søndag, oktober 23, 2011

Der sker virkelig noget

Jeg troede at det var vigtigt at tage et ansvar for de handlinger man foretog. Hvis jeg for eksempel foretog en handling med henblik på at få goodwill, skulle man tro at det var en positiv handling. Alene fordi der selvfølgelig måtte være en positiv effekt af handlingen.
Men jeg er blevet meget klogere. Selv mine forældre der vel i bund og grund ønsker at støtte mine forsøg på at komme frem i verden er skeptiske overfor at skulle betale udlæg til mine tvivlsomme forretninger. De samme forældre der faktisk ikke havde noget at leve af under 2. verdenskrig er nu blevet kapitalister, og de nyder det. "Vi har sejret ad helvede til godt" lød det fra Thomas Nielsen (LO-formand 1967-82) d. 16. februar 1982. Set i sammenhængen var det jo ment positivt, men set i efterstrømmen har det fået en foruroligende negativ effekt. Fundamentet for en fremadskridende demokratisering og socialisering af samfundet har fundet et stade, hvor de største modstandere (nemlig arbejdskraften) nu er blevet blinde tilhængere af den politik der fordeler goderne til dem der i forvejen er ved muffen, sikkert i håbet om at det kommer lige nøjagtig os (mig) til gode. Jeg vil vælge at kalde det LOTTO-effekten, nemlig den effekt at alle folk tror at hvis bare de vinder i Lotto vil alt blive meget bedre. Det samme gælder åbenbart i samfundet, hvor man skal leve ud fra devisen at sålænge jeg får bedre indtægter eller kan tjene flere penge er det lykken.
Og så er det at mine og vore forældre svigter. Trods det at de i deres egen opfattelse har opdraget os til at tage ansvar for egne handlinger har de så lidt tiltro til deres eget afkom, at de ikke tør betro deres børn penge, der skal betragtes som lån over kortere eller længere perioder. Tværtimod er de varsomme med at betro deres formue til nogen. Vi vil jo bare udnytte deres rtigdom, er tanken, og så har hele deres opdragelse jo spillet fallit. Men har opdragelsen ikke spillet fallit, når dem der står for den ikke selv tror på den?
Mine forældre voksede op med fattigdom og i en verden der var gennemført sort/hvid. De måtte spise dårlige æbler, slagte kaniner med egne hænder og omsy deres tøj under krigen. Deres børn der blev født sidst i halvtredserne og i begyndelsen af tresserne var de sidste der blev passet hjemme, i mit tilfælde af en barnepige, fordi både min far og mor arbejdede indenfor skolevæsenet. De var lærere og i den periode de arbejdede blev respekten for lærere mærkbart mindre, og arbejdsmarkedet blev tilpasset en markant tilvækst af kvinder. Ordet ligestilling blev opfundet og kvinder fik ret til deres eget sexliv. Samtidig blev pornoen frigivet - sikkert en god ting for visse producenters økonomi, jeg husker i hvert falt automater med cigaretter lige ved siden af automater med "weekendsex" - hvor cigaretautomaterne blev afskaffet på grund af hærværk og udskiftet med kondomautomater.
Jeg har gennem hele mit liv ment at mine forældre og deres forældre har fortjent den belønning der ligger i at de får en pension som skal gøre deres livs efterår udholdeligt, men jeg holder op nu. Det er noget skkidt at man har ret til noget som helst, især når man skal gøre sine egne ord til skamme ved at tilbageholde penge af hensyn til sig selv. Og ja jeg kan godt bruge penge, men samtidig vil jeg tilbagebetale dem så snart jeg kan, problemet er at mine forældre ikke stoler på deres egne børns velvilje.
