lørdag, november 30, 2013

Jul i fattigdom

Nu er det jo spændende at der kan sættes en grænse for fattigdom. Det ville jo alt andet lige være en kæmpe fordel i et velfungerende velfærdssamfund, knap så godt i et kriseramt samfund hvor omfordelingen er vigtigere end fordelingen.
Ikke nok med det, der er faktisk flere definitioner af fattigdom her i Europa. Men definitionen går entydigt ud på at fattigdom udelukkende defineres ud fra et disponibelt beløb.

Stigning i fattigdom

Ud over rådighedsbeløbet der udregnes efter skat men før faste udgifter er betalt (Man er fattig i Danmark, hvis man i tre år har levet for et beløb, som svarer til halvdelen af den gennemsnitlige indkomst.), beløbet var for få måneder siden 103-200 kr. efter skat på årsbasis. Der var dengang 42.000 fattige danskere, en tredobling på lidt mere end ti år, men tallet vil snart blive meget større eller meget mindre, alt efter om den gensidige forsørgerpligt får indflydelse på statistikken. Jeg aner faktisk ikke om en person der bliver forsørget af en anden overhovedet bidrager til statistikken, men hvis definitionen ovenfor står til troende burde det jo sænke gennemsnitsindkomsten gevaldigt og dermed sikre at færre var fattige ifølge definitionen. Mere end 50.00 mennesker uden indkomst skal nok kunne trække gennemsnitsindkomsten ned, måske så meget at enlige kontanthjælpsmodtagere uden børn faktisk ikke længere defineres som fattige. Som situationen er nu er jeg for eksempel fattig, idet jeg modtager lige under 100.000 på årsbasis, men skulle grænsen for fattigdom blive flyttet med mindre end 2.000 om året, svarende til ca. 250 kr om måneden, så er jeg med et slag ikke længere fattig. Ikke fordi jeg får mere, men fordi der er flere der får mindre.

Julehjælpen

Der er de senere år sket en voldsom stigning i ansøgningerne om julehjælp. Nogle mener det skyldes en holdningsændring i samfundet, altså at man ønsker at få hjælp (man efter sigende ikke har behov for), mens andre ser det som et udtryk for en marginalisering af visse samfundsgrupper.
Personligt er jeg sikker på at det er en kombination. Masser af mennesker sætter sig i gæld, og opdager så at de pludselig ikke kan betale den, andre læner sig måske tilbage fordi de alligevel bliver forsørget, atter andre er syge, ghettoiserede eller simpelthen bare opgivet af samfundet. Men der findes masser af borgere i dette land der tror på at vi har et velfungerende sikkerhedsnet under borgerne. Til det kan jeg kun sige (jeg vil end ikke indvende) at det har vi ikke. Det er tilladt at låne penge ud, give kredit til høje renter, at skrive ting med småt og at trælbinde fattige mennesker til en aftale som er umulig at honorere.
At mennesker med en indkomst på omkring 50.000 kr månedligt kan formaste sig til at ansøge om julehjælp giver måske et retvisende billede af det samfund vi lever i i dag, et samfund hvor de fleste af os er os selv nærmest, men de organisationer der giver julehjælp har faktisk adgang til oplysninger om husstandsindtægt, børn og offentlige ydelser. For dem kan den definerede, økonomiske fattigdomsgrænse bruges som målestok, og så kan der blive jul i de små hjem.
Denne form for julehjælp gives primært til enlige forældre eller fattige børnefamilier, men der findes også andre fattige, eller mennesker der ikke kan komme ud på grund af sygdom eller alder. Også dem er der frivillige der tager sig af, for eksempel ved at lave fælles julefrokost. På Samsø for eksempel mod betaling af et symbolsk beløb, som til gengæld giver mulighed for socialt samvær og hygge i nogle timer, inden de frivillige skal hjem og holde jul med familien.
Men julehjælpen er hverken en julecheck, som en børnecheck, den er heller ikke finansieret af det offentlige, tværtimod ladet det offentlige indsamlinger og frivillige sørge for noget som vel egentlig var samfundets opgave, nemlig at sikre medborgerne. Som med bad til ældre mennesker burde det være en ret at kunne holde jul uden at sidde i ensomhed, selvfølgelig ikke en pligt. Men vi skal dog huske på at december måned, altså julemåneden er den måned det statistisk set sker flest selvmord. Hvorfor kan politikere ikke tage dette vink med en vognstang bare en smule alvorligt?

Den sociale arv
Nu er jeg jo ikke specielt fattig, selv om jeg lever på kontanthjælp. Jeg brokker mig ikke på egne vegne, men jeg kan jo se, hvorledes mennesker fra uddannelsesmæssigt fattige hjem, altså det vi kan kalde de lave statusgrupper, slet ikke er gearet til at drage ud i samfundet. Tværtimod opgiver de hurtigt. Måske prøver de at købe fladskærm, få sig en god lejlighed og gå pænt klædt. Men grundlæggende vil alle disse forsøg skulle betales ved at optage gæld, da et rådighedsbeløb på offentlig overførselsindkomst ikke rækker til meget andet end at bruge pengene hurtigst muligt, altså ikke at finde ud af om man kan betale sin gæld tilbage eller hvorfor man skal.
Loven om kontanthjælp hjælper så slet ikke på muligheden for at rette op. En formue over 10.000 betyder nemlig at hjælpen fra det offentlige udebliver, vel at mærke den økonomiske hjælp. Den hjælp der egentlig har været behov for nemlig økonomisk råd og vejledning eksisterer ikke i lovgivningen!
At der findes flere og flere der gerne vil tage del i det samfund der hele tiden flasher sig selv, er der vel ikke på den baggrund noget odiøst i. Lotto og andre spil lokker med den store gevinst, det er faktisk staten der står for det, og mindre end én procent af OVERSKUDDET bruges på ludomaner. Samtidig ved de fleste mennesker ikke hvorfor de vil være rige. Det vidste vi faktisk heller ikke da jeg var barn, men vi ville alle sammen være millionærer. Selv om man kan se i dag at millionærer og milliardærer stort set bare ønsker at se deres formuer vokse, uden anden grund end at se den vokse (jo, jo, nogle vil samle sammen til arvingerne, men var det ikke mere fornuftigt at lade dem lære at klare sig selv?), og så kunne de sådan set ligeså godt investere i et mikroskop og studere gærceller eller mikroskopiske svampe, der kan man virkelig se hvad uhæmmet vækst fører til!

At mangle

Mine forældre kom tidligt ud på arbejdsmarkedet. De havde ikke råd til andet end at tage det arbejde der var. Alligevel fik de mulighed for at tage en uddannelse, vel at mærke når arbejdsdagen var slut og lønnen tjent. En toværelses med børn og petroleumsvarme var ikke udsædvanligt dengang i 50'erne, og det var endda opgangstider. Men de tog en uddannelse og de fik arbejde kort efter, mest fordi de var villige til at flytte fra den ene ende af landet til den anden, men sandelig også fordi de skoler der skulle ansætte dem stod klar med tilbud om flyttehjælp, lærerboliger og en rimelig løn, selvfølgelig plus det løse. Selv er jeg født på Sjælland og boede (sammen med mine forældre) to forskellige steder før jeg fik et barndomshjem. Det barndomshjem havde jeg så i omkring 13 år, nemlig indtil jeg flyttede hjemmefra for at tage en uddannelse.
Mine forældre blev skilt efter ca. 7 år, men i princippet fik jeg blot 5 år med mine forældre i barndomshjemmet, da de forsøgte at gøre skilsmissen så mild som mulig overfor os børn.
Rent økonomisk var en skilsmisse som en begyndelse heller ikke det mest sikre for os børn. Vi måtte lære at spare og betale enhver sit, som for eksempel da jeg smadrede et vindue på skolen. Det gik ud over lommepengene.
Men som barn kender man jo ikke til andre forhold, så det klarede vi egentlig meget godt, vi var jo på en måde en privilegeret del af samfundet, vi kunne læse, skrive og regne, vi havde vores forældres støtte, selv da de gik fra hinanden. Faktisk havde vores forældre lagt bunden til at vi skulle klare os selv. der kom godt nok nogle hurdler med ansættelsesstop og tvungen opsparing, men det var for mit vedkommende bare medvirkende til at jeg lærte at samfundets sikkerhedsnet faktisk ikke fungerede før du virkelig kom på skideren. Jeg overlevede indtil 1999, hvorefter jeg var heldig at få arbejde og kunne begynde forfra. Men for fire år siden gik det galt og arbejdsløshedsforsikringen dækkede ikke længere, jeg kom i aktivering, men det medførte ikke noget job og til sidst var der kun kontanthjælp.
Hvis jeg så bare kunne have gjort, hvad jeg havde lyst til, men jeg skulle bevise at jeg var i stand til at møde og gå hjem på bestemte tidspunkter. Da jeg havde gjort det i et par måneder spekulerede jeg mere på hvorfor jeg skulle end hvad jeg egentlig fik ud af det.

Nu lever jeg på nas

Sært nok har jeg det meste af mit liv levet på nas, som det hedder. Jeg har fået dagpenge, som jeg har betalt til både mens jeg havde arbejde og når jeg ikke havde, jeg betaler faktisk stadig. Jeg har betalt (om ikke husleje, så dog forbrug når jeg har boet til leje), jeg har måske nok fået lidt ud af at huse venner der manglede et sted at bo, når jeg havde plads. Mine penge er gået til at jeg kunne bedre mine interesser for litteratur og historie, primært ved at gå på biblioteket, men også ved at investere i bøger der ikke altid var lige lette at opdrive på biblioteker, eller som jeg ikke kunne nå at studere uden at skulle søge om genlån. Tid til lidt hobby er der selvfølgelig også blevet, alt sammen for løn og overførselsindkomster. Jeg har aldrig selv skabt en krone ved selvstændig erhvervsvirksomhed, men af uforklarlige årsager er hverken lønarbejdere eller politikere i stand til at skelne mellem at modtage overførselsindkomster eller løn fra at tjene penge ved selvstændig virksomhed. Faktisk er det jo sådan at hvis vi alle var selvstændige ville der ikke være noget samfund!
Men selv de mennesker der har lønarbejde (det har jeg altså også haft i mange år) betragter det som "nasseri" når jeg siger at nu gider jeg ikke længere. Nok sidder jeg meget stille, men til dig der læser dette vil jeg sige, at jeg har noget på hjerte, jeg skriver og tænker, jeg forsøger at være en god ven og søn.

Julen

Som om julen er vigtig, når ingen penge er det man har mest af. Egentlig kan jeg fint klare mig uden at dele julen med nogen, men der er nogle traditioner i familien som jeg deltager i, ikke for min skyld men for familiens. Til gengæld er der traditioner jeg må opgive, simpelthen fordi jeg økonomisk må prioritere hvad mine penge skal gå til. Det lyder måske voldsomt, men jeg er nede på tre traditioner om året, som betyder at jeg skal leve af tilbudsbrød og grovhakket leverpostej i en måned bagefter. At leve på den måde gør det altså ikke mere spændende at smovse én gang om året, det giver bare dårlig mave.

Glædens og børnenes fest

Min datter har jeg kun sporadisk kontakt til, og glæden ved at skulle bruge ekstra penge for at fejre en kristen højtid er ikke lige mig. Jeg forsøger at sætte mig ind i hvordan det var at leve under krigen, hvor der var så mange ting man ikke havde, men desværre er jeg vokset op i et samfund, hvor forbrug er blevet Gud, og hvor planlægning og sparsommelighed nøjes med at komme til udtryk med "Bonderøven" på TV, hvor madprogrammer er vigtigere end at lære hvordan man kan undgå at købe billig mad og smide det meste ud, ja selv hvor et forbrugerprogram handler mere om hvordan man bliver snydt økonomisk end hvordan man undgår det!

Jeg tager endnu en jul i fattigdom, om ikke for andre så én gang til for prins Knud.

fredag, november 29, 2013

Snyd

Nogle af de fattigste mennesker i landet har fået udbetalt ufatteligt små beløb udover det de efter loven er berettiget til. De fleste mennesker i landet betragter dette som snyd, dels fordi de fattigste bør kontrollere at de ikke får mere end det de må få, andre fordi de synes det er at begå lovbrud. Værst af alt er det at se ligestillede der ikke "snyder" være de første til at påstå at man ikke må snyde.
Trods det at vi dagligt hører om og ser mennesker der snyder i stor stil.

Pengene

Det er ikke usædvanligt at det snyderi der vækker størst forargelse er snyderi med offentlige tilskud og udbetalinger. Dem der er først ude er de fattigste, som åbenbart har fået en god opdragelse og derfor mener at man ikke må snyde. På baggrund af det kan det jo virke underligt at dem der virkelig snyder med penge, selskabstømmere, ejendomsinvestorer og branchefolk der har uoverskuelige regnskaber, faktisk ikke får samme fordømmelse. Måske synes de fleste at Stein Bagger har snydt og skal tage sin straf, at Jens Riskjær ikke må få adgang til en skattefritaget fond osv. Men de bliver bare straffet med en symbolsk fængselsstraf uden at skulle betale de penge tilbage de har snydt for.
Men hvis du ikke må bo sammen med din kæreste, hvis dine børn modtager fuld SU mens de bor hjemme, eller hvis du rent pro forma bor i en postbox, for at opnå en offentlig forsørgelse du og dine kan leve af, så er det ikke bare svindel eller snyd, så er det en fare for samfundet.

