tirsdag, december 31, 2013

Nytår 2013

Hvor dejligt at vi endnu en gang er kommet til et vendepunkt. Nu skal vi igen ændre den onde verden til en bedre. Som sædvanlig har medierne kogt røde pølser på alt det vi har oplevet i løbet af året, også "bøfferne" i radioavisen. Så traditionelt at man tror det er løgn, men også et tilbageblik (Hvem Hvad Hvor 2013) og enkelte skarpe kommentarer blandet med en mængde gode ønsker uden pælitisk eller kritisk indhold. For eksempel ønskes alle et godt nytår, trods det at vi ved at mere end 35.000 danskere får et forfærdeligt år med økonomisk ruin eller dårlige økonomiske vilkår.
Et enkelt knus kan nok gøre underværker men ikke sikre en families fremtid.

Dronningens nytårstale

Den første tradition er jo nok (bortset fra "bøfferne" efter middagsradioavisen) dronningens nytårstale. Et stilsikkert forsøg på at kommentere det nutidige samfund ud fra en solid borgerlig og konservativ baggrund. Sådan har den været i mere end 40 år. I økonomiske opgangstider har vi hørt om vort fantastiske samfund i dårlige tider hører vi om vores fantastiske sammenhold. I år fik den så et lille tjat: "Nok er vi et lille land, men derfor behøver vi ikke at være smålige". Hvem tror Margrethe hun henvender sig til? Dem der ikke ejer noget, som ikke kan få dansk statsborgerskab, dem der skralder eller sover på gaden, dem der gerne vil arbejde eller dem der er villige til at ofre deres egen fremtid for at undgå at være smålige.
Dronningen fik selvfølgelig i nogle bisætninger nævnt nogle ferieoplevelser (rejser til Grønland og Færøerne) om omtalte de positive tilkendegivelser fra de indfødte, de indfødte mennesker i Danmark som fik besøg af kongeskibet fik så ikke samme omtale, ikke fordi jeg helt forstår det. Men dejligt med den respekt for underlegne i lande der sådan set ønsker at være selvstændige med en perifer tilknytning til et dansk, demokratisk monarki. Godt gået af en ghostwriter som skal fastholde konservatisme og samtidig antyde åbenhed overfor forskellighed, synd at dronningen ikke kunne fastholde sin koncentration gennem hele talen og udtalte sætninger mere sløret og usikkert efterhånden som tiden gik.

Underholdningen og traditionerne

Resten af aftenen er så traditioner. Faktisk er hele juleugerne fyldt med traditioner. Både Radio og Tv er fyldt med intetsigende underholdning (i form af film og film), Selv nyhederne er begrænset til at være ulykker eller nytårsrelaterede.
Her i huset har vi tidligere lavet rejemad og haft en champagne på køl til midnat, hos min mor stod den på kransekage og champagne. Andre steder har jeg oplevet andre traditioner, men ingen tvivl om at det var traditioner, om de så indebar akvavit eller brunsviger. Traditioner er og bliver traditioner, der er bare nogle der lever med i de forskellige traditioner - alt efter hvor de er. Jeg er for eksempel skilsmissebarn og derfor ved jeg at traditionerne ikke er mine, men nogle andres.
Underholdningen er til gengæld ren og skær underholdning. Hvert eneste år sætter vi os ned for at huske navnene på gæsterne i "90-års fødselsdagen". Gad vide hvorfor vi alle kun kan huske tre af fire navne. Hvorfor vi ikke kan huske hvornår James er ved at falde over skindet og hvad det egentlig er for retter der bliver serveret? Måske fordi vi skal have noget at se frem til?
Men vi har fået en tradition og underholdning af et engelsk ægtepar som har skabt en lille sketch til tysk fjernsyn, og alt efter hvor gamle vi er har vi set den i det meste af vores liv. Og vi ser den igen.

Godt nytår

En anden tradition er at ønske hinanden "godt nytår". Søskende, børn, forældre og venner. Det er selvfølgelig endnu engang et fromt ønske at det kommende år skal gå godt. Hvor billigt! Det er lidt som at bede til Gud om at få to nye tænder, eller at ønske at vinde i lotto. Muligheden er der måske, men i forhold til bønnerne og ønskerne vil der være mange der ikke får opfyldt deres ønsker. Måske er det meget godt, for så kan man jo ærgre sig og ønske igen til næste år og til næste år og så videre. Men hvem gavner det at man ønsker? Man får måske nok ro en periode, men kommer ikke videre.
Ønsket om et godt nytår er selvfølgelig ikke ment som en fornærmelse, snarere som en "god fødselsdag" eller "glædelig jul" til en ensom. Som om en julepakke eller et kilo nytårskrudt kan gøre et liv bedre. Det kan måske ændre i nogle minutter men ikke i al evighed. Religionens idealer forkvakler vore fremtidsønsker for vore medmennesker. Personligt vil jeg hellere gøre noget for andre. Ikke vaske op, samle hundelorte eller forære penge væk, det er nemlig nogle af de ting jeg ikke har brug for at andre gør for mig. Lyt til dine medmennesker og find ud af hvad de egentlig har brug for, og hvis du ikke finder ud af det så forsøg igen og igen. Det er ikke dig der er forkert på den, men måske dig der ikke kan nå igennem. Det gør dig ikke dårligere, men måske nok fattigere på menneskekundskab.

Min nytårsaften

Vi har (min far og jeg) købt champagne (semi og brut) vi spiser en rejemad og ser 90-års fødselsdagen. Så kigger vi på de mange millioner der brændes af i de flade omgivelser og drikker resten af champagnen. sms'er og telefonsamtaler med familie og venner bliver udvekslet omkring midnat, og måske jeg tjekker facebook. Måske hører vi lidt radio, ellers går vi bare i seng hver for sig (så læser jeg i en bog) og så gør vi klar til det næste år i løbet af næste formiddag.

Nytåret er som en fødselsdag. En skæringsdato mellem en dag og en anden dag. Ikke fordi der sker noget som gør dig eller andre ældre, udelukkende fordi det er en skæringsdato.
Mit ønske er altså at du får det bedste ud af det år vi går ind i, ikke at du betragter datoen som en dato der skal gøre dig ondt. I stedet skal du rejse dig op og sige hvad der sker dig på denne skæringsdato, så kan vi følges for at ændre de love som gennemføres på dato.

Hold nytår sammen med mig. Det bliver meget hårdt, men det bliver dit år sammen med mit. Jeg håber vi ses.

mandag, december 30, 2013

Nyttejobs

I dag hedder det nyttejob, tidligere hed det aktivering (med henblik på at bevare kontakten til arbejdsmarkedet). Ligegyldigt hvad det kaldes er det løndumping og gratis arbejdskraft.

Lad os gå lidt tilbage i tiden sammen

Som færdiguddannet i 80'erne kunne jeg modtage dagpenge på dimittendsats. Ikke fordi det var mange penge, men jeg kunne satse på at søge arbejde og bidrage til mine kollegers arbejdssøgning gennem et frivilligt arbejdsløshedsudvalg. Imens ventede jeg på at skulle aftjene min værnepligt, endnu engang en indsats med en indtægt omkring S.U.
Inden jeg blev færdiguddannet var jeg faktisk kontanthjælpsmodtager, eller hvad det hed den gang i et par somre. Vi modtog nemlig ikke S.U. i sommerperioden når vi ikke gik i skole skulle vi heller ikke modtage hjælp til at overleve, desværre var der noget husleje der skulle betales. Men arbejdsløsheden var stor og for at modtage penge fra det offentlige skulle du stå til rådighed for arbejdsmarkedet med kort varsel. Det gjorde vi så og kunne dermed betale husleje og købe spaghetti og være butikstyve sidst på måneden.
Ingen troede dengang på at man kunne leve for de penge og på de vilkår, alle vidste at studier blev gennemført med hjælp fra forældrenes børneopsparing og studielån. Ingen spurgte hvordan vi overlevede, heller ikke os selv. Set i bakspejlet var der dog en social slagside, dem der ikke kunne bruge deres forældres eller andre indkomster var mest udsat for at gå ned med flaget og aldrig blive til noget. Imens fik andre social og økonomisk støtte hjemmefra og klarede sig efter omstændighederne udmærket.
Jeg måtte aftjene værnepligt og se min studiegæld vokse med noget nær 30% p.a. før jeg reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet, altså halvandet år efter jeg havde fuldendt min uddannelse på normeret tid!

Dagpengene

Trofast betalte jeg til min arbejdsløshedsforsikring. Jeg fik udbetalt dagpenge mod at møde op på Arbejdsformidlingen hver uge, senere hver måned. Jeg blev aktiveret med jobsøgningskurser (sammen med andre ledige i mit fagforbunds A-kasse - dengang FTF). Dem der underviste burde vide hvordan man fik arbejde de havde nemlig selv været arbejdsløse så længe at de overhovedet ikke kendte arbejdsmarkedet. Men de fik arbejde som vejledere i at søge arbejde, og der måtte de jo være de bedste. De havde jo netop fået arbejde.
Mine dagpenge blev efterhånden et problem, mest fordi jeg havde vikariater af skiftende varighed, og dermed skulle have informeret skattevæsenet om ændringer i min indtægt. Det fandt jeg ud af for sent, og der var ingen mulighed for at spole tiden tilbage til før. Nå, jeg modtog mine dagpenge så længe jeg betalte kontingent eller præmie eller hvad det hed dengang. Altså kunne jeg betale husleje og købe ind til spaghetti og kødsovs i så store mængder at det kunne varmes 3-4 dage i træk.
Efterhånden blev det personlige fremmøde på Arbejdsformidlingen afskaffet og dagpengekortet skulle udfyldes "på tro og love" og sendes til A-kassen. Selvfølgelig skulle man vise sin gode vilje til at søge arbejde og dermed deltage i kurser i arbejdssøgning. Sådan nogle fik jeg næsten hvert år uden at der dog blev ændret på den officielle politik der gik ud på tvangsopsparing (berørte ikke mig - min gæld voksede med 30% p.a.) og offentligt ansættelsesstop (hvilket berørte mig i allerhøjeste grad - jeg var som uddannet folkebibliotekar del af den målgruppe der IKKE skulle have arbejde).
Men jeg kunne modtage dagpenge og på den måde overleve uden på noget tidspunkt at være rig.

Kærester

Jeg har haft et antal kærester trods min manglende tilknytning til nogle steder. Da jeg mødte min datters mor var hun på "bistanden" og vi flyttede derfor ikke sammen, vi kærestede bare, og det resulterede i en graviditet.
Hun skulle sådan set møde i REVA (aktivering for at modtage hjælp i forbindelse med revalidering)for at modtage sin kontanthjælp, men var mere sygemeldt end raskmeldt. Men hun fik et barn, det gjorde jeg så ikke.
Jeg har nok haft flere kærester. En af dem blev kæreste med min nærmeste ven i skolen, en anden slog op med mig fordi jeg gjorde som hun sagde og dermed "ikke var den hun havde forelsket sig i", En blev forelsket i mig på grund af min måde at være på, og en faldt jeg for (så meget at hun også blev min kæreste).
Men ingen af forholdene og kæresterierne holdt. Som med arbejde føles det bagefter som om jeg bare var i vikariat. Og pengene blev ikke mere værd fordi vi var to om at skaffe penge. At være under uddannelse og have en kæreste der også er det var og er ikke et slaraffenland. At være kæreste med en kvinde der skal skilles på grund af sin kærlighed giver ikke bedre vilkår. Selv at være kæreste med en enlig mor som har deltidsarbejde er ikke økonomisk værd at satse på.
Men følelserne har været det hele værd og jeg er ikke sultet ihjel, så ville jeg jo ikke være her. Jeg sulter heller ikke ihjel som enlig, men jeg dør langsomt af savn. Kærlighed og ømhed kan få mennesker til at overleve enormt pres, alene i kraft af følelsen af nærvær og fællesskab.
Men lad nu det ligge, der er jo ingen mulighed længere for at være nære og holde af hinanden, nu skal kærlighed økonomiseres, også når man er i nyttejob.

At stå til rådighed for arbejdsmarkedet

Som nævnt var min datters mor henvis til REVA for at være berettiget til at modtage kontanthjælp. Jeg var henvist til kurser og vejledningsmøder. Kæresten fik sådan set hjælp nok hensyn fra de ansatte og de kendte til hendes situation. Min situation var derimod en række af krav om at møde, senere krav om aktivering, hvilket udmøntede sig i aktivering indenfor det offentlige, i de senere år indenfor det private.
Jeg stod til rådighed for arbejdsmarkedet og knoklede røven ud af bukserne for at vise hvor gerne jeg ville arbejde. Bare for at konstatere at man ikke skulle arbejde for mange timer, dem skulle man nemlig selv betale hvis man blev ledig (ligegyldigt hvad man havde tjent), for få timers arbejde talte fra opsparingen af timer til at opnå fornyelse af dagpengeretten (hvilket ikke virkede tillokkende - især ikke når man til mange møder blandt arbejdsløse mødte nogle der havde deltidsarbejde og dermed svært ved at møde op til en orientering der stort svarede til den de fik et halvt år før).

