaring med at lave vin på rabarber og æbler) at vi skul lave en forening for mennesker der ville have erfaring med kryddersnaps. Han gjorde det sgu. Vi fik mere end tredive år, hvor vi beskæftigede os med kryddersnaps, glas og brændevine (Whisky, Cognac, Rom, Vodka etc.). For mig var brændevin en del af vores historie og for min far var det et kultur. Som han sagde til et foredrag han holdt: "Der findes ikke noget om brændevin som mig og min søn ikke kan svare på!" Hvorefter én spurgte: "hvornår fik spritfabrikkerne monopol i Danmark?" Min far svarede: " det er en af de ting min søn kan svare på". OG DET KAN JEG. (jeg var bare ikke med på foredraget og han ringede ikke for at spørge. Men for lige at runde det af. Spritfabrikkerne har aldrig haft monopol, måske nok en statslig aftale der kan minde om et monopol, men det var ikke et monopol.
Men jeg har også brugt mere end mit halve liv på, ikke alene at drikke brændevin, men at vide noget om det! Man kan vel kalde det en form for kærlighed til eller interesse for brændevin og tilknyttede emner.

Kærlighed

Endnu en interesse. Men hvad kærligheden angår gik det ikke så godt! Jeg har flyttet rundt i landet, jeg har haft masser af kærester og jeg har i adskillige år levet helt alene, i forhold til kærlighed. Jeg har i min ungdom mødt dejlige piger, piger der ville være utro og piger der ønskede mig som den der skulle elske med dem. Jeg har mistet kærester fordi jeg var mig, men også fordi jeg blev som min kæreste ønskede. Måske ville jeg være far til 6 børn, men nu er jeg officielt kun far til ét. Kærligheden har jeg sådan set altid haft problemer med, men der har været forskellige opfattelser af kærligheden fra min side og fra den anden side.
Men uden kærlighed til andre vil verden ikke kunne eksistere, det er jeg sikker på.

 Interesser

Men kærlighed har min interesse, og jeg vil gerne være både kærlig og forstående. Jeg vil også gerne spille musik, genfortælle eventyr og have en holdning til min omverden.
Alt det og meget mere!


tirsdag, august 20, 2013

Politik (1)

Politik er efterhånden ligeså virkelig som Supermand. Folk kigger op i luften og spørger sig selv om det er en komet, et missil etc. og konstaterer så at det er Superman. Dansk politik er efterhånden blevet tilsvarende. At samtlige partier i folketingssalen diskuterer halal-slagtning forekommer mig totalt tåbeligt, at en politiker (Karsten Lauritzen) udtaler at det der skete omkring WW2 havde en anden kontekst end den ville have haft i dag (mine ord) og at vi er blevet en krigsførende nation uden noget som helst mål, er for mig totalt ubegribeligt!

Politikere

Mange politikere havde et mål med at blive politikere i min ungdom. De ville sikre sig at vi havde et samfund. Nogle satsede på lokalsamfundet i sognet eller kommunen, andre på ledelsen af landet. De repræsenterede helt klart nogle holdninger, der var ikke så meget spin og lobbyisme dengang, det var mere noget med at have et ønke om et samfund til gavn for alle. For nogle til gavn for økonomisk fremgang, for andre til gavn for at have en arbejdskraftreserve så billigt som muligt, for atter andre at forbedre levevilkårene for de dårligst stillede i samfundet. Men jeg havde ikke indtryk af at politikere dengang var politikere for andet end nogle gratis håndmadder til møderne. Nu er der penge i det!

Politikerlønninger

Hvis jeg selv kunne bestemme, hvad jeg skulle have i løn, ville jeg vælge noget jeg kunne leve af, ikke noget som skulle svare til noget andre skulle leve af. Det er selvfølgelig en påstand. Men de muligheder jeg har haft for at leve har altså budt på studielån, børnepenge og lejemål i kælderværelser. Jeg kan vælge at være materialistisk egoist (vistnok en tautologi) eller jeg kan vælge at vie mit liv til at sikre mit eget. Ved at være noget for andre kan jeg få noget tilbage, bare ikke penge. Hjælp, hensyn og næstekærlighed (ikke nødvendigvis kristen næstekærlighed) er for mig at se vigtigere end penge!
Hvorfor så gå ind for højere lønninger, bedre pensionsordninger og sågar pensionsordninger til børn (de findes ikke andre steder medmindre man laver en børneopsparing, og det skulle man jo nok mene politikere har råd til?)

Forskel på folk

Nu er vi jo alle forskellige og det viser sig da også at langt de fleste politikere er teoretikere, enten har de kun haft et studiejob, eller de har aldrig lavet andet end at studere, nogle har måske taget den tunge tur ud på arbejdsmarkedet, men har så hurtigt fundet en plads i systemets mange offentlige eller fagforeningskontorer, nogle har aftjent værnepligt eller er i loger, der findes sågar nogen der har arvet deres talent for at tjene penge. Alt i alt repræsenterer 179 mennesker under 10% af befolkningen (tæller vi Færøerne og Grønland med er det måske kun 8%)!
Det er jo altid imponerende at arbejdsgivere selv kan bestemme hvor meget de skal have for at sikre andre mennesker et arbejde som de som arbejdsgivere kan leve fedt af. Politikerne har åbenbart fattet den del af systemet, selv om deres ansatte i mange tilfælde tjener mere end de selv gør.
Folkets tjenere kaldte vi i min ungdom de danske politikere, men da var vi også lige blevet medlemmer af EF, og alle troede at vi skulle blive endnu rigere og endnu bedre til at bruge penge (eller var det omvendt - til tjene penge?).
Det jeg lærte var at min tilværelse byggede på en løgn.

Vi blev ikke rigere. Tværtimod blev vi tvunget til at spare penge  op, af hensyn til samfundets økonomi. Vi fik ikke større eksport af svinekød og bacon til England, tværtimod blev englænderne fattigere og købte mindre bacon. Vi fik ikke en egentlig velstandsøkonomi, tværtimod fik vi stordrift af slagterier, karteldannelser og statsgaranterede banklån til studerende. Vi fik EF!

EU

At politikere ønsker at ændre de fire forbehold er måske forståeligt nok, i forbindelse med kriminalitet er det selvfølgelig svært at forstå at et manglende politisamarbejde kan udgøre et problem, især når det bliver fremlagt som et problem. Alt hvad der har med EU-forbehold bliver desværre fremlagt som et problem, Fra åbne grænser til danske forbehold, men det er i realiteten ikke problemer vi har i Danmark, det er problemer som mastodonten EU har. Vi kan, selv et lille land med mindre end 6 mio indbyggere, sagtens forhandle med EU, vi behøver ikke som danskere at tage blå hat med næsten 30 stjerner på, som min politiske fjende Ellemann-Jensen sagde: "If You can't join them, beat them". Nordmændene lever stadig trods deres afslag til EF og EU, Grækerne, Portugiserne og Irerne er nationer der er så meget i knæ at EU bestemmer hvad de skal. I Italien sidder en mangebilliardær på magten på den ene eller den anden måde, og den økonomi der har lært (og fået) mest fra amerikansk økonomi sidder på magten i Tyskland og delvis også i Europa.
Check lige amerikansk økonomi!

Politikken

Men i Danmark har vi åbenbart mere respekt for andres magt end vi har vores egen. Politik bliver kort sagt til en leflen for andres politik ikke til en markering af vores egenart. Den eneste egenart er efterhånden den som Dansk Folkeparti står for: At vi er bedre end alle andre og at vi har ret til at være det.
At vi måske bare er dygtige til at integrere, at bidrage til det internationale samfund. At vi måske er helt gode til at være fredelige og til ikke at føre krig. At vi er mennesker der er som mennesker flest, er åbenbart ikke momentum. Nej penge og vælgere er det vores politikere tænker på. IKKE borgerne!

Arbejderpartier

Åbenbart er der ikke ét parti i dansk politik der ikke har kaldt sig arbejderparti. Et arbejderparti er et parti der varetager arbejdernes interesser og alligevel påstår alle de liberale partier på skift at de er arbejderpartier. Der er bare det ved det at arbejdere aldrig kan have en interesse i at større dele af deres indkomst (profitmaksimering) SKAL gå til investorer, det kan de kun mene, hvis de tror på en liberalkapitalistisk løgn. At man skal arbejde for at få dårlig ryg eller sygdom er jo idiotisk når man skal finde sig i at få mindre og mindre i løn og mindre og mindre hjælp når man bliver ramt af sygdom.
At vi er kommet så langt at mennesker i det vi kan kalde et fredeligt arbejde (kontor mm.) kan risikere at få stress og PTSD og dårlig ryg eller musearm og hvad der ellers kan ske, så er vi altså langt ude.
Vi ender jo der hvor kragerne vender når alle politikere anser arbejde på de liberale vilkår som den eneste form for arbejde.

Vores arbejde

Hvorfor ikke lade arbejde være en opgave der kan løses af den der er ansat, ingen diskussion om socialt bedrageri men en diskussion om at vi alle skal gøre den gavn vi kan gøre for vores fælles samfund. Hvorfor ikke lade os være solidariske om den verden vi selv og vores børn og børnebørn skal vokse op i?
Vores arbejde er som sagt med til at sikre nogle få mennesker en indtægt de end ikke kan nå at bruge!

lørdag, august 17, 2013

Kongehuset

Kongehuset og kirken er vel noget af det mest danske man kan forestille sig, bortset fra at begge dele er mere europæiske end danske. Sært nok er kongedømmer gamle, og krige i forbindelse med dem er beskrevet i annaler (kirkelige beretninger) siden det vi kalder vikingetiden, i  Danmark er vi bare i den situation at vi kan sætte navne på vore konger, som faktisk erobrede dele af England fra enegelske konger og udfordrede franske kejsere, men kun historisk set har ret til at kalde sig verdens ældste kongedømme, Hvad med Skåne Halland og Blekinge, de har været kongedømmer i nøjagtig lige så lang tid, og hvis vi påberåber os retten til at være et sammenhængende kongedømme må vi jo nok lige overveje hvor mange lande vi gennem vore konger har erobret og tabt gennem tidens løb. Faktisk solgte Christoffer II de sidste dele af Danmark til tyske grever og krighsherrer, hans søn Valdemar "Atterdag" og sønnedatteren Margrethe købte og bedrog sig til ejerskab af dele af landet, inden den nordiske union, som vel ikke er specielt dansk?

