mandag, oktober 29, 2012

Velfærdsteknologi

Jeg måtte lige sluge ordet én gang og så én gang til.
Velfærdsteknologi er altså både en måde at effektivisere hjælpen til socialt udsatte og en måde at spar penge på de samme. Jeg ved jo godt at nøgleordet hos kommuner, regioner og stat er effektivisering, men jeg ved jo også at effektivisering er synonymt med at spare penge.
Så lad mig se på velfærdsteknologien i et bredt perspektiv.

For mine forældre (godt oppe i firserne) betyder velfærdsteknologi stort set at al kommunikation foregår pr. computer (PC). Vi taler netbank og kommunal kontakt. Vi taler om en årlig visitation, hvor de bliver udråbt til at være åndsfriske og at kunne klare sig selv. Vi taler om at de skal sætte sig ind i store ændringer når de kommunale it-systemer ændres, eller når deres lokale sparekasse går fallit, for den findes næsten kun i den virtuelle verden for mennesker der ikke er så mobile og som stadig er med til at betale for tdc uhyrlige lønninger, idet de stadig sværger til en fastnettelefon og har svært ved at bruge en mobiltelefon, ja selv sms kan være et uoverskueligt problem! De har trofast brugt den afdeling af banken der nu er lukket og ligger på en dyr adresse i den fjerneste by. De har betalt til pension, de har fået en god løn og deres liv har formet sig som én stor fremgang fra krigens fattigdom til deres faste arbejde og deres pension! Nu betaler de så i kroner og ører, penge der stort set ikke eksisterer, fordi de er skabt af investeringer via pensionsselskaber. De har forsikringer som gør at de kan komme med taxi eller Falck til og fra lægen, sygehus, de betaler for at få varer bragt fra den lokale Brugs eller købmand. De betaler for medicin og apparater så de selv kan måle blodsukker. Men der gives tilskud som gør at dem der tilbyder de mange tjenester, faktisk ALLE er aktieselskaber, lever af udsatte mennesker og skaber rigdom til ganske få! På samfundets vegne, for det er her tilskuddene kommer fra.

Mine forældre bliver visitere hvert år, det skal man jo. De har i kraft af mange år på arbejdsmarkedet med faste pensionsordninger så høj en pension, at de fratrækkes beløb i den pension de selv har sparet op i henhold til løn og ansættelsesforhold. de har betalt deres gæld med de penge de har tjent, selv deres huse ejer de til sidste mursten. Alligevel (eller måske netop derfor) kan de ikke få hjælp til at støvsuge under deres teaktræsskabe fra 60'erne, hjælp til opvask i deres håbløst forældede køkkener uden opvaskemaskiner. Ingen hjælp til at hænge tøj op trods dårlig ryg. De har jo råd til at betale!

Hvis vi skal tage et af de eksempler på velfærdsteknologi som har været fremme flere gange, kunne det være robotstøvsugeren. Hos mine forældre ville den konstant støde på et bordben, en stol, en potteplante eller et fjernsyn mm. Nu er der stadig ingen af mine forældre der sidder i kørestol, men såfremt de skulle investere i en robotstøvsuger ser jeg et scenarie som radiobilerne i en forlystelsespark for mig. De områder hvor man færdes er også de områder hvor robotterne færdes, at koge et æg eller lave kaffe er på den måde en klar udfordring. At sidde ved et spisebord og rejse sig op for at gå på toilet eller hente syltede asier er en mulig forhindring. Og så kan jeg jo ikke lade være at mindes det ægtepar der havde en græsplæne de ikke havde tid til at slå. De købte en robotplæneklipper, som de havde en dags tid. så var den kørt i deres lille idylleriskle sø, de havde anlagt midt i haven med åkander og guldfisk. Plæneklipperen overlevde ikke, jeg tror nok åkanden blev nogenlunde normal året efter. Guldfisken?
Og så er der lige det men at mine forældre selv skal købe katten i sækken, altså vælge robotstøvsugeren, i modsat fald skal de betale overpris, fordi de er købedygtige. Al medicin og hjælp til ældre koster det hvide ud af øjnene, simpelthen fordi der er pension og tilskud i dem.

At kalde det for velfærdsteknologi er for mig at se en falsk betegnelse. Jeg kunne måske tilrette mit hjem og min have så robotter kunne køre rundt og være effektive, hvis jeg ellers fik et lod i velfærdssamfundet, men mine forældre kan ikke køre bil (ikke ret meget i hvert fald), de kan ikke finde ud af alle de it-funktioner der er i deres banker, kommuner, staten og hvem fanden der eller sparer på arbejdskraften fordi der ikke er grund til at have fysisk personale til noget som helst! Alligevel finder de ud af de allervigtigste ting, og jeg tror også de kan finde ud af at installere en robot. sms er et problem, men så ringer de bare i stedet (og siger ligeud, at de nok skal betale - fordi de ikke kan sms'e). Opvaskemskinen hører ikke til min forældregenerations velfærdsteknologi, det gør vaskemaskinen til gengæld, bilen gør og fjernbetjeningen til radio og fjernsyn, ja selv VHS tog (den ene) forælder til sig. Altsammen teknologi som har haft indflydelse på livet, og altsammen noget som mine forældre selv har betalt for. Så meget at de betaler deres børns mobiltelefoner, hvis det er nødvendigt, bare for at kunne få kontakt med dem.

OG så må jeg selvfølgelig nævne at mine forældre ikke er gift, altså skal de ikke forsørge hinanden. Herfra er der jo langt til at være gift på folkepension! Så pengene er jo et springende punkt i denne "velfærdsteknologi". Det er dog ikke det vigtigste punkt. Det er ensomhed. På plejehjem har man også indført robotstøvsuger, jeg mener endda at have set robotdyr man kan nusse.
Men nusseri og rengøring er jo ikke det vigtigste for enlige og ensomme mennesker, de kan jo have elektriske tandbørster, storskærm og 1000 tv-programmer, de kan have en elektronisk billedramme, der viser billeder af alle børn og børnebørn med et interval på 2 sekunder! Det vigtigste af alt er dog for os alle den personlige kontakt.

Mine bedsteforældre lavede kaffe og gjorde rent i stuen og på køkkengulvet før deres hjemmehjælp kom. Ikke for at gøre hjemmehjælpens arbejde, nej fordi den halve time (tror jeg de var dengang i begyndelsen af firserne) hjemmehjælperen var hos dem kunne bruges til lidt sladder (hvad er der sket i byen, hvordan har fru Hansen det etc.) Det var en kontakt til omverdenen som fik dem til at knokle mere end de egentlig kunne, fordi kontakten til omverdenen var så vigtig!
Mine forældre er medlemmer af Ældreorganisationer som sørger for et godt kontaktnetværk, som er vigtigt for dem, men de bor begge på landet, så på et tidspunkt er deres mobilitet jo mindre (og det tidspunkt er nået), så kan man jo satse på det it-netværk der er med e-mail og telefon. Men igen er det vigtigste (såvidt jeg forstår dem) den personlige kontakt. Den menneskelige kontakt. Ikke en travl mand der støvsuger og tømmer vaskemaskine, ikke en travl kvinde der trækker i plastikhandsker og siger nej til at smøre en mad, fordi hun ikke må. Ikke købesex for pensionister. Nej vi taler om at være sammen med mennesker, som besøgsvenner fra Røde Kors eller lignende. Menneskelig kontakt hvor et glas portvin eller en lagerøl kan stå på bordet, mens man finder ud af hvad der sker i verden. Et lille knus til nogle, øjenkontakt til andre. Et håndtryk til nogle, ti minutters lytten til andre. At være menneske og ikke robot.

Jeg taler heller ikke med min vaskemaskine, men jeg krammer min kæreste, ønsker mine søskende og børn god fødselsdag. Jeg ville nok investere i en robotstøvsuger og indrette mit hus efter den. Men hvis det indebærer at jeg skal leve resten af mit liv alene for at samfundet kan spare penge, så støvsuger jeg selv, indtil jeg kan få hjemmehjælp!

søndag, oktober 28, 2012

Luftsteg og vindfrikadeller med skysovs

Skiftende regeringer har jo fokuseret på økonomien, ikke på de mennesker der udgør den økonomiske reserve. Efter den seneste "finanskrise" er det blevet "comme il faut" at trække tænderne ud på de tandløse så de ikke bider!
Mennesker der lever på overførsel skal ikke længere trække penge ud af samfundets pengemaskine. Det betyder jo i princippet at politikerne støtter bankerne i at tømme samfundet for den mere eller mindre kunstige værdi der hedder "penge".
Penge er skabt som merværdi. Arbejdere har lagt mere eller mindre arbejdskraft i et investeringsprojekt som kan gøre en arbejdsgiver svimlende rig eller få en arbejdsgiver til at gå konkurs. I første tilfælde er arbejderen (altså den der producerer noget, fungerer i en samfundsnyttig sammenhæng eller kan profitere af sin kreativitet) den der yder til samfundet for at dele med dem der ikke er så heldige. I det andet tilfælde er det simpelthen luftpenge der opstår. Ingen (bortset fra dem der når at flytte pengene til andre konti fordi de ved at forretningen lukker snart) har gavn af en konkurs. Ikke penge til fællesskabet eller til skattevæsen, kun penge ud i luften, altså værdier der har været? men er gået tabt.
I den økonomiske verden kan bankdirektører lave den ene ulykke efter den anden, og bliver tildelt et "gyldent åndtryk" når de har vist deres absolutte uduelighed - i øvrigt parallelt med for eksempel sportsverdenen (nok mest kendt fra fodbold og cykling på såkaldt "professionelt" plan). Et eller andet sted skal pengene jo nok komme fra.
Eksempler: Jyske bank investerede i et feriested kaldet "la Santa", indtægterne skulle give aktionærerne flere penge, ikke indlånerne. Hvem fik lov at betale?
Danske Bank har overtaget et pensionsselskab, som tager mere i gebyr end der opspares på et år ved at sætte penge ind.
Banker der går konkurs lønner cheferne fyrsteligt - når der ikke er nogen penge kan man jo lisså godt bruge dem. Hvem får intet?
Forsikringsselskaberne sætter større og større krav, ja opfordrer til "stikkeri" så aktionærerne kan få del i et overskud. Hvem betaler?
Ville gerne komme med flere eksempler, men der er bare så mange ...

Kort sagt: I mit univers findes der dem der vil have penge og dem der skaber dem. De er der bare ikke, pengene, det er en måde at tuske på, at bytte tjenester. Bare så nogle skraber det hele til sig uden at lave ret meget andet end at studere bankbogen, aktiekurserne eller bruge luftpenge til at betale andre for at gøre det. Jeg skal stadig knokle, og nu skal jeg Gudjødemig også være taknemmelig for at få dårlig ryg eller ondt i armen i mine bestræbelser på at gøre andre mennesker meget rigere, og have dårlig samvittighed når det ikke kan lade sig gøre! Hvad gavner min indsats når de eneste der flyder ovenpå lægger penge til side, fører dem ud af landet eller køber luftaktier i et IT-firma eller lignende, jeg får ikke engang tak, jeg skal bare have det dårligt, jeg skal knokle mere selv om der ikke er arbejde, jeg skal være samfundsbevidst, jeg skal støtte alle os borgere!
Hvad får jeg for at stå til rådighed for samfundet? Jeg får en uddannelse som over et liv beløber sig til et par mio vil jeg tro. Jeg får lov til at tegne forsikringer for næsten alt, som ikke udbetales fordi der er noget der står med småt. Jeg får lov til at beholde min tilknytning til arbejdsmarkedet ved at være medlem af fagforening og a-kasse, til gengæld er jeg tvunget til at arbejde gratis når der ikke er arbejde. Jeg får lov til at modtage en pension, hvis jeg vel at mærke ikke bliver slidt op på arbejdsmarkedet inden! Og så skal jeg gudhjælpemig fandme også betale for at være død, når jeg skal brændes.

Til gengæld findes der en lille gruppe mennesker der lever af at tage beslutninger. De er sjældent til gavn for andre end dem selv eller deres nærmeste, måske til gavn for deres arbejdsplads. De belønnes med penge. Penge der i teorien ikke findes, men som opstår når de opfindes. Direktørlønninger er ikke bare markant større end SU, der er næsten ikke nogen sammenligning mellem de to beløb, trods det at begge modtagere jo pr definition gør samfundet en tjeneste. det eneste vi taler om er at der udbetales beløb, beløbsstørrelsen har stort set kun det til fælles at der findes et komma før ørebeløbet.
Der findes også en lille gruppe der gør os alle sammen en tjeneste ved at hæve penge ved kasse 1: Læger, Kommunaldirektører samt andre ansat i etaten. De er selvfølgelig efter deres overbevisning mest interesserede i at hjælpe samfundet videre, men fordi nogle får en høj løn vil de også have det, fordi nogle kan bo i en fireværelses i centrum af København vil de også have muligheden. Ja det er faktisk gået så galt at de højestlønnede indenfor staten nødigt vil arbejde i provinsen. Som de læger der ikke er interesseret i en praksis på Samsø.

Der er jo også dem der mener det godt og bliver socialformidlere eller deromkring. Af et godt hjerte. Og så pludselig opdager at alle intentionerne bare var intentioner. Der skal lige lægges til og trækkes fra før der er mulighed for at hjælpe. Mange af reglerne går ud på hvor mange penge der skal til for at hjælpe en socialt udsat, næsten ingen af reglerne fokuserer på hvilke problemer en socialt udsat har! Socialt udsatte er faktisk en stor del af befolkningen, men hvis man kan leve op til grundlæggende krav til "normal" opførsel og kan "passe sit arbejde" er man basalt set ikke unormal. Et eller andet sted er det vel fair nok når vi alle skal gøres op i merværdi for de få, men for mig at se udgør flertallet hele tiden et mindretal i kraft af de forskelligheder vi har, i kraft af de sygdomme, politiske holdninger og de husdyr vi har.
Kan vi ikke se forskellene kan vi vel vælge lighederne, det gør os bare ikke til bedre mennesker, det gør os udelukkende til ignoranter.

