lørdag, januar 28, 2012

Leg med ord

"Tromz, Goverdramatic, Razuvic, Nusentim"Det var de fire ord jeg valgte da jeg fra en bogstavbunke fik muligheden for at vælge de fire ord jeg så først. Det skal siges at de reelle ord der kunne vælges var engelsksprogede (hvilket i sig selv giver masser af muligheder, men også giver masser af z'er og c'er), men for mig blev opgaven ikke at finde "love, hate, drama, eller hope" - hvad skal jeg med sådanne ord. Jeg fik muligheden for at se de skjulte ord, dem som jeg ikke kender.
Jeg må sige at Tromz sprang i øjnene. Et ord der simpelthen er overset. Jeg blir nok nødt til at spørge Anders Lund Madsen hvad det betyder, men er sikker på at det er et ord der er væsentligt og derfor ganske overset. Efter lidt søgen efter ord kom "Goverdramatic" til mig som en følelse af opmærksomhed. Jeg har en ide om, at det ord simpelthen fortæller hvordan demokrati fungerer, Meget lettere end at skrive blogs, men det gør jeg så alligevel.
"Razuvic" gav mig straks følelsen af at vi alle hører sammen på tværs af sproggrænser. Måske er det et hårdt ord med hårde lyde for en dansker, men for slaviske folk er det et oplagt ord til at beskrive familie eller håb eller afmagt. Hvad ved jeg, men ordet lyder rigtigt.
Endelig fandt jeg det dejlige ord "Nusentim". Spekulerer stadig på hvordan det udtales. Hvis der er tryk på 3. stavelse er det vel et tillægsord, men sådan så ordet ikke ud da jeg jeg fandt det, heller ikke ikke til at der skulle være tryk på første eller anden stavelse. Det så faktisk ud til at have sit helt eget liv uden tryk på nogen stavelser. Derfor faldt jeg straks for det. Et ord der lever på trods og imod alle regler er og må være et godt ord. Ikke fordi jeg mener trods er godt, men at kunne leve mod alle regler og alligevel eksistere er for mig at se smukt, hvorfor er der ikke flere (ord) der gør det?
Nu til det kedelige:
Jeg lærte som ganske ung at ord kunne man leve med og lege med. Jeg gjorde begge dele og har aldrig fortrudt. Jeg skrev digte som 12-årig. Både den slags der rimede og knækprosa. Jeg var fascineret af Per Højhølt og Vagn Steen og mange flere. Mine forbilleder var der bare, for jeg ønskede at prøve endnu mere! I realen skrev jeg et digt som udgangspunkt for en dansk stil om solen, på gymnasiet et digt på engelsk om at blive henrettet. Selvfølgelig ikke med stor succes. Men har sproget nogensinde haft succes? I dag hører jeg (og ser) de mennesker der skulle være de ypperste sprogvogtere tale så dårligt at jeg ville få den dårligste karakter da jeg gik i skole. Ordblindhed er helt OK for mig, men det skal ikke være en ordblind der lærer mine børn sprog. En ordblind kan sikkert lære mit barn at køre bil, at være røgdykker eller at tælle tal sammen, men ikke hvad grundlaget er for sproget!
Måske tager jeg uhyggelig meget fejl, men sproget er det vigtigste kommunikationsmiddel vi har, set med mine øjne. I dagens Danmark (Hele verden i virkeligheden) er det vigtigste sprog åbenbart økonomi - her vil jeg bare henvise til alle økonomiers moder, nemlig biblen og Babel-tårnet. Selv de jøder der skrev det gamle testamente vidste at sprog kunne ødelægge sammenhold og den samlede verden. Hvordan kan det være at nogle af det gamle testamentes historier handler om at miste: Adam og Eva, Noa, Babelstårnet (også eksempelvis Goliat, Urias og David, men det er måske? lidt fjernt for os her i Danmark). At leve i et "kristent" samfund har tvunget mig til at se med andre øjne end mine egne på mine omgivelser. Mine klassekammerater var jo forskellige allesammen. En var udsat for incest, en anden var udsat for forventninger hun ikke kunne leve op til. Så var der dem der kom til at forvalte pengeinstitutter med en ni-årig uddannelse og dem der var låst inde på på universitetet til de var sidst i 20'erne. De første lærte at tale "pengesprog" sådan at kunderne måtte bøje sig for deres indsigt, de sidste lærte at tale "kunstsprog" (indeholdeldende mange fremmedord og floskler) for at imponere de studerende de skulle bringe videre eller måske for at få selvtillid.