Fortiden

At leve på en fortid af løgn, brodermord og bedrag samt krigsførsel, udelukkende for at skjule  uduelighed har været danske regenters bedste måde at aflede opmærksomheden fra deres egen dårlige ledelse af kongeriget. Tror politikere virkelig at et vedvarende pres på demokratiknappen kan få alle mennesker til at falde i "Putin-fælden", altså troen på at andre har mere ret i hvad man ser, end dem der ser noget selv?
Vores danske fortid er spækket med snyd og bedrag, vi har regenter, der har købt og solgt landet, oftest for at opnå økonomiske fordele, senest til EU. Desværre har ingen fået nået ud af denne handlen med landet, end ikke når man ser gennem kongerøkken. Det har enten været selvstændighed eller løgn og bedrag der har været årsag til at Danmark eksisterer som (godt nok meget indskrænket) nation! Ikke at gå i krig eller følge andre. Skulle det være anderledes nu. Læs Danmarkshistorien og lær.

Nutiden

Vores danske fortid er spækket med snyd og bedrag, vi har regenter, der har købt og solgt landet, oftest for at opnå økonomiske fordele, senest til EU. Desværre har ingen fået nået ud af denne handlen med landet, end ikke når man ser gennem kongerøkken. Det har enten været selvstændighed eller løgn og bedrag der har været årsag til at Danmark eksisterer som (godt nok meget indskrænket) nation! Ikke at gå i krig eller følge andre. Skulle det være anderledes nu. Læs Danmarkshistorien og lær.

Fremtiden

Jeg tror ikke på at politikere, regenter eller andre kan skabe en fremtid der bygger på en uindskrænket eller indskrænket magt. For mig at se er det udelukkende ønskeligt at afskaffe økonomisk magt. Ikke noget med at dronningen sælger danske varer i udlandet, hun sælger varer produceret af danskere. Vi holder hånden over narkotika- og våbensmuglere, når de kommer fra Danmark, men hvorfor er vi så onde ved vore fattige medmennesker? Er det virkelig et ønske vi ha,r at kongehuset og politikerne skal berige sig på fattige skatteyderes og syge menneskers bekostning? Skal skatteunddragere leve fedt af mennesker der end ikke kan protestere? Skal fattige skatteydere virkelig betale for at et ugeblad kan udkomme hver eneste uge og handle om de kongelige eller skal de samme mennesker betale for at se andre mennesker opnå berømmelse på en øde ø eller i et lukket hotel. Er det virkelig det vi ønsker, eller er det bare fordi vi kun kan vælge mellem andres tilbud?
Hvad skal jeg med andres ønsker

Jeg ønsker ikke et kongehus eller reality-TV. Jeg ønsker et samfund der kan sikre alle en god opvækst og et godt liv, uanset hvad.
Ikke at nogle får mere sex end andre eller at nogles børn får bedre økonomiske vilkår end andres - og jeg misunder ikke kongehuset for at have en sikker fremtid, jeg vil sådan set gerne gøre kongehuset en tjeneste ved at fjerne den belastende sociale arv.

torsdag, august 15, 2013

Forsvar

Danmark har nu fået en ny forsvarsminister. politiker fra Århus, der aldrig har foretaget sig andet end politik, det skulle da lige være en lille flirt med en kvindelig politiker fra et andet parti. Senest er det kommet frem at hans arbejde som Europaminister, som også hans arbejde i Byrådet i Århus, bestod af hemmeligholdelse og arbejde indefra. Det der hedder at fedte for lobbyister!
At Danmark ikke har haft brug for et forsvar de seneste 55 år betyder ikke at ministerrollen er at ligne med et rangeringsterræn, tværtimod, forsvaret er reelt et krigsministerium, hvor finasielle investeringer i våben, fra IT over droner til indkøb af våben med danske dele af våbenprodukter.

Newspeak eller Oldspeak

Krigsministeriet blev ifølge Den Store Danske Ordbog afløst af Forsvarsministeriet i 1950, mens den første forsvarsminister overtog krigsministeriet i 1905. Vi har nu siden den kolde krig sluttede (med rund hånd for ca 25 år siden haft en forsvarsminister, hvis opgave ikke på noget tidspunkt har været at sikre forsvaret af Danmark. Det nærmeste vi er kommet et forsvar af landet er mkomplet tåbelige regler om at der skal være opsyn ved landegrænsen og et toldskur der er endnu mere sygt end Glistrups ide om en telefonsvarer ved grænsen, som skulle sige "Vi overgiver os" eller at man frivilligt skulle lægge en skrivelse i en postkasse hvor man skulle skrive hvad man indbragte til Danmark af cigaretter, og alkohol, plus det løse.
Hvis vi alle skal leve i et samfund, hvor krig foregår langt væk og hvor nationalsporten er at bedrage, er vi nok nærmest nået målet. Spørgsmålet er så bare: "Hvorfor skal vi nå dette mål"?
Om der findes et svar er jo nok svært at finde ud af, men det er jo heller ikke svar vore dages politikere giver os, de taler gibberish: http://en.wikipedia.org/wiki/Gibberish, altså eklatant vrøvl. Hvem alt dette vrøvl gavner kan vi selvfølgelig tænke over, og hvis det det står til politikerne skal vi tænke over det indtil vi dør eller bliver demente, så har de fred imens.

Politikerlede

Jeg stiftede første gang bekendtskab med vore nuværende krigs- nå nej forsvarsminister allerede da han blev indvalgt i byrådet på en indsats som han enten havde lært af eller lært til Barack Obama, i hvert fald var han ihærdig når det drejede sig om at bruge de daværende sociale medier. På vores lokalradiostation blev vi jævnligt spammet med hans syn på alt muligt, også nogle gange umuligt, det drejede sig primært om synlighed, og vi taler om en periode for 15 år siden!
Nu er han blevet minister for de danske krige, og han skal nok vise sig at blive en rigtig god forsvarsminister i et krigsministerium der hedder noget andet end det er. Men OK, manden er jo også akademiker med et et-årigt High-Scholl ophold i Massachusets, USA.
Jeg har det bare ikke så godt med mennesker der har levet af den enkleste overførselsindkomst af alle: politikerløn. Jeg vil nødig misforstås, og jeg ved at nogle politikere knokler en vis legemsdel ud af en vis beklædningsgenstand der i min barndom var forbeholdt mænd. Jeg ved at jeg selv stort set kun har arbejdet bogligt, dog med et afbræk på EFG efter min gymnasiale uddannelse og min tvungne værnepligt hos det daværende Civilforsvar, som arbejdsløs har jeg selvfølgelig også deltaget i diverse kurser med motion, kaffebrygning, jobsøgning og socialt samvær som påtvungen ledighed!

Politisk sans

Da jeg første gang blev sendt på kursus, eller rettere højskoleophold, var det for at forbedre mine muligheder for at komme i arbejde. Mine kursuskammerater på højskolen var primært adfærdsvanskelige unge, som kunne føres til et højskoleophold. De fleste af dem kunne jeg faktisk godt lide, de var stort set forsømte af deres forældre og misforståede af deres skole. Det var ikke altid lige lækkert at stå op til en spisesal, hvor de havde haft madkamp om natten, med madrestser på væggene og smadrede tallerkener overalt. Men når man talte med dem der havde været med var de normalt altid helt klar over at de var grebet af et (påstår jeg desperat) fællesskab, ikke af et ønske om at ødelægge vores morgenmad, men måske snarere for at prøve grænser af. Grænser som ikke var fastlagt af hverken forældre eller skole.
Jeg måtte ikke arbejde frivilligt, men skulle stå til rådighed for et arbejdsmarked der var lukket, fordi der var offentligt arbejdsstop, min uddannelse var samtidig ensidigt beregnet på det offentlige, som uddannet folkebibliotekar kunne jeg kun forvente arbejde indenfor det offentlige biblioteksvæsen, ikke hverken universitets- eller skolevæsenets.
Sidenhen blev aktivering i alt muligt som ikke havde noget at gøre med mine evner almindelige, genbrugscentre mm. blev dagligdagen og pludselig en dag kunne jeg få arbejde som bibliotekar på det lokale bibliotek, fordi der skulle indføres EDB (IT i dag), meget mod bibliotekarens vilje, men meget med min fik jeg et årsjob så jeg kunne vedligeholde min kontakt til det fag der altid har ligget mig på sinde.
MEN så måtte jeg pludselig ikke arbejde indenfor mit eget fag på dagpenge, fordi jeg tog arbejde fra mig selv. Til gengæld kunne jeg deltage i det ene kursus efter det andet som skulle udvide min horisont, eksempelvis førstehjælp og fødevarehygiejne, eftersom jeg ikke havde kørekort var truckcertifikat og andre kørekortrelaterede kurser udelukket, men aktivering og mødepligt blev intensiveret. Ikke at det har ført til arbejde, men det har da sikret en masse andre et job at kontrollere at jeg altid kommer til tiden og at jeg opfylder de til enhver til gældende krav.

Akademisering

Ikke fordi mit liv er ændret, men de politiske beslutninger viser jo med al  ønskelig tydelighed at politikere lærer af deres fejl. Ikke ved at tænke sig om, men udelukkende ved at begå andre fejl.
Jeg tror da ikke selv på at jeg er ufejlbarlig, bare fordi jeg har levet af at låne bøger ud til en hel masse mennesker der har læst dem. Jeg tror på at jeg har hjulpet nogle mennesker til at lære ved selvhjælp. Men når jeg læser tykke bøger om renaissancen kan jeg jo sagtens se at teoretikere kun kan lære teori fra sig, og teori i anden potens er nok ikke lige det der får et samfund til at udvikle sig, eller hvad?
Jeg er som sagt boglig uddannet, jeg har af ideologiske årsager taget et år på Erhvervsfaglig Grund Uddannelse, inden jeg blev kvote 2-optaget på bibliotekarstudiet, gennemførte det på normeret tid og blev indkaldt til at aftjene værnepligt (ikke med det samme - nej med en ventetid der gjorde at mine ansøgninger blev afvist). Jeg blev aktiv i vores arbejdsløshedsbevægelse og læste lovstof, talte med dem jeg var uddannet sammen med og gav dem råd til hvad de kunne gøre i forbindelse med arbejdsløshed, graviditet og mangel på dagpengeudbetaling. Jeg lyttede og læste fordi jeg ikke kunne gøre andet end at gøre gavn.
Det var ikke mit valg, det var mit kald. Jeg gjorde det fordi det var det jeg kunne.
I dag virker det jo som om at akademikerne har så travlt med at være bedre end alle andre mennesker end alle andre mennesker ;)
At lytte er derfor set med mine øjne blevet reduceret til at lytte - til sig selv!

Tilbage til forsvaret

Så er det at vi skal overveje om vi har brug for et forsvar, eller om vi har brug for en krig?
Rent akademisk er jeg sikker på at det vi har brug for er en krig. Det er simpelthen ulogisk hvorfor vi skal have et forsvar! Principielt er det også ulogisk at vi skal føre krig, især når det for ca 20 år viste sig at vi aldrig havde underskrevet en fredstraktat med en portugisisk by, en uafsluttet krig jeg læste om dengang. Men nu SKAL vi åbenbart føre krig, hvilket jo betyder at en forsvarsminister under ingen omstændigheder kan være andet end en krigsminister, og ham vi har fået er muligvis så hemmelighedsfuld at vi end ikke ved hvorfor vi skal føre krig.
For mig er det langt vigtigere at vi ikke VIL føre krig, at vi er et såkaldt neutralt land der vægter ikke-vold  og undlader at gå i krig, og dermed sætter ordet forsvar i højsædet.

