torsdag, januar 13, 2011

Et liv i armod; 1

Egentlig har jeg en masse på hjerte, men kan ikke finde ud af hvor jeg skal starte. Måske lidt om valgkamp.
Allerførst er det jo forbavsende at det for en gangs skyld skal være efterløn som er temaet for det kommende valg. Den ene virksomhed efter den anden lukker, flytter ud af landet eller opkøbes af udlandet. Imens stiger arbejdsløsheden og andelen af fattige stiger. De mest velhavende kan tegne sygeforsikring, trække pensionsopsparing fra i skat og samtidig er deres økonomi bedret ved hjælp af skattelettelser. Direktører får gyldne håndtryk og fagforeningsbosser bøjer sig for regeringens argumenter.
Måske er der nogle der forstår hvad det hele drejer sig om, vel sagtens undtagen dansk folkeparti, der stadig vil af med indvandrerne, der ellers skulle udgøre den arbejdskraft der efter sigende engang ad åre vil blive mangel på. Jeg har selv engang troet på de løfter der var om mangel på arbejdskraft. Da jeg valgte min uddannelse var det både ud fra hvad jeg gerne ville beskæftige mig med, men også på baggrund af prognoser, der blev fremhævet af de offentlige instanser og politikerne. Der ville blive behov for flere bibliotekarer om nogle år. Altså blev antallet af optagede på uddannelserne øget. Vi skulle have flere veluddannede lærere, bibliotekarer, pædagoger osv. Som økonomisk incitament ændrede man studielånsordningen, så det ikke længere var staten der skulle betale men staten der skulle garantere for tilbagebetalingen af almindelige banklån til nominel rente, men med alt det arbejde der var i udsigt skulle det nok kunne betale sig at låne pengene og betale dem tilbage når man havde fået arbejde og en god løn. Den troede jeg også på, for det blev jo sagt igen og igen, at det var til alles bedste. Juhu for en flok jubelidioter vi var - nogle ganske få (mestendels med velstillede og vellønnede forældre) fik noget ud af det både økonomisk og arbejdsmæssigt, men skilsmissebørn og børn af lavindkomstforældre måtte enten ud og tjene penge hurtigt eller låne penge til uddannelser der jo som oftest lå langt fra deres barndomshjem. Og så kom det helt igennem geniale økonomiske sammenbrud og alle fremtidsudsigterne måtte ændres. Renter steg og steg, leveomkostninger steg, de offentlige udgifter steg. Og så kom de geniale løsninger: Kartoffelkur, Løn- og ansættelsesstop inden for det offentlige, Tvungen opsparing og strammede regler for ledige (kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløshedsforsikrede). Efterfulgt af andre kure, skatter, øget omsætningsafgift som var rettet mod forbrugere, ikke virksomheder.
Arbejdsløsheden steg, indenfor det offentlige fordi flere fik uddannelse til arbejde de ikke måtte tage, håndværkere og andre selvstændige mistede deres arbejde fordi ingen længere havde råd til at købe deres ydelser. Sort arbejde blev for nogle vejen til overlevelse, mens selvstændige overførte alle værdier til kone eller børn inden de gik konkurs.
For mit vedkommende blev jeg lavtlønnet aktiveret - med retten til at føle skam over ikke at kunne indfri samfundets krav om at arbejde. Og med momentvise vikariater efterfulgt af periodevise aktiveringsprogrammer i skiftende sammenhænge. Med en høj uddannelse var jeg ikke i den gruppe der fortrinsvis skulle gribes ind overfor, det var de lavtuddannede der skulle satses på, Mere uddannelse til dem. Efterhånden blev gruppen af os der var uddannet til primært at arbejde indenfor det offentlige så sor, at der skulle gribes ind, men inden da måtte man ungdomsarbejdsløsheden til livs. I mellemtiden søgte en stor gruppe af offentligt "uddannede" over i det private erhvervsliv. Lærere fik virksomheder, hvor deres pædagogiske evner kom til deres ret, bibliotekarer oprettede små forlag eller lignende og et hav af konsulentfirmaer opstod i kølvandet på statens økonomiske indgreb. Besparelser indenfor det offentlige blev ikke bare ædt op af dyre konsulenter og øgede priser på service og varer, de steg ...
Lønstop medførte at mange indefor det offenlige anså det for deres ret at hjemtage dele af alle de varer der var indkøbt til deres offentlige arbejdsplads, kuglepenne, skivemaskinebånd og slettebånd, notesbøger, konvolutter, ringbind osv.
Nu har vi så fået et samfund, hvor selv nazisterne ville være misundelige. Samkørsel af  registre er tilladt for det offentlige, men forbudt for andre. At anmelde sort arbejde eller mistænkelige (af og til bare nogle man ikke bryder sig om) er blevet en pligt. Til dem der har skal mere gives, og de fattige skal blive fattigere.
Klar dig selv eller forsvind mentaliteten er blevet stueren. Den gælder for bankdirektører og fagforeningsbosser, men ikke for indvandrere eller anderledestænkende (anderledes end hvad?). BZ'ere er i dag defineret som kriminelle, ngo'er bliver i stort omfang udlagt som kriminelle, indvandrere er uønskede, flygtninge må ikke flygte til Danmark, arbejdsløse er selv ude om det, og rockere og indvandrerbander tjener så mange penge at det gælder om at få fingre i dem. Imens dør narkomaner og psykisk syge af misbrug, fordi de ikke kan hjælpes men skal klare sig selv. Enlige mødre må søge om julehjælp mm, fordi de jo bare kan tage et arbejde (som ikke altid er der). Imens fastholder fagbevægelsen at der skal holdes fri mellem 17 og 07 i institutioner som er en ret alle har adgang til ifølge folkeretten. Vi skal alle holde fri om søndagen og holde juleaften og påskedagene sammen, undtagen de underbetalte, uuddannede og ufaglærte, som er billig arbejdskraft.
Utak er verdens løn, men kun for dem, der ikke tjener mere end nok, De får nemlig noget ud af deres løn.
Imens har vi et folketing der bestemmer over os. Det er en skam at være fattig, arbejdsløs, eller leve et liv på anden vis end foreskrevet af flertallet. Det er alle partier fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten enige om, altså må vi gøre noget ved det. Ikke ved skammen altså, men ved det at være fattig, arbejdsløs eller leve anderledes. Løsningen er salomonisk: Fjern dem. Enten ved tilskud, ved at ændre vilkårene eller ved helt bogstaveligt at sende dem hjem.
Og det kalder vi menneskeligt (humant endda). Hvor er vi bare gode når vi sådan kan vide hvad der er rigtigt.

