torsdag, oktober 31, 2013

Absolut ingenting

Mit liv er blevet indholdsløst. Ikke med min gode vilje, faktisk med en hel masse andres gode vilje. I begyndelsen af oktober måned ophørte min aktivering på kontanthjælp, jeg blev bedt om at flytte og bosatte mig i et anneks som jeg kunne flytte ind i hos min far mod at betale forbrug. Langt ude på landet og på kontanthjælp. Og langt fra den pige jeg gerne vil have som kæreste.
Grundlæggende har der i løbet af måneden været højdepunkter. Måneformørkelse d. 19. overgang til normaltid (som i sagens natur er kortere end sommertid) natten efter d. 16. Et skønt stormvejr, der andre steder i landet var en orkan fik jeg også med, ja sågar tusmørket har fået længere varighed (fra 39 minutter i begyndelsen af måneden til 41 minutter de sidste dage i måneden.

At flytte

Selvfølgelig har jeg haft nogle vildeoplevelser. To gange er jeg blevet hentet i forbindelse med at dele materiale ud til kommunalvalget, jeg har været på kommunen for at fortælle at jeg var flyttet til en ny kommune, hvorefter jeg blev henvist til jobcenter i nærheden af rutebilstationen som jeg netop var kommet fra. På jobcenter havde jeg en oplevelse af rang. Jeg sad i mere end en halv time, men det var jo omkring middag så jeg regnede med at de offentligt ansatte skulle have middagspause, men nej, det var bare en kollegial snak der forsinkede min samtale nok til at busforbindelsen tilbage var hullet som en si og dyr som en okseculotte. Forståeligt nok at der skal udveksles erfaringer i en branche hvor det er  menneskeskæbner der står på spil, selvfølgelig, men jeg ville da gerne vide at det kunne trække ud. Nå det gav mig så mulighed for at besøge min bror og se fodbold (jeg kan end ikke huske hvem der spillede og tror at min bror faldt i søvn inden første halvleg var slut).
Altså var jeg flyttet og godt 14 dage senere blev jeg indkaldt til et møde på den del af aktiveringen i forbindelse med jobcenteret der i Silkeborg kaldes Fokuscenter og ligger langt pokker i vold uden for Silkeborg, altså en rimelig dyr rejse, fordi jeg kan straffes for ikke at komme til tiden. Heldigvis har jeg klippekort og som sådan kom det kun til at koste 80 kr. hver vej. Samtalen var vældig afklarende og tog lidt mere end en time, for mit vedkommende lidt mere end to timer, idet bussen fra centrum kun kørte en gang i timen så jeg kom en halv time før mødet, men blev da budt på kaffe eller te, ja jeg kunne endda få postevand, alt sammen i de fineste hvide plastikkrus. Da mødet var færdigt havde jeg på fornemmelsen at bussen netop var kørt i forhold til de køretidspunkter jeg havde læst mig til, og ja, det var den. Som følge måtte jeg altså vente lidt mere end en halv time. Alt sammen med det formål at jeg skulle vide at jeg snart ville blive indkaldt til en fornyet afklarende samtale.

En oplevelsesrig dag

Efter dette berigende møde forsøgte jeg at tage den på stop til centrum, en masse biler med bare en chauffør kom kørende fra jobcenteret eller fra fjernere områder, men det var ikke indtil et ældre ægtepar samlede mig op efter ca ti minutter at jeg fik kørelejlighed midt i regnvejret. De skulle dog til den modsatte ende af byen, men fortalte mig hvorledes jeg kunne finde centrum og rutebilstationen. "Du skal følge den vej, så kommer du ind til centrum" sagde de. Det var rigtigt. Det tog bare lidt mere end en halv time at gå i regnvejret (ret skal være ret - det var egentlig kun bygevejr) og da jeg kom ind til rutebilstationen kom den bus jeg kunne være taget med fra Fokuscenteret i samme øjeblik. En oplevelse af de store der kronedes med at min bus var kørt i mellemtiden og at der først ville være forbindelse hjem fire timer senere. Fluks ringede jeg til bekendte og vi aftalte at mødes over en øl, trods min fuldstændige mangel på økonomiske midler til den form for luksus blev garanteret at jeg kunne få en eller et par øl i løbet af dagen. Så hvorfor ikke.

Et væld af oplevelser

Jeg fandt ud af at jeg skulle stille med dokumenter der godtgjorde at jeg virkelig var ledig, ikke havde arbejde og i øvrigt ingen indtægt havde. Altså måtte jeg stille med de seneste tre måneders lønsedler, alternativt de seneste tre måneders kontoudtog fra banken, altså til kommunen og få en sagsbehandler, hvilket de hjalp mig med i ydelsesafsnittet, som først åbnede efter at telefontiden til sagsbehandleren var overstået (det er sådan lidt ligesom at skulle ringe til lægehuset mellem 8 og 9 om formiddagen efter at have været på skadestuen i adskillige timer.
Nå, men jeg forklarede så at det var temmelig omkostningsfuldt for mig at møde op, ja også at sende papirer med posten, at min økonomi ikke gav mig mulighed for at scanne papirer og at min situation i det hele taget var at jeg var fattig og derfor søgte om kontanthjælp. Den venlige dame som jeg havde ventet på at tale med i en time (hun påstod at hun havde kaldt mit nummer og at jeg ikke havde reageret, og det er ikke usandsynligt, jeg var bare i den anden ende af venteområdet, der var en kæmpesøjle mellem os da jeg ikke havde fået angivet hvor jeg skulle forvente at blive påkaldt, og trods et lysskilt med numre i total forvirring havde hendes stemme og skiltet åbenbart ikke nået min opmærksomhed, selv om jeg stort set hele tiden holdt øje med det dumme skilt). Nuvel efter en time fik jeg min samtale og den venlige pige lovede at gøre opmærksom på at det hastede fordi jeg havde mange betalingsaftaler med inkassatorer, som alle ville komme til at koste mig gebyrer på 100 kr hvis ikke jeg havde penge til den første. Således lettet kunne jeg endnu engang vende hjem efter en indholdstom oplevelse af de mere ophidsende.

Bureaukrati

At flytte som ledig på kontanthjælp er principielt langt mere besværligt og meget mere ophidsende end at flytte fordi man har arbejde. Da jeg havde kontaktet jobcenteret fordi jeg vidste at det skulle man i forbindelse med flytning, troede jeg egentlig at mit telefonnummer og min e-mail adresse var nok til at kommunen eller jobcenteret ville kontakte mig, især fordi det meste af min flytning bare skulle udfyldes på talentløse skemaer, som overhovedet ikke tog højde for situationer som min.
Således skulle jeg gøre rede for hvorfor jeg søgte om kontanthjælp. Mulighederne var at jeg havde mistet arbejde, havde mistet retten til dagpenge, ikke længere var i uddannelse og at jeg var over eller under 25 år. En sidste mulighed var "Andet", som jeg valgte hvorefter jeg udfyldte et felt for at forklare at jeg havde været mere end et år på kontanthjælp men på grund af familiære omstændigheder hos min udlejer, måtte finde en anden billig bopæl i løbet af kort tid.
Få dage senere modtog jeg en skrivelse med følgende ordlyd: "Du er (en dato) blevet afmeldt jobcenteret som arbejdssøgende med årsagen: Andet". Vild panik og jeg ringede til den angivne kontaktperson, som svarede dagen efter på mit opkald og fortalte at han havde kigget på min sag og at jeg igen var tilmeldt som arbejdssøgende. Jeg skulle ikke bekymre mig mere om den sag, det var en autogenereret skrivelse. Da jeg gik på jobnet kunne jeg igen klikke på den famøse knap der gjorde at jeg måske ville bibeholde min ret til at modtage kontanthjælp.
Så resten var jo blot et spørgsmål om at min sag blev behandlet, troede jeg. At jeg ville blive kontaktet i forbindelse med tvivlsspørgsmål, troede jeg. At jeg ville få besked om at sagen var færdigbehandlet så jeg kunne modtage penge, så jeg kunne betale mine regninger, troede jeg. Indtil jeg i går modtog et brev med overskriften "Fremtidig afmelding". Nedenunder stod der "Jobcenteret har tilmeldt dig som kontanthjælpsansøger", hvilket jo var en god nyhed for mig, så var den del i orden. Efterfølgende stod der så: "Ydelsescenteret har imidlertid ikke reageret på din ansøgning". Ikke for det, jeg havde jo på en måde heller ikke hørt fra ydelsescenteret, bortset fra det brev jeg netop havde modtaget, så det måtte jeg jo give Ydelsescenteret ret i.
Det der fik mig til at gå i en form for panik var (udover at telefontiden til ydelsescenteret var en time om formiddagen, hvilket selvfølgelig betød at jeg havde fået post efter det tidspunkt jeg kunne kontakte kommunen) var den næste sætning: "Derfor er du blevet tilmeldt jobcentret som arbejdssøgende uden ydelse".

Vildt spændende

At være arbejdssøgende uden ydelse har jeg prøvet. Men så vil jeg ikke møde op til ligegyldige møder på jobcenteret, så jeg måtte lige sluge en kamel. To sekunder efter at telefontiden i ydelsescenteret var åbnet ringede jeg for at høre hvad meningen var. Telefonen ringede ti gange før den blev taget, den blev dog taget. Jeg fremlagde mit problem med ikke at få en afgørelse på min ansøgning om kontanthjælp, men jeg fik at vide at det skyldtes at Ydelsesafdelingen havde modtaget mine dokumenter fra banken 1 dag for sent og så gik der automatik i det. Da jeg forklarede at jeg ikke havde råd til et frimærke, at jeg ingen scanner havde og at det ville flå mig for de få penge jeg havde bare lige at tage til byen for at aflevere en håndfuld papirer fik jeg at vide at det var nogle regler de havde. I øvrigt skulle jeg forvente at der skulle gå mindst tre bankdage før jeg kunne få penge, men at min sag nok skulle blive hastebehandlet.
Bortset fra at min telefon efterfølgende skulle til opladning og jeg skulle have et bad har jeg hele tiden haft telefonen på mig, den har ikke på noget tidspunkt vist at der har været et opkald, men jeg fandt alligevel ud af at "Ukendt" har ringet til mig, hvilket jeg jo ikke rigtig kan bruge til andet end at bringe en smule spænding i tilværelsen. Måske er "ukendt" min sagsbehandler på ydelseskontoret?
Men generelt må jeg vente med spænding på om min ansøgning om penge giver sig udslag i en kontanthjælpsydelse.

De er så flinke ...

Al denne ophidsende form for kontakt med forskellige kommunale afdelinger er en lise for en fattig ensom kontanthjælpsansøger der er flyttet til en ny kommune. Personligt tror jeg det havde været lettere at være Angela Merkel, hun bliver trods alt kontrolleret af amerikanerne, vi bliver bare kontrolleret af en flok amatører, der ikke aner hvordan man for eksempelvis i mit tilfælde kan indhente alle oplysninger  (bortset fra dem der skal begrunde Gensidig Forsørgerpligt) hos min tidligere kommune. Selvfølgelig er det rart at vide at en del mennesker er beskæftiget med arbejdsløse, men når man sætter en masse mennesker til at skjule den virkelige ledighed for en masse penge, kan det undre at SOSU'er, pædagoger og skolelærere skal spares væk. Det kan undre at håndværkere støttes med et fradrag til bygningsrenovering, når børn og ældre samt ledige og syge er en monsterøkonomisk belastning for samfundet. Det kan også undre at banker og investorer skal hjælpes fordi der finde et par økonomiske teorier der angiver at samfundet vil bryde sammen, hvis ikke der gives hjælp.

Men lige nu venter jeg på at blive hjulpet. Jeg skal stadig stå til rådighed for samfundet, jeg har ikke råd til at tage til en jobsamtale fordi jeg ikke har nogen penge, de omkring 8.000 jeg modtager hver måned er altid væk til den første (og denne måned modtager jeg ingen penge den første), bortset fra at jeg af og til ikke skal til jobsamtaler (det skal jeg i realiteten sjældent) og at jeg køber klippekort og discountvarer. Jeg har en mobiltelefon og internetforbindelse, en langsom bærbar PC som jeg ikke aner hvordan jeg skal få råd til at skifte ud, hvis den bryder sammen.

Og hvis ikke jeg får en forskrækkelse i form af et autogenereret brev sker der faktisk ingenting før jeg henvender mig til det offentlige.
Men når jeg i panik ringer til kommunens ydelsescenter, jobcenter eller Fokuscenter er de noget så flinke ...

onsdag, oktober 30, 2013

Misbrug

I en anmeldelse af en ny bog af og om Pia Kjærsgaard omtales hendes bror, der er død af alkoholmisbrug. Det udgør en stor sorg for storesøster Pia, som var 13 år (broren var 10) da hendes forældre blev skilt og familien blev splittet.
Pia valgte den metode der handlede om at beherske sit liv, mens broren valgte selvmedlidenheden og misbrug af alkohol. Hendes sorg over brorens død er sikkert ægte, man kan bare undre sig over hvilke erfaringer hun har gjort sig i den forbindelse.