Med en forsvarsminister der bevidst har promoveret sig selv, som ikke har aftjent værnepligt og som er mere fokuseret på magt (EU, USA eller bare selvpromovering) er vi på herrens mark. Gad vide hvad han har gjort så godt (udover total hemmelighedsholdelse af EU-forhandlinger.) - nå ja kommer lige i tanker om det: EU er hele regeringens omdrejningspunkt. Sådan kommer man åbenbart frem i verden.


onsdag, august 14, 2013

Døde dyr

Halal-debatten har nået nye højder. Den handler i bund og grund om døde dyrs død. At dyr skal dø for at de kan spises er for de fleste evident, så det er kun måden de skal dø på vi taler om.

Mine erfaringer med døden

Skal vi starte med min hamster, som levede i en papkasse mellem hø og halm og som blev kælet for en gang i mellem , bortset fra de dage jeg skulle passe skolen. Den samme hamster der en dag var død af sult fordi jeg ikke havde fodret den med jævne mellemrum.
Eller skal jeg nævne den hund vi fik som børn. Den hund der aldrig fik en opdragelse fordi vores (enlige) mor havde arbejde at passe, fordi vi ikke anede en hujende fis om hvordan en hund skulle opdrages og derfor fik et familiemedlem der åd støvler og tæpper, skulle holdes i snor og alligevel en dag slap ud på villavejen og blev kørt over med døden til følge?
Skal jeg fokusere på mine bedsteforældres kanariefugl der spiste med ved bordet, altid fik opmærksomhed og som døde af alderdom, trods det at buret ikke altid blev rengjort med jævnlige mellemrum, eller skal jeg nævne den kat min far havde, en kat der togmus og rotter, men også en kat der tog sine slagsmål, fik smadret sit ben i et slagsmål med en anden kat. Eller skal jeg nævne alle de dyr som jeg ikke har haft kendskab til? Dyr der er døde fordi folk har glemt dem i lukkede biler i sommervarmen, dyr som er lukket ud igennem kloaken, fordi de pludselig var i vejen, eller  dyr som ikke levede op til de forventninger nogle mennesker havde til kæledyr.
Skal jeg nævne almindelige menneskebørn som har fået en uforsvarlig opvækst.
Eller skal jeg spilde min tid på en bøn i forbindelse med en slagtning af et dyr.

Slagtning

Et eller andet sted tror jeg at de mest fanatiske idioter går ind for at det er OK at slå børn ihjel, bare man ikke gør det af en eller anden grund, altså pædofili, religiøsitet eller psykoser.
Fluepapir, salt på dræbersnegle, dyremishandling fordi man ikke aner hvordan dyr skal behandles, ja selv det at mennesker kan få børn uden at vide hvordan børn skal behandles er tilladt. De dør i mange tilfælde lidelsesfuldt, som også tudser og gråspurve i haven, som dyr der lever på de vilkår de nu engang lever under og dør under.
Men at bede en bøn over et dyr man har besluttet sig for at slå ihjel er forkert?
Da min niece fik at vide at dræbersnegle var til fare for køkkenhaven, da hun fik en gammel køkkenkniv og fik lov til at halvere sneglene, sagde hun faktisk undskyld til hver eneste ene af de flere hundreder hun skar midt over.
Måske vi alle skulle sige undskyld hver gang vi giver eller tager liv til eller fra et dyr eller et barn, bare for en sikkerheds skyld, eller er det blasfemi?

Den sproglige undskyldning

Om en slagter siger undskyld eller bruger en bøn til at sikre sig at Gud vil være med det dyr der slagtes for at blive spist, er vel blot et ritual som er religiøst betinget. På den måde kan vi måske betragte den protestantiske kristendom som mere end overfladisk, idet der ikke findes nogen som helst undskyldning for at tage et andet væsens liv. Måske den mest egoistiske måde at dyrke religion på. Alt hvad der kan leve må selv finde ud af det, ellers er det bare ærgerligt! At måden at tage livet af dyr på følges af religiøse ritualer er vel et eller andet sted OK. Min niece bad alle sneglene om undskyldning før hun slog dem ihjel, og det skyldtes ikke hendes religion, men hendes måde at føle på, føle for andre væsener.

Trosspørgsmål

At hævde at tro er årsagen til at vi pludselig skal tænke på hvilken måde kød er slagtet på er nok rigtigt. Men vi skal være klar over at det er den tro der ikke eksisterer der er årsagen. Enhver der respekterer dyr og undskylder deres død, også med en religiøs "hilsen" er vel bedre end den protestantiske dansker der ikke på noget tidspunkt undskylder for at slå ihjel, men bare anser det for en ret i Guds navn at gøre hvad man vil.
Som om en bordbøn eller en udtalt respekt i Guds navn kan gøre nogen som helst skade, set med mine øjne egentlig heller ikke nogen gavn, er vel underordnet. Det er gudhjælpepemig den samme Gud vi påkalder, så hvorfor er det værre at være tvangsindlagt til bordbøn his Indre Mission eller Jehovas Vidner end at spise kød, der er velsignet af den samme Gud, blot af muslimer?

Livet

Er vi virkelig så bange for at leve at vi ængstes for en anden måde at tro på end vores egen. Jeg er faktisk mest forbavset over at jeg som dansk statsborger kan få lov til at at leve i landet, selv om jeg ønsker alt muligt andet end frikadeller og flæskesvær på menuen, ikke bare i børnehave og skole, men også derhjemme. OG inden nogen kommer for godt i gang er jeg nok noget af det mest usunde danske væsen der findes, det er bare ikke nok til at jeg vil ønske mine medmennesker at blive det samme.
Egentlig mener jeg bare at livet er alt for besværligt til at man skal spilde tiden på at diskutere hvilke ord der skal følge en frikadelle eller en flæskesteg. Jeg har stadig erindring om alle dem der sagde skål og drak snaps til sild, dem der ville have en god vin til en pizza eller øl til søndagsfrokost, fulgt af et Aaaah. Om det var en bøn aner jeg ikke, men ...

mandag, august 12, 2013

Krisen

For at sige det lige ud: Jeg hader kriser. Ikke sådan forstået at jeg tager livet af mig selv, jeg er aldrig selv skyld i kriser, det er altid andre der skaber dem ;)
Til gengæld bliver jeg altid involveret i en hvilken som helst krise, bare fordi jeg er ven af huset, fordi jeg er kæreste eller fordi jeg har investeret i en ejendom. Ikke at jeg har noget som helst til gode, nej jeg har altid en eller anden form for gæld i forbindelse med en krise. Er der noget at sige til at jeg hader kriser??

Samfundskrise

Vi er så heldige at vi har en krise der berører vores samfund. Ikke bare vores kommune, nej vores samfund, som er pustet op som en hamburgerryg, kaldet Danmark i EU, et samfund der er så fjernt fra os alle at vi overhovedet ikke aner om vi er danskere eller europæere. Krisen er sådan set min, idet alle dem der der har penge nok stadig har penge nok, mens jeg skal spares på. Ikke fordi jeg har brugt penge jeg ikke havde, men simpelthen fordi andre har brugt penge de ikke havde. Det drejer sig om teoretiske værdier, altså penge der ikke eksisterer, som nogle få mennesker har opfundet, mens vi andre har opfundet mangel på livsgrundlag, simpelthen ved ikke at have det!
Umiddelbart vil jeg sige at mit samfund har en krise, der består i at samfundet ikke har forståelse for mig og mine ligestillede! Et samfund, der i virkeligheden ikke er et samfund i ordets egentlige forstand. Men udelukkende en blokering af samfundsborgere.

Økonomisk krise

Den økonomiske krise rammer hårdt. Ikke fordi den egentlig berører bankdirektører og aktionærer - jeg gider end ikke at gøre rede for deres indtægter siden 2008, de er bare blevet rigere og grådigere. Det er alle os fattige der er blevet fattigere - sandsynligvis kun for at gøre rigere mennesker rigere, jeg mistror faktisk ikke rige mennesker for at ville gøre fattige mennesker fattigere, da det i sidste ende ville gøre de rige fattigere, i princippet, men grådighed kan ikke gøres op i penge kun i grådighed.
At mange er afhængige af ejendom gør selvfølgelig  at vi alle passer på vores ejendom og fastholder vores ejendomsret, eller gør vi? Jeg har for eksempel fundet ud af at jeg kan leve uden at eje noget som helst. Et liv uden jord og værdier. Altså er den økonomiske krise ikke min, eller er den?
Man kan jo til enhver tid give min grådighed skylden for at vi har et samfund der vil grådighed og , ejendom, men om det er min skyld vil jeg dog afvise. Grådighed er i bibelen en af de få "dyder" der er forbudte, og som kun liberalt orienterede kan synes er OK.
Min økonomiske krise er skabt af liberale økonomer, der overhovedet ikke har tænkt på andre end sig selv. Jeg har sådan set betalt enhver sit, men pludselig løb der også renter og gebyr på. Samtidig lukkede vi bankernes udlån. Vi lukkede for alle de fattige mennesker og åbnede for dem der havde penge nok!
Økonomisk krise blev en krise for fattige mennesker, der i bund og grund kom til at betale for rige menneskers overforbrug!

Menneskelig krise

Taberne blev endnu engang de mennesker der blot bidrog til samfundet! Mennesker, ikke robotter, aktionærer eller computere!
Der er ingen tvivl om at levende mennesker i dag er det største problem samfundet har. Mennesker er principielt i vejen i forhold til samfundet, der er bare det men, at der ikke er andre til at sikre samfundssammenhængen. Altså at mennesker er til for mennesker.

Økonomi

I modsætning til mennesker har vi økonomi og produktion. Økonomi er et "wirtschaftswunder" - økonomi eksisterer i kraft af sig selv, og er derfor totalt umenneskeligt. Penge er et mål i sig selv, ikke noget som helst andet. Økonomi er derfor også noget vrøvl, generelt. At en arbejdsindsats skal kunne gavne andre er ikke det man normalt satser på, medmindre man går ind for slaveri. Hvilket åbenbart er det der er sket i den vestlige verden. Selv arbejdere accepterer at være slaver for at opnå en økonomisk fordel.

Produktion

På samme måde er produktion et spark i røven på sig selv. Produktion er skabelse af salgbare værdier, ikke arbejde eller kunst. Det er bare logistik. Køb noget, find på en vare som nogle vil købe, fremstil varen ved hjælp af andres arbejdskraft - og tjen penge på det (Økonomi).

