Ansvar

Jeg har de seneste år været dødtræt af at Politiske partier gør noget helt andet end det de siger. Jeg har jo vidst det, så jeg kan kun være træt af det, og som diskussionen har været, vælge mellem at afgive en stemme, eller stemme blankt (Måske Anders And eller Charles Bukowski), men jeg har valgt at stemme, mest fordi min stemme i den store sammenhæng ikke kan gøre en forskel. Til gengæld vil det berolige mig, at min stemme, måske var den der var nødvendig, sammen med alle andres selvfølgelig.

Retten til at brokke sig

Det har været fremme (en form for idiotisk spin) at man ved at stemme blankt ikke havde retten til at brokke sig de næste fire år. Magen til vås skal man dog lede længe efter. Ikke nok med at man selvfølgelig har ret til at brokke sig når man ikke stemmer, ellers kunne vi jo heller ikke brokke os over tåbelig lovgivning, når vi har overladt beslutningen til vore politikere, men at brokke sig er stadig en demokratisk ret. Da jeg stemte på Jakob Haugaard i 90'erne var det ikke fordi jeg troede han kunne ændre noget som helst, det var simpelthen en protest imod de politikere der gjorde hvad der passede dem. I dag kan du protestere ved at stemme på Enhedslisten eller Dansk Folkeparti (det sidste skræmmer mig ærlig talt temmelig meget), eller du kan undlade at stemme, simpelthen for at markere at der ikke findes opstillede partier du har tiltro til. Grunden til den manglende tiltro kan jo være forskellig, men i mange tilfælde er det ud fra egoistiske ønsker, mens det sociale kan reduceres til hvordan du kan spare penge og beholde dagpenge, børne- og ældrecheck, samt forskellige tilskud til børn og bolig. Bemærk at det hele tiden drejer sig om penge.

Velfærdssamfundet

Nu har regeringens finansminister faktisk omdøbt vores samfund til et konkurrencesamfund. Men lad os kigge lidt på velfærden.
De mennesker der får størst del i samfundets velfærd er dem der ejer mest og har flest penge. Og de vil ikke af med dem. De fattigste, de mennesker der er syge eller som ikke kan få arbejde af andre årsager bliver udråbt til at være samfundsnassere. Måske nok knap så højlydt af regeringen som af Liberal Alliance, men der er ingen tvivl om at alle der er tvunget udenfor arbejdsmarkedet pludselig er en belastning for det samfund de i mange tilfælde selv har været med til at bygge op.
Selv vore forældre, der måske nok startede i yderste armod er nu så fokuserede på ejendom og penge at de bruger mere tid på økonomien end på familien, hvilket var meget naturligt i et ruralt samfund og i det tidlige industrielle samfund. Men nu er det jo bare et spørgsmål om at tage penge med sig i graven, selv om det hedder sig at børn der burde have lært at klare sig selv i henhold til teserne for velfærdssamfundet skal de altså have værdier som de ikke selv har samlet. Vi taler ikke om et agrarsamfund, hvor familiens ejendom eller gård er udgangspunktet for at optjene til dagen og vejen, vi taler om arv. Trods det skal vi som følge af den eksisterende samfundsordning leve af andre folks penge frem for at være sociale og udbygge det sociale velfærdssamfund.

Konkurrencesamfundet

Fra socialdemokratisk hold er velfærdssamfundet udråbt til at være et konkurrencesamfund. Egentlig virker det absurd at et samfund hvor nogle få udnytter en hel masse andre kan sammenlignes med konkurrence. Medmindre vi tager legene i børnehaven og i skolen, hvor det var de få der bestemte spillereglerne og hvem der sidst skulle udtages til et hold. Hvorvidt det er konkurrence at sørge for at en del står udenfor i skolegården og i gymnastiksalen kan man måske spørge om. Jeg ville måske nok kalde det et egoismesamfund, set ud fra den betragtning at der ikke er nogen synlig konkurrence (medmindre konkurrencen går ud på at malke samfundet mest muligt for penge), velfærden er nok målelig, så længe man sammenligner sig med økonomisk ligestillede. Det betyder at læger kan sammenligne velfærd med læger, lærere kan sammenligne med lærere, metalarbejdere kan sammenligne med metalarbejdere og dagpengemodtagere kan sammenligne med dagpengemodtagere. Hvorvidt velfærd er det at sammenligne med sig selv og sin livssituation er noget gråt og intetsigende for mig. Faktisk kan kontanthjælpsmodtagere og syge eller pensionister også sammenligne sig selv og dermed være en del af velfærdssamfundet. Undskyld, konkurrencesamfundet.
Den socialdemokratiske ide er åbenbart nu at man opnår konkurrence ved at spille forskellige grupperinger ud mod hinanden, ikke at sætte hele befolkningen op til at konkurrere for at skabe et mere lige samfund med velfærd til alle. Konkurrencesamfundet har altså kun et teoretisk mål: at spille alle ud mod alle og sikre at deres indbyrdes kamp forhindrer at udvikle et socialt samfund.

