Kommunalvalg

Nu er det igen på tide at stemme til kommunalvalget, altså det der finder sted hvert 4. år. Mange indbyggere med andet statsborgerskab er ikke klar over at de har stemmeret og mange førstegangsvælgere aner ikke hvorfor de skal stemme. I begge tilfælde tilsendes der dog et valgkort, som, så vidt jeg kan se, signalerer at man har ret til at stemme. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at man ikke kan læse og dermed forstå de ganske få ord der står på valgkortet, jeg er dog sikker på at det mere skyldes at mange af de kommunale lister faktisk ikke har disse befolkningsgrupper som målgruppe. For de unges vedkommende er der jo nok også et problem, idet deres uddannelse måske står i et vadested, hvilket gør at de måske ikke har nogen fornemmelse af hvilke ønsker de har.

At ønske sig noget

Det nære valg skulle jo nok kunne få folk op af sofaen. Det vedrører jo os alle, hvad kommuner og regioner gør for eller ved sine borgere. Alligevel forekommer ønsket om at påvirke i dette valg som noget de fleste ikke tror på.
Kommunerne og amterne (regioner) er blevet større, folketinget bestemmer over både økonomi og lokale tiltag. EU bestemmer over Folketinget (så kan de fortælle mig nok så tit at det kun drejer sig om nogle få procent af den danske lovgivning der er bestemt af EU. Selvstyre er jo reduceret til at være bestemt af landets økonomiske situation og EU's og verdens.
Skolesammenlægninger, større kommuner og mindre bidrag til ældre og børn (bortset fra en check) giver sådan set ikke borgere i landet større mulighed for at få indflydelse, nok snarere tværtimod synes det. Men der er samtidig heller ikke de samme ønsker til det nære samfund i og med at det er blevet fjernere af to årsager. For det første er nærværet i kraft af sammenhold mellem naboer og borgere langsomt svundet i takt med at arbejdsmarkedet er blevet dominerende i almindelige menneskers liv. For det andet er økonomi og misundelse blevet langt vigtigere. At afstanden til vore politikere er blevet større både med kommunalreformen i 1970 og med den seneste såkaldte strukturreform i 2007 er der jo ikke nogen tvivl om. Samfundet er måske nok blevet mere effektivt, men nærheden har mistet land.
Men når drømmen har været at få mere i løn, at få bedre arbejdsforhold og mere effektive skoler og sygehuse, at få pension og socialhjælp, er det jo en (af mange) valgmuligheder at indføre effektivitet og besparelser på bekostning af kommunikation (postvæsen hed det i gamle dage da posten blev bragt ud tre gange dagligt), da transport foregik med sporvogn eller tog (og der var behov for ståpladser), da skolerne bare var der og ethvert sogn havde hjemmesygeplejersker, sygekasse og nærbutikker.

Det forestående kommunale valg

Man kan spørge sig selv, hvad man egentlig kan ønske sig af en kommune. Sært nok tyder noget på at ingen ved det, hverken vælgerne eller dem der stiller op. Nogle har en mærkesag, som for eksempel økologi, bedre hjemmepleje eller transport. Men det underlige med disse og andre mærkesager er jo, at de sagtens kan gennemføres med kommunalpolitikeres velvilje fremfor en indvalgt politiker der bare er imod en motorvej eller et parkeringshus oven på en nedlagt kirkegård.
De fleste stiller op med mærkesager og kommer ind uden anden funktion at være embedsmand for embedsmændene, uden andet formål end at forvalte økonomi på vegne af en statslig lovgivning og økonomisk fordelingspolitik. De færreste af dem der stiller op til et kommunalt valg eller til regionsvalg har sat sig ordentligt ind i den rolle man får som politiker. Nogle tager det selvfølgelig alvorligt og tager ingen beslutninger overhovedet, sidder i hegnssynsrådet eller sådan noget, og har altid noget andet at lave når der skal tages beslutninger. Det er jo et udtryk for ægte demokrati. Meget til forskel fra dengang hvor sognerådspolitikeren blev nødt til at være ansvarlig for sine borgere, fordi de alle var en nødvendig del af det lokale samfund. Muligt at man i sognene fik højt belagt smørrebrød og godt med øl og snaps til møderne (som beskrevet i en del danske film i 1960'erne), men nærheden bestod i at du kunne opsøge sammen sognerådsmedlem og fortælle hvad du var utilfreds med. Indrømmet, demokratiet mindede nok meget mere om den oprindelige tanke, nemlig at det var den formuende og herskende klasse der ledede og fordelte, mens husmænd og daglejere bare blev passet efter samfundets behov.
Som jeg ser det er der faktisk mange flere dewr er blevet overflødige som objekter for en kommunal politik.