Retten til arbejde

Som om alle disse krisetegn er noget der overhovedet rager den arbejdende dansker. Måske? Nej vi har en kapitalistisk defineret ret. Retten til at arbejde, ikke nok med det, vi har nu oveni fået retten til at arbejde billigere end vi har opnået via den danske model og fagforeningerne. Retten til at arbejde er i mellemtiden blevet en pligt til at arbejde, simpelthen fordi alle "arbejdsgivere" skal tjene mere - ikke for at lægge penge til side, nej for at skabe mere arbejde, Hvilket indtil nu har vist sig at skabe flere penge til investorer, men kun i begrænset omfang mere arbejde. De højstlønnede i Danmark tjener adskillige hundrede procent mere end de mennesker der er på overførselsindkomst. Og arbejder kun på én ting: At udnytte andres arbejdskraft og at skabe økonomisk overskud ved hjælp af andres indsats. Retten til at arbejde er altså pligten til at arbejde.

Hvis krise står vi op til?

Bankdirektører og aktionærer klarer sig helt fint. Deres pengebeholdning er større end i 2008. Krisen er i virkeligheden en påstand, som fattige mennesker skal betale med de sidste penge de har, mens rige mennesker bruger medierne til at råbe "ulven kommer". Den krise vi lever i nu er ikke en krise skabt af fattige mennesker, den er skabt af grådighed, ikke arbejdere.
Lavtlønnede og mennesker på overførselsindkomster har fået mindre end 1% i løn de seneste år, mens højtlønnede har fået op til 13%. Læg lige et løntilskud på 13% til 120.000 og sammenlign med et tilsvarende lønstilskud i forhold til en indtægt på 1.900.000.
1% af 120.000 skal altså betale en lønfremgang til de højstlønnede.

Krisen er altså selvforskyldt, simpelthen fordi vi ikke lytter til de oplysninger vi får. Som om heldagsskolen skulle kunne hjælpe os til at tænke mere over tingene.

Det er politikerne der lever i en anden verden og os der bliver nødt til at eksistere i den!

fredag, august 09, 2013

Atomkraft

Længe har jeg haft lyst til at kommentere atomkraft. Jeg har såmænd også haft få kommentarer i mine tidligere blogs, der tydeligt giver udtryk for min holdning til atomkraft.

Risø

Måske er det først gået op for danskere, politikere såvel som stemmeberettigede borgere, at vi faktisk har haft atomkraft i Danmark i 58 år, nemlig på "Atomenergikommisionens Forsøgsanlæg Risø" der lå i nærheden af Roskilde (såmænd kun ca. 6 km fra byen) Det er først nu, hvor atomaffaldet skal opbevares at det er gået op for nogle (især politikere) at der faktisk er dansk produceret atomaffald, som er en samfundsmæssig belastning. Grunden er at vi i anmark ikke har en grund til at behandle atomaffald, ja heller ikke andre former for kemiske affaldsprodukter, hvilket en datter til danmarkshistoriens mest svindlende statsminister måtte erkende, da hun ville gøre vennerne ved Kommunekemi en tjeneste. Ikke at der var fejl i proceduren, nej der var en kæmpefejl: Folketingets ministre havde simpelthen glemt at orientere borgerne i Danmark om hvad der rent legalt kunne lade sig gøre, såvel hvad angår atomaffald og kemisk affald. Resultatet er som med så megen anden hemmeligholdt (vi kan godt kalde det tilbageholdt eller endda ikke oplyst) viden at der af og til er nogle der har læst på lektien og derfor gør det til en historie. Men, men. En ny offentlighedslov giver nu mulighed for ikke at oplyse om den slags politiske tiltag - politiske tiltag er ikke det samme som lovgivning, derfor kan cirkulærer og direktiver annonceres med mindst mulig medieopmærksomhed. Atomkraften er altså stadig en del af dansk hverdag, selv om atomkraftværker ikke er lovliggjort som private eller statslige virksomheder, som det ses kaldes den danske atomkraft for et forsøgsanlæg, og der er nok heller ikke tvivl om at Niels Bohrs medvirken skulle legalisere forsøg som udelukkende ville vise muligheden for fredelig brug af fusionsenergi.

Harrisburg

Som modstander af atomkraft kom nedsmeltningen af den ene reaktor på Three Mile Island i nærheden af Harrisburg (1979) som et bevis på at atomkraft ikke var nogen sikker energikilde. Side lærte jeg at der allerede var sket en ulykke med udslip på Sellafield atomkraftværket i England med katastrofale følger (Windscale 1955). Jeg skrev opgave på biblioteksskolen med titlen "FRa Hiroshima til Harrisburg" med udgangspunkt i skabelsen af atombomben, men også med henvisning til Scherfigs indlæg i debatten om krig "ABC-krig", med henvisning til filmatiseringen af en nedsmeltning af et atomkraftanlæg ("The China syndrome", 1979) og med kritik af atomanlæg i Danmark ("Hilsen fra os" med Niels Hausgaard fra "Atomkraft - Nej tak" pladen fra 1976). I samme periode udtalte en akademisk Øllgaard (kan ikke lige finde hans udsagn) at han ikke havde noget imod at have et atomkraftanlæg i baghaven, samtidig protesterede det meste af Danmark imod at det skulle ligge i et af Danmarks frodigste og samtidig mest tyndt befolkede områder midt i landet, nemlig Gyllingnæs syd for Odder. Jeg tror faktisk at Niels Hausgaards tekst blev afgørende: "at have det her hos os det vil vi godt nok ikke - men værket skal ligge på Sjælland, eller Fyn i den østre ende".

Man skulle så tro at vi alle havde lært af ulykkerne, men nej!

Tjernobyl

Selvfølgelig skulle det ske igen. OG IGEN skulle vi have udvidet sikkerhed på atomkraftområdet. Denne gang var det en ulykke der på grund af østenvinden pludselig blev noget vi tog alvorligt i Danmark. Et russisk atomkraftværk brød sammen og de svenske elge og samiske rener blev pludselig radioaktive eller i hvert fald smittet med målelig radioaktivitet. Endnu engang opgav atomkraft-eliten i Danmark at satse på atomkraft, det var ikke det rigtige tidspunkt, og hver gang der blev fred på atomkraftområdet blev der problemer for tilhængerne af atomkraft, således både i 1999 (Tokaimura) og i "Davis-Besse" i 2002.
Ulykkerne bragte sådan set intet nyt på banen. Den radioaktive stråling var stor, hvilket den jo også var efter Hiroshima / Nagasaki, og der var masser af mennesker der overlevede med adskillige årtier, mens andre fødte deforme børn eller selv blev leukæmiske. Der er ingen tvivlom at nogle påvirkes stærkt af radioaktiv stråling, men samtidig kan det bevises at andre kan tåle høj radioaktiv stråling uden at blive dødeligt syge (kræft, anæmi etc). Men i Danmark har sikkerheden været vigtigere end muligheden, altså ikke anden form for atomkraft end den eksperimentelle i Risø.

Sikkerhed

Med tilbagevendende kraft fik vi så en ny lobby i EU, nu skulle kernekraft endnu engang gøres til den mest miljøvenlige energi. Timingen var bare helt forkert . En stor bølge væltede endnu engang ideen om atomkraft som den ultimative løsning på energiproblemer. En tsunami strøg over de japanske øer og pludselig viste det sig at det japanske atomkraftværk Fukushima ikke kunne overleve en naturkatastrofe.
Jeg mindes stadig de reklamer for atomkraft der blev omdelt i min ungdom i folkeskolen. Sikkerheden var i top, energien kunne ikke skade nogle, i forhold til olie ville atomenergi/kernekraft vare evigt og spildprodukterne var mindre farlige end spildprodukter fra olie- eller kulenergi. Forskellen var at den skulle deponeres i århundreder, men når man kunne lave huller i jorden for at pumpe olie eller grave kul, var det jo naturligt at hullerne kunne bruges til at opbevare atomaffald!
Sikkerheden bestod i at pakke langsomt nedbrydeligt atomaffald ind i cement, tønder og grave det ned i jorden, formentlig i håb om at ingen ville kunne huske det sted det var gravet ned!
Kemiske fabrikker fra sidste århundrede, benzinstationer og andre virksomheder der havde kemisk affald gravede det bare ned, gik konkurs og overlod til samfundet at rydde op. Masser af mennesker har købt hus i områder der tidligere har huset en kemisk baseret virksomhed, uden at virksomheden nogensinde har skullet betale for sin forurening af jord og omgivelser.

Muligheder

I dag kan man lægge skat på alt, også forurening, og for mig at se er der ingen anden mulighed. Læg skat på alt, fra robotter til produktion og mulig forurening (affaldsafgift). Beskat politikere og aktionærer, læg skat på alle indtægter uden at skelne mellem rig eller fattig, virksomhed eller selvstændig. Brug indtægterne til at støtte dem der er uheldige eller dem der ikke kan få en virksomhed til at kære, men ikke til at støtte overførsel af penge til andre lande.
For mig at se er den største økonomiske fordel ved at indføre skat på alt, at vi kan bruge flere penge på at få en ren energi og at vi kan undgå oprettelse af tåbelig atomkraft, fastholdelse af olieenergi og kulkraft.
I stedet skal vi bruge energien på at finde alternative energier, økonomien på at finde alternative måder at bruge økonomien på, og sikre os at bølgeenergi, jordvarme og andre alternativer kan blive vores fremtid!
Ikke kernekraft eller fossile brændstoffer. Kom nu i gang, saml din prut op og sørg for at samfundet forurenes mindre, bøvs i en brækpose og læg dine sure tæer i en plasticpose. Gør noget for ikke at forurene dit eget samfund - tænk fremad, ikke tilbage.

tirsdag, august 06, 2013

Arbejdsløshed - mål eller middel

Arbejdsløsheden er åbenbart et mantra for politikere af alle kulører, arbejdsløshed er noget skidt, basta, Men hvorfor egentlig.
Trods rekordstor arbejdsløshed i Danmark er landet mere end i økonomisk balance, landets rigeste er overhovedet ikke blevet fattigere, bortset fra dem der ikke havde sikret sine investeringer. Ikke nok med det har de danske skattekroner og kreditværdighed i udlandet sikret at Danmark kan holde røven oppe på de store banker også i EU. Såkaldte arbejdsgivere er blevet til arbejdstagere, simpelthen fordi de tager gratis arbejde fra den arbejdskraftreserve, der normalt kaldes "de arbejdsløse".
Så hvad er problemet egentlig?