Det sociale menneske

Vi skal ikke glemme at det sociale aspekt har to sider. Det ene aspekt er at man kan komme sammen med ligestillede om så millionærer eller kontanthjælpsmodtagere, selv om alle jo kan sige sig selv at det sociale aspekt er så forskelligt at det er usammenligneligt. For de mennesker der er bedst økonomisk stillede er der jo flere muligheder, nemlig at beholde de penge man har eller at dele en del af dem i form af velgørenhed (det kaldes almisser og skal i virkeligheden bare pacificere andre samfundslag). For dem der kun lige har økonomisk overskud til at overleve (OK nogle vælger at ryge eller drikke) er det sociale overskud dels at være sammen om den menneskelige situation (altså fattigdom hvad penge angår), alligevel ser man langt større social forståelse, tøj til børn deles, når der er udbetalt penge kan der holdes en fest sammen med vennerne, andre hjælper deres syge eller dårligt gående naboer ved at købe ind til dem, man bommer let en cigaret eller en pose med guldøl bliver delt og flaskepanten bruges til nye indkøb, om muligt til fælles bedste.
At dele er en livsstil i alle samfundets klasser, spørgsmålet er mest hvordan og hvad man deler.
Nærheden og forståelsen for andre der har problemer er klart størst i de økonomisk dårligst stillede lag, mens de øverste lag kan vælge at lade som om de ikke findes (altså de dårligst stillede) eller ved at give dem penge.

Pengene

Penge løser dog sjældent nogle problemer. dem der har penge skal jo tjene dem. Det vil sige hvis du giver hjælp til fattige mennesker så de kan betale deres husleje, er du eller en anden i samme klasse afhængig af indtægter som hænger sammen med ejendomsværdi eller anden indtjening. Altså en økonomisk spiral der udelukkende er til fordel for dem der ejer.
For det fattige menneske er det altså i princippet ligegyldigt hvor megen økonomisk hjælp du modtager, den vil altid være til fordel for dem der skal tjene penge. Som eksempel er de fleste fattige mennesker nødt til at foretage deres indkøb i nære discountbutikker, ikke i Tyskland. DE fleste fattige mennesker har en nem-konto fordi de skal have det, og sådan en må man betale for, når man ikke har nogle fradrag eller mulighed for at føre penge ud af landet til skattely (det sidste skal betragtes som en joke, eftersom man ikke må gave formue, hvis man skal modtage offentlige ydelser i den minimale størrelsesorden - selvfølgelig gælder reglerne kun i begrænset omfang for andre med en høj indtægt på offentlige overførsler, som politikere eksempelvis).
Pengene er altså to ting, alt efter hvor man står i samfundet. For de velbjærgede drejer penge sig om at få flere, mens det i den anden ende af samfundet er et spørgsmålet om at bruge pengene, om ikke andet for dog at få penge udbetalt næste gang der skal betales husleje.

Stemmesedlen

Hvad skal man så gøre for at få det samfund man ønsker sig?
Man kan vælge stemmesedlen fra og gøre noget, altså vise sig som modstander mod regringen ved at demonstrere, protestere eller simpelthen boycotte samfundet. Det sidste er nærmest umuligt, der er så meget kontrol med de dårligst stillede borgere i dette samfund (læs syge og kontanthjælpsmodtagere, til dels også dagpengemodtagere) at det til enhver tid kan lade sig gøre at stoppe en fredelig revolte over flere dage - mens flere dages demonstrationer kan stoppes ved at indkalde til kontrol eller til jobcenter.
Som det ser ud nu er det politikerne der tager ansvaret for at pengene bliver i kapitalisternes lommer, fremfor at fordele dem til fordel for samfundets borgere. Når man via sin stemmeseddel kan vælge mellem at forære sine skattepenge til samfundets rigeste segment eller at sikre de fattigste rimelige levevilkår, må vi jo nok indse at de fattigste bare skal betale. De rigeste tager fra, men mellemklassen ønsker at være med i en gruppe af samfundsnassere, der via banklån og investeringer (kunstige penge) kan leve over evne og samtidig tryne de fattigste, tror at de kan komme på førerholdet.
Sært nok har de sidste jo noget at have det i. Alle partier fra det yderste højre til det yderste venstre freder alle dem der intet ejer, men er bundet op af banker og kreditforeninger. Sært ikke?
Men når både vælgere og politiske partier kun har et mål, er stemmesedlen jo ligegyldig.

Findes der så et ansvar?

Selvfølgelig findes der et ansvar. Vælgerne skal vide hvad de går ind til. Hvis man tror at man kan dele hele verdens "overskud" med sig selv, burde man jo tage sit ansvar når det ikke lykkes. Når huset går på tvang, når bankerne går konkurs og man mister sine investeringer, når ens børn og søskende må gå fra hus og hjem, måske endda blive hjemløse.
Egoismen er så veludviklet at mennesker der køber et billigt hus på en giftgrund vil have samfundet til at betale for et hypotetisk tab. Lad dog ejendomsmæglerne betale, lad dem gå konkurs hvis de sælger på forkerte vilkår og lad køberne betale tabet. Hvorfor skulle ansvaret for fejlinvesteringer ligge samfundet til last?

Overlad i stedet til vores fælles samfund at tage ansvaret for at alle borgere skal beskyttes personligt, ikke støttes økonomisk.
Så vil en stemme måske have betydning til et valg, og et personligt ansvar have betydning.