Skilsmisse

At forældre går fra hinanden er jo ikke længere noget nyt. Da jeg var omkring 10 år besluttede mine forældre sig til at gå fra hinanden, de boede i en indre missionsk by og det var ikke normalen dengang i 60'erne, men de fleste kender til skilsmisser i dag.
Som børn var vi vrede på vore forældre og måske også uforstående overfor beslutningen. Resultatet er da også at vi børn er blevet meget forskellige, men at vi alligevel holder sammen mod resten af verden. Så langt kan jeg såmænd forstå Pia. Men at angle efter medynk, eller i hvert fald at blive citeret for det er ikke noget jeg bryder mig om.
Personligt er jeg faktisk også ked af at min datters mor ikke blev mere end 50 år og døde af medicin suppleret med øl samt mangel på måltider. Men jeg var mere ked af det på min datters vegne. Især fordi hun allerede ved sin fødsel havde mistet sin far, altså mig.
At blive adskilt fra den ene eller begge forældre er ikke enkelt. Det gælder for spædbørn og det gælder for voksne, men især for børn der er i den alder hvor indtrykkene er allerflest og hvor man samtidig er på vej til eller i puberteten.

Reaktioner

Nu skal dette ikke handle om Pia Kjærsgaard, så jeg vil blot nævne at en skilsmisse kan give flere reaktioner hos børnene. Man kan roligt sige at alle reaktioner er psykologisk betingede. Alderen og psyken vil have en stor betydning for reaktionen, som generelt varer resten af barnets liv, men også tilknytningen til forældrene eller manglen på samme får stor betydning. Samtidig skal vi forstå at vi ikke er født lige. Vi er måske nok undfanget på samme måde, men vores gener har vi endnu ikke styr på, det vil sige selv om størstedelen af vores arvemasse er ens vil der altid være en forskel, ikke nødvendigvis i køn, men simpelthen i form af den måde vi oplever verden på. Det drejer sig både om at være et ønsket barn og at være et uønsket. Men også om vores psyke i forbindelse med nederlag og sejre, vores evne til at tage tingene til efterretning eller at kæmpe for sin personlighed. Det drejer sig ikke mindst om vores evne til at påføre andre eller os selv skylden for vores liv. Med andre ord børn af de samme forældre vil ikke opleve verdens gang ens, om man vil kalde det et spørgsmål om arv eller miljø er en diskussion der har været i mange år. Eftersom arv efterhånden er reduceret til at være gener vil det nok være ret hurtigt at konstatere om det alene er arv, men miljø er jo til gengæld mange ting: opdragelse, omgivelser, oplevelser af omgivelser, evner til at læse, skrive og regne, evnen til at bruge hænderne og ikke mindst de tiltag der har været omkring disse evner i forbindelse med opvæksten.
Udover disse opvækstbetingelser, som politikerne nu satser meget på at effektivisere, findes der også den seksuelle misbrug og især den følelsesmæssige misbrug, som i mange tilfælde forbliver skjult. Forstået på den måde, at der opdages langt flere tilfælde, især af seksuel misbrug, men at det er misbrugeren der straffes, mens den misbrugte blot får en form for erstatning i form af penge. Som om penge kan erstatte den form for misbrug man har været ude for, det kan penge ikke. Måske er det som et plaster på såret, men for langt de fleste er det den slags plastre der falder af første gang man vasker hænder eller tager vanter på. Altså et plaster der er beregnet på at dække såret, ikke at helbrede.

Styrke

Fasthed er ofte det som den ældste i familien lærer i forbindelse med skilsmisse eller dødsfald i familien. Uanset hvilke talenter man har arvet og hvordan ens psyke er føler den ældste næsten altid et ansvar for sin familie, især sine søskende. Det kræver selvfølgelig styrke, så må psyken undertrykkes. Ikke at styrken skal være fysisk, det bliver den af og til, mens den andre gange bliver til en form for åndelig styrke, hvor man som den ældste træder et skridt tilbage og ser på hvilke muligheder der er for at sikre familiesammenholdet. Ofte sker det også på bekostning af den ældstes egen psykiske styrke, fordi familien må stå over individet.
Denne styrke kan udmønte sig i stædighed eller regulær mangel på social anstændighed.
Man kan sammenligne med hvordan kostskoleelever og forældreløse oplever den omgivende verden. Det giver jo på den måde også mening at ikke alle reagerer sådan, og at man ikke altid kan se en eventuel reaktion.
Styrken kan nemlig både give sig udslag i en udadvendt vrede eller en indadvendthed. Normalt er styrken den at man på overfladen reagerer som det omgivende samfund forventer det, simpelthen fordi man bliver nødt til at opretholde facaden. Ikke af hensyn til sig selv, men af hensyn til familie og søskende. Den form for styrke kan medføre at man ikke bryder sig om anderledestænkende eller mennesker der truer familiens velfærd, men det kan også betyde at man forsøger at integrere dem der er anderledes i sit liv, netop for at opnå familiens velfærd. Valget har intet med gener (arv) at gøre, men er oplagt et valg. Måske ikke et frivilligt, men et valg foretaget ud fra erfaringer - erfaringer som vel at mærke ikke er andet end selvsuggestion.

Svaghed

En naturlig følge af styrken hos familiens overhoved er svagheden. For at én kan være stærk må der også være mindst en der er svag. Den svage er normalt den som skal acceptere at der findes en der har styrke til at klare situationerne. Pudsigt nok vil de fleste mennesker acceptere at der findes nogle der er stærkere (som i gymnastiksalen eller sløjdsalen eller skolekøkkenet). De svages lod er at lade sig lede gennem tilværelsen med færrest mulige problemer, men ikke mindst at bekræfte den stærke i sin styrke.
Svaghed er ikke nødvendigvis nogen ynkelighed, det er faktisk ofte langt mere værd end styrke, ikke mindst fordi styrke er egoistisk, mens svaghed er en form for fællesskab. Man kan undre sig over at svagheden ikke er mere udbredt i dagens samfund, men rent politisk er der såmænd er enkel årsag: Det svage, kollektive menneske bliver lokket med det egoistiske, liberale samfunds værdier, værdier som er blevet ejendomsrettigheder frem for sociale rettigheder.
Sært nok er der faktisk flere af de oprindeligt stærke mennesker, der i dag har styrke til at gå imod strømmen og satse på at hjælpe de svage i samfundet. Især ved at stemme på den yderste venstrefløj, ja endog ved at have holdninger, der ikke hører til i et folketing, fordi de er grænseoverskridende.
De svage derimod har vænnet sig til at andre tænker for dem.
Den menneskelige psyke

På baggrund af stærke og svage mennesker kunne man tro at der tegnede sig et billede af dem der forfaldt til farmaceutiske midler og forbudte stoffer, men sådan er det ikke. Nok er der forskel på hvorledes de klarer deres forbrug af kunstige stoffer, medicin og alkohol, men den er overvejende økonomisk defineret, som også de svagestes (de økonomisk mest ufunderede), bare med omvendt fortegn. At være fattig byder på helt andre udfordringer i forbindelse med misbrug (hvis vi endelig skal kalde det sådan), mens mennesker med høje indtægter kan tillade sig at købe både dyre vine og ulovlige droger og at misbruge alt det de har lyst.
Det stærke menneske er, uanset hvad, som en kæde: ikke stærkere end det svageste led, noget som de stærke har til fælles med de svage mennesker. Men fællesskabet ophører her. De stærke har en psykisk styrke som giver dem et overskud, som måske ikke betinger at de overlever et overforbrug, men i forhold til de svageste vil et forbrug ikke give sig samme udslag i et sygdomsforløb. De svageste vil for eksempel ikke opsøge læge eller diskutere sygdom med deres omgangskreds, det vil de bedst funderede.
At ryge og drikke er (efter min erfaring) ikke alene et spørgsmål om at gå på afvænning (jeg holdt op med at ryge uden nogen hjælp for 12 år siden), det er snarere et spørgsmål om, hvad den menneskelige psyke kan klare uden stimuli. Behov eller afvænning er for mig at se blot en forklaring på trang til at overforbruge farlige stoffer.

Misbrug

At drikke for meget, at ryge hash, at indtage kunstige medicinske produkter (eksempelvis kokain) regnes for misbrug. I forbindelse med misbrug regner man udelukkende med et gennemsnitsforbrug som kan være livstruende for et gennemsnitsmenneske (hvad alkohol angår dog delt op i køn - hvilket giver mindre mening end at dele op BMI). At spille hazard regnes for misbrug, men ikke at spille Lotto, at mishandle småbørn og at voldtage regnes for misbrug, at true bankpersonale til at udlevere regnes som misbrug, ja, der findes faktisk en lang lovgivning der definerer misbrug på adskillige måder, og straffen er det eneste de har til fælles disse misbrugsområder. Ikke straffens varighed, heller ikke i forhold til lovene, idet en del af disse brud er anført i politivedtægterne.
Alligevel regnes lægelig ordineret medicinering ikke for misbrug, end ikke håndkøbsmedicin, mens cannabis regnes for kriminelt (enkelte stater i USA har frigivet til medicinsk brug), Såkaldte "ferietabletter" (amfetamin) har i årtier været brugt før det blev kaldt misbrug, det var nemlig godkendt medicin. Man kunne i min ungdom købe en kaktus ved navn "Lophophora Williamsii" som efter sigende havde hallucinogene egenskaber, ja sågar har den danske natur uden at få lov til det år efter år produceret en paddehat, som kaldes "Spids nøgenhat" og som, Danmark forbyde det, har en anden hallucinogen virkning.
Allerede da jeg var ung kom der bøger der handlede om hallucinogene stoffer, jeg syntes faktisk det var godt, for jeg lærte og læste noget om det og blev faktisk temmelig forsigtig på baggrund af de bøger som andre forsøgte at forbyde. Men alkohol var jo både tilladt og helt almindeligt som noget man misbrugte. At nogle blev voldelige allerede i min ungdom var jo ikke nyt, det blev mange, at nogle døde i en brandert var heller ikke noget nyt, vi tog det nærmest bare til efterretning.

Brug

Det at bruge noget der kan ændre ens psyke er der ikke noget nyt i. Der er heller ikke noget nyt i at noget er forbudt og andet tilladt. Mestendels har det forbindelse med traditionelle rusmidler (altså nogle vi har haft i århundreder eller endda årtusinder).
Hamp har faktisk været dyrket i århundreder i Danmark men med henblik på at lave reb, den lægelige brug er sådan set så lidt belyst som den lægelige brug af salicylsyre fra pil. Trods det viser nyere oplysninger at salicyl er langt farligere for kroppen og dens indvolde end cannabis er. Opium har været opført im den danske farmacope, mens kokain og nyere kunststoffer på narko-området udelukkende er det man kan kalde designerdrugs, altså stoffer der er dannet på baggrund af naturligt udvundne stoffer.
Langt de fleste stoffer er vanedannende, men der har i mange tilfælde også været en årsag til at bruge  dem, enten i smertestillende sammenhæng eller for at nedsætte psykiske belastninger. De mest vanedannende medikamenter bruges faktisk stadig medicinsk. At de så er forfinede til endnu mere bevidsthedsudvidende eller smertestillende stoffer er jo ikke naturens skyld.
Lad os bare sige at brug af euforiserende stoffer fra alkohol til crack er et samfundsproblem. Det ville aldrig blive mindre af at alle stoffer blev legale, men man kunne jo starte med to ting. 1. At differentiere faren;: 2. At oplyse om faren.
Mit budskab er på den måde at man måske skulle bruge mere tid på oplysning end på forbud, oplysning skal ikke være udtryk for fordømmelse, oplysning har jeg kendt til i 30 år. Men alkoholoplysning der får en russisk spion til at ligne en rar fætter er ikke oplysende. Oplysning skal ikke være fordømmende, men oplysende.

Døden

Det er ikke forudbestemt, hvem der dør af misbrug. Nogle siger at det er forudbestemt at man dør på et tidspunkt.  At møde døden ved langsomt at arbejde sig ind på den kan for nogle mennesker være den letteste måde at kommer herfra på. Der skal tænkes på forældre og børn. I det hele taget skal der tænkes. At gå direkte i døden er selvfølgelig også et valg, der er bare ikke så mange der vælger det, også fordi samfundet betragter det som ikke bare svagt, men direkte fejt. At ville livet samtidig med at man søger døden er sandsynligvis den bedste måde at komme herfra på. Lidt hygge selv, lidt familie og lidt taberrolle.
Og fortæl mig ikke at de dyre designerdrugs er noget der giver støre selvværd, de skaber nøjagtig den samme mangel på selvtillid som alle andre har, der føler sig som tabere.

Hvis der findes nogen form for misbrug er det ikke menneskets misbrug af medicin, alkohol eller hallucinogene stoffer - nej der er den økonomiske misbrug af mennesker som er godkendt af stort set alle stater i verden.