At leve i et land hvor vi skubber rundt på de arbejdsløse, så dem der har betalt en forsikring får en præmie med i ansøgningen til et job, er et privilegium. At kalde landet for socialistisk eller demokratisk er til gengæld en hån mod dem der ikke har arbejde. Det mest radikale ved de aftaler der blev indgået forleden dag er at nogle vil vedgå sig at man redder arbejdsløse ved at give en pose med penge til arbejdsgiverne. Som sædvanlig er det jo dem der skaber merværdien, der betaler til gildet!

At man kan sidde med en sum på 77,50 kr efter den 3. i måneden (efter at have betalt det man skal samt RKI mfl) giver jo en lyst til at spise billig mad - men det er der ikke engang råd til, for selv tankerne om en anden fordeling er efterhånden beskattet! Du kan ikke længere markere din mening om fordelingen af værdierne i "velfærdssmfundet" - du kan ikke bare deltage i et politisk møde, du kan snart heller ikke være medlem af fagforening eller a-kasse fordi fradraget tages fra dig. Men hvis du har evnen til at blive millionær kan du blive millardær, simpelthen fordi du vil være det, ikke fordi du er det.

En student som ikke får arbejde fordi der er gratis arbejdskraft (eller i hvert fald meget billig) skal bare være takknemmelig for dagens ret: "Luftsteg og vindfrikadeller med skysovs" - ellers skal hun være født med rundsave på albuerne!

lørdag, oktober 27, 2012

Velfærdssamfundet

Så må jeg til tasterne igen. At diskutere kroner og ører med medlemmer af EL eller i hvert fald støtter af EL er jo en helt ny stil.
Som socialist og modstander af økonomisk diktatur og flertallets diktatur og alle andre former for diktatur hat jeg det svært ved at definere hvordan vi rent økonomisk kan redde verden. Jeg vil gerne redde verden ved at være menneskelig. Når det er sagt vil jeg - som det gode menneske jeg forhåbentlig er - gerne diskutere penge. Bare ikke som det væsentlige, men udelukkende som det uundgåelige i den nærmeste fremtid. Ikke som et middel til socialisme, men som et grundlag for at komme videre mod en socialistisk verden, uden at skyde kapitalister. Og for at komme forbi ordet revolution med det samme. Selvfølgelig går jeg ind for en revolution, en revolution forstået som en radikal (ja ikke lige som partiet RV, men som en mærkbar) ændring af samfundet mod et samfund hvor mennesker er i højsædet.
Derfor handler det ikke om hvad det koster, men jeg skal alligevel kort fortælle hvad omkostningerne er ved det samfund som er baseret på en økonomi, betyder for alle os, der burde være bærere af samfundet.
Vi bliver gjort op i kroner og ører - eller Euro og dollars - vi får at vide at vi er årsag til at andre ikke kan have nuller nok bagved det forreste tal, vi beskyldes for at være årsag til en krise vi kun har været med til at skabe i kraft af et ønske om at være en del af samfundet på samfundets vilkår (at eje, at have, at kunne give til vores kæreste når vi ikke længere er her). Min andel i krisen bestod i at jeg (af hensyn til mig selv og samfundet) sparede op til en pension (og i tilfælde af for tidlig død kunne efterlade noget til mine nærmeste). Jeg troede faktisk at jeg gjorde velfærdssamfundet en tjeneste ved at lægge penge til side. Men nej, de penge ville velfærdssamfundet have plukket ud af mine lommer fordi jeg ikke havde det arbejde som ikke er der. Fint nok for mig et eller andet sted, så kommer jeg jo bare til at koste samfundet i den anden ende. Men nej, hvorfor skal jeg overhovedet koste samfundet noget - når samfundet kan slå mig og alle andre omkostninger ihjel. Alt hvad der ikke som arbejdskraft kan omsættes i penge er nu lovlig jagt. Svend Åge Madsen skrev i begyndelsen af 90'erne bogen "Jagten på et menneske", hvor en af de centrale diskussioner (han kan jo ikke som forfatter nøjes med at beskrive et univers) var om det var moralsk muligt at give tilladelse til at slå overflødige mennesker ihjel. Og sådan er det nu blevet med de tiltag som den tidligere og den nuværende regering har gang i! Overflødige mennesker skal i arbejde (som ikke findes) ellers kan de lisså godt dø, for de penge "samfundet" akkumulerer skal gå til arbejdsgiverne og kun arbejdsgiverne, så vil jeg sgu skide på Keynes og Milton. Jeg skal dø hvis jeg ikke vil arbejde, sådan er det.

Benny Holst og Arne Würgler har indspillet "sangen om merværdi", på den mere poppede scene har Dodo & the Dodos inspillet sangen "penge", andre musikere har gennem tiderne konstateret at penge er papir, alligevel halser vi efter det stykke papir der har mindre værdi end den serviet et digt er skrevet på eller det papir der er brugt til at trykke bøger på. Hvorfor kan penge være så central i vores allesammens bevidsthed? Når penge i virkeligheden ikke er nogen værdi i sig selv, ikke gør mennesker til bedre mennesker, ikke gør samfundet til et bedre samfund? Når penge bare er et tal trykt på et stykke papir, for alle dem der er fattige - og et tal på en eller flere bankkonti for dem der er rige. Engang blev jeg på facebook bedt om at fortælle hvor grænsen går mellem at være rig og fattig - et kronebeløb - og jeg kunne ikke sige om en månedsindtægt på 12.877 gjorde dig rig eller fattig. Diskussionen ophørte (heldigvis for mig) fordi der ikke var et beløb der skattemæssigt kunne afgøre om du er fattig! Jeg ved nu, at de mennesker der bruger menneskepenge (selvom de hæver dem i 500- eller 1000-krone sedler) er dem der er fattige, mens dem der flytter rundt på penge i et internetunivers (Netbank) er dem der er rige (indrømmet dem der har lisså få penge som dem der hæver det hele, er kun rige i kraft af at de har råd til at samfundet kontrollerer deres indestående). Jeg ved også at man ikke kan beskatte folk på en anden måde, fordi de har penge i portemonnæen. Jeg ved også at de virksomheder der køber robotter eller anden form for teknik (som bankerne der ikke vil have folk ansat når kunderne kan betjene sig selv og derved gøre aktionærerne rigere) ikke betaler noget til samfundet. Bankpakker og akutpakker taler for sig selv, men det gør fattige mennesker ikke.

Skal vi så komme til det væsentlige: et socialt samfund!
Et samfund hvor vi er hinandens støtter, hvor vi ikke fokuserer på hvad vi ejer mere end andre og hvor arbejde ikke er et ønske om at tjene flere penge til en arbejdsgiver. Et samfund hvor vi kan være mennesker, et samfund hvor vi kan være hinanden bekendt, ja måske endda et samfund hvor vi kan afskaffe grådighed. Det er der jeg vil hen, når jeg taler om socialisme, til en begyndelse kan vi godt starte med Grundtvig og "hvor få har for meget og færre for lidt" - men for mig er socialisme mere menneskekærlighed end kærlighed til ejendom.
Den tåbelige regering vi har fået nu viser jo bare at ejendom er til for en elite. Selv politikerne rager ublufærdigt til sig og sine. Fattige og syge, folk uden et arbejde (som ikke findes - og det ved vi snart alle) må klare sig uden penge. Hvis man hører til den udsatte gruppe skal endog de penge man ikke har omgøres til armod (indrømmet en voldsom omskrivning af Lukas (kap. 19, vers 26)). Ejendom og værdi samt magt er ikke noget nyt, alle disse ting hører til en kultur der var fjern for os for 2000 år siden. Ikke at jeg har noget imod kulturen, jeg synes bare at vi skal lære at tænke selv, frem for at læse bøger skrevet af nogle mennesker der sandsynligvis ikke har kendt dem de skriver om (GUD og Jesus m.fl.) - lidt lissom biografier i dag handler mere om forfatterne end om de biograferede.
Velfærdssamfundet er nu blevet til et spørgsmål om at redde banker og virksomheder, at straffe arbejdsløse og sikre aktionærer en gevinst (sådan går det stadig - trods den såkaldte "krise") Krisen er i selvsving fordi den nederste del af samfundet er bange for at bruge penge, fordi der er stor sandsynlighed for at de ikke kan få overførselsindkomster. Altså gemmer de til bedre tider, det lærte de af Schlüter. "Spar op til de onde tider", dengang blev vi bare tvunget til det. Samtidig er hele de økonomiske pengevæsen interesseret i at alle luftmilliarderne skal blive til flere på deres konti både her og der!
Det betyder så bare at arbejdere, dagpengemodtagere, sygemeldte og flexjobbere, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister samt andre uden for arbejdsmarkedet er en belastning. En belastning? Hvem fanden skal bruge de penge som alle investorer sætter ind på konti i ind- og udland! De køber dyr whisky og rejser til Phuket. De bruger næsten ikke noget her i landet. Hvorimod førtidspensionisten handler i det lokale supermarked for rigtige menneskepenge, trykt af Danmarks Nationalbank.

Ligegyldigt hvem der taler om velfærdssamfund kan jeg jo så høre at velfærd drejer sig om penge. Det gjorde det altså ikke da jeg voksede op. Da drejede det sig om at have en god oplevelse og yde det man kunne til samfundet. Det drejede sig om at nyde og yde. Hallo kære venner, hvem er det der spiller golf og aldrig laver andet end at sidde i bestyrelser der jævnligt beskyldes for ikke at kunne kende forskel på ret og vrang, på dine og mine pligter, på vores og andres penge? Førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Hvis velfærd betyder at 5% af befolkningen skal skide på 95% så er vi nået dertil. men da jeg blev socialist var det hverken Stalin, Mao, Hoxa eller Castro jeg troede på. Jeg troede på fornuften! Jeg troede på drømmen om at vi alle skulle være lige ved at være forskellige. Jeg troede at vi skulle være tømrere nå det var det vi var gode til, digtere når det var det vi kunne. Jeg troede at vi alle skulle bidrage til samfundet med det vi kunne, om man havde Downs eller var DAMP, - jeg troede at vi kunne skabe et samfund hvor vi alle respekterede hinanden. Nu lever jeg i et samfund hvor vi alle respekterer økonomi og ikke andet!

Så endnu engang: Set med mine øjne er socialisme ikke at bestemme over andre - men at lytte til andre. Socialisme har intet at gøre med penge. Så har jeg sagt det ...

onsdag, oktober 24, 2012

Akutpakke eller Jobs

Det er så imponerende at diskutere noget der ikke er der. Det har jeg selv gjort det meste af mit liv, og i den sammenhæng har jeg også fået stukket i hovedet at jeg skal forholde mig til realiteterne. Hvilket jeg så har gjort. Realiteterne var at ingenting gik som politikerne spåede. Ingenting! Period. Og det gør de stadigvæk ikke.
Akutpakken er jo alene et forsøg på at skubbe et problem foran sig, ikke et forsøg på at løse et problem. Og så må vi jo huske på at denne akutpakke kun skal redde "tilværelsen" for dem der er i fare for at miste dagpenge. Ikke for dem der allerede har mistet dagpenge, ikke for dem der har mistet deres livsgrundlag i forbindelse med sygdom eller anden form for fravær fra arbejdsmarkedet. KUN for dem der er i fare for at miste dagpenge!
For mig at se er det vigtigt at forsvare dem der er i fare for at miste dagpenge, og når vi i MedieDanmark anno 2012 ikke kan få opmærksomheden henledt på reelle symptomer på fattigdom og mangel (DF (giv de fattigste en check, så holder de kæft); LA: De fattige er nogle nasserøve (der i gennemsnit hiver en promille eller derunder ud af samfundet i forhold til det erhvervsliv der hele tiden omtales som nødvendigt for at få hjulene i sving): K: - (konsekvent mangel på deltagelse i debatten omkring arbejdsløshed); V: Regeringen (SSFRV) er årsag til at arbejdsløsheden ikke er blevet mindre (ikke et ord om hvilken regering der var med til at skabe arbejdsløsheden!). At regeringspartierne og støttepartierne ikke er i stand til at løse er altså ikke et emne, ikke engang for EL, krisen skal løses. Ikke fordi den har ændret på noget som helst andet end at den lavere middelklasse i kraft af en arbejdsindtægt har været med til (i kraft af investeringer i intet) at skabe en økonomisk boble hvor penge har vist sig at være luft, og nu er de mennesker der intet havde blevet bange for at miste det de ikke har.
http://politiken.dk/pol_oplys/ECE360302/hvordan-fortsaetter-talemaaden-naar-skidt-kommer-til-aere/
Hvordan fortsætter talemåden "Når skidt kommer til ære?
"(Talemåden er et citat fra Gustav Wieds (1858-1914) roman ’Livsens ondskab’ fra 1899, hvor fru Lassen siger til fru Heilbunth om Emanuel Thomsen: »Og han, der har været slet og ret Opvarter i Foreningen! Nej, jeg si’er rigt’nok som salig Bjerregaard, at naar Skidt kommer til Ære og Stodder til Mønt, saa begynder Hønsene at gaa med Laksko!«.
’Livsens ondskab’ blev indspillet som tv-serie i fem afsnit og vist første gang på dansk tv i 1972, hvor den blev en kæmpesucces.
Talemåden indgår også i Ludvig Holbergs (1684-1754) ’Jeppe på Bjerget’ fra 1722: »Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være«.)"

