fredag, januar 24, 2014

Medier

TV, radio og aviser regnes normalt som medier. De har stadig stor indflydelse på den almindelige borgers opfattelse af det omgivende samfund. Det på trods af mediernes historie og fremtid, som markerer yderpunkter eller måske en tilbagevenden.

Historisk set

Med bogtrykkunstens opfindelse i Europa blev det pludselig muligt at udbrede kundskab. Godt nok var bibelen og politiske spørgsmål i vælten. Det ændrede sig ikke da de folkelige skillingsviser blev til, men samfundssynet blev pludselig vendt til at handle om almindelige menneskers. Samtidig opstod avisen, som i første omgang var et avertissementstidende, altså fortrinsvis reklamer men fulgt op af omtaler af de annoncerendes produkter samt omtaler af hændelser og arrangementer. Man kan sige at det vi kalder ugeaviser i dag svarer meget til den tids aviser. Dog skete der ret hurtigt det at aviserne blev målrettet en bestemt befolkningsgruppe. Som sportsklubber blev det til et spørgsmål om at være arbejder eller borgerlig (studerende), for avisernes vedkommende kunne der let i samme by findes en socialdemokratisk, en for radikale venstre og en konservativ avis, på landet ville venstre også være repræsenteret. Avisen blev politisk og henvendte sig til sin målgruppe, og eventuelle annoncører brugte avisen til at henvende sig til deres målgrupper, både politisk og efter økonomisk formåen.
En ny opfindelse, radio, blev et kommunikationsmiddel. Her var der ikke tale om politiske målgrupper, men om kontakt på afstand. Radioen blev også statslig og underlagt regler. På samme måde da TV opstod. Statslig. Reglerne var at radio og TV ikke skulle være politiske men være oplysende. Og det var sådan set ikke noget problem, bortset fra at dem der lavede udsendelserne i sig selv havde et budskab eller i hvert fald en holdning til kultur. Begrebet kultur opstod faktisk først med udbredelsen af TV. Både sproget (diktion) og emner var nøje defineret. Ikke "uforståelige dialekter" og oprindelig opbyggelige og "nøgterne" udsendelser.
DR sendte musik, teater og nyheder. I løbet af 60'erne kom der underholdning på programmet. For eksempel Otto Leisner, Ingrid og Lillebror og Europæisk samsending (Melodi Grand Prix). I radioen blev radioteatret og udsendelser fra det kongelige teater suppleret med anden underholdning (nyere musik og pop). Vi fik en pæredansk julekalender (inspireret af svenske juleudsendelser)  juleudsendelsen "Historier fra hele verden", men den der nok står skarpest i den kollektive erindring er "Kender du decembervej" (Magnus Tagmus fra 1967).
På radiofronten opstod DR P2 allerede i 1950'erne, mens P3 skulle være en statskontrolleret erstatning for Radio Mercur (1958-1962). P3 startede udsendelserne 1. januar 1963 og satsede på ungdommen.

Underholdning

The Yellow Kid og Knold og Tot fungerede som underholdning i amerikanske aviser i 1896. Tegneserier blev en del af avisernes udtryk. Nyheder og politiske reportager blev suppleret med underholdning. Også danske tegnere skabte serier som i første omgang blev bragt i ugebladene, som i kraft af at være udgivet ugevis ikke kunne bringe deciderede nyhedsreferater, men senere holdt de dansk tegnede striber deres indtog i de fleste aviser.
At trykke en avis var helt op til min barndom afhængig af sættere (typografer). Deres arbejde bestod i at sætte bogstaver i den rigtige rækkefølge, så de dannede ord, at sætte dem i den rigtige bredde så de dannede spalter, og så var der selvfølgelig "horeungerne" - et spørgsmål om det æstetiske, men også om at gøre en tekst læsbar. Avistrykkeren (bogtrykkeren var afhængig af typografen, ordene skulle læses fra håndskrevne noter, senere maskinskrevne, og derefter sættes op så det var læsbart, men ikke mindst sættes op hurtigt så det kunne trykkes. Tegneseriestriberne kunne skaffes som matricer og sættes ind efterhånden, men de kunne ikke laves fra dag til anden. En tegneserie som for eksempel "Statsministeren" ville derfor oftest være forældet før en kommentar til et dagsaktuelt emne ville kunne læses.
Men grundlæggende var underholdning blevet en del af nyhedsdækningen og den politiske opdatering i aviserne.
Og som jeg har nævnt det blev den også en del af både radio og TV.