Mål

Arbejdsløshed kunne være et mål i sig selv. At skabe en kollektiv ide om at arbejde er det eneste saliggørende er jo i sig selv ganske godt gået. Især når arbejde pludselig indskrænkes til at være fysisk arbejde, altså håndværk. Nå ja, men der findes da andre der arbejder med at passe mennesker og at sikre at det offentlige fungerer, vil der nok være nogle der vil indvende, og ja det er da også rigtigt, men de samme mennesker der helliggør arbejdsløsheden har sat sig for at afskaffe det offentlige. Arbejdsløshed er altså på en måde en iscenesat afskaffelse af arbejdskraftreservens naturlige forsørgelse, simpelthen ved at indføre slavelignende vilkår, som skal få arbejdskraftreserven til at tage arbejde uden at stille modkrav.
Det kan altså virke som et mål i sig selv at sikre en høj grad af arbejdsløshed.

Middel

Men samtidig er arbejdsløshed et middel. Årsagen til den såkaldte krise, ved vi jo alle, ligger hos grådige investorer, enten nogle der fastsatte kunstigt høje priser på ejendom eller dem der hoppede ukritisk på en bølge der (modsat en surferbølge) så ud til at være i evindelig vækst.
For de investorer der er overlevet "krisen" er der altså en opgave: at sikre sine investeringer. Her kommer arbejdskraftreserven så igen ind i billedet. Ingen omkostninger til arbejdskraftreserven er jo, liberalt set, en indtægt og hermed midlet til forøget kapital.
Ved at have som mål at mindske arbejdskraftreservens muligheder for at gøre samfundsnytte som SOSU, lærer, telefondame og kommunalarbejder kan det hurtigt lade sig gøre at se sparemuligheder. Ved samtidig at bruge det middel der hedder total vildledning af medborgere eller i dette tilfælde en uoplyst befolkning er midlet til at så splid mellem de sociale lag evident, man kan sige at den ligger lige til venstrebenet, når vore politikere simpelthen bedrager deres vælgere (eller lader sig bedrage af spindoctorer). Et middel til at skabe målet.

Arbejdsløshed

Når selv den arbejdsløse bruger mere tid på at beskylde andre arbejdsløse for at nasse på samfundet, uden at definere arbejdsløshed, så har visse samfundsgrupper nået deres mål. Folk der hver eneste dag står op, tager afsked med ægtefælle og børn for at møde op og skabe  en kapitaltilvækst til en investor (kaldet arbejdsgiver), synes simpelthen at dem der ikke har noget at stå op til skal straffes, og straffen skal ligne deres egen straf: Mød på arbejde!
Hvor tit hører vi ikke vore medmennesker sukke over hvor længe der er til week-enden eller juble når de skal på ferie, og hvor sjældent ser vi voksne mennesker glæde sig til igen at skulle møde på arbejde efter week-end eller når ferien netop er afsluttet.
Ud fra de udtalelser de fleste mennesker kommer med, ud fra den misundelse de arbejdsledige normalt mødes med - er der jo sjældent tvivl om at de fleste mennesker gerne ville leve uden at lave noget som helst. Som arbejdskraftreserve skal du ikke komme her og nasse på samfundet!

Selvtillid

Det første der sker er at selvtilliden bliver punkteret. Ikke bare hos den arbejdsledige, men også hos den der knokler for at tjene til ny bil og hus eller for at betale børnepenge, eller hvad det er man skal betale til andre, i de fleste tilfælde til banken.
Den person der står tidligt op om morgenen, ikke ser kone og børn mere end en enkelt eller nogle meget få timer i døgnet, skal gå tidligt i seng, måske tage medicin for livsstilssygdomme eller for at undgå at være ukoncentreret på arbejde, kan jeg sagtens forstå. Det er sgu da åndssvagt at sætte en kapitalist over sin familie, det er åbenlyst idiotisk at eje et hus, når det indebærer at man skal bruge et halvt liv på at skaffe værdier til det - især når man tænker på at den person der udbetaler løn, tjener flere penge på det arbejde man laver end man selv gør! OG jaja vi kan da godt sige at der er nogen der skal opfinde arbejdet, der er også nogen der kan tage patent på en opfindelse, men grundlæggende kunne det også lade sig gøre at deles om vores fælles tankegods, altså sige at nogle er gode til at kreere, andre er bedre til at føre ideer ud i livet. At aktionærer skal leve af at andre er gode til at få ideer eller til at føre ideerne ud i livet er altså en idiotisk tanke. Mennesker der lever af andres ideer eller andres arbejde er vel de egentlige arbejdsløse. Desværre har de bare så meget selvtillid.

Arbejdskraftreserven

De mennesker der ikke har arbejde efter forskrifterne, altså enten vil finde sig i at imødese en fyreseddel som kommunalt ansat eller som simpelthen er uønsket af arbejdskøbere, skal pr. definition tage ansvaret for at de er til (og dermed til overs). Den liberale ide om at man skal have andre til at lave noget, bare fordi man dermed kan bevise at man ikke selv behøver at gøre det, er jo at sammenligne med den årtusindgamle ide om at holde slaver. OG ja mange slaver affandt sig med deres situation, fordi de ellers kunne risikere at blive henrettet, men er det det mål vi sigter efter? Uncle Tom var jo også et godt menneske selv om han ikke gjorde oprør!
Det der undrer mig er at vi teoretisk set diskuterer velfærd, bedre uddannelse og ligestilling, selv om vi bruger meget mere tid på at diskutere hvorfor der er nogle der arbejder mindre end vi selv gør.
Det er nok de få læsere af min blog, der er klar over at jeg bruger en del tid på at skrive og kommentere, det kan jeg ligeså godt gøre. Ikke for at blive millionær, heller ikke for at få nye venner, nej fordi jeg har noget på sinde og gerne vil have mine medmennesker til at tænke over tilværelsen. Jeg påstår ikke jeg har ret, jeg påstår intet, men jeg synes at mine tanker er vigtige for at andre kan tænke sine tanker og nå frem til et mål.

Arbejdsløshed

Jeg vil altså vedvarende undre mig over at arbejdsløse skal være asociale samfundsnassere, når de talenter de har i virkeligheden kunne udnyttes langt bedre hvis samfundet i stedet for nedladenhed ville vise tillid. Men som sagt tyder alt på at det er et mål at nedgøre dem, der i virkeligheden står til rådighed for samfundet når der er brug for dem, hvis ikke de rent psykisk eller fysisk er på gravens rand.
Er man arbejdsløs, når man ikke laver noget eller er man kun arbejdsløs når man ikke kan få et arbejde?
De fleste direktører, aktionærer og bestyrelsesmedlemmer laver mindre end en kontanthjælpsmodtager, men forventer en god betaling for det "arbejde" de laver.

Velkommen til arbejdsløshedssamfundet.

mandag, august 05, 2013

Tilværelsen

Normalt er udtrykket tilværelsen et meget patetisk udtryk (her skal patetisk forstås som adjektiv, tillægsord, af patos:  "især æstet.) om forening af lidenskab (grebethed) og højtidelighed (værdighed), som præger noget, der fremsættes i tale, skrift, musik olgn." cit ODS).Tilværelsen er jo intet mindre en livet fra fødsel til død, med rette betragtet som noget stort. Man kunne sagtens nøjes med at sige livet, men det bringer ikke den samme følelse frem i folk, ord har som bekendt forskellige værdier eller får med tiden andre værdier. Tag nu blot udtrykket patetisk, som jeg lagde ud med at bruge, der efter indflydelse fra anglikansk sprogbrug oftest bruges om "ynkelighed".
(Den Danske Ordbog (DDO): " 1. (for) højtidelig; overdrevent følelsesfuld eller dramatisk
Synonymer svulstig   højstemt      
2. som vækker medynk (og foragt); ynkelig - SPROGBRUG kendt fra 1957      
Synonym latterlig")

Som udgangspunkt er livet en betegnelse for det enkelte menneskes optræden i samfund DDO: "

tidsrum mellem et individs fødsel og død." hvorimod tilværelsen mere står for hvorledes livet kollektivt leves. (DDO:"livet og dets beskaffenhed i almindelighed"). Trods det er det et ord med samme betydning: DDO:"livet som det former sig for det enkelte individ".

Så fik jeg lige det på plads, så kan jeg vende tilbage til livet, som jeg altså vælger at sammenligne med tilværelsen.

Den sociale arv

Vi fødes af vore forældre. Før i tiden blev vi formet af vore forældre, nu formes vi også af forskellige institutioner, alt efter hvilket stadie i livet vi befinder os på. Alligevel findes der et udtryk som definerer hvorledes vores liv sandsynligvis udformer sig, den sociale arv.
Her er der tale om at man simpelthen i stort omfang er afhængig af sine forældres eller de nærmestes samfundsmæssige baggrund og den påvirkning som det omgivende miljø giver. Med andre ord: Dem der vokser op i Hellerup hos en direktørfamilie vil simpelthen have andre muligheder end børn af et arbejdsløst ægtepar der bor billigt til leje på Lolland.
Ikke fordi samfundet som sådan har ønsket at forme tilværelsen på den måde, tværtimod har der gennem årtier været forsøg på at indskrænke disse forskelle ved at skabe et "velfærdssamfund", at samfund hvis opgave det har været at skabe større lighed i tilværelsen. Disse tiltag har oprindelig fundet sted i det nære samfund, hvor man ønskede sundhed og arbejdsevne fra både ridefogeder og daglejere, ikke at de skulle have det samme at leve af, men blot at den potentielle arbejdskraft var til stede når der var brug for den.
 
Samfundet
 
I et socialdemokratisk samfund opstod den sociale velfærd. Alle skulle have del i økonomien og have en mulighed for at komme til tops i samfundet. Med andre ord: slaveriet skulle skiftes ud med muligheden for at blive slaveejer. I princippet var slaveriet afskaffet, men som vi kan se det i autoritære lande (Rusland, Kina, Italien, Tyskland, Mellemasiatiske lande og adskillige afrikanske lande, som Egypten) er en despotisk ledelsesform stadig den foretrukne. I Egypten er der en 6-8.000 årig tradition for at lederne støttes af den herskende klasse (præster eller militær), I Rusland og Kina har man en tradition for at herskerne var enevældige kejsere, tyskere og italienere var indtil for nylig (få århundreder et folkefærd der bestod af små delstater, men som var underlagt en kejsermagt, hvorimod de afrikanske folkefærd i stort omfang blev annekteret af europæiske stormagter, som satte praktiske grænser med en lineal på et kort, hvilket jo ikke tog et eneste hensyn til de forskellige stammefolk der fandtes i området
Livet er som sådan et spørgsmål om hvor man lever og på hvilke vilkår man kan leve.