Men det at stå til rådighed for arbejdsmarkedet fik på et tidspunkt en helt ny betydning. Ikke længere noget med at tage arbejde fra sig selv eller ikke at lave noget fordi man derved kunne tage arbejde fra dem der skulle tjene penge på at være på arbejdsmarkedet. Nej, vi fik såkaldte eksterne udbydere, som kunne tjene penge på to måder: For det første ved at blive betalt af det offentlige for at vurdere arbejdsevne, for det andet tjene penge på at aktivere ledige i kurser de selv havde skabt for at tjene penge på ledighed. At stå til rådighed for arbejdsmarkedet blev altså til at man blev en økonomisk malkeko, uden egentlig udsigt til at komme videre (det skal siges at de fleste af disse eksterne udbydere satsede lidt på at skabe få "resultater", som kunne give dem fornyelse af aftaler og dermed flere indtægter, men indsatsen fra både det offentlige og private blev mere og mere en statistisk øvelse).

Nyttejobsene

Jeg har selv været i aktivering som bibliotekar, som arkivar og som kassedame. Jeg har de seneste 10 år ikke modtaget noget som helst udover dagpenge eller kontanthjælp i forbindelse med aktivering. Min indsats har altså udelukkende været slaveri. Nu ved jeg godt at slaver ikke modtager penge, men til gengæld sørger slaveejerne for at have slaver der kan passe morgendagens arbejde, altså en investering, der gerne skal give afkast.
Sådan en slave føler jeg at jeg er blevet til. Jeg er forpligtet til at opfylde de krav mine arbejdsgivere (staten eller kommunen) stiller til mig, men jeg får INTET tilbage, kun flere krav om at stå til rådighed for samfundet på de økonomisk dårligste vilkår, sammenlignelige med slaveri.

At nyttejob og aktivering undskyldes med at man skal bibeholde tilknytningen til arbejdsmarkedet er (set med mine øjne) derfor sludder og vrøvl. Ingen af os bliver bedre til at arbejde, bedre til at begå os i samfundet, bedre til at føle sig sikker på pension og at sygdom kan forekomme i vores verden. Ingen af os der står vedvarende til rådighed for arbejdsmarkedet på offentlige ydelser, kan vide nos sikre på andet end at vi sandsynligvis vil forblive overflødige og udnyttede.

Mit forslag er: Tal med de mennesker der er ledige, find ud af hvad de kan og hvad de vil. Lad være at tvinge i tåbelig aktivering og brug i stedet tid på at vurdere individuelt. Undgå at sende mennesker i jobs der kan brødføde selvstændige, og sats i stedet på at ledige og syge har et potentiale der kan udnyttes. Drop diskussionen om man skal arbejdsprøves og om der kan gives tilskud, lav i stedet en løsning som passer til den enkelte.

Nogle elsker at komme ud i livet og møde andre mennesker, andre holder meget af at være politisk aktive eller aktive i frivillige organisationer. Hvorfor så stille sygelige krav til hvad man må og hvad man skal? Hvis Mette Frederiksen mener noget med "ret og pligt" synes jeg hun skal begynde med sig selv - en stikpille kunne samle udtrykket, hvis hun skulle tage den selv!

lørdag, december 28, 2013

Om mig (den korte version)

Mine forældre er fra hhv. middelklasse- og arbejderklassemiljø. Det lykkedes dem at tage en uddannelse, mens de arbejdede og deres børn. Det lykkedes dem at få arbejde som lærere, og de flyttede fra den ene ende af landet til den anden.
Det gode råd jeg fik var at tage en uddannelse der berettigede mig til at få ansættelse indenfor det offentlige, der var garanteret pension. Så jeg tog gymnasiet med, også fordi jeg kunne. Bagefter ville jeg gerne på biblioteksskole, men jeg manglede 0,2 point i min gennemsnitskarakter, så jeg måtte optjene det halve point jeg kunne få ved at finde et arbejde eller tage en lavere uddannelse oveni- Jeg valgte at gå på EFG (ErhvervsFaglig Grunduddannelse), så jeg oveni en boglig uddannelse kunne søtte mig ind i aspekter af "Håndens arbejde". En teknisk "detalje" (jeg skulle have mere i løn end andre lærlinge på grund af min alder - en aftale mellem arbejdsgivere og Tømrer/snedker forbundet) forhindrede mig i at komme i lære, men efter et år havde jeg optjent point nok til at blive optaget som kvote-2 elev på biblioteksskolen, en uddannelse jeg selvfølgelig gennemførte trods økonomiske benspænd fra statens side, jeg skiftede bolig hvert halve år, måtte finde praktikophold langt fra uddannelsesstedet og måtte tage et statsgaranteret banklån til mere end 20% p.a.
Men jeg gennemførte på normeret tid.
I mellemtiden var der indført ansættelsesstop inden for det offentlige, hvilket betød at jeg skulle håbe på dødsfald blandt bibliotekarer (vi var mere end 8% ledige bibliotekarer da jeg blev færdig, eller at jeg måtte tage vikariater. Jeg tog sommervikariater, jeg aftjente værnepligt, jeg tog barselsvikariater og levede i mellemtiden på dimitendsats (og den sulteløn som soldater fik). Men efter 4 år havde jeg optjent ret til dagpenge.

Et liv på støtten.

Dagpenge var for mig et slaraffenland. Jeg kunne betale tilbage på mine lån i forbindelse med flytning og forbrug, at få et 3-måneders vikariat var ikke specielt morsomt, fordi jeg skulle huske at få ændret forskudsregistreringen hos skattevæsenet hver gang mine levevilkår blev ændret. Det medførte et år at jeg fik 7.000 kroner tilbage i skat, at det offentlige inddrog alle pengene, at mine forbrugsudgifter ikke kunne betales, at huslejen ikke blev betalt og jeg blev smidt ud. Jeg fandt et værelse på 8 kvadratmeter på fjerde sal hos nogle venner, som jeg kunne betale for tjenesten. Jeg blev forelsket og blev far til min datter, et stort ønske var opfyldt troede jeg, men den økonomiske situation var stadig vanskelig og jeg kunne ikke flytte med moderen, det ville være økonomisk selvmord. I forbindelse med aktiveringskrav foreslog jeg et højskoleophold med henblik på at søge optagelse på journalisthøjskolen, hvilket blev bevilget med flere økonomiske til følge, da jeg under opholdet modtog dagpenge, men skulle have modtaget aktiveringstilskud (eller hvad det nu hed på det tidspunkt). Altså skulle jeg betale dagpengene tilbage, selv om jeg havde brugt dem på at betale for højskoleopholdet. Det blev dog til sidst ordnet med højskolens sekretærs mellemkomst, ikke med offentlig hjælp.

Vikariaterne

Inden højskoleopholdet havde jeg haft vikariater i det yderste Danmark og var flyttet med kort varsel og stort set uden penge.
Det bseneste vikariat var et sommerferievikariat, som blev til en årsansættelse i forbindelse med indførelse af EDB på biblioteket, jeg skulle vikariere for de bibliotekarer der skulle oplæres i brugen af søgning via kommunedatas bibliotekssystem. Et helt år det troede jeg skulle være vendepunktet. Jeg blev opfordret til at stille op som tillidsmand, men kunne ikke fordi jeg kun var ansat for en periode. Jeg fik at vide at jeg kunne få forlænget min ansættelse, selv om der var ansættelsesstop, men det kunne jeg ikke, fordi fagforening og det offentlige havde en aftale om at en ansættelse udover et år skulle resultere i en fastansættelse. Altså valgte biblioteket ud fra de offentlige krav om ansættelsesstop - og fordi jeg jo var ansat i en midlertidig aflastningsstilling - at droppe forlængelsen (alene fordi det ville betyde en fastansættelse, som ikke måtte finde sted)-

Ledighed

Så blev jeg ledig. På mit CV stod der blot at jeg havde haft skiftende og oftest kortvarige ansættelser på biblioteker rundt om i landet. Mine udtalelser fra ansættelsesstederne bar præg af at jeg havde været vikar (en enkelt gang endda med en anden vikar som min overordnede). Men efter en periode med det ene ansøgningskursus efter det andet fik jeg en aktiveringsopgave, nemlig at komme med et oplæg til et kommunalt forvaltningsbibliotek. Og så gik jeg i gang, endnu en gang på dagpenge og med troen på at et godt arbejde kunne skaffe mig et job. Men politikerne ikke se formålet med et fælles forvaltningsbibliotek, slet i DJØF'erne, de ville jo have hver deres kommunalt betalte udgave af Karnov og andre "livsvigtige" opslagsværker.
Så jeg blev ledig igen.

Højskoleopholdet

At blive far uden at kunne gøre andet end at betale gjorde at jeg til sidst, da jeg endnu en gang skulle aktiveres valgte et højskoleophold. Jeg gjorde selvfølgelig alt det jeg ikke skulle alligevel. Jeg talte med dem der havde psykiske problemer (og dem var der mange af i den periode, så var de andre skoler af med dem), jeg talte med dem der havde misbrugsproblemer (jeg havde jo selv været der), men værst af alt, så delte jeg det jeg havde med de andre, så dem der havde regnet med at få finansieret opholdet ved at sælge øl og cigaretter eller leje en film ud, blev selvfølgelig sure på mig, for de kunne ikke tjene penge så længe mit princip var at dele uden at forvente overskud (ikke narkotika - det ville jeg ikke røre ved, men øl og cigaretter samt måske en pose chips eller lignende).
Jeg var blandt de ældste og derfor kom nogle af dem der havde personlige problemer til mig, og vi talte ofte sammen på tomandshånd fordi jeg ikke gav oplysningerne videre.
Men da jeg tog til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen blev jeg nummer et eller andet på ventelisten, og samtidig fik jeg mulighed for at lære at lave radio, både som tekniker og som studievært og narrator. Jeg slog til selv om der ikke var udsigt til løn.

Radio og TV

Jeg lavede mere og mere radio, jeg blev en af de medarbejdere der lavede manus til quiz, sørgede for at LP'er kom på plads, kunne ringe op og bånde når der var lokale nyheder, ja enkelte gange kunne jeg fungere som tolk for studieværten og oplære de nye frivillige medarbejdere. Jeg nåede endda at blive forelsket i en gift kvinde, som var flyttet til øen med fire børn og mand fordi han havde fået arbejde, med det resultat at de blev skilt. Jeg var i aktivering på det lokale bibliotek. Jeg kom endda mi aktivering på lokalradioen i en måneds tid. Men arbejde var der ikke noget af.
Derfor flyttede jeg til Midtjylland i håb om flere muligheder, det var der bare ikke med min uddannelse. Så kort før årtusindskiftet mistede jeg retten til dagpenge. Min chef på radiostationen kunne godt bruge min arbejdskraft og havde fået en portion penge fra kulturministeriet. Så jeg blev ansat, jeg forhandlede selv min løn, da jeg hellere ville ansdættesd et halvt år med mulighed for at optjene dagpenge igen end at få en god løn som journalist i 3 måneder og så bare komme på kontanthjælp igen, og jeg havde fået de økonomiske rammer at vide.
Altså genoptjente jeg retten til dagpenge. De næste år var on-and-off. Når pengene fra kulturministeriet var brugt blev jeg "sæsonfyret", når der kom en ny portion var jeg den første til igen at blive ansat. Jeg lærte alle siderne af arbejdet, men var bedre til noget end til andet, både på TV og på radio. Hvor mange har været lydtekniker, studievært og klipper på både radio og TV? Det eneste jeg ikke kunne var at føre kamera på grund af mit syn (altså ikke på grund af det politiske).

De seneste år

Pengene blev færre og færre og jeg skulle efterhånden aktiveres mere og mere på dagpenge. Min gode kollega på biblioteket afviste blankt at have en gratis arbejdende bibliotekar ansat, ligesom hun havde sikret sig at jeg var i fagforening før jeg kunne blive sommerferievikar. I stedet fik jeg et aktiveringsprojekt i kommunens Tekniske Forvaltning. Et sted jeg senere kom tilbage til, dog på kontanthjælp. Jeg blev aktiveret på et kursus hvor vi skulle søge arbejde, lære at søge arbejde og diskutere hvordan vi kunne ændre vores miserable liv. Vi så film 0og snakkede om dem, vi havde muligheder for at sidde bag en PC og søge arbejde eller spille computerspil, der var ingen der kontrollerede noget, og da jeg havde været der i fire uger havde jeg lidt fri igen, næste gang jeg skulle aktiveres var kurset lukket. Udbyderen tjente ikke nok på det! I stedet kom jeg til det kommunale værksted hvor der blev dyrket kommunale blomster og malet kommunale bænke- Rare mennesker både dem der levede af os og os der blev levet af, men det var oplagt at det ikke skaffede én eneste af os i normalt, lønnet arbejde.
Så jeg flyttede til Jylland igen, men jeg havde mødt "pigen fra Fyn" og da jeg blev aktiveret i endnu et jobsøgningskursus (mellem nr. 10 og 15 - jobsøgningskurser var obligatoriske hver gang man blev ledig på dagpenge) søgte jeg primært job i Odense, og jeg fandt en aktivering, ikke et job. Jeg flyttede til Odense og fik ikke noget arbejde, men en ny aktivering. Denne gang i Netto, der stillede mig i udsigt at jeg MÅSKE kunne blive uddannet butiks- eller lasseassistent, eller blive ansat med løntilskud på deltid.