Kæmp imod og vælg selv hvordan du vil misbruges.

tirsdag, oktober 29, 2013

Intetkøn

I årevis har vi talt om ligestilling og om seksuelle præferencer (homoseksuelle, transseksuelle, sågar kønsoperationer eller hermafroditter), diskussionen har i det store og hele taget udgangspunkt i at ligestille kønnene, for en stor del på lønområdet, men også en fordeling af arbejdet i hjemmet.
Men der er jo mange andre sider af den sag, nemlig hvorledes man ligestiller. Er det ved at afskaffe kønsforskelle ("den lille forskel") eller ved at give rettigheder til de kønnene efter behov?

Køn

I spørgeskemaer er et af de første spørgsmål ofte meget kort: Der er simpelthen en rubrik, hvor der står køn. Man kan sjældent svare "ja",  "det ved jeg ikke" eller "spørg min kæreste", det er underforstået at man skal vælge mellem "mand" eller "kvinde". Så går det vældig fint med resten af spørgeskemaet, også når spørgsmålene er så ubehjælpelige at man ikke altid er i strand til at svare fornuftigt på dem.
Seksuel observans eller tvekønnethed lader ikke til at have nogen interesse for de mennesker der laver spørgeskemaerne, faktisk mindre en religiøs observans (der heller ikke bruges meget tid på), men hvorfor egentlig.
Den enkleste forklaring er at der findes kvinder eller mænd (altså "den lille forskel" - placeret øverst mellem lårene). Du og dine bedømmelser bliver altså vurderet ud fra om du har mandlige eller kvindelige kønsorganer, i tilfælde af at du skulle være hermafrodit, ud fra hvilket køn du føler dig mest knyttet til, vil jeg tro.

Hermafrodit

Fra Wiki: En hermafrodit (fra den græske gud Hermaphroditos) er betegnelsen for et væsen – f.eks. en plante eller et dyr – der selv har både "han-" og "hunkønsorganer" og således er i stand til at formere sig med begge køn. Man taler således også om at være tvekønnet.
Ægte hermafroditisme er ekstremt sjælden blandt mennesker. Personerne har som regel karyotypen 46,XX og kan enten have dominerende maskuline eller feminine ydre kendetegn. Foruden den ægte hermafroditisme er der flere former for intersextilstande: gonadedysgenesi samt mandlig og kvindelig pseudohermafroditisme. Ved gonadedysgenesi kan personen have enten karyotypen 46,XY som en mand eller 45,X/46,XY. Personer med 46,XY vil have et feminint ydre, mens personer med 45,X/46,XY kan have såvel klart feminint som klart maskulint udseende, dog har de oftest tvetydigt udseende. En mandlig pseudohermafrodit har normale kromosomer, 46,XY, men de ydre kendetegn er ikke klart maskuline. En kvindelig pseudohermafrodit har normale kromosomer, 46,XX, men har et maskulint udseende. Pseudohermafroditter har oftest vanskeligt ved at få børn.

Som det ses er det sjældent at mennesker er tvekønnede, men der findes adskillige måder at være det på. Nogle fører til kønsoperationer i en ung alder, andre afventer hvilket køn man føler at tilhøre, altså enten eller.

Men hvorfor nu tænke på dette? Jo simpelthen fordi man i Tyskland indfører en tredje mulighed for køn d. 1. november 2013, nemlig et felt defineret som "blank" på fødselsattesten, hvor de to andre muligheder er mand eller kvinde (hankøn eller hunkøn).

Intetkøn

Denne mulighed betyder ifølge Kristeligt Dagblad 20. august, s. 5) at tyske børn fremover vil få mulighed for at vokse op uden kønsbestemmelse. Senere i liver kan de så vælge om der skal stå mand eller kvinde i passet, mest fordi det indtil videre er det eneste land i den europæiske union der indtil videre har denne lovgivning - det giver jo derfor ikke mulighed for at indføre intetkøn i passet. Alligevel giver den tyske lovgivning mulighed for at mennesker af "intetkøn" i voksenalderen helt kan fravælge at bestemme sit køn.
Indtil 1. november er Australien det eneste land i verden, hvor man kan vælge intetkøn i officiel sammenhæng.

Lille Danmark

Man kan jo spørge sig selv om der er nogen grund til at tænke nærmere over denne mulighed indenfor det offentlige i et lille land med mindre end 6 mio. indbyggere, hvor kønsoperationer og "homovielser" er tilladt og hvor frisindet er lovgiven. Når hermafrodisme er så sjælden er der jo nok ikke grund til at indføre intetkøn, da det jo rent juridisk kan lade sig gøre at ændre det, eller hvad.

Dåben

Et barn skal jo navngives efter fødslen, enten ved kristen dåb eller anden form for nnavngivning. et barn skal have et cpr-nummer (der ender på et lige tal hvad angår hunkøn og ulige tal når det drejer sig om hankøn), et barns køn bestemmes jo af jordemoder eller læge, i tvivlstilfælde måske endda af forældrene, men et barn der døbes Børge vil jo nok have svært ved at leve med sådan et navn, hvis det vokser op til at blive kvindelig, eller som mandlig med navnet Birgitte.
Rent juridisk er det dog muligt at ændre sit fornavn, og det kræver end ikke et kønsskifte.
(fra Wiki): "Det juridiske kønsskifte er den proces, hvor man skifter juridisk køn og får de rettigheder og pligter, som hører til det nye køn. I Danmark har det konkret den betydning, at man får et nyt cpr. nr. Tidligere har det betydet, at man så også har fået tilladelse til at skifte sit fornavn til det andet køns kønsspecifikke navne. Det er nu muligt tidligere i processen, men er stadig besværligt og kræver udtalelse fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og Retslægerådet. Man skal regne med, at det tager mindst et år at skifte navn. Tilladelse til juridisk kønskifte udformes som tilladelse til kastration, hvorefter man får det nye cpr. nr. efter operationen, eller hvis man har fået selve kastrationen foretaget i udlandet.
Det er dog, efter den nyeste navnelov fra 2007, muligt at ændre sit navn på en hurtigere måde, ved at vælge et kønsneutralt navn som fornavn, hvorefter der frit som mellemnavn(e) kan vælges mellem begge køns fornavne, samt efternavne med mere. Navnelister og lovgivning kan findes på Familiestyrelsens hjemmeside."

Den første vellykkede kønsskifteoperation

"Christine Jorgensen (1927-1989 - født George Jorgensen) fik som den første i verden en vellykket kønsskifteoperation i København i 1952. Hun havde danske forældre, men var født og opvokset i New York, og efter operationen tilbragte Christine Jorgensen også størstedelen af sit liv i USA. Her blev hun kendt som en talsperson for transseksuelles rettigheder." (her citeret fra danmarkshistorien.dk)
Men alt dette har jo handlet om at skifte køn, og en nye tyske lov handler jo netop om ikke at have et køn. Selv om det bunder i at kønsbestemmelsen kan være usikkerved fødslen er det jo stadig meningen at barnet skal kunne vælge (eller i enkelte tilfælde) fravælge køn.
Så hvad gør vi i Danmark, eller rettere, hvad kan vi gøre?

Problemer?

For embedsmænd og politikere vil det største problem selvfølgelig være, hvorledes et personnummer til en ikke kønsbestemt skal udformes. Problemet er dog ikke større end at det kan løses ved at lade kontrolcifferet i sidste del af personnummeret udskifte med et bogstav, men som med differentieret moms og andre muligheder som den digitale verden giver, er både politikere og embedsmænd meget afvisende over den slags nyskabelser. At give muligheden til forældre for at vælge intetkøn til deres barn (sikkert i samråd med læge eller jordemor eller andre) vil der nok være kraftig modstand med henvisning til at der ikke findes nogle der er uddannede til at vurdere om et barn ikke er specifikt kønnet, endelig er der selvfølgelig det rent praktiske omkring pas og dåbsattester, der jo ikke tager højde for et intetkøn.
Pudsigt nok ville det være en god ide at indføre muligheden for intetkøn, bestemt allerede ved fødslen. Pædagoger og lærere ville have tid til at tage kurser i at håndtere den slags børn - ikke at jeg tror de vil blive svære at håndtere denne -fobi end at håndtere andre -fobier, det vil jo altid være svært for nogle at acceptere at andre er anderledes end dem selv, men de har set med mine øjne et større problem end dem de ser ned på eller afskyr. Det er jo faktisk set at forældre har opdraget deres drenge som piger og omvendt (mon ikke alle kender en såkaldt drengepige).
Hvad det sidste angår, altså de rent praktiske ting er der såmænd heller intet der taler imod at indføre regler for pas og dåbsattester (og andre offentlige papirer). Personnumre er allerede implementeret i samtlige systemer indenfor det offentlige (også dem der ikke fungerer), så det vil være en dårlig undskyldning. I Europæisk sammenhæng ville det letteste selvfølgelig være at melde sig ud af EU, men alternativt kunne der sikkert laves et forslag sammen med tyskerne (og Australierne).
Så problemet vil sådan set være at politikere ikke vil tage ideen op og slet ikke vil løse den, hvis de kan slippe.

Hvorfor intetkøn

Nu kan man jo spørge sig selv om ikke problemet med ukønnede eller tvekønnede kan løses langt enklere, simpelthen ved at acceptere dem. Jo, det kan det, lovgivning er ofte et større problem end at acceptere dem der er anderledes. Men de børn der fødes uden et specifikt køn og de børn der fødes med andre psykiske belastninger (jeg vil ikke kalde det sygdom, jeg kan - når jeg er i godt humør og holder af min omverden - kalde det være anderledes), ofte betegnet som utilpassethed, har behov for at være det de er, ikke det de skal være. Faktisk findes der et utal af love vi kunne have undværet uden at samfundet ville lide af problemer, ja nogle af de love der findes gør det endda sværere at leve et liv med børn, udhus eller dårlige kloaker.
For et menneskes selvværd vil det selvfølgelig være vigtigt at man ikke defineres som noget man ikke er, også hvad angår køn. Skulle nogen begynde at spekulere over om disse personer af intetkøn så ville opnå ligestilling ved ikke at foretage arbejde på grund af deres køn, kan jeg kun sige én ting: Det er ikke definitionen på et menneskes køn der bestemmer hvordan de lever og arbejder, det er dels opdragelse og dels magtesløshed.

Kønspolitik

Personligt støtter jeg en kønspolitik der tager højde for at vi alle er forskellige, såvel fysisk som psykisk, en kønspolitik der både skal give os lige opvækstmuligheder og lige indtægtsmuligheder. En kønspolitik der fjerner fokus fra forskellen på køn og i stedet sikrer at alle køn bliver ens behandlet.

Var det ikke et sted at starte for Ligestillingsministeren (til dem der ikke ved hvem det er kan jeg fortælle at her inden den 1. november er det stadig Manu Sareen, der er ligestillingsminister).
Selvom det allerede var i august at Tyskland besluttede denne mulighed for intetkøn, har der ikke været nogen debat, kun en kort artikel i Kristeligt Dagblad 20. august og én dagen før i Politiken, hvor avise tørt kunne konstatere at der ikke ville blive nogen debat om intetkøn.

Skal vi bare lade som ingenting og få den ene bandelov efter den anden? Hvad blev der lige om ansvaret for mennesket og statsborgeren?

mandag, oktober 28, 2013

Gulag

Indtil den 8.december 2013 kan man på Deutsches Historisches Museum i Berlin se udstillingen "Gulag", der handler om de tusindvis af mennesker der blev deporteret til Sibirien under Stalin.
Kort fortalt (her Wiki): "Gulag er oprindeligt et russisk akronym for: "Glavnoje upravlenie lagerej". Det kan oversættes med: "Centraladministrationen for Arbejdslejrene". Lejrene blev almindeligt kendt under navnet Gulaglejrene eller bare Gulag. Gulag blev synonym for alle aspekter af den sovjetiske undertrykkelse og udnyttelse af fanger, der blev brugt og behandlet som regulære slaver. Senere er Gulag blevet brugt generelt som synonym for arbejds- og straffelejre, også uden for Sovjetunionen." Gulag blev oprettet ved lov 1. juli 1929, og officielt nedlagt 1960. Arbejdslejrene eksisterede allerede før revolutionen og er officielt først ophørt med Sovjetunionens opløsning 1991.

Med Solsjenitsyns roman "Gulag øhavet" blev udtrykket Gulag til en betegnelse for livet i fangelejrene der var så mange af.

At følge livet til døden

I Kristeligt Dagblad (21. august 2013) kan man i en anmeldelse af udstillingen i Berlin bl.a. læse følgende beretning: "Én beretter om, hvordan han i sin svækkelse taber sin tunge hammer. når han skal svinge den. Han kan derfor ikke opfylde sin planøkonomiske kvote, skæres til straf i kosten - og svækkes yderligere" citatet afsluttes med sætningen: "Det totalitæres logiske vanvidscirkel".
Det der kan undre mig er sådan set ikke dette logiske vanvid. Det er bare mærkeligt at vanviddet altid placeres i andre sammenhænge som tyske KZ-lejre, Gulag-lejre, totalitære islamiske stater og kinesiske arbjedspladser eller slaveriet i de lande vi nu kalder Vesten.