I årevis har jeg brugt penge fordi det var samfundets mantra. Alligevel har jeg haft aftale med banken om at jeg ikke måtte bruge mere end et beløb på 10.000 kroner udover mit rådighedsbeløb. Grundlæggende har jeg brugt mine penge til at købe bøger og musik, hvilket nok skulle støtte den del af verden jeg anser for konstruktiv. Da min verden faldt sammen fordi jeg skulle leve op til et fattigdomskrav valgte jeg at følge den leveregel jeg var opdraget til: Klar dig selv. Jeg forsøgte at finde et arbejde, jeg forsøgte at undgå at hæve min pensionsopsparing og jeg forsøgte at finde en fremtid. Men af en eller anden grund var målet med at gennemføre regler der tvinger mennesker til at finde et arbejde når deres understøttelse ophører ikke til min fordel. Visse mennesker vil sige at det er fordi jeg har levet mens reglerne for understøttelse var mere large, og det har jeg jo også. Andre mennesker har såmænd levet på tidspunkter hvor vandskader blev dækket af forsikringen, nu er en arbejdsløshedsforsikring defineret på åremål af staten og forsikringsselskaberne kan skalte og valte med deres kunder. Men jeg har faktisk betalt til a-kasse siden 1981, og var i fagforening i 10 år (sågar valgt ind i bestyrelsen på afbud).
Men nu står vi her. Hvis mine forældre havde brug for min hjælp ville jeg være der - om jeg ellers kunne. Min hjælp er nemlig ikke økonomisk, mine forældre har råd til at leve hver for sig i store huse med tilhørende arealer. Nej den skulle være af fysisk art - for de penge mine forældre har genereret til samfundet giver dem åbenbart ikke ret til hjælp til de ting de ikke selv kan klare. Af to årsager, de har for høj indtægt (pension) og de er for friske (har holdt sig i gang uden tilskud fra samfundet). Men de har en hulens masse børn. Og jeg er et af dem. Så er der ingen grund til at kommunen der fattes penge fordi staten er fattig fordi den ikke har penge, fordi den åbenbart ikke vil hente penge hos dem der har dem skal bruge penge på mine forældre når de har en arbejdsløs søn.
Jeg har ikke engang købt en lotto-kupon for at vinde retten til at gøre gratis rent i mine forældres hus. Mine forældre brugte en del af deres indtægt da jeg var barn til en barnepige, til rengøringshjælp og barnepige (aner ikke hvad min søster fik) men i dag er penge blevet så vigtig en brik at de ikke vil støtte deres børn. For min fars vedkommende fordi han ikke har nogen - fair nok, men man skal altså passe på med ikke at have penge og så bruge løs af dem. Det er lissom Panduros "Høfeber" hvor dommeren gemmer på underbukser, bare fordi han ikke havde nogle under krigen. Min mor gemmer til gengæld til os alle sammen og ønsker at der skal være så meget til overs til deling at den der står i mudder til halsen må blive stående. Ellers er der jo mindre til efterdøden.
Men hvis jeg får heldet med mig vil jeg jo betale det hele tilbage til alle. At mine regninger det sidste år er steget med adskillige hundrede procent er måske overraskende for nogle der ikke ved noget om penge. Men jeg er landet i RKI fordi jeg ikke har haft adgang til en bankkonto. Mit problem, selv om jeg forsøgte at leve op til samfundets krav om at finde et arbejde. Jeg skylder mine bedste venner store beløb som jeg har lånt, fordi jeg forsøgte at leve op til samfundets krav om at finde et arbejde, og jeg har ikke fået andet ud af mine bestræbelser end at jeg er en belastning for samfundet fordi jeg ikke har et arbejde.