Nu

Det seneste år har jeg skrantet. Min økonomiske situation gør at jeg gør at jeg ikke kommer så mange steder (jeg er på kontanthjælp, men har også været nødt til at bruge al min opsparing for at kunne få kontanthjælp. Skal jeg flytte har jeg ikke råd til hverken flyttemand eller indskud, da jeg ikke må have større formue end 10.000-11.000 kr. Når jeg skal til møde på jobcentret skal jeg sikre mig at jeg har pengene til at rejse, jeg kan efter sigende få refunderet rejseomkostninger op til 1.000 kroner, men jeg har endnu ikke modtaget hverken skemaer eller en adresse på nettet som jeg kan bruge. Jeg får en venlig behandling og opfører da også mig selv venligt overfor de kommunalt ansatte. Men et arbejde eller en kontakt til min læge kommer ikke på tale. Jeg er pr. definition arbejdsparat.
Imens bliver jeg mere og mere psykisk syg (manglende kontakt med omverdenen), sover dårligere og har en tendens til at blive syg (måske ikke alvorligt) på en måde der kræver medicinering.

Og selvfølgelig er jeg flyttet til Jylland endnu en gang, kæresten har fyret mig, hvilket jo nok betyder at jeg også fremover (indtil jeg får rigtig arbejde) kan blive forsørget af det offentlige.

Det her var rundt regnet bare om min tilknytning til arbejdsmarkedet, med nogle få eksempler på hvordan økonomien også kan have indvirkning.

Og lad mig så lige nævne at jeg aldrig har haft råd til at tage et kørekort. De gange jeg har tjent en god løn er pengene gået til briller og tandlæge. Og der er jeg bagud igen, nu.

tirsdag, december 24, 2013

Juleaften

I år er det vist nok 25 siden jeg sidst var foruden. Foruden min familie og det jeg elsker, og dem jeg elsker. Mit selskab er i aften det jeg kender bedst, nemlig mig selv. Til gengæld savner jeg alt det andet. Fattigdom er ikke min lod, selv om jeg ikke er specielt rig kan jeg overleve. Mit problem er at jeg bliver fattigere på ikke blot penge, men også på menneskelige relationer. Mit liv er politisk defineret som værende i vejen, eller måske endda spildt. Da mine omgivelser og jobcenter skal bekræfte mig i at være til overs går det jo tjuhej vilde dyr. Mine forældre har kæmpet for at blive de velhavende pensionister de er blevet til, det har jeg ikke. Mine kærester har elsket mig indtil de ikke gjorde det længere, jeg blev i årtier kasseret fordi jeg var mig og ikke det menneske som de blev forelskede i.
Men skidt det er juleaften.

Julegaver

Jeg har villet købe julegaver til dem jeg holder af, såmænd også dem jeg blot er i familie med og som får så store gaver at det dyreste de får fra mig er gavepapiret. Jeg ved hvad mine forældre kan bruge, og det drejer sig ikke om penge, det drejer sig om fornødenheder, og her er vi på brevordnerstadiet suppleret med faneblade, eller en julesnaps, eller en bog der handler om at turen går til Budapest. Julegaver er ligegyldige i familier hvor de fattigste skal finde på en gave de har råd til, når dem der skal have gaverne selv kan købe dem. Julegaver er derfor et stort problem for en stor del af alle os der politisk set bliver gjort stadig fattigere. Vi kan ikke leve op til tanken om at have et overskud, men vi skal. Mit overskud er således at jeg kan betale mine regninger til den 1. januar, altså styr på økonomien. Mit underskud er at jeg er syg på grund af fejlernæring og drikkeri, at jeg ikke har overskud til mine forældre og de fleste venner. Min julegave til mig selv er at jeg holder jul med mig selv, ikke fordi jeg ønsker at være isoleret, men fordi det er den letteste løsning på en uløselig konflikt at undlade diskussion.
Det har regnet og stormet hele formiddagen og jeg har valgt at kalde stormen (egentlig bare vindstød af stormstyrke) for Julius. Jeg har sendt julehilsner og "liked" en masse julehilsner på facebook. Men min julegave til mig selv er at jeg kan tage en morfar hver anden time, at jeg kan acceptere at jeg i virkeligheden er ramt af sygdomme, som forhøjet blodsukker, forhøjet blodtryk, dårlig motion (min vægt er faldet med mere end 15 kilo på et år fordi jeg ikke motionerer, jeg har simpelthen ikke råd til at bevæge mig, så jeg sidder bare stille her bag min pc. At gøre noget bare for at gøre noget er ikke mit mål. Jeg gør noget fordi jeg vil. Derfor har jeg skrevet mere end 150 blogs i løbet af dette år. Derfor har jeg været uvenner med mine forældre, derfor har mit forhold til kærligheden været problematisk.

Kærligheden

Jeg har elsket, jeg har vist kærlighed. Mit overskud var måske ikke det største, men til gengæld har jeg altid villet røre ved og knuse, kramme og kysse, ja også i det omfang jeg har haft muligheden at elske rent fysisk.
Jeg er jo ikke perfekt sådan som offentlige mennesker opfatter sig selv. Jeg er et følsomt menneske, og jeg holder af andre trods deres svagheder, ja, jeg er så storladen at jeg faktisk holder af mig selv på trods af mine fejl og mangler. Jeg græder når mine venner græder, jeg lytter til mine venners problemer, jeg er en umotiveret idiot, som ikke gider at gøre noget for ingenting, jeg elsker ikke mine medmennesker fordi jeg ikke vil gøre min indsats op i penge eller værdier. Som sådan har jeg for længst bevist at jeg er et overskudsmenneske (ikke at jeg har overskud i forhold til andre - nej jeg er i overskud og bidrager sådan set ikke til samfundet). Det ændrer bare ikke på min opfattelse af kærlighed.Umiddelbart minder kærligehd mig om godnatknus, den stilfærdige opmærksomhed  ved sengetid, ja og lysten til at holde om og knuse de mennesker man virkelig godt kan lide. Og sex følger med. Ikke bare at ville tage, men at ville dele. Sex er at finde ud af at kroppen er følsom og påvirkelig, ikke at den kan misbruges. Så er det sagt.

At holde jul

Dette år holder jeg min første jul i mange år, hvor jeg er alene. Julen er egentlig ikke anderledes end enhver anden dag eller uge. Den er bare et fælles projekt. Dikteret af kirken, fagforeninger og lovgivning vil julen altid være en form for edikt. Julen er derfor ikke et ønske, det er et påbud. Og næstekærlighed er måske nok værd at leve for. Men at føle sig tvunget til at spise for meget, at føle sig tvunget til at give gaver og at føle sig tvunget til at være positiv i en situation, hvor man ved at man kan miste hele sit livsgrundlag, både økonomisk og personligt, er ikke værd at samle på.
Nederlag er i princippet aldrig værd at samle på, men de er værdifulde som erfaringer. At holde jul bliver derfor meget mere et spørgsmål om at dele, end om at splittes. Når jeg ikke har noget at dele må jeg derfor holde min jul i mig selv, simpelthen fordi jeg ikke har noget at dele.

Mit ønske

Jeg håber sådan set bare at nogle vil tage mig alvorligt, at jeg ikke behøver at være en anden og at jeg måske kan holde nytår uden at skulle købe krudt.

Min juleaften er derfor stille, for ikke at sige rolig. Den omgivende verden er til gengæld brølende, både i dag og resten af de næste års dage.

fredag, december 20, 2013

Hjem, kære hjem

Egentlig har jeg aldrig haft et hjem. Jeg er flyttet rundt i landet efter midlertidigt arbejde og vikariater. Ofte fra den ene ende af landet til den anden. Hver gang med venskaber der måtte droppes eller som bare faldt væk. Nogle gange, jeg vil tro oftest, var det min skyld, andre gange var det den økonomiske tilgang til vedligeholdelse af venskaber der fik dem til at bukke under.
Men sært nok har jeg altid haft en bopæl, eller skal vi bare kalde det en adresse.

Min barndom

Som barn og ung boede jeg hos mine forældre, hvilket jo ikke virker specielt sært, alle mine skolekammerater og uvenner (dem der mobbede) boede på samme vilkår, altså hjemme hos mere eller mindre børneopmærksomme forældre. Vi var tre brødre og en storesøster, alligevel blev vi meget forskellige. Min ældste lillebror flyttede tidligt hjemmefra, jeg tog gymnasiet med inden jeg flyttede og det gjorde min yngste lillebror også. Min søster flyttede til Vestjylland i et forsøg på at tjene penge som ikke-faglært lærer, og så blev hun gravid, hvilket gav praktiske (religiøst betingede) problemer da hun skulle på lærerseminariet i Esbjerg. End ikke Mødrehjælpen kunne hjælpe hende, men hun blev gift med barnets far. I samme øjeblik uddannelsen var slut blev hun separeret. Hun lever stadig sammen med ham og har fået fire dejlige drenge siden, som nu er voksne, udover den smukke og livsbekræftende pige som jeg fik lov at stå fadder til.
Da mine forældre blev skilt var jeg 9 år og min yngste lillebroder var 5 år, vi havde dog levet med vore forældre hver for sig i to år på det tidspunkt, teoretisk mente de at vi børn havde bedst af at vi vænnede os langsomt til tanken, mens vore forældre på skift fik en supplerende læreruddannelse.  ideen var at vi børn skulle fordeles mellem vore forældre og at vi skulle have fælles samkvem, mens vore forældre skulle passe arbejde og deles om at videreudvikle os. Sådan blev det bare ikke.
Om den oprindelige ide ville have gjort os til bedre mennesker, mere velfungerende kapitalister, mindre religiøse eller ateistiske aner jeg ikke. Jeg tror mest på at vi stort set ville have udviklet os som vi har gjort, ligegyldigt hvad der var sket.

Min ungdom

Den er hurtig fortalt. Jeg flyttede hjemmefra kort efter jeg havde fået min studentereksamen. Jeg manglede få point for at blive optaget på biblioteksskolen, dem kunne jeg tjene på et år, for eksempel ved at tage en uddannelse og derved tjene point. Jeg begyndte på EFG, som dengang var noget ganske nyt. Som socialist mente jeg at man ikke kunne tage stilling til håndværk og håndværkere uden at have været blandt dem, og sådan blev det. Jeg oplevede det år en masse. Fagligt engagerede, håndværkere der bare ikke kunne finde en mester men som ønskede sig at blive tømrere eller snedkere, malere eller svejsere. EFG Bygge og Anlæg var et godt sted at være, med mennesker som gav udtryk for alle afskygninger af politisk sans. Fra passivitet til storstilet aktivitet. Efter et år fik jeg optagelse på biblioteksskolen i Aalborg og forlod det produktive arbejdsliv, desværre faldt også venskabet med mine kammerater fra EFG bort til fordel for dem jeg kom til at gå på skole med.
Rent fysisk flyttede jeg kun en smule. Min husleje og de kvadratmeter jeg havde til rådighed ændrede sig ikke stort da jeg flyttede fra min stedfars datters ekstra værelse til min søsters kærestes svigerfamilies karlekammerværelse på 5. sal. Da jeg blev smidt ud på grund af dødsfald kunne jeg konstatere at den kommunale (offentlige) garanti for en bopæl ikke gjaldt for mig, kommunen kunne simpelthen ikke stille noget til rådighed, så jeg flyttede i kollektiv. Jeg fik en kæreste og min bedste ven tog hende, egentlig var det mest omvendt, men dengang føltes det som at blive svigtet.

Min uddannelse.

Jeg boede til leje hos private, hos mine forældre under praktikperioder, jeg boede på kollegium og i kollektiver. Jeg havde ikke et hjem, men en bopæl, et sted at gå hjem til, jeg havde havde også kærester og elskerinder dengang, jeg var hyppig gæst i byen, drak mange øl og fik venner der dyrkede skak, var filosofiske, hørte musik og kunne lide mit selskab. Alt det fik jeg, men ikke de kontaktmuligheder som skulle gøre det lettere at få arbejde. Vi flyttede alle hele tiden, blev gode venner og glemte hinanden af praktiske årsager, forbindelser der kunne skaffe arbejde var ikke pynt på kransekagen dengang, lige så lidt som den er i dag. Vore venskaber blev aldrig til fjendskaber, det nåede vi ikke. Vi flyttede fra det ene rod til det andet. Vi havde sjældent penge, men kunne leve på en sten, så hellere spise billig mad og så have råd til at gå i byen.
Min uddannelse bestod mindst lige så meget i at flytte (for mig selv og andre) som den bestod i at lære noget. Jeg vil ikke klage, bare forklare at det at lære noget er noget man skal ville, ikke noget man skal tvinges til.
Hvis min uddannelse var gennemført uden krav om praktik, flytning, økonomisk ubalance og nedlæggelse af kollektiver, kunne jeg måske have haft en anden tilgang til at blive uddannet. Desværre stod jeg med en kæmpe studiegæld (statsgaranteret) da jeg blev færdiguddannet, samtidig med at jeg skulle vente med at aftjene værnepligt i næsten ét år. Jeg havde end ikke råd til et næste fjumreår, man kan jo betragte min EFG-uddannelse som et fjumreår, da jeg heller ikke kunne få en læreplads (jeg var for gammel til lærlingeløn). Jeg tog en uddannelse og jeg var stolt af den.

