Efterår

Så er vi nået til efteråret. Det er koldt og klamt, trods temperaturer over gennemsnittet. Det blæser lidt den ene dag og stormer den næste. Bladene falder ned fra træerne i et væld af efterårsfarver og dette års store mængde af æbler falder med.
Efteråret er med andre ord som et efterår skal være på disse breddegrader, selv om det er forskelligt fra år til år.

Barndommen

Jeg voksede op i en lille indremissionsk by på grænsen til Søderjylland og Øatjylland, på heden hvor nogle åer gav mulighed for at dyrke jorden med en gammel kirke bygget af Tranholm Gods. Jeg er født i helt andre omgivelser med udsigt til Roskilde fjord nærmest, men mine forlældre og dermed jeg flyttede inden jeg rigtig havde fået øjne (i hvert fald er der ingen minder). Forældrene flyttede efterarbejdet og landede en dag i den by, hvor jeg er vokset op og hvor min yngste bror er født.
Det jeg husker bedst er den årstid min fødselsdag falder i. Jeg husker også min første skoledag, den dag jeg skulle have nye sko, de dage jeg legede i affaldsbunkerne på den nærliggende losseplads og de sæbekassebiler vores far byggede til os. Men det flade land med de lige veje og kun graner til at markere skel mellem markerne gav et helt specielt efterår. Nok var der krat med løvtræer langs åerne, græsset var grønt og kartoflerne trivedes normalt på hedejorden. Granplantager og Enrico Dalgas samt gravhøje var byens tankegods. Kroen lå overfor kirken og lidt derfra lå jernbanen med station. Byen havde et slagteri og en folke- og realskole. Hjemmegående husmødre var normalen, men der var nogle af dem der tjente lidt ekstra penge ved at passe børn for de familier, der som min, havde begge forældre på arbejdsmarkedet. Der var købmand og brugsforening, der var slagtere og bagere, mejeriudsalg, korn- og foderstofforretning vognmandsforretninger, bogtrykkeri, cykelsmed, skomager og banker og sparekasser, sågar en andelskasse.
Hvad jeg ikke vidste var at det var i dette lokalsamfunds efterår jeg boede der. Skolen er der stadig og den blev også bygget større i forbindelse med kommunesammenlægningen i 1970. Mejeriudsalget blev til en købmand og senere til en Brugs. Slagterne og slagteriet lukkede, bagerierne ligeså. Det meste af resten lukkede eller blev kraftigt indskrænket da jeg flyttede fra byen. Ikke at jeg forestiller mig det er min skyld, men når jeg kommer tilbage kan jeg endda konstatere kroen er lukket og der bare findes et værtshus. Kroen var ellers der hvor begravelser blev holdt, hvor der var krobal og hvor der var arrangementer i forbindelse med julen, ja selv rejsebiografen kom forbi i ny og næ.

Efteråret

Men det jeg husker bedst er efteråret. Træerne der ikke står ret, men hældende i forhold til den vestenvind de har været udsat for, bunkerne af nåle i granplantagen og de fedtede stier i krattet når det havde regnet. Ikke at jeg havde noget imod det, det var jo det eneste liv jeg kendte til. Og så er det altså efteråret jeg husker allerbedst.
Blæsten eller stormvejret der uhindret kunne tage tilløb og blæse over lange afstande. Træernes blade og grannåle, ruskregnen og den blæst der gjorde at man kunne gå forudlænet uden at falde. Det bedste af det hele var den ensomhed der lå i at gå i efterårsvejret, i at kunne tage sig tid til at tænke over tilværelsen, mens vejret rent symbolsk rensede hovedet med både storm og regn. Den dag i dag forbinder jeg efteråret med denne meditative ensomhed.
På en måde har ensomheden i resten af mit liv ikke været meget andet end ensomhed, den har bare ikke renset min sjæl p¨å samme måde som efteråret gjorde - og den kommer heller ikke til det. Dengang kunne jeg vælge at tage nogle timer i ensomhed med rusk og regn og komme tilbage til familien med alt hvad det indebar. I dag er jeg påtvunget ensomheden, rusk og regn er min lod hele året og familien er jeg afskåret fra. Og det endda ved lov.

Mit efterår

Med en familie der normalt lever længe er jeg nok forvænt. Men jeg kan føle at mit hektiske liv som god samfundsborger er ved at rinde ud. Jeg kan ikke længere tro på at jeg resten af mit liv skal tro på notoriske løgnere, der kalder sig politikere, embedsmænd og offentligt ansatte. Jeg fatter ikke at jeg skal satse på at forbedre min økonomi i stedet for at satse på at leve i fred med mig selv. Jeg fatter simpelthen ikke at ikke må gå ud og spekulere over livet i stormvejr fordi jeg først skal gøre mig fortjent til det.
Jeg kræver ikke millioner, blot synes jeg at samfundet ville få en bedre og mere afbalanceret borger ved at sikre sig at jeg ikke skulle bruge tid på at spekulere over min økonomiske situation.
Jeg bor billigt fordi jeg er nødt til det, jeg har måttet opgive venner og kærlighed, fordi jeg er nødt til det. Jeg er reduceret til at være en klient, der skal gøre noget for at være klient, selv i min egen familie.

Se det kalder jeg efterår. Desværre føles det som om efterår kan defineres som langsomt forfald. Jeg ved ikke hvor længe jeg skal leve endnu, jeg tager ikke liver af mig selv. Men kreative tanker og meditation er jeg stort set afskåret fra ved lov.

Det bliver muligvis et langt efterår.