mandag, juni 25, 2012

Mit liv som hund

På opfordring denne gang vil jeg endnu engang fortælle om de vilkår jeg lever under. Jeg er absolut ikke den der er værst stillet, jeg er bare den der er mig.
Overskriften henviser til at jeg oftest føler mig som den hund der fodres med egen hale, og derfor kan føle fantomsmerter som får mig til at logre.
Men lad os i stedet sammen tage på en rejse i nyere tid. For ikke at skulle skrive en roman vil jeg holde mig til de seneste tre års oplevelser og indtryk.
I 2008 fik jeg for gud ved hvilken gang ansættelse på Radio- og TV-Samsø - en lokal station der sendte lokale nyheder på TV og radio, samt havde quiz, underholdningsprogrammer for turister om sommeren og for fastboende om vinteren, et koncept der byggede på tilskud fra kulturministriet og betalte Koda og Gramex med pengene, samt i perioder ansatte journalister og andre hårdtarbejdende medarbejdere.
Jeg havde tidligere forladt arbejdspladsen på grund af stress, og fordi jeg forventedes at arbejde som frivillig. Denne gang havde jeg udsigt til et halvt års lønarbejde, hvilket ville give mig mulighed for atter at komme på dagpenge fremfor den kontanthjælp jeg netop var landet på. Først havde jeg arbejdet for kommunens tekniske afdeling (i forbindelse med flytning af rådhuset og digitalisering af dokumenter (byggetilladelser, vandprøver, vejvæsen osv). Dernæst blev jeg sendt på et kombineret kursus i arbejdssøgning og andet. Egentlig et hyggeligt kursus hvor vi brugte en times tid hver anden dag på ,at søge arbejde (der var ikke noget på Samsø, hvor jeg boede på det tidspunkt), andre dage så vi film eller diskuterede vores situation og hvilke sociale vilkår vi levede under (børn med ADHD, sygemeldte ægtefæller, sociale anskuelser etc.). Vi havde dage hvor vi vandrede ca. 2 timer og vi havde dage hvor vi kunne benytte øens motionscenter gratis. Vi havde det faktisk hyggeligt, og i hvert fald så jeg frem til at møde de 5 andre der jævnligt mødte op. Et nyt netværk, hedder det! Vi skulle som tabere deles om vores rolle, nå nej, vi skulle bruge vores tvungne netværk til åbne vore øjne for nye muligheder for at komme i arbejde (et arbejde der ikke var der, og som vores nye netværk nok i første omgang personligt selv ville tage selv).
Efter en periode på et halvt år uden at have udsigt til arbejde skulle jeg så omsætte alt hvad jeg havde af værdi. Uden kørekort og som vikaransat gennem hele mit liv ejede jeg intet, troede jeg. Men Jeg var holdt op med at ryge i 2001, da havde jeg bestemt at de penge jeg havde røget for skulle gå til en ratepensionsopsparing. Min datter var fyldt 18 år i 2008, de penge jeg havde betalt i børnepenge satte jeg ind på samme pensionsopsparing, simpelthen ud fra den tanke at når jeg i så mange år havde kunnet undvære pengene kunne jeg vel også fremover. Det skal selvfølgelig tilføjes at da jeg tog disse opsparingsbeslutninger var jeg stadig på dagpenge. Fagforeningen havde jeg droppet. Første gang fagforeningen ikke hjalp mig var da jeg skulle i lære som maskinsnedker, men var fyldt 18 år. Ingen maskinsnedkermester ville have en lærling der ifølge overenskomsten skulle have løn som en voksen ufaglært. Anden gang var da jeg havde arbejdet på Kolding Bibliotek i et år. Schlüter regeringen havde indført offentligt ansættelsesstop og fagforeningen havde med vanlig sans for timing indført en overenskomsmæssig aftale der hed at midlertidige ansætteler i mere end et år skulle konverteres til fastansættelse.
Jeg meldte mig ud af fagforeningen, og har kun i de perioder jeg har fået arbejde, hvor kravet var medlemsskab af fagforening, betalt. A-kassen har jeg betalt til i mere end 30 år og efterlønnen har jeg også betalt til siden det blev et krav. Faktisk mener jeg selv at jeg har givet afkald på mange goder for at kunne opleve en tryg alderdom, som jo ikke på nogen måde har været eller er garanteret. Jeg synes bare at jeg ønsker et rimeligt økonomisk grundlag for min evt. tilværelse som pensionist, men med de seneste udmeldinger stiger pensionsalderen jo bare til gennemsnitslevealderen, og så vil alle der har slidt og slæbt hele livet jo være døde før de skal have pension. På den måde vil kun dem der får gratis pension skulle have pension udbetalt.
Men tilbage til de turbulente år omkring 2010.
Jeg opdagede jo pludselig at min pensionsopsparing på 150.000 (ca) skulle bruges før jeg kunne få udbetalt kontanthjælp. Da jeg var sikker på at jeg kunne finde arbejde hvis der var noget, at jeg kunne blive i dagpengesystemet, at jeg blot skulle indhente de timer jeg var bagud i forhold til dagpengesystemet valgte jeg den hårde linje. Jeg betalte min a-kasse, jeg flygtede fra Samsø, lod være at betale husleje og brugte min kassekredit på 10.000 kr til at søge arbejde.
Banken lukkede for kreditten i marts 2011, da havde jeg et overtræk på næsten 30.000, men jeg havde betalt mine regninger, bortset fra huslejen, som var steget efter at jeg ikke længere fik penge fra det offentlige (det var dog ikke med vilje at udlejeren netop ramte det tidspunkt - han var sådan set en rimelig udlejer, så det skal jeg ikke klage over).
Indtil september 2011 levede jeg af hjælp fra mine forældre (ja, jeg er så heldig at have forældre der har en god pension) og på nas hos mine søskende og min nyfundne kæreste (jeg mødte hende i slutningen af juli 2010, og vi brugte en del tid på at finde et arbejde til mig i nærheden af Odense, hvor hun bor. Men arbejde var der ikke noget af til en bibliotekar der stort set ikke havde været indefor faget de seneste 10-12 år, og som var uddannet da maskinstormere var modstandere af EDB. Selv mine gamle studiekammerater der havde været heldige at få job syntes ikke at de kunne forsvare at hjælpe en gammel studiekammerat. Så arbejdsøgningen endte med at jeg skyldte for alle de regninger jeg ikke kunne betale efter marts 2011, og selvfølgelig fik en prominent plads i RKI (også kaldet Ribers Kredit Information). En plads jeg havde haft i mange år fordi jeg ikke kunne tilbagebetale min studiegæld, fordi jeg skulle aftjene værnepligt næsten et år efter endt uddannelse. og fordi jeg var ærlig nok at sige at jeg skulle aftjene værnepligt i forbindelse med ansøgninger efter min uddannelse var afsluttet. På den måde fik jeg 3 år med dagpenge på dimittendsats (altså bortset fra værnepligten ved Civilforsvaret, hvor "lønnen" stort set var mindre end dimittendsats)).
Men jeg kommer hele tiden væk fra de seneste tre år, det er ligesom tingene hænger sammen, uden at være forbundet med hinanden.
September 2011 valgte jeg at søge om kontanthjælp. Jeg var ikke længere medlem af det danske samfund. Min udlejer pakkede alle mine ting sammen og stablede dem så jeg ikke kunne hente de dele jeg kunne finde plads til. Pludselig stod jeg uden bankkonto (lukket Marts) uden pas (det var udløbet og lå/ligger i en kasse langt neden under en hel masse andre ting. Mine udtalelser og eksamensbeviser, samt dåbsattest placeret samme sted, jeg hævede ikke dagpenge eller kontanthjælp, jeg var faktisk ikke længere en del af samfundet, bortset fra at hverken jeg eller min udlejer havde gjort noget ved at melde mig ud. Altså var jeg stadig en del af Danmark, uden at kunne modtage nogen som helst form for hjælp fra samfundet, kun fra mine nærmeste (fgorældre, søskende og kæreste). For at modtage kontanthjælp måtte jeg hæve min pensionsopsparing. De penge jeg troede jeg lagde til side for ikke at belaste samfundet når jeg blev gammel. Jeg skulle betale 60% i rente for at  hæve min pension i utide, ikke fordi jeg ønskede at hæve pengene i utide, men fordi lovgivningen påbød mig at hæve pengene - og kaldte et påbud for: "i utide".
Enhver kan regne ud at når en bank har penge til gode hos sin egen kunde så skal de nok sikre sig de penge de har i forvejen, så da jeg hævede min pension og betalte 60% tog banken sine penge først, dernæst tilbagebetalte jeg mine nærmeste de penge jeg havde, enkelte tilgodehavere havde behandlet mig godt, og de fik deres penge, tilbage stod jeg med gæld på 300, 700 og 150 kr. der var røget til inkasso og dermed var steget med 1000% inkl. gebyr, rykkergebyr og afgifter. Så nu står jeg igen i Riber for en gæld der er omkring en promille af det jeg angiveligt skylder væk. (Sidste gang jeg stod i Riber var det mit studielån, som overgik fra bank til statsindfrielse. Renten var i studietiden fra omkring 20-28% (1977-82), efter endt uddannelse over 30%. Da jeg skulle aftjene værnepligt og i den forbindelse ikke kunne finde arbejde i en periode med offentligt ansættelsesstop, indløste banken (SparNord hedder den vist nu) mit studielån hos staten (det var statsgaranteret lån). Det beløb som banken indløste var min gæld til banken, altså både lån og påløbne renter! De 65.000 kr jeg havde lånt blev altså i løbet af 6 år til ca en kvart mio. Penge der pludeselig var hovedstol, uden mulighed for skattefradrag, og renten fortsatte med at lægge penge på min gæld!
Efter 20 år blev resterne af min studiegæld eftergivet, fordi der var grund til at formode at jeg aldrig kunne tilbagebetale min gæld til samfundet. På det tidspunkt havde jeg betalt ca 60.000 kroner af på min gæld og skyldte mere end en kvart mio.
Tilbage til det seneste år. Jeg fik altså udbetalt min pensionsopsparing og betalte så mange mennesker som jeg kunne (jeg er lykkelig for at mine kreditorer ikke skulle forhandle om, hvem der havde fortrinsret - så havde min familie og de nærmeste venner intet fået) og skylder altså stadig en masse penge væk. I september 2011 meldte jeg mig til folkeregistret i Silkeborg, min far på 85 (dengang) bor på en landejendom og har plads til at have en lejer, han skulle kun have penge for forbrug og jeg valgte derfor at melde mig ind i samfundet igen, dog uden at søge om nogen tilskud.
Jeg blev tildelt en plads i samfundet, og mine mange forsøg på at søge arbejde i nærheden af min familie (så jeg kunne have et midlertidigt hjem - jeg søgte især der hvor min familie gerne ville huse mig i en periode) blev standardiseret. Jobsøgnimgskursus, der var målrettet lokalområdet, indtil jeg sagde at jeg ikke ønskede lokalområdet, men et arbejde som jeg kunne stå inde for.
Mødetid fra kl. 08.30 til 14.00 (sådan ca.) er standarden for de dejlige kurser der bringer folk i arbejde. Jeg skulle følge et privatfirmas kursus i arbejdssøgning (Hartmanns - og jeg har ikke noget dårligt at sige om dem). Det bestod endnu engang i at vi skulle lære hinanden at kende og udnytte vores nyvundne netværk (et dejligt ord som går igen i arbejdsløses kredse, selv på LinkedIn).
Det lykkedes for mig at komme til samtale i Odense (hos Føtex i Bolbro) - og det første jeg fik at vide var, at der er ingen garanti for arbejde efter en praktikordning. Jaja, hatten i hånden og arbejd gratis for dine egne penge og indse at selv transport til arbejdet ikke kan trækkes fra, fordi du er på "overførselsindkomst" og i iøvrigt får ca. 6.000 kr efter skat for at arbejde på fuldtid. Så fandt jeg ad omveje en praktikplads på "Ungarsk Vinstue" i Odense, et sted med stemning, skiftende arbejdsrytmer og både stamkunder og skiftende gæster. Der startede jeg så med at servere øl, flytte ølkasser, trække vin op, tømme askebægre, rydde op i kælderen og diskutere med kunderne på den mest kundevenlige måde. Arbejdet kunne vare i få eller mange timer, det kunne dreje sig om aften- og weekend jobs. at møde sent eller tidligt, men kun publikumsorienteret. Jeg hyggede mig og fik også forlænget med 4 uger. De 8 uger står som noget varmt og hyggeligt, men desværre kunne Arne ikke garantere at der ville være et arbejde til mig på sigt. Altså ingen forlængelse. Tværtimod, efter vurdering fra Jobcenter Odense var det nok bedre at sende mig på endnu et jobkursus. Der skete nemlig det, at jeg under mit praktikophold hos Arne flyttede til Odense, hvilket man absolut ikke skal gøre - altså flytte under et praktikophold. Man skal heller ikke flytte før eller efter fandt jeg ud af - for jeg spurgte om jeg skulle flytte den første eller sidste dag i måneden, men fik at vide at det sådan set var ligegyldigt, det var altid besværligt når folk flyttede kommune. Altså skal man ikke flytte nogensinde, for så har de kommunalt ansatte det meget lettere (Det var iøvrigt nogle meget søde og imødekommende kommunalt ansatte jeg mødte, så det er ikke deres skyld at det er upraktisk at flytte).
Nu er jeg måske kommet til det seneste år?
Efter endt praktikophold blev jeg så henvist til Jobcenter Odense  i Vindegade. Adressen (mødestedet var forkert - men det drejede sig kun om en etage, og en sød pige der ikke talte specielt godt dansk - fandt ud af hvilken etage jeg skulle møde på, og hvilken måde jeg skulle registrere mit møde. Jeg mødte så op, men havde i dagens hektiskhed glemt de papirer jeg havde fået tilsendt (der stod heller intet om at jeg skulle have dem med), så da en anden person kom ind med papirer der ikke bare lignede men så ud som mine var jeg jo snu nok til at sige: "Det skal jeg også". Jeg blev derefter henvist til samme lokale som ham der kom før mig. og der sad vi så. Der gik et kvarter og vi sad der bare, så spurgte jeg den anden: "Skulle vi ikke være her kl. 8.30?". Nej sagde han, det er først kl ni. Så blev jeg så klog. Jeg gik op for at spørge i receptionen, men fik bare at vide det var kl. ni i lokale 11. Til sidst tænkte jeg ved mig selv at når jeg var tilsagt at møde kl 08.30 var der nok et eller andet galt, så jeg ringede hjem til kæresten, som var ude at købe ind og spurgte om hun kunne se, hvad der helt nøjagtigt stod i brevet (indkaldelsen). 10 min senere fik jeg at vide, hvem der var mine vejledere og kontaktpersoner, og jeg fandt det rigtige sted efter ca. ½ time. Der var ingen der klandrede mig for at gå forkert, der var sådan set heller ingen der klandrede sig selv for ikke at have givet en brugbar oplysning. Alle var bare tilfredse med at jeg var kommet når jeg havde fået besked på det.
BONUS: Jeg var ikke oprettet som kunde hos Jobcenter, så mit sygesikringsbevis blev afvist og derfor måtte en medarbejder hos Jobcenter notere at jeg var mødt til tiden!
3 uger blev jeg derefter indlagt til. Jobsøgningskursus nr. 32 i mit liv. Af min sagsbehandler fik jeg at vide at de to andre aktiveringsmuligheder ikke passede til min profil. Så 3 uger fik jeg lige med arbejdssøgning. Find mulige praktiksteder og mulige arbejdspladser, men find dem på jobcenteret med gammelt edb-udstyr og langsom pc med begrænsninger! Fortæl hvad du vil når du går og hvad du har fået ud af det når du møder næste dag. Så behøver vi ikke at tænke på dig i mellemtiden.
Jeg vadede Odense tyndt. Mange steder (de fleste) var de positive, men undskyldte sig med at "praktikanter" var der så mange af at de ikke havde plads før næste år eller sidst på efteråret". Da jeg kun havde 3 uger til at finde "arbejde" (praktik) var det jo ikke nogen parametre jeg kunne/kan arbejde med.
Da så den ansvarlige for rekruttering af nye medarbejdere til NETTO på Fyn kom på jobcentret så jeg en mulighed for at slippe ud af ligegyldig aktivering (at søge arbejde der ikke findes) og komme i et job, der umiddelbart er sammenligneligt med "Ungarsk Vuínstue" hvad angår kundebetjening og vareopfyldning, så tænkte jeg at enhver form for aktivering er bedre end offentlig mistro.
Jeg har altså valgt at arbejde i NETTO, jeg har valgt at mine politiske holdninger ikke får nogen indflydelse på min måde at arbejde og jeg har valgt at gøre det jeg altid har villet, nemlig at gøre mit bedste når jeg gør noget!
Når det er sagt vil jeg gerne gøre opmærksom på at det for en socialist og tidligere fagforeningsmedlem som mig er fuldstændig umuligt at acceptere at jeg skal arbejde for penge, der er betalt til at redde fattige og arbejdsløse.
Jeg betaler endnu til A-kassen,, jeg betaler endnu til efterlønsordningen, og efterhånden vil alle de penge jeg har betalt gå til investorer og banker, mens jeg skal leve af afkastet (+/- 1%).
Nu er jeg i praktik i Netto. Jeg arbejder principielt i 37 timer, men har nu fået det forhandlet ned på 30 timer. Jeg står stort set op i 6-7 timer om dagen (også går) løfter dårligt fordi jeg som bibliotekar (uddannet 1982) ikke har lært løft. Jeg har ondt i ben, skuldre og ryg. Jeg gør min pligt og jeg holder meget af mine mkollegaer i butikken, jeg skal bruge en time på at køre med bus, hvor jeg kan gå på tre kvarter, og på den måde have ondt i fødder, ben og ryg inden jeg møder på arbejde..
Hele formålet er at jeg skal i arbejde. og her er problemet:
Jeg er sat på kontanthjælp fordi jeg ikke har kunnet finde arbejde indenfor en periode på 2 år. Jeg er på kontanthjælp fordi jeg ikke på anden vis kan tjene penge. Jeg er på kontanthjælp fordi alle offentlige organistaioner er gearet til at sætte mig på kontanthjælp.
Jeg er ikke nogen stakkel, jeg har ikke behov for aktivering eller hjælp til arbejdssøgning, jeg har behov for seriøs støtte til at finde arbejde.
Som de regler der findes har gjort (opfundet af RV) står jeg nu i den situation at jeg som bibliotekar med fuld uddannelse, med vikariater over en 15-årig periode og med 15 års arbejde som radio og TV-medarbejder skal "opkvalificeres" til ordinært arbejde.
Opkvalificeres?
Det er i øvrigt nogle rare mennesker der arbejder i NETTO, så det er ikke det der støder mig.
Men jeg har fundet ud af at jeg bare skal logre med den imaginære hale og blive opkvaklificeret og arbejde for mine egne penge, på trods af at al den opkvalificering og gratis jobaktivering selvfølgelig tager arbejde fra dem der, som jeg, gerne vil leve af et arbejde.
Og så lige et spørgsmål til regering og opposition: Gælder arbejdsfradraget alle der arbejder, eller kun dem der får løn for at arbejde?