Uddannelse

Nu har jeg nævnt SU, men hvad uddannelse angår findes der mange andre former for snyd, som intet har med penge at gøre. Det mest oplagte er jo nok at snyde til eksamen på den ene eller anden måde, men i disse tider hvor internettet giver adgang til den eneste opgavetjeneste efter den anden, er der jo også en del som snyder ved at skrive af efter andres opgaver. Endelig er der jo også de mennesker der kan hacke sig ind på uddannelsesinstitutionens server og ændre karaktererne, se det vil jeg kalde snyd, som vel kun overgås af de mennesker der direkte svindler med deres kvalifikationer i forbindelse med ansøgninger eller videnskabeligt er dybt uredelige.
I det første tilfælde kan snyd til eksamen jo være alt fra at smugle en lille huskeliste med ind til forberedelse eller skriftlig eksamen. Til den almindelige undervisning kan der jo ofte være nogle der springer over hvor gærdet er lavest og henter en skriftlig opgave i stedet for selv at skrive den, man kan vel godt kalde det snyd, men hvis det arbejdsmarked der venter for enden af uddannelsen skal have gavn af en studerendes indsats er det jo mest at snyde sig selv, eller at ønske at tjene så meget som muligt uden at tænke selv og dermed ikke være til gavn for samfundet. Det er svært at definere om vi taler om svindel, bedrag eller snyd.
At hacke sig ind og ændre karaktererne, at give sig selv kvalifikationer der ikke findes er ofte en gråzone. Hackeren har jo på en måde vist evner for noget, man kan så undre sig over at vedkommende ikke vil lære mere om andre ting end om hvordan man kommer lettest gennem en uddannelse. Igen vil jeg sige at man snyder sig selv på den måde, men selvfølgelig, hvis man kommer til at arbejde med IT vil det jo se godt ud at man  ved noget om biologi eller kan flere sprog, men mon ikke det vil blive opdaget hvis der er nogle af kollegerne der følger med på sidelinjen (det kræver selvfølgelig at de ikke selv snyder)?

Kortspil

Jeg lærte altid af min farmor at det var let nok at snyde i kortspil og når man lagde kabaler. Jeg lærte at det måtte være op til min egen samvittighed, og at jeg ville stå med ansvaret hvis det blev opdaget. Ikke bare ansvaret, men også, eller måske især, med skammen.
Jeg har endda optrådt med et mønttrick, som indebar at der skulle være en synsk og en tilfældig gæst til at "hjælpe". Man kan kalde det tryllekunst eller tankelæsning. Det er underholdning, men man kan sige det er på falske forudsætninger.
I nogle tilfælde kan snyd jo føre til indtjening, for eksempel i kortspil eller med værtshustryllekunster, mens kabalerne jo bare viser sig at gå lettere op. I andre tilfælde vil det bare være en genvej til at vinde, og netop at vinde er et mål for mange.

Spil

Enhver burde kunne regne ud at det at spille på heste, købe en lottokupon eller spille poker må give et underskud. Hvis man taler om helheden vil det altid være "banken" der vinder. Hvis man taler om enkeltpersoner vil nogle kunne snyde sig til gevinst, mens andre måske i et vist omfang er begavet med "grønne" spillefingre, altså som man nogle gange ser det til Banko, hvor det oftest er de samme som vinder.
Sært nok er det de færreste der vil se i øjnene at for hver gevinst, det være sig en frokostkurv eller 1000 kr, så vil der være nogle der skal betale. For spil er altid et spørgsmål om at skaffe en gevinst til dem der udbyder spil. Hvis man derfor som Danske Spil påstår at virksomheden er alle danskeres er det faktisk ikke bare snyd, det er en direkte løgn, og burde vel være strafbart.
Som på cigaretpakker burde der være en tydelig advarsel når du træder ind i en kiosk eller butik, så enhver kan se noget der svarer til: "Advarsel - spil kan gøre dig afhængig, tvinge dig til at gå fra hus og hjem og miste din familie"!

Trafik

I trafikken sker der mange spændende ting. Da jeg var ung var det oftest noget med at tune eller bore en knallert, senere blev det til at køre stærkere end man egentlig måtte eller køre i beruset tilstand, i dag vel i en eller anden påvirket tilstand (illegale stoffer har jo ingen advarsler - hvad medicin angår skal man oftest enten høre det fra lægen eller sidde med et mikroskop og læse en minimal smørrebrødsseddel hvor man alligevel ikke fatter en brik af hvad der står). Hvad angår illegale stoffer er det jo ikke snyd at sælge det, det er faktisk ulovligt, og derfor skal man ikke forvente at der følger nogen advarsel med. Medicinen er ikke ulovlig og der følger en advarsel med og derudover et overflødighedshorn af oplysninger, som alle er pålagt producentens ansvar at formidle.
Derudover er det pålagt samfundet at oplyse om farerne ved at indtage medicin, stoffer eller køre for stærkt. Det gør man så ved at give bøder.
En af de farer man oftest overser - gerne på grund af egen magelighed - er kørsel af skolebørn til skolen, om muligt helst helt ind i klasselokalet. Alle disse forældre der hver for kører børnene til skole, gerne i sidste øjeblik, er faktisk dem der er de allerfarligste for børnenes trafiksikkerhed. Det er de på trods af at de fleste forsvarer det med at det sikrer deres børns trafiksikkerhed. De snyder både sig selv og deres børn, simpelthen fordi den naturligt lærte trafikopfattelse ikke bliver en naturlig del af deres børns opvækst. Følgerne kan blive at børnene den dag de skal færdes alene i trafikken bliver udsat for ansvarsløse bilister, eller at børnene selv bliver ansvarsløse trafikanter. Se det er snyd, men forældrekørsel er kun strafbart hvis man kører for stærkt i et skoleområde. Og så munder det ud i en bøde.

Fællesskabet

Mange argumenter går ud på at når du snyder kommunen ved at få flere penge end du egentlig har ret til så er det snyd. Det er også snyd, hvis du bruger kollektiv trafik og ikke betaler. Det er faktisk endda snyd, hvis du ikke betaler dine regninger, selv om du ingen penge har og ingen kan få eller for den sags skyld låne. I alle tilfælde går det angiveligt ud over fællesskabet, og det kan vi bare ikke have. Det er jo snyd. Det eneste der ikke er snyd er at man kan være så fattig at man ikke kan betale, nogle ender som hjemløse, men det er på en måde også snyd, de kan jo bare tage sig sammen. Og på den måde er de største snydere faktisk dem der dømmer snyd. Du og jeg. Men at opdage snyd er faktisk en offentlig opgave også. Det er selvfølgelig helt fint, når man forsømmer at lære børn om snyd, og at det går ud over nogle, i stedet lærer vi alle at vi bliver straffet for snyd, vel at mærke, hvis det bliver opdaget.

Politik

Et af de steder hvor det er sjældent at snyd straffes med noget som helst andet end  en "næse" er i politik. Nu kan man så vælge at skelne mellem svindel, bedrag eller snyd. Jeg vil da gerne komme med et bud. Svindel kan henholdsvis betyde at "foretage sig noget med henblik på at snyde eller narre andre", men det kan også være en kriminel handlig for at bedrage nogen. Bedrag defineres som "det at noget fremtræder eller fremstilles som noget andet end det er". Endelig er snyd et meget entydigt ord: "falsk eller vildledende handling, adfærd, udseende eller fremstilling".
At bo i en postbox er altså egentlig mere bedrag end det er snyd.
Til gengæld kan vi kigge lidt på vores folketing og se lidt på, hvad det er der sker der, senest i forbindelse med finansloven. Først og fremmest kan vi konstatere at regeringen især efter aftalen med Venstre og Konservative faktisk har udsat andre partier i Folketinget for et regulært bedrag, ved at fremstille nok især det såkaldte støtteparti som den egentlige årsag til at finansloven blev indgået til anden side. Faktum er at regeringen sagde nej til ét eneste krav fra støttepartiet. Ét eneste, og derefter hoppede til den anden side af folketingssalen.
Og det er her snyd kommer ind i billedet. Det der skete er jo en gennemført falsk fremstilling af handling og forløb. Derefter er det et spørgsmål for samtlige partier der har været med til at vedtage finansloven at fortælle at slutproduktet er en sejr for lige netop deres politik, og at Enhedslisten har svigtet sine vælgere. Det er faktisk både snyd og bedrag.

Enhedslisten snød ikke vælgerne, faktisk kæmpede partiet også for dem der ikke var vælgere. Der blev ikke snydt med vægten eller opført et bedrag for vælgerne.

Men nu er der to år til at genskabe troværdigheden, trods det at partiet kunne have gjort klar hvor store svindlere og bedragere der er ved at snyde danskerne - så vender Enhedslisten tilbage til sit bagland og de politiske ideologier der skulle sikre at alle mennesker skulle få et rimeligt liv.

Uden at svindle, bedrage eller lyve.

tirsdag, november 26, 2013

Karbad

Mens jeg sidder her er der stadig fuld gang i et drama som ikke er skrevet færdigt. Det handler til en vis grad om retten til at ønske hjælp til at få bad minimum to gange ugentligt. Det drejer sig også om mange andre ting som for eksempel garanti for at offentlige byggerier og renovationsopgaver skal sikre at de fuldføres efter danske lønninger og arbejdsregler samt at der skal sikres kædeansvar. Det drejer sig om sikring af grønne områder og bedre vilkår for psykisk syge, det drejer sig i det hele taget om at sikre samfundets svageste for et minimalt beløb, med andre ord et mindre beløb (en brøkdel) end bankverdenen er blevet sikret med de seneste 5 år.
Som regeringen (og den åbenbart totalt ukritiske presse) angiver er ideerne gode, men lovgivning på områder der vedrører kommuner (og regioner) må man respektere kommunal selvbestemmelse.

Kommunernes selvbestemmelse

Bloktilskud er et tilskud hvor formålet med pengene ikke er betinget. Pudsigt nok findes der betingelser til kommunerne. For eksempel omkring biblioteksbetjening, børne- og ungeområdet, skoler og til dels idræt. Altså kan kommunen ikke bare bygge et rådhus for hele bloktilskuddet.
Men kommunerne kan i forhold til lovgivningen! sikre sig at en del af bloktilskuddet kan forvaltes af kommunen selv. At der så er et kommunalt udligningssystem i forhold til overskud på den kommunale betalingsbalance kunne jo være en mulighed for at bruge penge bare for at bruge dem. Så de i hvert fald blev brugt i kommunen. Som jeg hører mange borgmestre er det i hvert fald et argument for at beholde de penge man har fået dels som bloktilskud og dels som kommuneskat. Og nu vil kommunerne så også råde over penge der gives til ældreområdet.
Hvorfor fan tvinger kommunerne og deres folk i folketinget ikke til at kommuneskatten skal være selvstændig og at statsskatten skal udgøre forskellen på en landsskat. Så alle betaler skat i samme omfang og så de rigeste betaler til staten og de fattigste til kommunen. Hvorfor skal der være udligning og fattige områder, samtidig med at huspriser i de rigeste områder af Sjælland stiger og priserne i udkantsområderne falder?
Hvis kommunerne skal bestemme selv er det vel en ide, at de skal stå til ansvar i forhold til lovgivningen, eller hvad?

Lovgivning

Nu er vi så kommet til spørgsmålet om en finanslov, som støttepartiet Enhedslisten ikke kan godkende, fordi regeringen ikke vil lovgive. At regeringen ikke vil lovgive er dog ikke et udtryk for at regeringen ikke vil lovgive, men snarere et udtryk for at den ikke vil gennemføre en lovgivning som de ikke selv har styr på.
Der findes masser af lovgivning på det kommunale område og serviceloven er jo heller ikke et A-4papir med en hensigtserklæring. Problemet er nok snarere at regeringen vil sikre sig at Enhedslisten ikke er en kamphund, så længe den er god at gå tur med og så længe den knurrer når andre skødehunde og onde mennesker kommer forbi. Ingen hundelov, så længe hunden kan holde det uønskede fra døren. Men samtidig skal hunden have mundkurv på, så den ikke bider sin egen families venner. Ikke fordi den har gjort det, men simpelthen fordi den MÅSKE kunne gøre det på et eller andet tidspunkt.
Lovgivning om virkelig vigtige ting (menneskers fremtidige rettigheder) står i skærende kontrast til lovgivning om mulige kamphunde, krumme agurker, kompostorme og kanelsnegle. Men nej, vi kan ikke bestemme over kommunal selvstyrelse. Jeg siger bare "ØH", hvad kan vi bestemme over. At katte og hunde skal have tegn og halsbånd, at narkomaner skal have et fixerum i de store byer, at kontanthjælpsmodtagere skal blive så fattige at de mister deres bolig og familie? Hvor står lovgivningen egentlig når vi spørger de skiftende regeringer?
Staten lovgiver om alt og overlader til kommuner (og til dels regioner) at forvalte lovgivningen. Staten overlader selvstyre til kommunerne på baggrund af en økonomisk lovgivning, som dog kræver udligning (både til stat og til andre kommuner). Staten lovgiver, det gør kommunerne ikke. Kommunerne forvalter.