Det totalitæres logik

For at sige det ligeud er logikken lyslevende i den vestlige verden, såmænd i meget høj grad i lille Danmark. Det totalitære er nemlig igen som under slaveriet blevet den økonomiske elite, hvor de andre arbejdslejre var et udtryk for den politiske magts mulighed for at straffe modstandere.
Når jeg specifikt nævner modstandere er det fordi de nyeste økonomiske magthavere ikke længere definerer modstandere som politiske modstandere, men simpelthen som modstandere af den økonomiske vækst. Ikke nødvendigvis revolutionær modstand eller fysisk modstand, nej simpelthen fordi de i kraft af deres eksistens er modstandere af den grænseløse økonomiske vækst. Straffen udføres af den politiske elite på vegne af den økonomiske elite, det kan der ikke være nogen form for tvivl om. Og straffen er nøjagtig lige så idiotisk som i eksemplet med hammeren og fødevarerationen. At skyde obsternasige slaver eller at sulte politiske modstandere ihjel er i princippet inhumant, og strider mod menneskerettighederne. At sikre sig at økonomisk overflødige mennesker langsomt udsultes både fysisk og psykisk ved at lægge ansvaret på de politikere som de sultende mennesker selv har stemt ind i kraft af deres demokratiske stemmeret, er nøjagtig lige så inhumant, men det er samtidig mere fejt at man overlader til andre at gennemføre fornedrelsen.

Ridefogeder

Under stavnsbåndet havde de fleste herremænd ridefogeder, som normalt havde frie hænder til at straffe fæstebønderne. Med eksemplet Gulag var der skabt en central organisation som sikrede at utilpassede fanger blev straffet. Enhver kan vel se at i disse tilfælde var det ikke den egentlige magtelite der straffede, men derimod  nogle der sandsynligvis kunne være landet i samme ulykkelige situation som dem de skulle straffe.
Nutiden ridefogeder er altså blevet politikerne. De skulle repræsentere os alle, men har valgt side for at undgå at ende som dem de straffer. De virkelige herremænd i dagens Danmark er de økonomiske bagmænd, dem der overlever, altså. Men de har mange flere muligheder for at overleve, fordi de dels holder sammen og dels er enige om at penge er langt vigtigere end livet som menneske.

Bønderne

Med grundlovens indførelse blev de fineste bønder, borgerne, om ikke sidestillet med adelen så dog ophøjet til at være en del af det bestemmende hierarki. Med dem udviklede der sig nye regler i landbruget, selvejere blev rigere, mens fæstere blev til daglejere. Den industrielle revolution gjorde mennesker fattige, simpelthen fordi det familiebaserede arbejde blev til familiebaseret lønnet arbejde til ekstremt lave lønninger under ekstremt dårlige vilkår og ophøret af egenproduktion af fødevarer og tøj. Den almindelige arbejder blev skabt, og lønarbejde blev skabt. Lønslaven blev skabt, en person der i mange tilfælde havde mindre til rådighed med de penge der blev udbetalt end dengang samme person arbejdede i sit ansigts sved for sig selv.
Samtidig blev de selvejende bønder en slags investorer, godt nok skete det jo på et tidspunkt at store godser blev fraskrevet land til husmandsbevægelsen, men når alt kom til alt var husmændene sjældent i stand til at brødføde sig selv, og måtte derfor tage arbejde hos de store bønder og godserne (en ny form for hoveri). Politisk set voksede bondebevægelsen på samme måde som den borgerlige bevægelse havde vokset sig stor et århundrede før. De blev politiske aktører og modstandere af den herskende konservative klasse, det der i dag har udviklet sig til at være partiet Venstre. Dengang havde vi i Danmark et tokammersystem, hvor dels rigsdagen og dels folketinget havde forskellige beføjelser men tilsammen udgjorde Rigsdagen. I forbindelse med grundlovens ændring i 1953 blev Landstinget opløst og Danmark overgik til et Etkammersystem. Venstre og arbejderbevægelsens Socialdemokrati udgjorde nu basis i Folketinget.

Arbejderklassen

Socialdemokratiet opstod som en reaktion på de horrible levevilkår arbejderne levede under. På det tidspunkt var de største befolkningsgrupper bønder og arbejdere, så der er jo intet at sige til at disse to grupperinger begyndte at blande sig i politik. Siden da er den nøje skelnen mellem adel, borgerlig, bonde og arbejder blevet til noget lignende en glidende overgang. Arbejderklassen er ikke længere blot dårligt lønnede i produktionen, de er også håndværkere, lærere og servicemedarbejdere indenfor handel. Med fagforeningernes vækst har arbejderne (også kaldet arbejderklassen) fået så mange forskellige interesser at en homogen arbejderklasse ikke eksisterer, værst af alt er dog at arbejderne i stort omfang har fået opfyldt ønsker om at opnå ejendom og selvstændighed. Noget som i højere grad er med til at splitte arbejderne end til at samle dem.

Planøkonomien

Som dansker kan jeg bare konstatere at planøkonomien er lige nøjagtig så tåbelig som den altid har været, at ridefogederne (politikerne) ikke tænker selv og i stedet lader sig forlede til at gå andres ærinder. Resultatet er at befolkningen endnu engang udsultes som straf for ikke at kunne gøre noget i en sammenhæng den ikke har styr på.

Det totalitære samfunds logiske vanvidscirkel huserer ukontrolleret, fordi dem der skulle kontrollere ikke kan. Det demokratiske samfund er ikke nogen garanti for kontrol med totalitarismen, tværtimod.

søndag, oktober 27, 2013

Fremtiden

Noget for noget er blevet et politisk mantra. Regeringernes skiftende støttepartier stiller krav for at gå med til regeringernes lovforslag og finanslovsudkast, om blå eller rød regering. Man kan jo altid spørge sig selv om det er bedre at opfinde en ble-lignende varmepude man kan tage på frem for at pisse i bukserne for at holde varmen, men når vi taler politik er gylle naturligt og det skal der lovgives om og lægges afgifter på, mens varmepuder jo er værdifulde som et produkt der kan skabe arbejde og dermed kræver statsstøtte og skattelettelser til de virksomheder der teoretisk set har mulighed for at fremstille dem.

I morgen

Som barn lærte jeg at man som politiker skulle løse de opgaver der var påtrængende, men også at man skulle skue fremad. Desværre var disse løsninger bundet af økonomi mere end af fremsyn, det vil sige at de fattigste, sygeste og mest udsatte blev nødtørftigt hjulpet, mens sognet og senere kommunen sparede penge sammen i kommunekassen på bekostning af borgernes behov (som offentlig transport, ældrefaciliteter, bedre vilkår for studerende og enlige mødre - fortsæt selv), også incest og voldtægt for ikke at tale om børnemishandling blev enten skjult eller bagatelliseret, for nogle af dem det berørte blev det faktisk gjort til deres skam så de aldrig omtalte det offentligt.
De penge som kommunerne havde på kistebunden forsvandt som dug for solen. Der blev bygget nye rådhuse efter kommunesammenlægningen i 1970, der blev opført sportshaller og med oliekrisen forsvandt resten af pengene ind i bankerne, i hvert fald ikke jævnt fordelt i borgernes lommer. Men det var nok heller aldrig meningen.
Det med at man skulle have øje for fremtiden er måske nok lidt ligesom en film i serien "Tilbage til fremtiden", eller se Superman flyve jorden baglæns for at skubbe tiden tilbage til før. Det kan tænkes at politikere både lokalt og internationalt tror det kan lade sig gøre, men jeg kan fortælle dem at det aldrig er sket. Dagen efter i dag vil altid være i morgen, og man kan ikke fortryde den dag man har levet. (Man kan selvfølgelig heller ikke fortryde når man dør, men det er vel noget lettere at forstå medmindre man mener man skal afregne i himlen eller helvede, eller hvad man kan finde på at kalde et sted man skal spilde en evighed efter sin død).

I dag

Hvis vi virkelig gerne ville gøre noget for fremtiden er det nok mere smart at lære af fortiden. Der findes tusinder af års erfaringer som er nedskrevet, mange af dem er måske ligeså farvede af de mennesker der drog erfaringerne eller af dem der fortalte om dem - her taler vi meget enkelt om kildekritik - men det burde jo ikke stoppe enhver form for fremtidssyn, tværtimod.
I dag er jo netop bindeleddet mellem i går og i morgen. Man kan sige at i dag er den eneste dag hvor erfaring kommer til at mangle, simpelthen fordi vi alle skal behandle de indtryk vi udsættes for før vi kan komme videre. Det er måske også derfor at indtrykket af politikere i dag er at de faktisk bare lever i en teoretisk verden, hvor befolkningen er indskrænket til enten at være tal i en statistik eller til at være malkekvæg for arbejdsmarkedet.

I går

Erfaring hører altså til det der er sket, ikke til det der vil ske. Politisk set oplever vi at teorier er langt vigtigere end erfaringer, måske meget enkelt forklaret ved at der er færre og færre politikere der har en egentlig erfaring og flere og flere politikere der kan en masse akademisk teori efter enten at have gennemført en længerevarende uddannelse eller i hvert fald har påbegyndt en. Hvis vi altså skal nå fremtiden med oprejst pande må vi politisk og økonomisk bøje os for at den skal bygges på teori, ikke på erfaring. At vi så oplever at uddannelsessystemet fra førskole til universitet i højere grad end nogensinde før bygger på en verdensfjernhed og et ukendskab til samfundets mangfoldighed (og mangfoldighed skal ikke her betragtes som noget positivt eller foranderligt, udelukkende som noget meget forskelligt for de mennesker der udgør samfundet) er åbenbart ligegyldigt, vi skal tvinges til at leve i en teoretisk verden.

Samfundet

Man kan have sin tvivl om hvad samfundet vil blive til i fremtiden. Umiddelbart tyder meget på at det vil blive noget der kan ligne George Orwells 1984. Man kunne også forestille sig et oligarki svarende til det der er i Kina eller det russiske. Et samfund hvor borgeren er reduceret til at være et objekt i stedet for at være en ressource vil nok altid kunne se en dårlig fremtid i møde, men måske til gengæld en økonomisk vinding på kort sigt.
Skal jeg lige bruge den med at pisse i bukserne eller købe et varmetæppe til at holde varmen, så vil jeg faktisk foreslå at vi alle vil indse at der findes en tredje mulighed (eller flere tredje muligheder), nemlig at forestille sig at det ikke altid er tradition eller måske netop er tradition. At finde den menneskelige varme eller at finde en helt anden løsning som giver varme er vel lige så gode løsninger som at pisse i bukserne. Jeg ved ikke hvilken varme jeg vil vælge, jeg ved bare at jeg vil tage afstand fra de løsninger der er foreslået indtil nu.
Hvis samfundet skal udvikle sig vil det aldrig ske ved at gøre det man altid har gjort, men heller aldrig ved at have en teoretisk teori som blot fører samfundet af sporet. Set med mine øjne må det være erfaring der skal til, men erfaringen skal være orienteret mod samfundet og samfundets fremtid. Et samfund, hvor borgerne er mere i højsædet end økonomien.

Økonomien

Gennem mine ca. 50 år på arbejdsmarkedet har det at stå til rådighed for arbejdsmarkedet skiftet karakter. Det kan lettest forklares ved at ordet rådighed som engang var et positivt ord, som gjorde at man glædede sig til at vise hvad man kunne og bevise hvad man kunne, nu nærmest er at sammenligne med råhed. Vi er alle slaver af økonomien. Vi må alle acceptere at vi i dagens samfund er i vejen, enten er vi arbejdsløse, eller vi skal have for meget i løn. Ikke fordi lønnen er for høj i forhold til hvad der skal få vores lille samfund til at fungere, måske er den for høj i forhold til at få EU eller hele verden til at fungere, men det er fuldstændig misforstået at Danmark skal eller kan redde verden ved at gå i krig og ved at gå ned i løn. Den styrke vores samfund havde var faktisk at vi havde tiltro til os selv, at vi havde styrke i fællesskab.
Skal jeg komme med et bud på hvorfor det er gået galt kan det kun være at økonomi - herunder gæld - er blevet så vigtig at samfundet ikke længere har en betydning for det enkelte menneske, ejendom er vigtigere end udvikling og fremskridt.

Sørgeligt at så mange vægter deres egen nutid fremfor at vægte fremtiden, især set i lyset af at man aldrig kan planlægge fremtiden i nutiden, man kan kun håbe, eller dø uden dårlig samvittighed.
Fremtiden er et mål for verden, for samfundet og for mennesket, ikke for magten eller økonomien.

Vreden

Vrede kan være udtryk for afmagt eller blot udtryk for at man producerer adrenalin i stort mål. Men vrede er blevet et større og større problem, simpelthen fordi den kommer til voldsommere udtryk i dagligdagen, for eksempel som trafikvold og som meningsløs vold i det offentlige rum.