Tillykke samfund.
At uddanne mennesker til et behov som ikke findes eller som teoretisk opstår om 12 år er jo genialt. Vi kan ikke diskutere hvorfor vi har taget en uddannelse, vi skal bare være her for samfundet. Vi kan ikke diskutere hvilket formål samfundet har (don't ask what society can do for you, ask what you can do for your country". Jeg tog i sin tid en uddannelse fordi der var udsigt til flere arbejdspladser i kultursektoren. Inden jeg havde gennemført uddannelsen var der skåret adskillige procent i branchen og der var indført et ansættelsstop indenfor det offentlige, stort set som det sker igen i dag. Det hjalp ikke dengang, og jeg spildte min ungdom med at arbejde ulønnet i en snapseforening - blot for at holde mine talenter i live.
Nu er jeg så i den situation at jeg faktisk har forsøgt at leve op til det samfundskrav der findes om at jeg skal finde et arbejde som jeg kan leve af. Ikke at det kan lade sig gøre, det jeg er god til er der ingen der vil betale for, men vi får behov for arbejdskraft om 8 år og så må jeg tålmodigt vente på at jeg heller ikke vinder en arbejdsplads til den tid, pointen er at samfundet med sine fremtidsudsigter slipper for at betale for at have mig på ventelisten. Dygtigt, mener jeg.
Jeg må hellere med det samme forklare at jeg ikke tror jeg har en sygdom der gør mig hyperaktiv. Jeg vil også gerne fastslå at selv om jeg har svært ved at sidde stille er det ikke fårklipning eller kartoffelskrælning jeg tænker på som det første når jeg er udsat for lediggang. Jeg tænker, jeg læser, jeg fungerer, jeg responderer hele tiden. Ikke fordi det er aktivitet - men fordi det er det jeg er god til.
Mine forældre gjorde også det de var gode til. Når jeg hører dem fortælle om uddannelsessystemet da de var unge kan jeg jo sagtens forstå at tingene er blevet bedre. Men at høre dem fordsvare deres barndoms forstokkede holdninger og samtidig forsvare deres alderdoms opportune stilling giver ikke mig noget som helst i forhold til at være en selvstændigt tænkende søn af en lærer. Hvis de skulle leve op til deres tro på at penge ikke ville betyde noget skulle de jo netop sørge for at de penge var væk når de (mine forældre) ikke længere selv var der.
Derfor må jeg slutte nu, fordi jeg jo kan se at mit indlæg handler om penge og økonomi. Jeg ville ønske at jeg kunne leve af små beløb, jeg ville ønske at jeg kunne holde om og elske med min kæreste uden at skulle tænke på om jeg har råd til det. Men min indsats her i livet er positiv og med åben pande, det eneste jeg ikke har styr på er hvordan mit liv skal leves.
Gid penge ikke havde nogen betydning som mine forældre lærte mig. At selvsikkerhed og tro på eget værd er vigtigst.
Her er det jo på plads at sende en tak: Til min far for at være nærig med både følelser og penge, til min mor med at være large med at fortælle løgne, til mig selv for at have foregøglet at jeg ubetinget elsker mine søskende og til mine søskende fordi de er det mest værdifulde i mit liv (og årsagen til at jeg stadig forsøger at holde kontakten til familien i live).
Hvis der er nogen der øænsker at droppe mig - er det nok lidt dumt. Jeg dør først når det er naturligt!

