torsdag, september 27, 2012

Lukkelov

Den dag min lillebroder fylder 50 år afskaffes den danske "lukkelov", det er jo stort set mange år siden loven påbød lukning, der var snarere tale om en patchwork-agtig lov, hvor forskellige mønstre og lapper var syet ind på et lagen.
Da jeg var barn husker jeg at butikkerne var lukkede mellem klokken 18 og klokken 10., der var åbent om lørdagen mellem 10 og 12 og søndag var der bare lukket! Men mælkemanden var ude at køre med mælk tidligt om morgenen, så alle der skulle have frisk mælk kunne nå at få den inden de skulle på arbejde, på linje med avisbudene, der også skulle sørge for at der var aviser til morgenbordet til at supplere Danmarks radios programmer og TV-udsendelser, med nyhedsudsendelser én gang dagligt kl. 19.30 og børneudsendelser (Ingrid og Lillebror) før spisetid.
Vi havde åbningstid, men en lukkelov. Med skiftende regler og love er der sket det at byer med havneadgang, senere byer beliggende i nærheden (som nærmeste handelssted i forhold til havne) ikke var omfattet af lukkeloven. Senere blev lukkeloven blødt op med mulighed for længere åbningstider, kun regulereet af et antal af timer der måtte være åbent sammenlagt i løbet af en uge!

reglerne om lukkeloven før og efter 1. oktober 2012 kan ses her de næste par dage! (vil jeg tro):
http://da.wikipedia.org/wiki/Lukkelov

Lukkeloven er altså et projekt, der går ud på at give detailhandelen mere åbningstid. Undskyld at give almindelige borgere i Danmark bedr muligheder for at planlægge deres indkøb, efter deres arbejdstider.

Her er for eksempel en aftale med HK:
Nå, den gider jeg ikke vise, for der står intet om det jeg vil sige noget om. men der findes en side om HK og lukkeloven på wikipedia, så må du finde den hvis du vil vide hvordan HK fungerer overordnet på det danske arbejdsmarked.

Det jeg gerne vil frem til er nemlig at der er så mange ting omkring lukkeloven, der intet har med sund fornuft at gøre.
Lad os tage tingene ovenfra og nedefter:
Lukkeloven gælder primært detailhandel - defremgår af lovens titel: Lov om detailsalg fra butikker m.v., lov nr 606 af 24.juni 2005.
At holde åbent i længere tid skulle teoretisk et skaffe mere arbejde, og dermed flere lønjobs. Sandheden er at langt de fleste af dem der ansættes/lønnes er billig arbejdskraft (i detailhandelen mestendels unge under 18 år der ikke arbejder efter nogen overenskomst!). Desværre er andre love medvirkende til at den mertid der skulle være på arbejdsmarkedet til flere timers ansættelse er optaget af 3 ting:
1: Arbejdspraktik for folk på kontanthjælp;
2: Arbejdsprøvning for mennesker på sygedagpenge
3: Supplement til SU for studerende
Det betyder som systemet nu er indrettet, at ingen ledige i praksis kan få et lønarbejde i detailhandelen.

Men en anden faktor som er totalt overset er at mange af dem der kunne tage et arbejde (hvis altså der overhovedet var løn for det) er en del enlige mødre (evt. enlige fædre).
For disse personers vedkommende er der ikke meget at gøre, fordi de er enlige og derfor kun kan arbejde, når der er åbent i daginstitutionerne, og vi taler her om allle daginstitutioner, fra dagpleje til folkeskole med SFO. Som forælder kan man ikke bare arbejde fra klokken 15 til klokken 22 og lade sit barn alene, det kunne if anden lov medføre at man bliver erklæret uansvarlig som forælder og i den sammenhæng medføre tvangsfjernelse af ens barn!
Blandt mine bekendte findes der enlige mødre, hvis børn kræver særligt opsyn eller særlig opmærksomhed. En af mine venner måtte flytte for at få den særlige opmærksomhed. Familien var koncentreret om Samsø, men kommunens varetagelse af dens ansvar var så dårlig at en fraflytning fra Samsø Kommune var den eneste mulighed for at komme i kontakt med arbejdsmarkedet! Min gode veninde, som jeg altid har haft et venligt, og aldrig personligt forhold til, måtte altså forlade den nærmeste familie og mulige pasningsmuligheder (når det passede i familiens arbejdsrytme) for at få en pasningsgaranti - eller i virkeligheden en garanti for at hendes søn blev passet og tilset af mennesker der kendte hans sygdom! Men selv med børn med traumatiske sygdomme gælder der regler. Derfor ikke noget job som kassedame lige med det samme. Og alt det andet arbejde er også afhængig af lav løn og tilpasning ...

Blandt mine bekendte findes også piger, der har et par børn og får dem passet mere eller mindre på det offentliges regning. Det sker trods det at pigerne skal arbejde på fuld tild, som butiksassistenter på kontanthjælp, men så længe de kan arbejde i daginstitutionernes åbningstid, er de faktisk gratis for butikkerne. Deres arbejde giver ikke andre mulighed for lønarbejde, tværtimod.
Arbejdsløse enlige mødre eller fædre er bundet af at kunne få deres børn passet, og det er der også nogle der kan, men vi kan ikke alle være begavet med forældre eller bedsteforældre som er de fødte pædagoger. Mange af vore forældre/bedsteforældre vælger at perkere ungerne/ungen foran TV eller DVD-afspiller, andre vælger at købe slik eller måske endda noget sundt (pære/banan) Men grundlæggende er valget at købe noget til barnet. Jeg ved helt sikkert at det ikke drejer sig om at slippe for ansvaret eller for at komme lettest over evt. problemer. Faktisk mener de fleste bedsteforældre det godt, det tager bare af og til grundigt fejl (JEG KAN IKKE LADE VÆRE: Faktisk mener de fleste politikere det godt, de tager bare af og til grundigt fejl!). Men vores samfund (såkaldt velfærdssamfund) kan ikke bare indføre en "åbningslov" som ikke tager hensyn til dem der skal holde åbent! OG jeg mener ikke virksomhederne, de kan jo bare sætte priserne op så de matcher omkostningerne! Eller lukke, hvis de ikke tjener penge. HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?

Men en lukkelov (egl. "åbningslov") skal aldrig være årsag til at ændre arbejdsvilkår, medmindre det er til det bedre! Som "ansat" på kontanthjælp (jeg siger det så ofte som jeg kan (og lidt oftere) får jeg 0 kr i timen, 0 kr i feriepengeopsparing og 0 kr i pension. Jeg må kun holde en måneds ferie og får ikke andet end kontanthjælp, mens jeg holder ferie. Jeg skal spørge om alt, gå til kontrolsamtaler om min jobsøgning, om at være i arbejdsprøvning, praktikordning eller praktik med løntilskud, jeg har 5forskellige ansatte hos kommunen der hver især skal tage sig af mine behov, alt efter om det har med arbejdssøgning, økonomi, arbejdsmarked eller jobsøgning og praktikantordning at gøre.

Summa summarum:
"Lukkeloven" skaffer ikke flere udsatte i arbejde, den skaffer ikke flere penge til samfundet, den får ikke i første omgang (flere arbejdere fra østlande eller andre EU-lande) i arbejde i Danmark. Den eneste virkning af den nye lukkelov er at vi får en klasse af unge løntrykkere, der kan supplere deres SU med ca 50-60 kr i timen!

Set med mine øjne ville det optimale være at ændringen af lukkeloven medførte en lovgivning der krævede at daginstitutioner og skoler (børnehaver, SFO'er etc) skulle have pligt til at holde åbent i samme tidsrum + ½ time før og efter lukkelovens "krav". Fagforeninger skulle have lov til at forhandle lønvilkår med staten og ...
Nå ja, staten handler jo bare, den forhandler ikke.

Jeg havde lige glemt at handel = penge, og når staten handler, så drejer det sig kun om penge!!!

Men at tvinge mennesker til at arbejde for at få penge til sig selv og deres børn, uden at respektere de vilkår de lever under, og derfor hjælp dem, går over min forstand"

ET MENNESKE BLIVER IKKE ET BEDRE MENNESKE AF AT VÆRE TVUNGET TIL AT VÆRE DET!

onsdag, september 26, 2012

Alvorligt

"Den som tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt
- har fattet begge dele dårligt" (GRUK af Piet Hein)

Jeg mødte til mit gratis arbejde i morges, lidt tidligt, fordi det også er ugebladsdag onsdag! (Mandag, onsdag og torsdag), og som kassedame sætter jeg aviser og ugeblade op.
Jeg undrede mig over at vi åbenbart skulle skifte vores cigaretautomater ud, i hvert fald var de afmonterede. Der var hektisk snak blandt Nettos medarbejdere, og jeg fik først min kasse et par minutter efter åbningstid. Det viste sig at der havde været indbrud. Jeg fik det bare først at vide, da en af de andre ansatte mødte.
Fort at gøre den del af historien kort måtte jeg åbne butikken, stille ugeblade frem, rense kassernes rullebånd for de sidste glasskår og feje og vaske gulvet så folk ikke skar sig på glasskår (Det skal siges at det grove rengøringsarbejde foregik før åbningstid - så det var bare for at undgå at kunder skar sig, at den finere rengøring skulle finde sted).
Jeg har samtidig så megen erfaring at jeg kan hjælpe med at oplære en ny ung medarbejder (under 18 år) til at være assistent i butikken. Altså skal jeg i princippet rydde op efter en indbrudstyv og samtidig være med til at uddanne en ung mand til at tage det arbejde jeg kunne passe. men OK jeg får jo heller ingen løn nu.
I dag har jeg altså: gjort rent efter en indbrudstyv, hjulpet en ung mand i gang med at lære at være kassedame, samt sikret at butikkens lønnede medarbejdere alligevel, trods indbrud, kunne føre butikken videre (endda i et sådant omfang, at det stort set kun var rygere der opfattede at der ikke kunne sælges cigaretter i butikken).