Men hvis en bankmand fortæller mig at jeg kan få et lavt-forrentet lån ved jeg jo ikke i virkeligheden hvad han fortæller mig. Det har noget med penge at gøre - ikke noget med mig, med mit sprog eller med mit ønske om at være menneske. Hvis en Professor fortæller mig at sproget udvikler sig og at det ikke kan være anderledes kan jeg måske ikke forstå at det sprog mine børn og børnebørn taler betyder noget helt andet. Jeg kan sagtens forstå at sprog ændrer sig, jeg kan høre og se på facebook at ordblinde og folk (der som jeg har pølsefingre) laver slåfejl på tastaturet. Jeg er med på stavereformer som Å, Kun store bogstaver først i en sætnimng (Efter punktum) - jeg lever helt fint med at der faktisk ikke findes en gældende kommaregel, vi er tilbage ved den skøre regel jeg aldrig forstod da jeg gik i skole. Det eneste der er svært for mig er i bund og grund at vi ikke kan bevare et sprog og samtidig udvide det.
Ombudsmand og Køkkenmødding er danske ord der findes i historiske værker i hele verden. Prøv at forklare en franskmand om Grauballemanden eller Oluf Høst. En udfordring behøver ikke at betyde man opgiver ord, tværtimod kan man opfinde ord der supplerer de eksisterende. På Island (og tildels i Norge) har man ved lov forhindret sproget i at udvikle sig, og det har ikke virket, tværtimod er mange blevet tosprogede og tager afstand fra deres modersmål (Må selvfølgelig her nævne Sydirland hvor man simpelthen har indført to sprog - holder mig lige til Europa nu - også baskere og andorrianere m.fl. holder på deres eget - i Belgien så meget at de ikke kunne få en "demokratisk valgt" regering i langt over et år). Nogle af de steder der findes flest danske (norrøne) ord er Storbrittanien, Nordfrankrig og Norge - skarpt efterfulgt ar de slaviske Østersølande.
Gamle nordiske ord har udviklet sig og vi har fået forskellige sprog i Norden. Litterært kan vi næsten forstå hinanden, sprogligt er vi så tæt på at forstå hinanden at det oftest er udtalen og valget af navneord der er problemet. Alligevel fravælger vi lysten til at lege med ordene. Vi fravælger lysten til at forstå hinanden. Vi fravælger sproget og i stedet taler vi engelsk med vore sproglige naboer - hvor vi ikke alene har sprogligt fællesskab men også nordisk fællesskab. At vi vælger engelsk fremfor mandarin-kinesisk er jo oplagt: Vi bor tættere på dem, men at fravælge det danske sprog til fordel for engelsk eller tysk (for den sags skyld fransk) er jo himmelråbende tåbeligt. En af de få ting der fik mig til at synes om Hans Egede var faktisk at hans barn ville lære (og lærte) grønlandsk, der tager jeg hatten af. Hvis han så (hvilket er utænkeligt) også ville forstå at mentalitet er forskellig, så ville han have været en helt i mine øjne. Nu er der tilfældigvis ikke nogen danske helte på Grønland, men bare nogen der har "besat" landet med et forsæt (tjene på landet og "hjælpe").
