Muren

Ikke fordi det er en rund fødselsdag, eller i dette tilfælde kan man vel kalde det dødsdag? Men i dag er det 24 år siden at Berlinmuren blev åbnet, præcis kl. 23:32 og præcis ved en fejltagelse. Der var faktisk forleden dag en fremragende udsendelse om hvor mange fejl der blev begået den dag i det der stadig hed Østtyskland. En udswendelse der fortalte at embedsmænd og vagter blev nødt til at tage beslutninger fordi politikerne havde travlt med deres eget liv og fordi de østtyske borgere lyttede til vestens radioprogrammer og så vestlige TV-stationer. Alt sammen noget som magteliten i landet simpelthen ikke var opmærksom på, fordi de troede at de havde styr på deres samfund. Det havde de bare ikke viste det sig.

Bornholmer Strasse

Det var her den første åbning af et check-point fandt sted. Jeg kan jo ikke lade være at tænke på forfatteren Martin Andersen Nexø og Ditte Menneskebarn eller andre eringsgsnoveller og romaner hvor Bornholm var nærværende. Jeg kan heller ikke lade være at tænke på at samme forfatter forfulgte sine idealer om et kommunistisk eller socialistisk samfund og flyttede til Østtyskland.
Folkemasserne ankom om aftenen og det de havde hørt i medierne viste sig ikke at svare til virkeligheden. Vagter og embedsmænd var stort set de eneste der ikke havde hørt nyhederne fra Vesten. I og for sig vel ikke sært, de blev jo nok dobbelttjekket eller mere, mens den almindelige borger jo ikke havde meget at tabe ved at lytte til radio eller TV fra Vesten.
Det var ikke nogen revolution i bogstavelig forstand, end ikke en revolte, det var bare en sammenstimling af en fandens masse mennesker, der gerne ville se hvordan der så ud på den anden side af muren. Og nogle vagter der ikke anede hvordan de skulle tackle problemet med denne menneskemasse, og derfor åbnede vejen til Vesten. Godt nok fik de stemplet passene, med det formål at dem der forlod Østtyskland ikke skulle kunne vende tilbage til deres hjem senere, men da nogle af dem der lige "smuttede" en tur til Vesttyskland havde efterladt deres sovende børn i hjemmet måtte der jo tages nogle beslutninger, så den evige forvisning fra Østberlin blev til en hjemrejse med et indtryk af hvordan livet formede sig i Vesten. Lidt ligesom at gå i Zoologisk have for at se giraffer og isbjørne.

Revolutionen der blev væk

Der er sidenhen og før lavet adskillige film om livet i Østtyskland og Østberlin (Angst essen seele auf, Berlin Alexanderplatz, Barbara, På den anden side og Goodbye Lenin og mange flere).
Østtyskland og Østberlin har jo siden muren blev opført i august 1961, på et tidspunkt hvor jeg var 2½ år gammel og hvor min yngste lillebror ikke var født, men kom til verden med en Cubakrise, som jeg kan have ham mistænkt for at være årsag til.
Den famøse mur bestod faktisk til kort tid før min datter blev født, hun blev undfanget inden, og måske er hun den egentlige årsag til at den faldt, WHO knows.
Det pudsige er bare at der ikke var hverken revolution eller modrevolution i Østtyskland. Der var bare en mur mindre i Berlin. Østtyskerne myldrede faktisk i større tal til Vesttyskland da muren vare der stadig, de måtte bare bagom, gennem Tjekkoslovakiet og Østrig. Der blev opført et mindesmærke for de 1067 ofre for muren, om der har været flere kan jo være svært at definere, men mon ikke nogle ofre aldrig nåede så tæt på muren at de kunne regnes med. Alligevel er de millioner der flygtede før muren og kort tid før den blev åbnet stadig i stort flertal.
Man kan strække sig så langt som til at sige at flygtningene udviste en tydelig civil ulydighed, men revolution lå stadig fjernt for borgerne i det østlige, som den jo også gjorde i det kapitalistiske Vesten.

Den kolde krig

Det mest politiske landskab der fandtes var det der i min barndom og ungdom blev kaldt "den kolde krig". Et indædt slagsmål på linje med vores gadekampe som børn. Det meste af tiden skældte vi bare nabokvarteret ud for ikke at være som os, men af og til truede vi dem rent fysisk. Den kolde krig var uden tvivl alvorlig og det kunne være gået gruelig galt, men atombomben var jo bare som en slangebøsse, den kunne virke truende. Sært nok har atomkraften vist sig at være langt farligere, selv om den betegnes som fredelig, mens atombomben som betegnelsen antyder er et våben ikke siden 1945 har været årsag til mange dødsfald. Der har selvfølgelig været prøvesprængninger, og jeg husker da Bikini-prøvesprængningen og de sovjetiske , underjordiske sprængninger, også Indien og Pakistan har været oppe at markere samt flere andre lande, men atombomber er ved at være hverdagskost, mens uraniumproduktion er anset for at være en trussel mod vesten.
Den kolde krig blev efterhånden en krig om hvem der måtte føre kold krig, ikke om hvem der skulle.
Det mest fatale er at de mange "fredelige" atomkraftværker faktisk har langt større ansvar på sig, både når vi taler om mennesker og miljøet som helhed, senest set med Fukushima.
Til gengæld er våbenkapløbet gjort til noget nær den største omsætning i moderne verdensøkonomi. Frankrig, Rusland, Kina og Amerika bruger langt flere kræfter på at sikre økonomisk omsætning, af olie, våben og narkotika end resten af verden gør tilsammen. Det kalder jeg for en kold krig, fordi den hele tiden forties, men så længe der ikke kan opnås enighed i et forum som UN er der jo nok en grund til det.