Jeg kan jo principielt være ligeglad. jeg får ikke løn for mit arbejde, jeg får almisser af staten og skal til gengæld tage arbejde fra mennesker der kunne have levet af det samme arbejde.
Jeg kan også være ligeglad med indbrudstyven, det er jo ikke mine penge - det er end ikke min investering, og tyven blev taget - fordi en beboer i kvarteret ringede til politiet, som rykkede ud straks.
Jeg kan også være ligeglad, med den unge fyr der er ved at blive oplært til at være butiksassistent i ca 2 år, for han har ikke noget arbejde når han bliver 18, så er han for dyr.
Jeg kan endda være ligeglad med dem der ikke kunne købe cigaretter hos os i dag på grund af det hærværk tyven havde lavet.
Men jeg kan ikke være ligeglad med, at det skide indbrud har påvirket mig hele dagen, og at jeg arbejdede 2 timer med hovedpine og lettere feber.

Ganske kort vil jeg selvfølgelig sige at jeg har haft det skidt fordi noget sådant har påvirket mig alt for kraftigt. Det er ikke sjovt at komme på en arbejdsplads, hvor det eneste man har af garanti er kommunens betaling af arbejdsforsikring. Ingen ferieopsparing, ingen pensionsopsparing. Kun kommunal forsikring. Og for mig er enhver forsikring et spørgsmål om jeg nogensinde ser pengene? Også med efterløns- og arbejdsløshedsforsikring. Så hvis jeg skulle blive udsat for et overfald - ville jeg ikke vide, hvad jeg ville gøre. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, men ikke hvad der vil ske i situationen. Og hvordan vil min reaktion påvirke de mennesker der trods alt har et udkomme af at møde på arbejde?

Indbrudstyven har sandsynligvis lisså mange penege eller måske endda flere end jeg har. Jeg kan ikke helt finde ud af forskellen mellem førtidspension, efterløn, pension og kontanthjælp. Men mener at kontanthjælp er det tredje dårligste (efter SU og start5hjælp til unge på kontanthjælp). Altså må tyven have lisså mange penge som jeg har eller flere, uden at gå på arbejde er det vel et spørgsmål om misbrug eller at skylde penge væk. Det med at skylde penge væk til visse mennesker kan få folk til at begå desperate ting, men det gør det ikke lettere at leve med. Jeg har i dele af mit liv mødt narkomaner, kriminelle eller hutlere, der har lånt penge på de tåbelige lånevilkår der findes både privat og på f.eks. mobil-sms. Jeg skylder masser af penge væk, men det er udelukkende lovgivningen der er årsag til det: Jeg kunne med dagpenge betale enhver sit, men da jeg mistede dagpengene og skulle bruge min pensionsopsparing inden jeg igen kunne modtage kontanthjælp. knækkede filmen. Jeg forsøgte desperat at finde arbejde så jeg kunne undgå at hæve mine pensionspenge, men den gik ikke. Der var intet arbejde. Efter et år havde jeg brugt min families og mine venners penge, samt undladt at betale husleje, vand og el, samt nogle abonnementer på tidsskrifter. Efter at have hævet min pension skylder jeg stadig (efter posten i dag) ca. 35.000 (jeg tror nok at det jeg har i gæld før inkasso er omkring 18.000 kr.).
Men indbrudstyven har altså følt at der var en mulighed for at skaffe penge ved at bryde ind i Netto.
Politiet udtaler at det er en "gammel kending", og det tvivler jeg ikke på. Ingen planlægning og ingen plan-B. En nabo i boligblokkene i nærheden hørte lyden af knust glas og ringede til politiet, alarmen i butikken brød samtidig ud, og det betød at politiet var på stedet straks.

Spørgsmålet er nu, om de skattelettelser folketinget indfører og de samtidige forøgede byrder til de lavtlønnede og folk på overførselsindkomster kan få kriminelle til at være mindre kriminelle. Om straf for kriminalitet kan få folk der mangler penge og mulighed for at skaffe/tjene dem kan få dem til at holde op med at gøre psykisk ondt på folk som de er mest!
Bare en strøtanke herfra.- Især set i lyset af at et ALDI-marked ca en halv kilometer fra Netto også blev udsat for tyveri samme nat.

Man kan så tale om, at min reaktion var årsag til at jeg fungerede dårligt i kassen, man kan også spekulere på om det er alvorligt at vi kom helt forkert i gang i butikken. Man kan sågar spekulere på om det er alvorligt at jeg ikke vidste hvad jeg kunne melde ud offentligt. Jeg havde en rigtig dårlig dag på arbejdet, og den holdt hele dagen!

Men under alle omstændigheder er det alvorligt, at vore medmennesker pludselig har færre penge mellem hænderne, for det er og har altid været dem, der bruger penge. Alle teorier om at de højstlønnede er med til at skaffe omsætning på arbejdsmarkedet er notorisk vrøvl. Der findes end ikke én undersøgelse der viser at "skatteunddragelse" er med til at øge nogen omsætning (dertil kommer at højrefløjen og venstrefløjen) er modstander af "sorte penge" - - hvilket det kan være svært at forstå efter de politiske udtalelser. At den "røde" regering har accepteret at kun højtlønnede mennesker skal have mulighed for skatteunddragelse er klart alvorligt. Der er bare det ved det, at vi som ikke er med i denne fordeling, har svært ved at støtte ideen. Nu skal jeg til København og starter med en samtale, derefter vil jeg stille mig op foran folketinget. Og jeg synes det er alvorligt at vi skal bindes til at arbejde uden at være ansatte.
Jeg kan jo ikke klandre Netto, men jeg kan synes det er for dårligt at lovgivningsmagten ikke tager højde for  at en medarbejder kan få det dårligt i forbindelse med en uforudset (indbrud i en Nettobutik sikrer at alle alarmer går i gang og at alle medarbejdere (også praktikanter) er mistænkte) -  - skal jeg klandre nogen vil jeg jeg klandre staten der tvinger kommunen til at aktivere mig i en Netto-butik, hvor jeg arbejder helt gratis, hvor Nettobutikken ansætter gratis arbejdskraft - vel at mærke uden at betale løn!
For mig er det alvorligt at jeg ikke kan gøre noget i forbndelse med de ting der sker, når jeg er på arbejde. Men skal møde til et møde om min fremtidige plan, og diskutere praktik- eller løntilskud - når jobcenteret allerede har lavet en aftale om begge dele. Mødet skal vare to timer. og jeg skal trods det at mine arbejdstimer er fuld tid - diskutere min arbejdstid og mine planer.

Jeg kan end ikke ifølge brevet fra jobcentret tage til jobsamtale - jeg skal møde på dagen!
Såfremt jeg kan se er jeg altså nødt til at sige nej til en jobsamtale på dagen, fordi jeg ikke må udeblive fra aftalen!

Det er selvfølgelig alvorligt - især at jeg ikke kan overholde mine aftaler - men det er jo ikke mere alvorligt, end at jeg er den der ikke kan tage det alvorligt, at det er dybt seriøst. Gå nu videre til jobcentret og find ud af, hvad der er gået galt. Det er alvorligt ...

søndag, september 23, 2012

Frihed

Et dejligt ord er det: frihed.
Professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, Hans-Jørgen Schanz, skriver godt nok i bogen (eller pamfletten) "Frihed" fra Aarhus Universitetsforlag, 2012, at begrebet egentlig ikke eksisterer, eller (citat): "Frihed er blevet en fetich, og det er faktisk for meget, for betydningen bliver upræcis: Historiens sammenhænge og forskelle drukner i tidens intense dyrkelse af fænomenet." (side 7, øverst).
Nå ja, så måske ikke så dejligt endda.
Den liberale frihed er vel stadig til at forstå? Frihed til at spise stegt flæsk og persillesovs, mens man håner de mennesker man gør alt for at udbytte. Det er vel frihed?
Den socialistiske frihed til at tænke anderledes, det er vel kernen af frihed?
Den individuelle frihed til at handle som man føler er rigtigt er vel den ultimative frihed?
Barnets frihed til at lære, den voksnes frihed til at handle og den syges frihed til at finde en måde at leve med sygdom på, den ældres frihed til at have aldersbestemte skavanker og den dødes frihed til vælge sit sidste "hvilested", er det ikke alle essentielle friheder i vores liv, vores samfund og vores omgangskreds?
Egentlig kunne jeg bare slutte denne blog her, ved at konstatere: "NEJ".

Vi foregøgler os en frihed. Men for at deltage i samfundet må vi bøje os for regler, som er udstukket af samfundet. Ganske vist i samarbejde med os, i og med at mange af vore bundne friheder er udstukket af politikere eller andre vi har givet formynderretigheder, men så er vi jo ikke længere frie.
Lad os betragte friheden som liberal: Friheden går ud på at jeg er det vigtigste i verden, en frihed, der giver mig ret til at handle som jeg ønsker, hvis det går ud over andre er det ikke mit problem, jeg har frihed til at handle. Men selv indenfor denne frihedsopfattelse er der indført regler. Man må ikke slå ihjel, man må ikke tage andre folks ejendom og man må ikke genere andre folk der spiller på samme bane (tyv tror hver mand stjæler, derfor er det forbudt at stjæle fra ligesindede). Friheden gælder altså kun for dem der følger spillereglerne for liberalisme, (al form for snyd og bedrag er tilladt, så længe det ikke kan afsløres eller hvis vi kan få ændret reglerne til vores fordel!).
Liberalisme er altså ikke frihed, det er blot et spørgsmål om at bestemme spillereglerne!