mandag, oktober 17, 2011

Jeg bliver pisset på (1)

Allerede da jeg skulle lære at blive en dygtig studerende fandt jeg ud af at jeg ikke passede ind i systemet. Det kunne jeg sådan set godt leve med, men jeg blev skuffet over at alle mine undervisere (lærere) anså mig for at være dum eller doven.
Da jeg endelig tog røven på dem var det ved at gennemføre opgaver, skrive rapporter der var mere dækkende end forventet, kunne gengive de ting jeg havde lært og være i stand til at argumentere med mine undervisere. Set i bakspejlet viste det sig jo også at jeg faktisk var meget bedre når det drejede sig om at fortolke end når jeg skulle kunne udenad. (elendigt sprog, men jeg er lidt sur nu).
Jeg har været mere arbejdsløs end jeg har haft arbejde. Jeg bliver straffet trods det at jeg hele mit liv har betalt til min a-kasse. En forsikring der dækker ca lisså godt som vandskadeforsikringer i fremtiden. Forskellen er at min forsikring ikke (mig bekendt) har nogle grådige aktionærer der skal have del i min opsparing. Alligevel skal min arbejdsløshedsforsikring forvaltes af staten, som under ingen omstændigheder vil indblandes i uansvarlige bankers flirt med luftpenge og ultrablinde aktionærer. Bankerne får den ene redningspakke efter den anden, men arbejdsløse der bruger lisså meget af deres sparsomme indtægt på forsikring mod arbejdsløshed får den ene indskrænkning i udbetaling af forsikringsbeløbet efter den anden.
Som arbejdsløs må jeg jo indrømme at jeg ikke har været med til at dække samfundets omkostninger. Jeg har til gengæld stået til rådighed hvis samfundet ville bruge mig. Ikke at jeg har fået ros for det, eller får det, nej jeg skal bare stå til rådighed. Og som det inferiøre menneske jeg er skal jeg også have dårlig samvittighed over ikke at have arbejde. Jeg er ved at blive sur.
Jeg gør faktisk hvad jeg kan for at få et arbejde - men det bliver mere og mere sygt at skulle arbejde blot for at arbejde. Jeg ser arbejdsgivere tjene masser af penge. Jeg ser bankdirektører køre deres banker i sænk samtidig med at de får millioner i ekstraudbetaling for det gode arbejde de har gjort. Jeg ser ansatte i jobcentre der bruger så mange kræfter på at følge loven at de faktisk overhovedet ikke er interesserede i hvilke problemer de tilmeldte har. De skal bare opfylde de fælles krav.
Jeg kan forstå at mine forældre ikke er dygtigere. De er opdraget af et firkantet samfund - og selv om de har fået en chance for at se samfundet i et flersidet lys har de ikke kunnet se bort fra deres egen opdragelse. Og så må jeg sige det højt: De skide politikere der skal kunne se ud over deres egen næsetip kan heller ikke se noget som helst andet end det de i forvejen har været bundet op på. Hvordan fanden skal vi så nogensinde kunne komme videre, når det altid er begrænsningerne der bestemmer væksten.
Her sidder jeg med en allerhelvedes erfaring i at være arbejdsløs fordi jeg har været momentant arbejdsløs i mere end 25 år - men jeg er nok også en af dem der har mest erfaring i at være arbejdsløs vikar. Mine erfaringer er mere eller mindre ligegyldige. Når der indkaldes til statslige udvalg er det normalt mennesker der har travlt nok eller folk der har gjort opmærksomme på sig selv i andre sammenhænge. Men jeg er bare arbejdsløs, jeg har måske - måske ikke - danmarksrekord i arbejdsløshed på understøttelse, men jeg er uinteressant. Ingen gider spørge mig hvad der er gjort rigtigt eller forkert, ingen gider vide, hvorfor jeg er endt der hvor jeg er. Ikke fordi jeg tror det er noget jeg kan svare på, men det er alligevel underligt at det ikke for nogen politikere er interessant hvad der er gået godt eller skidt.
Jeg vil ikke beskylde mine forældre for ikke at forstå min situation. Jeg ved de er bekymrede, men for dem er det stadig en bekymring fordi jeg ikke har et godt arbejde. Og hvad fanden er et godt arbejde. Et arbejde man ikke gider møde på? Et arbejde der holder dig vågen i dage fordi du ikke kan gøre det du gerne vil? Et arbejde hvor du er reduceret til at gøre hvad andre mener du skal gøre eller et arbejde hvor du blot skal møde for at bevise at du kan møde?
Jeg er faktisk glad for at gøre det jeg kan. Uden at have DAMP eller andre psykiske sygdomme har jeg faktisk ikke ligget på den lade side på noget tidspunkt af mit liv. Jeg har altid skrevet - læst - været social eller formidlet. Bare aldrig i den rigtige sammenhæng. Gør det mig dårligere end Mette Lisby eller Kasper Christensen? Jeg har bare haft mere travlt med at have travlt end med at blive kendt!
Og nu er jeg mine forældres søn og bruger masser af tid på at være deres søn, som de faktisk i kraft af det arbejdsliv de har været bundet til ikke har set ret meget til fordi vi har fået en skilsmisselovgivning der omtaler barnets tarv og derefter udelukkende varetager klienternes (den ene forælders) interesse.
Hvor er det smukt at beskylde mine forældre for at udnytte samfundet - pudsigt nok har vi i hele min levetid sagt at min forældre og bedsteforældregeneration havde forjent alt det de fik - det var jo dem der byggede vores samfund op. Ikke nok med det, det lykkedes at bilde den samme generation ind at de skulle bruge alle deres penge på sig selv. Og nu må vi så frede dem. Til gengæld skal den generation der er vokset op med det største sociale svigt i generationer (os) betale med de penge vi ikke har. Hvor er det smukt at lægge ansvaret på de svageste. Jeg ved jo godt at mange af de mennesker der ikke kan klare sig for socialhjælpen egentlig ikke er fattige, men bruger størstedelen af deres penge på husleje og på at købe i døgnbutikker, der er væsenltlig dyrere end diskountbutikker.
Men det er jo fordi der er investorer der skal tjene penge på at bygge lejligheder til fattige mennesker.