Ingrid og Lillebror

Med børne-TV og børneradio fik æterbårne medier en ny målgruppe. Det var ikke som da jeg var barn på besøg hos min mormor og hendes mand et spørgsmål om at sidde stille til frokosten og undlade at sige noget så længer der var Pressens Radioavis (eller bare "Pressen"). På dansk TV begyndte man at vise amerikanske TV-serier, som for eksempel "Bonanza" og så blev Ingrid og Lillebror jo et hit. Der var videnskabelige udsendelser som Ingvald Lieberkinds naturvidenskabelige udsendelser og Egon Schmidt videnskabelige.
Ungdommen blev også en del af mediernes dækning. P4 på P1 med programmet Tværs og Jesper Klein og klyderne med mange flere blev til i 1972. Børn og unge kunne ringe til Tine Bryld og fortælle om seksuelt misbrug, kærestesorger, problemer i skolen og alle mulige andre problemer. I samme sendeflade fandtes der så også andre programmer der havde ungdommen som målgruppe. Ikke nyheder

Lorteland

Den politiske satire opstod også. TV kunne med kort varsel producere satire over de ting der skete i samfundet. Forproducerede udsendelser fik karske ord med på vejen. Det var underholdning med politiske undertoner. Et udtryk for at man fra DR's side både lyttede til seernes opfattelse af den omgivende verden, af egne programmer, men ikke mindst at satirisere over aktuelle emner.
På TV kom der mere underholdning og TV-avisen blev længere. Sendetiden blev forlænget så der var til børnene, de unge, de voksne (også dem der netop var trådt ud i livet) og de ældre.
Der var interviews med unge børn som var blevet forældre i en tidlig alder, med handicappede, der var boligløse og tidligere kriminelle som var emner for udsendelser, selv folkeskolen og plejehjemmene blev portrætteret.
Hvad nyhederne angår blev nyhedsoplæserne folkelige og populære. Det var sådan set det første skridt til at de begyndte at gå ind i politik, med Uffe Ellemand Jensen som en af de første. Populariteten byggede uden tvivl på at de virkede troværdige, men selvfølgelig også at der kun var Danmarks Radio både til at skabe radio og især TV-udsendelser. Man kan selvfølgelig spørge om de dengang var mere neutrale, de var i hvert fald ikke så pågående som man ser i dag, men de havde heller ikke de sammen mennesker i studiet hver dag, de havde redaktører som skrev nyhederne og vejrudsigten var bare afslutningen på nyhederne, ikke et stunt.