Men den socialistiske frihed så? Det er en frihed der er nøjagtig ligeså bindende som den liberale. Ikke mindst fordi den er opstået som et modstykke til liberalismen. Her binder man sig til at være forpligtet overfor samfundet og medborgere. Alle skal dele både sorger og glæder, arbejde og ledighed, primært efter hvad man kan byde på i forhold til samfundets behov, oprindelig fokuseret på arbejdskraft. Friheden består altså dels i at gøre det som man får besked på, dels at bidrage til samfundet!
Socialisme er altså heller ikke frihed, men blot et spørgsmål om at acceptere en fordeling af samfundsopgaverne.

Den individuelle frihed er altså løsningen?
NEJ! Individuel frihed betyder kun at alle kan gøre som de synes er rigtigt. Slå mennesker ihjel, begå voldtægt, tage livet af sig selv, gøre livet surt for andre eller blive narkoman - og alt mulig andet. Men frihed vil det jo aldrig blive. Pædofili er efterhånden afsløret som en form for omsorgssvigt, der kammer over i en sygelig trang. Andre former for misbrug kan man i dag føre tilbage til omsorgssvigt i barndommen, som vi sagde i min ungdom: "Det er samfundets skyld".
Individuel frihed vil altså med stor sandsynlighed medføre traumer, sygdomme eller død for omgivelserne. Ikke ligefrem noget der signalere frihed!

Som barn havde jeg forældre der arbejdede (begge to). Der fandtes ikke børnehave, dagpleje eller anden form for børnepasning, mine forældre var tilflyttere og altså var der ikke de normale kontakter til familie når børn skulle passes. Derfor er jeg opdraget af  en kleptoman og en ung pige i en form form for kommunal pleje, senere af min storesøster. Mine forældre blev skilt da jeg var 9 år gammel, (mine to yngre brødre var da hhv 8 og 5 år - men skilsmissen havde været et år undervejs, så vi havde vores mor på alenehånd, mens far gik på lærerkollegiet i København - hvorefter det var omvendt, så mor var på lærerkollegiet og vi havde vores far hjemme.
Jeg er sikker på, at både min far og mor ville os det bedste, og de havde også begge nogle teorier om børneopdragelse. Vi skulle gå i folkeskole, vi måtte ikke lære skolefag før andre, så der var ingen hjælp til at lære at læse og skrive, for den sags skyld regne. Vores frihed var altså at vi skulle være en del af samfundet på samfundets betingelser.
Med hensyn til at vi i vores opvækst læste meget (da vi havde lært at læse), skrev meget (da vi havde lært at skrive) og spillede musik (mest mine to brødre - jeg lyttede til gengæld til musik), da havde vi frie hænder. Jeg blev medlem af miljøorganistationen NOAH som 12-årig, var bogopsætter på biblioteket to år før jeg måtte (ungdomsarbejde). Jeg fulgte politiske debatter om EF og Atomkraft, og med barndommens og ungdommens indignation blev jeg modstander af disse tiltag om at indføre billig energi og at indføre overbygning på mit samfund.
Mine lærere i folkeskolen var faktisk tilhængere af begge dele, og gjorde hvad de kunne for at fortælle os, at det drejede sig om løsninger der var til fælles bedste. Jeg indhentede viden fra alternative organisationer (OVE: Oplysning om vedvarende energi; NOAH og Atomkraft Nej Tak - EF-modstanerbevægelsen fandt jeg også frem til, takket være voksne mennesker der respekterede min frihed til at tænke selv)

Lad mig fremhæve dem der har betydet noget for at jeg føler mig fri til at tænke - under ansvar:

Slagteridirektørens kone. Hun savnede et formål med livet, og derfor kunne hun passe sognebiblioteket, hun kunne se min længsel efter at læse og lære, så jeg fik lov til at passe "vasken" (der hvor udlånskortene blev sat når bøgerne var udlånt!). Jeg fik lov at sætte bøger op, og da jeg var fyldt 14, fik jeg endda en krone i timen for mit arbejde. Da havde jeg sat bøger op i 6 år, uden løn. (Skal lige tilføje, at der inden jeg fik penge altid var en bogopsætter, der fik løn, så jeg tog ikke arbejde fra nogen)

Brugsuddeleren, som troligt kom på biblioteket for at læse aviser. Den lokale avis først (Vestkysten), derefter Jyllandsposten, for afsluttende at studere Information. (Nu var vi tre drenge i min familie, der var på alder med de to piger og den dreng, som brugsuddeleren og hans kone havde, derfor kendte vi hinanden gennem legekammerater, selv om voksne ikke nødvendigvis var dem vi talte mest med, kendte de os jo godt). Jeg spurgte hvordan han kunne læse de aviser, når de var så forskellige i holdninger (det havde jeg jo fundet ud af at de var). Han sagde ganske enkelt: Hvis ikke man ser en sag fra flere sider kan man jo ikke vurdere den. Sådan havde han også gjort som uddeler i Brugsen.

Et ungt par der læste digte og spillede plader for mig, lyttede til mig og gav mig modstand. Jeg lærte Per højholt og Vagn Steen at kende.

Min idrætslærer, Ejgil Petersen (tror jeg han hed), som insisterede på at vi skulle vide hvordan demokratiet fungerede. Han var selv venstremand "om en hals", men han syntes vi skulle lære hvordan demokratiet fungerede, eller også følte han sig tvunget af lovgivningen på undervisningsområdet. Min oplevelse af ham var meget speciel, som gymnastiklærer gik han højt op i at vi alle fik vore succeshistorier, som samfundsfagslærer gik han op i at vi skulle lære hvordan han så på samfundet, og hvordan vores omgivende samfund (venstre og indremissionsk) så på EF og politik og atomkraft. Min daværende politiske modstander (læreren) skylder jeg så meget tak, simpelthen fordi jeg fik lov til at tænke selv. Han argumenterede imod, med bedreviden, men slog mig aldrig. Måske var det ham der ikke indstillede mig til at være moden til gymnasiet, men det fik ikke nogen indflydelse. Men det fik ikke nogen betydning.

Et ungt lærerpar (Merry Sunke og Jens Kjær Larsen), som i ungdomsskolen lærte os at lave film, at komme udover stepperne, som lærte mig at drikke te og lytte til progressiv musik (Spooky Tooth).

Min geografilærer på gymnasiet (Willy Matthis, mener jeg han hed). Han brød sig ikke om mig, fordi jeg altid havde noget alternativt at sige til alt hvad han sagde. Han gav mig konsekvent lave karakterer, men da jeg afleverede den første skriftlige opgave, gav han mig topkarakter, og sagde at han var imponeret over at jeg havde det i mig og at han var skuffet over at jeg ikke havde vist det.

Min klassekammerat fra gymnasiet og senere bofælle i et kollektiv i Aalborg (Torben Ballin). Vi havde diskussioner om overnaturlige ting, om religion, om politik og om euforiserende stoffer. Torben fik lidt højere karakter på gymnasiet end jeg gjorde, og kom direkte ind på biblioteksskolen i Aalborg, jeg kom først ind året efter. Han introducerede mig til flygtninge fra Chile og Palæstina, samt til grøn, rød og sort hash, han lærte mig at ryge det og derefter blev jeg ryger af alm. tobak, indtil jeg opgav tjald i 1983 (begyndte at ryge og dyrke i 1978) Smøgerne lagde jeg på hylden flere gange, seneste gang 2002 - nu røgfri i 10 år på nær et par måneder. Vi havde dog mange oplevelser, Torben og jeg, Musik, politik, kærlighed (han tog min kæreste - eller hun tog ham, og jeg havde lyst til at slå ham ned). Men at sige at han ikke har været med til at forme mig ville være løgn.

Så er der de traditionelle: Min far, min mor og min storesøster har alle et stort plads i mit hjerte, mine to yngre brødre og deres børn er vigtige i mit liv, fordi jeg aldrig fik lov til at være far for min datter. Min mors seneste ægtemands datter Kirsten og hendes søn, Simon, var min første kontakt med et liv udenfor mit barndomshjem. Jeg er dem evigt taknemmelig. Og de søskende jeg aldrig har haft fordi de blev bortadopterede, samt de søskende der aldrig blev min fars børn. Alle er mine søskende og jeg er taknemmelig for at være i familie med dem!

MEN TILBAGE TIL FRIHEDEN.
Der er jo ingen frihed i at være enig eller uenig med andre. Alle de ting jeg har nævnt er altså blot en form for frihed til at tænke selv og tage de klø, der evt kommer som følge af ikke at følge strømmen. Min frihed består altså i at jeg har foretaget et valg, som ikke nødvendigvis var det valg andre ville have mig til at tage, med de følger, der evt var af at vølge.