Jeg taler ikke grønlandsk, jeg taler ikke kinesisk eller arabisk, men jeg ved at de sprog er anderledes. Ikke på den måde at man kan sige noget andet, tværtimod så er alle sprog egnede til at udtrykke sig på, og derfor er jeg helt tryg ved at der findes mennesker der taler arabisk, fransk, engelsk og kinesisk, det er nemlig respekten for hinandens kultur der er vigtigst - ikke respekten for sproget.
Jeg håber bare at mine ord er gode i en eller anden sammenhæng, ellers må jeg jo bare bruge dem for mig selv (og måske Anders Lund Madsen) ...

torsdag, januar 12, 2012

Hvis arbejde var Gud

Jeg spekulerer på hvorfor noget så enkelt som arbejde bliver så indviklet. Nej egentlig spekulerer jeg ikke. Det indviklede er jo såre simpelt. Arbejde er noget man giver til andre og får en tak for. Det indviklede er så at takken kan gøres op i penge. Det indviklede er også at de penge arbejdet gøres op i på ingen måde står mål med det arbejde der bidrages med.
Jeg vil gerne komme med en masse eksempler. For det første findes der mange mennesker der frivilligt og gratis (ofte endda med indsamling af penge til en god sag) med glæde arbejder for at se at mennesker blive mere raske, hygge sig mere eller komme ud af ensomhed eller sygdom. En del mennesker arbejder endda gratis for at samle penge ind til fattige og sultne mennesker i andre lande.
For det andet findes der mennesker der frivilligt bidrager til et foreningsliv. Det kan som for mit vedkommende være at være i bestyrelsen for den lokale biograf, eller at finde plader frem til en times udsendelse i lokalradioen.
For det tredje er der mennesker der uddeler medmenneskelighed i form af samvær eller telefonkæder. For eksempel at holde juleaften med ensomme, eller at være del af en telefonkæde for ældre, som i ældresagen.
For det fjerde er der mange mennesker der deler deres vid med andre på de nymodens "sociale netværk" som for eksempel facebook. Her er der tale om at dele både sure opstød og humoristiske hverdagsbetragtninger.
Alle disse og mange andre "gode gerninger" i form af frivilligt og ulønnet arbejde er sådan set altid et håndslag værdigt. Arbejdet er umådelig vigtigt, men udføres ikke officielt.
Men så kommer den officielle del jo netop på bane. Nu skal arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere arbejde for understøttelse og kontanthjælp. Oprindelig en fuldstændig fejlslagen teori om at man kunne fastholde kontakt med arbejdsmarkedet og "netværke" som Radikale Venstre allerede i 70'erne fastholdt som krav for regeringssamarbejde. Men reglerne blev indført gennem samarbejde med En socialdemokratisk ledet regering. Det førte i første omgang til at fagforeningerne fastholdt at ledige ikke måtte tage arbejde som uddannede eller faglærte kune varetage, og i den forbindelse blev det også nærmest forbudt for modtagere af understøttelse (økonomisk forsikring mod arbejdstab og dermed løntab). For mit vedkommende betød det for eksempel i 1992 at jeg ikke måtte bidrage til lokalradioen med udsendelser eller sælge billetter i biografens foyer, i hvert fald ikke hvis jeg modtog understøttelse. Havde jeg været på kontanthjælp ville jeg til gengæld dengang være presset til at samle tøjklemmer eller lignende uden at få noget for det.
Senere ændrede vilkårene sig. Samfundsøkonomisk var det en fordel at få udført ulønnet arbejde, derfor blev kravene til frivilligt arbejde ændret. I samme periode har skiftende regeringer arbejdet seriøst på at afskaffe arbejdsløshedsforsikring og at økonomisere kontanthjælpen. Foreløbig er vi kommet dertil at arbejdsløshedsforsikringen som man i princippet kan betale til hele sit liv, kun gælder i en periode på to år, og at kontanthjælpen fordrer at du skal udføre et arbejde (oftest totalt meningsløst) for at modtage hjælp fra det offentlige.