Lokale medier

Jeg blev involveret i lokalradioen på Samsø efter et højskoleophold, der var en slags aktivering på dagpenge. Lasse Maybom ville skabe en slags Samsø Radio med lokale nyheder, lokal opbakning og journalistisk formidling. Endelig skulle radioen også være fokuseret på Samsø, historisk og erhvervsmæssigt. Som supplement var der mulighed for at lave musikprogrammer - som de unge selv skulle have lov til at lave. Og det gjorde de, ja selv jeg kom til at lave musikprogrammer, og det pudsige ved det var at vi alle havde forskellig tilgang til at lave radio, men vi fik en radio ud af det der ikke kun spillede musik.
Men på samme tid var der en lokalradio i Viborg-området som dels spillede musik, havde lyttere der ringede både for at efterlyse forsvundne køer eller punge, men også for at ønske musik. Et interaktivt koncept, som virkede. Det eneste der ikke var kan sådan set beskrives meget enkelt. Der var ikke nogen formidling af noget som helst. Hverken historisk eller faglig viden. Der var blot korte nyhedsoplæsninger.
Jeg blev senere knyttet til TV-Samsø. Samme Lasse Maybom og samme koncept som radioen, og stadig meget få penge til driften. De fleste af os var frivillige, men vi kunne få arbejde når kulturministeriet havde sendt penge til driften, når pengene var væk blev vi sæsonarbejdere, som dog kunne arbejde på frivillig basis efter aftale med arbejdsformidling.
Der var alligevel ikke tvivl om at det reklamefinansierede medie skulle blive målet. Sendeforbindelse, Koda/Gramex og husleje var udgifterne, undtagen når der lige var kommet penge fra Kulturministeriet, så blev alle kræfter brugt på at skabe flere indtægter lokalt. Indtil pengene blev brugt.

Mediebilledet

I løbet af årene har mediebilledet flyttet sig fra at være statskontrolleret. DR's bestyrelse er politisk kontrolleret og de ansatte har politiske og økonomiske rammer for deres arbejde. De er ikke frie til at give udfordringer til seerne. Tværtimod er der så mange politiske krav at iderigdommen blandt de ansatte stækkes eller simpelthen ikke accepteres.
Vi har fået reklame-TV. Ikke bare TV-2, også fra udlandet. Vi har fået TV-konkurrence om antallet af seere, selv om DR ikke har nogen som helst indtægt i forhold til antallet af dem. Men politisk set skal DR bevise at der er en grund til at der findes licens - hvilket betyder at DR skal have en masse seere. At DR kan sælge TV-serier og opnå internationale priser for dem er ikke nok, der skal konkurreres på ulige vilkår. Man kan sige at DR er i vælten så længe vi taler om finansieringen, som jo er til fordel for DR, mens TV-2 eksisterer i et land, hvor der er ganske få til at finansiere reklamerne (der er regler for reklamernes varighed og placering i forhold til udsendelser), et reklamefinansieret TV skal have indtægter der svarer til udgifterne og det er jo ikke specielt enkelt at trække penge ud af firmaer der kan se deres fordel i at købe reklamer i betydeligt større områder, hvad befolkning angår. Men selvfølgelig kan det ikke gå stærkt nok med at finde en form for privatisering af medierne.
Også aviserne er bundet af at være reklamefinansierede. Og det er her vi får det store problem.
Privatisering

Det er evident at reklamefinansierede medier skal vise hensyn til sine annoncører. På samme måde kan man sige at et ikke reklamefinansieret medie ikke skal vise hensyn. Af uforklarlige årsager er det sådan at konkurrencen udelukkende bygger på det økonomiske hensyn, altså principielt det der svarer til reklamefinansieret.
Aviserne er i dag næsten kun betalt af reklameindtægter, samt faldende abonnementsindtægter, de bliver ikke rige af at oplagstallet falder, men sandsynligvis heller ikke af at de får flere læsere på internet. Men med mangel på politiske finansiering af aviser er aviserne blevet rimeligt ensidige i deres formidling, især fordi de køber nyheder fra bureauer og ukritisk viderebringer de. Men også fordi der skal tages hensyn til annoncørerne. Dem skal man undgå at genere.
Med TV er det gået på samme måde. Ja, i virkeligheden mere end det. Selv den statslige, skattefinansierede TV-kanal har mere travlt med at måle seertal end med at skille sig ud. Målet er ikke at skabe uafhængig nyhedsformidling eller at bruge kreative medarbejdere til at forsøge sig med noget anderledes. Målet er at blive målt på popularitet. For mig at se det mest fordummende koncept der findes. På linje med at pisse i bukserne for at holde varmen.