Tilværelsen
 
Tilværelsen er derimod dikteret af de muligheder man har, der hvor man lever. Det kan være mulighed for at tage en uddannelse, det kan også være at leve i fattige omgivelser uden mulighed for at komme ud af elendigheden. Endelig kan tilværelsen jo forme sig sådan at man (nogle privilegerede mennesker) simpelthen an bestemme over andre menneskers tilværelse, enten ved hjælp af religion eller ved hjælp af arvede privilegier.
Ikke fordi jeg tror det har lettet tilværelsen for ret mange, dygtige mennesker ønsker dygtige børn og undersåtter der ser op til afkommet. Rige mennesker ønsker at bevare samlingen (rigdommen) på familiens hænder, i mange tilfælde ud fra devisen "koste hvad det koste må". Syge mennesker kan i et vist omfang ønske et andet liv for deres børn, men kan sjældent gøre noget for at ændre tilværelsen for afkommet.
Resten af verden har normalt et ønske om at opnå økonomisk uafhængighed. Paradoksalt nok ikke for at isolere sig, men for at opnå en uafhængighed, der udelukkende kan defineres ved afhængighed af andres accept. Der er altså et defineret mål med tilværelse: At blive til noget nogle respekterer eller adlyder. Mulighederne har været forskellige. Gennem årtusinder har præsteskabet og nationers herskere været de mål der har været de ypperste. Med den europiske middelalder blev ejendom et mål i sig selv, og den europæiske reformation blev gennemført for at fratage præsteskabet ejendomsretten.
I nyere tid har ejendomsretten endda været årsag til verdensomspændende krige og økonomiske kriser, senest 2008.
På den måde kan man godt sige at ejendomsretten definerer tilværelsen, men ikke livet.

Livet

Livet er nemlig blevet til det man selv gør det til, fra fødsel til død, i glæde og sorg og så videre. Som menneske (dyr har også liv, men de er nok ikke interesserede i denne blog)er livet derfor de oplevelser man har, nogle vil måske på livets faldereb sige, dem vi kan huske. Men livet er ikke sådan indrettet.
Masser af mennesker husker således nogle oplevelser i liivet meget tydeligt, en studenterfest, værnepligten, den runde fødselsdag, da man aborterede eller da man blev fyret eller skilt. Andre har en erindring om uvenskab i familien, om økonomiske fejder eller familiefjendskaber.
Hvor tilværelsen tegner sig som en kollektiv afhængighed af de omgivende samfundskræfter, kan livet til gengæld defineres som den individuelle oplevelse af tilværelsen.

Oplevelserne i livet er jo ikke entydige, de fleste forfattere til biografier eller selvbiografier glemmer noget, husker eller hører forkert. Og på den måde står eftertiden tilbage med det vi i min studietid kaldte primære kilder, der ikke er troværdige eller utroværdige sekundære kilder.
Selv jeg husker ikke altid den egentlige sammenhæng, mest fordi min hjerne tager stilling til oplevelserne ud fra min holdning til tilværelsen som også politikere dømmer sig selv på deres egen holdning - og som vi ved kan den jo ændre sig med årene.
 
Slutningen

Hvilket eftermæle vi får er ikke til at vide. For mit vedkommende har jeg været involveret i mange projekter uden at have set resultatet af dem - det har så heller ikke været det primære mål.
Men slutningen på tilværelsen kender ingen, men vi ved med nogenlunde sikkerhed at slutningen på livet er døden. Lad mig derfor fortælle vandrehistorien om amerikaneren der havde skrevet ind i testamentet at han ville begraves med alle sine creditcards, hans familie skulle overhovedet ikke have hans opsparede millioner.
Tja hvad hjælper det at tjene mange penge og at ønske at ingen andre skal have dem, når lovgivningen sørger for at arven udbetales, kreditkort eller ej.

 

lørdag, august 03, 2013

Fremmedhad

Igen i dag har jeg måttet lægge ører til muslimsk påvirkelse af vort samfund. Halalkød, stakkels børn der ikke kan spise svinekød og institutioner der går i knæ for islam. En bølge af religiøst had til anderledes tænkende, fordi de er anderledes, uden overhovedet at overveje om had skaber had.
Generelt var vi i min ungdom indstillet på at fremmedarbejdere og indvandrere var velkomne i Danmark, simpelthen fordi vi forventede at de lavede alt det lorte-arbejde vi ikke selv gad lave. Politisk blev der indført familiesammenføring, muligvis udfra den betragtning at en familie kunne passe flere jobs, når der var brug for det. Men opgangstiderne sluttede jo pludseligt med den såkaldte energikrise.
Og så var de alle sammen i vejen.

Familiesammenføring

Danmark importerede ukritisk (mandlig) arbejdskraft for at få opfyldt arbejdsmarkedets krav til arbejdskraft, mens man langsomt (selvfølgelig på grund af den danske konservatisme i forbindelse med synet på en familie) forsøgte at sluse kvinder ud på arbejdsmarkedet.
I Danmark var de første kvinder der kom ud på arbejdsmarkedet (bortset fra barne- og tjenstepiger) faktisk kvinder, hvor familien havde råd til at undvære kvinden i hjemmet, især fordi der var råd til den luksus i velstillede hjem. For eksempel blev direktørers koner pacificeret ved at få nogle få arbejdstimer, og så kunne de ikke klage over at kede sig derhjemme. Selvfølgelig var der også nogle (få) kvinder der tog uddannelse indenfor det vi i dag betragter som kvindearbejde, altså pædagoger, lærere og bibliotekarer. Til gengæld blev kimen lagt til kvindefrigørelsen, og jeg må da også indrømme at frigørelse har været en meget mere korrekt betegnelse end ligeret, simpelthen fordi kvinder selvfølgelig skulle frigøres fra det åg de følte, ved at være bundet til hjemmet, ved at være bundet til forsørgelse og ved at være bundet til at bære hovedansvaret for børnene.
At man udfra denne tankegang indfører hele familier for at få mere arbejdskraft er der jo ikke noget sært i. Godt nok er det en gammeldags ide at børnefamilier er fremtidens gods og guld. I princippet det samme som når politikere i dag bruger økonomiske teorier fra 50'erne når de skal forudse fremtidens samfund og behov.
Alle de "godtroende" mennesker der syntes at det var vigtigt at en familie skulle være sammen tog måske fejl, men hvis der havde været arbejde nok vill de nok være kommet i arbejde. I stedet blev de hjemme, fortsatte med at leve efter familieregler fra deres oprindelsesland, ikke fordi de kunne have levet efter det danske samfunds regler, nej simpelthen fordi det danske samfund ikke havde nogle regler, og pludselig havde det danske samfund heller ikke arbejde til alle de mennesker der skulle have arbejdet. Kvinder og børn af indvandrer- og fremmedarbejderfamilier blev placeret på offentlig forsørgelse - ikke spor andet, det var simpelthen det billigste og letteste for det danske samfund.

Oliekrisen

Det pudsige er at fremmedhad eller mistro til indvandrere brød ud i lys lue i forbindelse med Danmarks indmeldelse i EU og i forbindelse med Oliekrisen.
Selvfede danskere ville have deres villakvarterer for sig selv (det fik de også, til gengæld blev Ishøj, Gjellerup og Vollsmose til indvandrerkvarterer), selvfede danskere ville slippe for at betale skat, og de fik det også sådan selv om det tog lidt længere tid, imens skulle indvandrere leve af at husets herre tjente penge ved at køre taxa, arbejde i den sammenbragte families pizzabar eller lignende - og forsørge størstedelen af sin familie. Familiefaderen havde ikke tid til at lære dansk kultur, han skulle tjene penge til underhold for familien, moderen blev overladt til sig selv, ikke noget med at man fra det offentliges side brugte tid eller penge til integration, så mødre i indvandrerfamilier fortsatte med at leve efter de regler de havde levet efter i århundreder.
Ikke fordi der er den store forskel på mødre der har flere generationers erfaring i dansk og mødre der er kommet til Danmark indenfor den sidste generation, forskellen er at de fra begyndelsen blev behandlet forskelligt. Spørg for eksempel jøder der i generationer har boet i Danmark om der er forskel på at være dansk eller jøde. Forsøg at finde ud af hvorfor det i langt højere grad er lykkedes at integrere hollændere på Amager, franskmænd i Fredericia og sågar kartoffeltyskere på heden. Det var ikke fordi de (næsten alle sammen) flygtede fra en gæld i deres hjemland, eller fordi de ikke var danskere - det var fordi der var brug for dem, og fordi det danske samfund på det tidspunkt havde langt flere regler for det familiære til fælles med resten af verden - mænd arbejdede, kvinder sled hjemme og passede børn, mænd var forsørgere og kvinder var ansvarlige for nærmiljøet. Regler som findes i de fleste tredieverdenslande, og som endog stadig er et mål i vores eget land. Evnen til at forsørge andre var på en måde blevet mindre væsentlig før oliekrisen, og et stykke tid efter, men da indvandrerkvinder og -børn faktisk blev totalt overset opstod der et problem, ikke et problem som indvandrerne havde skabt, nej det var et politisk skabt problem, fordi politikerne havde mere travlt med at løse oliekrisen, end med at løse de problemer den kunne afføde. Nik bare genkendende hvis du kan se paralleller til i dag.

Marginalisering

Der har nu været en vedvarende tendens til at beskylde mennesker der stort set ikke kan få eller har nogen som helst indflydelse på det danske samfund for at være årsag til at Danmark ikke fungerer som velfærdsstat og forbillede for andre lande Det er set med mine øjne så forkert som noget kan være.
For det første kan indvandrere, kvinder og børn fra andre lande, ja selv deres husdyr, lære os noget nyt, vores danske selvtillid gør os bare dummere og mindre åbne for andersledeshed, vores tro på at højere karakterer eller nedgørelse af mennesker der tænker som vores bedsteforældre gjorde, sågar går klædt i tørklæde, var klipet for at angive om man var ugift, gift eller enke, er jo ikke anderledes end den signalværdi andre folkeslag iklæder sig, fra Amerika til Vietnam, men hvor nogle indvandrere holder sig for sig selv, med al deres skattesvindel, familieregler og indgifthed skal vi lige nøjagtig slå ned på muslimer, de mennesker der set i forhold til vores religiøse grundlag er allertættest på den danske reformist, bortset fra katolikken. Vi er nået til en situation hvor fjendskabet mellem den monoteistiske tro på én Gud er årsag til flere fjendskaber end nogen anden tro. Ikke fordi vi er uenige om guden, men fordi vi er uenige om hvordan vi skal betragte guden (jeg ville lige undgå at få Gud til at være mand eller kvinde - simpelthen fordi en guddom nok slet ikke har et køn) .
Det vi gør er derfor at marginalisere dem vi er mest beslægtede med, sikkert ikke for at stige til tops i samfundet, snarere for ikke at være bunden af det.
Kan jeg være dårligt stillet er det altså bedst at jeg kan stille andre endnu dårligere, fremfor at vælge en løsning, hvor vi kollektivt arbejder på at opnå en bedre tilværelse. Her er det hip som hap om vi er kristne eller muslimer. Vi har slet ikke lyst til et bedre samfund, vi har lyst til at marginalisere.
Jeg spørger bare, hvem har gavn af det. Muslimske kvinder og børn, arbejdsløse eller lavtlønnede arbejdere? Eller måske folk der lever af at investere i andres arbejdskraft, som har lettest ved at styre arbejdskraft og arbejdskraftreserve ved at spille den ud imod hinanden.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti hyklede engang, at vi ikke ville have fremmedarbejdere der ikke var fra Europa (Niels Hausgaard lavede endda en vise der handlede om at vi kunne lide folk sålænge de havde samme hudfarve som grise (http://www.youtube.com/watch?v=nnXk_hyuquA), altså var polakker og litauere egentlig velkomne, mens tyrkere, somaliere og afrikanere med mange flere ikke skulle komme til Danmark.
At Dansk Folkeparti i mellemtiden har skiftet holdning, ikke kun til hudfarven, men også til hvorledes vi kan leve med EU er en helt anden sag partiet er i stand til at vende på en femøre og skifte politik alt efter hvad befolkningen synes. Samtidig har samme parti fået uvurderlig støtte af "boulevardpressen" (BT og Ekstra Bladet), såkaldte aviser der begge har lært at stikke fingeren i jorden(ikke for at tænke sig om, men for at finde ud af hvad der rører sig). Som "danskere" er vi altså kommet i en situation hvor vi ikke længere taler sammen og finder løsninger, vi undgår end ikke den kommunistiske nabo eller den utroværdige venstremand der ligger i med ens egen kone nej vi finder os i at vi ikke kan mene noget om os selv, og derfor må lade det gå ud over andre.
Som sagt havde DF intet imod indvandrere hvis bare de var hvide, men det har ændret sig, ikke med ord, kun med holdninger, for DF ønsker ikke at fremstå som et utroværdigt parti. Det letteste er derfor aldrig at diskutere fortiden - kun nutiden. Det har andre også fundet ud af, så alle partier diskuterer ikke hvad de har ment, kun hvad de mener nu, og i morgen diskuterer de hvad de mener i morgen, vi har ligefrem siden 2012 fået et nyt mantra: 90 (underforstået mandater i folketinget). Hvor fedt er det lige at vide at 90 mennesker bestemmer over mere end 5 millioner?
Had og utilfredshed