Jeg har spist halen, men ønsker ikke at prøve igen!

fredag, juni 08, 2012

Hvad er meningen?

Det kan være svært at forstå hvad politiske tiltag skal gøre godt for. Da jeg i sin tid blev færdiguddannet var der mange tvivlsomme ideer i den politiske verden. Tvungen værnepligt betød at man efter endt uddannelse skulle aftjene værnepligt og, fordi ikke alle skulle (en stor del trak frinummer), stod man efter 1-2 år bagest i arbejdskøen. Politikere og statistikere havde beregnet at der ville blive et øget behov for information og vidensformidling, virkeligheden blev at en økonomisk krise fik politikere til at indføre et kommunalt ansættelsesstop. Politiske flygtninge var dengang i 80'erne uønskede i Danmark og derfor blev de skjult hos politisk aktive på venstrefløjen, på samme måde som kristne og ligesindede humanister i dag gemmer asylansøgere. Endelig var kontrollen med de mange arbejdsløse der blev resultatet af krisen i 80'erne helt anderledes end i dag. Et ugentligt fremmøde samt hjælp fra arbejdsformidlingen til at finde arbejde var normen. Arbejdsformidlingen formidlede arbejde, hvis der var noget.
At forstå hvilket politisk mål de dengang hyppigt skiftende regeringer havde, er stadig svært, men tvungen opsparing og kure som "kartoffelkuren" var nogle af de midler der desperat blev brugt af fortrinsvis højre-regeringer. Et af de steder jeg mærkede den økonomiske politik var i forbindelse med min uddannelse (hvor der ville blive mangel på arbejdskraft!), regeringen opgav at støtte studerende med statslån og indførte statsgaranterede banklån. Med det til følge at jeg efter endt uddannelse og tvungen værnepligt næsten et år senere måtte betale over 30% i renter, uden udsigt til arbejde, mens jeg afventede at aftjene min værnepligt. Denne "fornuftige økonomiske politik ramte ikke bare mig. Af 3 drenge og en pige i min familie fik 2 drenge (mig og min lillebror) en studiegæld der ikke kunne tilbagebetales og som først efter næsten 20 år blev eftergivet. Undervejs sikrede en socialdemokratisk regering at alle skyldnere (hvad studiegæld og lignende statsgaranteret gæld) blev registreret i RKI. Min storesøster nåede at få en uddannelse med statslån, og kunne som en af de sidste der fik arbejde betale af på sin studiegæld med en rente på ca. 2%. Min sidste bror  fik arbejde og betalte møjsommeligt sin studiegæld tilbage, inen den næste økonomiske krise ramte landet i midt-halvfemserne. Så blev han "prikket".
Reglerne om formidling af arbejde og kontrol med de ledige var som sagt enkle. Jeg mødte en gang om ugen, og hvis tidspunktet for møde var angivet til 11.15 havde jeg bare at være der 11.15, hverken 5 minutter før eller 5 minutter efter. Da arbejdsløsheden steg ændrede kontrollen sig. Fremmøde hver 14. dag, senere hver måned . Arbejdsløsheden steg til over 200.000 fuldtidsledige og A-kasserne overtog kontrollen med ledige, samtidig med at ledighedsperioden blev nedsat, selvfølgelig af en socialdemokratisk ledet regering. Kontrol blev eneherskende, arbejdsformidling en saga blot, en socialdemokratisk regering pålagde a-kasser og arbejdsformidlinger at kontrollere de klienter, de i virkeligheden skulle skulle servicere fremfor at kontrollere. Altsammen hjulpet på vej af et Radikalt venstre der fastholdt at den eneste mulighed for at bringe folk i arbejde var at sørge for en tilknytning til et arbejdsmarked der ikke var der, dels ved at give tilskud, dels ved at kræve tilknytning til arbejdsmarkedet via aktiveringsordninger.
Da jeg i 1992 kom til Samsø var det forbudt at arbejde frivilligt for en lokalradio, en momsregistreret forening og andre organisationer, til gengæld kunne jeg aktiveres på den arbejdsplads jeg havde uddannet mig til at tjene mine penge, nemlig biblioteket. Aktivering var kodeordet, primært et krav fra det Radikale Venstre, men bifaldet af Socialdemokratiet. Det lokale bibliotek fik frigort de ansatte til at lære et nyindført edb-proram, mens jeg passede deres arbejde. For mine egne forsikringspenge, indbetalt gennem 10 år til min arbejdsløshedsforsikring! Jeg har arbejdet i næsten alle dele af landet, mest i vikariater, men også i tidsbestemte ansættelser, jeg har indbetalt til min a-kasse hele tiden, endda mens jeg har været på kontanthjælp (i denne periode er det blevet til næsten 4 år). Problemet er nu, at jeg ikke ´kan forsikres før jeg har arbejdet på fuld til et helt år, men at jeg skal betale et beløb der på ca. 4 år på kontanthjælp svare til hvad jeg kan få i dagpenge, samtidig med at jeg skal møde gratis til aktivering, jobsøgningskursus eller tilsvarende. Samtidig kan jeg ikke lægge de penge til side som en investering i min fremtid, jeg må nemlig ikke have mere end 10.000 kroner på min konto. Det giver mig et stort problem, hvis jeg forsøger at lægge penge til side til at betale min a-kasse hver 3. måned vil restbeløbet på min konto overstige 10.000 kroner ved udbetaling af kontanthjælp mindst en gang hver 3. måned, hvilket gør at jeg ikke kan modtage kontanthjælp da jeg jo har for mange penge til at modtage kontanthjælp.
Nu er jeg så flyttet til Odense. Især for at være tættere på min kæreste. Der er absolut ikke kommet mere mening i at være arbejdsløs. For at være fuldtidsforsikret hos din a-kasse skal du stadig søge fuldtidsarbejde. Deltidsansættelse vil simpelthen fratage dig retten til fuldtidsdagpenge, endnu en regel som en socialdemokratisk regering har bidraget til sammen med det Radikale Venstre! Som prikken over i-et er en deltids arbejdsløshedsforsikring defineret ud fra et fastsat antal timer, som ikke kan diskuteres.
Pudsigt nok har alle disse tiltag (deltid/heltid, aktivering/kontrol, fagforening/a-kasse osv) sandsynligvis (jeg synes tydeligvis) ikke medført noget som helst. Arbejdsmarkedet (håndværkere) fik et tiltrængt boost med stormen i december 1999, som startede et byggeraseri for forsikringspenge. Der var intet i denne situation der var politisk planlagt, tværtimod. At politikere tror de kan vende op og ned på tilværelsen er vel deres største problem. De kan beslutte på vegne af deres vælgere, de kan lytte til deres vælgere og gøre de ting som de mener vil være det bedste for deres vælgere, de kan sågår repræsentere deres vælgere, hvis de iøvrigt har forstået hvilke ønsker deres vælgere har, men at tvinge vælgere til at have en anden mening, end vælgerne havde da de valgte er vel lidt grænseoverskridende.
Nu har vi så fået en aflysning af en institution, som overalt i verden er bedømt som enestående: trepartsforhandlingerne. Jeg kan ikke se hvordan jeg, mine pensionerede forældre, mine søskende eller mit barn kunne få noget som helst ud af de forhandlinger der var lagt op til i denne forhandling. Så vidt jeg kan se er alle målene at give skattelettelser til de rige og frigøre penge til virksomheder. Og lægge skat på uskyldige mennesker der rask væk fyres af større eller mindre virksomheder, der uden problemer udbetaler bonus og gyldne håndtryk til direktører og bestyrelsesmedlemmer.
Jeg er stadig arbejdsløs, har en gæld jeg ikke kan betale og må bruge offentlige transportmidler. Der er muligvis en mening med hele systemet, og jeg sidder her og forsøger at skrive mig frem til den, den er bare ikke dukket op.
Hvad er meningen?