Nu er vrede jo ikke noget nyt. En klassisk fortælling fra det oldgræske indledes i Christian Wilsters oversættelse (1836) således:
"Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.
Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked
Ned til Hades's Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
Fugle den gav deres Liig, - fuldbragt blev Zeus's Beslutning -
Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon."
*Illiaden er siden kommet i en mere moderne oversættelse ved Otto Steen Due i 1999. Men i dette tilfælde har jeg valgt den udgave vi brugte da jeg gik på gymnasiet, også fordi den allerførste linje i digtet indledes med ordet "vreden".

At blive vred

Nu reagere vi som mennesker meget forskelligt, når vi bliver vrede, men vreden har jo altid en årsag. Det kan være fra at man føler sig dårligt behandlet til at man har mål der skal nås (stressrelateret). Det kan være fordi andre ikke gør som man synes de skal gøre til utilfredshed med sine egne reaktioner. Vreden kan endda komme straks man føler sig forulempet eller man kan gemme på den til man eksploderer eruptivt som en vulkan. Vrede kan give sig udtryk i vold eller i (meget) højlydte udtryk.
At blive vred er derfor ikke en enkel reaktion, den er forskellig, man fristes næsten til at sige fra person til person.

At være vred

Det kunne såmænd godt betragtes som en sygdom at være vred. Med et stigende antal diagnostiske lidelser vedrørende hjernen (DAMP, ADHD, PTSD etc.) vil en vedvarende vrede være en naturlig diagnose. Blot er vreden jo sammenhængende med forskellige årsager, som nævnt, og nogle får vreden ud med det samme, mens andre sparer den op som om det var voksende kræftceller. Det kan skyldes både opdragelse og mental karakter at vreden giver sig udtryk på forskellig måde.
Det eneste vi kan konstatere er at vreden er et udbredt fænomen. Før i tiden blev den måske holdt i hjemmet som vold i familien, højlydte skænderier og den slags. I dag er den bare meget mere offentlig, hvilket måske også skyldes at lovgivningen har givet mulighed for at straffe den skjulte vold i hjemmet og at politiet ofte rykker ud til "husspektakler".

Politisk reaktion på vold

Når der findes forskellige straffe for husspektakler, når der findes støtteordninger for voldsramte har lovgiverne ikke løst problemet, de har blot ,indført endnu et problem, nemlig en straf for ikke at have styr på dele af sit liv.
Straf er for størstedelen af lovgiverne løsningen på et problem man ikke har styr på. Hvis nogle er voldelige skal de straffes, hvis nogle begår økonomisk kriminalitet skal de straffes, hvis nogle i det hele taget gør noget de ikke må skal de straffes.
Al erfaring viser at de fleste af de straffede faktisk lærer hvordan de kan omgå dele af lovgivningen - under strafafsoningen. Det må jo siges at der i fængsler (åbne som lukkede) er tale om erfaringsudveksling som folkeskolen udelukkende kunne drømme om. Der er bare det men ved det at resultatet af straffen i de fleste tilfælde er det modsatte af intentionen med straffen. For mig at se er straf i Danmark tåbelig - behandling ville være bedre. Hvis man hugger hånden af en lommetyv er det en straf der er til at forstå, så kan lommetyven kun gøre to ting: Gå i hundene eller lære at bruge den anden hånd, men det ændrer ikke på årsagen til at man bliver lommetyv. At vi i Danmark derfor tror på en straf udelukkende i form af indespærring er jo set med mine øjne håbløst naivt, dog kan jeg gå med til fodlænkestraf, simpelthen fordi det giver mulighed for at være hos familie, at passe et lønnet arbejde eller slippe for påvirkning fra andre kriminelle, en alkolås ville for mange spritbilister være den letteste løsning, og behandling af voldelige personer ville være langt mere givtigt end at afvente en politianmeldelse eller at familien bliver splittet.
Men politisk er løsningen længere straffe og mere politi. Jeg ser bare ikke mange eksempler på at det har virket. Godt nok findes der nogle få der flygter fra bandemiljøer, men det er jeg sikker på ikke har noget med politiets og politikernes indsats at gøre, det har noget med angst at gøre.

Min vrede

Jeg er også vred. Jeg undrer mig over at højtuddannede ignoranter kan skalte og valte med menneskeliv på den måde de gør. At gøre unge til syndere for politikernes uduelighed på Christiansborg ved at straffe dem økonomisk og fortælle dem at de bare skal se at komme i gang. At gøre syge mennesker til et problem ved at skære i indsatsen og tvinge dem i arbejdsprøvning i stedet, at nægte at der findes psykiske problemer der ikke lyser med neonlys, at gøre ledige til et problem fordi der ikke er noget arbejde, at udråbe ældre mennesker til et problem der vil ændre samfundsstrukturen, at betragte indvandrere som samfundsnassere (fordi nogle få kapitalister i århundreder har nasset på de lande som de kommer fra), er vel alt sammen så tydelig en tåbelighed, at man mistænker politikere og magtelite for ikke at betragte almindelige udsatte mennesker for andet end en irriterende udgift.
Jeg er vred fordi jeg synes jeg bliver betragtet som et problem og en udgift. Jeg ville meget hellere dele min glæde ved at være et menneske med andre. Ved at skrive, ved at lytte, ved at lære, gennem kærlighed og ømhed og overskud. Det er svært for mig at se hvad formålet med at få dårlig ryg eller arbejde i et frysehus egentlig er. Det er jo på en måde mig og de penge jeg betaler i skat der bliver pålagt samfundsudgifterne, mens de penge jeg indtjener på arbejdet går til dem der investerer i mit arbejde, og det gør de ikke uden at få noget ud af det.

Barnlig vrede

Man skal jo være forsigtig med at bruge et udtryk som "barnlig", men jeg bruger det alligevel, mest fordi det udtryk jeg tænkte over "uskyldig vrede" ikke rigtig giver mening, og så alligevel. Hvis man betragter uskyld som det modsatte af skyld.
Som barn var jeg ikke den bedste til at regne, det blev jeg, jeg var den bedste til at læse og skrive, i gymnastiksalen og i sløjdsalen fungerede jeg ikke rigtigt før jeg var blevet ung. Jeg blev mobbet og udelukket fra dele af fællesskabet, mens jeg så fandt et fællesskab med andre der var udelukkede.
Men jeg var vred over at jeg ikke kunne være med, over at andre behandlede mig som de gjorde, der var bare kun en ting jeg kunne gøre, for at slå igen var ensbetydende med at dem der havde drillet mig i ugevis gik fri og jeg blev straffet med eftersidning eller anmærkninger. Jeg lærte at gemme min vrede. Først blev jeg vred over at tabe i Matador eller at det aldrig var mig der fik mandelgaven til jul eller noget lignende. Det hjalp jo heller ikke, så jeg dykkede ind i mig selv og begyndte at skrive digte som kompensation for vreden.
Og pludselig var jeg ikke barn længere, jeg var ikke vred, jeg var som Roger Waters skrev "Comfortably numb".
Ikke fordi vreden sivede ud af mig, ok nej den lå latent og sikrede at jeg sov dårligt at jeg havde stress og fik mavesår som 24-årig, at jeg undgik konfrontationer og at jeg lærte at venskab med andre kunne give problemer.

Med tiden

"Tiden læger alle sår" siger man, men det passer ikke. Jeg har opnået venskaber, som både var problematiske og givende. Jeg har mistet venskaber på mange måder og opnået venskaber på mange måder. Men selv om jeg allerede fra barndommen har lært at tøjle min vrede dukker den jævnligt op igen. Og hvor den før var eftergivende, og hvor jeg kunne nøjes med at komme med gode råd, er min vrede nu igen blevet synlig. Jeg råber, jeg diskuterer højlydt, når jeg modsiger er det ikke længere stille og roligt jeg siger simpelthen ligeud at dem jeg er uenige med er idioter, der ikke kan tænke selv. Jeg er vred på den verden der ikke har brug for mig som menneske men kun for de ting verden vil have ud af mig. Jeg skændes med venner og forældre, simpelthen for at bevare roen når det offentlige ønsker at behandle mig på en måde så selv kriminelle ville ønske sig at komme i fængsel. Men at kunne bevare roen og sige jeg skal nok gøre hvad jeg får besked på er faktisk ret svært med et menneskefjendsk samfund.

Så jeg vil gerne undskylde at det er alle de forkerte jeg skælder ud på, når vreden skal ud.

lørdag, oktober 26, 2013

Tryghed

Det viser sig, at trygheden har trange kår i dagens Danmark. I stedet vinder angsten for fremtiden kampen om at skabe stressede og usikre mennesker.
Det drejer sig som oftest om problemer med at få økonomien til at hænge sammen med det utal af reformer der skal bringe folk i arbejde som ikke findes. Med nogle af de sociale reformer, som går ud på gensidig forsørgerpligt, som nedsætter dagpenge og kontanthjælp og udhuler flexjobberes og syges muligheder, må nogle mennesker flytte fra hinanden, selv om det at være kærester er nok til at kommuner kan insistere på den gensidige forsørgerpligt, vel vidende at de færreste har råd til eller overskud til at klage over en afgørelse.

Utrygheden

I og med at mange ikke kan overskue deres fremtid øges utrygheden. Den kommunale, regionale og statslige behandling af folk, der ikke har noget at støtte sig til er simpelthen umenneskelig, fordi den hjælp man egentlig skulle forvente fra samfundet er blevet til modarbejde og benspænd.
Øvelsen går ikke ud på at skabe arbejde eller bringe udsatte i arbejde, øvelsen går udelukkende ud på at spare penge for at give dem til dem der egentlig ikke behøver flere. Men øvelsen går samtidig ud på at minimere indtægterne for de fattigste, at tvinge dem til at forbruge sin opsparing eller sine investeringer før "velfærdssamfundet" træder i karakter. Det egentlige mål er altså at gøre folk så fattige at de uanset hvad er villige til at arbejde.

Arbejde

Siden "krisen" blev proklameret har alverdens banker modtaget milliarder efter milliarder, mens de fattigste og syge har mistet enhver for tryghed. Ikke nok med det. Propagandamaskinen kører derudaf med at vi skal gå så gruelig meget igennem fordi der bliver mangel på arbejdskraft, altså at vi skal arbejde frem for at være sikret nogle få tusinde kroner, mens vi venter på at arbejdet kommer. Der postes millioner i skattelettelser til de rigeste arbejdsgivere, angiveligt for at de så skal skabe flere arbejdspladser. Ikke fordi der er set mange arbejdspladser udover dem der er skabt af krejlere der importerer udenlandsk arbejdskraft, det skaber ikke så meget arbejde at det gør noget lige nu.
Til gengæld er arbejde blevet et mantra og et objekt for misundelse, med omvendt fortegn. Dem der ikke har arbejde eller er syge er udnævnt til at være nassere, som ikke har ret til noget som helst. Med andre ord de kan bare tage det arbejde der ikke er og lade være at nasse på hårdtarbejdende nassere i alle afskygninger.

Økonomien

Det værste for de nassere der ikke arbejder er sådan set at den smule nasseri de kan komme igennem med fører til et utrygt liv. Ingen penge har man snart nok af, for man må ikke have penge når man er fattig, mens de rige nassere får alt overskuddet. At leve for mindre end 10.000 kr. er et krav, idet et beløb over 10.000 til hver en tid skal bruges inden man er berettiget til at modtage hjælp. Uanset om man er syg, fattig eller blot ikke kan passe et arbejde af andre årsager (det kunne være immobilitet, usund kost med mere, og behov for medicin i mange tilfælde). Jeg har personligt ikke penge eller mulighed for at komme de steder jeg gerne vil, selv om jeg lægger penge til side og køber klippekort eller andre typer af rabatbilletter til offentlig transport, simpelthen forbi den offentlige transport ikke tager højde for at man kan have brug for at komme tilbage til sin bopæl, selv om den ligger ude på landet. I de fleste tilfælde vil det kræve en kombination af bus- og taxakørsel. På kontanthjælp. Samtidig vil mange være bundet af at de skal have en internetforbindelse fordi muligheden for at komme til og fra bibliotek eller Jobcenter ( for at trykke på en knap) er forsvindende lille i åbningstiden. Næsten al arbejdssøgning foregår via nettet, undtagen når man af forskellige årsager skal til en by med forretninger, man kan jo ikke leve hele året af skvalderkål og rådne æbler.

Det sociale

Det sociale er også ofte en by i Rusland. At besøge sin familie skal planlægges i god til for at få råd. Men også møder eller foredrag udgør et problem, ja selv når man skal til møde i Jobcenter kræver det planlægning. Og det er måske netop denne omstændighed der er medvirkende til den øgede utryghed. At være social er i lange perioder indskrænket til at bruge sociale medier, eller at modtage hjælp fra det sociale netværk i det virkelige liv. Men når det er begrænset, hvad man kan give tilbage er det også med til at øge usikkerheden over hvor langt man kan gå.
Jeg går nok et par dage for længe i mit tøj for at spare en vask, og tøj er ikke noget jeg bare køber, jeg bruger det til det er så laset at end ikke genbrugsbutikker gider modtage det. Selvfølgelig kan jeg mærke at jeg lugter af sved og bryder mig da ikke om at optræde socialt i uvasket tøj. Så hellere holde mig for mig selv, det er jo også meget lettere og billigere, men om det tenderer tryghed har jeg svært ved at acceptere.

