søndag, november 17, 2013

Det var så det

Jeg gjorde det for mig selv. Jeg drak mig fuld i både hvidvin, øl og rødvin på min fødselsdag. Jeg stod i køkkenet men forsøgte kun at lave det nødvendige for at der ikke skulle blive rester. Jeg forsøgte at vise at jeg stadig holder af min kæreste og jeg forsøgte at sikre at stemningen var tilpas i forhold til de gæster jeg havde inviteret.

The fatal glass of beer

Som sædvanlig fik jeg i løbet af formiddagen et glas vin, men af hensyn til bivirkninger undlod jeg at tage mine piller mod for højt blodsukker. Jeg fik købt ind og jeg havde gjort klar med kartofler og svinemørbrad så det kunne passe sig selv. Som sagt nøje afmålt i forhold til antallet af gæster. Og antallet af gæster var afmålt efter at det hele skete hos min far, der ikke kan leve med at der er for mange der taler i munden på hinanden.
Principielt skulle jeg slet ikke have holdt min fødselsdag. Jeg havde det dårligt med mit blodtryk (og blodsukker), jeg håbede at min kæreste ville være kærlig, jeg håbede at min far kunne klare de få gæster og jeg håbede at min bror kunne få en god aften frem for at døje med sine personlige problemer. Jeg håbede virkelig.
Og så skete det modsatte hele vejen, ja jeg holdt endda op med at håbe.

Det møjsommelige håb

Jeg vidste jo egentlig godt at alle mine håb udelukkende var mine. At jeg ville gøre noget for mine nærmeste. Jeg vidste jo også at den slags selvopofrelse har trange kår i den verden vi lever i. Jeg vidste at jeg er en sølle, doven egoist i alle andre folks øjne, også i min families og i mine nærmestes. Jeg vidste det jo godt, og derfor ville jeg vise at jeg kan tænke på andre end mig selv, at jeg kunne dele optimisme og glæde.
Det viser sig jo bare at jeg er en håbløs egoistisk dovenlars, der ikke kan dele noget som helst, bortset fra at jeg kan blive betragtet som en tabernar fordi jeg bliver for fuld på min fødselsdag, når alle mine gæster tænker mere på sig selv. Sært nok fik jeg respons fra dem alle, enten afvisning, ignorans eller decideret udskæld.
Jeg drak et glas vin mere og et par snapse. Og jeg blev fuld. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre.

Ligegyldighed

At få hjælp eller støtte består i dette samfund af at få et spark i røven og en opfordring til at tage sig sammen. Nogle gange skal man endog selv sparke sig i røven og finde ud af hvad det vil sige at tage sig sammen. Imødekommenhed fra andre er i virkeligheden tenderende til ligegyldighed. Vi vil gerne give støtte til julehjælp, men samtidig gider vi ikke at tage stilling til noget eller at være ansvarlige for noget.
Jeg er selvfølgelig ked af at jeg bare blev fuld, at mit blodsukker og blodtryk ikke lige passede til en festdag. Jeg er ked af at min bror havde sine egne problemer, at min kæreste ikke ville give mig klar besked om vores forhold. Og jeg er selvfølgelig ked af at min far er en gammel stivstikker, der tror at vi lever under 2 verdenskrig. Jeg er sådan set ked af at jeg havde fødselsdag, eller i hvert fald at jeg afholdt den. Der er nemlig ikke nogen tvivl om at jeg kunne have drukket mig fuld uden nogen opmærksomhed, hvis jeg bare havde gjort det.
Men jeg har jo en forhåbning om at der er nogen der kan lide mig, nogen der vil fortælle mig at jeg på bunden er et godt menneske. I stedet bliver jeg mødt af ligegyldighed.

Om mig selv

Selvfølgelig bærer jeg selv en del af skylden. Jeg har jo mine holdninger og siger gerne hvad jeg mener om politik og familieforhold. Jeg er måske lidt mere blød når vi kommer til kærlighed og ømhed overfor andre, selvom jeg aldrig vil gå på kompromis med at jeg støtter alle dem der er anderledes både i tro og udseende, i opvækst og i genetisk arv (ja den skulle jo med på en eller anden måde).
Mit liv har jo været en dans på roser. Jeg troede på mig selv fra første dag jeg kom i skole, fra første dag jeg kom ud i samfundet. Jeg troede på mig selv og mine evner. Det var der så bare ikke andre der gjorde. I hvert fald fik jeg mine fødder støbt i beton og sænket i havet på et symbolsk plan. Lidt pænere kan man nøjes med at sige at jeg blev kørt ud på et sidespor. Og selvfølgelig havde jeg selv kørekort til sidesporet. Jeg kan jo kun klandre mig selv for ikke at have udnyttet mine evner. Nu har jeg så også familie kærester og hele samfundet til det.
Edderpærkeme en nem tilgang til selvtillid. Men jeg kan jo ikke løbe fra at jeg er mig.

Min fødselsdagsgave

Jeg købte selv min fødselsdagsgave, ekskæresten havde en håndfuld specialøl med og ellers blev alle mine forhåbninger gjort til skamme. Håbet om at min (eks-)kæreste ville komme til mig og sige hvorfor vi ikke længere var eller hvordan vi igen kunne blive nære. Faldt helt til jorden. Ingen kommunikation på det punkt. Håbet om at min far og bror kunne finde sammen i et familieskab hvor penge ikke var det bærende - faldt helt til jorden. Masser af overflade var der. Og jeg drak et par snapse og nogle glas vin.
Det eneste positive var at jeg havde lavet for lidt mad. Forstået på den måde at der blev spist op! Og hvis jeg fik ros for kokkereringen så må jeg på det tidspunkt have været for fuld til at høre den.
Min fødselsdagsgave blev altså at jeg nu er bange for i dag og i morgen. Jeg er bange for at blive ensom, og rent politisk kan jeg heller ikke se nogen fremtid for mig.

Fremtiden

Hvorfor skal jeg så ønske mig at gå på pension, når pensionister er udråbt til at være en belastning. Hvorfor skal jeg ønske at leve længe bare for at Danmarks Statistik kan få levealderen til at blive højere i forhold til Estlands? Er der nogen grund til at leve på en sten, bare for at leve, når man stort set bare er i vejen?

Jeg tager ikke livet af mig selv på den dramatiske måde. Jeg lever bare isoleret og spiser usundt og drikker for meget, æder piler for at reparere min usundhed og på den måde opnå andre skavanker, som i sidste ende vil slå mig ihjel. Men når jeg er til gene for samfund og familie, for kærester og venner, vil det måske være meget fint at forsvinde.

Jeg håber bare ikke det gør mere ondt end det gør nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar