Vejen frem

Fremskridt er og har i mange år været vejen frem. Ikke et mål i sig selv, men simpelthen en opgave. Som en selvfølge er der en definition på vejen frem.
Ikke at man skal gå efter næsen eller finde en samfundsløsning der kunne sikre fremtiden. Næ, hvorfor spilde tid på det, når man bare kunne vælge den vej som andre havde angivet. At fremtiden (eller vejen frem) på den simple måde er reduceret til at være andres opfattelse af hvad vi skal i fremtiden er jo en katastrofe.

Poul Erik Krogen

Hvis vi vil vide mere om vejen frem kan vi starte med en afdød nordjysk humorist der kunne spytte vittigheder ud på sin specielle nordjyske måde. En måde som også Niels Hausgaard og Allan Olsen er kendt for i de kredse der har råd til at blive underholdt.
Lad mig nævne vitsen om præsten der var med to limfjordsfiskere på fisketur. På et tidspunkt er de løbet tør for øl, og den ene fisker siger "Jeg smutter lige i land og køber 3 øl" Han hopper ud over rælingen og fiser hen over vandet og kommer senere tilbage med øl. De forsvinder selvfølgelig og den anden fisker tilbyder at hente øl, og løber hen over vandet i rask tempo. Præsten kan selvfølgelig da også de øl er forsvundet ikke undslå sig for at hente den næste flok øl. Han hopper over rælingen og er ved at drukne. Mens han plasker rundt spørger han de andre hvorfor han der har nærkontakt til Jesus Kristus ikke kan gå på vandet, mens fiskerne sagtens kan. Svaret er "Vi ved hvor bundgarnspælene står".
En anden vits er den om bryggeriarbejderen som drukner i bryggekarret. Selvfølgelig er der en der møder op for at fortælle enken at hun nu er enke. De fortæller også at han druknede på sin arbejdsplads, hvorefter enken spørger "led han meget?".  Det lakoniske svar er: "Det ved vi ikke, men han var oppe for at trække vejret flere gange".

Fremad

Vejen frem er altså ikke belagt med brosten, nogle gange findes den ikke før nogen opfinder den. Andre mennesker finder frem på deres måde og ved hjælp af den vide eller de interesser de har. Det pudsige er at langt de fleste har så travlt med at stå stille der hvor de er, at vejen frem kun er noget bøvl eller ligefrem til gene for det liv man fører.
Jeg er absolut tilhænger af at leve i nuet, men jeg kan ikke se hvorfor man ikke også kan spekulere på hvad der skal ske efter nuet. Om det er at bevæge sig fremad eller om det er fremtid aner jeg ikke.
Men for mig er der da ingen tvivl om at fremtiden er det jeg har foran mig. Sukkersyge og forhøjet blodsukker, tabet af mine forældre, mindsket mobilitet etc. Da jeg var ung var fremtiden måske nok at kunne opnå mere og at ønske et liv på samfundets præmisser. Ja tak. Jeg har hele mit liv bevæget mig fremad, men som det ser ud nu føles det som 50 år med to skridt frem og tre tilbage.
Jeg kunne selvfølgelig tage ansvaret for mit eget liv og dermed undlade at pålægge mine forældre, de skiftende politikere og den globale økonomi ansvaret. Det er jeg sådan set også opfordret til, både gennem uddannelse og ledighed. Altså at stå til ansvar for mit eget liv.

Slaveri

Det mærkelige er at det ansvar jeg skal påtage mig ikke er mit. Det er nogle andres. Nogle som ikke vil tage ansvaret for mit liv. Jeg kunne godt nævne den globale økonomi. samfundets politiske beslutninger, ja sågar mine forældre som dem der ikke vil tage ansvaret for mit liv.
Det er vel i og for sig naturligt, når ansvar er et spørgsmål om indkomst og økonomi. Sådan er jeg jo oplært med ansvar: Betal enhver sit. At der findes forskel på personer lærte jeg dog allerede som barn. Dem der havde penge flyttede dem mens dem der ikke havde måtte betale enhver sit. Da jeg læste om slaveriet, som danskerne jo måske nok var de første til at ophæve, fandt jeg ud af at slaverne principielt blev slavebundet af et økonomisk system, et system der den dag i dag fungerer verden rundt: Udbetal løn for arbejde og kræv mere i husleje og hav butikker der sælger varer så dyrt at du skal låne penge for at betale. Slaveri var (ikke at jeg går ind for det) en måde at holde liv i sine arbejdere, mens liberal økonomi er et spørgsmål om at tjene flere penge, ikke bare på produktion, men også på udlån af penge. Altså en måde at binde andre mennesker på end slaveri, men hvis man ser på de fremtidige muligheder er den økonomiske binding ikke fjern fra slaveri.

Samfundet

At medvirke til at udvikle sine omgivelser, at skabe en fremtid eller vise en vej frem er altså den største hindring i samfundet. Med andre ord regler er ikke regulerende på den måde som de skulle have været (altså vejledende, så samfundet kan udvikle sig), regler er at binde mennesker til nuet.
Sært nok er min fremtid faktisk også din. Ikke at vi bliver ens eller gør det samme, men at vi går en fremtid i møde, hvor "fremtid" udelukkende kan betyde ændring af nutiden. Ikke revolution eller fastholdelse af nutiden, men udvikling på udviklingens egne vilkår. Ikke Darwinisme eller kommunisme eller liberalisme eller hvad det hedder alt sammen. Bare udvikling, og der kan samfundet sagtens være med. Faktisk har samfundet langt bedre af at nogle har ønsker om ændringer end at de samme binder samfundet til at gå i stå på de præmisser der findes her og nu.

Så

Hvis vi ikke skal gå i stå må vores vision være at vi vil acceptere anderledeshed, at vi vil ændre, uden at definere det som udvikling, ja faktisk at vi ikke vil bestemme og regulere. Tværtimod vil vores bidrag være langt større hvis vi blot gav vores eget personlige bidrag til tanken om fremtiden, fremfor at vælge andres.
Jeg er sikker på at vejen frem er at vi ikke går efter hinanden i en eller anden leg. Vi skal ikke følge allerede etablerede stier eller machete os frem gennem jungler. Vi skal bare gå den vej vi har lyst til. Ikke spor eller motorveje.
Men den vej vi ønsker at gå, så vil den altid føre os frem, også selv om det føles som at gå tilbage.

God tur.