Jeg har det godt med de ting jeg har lært, jeg har det fint med de valg jeg har foretaget, men jeg har det skidt med at andre synes vi skal vælge en form for frihed, der ikke findes. Liberalisme eller socialisme er for mig kun et valg mellem to onder - og der er jeg socialist - men frihed er retten til at handle uden at få udstukket spilleregler.
Selvfølgelig skal man være sikker på, at man ikke ved at føre sine frihedsrettigheder ud i livet, foretager noget, der gør ondt på andre. Frihedens største gave er jo at dele den med andre, ikke at presse den ned over hovedet på dem!

fredag, september 21, 2012

Når man skal ...

Jeg har altid lært at det er vigtigt at skifte sit tøj oftest muligt. Undertøj, sokker og det tøj andre kan se. Simpelthen fordi det ydre tøj bør være rent - måske fordi mine forældre voksede op under krigen skulle vi se pæne ud på overfladen. Men undertøj og sokker. Jo, jo. Hvis vi skulle komme ud for en ulykke ville det være pinligt med "bremsestreger" i undertøjet eller at sokkerne var "sure".
Rene linjer kan man kalde det.
Da jeg flyttede hjemmefra lærte jeg så noget andet af mine forældre,. de havde nemlig lært det under krigen. Lad være at bruge flere penge end du har, og sørg for at svare enhver sit. En lærdom, jeg har klaret mig med meget længe, faktisk siden jeg afsluttede min uddannelse i 1982. Hvis ikke en skrantende økonomi i 80 havde gjort det muligt for regeringen VCR at afskaffe statslige studielån - og i stedet lovgive om statsgaranterede studielån, havde jeg nok klaret skærene. Min søster lånte til 2%, men da jeg begyndte (og da mine andre to søskende begyndte) var renterne i nærheden af 20% stigende til mere end 30% efter endt studietid. Den nød kunne jeg ikke knække, men jeg lovede mig selv, at den dag staten eftergav mig min studiegæld ville jeg tage et hvilket som helst arbejde til hvilken som helst løn - efter overenskomst. Jeg nævnte specifikt muligheden for at blive kassedame i Netto.
Og for skiftende regeringer af forskellige farver er det lykkes at køre en veluddannet medborger, som har kostet samfundet ca 65.000 kr over 5 år i studielån, men omkring 1/4 mio kroner i statsgaranterede renter (udelukkende til fordel for banken, der iøvrigt kun havde en lånetype der var dyrere end studielån, nemlig "forbrugslån". Allerede dengang undrede det mig at et 100% garanteret lån kunne være til en højere rente end et huslån, et industrilån eller sågar et billån. Det fik mig til at mistro de skiftende regeringer der bakkede op om princippet, både VKR og VCQM  (1983-93) og S (1993-2002). Ingen ændrede på den tåbelige studielånsordning, som faktisk gjorde det modsatte af hvad den skulle have gjort, nemlig garantere unge fra dårlige kår en mulighed for at tage en uddannelse. Tværtimod viste det sig at unge fra gode kår kunne udnytte ordningen til at spekulere i høje renter, aktier og obligationer og dermed stå med flere penge end da de startede deres uddannelse, mens unge fra fattige kår måtte bruge pengene og betale de høje renter uden at få noget tilbage. Så meget for en liberalistisk tilgang til uddannelse. Den er kun til for dem der har! Det giver i hvert fald kun nogle få af de unge bedre chancer i uddannelsessystemet, end dem de havde i forvejen.

Men når man skal så er det os der kommer fra primitive kår der betaler tilbage, det er os der tager ansvaret, og det er os der trods al mangel på logik betaler hele gildet for dem der har pløjet sig igennem på selvtillid og tro på forskel mellem samfundsklasser.
Når man skal så skal man, og jeg skal altså på lokum engang imellem. Som alle andre mennesker er jeg født lige, hvad afføring angår (Hvis fattige mennesker var født uden røvhul ville lort være guld), men jeg har bare adskillige gange konstateret at ligheden kun når til en vis grænse.
I min familie er den ældste af mine søskende født 1950 og den yngste i 1973. Den ældste nåede at få arbejde efter endt uddannelse som lærer. Også min søster fra 1952 fik arbejde i kraft af erfaring under uddannelsen. Men så lukkede og slukkede den samme regering som havde indført statsgaranterede studielån for offentlig ansættelse (Det offentlige anættelsesstop betød at afgående arbejdskraft kunne erstattes en til en af ny arbejdskraft indenfor det offentlige (i praksis, pension eller dødsfald).  Dengang kunne man som offentlig ansat selv vælge om man ville gå på pension som 67-årig eller som 70-årig, og mange af mine ældre (og søde og rare) kolleger valgte at blive til de fyldte 70 på biblioteket (sikkert også fordi pensionen ikke var så høj som lønnen, men det talte vi jo ikke om).
Jeg var all-round bibliotekar, og der var to stillinger i Kolding hvor jeg var ansat mere end et år. Den ene var på børnebiblioteket, fordi den ledende bibliotekar fik en anden (måske bedre) stilling på et andet bibliotek, den anden skyldtes et tragisk uheld på en cykel, som medførte døden for en af mine kolleger. Men jeg skulle jo, og når man skal så skal man. Altså søgte jeg de to stillinger, dog uden at få dem. Misforstå mig ikke, jeg ville gerne have stillingerne og mine kolleger bakkede mig op, men valgte til sidst nogle der havde mere arbejdserfaring på netop de områder de skulle bruge, fremfor en med all-round erfaring!
Man kan også sige at mine papirer fra biblioteksskolen havde nogle underlige oplysninger: Jeg havde beskæftiget mig med popmusikkens økonomiske regler, med populærlitteraturens mekanismer og bogbussers berettigelse. Ikke specielt populære områder i biblioteksverdenen, men jeg ville ikke være som de fleste, jeg ville være mig og vide noget om det andre ikke vidste om, jeg ville lære noget der var anderledes, og det vil jeg stadig.Og når man skal, så skal man!
Trods det at jeg var direkte bange for at lave lokalradio blev jeg over en periode på ca. et halvt år overtalt til at prøve, og med hjælp fra andre frivillige blev jeg faktisk overbevist om, at jeg kunne. Hvorefter jeg gennem 4 år lavede lokalradio, efterfulgt af arbejdssøgning og undervisningstilbud. Da jeg i 1998 kom på kontanthjælp blev jeg af dagpengesystemet hjulpet til et job på samme lokalradio som jeg havde forladt fordi frivilligt arbejde ikke var tilladt på en kommerciel arbejdsplads. Ansættelsen på dagpengelignende vilkår SKULLE følges op af ansættelse med overenskomstmæssig løn i en tilsvarenede periode som løntilskudsperioden, på den måde optjente jeg endnu engang retten til dagpenge. Og så var der ikke flere penge på TV-stationen, som det i mellemtiden var blevet til.
Men da jeg skulle optjene retten til dagpenge var der kun en ting at gøre. Når man skal så skal man. Jeg tog jobbet, jeg havde nogle dejlige år med skiftevis arbejde og frivilligt arbejde. jeg lavde nogle rigtig gode udsendelser. Min chef  ville ikke acceptere at udsendelserne skulle være ensartede hvad tid og gæster, telefongæster eller lokale kommentatorer angik. Et program det tog en uge at lave - mest fordi jeg jo havde løbende småopgaver som at lave quiz og samtaleprogrammer, samt lige en time om overtro eller filosofi eller jul eller påske ... gav vanskeligheder. Programmet var oprindeligt på en time, men chefen var så begejstret at han ad to omgange udvidede det til 1 time og 15 minutter, inden han slog hovedet på sømmet med 1½ time. For ham var det vigtigt at sende kvalitetsradio, og når man skal, så skal man jo. Min indsats bragte mange tilskud fra kulturministeriet og mange af mine kolleger fik overenskomsttmæssig løn. Jeg fik nok løn til at kunne opretholde fuld dagpengeret, hvis jeg skulle blive fyret, og det vidste jeg jo godt at jeg ville blive når der ikke var flere penge. Så jeg havde det sådan med at opspare retten til dagpenge: Når man skal - så skal man. Og jeg skulle opspare retten til dagpenge, det var meget mere værd end at få 5000 mere om måneden og så blive fyret efter 5 måneder. Når man skal opspare rettigheder efter regler, så skal man!
Sidste gang jeg blev ansat på TV-stationen var vi 3 ansatte. Vi fik ikke løn til tiden - kun en undskyldning og at vi snarest muligt ville modtage pengene, jeg henviste til at jeg netop var kommet på kontanthjælp igen, men chefen skulle nok ordne det hurtigst muligt, vi skulle bare lige sende radio først, ellers ville vi ikke få penge fra kulturministeriet og fra vore sponsorer samt abonnenter.
Når man skal, skal man.

Min arbejdsplads skulle have penge og det krævede en indsats fra min side, jeg kunne bare ikke betale husleje eller andre udgifter, som for eksempel el, vand og tlf. Og når man skal, så skal man! Altså blev jeg sygemeldt og henvendte mig på jobcenteret. Jobcenteret var dog blevet træt af en person, der halvdelen af årene havde været på dagpenge, skulle aktiveres og jeg skal gi dig skal je'. Kontanthjælp i 6 måneder og derefter forbrug af egen opsparing (jeg havde 160.000 kr i ratepension.) Et år forsøgte jeg at finde arbejde, med økonomisk hjælp fra venner og familie, men så blev jeg nødt til at hæve min pensionsopsparing i "utide" og betale 60% i rente for at hæve i utide, trods det, at det var tvunget. Når man skal så skal man.