Ret til bad

Det er selvfølgelig helt fint at der udstedes en ret til at alle ældre får mulighed for hjælp til to gange bad på en uge eller eventuelt mere. Men skal vi ikke lige starte fra begyndelsen?
Mange ældre mennesker kan selv finde ud af at gå i bad, dog findes der en del der ikke kan. Det kan skyldes at de er medicinerede og derfor ikke kan holde balancen stående under en bruser. Det kan skyldes at de skal sidde ned for at blive vaskede, at de skal gå med ble og derfor ikke er i stand til både at skifte ble, vaske sig og tørre sig. Det kan skyldes at de lider af en af de mange sygdomme som rammer ældre mennesker eller (de få) førtidspensionister. Det kan faktisk helt enkelt skyldes at de ikke kan finde ud af at tage bad på grund af demens eller tilsvarende sygdomme.
Mange af de mennesker der kan finde ud af selv at tage bad er faktisk meget imod at modtage hjælp. Det er for de fleste en så stærk berøring af intimsfæren at den vækker afsky. At få hjælp til bad er at bede om hjælp, ikke at kræve.
At give disse mennesker rettigheder gennem lovgivning burde ikke være et problem, sammenlignet med den øvrige lovgivning som pålægger kommunerne nogle ansvar på andre områder. Tværtimod burde det være enkelt at lovgive om det. Det er jo ikke nogen binding. Tværtimod vil de visitationer som har været omtalt som løsningen være en binding af demokratiet. Visitationer har de seneste mange år været brugt til at spare penge, nok er de gennemført, men i nogle tilfælde er det tilstrækkeligt til ikke at få hjælp at den visiterede selv kan åbne døren!

Politik

For mig at se er det her et helt enkelt politisk spil. Det går ud på hvem der har magten, ikke bare nu, men også fremover. For Regeringen og Enhedslisten er der jo ikke nogen tvivl om at Regeringen vil fremstå som den "gode" magt, gerne med "hjælp" fra Enhedslisten, men at give Enhedslisten Credit for finansloven er jo ikke et mål, regeringen skal fremstå som en social og myndig regering. Sært nok fremstår regeringen i mine øjne som en regering der hele tiden fører en anden politik end den de selv lagde an til da de tre partier overtog magten. Der er ikke andet end at gå tre skridt frem og derefter to tilbage i den politik der føres, desværre. Måske går Socialdemokraterne og SF hver for sig 1 skridt frem, men selv om de forsøger at undgå at gå tilbage er det helt sikkert at de alle går et skridt tilbage.

Lovgivning

Set med mine øjne er lovgivning vedrørende ret til bad lige så ligegyldigt som at tvinge gymnastikelever til at slutte under den kolde bruser efter gymnastik, men da det vil være vanskeligt at lave en lov der tvinger kommuner til at bruge penge til det de er beregnet på er det nok lettere at tilføje en paragraf (stk. ?) til allerede gældende lovgivning.
Det drejer sig jo ikke om karbad eller ret til at bruge svømmepøl. Det her drejer sig udelukkende om anstændighed, nemlig at folk, der ikke vil lugte af lort eller tis, mennesker som føler sig skamfulde fordi de ikke kan vaske sig selv, eller ikke kan vaske arme eller ben, fødder eller armhuler, skridt eller røv (for at sige det lige ud), bliver tilbudt en hjælp som gør at de kan møde omverdenen uden at blive flove eller blive væk.

At blive badet

Der er overhovedet ingen luksus i at få tilkendt et bad af det offentlige, og hvis der bare er én som tror at det er dyrt for samfundet, så glem det. Det er dyrt for selvtilliden hos det enkelte menneske, der ikke selv kan gå i bad, og det er dyrt at skulle acceptere at blive rørt ved hvor mange synes det er intimt.

Skam jer, som ikke synes der skal være garanti for at blive vasket. Det er de færreste der vil udnytte det!

lørdag, november 23, 2013

Mål eller selvmål?

Selvfølgelig skal vi også i år se politiske afhoppere og politikere der løber fra deres aftaler. Af uransagelige årsager fokuserer omverdenen og pressen (den har jeg selv tilhørt) sig om borgmesterposter eller koalitioner på tværs af politisk farve, selv om disse sidespring, der snarere kan kaldes krumspring, ofte har flere formål. Men i sidste ende sker de for at en eller flere personer kan opnå noget, altså en eller anden gevinst. Ikke nødvendigvis. Snarere en personlig tilfredsstillelse eller en gruppemæssig gevinst i form af udvalgsposter eller altså en borgmesterpost.
Ved kommunalvalget i 2009 gik Borgerlisten og de Konservative for eksempel sammen med SF og socialdemokraterne på Samsø og kunne således lige nøjagtig vippe det største parti af pinden, nemlig venstre. På denne måde fik øen en konservativ borgmester. Eller som i Kerteminde hvor der blev lavet en slags studehandel som førte til at en politiker forlod sit parti og blev borgmester. Mange andre steder medførte folkets stemmer at deres tro på demokratiet eller intentioner om at give mandat til en troværdig person blev til en skuffelse eller direkte mistillid til det politiske system.

Denne gang

Konstitueringen lod i første gang til at være mere sober i 2013. Det tog mindre end tre dage inden alle kommuner havde afklaret. Troede vi da. Det viste sig så at det ikke var helt rigtigt. Endnu engang kunne studehandlerne ses, alliancer mellem de partier og grupper der havde været de største fjender under valgkampen. Køb og salg af rådmandsposter eller udvalg. Selvfølgelig ønsker politikere at opnå størst mulig indflydelse med deres mandat, men mange vil undre sig over at samme politikere er villige til at sælge deres valgløfter på den konto. I Silkeborg var EL således med til at støtte konstitueringen, selv om det blev en Venstre-borgmester der overtog roret. Det affødte en ekstra udvalgspost, som ellers ville være gået til et andet parti. Venstre til gengæld havde sikret sig de andre partiers accept af Borgmesterposten. Altså noget for noget, som kunne få den nye borgmester til offentligt at udtale at alle partier i byrådet støttede hans kandidatur. Desværre slugte pressen hans ord og lod dem stå uimodsagt.
Senest hører vi så om en utilfreds socialdemokratisk stemmesluger i København der efter konstitueringsaftalen springer fra til fordel for det radikale venstre. Ikke fordi han egentlig har skiftet politiske holdninger allerede på et par dage, men fordi han var utilfreds med ikke have fået en post der svarede til antallet af personlige stemmer. Han kan altså få mere position ved at skifte parti, og kort efter skiftet er de konservative så ude for at købe ham til en borgmesterpost ved at indgå en ny aftale med de radikale der pludselig har fået et stærkt mandat oveni de stemmer de havde i forvejen. I princippet er der kun tre der kan være tilfredse med denne form for snyd med indgåede aftaler, nemlig afhopperen, der kan få den position, han gerne vil have; de radikale, der kan sætte et fingeraftryk på de kommende fire års københavnske politik;  og selvfølgelig de konservative der kan stikke en kæp i hjulet på den aftale der er indgået (og dermed sikre sig at Enhedslisten ikke kommer til at gennemføre dele af sin trafikpolitik, der jo mildest talt ikke passer til et konservativt gemyt). De radikale skulle jo være nogle skarn hvis ikke de udnyttede situationen, De konservative mister ikke noget (mig bekendt), mens afhopperen kan få den position han åbenbart ønsker sig brændende. Se det er politik, og ganske uvedkommende for alle dem der har stemt, de skal jo først sige noget om fire år igen og da har de måske glemt det hele.
I hvert fald var længdespringeren i Kerteminde (som blev borgmester ved at springe fra parti og aftaler) faktisk den store stemmesluger ved dette kommunalvalg. Forstå det hvem der kan.

Vindere

Det er altså evident at dem der får de fleste stemmer, både som parti og som personlige stemmeslugere kan flytte rundt på magten i et forhold der er langt mere ubalanceret end det forhold som gør at folk stemmer.
Som i eksemplet med Samsø var der faktisk kun en mulighed for at tage magten fra Venstre der var klart det største parti. Det kunne gøres ved en alliance mellem modstanderne og ved at sælge en borgmesterpost til de konservative, som ellers normalt altid har støttet Venstre. Men hvad ved bønder om agurkesalat? Nu har Venstre så solgt borgmesterposten til Socialdemokraterne, der måske nok havde et godt valg, men faktisk har haft et tilsvarende antal mandater tidligere. Så nu er Venstre tilbage på banen som medspiller trods tilbagegang. (så vidt jeg husker var det sidste venstremandat dog opnået ved mindre end 10 stemmer). Faktisk kunne samme alliance som tidlige have bevaret magten og endda udbygget den, men et tilbud til socialdemokratiet om en borgmesterpost (i øvrigt for første gang nogensinde på øen) var nok for fristende.

Tabere

På den måde blev de aftaler der forelå på Samsø altså aflyst kort efter valget.
I København er situationen ikke mindre speget, tværtimod, her springer man fra et parti til et andet. Målet med dette spring kan udelukkende have været at få en eller flere udvalgsposter, det kan også være utilfredshed med at socialdemokratiet under konstitueringen har givet en borgmesterpost til byens næststørste parti (Enhedslisten), fremfor at give den til en socialdemokrat. Ikram Shawar fik dog kun 0,7 % af de afgivne personlige stemmer, mindre end både Enhedslistens spidskandidat og Shawars nye leder for de radikale.
I København kan valgets store vindere altså blive valgets store tabere, simpelthen fordi en socialdemokrat fortryder sin opstilling i en socialdemokratisk kommune. Der er jo ingen tvivl om at der skal sælges et eller andet til den nu større radikale gruppe, om det skal være en borgmesterpost kræver dog nok at RV, DF, V, LA og K går sammen. og så må blå blok ofre en borgmesterpost til RV, hvilket i sidste ende giver samme antal borgmesterposter til rød blok, måske bare med andre borgmestre end de aftalte. Hvilket jo umiddelbart kan være den eneste grund til at Rasmus Jarlov er så forhippet på at RV skal have trafik-borgmesterposten. Alternativt skal Socialdemokraterne vælge at arbejde sammen med blå blok, udenom Enhedslisten (og muligvis SF, der dog nok følger med til blå blok). En borgmesterpost og udvalgsposter kan man dog ikke tage fra det næststørste parti i København.

Politik

Der findes mange andre eksempler på politikere der er hoppet fra deres valgløfter eller i dagene efter valget er hoppet fra deres partier. De kan findes på nettet, og det sidste ord er jo absolut ikke sagt endnu, heller ikke i forbindelse med København.
Politik skulle være "det muliges kunst" (fra Wiki: "Realpolitik er en politik, som i modsætning til idépolitik søger at nå sine mål gennem kompromiser.
Hvis en politiker har en realpolitisk eller pragmatisk tilgang til politik, vil det sige, at han er indstillet på ikke at få alle sine synspunkter gennemført, men at han som led i et kompromis, må give afkald på noget, ligesom de øvrige parter i kompromiset.
Den tyske rigskansler Otto von Bismarcks bevingede ord fra 1867 om politik som "det muliges kunst" udtrykker kort og klart, hvad realpolitikken indebærer." http://da.wikipedia.org/wiki/Realpolitik
Om det gør det mere rigtigt at skifte hest i vadestedet tror jeg ikke på, men der er jo ingen tvivl om at både personlige og politiske ambitioner har åbenlys betydning når først demokratiet har afsluttet sin session.

Hvad bliver det så til?