I den sidste ende er det jo sådan at de fleste godhjertede mennesker ikke fatter hvilke vilkår andre mennesker lever under. Størstedelen tror at verden ser ud som den ser ud for dem. Sådan havde jeg det også selv da jeg gik i folkeskolen. Den lighedsånd vi alle blev overfaldet med i demokratiets hellige navn skulle jo gøre os alle lige, derfor fattede jeg ikke at nogle kunne være ordblinde, venstrehåndede eller ikke var bogligt orienterede. Jeg kan jo i sagens natur ikke have dårlig samvittighed i dag, men alligevel kan jeg fornemme at mange af de mennesker der voksede op i den tanke at vi alle er lige mere har troet at vi alle er lissom mig, fremfor at være ligestillede med hensyn til vores problemer og mangel på samfundets forståelse.

At jeg er mig er på den måde ikke noget problem, men de mennesker der skal forstå mig og give mig et venligt puf i den rigtige retning har allerede lært at de skal skubbe mig hårdt, stille krav til mig som de selv har opfyldt og straffe mig for ikke at være dem.

Jeg er et menneske - jeg tænker og jeg ønsker en verden som er til fordel for dig og mig, mine børn, mine forældre og mine venner. Men den verden jeg lever i tager ikke hensyn til mennesker, venner, børn eller mig. Den pådutter os allesammen at være til gavn for dem der kan tjene penge på os. Og de tjener så meget at de kan lave kunstige penge i form af aktier og investeringer i den blå luft. Men det er os der har skabt den økonomiske baggrund for det blålys vi nu skal betale for igen. Skam jer liberalister og kapitalister. I lever af kunstige værdier, som er skabt af villig arbejdskraft uden indsigt i jeres skamløse udnyttelse af vildførte mennesker.

Jeg kan ikke hade jer, men forstår ikke jeres begrundelse for at ødelægge verden og de mennesker der lever i den.