Nye tider

Nu har vi så helt nye tider. Der er stadig statslige økonomiske tilskud til de fleste medier, men der findes græsrodsmedier. De findes på internettet.
Mange af dem er ikke så økonomisk funderede at de bare kan gå i gang med at sende nyheder hver dag. Men nyhedsformidlingen er helt klart flyttet fra de traditionelle medier. Godt nok spammes man med reklamer på internettet i dag, men som tidligere kan man jo fravælge reklamer.
Det jeg synes er meget vigtigere er, at vi på en måde er kommet tilbage til den tidlige historie. Vi har pludselig adgang til den politisk definerede nyhed. Den journalistik som ikke er dikteret af annoncører. Vi kan i stort omfang søge oplysninger som for få år siden stort set ikke blev offentliggjort.
Som min gamle brugsuddeler sagde: "Hvis man læser flere aviser vil man lære at se sagen fra flere sider, og det er vigtigere end at stole på andre at man vælger alsidigheden end at man vælger at tro på andre." Han forblev noget i retning af radikal, men han lærte mig alligevel at man kunne tænke selv, at tage stilling selv og vælge selv.

De muligheder har vi på en måde igen. Og det er vel egentlig ikke så dårligt. Nu mangler vi bare at der er flere der opdager dem, i stedet for at sluge alt det vrøvl der bliver sagt i radio og TV.

Vi skal have frie medier for vores egen skyld, og vi skal lære at tænke selv.

onsdag, januar 22, 2014

Mod lysere tider

I skrivende stund er dagen blevet lidt mere end to timer længere. Ikke fordi det gør den store forskel. Samtidig med længere dage, altså i forhold til solens op- og nedgang, hvor dagen nu er ca en tredjedel af et døgn, har vi vinter. Sært nok er det først nu den sætter ind, selv om vi ifølge kalenderen har haft vinter i halvanden måned.

Mild vinter

Det gode ved en vinter hvor der ikke er kraftig frost er grundlæggende at man ikke skal bruge så mange penge på at varme sin bolig - i mit tilfælde værelset- op. Jeg betaler dog et fast bidrag til forbrug og det rettes nok op til næste år. En mild vinter betyder også at planter og normalt overvintrende dyr dukker frem med forårsfornemmelser, og når så vinteren dukker op, for det gør den jo nok, så tager vinteren sin bid af kagen. Mange liv bliver udslukket og nogle liv skal begynde forfra, andre kan ikke nå det. Men det er jo naturens orden. Og den kan vi ikke lave om på eller kan vi. Det er jo ikke første gang vi har haft en mild vintermåned i januar, det er nok heller ikke første gang at vi risikerer at få en kold februar måned, for den sags skyld heller ikke det modsatte, altså en varm februar. Jeg husker somre med mildt og køligt vejr, ikke badestrandsvejr, måske køligt men ikke vildt kolde. Andre husker dem som ekstremt regnvåde. I denne sammenhæng bruges ofte udtrykket at man betragter glasset som halv fuldt eller halv tomt, og sådan gælder det vel også for vinteren. Den vinter der altid havde sne og hvor vi lavede snemænd og kastede med snebolde.
Mange mennesker er dog sådan indrettet at de vintre kun burde opleves i barndommen, i dag er de mest til besvær i et travlt samfund.