Jeg kan ikke gennemskue politik. I mange tilfælde vil svindel og fusk, for ikke at sige svigt overfor vælgere, blive honoreret. Vorherrebevares nogle vælgere er døde om fire år og andre kommet til, de fleste vil have glemt de mange krumspring og stemme på et kendt navn, sandsynligvis borgmesteren, fordi det (nå ja egentlig bare) er et kendt navn.
SF fik et kanonvalg i 2009 til kommunalvalget, de red på en bølge af popularitet, en tilsvarende bølge som Enhedslisten rider på nu. Næste gang der er kommunalvalg kan denne SF-effekt sagtens ramme Enhedslisten, især fordi Enhedslisten har en politik. Imens sidder Liberal Alliance og Dansk Folkeparti helt stille og leger kommunekontor (siger ikke noget vigtigt, men stemmer imod når det er opportunt eller for når dét er). Jeg tror egentlig ikke at SF gjorde det dårlige kommunalpolitisk end de andre partier, de blev blot prügelknabe og tabte sådan set bare på at føre realpolitik, noget som jo også Socialdemokraterne, Venstre og de Konservative mestrer og i højere eller lavere grad.
Der er ikke tvivl om, set med mine øjne, at der nok skal blive flere løsgængere og uroligheder i det kommunale landskab. Jeg har været involveret i diskussionerne om Thomas B. Thriges gade i Odense, og parkeringstorvet i Silkeborg mm.
Der er den nye "Mørkelægningslov" som angiveligt skal garantere større åbenhed i samtlige forvaltninger. Der er såmænd også den nye skolelov, som visse folkeskolelærere der er indvalgt i kommunale bestyrelser må være imod, hvis de kommunale eller ledelsesmæssige beslutninger ikke tager hensyn til lærernes ønsker (ikke for det lærerne har sikkert lige så mange forskellige ønsker som alle andre - men med det massive skift folkeskolelærere har taget politisk vil de jo nok alligevel stå inde for det skift de har foretaget).
Der er problemet med de praktiserende lægers yderkort, som politisk set vil give problemer i regionerne indenfor visse partier, der er problemer med oplagring af atomaffald i et land der principielt aldrig har indført atomkraft og der er problemer med affaldshåndtering, hjemløsebølgen vokser drastisk, flere mennesker skal forsørges af samlever og ægtefælle. Fortsæt selv hvad angår syge og fattige.
Målene

Hvad er det egentlig politikerne kan opnå med alle disse udfordringer. Nogle kan selvfølgelig få en indtægt, de kan på det lokale område måske få gennemført omlæggelsen af en fredet sø eller tvinge lodsejere til at bruge mindre gift. De kan desuden tage ansvaret for at det lokale erhvervsliv overlader ansvaret for ledighed og fattigdom til kommunen, i det det hele taget tror jeg at der bliver mere ansvar end der bliver løsninger som er til de lokale beboeres fordel.

De mange valgløfter skal nok vise sig at blive til selvmål, selvfølgelig undtagen for dem der taler udenom eller decideret taler "nysprog". Altså må vore politikere og os der vælger dem, hele tiden huske hvad vi stemte for og hvad vi vil stemme for næste gang, selv om der er fire år.

fredag, november 22, 2013

Tomhed

Jeg er meget alene. Ikke fordi jeg bare er alene, men fordi andre har valgt at jeg skal vælge at være meget alene.
Jeg har sikkert også selv ansvar for min ensomhed, men der er også andre der har haft indflydelse på det, andre som har givet mig valget. Ikke en valgmulighed, men valget.

Trappen

Jeg faldt ned af trappen, da jeg var på vej i seng på min fødselsdag. Jeg var blevet uven med min far og selv om min kæreste var der måtte jeg forlade selskabet i unåde og med en vis rødvinsbrandert skal det indrømmes. Men hold da kæft hvor gør det ondt. At bevæge sig er i sig selv en smerte, og det gælder hele kroppen, så mit liv den sidste uge har stort set været at jeg har ligget i sengen og har været vågen og sovet i korte perioder.
At smerterne ikke vil stoppe skyldes dog nok at jeg samtidig har været ond mod min egen krop og min egen psyke, og på den måde også har mistet den nærkontakt til nogle af dem jeg faktisk holder af.

Det personlige

Min far har jeg følt et ansvar for at underholde, da han er alene og oppe i årene. Det virker bare ikke med det sociale, vi bliver uvenner, sikkert mest fordi vi ikke er enige om ret meget, hverken politisk eller menneskeligt, men helt oplagt fordi tålmodighed er en dyd, som jeg har udvist i mere end halvdelen af mit liv, men den skal ikke udfordres og det bliver den.
Min kæreste ville jeg bare gerne være i nærheden af, men heller ikke det kunne fungere. Vi er ikke mig bekendt uvenner, men min måde at være på og mange andre forhold har gjort at jeg ikke længere er andet end en bekendt. Jeg holder af hende og elsker hendes latter når vi morer os sammen, men jeg holder mig også fra at blande mig i husførelsen, fordi jeg aldrig kan gøre noget rigtigt. Jeg holder lav profil på andre områder, men ønsker helt oplagt at være nær hende, mærke hende og hendes nærhed. Den holder bare ikke. Jeg er blevet syg med sukkersyge og deraf følgende sygdomme og medicinering. Så nu er jeg kasseret. Ikke mere dog end at vi stadig kan tale sammen, dog ikke med morgenhilsner og knus og kram. Bare tale sammen.

Det offentlige

Som så mange andre er det offentlige ude efter mig. Egentlig er det en sandhed med modifikationer, det er sådan set lovgivning og kommunal økonomi der er ude efter os. Jeg har end ikke råd til at tage bussen og opsøge arbejdspladser uopfordret, jeg har faktisk end ikke råd til at tage et arbejde, da enhver form for aktivitet (og passivitet) skal kontrolleres. Jeg an altså sidde uden en klink på lommen og søge arbejde via internettet (som er meget langsomt, fordi der ikke er råd til andet end det billigste - ja faktisk er det min bror der har købt forbindelsen, fordi jeg end ikke kunne købe mobil bredbåndsforbindelse selv på grund af at jeg står i RKI. Men jeg skal have internetforbindelse, jeg skal have mobiltelefon og jeg skal have tag over hovedet og noget at spise.
Mit sociale behov (udover at skændes med min far) er næsten lagt på is, dog har jeg fået tilbud om at nogle venner vil hente og bringe mig i forbindelse med politiske og sociale møder. Selvfølgelig er jeg taknemmelig, men jeg har jo ikke lyst til at være afhængig af mine venner, når jeg og min familie har bidraget økonomisk til samfundet gennem hele livet. Desuden kan jeg jo ikke vide om mine venner kommer i samme situation som mig, altså ikke længere har økonomisk overskud.

Det økonomiske

Modsat mange andres fokus er mit ikke på økonomien. Jeg ejer intet og kommer heller ikke til det. Hvis jeg har penge skal jeg bruge dem på at overleve, ikke på at investere i en bil så jeg kan køre på arbejde, eller et hus, så jeg kan opdrage mine børn. Ikke engang på at få nyt køkken eller en større fladskærm. Enhver krone skal i praksis gå til at jeg skal overleve.
Det er jo på en måde også genialt at jeg skal acceptere at finde et arbejde der ligger 3 timer væk om dagen (sammenlagt rejsetid), men at jeg maksimalt kun kan få rejsegodtgørelse på 1.000 kr. på kontanthjælp. Selvfølgelig går livet videre og jeg har familie, som i et vist omfang (ikke så meget økonomisk men ved at stille bolig til rådighed, så jeg ikke bliver boligløs lige med det samme) støtter mig.
Man kan sige at jeg skal leve på en sten, og det gør jeg så. Jeg prioriterer alt det sunde og livsbekræftende fra og lever usundt. Mit liv vil nok ikke blive den største belastning for samfundet, da jeg sandsynligvis ikke vil leve i så mange år som mine forældre har levet. Så må det offentlige betale for at lægge mig i jorden, jeg har nemlig ikke engang råd til at skrive et testamente. Men jeg kan jo også være ligeglad.

Det menneskelige

Jeg har gennem det meste af mit liv forsøgt at lære og det skulle være ved at lytte og læse, men også ved en kritisk tilgang det det jeg hørte og læste. Jeg ville gerne være et helt menneske, men når man er født med en form for vrede eller arrigskab, skal det altså dukke op når det bliver fremprovokeret, og det gør det nu.
Mange mennesker kender mig kun som det rolige og udglattende menneske. Som det menneske der har overskud til at lytte og snakke. Den del af det menneskelige er høvlet af mig på ganske kort tid. Jeg har måske nok svigtet nogens tillid eller forhåbninger, men jeg har forsøgt at være mig, det menneske jeg kan stå inde for. Desværre er der efterhånden en udbredt kritik af det menneske jeg kan stå inde for, jeg bliver beskyldt for at være doven og i vejen, jeg er ikke samfundsbevidst, jeg skal bare tage mig sammen og gøre det som alle andre mennesker forventer sig af mig. At være et andet menneske end jeg er.

Derfor

På den måde dukker tomheden op. Jeg vil gerne fortælle hvordan mine tanker og mit liv føles herfra. Ellers ville jeg nok ikke blogge så meget som jeg gør. Jeg ville også gerne lyttes til og diskutere mine tanker, altså lytte og diskutere modsat.
Alligevel føler jeg at min indsats stort set har vist sig ligegyldig. At lytte og forstå ting der generelt ikke hænger sammen er ikke tidssvarende. I stedet vil en hel masse lege Gud og skabe mig i deres billede. Dem jeg holder af skaber på den måde en brølende tomhed, som jeg som menneske ikke kan bruge til andet end at flygte ind i den samme tomhed. Selv om jeg ikke har lyst.

torsdag, november 21, 2013

Fremtiden

De fleste af os er vel i tvivl om at fremtiden er den tid der ligger foran os, altså det liv vi ikke har levet eller den død vi får. Fremtiden byder altså på noget vi ikke ved noget om.
Fremtiden er måske nok mere usikker den dag man kommer til verden, der er flere "muligheder", men samtidig er der en anden side af samme sag, nemlig den dag hvor man står på egne ben.

Arv

Man kan diskutere hvad man får med sig når man fødes. Nogle kalder det arv og skelner rasende mellem det der egentlig betegnes som miljø, altså det man lærer gennem sin opvækst, mens andre går ind for arven som det vigtigste (eller eneste). Arven har længe været betegnet som den genetiske arvemasse, men har i princippet også givet sig udslag i at økonomiske midler eller ejendom er blevet overdraget til afkom. I modsætning hertil står det der betegnes miljø, altså en samfundsmæssig (og oftest personlig) påvirkning i både opvækst og liv.
Lad mig sige det på den korte måde. Arven kan være penge eller simpelthen gode gener (hvilket får mennesker til at få børn med andre mennesker der er "intelligente"), altså en udvikling gennem genetisk deling med henblik på evolution (vi kender det fra præmietyre eller kornprodukter (til eksempel). Miljøet er det omgivende samfunds påvirkning (miljøet), som gør at det enkelte menneske udvikler sig på en samfundsmæssig hensigtsmæssig måde i forhold til evolutionen (Altså at det ikke er generne, men evnen til at lære der er det vigtige). Netop i disse dage er noget som Dansk Folkeparti satser på at muslimer skal rejse hjem til hvor de kommer fra, samtidig med at de tager en ung, vred digter fra indvandrermiljøet til sig (Yahya Hassan) fordi han skælder ud på indvandrermiljøet. Altså både arv (indvandrer, udlænding) og miljø (kritik af samfundet eller familien). Godtnok synes Dansk Folkeparti ikke om ordvalget, trods det at den unge digter, som er opvokset i Danmark faktisk udtrykker sig godt på dansk (hvilket ikke alle fra Dansk Folkeparti gør, men det har måske noget med arv at gøre?).

Miljø

Som allerede omtalt er miljøet altså betragtet som en modsætning til miljø, ydre påvirkning, som kan betragtes som det vi kalder opdragelse (herunder skolegang), men ikke mindst de andre påvirkninger, altså nederlag og sejre i samfundsmæssig sammenhæng.
Min fremtid er sådan set bundet op på flere ting. For det første at jeg er mere eller mindre afhængig af mine forældre og de penge de på en eller anden måde vil lade gå i arv til mig, for det andet har min opvækst, mine oplevelser gennem arbejde og foreningsdeltagelse samt ikke mindst den beskæftigelsestvang som er udbredt i det offentlige, gjort at jeg har indsigt i ikke mindst mit eget liv, men faktisk i en hel masse menneskers, ikke kun her hvor jeg er nu, men i adskillige samfundsmæssige sammenhænge. Om man kan kalde det miljømæssig påvirkning som alternativ til arv ved jeg ikke, men jeg vælger at gøre det.
Som ekstra bonus kan jeg jo fremhæve at jeg har en stor familie, hvor vi i det store og hele kommer godt ud af det med hinanden, og hvor vi generelt er ganske uenige om noget som helst. Vi er altså søskende, og havde vi ikke været det ville vi nok ikke have haft noget til fælles. Arven viser altså at vi kan tåle og leve  (ja sågar feste) med hinanden, mens miljøet viser at vi ikke kan blive enige om noget som helst, undtagen når vi udtaler os lidt forsigtigt.

Nutiden

Som sådan er både du og jeg jo et resultat af vores opvækst. Vi er uden tvivl forskellige og kan jo lade hånt om det er arv eller miljø der har dannet det vi er. Vi kan nok ikke gå tilbage og ændre på det der er sket, hverken fødsel eller skolegang (for at nøjes med det). I forbindelse med kommunalvalget her i 2013 kunne jeg også se forundring over at stive venstrekommuner pludselig fik medlemmer fra Enhedslisten i kommunalbestyrelsen og i regionsrådet, nå ja og fra Liberal Alliance. Ikke fordi jeg synes det har med arv eller miljø at gøre, men som udgangspunkt vil jeg tro at arv er dumt at satse på i forbindelse med forandring. OG nutiden byder på forandring, måske fordi arven (læs: fortiden) måske er for gammeldags til at sikre os en fremtid, som individer, som mennesker og som befolkning.