Bopælen

Fra jeg var 5 år til jeg blev 17 boede jeg samme sted i Ansager, samme hus endda. 12 år i alt. Siden har jeg som nævnt boet i alle mulige former for opholdssteder, i forbindelse med arbejde også på campingpladser eller et lånt værelse, mens jeg ventede på at skifte bopæl fra den anden ende af Danmark.
Fra 1982 var jeg lejer af alt muligt, jeg boede i korte perioder til leje, i telte, campingvogne, på værelser og hos mine forældre, jeg boede hos skiftende kærester og sågar på højskole.
Sært nok har jeg aldrig haft bopæl mere end 3 år siden jeg flyttede hjemmefra. Sært nok er det så også at det sted jeg har været mest (dog med skiftende adresser) er Samsø. Fra 1992 til 2010 boede jeg på Samsø, jeg havde en kæreste, dog kun i ca. 3 år, ellers var jeg alene. Jeg havde arbejde, dog ku i perioder. Jeg havde gode venner, dog kun når når vi havde råd til at være det.

Men selv om jeg har boet 12 år i Ansager på den samme adresse, er det sted jeg har boet allermest stadig Samsø (Kolby Kås, Tranebjerg, Torup og Pillemark) med 15 år.

Nu bor jeg igen hos min far (og betaler husleje eller i hvert fald forbrug) og har gjort det sammenlagt noget der ligner 10 år.

Jeg når aldrig at få tilknytning til et sted, regering og alle andre kan stikke deres tro på at lavere indtægter og dårligere vilkår for studerende skal give dem mere tilknytning til et nærsamfund. Det eneste der sker er sådan set at penge bliver omdrejningspunktet, ikke de mennesker der skal generere dem.

Bedsteforældre

Mine bedsteforældre, ja sågar mine forældre har en tilknytning til lokalsamfundet, som er grundet i deres hjem (bopæl). De har haft et hjem, mindes deres skolekærester, naboerne der var fattige kommunister eller betalte kontant.
Jeg har kendt så mange mennesker i så mange dele af landet og i så mange situationer, at jeg ikke kan forstå hvad et hjem er, hverken som udgangspunkt for fremtiden eller som udtryk for nutidig tryghed.

Fremtiden

For mig vil det sådan set sige at jeg skal have et hjem, med tryghed og omsorg, de næste ca. 20 år. For at være helt ærlig får jeg det aldrig, end ikke på et plejehjem. Så længe er der ingen der holder, og skulle der være én, er det i hvert fald ikke mig.

Jeg kan jo kalde mig boligløs og svigtet af samfundet. Men det er ikke mit formål. Det er alle dem der tror at ejendom og kapital er vigtigere and mennsker der burde følge med her. Og jeg har kun fortalt den korte version her.

onsdag, december 18, 2013

Kriminalitet

Jeg blev inspireret af følgende opslag på facebook: "Ser lige tv avis, den viser at 1,1 % af alle dansker er kriminelle, medens 5.4 procent af indvandre er kriminelle, dog uden indvandre fra somalia der er 11,4% kriminelle alsà. Mere end ti gange så mange som dansker, det er f,,,,, uhyggeligt do".

At opgøre kriminalitet i procenter og at sætte national oprindelse på er jo helt ude i hampen (måske et dårligt billede, da hamp faktisk for et par århundreder siden var noget alle var påbudt at dyrke). Desuden skal definition af oprindelse enten nuanceres eller afvises, hvis vi ønsker danske danskere frem for kriminelle indvandrere.

Samfundets regler

Vi er så heldige i den vestlige verden, at kriminalitet er defineret ved lov. Hvad angår andre lande er kriminalitet også defineret ved lov, man kan så synes at Toraen, Sharia, den hinduistiske retsfamilie eller shintoismen byder på noget forkasteligt i forhold til vores retsopfattelse.
Måske vi skal huske på at vi i Danmark kunne dømme hekse, vi kunne dømme for utroskab, børn født udenfor ægteskab og tage brænde fra en herremand (i virkeligheden har ejendomsretten altid været hellig siden vi blev kristnede - både til jord og kvinder og børn). Hvis en velbyrdig mand skulle formaste sig til at stjæle en anden mands ejendom, kunne han gå fri ved at stille med 123 andre velbyrdige mænd der blot skulle erklære "på tro og love" at arrestanten var uskyldig - i øvrigt et system der lever videre med nævningesystemet.
Det pudsige ved det er at muslimer og hinduister faktisk har haft systemer der enten straffer ud fra samfundets regler eller ligefrem tager stilling til den enkelte synd (sharia). Vi har hugget hovedet af mennesker for mindre end man hugger en hånd af i visse arabiske lande (ikke nødvendigvis begrundet i sharia, da det er en pligtig straf for at stjæle, mens vi i Vesten ofte straffer folk der stjæler penge mere end vi straffer dem der misbruger børn og kvinder seksuelt. At se op til Mahatma Gandhi og Nelson Mandela er sikkert godt for vort selvværd, men de var faktisk begge kriminelle i forhold til de regler deres samfund havde. Så når vi ønsker at alle skal leve efter de regler vi har i Danmark, burde vi i sagens natur acceptere de regler der findes i andre lande, eller hvad? Jøder i Danmark er traditionelt blevet omskåret i århundreder, pludselig kommer naboerne fra de muslimske lande, og så er det notorisk uetisk at gøre det, kvinder i visse områder af Afrika og Mellemøsten er blevet omskåret. Bortset fra følgerne og smerterne et ritual på linje med konfirmation, jeg skal så lade være med at nævne andre "voksen-ritualer", som alle virker barbariske.

Millimeterregler
I den vestlige verden har vi med tiden afskaffet dødsstraf (altså i Danmark og nogle få andre lande), vi har på et tidspunkt afskaffet viljen til krig (ved at indføre væbnet neutralitet). Men vi har også indført det hvide snit, tvungen sterilisation og straffen for at køre eller gå over for rødt i et utrafikeret vejkryds. Vi har indført regler der bygger på en snæver lovgivning, en lovgivning der ikke i samme omfang som sharia tager højde for en vurdering af den enkelte handling. Selvfølgelig findes der præcedens  i sharia-lovgivning, men der findes overhovedet ikke andet indenfor den vestlige lovgivning. Dommere leder med lys og lygte efter domme eller strafudmålinger som er knyttet til tilsvarende "forbrydelser", personlige hensyn eller en alternativ straf findes ikke. Voldtægt findes der straffe for, misbrug af børn findes der straffe for, at køre i beruset tilstand findes der straffe for, ja sågar findes (fandtes) der straffe for at bevæge sig rundt med en knivlignende genstand (defineret ud fra hvor langt skæret var - eller regler for hvilke hunde må have, defineret ene og alene ud fra hvilken race hundene har - i øvrigt foreslået af de samme mennesker, som også er mere bange for menneskeracer end de er for forbrydere)

Forbrydere

Kriminalitet er forbrydelse. Altså er det at bryde loven både kriminelt og en forbrydelse. For loven er udgangspunkt for vores tryghed i et samfund.
Sært nok har vi adskillige eksempler på at loven ikke er en lov. Grundloven kan fortolkes, almindelig lovgivning på det kommunale område kan fortolkes. Hvor vi ét år dræner engområder, kan vi årtier senere genoprette de samme områder. Vi kan diskutere atomkraft, plantegifte og affaldshåndtering. Men hvis der findes et giftstof i en farve der bruges til tatovering så kan vi lave en lov. Hvis folk ryger for meget afskaffer vi ikke tobak, i stedet indfører vi en skiltning på tobaksvaren der fortæller at "Rygning KAN skade". De mest omsættelige varer i verden (legalt) er våben, tobak, medicin og alkohol, den mest indbringende illegale vare i verden er narkotika (OK der findes efterhånden lige så mange typer som der findes lande på jorden). På disse områder skal lovgivningen til enhver tid tilpasses det kapitalistiske marked. Hvorfor det at drikke og ryge, at skyde andre mennesker med våben og at æde ordineret medicin i et omfang der kan slå adskillige mennesker ihjel skulle være bedre end at indtage narkotika forekommer mig underligt, medmindre det er et spørgsmål om indtjening. Man kunne jo få den tanke at dem der rent legalt tjener penge på at slå folk ihjel ikke ønsker direkte konkurrence fra dem der gør det illegalt. Desværre kan man også få den tanke at dem der legalt kan slå ihjel har fundet en mulighed for at forøge indtjeningen ved at sikre sig at der findes et kriminelt marked som kan udnyttes parallelt med det legale.

Kriminelle

At køre bil med en promille på næsten ingenting er kriminelt, Når man dyrker sex på et offentligt sted, eller når man kører på cykel uden lygte og refleks, så er det kriminelt og dermed strafbart. Hvis man afleverer en bog eller en dvd på biblioteket for sent, hvis man betaler en regning én dag for sent er det kriminelt. Vi taler her om en straf der hedder bøder eller gebyrer. I et samfund hvor forskellen på rig og fattig er det primære mål har lovgiverne fået indført den mest logiske lov (regel), nemlig at rig og fattig skal betale lige meget og omvendt modtage for eksempel børnepenge uden hensyn til indtægt.
Hvis du snyder med din økonomi. Altså lyver overfor det offentlige og myndighederne, så bliver du straffet (selvfølgelig kun hvis nogen opdager det). Har du problemer med din økonomi, for eksempel i forbindelse med arbejdsløshed eller skilsmisse, ændres reglerne ikke, kun din økonomi. Betaler du ikke kan du risikere at blive kriminel, simpelthen fordi det offentlige kan sanktionere dig. Til gengæld kan du ikke sanktionere det offentlige. "And so, my fellow Americans, ask not what your country can do for you; ask what you can do for your country.", John F. Kennedy 20. januar 1961. Man kan jo spekulere på om et menneskes eksistens betinger staten eller er betinget af staten? Under alle omstændigheder er dit liv ikke din egen beslutning, det er betinget af omgivelser og lovgivning.

Indvandrere og flygtninge

I Danmark og mange andre vestlige lande er indvandrere og flygtninge et problem. USA, Canada og Australien, Rusland, Japan og Kina har stramme regler for indvandring, efterhånden også Sydamerikanske lande. Vi har opnået en angst for flygtninge og indvandrere i hele verden. Ikke fordi vi er inhumane, tværtimod fordi vi ikke vil tage ansvaret for at have udnyttet andre samfund og områder uhæmmet i århundreder, ikke fordi vi har ført halvdelen af verden ud i slaveri, nej fordi vi ikke vil betale tilbage hvad vi har opnået ved det.
Vi har fortalt hvor god en verden vi lever i med overflod, gode skoler og sund kost samt lang levealder (og meget mere). OG så bliver vi sure når der findes nogle der kommer forbi for at få del i den velfærd de eller deres forfædre har været med til at skabe.
Eftersom vi altid har bestemt hvilke love der er de rigtige kan alle disse flygtninge og indvandrere til enhver til komme for at kræve deres ret eller i hvert fald kræve at få pengene tilbage. Det er vore love der bestemmer at de ikke har ret til de værdier der var i deres undergrund, på deres marker eller i deres arbejde.
Når så de kommer på grund af hungersnød og armod, krig eller påtvungen fred, så har vi en rigtig fin lov som gør dem til pariaer, irriterende som kakerlakker eller bare en økonomisk belastning.
At definere andre kulturer som kriminelle kan vi kun gøre ved at sige at den eneste kultur der eksisterer er vores (den vestlige verdens). Når vi samtidig fornægter andre kulturer (Afrikansk, Asiatisk samt oprindelige folk i for eksempel Australien og Amerika) er kulturer har vi gjort os til et herrefolk, ikke til et folk der ønsker en fremtid med kulturel samdrægtighed.

Fremmedhad

At hade alt man ikke forstår er som at sige man ikke ønsker at forstå. At lære bliver til en PISA-test frem for erfaring og udvikling. Ikke bare hadet til tyskerne (i min barndom), fordømmelsen af overlegne Københavnere (i min barndom) men også hadet til andre folkeslag kan forstærkes ubegrænset. Jeg fristes til at spørge mig selv om det er mine egne begrænsninger der gør mig så bange for andre mennesker, at jeg kun kan stå over dem ved at fordømme dem som dårligere og mindre menneskelige end mig selv.

Al den kriminalitet jeg ser i mit fædreland er sådan set skabt af lovgivningen i mit fædreland. Tænk sig at afskaffe love om kamphunde, om ægteskaber blandt yngre mennesker (gennemsnitsalderen er også steget til omkring 38 år), tænk sig at man brugte flere kræfter på at fortælle om farerne ved rygning, alkohol, medicin og narkotika frem for at kriminalisere. Tænk sig om vi kunne hjælpe hinanden på tværs af oprindelse (jeg vil tro at jeg er 5. eller 6. generationsindvandrer). Tænk sig at man dømte mennesker individuelt frem for at dømme uniformt (Et mord er et mord, uanset om det er i affekt, med henblik på økonomisk gevinst eller om man bare godt kan lide at slå ihjel).