Nu er jeg så kommet i den situation, at jeg skal i arbejdspraktik ifølge lovgivningen. Trods det at jeg har været på arbejdsmarkedet, har fået løn, har en udmærket uddannelse og har arbejdet indenfor mange brancher, skal jeg stadig ifølge lovgivningen vise at jeg er i stand til at stå op om morgenen, at jeg er i stand til at udføre et stykke arbejde, og at jeg er i stand til at gøre hvad jeg får besked på. Når man skal - så skal man.

Nu har jeg bestemt at jeg vil protestere mod dette vanvid. Det gør jeg ved at tage til København på folketingets åbningsdag d. 2. oktober 2012 og protestere mod de mange tåbelige regler. Jeg må faktisk ikke, fordi jeg af uransaglige årsager er tvunget til at arbejde gratis for AP.Møller på fuld tid hver uge fra juni til december 2012. Men jeg kender en i København der gerne vil ansætte mig. Og når man skal til samtale, så skal man! Min bekendte har bare ikke råd til at ansætte mig, for staten giver ikke penge til den type ansættelser.
Når jeg står i København kunne jeg måske minde politikerne om, at staten skal sikre penge til anden type ansættelse end håndværk, for eksempel er det helt utroligt at skiftende regeringer accepterer at jeg arbejder for en af de største viksomhedeer i verden uden at virksomheden betaler løn, giver feriepenge eller pension!
Når man skal, så skal man. Men netop denne regel gælder åbenbart kun for mennesker der ingen penge har?

Nu er jeg kommet af med en masse lort, og nu skal jeg - på det lille hus.

Når man skal, så skal man!

søndag, september 16, 2012

Borgerløn

I øjeblikket findes der en del arbejdspladser, der udelukkende skal beskæftige arbejdsløse. De kommunalt ansatte i store kommuner udgør procentdele af alle kommunalt ansatte blot på jobcentre og økonomiforvaltninger. Deres lønninger kunne i stort omfang spares. Selvfølgelig skal der være offentlig hjælp til at komme på arbejdsmarkedet (både tilbage til det og ud på det for første gang), men meningsløs aktivering er alt andet lige en stor omkostning for et samfund der ikke har tid til andet end at redde penge.
For en del af den arbejdskraftreserve der i øjeblikket findes i Danmark ville en mere personorienteret og målrettet indsats fra det offentlige kunne bringe nogle få procent i arbejde, derfor anser jeg det for tåbeligt at man fortsætter en "alle for en"-politik. Dygtige og veluddannede medarbejdere kan ret hurtigt spotte hvem der kan hjælpes, hvem der har brug for anden støtte, hvem der kan klare sig selv og hvem der er hinsides hjælp.
En Borgerløn på det der svarer til understøttelsen (selvfølgelig pristalsreguleret) vil give langt mere fred til aktivering og til at skaffe folk i arbejde. Samtidig kan man afskaffe enhver form for aktivering, praktik og arbejdsprøvning, medmindre det er et ønske fra den arbejdsløse klient!


Selvfølgelig er det pengene de politikere vi har er bange for. Hvor skal de komme fra, hvordan kan vi sikre os at de er der og at folk vil arbejde? Hvordan kan vi konkurrere med lavtlønsområder og fattige lande?

Hvor skal pengene komme fra?
Omkostningerne til borgerløn kan passende betales ved højere skatteprocent til de højeste indtægter (fx. extra 0,3% pr tjent mio før skat - også gældende for virksomheder, brutto ikke netto), ved at lægge skat på pengetransaktioner, samt ved at afskaffe regnskabsmæssige overførsler til underskudsgivende forretninger i andre lande. Selv i USA har de problemer (meget større beløb end de danske) både med penge der er stuvet af vejen i skattely forskellige steder i verden og med multinationale firmaer der flytter rundt med penge så de ikke har overskud i noget land overhovedet, medmindre de ikke skal betale skat i det land. Endvidere kunne man lægge en skat på 6% på al mekanisering af virksomheder (robotter mm). De ledige kan støtte samfundet ved at købe varer og ved at have et forbrug, et arbejdsmarked med stor ledighed må selv finde ud af at øge produktion og omsætning hvis det er vejen frem. Endelig kunne man afskaffe enhver form for skattefrihed for udlændinge der arbejder i Danmark, også den hvor den arbejdende forsørger sin familie i udlandet (hvis den stadig eksisterer?). I videst muligt omfang skal privatiseringer af banker, kommunikation, transport, forsikringer og sygehusvæsen afskaffes. derudover ordninger så det kan betale sig at arbejde med borgerløn. Fagforeninger vil alene kunne klare arbejdskraftreservens ønske om at komme i arbejde og A-kasser vil være overflødige!

Og så tror jeg endda der bliver råd til kirkeskat og licens.
Omsætningen skal altså i større omfang blive i Danmark for at danskerne selv får gavn er produktionen og eksport import. Det opnår vi ikke ved at indføre flere eller færre afgifter, det opnår vi kun ved at have købekraftige medmennesker i alle samfundsklasser, og bonus kunne være at samfundsklasserne ikke stod sålangt fra hinanden som nu, hvor de rigeste er kede af at deres dyrt indkøbte ejendom ikke er så meget værd som da den blev købt, mens andre husejere må låne til høje renter i håbet om at komme i arbejde og kunne betale terminerne igen. Atter andre ejer intet og får intet andet end prædikatet doven, fordi de ikke engang har råd til reelt at søge et arbejde på grund af kronisk insolvens!


Hvordan kan vi sikre os at pengene er der?
Det er det letteste spørgsmål af dem alle. Vi skal sikre os at pengene udgør en værdi. Det sker bedst ved ikke at pumpe økonomien kunstigt op, ved at regulere jord- og huspriser samt at beskatte investeringer, for eksempel således at en investering i aktier eller pengeoptioner havde en øvre procentgrænse for værdiforøgelse.
Endelig er det jo klart at pengene kun er der hvis de ikke flyttes i skattely eller tages med ud af landet i forbindelse med flytning til andre EU-lande, eller andre lande i det hele taget. Penge omsat i Danmark må primært skulle tilhøre fællesskabet.
Jeg ser dag på dag at de mennesker der har færrest penge i dagens Danmark bruger størstedelen af deres indtægt (om løn eller overførselsindkomst) i deres nærområde, altså vil det være en fordel at den mindst købedygtige del af befolkningen får rådighed over (lidt) flere penge.
Nogle er jo så overbevist om at arbejdsgivere og investorer ikke gider investere deres virksomhed eller investeringer i Danmark, men vil flytte til andre lande. Det er også helt fint med mig at de gør det. Hvis der skal fremstilles kærnemælk, brødkorn eller kartofler skal der nok være nogen der gør det. Papirvarer, plæneklippere og pasta skal vi nok selv kunne klare - etc. Men alle de dovne investorer der ikke gider arbejde og bare nasser på samfundet kommer vi af med! For mig at se et meget mere sundt økonomisk samfund, der endda giver os mulighed for på sigt at diskutere ejendomsretten.

Kan vi sikre os at folk på borgerløn vil i arbejde?
For mig at se er det soleklart at det kan vi. Der vil muligvis altid være nogle enegængere eller socialt udsatte (muligvis folk der har været udsat for psykisk eller fysisk misbrug mm.). Men størstedelen af de mennesker der ikke er i arbejde på et givent tidspunkt vil ønske et arbejde og at tjene lidt mere. Guleroden skal selvfølgelig være at man ikke skal betale borgerlønnen tilbage, her kunne fagforeninger og den danske model fint træde i karakter som en fortsættelse af flexicurity. Alle får borgerløn, men timelønnen ændres således at løn og borgerløn giver det samme som de nuværende overenskomster.
Højtlønnede modtager tilsvarende borgerløn og deres ansættelsesvilkår godkendes efter gældende regler udstukket af et borgerligt ombud. Det kan godt være at Dyremose og bankhajerne flygter fra landet fordi der vil være øvre grænser for deres indtægter, men der vil altid være nogle til at tage over. Det kan godt være de ikke er så dygtige til at tjene penge, men så er de nok til gengæld ærlige! Jeg kan stadig undre mig over at en bankdirektør der er medvirkende årsag til et bankkrak får mere i årsløn plus bonus end jeg her tjent hele mit 55-årige liv!
En anden grund til at folk vil arbejde fremfor at være på borgerløn (altså de fleste) er at man i langt højere grad bliver en del af samfundet når man har arbejde. Man kan selvfølgelig argumentere imod ved at sige at folk der er på borgerløn får langt bedre tid til at opbygge et netværk gennem frivilligt arbejde på egne vilkår. Og det tror jeg på. For nuværende er jeg på kursus efter kursus tudet ørerne fulde af netværkers nødvendighed og ikke mindst vigtighed. Hvad har jeg gjort, og hvad har de andre kursister gjort? Vi har drønet rundt som en skoldet skid for ikke at blive straffet, måske har nogle af rygerne fortalt lidt om børn og børnebørn eller deres tidligere arbejde. Men for mit vedkommende har det været kontrolleret arbejdsøgning. Altså find noget at søge, fortæl du vil søge det og afsted med dig!
En sidste grund til at arbejde fremfor at få borgerløn er at mange mennesker faktisk er godt tilfredse med at have noget at stå op til, kolleger at møde og tilfredsheden ved at gøre en forskel.
Derfor vil borgerløn belaste samfundet i forbindelse med nedgangstider, men udgøre en kæmpeværdi i opgangstider, fordi det ikke er psykisk nedslidte, folk med mindreværd eller mennesker der har været totalt på afstand af arbejdsmarkedet i mange år, der står til rådighed som arbejdskraft.