I det parti jeg har været medlem af er der en vis utilfredshed med andres måde at tænke på. Indrømmet, jeg vil også gerne have mennesker til at jeg tænker på en anden måde, men jeg kan ikke hade mennesker der tænker anderledes end mig. Jeg kan argumentere og opdage at argumenterne preller af på dem på samme måde som de preller af på mig, jeg kan lytte og opdage at mange af de ting jeg lytter til er overvejelser jeg selv har haft flere år tilbage, men at hade nogle der har en anden indgangsvinkel end jeg har er ikke en løsning for mig, det er blot et spørgsmål om at gøre mig bedre end jeg er eller gøre andre dårligere (jeg tror det minder om det halvfyldte eller halvtomme glas). Der er ikke nogen fremtid i had.
Man an selvfølgelig vælge at der ikke længere skal være nogen kommunikation med de mennesker (DF, RV, Kons og V, ja sågar Soc.) som man er uenige med, og jeg har faktisk valgt kun at lytte til de mennesker der også lytter til mig. Nogle politikere fra de ovennævnte partier vælger at blokere de mennesker de er uenige med, andre vælger at undlade kommentarer. Man kan jo altid vælge hvor man vil stå politisk når man alligevel ikke får svar, og jeg har valgt at stå udenfor. At tænke selv at dele mine tanker med åbenhed frem for fremmedhad. Det er ikke let

Pressen

Mine tanker er sjældent i overensstemmelse med de nyheder jeg hører i pressen. Noget af det jeg hører er enten direkte løgn (påvist af fb-venner) eller også er det bare misinformation. Men jeg sætter min lid til at jeg har lært at tænke selv, ikke at jeg tænker rigtigt (hver gang ;)), men at jeg selvstændigt kan tage stillig til det jeg hører og udlade at hoppe med på bølgen imod de fremmede og deres udnyttelse af landet eller kriminelle handlinger. Gamle mennesker er frygtelig bange for at åbne døre og færdes offentligt, gamle mennesker er forfærdelig bange for at miste deres pension. Arbejdsløse får så dårlig vejledning at de forbliver arbejdsløse for at sikre sig, og kærester flytter så de har to adresser, fordi de så kan have to gange indkomst og to gange tilskud.
Hvis nu pressen ikke hele tiden var afhængig af at det var reklamerne der betalte for nyhederne kunne vi måske få nyheder der var sobre, men når selv DR skal konkurrere på uetiske parametre er der jo ingen fri presse og dermed ingen fri oplysning om noget som helst, end ikke indvandrere og fremmede.

fredag, august 02, 2013

Kollektiv transport

Kollektiv transport er en pudsig betegnelse for offentlig trafik, selv om den offentlige trafik jo i stort omfang ikke er offentlig, men privatiseret eller udliciteret.
Slår man ordet kollektiv op får man en beskrivelse af en boform, så for at forstå udtrykket kollektiv transport skal vi via udtrykket kollektivitet, der forklares således i Den Danske Ordbog: "livsopfattelse eller samfundsform der sætter solidaritet eller fællesskabets interesser og trivsel over individets "
Den offentlige transport kaldet kollektiv transport skulle altså sætte fællesskabets interesser over individets. Det er bare rimelig svært at se hvorfor man overhovedet bruger betegnelser som offentlig eller kollektiv. Det nærmeste man kan komme er en offentlig dikteret trafik, hvilket gør privatbilisme til en del af den kollektive trafik, og så er begrebet jo udvandet.

Togtrafik

For omkring 100 år siden fik Danmark et netværk af jernbaner, dels de statslige og dels privatbanerne, debatten var stor i lokalområderne, omkring Gjern, hvor min far bor, var diskussionen mest om hvilke landsbyer der skulle have jernbanen og hvilke ikke. Gjern med sit mejeri var selvskreven, men at landsbyen Horn 4 km derfra blev stationsby med et par hundrede indbyggere kan jo nok undre. Ansager i nærheden af Grindsted, hvor jeg voksede op havde vel da jeg var lille omkring 1000 indbyggere, men også den by, som jo var centrum for et sogn midt på heden, var stationsby. Selv på Samsø med en afstand på 27 km fra nord- til sydspids (som bestod af fire kirkesogne) overvejede man at anlægge en jernbane, uden at der kom andet end overvejelser ud af det.
Togtrafik i dag udgør en langt mindre del af den fælles trafikløsning. Gennem slutningen af 60'erne og en kort periode derefter nedlagde man stort set alle privatbaner, det er kun nogle få der overlevede. Det statslige banenet var stort set intakt og bortset fra logistikken er der stadig et offentligt banenet. Men der var selvfølgelig en grund til at man i så stort omfang nedlagde banestrækninger, nemlig behovet for mere fleksibel transport.

Bilisme

Privatbilismen var en stor del af efterkrigstidens økonomiske samfundsvækst. Flere og flere kørte til arbejde i deres egen bil, ikke altid fordi der var råd til det, ligeså meget fordi der var prestige i at have sin egen bil, en prestige der udviklede sig til absurditet på andre områder i de gryende forstadskvarterer med villahaver og alt det som allerede i 1973 fik Erhard Jacobsen til at stifte et nyt parti. En beskrivelse af den absurde tro på prestige er filmen "Naboerne" med manuskript af Leif Panduro.
Allerede dengang opstod begrebet "Carport" fordi garage var forbeholdt dem der havde haft bil i lang tid og havde bygget garagen sammen med huset (i stort omfang forbeholdt højtuddannede og højtlønnede mennesker). Den jævne dansker kunne bygge et tag over bilen, mens de højtlønnede kunne indføre et nyt begreb: "Konebil". Pudsigt nok skete der nemlig et andet skred i den periode. Hvor manden var forsørger mens konen passede hus og børn kom flere og flere kvinder nemlig ud på arbejdsmarkedet i takt med at den økonomiske vækst fordrede mere og mere arbejdskraft. Det medførte at også mindre industribyer havde børnehaver og tilsvarende daginstitutioner (hvor dag skal forstås helt bogstaveligt som den del af dagen hvor familien var på arbejde - normal arbejdstid). At privatbilismen vandt indpas (se også danske film som "Poeten og Lillemor" samt "Det støver stadig") betød en tilbagegang i passagergrundlaget, for privatbanerne et voldsomt tab af indtægter, også for "Statsbanerne", som jo dog var skattefinansieret.

Kommunikation

Med denne ændring af samfundets livsvilkår trådte også en masse andre ændringer i samfundsstrukturen i kraft, både på det offentlige og det private område. For eksempel fandt kommunikation med offentligheden (sognerådet) sted enten ved skriftlige henvendelser (dem der gik i skole i 60'erne kan stadig huske at man havde et fag der hed "skønskrift", at en del af danskundervisningen bestod af hvorledes man opsatte en skrivelse med afsender, modtager, dato, underskrift og hvorledes selve skrivelsen skulle udformes) eller ved simpelthen at henvende sig til det nærmeste sognerådsmedlem, som så kunne tage det op på sognerådsmødet (eller lade være) -her kan den danske film "Bussen" med Dirch Passer være et tidstypisk eksempel. Efterfølgende blev det mere almindeligt i et stedse mere fortravlet samfund at åbne offentlige kontorer, sogne blev til kommuner og sammenlagt, og som følge af at afstanden til de "folkevalgte" blev større, blev behovet for kommunekontorer med ansatte der skulle varetage borgernes interesse større. De offentlige sygekasser blev kommunale, de frivillige brand- og redningsvæsener blev privatiserede. Banker og sparekasser havde hver deres kundegrundlag (stort set efter social status, erhverv eller økonomiske interesser), forsikringsselskaberne byggede oftest stadig på gensidighedsprincippet, mange udbetalte bonus til forsikringstagerne når der var overskud. Hvad banker, sparekasser og forsikringsselskaber skulle der blot gå nogle få år efter omstruktureringen af samfundet (privatbilisme, kvinder på arbejdsmarkedet, villakvarterer og kommunesammenlægninger) medførte store ændringer. Kommunikation blev til kommunale og statslige love og regler, hvilket fik Mogens Glistrup til at stifte et nyt parti, hvor skat var en offentlig skamplet på samfundet og hvor papirvældet skulle afskaffes. Efter at Erhard og Mogens kom i folketinget blev skat endnu mere kompliceret og papirvældet voksede i løbet af få år med adskillige hundrede procent. Men de har åbenbart snakket godt for deres syge moster, alle partier der er repræsenteret i Folketinget (jeg vil dog specielt fremhæve Liberal Alliance) forsøger at overgå hinanden i at gøre skattelovgivningen endnu mere kompliceret og samtidig har papirvældet opånået uanede højder, simpelthen for der sker så mange lovændringer hele tiden at der skal udskrives og udsendes love, bekendtgørelser og cirkulærer i et antal af flere tusinde om året.
Alt dette fik også følger for den transport som man kan kalde fælles, offentlig eller kollektiv.

