fredag, maj 04, 2012

Velfærdssamfundets tanke

Det har jo længe været et spørgsmål hvad velfærdssamfundet egentlig er. Er det dem der får "gratis" velfærd som selv skal betale, er det dem der har opnået velfærd, der skal dele eller er det dem der er billedet på velfærd, der skal betale?
Da jeg i min ungdom lærte om at dele, om at opnå velfærd og om at forstå anderledes tænkende mennesker, var der så meget der var anderledes. At dele betød at man ikke skulle slå naboens børn når de "lånte" en fodbold af dig, eller en modelbil, eller hvis de pludselig havde din forsvundne modelflyver liggende på deres værelse. Man skulle bare tage det tilbage der var ens ejendom eller dele! Nogle af os havde noget. Ikke meget, men noget som vi satte pris på. Alligevel lærte vi at andre ønskede det samme som os, men ikke kunne opnå det, medmindre de tog det fra andre.
Jeg aner ike hvor mange gange jeg og mine søskende råbte ad hinanden og sagde: "Det er min!" - ingen tvivl om at ejerfornemmelser hører til både børn og voksne, også til mig. Derfor er ejendom også noget som man skal tænke over, hele tiden. At fastholde sin egen ejendom er jo netop at forsøge at blive "Palle alene i verden", hvor det først er når man er alene at man opdager sin ensomhed.
Den kapitalistiske vækst går jo kun ud på at maksimere kapital (Hvis nogle påstår andet så fortæl mig hvem!). Liberalister er fattige kapitalister, der gerne vil være rigere. Socialister er sågar arbejdere der gerne vil have del i rigdommen), Selv kommunister vil stjæle rigdom (økonomisk) fra andre mennesker. Et politisk system hvor det alene er penge og rigdom der definerer velfærd er jo et system med ét fortegn. Anden-og tredjegradsligninger kan give problemer når de skal udregnes, men en førstegradsligning giver jo resultatet i sig selv: "a+b=c", normalt løst som jeg tjener penge (modtager understøttelse/kontanthjælp) + jeg betaler skat (trækker så meget fra som muligt ved at købe hus og ved at have børn), = det jeg har tilbage er for lidt!
Nu er alle argumenter sådan set tåbelige. Jeg kan ikke blive boende i mit hus hvis grundskylden (skatten) stiger; jeg har ikke råd til at have børn hvis ikke jeg får børnepenge; hvis ikke jeg møder på arbejde bliver jeg fyret; Jeg har behov for beroligende midler (cigaretter, spiritus, narko). Alle argumenter er kortsigtede. Hvis vi alle ønskede et samfund der kunne få os videre ville vi nok snarere tænke på vores egen fremtid.
Ville vi alle have det bedre med ikke at skylde penge væk? Ville et forhold til familien hvor man skulle behandle sine børn anstændigt være bedre end at betale børnepenge? Ville et samfund hvor vi ikke kunne gå fallit fordi banker ikke havde styr på økonomien være bedre? Ville vi være i stand til at leve sammen med indvandrere, flygtninge og fremmedarbejdere i vores eget land, hvis vi modtog dem med åbne arme?
Nogle smarte politikere ville svare således: JA; JA; ØH; NEJ.
Det pudsige er at vi skal svare ja til alle spørgsmål. Vi skal indgå ægteskab med åbent sind og håbe på vores fremtid. At vælge friheden uden kone og børn vil være som at vælge Danmark uden tilflyttere. Da jeg var ung var det udbredt at nævne små samfund (inuitter, indonesere, aborigenes) som dem der i størst omfang havde sexuel omgang med fremmede, fordi de derved undgik indavl (personligt er jeg sikker på at det drejer sig om en imperial undskyldning for voldtægt!).
I dag er det 4. maj. Vi (nogle af os) sætter lys i vinduet for at fejre den aften hvor vi i Danmark fik at vide at vort land var blevet frit. Størstedelen af os allesammen var end ikke født da Danmark blev frit, størstedelen af os deler vore forældres og bedsteforældres minde om en krig, de ikke havde ønsket sig.
Nogle af de største tyske, engelske og franske firmaer overlevede krisen i 30'erne, krigen i 40'erne og sågar væksten i 60'erne. Mine forældre oplevede krise, krig og opvækst, de fik sågar pension og socialt sikkerhedsnet! Nu sidder vi i en tilsvarende situation med krise, krig og økonomiske kæmpetilskud til den finansielle sektor. Denne gang er det bare ikke befolkningen, velfærdet eller de fattige der skal reddes. Det er udelukkende et spørgsmål om at redde kapitalismen.
Det sure er nu at velfærdssamfundet er reduceret til rige mennesker der i den grad udsuger samfundet at de ikke kan indse at det er deres forestående død de arbejder på. Velfærd er ikke og kan aldrig blive et spørgsmål om at tjene penge på andre. Velfærd er en fordeling af goder og en respekt for anderledestænkende mennesker. Velfærd kan aldrig gives væk!