Hvad kan jeg bruge det til at mine forældre startede deres liv med at være fattige og mangle alt under ww2 og at de har så stor en pension nu at de kan betale mine regninger?, hvis de vil, at de kan lade deres børn arve store bunker penge? At samfundet kan overlade det til mine forældre at forsørge mig? Hvad med mine børn, som ikke har forældre der kan forsørge dem, fordi deres forældre er forsørget af deres. Er det en fremtid der vil noget?

Der er så mange ting der presser på. Mennesker der mister penge fordi de er gift. Mennesker der mister penge fordi de ikke længere kan få flexjobs. Ja sågar mennesker der er i fare for at miste arbejde fordi der ikke er noget arbejde når de bliver fyret. De samme mennesker KRÆVER hjælp fra folketingets politikere, på trods af at de har været glade for skattelettelser, har meldt sig (næsten kollektivt) ud af fagforeninger. På trods af at de aldrig har foretaget sig andet end at stemme på de partier der sagde højest at de ville hjælpe den almindelige borger! Dengang stemte ca 2% på venstreorienterede partier, hvis primære ønske var at skabe et samfund hvor vi skulle deles om glæder og sorger, hvor arbejde ikke bestod i at overskud skulle gå til internationale virksomheder, hvor samfundet hyttede sine og hvor penge var et middel til at betale omkostninger i en international sammenhæng. Dengang skændtes de ca 2% om hvem der havde den rette forståelse af hvordan et samfund uden kapitalisme skulle hænge sammen. Nu er der næsten 10% på venstrefløjen, der gerne vil have del i de kapitalistiske goder de fik til låns! For mig er der nok stadig 2% på samme fløj der ønsker en anden samfundsstruktur! Give or take.
Så lad os nu lige redde dem der er ved at blive hårdest ramt (dagpengemodtagere) primært fordi de i god tro har tegnet en forsikring - Hvis denne form for forsikring (som alle andre skal forsikringer åbenbart sikre at aktieindehavere får alt overskuddet) er en forsikring for investorer, er der principielt ingen grund til at tegne en forsikring. Underskud betyder øgede præmier, mens overskud straks udbetales til dovne investorer, der ikke gider arbejde.
Når vi har reddet de mennesker der er på dagpenge er der selvfølgelig en endnu større opgave: At redde de mennesker som gennem de seneste og kommende år bogstavelig talt "fjernes" fra arbejdsmarkedet med fysiske og psykiske følger! Ofte med følger for deres familieforhold og deres børn, især fordi ikke alle har forældre der kan forsørge dem.

Min holdning til redningspakker for banker elle arbejdsløse er den samme, man kan ikke forhindre nogen i at drukne ved at give dem en redningsvest. Der er to ting der er nødvendige (mindst), at man ikke ønsker at drukne, og at man ved hvordan en redningsvest virker.

Og med hensyn til jobs vil jeg henvise til en artikel, en boganmeldelse og en nekrolog (én og samme), der handler om innovation, penge, arrogance og verdensfjerne mennesker der har deres på det tørre:
http://www.b.dk/boeger/steve-jobs-biografi-portraet-af-et-dumt-svin
"(27. oktober 2011, 22:30
4 af 6 stjerner
Disse dages internationalt mest omdiskuterede og solgte bog er i lange stræk et portræt af et dumt svin, men et genialt af slagsen.
Det står klart efter gennemlæsning af Walter Isaacsons mammutbiografi med den lakoniske titel »Steve Jobs«, der som ved et mirakel allerede nu foreligger i dansk oversættelse - bare tre uger efter Apple-grundlæggerens død og ganske få dage efter udgivelsen af den engelske original. Det er en bog, der handler om en næsten sygelig perfektionist, en enorm manipulator, en ofte kynisk og umoden skiderik, der skifter mellem ukontrollerbare vredesudbrud og selvmedlidende gråd. Og det medvirker naturligvis til at gøre bogen underholdende. Men det skaber også det problem, at man aldrig kommer til at nære den store sympati for denne informationsalderens ukronede konge, og den kendsgerning må man leve med over samtlige næsten 700 tætskrevne sider i denne ultimative biografi, der er baseret på over 140 interviews, herunder dusinvis med hovedpersonen selv.
Til gengæld kommer man tæt på sandheden om et uhyre sammensat og komplekst menneske. Og samtidig tegner bogen et levende portræt af den farverige tidsalder og det enestående skabende sted, som gjorde det muligt for Jobs og hans medsammensvorne at revolutionere forbrugerelektronikken.

Men i store passager er og bliver bogen for lang og alt for detaljeret i sine endeløse redegørelser om designovervejelser, softwareudvikling, formstøbte kabinetter og lignende. I disse afsnit føles det som at bladre i sider af disciplenes egen bog om deres store guru. Man skal virkelig være Apple-fan for at påskønne detaljegraden her, men dem er der jo som bekendt også millioner af. Det bør dog også nævnes, at enhver med bare den mindste interesse for moderne design, brugerflader og industriel formgivning vil finde stor inspiration i det enorme fokus, som Steve Jobs havde på disse områder - og som i vidt omfang blev nøglen til hans umådelige succes. Jobs var en mand, der gik op i alt fra designet på ellers skjulte computerkredsløb til selve den oplevelse, som forbrugerne skulle have, når de pakkede et nyt Apple-produkt ud af den lækre indpakning.

Den første gode fjerdedel af bogen er på mange måder den mest interessante, for her besvares spørgsmålet: Hvad skabte Steve Jobs og den eksplosive kreativitet og skaberkraft, der blev ham til del? Svaret er mangesidigt og begynder på en ordinær parcelhusvej i San Francisco, hvor lille Steve voksede op omkring 1960 med en bilreparatørfar og en bogholdermor, der viste sig ikke at være hans biologiske forældre.
I sin fars garage lærte han at påskønne mekanik, kvalitet og perfekt formgivning, men allerede i en tidlig alder stod det ham klart, at han var kvikkere end sine forældre -en indsigt, som han beskriver som »et meget stort øjeblik, der står brændt i min bevidsthed.«
Endvidere følte han sig tidligt som noget ganske særligt - en udvalgt - ganske enkelt fordi hans kærlige far og mor som adoptivforældre havde »valgt« ham. Men allerede som barn var han en enorm manipulator. Han tvang sine jævne middelklasseforældre til at sælge huset og flytte til et andet kvarter, fordi han ikke kunne lide sin skole. Og senere tvang han dem til at sætte al deres opsparing i en alt for dyr collegeuddannelse til deres kloge knægt.
Men så var der hele det blomstrende miljø i og omkring San Francisco - flower power- bevægelsens hovedstad. Alternativ livsstil, protestmusik, hash, LSD, primalskrigsterapi, vegetarmad. Steve Jobs åd det hele råt, tog stoffer, lyttede til Dylan, spiste ikke andet end økoæbler og drog til Indien, hvor han fattede interesse for zen-buddhisme. Da han kom tilbage i bare fødder og med langt skæg, lignende han en tynd Ho Chi Minh - men en uvasket og stinkende af slagsen. Selv var han af den overbevisning, at hans kost af æbler og gulerødder bortrensede hans kropslugte.

Det er bemærkelsesværdigt, at Walter Isaacsons bog udkommer på dansk dagen efter første bind af Peter Øvig Knudsens værk om dansk hippiekultur. Øvigs og Isaacsons bøger dokumenterer på meget forskellig vis, at der ud af hashtågerne og de bevidsthedsudvidende stoffer kunne udspringe noget helt nyt og revolutionerende. Men i Steve Jobs tilfælde var der også noget andet - nemlig store dele af den amerikanske elektronikindustri, der praktisk taget lå i hans egen baghave.

Den erfarne biografist Isaacsons fortælling om Jobs vej i bare fødder gennem hippie- og elektronikbyen til det skæbnesvangre møde i midten af 70erne med nørden og computergeniet Steve Wozniak er forbilledligt beskrevet og researchet. Og meget naturligt sammenligner han det yin- og yang-agtige partnerskab mellem de to Appleskabere med den naturvidenskabelige revolution, der kom ud af mødet mellem Einstein og Bohr over 50 år tidligere.Wozniak var manden, der kunne skabe den brugervenlige personlige computer. Jobs var til gengæld manden, der kunne se perspektiverne i den - og som førte IT-revolutionen ud i livet med enorm determination.

Selv om Issacson gennemførte over 40 personlige interviews med Jobs under forberedelserne til bogen, fornemmer man ikke blandt hans linjer, at han nærer den store sympati for Jobs som person - kun en umådelig respekt for Jobs visioner, kreativitet og alt det, han skabte.
Forfatteren maler et veldokumenteret billede af en mand, der ville lave »buler i universet«, og som med sin blotte karismatiske tilstedeværelse og sit stirrende blik kunne skabe et »virkelighedsforandrende kraftfelt«, som det hedder. Utallige er de gange, hvor Jobs under bestyrelsesmøder fnyser, skriger og fyrer ellers loyale medarbejdere for et godt ord. Og næsten lige så mange gange hører vi om en sygeligt selvoptaget mand, der bryder ud i gråd, når han ikke kan få sin vilje - som en forkælet knægt, der stamper i gulvet. Vi taler om en mand, der kunne bruge to uger på at diskutere med sin kone, hvilken design-vaskemaskine, de skulle anskaffe, som i sygelig grad gik op i farvenuancerne på maskinerne i Apples fabriks-samlehaller, og som - da han får diagnosticeret kræft i bugspytkirtlen - i stedet for straks at blive opereret får foretaget tarmskylninger og opsøger en clairvoyant.
Næsten alle konkurrenter, ikke mindst Bill Gates, IBM- og Google-topfolkene, er »idioter« og »røvhuller« og laver »lort«. Jobs´ mangel på konduite, følsomhed og almindelig høflighed står udtalt adskillige steder i bogen. Men uden denne fyrige og ofte ukontrollerbare passion - hvilket i øvrigt også gælder computeranimationsstudiet Pixar og det kuldslåede computerprojekt NeXT - ville han aldrig have været en så voldsom inspirator. Han drev folk til at gøre det umulige.

Oversætteren Jakob Levinsen har næppe haft mere end et par måneder til at oversætte denne mursten. Det er imponerende gjort, ikke mindst fordi der kun er ganske få eksempler på sjusk eller fejl. Sproget flyder oftest glat af sted, trods de mange tekniske og ofte indforståede termer. Og det er ikke oversætterens fejl, at der undervejs i dette ellers generelt storslåede stykke erhvervs- og kulturhistorie er lange afsnit, som man næsten kun kan påskønne, hvis man er opvokset på iPod, iMacs og ikonbilleder af halvspiste æbler.)"


Min slutbemærkning:
Til dem der ikke ved det kan jeg fortælle, at Jobs er død, der er ikke længere Jobs, selv hans familie lever af de penge han har skabt.

mandag, oktober 22, 2012

Skilsmissebørn

I denne uge er der sat fokus på skilsmissebørn på radioens P4. Nå ja der er også fokus på kræft og på at spille dansk produceret musik. Der er i det hele taget fokus på en masse ting. Derfor vil jeg i denne omgang vælge at se på skilsmisser. Jeg er jo selv en af dem der blev udsat for mine forældres skilsmisse.

Mine forældre skiftedes i løbet af et år til at være mine og mine brødres forælder - den ene tog simpelthen på uddannelsesophold i København, hvorefter den anden byttede. Muligheder som et spirende velfærdssamfund bød på, dengang i 60'erne. Mine andre søskende var jo i øvrigt allerede skilsmissebørn på det tidspunkt, kun mine papsøskende slap for det. Simpelthen fordi deres forældre enten var gift til den ene døde, eller fordi deres forældre aldrig blev gift.

Fokus er på Danmarks Statistik og antallet af ægteskaber der går i opløsning efterfulgt af antallet af børn der bliver "ramt" af skilsmisse. Virkelig opsøgende og politisk set vedrørende spørgsmål. For mig er de egentlig ligegyldige. Min bedstefader var såkaldt "uægte barn" (dvs født uden for ægteskab med en fader der ikke ville vedkende sig at være sæddonor. Den samme bedstefader havde ret til seksuelt samkvem med sin kone (som han blev gift med, fordi hun blev gravid da de havde sex, - og så måtte de jo begge tage ansvaret og gifte sig) op hans ret var (i dagens sprog) også en pligt, altså fik min bedstemor 7 børn som hun ikke vidste hvorfor hun skulle have. De kom bare.

Jeg havde venner i folkeskolen, sportsklubber og hos den religiøse spejderbevægelse der fortalt om deres forældre, som aldrig talte sammen, om forældre der skændtes døgnet rundt, og om forældre der udsatte mine (begge køn) kammerater for seksuelt misbrug! Vildt for et barn som mig, men det var jo bare det værste. De fleste havde forældre der ikke vidste hvordan man skulle opdrage eller være forælder til sine børn, de slog og rev i håret som deres forældre havde gjort! De brugte det de havde lært på den hårde måde fremfor at overveje og tænke om vi måske kunne blive bedre en vores forældre og bedsteforældre.