Hvorfor tage stilling

Mine betragtninger hænger sammen med at jeg ser et samfund uden sammenhæng. Jeg ser politikere uden politisk indflydelse. Og jeg ængstes for den politiske fremtid vort samfund går i møde. Ikke de velmenende mennesker der vil ændre samfundet, de er velmenende og har altid noget på hjerte, men at blive kommunal- eller regionspolitiker kræver ingen baggrund, ingen overhovedet. Du behøver end ikke at have taget et "pølsemandskursus" eller bestå førstehjælpsprøven. Du skal bare vælges af en hel masse andre der heller ikke kan kende forskel på statslig og kommunal økonomi, mennesker der går mere op i hvordan dyrevelfærden er i nærområdet end om grundvandet forgiftes i århundreder. Borgere der kun fokuserer på den skole deres børn går i eller det plejehjem deres forældre er anbragt i. Det er vel i bund og grund et egoistsamfund vi har ramt. Når tsunamien rammer Thailand tænker vi mere på de danskere der holder ferie der. Når Fukushima-atomkraftværket bryder sammen er vores første tanke ikke hvilke følger det kan få for verdenshavene, nej vi tænker på mennesker, uden at være klar over at følgerne for vore have og grundvandet kan få århundredlange følger. Senest har vi hørt om en orkan som har ramt Filippinerne. Igen først hvor mange danskere er berørt efterfulgt af et uhørligt stort tal som estimat af mennesker der er døde, efterfulgt af en beroligende udtalese, som "De er vant til storme af den slags, de har flere om året, så de har et godt beredskab".
Så hvorfor tage stilling til hvad der sker i en kommune vi alligevel overhovedet ikke kan overskue. Hvis vi spørger får vi jo bare stukket nogle love i hovedet og et regnskab der skal svare til de muligheder kommunen har fået tildelt af staten. Nå ja, af og til er der så kommunale politikere der faktisk synes at deres indsats skal belønnes lidt ekstra, af og til giver det bilagssager, andre gange tager politikere for givet at de er så vigtige at almindelige love angående seksuel adfærd og nepotisme er sat ud af kraft (i hvert fald indtil det bliver opdaget). Så naturligt nok tager folk ikke stilling til samfundet som sådan, tværtimod er det den del af kommunens politik der berører en selv (og ens nærmeste) der bliver vigtige, mere end samfundets behov.

Behov for kommuner og regioner

Den kommunale nærhed og det kommunale demokrati er primært vigtigt i kraft af at de lokale behov kan tilgodeses, mens regionerne efterhånden er blevet til administrative enheder, der er statens forlængede arm. Desværre er den kommunale virkelighed også blevet til en administrativ enhed som får dikteret både økonomi og formål gennem den statslige lovgivning.
Jeg vil ikke underkende at staten efterhånden har fået flere og flere forpligtelser, og har påtaget sig flere og flere. Men når staten definerer økonomiske behov hos de enkelte kommuner og laver udligningsordninger samt økonomiloft, så har eller får vi alle et problem. Hvis en stor virksomhed lukker eller fyrer et stort antal medarbejdere er kommunen ikke gearet til at løse problemet, virksomheden har som sådan kun ansvar for sin virksomhed og derfor ligger arbejdsløshedsomkostningerne primært på kommunens pengekasse, især efter at fagforeninger og A-kasser er blevet nedprioriteret i det politiske billede. Når dagpengene eller andre værdier er opbrugt står manges fremtid i kontanthjælpens eller (endnu værre) i gensidig forsørgelse. Man kan sige at det sidste sparer samfundet for udgifter, men det er altså at pisse i bukserne for at holde varmen. Mennesker der lever på bunden af samfundet er langt mere udsatte for sygdom og misbrug, som derfor bliver til en udgift for samfundet (nogle gange staten, men i de fleste tilfælde kommune - og så længe vi har regioner også dem).
Der er altså et behov for kommunerne i kraft af nærheden til borgerne, men samtidig er der mange borgere der ikke kan mærke nærheden efter et kommunalt valg.

Mit valg

Jeg har stort set altid afgivet min stemme. Det kan godt være at jeg nogle gange har gjort det i afmagt (som da jeg stemte på Jacob Haugaard), men jeg vil da fortsætte med at sætte et kryds. Selv om jeg ikke kan se formålet med det, enten når alle opstillede ikke har nogen som helst vision eller en human adgang til at blive politiker. Men jeg vælger at satse på at der kan komme nogle borgere med visioner. De må gerne gå lidt ud over at lave trafiksikring i kvarterer med mange børn eller omfartsveje frem for kollektiv trafik. Men mit valg er at tro på fremtiden og demokratiet. Ikke her og nu, måske (sandsynligvis overhovedet) i mit liv eller mine børns. Men troen på at vi kan ændre det nære samfund og derved medvirke til at ændre den verden vi og vores er en del af.

Jeg vælger at stemme, selv om jeg ikke kan se hvordan min stemme kan ændre den lokale (heller ikke den globale) verden jeg lever i. Men at holde kæft er for mig et dårligt valg, så jeg har fravalgt ikke at vælge.