lørdag, oktober 01, 2011

Varm luft

Nu er sommeren forbi og så blir det sommer.Måske den varmeste oktoberdag nogensinde - i hvert fald efter at vi har målt temperaturerne.
Og den varmeste måned politisk i et årti (næsten).
Helle Thorning-Schmidt blir nu statsminister, med radikal opbakning (det var nok ikke meningen) og uden Henrik Sass Larsen (det var nok ikke meningen).
Som med så meget andet er politik jo uinteressant for journalister, mens personer altid er godt stof. Så selvfølgelig har ingen medier beskæftiget sig særlig meget med den decimerede socialdemokratiske politik der snart fremlægges - endnu engang er det lykkes et støttepartri at ødelægge enhver form for konsekvent politik, hvordan de radikale kan forestille sig at deres tingse for tingse politik skal gøre godt er mig en gåde, men nu er det altså de muliges kunst vi taler om - og det betyder at alle stakkels mennesker ikke har fået noget som helst ud af et folketingsvalg - selvfølgelig bortset fra at statsministeren ikke længere hedder Rasmussen.
Dagens samtaleemne er hvorfor Henrik Sass Larsen trækker sig fra regeringen. Ikke bare hvorfor men også hvordan den kommemnde statsminister kan sanktionere eller medvirke til det. Altså vil alle kommentatorer fortælle hvorfor de tror at Henrik og Helle ikke fortæller hvad der er den egentlige årsag til sammenbruddet, for det er vel oplagt at alle troede Henrik Sass skulle være i topledelsen af regeringen.
Helle lyver, Henrik skjuler noget, regeringen viser svaghedstegn inden den er erklæret, står der i overskrifterne og er blevet sagt hele dagen. Da Helle ikke har sagt noget konkret er det selvfølgelig svært at beskylde hende for at lyve - man kan med sindsro beskylde den endnu fungerende statsminister Rasmussen for at lyve, når han beskylder den kommende regering for at ville føre en uansvarlig politik - som statsminister har han ført landet til en økonomisk usikker fremtid - og har alligevel ført valgkamp på at han er den eneste der kan føre en ansvarlig politik. Hvor dumme skal vi danskere være før vi kan vælge vores politikere. Men for ikke at tage ansvaret for en dårlig politik har Lars Løkke altså besluttet at det dels er en international økonomisk krise der er skyld i landets kvide og at en kvindelig statsminister er en dårlig løsning for et land hvis statsminister først står i spidsen for en fallit og derefter frejdigt erklærer at han er den eneste der kan redde landet fra den ulykke han selv har stået bag.
Henrik Sass har muligvis konstateret at indenrigsministeriets embedsmænd ikke bryder sig om sure sokker, og har derefter opgivet at deltage i den regering han selv var arkitekten bag, begrundelsen for at trække sig er angiveligt noget med sikkerhedsclearing, men de fleste kommentatorer tror det er noget helt andet der er grund til tilbagetrækningen. Det skulle ikke komme bag på mig at kommentatorerne har ret på det punkt, men de forskellige bud tyder på at de ikke aner hvorfor han har trukket sig, så derfor må man som politisk kommentator vælge at beskylde Helle for at lyve. Rent sprogligt er det sådan set OK at henvise til at Helle ikke siger sandheden, men alle mener også at hun ikke behøver sige hvad der er grunden, hvis der er nogle personlige årsager til beslutningen. Alligevel bliver denne omgang med sandheden af oppositionen udlagt som løgn, den opposition der gang på gang har kalkuleret med en vis grad af løgn fra alle ministre og folketingsmedlemmer - og her taler jeg om løgn, fordi politikerne oftest er taget i usande begrundelser for eksempelvis at gå i krig, for at give skattelettelser og for at nedgøre en socialt indstillet opposition.
Vi har endnu ikke hørt hvilken politik Helle vil føre, men det forstår jeg til fulde, da den største sten på vejen for en socialdemokratisk politik hedder Margrethe Vestager - En kvinde der ved at magt er fortryllende. Helle vil for alt i verden være Danmarks første kvindelige statsminister og Margrethe vil for alt i verden virke saglig og seriøs. Pudsigt nok får vi det samme som vi havde med den gamle regering: usandheder og en masse ævl og personfnidder.
Det folketingsvalg vi endnu ikke har overstået var altså et simpelt valg for de fleste, nemlig valget mellem en kold skulder og varm luft.