Jeg er ikke blevet afsløret endnu, bortset fra at jeg sad bag på en knallert som 17-årig. Men som jeg ser det er det kun et spørgsmål om tid inden jeg bliver erklæret kriminel. Det kunne være fordi jeg modtager kontanthjælp, deltager i demonstrationer eller møder på jobcenter uden at kunne dokumentere alle mine jobsøgninger, måske endda fordi jeg formaster mg til at tage til Tyskland (lige over grænsen) når min bror alligevel skal af sted (jeg skal nemlig søge flere uger for at få lov til at rejse udenlands eller holde ferie)

Med lidt held skal jeg nok blive kriminel, også selv om min slægt indvandrede til landet for mange år siden.

søndag, december 15, 2013

Julefrokost

Så skete det. Jeg var til julefrokost med Enhedslisten. Vældig hyggeligt og stort set ikke præget af politik. Måske fortalte vi vittigheder med en politisk undertone, men maden vi fik var traditionel dansk julemad, måske tilsat lidt mere grøn salat end normen for en dansk julefrokost. Der var øl, vin og god rom. Og der var julestemning som man finder den til andre julefrokoster hvor nogle kender hinanden og andre er med for første eller anden gang.

Enhedslisten

Nu var det Enhedslisten der afholdt den årlige julefrokost. Vi grinede, havde pakkeleg og spiste sild, lune frikadeller og leverpostej og sluttede med risengrød og kirsebærsovs. Udover rødkål (både frisk og til frikadeller var der rødbeder og kirsebærsovs som havde "den rette farve". Der var ikke engang rødløg til silden, og havde der været ville alt det røde til vores julefrokost svare til alt det røde der er knyttet til enhver dansk julefrokost, om den så finder sted i Dansk Folkeparti's regi. Faktisk viste det sig at Enhedslisten er så normal hvad angår julefrokost, at vi lige så godt kunne have holdt firmajulefrokost eller jul for hjemløse. Traditioner med andre ord, altså intet nyt under solen i december. Det nye i år var måske de "selfies" der blev taget, men jeg er sikker på at det ikke kun er til Enhedslistens julefrokost der bliver grinet og taget billeder af den art. Lur mig om det ikke også er sket til en del socialdemokratiske julefrokoster.

Engagement
De unge
Det der for mig var mest påfaldende var deltagernes alder og sociale status eller måske snarere sociale engagement.
Der var nogle ganske få helt unge. Studerende kalder man dem, det vil sige de læser typisk på universitetet lever af små penge og har en drøm om at det samfund de skal engagere sig i efter endt uddannelse, har brug for dem. Ikke at de skal tjene mange penge på ikke at lave noget, ved investeringer eller en anden form for nasseri. De drømmer for eksempel ikke om at blive politikere eller få et arbejde hvor de ikke skal gøre andet end at hæve løn og investere i ejendom. Nej de drømmer om at gøre en forskel.
En af de unge der var med til julefrokosten bor i udkanten af den storsilkeborgske kommune. Silkeborg er jo kendt som en studieby med skoler og seminarier der ligger så tæt at der stort set kun ligger værtshuse, cafeer og pizzarier imellem ;) Nå, spøg til side. Tilbage til én af de unge som faktisk har lettere ved at komme til Århus eller Viborg end til Silkeborg, fordi man som studerende kun i ganske få tilfælde har råd til at holde bil eller hest. Når rejsetiden til Århus Universitet er én time kortere end til et seminarium i Silkeborg, kan jeg sagtens forstå at man vælger universitetet. Men jeg bliver alligevel glad når jeg ser de unges politiske engagement. Ikke voldelig revolution eller egoisme i yderste potens, nej et ungdommeligt engagement på vegne af det omgivende samfund, selv om man som 20-årig nok har mere forståelse for den nære fremtid og ønskerne for et ubekymret liv. Selvfølgelig er man som ung mere fokuseret på sine egne behov, men hov. Hvordan ser det så ellers ud?

De erhvervsaktive

Som samfundet ser ud nu er der stort set ikke andet end pensionister der ikke regnes som erhvervsaktive eller potentielt erhvervsaktive.
Med skam at melde kunne jeg konstatere at kun ganske få af de fremmødte til julefrokost var i den erhvervsaktive alder / gruppe. Selvfølgelig kan man forestille sig at der er så mange julefrokoster i forbindelse med job og samarbejdspartnere samt familie at man vælger den julefrokost fra der foregår i politisk regi. Det kunne man sagtens forestille sig?
Enhedslisten er et socialt parti, hvis hovedpunkter er at forbedre kårene for den arbejdende klasse og for udsatte borgere (studerende og pensionister med mere), men målgruppen glimrer ved sit fravær, måske de køber aflad ved at betale til partikassen, måske de støtter ved at give penge til fattige børn i Afrika og købe geder til jul (i form af gedebeviser eller brøndbeviser), måske de endda føler med de udsatte mennesker. Men den erhvervsaktive del af befolkningen udgør, set i forhold til gruppens størrelse samfundsmæssigt, en meget lille del af de aktive medlemmer af Enhedslisten. Fordi de har travlt? Fordi de lige skal tjene penge til lån på hus og bil? Fordi de faktisk ikke rigtig ved hvilke forhold andre mennesker lever under? Eller fordi et socialt engagement er noget man kan betale sig fra uden at deltage i det sociale?
Mit bud er at det nok er lidt af hvert, afpasset efter det enkelte individs situation. Således er de fleste af dem jeg mødte i forbindelse med julefrokosten, altså dem i den erhvervsaktive alder, alle sammen i en situation der indebar mangel på arbejde (inklusive mig selv).

Pensionisterne

En stor gruppe af de fremmødte var pensionister. Tilgangen til engagementet i Enhedslisten var grundlæggende social indignation, enten på egne, børns eller børnebørns vegne, eller fordi de i ungdommen og som erhvervsaktive havde oplevet social uretfærdighed og havde være fagligt engagerede.
Pensionister er absolut ikke en homogen gruppe, det er de erhvervsaktive og de unge heller ikke. Nogle pensionister har kun til dagen og vejen, andre har statspensioner eller selvpensioner og dermed rimeligt gode vilkår. Nogle har brugt det meste af deres liv på at købe hus og betale det 20 gange, men sidder nu billigt hvad huslejen angår. Andre har hele livet knoklet, boet til leje og været nødt til med mellemrum at rykke teltpælene op og derhen hvor arbejdet var.
Påfaldende var det alligevel at netop gruppen af ikke-erhvervsaktive (pensionister) var den største gruppe til julefrokost. Nogle er måske aktive, men har ret til pension, så der ligger et valg om at gøre et stykke arbejde frem for at læne sig tilbage og se fjernsyn. Men det er jo netop det pragtfulde. At kunne vælge, uden at være tvunget til sit valg.
Men gennemsnitsalderen til vores julefrokost i et ungt, socialistisk parti viste sig at ligge meget tæt på pensionsalderen.

Menneskeligt overskud

Når man tænker på at gennemsnitsalderen i Danmark er lige under 40 år var vi altså absolut ikke repræsentative for de mennesker vi som parti gerne vil repræsentere. Altså os der tog tid til at deltage i en helt traditionel julefrokost i Silkeborg sammen med andre medlemmer af Enhedslisten.
Det humane fristes man til at tro ligger hos de unge, der først lige er gået i gang med et liv som på næsten alle områder ligger helt åbent. Alternativt kan den store gruppe af mennesker der har oplevet et langt, mangefacetteret liv udvise et menneskeligt overskud, oftest fordi de kommende generationer skal sikres et værdigt liv. Imens har alle dem der står til rådighed for arbejdsmarkedet travlt. De har travlt med at sikre sig selv økonomisk, de har travl med at opfylde de betingelser de er pålagt af den kapitalistiske (økonomiske) politik. Måske har mennesker på arbejdsmarkedet også en social bevidsthed, det virker bare som om den bliver skubbet til side, mens de samfundsmæssige krav (nogle gange krav der kun giver mening for økonomiske investorer) bliver opfyldt, på trods af at det arbejdende menneske ikke får noget som helst socialt ud af det.

Mennesket

Det vil være svært ud fra fremmødet til en julefrokost at definere dybtfølt socialt engagement, det vi talte mest om de få gange vi talte politik var faktisk de økonomiske aspekter af livet. Men det er alligevel påfaldende at dem der ønsker at være sammen med ligesindede enten er meget unge eller har levet et langt liv. Jeg vil så gerne tilføje at vi fik diskuteret emner som religion og hvilke serviceydelser man kunne betale for. Helt nøjagtigt spørgsmålet om at støtte rejseselskaber og discountbutikker, hvor nogle havde ideologiske holdninger, andre holdninger der var økonomisk, pragmatisk begrundede.
Vi var sjældent enige, faktisk, til gengæld lyttede vi til hinandens argumenter og modargumenterede. Som jeg sagde i forbindelse med lavprisflyselskaber: "Jeg er heldigvis fri for at tage stilling - jeg har ikke råd til at rejse". Jeg kunne så fortælle at man betaler mere og bruge mere tid på at rejse med offentlig transport, end hvis man er privatbilist. Selv om de fleste var klar over at det er sådan var deres konklusion alligevel, at de ikke kan undvære deres bil. Når jeg påpeger at jeg SKAL undvære en bil kan jeg fornemme at de synes det er synd for mig, men samtidig glæder de sig over at de har en bil.

Efter julefrokosten

Jeg har været positivt overrasket over den imødekommenhed der er overfor nytilflyttede medlemmer i Enhedslisten. Det er et socialt engageret parti.
Sært nok er de fleste holdninger ikke stort forskellige fra de fleste andre politiske partiers fra højre til venstre i folketingssalen. Vi skal tjene penge, ikke alene til os selv men også til "arbejdsgivere" og investorer, vi skal også tjene penge så vi kan bidrage til driften af vores stat.
I det hele taget skal vi tjene penge af hensyn til vores forbrug, vores behov, vores familie og vores selvværd.

Så julefrokosten på arbejdspladsen eller i den politiske forening gør ikke den store forskel. Men for en gangs skyld får vi lov til at være sociale og forskellige. Og skal jeg så ikke lige tilføje at der, mig bekendt, ikke var eksempler på utroskab i forbindelse med vores julefrokost. Så måske er vi i virkeligheden bare en flok småborgerlige mennesker der ikke vil bryde med konventionerne?

torsdag, december 05, 2013

Målstregen

Som mennesker har vi måske og måske ikke et mål med tilværelsen. Godt nok bliver nogle skuffede, nogle endda så meget at de opgiver at leve livet. Måske træder de bare tilbage og siger "op i røven", men nogle tager livet af sig selv og deres kæreste. De sidste vil jeg måske fokusere på en anden gang, da det er svært nok at se dem der på en måde kæmper videre mod overmagten, trods dårlige odds.

Mål

Vi er alle født lige siges det. Nej det er vi ikke. Nogle er født af forældre der ikke aner noget om sundhed, barsel og barnets tarv eller behov de første år af livet. Måske er det mindre væsentligt, her er der nemlig ikke nogen stor forskel på de mest beskyttede i samfundet og de dårligst stillede. De boller, bliver gravide og får et barn, hvis det kommer dertil. Nogle gange et ønskebarn, andre gange bare et barn.
Men. Et barn kan udløse ønsket om at barnet skal have et godt liv, for de dårligst stillede eller dem med den værste opvækst er målet altså at deres børn skal have det bedre, mens de bedst stillede vil have at børnene skal have det bedre. Forskellen er måske ikke umiddelbart til at se, men fp
or den dårligst stillede gruppe er det muligheden for at blive en accepteret del af samfundet, mens de bedst stillede ønsker at deres børn skal blive en del af det øverste samfund.
Desværre er det ikke menneskelighed der er det egentlige mål, det er penge. Så der er alle klasser stadig enige. Pengene og økonomisk sikkerhed er det vigtigste. Altså penge som mål, ikke som behov.

Ømhed

Generelt tror jeg at alle mennesker der har børn er ømme overfor dem. Men mange aner ikke hvordan de skal vise ømhed. Den person der har været udsat for overgreb i sin barndom vil oftest tage udgangspunkt i den erfaring (og med overgreb mener jeg ikke nødvendigvis seksuelle overgreb). Mange forældre - for ikke at sige de fleste - har ikke en kinamands chance for at vise ømhed overfor deres børn, ømhed er nemlig noget man ikke selv har oplevet. Ømhed kræver nemlig tid og forståelse, altså at udvise både empati og at beskytte progressivt (med henblik på at ømheden skal bære positiv frugt på længere sigt, frem for at forkæle).
Hvis vi som voksne skal forbinde vores forældres ømhed med at blive kysset godnat (bvadr er der nogen der siger på et tidspunkt i barndommen, og det var så meget for den ømhed), hvis vi skal tro på at det at der bliver pustet på en skramme fjerner smerten efter et fald, hvor smerten oftest er større fordi faldet var en overraskelse, kan og vil ikke i længden blive forvekslet med ømhed. Et kejtet knus og et kram vil sjældent blive betragtet som ømhed, allerhøjst som et behjertet forsøg på at vise ømhed, når det er den eneste måde man kan vise den på.