Drivhuseffekten

Vi hører jævnligt om global opvarmning, at isen smelter i antarktis og at nordvestpassagen bliver farbar i perioder. Alt sammen skyldes ifølge nogle at vi forbruger energi og frigør CO2 i enorme mængder. Men hver gang denne effekt af et menneskeligt forbrug nævnes, så får vi eksempler på at der falder sne i Sahara og Mexico og så videre.
Denne sideeffekt af menneskeligt overforbrug og generel forurening kaldes ikke drivhuseffekten, hvilket mange mennesker ellers forbinder med en stigning i verdens temperaturer. Da begrebet blev opfundet var det måske det bedste billede at bruge, men udelukkende at forbinde drivhuse med varme er jo som at tro man kan varme sig ved en kold pejs.
Drivhuseffekten er sådan set bare en konstatering af at solens stråler sammenholdt med andre naturlige reaktioner på vores klode gør at solens stråler (som også i et drivhus) faktisk varmer mere end hvis der ikke var glas i et drivhus, faktisk ville jorden være i gennemsnit 33 grader (celsius) koldere.
Så det vi taler om fejlagtigt når vi taler drivhuseffekt er sådan set den menneskabte ændring af betingelserne for drivhuseffekten, som ødelæggelse af ozonlag, generel forurening og voldsom overproduktion af dyr og planter samt at tømme havet for fisk og andre dyr der tidligere har sikret en balance for hele jordkloden.
Det er altså balancen vi nedbryder, ikke drivhuseffekten, den får bare andre betingelser.
http://www.dmi.dk/laer-om/temaer/klimatemaer/drivhuseffekten/

Økonomieffekten

Overproduktion, forurening og overfiskeri skyldes, som de fleste vel ved, et ønske om at kapitalakkumulere. Det er en våd drøm at tjene penge og helst mange, selv om netop denne ide gør verden til en mine der skal udnyttes. Enhver ved vel at en grusgrav på et eller andet tidspunkt ikke længere indeholder sand og grus, ellers kan man selvfølgelig gæste Søby-lejerne hvor der fra 1940 til 1970 blev udvundet brunkul. Arbejderne havde arbejde, men kunne knap nok forsørge en familie.
At udvinde jorden ved at dyrke den, ved at fiske eller ved at hælde gift i den er sikkert udmærket, hvis målet er at skabe penge her og nu.
Der hvor jeg voksede op var det sådan at de fleste hedebønder dyrkede kartofler mens nogle få dyrkede rug eller havre. Når alle havde kartofler faldt prisen og selv om der var dørsalg (Oluf Sand i "The julekalender" gik i samme skole som jeg) så faldt mange for fristelsen at dyrke kornprodukter efter et år med lave priser på kartoflerne. Når så kornpriserne faldt satsede de på kartofler, som så gav mindre indtægt. Og sådan blev satsningen hele tiden ændret til det der senest havde givet et godt afkast for naboerne.
Der var ingen stråforkorter eller plantegift og slet ingen GMO. Der var håndkraft, og det var ikke specielt morsomt at hyppe kartofler, at hakke roer eller muge ud i stalden. At samle hø og halm var tungt arbejde der skulle gøres i perioder med rimelig godt vejr. Meget af indtjeningen var faktisk at kunne føde husdyrene, altså et økonomisk kredsløb der i sidste ende gerne skulle et afkast så man kunne have en familie. Ikke at etablere et overskud, faktisk var de fleste gårde gået i arv.

Vejrudsigten

Nu vil de fleste nok spørge "hvad fanden har snevejr med økonomi at gøre?" Det kan jeg da godt forstå, men det hænger logisk sammen med rigdom og fattigdom, forurening og klimaændringer. Noget som alt sammen i sidste ende har indflydelse på mennesker her og nu, men ikke mindst på fremtiden og klodens skæbne.
Altså igen: At satse på at tjene en hel masse penge for at investere dem i at tjene en hel masse penge for at investere DEM i at tjene en hel masse penge virker sindssygt, medmindre man er aktionær i en bank og gerne vil tjene en hel masse penge for at investere dem i aktier for at tjene en hel masse penge for at investere dem i aktier.
Overproduktion, overfiskeri, overdreven brug af gift og andre kunstigt skabte ændringer af naturen, er alle med til at ændre balancen i verden. Det er selvfølgelig rigtigt at vi ved podning kunne skabe ny produkter, ved nøje valg kunne skabe bedre kornsorter og ved nøje udvalg af avlsdyr kunne skabe bedre ydende husdyr.
Som et eksempel på det sidste blev visse fåreracer udvalgt fordi de var leveringsdygtige i kvalitetsuld (middelalderen og den industrielle revolution), mens andre fåreracer blev udviklet til at levere godt kød (og store lam) - de sidstnævnte har ikke mindst haft stor betydning i Australien og New Zealand.
Alle disse optimeringer har selvfølgelig haft indflydelse på jorden. Da pesten slog ned over Europa valgte man i høj grad kornproduktion fra til fordel for kødproduktion (og uldproduktion). Det var en følge af at der ikke var tilstrækkelig arbejdskraft til at dyrke jorden, mens dyrene i langt større omfang kunne vogtes af få kræfter. Der er jo næsten altid en sammenhæng.