Vi er langt fra min barndoms skærslibere (landstrygere) og de allerede dengang sjældne navere der vandrede rundt i Europa for at dygtiggøre sig indenfor håndværk. Nu har vi faktisk fået et proletariat af hjemløse, der veritabelt er landstrygere men som dyr der mister deres territorium søger ind til byerne uden at have en kinamands chance for at komme til hægterne. Men der er mange tomme skraldespande og mange ligeglade mennesker i byerne, så man kan overleve ved at bruge rester fra mennesker der har for meget!
Personligt synes jeg sådan set at vi arbejder seriøst på at gøre flere mennesker til frivillige. Først udstøder vi større grupper af mennesker fordi de ikke passer ind i det kapitalistiske mønster vi lever efter. Derefter følger vi godgørenhedsreglen fra den samme ideologi: Gør noget for andre. (Tror nok det er den barmhjertige samaritaner der er forbillede, i hvert fald ret sikker på at det nye testamente har betydning for den tankegang). Altså den kapitalistiske regel er at du først skal dele med andre når du har for meget (og det er helt op til dig selv at definere hvornår du har for meget), den socialistiske regel er at vi alle skal dele efter evne, altså dem der bidrager mest til samfundets opretholdelse beholder mest, men deler med de andre i samfundet (jeg tror aldrig at inuitterne blev socialister, men de efterlevede faktisk dette princip).
Desværre har vi blandet tingene godt og grundigt sammen fordi der i kølvandet på industrialismen opstod en såkaldt arbejderbevægelse. Løsarbejdere fra landet strømmede i hobetal til købstæderne da landbruget blev mekaniseret. Alle i håb om at få et arbejde i første omgang. Den anarkistiske og den socialistiske bevævelse fik tilhængere blandt de bedst begavede af disse arbejdsløse, samt hos den liberale åndselite. liberal betød dengang: "som ikke holder strengt paa det overleverede, gængse, men tillader nye anskuelser at gøre sig gældende; som stiller sig forstaaende ell. overbærende over for andres anskuelser, afvigelser fra det vedtagne og lignende" (if. Ordbog Over Det Danske Sprog). I slipstrømmen på dette frisind opstod fagbevægelsen og med tiden den nordiske arbejdsmarkedsmodel.
Arbejderne blev med tiden en efterspurgt vare i det stadigt voksende industrisamfund og dermed fik deres fagbevægelse en forøget indflydelse. I forbindelse med genopbygningen af Europa efter 2. verdenskrig blev den nordiske model faktisk beundret af andre lande for sin fleksibilitet, en fleksibilitet der primært bestod i at forhandlinger mellem fagbevægelse og arbejdsgivere betød fordele for begge parter. Højere løn blev betalt med fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvis der var krav om tilbagenholdenhed kunne man forhandle ferieperioder, barsel og arbejdsgiverbetalt efteruddannelse (for nu at nævne i flæng).
For at forstå nogle paradokser i at arbejdsløshed og forbedrede vilkår på arbejdsmarkedet ikke umiddelbart medførte et stigende antal af frivillige medhjælpere, må vi se lidt på samfundets indretning. Børn og kvinder blev stadig i stort omfang ansat som billig arbejdskraft, men ikke mindst var det jo ifølge grundloven kun formuende mænd uden straffeattest over 30 år der kunne bestemme i Danmark (til 1915), i hvert fald ind til for 103 år siden (12. marts 1908, hvor kvinder fik valgret). Dengang var der også to kamre i det danske folketing, men lad os lige få paradokserne i forbindelse med arbejdsmarkedet sat på plads. Statens voksende behov for arbejdskraft (biblioteker, sygesikringskontorer, offentlige kontorer mm.) fik faktisk en del kvinder på arbejdsmarkedet. Det var dog kvinder af det bedre borgerskab der på denne måde blev aktiveret, idet direktører og andre samfundsspidser for forskellige virksomheder fandt ud af at pacificere deres koner ved at sørge for at de fik deltidsstillinger som primært indebar kontorarbejde.