Mine forældre blev skilt da jeg var ca.9 år gammel (hvilket betyder at mine brødre var hhv. 7 og 4 år gamle), min søster på mødrene side var knap syv da vores mor og min far giftede sig, hun blev tvunget med fra Århus til en lille centralskole i Sjælland, fordi der var arbejde der i slutningen af 50'erne. Mine andre søskende blev simpelthen solgt! Min bror og mine to søstre på min fars side blev adopteret! Så var de ikke længere mine søskende i juridisk forstand, og da min storebror ville ændre adoptionen så hans (og min) biologiske far skulle være biologisk far fik han at vide at man ikke kan ophæve en adoption. Efter års trakasserier lykkedes det dog, da både den biologiske far og adoptivfaderen skrev under på et stykke papir, som kostede samnfundet en masse penge fordi jurister skulle finde ud af hvordan min bror kunne få den far der var årsag til at han blev født. Ikke fordi adoptivfar og far skændtes, men fordi det rent juridisk var umuligt at ophæve en adoption, når barnet var myndigt! Tingene har ændret sig, også i kraft at at der i en efterfølgende fandt adoption af udenlandsk fødte forældre sted, altså ikke længere kun et spørgsmål om barmhjertighed, men i højere grad et spørgsmål om manglende fertilitet (oftest overført på moderen). Alt ialt var vi børn enten en økonomisk byrde eller et ønske der var så stort at vi kunne købes.

I forhold til disse hårde tider er skilsmisse jo bare en praktisk foranstaltning, der lovgivningsmæssigt er kommet i selvsving, blandt andet fordi politikere lægger ansvaret væk fra sig selv, opretter kommuner og amter for derefter at afskaffe dem, og tror at børn kan finde ud af ret meget mere end at tage skolebussen og at forældrene kan finde ud af ret meget end at tjene penge til at have børnene i dagpleje, børnehave eller SFO.

Min datter havde en mor som ikke kunne lide sin datters far, hun har også en far der ville ønske at han havde en datter. Min datters mor er død, hvilket indebar at hun fik en formynder, som ikke var mig. Hendes papfar er ikke et dårligt menneske, han har gjort det så godt som han kunne, måske også bedre end jeg kunne. Det erm også betryggende at hun har en halvbror som tager sig meget af hende og sikrer hende økonomisk. Og det var jo sådan set derfor jeg mistede min datter. Jeg havde intet arbejde og ingen økonomi. Jeg havde ingen sikkerhed og en kæmpe studiegæld.  Mit forsøg på at sikre min datter gik ud på at få et arbejde hvor det var - ikke at flytte til arbejdsløshed. Nu har jeg en datter som jeg blev gjort opmærksom på med et brev hvert halvve år - tilføjet et girokort i næsten 19 år!

Når min kæreste og mange andre enlige mødre har fået børn med forskellige mænd er det jo ikke et tegn på skørlevned, set med mine øjne mere et tegn på at kvinder ad bagvejen har fået ret til at leve deres eget liv, vi mangler vel bare retten til at give økonomisk afkald på sit barn. Et eller andet sted er det jo tåbligt at den ene forælder skal betale for at være forælder til et barn. Ikk dermed sagt at samfundet (staten) skal betale. Kun at børn er en investering i fremtiden og at putte dem i et hul og vente på at de ikke får uddannelse, opdragelse og selvtillid, er det dummeste ethvert samfund kan gøre.

At se programmet "Sporløs" er jo også at følge menneskers søgen efter deres rødder. Jeg kan forstå at selv Peter Belli har haft et problem med at kende sin familie. Jeg kan forstå at min hudfarve kan give mig problemer i forhold til andre hudfarver i et andet land. Jeg kan endda forstå at mine penge ikke er så gode som dem de andre bruger. Men jeg kan ikke forstå at skilsmisse er et problem for børn. Det er da udeliukkende et problem for forældre!

Og som skilsmissebarn vil jeg hellere råbe højt end at have ondt! Det er alle de velmenende mennesker der i dag bruger penge på et problem der er langt mindre end mobning, sexmisbrug og manglende opdragelse. At tage udgangspunkt i at vi alle er onde er jo en fejl. Vi er født uvidende og kan kun ændre på vores "mig-krav" ved at få en fornuftig opdragelse, af forældre, pædagoger og alle vore andre omgivelser.

Skilsmisse er ikke et problem eller en løsning for børn, skilsmisse er en realitet!

søndag, oktober 21, 2012

Syg i hovedet

Der kommer så mange indlæg om noget sygt. Politiske beslutninger der lugter langt væk af at næsten alle andre beslutninger ville være mere fornuftige. Menneskers misbrug af børn og evnesvage. Senest at folk tager til Sverige for at abortere (for at få en abort hvis deres barn ikke har det køn som de ønsker). Men der er jo også en hel masse mennesker der har en moralsk mening om arbejdsløshed. Min opfattelse er at alle der har et arbejde er så trætte af det, at de mener at alle dem der ikke har et arbejde skal straffes lisså meget som dem selv. Jeg ser på facebook folk der jubler over at have ferie, folk der klager over at de skal foretage sig noget andet, som foreksempel passe børn  eller andre belastende opgaver. For mit eget vedkommende er mit største problem nok at jeg aldrig har manglet noget at give mig til.
Mine forældre har opdraget mig til at være kreativ, til at læse, skrive, fortælle historier. Til at gå ud i naturen og til at lytte til andres behov for hjælp! Men så kommer der et system som fortæller mig at jeg skal tjene penge til andre, at jeg skal gøre hvad jeg får besked på og at al min kreativitet er en fejl, som samfundet ikke har brug for. Så må man jo spørge sig selv om man er syg i hovedet.
Jeg ved tilfældigvis at jeg har været rimelig fertil i forbindelse med mine kærester har jeg trods et bevidst brug af prævention fra min side (kondomer, ikke nogen overskåret streng) hvor pigerne har overtrådt reglerne for beskyttelse eller i hvert fald har omgået dem! På den måde er jeg (med mit vidende) blevet far til 3 aborter, måske også flere, eller måske til fødsler som er i en anden faders navn. Jeg ved det ikke. Men når mennesker vil sikre sig at deres barn er født med et bestemt køn kan jeg kun undre mig. Vi lever jo ikke i Kina hvor man kun må få et barn. Vi lever i et land hvor forældre får en check pr. barn de får op til 5, endda selv om barnet skulle komme til at hedde Hassan. Vi lever i et samfund hvor nogle mennesker køber børn for formuer i Thailand, hvor andre sexmisbruger de børn de har fået på legal vis og hvor børn er en økonomisk belastning. Hvor man tager børn ud af skolen ugen før efterårsferien fordi ferieturen på den måde bliver billigere. I det hele taget er vores børn blevet til et spørgsmål om økonomi. Ansvaret for vore børn lægges på myndigheder og institutioner. Vores børns ansvar for deres egen handlinger lægges ligeledes på myndigheder og institutioner. Tilbage har vi en bedsteforældregeneration der forkæler ungerne når de endelig har lært noget! Det er denne totale mangel på lærdom, viden og etik den næste generation af verden er gået ind til. Som jeg lige ser diskussionen i disse år er den om et centralt punkt: penge.
Mine forældre taler om de penge de har ("du skal jo arve") eller dem de ikke har ("du kan jo ikke arve noget alligevel"). Politikerne taler om de penge der er luft (Bankerne har aldrig haft så store overskud, aktionærerne skal have større andel, politikere deler rundhåndet den ene milliarddyre redningspakke efter den anden ud til bankerne, mens den mia der kunne redde de fattigste skal spares væk. Jeg forstår det ikke, men det er måske fordi jeg er syg i hovedet.

Måske skulle vi tale om noget andet end penge. Om næstekærlighed, om forståelse om medmennskelighed, ja måske skulle vi gøre med ud af kysse og kramme, at sige til hinanden at vi elsker, at vise vores følelser (hvis de ikke er positive er det måske fordi vi ikke må holde af). Jeg tror ikke samfundet eller du og jeg bliver rigere af det. I hvert fald ikke i økonomisk forstand.. Men så kan vi måske udvide vores vokabularium således at rigdom ikke kun handler om penge. Forestil dig at den arbejdsløse der har 15 venner som støtter ham, lægger hus til når han ikke har råd til huslejen, deler mad og drikke med ham kan få at vide: "Jeg føler mig rig når jeg har så gode venner"? Da jeg i mine unge dage var i Irland på Interrail var irerne et af de fattigste folk i den vestlige verden. Det jeg lærte af alle disse fattige, arbejdsløse irere var at de alle havde hinanden, og når nogen manglede noget så var de der alle for hinanden. De hjalp hinanden var opmærksomme på hinandens problemer og - de var der bare for hinanden. Med alle de tiltag der er kommet de seneste år, EU, krigsførelse, privatisering etc er ordet hinande opløst. Vi er ikke længere hinanden i vores samfund. Vi er mig og mine og alle de andre. Er det ikke totalt sygt i hovedet?

Jeg har gennem min stigende fattigdom fundet ud af at rigdommen ligger i kærlighed og omsorg, at syge mennesker får det bedre ved at man er sammen med dem, at arbejdsløse er kreative indtil nogen slukker for gnisten, ikke ved at man gør dem til en økonomisk belastning. Den største fattigdom ligger i at man ikke kan blive rig nok. Og at vi har et samfund der må indrømme blankt at de penge der udgør boligpriser, friværdi og direktørlønninger ikke findes, er set med mine øjne "Syg i hovedet".
Vi er jo blevet et slavesamfund, hvor spørgsmålet igen er: Hvem af os er vigtige for at få samfundet til at fungere, og hvem af os betaler? Jeg ved at det er dyrt at spille golf, men det er sygt i hovedet at tro at golfspillere får samfundet til at fungere!

Jeg får helt ondt i hovedet ...

tirsdag, oktober 16, 2012

Mobning

begrebet mobning har fået ny bevågenhed i kraft af at en ung amerikansk pige har begået selvmord efter at hun er blevet mobbet. En dansk Fie (undskyld pige) har været udsat for mobning så meget at hun (endda ret professionelt) har reageret med modfilm, modreaktion og modspil. Alligevel bliver hun mobbet og har det efter eget udsagn hårdt, fordi det ikke vil høre op.
Jeg og mine søskende har hele livet haft mobning tæt inde på livet, og vi er selvfølgelig påvirkede af det, men vi har også lært af det. Nogle af os hurtigere og mere end andre. Jeg vil derfor stille tre spørgsmål allerede nu:

1. Hvad er definitionen på mobning?
2. Er forældre og pædagoger ansvarlige for at mobning ikke afhjælpes?
3. Kan man modmoppe?

og så det spørgsmål der ikke har noget med mobning at gøre: Hvis man føler sig udenfor er det så rigtigt at lave et skoleskyderi, eller er det rigtigt at lave en "Amalie"? Da jeg så TV-2 om den danske pige der nu er berømt for at blive moppet tænkte jeg allerførst, at TV-2 havde indført en etisk regel for internetkommentarer, der udelod enhver kommentar der ikke bestod af gråd og "støtte" til "offeret".

Skal vi begynde forfra? Offeret er muligvis et offer, for mig at se var hun en "wannabe", men lad nu tvivlen komme hende til gode.
Man kan sige at "ofre" der er alt for velformulerede, mister troværdighed, som for eksempel Natascha Kampusch, der jo burde have reageret langt tidligere i sit slaveophold med den formidlingsevne hun sidenhen viste. På samme måde kan Fie jo være en intelligent taber, fordi hun føler sig som taber, trods det at hun har alle værktøjerne til at tryne "mobberne". Men det er her jeg har mit største problem. Det begynder med at alle er blevet mobbet, selv dem der mobber har haft læremestre! Det fortsætter med at mobning er blevet en samfundsopgave, ikke noget som vi som ansvarlige forældre tager stilling til, ikke noget vi overhovedet skal blande os i, mest fordi ansvarlige forældre ikke lytter til deres børn og i stedet mener det er det skattebetaklte samfunds opgave at løse problematiske opgaver.
Jeg siger ikke at mobning ikke er et problem, jeg siger at det ikke kan løses ved lovgivning. Mobning er som politik: Den mest påståelige og den der råber højst generer den mest åbne og forstående, simpelthen fordi storskrydning giver en mere ret! For mig er mobning altså ikke et samfundsproblem som sådan, det er et problem der har rod i samfundet. Jeg er blevet mobbet, mine søskende og venner er blevet mobbet, umiddelbart kan jeg ikke finde ret mange der ikke er blevet mobbet. Selv de fleste af mine bekendte har på et tidspunkt mobbet andre, ikke for at slå dem ihjel, men for at være på den rigtige side - stort set lissom soldater der tror at det er bedre at slå ihjel for sit fædreland eller for sin religion, fremfor at frasige sig krig og militær. Jeg er bare så heldig at Cassius Clay tog straffen for sin tro (han blev muslim og militærnægter - mistede sit verdensmesterskab i boksning og kom i fængsel) - Lad det være sgat med det samme jeg er ikke tilhænger af boksning, hverken som sport eller løsning på sociale problemer, men da Muhammed Ali var stor var jeg lille og lyttede til det der blev sagt - og jeg fik først langt senere en holdning til vold. Og da var Muhamad Ali et forbillede i kraft af de ofre han gav for sine holdninger.

Mobning kan ikke løses politisk, kun menneskeligt, derfor er jeg mere til Natteravnene end til fængselsstraffe, mere til fodlænker (de burde hedde noget andet, som ikke har med lænker eller straf at gøre) end til åbne fængsler.

Jeg er helt vild modstander af mobning, lissom jeg er modstander af alt muligt andet ånssvagt der gør børn og voksne til ofre (som for eksempel kapitalisme og kokkedesignede køkkenredskaber), jeg er selv blevet mobbet og har selv (med hjælp fra min familie) fået et bedre liv hvor mobning ikke var hovedindholdet. At min bror skiftede skole og at han skiftede forælder for at undgå mobning viser vel bare at alle disse flytninger og forsøg på at undgå mobning er forgæves! Det er sjældent set at man har afskaffet noget ved at kriminalisere det!

