Mål eller selvmål?

Selvfølgelig skal vi også i år se politiske afhoppere og politikere der løber fra deres aftaler. Af uransagelige årsager fokuserer omverdenen og pressen (den har jeg selv tilhørt) sig om borgmesterposter eller koalitioner på tværs af politisk farve, selv om disse sidespring, der snarere kan kaldes krumspring, ofte har flere formål. Men i sidste ende sker de for at en eller flere personer kan opnå noget, altså en eller anden gevinst. Ikke nødvendigvis. Snarere en personlig tilfredsstillelse eller en gruppemæssig gevinst i form af udvalgsposter eller altså en borgmesterpost.
Ved kommunalvalget i 2009 gik Borgerlisten og de Konservative for eksempel sammen med SF og socialdemokraterne på Samsø og kunne således lige nøjagtig vippe det største parti af pinden, nemlig venstre. På denne måde fik øen en konservativ borgmester. Eller som i Kerteminde hvor der blev lavet en slags studehandel som førte til at en politiker forlod sit parti og blev borgmester. Mange andre steder medførte folkets stemmer at deres tro på demokratiet eller intentioner om at give mandat til en troværdig person blev til en skuffelse eller direkte mistillid til det politiske system.

Denne gang

Konstitueringen lod i første gang til at være mere sober i 2013. Det tog mindre end tre dage inden alle kommuner havde afklaret. Troede vi da. Det viste sig så at det ikke var helt rigtigt. Endnu engang kunne studehandlerne ses, alliancer mellem de partier og grupper der havde været de største fjender under valgkampen. Køb og salg af rådmandsposter eller udvalg. Selvfølgelig ønsker politikere at opnå størst mulig indflydelse med deres mandat, men mange vil undre sig over at samme politikere er villige til at sælge deres valgløfter på den konto. I Silkeborg var EL således med til at støtte konstitueringen, selv om det blev en Venstre-borgmester der overtog roret. Det affødte en ekstra udvalgspost, som ellers ville være gået til et andet parti. Venstre til gengæld havde sikret sig de andre partiers accept af Borgmesterposten. Altså noget for noget, som kunne få den nye borgmester til offentligt at udtale at alle partier i byrådet støttede hans kandidatur. Desværre slugte pressen hans ord og lod dem stå uimodsagt.
Senest hører vi så om en utilfreds socialdemokratisk stemmesluger i København der efter konstitueringsaftalen springer fra til fordel for det radikale venstre. Ikke fordi han egentlig har skiftet politiske holdninger allerede på et par dage, men fordi han var utilfreds med ikke have fået en post der svarede til antallet af personlige stemmer. Han kan altså få mere position ved at skifte parti, og kort efter skiftet er de konservative så ude for at købe ham til en borgmesterpost ved at indgå en ny aftale med de radikale der pludselig har fået et stærkt mandat oveni de stemmer de havde i forvejen. I princippet er der kun tre der kan være tilfredse med denne form for snyd med indgåede aftaler, nemlig afhopperen, der kan få den position, han gerne vil have; de radikale, der kan sætte et fingeraftryk på de kommende fire års københavnske politik;  og selvfølgelig de konservative der kan stikke en kæp i hjulet på den aftale der er indgået (og dermed sikre sig at Enhedslisten ikke kommer til at gennemføre dele af sin trafikpolitik, der jo mildest talt ikke passer til et konservativt gemyt). De radikale skulle jo være nogle skarn hvis ikke de udnyttede situationen, De konservative mister ikke noget (mig bekendt), mens afhopperen kan få den position han åbenbart ønsker sig brændende. Se det er politik, og ganske uvedkommende for alle dem der har stemt, de skal jo først sige noget om fire år igen og da har de måske glemt det hele.
I hvert fald var længdespringeren i Kerteminde (som blev borgmester ved at springe fra parti og aftaler) faktisk den store stemmesluger ved dette kommunalvalg. Forstå det hvem der kan.

Vindere

Det er altså evident at dem der får de fleste stemmer, både som parti og som personlige stemmeslugere kan flytte rundt på magten i et forhold der er langt mere ubalanceret end det forhold som gør at folk stemmer.
Som i eksemplet med Samsø var der faktisk kun en mulighed for at tage magten fra Venstre der var klart det største parti. Det kunne gøres ved en alliance mellem modstanderne og ved at sælge en borgmesterpost til de konservative, som ellers normalt altid har støttet Venstre. Men hvad ved bønder om agurkesalat? Nu har Venstre så solgt borgmesterposten til Socialdemokraterne, der måske nok havde et godt valg, men faktisk har haft et tilsvarende antal mandater tidligere. Så nu er Venstre tilbage på banen som medspiller trods tilbagegang. (så vidt jeg husker var det sidste venstremandat dog opnået ved mindre end 10 stemmer). Faktisk kunne samme alliance som tidlige have bevaret magten og endda udbygget den, men et tilbud til socialdemokratiet om en borgmesterpost (i øvrigt for første gang nogensinde på øen) var nok for fristende.

