Træt

Jeg er træt. På den måde at jeg ikke gider noget som helst. Det vil de fleste mennesker sige at jeg aldrig har, og de kender mig godt nok til at kunne sige det, bare ikke godt nok til at vide det. Faktisk bliver jeg også træt af den ukonstruktive og delvist negative kritik.

Depression?

Man kan selvfølgelig spørge sig selv om min træthed skyldes depression, jeg har mistet min kæreste jeg har intet økonomisk fundament eller udsigt til at tjene penge.
Men for mig er det faktisk det modsatte. Min kamp og min indsats for mit liv på de betingelser som samfundet har opstillet har ikke båret mig frem til andet end ingenting. Mine livsbetingelser gør det faktisk også vanskeligt at opnå noget som helst, jeg har ikke bil eller indtægt, jeg er afhængig af offentlig trafik, der ikke er der eller er så besværlig at jeg for eksempel skal bruge mere end en time med offentlig transport på at nå frem til et arbejde jeg kan gå til på tre kvarter. Halvanden times gang og derefter stående gående og løftende arbejde er faktisk temmelig belastende for mig der har fået konstateret type-2 diabetes og i perioder forhøjet blodtryk. Skavanker der nok har medvirket til at jeg har mistet min kæreste. Men ikke skavanker der skyldes depression, det er nok snarere lige omvendt.

Årstiden

Det kan selvfølgelig også være årstiden der er årsag til trætheden. Men heller ikke der tror jeg humlen er begravet. Jeg er nok snarere træt fordi jeg ikke kan gøre det jeg gerne vil, jeg kan ikke få fred til at være den jeg vil være, tværtimod bliver der hele tiden stillet krav fra alle sider til mig. Altid hvad andre ønsker af mig, sjældent hvorfor jeg skal gøre som de ønsker. Jeg skal bare stå til rådighed på andres vilkår. Det har jeg gjort i et helt liv, men der mer bare ikke kommet noget resultat ud af det andet end jeg er blevet mere og mere fremmed over for mig selv, og især meget mere træt. Trætheden er måske nok mere markant på denne årstid, men den er der og vokser i takt med at jeg ikke kan se hvorfor jeg egentlig er til.

Kærligheden?

Nu har jeg så også mistet min kæreste. Det skyldes nok at jeg har forsøgt at være øm og kærlig, men også har forsøgt at tage min del tilbage af den uden at sætte mig ind i et andet menneskes behov. Jeg har nusset og elsket, jeg har undladt at gøre noget, simpelthen fordi jeg konsekvent gør alt praktisk forkert eller fordi jeg ikke er på bølgelængde med teknik og praktik. Selvfølgelig en rigtig strudsetaktik, der jo også skal give bagslag og har gjort det. Hellere vise sin gode vilje end at opgive at gøre noget man ikke kan gøre rigtigt. Men trætheden har været der hele tiden, uanset om jeg har lavet noget hårdt fysisk eller om jeg ikke har lavet noget som helst. Jeg er ikke træt af kærligheden, den kan jeg bare heller ikke gøre rigtig.

Psyken

Nu kan man så spekulere på om det i virkeligheden er psyken den er gal med. Men det er hurtigt afvist. Jeg fejler nemlig ikke andet end at det kan repareres med lidt piller og fast arbejde, i hvert fald ifølge det omgivende samfund. Jeg skal altså blot løfte noget tungt, bruge min tid på at gøre noget andre vil have mig til at gøre, og indtage mine piller på kommando. Principielt er jeg som menneske reduceret til at være en robot. Ingen spørger hvad jeg har lyst til, men alle ved hvad jeg skal gøre.
Så her sidder jeg trætte menneske og skriver, fordi det er det jeg har mest lyst til. Men også fordi det er det eneste der ikke er produktivt eller gavner andre. Pludselig er jeg mig. Men det er desværre medvirkende til at jeg mister kærlighed, indtægter og kontakten til det omgivende samfund.

Meningen med livet, universet og alt det der

Hitchhikers Guide to the Universe har et helt klart svar på meningen med livet, universet og alt det der, nemlig "42". Et lille men er selvfølgelig at spørgsmålet er så løst formuleret at det vil tage meget lang tid at finde ud af hvilket spørgsmål svaret egentlig er svar på. Betryggende.
Sådan har jeg det på en måde også, og jeg synes faktisk 42 er et rigtig godt bud på hvad meningen med mit liv er. Det gør mig bare træt at jeg skal nøjes med at være et svar på meningen med livet. Faktisk ville jeg ønske at jeg kunne bidrage til meningen med andet end 42. Måske ved at være mig, betragtet som noget unikt og noget som andre ville sætte pris på, bare lidt mere end et tal der kan deles med (1), 2, 3, 6, 7 og 21, samt kan skrives binært som 010101. Men lige nu sidder jeg i mørket og spekulerer på om jeg har en depression, om jeg bare er konstant træt, eller om jeg måske ikke gør noget for at sove igennem.

Nætterne

De nætter jeg har ligget ved siden af kæresten har jeg haft svært ved at sove, fordi jeg har nydt at have hende ved min side, jeg har nusset og rørt ved hende. De nætter hun ikke har været der har jeg savnet hende. I begge tilfælde vil det være vanskeligt at påstå at jeg har sovet ret meget. Jeg har været optaget af følelser og det nærvær jeg i mange perioder har manglet i mit liv, og som jeg nu savner igen.
Men det gør ikke så meget, det er jo bare et savn og en træthed, der gør at jeg vågner og falder i søvn med jævne mellemrum. Jeg fejler jo ikke noget som arbejde eller piller ikke kan gøre noget ved.

Tankerne

Det værste er nok at mine tanker flyver rundt som en orkan. Der er sjældent noget tilbage af dem når de er tænkt, lige som mine drømme er virkelig livagtige og drømt på ganske få minutter kan handle om flere år. De forsvinder bare lige så hurtigt som de bliver drømt. Mine tanker forsvinder også, og lysten til at gøre noget forsvinder på samme måde meget hurtigt. Hvad gavner det mig at gøre noget jeg eller andre ikke kan bruge til noget?

Det værste er at min mangel på søvn får den del af mig der er aggressiv op til overfladen og i andres selskab skal der kun en smule negativ kritik af mig til at få min aggressivitet op til overfladen. Mange af mine venner er positive overfor mig og oplever ikke den del af mig, måske mest fordi den er fremprovokeret af fordomme. Det er jo ikke egentlig livslede, det er nok snarere et spørgsmål om Babelstårnet. Vi kommunikerer simpelthen ikke via det samme sprog.

Men jeg vil vedblive at være træt, især fordi jeg jo altid ikke er mig selv, men det billede andre har dannet af mig.