Tomhed

Jeg er meget alene. Ikke fordi jeg bare er alene, men fordi andre har valgt at jeg skal vælge at være meget alene.
Jeg har sikkert også selv ansvar for min ensomhed, men der er også andre der har haft indflydelse på det, andre som har givet mig valget. Ikke en valgmulighed, men valget.

Trappen

Jeg faldt ned af trappen, da jeg var på vej i seng på min fødselsdag. Jeg var blevet uven med min far og selv om min kæreste var der måtte jeg forlade selskabet i unåde og med en vis rødvinsbrandert skal det indrømmes. Men hold da kæft hvor gør det ondt. At bevæge sig er i sig selv en smerte, og det gælder hele kroppen, så mit liv den sidste uge har stort set været at jeg har ligget i sengen og har været vågen og sovet i korte perioder.
At smerterne ikke vil stoppe skyldes dog nok at jeg samtidig har været ond mod min egen krop og min egen psyke, og på den måde også har mistet den nærkontakt til nogle af dem jeg faktisk holder af.

Det personlige

Min far har jeg følt et ansvar for at underholde, da han er alene og oppe i årene. Det virker bare ikke med det sociale, vi bliver uvenner, sikkert mest fordi vi ikke er enige om ret meget, hverken politisk eller menneskeligt, men helt oplagt fordi tålmodighed er en dyd, som jeg har udvist i mere end halvdelen af mit liv, men den skal ikke udfordres og det bliver den.
Min kæreste ville jeg bare gerne være i nærheden af, men heller ikke det kunne fungere. Vi er ikke mig bekendt uvenner, men min måde at være på og mange andre forhold har gjort at jeg ikke længere er andet end en bekendt. Jeg holder af hende og elsker hendes latter når vi morer os sammen, men jeg holder mig også fra at blande mig i husførelsen, fordi jeg aldrig kan gøre noget rigtigt. Jeg holder lav profil på andre områder, men ønsker helt oplagt at være nær hende, mærke hende og hendes nærhed. Den holder bare ikke. Jeg er blevet syg med sukkersyge og deraf følgende sygdomme og medicinering. Så nu er jeg kasseret. Ikke mere dog end at vi stadig kan tale sammen, dog ikke med morgenhilsner og knus og kram. Bare tale sammen.

Det offentlige

Som så mange andre er det offentlige ude efter mig. Egentlig er det en sandhed med modifikationer, det er sådan set lovgivning og kommunal økonomi der er ude efter os. Jeg har end ikke råd til at tage bussen og opsøge arbejdspladser uopfordret, jeg har faktisk end ikke råd til at tage et arbejde, da enhver form for aktivitet (og passivitet) skal kontrolleres. Jeg an altså sidde uden en klink på lommen og søge arbejde via internettet (som er meget langsomt, fordi der ikke er råd til andet end det billigste - ja faktisk er det min bror der har købt forbindelsen, fordi jeg end ikke kunne købe mobil bredbåndsforbindelse selv på grund af at jeg står i RKI. Men jeg skal have internetforbindelse, jeg skal have mobiltelefon og jeg skal have tag over hovedet og noget at spise.
Mit sociale behov (udover at skændes med min far) er næsten lagt på is, dog har jeg fået tilbud om at nogle venner vil hente og bringe mig i forbindelse med politiske og sociale møder. Selvfølgelig er jeg taknemmelig, men jeg har jo ikke lyst til at være afhængig af mine venner, når jeg og min familie har bidraget økonomisk til samfundet gennem hele livet. Desuden kan jeg jo ikke vide om mine venner kommer i samme situation som mig, altså ikke længere har økonomisk overskud.

Det økonomiske

Modsat mange andres fokus er mit ikke på økonomien. Jeg ejer intet og kommer heller ikke til det. Hvis jeg har penge skal jeg bruge dem på at overleve, ikke på at investere i en bil så jeg kan køre på arbejde, eller et hus, så jeg kan opdrage mine børn. Ikke engang på at få nyt køkken eller en større fladskærm. Enhver krone skal i praksis gå til at jeg skal overleve.
Det er jo på en måde også genialt at jeg skal acceptere at finde et arbejde der ligger 3 timer væk om dagen (sammenlagt rejsetid), men at jeg maksimalt kun kan få rejsegodtgørelse på 1.000 kr. på kontanthjælp. Selvfølgelig går livet videre og jeg har familie, som i et vist omfang (ikke så meget økonomisk men ved at stille bolig til rådighed, så jeg ikke bliver boligløs lige med det samme) støtter mig.
Man kan sige at jeg skal leve på en sten, og det gør jeg så. Jeg prioriterer alt det sunde og livsbekræftende fra og lever usundt. Mit liv vil nok ikke blive den største belastning for samfundet, da jeg sandsynligvis ikke vil leve i så mange år som mine forældre har levet. Så må det offentlige betale for at lægge mig i jorden, jeg har nemlig ikke engang råd til at skrive et testamente. Men jeg kan jo også være ligeglad.

Det menneskelige

Jeg har gennem det meste af mit liv forsøgt at lære og det skulle være ved at lytte og læse, men også ved en kritisk tilgang det det jeg hørte og læste. Jeg ville gerne være et helt menneske, men når man er født med en form for vrede eller arrigskab, skal det altså dukke op når det bliver fremprovokeret, og det gør det nu.
Mange mennesker kender mig kun som det rolige og udglattende menneske. Som det menneske der har overskud til at lytte og snakke. Den del af det menneskelige er høvlet af mig på ganske kort tid. Jeg har måske nok svigtet nogens tillid eller forhåbninger, men jeg har forsøgt at være mig, det menneske jeg kan stå inde for. Desværre er der efterhånden en udbredt kritik af det menneske jeg kan stå inde for, jeg bliver beskyldt for at være doven og i vejen, jeg er ikke samfundsbevidst, jeg skal bare tage mig sammen og gøre det som alle andre mennesker forventer sig af mig. At være et andet menneske end jeg er.

Derfor

På den måde dukker tomheden op. Jeg vil gerne fortælle hvordan mine tanker og mit liv føles herfra. Ellers ville jeg nok ikke blogge så meget som jeg gør. Jeg ville også gerne lyttes til og diskutere mine tanker, altså lytte og diskutere modsat.
Alligevel føler jeg at min indsats stort set har vist sig ligegyldig. At lytte og forstå ting der generelt ikke hænger sammen er ikke tidssvarende. I stedet vil en hel masse lege Gud og skabe mig i deres billede. Dem jeg holder af skaber på den måde en brølende tomhed, som jeg som menneske ikke kan bruge til andet end at flygte ind i den samme tomhed. Selv om jeg ikke har lyst.