Disse stillinger var jo ikke altid til rådighed, men kvinder af det bedre borgerskab kunne så til gengæld vælge at gøre et socialt arbejde frivilligt (da de jo var forsørget af deres mand). Og sådan gik det da også herhjemme i Danmark (som i mange andre lande i øvrigt). Velgørenhed og frivillighed er altså til dels en religiøs foreteelse, til dels en social, kapitalistisk foreteelse.
Her ligger paradokset så og gror. Den politisk sociale tanke har aldrig arbejdet med frivillighed, den har arbejdet med krav. Mere i løn, mere ferie, lavere arbejdstid, social sikkerhed. Og det er som Thomas Nielsen sagde for efterhånden mange år siden (1982) sagde: "Vi har sejret ad helvede til - godt". Måske var sejren for god, for eftertiden har vist at højreorienterede regeringer ofte med hjælp fra det inderste venstre har skåret ned på fagbevægelsens rettigheder uden på samme måde at indskrænke arbejdsgivernes politiske indflydelse. Men samtidig kom kvinder i hobetal ud på arbejdsmarkedet efter det store økonomiske efterkrigsboom der markerede sig i løbet af 1960'erne. Og med kvinder på arbejdsmarkedet (i mange tilfælde i stillestående økonomiske perioder) fik kvinder økonomisk mulighed for (og selvfølgelig meget tid til) at gøre de ting de var opdraget til da de skulle gå i hjemmet og passe børn og sørge for god stemning blandt deres mænds omgang med naboerne. At kvinder skulle forsvare deres børn i forhold til naboerne lige fra æblerov til utidig interesse for naboens uberørte pige havde indtil da været en del af kvindens rolle, lissom hendes rolle med at forsvare mandens kritik af naboerne var en del af hendes rolle i husstanden. Langt sagt: Nu er det bare blevet en del af samfundets struktur. At det skal være gratis og at staten vil have indflydelse på det er sådan set hele forskellen.
Og så er vi sådan set fremme ved nutiden. At arbejde frivilligt er nu fuldstændig frivilligt! Men at arbejde er til gengæld et krav. Endda uden løn, uden nogen pension, uden nogen garanti for noget som helst. Simpelthen fordi den økonomiske krise, som jo principielt ikke berører fattige mennesker (i og med de ikke har nogen økonomi) skal berøre os alle. Ikke ifølge det flertal af fattige mennesker der findes i Danmark (De har sådan set travlt nok med at leve et liv), nej krisen skal betales af alle ifølge de mennesker der har tjent mest ved at skabe krisen og nu føler at de har fortjent at oppebære den livsstil der er den egentlige årsag til krisen.
De fleste af disse mennesker (altså dem der er årsag til krisen) har stort set ikke arbejdet. Men de ønsker ikke at deres livsvilkår skal ændres. De fleste af de mennesker der har arbejdet eller søgt arbejde hele deres liv, har aldrig opnået bare brøkdele af det, som de mennesker der vil bestemme hvordan deres selvskabte krise skal sløres. De får faktisk ikke engang den pension de blev stillet i udsigt da de begyndte på arbejdsmarkedet.
I denne "krise" er det da også de rige og politikerne og bankerne der fortæller os hvad vi skal gøre for at klare os igennem krisen. Og her er gratis arbejde for virksomheder blevet guld værd. Selv en socialdemokratisk regering anbefaler at ledige skal arbejde for de penge de angiveligt har ret til!
Hvis arbejde var Gud ville jeg være Jesus, han fik sgu da i det mindste lov til selv at have et sexliv og hans arbejde bestod stort set i at snakke sort!

lørdag, januar 07, 2012

Krisen kradser

Så fik Helle Thorning sine 100 dage. - de gik omtrent så godt som de er gået for tidligere statsministre. Pressen finder alt det sure frem. Godt gået Helle, de har nok at skrive om!