De lysere tider

Så er jeg kommet frem til det jeg egentlig havde på hjerte. Politikerne taler om lysere tider. Dem skulle vi få "i morgen", altså for et par år siden. I stedet er det lykkes at skabe et opdelt samfund. Hvad målet med det samfund egentlig er burde stå klart for alle. Det er at skabe profit. Mennesket er blevet til en del af vores planet der kan udnyttes på det groveste, udelukkende med det formål at skabe overskud.
Som med grise der føder for mange unger er mennesket blevet til en ressource. Der accepteres et vist spild, ja faktisk kalkuleres der med et vist spild. Der bliver talt om at vi er for få mennesker til det arbejde der skal udføres om få år, samtidig gør vi som samfund temmelig meget for ikke at få villig arbejdskraft fra tredjelande. I det hele taget gør vi alt for at have dårlig samvittighed over noget vi slet ikke har gjort. Måske bortset fra at have købt hus for dyrt og smide store mængder affald ud.

Men så var det jo nok der vi skulle begynde.
I stedet for vedvarende at tro på de lysere tider. De tider hvor vi ikke længere hjælper kapitalister og investorer med at udplyndre jorden, at tingsliggøre mennesker og at negligere hvad vi gør ved vores jord.
Jeg vil faktisk sige: "Det ser sort ud", og så vil jeg tilføje et "øv", bare for at have fået lov til at være menneskelig et øjeblik.

søndag, januar 19, 2014

Farvel

Før jul gik min mentor arbejdsgiver og nære ven bort. Han kørte i havnen i Haderslev med en tung bil og kunne næsten ikke bevæge sig. I hvert fald ikke sidst jeg så ham for lidt over et år siden. Han druknede med andre ord. Ingen skal bilde mig ind at det var med vilje, han var det mest stædige menneske jeg har kendt. På den gode måde, han var mere hård ved sig selv end ved andre. Det betyder selvfølgelig ikke at han ikke var hård ved andre, stillede krav og havde ønsker om at de udviklede sig. Det betyder sådan set bare at han havde forventninger på andres vegne når han så talenter.
Her til middag fik jeg så at vide at endnu to af mine nære venner fra Samsø var holdt op med at trække vejret, dog var de ikke druknet i bogstavelig forstand. Men begge i nat blev de til minder.

Johnny

Jeg mødte Johnny over et spil billard. Nu er det efterhånden mange år siden jeg spillede det spil, men vi blev venner. Johnny havde, og har, den dejligste datter. Hun er selvfølgelig blevet en stor pige nu, men da hun var mindre tilbød jeg Johnny at vi kunne deles om det sted jeg boede, der var plads til ham, hans datter og datterens veninder. I det hele taget var der plads.
Når Johnny ikke skulle møde på arbejde mødtes vi ofte om morgenen. Hvis jeg ikke skulle noget den dag blev det normalt til en morgen-bajer og måske en enkelt fisherman. Så snakkede vi om vores fælles bekendte og ikke mindst om Johnnys datter. Vi tilkaldte hinanden til "morgenmøderne" med sms. Så kunne vi jo altid melde afbud hvis der var andre vigtige ting på programmet.