Og så til spørgsmålene:_
1.: Mobning er en bevidst nedgøring af andre personer. Oftest ved at ramme personer på deres svageste punkter! [Børn er bare ikke bevidste om at det er bevidst]
2.: Ja, hvem ellers? Især forældrene er ansvarlige for deres børn, men i børnehave eller skole er det selvfølgelig en kombination af forældre og pædagoger/ansatte!
3.: Selvfølgelig kan man det. Det er faktisk årsagen til den meste mobning. Rent pædagogisk vil det måske være bedre at satse på at undgå modmobning fremfor at satse på at undgå mobning.

Jeg ønsker ikke mobning, men det jeg så og fandt ud af via TV i går er nok til at jeg ønsker at medierne ikke blander sig mere i noget så vigtigt!

søndag, oktober 14, 2012

Alene

Set fra et samfundsøkonomisk synspunkt er det vel optimalt at stå alene. Den rigeste, den der har flået alle vennerne og den der vandt i Monopoly.
For mig er det dog "Palle alene i veden" der definerer ensomhed: mangel på familie, mangel på venner, mangel på grænser, i det hele taget mangel!

Vinder, individualist, selvstændig og stærk er de ord der kendetegner alle dem der ikke har et gen for fællesskab, alle dem der i det skjulte misunder økonomiske svindlere og rockere for at være så gode til at tjene penge. Alle dem der undrer sig over at indvandrere har samme drøm om rigeligt med penge som de selv har! Hvad fanden tror de flygtninge kommer efter? De kommer selvfølgelig efter det som deres nye stat står for: kapitalisme. DF har jo ikke fattet en dyt, når de tror at flygtninge flygter for at forblive fattige, alle flygter i håbet om at få og blive mere. Selv de meget priste "trafikker" mellem Danmark og Sverige under anden verdenskrig var jo et ønske om at opnå mere end en dødsdom, og et spørgsmål om at komme videre i livet. Hvis man ikke frygter døden flygter man vel ikke fra den.

At stå helt alene er i virkeligheden det mest smertefulde man kan komme ud for, som også "Palle alene i verden" viser. Hvis jeg skulle være den eneste dansker der stod fast på danskhed og danske værdier ville jeg overveje at begå selvmord. Overveje er selvfølgelig et voldsomt ord, i og med at jeg aldrig ville kunne stå fast på noget så tåbeligt. Men ensomheden, den ville jeg komme til at føle, hvis jeg var den eneste dansker tilbage.
For mig ville løsningen ikke være at slå alle de andre omkring mig ihjel for at bevare min danskhed, tværtimod ville jeg bevare min danskhed ved at være mig. Som også tyskere i Tønder og danskere i Flensborg efterhånden har fundet ud af - fanatisme er noget rigtig skidt, og Danmark er et alt for lille sprogområde til at have en ballet (angivelig sagt af en af de farverigeste politikere for Fremskridstpartiet: Kristen Poulsgaard)

Jeg har selv prøvet at stå helt alene, og gør det i virkeligheden stadig. Min datter stoler så meget på de oplysninger hendes mor og hendes omgangskreds har givet om mig, at jeg den dag i dag fremstår som en sjofel skurk, som en egoistisk nar, der bare nasser på samfundet, som en useriøs forælder. Ikke som en fortvivlet børnepengebetaler, ikke som en misforstået person, ikke som en fattig dagpengemodtager, nej som en sjuft!

Jeg har flere gange brugt metaforen om elevatoren ned og trapperne op. Da jeg mistede forbindelsen til min datter og hendes mor (dels på grund af min stædighed: Jeg ville ikke flytte efter sikker arbejdsløshed - dels på grund af mit ønske om at fungere som borger i et samfund, dels fordi jeg var ved at opbygge et netværk). At følge min datters mor til sikker arbejdsløshed var ikke mit førstevalg som 35-årig, heller ikke andetvalg. Hvad skulle jeg kunne byde min samlever og hvad skulle jeg kunne byde min datter andet end fattigdom.

Sidenhen har jeg fundet ud af, at jeg ikke havde noget at byde på, at samfundet anså mig for råkost og derfor ikke ville sikre sig at jeg stod til rådighed for fremtiden, jeg var bare en unødig omkostning, og det er jeg i princippet stadig.
Nu er jeg og som mange andre arbejdsløs, knokler på fuld tid i såkalde praktikordninger og er "lavere" end "polske eller spanske" arbejdere lønmæssigt. Alene er nu et udtryk for at være uden støtte fra det omgivende samfund, ikke længere et spørgsmål om at savne den (støtten, altså).

Nå jeg havde meget mere på hjerte, men jeg er ikke længere alene her på nettet. Af en eller anden grund bliver jeg for hvert 20 sekund mindet om at jeg er smidt af, og at jeg kan vælge mellem at genopfriske eller genstarte. Der står "Du har logget ud fra et andet sted. Vil du logge ind igen?"

Tilbage igen:
Ensomhed er altså nogle gange at være generet af et fællesskab at være underlagt et regelsæt, man ikke selv har været med til at vedtage.
Når en af mine venner beklager sig over at familien ikke er forstående overfor min vens politiske holdninger er det altså ikke en lille debat om fejltolkning eller familiefnidder. Det er alvorligt.

Jeg har en stor familie og har derfor både set uvenskab mellem søskende (sikkert forårsaget af misundelse) men også fordømmelse i forbindelse med et "kært" familiemedlem, der pludselig kunne gøres op i penge.
For mit vedkommende ville den bedste løsning derfor være at afskaffe den form for ensomhed der kan gøres op i penge. Fjern enhver form for arv af penge og indfør istedet en arv i form af de ting der hænger på væggen eller din mors yndligssnaps eller din brors udslidte fodboldstøvler - altså afskaf værdi og indfør den værdi (for eksempel affektionsværdi) der ikke er penge værd.

Jeg er ikke alene, tværtimod er jeg på nettet så snart jeg har fri fra mit (gratis) arbejde. Mine kolleger er søde på arbejdet, mine "venner" her på fb er pragtfulde, nogle skælder ud fordi jeg opfører mig forkert i en tråd, andre roser mig ("synes godt om") fordi jeg overhovedet gider udtale mig, men ingen efterlader mig ensom, ingen!
Derfor er det også nu blevet et mål for mig at andre ikke skal føle sig ensomme. Hvorfor skulle jeg ikke have overskud til at lytte og tale, overskud til at fortælle om op- og nedture, til at fortælle om ensomhed og fællesskab.

Kom ud af busken nu. Så længe vi holder os tilbage er vi nok stadig alene, men når vi siger noget er det et demokratisk bud på fællesskabet, ligegyldigt hvad vi siger. Sig noget og hold af dine medmennesker, ligegyldigt hvad de står for. De kan ikke være værre end dig!

lørdag, oktober 13, 2012

Demonstration

Ved at høre om formandsvalget i SF fik jeg igen minder. Minder fra dengang jeg var studerende og deltog i 1. maj og alle mulige demonstrationer mod skiftende regeringer. Jeg var med i fakkeltog, jeg var med til en demonstration der ikke var anmeldt og som lukkede Christiansborg helt af - helt af! Jeg var med til happenings i Aalborg, hvor jeg boede, jeg var politisk bevidst, men også paranoid. Jeg skjulte politiske flygtninge fra Chile og østlandene, jeg gjorde min borgerpligt og var dødsensræd for at stå i FET eller PET arkiver. Jeg ville bare gerne være stolt af mine holdninger og kunne stå ved dem.
Haha.
Det blev til almindelig tilbageholdenhed og jeg pakkede mig ind i at være skjult, at være uset eller at være ukendt. Mine holdninger betød at jeg undlod at have holdninger. Jeg blev "comfortably numb".
Det bedste ved de 25 år jeg ikke var politisk synlig var nok at jeg hele tiden lyttede og lærte. Med mit usandsynlige held blev jeg radiovært og mine lyttere havde helt almindelige problemer, deres børn døde af kræft, deres økonomi var helt fin og deres omgivelser var der på godt og ondt. Nogle var aktive i foreninger, andre deltog i quiz eller tog til banko, atter andre var ensomme og brugte radioen til at tale om deres hverdagsproblemer. Hvis jeg skal kigge tilbage var ingen af dem venstreorienterede, de var bare mennesker. Ensomme eller aktive. Og jeg var bare den der lyttede!

Jeg er stadig den der lytter, men nu er jeg igen blevet den der siger noget, ikke altid politisk venstrefløjsudtalelse, men viden om mennesker - oplevelser og tidens tand. Jeg er ikke blevet blidere eller mildere med årene, min politiske holdning er blevet skærpet, simpelthen fordi jeg kun har set mennesker blive kørt ud på et sidespor. Selv i mit nuværende arbejde som kassedame i Netto har jeg kun positive oplevelser med mennesker "på samfundets bund". De er stolte på deres egen måde, de er ikke mistroiske, tværtimod har de en rørende naiv tiltro til at vi (kassedanerne) er ærlige, mens andre mennesker er villige til at spilde adskillige minutter på at få ændret en pris fra 8 kroner til 7,50 kr. de fleste køber for omkring ½ eller 1.000 kroner og brokker sig over 50 øre, mens dem der køber en pakke smøger og fire bjørnebryg har aftalte penge klar.
Folk der arbejder med udsatte børn og unge har tit et kundekort og derfor er det oplagt at de bruger tid på at involvere deres klienter i indkøbene og at pakke varer. De er så gode kunder at det er en fornøjelse at spørge dem om de skal bage, når der købes meget mel og gær. Om de skal feste når der købes chips og dip-mix og så videre.  At være ansat som SOSU, kassedame, bibliotekar og mekaniker etc. giver en enestående mulighed for at lære andre mennesker at kende.
Jeg har en "forfærdelig" tendens til at aflure mine venner og mine venners venner. Giv mig udsyn til en bogreol eller en bolig med musik (eller begge dele). Jeg smugkigger og gør som andre "smagsdommere", jeg kigger og tænker mit. Jeg forstår ganske udmærket at bogtitler og musiktitler ikke nødvendigvis er nok til at finde ud af ejernes politiske holdning, men deres menneskelige holdninger fremgår helt klart, og med udgangspunkt i det kan jeg ofte spotte mig frem til om mine boglige eller musikalske venner er politisk eller bare humanistisk orienterede.

De fleste af disse "venner" køber ders krimier, ser fjernsyn eller drikker guldøl, papvin eller irsk kaffe. De demonstrere ikke, de lever deres liv på deres måde, de har ikke nogen holdning til om det er sundt eller usundt det de foretager sig, de gør det bare. Det er set på den måde det modsatte af en demonstration, nemlig passivitet. Eller er det. Ved ikke at råbe højt og ved at gøre det de gør demonstrer de faktisk. De demonstrerer at man kan leve på trods af politisk fastsatte regler for et liv. De demonstrer mod at man kan dø af en usund levevis, for de skal jo dø alligevel, så hvorfor ikke gøre det man har mest lyst til, hvilket for mange indebærer fællesskab med ligesindede (værtshuse, bænke ved supermarkeder mm. alt efter økonomisk formåen) - overfor dem står de rige fattige, dem der ikke har noget fællesskab og ingen solidaritet, kun åndelig fattigdom - men masser af penge. De drikker dyr whisky helt alene, uden at tælle pengene, men med et stort savn af venner eller bare nogle der vil lytte! Jeg skal nok lade være at komme ind på hvem der har mest behov for at nogle lytter til dem, ganske kort ensomme mennesker trænger til at blive lyttet til. Ligegyldigt hvilken politisk holdning de har.

Når jeg altså åbent erkender at jeg demonstrerer politisk er det ikke fordi mit valg er politisk, men fordi mit valg er foretaget udfra en humanistisk tankegang. Og på den måde bliver det politisk, fordi jeg har set at det ikke er penge, der kan redde folk fra ensomhed. Det er omsorg og medfølelse. Alle politiske partier taler om penge, selv Enhedslisten gør det. Men der er en stor forskel på Liberal spekulation i økonomisk hjælp til fattige, syge, ensomme og arbejdsløse, og venstrefløjens fokuseren på hjælp til mennesker der er placeret i udkanten af samfundet! Jeg er placeret i hele det politiske system som en der foreløbig overlever, jeg har lært at der ikke findes hjælp, når man har virkelig brug for den, jeg har lært at de penge jeg ikke har er andres, jeg har lært ikke at forvente nogen hjælp, kun min egen stædighed er årsag til at jeg stadig er i live. OG selvfølgelig at min familie trods uvidenhed om min reelle situation bakker mig op, fordi vi er familie.

At jeg nu har bestemt mig for igen at blive politisk aktiv skyldes ikke den politiske eller økonomiske situation, den har jeg kommenteret de seneste to år i mine blog, altså også før vi fik en "ny" regering. Jeg er bare så træt af at være en brik i et økonomisk spil, som udelukkende har til formål at kriminalisere mig, fordi jeg ikke har arbejde. Løsningen er ikke at finde det arbejde der ikke findes, nekj løsningen er at blive politisk aktiv, at få penge for at have en politisk holdning og pension for ikke længere at lytte til folket.