Trygheden

Det er på en måde enkelt. Trygheden kan sagtens deles med arbejdsløse, fattige og syge mennesker, ja sågar indvandrere. Det eneste det kræver er en samfundsindsats, hvor det offentlige sikrer menneskelige levevilkår. Ikke at smide penge efter folk, men simpelthen gå ind for en gensidig respekt, så uarbejdsdygtighed ikke er nasseri, så sygdom ikke er nasseri og så sociale behov ikke er nasseri.
Trygheden er ikke bare at have en økonomi, der gør det muligt at være samfundsborger, det drejer sig også om at man skal opleve en respekt fra sine medmennesker.

Desværre er den nuværende samfundsorden med til at skabe utryghed, ikke mindst fordi de fleste ikke ved hvad de kan eller må, hverken på det økonomiske eller det sociale område. De samfundsmekanismer der skaber denne utryghed er desværre vanskelige at ændre. Dem der har mest brug for det kan nemlig ikke ændre på ret meget, og dem der skaber utrygheden ser blot den anden vej.

torsdag, oktober 24, 2013

Politik (3)

Politik er "det muliges kunst" sagde Otto Bismarck i 1867, og dermed definerede han forskellen mellem realpolitik (det der kunne lade sig gøre gennem kompromiser) og idepolitik (partipolitiske programmer). Trods dette skulle der gå næsten 100 år i Danmark før vi accepterede at vore politikere droppede deres idegrundlag for at få minimal indflydelse, med de radikale som "foregangsmænd".
Partiprogrammerne var længe idegrundlaget for den politik man stillede op til valg på og som man blev valgt på, selv om grundloven jo klart siger at "Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere". §55).

Realpolitik

At føre en realpolitik regnes i dag som at føre den politik man kan gennemføre med et flertal af stemmer, dels i folketinget, som jo dog er sammensat af folketingsvalget, dels i kraft af de enkelte partiers fornemmelse for folkestemningen.
At nogle partier fører en politik der udelukkende bygger på populisme (DF bruger for eksempel meget tid må at lodde den danske befolknings stemning og på at partiet derefter har den holdning, indtil befolkningens holdninger skifter - hvorefter det politiske parti også skifter holdning som vinden skifter - man kunne jo kalde dem politiske vindmøller, der hele tiden forsøger at fange vinden og presse mest mulig energi ud af blæsevejret) er ikke nogen stor hemmelighed. Andre fastholder en partipolitik (jeg ville gerne have nævnt Enhedslisten i den forbindelse, men Liberal Alliance slår alle andre med flere kilometer - de har simpelthen en meget enkel politik som går ud på at enhver er sin egen lykkes smed, det betyder jo også at partiprogrammet, der kunne udgives med disse få ord, bliver overholdt til punkt og prikke).
Andre partier har givet efter for demokratiet og accepterer at man må gå på kompromis for at få nogle (mærke-)sager gennemført.

Idepolitik

Hvad idepolitikken angår kan den læses af de forskellige partiers intentioner i partiprogrammer og lignende. Heraf fremgår det at de fleste af partierne har en traditionel opfattelse af hvilken politik de vil stå for, På højrefløjen drejer det sig om forskellige gradbøjninger af liberalisme og et deraf følgende problem med hvad den egentlige politiske kapitalisme står for, mens venstrefløjen udviser en stor indleven i deres socialistiske opfattelse, som både ser på nyere tiders opfattelse af kommunisme og på traditionel marxisme.

Revolution

For at gøre det såkaldte demokrati til noget eftertragtelsesværdigt er det ophøjet til at være vestens fælles religion, mens både liberale og socialistiske teorier er ophøjet til at være økonomiske teorier, hvor revolutioner udelukkende er drastiske ændringer af betingelser for at deltage i samfundslivet. Som eksempel kan vi nævne at den vestlige verden har været udsat for flere økonomiske revolutioner end den har været udsat for voldelige, den har været udsat for flere liberale revolutioner end den har været udsat for sociale revolutioner. I Danmark har den eneste sociale revolution fundet sted efter 2. verdenskrig, nemlig skabelsen af velfærdssamfundet, vel nok den fredeligste revolution i årtusinder.
Det uheldige ved denne og alle andre revolutioner er sådan set at den liberale ide om ejendom og økonomisk udbytning er blevet legaliseret og accepteret. Fællesskabet er med andre ord blevet mere og mere økonomiseret og dermed udsat for spekulation.
Hvis man ser på andre lande og revolutioner siden den franske revolution viser det sig da også at de alle brød ud fordi den økonomiske afstand mellem rig og fattig blev for stor, at fattige ville have del i rigdommen og at rige gjorde alt for at beholde rigdom i egne hænder.

Rigdom

Hvis vi ser tilbage i tiden er der jo ikke tvivl om at de rigeste ville være endnu rigere, det var jo det ultimative mål med rigdommen. De fattige derimod ønskede at få del i den rigdom der gennem købekraft og ødselhed udstillede deres egen situation, altså var målet sjældent at opnå et socialt fællesskab, men at få del i den økonomiske overflod.
Den dag i dag taler fattige mennesker mere om andre menneskers penge og deres egen mangel på samme, end de taler om sammenhold og evner til at udvikle samfundet til fordel for alle. At eje et hus som man kan dø fra er for de fleste mennesker langt mere vigtigt end at have tid til at modne og opdrage sine børn. Ikke fordi jeg ikke ønsker at der skal være institutioner, jeg ønsker bare at forældre skal tale mere med deres børn, lytte til dem og forstå deres spørgsmål - og svare på dem efter bedste evne, måske i forståelse med skolerne. At overlade børnenes ve og vel til de statsligt uddannede institutionsansatte er for mig at se meget farligt. Pludselig skal det offentlige have ansvaret for såvel uddannelse, sygdom og mistrivsel. Det er en fralæggelse af ansvaret som forælder og at pålægge en institution et ansvar der ikke længere er personligt, men et kollektivt ansvar, ligegyldigt hvor forskellige vore børn er.
At sælge sine børns fremtid for fast ejendom forekommer mig at være en form for vanvid. Et vanvid der er blevet så udbredt at det efterhånden er unormalt ikke at være vanvittig.

Fattigdom

Jeg har nævnt det før: fattigdom er den største årsag til sammenhold. Man kunne og kan se det hos de fattigste i socialt belastede kvarterer, endnu den dag i dag kan man se sammenholdet blandt fattige grækere, tyrkere, syrere og ægyptere, you name it. Men når fattigdommen skal deles (nå ja den ret man har fået magten til er jo igen ønsket om at opnå personlig eller grupperingsmæssig rigdom) så er det man har kæmpet for et blålys, et mål der ikke findes på denne side døden.
Fra den vestlige verden er det let at påstå at det er demokrati der bliver kæmpet for, og det er det vel også. Problemet er bare at den opfattelse vi har af demokrati handler om de stærkestes ret til at kue de svageste, ikke bare økonomisk og menneskeligt, men også psykisk og fysisk. Hvorfor skulle de ulykkelige mennesker der hører mere om demokratiets herligheder end ser det i virkeligheden kunne vide bare halvt så meget om demokrati som fattige vesteuropæere, hvorfor skulle en koptisk kristen kunne finde vej i et militært funderet muslimsk samfund? Tværtimod viser alle erfaringer at de fattigste er sine egne fjender, simpelthen fordi de forsøger at fastholde magten når de får del i den. Det vil jo, så længe den magt man ønsker er funderet på økonomi, betyde at man i liberalismens og kapitalismens navn vil kue andre, ellers er samfundet jo ikke økonomisk funderet. Og jeg gider altså ikke remse alle de lande op som har eksperimenteret med kommunisme eller socialisme, de har alle måske bortset fra Cuba, Angola og Nordkorea satset på en økonomisk kommunisme. Til gengæld blev de lande fanger i et spil mellem politiske stormagter.

Politik i nærområdet

Mange danskere er sikre på at de har det bedre end mennesker i andre lande. Det minder mig om mine forældres opfordring til at spise op: tænk på alle de sultne børn i den fattige verden. Det gjorde jeg så og opfordrede mine forældre til at vi straks sendte den overskydende mad til dem, men så fik vi en hund der spiste alle resterne. Pudsigt nok har jeg siden fundet ud af at vi bare skulle have lært ikke at skovle en hel masse på tallerkenen (det ville ikke have hjulpet med mindre tallerkener, tro mig), vi skulle have lært at tage lidt mindre ad gangen, vi skulle have lært at vise mådehold - ja faktisk skulle vi bare have lært!
Det er måske det det hele drejer sig om: at lære. Ikke på den måde som vi skal lære i dag, den nye folkeskolelov. De love der gælder for videregående uddannelser, ja sågar det man lærer på suppleringskurser, går alle ud på at lære hvad samfundet ønsker af én, ikke hvilke krav eller ønsker man kan stille til samfundet. I stedet for at lære at tænke selv skal vi nu lære at tænke som andre. Det må være enhver politikers våde drøm at hans eller hendes ideer deles af en hel masse andre. Velkommen til 1984, Abernes planet eller Fahrenheit 451.
At skulle stemme til byråd eller kommunalbestyrelse, til regionsvalg, til folketingsvalg eller til EU-parlamentet er så fjernt at man end ikke ved hvad man stemmer på, medmindre det er en sød pige, en troværdig mand, eller Neros hest.

Erhverv

Politik er blevet et erhverv. Som de fleste andre erhverv er det gennemsyret af kammerateri og nepotisme, ikke fordi demokratiet er stækket, nej, fordi demokratiet ikke eksisterer på sine egne betingelser. Som demokratisk repræsentant skal du kunne stå inde for dine egne holdninger (det står ikke i grundlovens §55, men det forventes ikke desto mindre. Som repræsentant for demokratiet skal du til hver en tid kunne stemme efter egne holdninger fremfor partitaktiske interesser (der har vi så §55) og som parlamentariker bør du sikre dig at dine vælgere kan stole på dig næste gang der er valg.
Men som sagt er det blevet et erhverv at være politiker. Samtidig med at folketingets flertal gang på gang nedsætter sociale ydelser og tilskud til kommuner og regioner, har de samme politikere ingen problemer med at øge deres og egne politikeres lønindtægter. Husk på at det er at ligne med at ulønnede slaver gav deres sparsomme ejendom eller familie til slavepiskeren for at beholde ham!

Propagandasamfundet

At unge mennesker og ældre mere eller mindre demente kan have svært ved at gennemskue dette despotiske, inhumane, propagandasamfund kan jeg til nød forstå, men at voksne, uddannede mennesker lader sig forblænde af ordet demokrati uden at sætte sig ind i hvad det betyder gør ondt.

Måske skulle vi allerførst lære at der er kæmpeforskel på demokrati og politik, på socialisme og kommunisme, på liberalisme og kapitalisme. Måske vi i virkeligheden skulle starte med at lære at forstå med de evner vi nu engang har fået i dåbsgave fremfor at tænke de tanker andre vil have os til at tænke.

onsdag, oktober 23, 2013

Pisk og gulerod

Virkeligheden er meget forskellig. Ikke kun fordi vi oplever den forskelligt, men også fordi vi skal opleve den forskelligt.
Som mennesker tror vi at vi alle skal opleves ens og opleve ens, frihed, lighed og broderskab og et samfund hvor få har for meget og færre for lidt. Alligevel er vi jo ikke herre over sygdomme, selvom vi som samfund poster store beløb i både forskning i sygdomsårsager, arveegenskaber og medicinsk forskning.
Generelt kan man sige at vi dør alligevel på et eller andet tidspunkt, men vi kan samtidig konstatere at sygdom ikke er alle mands herre. Simpelthen fordi sygdom i stort omfang er socialt betinget. Det vil altså sige at socialt udsatte især er dem der bliver syge, samtidig med at behandlingen er meget forskellig alt efter hvilket samfundslag man tilhører.
Men lad os lige se lidt på, hvad der er den egentlige årsag til at denne forskel er reel, selv om vi i skolen, fra kommune, region og stat hele tiden får tudet ørerne fulde af at vi alle har lige ret til blive behandlet for vores sygdom.

Pisk

Vi lever i et samfund, hvor pisk i form af tvang er godkendt som middel til at få mennesker til at gøre noget de enten ikke er egnede til eller til at gøre noget de absolut ikke har lyst til. Denne pisk svinges ved at skabe en økonomisk baggrund for ethvert liv i samfundet. Skab noget, tjen nogle penge og læg dig fladt ned med maven opad. Sig tak når du får penge som svarer til en brøkdel af det du skaber for andre investorer.
Hvis ikke du gør hvad samfundet har behov for, altså skaber kapital, så må du tvinges til det, og det er jo netop pisken. Straffen falder prompte, måske ikke gabestok eller træhest og absolut ikke hjul og stejle. Nej i dag er pisk kun to ting, at tvinge dig til at have en økonomi og tage den fra dig når du har vænnet dig til det. Det kaldes ønsket om ejendomsret. Dette ønske suppleres med en lovgivning der gør det langt billigere at leve med ejendomsretten end uden, altså piskes du til at fastholde ejendomsretten, men samtidig er ejendomsretten en gulerod.