Johnnys datters mor boede på Samsø så den del af familien kendte jeg. Hans far var død i en alder af blot 50 år og hans mor var også død. Men hans stolthed var de tre børn han var far til. Den store datter, der boede sammen med en rar fyr syd for Odder, den store søn, som var glad og festede når han kunne (og det kunne han tit dengang). Men ikke mindst den lille datter der boede på øen og som altid var velkommen i vores fælles hus.

Jeg mindes stadig da vi en dag bestemte os for at tage til byfest i Odder for at glæde den lille datter. Vi havde været rundt i et mylder af al mulig crap og besluttede os for at tage en tur i pariserhjulet. Pludselig stod hun der, den store datter. Hun havde spottet sin far og lillesøster. Det næste der skete var at brormand blev tilkaldt. Han var muligvis i gang med en seriøs udforskning af andre af tilværelsens gåder sammen med jævnaldrende drenge. Men når lillesøster var der slap han hvad han havde gang i. Der var noget der var sjovt, og noget der var vigtigt.
Efter denne oplevelse blev det til flere møder. Både hos storesøster og hos os. Der var god mad og øl på bordet, det hørte sig til. Men vi oplevede den kærlighed der er mellem søskende, eller i hvert fald kan være. Jeg fik også en dejlig oplevelse af at være en slags reservefar, især fordi jeg ikke var forundt at være far til min egen datter.

Disse timer, morgener, eftermiddage, aftner og nætter vil jeg aldrig glemme. De har, sammen med Johnnys dejlige børn, beriget mit liv. Desværre blev vi uvenner af økonomiske årsager og vores venskab ophørte. Heldigvis havde vi stadig fælles venner og på den måde kunne vi følge hinanden i vores deroute. Han blev mere syg og jeg blev mere fattig. At tilgive er måske nok svært. Jeg tror aldrig at vi helt tilgav hinanden vores forskelle, men vi forsøgte efter bedste evne.

Nu er Johnny et minde. Noget som aldrig kan tages fra mig, medmindre jeg skal samme vej som ham. Det skal jeg jo nok. Hans børn kan måske have et vagt minde om mig og de få gange vi var sammen, så der må jeg nok også melde pas. Jeg har været der, ikke for at blive husket, men fordi Johnny og jeg var nære venner i en periode af vores liv. Hvis børnene husker mig for de gode ting vi havde sammen og ikke bare for vore uvenskab over økonomien, så har min andel i hans korte liv ikke været helt spildt.

Vi var nok så forskellige som verden kunne gøre os, Johnny. Det eneste vi havde til fælles var vel at vore forfædre var indvandrere, dine vistnok sigøjnere, mine måske jøder. Men vi elskede venskabet, og det var måske derfor vi ikke var gode til at blive uvenner. Alligevel vil jeg altid tænke tilbage til vore "familiekomsammener" med varme og glæde. Sådan skal du mindes fra mig.

Otto

I en periode hvor jeg var arbejdsløs søgte du selskab. Mest for at dele Samsø ved at køre øen rundt, men også for at drikke en øl sammen med mig.
Otto faldt meget uheldigt og kunne derfor ikke længere gå. Som den mand han var tog han smertestillende tabletter i hobetal frem for at finde ud af hvad der var sket.
Inden da havde vi kørt øen tynd i solskin gråvejr eller regn, både for at se hvad der skete for mennesker og samfund (huse til salg, ombygninger og anlægning af cykelstier, fældning af træer, resultater af stormflod, you name it). Et par timers samvær hver dag jeg havde fri. Da Otto mistede kørekortet fordi han lige skulle køre en tur efter at have fået en øl for meget blev tingene ændret. Der skulle findes en chauffør og formiddagspilsneren var ikke længere så spændende. At miste en chauffør var ikke hvad Otto ønskede. Vi så normalt TV2 Østjylland og så trak bilturen i os. Øen blev inspiceret fra nord til syd, ikke altid på samme dag, men Ballen var obligatorisk. Lottokuponen uden joker var også en ugentlig foreteelse, jeg gik de 50 meter til kiosken og købte den, Otto gemte den i ugevis.