Hvordan kan vi konkurrere?
Det er så let som at klø sig i nakken at konkurrere. Man skal bare være dygtigere end de andre. BRIC-landene konkurrere på ét eneste parameter: lønomkostninger.
I Danmark er der adskillige arbejdspladser der er flyttet ud af landet til områder med billigere arbejdskraft og/eller billigere skat.
De er så småt ved at vende tilbage, desværre kan vi ikke tilbyde det vi kunne før: veluddannet og effektiv arbejdskraft.
Årsagen er at uddannelsessystemet i årtier har været ramt af Erhard Jacobsen-effekten: At pædagoger og lærere var venstreorienterede og derfor skulle stækkes i deres muligheder for at oplære og uddanne vores fælles grundstof, børnene. Hvad vi fik ud af denne tåbelighed var at børn ikke måtte lære noget, fordi der kunne være politiske undertoner. I stedet blev vores unger røvforkælede fik ikke ansvar for noget som helst og valgte at blive politikere eller deltage i reality shows.
Derfor. Hvis vi skal konkurrere må vi hurtigst muligt få uddannelsesvæsenet, fra børnehave til universitet på skinnerne igen. Det er vores vigtigste råstof.

Og med et velfungerende land vil der ikke længere være hjerneflugt! At leve i et trygt og socialt sikkert land vil for mange af de læger, professorer og andre højtlønnede, der i øjeblikket søger bedre lønnede lande og områder, gøre at Danmark igen vil være attrået. Hvis de flytter efter pengene vil jeg bare endnu engang sige: "Flyt", men kom ikke her og bed om asyl når du selv blir klemt!

Som en lille tilføjelse har jeg ikke nævnt flygtninge og indvandrere i denne klumme. Men for mig at se vil de have meget lettere ved at blive og være danskere med en politik der tilgodeser alle der støtter samfundet! Jeg kender mange, der er glade for de muligheder der er i Danmark, men jeg kender også nogle der siger: "Fuck you". Til de første skal der lyde en tak fordi jeg har fundet ud af at vi kan være menneskelige i Danmark, til de sidste skal der lyde en tak fordi jeg ser at vi kan gøre det bedre ...

onsdag, september 12, 2012

Venstrefløjens rod

Kandidat til formandsposten i SF, Astrid Krag, er klar i mælet:
"Men I er blevet kritiseret for at ligne Socialdemokraterne for meget, og at jeres profil er blevet udvisket. Hvordan skal det så blive klarere end i dag?
»Det skal det blive ved, at vi stiller os frem og fortæller, hvad vi kæmper for. Vi skal tage folks problemer i hverdagen alvorligt: At så mange står uden job. At så mange unge ikke får sig en uddannelse. At vi faktisk har en klimakrise, vi bliver nødt til at levere nogle svar på. Og det skal vi gøre tydeligt«, mener Astrid Krag. " (Politiken 12.09.2012).

Dette bliver en kort kommentar til venstrefløjens uheldige situation.
Jeg har altid ment at socialdemokraterne har haft en pragmatisk tilgang til regeringsmagten i Danmark, derfor var jeg allerede som 13-årig før afstemningen om indlemmeldse i i EF i 1972 mere sporet ind på  Socialistisk Folkeparti (opstået 12 år før), et parti der var for mennesket og imod bureaukrati. Dengang havde vi stadig et velfungerende og nødvendigt postvæsen, et statsligt støttet telefonvæsen og en offentlig transport samt flere købmænd, slagtere og bagere, et mejeriudsalg, i det hele taget specialforretninger i de fleste danske landsbyer. Også i Ansager, hvor jeg voksede op, hvor iøvrigt slagteriet var den største arbejdsplads, og landbruget var det øvrige omdrejningspunkt. Kommunen og Folke- og Realskolen bidrog også med arbejdskraft, men ikke noget mærkbart i lokalsamfundet. Måske også fordi man havde respekt for skolelærere, læger og andre offentligt ansatte myndigheder.
Min opfattelse af myndigheder fik dog et stort knæk, da Jens Otto Krags folketing med stort flertal knægtede befolkningens tvivl på projektet EF, og åbenlyst blev finansieret når det drejede sig om at reklamere for DET EUROPÆISK FÆLLESMARKED. Skræmmekampagner blev fulgt af politiske opfordringer til at tænke på fremtiden. Og vores spørgsmål om hvilken fremtid vi kunne få uden EF blev vendt mod os, fremtiden uden EF ville skabe økonomisk kaos, prisstigninger og arbejdsløshed.
Et nyt parti, kaldet Venstresocialisterne var opstået få år før, og som 15-årig så jeg en vej for fremtiden. Dengang var jeg fanatisk antiryger, medlem af NOAH og sikker på at vi alle skulle være med til at redde verden med vores egen indsats. Jeg blev med andre ord venstreorienteret.
Sluthalvfjerdserne og begyndelsen af firaserne bød på skiftende regeringer og skiftende regeringspartnere. Der opstod i kølvandet på Socialistisk Folkepartis indlemmelse i regeringen i 1969 og splittelsen til VS en masse socialistiske partier, der politisk tog udgangspunkt i forskellige venstreorienterede regeringer, diktaturer og despotier. Rusland, Korea, Kina, Cuba, Chile, Vietnam, Jugoslavien og Makedonien m.fl.  blev forbilleder for et venstreorienteret håb om en ny form for demokrati, og for alle disse forbilleder opstod der partier, hvilket ikke bare splittede venstrefløjen, men skabte intern splid. Vi var med andre ord KAP'er, SAP'er, KFML'er, etc, samt VS'er eller SF'er. De dogmatiske og ikke progressive var jo VS og SF. Men venstrefløjen kunne ikke magte at bruge splittelsen til at samle vælgerne. Som følger heraf opstod Enhedslisten i 1989, som en samling af Socialistisk Arbejder Parti, VS og Danmarks Kommunistiske Parti. Ved et af de kommende folketingsvalg blev en upolitisk person for første gang valgt ind som løsgænger, nemlig Jacob Haugaard i 1994. For mig at se en protest imod en politik som ingen kunne se noget formål med.
Nu har vi så opnået en situation der er modsætning til 80'erne og 90'erne. Renterne har aldrig været lavere og omkostningerne ved at leve har aldrig været højere. Investorer får intet ud af deres investeringer (jeg kan personligt afkræfte denne teori, da jeg for 6 år siden købte bankaktier, som  nu er næsten det tredobbelte værd), politikere må tage beslutninger med hernblik på fremtiden ud fra vurderinger af fremtidens behov. (Da jeg påbegyndte min uddánnelse i sluthalvfjerdserne var det på baggrund af vurderinger om fremtidens arbnejdsmarked - alle vurderinger var forkerte - og jeg har ikke siden set nogen politiske vurderinger der har fået ret, kun Nyrup-Lykketoft regeringens "få lidt-betal meget" politik i slutningen af forrige århundrede). For mig er det stadig sært at høre at vi har en krise. Som låntaget koster det stadig m,ere end 20% p.a. i en bank at låne penge, som pengeindskyder skal du have en beskrivelig formue for overhovedet at modtage indlånsrenter! Da jeg gik i skole blev denne difference betegnet som ÅGER, men skiftende regeringer har intet gjort, bortset fra at give den ene bankpakke efter den anden. Men mine overtræk løber der stadigvæk kæmperenter på, med skiftende regeringers velsignelse.Og bankdirektører får superstore lønforhøjelser og fede bonuschecks. Og nu har vi fået en regering der end ikke kender til landets borgeres situation, men udelukkende forsøger at løse en økonomisk krise ved at fratage fundamentet de økonomiske vilkår, der har skabt et unikt samfund! At tage penge fra de fattige for at give til de rige.
Jeg tror at alle politikere som grundpensum skulle læse "Robin Hood" bare så de kunne lære grundlæggende hvad "de rige" og "de fattige" ikke har til fælles. Selv i den fiktive historie om den fredløse adelsmand er den største forskel mellem dem der er med og dem der er imod, at dem der er  rige er få, mens de fattige er mange! Vi kan også lære at de mange fattige er så bange for at miste deres tryghed at de bøjer sig for vilkår der svarer til "dummebøder" fra deres regering, både i middelalderen og i dag.
Hermed tilbage til Astrid Kragh og hendes udtalelse om, at  »Det skal det blive ved, at vi stiller os frem og fortæller, hvad vi kæmper for. Vi skal tage folks problemer i hverdagen alvorligt: At så mange står uden job. At så mange unge ikke får sig en uddannelse. At vi faktisk har en klimakrise, vi bliver nødt til at levere nogle svar på. Og det skal vi gøre tydeligt«,
Jeg har gennem de seneste år med skiftende regeringer hørt "forklaringer" og jeg har tilsvarende hørt "svar" fra både VK og RSSF mindretalsregeringer.
HVAD KÆMPER I FOR - og VIL I BARE LEVERE SVAR?
Jeg ser gerne en målrettet handling fra politisk hold, som tager fat i det største problem i øjeblikket_ En enorm arbejdskraftreserve - og en enorm udnyttelse af arbejdskraftreserven til fordel for de virksomheder der i forvejen betaler mindst i skat.
Om formanden for SF skal have et hageparti der fylder halvdelen af ansigtet er ikke mit problem, men måske skal frk. Krag tænke over hvad hun vil og hvilke måder man udelukker medmennesker på (udseende, hudfarve, tørklæde, sprog ...)

søndag, september 09, 2012

"En doven skid"

Nu skal vi så have diskussionen igen. Folk på kontanthjælp kræver bare, de gider ikke lave noget til gengæld. Mentalhygiejnisk ordfører for Nihilistisk Folkeparti, Robert Nielsen, har fået sine 15 minutter, og alle partier i folketinget råber vagt i gevær.
Men Samtidig hører vi om en 58 årig grafisk designer der er sendt ud at samle skrald og rense strand på Fanø.