Demokratiet

Måske er demokratiet ved at æde sig selv op indefra. Det har været interessant at følge det seneste kommunale valg, for ikke at sige det regionale valg. Flere og flere fravælger eller beklager sig over de pligter de får i forbindelse med demokratiet. Det er ikke mit indtryk at det er økonomien i demokratiet der er det vigtige. Vi har en del levebrødspolitikere som ikke klager, nej jeg tror snarer det er vilkårene for at ville gøre noget for andre den er gal med. Og måske på den måde er demokratiet et problem i og med at det er et levebrød mere end et fælles projekt, hvor dem der har overskud deler det med dem der ikke har.
Også i forbindelse med dette kommunalvalg (jeg har jo været inde over både Odense og Silkeborg i valgperioden) kan jeg jo se, hvordan der gives og tages. Borgmestre sælger udvalg for at blive borgmestre, partier vælger poster for magten og tilbage står alle de mennesker som ikke aner hvilken kræmmermentalitet politikere har når de vil have magt.

Fremadrettet

Nu og så længe jeg lever er jeg faktisk fremadrettet. Jeg skal ikke reflektere over det liv jeg har levet, jeg skal spekulere over det liv jeg skal leve. Det skulle jeg sådan set også da jeg var 18 år, men tiden har ændret sig. Min fremtid er stadig min, og fremtiden eksisterer stadig. Jeg lever og har ingen anelse om hvor lang tid, men kan forstå på mit omgivende samfund at jeg er en belastning, fra forældre til jobcenter er jeg i vejen. De kan vældig godt lide mig, men jeg er bare i vejen alligevel.
Min fremtid tegner til at blive en ensom mand med lavindkomst, lidt bitter på samfundet og med et positivt syn på omgivelserne. En gammel mand der er for ung til at synes at Pink Floyd eller Rolling Stones er den fedeste musik - en gammel mand der lytter til både til Spids Nøgenhat og Folkeklubben, som ikke blev konservativ med alderen, som læser historie og romaner på papir, og pludselig en dag vågner op og er død.

Kærligheden

Det her kan siges kort. Jeg har oplevet kærligheden. Og jeg er lykkelig for det. Både den fysiske og den store tiltro mellem mennesker som er så meget værd. Det var så det, men jeg håber da at jeg når at få lidt mere med.

Se det er en form for fremtid: at blive elsket.

mandag, november 18, 2013

Tanker

Jeg tænker hele tiden. Ikke at jeg er syg i hovedet, jeg tænker bare hele tiden. Det værste er at det gør forbandet ondt at tænke hele tiden.
Som ung ønskede jeg tit at jeg kunne slippe for at tænke og bare rende rundt som alle andre og gøre det jeg blev bedt om. Siden har jeg fundet ud af at det ikke kan lade sig gøre med mig og mit hoved. Men hvor ville mange ting være lettere.

Holdninger

For det første har jeg holdninger til alt, også til mit eget liv, men især til andres. Hvor smart er det lige at fortælle andre mennesker at man forstår at de vælger at leve deres liv på egne vilkår? Det samfund jeg er vokset op i stiller tværtimod krav til det liv der leves, ja der lovgives med rund hånd så selv folk der har kræft eller er ordblinde skal have en lov. Alting skal have en lov. Men holdningerne skal ikke. En forbryder der stjæler værdier fra andre skal have en lov, en person der slår andre skal have en lov, ja selv voldtægt og børneporno skal have en lov. Helt klart at det er klamt og samfundsfjendsk, men hvorfor love, når de ikke gavner overhovedet. Hvorfor ikke i stedet afskaffe problemet ved at spotte det (seksuelle forbrydelser) eller ved ikke at skabe det (økonomiske forbrydelser). Hvem tror at straf kan forhindre kriminalitet, bare fordi der findes love. Som den idiot jeg er kan jeg kun se at love skaber kriminalitet, ikke afskaffer den.
Men jeg har jo også så mange tanker i hovedet at jeg sjældent kan huske dem alle sammen når jeg er færdig med at tænke dem.

Tankesygdomme

Der findes masser af udtryk for at have alt for mange tanker eller tænke anderledes end andre. Der findes masser af ideer om at inkludere. assimilere eller hvad det bliver til i skoler og i samfundet, men at betragte anderledes tænkende som anderledes og derfor som borgere eller personer er ikke noget som lovgivningen tager højde for. At man tænker eller reagerer på en anden måde burde ellers ikke være det største problem man kunne få, tværtimod burde vi lære at omgås hinandens forskelligheder og at acceptere at vi under ingen omstændigheder kan være ens. Men det der sker i hovedet er åbenbart en fare for fællesskabet. At de tanker der vrimler rundt i hovedet på nogle faktisk både er et problem og en fordel for samfundet er jo nok svært at forstå, når det man ønsker er ensrettethed og et defineret fællesskab ved for eksempel lovgivning.
Indrømmet kan der være nogle der ikke kan fungere i samfundet med alle de tanker eller de ideer eller de tvangstanker (OCD) der findes i hovedet på nogle på dem, men nu findes de i samfundet og måske skulle vi alle acceptere at den slags tanker findes og handle derefter allerede mens vi er børn. At man som barn bliver betragtet som syg i roen er vel ikke bedre end at ens kammerater betragter en som syg i roen.
Skulle vi ikke tale om sådan noget frem for at skjule det?

Alle os

Så er der jo en hel masse som ikke fejler noget, som har opført sig pænt i skolen, har taget en uddannelse uden problemer og har fået et liv på en eller anden måde. Vi er jo beviser på at mennesker er som mennesker er flest. Altså mennesker der gør hvad de skal. At der findes enlige som er enlige, at der findes misbrugere af alkohol, narkotika og andre naturdroger, og at der findes mennesker, som forventer at alle andre har aversion mod nullermænd eller edderkopper, er jo i virkeligheden en absurd tankegang, men ikke desto mindre en virkelighed. Som også at nogle føler angst for store pladser (agorafobi) eller for højder (akrofobi). Men at fortælle andre hvorledes de skal leve deres liv er jo at kræve at alle andre skal leve som man selv gør.
Er det så det der er samfundets formål? Altså at vi skal vær ens? Skal vi alle købe hus og få børn, skal vi alle betale skat og licens, have mobiltelefon eller smartphone? Skal vi alle efterligne hinanden og have hæk omkring vort parcelhus?
Åbenbart.

Anderledes

Men der findes nogle der tænker anderledes. Deres tanker er måske nok som sagt anderledes, men hvorfor ikke satse på at de kan bruges, fremfor at spærre dem inde i institutioner eller skolesystemer hvor det drejer sig om at fjerne individualismen. Jeg er sikker på at alle de tanker og ideer bliver spildt fordi vi i vores normalistiske baghoved har en ide om det at det hvide snit er løsningen på enhver abnormisering. Måske vi skulle bruge vores evne til at tænke på at se forskelligheden, men jeg frygter jo hele tiden at normalisering er meget lettere end at give den frie tanke fri.

Derfor tænker jeg bare mine tanker, selv om jeg ikke er mere anderledes end at jeg er accepteret som samfundsborger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er muligvis det billigste for samfundet?

Sproget

At tale et sprog er én ting, at skrive det er noget andet. Noget tredje er at kunne flere sprog. Sproget er i virkeligheden et kommunikationsværktøj.
At der findes mennesker som forlanger af andre at de skal tale dansk er derfor mærkeligt. Det er de samme mennesker der forlanger at man skal opfatte sproget som de mener det. ingen leg med ord.

Kristendommen

Kristendom er nok ikke det mest danske man kan forestille sig, det er jo snarere en religiøs og kulturel påvirkning. At danske salmer og H.C. Andersens eventyr indeholder sætninger og ord som næsten ingen nudanskere forstår er ikke et stort problem, de betragtes jo som danske. At unge mennesker med flere generationer af "dansk blod" i årerne render rundt og siger "Yo", "hey" eller "OK" er så dansk at man kan forestille sig at englændere synes at det er engelsk at kalde en by for Grimsby, eller at franskmænd (franzoser) kalder et stort fund af østersskaller for en "koekkenmoedding", for ikke at tale om Normandiet, der jo fik sin betegnelse på grund af invasion.
Men kristne værdier skal fastholdes i et land som Danmark. Og dermed også vores fælles sprog. Jeg talte faktisk vestjysk i min barndom, men også noget der kunne ligne rigsdansk (påvirket af mine forældre fra Århus, jeg måtte skifte sprog for at mine forældre kunne forstå mig, mens jeg skiftede sprog fordi der var variationer i de ord vi brugte i vestjysk der gav os børn mulighed for at sige nøjagtigt det vi mente. Da jeg som ung var på Interrail-rejse til Irland talte jeg både engelsk, tysk og dansk, alt efter hvem jeg talte til (det franske kunne jeg ikke) og jeg havde ikke nogen problemer med at skifte sprog i et selskab. Måske vi alle var kristne på en eller anden måde?

Kulturen

At et sprog skulle give udtryk for kultur kan man jo diskutere. At kalde politiske modstandere for svindlere eller demagoger er selvfølgelig et godt udgangspunkt for at gøre sproget kulturelt. At andre vil gøre andre sprog til noget udansk er selvfølgelig på samme måde en måde at gøre sproget til noget kulturelt. Men om jeg siger "satme" eller "for søren" er vel det mest kulturelle ved mit sprog. Resten af tiden bruger jeg det ordforråd jeg har, og det gør andre også. I Norge har man indført staveregler der skal gøre det lettere at skrive sproget, på Island skal alle ord være islandske (altså opfinder man ikke-eksisterende ord for ikke at anglificere sproget), I Danmark taler de fleste håndværkere nedertysk, mens embedsmænd taler latin. Men ordblinde skal lære at tale og skrive dansk, indvandrere skal tale dansk og lære at skrive og tale dansk på en formiddag, de eneste der godt må tale det sprog de kan gøre sig forståelige på er efterhånden turister, fordi de måske ikke er her så så længe at man kan lære dem dansk.
At der i min familie også er tosprogede børn er åbenbart ikke af vigtighed for den politiske elite, bare de kan tale dansk i Danmark er alt i den fineste orden. Men med deres sprog følger selvfølgelig ikke bare et sprog mere, der følger en kulturopfattelse der knytter sig til sproget og det sprogområde det kommer fra.
Mange af mine venner har aner fra andre lande, både andre europæiske såvel katolsk som reformerte lande, men også forfulgte religioner eller forfølgende religioner. De kaldes nok kristne, men er så forskelligartede i deres opfattelse af mennesker at det kan være ligegyldigt, hvad de kaldes. Samtidig er der nogen af dem som har et stort ordforråd, mens andre har et der er meget lille. Men vi kan stadig være venner og tale sammen, det kræver bare at vi bruger vores fælles sprog. På den måde får vi kulturen ud af sproget, ikke ved at tvinge folk til at tale dansk.

Samfundet

At vi vil forlange at alle folk taler dansk er derfor som at forlange at alle mennesker går med ble eller går med slips. Uniformt er ikke et fremskridtstegn, tværtimod, alligevel har vi i Danmark masser af mennesker der vil bestemme hvordan alle andre skal være. Vi har et samfund som skal leve af at vi alle udtrykker os i samfundsmæssig sammenhæng, ikke at vi bliver forhindret i at udtrykke os. Alligevel stilles der krav til indvandrere om at de skal lære at tale dansk, men det fremgår ikke at mennesker der har svært ved at forstå andre sprog, har svært ved at læse, har psykiske problemer der kan gøre det vanskeligt at lære et nyt sprog  eller har problemer med ordblindhed skal have særbehandling, tværtimod er kravet om at tale dansk i et dansk samfund ultimativt.
Kan det virkelig være rigtigt at vi hellere vil af med gode borgere end at få dem, bare på grund af deres sproglige færdigheder? Det er da et fattigt samfund der ikke vil tage imod impulser udefra. Det holder jeg på gælder alle samfund også muslimske, men da jeg er dansker er det selvfølgelig min verden jeg tager udgangspunkt i, ikke Japan eller Ildlandet.

Erfaring

Vi har i årtusinder udvekslet erfaringer. Det euroasiatiske kontinent er forbundet med Afrika og dermed det største kontinent i Verden og samtidig det mest frodige og befolkningsrige. Vi har bekriget hinanden i årtusinder og lært af hinanden i lige så lang tid. Der findes bøger om den europæiske kulturs historie, der fortæller hvorfra vi har nogle af vore kulturelle rødder. Der er stort set ingen grund til at tro at islam eller hinduisme har ødelagt vores samfund. Tværtimod findes der et utal af beviser på at kristendommen har haft al for stor indflydelse på vores samfund og samfundssyn. Så erfaringen er måske ikke det bedste at satse på.  Tilsvarende kan man også spørge om kristendommen eller en fastslået kultur er vejen frem for et samfund eller om vi på linje med andre store kulturer (hvad Danmark angår kan vi jo diskutere det med at være store) skal gå vores kulturelle nederlag i møde, fordi vi tror at vi ikke kan fejle.
Selvfølgelig er det menneskeligt at fejle, men jeg har da lært at der er forskel på måden at fejle, og det er ikke særlig godt at være af fremmed herkomst når man fejler, mens man i stort omfang får syndsforladelse hvis man er fuldbyrdet medlem af samfundet (altså taler dansk og har hudfarve som en gris). Men erfaring er åbenbart totalt ligegyldig.