Kærlighed

Ømhed må selvfølgelig ikke forveksles med kærlighed. Kærlighed er grænseoverskridende. Den har givet sig udtryk i klø og andre straffe (igen springer jeg over seksuel misbrug). "Det gør mere ondt på mig end det gør (ondt) på dig", er der en del børn der har hørt, måske nok i nyere tid formuleret på en anden måde, men sanktioner og krav har i princippet blot fået en anden udtryksform. De er der stadig. Forældre forstår ikke at deres børn i puberteten gør oprør imod dem, forældrene mener jo netop at de fejl de selv begik skal børnene slippe for at begå. Pudsigt nok er langt de fleste forældre der har fået en rolig og økonomisk stabil tilværelse adskillige erfaringer hvad angår pubertet. En anden gruppe, nemlig de socialt udsatte, er nok dem der ved mindst om pubertet, fordi de havde travlt med at finde ud af livet. De vil i høj grad acceptere at deres børn skal finde ud af det selv, også fordi kærligheden ikke har været til stede i den del af deres liv som deres børn nu skal gennemleve.
Af kærlighed til vore børn sikrer vi dem ophold i institutioner, skoler og under konstant opsyn, samt mod betaling. Ikke fordi alle mennesker tror at man kan betale for børns lykke eller at man kan vise kærlighed ved at betale for ikke at være sammen med dem. Nej, simpelthen fordi det omgivende samfund har brug for at kærligheden kan omskrives til indtægt.
Uden indtægt kan man ikke gøre det bedste for sine børn, på samme måde som mænd er dårligere til at tage sig af børn en mødre er, ja sågar fremmede kvinder er bedre end fædre.

Smerte

Man kan jo undre sig over at ømhed og kærlighed kan forsimples på denne måde. Men det er jo accepteret af de fleste, at det omgivende samfund fastsætter reglerne for vores måde at omgås hinanden og vore børn på, ikke hvordan vi kan udnytte det potentiale vore børn udgør, medmindre det kan gøres op i penge eller prestige.
Trods den omfattende tilstedeværelse fra myndighederne, altså pædagoger, lærere, lovgivere og offentligt ansatte kontrollører får størstedelen af de unge og børnene ikke den ømhed og kærlighed som de har brug for, nej de skjuler eller påvirkes til ikke at genkende den smerte som de fleste opnår ved ikke at være andet end en offentlig opgave der skal løses.
Selvfølgelig må det gøre ondt. For mit eget vedkommende gjorde det da også ondt, da mine forældre blev skilt. Det gjorde såmænd også ondt, at de forsøgte at gøre skilsmissen så let som mulig for os børn, det gjorde ondt at vi børn pludselig skulle sammenlignes med nye kæresters børn eller skulle være kastebold i et spil mellem vores forældre og deres nye familier. Vores fremtidige liv blev bestemt af advokater og vore forældres manglende indsigt i vores behov og ønsker. Selvfølgelig ved jeg godt at vi ikke kunne få vores oprindelige familie tilbage, det var sådan set bare et barnligt ønske i og med at trygheden blev forvandlet til et forsøge på at skabe en anden tryghed.

Målet

Jeg voksede op med at mit mål skulle være succes. Helst på flere områder, især skulle jeg gerne være god til det jeg arbejdede med, men det ville jo implicit betyde at jeg også skulle være god til at tjene penge.
Desuden ville det være ønskværdigt at jeg udviste ømhed over for mine børn og kærlighed til mine omgivelser.
Beskedne mål, når jeg aldrig havde lært hvad udtrykkene egentlig dækkede.

Jeg forsøgte at gøre det godt, alle tingene. Og nu sidder jeg her i selvvalgt isolation, simpelthen fordi jeg ikke kan nå til enighed med nogen om, hvornår jeg skal satse på kærlighed, eftergivelse, ømhed, penge eller prestige.

onsdag, december 04, 2013

Regler

At der findes regler inden for politik og inden for næsten alle andre områder er jo nok ikke gået manges næse forbi. Man kan dog nok undre sig over at de fleste regler absolut ikke indebærer nogen form for konsensus i bred forstand, snarere blot inden for et snævert område. Regler findes jo så snart man kommer til verden, man skal fodres, sove og lære sine forældre at kende, så er der sproget der skal læres, bagefter skal man lære at klare sig med pædagoger i stedet for forældre, inden man skal lære at gå i skole for at lære noget. Og sådan fortsætter der gennem hele livet at være regler. Det gælder mange af livets facetter.

Undtagelser

Den vigtigste undtagelse for at regler er fælles er jo nok indenfor politik. Men regler gælder heller ikke inden for økonomi eller blandt ansatte på arbejdsmarkedet. Regler gælder ikke for mennesker men for grupper af mennesker, fordelt på køn og alder. Hvad skolegang angår er reglerne også lidt løse alt efter elevernes evne til at tilpasse sig. Rent juridisk findes der masser af regler, så mange at nogle mennesker faktisk ikke kan overskue dem.
Faktisk er vi stort set nået frem til at sådan noget som Ludo og Matador/Monopoly og andre spil er de eneste der har regler, nå ja og så til en vis grad solitaire/kabaler. I det hele taget ser det ud til at spil (bridge, skak m.fl.) er det sted hvor man kan finde regler der kan og skal overholdes. Ellers ikke mange andre steder.
Regler synes at være til for at blive brudt.

Grundloven

Det bedste eksempel på regler vi alle skal overholde er vel her i Danmark grundloven. Den er meget specifik på de fleste områder, men bærer meget præg af at den er forfattet som et opgør med enevælde og adelsvælde, hvor nyrige borgere ikke havde noget krav på at blande sig i den statsligt førte politik.
Med grundloven har vi i dette land givet tilladelse til at fattige mennesker kunne steriliseres, at mennesker der var uformuende ikke havde stemmeret, at kvinder mere end 50 år efter grundlovens indførelse var inferiøre uden stemmeret og at de skulle forsørges af deres ægtemænd. Med grundloven er vi som nation blevet en del af et kapitalistisk projekt kaldet EF/EU uden at vi kunne sige fra, vi har blot kunnet nægte at fuldbyrde den voldtægt vores nation bliver udsat for. Med grundloven kan vi protestere alt det vi lyster, vi har ikke et besluttende ord at skulle have indført, juristerne vurderer på baggrund af en mere end 150 år gammel kontrakt mellem borgerskab og adel om befolkningen skal lyttes til eller bare finde sig i det ene overgreb efter det andet.
Og protester fra de mennesker der føler sig misbrugt og underkendt bliver klart afvist af en juridisk elite, der har en lang uddannelse i at foretage vurderinger ud fra reglerne (lovgivningen) og skulle der være en sag der minder om den de behandler, så danner den præcedens.

Arbejdsmarkedet

Siden grundloven blev underskrevet i 1849 har landbruget og borgerskabet (læs: kapitalen) fået en kraftig politisk støtte. Selvfølgelig blev arbejderbevægelsen i en periode fra kort før år 1900 til i dag også tilgodeset, fagforeninger og pension, overenskomster og A-kasser har alt sammen vist sig at være til fordel for arbejderklassen. Problemet de seneste årtier har været at der findes en romantisk opfattelse af at arbejderklassen er de mennesker der symbolsk set kan bruge et håndværkerværktøj, mens de mennesker der bruger tid på at sikre at reglerne for repræsentanter for håndens virke, lad os sige lærere, pædagoger, bibliotekarer, kommunalt ansatte (dem der tager telefonen og lytter til alle de problemer almindelige mennesker kan have), de regnes for overflødige, fordi de ikke producerer noget måleligt.
Jeg er så skuffet over at størstedelen af det Danmark jeg er vokset op i og lever i betragter alle dem der bare tjener penge på at stå til rådighed og lytte til indbyggere i samfundet, dæmper gemytterne og sågar må lade livet fordi reglerne ikke passer til den realistiske verden, at de ikke belønnes for den enorme indsats det er at sikre et samfunds overlevelse. I stedet bliver de fyret i krisetider (med endnu mere krise på flere områder som økonomi og psykiatri) og bliver klandret for at koste samfundet et beløb som betragtes som en byrde - at det offentlige har kostet staten promiller af hvad bankpakkerne har kostet er ligegyldigt.

Værdier

Hvad der kom ud af den politik som adelsvældet, bønderne og arbejderklassen førte er der ikke nogen tvivl om. Det blev til en gennemført økonomisk politik, hvor ejendomsværdien blev Gud, og hvor splittelsen mellem de forskellige samfundsgrupper blev markant. Vi havde før i tiden et system som opdelte indbyggere i Danmark i op til syv samfundsgrupperinger (ud fra økonomisk formåen og ejendom), nu har vi fire: Dem der tjener penge, dem der kan tjene penge hvis de får arbejde, dem der måske kan få arbejde, og dem der skal arbejdsprøves.
Samtidig findes der så mange regler for fradrag og tillæg i forbindelse med indkomst, der findes et utal af regler for, hvorfor arbejdsløse ikke skal modtage hjælp, og hvorfor syge mennesker skal i arbejde (fordi det efter sigende skulle give mere livsværdi). I det hele taget findes der så mange regler at ingen kan gennemskue dem, ikke engang dem der har indført dem.
Hvis man i et demokratisk samfund som politiker mener at nedgørelse af fortvivlede mennesker kan få dem til at tage sig sammen og tage arbejde der ikke er der, så må vi jo nok spekulere lidt på om alle de specialister der bliver lønnet for at lære pædagoger og lærere om mobning, ikke skulle lære politikere lidt om hvad der sker når børn og voksne mennesker bliver mobbet, for værdikampen i øjeblikket er udelukkende én stor gang mobning.

Ejendom

At politikere overhovedet kan slippe fra en sådan politik skyldes udelukkende at en stor del af befolkningen sætter mere pris på det de selv har end det som andre ikke har. Mennesker her i landet bor i huse, som bankerne ejer og har derfor hverken lyst til eller råd til at opgive deres (bankens) ejendom, med krisen er der endog en del, som vil miste formuer på at skulle gå fra hus og hjem. Enhver er jo sig selv nærmest og vil derfor kæmpe med næb og klør for at banken og kreditforeningen kan blive ved med at tjene penge på én.
Der findes selvfølgelig nogle der har betalt det meste af livet (typisk millioner) for at eje sit eget hus, ikke fordi ejendom på den måde betyder fredning, det er blot et spørgsmål om at staten kan hæve flere penge end hvis "boligejeren" kan trække fra i betalingen af lånet. Men for de fleste er det at "eje" så vigtigt at man vil ofre store værdier på at ejendommen kan blive til arv. På den måde vil ejendom blive til arv og staten vil tage sin del af det som principielt er ejendom.
Og arvinger finder sig i det!

Uformuende

Regler findes dog ikke kun for de mennesker der har noget af værdi. De findes i højere og højere grad for dem der ikke har noget. Politikere kan give skattelettelser og sætte afgifter op og ned, de kan lave regler for dem der ikke selv kan lave regler om skattefradrag og skattely, dem der ikke har bil og dem der ikke kan tage på ferie eller købe ind i Tyskland. Med andre ord alle dem der ikke har penge er der lavet regler for, så stramme at de end ikke kan have en formue uden at den skal bruges i utide. Der findes ni også regler der tinger uformuende eller direkte fattige mennesker til at deles om de penge som den ene part i et samkvem tjener. Pudsigt nok findes de samme regler ikke for hverken politikere eller andre i samfundet. Kun for dem der har allersværest ved at komme væk fra den sump som politikerne har lukket dem ud i.
Såfremt bare en politiker tror på at fattigdom og mangel på muligheder for at deltage i samfundet på grund af en lav indkomst eller direkte at skulle leve af andres indkomst, så må de altså undersøges af psykologer. Eller fyres for alvorlig uansvarlighed. At tage det sidste håb fra mennesker er ikke at hjælpe dem, det er at bortskaffe dem. Måske vil der her og nu blive sparet penge, men hvis det er formålet ville det være langt mere effektivt at stille alle disse ulykkelige mennesker op ad en mur og skyde dem, alternativt at korsfæste dem, så andre fattige kunne lære, hvem der vil blive den næste.

Hvorfor regler

Jeg hører ofte, når jeg finder vej ud i verden, at nogle mennesker i dette frisindede, demokratiske land der går ind for ytringsfrihed (det sidste kan jeg kun skrive under på - det er uhyggeligt, hvad folk kan finde på at sige om kontanthjælpsmodtager, flygtninge og asylansøgere), at der findes nogle forbrydere af anden etnisk herkomst, som bare skal sendes tilbage hvor de kommer fra.
Hvis man prøver at forklare at nogle er statsløse og derfor ikke kommer et sted fra, eller hvis man siger at der skal en udvekslingsaftale til før man kan sende kriminelle tilbage til det land (hvis det findes) som de kommer fra, så er svaret stadig, at de skal ikke komme her og pisse på os. De kan bare blive sendt hjem (jeg hører faktisk den med faldskærmen stadigvæk).
Måske er den største hurdle at vi er vant til at høre og læse "nyheder" i overskrifter. I morgen-TV er der kun afsat få minutter til en diskussion af et kompliceret emne, når politikere på Christiansborg kommer ud fra forhandlinger skal de ikke fortælle hvad der er sket, de har nemlig kun få sekunder til at svare på det de bliver spurgt om, inden den næste journalist skal have lov til at stille et tilsvarende spørgsmål.