Gulerod

Udtrykket skulle antyde at de samme mekanismer, altså opnåelse af økonomi og ejendomsret kan opnås ved at lokke med de samme mål.
Netop det at de samme ønsker kan opfyldes på en anden måde skulle altså være et alternativ til pisken. Vi ser ikke noget alternativ, men vi foregøgles en alternativ metode. Men hvor pisken nok kan få hesten til at gøre hvad den skal er guleroden faktisk nøjagtig det samme middel bare på en anden måde. Lad os sige at den der holder guleroden giver dig mulighed for at få noget at spise, når du er sulten. Lad os så forestille os at din sult kan blive stillet hvis du gør som piskens fører ønsker. Nu har jeg så med vilje sagt det samme med forskellige sætninger, men de betyder stort set det samme, for guleroden er ikke til rådighed som en hundekiks for en dygtig hund. Den er til rådelighed når gulerodens ejer giver den til dig, nøjagtigt som den er når pisken ejer giver den til dig.

At stå til rådighed for samfundet

Alle disse gulerødder og piske har altså det samme formål: at sikre at nogle er anderledes end andre. De der dyrker gulerødderne kan få dem at spise, når de skal dyrke flere gulerødder, men de ejer ikke det de selv har produceret og har ikke rådighedsret over det. På samme måde kan de tvinges til at dyrke gulerødder og får nogle at spise når de skal dyrke nogle flere gulerødder. Det første er kapitalisme, det sidste er slaveri, forskellen er sådan set bare at der kommer en kunstig værdi ind over i forbindelse med kapitalismen, nemlig penge.
Samfundet giver dig penge, som de derefter tager fra dig i små bidder, mens du bliver fodret med din egen hale (der er jo nok en grund til at mennesket har et haleben, men ingen hale - medmindre det er en hestehale). Du får lov til at føle at du ejer noget og at det du ejer kan gives videre i din slægt, når samfundet endnu en gang har taget sin del af kagen. Men betænk hvor meget der er betalt gennem et liv for at eje et hus for eksempel. Arbejdsgivere har en fordel af dit arbejde og ville ikke kunne sikre dig arbejde, medmindre du var med til en form for akkumulation ag kapital (gælder også for det offentlige). Når du har fået penge for en del af de værdier du har været med til at skabe, vil du få løn udbetalt. Men arbejdsgiverens (Gud hvor jeg hader det udtryk) investeringer skal jo bære et afkast i sig selv, som kan sikre ejendom og værdier for investor. Investor kan trække investeringer i arbejdskraft (både mennesker og maskiner) fra, Du kan trække investeringer i ejendom og økonomi fra, altså har du ingen muligheder for at trække noget fra der drejer sig om mennesker og familinærhed, tværtimod skal du betale mindst 40% i skat for at stille din arbejdskraft til rådighed. Faktisk kalder man alle disse økonomiske bevægelser som pålægges dig, for "samfundet", du betaler nemlig selv for det du får tilbage, inden du får det, mens arbejdsgiveren får penge til at tjene på din arbejdskraft.
Af hensynet til samfundet skal du så som forbruger betale moms, mens din arbejdsgiver kan trække momsen fra sine investeringer i både dig og maskiner. Ikke nok med det som pensionist vil du gennem et liv i gennemsnit (alle mennesker i landet) have sparet tre til fire gange op af, hvad du får udbetalt, hvis du lever længe nok til at få udbetalt pension. Når du dør vil dine børn skulle dele din ejendom, det betyder ofte at alt hvad du gennem et liv har betalt for, bliver splittet op, af og til også med familiestridigheder til følge, eller at dine børn læner sig tilbage og lever af alt hvad du har knoklet for. Selv gravstenen skal betales af det du har sparet sammen.
Så ligegyldigt om det er pisk eller gulerod, så bliver det i sidste ende til pisk OG gulerod.

Fattigdom

Nu er samfundet nået frem til at du er blevet til for at leve af de penge du selv har skabt, fordi de mennesker du har skabt dem til, selv vil have mere. Du skal altså have færre penge og derfor bruge flere år på at skabe værdier som dine børn kan skændes om, når du er død. Med ny lovgivning kan man stort set ikke forsikre sig mod noget som helst, heller ikke arbejdsløshed. Man kan miste sin indtægt, som jo netop er hele årsagen til balancen i det kapitalistisk baserede samfund, ja man mister det man har været et helt liv om at spare op, bare fordi man ikke kan bruges på et arbejdsmarked på grund af sygdom, alder eller bare fordi der er mangel på menneskeligt udført arbejde.
Samfundet har derfor fundet ud af at der vil være en masse overflødige mennesker, der skal forsørges af alle de penge de selv og deres familie har indbetalt til samfundskassen. Men de penge skal primært bruges til at skabe større forskel på rig og fattig, ikke bare fordi det kan lade sig gøre, nej kun fordi økonomisk rigdom er målet. Et mål som selv den fattigste eftertragter. Pudsigt nok ville de penge som pensionsselskaberne ligge inde med kunne brødføde mange fattige og syge, i stedet skal pengene bruges til at bygge flere broer, så broarbejdere kan blive plukket for deres løn i form af skatter og moms, og samtidig sikre pensionsselskaberne endnu større kapitalophobning

Få har for meget og færre for lidt

Man skulle jo synes at alle disse krumspring for at skabe mere værdi af mindre arbejdskraft ikke kan lade sig gøre. Men det kan det sagtens.
Man giver skattelettelser, fradrag og tilskud (også gennem EU) som sikrer at kapitalister, internationale firmaer og investorer betaler mindre, samtidig med at man begrænser udbetalingen af penge til de dårligst stillede. Abra kadabra er forskellen på rig og fattig stadig den samme, det er ikke længere evnen til at tjene penge der er vigtig (hvorfor skulle den være det, når det er indtjeningsevnen der i virkeligheden er problemet for de rigeste?), det er spørgsmålet om hvad man skal gøre ved de overflødige. Og det er meget let: Sørg for at de i stort omfang forbliver overflødige, straf dem for at være det og find på den ene undskyldning efter den anden for at dem der har mest, er dem der sikrer samfundets vækst. Sært nok er denne filosofi, som er liberal-konservativ fuldstændig blind for hvem der har skabt samfundets vækst og den økonomiske vækst hos de rigeste.
Men få har efterhånden for meget, mens flere har for lidt.

Sygdom

De få der har for meget og dem der knokler for ikke at have for lidt, får oftest livsstilssygdomme, som man kan dø af, nogle af dem har så mange penge at de kan komme forrest i køerne på betalingshospitaler i ind- og udland, mens resten bare må tage sygdomme som de kommer.
De fattigste kan måske nok få et høreapparat, men har ikke råd til at sygeforsikre sig. Briller går i stykker uden man har råd til nye, tænder rådner op, uden man har råd til at gå til tandlæge, at rejse til kontrol ved kommunen og arbejdsprøve-center eller jobcenter koster en stor del af rådighedsbeløbet og bliver samtidig besværliggjort af at der ikke er råd til andet en offentlig transport (som faktisk er ret dyr). Som udsat vil misbrug af for eksempel spiritus og tobak være en trøst, der jo ikke ligefrem bedrer hverken helbred eller økonomi.
Maden man spiser (hvis man overhovedet spiser) bliver ikke fornuftig, tværtimod spiser mange fattige uregelmæssigt med følgesygdomme som det mest naturlige. Diabetes og hepatitis er langt mere almindelig blandt fattige end blandt rige misbrugere, ikke fordi pillemisbruget, alkoholismen og rygningen blandt de højeste indtægter er mindre usund, men simpelthen fordi det er muligt at reparere på skavankerne for de rigeste.

Psyken

Det leder jo frem til en af de allervigtigste forskelle der er på mennesker der har en indtægt og dem der må bede om den.
Hvis du igennem det meste af dit liv har fået banket ind i hovedet at fattigdom er en skam vil du i samme øjeblik du rent faktisk bliver fattig, føle skam. At vi lever i et nepotistisk samfund, hvor vi påstår at bestikkelse og samfunds- eller familiebetinget uddannelse ikke findes gør det jo ikke bedre. Det gør ondt i hovedet, nogle bliver bange, mange ensomme og nogle blive stejle og kæmper imod. Kvinder og fædre skal pludselig være alene om opdragelse af børn, fordi kæresten bryder sammen, og i mange tilfælde bryder den anden også sammen, simpelthen fordi barnet tvangsfjernes fra den der vil gøre det bedst mulige for at barnet kan have en far og en mor, på meget vanskelige betingelser, men dog vokse op med sine forældre.

Mistænkeliggørelsen

Pudsigt nok har de fleste svindlere (læs kapitalister og investorer) ikke noget problem med at blive mistænkt for at svindle og bedrage. De kan enten betale sig fra det eller simpelthen fortsætte med at svindle og bedrage.
Modsat er det for dem der gik tidligt ud af skolen, dem der lærte at stjæle slik hos købmanden eller "låne" penge hos bedstemor, fordi man vidste hvor hendes pengepung lå. Umiddelbart vil en stor del af disse mennesker være mistænkeliggjort, ikke mindst med deres baggrund i fattige og ulærde miljøer. En stor af dem lykkes ikke med hverken tyverier, kærlighed eller arbejde. Tværtimod oplever de det ene nederlag efter det andet, og løsningen fra samfundets side er straf, tvangsfjernelse af børn eller total afvisning af behov for opmærksomhed. Hvad arbejde angår vil mange blive sat i fornedrende arbejde på et kommunalt værksted for at blive "arbejdsmarkedsparate", simpelthen fordi de med det etablerede samfunds øjne jo bare er dovne eller utilpassede. Som om de offentlige tiltag kan gøre mennesker arbejdsomme og tilpassede.

Pisk og gulerod får ikke ændret på samfundet, kun på menneskers selvværd. Og her vil der være en stor forskel på selvværdet hos de rigeste og de fattigste.

lørdag, oktober 19, 2013

Mine indlæg

Jeg skriver og skriver. Jeg søger også arbejde og prøver at få mit liv til at fungere uden at have råd til ret meget andet end at overleve. Endelig følger jeg med i nyhederne på min mail, i aviserne og på facebook. I det hele taget forsøger jeg at være en del af min omverden, på de vilkår jeg nu kan være her med en kontanthjælp der faktisk forhindrer mig i at være social "In Real Life".

Jeg skriver

Mine ord er dem jeg finder på her og nu. Sådan har det egentlig været siden jeg begyndte at skrive digte, da jeg gik i folkeskolen. Nogle gange følger mine ord en tankebane som jeg ikke kendte da jeg begyndte at skrive, og det betyder selvfølgelig at jeg oftest må finde ud af hvor jeg begyndte og så slutte af med at samle mine tankespind op, runde af og forsøge at skabe en sammenhæng i rodet.
Jeg kommenterer på livet løs og jeg forsøger at følge med i andre venners kommentarer. Ikke fordi jeg er hardcore venstreorienteret, snarere fordi jeg vil modtage input, der kan gøre mig klogere på den omverden der omklamrer mig. Som jeg forsøger at krænge mine tanker og problemer ud satser jeg på at andre gør det samme, forhåbentlig til fordel for både mig og den verden jeg trods alt er en del af.
Så jeg skriver og kommenterer, læser og lytter og konstaterer at der i min familie og mine omgivelser findes alle mulige former for politiske holdninger. Godt nok de organiserede med partistøtte og fup og svindel, men dog godkendte som politiske partier, på samme måde som religiøse bevægelser kan godkendes, dog med en kæmpeforskel. For at repræsentere demokratiet skal du indsamle et antal underskrifter der beviser at du kan repræsentere samfundsborgere og indbyggere, for at modtage accept og penge til en religiøs bevægelse skal du blot have en menighed.

Jeg læser

For at få viden og oplevelser må jeg også læse. Jeg læser bøger, digte, aviser og som rørende fattig på kontanthjælp læser jeg indlæg på facebook. Jeg læser de indlæg jeg har lov til på Berlingske Tidendes og Politikens netsider, indtil jeg har opbrugt mine kvoter. Jeg læser indlæg af mine interessante og kommenterende facebook-venner og jeg følger med i eksempelvis ministernyt og nogle politikeres kommentarer. Jeg ser endda nogle sider, som udelukkende er sarkastiske, ironiske eller blot vender tingene på hovedet.
Essensen er at jeg læser for at blive klogere på den omverden der omgiver mig (hvad skulle den ellers gøre?) Nogle gange bliver det jeg læser til mine ord, andre gange former de mine ord med deres opfattelse af omverdenen, men jeg læser og jeg forsøger at forstå og komme videre.