Historien

Vores historie i Danmark skyldes den europæiske historie. Den skyldes vidensudveksling med muslimer, som igen læste græske tænkere og oversatte til arabisk, hvorefter munke oversatte deres oversættelser til deres respektive sprog (i virkeligheden til latin). Som europæere fik vi en økonomisk og dermed en religiøs krise, der udmundede i de første korstog. En fredelig sameksistens med en anden religion blev ændret til en indædt krig mellem to religioner på grund af en by - der den dag i dag stadig er et stridspunkt. Paven fik dog afledt opmærksomheden fra sin egen fejlbarlighed, men i næsten 1000 år. Kan vi lære af historien, vil jeg så spørge. Selvfølgelig kan vi det. Er religionen mere vigtig end erfaringen? Nej vi skal være kulturelle mennesker, vi skal bruge sproget der hvor vi er, frem for at være opsat på at være en miniputnation, der ikke ønsker udvikling og input.

Ordene

Set med mine øjne er det de ord vi bruger der er de vigtigste, ikke om vi taler dansk. Der findes masser af mennesker i politik der anvender ord der har fået en hel anden betydning end de havde da jeg var barn.
Der findes Newspeak og politikere der taler sot. Vi lever i en verden hvor viden er reduceret til udenadslære, noget vi har kæmpet imod i adskillige hundrede år. Til gengæld har vi lært at politikerne har sat sig ind i vores politik, og at vi derfor er i gode hænder.
Ordene holder bare ikke i længden, de er bare ord og vi andre ofre for ordene.

Så hvorfor forhindre mennesker i at tale det sprog de mestrer og hvorfor forlange at alle skal tale dansk. Jeg er sikker på at alle der kan lære at tale dansk vil gøre et forsøg, men man sal ikke lidet nederg, når sproget bliver så vigtigt at mennesket bliver mindre.

søndag, november 17, 2013

Troværdighed

Meningsmålinger fortæller hvilke meninger en adspurgt flok personer har til politikeres troværdighed. Gad vide hvad meningsmålinger ville vise om meningsmålingers troværdighed?

Min troværdighed

Jeg er tilmeldt flere meningsmålinger på nettet og deltager jævnligt, men det viser sig at jeg bliver omstillet og omstillet indtil jeg skal tage stilling til kaffemærker, sodavand eller forbrug af tidsskrifter. Hver gang jeg bliver opfordret til at deltage i en undersøgelse bliver jeg omstillet når jeg ikke er målgruppen for undersøgelsen. Og det er jeg ikke.
Jeg er over 50 år, lever på lavindkomst, har ingen børn under 18 år. Jeg har ikke arbejde, lever alene og bor til leje. Det er nok til at jeg er uinteressant eller måske utroværdig i meningsmålinger. I hvert fald er mine holdninger ikke noget værd i størstedelen af de undersøgelser der foretages. Sært nok er jeg end ikke blevet spurgt om hvad jeg vil stemme, og den slags meningsmålinger hører vi da alle jævnligt om. Til gengæld sker det ofte at jeg skal tage stilling til hvilke arbejdspladser jeg gerne ville arbejde på eller det modsatte, hvilke af dem jeg har tiltro til eller det modsatte.

Meninger

Sært nok tilhører jeg ikke det segment der har meninger om uddannelse og sygehusvæsen, min mening om økonomi begrænses til at tage stilling til hvilke banker og investeringer jeg har (som om jeg på lavindkomst har investeringer).
I meningsmålinger er meninger altså totalt ligegyldige, sært nok. Dem der skal tage stilling skal først og fremmest tage stilling til nogle spørgsmål hvor der findes et barometer fra "synes godt om" til "synes slet ikke om", men først skal man igennem nåleøjet som enhver kamel jo skal. Med andre ord, hvis du ikke har arbejde, børn og indtjening er din mening uinteressant for meningsmålingerne. Selvfølgelig har jeg ingen fornemmelse for om hjemmeboende studerende eller pensionister på plejehjem er interessante i meningsmålinger, men jeg kunne jo prøve at udgive mig for at være sådanne, eller at være enlig mor med 3 børn, direktør med høj årsløn eller person af anden etnisk herkomst uden indtægt, bare for at prøve nogle af de mange muligheder der er.

Mit liv som forbruger

I mange tilfælde har mine meninger ikke nogen betydning i en meningsmåling, medmindre jeg tilhører en målgruppe. Det vil sige at jeg blot behøver at sige ja til at jeg køber et specielt produkt, så bombarderes jeg med spørgsmål om produkter, indkøbsvaner og kundetilfredshed. Side op og side ned med spørgsmål om hvornår jeg sidst her set en reklame for et specifikt produkt, hvornår jeg sidst har købt et specifikt produkt, ja sågar hvornår jeg sidst har tænkt på at købe eller anbefale (til andre) et specifikt produkt.
Alt sammen fulgt op af enkelte spørgsmål om min indtægt, mit køn og min indtægt samt status på arbejdsmarkedet. Meget enkelt synes jeg, hvis jeg ikke hører til målgruppen for en undersøgelse bliver jeg ikke spurgt, indrømmet der har været enkelte undersøgelser om for eksempel mit forbrug af reklamer (på tryk, i fjernsyn eller på internet) hvor jeg også er blevet spurgt om hvilket parti jeg stemte på til sidste valg og hvilket jeg vil stemme på til det kommende. Men jeg har endnu ikke skullet tage stilling til Joachim B. Olsens troværdighed eller til hvem jeg helst så som statsminister. Jeg har været reduceret til at være forbruger med en stemme. End ikke en stemme om jeg synes at et firma skal betale skat i landet eller om der skal stemmes for at forhindre firmaer i at udføre penge fra landet, nej en stemme som jeg kan bruge i et demokrati eller lade være at bruge.

Mit liv som borger

Alle disse spørgsmål står selvfølgelig i kontrast til alle dem jeg ikke skal svare på. Hvis jeg er fattig, ikke har hjemmeboende børn og ikke har arbejde er jeg generelt uinteressant for meningsmålingerne. Til gengæld bliver jeg jævnligt ringet op af telefonsælgere (et job jeg også selv jævnligt bliver tilbudt - det synes sygt at sidde og prøve at sælge noget til nogen der intet har) mens jeg ikke har interesse for meningsmålingerne, medmindre jeg kan huske om jeg har set en reklame for et telefonselskab.
Som borger er det altså vigtigere at jeg forholder mig til forbrug end om jeg forholder mig til samfundet. Det er vel lidt som at forholde sig til vejret, jeg skal ikke forholde mig til vejrudsigten eller til det aktuelle vejr, bare finde mig i at vejret er som årstiden byder og så i øvrigt forstå at sådan er det.

Samfundssind

Gennem vore stemmer sikrer vi os demokratiske rettigheder og et fungerende samfund. Sådan præsenteres samfundet med få ord. Ikke som en trædemølle eller som et teknokrati, hvor vores stemme - når den er afgivet - kan bruges til at indskrænke demokratiet. Ikke med ét ord. Som det siges i denne valgkamp har vi egentlig pligt til at stemme, ellers kan vi ikke brokke os de næste fire år. Undskyld jeg spørger: "er demokrati retten til at brokke sig i fire år, eller er det retten til at få indflydelse på politikken?"
Viser vi samfundssind ved at sætte et kryds (med en blyant) på en stemmeseddel? Eller gør vi det ved at reagere på åbenlys uretfærdighed. Hvad det sidste angår er jeg totalt uinteresseret i at der bliver lavet love, som kun er beregnet for enkelte (fx Im-sagen), det er selvfølgelig at vise samfundssind, men det er jo enkeltsager, ikke samfundssager. Hvorfor ikke i stedet afskaffe love der kun kan skabe problemer, ikke løse dem (Her er Dansk Folkeparti verdensmester i Danmark)?
Måske vi kunne få et langt bedre samfund ved at lade det udvikle sig uden alle de regler der efterhånden findes?

Måske

Sært nok er jeg indrettet efter at troværdigheden bygger på trygheden. Trygheden ligger i at man kan stole på sine medmennesker, ikke på at der findes regler for ethvert skridt der tages i verden. Jeg ved da ganske udmærket at der af og til bør være regler for optræden, som for eksempel børnemishandling eller økonomisk kriminalitet (bør defineres). Men at have regler for hvorledes mennesker skal behandles efter køn, nationalitet eller erhverv er for mig at se ligegyldigt, mennesker bør behandles som mennesker. Altid.
Det er ikke sikkert at jeg er blevet behandlet som menneske, men jeg kan jo se at verden bliver mere og mere menneskefjendsk, måske jeg bør indse at jeg ikke helt er menneske eller at jeg ikke er et helt menneske. Måske

Er det så vanskeligt at forstå at jeg i mange tilfælde er troværdig ved at sige det som samfundet gerne vil høre. Kan det være svært at acceptere at flygtninge og indvandrere siger det de skal sige for at få mulighed for at blive i landet.

Troværdigheden er sådan set ført over på politikerne, for de kan lyve og bruge troværdighed som et våben, ikke som et forsvar. Jeg kan kun forsøge at være troværdig og dermed fejle, hvis jeg falder i lovgivningens hul.

Det var så det

Jeg gjorde det for mig selv. Jeg drak mig fuld i både hvidvin, øl og rødvin på min fødselsdag. Jeg stod i køkkenet men forsøgte kun at lave det nødvendige for at der ikke skulle blive rester. Jeg forsøgte at vise at jeg stadig holder af min kæreste og jeg forsøgte at sikre at stemningen var tilpas i forhold til de gæster jeg havde inviteret.

The fatal glass of beer

Som sædvanlig fik jeg i løbet af formiddagen et glas vin, men af hensyn til bivirkninger undlod jeg at tage mine piller mod for højt blodsukker. Jeg fik købt ind og jeg havde gjort klar med kartofler og svinemørbrad så det kunne passe sig selv. Som sagt nøje afmålt i forhold til antallet af gæster. Og antallet af gæster var afmålt efter at det hele skete hos min far, der ikke kan leve med at der er for mange der taler i munden på hinanden.
Principielt skulle jeg slet ikke have holdt min fødselsdag. Jeg havde det dårligt med mit blodtryk (og blodsukker), jeg håbede at min kæreste ville være kærlig, jeg håbede at min far kunne klare de få gæster og jeg håbede at min bror kunne få en god aften frem for at døje med sine personlige problemer. Jeg håbede virkelig.
Og så skete det modsatte hele vejen, ja jeg holdt endda op med at håbe.

Det møjsommelige håb

Jeg vidste jo egentlig godt at alle mine håb udelukkende var mine. At jeg ville gøre noget for mine nærmeste. Jeg vidste jo også at den slags selvopofrelse har trange kår i den verden vi lever i. Jeg vidste at jeg er en sølle, doven egoist i alle andre folks øjne, også i min families og i mine nærmestes. Jeg vidste det jo godt, og derfor ville jeg vise at jeg kan tænke på andre end mig selv, at jeg kunne dele optimisme og glæde.
Det viser sig jo bare at jeg er en håbløs egoistisk dovenlars, der ikke kan dele noget som helst, bortset fra at jeg kan blive betragtet som en tabernar fordi jeg bliver for fuld på min fødselsdag, når alle mine gæster tænker mere på sig selv. Sært nok fik jeg respons fra dem alle, enten afvisning, ignorans eller decideret udskæld.
Jeg drak et glas vin mere og et par snapse. Og jeg blev fuld. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre.

Ligegyldighed

At få hjælp eller støtte består i dette samfund af at få et spark i røven og en opfordring til at tage sig sammen. Nogle gange skal man endog selv sparke sig i røven og finde ud af hvad det vil sige at tage sig sammen. Imødekommenhed fra andre er i virkeligheden tenderende til ligegyldighed. Vi vil gerne give støtte til julehjælp, men samtidig gider vi ikke at tage stilling til noget eller at være ansvarlige for noget.
Jeg er selvfølgelig ked af at jeg bare blev fuld, at mit blodsukker og blodtryk ikke lige passede til en festdag. Jeg er ked af at min bror havde sine egne problemer, at min kæreste ikke ville give mig klar besked om vores forhold. Og jeg er selvfølgelig ked af at min far er en gammel stivstikker, der tror at vi lever under 2 verdenskrig. Jeg er sådan set ked af at jeg havde fødselsdag, eller i hvert fald at jeg afholdt den. Der er nemlig ikke nogen tvivl om at jeg kunne have drukket mig fuld uden nogen opmærksomhed, hvis jeg bare havde gjort det.
Men jeg har jo en forhåbning om at der er nogen der kan lide mig, nogen der vil fortælle mig at jeg på bunden er et godt menneske. I stedet bliver jeg mødt af ligegyldighed.