At tænke sig at jeg kan få fred ved at blive aktiv politiker, undgå åndssvag aktivering, praktik mm. At jeg kan få fred ved at forlade det fællesskab jeg har med "tabere" og udstødte" og "fortabte" - det er ikke at få fred, derfor bliver jeg nødt til at demonstrere! Vi ses til den næste demonstration eller det næste politiske møde.

onsdag, oktober 10, 2012

Cadeau til Lasse Maybom

For et par uger siden ringede Lasse til mig og sagde at nu var det definitivt slut med Radio Samsø og TV Samsø. Han havde ikke flere penge at bruge på projektet og der var ingen til at videreføre det. Grunden til at han ringede var at samtidig med at udstyret blev pillet ned blev mange af de udsendelser der gennem årene var produceret overspillet til CD/dvd, heriblandt mine produktioner, og selv om mange er forsvundet i tidens løb er der stadig en del med mit navn på. Det som Lasse og Find havde hørt var en række udsendelser om overtro "Den sorte kat" fra begyndelsen af dette årtusinde. Og de var begge tydeligt begejstrede for udsendelsesrøkken. Lasse ville derfor høre om jeg kunne være interesseret i at have kopier af mine produktioner og jag sagde ja, det kunne jeg. Samtidig kunne jeg tage min kæreste med og vise hende en arbejdsplads der gennem 10 år havde været en stor del af mit liv.
Og hermed må jeg tilbage til begyndelsen på "en stor del af mit liv".
Min datter blev født i 1990 og var et resultat af en kærlighed der flammede op året før. Jeg mødte Annie og vi var hurtigt på bølgelængde med hinanden og i sommeren 1989 var vi med til at lave en stor event i "Geografisk Have" i Kolding, hvor min far der var formand for Eksperimenterende Danske Brændevinsamatører, havde en aftale med lederen af haven om at lave en snapsekonkurrence om "Den geografiske haves bitter", han overnattede på sofaen hos mig og Annie og set med tiden kan det godt være at vores succefulde optræden har gjort at en af disse augustnætter resulterede i Maria Elisabeths undfangelse, i hvert fald blev hun født i maj 1990.
Allerede under graviditeten flyttede Annie til Hirtshals og forlangte at jeg skulle flytte med. Jeg var i kommunal jobaktivering og kunne ikke overskue at skulle flytte til Hirtshals for at være i nærheden af min kæreste, der gik på Nordsøhøjskolen (men hvor længe?). Jeg ville derfor afslutte mit ophold hos Kolding Kommunes Tekniske Afdeling, hvor jeg faktisk havde et formål med min aktivering.
Annies Maniodepressivitet blev behandlet med betablokkere og jeg blev på kort tid et livslangt hadeprojekt for hende, og sådan endte min datter med at have en mor og i første omgang, ingen far. Senere blev en god og velmenende nabo til hendes reservefar og da myndighedrne ikke brød sig om ballade blev min rolle som far indskrænket til at betale børnepenge. Noget jeg gjorde, ikke med glæde, men med håbet om at jeg måske en dag kunne tale med min datter.
Men min aktivering hos Kolding Kommune sluttede med at jeg fremlagde et projekt om et fælles forvaltningsbibliotek med en centralt ansat bibliotekar der foretog indkøb af bogligt materiale og fordeling af indkommende tidsskrifter, foretog materialevalg og udsendte relevante artikler til de forvaltninger der kunne have brug for dem. Den spirende IT- alder var også indkorporeret i mit forslag, endda ved at inddrage de forholdsvis unge IT-ansatte ved kommunen, som faktisk kunne se styrken i mine visioner. Det kunne kommunens folkevalgte dog ikke. Så var den historie slut!
Det var historien om at blive en lykkelig far også.
Min husleje steg samtidig til det dobbelte og mine penge blev færre, da det viste sig at mit forbrug af varme slet ikke var mit men min udlejers (en gammel dame på omkring 80) - Hendes søn overtog på kort tid ejendommen, malede væggene i opgangen og lagde planer om at lakere trapperne, og huslejen steg til et beløb jeg ikke havde til rådighed. Altså røg jeg ud. Omstændighederne var så ærgerlige at den gamle dame troede på sin søn, da han sagde jeg var en svindler. Sønnen har jeg siden kun talt med igennem hans sagfører.
Gennem nære bekendte fandt jeg et værelse oppe under loftet på 5. sal i en patriciervilla i Koldings centrum, i hvert fald nær centrum! 6 eller 8 kvadratmeter og et lille sorthvidt fjernsyn kunne det blive til. Og samtidig skulle jeg jo gøre rede for hvordan det gik med at skaffe arbejde. det gik jo ikke godt, og derfor foreslog jeg at jeg kunne tage på højskole og lære noget om journalistik. En højskole som helst skulle være langt fra det bymiljø med værtshuse og spillesteder som jeg var vant til fra Kolding. Vi fandt 3: Et sted i nærheden af Struer, Limfjorden, Et højskole på Als og en højskole på Samsø, og jeg valgte den sidste, måske fordi en skolekæreste havde taget mig med dertil, måske fordi jeg syntes det at være på en ø måtte være langt væk.
Altså Samsø!
På højskolen forberedte jeg mig til at søge optagelse på journalisthøjskolen, samtidig med at jeg mængede mig med dem der studerede musik og kunst (herunder foto). Jeg lærte at fotografere, jeg lærte at læse noder (ikke særlig godt - men jeg deltog i højskolens ganske udmærkede 4-5 stemmige kor). Jeg blev en væsentlig del af det sociale liv på højskolen, et omdrejningspunkt fordi jeg var ældre og mere erfaren end de fleste andre, dertil kommer selvfølgelig at nogle af de unge var opgivet af folkeskoler, efterskoler og andre institutioner og derfor var endt som en form for affald i højskolernes daværende tilskudscirkus.
På højskolen kom der ugentligt en "foredragsholder" der fortalte om de jorurnalistiske opgaver på en ø som Samsø, herunder den lokale meddeler til Århus Stiftstidende og borgmesteren, som fortalte om åbenhed i forvaltning og kommune. Også Lasse Maybom troppede op som repræsentant for Radio Samsø og vi blev inviteret til at besøge radioen for at finde ud af om vi kunne have interesse i at lave radiojournalistik på lokalt plan - vi var fire fra "journalistholdet", der tog af sted. For mig var mundtlig journalistik lige i overkanten, ikke noget jeg havde lyst til, det bragte faktisk koldsveden frem på panden at tænke på at være en offentlig person! Mest fordi muligheden for at sige noget forkert stod som en lysende klar mulighed.
Men Lasses mor havde været bibliotekar på Samsø under krigen, Lasse var skilmissebarn og dermed havde vi noget tilfælles, ikke krigen, men biblioteket og alenemoderen samt den praktiske sans! Da høkjskoleopholdet var slut efter tre måneder kunne jeg vælge mellem at tage tilbage til et lille værelse på 5. sal i Kolding eller at hjælpe med at registrere og systematisere plader og udsendelser på Samsøs lokale radio.
Det var absolut ikke gåpåmod der kendetegnede mig, jeg havde det fint med at være den der holdt orden og system i det de andre arbejdede med. Men en af de andre frivillige, studievært og producer: Ken Nielsen fandt langsomt ud af at jeg havde et stort kenndskab til musik, og en dag da han skulle noget andet bad han mig om at lave hans udsendelse (den handlede om oldies eler sådan noget) og jeg blev presset så meget at jeg sagde ja til det. Jeg lavede min første radioudsendelse: en temaudsendelse om Phil Spector som sound og fænomen. Jeg var så hamrende nervøs, trods det at jeg havde skrevet hvert ord der skulle siges i radioprogrammet ned, og da jeg var færdig med udsendelsen kunne jeg blot gå hjem, så udmattet var jeg. Men Lasse havde hørt udsendelsen, det havde andre også, og de kunne høre at jeg kunne lave radioudsendelser.
Den sommer var jeg teknikker (styrede knapperne mens studieværten sad i studiet, jeg oversatte i vores intercom, når nogen talte engelsk eller tysk, og jeg fandt plader frem når studieværten ønskede andre plader end dem der var fundet, jeg båndede og afspillede sågar nyheder fra lokalmiljøet). Jeg lavede en musikalsk quiz, og blev sågar studievært i vores underholdningsprogram - på det tidspunkt havde jeg i måneder været morgenvært og forsøgte at lave et alternativ til Bengt Burg, der vel var den store stjerne dengang!
Lasse var tryg ved det, langt mere end jeg var. Han havde tillid til en dreng der var uddannet bibliotekar og som havde haft en opvækst med en enlig mor! Jeg blev der simpelthen indtil jeg fik at vide, at frivilligt arbejde ikke var tilladt når man var på dagpenge. Så måtte jeg holde.
Inden da var jeg dog årsag til en skaldale. Skolens nye viceskoleinspektør var flyttet til øen med kone og fire drenge, skolen havde dog bestemt at der ikke skulle ansættes ægtepar på den samme skole. Anne (det hed hans kone og børnenes mor) synes det kunne være rart at lave lidt musikradio om folkemusik og visesang. Vi fattede sympati for hinanden og til radioens julefrokost dansede vi stort set hele tiden sammen til en bestemt melodi:
http://www.youtube.com/watch?v=MDCnHJ5QqK4
Da vi havde pakket ned efter julefrokosten var der kun få timer til vi skulle åbne radioen, så vi overnattede på puderne fra en topersoners sofa , indtil vi skulle starte sendingen kl. 7 om morgenen. Ingen af os havde tænkt at det skulle ske, men det havde alle de andre frivillige. Hun blev skilt få måneder efter.
Vi var kærester en tre år, hun boede endda hos min far i hans ekstra værelse (med køkken og bad) mens hun gik i skole i Viborg. Og jeg besøgte hende da hun flyttede til Holbæk.
Hvor var Lasse så i alle disse år, vil nogle nok spørge, og jeg kan kun svare, han var der hele tiden. For ham var ægteskab eller samliv med en fra arbejdspladsen ikke smart (to gange skilt i forbindelse med samliv med kvinder fra DR, som var hans arbejdsplads i årene inden 1989). Men Lasse var alligevel begejstret for medarbejdere der kunne lave udsendelser, og jeg fik i det omfang jeg kunne arbejde gratis - lov til at at lave musikudsendelser.
Jeg blev sendt i jobtræning på biblioteket på Samsø. De kunne godt bruge hjælp til at indføre elektronisk udlånsregistrering på biblioteket. Og jeg fik lov at hjælpe et år. Da jeg var færdig, fordi den maksimale jobtræningsperiode var et år, så måtte jeg igen til at søge jobs. Og de var der ikke. Jeg blev overført til ekstern udbyder og blev tilbudt kurser i coaching og "indsigt", samt blev indkaldt til 3-måneders samtaler. Jeg flyttede til Midtjylland i håb om at der var mere arbejde at finde, men nej da. Arbejde i slut-halvfemserne var et fremmedord. Jeg nåede at ryge på kontanthjælp i december 1998, uden at have fået et forvarsel - at udfylde dagpengekort og regne med at have betalt sine månedlige udgifter og så få at vide at der ikke er dækning er simpelthen så stort et chok at man ryster længe efter man har fundet en løsning.
Samme måned tilbød Lasse mig arbejde på Radio- og TV-Samsø et arbejde der bød på at jeg skulle foretage mig alle de ting jeg var god til - lytte og lære, kommentere og være til stede for andre.
Jeg nåede at lave en række radioudsendelser, jeg nåede at blive TV-vært, sågar at komme i TV-2 fordi vi lavde Tv på Samsø. Jeg nåede at blive programplanlægger at improvisere direkte på TV og at lære at blive sminket. Jeg nåede at lære TV, jeg nåede også at stille mig op med en mikrofon midt i en festival og gøre de mennesker jeg stødte på til "en historie". Jeg nåede at skrive artikler til den lokale "avis", jeg nåede at skrive pressemeddelelser, det eneste jeg ikke nåede er nopk min egen skyld, jeg nåede ikke at blive medlem af journalisternes "klub", selv om Lasse i dag siger at jeg skulle og skal have været det forlængst.
I det nye årtusinde lavede jeg radioudsendelser og medvirkede mestendels som researcher på TV. Senere blev jeg mere impliceret i TV, trods det at mit synshandicap gjorde det vanskeligt at være cameraman. Studievært, producer og forfatter af tekster til oplæsning, var mig. Forfatter, idemand og manuskriptforfatter, var mig.
Jeg var ansat on-and-off siden 1999. Jeg lærte at arbejde på TV, jeg lærte at lave radio med værter i studiet ig gæster på telefon, jeg lærte interviewteknik, jeg lærte at være en forberedt journalist og have rede spørgsmål og - i det omfang det kunne lade sig gøre - vide hvad svaret ville være.
Jeg blev rundt regnet brugt til flere og flere journalistiske opgaver, uden at jeg selv havde tænkt på min nye rolle. Lasse havde heller ikke, han kørte mig bare i stilling. Desværre måtte jeg droppe arbejdet på grund af stress, primært forårsaget af arbejdsvilkår der ikke var definerede og manglende lønudbetalinger (jeg vidste jo godt at der ikke var overskud i Radioen og TVstationen) men jeg vidste jo også at Lasse brugte af sin egen kapital til at betale. Til sidst måtte jeg opgive at arbejde med radio og TV, endda på et tidspunkt hvor jeg kunne være blevet medlem af dansk journalistforbund.

Nu har jeg været på stationen i Onsbjerg for at hente mine (dem af dem der stadig eksisterer) radioprogrammer til at vise mine evner i forbindelse med arbejdsansøgninger.
Som Lasse sagde til mig: det er ikke bare gode udsendelser, det er fremragende produktioner. Efterfølgende spurgte han mig: Hvorfor har du ikke kopier af udsendelserne? Som jeg sagde: "Jeg arbejdede hele tiden for at min arbejdsoplads skulle være der i morgen - ikke for at jeg skulle fremhæve mig selv".

Lasses svar: "Du skal lære at tro på dig selv, du kan meget mere end du tror."