Jeg forstår

Nogle gange tvivler jeg på om jeg forstår, andre gange forstår jeg - atter andre gange vil jeg gerne forstå. Forstå det hvem der kan.
Øvelsen er sådan set at vide at fordi man ikke kan forstå et digt er det ikke ensbetydende med at man ikke kan læse det. Jeg vil jo gerne forstå en digter der har indvandrerforældre, men hans egne oplevelser af familiens problemer eller utilpassethed, viser jo både at han ikke fatter sine egne forældre, sin baggrund eller noget som helst andet. Selvfølgelig er det også en indikator af at forældrene ikke fatter en dyt, men de har altså også en anden kulturel baggrund. Men fortæl mig lige hvordan forældre med en fremmed "indvandrer"-baggrund skal kunne hjælpe deres børn med at blive enten inkluderet eller integreret i det danske samfund. Altid dejligt at vi i vort lille land kan ekskludere og skubbe mennesker ud på et sidespor, simpelthen med ønsket om at være bedre end andre mennesker.
Fortæl mig hvorfor en person der i sin barndom er udsat for vold eller misbrug, udsat for misforstået opdragelse er speciel, fordi barndommen er foregået i et indvandrerhjem. At forstå fortvivlelse og afmagt er for visse mennesker at sammenligne med at skelne mellem indvandrere (muslimer) og mellem alle andre mennesker der handler på samme måde (misbrugte, fattige, psykisk syge etc.). For mig er misbrug og vanrøgt altså det samme om det foregår i den ene eller anden familie. Skal vi bruge kræfterne på at gøre muslimer til større skurke end alle andre, har vi et forklaringsproblem. I mit lokalsamfund var der både incest (begge veje) og vold i hjemmet, de mennesker der kom længst væk fra var vistnok fra Fyn eller Vejle, og deres største forbrydelse var at børnene havde lus.

Jeg erkender

Mine indlæg på denne blog er egentlig bare tanker, affødt af de diskussioner der er i mine omgivelser. Tanker der tager udgangspunkt i den offentlige debat i nutiden, suppleret med mine erfaringer gennem et liv. Jeg har gennem hele mit liv erfaret, lyttet og erkendt, jeg har fået gode og dårlige oplevelser, sågar delt andres oplevelser, fordi jeg har lyttet og forsøgt at forstå. At ville erkende at andres liv ikke svarer til ens eget er for mig det allervigtigste, derefter er det vigtigt at erkende at andre har erfaringer der ikke svarer til mine.
Jeg har haft et godt liv, jeg har også haft et hårdt liv, men gennemgående har mit liv været styret af mine forældres kærlighed, selv om kærligheden kunne bære præg af "Det gør mere ondt på mig end på dig" og "Nu må du tage dig sammen". Men grundlæggende har mine forældre jo ment det godt, selv om de har udsat min psyke for en form for vold.
Med andre ord har de jo formet mig på godt og ondt, på den måde som de har betragtet som værende den bedste måde at bringe mig frem i verden, at blive en succes. Jeg er sikker på at de fleste andre forældre som udgangspunkt vil gøre noget godt, også dem der fører incest eller voldtægt videre som tradition. De er bare nøjagtig så uoplyste som deres egne forældre var, og derfor er det nok mere vigtigt for os alle at acceptere at viden og erkendelse er vigtigere end at straffe for at videreføre traditioner som man ikke selv er herre over.

Det politiske menneske

Med min familie, hvor der er flere halvsøskende og papsøskende end der er helsøskende, ja selv når vi taler uddannelse er forskellen enorm, så er et problem stadig at vi er forskellige ad helvede til. Hvad religion angår er vi såmænd meget forskellige, idet Gud ikke er en del af vores liv for særlig mange, men politisk er det såmænd en familie der fylder hele spektret fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj.
Vi er alle idealistiske, det har vi arvet efter vores bedstefar, og samtidig er vi alle mere eller mindre polemiske, noget som vi har arvet efter vores bedstemor. Vi er rørstrømske og vi har en trang til at beskytte de mennesker vi er i familie med. Pudsigt nok har vi bare hver vores opfattelse af hvordan man beskytter sin familie. I det store og hele kan vi dog tale sammen uanset politiske holdninger, nok mest fordi vi på et punkt er enige. Denne verden skal være bedre at leve i end den verden vore bedsteforældre voksede op til. Forskellen er til gengæld at vi ikke er enige om hvordan en bedre verden skal se ud.

Skriftspor

Mine indlæg er altså udelukkende mine ord. De er ikke udtryk for min families, ej heller mine søskendes. De er udelukkende mine ord i mine indlæg. Ikke nok med det. Mine ord er i øjeblikket udtryk for de følelser jeg har og tanker jeg har - ikke mindst for mine tankeassociationer. Jeg er på en gang et venligt, imødekommende menneske, samtidig er jeg også et udsat og presset menneske. Jeg elsker at tænke og jeg elsker at andre vil lytte til mine tanker.

Som andre sender deres duftspor ud i verden sender jeg mine skriftspor. Ikke fordi jeg ønsker at folk skal vende deres øjne den anden vej på grund af sporene, men simpelthen fordi jeg føler at skrift er langt mere end kunstig lugt.

Mine indlæg har altid til formål at få andre til at tænke. Såmænd også at få mig til at tænke, men det gør jeg ikke bare jævnligt, men hele tiden.
Så opfyld mit ønske tænk sammen med mig og gør det så højt at andre kan høre det - se det er skriftspor.

torsdag, oktober 17, 2013

En dag i Ivan Denisovitjs' liv

Alexander Solszjenitsyn skrev en kortroman om en dag i en straffefanges liv, 1 dag ud af 3653 dage i Sibirien. En bog der som 'Gulag Øhavet' skulle vise hvorledes det russiske samfund behandlede sine indbyggere.
Et samfund der nok forsøgte at nedgøre borgere og indbyggere, et samfund der fik adskillige mennesker til at dø, begå selvmord eller sige, hvad de fik besked på. Et samfund, hvor det kun var de stærkeste der overlevede og blev ved med at fastholde deres meninger og meningernes mod, ja troen på en bedre fremtid.

Verden

I dag har amerikanerne løst verdenssituationen ved at forhøje gældsloftet. Altså ikke mit, men den amerikanske stats. Heller ikke mit lands gældsloft, kun ved at undgå konkurs i verdens største økonomi, har vi andre i for eksempel lille Danmark undgået at få smadret vores økonomi. Ikke ved at gøre noget som helst, end ikke ved at melde os ud af eller helt ind i EU, nej udelukkende ved at være afhængige af amerikansk økonomi.
Er verden virkelig så skør at almindelige mennesker er afhængige af at mennesker investerer på børsen i New York og at mennesker kun tænker på sig selv?
Hvis man kan svare nej til dette spørgsmål er man jo nok mere eller mindre naiv eller direkte idiot. Verden er skør.

En dag i mit liv

På den måde vil en dag i mit liv være bundet af at andre bestemmer hvordan jeg skal leve og noget nær også hvor jeg skal leve, selvom det ikke bliver en fangelejr eller en flygtningelejr. Men jeg må leve i et bur for at andre mennesker kan akkumulere kapital til ingen verdens nytte. Jeg må leve i et rigt land, hvor diskussionen om en fattigdomsgrænse udelukkende drejer sig om adgang til kapital. Et land hvor fattige mennesker defineres ud fra et rådighedsbeløb, ikke ud fra et fornuftigt livsindhold. Vi må i lille afhængige Danmark acceptere at resten af verden er mere bestemmende for vores fremtid end vi selv er - og at vore dage ikke besluttes af os selv, men af stater og politikere.
Jeg har selv en boglig uddannelse og min tilgang til verden er på den måde generelt teoretisk, alligevel er det vanskeligt for mig at forstå at vi i denne verden skal acceptere at andre bestemmer over vores liv af økonomiske årsager.
Mit liv er således nok i frihed, så længe jeg kan finde en billig bopæl. Mit liv er samtidig defineret af politikere og politivedtægter, og jeg er overvåget hele tiden. Ikke fordi jeg udgør en fare for samfundet eller verden, udelukkende fordi jeg måske kunne komme til at gøre det! Mit og andre fattiges Gulag består udelukkende i at forsøge at overleve, hvilket er betydelig lettere for os i Danmark end det var i Sibirien.

Stå op om morgenen

Cheech & Chong har en sketch med "sister Mary Elephant" - den handler om en ung studerende der skal fortælle om hvad han lavede i sin sommerferie. "På den første dag gik jeg til byen for at høre om der var et job, på den anden dag gik jeg ind til byen for at høre om der var et job ..."
http://www.youtube.com/watch?v=I6OdV85hJr4
Også i Danmark har vi et bud på hvad det hele drejer sig om, nemlig merværdi:
http://www.youtube.com/watch?v=9N8KyGQeSDY
Benny Holsts sang om merværdien er egentlig en solidaritetssang med fattige arbejdere i Bolivia, men kan jo sagtens bruges om dagens Danmark i international sammenhæng med et EU og et Amerika samt alle de andre lande, der efterhånden udelukkende vurderes på økonomiske indtægter, Bruttonationalprodukter og stigning i løn.
At stå op om morgenen er blevet mere vigtigt end at leve et liv. Selvfølgelig kan vi ikke alle sove længe eller undlade at dyrke spelt, eller hvad fanden vi nu har tænkt os at gøre. Men vi kan bidrage til samfundet med vores evner i langt højere grad end da vi alle levede i agrarsamfund.

Gå i skole

Det nye sort er at vi alle skal gå i skole, evnerne ufortalt vil vi alle kunne bidrage til samfundet ved at gå i skole. Det har resulteret i at en ungdomsårgang på ca. 80% af de unge går på gymnasiet, mens de sidste 20% (ca. da der også er nogle der dropper helt ud) går på såkaldte erhvervsskoler.
Med en lovgivning der ikke støtter indlæring eller undervisning, men tværtimod støtter skolens evne til at fastholde elever er det jo selvsagt et problem at få unge mennesker igennem uddannelsessystemet med en evne til at bidrage positivt til samfundet. Omkring 20% af dem der tager en boglig uddannelse falder fra, mens næsten halvdelen af de unge der tager en erhvervsfaglig uddannelse falder fra. At der er mindre end 10% af alle unge mennesker der gennemfører en faglig uddannelse, mens næsten 70% gennemfører en boglig uddannelse er et tegn på at vi i Danmark tror på at teoretisk viden er vigtigere end empirisk viden. Vi har ingen opfindere, men som for mit vedkommende en masse mennesker der har teorier om næsten hvad som helst.
Hvem fanden skal slå sømmene i, bygge udestuen eller skifte en el-installation?

Mørket

For mit vedkommende er det sådan set utrolig enkelt. Jeg er fattig (ligegyldig hvordan fattigdom defineres), jeg lever en skyggetilværelse, hvor jeg skal forsøge at få de penge jeg har til rådighed til at slå til, min fremtid består udelukkende af mørke. Hvis jeg vil noget, hvis jeg ønsker noget er jeg "persona non grata", også i min egen familie, hvor jeg selvfølgelig ikke skal tigge og bede om hjælp (det har jeg faktisk heller ikke gjort - men hjælp givet af et godt sind kan med tiden blive til en pligthjælp, som jeg har bedt om - hvilket jeg aldrig har). Nok kan man låne penge uden en masse renter hos familien, men jeg har altid lært at lånte penge skal betales tilbage.
Sidste gang jeg gik ned med psykiske svare problemer havde jeg et billede i hovedet om det at blive til et menneske igen. Jeg følte det som om jeg tog elevatoren ned i kælderen, adskillige etager, mens jeg måtte tage trappen op, da jeg besluttede mig for at forsøge at blive et menneske igen.
Turen med elevator foretog jeg med lys og lyde, der fortalte hvilke etager jeg var på. Turen op ad trappen var i mørke, hele vejen.

Min dag som mig

Jeg sover dårligt, fordi jeg ikke har styr på min tilværelse. Mit liv begynder når jeg står op, og det gør jeg når jeg skal. Nogle gange kl. 7, andre gange kl. 10 eller 12. Jeg passer mig selv fordi jeg ikke aner hvordan jeg skal være social, Om aftenen går jeg til min far og ser i al fredelighed fjernsyn sammen med ham - da hans hørelse er dårlig diskuterer vi ikke udsendelserne, vi ser dem bare. Jeg forsøger at opretholde kontakten med min tidligere kæreste, men det er vistnok et eller andet som jeg ikke ved hvad hedder, at opretholde den kontakt.
Min bror, som jeg holder meget af, har travlt med sit arbejde og jeg føler jævnligt at jeg kommer i vejen når jeg gerne vil være social.
Så hører jeg radio, ser TV med min far, læser indlæg på facebook og udgiver selv indlæg her på bloggen og kommenterer venners indlæg på fb. Jeg læser og kommenterer mail, jeg søger arbejde, som jeg jo skal, og derudover kigger jeg på vejret, går af og til med skrald eller lufter ud, støvsuger eller beundrer de mennesker jeg holder af (begge køn - det har ikke nødvendigt noget med sex at gøre)

Sagt med andre ord: En dag i mit liv består stort set bare i at jeg trækker vejret og forsøger at gøre noget. Ikke for mig selv eller for mine forældre, søskende eller kæreste, nej jeg forsøger at finde ud af på hvilken måde jeg kan gøre noget, som har et formål.

Det er sådan set der at problemet opstår.