Nu må jeg i sandhedens interesse sige at jeg synes diskussionen om hvad arbejdsløse skal og ikke skal, må og ikke må, forlængst er gået over gevind. Da jeg i begyndelsen af 90'erne kom til Samsø som arbejdsløs måtte jeg ikke lave frivilligt arbejde, fordi det var et potentielt lønarbejde. Altså skulle jeg gå derhjemme og søge arbejde, samt selvfølgelig uopfordret opsøge lokale arbejdspladser. Der blev lavet ordninger som skulle bringe arbejdsløse ud på markedet igen, et 3- eller 6-måneders ophold på dagpenge i en virksomhed skulle (og det var svært for virksomheden at løbe fra) udmønte sig i en tilsvarende periode i lønarbejde.
Med Radikal påståelighed er denne nogenlunde løsning for begge parter nu blevet til arbejdstvang for den ledige.
Samtidig er hele omdrejningspunktet for aktivering blevet flyttet fra en human handling der skal sikre tilknytningen til arbejdsmarkedet, til en økonomisk handling der skal sikre færrest mulige omkostninger for det offentlige.
Da arbejdsformidlingerne var opdelt i en statslig og en kommunal formidling myldrede det med eksterne udbydere, og det gør det sådan set stadigvæk. Deres fornemste opgave var at skaffe medarbejderne jobs, hvorfor der blev igangsat kurser i maskinstrikning, coaching og selvværd mm. Alle sammen kurser som de eksterne udbydere selv stod for, til en god pris som blev betalt af det offentlige.
Hvorvidt alle disse aktiveringer har fået nogle i arbejde tvivler jeg på. Nogen har måske syntes at det var så sindssygt at de for alt i verden ville på arbejde med bare en smule mening, men for at sige det ligeud er der masser af potentiale der er gået til spilde ved meningsløs aktivering. Det meningsløse forstærkes så af at de personer der aktiveres bliver truet med nedslag i den økonomiske hjælp, nogle gange et mindre nedslag, men i de senere år et nedslag på 100%. Et økonomisk incitament er også genkomsten af den gensidige forsørgerpligt, som gør at man pludselig kan ramme en hel familie på pengepungen. Ingen kan forklare hvad det skal gavne at en familie pludselig skal leve af én lavindkomst, bortset fra det politiske mantra: Uden indtægter tager mennesker det arbejde der er! "Yes, my boys" - det arbejde der er, hvor er det lige det er?
Jeg har fået et "tilbud" om at få min praktikperiode i Netto forlænget med op til 13 uger mere. Et arbejde der for Netto er gratis, og for mit vedkommende er en garanti for at jeg hver dag kommer træt hjem, uden at kunne overkomme andet end at checke jobnet for de stillinger der opslås der, mange gange den samme stilling fra forskellige jobportaler, så når der står at der i denne uge er "seks nye opslag" kan det sagtens være to.
Men for at kigge lidt på de "skodjobs" vi skal diskutere en uges tid nu. Jeg var på et 7 ugers aktiveringskursus med henblik på jobsøgning, blandt de omkring 30 personer der mødte op, var der én som fik et regulært job, 4 fik midlertidigt job eller blev tilknyttet vikarbureauer og resten blev sendt på kommunens værksted eller til haveservice, bortset fra nogle få af os, der kom i "virksomhedspraktik". Hensigten med virksomhedspraktik er at vi skal vise virksomheden hvilke kvaliteter vi har og samtidig sikre virksomheden at den ikke køber "katten i sækken". Således fik jeg virksomhedspraktik i Netto, med lovning om at virksomheden ville sondere om der var potentiale til om ikke andet så deltidsarbejde i mig. Inden da var jeg to gange fire uger i en virksomhedspraktik på et værtshus, men det blev ikke anset for seriøst, da ejeren sagde at han ikke kunne garantere mig noget job. Det kan Netto heller ikke, men de vil gerne bruge min arbejdskraft gratis i endnu 13 uger, altså sammenlagt ½ år. Guleroden skulle være at jeg derefter hvis, såfremt, ifald der skulle være brug for arbejdskraft kunne blive ansat med løntilskud! Underforstået når de havde haft min gratis arbejdskraft i et halvt år kunne de måske frigøre nogle af de penge de havde tjent på mig til at supplere et løntilskud og bruge mig et halvt års tid mere, uden de store udgifter.
Nu er ejeren af Netto jo også usandsynlig fattig, og det er derfor helt forståelig at Arne der ejer "Ungarsk Vinstue" i Odense ikke skal have fornøjelsen af gratis arbejdskraft alt for længe, når det kun kan føre til at jeg bliver oplært i en branche hvor der ofte kan være brug for ekstra medarbejdere i forbindelse med sygdom, og hvor medarbejdere skal være fyldt 18 år for at møde på arbejde.
Helt anderledes er det med A.P. Møllers forretningskæde, hvor de fleste medarbejdere er mellem 16 og 18 år, og derfor står udenfor overenskomst, hvor der typisk kun er én eller to ansatte, suppleret med et tilsvarende antale deltidsansatte (over 18 år). det er jo oplagt at sådan et forretningsimperium har langt større mulighed for at ansætte gratis arbejdskraft i håbet om, at der måske er én blandt hundrede som passer ind i konceptet og som kan blive en gevinst for forretningen på længere sigt.

Alle de kurser og aktiveringer samt praktikophold har set med mine øjne kun haft et eneste formål, at opretholde lovgivningen. Det har været "skodjob" eller "skodaktivering", i bedste fald formålsløst, i værste fald intetsigende. Jeg havde og har et godt forhold til Arne på Ungarsk Vinstue, og mine nuværende kolleger i Netto har jeg også (formoder jeg) et godt forhold til. Men hvor Arne syntes at jeg blev udnyttet af jobcenteret (og derfor fandt arbejdsopgaver der ikke indgik i det daglige), der synes min arbejdskraft at være en gratis en af slagsen i Netto, altså meromsætning uden udgifter til arbejdsløn (kommunen betaler kontanthjælp og arbejdsforsikring) - der er ingen ferie- eller pensionsopsparing).
Jeg vil derfor gerne vende tilbage til det egentlige formål med al denne forskellige aktivering. Nemlig at spare penge. Det er helt åbenlyst regeringernes formål med aktivering og praktikordninger samt nedsættelse af sygedagpengeperioden og dagpengeperioden at skjule den reelle ledighed og de reelle omkostninger ved den massive arbejdsløshed. Vi er som ledige og arbejdsmarkedsreserver reduceret til at være tal i forskellige statistikker og til at være en omkostningsbelastning for et samfund, der på det seneste har bestemt sig for at arbejdskraft kun er noget værd når der er brug for den, eller når man ikke kan få den gratis.
Vi dovne svin, der altså kan noget, men ikke specielt er egnede til at tage de "skodjobs" der findes i form af havehjælp for pensionister, maling af kommunale bænke eller aktiveringsstimulerende kurser, vi er med andre ord ikke en reserve for samfundet, vi er blevet gjort til en belastning, fordi vi kan noget som ingen vil betale for, indtil de opdager at de har brug for os, når det engang er for sent!
Drop aktivering og "praktik". Hjælp dem der vil hjælpes i et job, og brug så tid på individuel snak og diskussion med alle os andre. Måske ville vi alle nå frem til en løsning der er bedre for både os og for samfundet.

Sidste lille pip i denne omgang. Lad dog syge mennesker være syge, og hjælp dem fremfor at give dem flere sygdomme i form ef neuroser, dårlige nerver, dårlig samvittighed og følgesygdomme af fejlbehandling og fejlmedicinering!

søndag, september 02, 2012

Talknuserne

Der findes masser af former for at knuse, den bedste er at knuse den man holder af, men nogle knuser ben som straf, andre knuser sten til ral, mens atter andre knuser knogler til benmel, og så findes der talknusere. Det sidste er vi alle udsat for, nogle får noget ud af det andre straffes (rige mennesker får fordele, mens de fattigste forfordeles) når talknuserne (sikkert vellønnede) har gjort deres arbejde for politikere og embedsmænd.
Jeg kan ikke knuse tal, men berette om de tal jeg kan finde omkring det arbejdsmarked vi åbenbart er indlagt til at debattere. Det følgende er støttet af tal fra Danmarks Statistik 1. september 2012.
Lad os starte med hvor mange mennesker vi er i det land, som er spærret for de fleste indvandrere og hvor syge ikke må være syge. Befolkningstallet i Danmark var ved 3. kvartal 2012 (august 2012): over 5 en halv mio. (5.587.085 helt nøjagtigt). Men af hensyn til usikkerheden med de kommende tal kalder vi det for 5,5 mio.
Af disse mennesker er ca 1,2 mio børn under 18 år (1.202.289 ved årsskiftet 2012), ca 1 mio er pensionister (2011-tal: 1.050.981), hvilket giver en arbejdskraftreserve på 3,3 mio (og her runder jeg ned). Af denne arbejdskraftreserve er (stadig if. Danmarks Statistik og denne gang d. 29.8.2012) lidt mere end 2 mio Lønmodtagere (2.144.000), men et tidligere tal om hvor mange beskæftigede der er i landet (16.2.2012) er der 2.645.000 beskæftigede.
Jeg vil undlade at antyde at forskellen på Lønmodtagere og beskæftigede har noget med "sort arbejde" at gøre, men vil påpege at nogle lønmodtagere faktisk godt kan vøre under 18 år eller pensionister. Lad os se bort fra lønmodtagere under 18 år samt pensionister og se på de øvrige tal fra Danmarks Statistik (fremover DS).
Et befolkningstal, minus pensionister og børn under 18 giver if DS følgende resultat (5,5 mio -1 mio -1,2 mio = 3,3 mio). Der skulle altså på arbejdsmarkedet være arbejdskraft til mere end 3 mio arbejdspladser, men nogle er jo allerede i lønarbejde, og trods det at antallet af beskæftigede i februar 2012 er ca ½ mio større end antallet af lønmodtagere d. 29.8.2012, vælger jeg at bruge det største tal.
2,5 mio er beskæftigede, hvilket efterlader 0,8 mio på arbejdsmarkedet uden arbejde. Tallet svarer fint nok til DS' oplysning om at 855.200 mennesker er på overførselsindkomster (18.6.2012).