Mit liv med muren

Som sagt voksede jeg op med muren og nåede næsten at blive far til min datter inden muren faldt (rent teknisk var den ikke helt faldet da hun blev født). Som de fleste i min generation har jeg vænnet mig til at der var to sider af en sag, hvoraf den ene ikke stod til diskussion og den anden var forkert. Jeg blev ikke kommunist eller liberalist, tværtimod vænnede jeg mig til tanken om at der nok ikke var noget der var rigtigt, når nogle mennesker kunne leve efter regler som oprindeligt var forkerte set fra den ene eller anden side.
Muren betød sådan set bare at der ikke var et enkelt svar på de spørgsmål man, som også jeg, kunne stille. Der var som Bob Dylan sang et svar der blæste i vinden. Der var som Heinrich Böll skrev ikke et entydigt svar på hvorfor tyskere blev nazister. Jeg lærte nok at englænderne og amerikanerne var vores venner og at især tyskere var fjender af samfundet. Kommunisterne fra østlandene så vi jo ikke så meget til, men venstrefløjen i Danmark blev gennem 80'erne et problem, ikke mindst fordi der kunne skulle en sætning til før der blev dannet en ny fraktion. Den tid voksede jeg op i. Jeg var nok kritisk og havde mit politiske ståsted på venstrefløjen, men jeg havde ikke lyst til at diskutere sætninger eller ord, jeg havde lyst til et menneskeligt samfund, hvor sociale værdier var vigtigere end økonomiske. Det har jeg stadig, men gennem de seneste mange år er denne skelnen faktisk blevet til et politisk problem, især fordi alt kan gøres op i økonomiske principper - og bliver det.
Så muren er der stadig, den er stadig en skelnen mellem det sociale og det kapitalistiske samfund, og som med de østtyskere der aldrig gennemførte en revolution er også alle mennesker i Vesten blinde for at det kræver mere end at stå og vente på at broen mellem Øst- og Vestberlin åbnes. Det ændrer ikke på livsvilkårene i nævneværdig grad.

Verdenskrigen

Jeg har ikke selv oplevet krig på nært hold og håber selvfølgelig heller ikke at det sker. Men mine forældre har. De har oplevet soldater, naboer hvis børn døde i krig, de har oplevet afsavn og fattigdom.
Deres erfaring er primært, at det ikke skal ske igen, hvilket i et vist omfang berettiger at man fører krig meget langt væk, men også at de med alt hvad de har manglet har ret til at leve et godt liv som gamle. Sært nok har jeg på fornemmelsen at neutralitet, pensionsopsparing og samfundssind faktisk vil kunne give os alle et godt og positivt liv. Men desværre er omsætning og person- eller virksomhedsskat blevet vigtigere end mine forældres børns fremtid. De har jo knoklet deres røv i laser, så det er nok det deres børn skal gøre også.
Men mine forældre tog fejl da de fortalte mig at jeg med mine evner skulle tage en uddannelse inden for det offentlige. Det var ikke den rigtige beslutning da jeg blev voksen. Det kan godt være det var da de blev voksne, men måske skulle jeg have lyttet lidt mindre til de voksne og lidt mere til mig selv. Selvfølgelig kan jeg nu læne mig tilbage og delvist give mine forældre og andre studierådgivere skylden for at jeg ikke har en fed pension og et arbejde jeg kan lide.
Men det er bare som om deres råd og mine erfaringer er på hver sin side af en mur.

Eksistens

Mit liv er ikke defineret af en mur, det er defineret af en hel masse mure. Sort og hvidt, grønt græs på den anden side og penge som en nødvendighed. Jeg står hver dag op til et liv som jeg faktisk ikke aner hvorfor jeg har fået. Jeg gjorde alt det rigtige og jeg var social og lyttede, sikrede mig at jeg ikke gik i vejen eller gjorde noget forkert. Med andre ord levede jeg i al uskyldighed og forsøgte efter bedste evne at forstå min omverden. Indtil videre har jeg fået at vide at alt hvad jeg har lært er forkert, at min eksistens sådan set slet ikke er min, men nogle andres. Med andre ord er mit liv slet ikke mit.

Bag muren

Jeg lever bag en mur og finder mig i det, fordi jeg end ikke kan kommer over på den anden side og se hvordan der ser ud der. Ikke fordi jeg tror at det ser meget anderledes ud, men ...
Jeg lytter lige til Pink Floyd: The Wall for en sikkerheds skyld, så får jeg det nok ikke meget bedre, men jeg får bekræftet at muren stadig findes.

En mur er en mur er en mur. (der er ikke så mange roser)