Tabere

På den måde blev de aftaler der forelå på Samsø altså aflyst kort efter valget.
I København er situationen ikke mindre speget, tværtimod, her springer man fra et parti til et andet. Målet med dette spring kan udelukkende have været at få en eller flere udvalgsposter, det kan også være utilfredshed med at socialdemokratiet under konstitueringen har givet en borgmesterpost til byens næststørste parti (Enhedslisten), fremfor at give den til en socialdemokrat. Ikram Shawar fik dog kun 0,7 % af de afgivne personlige stemmer, mindre end både Enhedslistens spidskandidat og Shawars nye leder for de radikale.
I København kan valgets store vindere altså blive valgets store tabere, simpelthen fordi en socialdemokrat fortryder sin opstilling i en socialdemokratisk kommune. Der er jo ingen tvivl om at der skal sælges et eller andet til den nu større radikale gruppe, om det skal være en borgmesterpost kræver dog nok at RV, DF, V, LA og K går sammen. og så må blå blok ofre en borgmesterpost til RV, hvilket i sidste ende giver samme antal borgmesterposter til rød blok, måske bare med andre borgmestre end de aftalte. Hvilket jo umiddelbart kan være den eneste grund til at Rasmus Jarlov er så forhippet på at RV skal have trafik-borgmesterposten. Alternativt skal Socialdemokraterne vælge at arbejde sammen med blå blok, udenom Enhedslisten (og muligvis SF, der dog nok følger med til blå blok). En borgmesterpost og udvalgsposter kan man dog ikke tage fra det næststørste parti i København.

Politik

Der findes mange andre eksempler på politikere der er hoppet fra deres valgløfter eller i dagene efter valget er hoppet fra deres partier. De kan findes på nettet, og det sidste ord er jo absolut ikke sagt endnu, heller ikke i forbindelse med København.
Politik skulle være "det muliges kunst" (fra Wiki: "Realpolitik er en politik, som i modsætning til idépolitik søger at nå sine mål gennem kompromiser.
Hvis en politiker har en realpolitisk eller pragmatisk tilgang til politik, vil det sige, at han er indstillet på ikke at få alle sine synspunkter gennemført, men at han som led i et kompromis, må give afkald på noget, ligesom de øvrige parter i kompromiset.
Den tyske rigskansler Otto von Bismarcks bevingede ord fra 1867 om politik som "det muliges kunst" udtrykker kort og klart, hvad realpolitikken indebærer." http://da.wikipedia.org/wiki/Realpolitik
Om det gør det mere rigtigt at skifte hest i vadestedet tror jeg ikke på, men der er jo ingen tvivl om at både personlige og politiske ambitioner har åbenlys betydning når først demokratiet har afsluttet sin session.

Hvad bliver det så til?

Jeg kan ikke gennemskue politik. I mange tilfælde vil svindel og fusk, for ikke at sige svigt overfor vælgere, blive honoreret. Vorherrebevares nogle vælgere er døde om fire år og andre kommet til, de fleste vil have glemt de mange krumspring og stemme på et kendt navn, sandsynligvis borgmesteren, fordi det (nå ja egentlig bare) er et kendt navn.
SF fik et kanonvalg i 2009 til kommunalvalget, de red på en bølge af popularitet, en tilsvarende bølge som Enhedslisten rider på nu. Næste gang der er kommunalvalg kan denne SF-effekt sagtens ramme Enhedslisten, især fordi Enhedslisten har en politik. Imens sidder Liberal Alliance og Dansk Folkeparti helt stille og leger kommunekontor (siger ikke noget vigtigt, men stemmer imod når det er opportunt eller for når dét er). Jeg tror egentlig ikke at SF gjorde det dårlige kommunalpolitisk end de andre partier, de blev blot prügelknabe og tabte sådan set bare på at føre realpolitik, noget som jo også Socialdemokraterne, Venstre og de Konservative mestrer og i højere eller lavere grad.
Der er ikke tvivl om, set med mine øjne, at der nok skal blive flere løsgængere og uroligheder i det kommunale landskab. Jeg har været involveret i diskussionerne om Thomas B. Thriges gade i Odense, og parkeringstorvet i Silkeborg mm.
Der er den nye "Mørkelægningslov" som angiveligt skal garantere større åbenhed i samtlige forvaltninger. Der er såmænd også den nye skolelov, som visse folkeskolelærere der er indvalgt i kommunale bestyrelser må være imod, hvis de kommunale eller ledelsesmæssige beslutninger ikke tager hensyn til lærernes ønsker (ikke for det lærerne har sikkert lige så mange forskellige ønsker som alle andre - men med det massive skift folkeskolelærere har taget politisk vil de jo nok alligevel stå inde for det skift de har foretaget).
Der er problemet med de praktiserende lægers yderkort, som politisk set vil give problemer i regionerne indenfor visse partier, der er problemer med oplagring af atomaffald i et land der principielt aldrig har indført atomkraft og der er problemer med affaldshåndtering, hjemløsebølgen vokser drastisk, flere mennesker skal forsørges af samlever og ægtefælle. Fortsæt selv hvad angår syge og fattige.
Målene

Hvad er det egentlig politikerne kan opnå med alle disse udfordringer. Nogle kan selvfølgelig få en indtægt, de kan på det lokale område måske få gennemført omlæggelsen af en fredet sø eller tvinge lodsejere til at bruge mindre gift. De kan desuden tage ansvaret for at det lokale erhvervsliv overlader ansvaret for ledighed og fattigdom til kommunen, i det det hele taget tror jeg at der bliver mere ansvar end der bliver løsninger som er til de lokale beboeres fordel.

De mange valgløfter skal nok vise sig at blive til selvmål, selvfølgelig undtagen for dem der taler udenom eller decideret taler "nysprog". Altså må vore politikere og os der vælger dem, hele tiden huske hvad vi stemte for og hvad vi vil stemme for næste gang, selv om der er fire år.