lørdag, januar 08, 2011

Begyndelsen til enden

Det er ikke let at komme i gang.
Livet omkring mig består af alle mine fejl. Både dem jeg har været tvunget til at begå, og dem jeg bare har begået.
At tænke sig at jeg sidder her bag en pc som 52-årig, uden en krone på lommen trods det at jeg har betalt til en a-kasse i 30 år. At jeg har en datter jeg faktisk er bange for at tale med, fordi jeg ikke føler jeg kunne udrette noget godt for hende - jeg har virkelig følt at have valget mellem pest eller kolera. At jeg så er forelsket gør det ikke bedre, da jeg ikke kunne miste var jeg langt mere tryg end nu da det jeg ønsker er der.
Og for at føje spot til skade har vi en regering, der tror at man kan skalte og valte med mennesker efter eget behov. Arbejdsløsheden forsvinder ikke fordi vi snakker om den. indvandrere udvandrer ikke fordi vi tvinger dem og tvangsægteskaber er vel blot et luksusproblem. Hvor tit hører vi ikke om sportsfolk der finder hinanden, kendisser der flytter sammen eller dem der blot ønsker at deltage i reality for at blive kendte, for derefter at bolle for åben skærm og kæreste med hinanden. (Her syns jeg faktisk at det skulle være lettere for disse "fornuftsægteskaber" fra udlandet at blive skilt hvis der viser sig at være vold eller andre problemer. Visiter alle ægteskaber som alle ældre visiteres (ikke fordi jeg tror det hjælper - men at forhindre unge og ældre mennesker i at blive gift fordi de ikke har boet i landet i en vis årrække er sygt - især når man tager i betragtning at det er de samme  politikere der ønsker indvandringsstop og forlænget arbejdslivet (afskaffelse af efterlønnen) og vedholdende råber "ulven kommer" indtil vi alle blot blindt støtter ingenting.
Og så en glædelig besked til alle: Det ser ud til at krisen er overstået og vi går bedre tider i møde. Det betyder blandt andet at benzinprisen stiger til et nyt maximalt leje. Det betyder at vi alle skal aktiveres for at være klar til det arbejde som flere og flere maskiner overtager efter os, det betyder at folk med indvandrerbaggrund skal tage alt det arbejde etniske danskere ikke ønsker og det betyder at dem der (med forældrenes penge i ryggen) kun vil lave det de ønsker, med et bliver mere værd end dem, der faktisk har noget på hjerte og ønsker at bidrage bedst muligt til samfundet.
En stor tak til egoismesamfundet som er i fuld gang med at afskaffe omsorg, medmenneskelig og forståelse for anderledestænkende.
Dette er ikke et selvmordsbrev, men forhåbentlig et samfundsmordsbrev.