Alle de gode ting er måske ikke så markante som i den blå regerings tid. Set med mine øjne er det dog primært fordi det lykkedes for venstreregeringen at bilde folk ind at de gjorde noget der var til gavn for "mig".
Igen må jeg sige: Den tidligere regering gjorde ikke andet for mig end at bilde mig ind at jeg kunne blive rigere. For at sige det ligeud vil jeg kalde den blå blok (inklusive Radikale Venstre) for en "Lotto-regering" - en regering der giver dig mulighed for at vinde, vel videne at de fleste der satser vil tabe!
Nu er vi nået dertil at folk diskuterer 68 mennesker der udelukkende opholder sig i Danmark fordi de ikke har noget statsborgerskab - vi udviser børn (og adskiller dem fra deres forældre) fordi de ikke opfylder krav om at være danskere. Vi sender vores børn til Sverige fordi de gerne vil giftes med unge mænd eller piger på 22 år - samtidig med at vi klager over at gennemsnitsalderen for forældre stiger til over 30 år. Vi synes at det kinesiske system med at nøjes med 1 barn er helt forkert (undtagen i Kina og Indien) Vi forstår ikke at de lande der er folkerigest også bliver endnu mere folkerige, og at de derfor slår piger ihjel (udfra den tanke at det er mænd der skal brødføde en familie). Vi tror i al vores naivitet at denne ét-barnsstrategi giver et mere afbalanceret samfund, trods det at der vil mangle noget nær 1 mio kvinder til alle de mænd der fødes. Balance?
Jeg synes at den danske regering er kommet dårlig fra start. Men jeg synes også at vi lige skal komme i gang. Det der skete gennem de sidste ti år har ikke været løftebrud, som de blå beskylder den nye regering for. Nej det har været demagogi og demagogi. Jeg havde lyst til at skrive ord som løgn, fejlkommunikation og omgåelse af sandheden på letfærdig vis. Men jeg strandede hver gang ved demagogi. Og hvis nogen skulle være i tvivl om hvem der var en af de bedste demagoger skal jeg gerne pinde det ud: Göbbels! At man er i stand til at bilde et helt folk noget løgn ind er i sig selv ikke svært. Det bliver bare ikke rigtigt af det. Venstre og DF er i fuld gang med at bilde den almindelige dansker ind, at den nuværende regering udelukkende består af det ene løftebrud efter det andet, mens de tidligere ministre pålægger sig selv tavshedspligt de ikke har eller ophæver en tavshedspligt de selv har været med til at indføre! Alligevel tror den "almindelige dansker" at der kun findes et troværdigt parti: Lotto-partiet VENSTRE (der lover dig gevinst - hvis du vinder) Ellers er det bare ærgerligt!
Jo, krisen kradser. Jeg har ikke nogen penge, jeg havde det heller ikke for 3 år siden. Jeg havde ikke noget hus, Med min opdragelse fik jeg et lån i banken (eller rettere en kassekredit) Men jeg ville kun have et lån på 10.000, trods det at jeg kunne få et på 100.000. Det var mig selv der måtte slå bremsen i, ikke banken. Det var mig selv der måtte forstå min egen økonomi, ikke regeringen. Hvorfor skal jeg stole på en regering der lover mig arbejde, når jeg kan konstatere at der ikke er noget arbejde. En opposition der lover mig bedre tider hvis de kommer til igen, trods deres løgne sidst de udgjorde en regering. Hvorfor overhovedet tro på at der er en krise? Når man gang på gang hører at den primære årsag til krisen skyldes alle de borgere der egentlig har penge nok, men gemmer dem til de bliver mere værd. Opsparingen når nye højder, forbruget er faldende, danskerne afventer bedre tider! Det er generelt hvad vi kan læse i aviserne. Alligevel er det ikke det manglende forbrug der får overskrifterne, nej det er de øgede omkostninger til mennesker på overførselsindkomster! Hvis alle de nervøse sparere der i den grad lytter til de finansielle orakler havde brugt penge uden at lytte, så ville vi være flere i arbejde i Danmark. Vi ville sådan set kunne lave vores eget lille fristed i en kaotisk verden fyldt med desperation p.gr.a. en økonomiske krise, som stort set kun berører statsbankerne. (egl kun fordi de har privatiseret al bankvæsen).