Om mig selv

Selvfølgelig bærer jeg selv en del af skylden. Jeg har jo mine holdninger og siger gerne hvad jeg mener om politik og familieforhold. Jeg er måske lidt mere blød når vi kommer til kærlighed og ømhed overfor andre, selvom jeg aldrig vil gå på kompromis med at jeg støtter alle dem der er anderledes både i tro og udseende, i opvækst og i genetisk arv (ja den skulle jo med på en eller anden måde).
Mit liv har jo været en dans på roser. Jeg troede på mig selv fra første dag jeg kom i skole, fra første dag jeg kom ud i samfundet. Jeg troede på mig selv og mine evner. Det var der så bare ikke andre der gjorde. I hvert fald fik jeg mine fødder støbt i beton og sænket i havet på et symbolsk plan. Lidt pænere kan man nøjes med at sige at jeg blev kørt ud på et sidespor. Og selvfølgelig havde jeg selv kørekort til sidesporet. Jeg kan jo kun klandre mig selv for ikke at have udnyttet mine evner. Nu har jeg så også familie kærester og hele samfundet til det.
Edderpærkeme en nem tilgang til selvtillid. Men jeg kan jo ikke løbe fra at jeg er mig.

Min fødselsdagsgave

Jeg købte selv min fødselsdagsgave, ekskæresten havde en håndfuld specialøl med og ellers blev alle mine forhåbninger gjort til skamme. Håbet om at min (eks-)kæreste ville komme til mig og sige hvorfor vi ikke længere var eller hvordan vi igen kunne blive nære. Faldt helt til jorden. Ingen kommunikation på det punkt. Håbet om at min far og bror kunne finde sammen i et familieskab hvor penge ikke var det bærende - faldt helt til jorden. Masser af overflade var der. Og jeg drak et par snapse og nogle glas vin.
Det eneste positive var at jeg havde lavet for lidt mad. Forstået på den måde at der blev spist op! Og hvis jeg fik ros for kokkereringen så må jeg på det tidspunkt have været for fuld til at høre den.
Min fødselsdagsgave blev altså at jeg nu er bange for i dag og i morgen. Jeg er bange for at blive ensom, og rent politisk kan jeg heller ikke se nogen fremtid for mig.

Fremtiden

Hvorfor skal jeg så ønske mig at gå på pension, når pensionister er udråbt til at være en belastning. Hvorfor skal jeg ønske at leve længe bare for at Danmarks Statistik kan få levealderen til at blive højere i forhold til Estlands? Er der nogen grund til at leve på en sten, bare for at leve, når man stort set bare er i vejen?

Jeg tager ikke livet af mig selv på den dramatiske måde. Jeg lever bare isoleret og spiser usundt og drikker for meget, æder piler for at reparere min usundhed og på den måde opnå andre skavanker, som i sidste ende vil slå mig ihjel. Men når jeg er til gene for samfund og familie, for kærester og venner, vil det måske være meget fint at forsvinde.

Jeg håber bare ikke det gør mere ondt end det gør nu.

fredag, november 15, 2013

Manden med leen

Nu er det jo efterhånden mange år siden at mit mål var at nå november måned 2008, fordi jeg så ville fylde 50 år. Det var en slags milepæl for mig og jeg nåede det jo også. Jeg kunne invitere søskende og forældre, jeg var jo så heldig at de alle var der endnu.. Nu står den i dag på fem år oveni, fem mærkelige og problematiske, men også nogle af de dejligste år i mit voksenliv.
Jeg måtte opgive mit liv, men opnåede til gengæld år med kærlighed og glæde. Og hvad skulle så penge betyde?

Misbrug

Jeg har opbygget et øget misbrug. Ikke af narkotika, flæsk eller piller. Nej jeg har valgt at indtage alkohol i form af vin og øl hver dag. Mange andre har foretaget det valg, en del af dem har levet i en situation svarende til min, enten intellektuelt, finansielt, eller begge dele.
Misbrug defineres jo også ofte som et forbrug af euforiserende stoffer (i bredeste forstand) men i forhold til den enkelte misbrugers økonomiske formåen. For eksempel har jeg forsøgt at regne ud. Resultatet er et mit forbrug af alkohol indenfor det seneste år har kostet lidt mere end 1500 (sikkert nærmere 2000) pr. måned, lidt mad skal der også være til. Husleje og omkostninger i forbindelse med kommune og jobcenter også. Internet og telefon er man faktisk bundet til at have i dag, og ikke mindst at rejse til påtvungne møder og jobsamtaler (dem er der ikke mange af, men de skal jo betales, hvis de er der). Lidt gæld er det også blevet til, og så lever man generelt usundt, når man bruger flere penge på alkohol end på faste udgifter.
Det har selvfølgelig haft til følge at jeg har fået forhøjet blodtryk og for meget blodsukker (Type-2 diabetes), at jeg har omkostninger i forbindelse med min diabetes, som ofte afhjælper både sukkersyge og blodtryk. Jeg har problemer med følgevirkningerne af medicinering (træthed og vægtændinger, problemer med afføring og urinveje), Mit overforbrug af alkohol er selvfølgelig medvirkende årsag til det, på samme måde som voldsom medicinering sandsynligvis ville være det.

Følgevirkninger

Jeg kan i sagens natur ikke svare på hvad følgevirkninger af alle andre former for medicinsk eller anden narkotisk forbrug ville have været. Men jeg har foretaget et valg på baggrund af viden og indsigt, men ikke mindst legale muligheder og erfaring.
Om jeg er blevet alkoholiker kan jeg ikke sige, jeg drikker frivilligt og har på andre områder hvad misbrug angår kunnet sige fra af emotionelle årsager. Jeg kan sagtens mærke at min krop siger fra, er øm. Jeg ved da også at alkohol er et organisk opløsningsmiddel. Selvfølgelig ved jeg det, jeg har læst og studeret hele mit liv. Viden har været mit mål med tilværelsen. Hvor andre har ønsket økonomisk succes har jeg ønsket at udvide min vidensmæssige horisont. Og bortset fra at jeg efterhånden har drukket min hjerne ned til en si der hele tiden mister al den viden jeg har indsamlet, har jeg faktisk haft temmelig mange år hvor jeg opnåede viden og fandt ud af at den ikke kunne give meget andet end tilfredshed og ikke mindst oplevelse.

Sygdommene

Som nogle mennesker der har knoklet gennem hele deres liv har jeg også fysiske smerter nu. Ingen tvivl om at de for en del smerters vedkommende skyldes min livsførelse, og som boglig kan jeg faktisk ikke få mine skader accepteret som arbejdsskader. Sært nok har vi på sygdomsområdet fået ligestilling, idet mennesker der har opnået sygdomme på grund af slitage i dag heller ikke kan få godtaget deres sygdom som arbejdsskader.
Mine fødder har "sovet" i mange år nu. Min læge sagde at det var en naturlig følge af misbrug, og at der ikke var noget han kunne gøre - andet end at opfordre mig til at ændre min levemåde. Nu "sover" mine ben og mine hænder også, ekstremiteterne er altså for alvor ramt. Den medicin jeg tager bevirker at jeg ikke kan styre mine kropsfunktioner, hverken nyrernes eller mavens. Men jeg kan læse og læse og lytte og lytte (Radio eller fjernsyn), simpelthen fordi jeg heller ikke kan sove. Sovemedicin er ikke mit ønske, det er jo andre ting der er årsag til min søvnløshed og det ville sikkert bare give medicinering for at undgå bivirkning ved medicinering. Så kan jeg godt vente lidt endnu.

Leen

Men det er jo her manden med leen dukker op. Vil jeg leve med smerter, med muligheden for at blodomløb, blodtryk og sukkersyge vil slå mig ihjel. Vil jeg ikke kæmpe for at leve frem for at dø på grund af smerter eller manglende medicinering. Lad være at spørge!
En dag vågner jeg ikke op og kan konstatere at jeg er død. Så har manden med leen været der. Jeg har selvfølgelig et dilemma som er forbeholdt heldige mennesker: mine forældre lever endnu. Og jeg synes at det ville være lidt uforskammet at dø før dem, det giver ikke så megen mening med livet at det ikke bliver ført videre. At det heller ikke giver mening at leve, bare for at leve er så noget der kan tales om, og det gør jeg gerne. De mennesker der fødes og de huse der bygges vil på et eller andet tidspunkt gå til grunde, de penge der skabes og de værdier der kreeres skal gå til grunde, det er jo ikke noget der eksisterer. Men den arv du giver videre i kraft af dig selv eller dine børn vil leve videre, indtil du eller dine gener bliver glemt. Manden med leen kan høste og hans karle kan stryge for kålen. Men man kan ikke slå ånd og drømme ihjel. Man kan skjule og det gør både manden med leen og mange andre.

Måske

Det er ikke til at sige om mine skavanker slår mig ihjel. Jeg kan mærke smerterne og jeg er ikke i tvivl om at jeg er på vej til dødsriget hvor tomheden set med mine øjne hersker (jeg har aldrig været der - men det er der heller ikke andre levende der har). Min hukommelse er blevet dårligere, dels på grund af misbrug, dels på grund af min alder. Jeg læser jo stadig og kan forstå at min alder og mine forældres gør at hukommelsen lider afsavn. Men jeg har også mit andre misbrugere som har haft så meget at tænke på eller har haft evner til at huske, spille skak, at kunne fokusere på enkeltsager. Så jeg ved at vi alle har noget at byde på når vi taler om samfundet nu og for fremtiden, ikke kun dem der synes at alle andre er dumme eller nogle røvhuller. Der findes kloge mennesker i verden, der findes også mange der er døde for århundreder siden. Jeg vil ikke betragtes som klog, det ville være dejligt hvis nogle ville respektere mig for den jeg er, men som for alle andres vedkommende er døden det mest sandsynlige endepunkt for livet.

Fremtiden består jo af alle de ting vi kan bidrage med, eller hvad?

tirsdag, november 12, 2013

Kommunalvalg

Nu er det igen på tide at stemme til kommunalvalget, altså det der finder sted hvert 4. år. Mange indbyggere med andet statsborgerskab er ikke klar over at de har stemmeret og mange førstegangsvælgere aner ikke hvorfor de skal stemme. I begge tilfælde tilsendes der dog et valgkort, som, så vidt jeg kan se, signalerer at man har ret til at stemme. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at man ikke kan læse og dermed forstå de ganske få ord der står på valgkortet, jeg er dog sikker på at det mere skyldes at mange af de kommunale lister faktisk ikke har disse befolkningsgrupper som målgruppe. For de unges vedkommende er der jo nok også et problem, idet deres uddannelse måske står i et vadested, hvilket gør at de måske ikke har nogen fornemmelse af hvilke ønsker de har.

At ønske sig noget

Det nære valg skulle jo nok kunne få folk op af sofaen. Det vedrører jo os alle, hvad kommuner og regioner gør for eller ved sine borgere. Alligevel forekommer ønsket om at påvirke i dette valg som noget de fleste ikke tror på.
Kommunerne og amterne (regioner) er blevet større, folketinget bestemmer over både økonomi og lokale tiltag. EU bestemmer over Folketinget (så kan de fortælle mig nok så tit at det kun drejer sig om nogle få procent af den danske lovgivning der er bestemt af EU. Selvstyre er jo reduceret til at være bestemt af landets økonomiske situation og EU's og verdens.
Skolesammenlægninger, større kommuner og mindre bidrag til ældre og børn (bortset fra en check) giver sådan set ikke borgere i landet større mulighed for at få indflydelse, nok snarere tværtimod synes det. Men der er samtidig heller ikke de samme ønsker til det nære samfund i og med at det er blevet fjernere af to årsager. For det første er nærværet i kraft af sammenhold mellem naboer og borgere langsomt svundet i takt med at arbejdsmarkedet er blevet dominerende i almindelige menneskers liv. For det andet er økonomi og misundelse blevet langt vigtigere. At afstanden til vore politikere er blevet større både med kommunalreformen i 1970 og med den seneste såkaldte strukturreform i 2007 er der jo ikke nogen tvivl om. Samfundet er måske nok blevet mere effektivt, men nærheden har mistet land.
Men når drømmen har været at få mere i løn, at få bedre arbejdsforhold og mere effektive skoler og sygehuse, at få pension og socialhjælp, er det jo en (af mange) valgmuligheder at indføre effektivitet og besparelser på bekostning af kommunikation (postvæsen hed det i gamle dage da posten blev bragt ud tre gange dagligt), da transport foregik med sporvogn eller tog (og der var behov for ståpladser), da skolerne bare var der og ethvert sogn havde hjemmesygeplejersker, sygekasse og nærbutikker.