Lasse Maybom: Du var min mentor, min læremester og den der fik hevet noget sund fornuft og mine egne holdninger ud af min tilbageholdenhed.
Tak, Lasse.

Men jeg er nu stadigvæk mig trods alle udfordringerne!

tirsdag, oktober 09, 2012

Økonomisk ruin

Foranlediget af et spørgsmål fra en af mine facebookvenner, om hvad økonomisk ruin er for mig må jeg indrømme, at økonomisk ruin kun er et udtryk, ikke en realitet.

Jeg blev ringet op for et øjeblik siden af en "sælger" fra "sex og samfund", som ønskede at vide om jeg kendte til kvinders vilkår i Afrika. I AFRIKA? Jeg kender end ikke til kvinders vilkår i Istedgade, jeg har end ikke haft råd til at vurdere deres fattigdom ved at købe eller investere i deres tjenester, men jeg har dog kendskab til, at der engang (muligvis endnu) har været problemer med ligeretten, idet kvinder i langt højere grad blev kriminaliserede ved at sælge personlige tjenester, end mænd.

Økonomisk ruin fik altså et aspekt. Nemlig om penge er det væsentligste ved at være fattig? Og for mig blev det ret hurtigt et spørgsmål om fattigdom og økonomisk ruin overhovedet har noget med hinanden at gøre.

Mine overvejelser førte mig til det faktum, at afsavn, altså mangel på venner, økonomisk støtte, tryghed og glæde er langt vigtigere end mangel på penge. Men samtidig er der en grænse for hvor meget man kan mangle penge, netop fordi samfundet entydigt bygger på behovet for penge!

Men penge er jo ikke mit problem. Jeg har ikke nogen penge, den regering vi havde synes at mangel på penge kunne sikre at jeg søgte arbejde, det virkede ikke. Den regering vi har fået mener det samme. Det har heller ikke virket, jeg har ikke arbejde, bortset fra at jeg arbejder gratis for en af de rigeste danskere (aktieselskab og investor), nemlig A.P. Møller. Med godkendelse af den nuværende regering.

Jeg har aldrig været bleg for at lave et stykke arbejde, jeg har været sygemeldt på grund af stress da min arbejdsgiver ikke havde arbejdsopgaver til mig, når jeg mødte, men til gengæld forventede at jeg mødte hver dag til samme tid uden at vide hvad jeg skulle lave. Men nu har jeg det seneste halve år lært at man kan få arbejdsskader og uventede sygdomme (helbredelige skavanker kan man kalde det) - men sygdomme der forhindrer én i at arbejde. Sådan nogle er jeg blevet ramt af, En hævet fod på grund af overbelastning og en byld i lysken, som smerter så meget at jeg ikke kan rejse og sætte mig! Ikke vedvarende sygdomme, men smerter som jeg ikke kan leve med på en arbejdsplads a la Netto!
Jeg har smerter, men det har jeg altså også haft da jeg gik på arbejde andre steder, den regering vi havde før og den vi har nu, har sådan set forstået at alle mennesker der arbejder fysisk får skavanker, mens alle dem der lever af andres arbejde kun bliver syge i hovedet fordi de tror at man kan være arbejdssky og leve af det!

Økonomisk ruin er altså for mig, at være afhængig af penge, ikke at kunne klare sig selv. At mange mennesker mister penge og savner et grundlag for at kunne leve i et velfunderet samfund er sådan set helt korrekt. Velfærdssamfundet er til bedste for os alle, Men så må vi definere det, ikke ændre det i forhold til økonomiske konjunkturer!

Giv de fattige penge som de kan leve af, ikke et beløb som er ens for alle! Tro på at fattigdom eksisterer og giv det beløb, der kan give overlevelse! Men drop politisk vurdering af fattigdom og behov for fattigdomsydelse.

At mangle penge er kun én del af fattigdiommen. At mangle muligheder for at deltage i livet, for at kunne komme i arbejde eller for at kunne være en del af samfundet. Det er langt vigtigere end at diskutere fattigdom som kroner og ører.

mandag, oktober 08, 2012

Musikkens forløsning

Når man tager i betragtnig at musik er det mest betydningsfulde i mit liv (altså at lytte til musik) er det nok imponerende at jeg ikke har skrevet mevet mere om musik her.
Musik er og vil være noget nær det vigtigste jeg har oplevet. Jeg har lyttet og følt musik gennem næsten 50 år. At musikken kom til mig i en ung alder er nok ikke så sært, den var der jo bare. I form af den lyd der kom ud af radioen. Mine forældre og andre forstod ikke min begejstring for musik, slet ikke når det var dansk-top eller lignende fra Giro 413.
For mig var det bare modsat, jeg voksede med musikken. Jo mere anderledes, jo mere spændende musikken var jo mere lyttede jeg. Da min far gik i stå var det med sin elskede jazzmusik, da jeg gik i stå var det med min død, og den har som bekendt ikke fundet sted endnu. Jeg lytter og finder ud af at de unge musikere lytter og lærer. At tænke sig at produktioner i dag kasn lyde eller virke som "gamle" produktioner. Tænk for eks. på "Raveonettes" eller "The Dandy Warholes". Jeg har med stor interesse fulgt min ungdoms store helte, The Who, Rolling Stones og the Kinks. Jeg har i Danmark fulgt de store danske bands som Gnags, C.V. Jørgensen og TV2, men jeg har også lyttet til de nye bølger.
Nephew og Magtens korridorer er umiddelbart mit bud på ny dansk musik, mens jeg stadig i udlandet er vildt imponeret over Rammstein eller the Vaccines.
Den dag jeg skal brændes eller forlade denne jord på anden vis vil jeg ønske at der er en af mine venner der siger:
"Bo ønskede og ville høre musik. uden musik var han ikke helstøbt" - og så håber jeg at min allerbedste ven vil spille noget jeg måske aldrig nåede at høre, at han fortæller alle dem der står med tårer i øjnene at jeg ville have hørt det stykke musik og at jeg har fået fred i sjælen. Så fred være med Kim Larsen. Han kan spille til alle andre begravelser.

Jeg vil stadig henvise til de oplevelser jeg har haft med musik. (check min tidlige blok):
http://bostavnsbo.blogspot.dk/2011/03/er-hendrix-musik.html

Alligevel synes jeg at vi alle skal leve med og af musik. Det kan ikke være rigtigt at vi alle kun skal tænke på penge og leve uden.
Vores omgivelser er vigtige og så længe vi kan leve uden at føle os afklædte er omgivelserne vigtige. Omgivelserne består typisk af musik, støj og andre mennesker. Hvor andre mennesker kan være i vejen for at vi får fred i kraft af at de er irriterede over at ting tar den den tid som ting tar.
Støj er bare en grund til at vente. Så længe der er støj på linjen er der ingen der skruer ned.

Men musikken er et must. Uden den fremdrift der er i musik kommer vi ikke videre, uden de musikere der ofrer deres fremtid for at lave musik, ville vi aldrig komme nogle steder. Musikken er kunst, kunstnere er dem der trækker os videre, og vi kan kun komme videre ved at lade kunsten spille en hovedrolle, det gælder musik, billeder og anderledeshed.

Længe leve kunsten og kreativiteten. Uden den ville vi være sat tilbage til et samfundsstadie vi selv kalder religiøst fundamenteret.

Der er ingen grund til at nævne folketingspartier - de er alle repræsenterede i gruppen!

søndag, oktober 07, 2012

Nøgen

Jeg er inspireret til denne blog af Søndagsavisens enquete: Helt ærligt:Lisbeth Østergaard (5.-7. oktober 2012, uge 40), hvor Lisbeth Østergaard (vistnok morgen-tv-2) undrer sig over "at det første der kommer op i søgefeltet (når man googler sig selv) er "Lisbeth Østergaard nøgen", hvad vil folk med det?" spørger hun.
Hun tænker jo nok, at "nøgen" betyder noget i stil med "uden tøj på" eller måske lige før " har sex for åben skærm". Og det er da også sandsynligt at de mange der søger netop dette har samme tanker.

Men en af de betydninger ordet nøgen har haft, er "sårbar", og det er den betydning jeg vil holde mig til, så hvis nogle har googlet og fundet "Lisbeth Østergaard nøgen" i et fromt håb om at se en afklædt studievært, så kan de frit vælge at skippe denne blog eller læse med. Jeg har nemlig tænkt mig at omtale den nøgenhed der svarer til sårbarhed eller måske endda svaghed!

Lad mig derfor tage udgangspunkt i udtrykket "nøgen for omverdenen". Det betyder flere ting, eller kan i hvert fald betyde følgende:
At være upåklædt i forhold til omgivelserne, at være sårbar på grund af manglende påklædning i forhold til medmennesker eller svag i forhold til argumenter fra myndigt optrædende personer.

Upåklædt i forhold til omgivelserne er både et fysisk og ikke minsdt et psykisk problem. Det kan skyldes sygdomme, DAMP, Demens, eller Downs syndrom; det kan også blot være en sygdom, som omgivelserne ikke forstår, således at den syge er den fortabte, og ikke den person, der ikke har sat sig ind i sygdom! Men at være upåklædt i forhold til omgivelserne kan jo også være, at man trods uddannelse, trods videregående studier og trods møder en masse med offentlige institutioner, ikke bliver behandlet med fornøden respekt.  Det oplevede jeg første gang i 1980'erne, hvor min husleje steg og jeg var på dagpengenes dimmitendsats. Jeg spurgte kommunens socialkontor om jeg kunne modtage (låne) kontanthjælp, men blev afvist og henvist til banken. Banken henviste mig til kommunens socialkontor, og jeg tænkte "så meget for det sociale sikkerhedsnet". Så bad jeg i forbindelse med et vikariat (3 måneder) om at få ændret min forskudsopgørelse, så jeg ikke ville få et skattesmæk i forbindelse med at modtage en løn der var tre gange så høj som min dimittendsats. Det var åbenbart for besværligt for kommunens ansatte at ændre, så jeg fik at vide, at det kunne vi se på til næste år. En samtale med en anden nyuddannet fik mig dog overbevist om at jeg måtte fastholde at forskudsopgørelsen skulle ændres straks (Gud ske tak og lov for det). Og at jeg insisterede var tilstrækkeligt til at det blev ændret. Men set i lyset af denne offentlige modstand mod at støtte mig, kan jeg jo kun konstatere at jeg ikke var klædt ordentlig på til at konfrontere socialkontor eller bank med mit egentlige problem. Altså var jeg i sagens natur nøgen i forhandlinger om min økonomi.

Min økonomi var fra start en fiasko. Jeg tog en uddannelse, lige efter at Schlüter-regeringen indførte statsgaranterede lån, til en udlånsrente, der var langt højere end industri-, bolig- og billån, kun renten på en kassekredit var højere. Trods statsgaranti.
At være klædt på til at overveje et sådant lån som 18-årig, var for mit vedkommende at være nøgen, min søster havde statslån  til få %, og både jeg og mine forældre var sikre på at de nyopfundne studielån, var til bedste for mig og for samfundet, jeg skulle jo bare have arbejde (med god løn) og efter nogle få år ville jeg have betalt lånene tilbage. Desværre indførte samme regering offentligt ansættelsesstop, og så var meningen med at tage en uddannelse der var målretet det offentlige, omsonst! Trods det at jeg var klædt på til at komme ud på arbejdsmarkedet følte jeg mig pludselig meget afklædt!

I dag er jeg og efterhånden mange andre personer i den situation at vi ikke kan få arbejde, at vores dagpenge, eller kontanthjælp er blevet en belastning for samfundet. Eller er det politkerne vi er blevet en belastning for, eller måske arbejdsgiverne eller vores forældre?

At stå i en situation, hvor man ikke kan følge de regler som skiftende regeringer indfører gør én både forvirret og bange, altså såbar i forhold til omgivelserne (de mennesker man kender, der stadig har arbejde, eller som kan skifte arbejde som andre kan skifte undertøj), man står nøgen overfor tidligere venner og overfor den offentlige instans, der bare fortsætter med at fastholde regler, der fastholder arbejdsløse i arbejdsløshed!

Jeg ville aldrig have et problem med at optræde nøgen til fordel for en event, der skulle fortælle hvor nøgen jeg har følt mig, når jeg skulle bede om hjælp, en nøgenhed der også indebærer at jeg skal udstille det mest intime af mig, det der er allermest det, som jeg egentlig er opdraget til kun at dele med få. Men jeg vil heller ikke bare rende rundt uden tøj og blive dømt for at være blotter eller det der er værre, og det er der jeg og mange andre står. Vores påtvungne nøgenhed straffes, som når jeg skal hæve en (efter skiftende regeringers udsagn fornuftig) ratepensionsopsparing SKAL hæves før der kan udbetales kontanthjælp, i utide. Endnu engang, hvordan skal mit nøgne hjerte forstå at UTIDE er nu?

Jeg ville aldrig have et problem med at fortælle min livshistorie eller omtale de problemer jeg har haft i opvæksten, en nøgenhed vil mange betragte det som, hvis man fortæller om sit liv og problemer under opvækst og uddannelse, men når jeg ser min papsøn med en psykisk sygdom (skizofreni eller andet) påvirket af stoffer og derfor blot sendt til misbrugscenter hvor han får tåbelige fotokopier om at bestige bjerge og komme ned på jorden igen, så ser jeg dern mest sårbare nøgenhed der findes: at man ikke hører til i det omgivende samfund, og at man straffes for ikke at være klædt på til at leve i dette "velfærdssamfund". Det er vel topmålet af nøgenhed?