Rutebiler, busser og parkeringspladser
Med nedlæggelsen af mange banestrækninger blev en del af befolkningen efterladt i det der i dag bliver kaldt udkantsområder, Det offentlige (staten) indførte rutebiler (busdrift), mest fordi det var billigere end togdrift, men selvfølgelig fordi driften kunne flyttes derhen hvor behovet var langt lettere end man kunne flytte skinner. I de største byer afskaffede man ligeledes skinnerne og endda af samme årsag. Sporvogne blev til busser, hermed lykkedes det at dække forstædernes behov uden at skulle lægge skinner til for eksempel Tilst eller Egå.
Anlægsomkostninger og vedligehold af skinner blev konverteret til byfornyelse (et udtryk for nedrivning af gamle huse), hvorefter der kunne trylles parkeringspladser frem til det stigende antal privatbilister. Fremsynet var stort. For eksempel i Århus havde man en Ringgade omkring midtbyen, der var blevet bygget en passage i Århus Nordvest, og senere kom der en (ydre) Ringvej. Alt sammen noget som skulle lette privatbilisternes kørsel til og fra arbejde. Men med den stigende trafik opstod et andet problem. Det var og er ikke muligt at ændre de trafikale forhold i midtbyen, som i København, Odense og Aalborg har Aarhus simpelthen et trafikalt problem i den indre by.

Transport i dag

Vi kan starte med at liste op hvilke vilkår man har for at komme omkring i dagens Danmark:
Tvungen spirituskørsel
Færre afgange indenfor den fælles transport
Problemer med infrastrukturen på grund af evindelige udbygninger af motorveje og brobygning
Det sociale aspekt (Stigende selvmordsrater medfører trafikale problemer)
Betaling er standardiseret ligegyldigt om man kan sidde ned eller er tvunget til at stå op (bortset fra pladsbilletter i DSB-tog)

Når jeg nævner tvungen spirituskørsel er det fordi det simpelthen sjælden er muligt at bruge bus eller tog hjem hvis man skal til en fest eller lignende om aftenen, især er weekender uden anden mulighed for at komme hjem end taxa, hvilket vil være temmelig dyrt hvis du skal køre 35 km.

Færre afgange gælder især rutebiler i oplandet, hvis rutebilen kører med et gennemsnit på mindre end 5 på en delstrækning (for eksempel Viborg-Hammel) vil afgangene med tiden blive indskrænket, jeg kan køre hver time fra Århus til Hammel, hvis jeg ønsker at besøge min far får jeg dog det problem at rutebilen kun kører det sidste stræk hver anden time. efter kl. 16 skal jeg endda vente til kl. 20 for at nå den sidste rutebil. Selv bybussen i Odense hvor jeg bor kører kun i tidsrummet mellem kl. 07 og kl. 17, men jeg kan selvfølgelig bruge et kvarter på at cykle op til Tarup center og tage en af de busser der kører ad Rugårdsvej mod centrum, med fare for at nogle har taget cyklen, sluppet luften ud af dækkene eller gjort noget andet vildt morsomt med den.
Men færre afgange gælder for eksempel også togdriften, efter en bilulykke på Lillebæltsbroen er afgangene fra banegården ændrede så forbindelsen med busserne ikke er hensigtsmæssig, toget kører ikke hver halve time som det plejer, men kun en gang i timen. Følgen er at man kommer til at stå som sild i en tønde, hvis man ikke har købt pladsbillet flere dage før, hvilket jo besværliggøres af at busafgangene fra bopålen ikke passer med afgangene fra banegården. Altså kan man let komme op på en transporttid til toget på en halv time, tre kvarters ventetid på banegården i Odense, forsinkelser fordi af- og påstigende bruger mere tid end der er afsat og i sidste ende en ventetid på en rutebilforbindelse til sit endemål på fire timer. Sådan ca. var min rejse til min praktikplads forleden dag.
Man kan så undre sig over at konstant pres fra medpassagerer ikke udløser en rabat, nr man ønsker en pladsbillet, den eneste rabat man får for konstant at skulle flytte sig er de 30 kroner man sparer på en pladsbillet, fordi man ikke kan købe en.

Broer og motorveje burde jo ikke udgøre det store problem, hvis man kører i tog, men de kan alligevel få betydning. Eksempelvis kan man blive forsinket ved privat transport til nærmeste banegård eller busstation på grund af kødannelse eller ulykker, i sidste ende en forsinkelse der betyder at man ikke kommer med det tog eller den bus man har haft planer om. For eksempel har jeg oplevet at skulle på busferie, hvor bussen ville være kørt fra mig, hvis ikke jeg havde husket at tage et tlf.-nr. med og ringede op til bussen efter at have konstateret motorvejskø før Lillebæltsbroen. Heldigvis havde jeg insisteret på at høre P4 med trafikmeldinger, og kunne dermed fortælle hvor stor en forsinkelse jeg kunne komme ud for. I et overfyldt tog er det svært at komme i kontakt med (det i øvrigt meget venlige personale) for at kunne sige hvor stor en forsinkelse der vil være (som forleden da toget var forsinket med ca 8 minutter fra Odense og ved ankomsten til Århus var 16 minutter forsinket, ikke en alvorlig forsinkelse, men rutebilen var kørt trods mit forpustende løb mod rutebilstationen i Århus med en fire timers forsinkelse som resultat.

Det sociale aspekt får ofte betydning. Udover at biler kan bryde i brand på broerne findes der mennesker der vælger at gå i døden ved at kaste sig ud foran et tog. Det er i sig selv tragisk at mennesker bliver så dåligt behandlet af samfundet at de vælger døden frem for livet. Det har familiære konsekvenser og påvirker selvfølgelig også de medarbejdere der er på det pågældende tog (det skal lige nævnes at der også findes andre former for selvmord hvor den offentlige transport bliver involveret, men størstedelen sker i forbindelse med togdrift), derudover påvirker det selvfølgelig driften, og nogle mennesker bliver irriterede eller sure over den type forsinkelser, fordi det forstyrrer en rytme i dagligdagen, mens andre mennesker følelsesmæssigt får ar i sindet. Under alle omstændigheder medfører den slags forsinkelser eller aflysninger af afgange.
Også ulykker i forbindelse med dårligt afskærmede overgange af skinner medfører de samme resultater. Dog med den tilføjelse, at der ikke i nogen menneskers bevidsthed er nogen som helst mening i en ulykke, selv om nogle måske kan sætte sig ind i selvvalgt død vil et barns død fordi barnet ikke kender spillereglerne for at gå ud foran et tog være meningsløst.

Jeg hare lige nævnt at betalingen er den samme for en togrejse, ligegyldigt om man skal stå op eller man kan finde et ledigt sæde. Jeg nævnte også at man kan købe en pladsbillet hos DSB formedelst 30 kr. Rejsens længde er i øvrigt underordnet år man køber pladsbillet.
I forbindelse med min seneste togrejse kunne jeg konstatere at der var mange rejsende med stor oppakning, en oppakning der i stort omfang stod i vejen ved ud- og indstigning. Resultatet af at toget ikke havde vogne nok i forhold til passagerantallet var at man som betalende passager, der ikke havde kunnet finde et sted at sidde var tvunget til ophold hvor passagerer skulle ud og ind, hvor bagage skulle flyttes hver gang nye passagerer skulle hver deres omfangsrige oppakning ud eller ind.
Man kan dog i mange tilfælde købe sig en siddeplads på første klasse, formedelst betaling.
Problemet for mange af mine lidelsesfæller i en togstamme, dem der skal balancere sig selv, sin bagage og passerende passagerer er oftest at økonomien ikke tillader en så vild luksus som en plads på første klasse, som aktiveret på kontanthjælp med transporttilskud der ikke udgør 50% af de reelle omkostninger ved at rejse med tog, ja kun for mindre benzinslugende biler, kan man ikke betale hvad det koster at arbejde for en indtægt der end ikke dækker omkostninger til husleje og kost.

Deleordninger

Den kollektive trafik udgøres i dag af delebiler og deleordninger. Hvor folk kører til et knudepunkt, typisk ved en motorvej, i deres egen bil og derefter fylder en enkelt bil op og kører på arbejde. En ordning der kan gennemføres, hvis man arbejder indenfor samme tidsrum ("Nine to five" som en amerikansk film hed). Deleordninger er derudover problematiske, fordi nogle skal møde senere eller hjem tidligere, nogle skal hente børn i daginstitutioner, nogle har andre ønsker. Det leder mig frem til påstanden om at den mest kollektive transport stort set kun finder sted i private biler.

Privatbilismens svøbe

I et forsøg på at få trafikken i København til at fungere effektivt ville den tiltrædende regering i 2012 indføre betaling for at køre ind til centrum i egen bil. Det viste sig bare at ordet betaling var for hårdt at sluge for politikere i begge sider af folketingssalen. Pudsigt nok har betaling for "kollektiv transport" aldrig affødt så store protester som denne naturlige regulering af privatbilisme, som endda kunne ses som en fordel for alle arbejdende, beboere og miljøet i København. Underligt nok har overborgmesteren i byen åbenbart ikke mulighed for selvstændigt at indføre en sådan afgift - han har i hvert fald intet ytret i den sammenhæng. I Odense er afviklingen af Thomas B. Triges Gade på tilsvarende måde årsag til diskussioner på begge sider i byrådssalen, her dog med et kommunalt projekt som problemet. Indførsel af tunnelbaner og letbaner er på dagsordenen i flere byer, trods det er der indædt modstand mod denne indsats imod en tiltagende privatbilisme der ikke bare belaster samfundet, men også miljømæssigt (trods politiske miljøindgreb).

Kollektiv Transports svøbe

Hele miseren ligger selvfølgelig i den politiske definition af transport. Transport er en omkostning som også posthuse og skattevæsen, ja selv kommuner, regioner og staten. Altså skal man i et kapitalistisk samfund sikre den individuelle ret til at bestemme selv. Jeg tror faktisk at det er ved at være svært at komme med gode ideer der skulle få den kollektive trafik til at virke så ikke bare skoleelever og pensionister samt nogle få der har mistet kørekortet på grund af for mange klip, vil bruge et tilbud fra det offentlige mere. Af og til har jeg endda på fornemmelsen at det at servere gratis bus og togkørsel ikke får et ben til jorden, simpelthen fordi der er for mange økonomiske interesser i privatbilismen, som benzin- og olieselskaber, randkommuner til storbyer og statslige indkomster.

Under alle omstændigheder er det ikke i almindelige borgeres interesse at privatbilisme prioriteres, den betyder massive omkostninger i forbindelse med reparation eller udvidelse af veje og motorveje, den betyder enorme omkostninger i forbindelse med trafikulykker og trafikrelaterede dødsfald. Og den betyder en forfærdelig egoisme i hele samfundet. For mig at se ikke et mål med at have et samfund.