At krisen kradser har jeg mærket. Men udover at priserne på almindelige varer er steget med mere end de fedtafgifter som den tidligere regering har indført - hvilket vi nok under ingen omstændigheder kan klandre den nye regering for - det er stort set hvad der er sket. For at være helt ærlig tror jeg egentlig at den tidligere regering troede så meget på sig selv (Thor: "Vi kan købe hele verden " - hvor var det godt at vi ikke købte hele verden, men hvor ville jeg ønske at den selvsikre VKR-regering havde gjort det! Så ville vi være fri for den selvforherligelse vi hører fra et parti der i den grad har solgt ud af sine principper for at beholde regeringsmagten. Måske er det den krise de snakker om hos oppositionen?
På den netside vi alle kender som facebook kan jeg gang på gang følge med i betragtninger om krisen. Af uforklarlige årsager er det altid andre der er del af krisen (for eksempel arbejdsløse eller udlændinge/tilflyttere).)
Vi hælder vores usikkerhed (ikke nogen usikkerhed der eksisterer for dig og mig - kun for de mennesker der har lånt mere end de kan betale - my bare ass) over på uskyldige mennesker der sådan set bare gør hvad landarbejdere gjorde for 150 år siden: søgte derhen hvor pengene var! Kort sagt blev landbruget mekaniseret og arbejdskraften på landet blev overflødig. Så flyttede de til byerne og byerne voksede med stor hast. Der var masser af penge at tjene på at udleje baggårde og loftsværelser. Sådan var det dengang. Nu indfører vi en krise der gør det let at udnytte arbejdskraft fordi den er billigere i Polen eller Kina! På dansk denne gang: "Min bare røv". Der er kun krise fordi vi tror på den. Mine forældre levede under anden verdenskrig, og de savnede både nyt tøj og frugter mm. Men det var altså ikke et større problem at man ikke kunne få appelsiner i maj eller kokosnødder i juli. De største problemer bestod i at man ikke kunne få dagligvarer som mel. gær, sukker, smør eller margarine mm. fordi det var rationeret. Hvornår får vi rationering i forbindelse med denne opreklamerede krise? Mit svar: ALDRIG. Pengene er så hellige at enhver krise er kapitalens, ikke min. Alligevel er det åbenbart naturligt at pålægge ansvaret for økonomisk uansvarlighed på de lavestlønnede og de uformuende! Endnu engang: Findes der en krise?
Som det sidste vil jeg gerne fremhæve minde forældre. De tør ikke bruge penge. De tør ikke noget som helst. Jeg har sagt til dem at deres penge er deres, alligevel må der godt være lidt til overs når de ikke er her længere, synes de. De har den bedste pensionsordning der nogensinde vil eksistere her i landet. For dem er pensionen højere end hvis de havde været på understøttelse! Alligevel tror de på de løgne den tidligere og åbenbart også den nuværende regering spreder: Vi er i krise. Venstreregeringen bød på en symbolsk nedskæring af ministerpensionen (vel at mærker det beløb der udbetales nu, ikke de penge ministre kan modtage efter at have været ministre!) Den nuværende regering har sagt nej til et forslag fra Enhedslisten om at nedsætte pension og fjerne familiepension for folketingspolitikere. Hvor smukt!
Krisen kradser, men det er åbenbart kun fattige danskere og folk der ikke har statspension det skal gå ud over.
Fortæl mig lige hvor fanden den krise er!