Så indtil videre passer tallene jo sammen med lidt op- og nedrunding, altså lidt mere end 800.000 er arbejdsløse, og så knækker filmen for mig. Hvordan skal denne arbejdskraftreserve kunne lappe et hul (mangel på arbejdskraft) i 2020 eller 2022? Men så kigger jeg lidt i statistikken og finder ud af at der (30.8.2012) blot er 165.700 der er arbejdsledige, og så kan jeg jo godt se at de 1,2 mio børn under 18 år ikke forslår når vi til den tid skal leve i et samfund hvor arbejdskraften er overtaget af robotter (Folketalsfremskrivningen siger at befolkningstallet i Danmark kun vil vokse med ca. 244.000 og så vil der jo mangle minus 78.000 på arbejdsmarkedet (altså vil der være 78.000 flere mennesker til rådighed i forhold til i dag om 7 år).

Mange af disse mennesker kunne med fordel være medlem af A-kasse og eller Fagforening, hvis ikke det var fordi skiftende regeringer er ved at afvikle den enestående nordiske model, hvor arbejdsmarkedets parter selv aftaler vilkårene på arbejdsmarkedet, som senest V, LA, K og RV gerne så afskaffet så det udelukkende skulle være kapitalen der bestemte, altså med andre ord et forsøg på at vende nederlaget for mere end 100 år siden til en sejr. Jeg har sympati for blinde og døve og de fleste andre handicaps, jeg har endda sympati for arbejdsløse og syge mennesker - jeg synes at pensionister skal beholde de penge de er berettiget til og kan endda forstå at børn koster forældre penge, men så må det også være slut (ked af det hvis jeg har overset nogle af dem jeg også har sympati for), men visse politikere er altså så blinde og døve at jeg forestiller mig at de ved at de er hinsides enhver hjælp - og derfor vælger at andre ikke skal være bedre stillet! Forskellen er selvfølgelig at dem de ikke hjælper ikke selv kan bestemme, løn, pension og andre økonomiske forhold!

Ifølge DS er der i Danmark 1.475.477 der er organiserede i (LO-FTF), 232.481 i Ledernes-AC eller 344.400 Udenfor Fællesorganisationerne. Det betyder at mere end 2 mio (2.052.358) af arbejdsstyrken på 3,3 mio mennesker er organiserede, altså kunne man fra regeringernes side med sindsro lade arbejdsløshedsforsikringen fortsætte som den var for 10 år siden, frem for at slå ned på de 165.700 ledige der åbenbart er. Men for at gøre det endnu mere besværligt findes der jo andre tal der kan forvirre. For politikere og andre der tæller milliarder er der måske ikke den store forskel på de 161.888 der var (såkaldt) bruttoledige i 2011 og de arbejdsledige (pr. 30.8.2012) på bare 165.700, og at antallet af ledige på dagpenge i 2011 var på blot 89.757 kan sikkert få de fleste økonomisk ansvarlige politikere til at se en milliardgevinst ved at afskaffe dagpengesystemet, især taget i betragtning at man derved ville øge antallet af mennesker på kontanthjælp med samme antal, hvorved der ville blive mere end 108.000 på kontanthjælp, hvor alle pengene alene skal betales af staten og hvor den forsikring man tidligere har kunnet tegne mod arbejdsløshed intet er værd for forsikringstegneren. Dety begynder at ligne den skrue som forsikringsselskabernbe er landet i: Ikke at udbetale noget til andre end aktionærerne.
For at fuldende dette regnskab skal vi også lige huske på at ifølge DS er 39.356 (2011) aktiveret på dagpengeydelse, og 14.070 aktiveret på kontanthjælp (det der kaldes arbejdsmarkedsparate) - og det samlede tal (Bruttoledige 2011) på næsten 162.000 er ikke faldet (hvis det er, kvæler jeg egenhændigt en flaske billig, varm papvin (direkte fra butikken) uden selskab!). En del af denne aktivering består af jobsøgningskurser eller at deltage i eksterne udbyderes egne kurser (betalt af det offentlige), som for eksempel et coaching-kursus jeg tidligere har deltaget i.
Men en anden del af denne arbejdsmarkedsparathed udmunder i regulørt skruebrækkeri,  som for eksempel mit nuværende 13 ugers "praktikophold" i Netto, hvor man arbejder for enten dagpenge eller kontanthjælp (for mit vedkommende kontanthjælp) uden at få løn, feriepenge eller pension, selv arbejdsforsikringen betales af kommunen. Så selv når jeg jeg sidder i kassen i Netto og der mangler 100 kr får jeg bare lidt skældud - det svarer til en timeløn på knapt 17 kroner - og mine medansatte er ikke over 18 år, da de så må nøjes med en timeløn på under 60 kr. Til gengæld er sikkerhedsforanstaltningerne dyrere end en ungarbejders dagløn.
Der findes ikke nogle tal i Danmarks statistik der kan fortælle hvor mange af disse aktiverede på dagpenge og kontanthjælp (53.426 i 2011) der udfører regulært arbejde, men udgangspunktet er at det skal være på fuld tid for at vise at man er arbejdsmarkedsparat, der findes heller ingen tal der viser hvor mange der kommer i arbejde af samme aktivering. Min erfaring er at dem der midlertidigt er skubbet ud af systemet på grund af nedskæringer eller fyringer (efter et langt liv på arbejdsmarkedet) får god gavn af aktiveringskurserne, da de ofte blot behøver hjælp til at finde alternativer til deres tidligere arbejde, eller hjælp til en uddannelse. Det seneste år har jeg været på flere aktiveringskurser, hvor korttidsledige har fået uddannelsestilbud eller et regulært arbejde, og jeg har altid været glad på deres vegne. Jeg har også altid fundet at alle de aktiverede var gode og imødekommende mennesker, og vi har jo også på hver vores måde i samme båd. De ansatte sad jo bare på den anden side af bordet (fik løn, hvor de ellers havde været arbejdsløse) og var/er også rare og imødekommende mennesker.
Med hensyn til at komme i arbejde gennemarbejdsmarkedsparat aktivering er min erfaring den modsatte, nemlig at virksomheder, supermarkeder og kommuner blot bruger den gratis (for kommunerne billige og ikke rettighedshavende) arbejdskraft. Da jeg spurgte om mit medlemsskab af a-kasse og fagforening gav mig mulighed for ferie og pension fik jeg et klart nej! Ikke på kontanthjælp!
Måske er jeg den eneste, men så synes jeg at fagforeningerne og a-kasserne skal snige mig ind ad bagvejen, måske kan vi blive flere på den måde.
Og så ville jeg jo gerne holde den ferie som man har fået ret til som kontanthjælpsmodtager, spurgte pænt, fordi min moder gerne ville give mig en uges feriohold i udlandet - hun betalte for et pas og betalte for ferien i god tro - men jeg fik at vide, at jeg skulle have været dagpengeberettiget i 12 måneder før jeg kunne holde ferie. At jeg har skiftet bopælskommune gjorde det blot endnu sværere at vurdere hvornår jeg kunne holde ferie, og at jeg havde været tvunget til "i utide" at hæve min pensionsopsparing mod en ydelse på 60% til staten, gjorde det blot endnu mere vanskeligt at beregne hvornår jeg havde ret til ferie, så min mors velmente gave: Min første ferie i 5 år, var altså spildte penge, også for hende, der var nemlig ingen returret! Det har siden vist sig, at hvis jeg ville holde min ferie 14 dage efter at rejsen fandt sted, så kunne jeg have holdt ferie (der er dog nogle spørgsmål om sygedage i forbindelse med aktivering der ikke er helt afklarede). Men jeg har også lige fået en ny sagsbehandler, som åbenbart er ny i branchen.
Tal er og bliver på den måde tal, og vi skal følge skæringsdatoer samt statistiske beregninger. Hvorvidt vi får mangel på arbejdskraft i år 2020 er så et spørgsmål! Ifølge DS's fremskrivninger af befolkningstallet vil der i Danmark være 144.655 flere mennesker i landet, rundt regnet svarende til det antal der ifølge statistikken er arbejdsledige, altså med den tidligere og nuværende regerings ord: Grund til at tage sagen alvorligt og straffe arbejdsløse for at være ... til rådighed for arbejdsmarkedet.