Reglerne er altså enkle: Vi bliver ikke orienteret om politiske overvejelser eller politiske ideer, tværtimod får vi enhver politisk ideologi serveret i overskrifter, hvor fordømmelse er langt vigtigere end analyse af den enkelte sag, jeg vil gerne fremhæve Dansk Folkeparti og Liberal Alliance som dem der er ALLERBEDST til den form for formidling.

Måske skulle vi droppe PISA-undersøgelser og samtidig afskaffe regler for at skille os ud. Så kan vi nok leve med reglerne i Ludo.

tirsdag, december 03, 2013

Kultur

København får ny kulturborgmester og ny skole- og fritidsborgmester. De kommer henholdsvis fra Dansk Folkeparti (kulturen) og Venstre (skolerne). Det er svært at se en fremtid for disse områder med sådanne personer siddende på borgmesterposter, man kan nok snarere forestille sig at vi skal se en form for rindalisme og den sorte skole i møde.
Jeg tror selvfølgelig på at de udpegede borgmestre vil gøre deres bedste for at føre en politik, min angst går mest på at den politik de vil føre vil føre til ingenting om ikke endda til ulykke.

Kulturen

For at tage kulturen først er der jo ingen tvivl om at den eneste kultur de kender til i Dansk Folkeparti er forhandlingskultur, de er med andre ord prangere der gladelig prutter om prisen eller simpelthen bytter deres vare med en anden vare der kan afsættes til en anden pris. Bortset fra det er penge ikke noget der skal ruttes med til kulturen, slet ikke hvis det drejer sig om indvandrere, flygtninge og unge venstreorienterede. Forfattere og malere skal nok heller ikke forvente øget imødekommenhed, nok heller ikke aftenskoler, udover selvfølgelig de bevillinger der allerede ligger fast. Altså vil jeg blive overrasket over enhver form for progressivitet fra kulturborgmesterens side de næste fire år.

Skole og fritid

Her er der tale om en skolelærer som ønsker de klassiske dyder tilbage til skolevæsenet, støttet af børnenes fritidstilbud, som blot skal sikre denne stilstand eller tilbagegang som det nemt kan ende med at blive.
At satse på PISA-test og sikre sig at både elever og lærere ikke får lov at tænke og reagere selvstændigt er jo i sig selv at standse enhver form for udvikling, især taget i betragtning at den forstærkede indsats i forbindelse med 2009 PISA-testen ikke har vist fremgang efter en ihærdig indsats for at bedre niveauet i skolen. Det eneste der er kommet ud af det er at langt flere tager en videregående gymnasial uddannelse, mens færre søger en praktisk håndværksmæssig uddannelse. Det sidste ikke mindst fordi der hverken fra statens side eller fra de lokale politikeres side har været fokus på at skabe lærepladser hvis virksomheder ønsker skattelettelser eller tilskud.
Folkeskolen er altså en slags udklækningsanstalt hvor eleverne skal være bedre til at læse og regne samt til naturvidenskab. Ifølge den seneste undersøgelse ligger vi i midterfeltet og kan således satse på at blive som de asiatiske lande, der med Kina i spidsen ligger lunt i svinget, hvad PISA angår.

Vores fremtid

Hvorfor er det lige jeg ser os alle som en flok antikreative kinesere om føje år? Er det fordi det er blevet vigtigere at kunne læse og skrive og afskaffe enhver form for kreativ kultur? Er det fordi vores mål ikke er at blive et unikt kulturelt folkefærd og i stedet blive et uniformt folkefærd? Kunne det tænkes at vi simpelthen betragter vores økonomi som en vigtigere del af landets sjæl end vores egenart? Med det sidste spørgsmål mener jeg ikke selvglæde og isolation som Dansk Folkeparti hylder, jeg mener tværtimod evnen til at lege laks og svømme mod strømmen også selv om man måske risikerer at miste.
At ville være kinesere og amerikanere på én gang, at gå i krig for at forsvare en teori, at opgive sin selvstændighed for ikke at blive mobbet i den europæiske skolegård, er vel ikke et mål, medmindre man udelukkende skeler til egen økonomisk gevinst. Både på det personlige og statslige plan. Vi er faktisk i en situation hvor både EU og vores leflen for det internationale samfund gør os mindre frie end de forskellige amerikanske stater.

Vores nutid

På skoleplan er det ikke længere vigtigt at elever får individuel behandling. Det drejer sig stort set udelukkende om karakterer og sammenligning af evner med andre landes uddannelsesresultater, som vel at mærke kan måles på en skala (PISA). At de dårligst stillede i skolevæsenet skal tvinges til a bringe Danmark fremad på bekostning af de mest intelligente (hvordan fanden man definerer dem, bortset fra hvad de kan skrabe til sig af karakterer) er et sammenlignelighedsmål, ikke et selvstændigheds mål. Vi har efterhånden intet at byde på, vi vil nemlig som nation være som alle de andre, bare lidt bedre.
Vi kunne satse på både alternative mål med undervisningen og satse på kulturen som det nationsbærende (altså ikke sport og salg af afdøde kunstneres produkter), simpelthen ved at satse på kreativitet både i sprog matematik, naturfag og ikke mindst satse mere på de såkaldt kreative fag, og her vil jeg da gerne nævne formning, sløjd, husgerning, håndgerning og selvfølgelig idræt. Det skal bare ændres fra at være konkurrence til at være individuel kreativitet.
Den nutid vi står i fører sådan set ikke til nogen fremtid, faktisk har fortiden heller ingen indflydelse på den. Man kan kalde det at stå midt i et vadested uden helt at vide hvilken side man skal gå imod, fortiden eller fremtiden. Imens bliver vi koldere af at stå i vandet, og selv om vi pisser i bukserne vil det ikke ændre noget som helst. Værst af det hele er sådan set at vi kun kan vælge mellem fortiden og fremtiden uden at vide hvad vi vælger når vi går i land. Vores nutid lige nu minder mest om en situation hvor vi hverken har fortid eller fremtid. Ja, knap nok en nutid.

Vores fortid

Vores fortid er måske ikke noget at prale af. Vi har været en krigsførende nation siden skabelsen af nationen, men vi har også været et neutralt land. Vi har været et af de største lande i Nordeuropa og vi er blevet det mindste (bortset fra Island). Vi har haft stavnsbånd og enevælde, borgerligt oprør og statsbankerot. Vi har haft en industriel revolution, omfordeling af jorden, ja sågar et ungdomsoprør og skabelsen af en midddelklasse. Der er i og for sig ikke noget sært i det, de fleste andre lande i Europa har på forskellige tidspunkter været igennem noget tilsvarende. Skulle vi endelig nævne noget som er anderledes for Danmark må det være vores tilgang til undervisning (før Erhard Jacobsen) og selvfølgelig Christiania. Tanken om frihed fremfor borgerlig ulydighed har været værdsat i Danmark, nogle vil måske kalde Christiania for civil ulydighed men den køber jeg ikke, det er en frihedstanke.
Vi kunne vælge at lære af vores fortid, både den vi har til fælles med andre lande og den der er helt unik for netop vores land. Men i stedet skal fortiden glemmes og vores fremtid skal bestemmes. Ikke af os, men af et liberalt ønske om selvstændighed i et snørende samfundssystem på verdensplan.

Målet

Vi er altså ved at opgive at have en kultur. Ikke for at blive kulturløse, men for at blive internationale. At være international kan så betyde to ting, at man på nationalt plan gør hvad man synes er rigtigt og samtidig som det andet at man deler sin erfaring (både positiv og negativ) internationalt. Det der sker i øjeblikket er ikke viden- eller erfaringsudveksling, det er udelukkende teoretisk fællesskab.

Hvis vi ønsker at bevare en danskhed skal vi altså ikke binde os til hverken en afstumpet kulturopfattelse eller en uddanelsesmæssig måling. Vi skal ikke hverken på nationalt plan eller i landets største by satse på at være et konkurrencesamfund og udanske. Tværtimod skal vi satse på mangfoldigheden og friheden til at være anderledes end alle dem vi er tvunget til at sammenligne os med. At nogle ikke er gode til at læse og regne er der for så vidt intet nyt i. At blive tvunget til at blive det er der egentlig heller ikke noget nyt i, det har bare ikke virket på noget tidspunkt, så måske skulle vi gå ad et andet spor end at kræve flere hjælpeklasser. Vi kan vælge at fokusere på individet, ikke for at skabe større økonomisk omsætning, nej, for at acceptere at vi er forskellige og at vi alle har evner, selv om vi ikke alle er gode til at bygge huse eller være bankdirektører.

Vi har brug for forskellighed. Så sats dog på den. Det kan passende begynde i kommunerne, men så skal vi altså have de rigtige mennesker til at sidde på posterne, ikke dem der bliver spist af med dem.

mandag, december 02, 2013

Depression

Jeg hørte netop at et stort antal mennesker lider af depression på denne årstid. Det kommer ikke som nogen overraskelse, jeg har for mange år siden hørt og læst at december er den årstid hvor flest mennesker tager deres eget liv. Selvfølgelig er der andre der blot tager depressionen, sover længe, går for sig selv eller får ordineret antidepressiv medicin.
Men netop i år vil depressionen tage overhånd for et rekordstort antal mennesker.

Gensidig forsørgerpligt

Det rekordstore antal skyldes at et rekordstort antal mennesker skal forsørges af deres samlever eller den ene forælder. Depressionen skyldes nok i første omgang at det bliver svært at få sit liv til at hænge sammen for fremtiden (jeg vil ikke bruge det politiske udtryk "fremadrettet"), når man både skal leve af andres penge og vide at penge oftest er det der skaber uvenskaber mellem venner, for ikke at sige elskende. Men altså med et pennestrøg er det at holde af et andet menneske, det at være følelsesmæssigt engageret i et andet menneske blevet afskaffet ved lov, fordi det koster samfundet penge.
Det er altså ikke bare den enkelte der rammes på pengepungen, argumentet fra politikerne er at samfundet rammes på pengepungen fordi der er for mange der modtager overførselsindkomster. Altså sparer det offentlige penge, pisser i bukserne og finder ud af at det beløb der efter beregningerne ville blive sparet udelukkende findes i hovedet på dem der har lavet beregningerne, og nå ja, også temmelig meget i nogle regneark. Ikke fordi det gør nogen forskel. Beregningerne er med til at gøre almindelige ramte borgere mere apatiske og fremmer muligheden for en tiltagende depression.
Altså ikke nogen gevinst for samfundet som sådan, men selvfølgelig bliver omkostningerne flyttet fra en offentlig pengekasse til menneskers psyke. Og der findes åbenbart ikke beregninger af overskud på psyke, men det gør der på penge!

De menneskelige værdier

At holde af eller at elske sin samlever, sin kone og/eller sine børn er åbenbart ikke værdifuldt. At dele sin kærlighed ved at være positiv, ved at have overskud rent psykisk, er ikke målet med politik. Det er udelukkende at spare PENGE.
Man kan spørge sig selv, hvordan skal et mennesker der ikke har overskud til sine nærmeste kunne få overskud til andre, eller for den sags skyld sig selv?
Kan det være rigtigt at et menneske i dag kan gøres op i et månedligt beløb på mindre end 10.000 kr? At et uværdigt liv på ydmygende vilkår ikke bare er noget man har ret til,. men pligt til. Nogle mennesker står jo snart som "Manden på risten" og drømmer om at få de samme goder som de velhavende, mens menuen står på luftsteg og vindfrikadeller med skysovs.
Muligheden er altså at man kan misunde andre deres liv, drømme om at få et tilsvarende og måske bruge de penge der skulle bruges til vintertøj til barnet eller mad til én selv på at købe lottokuponer og skrabelodder i håbet om at blive som dem der har banket én ned i sølet med fuldt overlæg. En anden mulighed er at lukke sig inde, skamme sig og tage afstand fra sin omverden, vel at mærke oftest helt alene. Desværre findes der også andre der vælger alternativer, ikke at jeg ikke forstår dem, men at blive kriminel, at blive voldelig i afmagt eller simpelthen at tage sit eget lig (og nogle gange andres med) er jo ikke en løsning vi som samfund kan acceptere.
Men hvad samfundet angår er det nu blot et udtryk for de mennesker der lever i afgrænsede enklaver, det være sig kommuner eller et land. Politikerne er ikke en del af det samfund som de egentlig er blevet valgt til at passe på, de er blevet et samfund for sig, som ikke har nogen kontakt til det omgivende samfund. Simpelthen fordi de menneskelige værdier er skiftet ud med de økonomiske.