Det forestående kommunale valg

Man kan spørge sig selv, hvad man egentlig kan ønske sig af en kommune. Sært nok tyder noget på at ingen ved det, hverken vælgerne eller dem der stiller op. Nogle har en mærkesag, som for eksempel økologi, bedre hjemmepleje eller transport. Men det underlige med disse og andre mærkesager er jo, at de sagtens kan gennemføres med kommunalpolitikeres velvilje fremfor en indvalgt politiker der bare er imod en motorvej eller et parkeringshus oven på en nedlagt kirkegård.
De fleste stiller op med mærkesager og kommer ind uden anden funktion at være embedsmand for embedsmændene, uden andet formål end at forvalte økonomi på vegne af en statslig lovgivning og økonomisk fordelingspolitik. De færreste af dem der stiller op til et kommunalt valg eller til regionsvalg har sat sig ordentligt ind i den rolle man får som politiker. Nogle tager det selvfølgelig alvorligt og tager ingen beslutninger overhovedet, sidder i hegnssynsrådet eller sådan noget, og har altid noget andet at lave når der skal tages beslutninger. Det er jo et udtryk for ægte demokrati. Meget til forskel fra dengang hvor sognerådspolitikeren blev nødt til at være ansvarlig for sine borgere, fordi de alle var en nødvendig del af det lokale samfund. Muligt at man i sognene fik højt belagt smørrebrød og godt med øl og snaps til møderne (som beskrevet i en del danske film i 1960'erne), men nærheden bestod i at du kunne opsøge sammen sognerådsmedlem og fortælle hvad du var utilfreds med. Indrømmet, demokratiet mindede nok meget mere om den oprindelige tanke, nemlig at det var den formuende og herskende klasse der ledede og fordelte, mens husmænd og daglejere bare blev passet efter samfundets behov.
Som jeg ser det er der faktisk mange flere dewr er blevet overflødige som objekter for en kommunal politik.

Hvorfor tage stilling

Mine betragtninger hænger sammen med at jeg ser et samfund uden sammenhæng. Jeg ser politikere uden politisk indflydelse. Og jeg ængstes for den politiske fremtid vort samfund går i møde. Ikke de velmenende mennesker der vil ændre samfundet, de er velmenende og har altid noget på hjerte, men at blive kommunal- eller regionspolitiker kræver ingen baggrund, ingen overhovedet. Du behøver end ikke at have taget et "pølsemandskursus" eller bestå førstehjælpsprøven. Du skal bare vælges af en hel masse andre der heller ikke kan kende forskel på statslig og kommunal økonomi, mennesker der går mere op i hvordan dyrevelfærden er i nærområdet end om grundvandet forgiftes i århundreder. Borgere der kun fokuserer på den skole deres børn går i eller det plejehjem deres forældre er anbragt i. Det er vel i bund og grund et egoistsamfund vi har ramt. Når tsunamien rammer Thailand tænker vi mere på de danskere der holder ferie der. Når Fukushima-atomkraftværket bryder sammen er vores første tanke ikke hvilke følger det kan få for verdenshavene, nej vi tænker på mennesker, uden at være klar over at følgerne for vore have og grundvandet kan få århundredlange følger. Senest har vi hørt om en orkan som har ramt Filippinerne. Igen først hvor mange danskere er berørt efterfulgt af et uhørligt stort tal som estimat af mennesker der er døde, efterfulgt af en beroligende udtalese, som "De er vant til storme af den slags, de har flere om året, så de har et godt beredskab".
Så hvorfor tage stilling til hvad der sker i en kommune vi alligevel overhovedet ikke kan overskue. Hvis vi spørger får vi jo bare stukket nogle love i hovedet og et regnskab der skal svare til de muligheder kommunen har fået tildelt af staten. Nå ja, af og til er der så kommunale politikere der faktisk synes at deres indsats skal belønnes lidt ekstra, af og til giver det bilagssager, andre gange tager politikere for givet at de er så vigtige at almindelige love angående seksuel adfærd og nepotisme er sat ud af kraft (i hvert fald indtil det bliver opdaget). Så naturligt nok tager folk ikke stilling til samfundet som sådan, tværtimod er det den del af kommunens politik der berører en selv (og ens nærmeste) der bliver vigtige, mere end samfundets behov.

Behov for kommuner og regioner

Den kommunale nærhed og det kommunale demokrati er primært vigtigt i kraft af at de lokale behov kan tilgodeses, mens regionerne efterhånden er blevet til administrative enheder, der er statens forlængede arm. Desværre er den kommunale virkelighed også blevet til en administrativ enhed som får dikteret både økonomi og formål gennem den statslige lovgivning.
Jeg vil ikke underkende at staten efterhånden har fået flere og flere forpligtelser, og har påtaget sig flere og flere. Men når staten definerer økonomiske behov hos de enkelte kommuner og laver udligningsordninger samt økonomiloft, så har eller får vi alle et problem. Hvis en stor virksomhed lukker eller fyrer et stort antal medarbejdere er kommunen ikke gearet til at løse problemet, virksomheden har som sådan kun ansvar for sin virksomhed og derfor ligger arbejdsløshedsomkostningerne primært på kommunens pengekasse, især efter at fagforeninger og A-kasser er blevet nedprioriteret i det politiske billede. Når dagpengene eller andre værdier er opbrugt står manges fremtid i kontanthjælpens eller (endnu værre) i gensidig forsørgelse. Man kan sige at det sidste sparer samfundet for udgifter, men det er altså at pisse i bukserne for at holde varmen. Mennesker der lever på bunden af samfundet er langt mere udsatte for sygdom og misbrug, som derfor bliver til en udgift for samfundet (nogle gange staten, men i de fleste tilfælde kommune - og så længe vi har regioner også dem).
Der er altså et behov for kommunerne i kraft af nærheden til borgerne, men samtidig er der mange borgere der ikke kan mærke nærheden efter et kommunalt valg.

Mit valg

Jeg har stort set altid afgivet min stemme. Det kan godt være at jeg nogle gange har gjort det i afmagt (som da jeg stemte på Jacob Haugaard), men jeg vil da fortsætte med at sætte et kryds. Selv om jeg ikke kan se formålet med det, enten når alle opstillede ikke har nogen som helst vision eller en human adgang til at blive politiker. Men jeg vælger at satse på at der kan komme nogle borgere med visioner. De må gerne gå lidt ud over at lave trafiksikring i kvarterer med mange børn eller omfartsveje frem for kollektiv trafik. Men mit valg er at tro på fremtiden og demokratiet. Ikke her og nu, måske (sandsynligvis overhovedet) i mit liv eller mine børns. Men troen på at vi kan ændre det nære samfund og derved medvirke til at ændre den verden vi og vores er en del af.

Jeg vælger at stemme, selv om jeg ikke kan se hvordan min stemme kan ændre den lokale (heller ikke den globale) verden jeg lever i. Men at holde kæft er for mig et dårligt valg, så jeg har fravalgt ikke at vælge.

mandag, november 11, 2013

Vejen frem

Fremskridt er og har i mange år været vejen frem. Ikke et mål i sig selv, men simpelthen en opgave. Som en selvfølge er der en definition på vejen frem.
Ikke at man skal gå efter næsen eller finde en samfundsløsning der kunne sikre fremtiden. Næ, hvorfor spilde tid på det, når man bare kunne vælge den vej som andre havde angivet. At fremtiden (eller vejen frem) på den simple måde er reduceret til at være andres opfattelse af hvad vi skal i fremtiden er jo en katastrofe.

Poul Erik Krogen

Hvis vi vil vide mere om vejen frem kan vi starte med en afdød nordjysk humorist der kunne spytte vittigheder ud på sin specielle nordjyske måde. En måde som også Niels Hausgaard og Allan Olsen er kendt for i de kredse der har råd til at blive underholdt.
Lad mig nævne vitsen om præsten der var med to limfjordsfiskere på fisketur. På et tidspunkt er de løbet tør for øl, og den ene fisker siger "Jeg smutter lige i land og køber 3 øl" Han hopper ud over rælingen og fiser hen over vandet og kommer senere tilbage med øl. De forsvinder selvfølgelig og den anden fisker tilbyder at hente øl, og løber hen over vandet i rask tempo. Præsten kan selvfølgelig da også de øl er forsvundet ikke undslå sig for at hente den næste flok øl. Han hopper over rælingen og er ved at drukne. Mens han plasker rundt spørger han de andre hvorfor han der har nærkontakt til Jesus Kristus ikke kan gå på vandet, mens fiskerne sagtens kan. Svaret er "Vi ved hvor bundgarnspælene står".
En anden vits er den om bryggeriarbejderen som drukner i bryggekarret. Selvfølgelig er der en der møder op for at fortælle enken at hun nu er enke. De fortæller også at han druknede på sin arbejdsplads, hvorefter enken spørger "led han meget?".  Det lakoniske svar er: "Det ved vi ikke, men han var oppe for at trække vejret flere gange".

Fremad

Vejen frem er altså ikke belagt med brosten, nogle gange findes den ikke før nogen opfinder den. Andre mennesker finder frem på deres måde og ved hjælp af den vide eller de interesser de har. Det pudsige er at langt de fleste har så travlt med at stå stille der hvor de er, at vejen frem kun er noget bøvl eller ligefrem til gene for det liv man fører.
Jeg er absolut tilhænger af at leve i nuet, men jeg kan ikke se hvorfor man ikke også kan spekulere på hvad der skal ske efter nuet. Om det er at bevæge sig fremad eller om det er fremtid aner jeg ikke.
Men for mig er der da ingen tvivl om at fremtiden er det jeg har foran mig. Sukkersyge og forhøjet blodsukker, tabet af mine forældre, mindsket mobilitet etc. Da jeg var ung var fremtiden måske nok at kunne opnå mere og at ønske et liv på samfundets præmisser. Ja tak. Jeg har hele mit liv bevæget mig fremad, men som det ser ud nu føles det som 50 år med to skridt frem og tre tilbage.
Jeg kunne selvfølgelig tage ansvaret for mit eget liv og dermed undlade at pålægge mine forældre, de skiftende politikere og den globale økonomi ansvaret. Det er jeg sådan set også opfordret til, både gennem uddannelse og ledighed. Altså at stå til ansvar for mit eget liv.

Slaveri

Det mærkelige er at det ansvar jeg skal påtage mig ikke er mit. Det er nogle andres. Nogle som ikke vil tage ansvaret for mit liv. Jeg kunne godt nævne den globale økonomi. samfundets politiske beslutninger, ja sågar mine forældre som dem der ikke vil tage ansvaret for mit liv.
Det er vel i og for sig naturligt, når ansvar er et spørgsmål om indkomst og økonomi. Sådan er jeg jo oplært med ansvar: Betal enhver sit. At der findes forskel på personer lærte jeg dog allerede som barn. Dem der havde penge flyttede dem mens dem der ikke havde måtte betale enhver sit. Da jeg læste om slaveriet, som danskerne jo måske nok var de første til at ophæve, fandt jeg ud af at slaverne principielt blev slavebundet af et økonomisk system, et system der den dag i dag fungerer verden rundt: Udbetal løn for arbejde og kræv mere i husleje og hav butikker der sælger varer så dyrt at du skal låne penge for at betale. Slaveri var (ikke at jeg går ind for det) en måde at holde liv i sine arbejdere, mens liberal økonomi er et spørgsmål om at tjene flere penge, ikke bare på produktion, men også på udlån af penge. Altså en måde at binde andre mennesker på end slaveri, men hvis man ser på de fremtidige muligheder er den økonomiske binding ikke fjern fra slaveri.

Samfundet

At medvirke til at udvikle sine omgivelser, at skabe en fremtid eller vise en vej frem er altså den største hindring i samfundet. Med andre ord regler er ikke regulerende på den måde som de skulle have været (altså vejledende, så samfundet kan udvikle sig), regler er at binde mennesker til nuet.
Sært nok er min fremtid faktisk også din. Ikke at vi bliver ens eller gør det samme, men at vi går en fremtid i møde, hvor "fremtid" udelukkende kan betyde ændring af nutiden. Ikke revolution eller fastholdelse af nutiden, men udvikling på udviklingens egne vilkår. Ikke Darwinisme eller kommunisme eller liberalisme eller hvad det hedder alt sammen. Bare udvikling, og der kan samfundet sagtens være med. Faktisk har samfundet langt bedre af at nogle har ønsker om ændringer end at de samme binder samfundet til at gå i stå på de præmisser der findes her og nu.



Hvis vi ikke skal gå i stå må vores vision være at vi vil acceptere anderledeshed, at vi vil ændre, uden at definere det som udvikling, ja faktisk at vi ikke vil bestemme og regulere. Tværtimod vil vores bidrag være langt større hvis vi blot gav vores eget personlige bidrag til tanken om fremtiden, fremfor at vælge andres.
Jeg er sikker på at vejen frem er at vi ikke går efter hinanden i en eller anden leg. Vi skal ikke følge allerede etablerede stier eller machete os frem gennem jungler. Vi skal bare gå den vej vi har lyst til. Ikke spor eller motorveje.
Men den vej vi ønsker at gå, så vil den altid føre os frem, også selv om det føles som at gå tilbage.

God tur.