At se Lisbeth Østergaard nøgen er ikke så problematisk som at forstå at nogle af de mennesker der er længst ude i vort samfund, ikke føler sig nøgne, men fortabte, mere fortabte end børn der har været udsat for misbrug og incest! De har været og er nøgne, og ingen kan klæde dem på, end ikke psykiatere, for de findes ikke for de fortabte i det økonomiske system!

lørdag, oktober 06, 2012

Pakker

Politisk set findes der to former for gaver til skatteyderne: "Pakker", der skal afhjælpe et politisk problem i forhold til befolkningens behov; og "Reformer", der skal lulle vælgerne i søvn, med troen på at alt er gjort, der kan gøres!
Således nu "akutpakken" der skal frelse folk på dagpenge i sidste periode (altså med maksimum et halvt år tilbage af retten til dagpenge.
Retten til dagpenge er nu på to år, med en opsparingstid på 1 år, man har altså i forhold til seneste periode med en socialdemokratisk ledet regering skåret dagpengeperioden (retten til at få udbetalt sin forsikring mod arbejdsløshed) med 50% og forlænget optjeningsperioden med 100% (perioden, hvor man skal betale forsikring for at være forsikret mod arbejdsløshed).

Hele denne diskussion kunne afføde flere spørgsmål:
1. hvad med forsikringer for kældedyr?
2. Hvad med familie- og indboforsikringer?
3. Hvad med de tvungne bil- og knallertforsikringer?
4. Hvad med brand- og ulykkesforsikringer; og
5. Hvad med operations- og sygehusforsikringer?

Skal vi se en arbejdsløshedsforsikring afviklet over ganske få år og så derefter godtage at andre forsikringer, når de er upraktiske, bliver afviklet? Jeg ved jo at mange der havde oversvømmelse i København pludselig ikke havde nogen gyldig forsikring, og samtidig er forsikringsselskaberne her i landet langt mere fokuseret på aktionærerne end på forsikringstegnerne!

Vi har altså forsikringer, der er påbudt af staten, og vi har forsikringer der er tegnet for at undgå ulykker.I det første tilfælde løber staten fra ansvaret af økonomiske årsager og i det andet tilfælde (investering-forsikringsselskaber) løber staten også fra sit ansvar, fordi en stor del af pensionsopsparingerne står som værdier i forsikringsselskaber. Resultatet er at forsikringer i virkeligheden ikke er mere værd end hvad man kan opnå med knofedt, gåpåmod og ihærdig indsats over en længere periode! Ikke en forsikring, men en garanti for at man kan få erstatning i tilfælde af ulykke! Jeg er lige ved at tro at Nettos garanti for at erstatte eller modtage en defekt vare er mere værd end forsikringsselskabernes (herunder arbejdsløshedsforsikringer) er. Selvfølgelig er det svært at få udbetalt pengene for defekte eller uønskede varer, men det sker faktisk ret hurtigt, fordi butikken sætter penge til ved at bureaukratisere! Alstså hellere acceptere en klage og betale tilbage, end at benægte fakta :-)

En af de forsikringer jeg har tegnet hele mit voksenliv er altså arbejdsløshedsforsikring (jeg er bange for at dagens politikere ikke er klar over at at A-kasse står for "Arbejdsløsheds (forsikrings) Kasse". Nu er jeg på tredje år smidt ud af muligheden for at opnå arbejdsløshedsforsikring, trods det at jeg betaler til mit forsikringsselskab på 30. år, fordi min forsikring er bestemt af folketinget kan jeg kun modtage forsikringsudbetaling i forbindelse med arbejde, ikke i forbindelse med indbetaling til min forsikring!
Hvis jeg nu indbetaler til Sygesikringen Danmark (og det gør jeg) ville det svare til at jeg kunne få tilskud til et par nye briller og derefter skulle optjene ret til det næste par briller ved at gå med dem i al offentlighed og på mit arbejde i minimum 37 timer ugentligt, for igen at optjene ret til tilskud til et par nye briller!

Dagpengeretten er også så viseligt skruet sammen at du ikke kan arbejde mindre eller mere end 37 timer om ugen. Skulle det ske bliver du i begge tilfælde straffet. Enten med at skulle leve uden dagpenge i de dage du har arbejdet mre end 37 timer, eller ved at du ikke optjener timer nok til at være berettiget til at modtage dagpenge. Hvis man procentvis straffede folk, der ved fyring eller "gyldent håndtryk" modtager penge udover den berettigede løn, ville de råbe højt og fordømme lovgivningen (Jeg glemmer ikke Frk. Hestepasser Dyremose - der ønskede at hendes far skulle have skattefrihed for de penge han modtog i forbindelse med at han solgte TDC og samtidig gik på pension). Ja musikken spiller meget forskelligt, alt efter hvilket befolkningslag man tilhører. Vi er nogle der tilhører c-klassen, gruppe 5, eller hvilke betegnelser der nu findes for at være statens støttepunkt, uden at få noget for det!
Jeg har altså ikke ret til fornyede dagpenge efter to års betaling til min a-kasse, jeg har pligt til at arbejde minimum et år for at opnå retten til dagpenge, men jeg skal vel at mærke betale mit a-kassekontingent, ellers har jeg ikke ret til noget som helst - i princippet ikke engang til kontanthjælp, der skal min økonomiske (og alle andres) situation bedømmes!
Vi har altså et eksempel på en forsikring der kun gælder under bestemte omstændigheder, svarende til at man betaler til en brandforsikring selv man intet hus har, eller tvungen TV-licens, selv om man aldrig ser TV (jo, jo - de findes).

Glemte jeg at sige at folk på deltid, mennesker med skiftende arbejdstider og personer med arbejde under andre end de forventede omstændigheder (deltidsarbejde flere steder, arbejde i udlandet, og sæsonarbejde) alle er i knibe p.gr.a. dagpengereglerne?

At modtage dagpenge eller supplerende dagpenge (eller kontanthjælp) er så omfattende at man burde tilkende alle arbejdsløse en gratis revisor, samt en privatrådgiver. Hvis vi som arbejdsløse eller som modtagere af offentlige ydelser kan bidrage til samfundet med skattekroner i forhold til hvad vi har opnået, er jeg sikker på de fleste af os ville sige ja til denne skat, alene udfra betragtiningen at vi ikke har dobbeltarbejde (både det ulønnede arbejde på fuld tid og vores opgaver med at søge jobs, varetage egne økonomiske problemer og de mange møder med fagforening, a-kasse og jobcenterets mange vejledere!). Det er faktisk så svært at være arbejdsløs, at flere arbejdsløse har symptomer på stress end dem der er i arbejde! (sorry, jeg kunne ikke finde de eksakte tal, men undersøgelser viser at hver 13. arbejdsløse er stresset, og jeg kan forestille mig at tallet for folk i arbejde er lavere end 7% i og med at de jo nok ville blive arbejdsløse hvis de blev stressede.
Ikke noget argument for andet end at have en god og dækkende arbejdsløshedsforsikring.

Nu er vi så nået til "Akut-pakken", som skal redde alle de arbejdsløse på dagpenge. Fagforeninger og A-kasser sender i det omfang de kan breve ud til alle de ledige der risikerer at blive ramt af dagpenge-"reformen", om at de skal henvende sig til fagforening, A-kasse eller jobcenter hurtigst muligt. Henvendelserne resulterer ifølge ekstra-bladet (i går) i håbløs viderestilling (i tilfælde henvisninger som: "kig lige på beskæftigelsesministeriets hjemmeside".
Citat:
Det er noget møg, den måde Emil Trankjær er blevet behandlet på i akutsystemet, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og vender det hvide ud af øjnene. (Foto: Thomas Sjørup)
Det er noget møg, den måde Emil Trankjær er blevet behandlet på i akutsystemet, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og vender det hvide ud af øjnene. (Foto: Thomas Sjørup)

Det er nu over tre uger siden, at den arbejdsløse lærer Emil Trankjær fik brev om, at han var berettiget til hjælp via beskæftigelsesminister Mette Frederiksens akutpakke. Først blev han glemt af sin a-kasse i over to uger - og blev først kontaktet efter Ekstra Bladets henvendelse.
Sammen blev de enige om, at den bedste hjælp for Emil Trankjær ville være hos jobcenteret:
- Da jeg så onsdag ringede til jobcenteret, kunne jeg kun få telefonisk kontakt med en konsulent mellem klokken 13 og 14. Jeg ventede i 20 minutter, uden der skete noget, forklarer Emil Trankjær.
Aftalen om akutpakken skal sikre, at a-kasserne og jobcenteret arbejder sammen og yder en ekstra indsats, så Emil Trankjær og mange andre dagpengemodtagere kan komme tilbage på arbejdsmarkedet og ikke ryger ud af systemet i det nye år.
Vi skriver et brev
Men det er langtfra de erfaringer, Emil Trankjær har haft med akutpakken. Torsdag måtte han således igen til telefonen og ringe til jobcenteret.
- Jeg kommer først igennem til en person, der siger, at jeg kan gå ind på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside og kigge på, hvad jeg kan få ud af akutpakken, forklarer Emil Trankjær om samtalen.
I aftalen om akutpakken står der ellers, at ' et jobberedskab skal stå klar til at hjælpe de ledige, som selv henvender sig, eller som sendes til jobcenteret af a-kassen'.
Emil Trankjær forklarer, at han under samtalen med jobcenteret holdt fast i, at han ikke bare vil gå ind på en hjemmeside, men ville have en konsulent. Efter et par minutters snak, lykkedes det ham at få lov til at blive stillet igennem til en konsulent.
- Konsulenten ved ikke helt, hvad hun præcis skal gøre, men hun ender med at sige, at jeg får et brev inden for en uge - og så vil jeg så blive indkaldt til et møde på et tidspunkt, siger Emil Trankjær og tilføjer:
- Det virker ikke særlig akut. Tiden går jo.
Ingen undskyldning
Forløbet møder kritik fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, og det er bestemt heller ikke en tilfreds beskæftigelsesborgmester i København, Anna Mee Allerslev ( R), der har ansvaret for jobcenteret.
- Kommunerne har skullet implementere akutpakken meget hurtigt, og der er nogle regler i akutpakken, der er indviklede. Men det er selvfølgelig ikke en undskyldning for, at der er sket en menneskelig fejl. Det retter vi selvfølgelig op på med det samme. For alle, der tager telefoner hos os, skal selvfølgelig kende akutpakken som det allervigtigste redskab, siger Anna Mee Allerslev til Ekstra Bladet.

Har du også haft problemer med Mette Frederiksens 'Kaputpakke' - enten som dagpengemodtager eller ansat i en a-kasse eller på et jobcenter? Tip os på sms på 1224 (almindelig telefontakst) eller på mail på bremer@eb.dk


I det hele taget fremgår det at ingen helt er klar over, hvad akutpakken gårt ud på og at "sorteper" bestandigt sendes videre. At Mette Frederiksen så i (næsten) samme åndedrag fremhæver jobrotationsordningen som et alternativ til AKUT-pakken virker jo dobbelt "politikersygeligt", når alle ved at hverken jobpraktik, løntilskud eller jobrotation medvirker til at opspare timer til en fornyet dagpengeperiode! Kun regulært arbejde på fuld tid kan give dig dagpengene igen, hvis du bliver arbejdsløs, og så spørger jeg:; "Hvem ønsker sig selv arbejdsløs på de vilkår?" - og jeg svarer gerne: Udelukkende dem der kan opnå fordele i forhold til pension, efterløn eller at forlade arbejdsmarkedet! selv jeg ville have større fordel af at spare op til min pension i stedet for at indbetale til efterlønsordningen, hvis ikke det lige var fordi jeg skulle bruge pengene først inden jeg kunne få kontanthjælp!
En syg lovgivning giver altid en syg måde at bruge (udnytte) den på.

Hvis problemet var at der var en masse der faldt for dagpengegrænsen pr. januar ville løsningen for alle ligge lige for. Omskriv ændringerne for dagpengereglerne. Før dem tilbage til inden Nyrup- regeringen og gå så i gang med at lave regler der er bedre for et samfund, hvor tingene åbenbart ikke følger en lineal! Giv dagpenge og arbejdsrettigheder til de abejdsløse, men giv også de arbejdsløse der ikke kommer ind i systemet en chance for at være tilknyttet arbejdsmarkedet. Endelig: Smid dem ud af arbejdsmarkedet, der ikke ønsker at være tilknyttet. Giv dem en borgerløn, nogle muligheder for at dyrke haver, bage kager, opfinde dræbersneglemaskiner, skyde løs som lommefilosoffer og være sig selv. Måske de vil ønske et lønarbejde, hvis de får lov til at være sig selv, indtil de ved hvad de ønsker.

Og check så lige hvad det koster ikke at tvangsaktivere arbejdsløse, og hvad det koster at internationale firmaer i begrænset eller ingen situation betaler skat i dette land. De arbejdsløse køber deres produkter - altså de internationales (jeg kan nævne Carlsberg og Nestlé og såmænd mange flere ...), de internationale betaler intet til de arbejdsløse!

Hermed er jeg nået tilbage til pakker og reformer. Alt hvad dette politiske vrøvl går ud på er at redde et kapitalistisk, liberalt, økonomisk, falleret system, uden at det skal gå ud over forbryderne.

Jeg har forlængst opgivet at få "pakker" til jul og fødselsdag. Og jeg ønsker ikke reformer, slet ikke når jeg skal være med til at betale hver gang.

Et lille øf oveni. EU er jo en del af hele dette cirkus, så jeg ønsker at jeg kan slippe ud af Unionen sammen med alle de venner jeg har, der er modstandere, derfor så jeg gerne alle dem der ønsker et frit arbejdsmarked og en bunden erhvervsøkonomi, overleve vægten af deres egen luftkasteller!