Kærligheden

Jeg ved snart ikke. At elske er jo en sart følelse. Dine følelser svømmer over, men samtidig er der ikke forfærdelig langt til angst for at miste det du holder af. Du kan ikke købe kærlighed eller investere i den, du kan kun udveksle og vise kærlighed, og der er ingen renteindtægter.
En del mennesker har i delvist trygge omgivelser, for eksempel dagpenge, sygedagpenge eller i værste fald kontanthjælp haft mulighed for at kunne bevare (skal vi kalde dette for en indikativ konjunktiv?) sit kærlighedsoverskud overfor både de nærmeste og andre mennesker. Men når man trækker tæppet væk under folk skal man ikke regne med at de bliver ved med at stå, som når behændige mennesker trækker en dug væk under en opdækning. Bordet bliver ikke mere pyntet og tillokkende, det er bare uden dug. Men dugen er fjernet med et snuptag og dermed har billedet af harmoni ændret sig.
Hvis man med et snuptag fjerner grundlaget for kærlighed vil der jo blot være spørgsmålet tilbage: Skal vi bare tage kærligheden for givet eller konstatere at den pludselig er væk, ikke på grund af os selv og vores kærlighed, men fordi andre har bestemt hvorledes kærlighed skal være.
Umiddelbart kunne man fristes til at tro at dem der bestemmer over andres kærlighed faktisk er en slags Borgia'er der ikke ønsker for andre hvad de ikke selv kan få. Politikere?

Depressionen

Nu er jeg jo selv ramt af depression. Den skyldes ikke lovgivningen så meget som det at jeg har mistet min kærlighed. Jeg har selv været ude om det, tror jeg nok. Men at blive mistænkt, at skulle leve på vilkår, der lige nøjagtig giver mig mulighed for at sove inden døre, at vaske tøj af og til og kontakte min familie, som jeg gud ske tak og lov stadig har (kontakten kan jeg lige så godt opretholde, da jeg er tvunget til at have adgang til internet), er mestenddels med til at forøge min depression, hvilket jo ikke umiddelbart gør mig til et mere omgængeligt menneske.

Jeg skændes med familien, sover dårligt, tænker for meget på hvad jeg kan gøre, er ligeglad og alligevel ikke. Jeg må passe mig selv for ikke at bruge penge jeg ikke har, sidder det meste af tiden på et værelse og hører musik eller følger med på internet. Jeg gør ikke andet end at passe mig selv, forsøge at gøre myndigheder og andre tilfreds. Jeg gør ikke andet!
Valgene

Jeg kan vælge mellem at være ked af det eller være deprimeret, jeg kan vælge mellem at tænke over mit fremtidige liv eller sove fra det. Jeg kan vælge mellem at have fysiske smerter eller tage smertestillende medicin. Jeg kan vælge mellem at gøre det jeg får besked på eller stritte imod. Jeg kan vælge mellem at tænke på mig selv udelukkende, eller at ville støtte andre i ikke at få samme livsbetingelser som mine og mange andres.

Og det forsøger jeg så at gøre helt alene her langt ude på landet, mens kærligheden reduceres til fortid, som var smuk, men uopnåelig nu.

søndag, december 01, 2013

Ansvar

Jeg har de seneste år været dødtræt af at Politiske partier gør noget helt andet end det de siger. Jeg har jo vidst det, så jeg kan kun være træt af det, og som diskussionen har været, vælge mellem at afgive en stemme, eller stemme blankt (Måske Anders And eller Charles Bukowski), men jeg har valgt at stemme, mest fordi min stemme i den store sammenhæng ikke kan gøre en forskel. Til gengæld vil det berolige mig, at min stemme, måske var den der var nødvendig, sammen med alle andres selvfølgelig.

Retten til at brokke sig

Det har været fremme (en form for idiotisk spin) at man ved at stemme blankt ikke havde retten til at brokke sig de næste fire år. Magen til vås skal man dog lede længe efter. Ikke nok med at man selvfølgelig har ret til at brokke sig når man ikke stemmer, ellers kunne vi jo heller ikke brokke os over tåbelig lovgivning, når vi har overladt beslutningen til vore politikere, men at brokke sig er stadig en demokratisk ret. Da jeg stemte på Jakob Haugaard i 90'erne var det ikke fordi jeg troede han kunne ændre noget som helst, det var simpelthen en protest imod de politikere der gjorde hvad der passede dem. I dag kan du protestere ved at stemme på Enhedslisten eller Dansk Folkeparti (det sidste skræmmer mig ærlig talt temmelig meget), eller du kan undlade at stemme, simpelthen for at markere at der ikke findes opstillede partier du har tiltro til. Grunden til den manglende tiltro kan jo være forskellig, men i mange tilfælde er det ud fra egoistiske ønsker, mens det sociale kan reduceres til hvordan du kan spare penge og beholde dagpenge, børne- og ældrecheck, samt forskellige tilskud til børn og bolig. Bemærk at det hele tiden drejer sig om penge.

Velfærdssamfundet

Nu har regeringens finansminister faktisk omdøbt vores samfund til et konkurrencesamfund. Men lad os kigge lidt på velfærden.
De mennesker der får størst del i samfundets velfærd er dem der ejer mest og har flest penge. Og de vil ikke af med dem. De fattigste, de mennesker der er syge eller som ikke kan få arbejde af andre årsager bliver udråbt til at være samfundsnassere. Måske nok knap så højlydt af regeringen som af Liberal Alliance, men der er ingen tvivl om at alle der er tvunget udenfor arbejdsmarkedet pludselig er en belastning for det samfund de i mange tilfælde selv har været med til at bygge op.
Selv vore forældre, der måske nok startede i yderste armod er nu så fokuserede på ejendom og penge at de bruger mere tid på økonomien end på familien, hvilket var meget naturligt i et ruralt samfund og i det tidlige industrielle samfund. Men nu er det jo bare et spørgsmål om at tage penge med sig i graven, selv om det hedder sig at børn der burde have lært at klare sig selv i henhold til teserne for velfærdssamfundet skal de altså have værdier som de ikke selv har samlet. Vi taler ikke om et agrarsamfund, hvor familiens ejendom eller gård er udgangspunktet for at optjene til dagen og vejen, vi taler om arv. Trods det skal vi som følge af den eksisterende samfundsordning leve af andre folks penge frem for at være sociale og udbygge det sociale velfærdssamfund.

Konkurrencesamfundet

Fra socialdemokratisk hold er velfærdssamfundet udråbt til at være et konkurrencesamfund. Egentlig virker det absurd at et samfund hvor nogle få udnytter en hel masse andre kan sammenlignes med konkurrence. Medmindre vi tager legene i børnehaven og i skolen, hvor det var de få der bestemte spillereglerne og hvem der sidst skulle udtages til et hold. Hvorvidt det er konkurrence at sørge for at en del står udenfor i skolegården og i gymnastiksalen kan man måske spørge om. Jeg ville måske nok kalde det et egoismesamfund, set ud fra den betragtning at der ikke er nogen synlig konkurrence (medmindre konkurrencen går ud på at malke samfundet mest muligt for penge), velfærden er nok målelig, så længe man sammenligner sig med økonomisk ligestillede. Det betyder at læger kan sammenligne velfærd med læger, lærere kan sammenligne med lærere, metalarbejdere kan sammenligne med metalarbejdere og dagpengemodtagere kan sammenligne med dagpengemodtagere. Hvorvidt velfærd er det at sammenligne med sig selv og sin livssituation er noget gråt og intetsigende for mig. Faktisk kan kontanthjælpsmodtagere og syge eller pensionister også sammenligne sig selv og dermed være en del af velfærdssamfundet. Undskyld, konkurrencesamfundet.
Den socialdemokratiske ide er åbenbart nu at man opnår konkurrence ved at spille forskellige grupperinger ud mod hinanden, ikke at sætte hele befolkningen op til at konkurrere for at skabe et mere lige samfund med velfærd til alle. Konkurrencesamfundet har altså kun et teoretisk mål: at spille alle ud mod alle og sikre at deres indbyrdes kamp forhindrer at udvikle et socialt samfund.

Det sociale menneske

Vi skal ikke glemme at det sociale aspekt har to sider. Det ene aspekt er at man kan komme sammen med ligestillede om så millionærer eller kontanthjælpsmodtagere, selv om alle jo kan sige sig selv at det sociale aspekt er så forskelligt at det er usammenligneligt. For de mennesker der er bedst økonomisk stillede er der jo flere muligheder, nemlig at beholde de penge man har eller at dele en del af dem i form af velgørenhed (det kaldes almisser og skal i virkeligheden bare pacificere andre samfundslag). For dem der kun lige har økonomisk overskud til at overleve (OK nogle vælger at ryge eller drikke) er det sociale overskud dels at være sammen om den menneskelige situation (altså fattigdom hvad penge angår), alligevel ser man langt større social forståelse, tøj til børn deles, når der er udbetalt penge kan der holdes en fest sammen med vennerne, andre hjælper deres syge eller dårligt gående naboer ved at købe ind til dem, man bommer let en cigaret eller en pose med guldøl bliver delt og flaskepanten bruges til nye indkøb, om muligt til fælles bedste.
At dele er en livsstil i alle samfundets klasser, spørgsmålet er mest hvordan og hvad man deler.
Nærheden og forståelsen for andre der har problemer er klart størst i de økonomisk dårligst stillede lag, mens de øverste lag kan vælge at lade som om de ikke findes (altså de dårligst stillede) eller ved at give dem penge.

Pengene

Penge løser dog sjældent nogle problemer. dem der har penge skal jo tjene dem. Det vil sige hvis du giver hjælp til fattige mennesker så de kan betale deres husleje, er du eller en anden i samme klasse afhængig af indtægter som hænger sammen med ejendomsværdi eller anden indtjening. Altså en økonomisk spiral der udelukkende er til fordel for dem der ejer.
For det fattige menneske er det altså i princippet ligegyldigt hvor megen økonomisk hjælp du modtager, den vil altid være til fordel for dem der skal tjene penge. Som eksempel er de fleste fattige mennesker nødt til at foretage deres indkøb i nære discountbutikker, ikke i Tyskland. DE fleste fattige mennesker har en nem-konto fordi de skal have det, og sådan en må man betale for, når man ikke har nogle fradrag eller mulighed for at føre penge ud af landet til skattely (det sidste skal betragtes som en joke, eftersom man ikke må gave formue, hvis man skal modtage offentlige ydelser i den minimale størrelsesorden - selvfølgelig gælder reglerne kun i begrænset omfang for andre med en høj indtægt på offentlige overførsler, som politikere eksempelvis).
Pengene er altså to ting, alt efter hvor man står i samfundet. For de velbjærgede drejer penge sig om at få flere, mens det i den anden ende af samfundet er et spørgsmålet om at bruge pengene, om ikke andet for dog at få penge udbetalt næste gang der skal betales husleje.

Stemmesedlen

Hvad skal man så gøre for at få det samfund man ønsker sig?
Man kan vælge stemmesedlen fra og gøre noget, altså vise sig som modstander mod regringen ved at demonstrere, protestere eller simpelthen boycotte samfundet. Det sidste er nærmest umuligt, der er så meget kontrol med de dårligst stillede borgere i dette samfund (læs syge og kontanthjælpsmodtagere, til dels også dagpengemodtagere) at det til enhver tid kan lade sig gøre at stoppe en fredelig revolte over flere dage - mens flere dages demonstrationer kan stoppes ved at indkalde til kontrol eller til jobcenter.
Som det ser ud nu er det politikerne der tager ansvaret for at pengene bliver i kapitalisternes lommer, fremfor at fordele dem til fordel for samfundets borgere. Når man via sin stemmeseddel kan vælge mellem at forære sine skattepenge til samfundets rigeste segment eller at sikre de fattigste rimelige levevilkår, må vi jo nok indse at de fattigste bare skal betale. De rigeste tager fra, men mellemklassen ønsker at være med i en gruppe af samfundsnassere, der via banklån og investeringer (kunstige penge) kan leve over evne og samtidig tryne de fattigste, tror at de kan komme på førerholdet.
Sært nok har de sidste jo noget at have det i. Alle partier fra det yderste højre til det yderste venstre freder alle dem der intet ejer, men er bundet op af banker og kreditforeninger. Sært ikke?
Men når både vælgere og politiske partier kun har et mål, er stemmesedlen jo ligegyldig.

Findes der så et ansvar?

Selvfølgelig findes der et ansvar. Vælgerne skal vide hvad de går ind til. Hvis man tror at man kan dele hele verdens "overskud" med sig selv, burde man jo tage sit ansvar når det ikke lykkes. Når huset går på tvang, når bankerne går konkurs og man mister sine investeringer, når ens børn og søskende må gå fra hus og hjem, måske endda blive hjemløse.
Egoismen er så veludviklet at mennesker der køber et billigt hus på en giftgrund vil have samfundet til at betale for et hypotetisk tab. Lad dog ejendomsmæglerne betale, lad dem gå konkurs hvis de sælger på forkerte vilkår og lad køberne betale tabet. Hvorfor skulle ansvaret for fejlinvesteringer ligge samfundet til last?

Overlad i stedet til vores fælles samfund at tage ansvaret for at alle borgere skal beskyttes personligt, ikke støttes økonomisk.
Så vil en stemme måske have betydning til et valg, og et personligt ansvar have betydning.