De kære børn

For et par  måneder siden skrev Ali Modarres i City Journal (if. Kristeligt dagblad) at det er en farlig udvikling at de hippe segmenter i storbyerne ikke får børn. Notitsen fra 15. august citerer oversat til dansk: "Historien viser at hurtige fald i fødselsraten - som i det antikke Rom, Venedig i det 17. århundrede eller Tokyo i dag - følges af erodering af kulturel og økonomiske vitalitet. Post-familiebyen appellerer kun til et særligt segment af befolkningen, der, uanset hvor velhavende det er, ikke kan sikre sin egen fremtid."
Grundlæggende betyder det vel bare at de mennesker (i byerne, men velsagtens også alle andre) der fravælger børn af forskellige årsager. er i gang med at grave deres egen og det omgivende samfunds grav.

Politik

Vi har jo hørt denne teori i 2020-polemikken i de seneste regeringer. Altså at der bliver flere ældre der skal passes og færre til at gøre det. Man kan vælge at sige at det jo er selvforskyldt og at samfundet kan betale sig fra det, der findes jo stadig masser af mennesker fra andre lande og andre miljøer der dels får børn og hvis børn gerne vil arbejde. Alligevel vælger politikere og økonomer at fokusere på det økonomiske og delvis på det sociale problem der kan opstå, trods det at de rigeste i verden og i byerne aldrig har været så rige og egoistiske som nu. Var det kun et spørgsmål om penge ville det ikke være noget stort problem at omfordele rigdommen. Selvfølgelig ville der være nogen der bare ville tage mod pengene og læne sig tilbage, men mit bud er at det ikke ville være en større procentandel end den der bare rager til sig (det Occupy Wall Street kalder 1%).
Nej det er slet ikke pengene der er det vigtige.

Kulturen

Der er som det også citeres en "erodering af den kulturelle vitalitet". Man kan tale om at kulturen, altså dyrkningen af det anderledes og det menneskelige stagnerer eller simpelthen begynder at vokse baglæns. Nu er kultur jo ikke bare opera, fodbold og malerier af statsministre, kultur er i vidt omfang den måde vi omgås, den måde vi giver og lærer af hinden på, alt hvad der ikke har kroner og øre hæftet på sig er den vigtigste kultur for et samfund. Ikke bare erfaring eller debat, heller ikke demokrati eller religion, nej det komplicerede fællesskab på tværs af økonomiske og sociale skel. Noget som vi også i Europa og Danmark er ved at udradere, uden at vide hvad der vil komme i stedet. Men en total satsning på økonomi vil sætte både Europa, Nordamerika og Kina tilbage og udslette det vi ynder at kalde civilisation. Bare for et par millioner ekstra på kontoen når vi er døde, i stedet for at fremme den kultur der står for skabelse og foranderlighed.  Et billede som Vincent van Gogh end ikke kunne få penge for er solgt for et millionbeløb, en tiøre fra 1959 eller et frimærke der er trykt forkert kan opnå en værdi langt over den værdi den skulle udgøre. Et samfund der skaber værdier i kraft af køb og salg vil jo på sigt arbejde på at gøre sig selv overflødigt, selv om det kan tage adskillige århundreder, men det er jo også det som Ali Modarres siger. Ikke at vi kan redde økonomien ved at få flere børn.

Byerne

Vi har skabt bysamfund. Dem der boede på landet er flyttet til byerne for at få arbejde og dermed indtægt, samtidig er mageligt rige der har en god indtægt ofte et hus på landet eller i udlandet, enkelte er endda så magelige at de simpelæthen flytter til udlandet, et sted hvor de kan leve af deres opsparing fordi de ikke skal betale så meget i skat.
Byerne bliver derfor til 2 segmenter (mindst) de velhavende som ikke bidrager til fremtiden med hverken børn eller kultur og borgerskabet og arbejderklassen der måske nok bidrager med et par børn (hvis de har råd) men ellers har mere travlt med enten at blive velhavende eller som må acceptere at det ikke var i deres lod, men kan lade ønsket og rigdom og socialt avancement gå videre til deres børn. Kulturen bliver langsomt til noget man har råd til, noget man kan tale om som man gjorde det i gamle dage om udsendelser i fjernsynet fordi der kun var en kanal.
Men den kreativitet der skal forny kulturen bliver dræbt fordi byerne er ved at vokse sig ud af sig selv, fordi børnene enten ikke bliver født eller har andre ting at tænke på end kreative evner. Som med kræftceller vil byerne og landene opleve at blive ædt op indefra, for nogle vil de gå lamgsomt og man kan sætte ind med forskellige kure og trække pinen i langdrag, for andre vil det hele falde sammen på en formiddag. Se for eksempel Detroit, en by der er gået fallit og hvis indbyggere end ikke kan overskue deres egen fremtid.

Børnene

Det vigtigste er dog at mange betragter børn som et problem eller i hvert tilfælde som noget der er i vejen for karrieren. Som om karriere er vigtigere end at deltage i samfundet på godt og ondt, at sikre kreativitet og vækst (ikke økonomisk) gennem at sætte børn i verden og skabe et samfund der gennem ændringer udvikler sig i stedet for at gå i stampe.
I dag skal børn lære at opføre sig, de skal kunne dansk og være dygtige til at regne. Viden og oplevelse er blevet til udenadslære og "kæft, trit og retning". Hvor vi skulle spotte det enkelte barns styrke er barnet blevet til en robot, der skal lære sine bevægelser af andre, frem for at finde sine egne måder at bevæge sig på.

Samfundet

Selv om jeg har citeret hele den notits der var i avisen, bør vi altså alligevel tænke over hvert enkelt ord der står i den. Mindre end 50 ord, hvor børn, økonomi og kultur nævnes i samme åndedrag som en kollaps af byerne, omtalt som erosion, antyder at den vestlige verden kan bryde sammen på baggrund af et fravalg af børn og dermed den nødvendige udvikling for fremtiden.
Som med kapitalismen er samfundet ikke usårligt, det kan falde sammen af flere årsager, men menneskelig grådighed og mangel på overblik er sandsynligvis det der i den sidste ende gør at andre samfund opstår og at de nuværende stormagter bryder sammen.
At børnene er det vigtigste element kan der ikke herske tvivl om i mine øjne, men samtidig skal børnene have den frihed til at vokse op og blive selvstændige, kreative mennesker der kan føre vores byer og vores samfund videre. Så vil jeg være ligeglad med om de er indvandrere eller om deres forældre er forankrede danskere der ikke kan se noget formål med andet end at tjene penge og klatre op ad rangstigen.

Det er ikke forældrene der udgør fremtiden, det er de børn vi burde få uden at de skal udgøre en økonomisk byrde eller et socialt problem.