Når der skulle købes ind, når der skulle måles vand eller skrues ned for varmen, også når der skulle foretages noget på første sal, så fik jeg instrukser. Vi forblev et sammentømret par, jeg aner ikke om det minder om et ægteskab, der var intet seksuelt, men vi hjalp hinanden, og alt det som hjemmehjælperne ikke måtte kunne jeg så gøre. Til gengæld fik jeg et enestående billede af Samsø på nethinden. Otto kendte alle de små veje og de landsbyer (huse) der fandtes, han kendte de steder hvor de solgte kartofler og jordbær, og når han ville have noget at spise så vidste han hvor det skulle købes. Otto var født, opvokset og havde levet sit liv på øen, hans brødre var emigreret til Canada. Otto døde på øen.

Han var aldrig god ved sig selv. Måske kan man sige at han nød livet med masser af øl, møder med for eksempel Simon Spies og driften af en købmandsforretning. Det er vel op til enhver at betragte sit eget liv som godt. Otto klagede ikke, han valgte måske at stille smerter med medicin og øl, men misbruger blev han aldrig, i hvert fald ikke af hårde stoffer. Livet i huset blev levet som da hans mor levede, ja faktisk var hans liv lettest, når det foregik efter reglerne. Man kunne lave en julekalender efter hans liv. Simpelthen regler. At han som falleret købmand ikke ville handle i Brugsen var jo et princip, men ikke mere end at jeg fik penge til at handle i samme butik. Han kom der bare ikke. Brugsen i Ballen blev dog en undtagelse, af og til (når der var øl på tilbud).

To på én gang

Mens jeg skriver dette græder jeg. Ikke alene fordi det er to venner der døde samme nat, men også fordi jeg ikke fik sagt farvel til dem. Nogle vil kalde det at sige man elsker dem, det vil jeg på en måde tilslutte mig, men ordet "elske" er så let at misforstå. De var nogle af mine bedste venner på øen og nu er der to mindre.

Jeg har ikke lyst til at sige farvel til flere af mine venner lige nu.

lørdag, januar 18, 2014

Sne

"Det er hvidt derude" skrev Blicher i 1838. For 100 år siden satte Th. Laub musik til digtet der handler om kyndelmisse, eller rettere den danske vinter.
Nu er der jo stadig to uger til årets kyndelmisse i skrivende stund, men det er blevet koldt og nogle steder hvidt, her er det sådan lidt grumset hvidt med temperaturer over frysepunktet, mere slud end sne og med blæst der giver en chill-effekt så det føles som om det er frostvejr. De seneste dage har der været trafikulykker og folk er blevet overraskede af at den milde vinter så småt (over nogle dage eller uger) bliver til en vinter.

Overraskelser

Nu er det jo sådan at der hvert eneste år er nogle der overraskes af vejrliget (kulde og sne) trods vejrudsigter i hobetal. Aldrig har der i døgnets løb vejret så mange vejrudsigter og så mange om at formidle dem. Aldrig har meteorologerne været så enige om vejrprognoserne, selv om de ikke holder 100%.Og aldrig har der været så mange der ser stort på hvordan vejret kan blive. Det er som om "Ulven kommer" har fået forrang i de fleste menneskers bevidsthed, men egentlig tror jeg bare det er fordi de fleste har så travlt at de ikke har tid til at tage forbehold for årstidens temperamenter. Dagsrytmen bliver ikke ændret så man står tyve minutter tidligere op for at komme tidligere af sted på arbejde eller for at aflevere børnene i børnehaven, simpelthen fordi den form for fleksibilitet ikke findes i det omgivende samfund.
Altså bliver vi overraskede.
Og som Storm P. sagde: "Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det". Heller ikke når lastbiler eller personbiler holder på tværs af motorvejen eller den vej man skal køre ad for at nå frem til arbejde til tiden, er der nogen der gør noget ved det. Der bliver nok talt højt mens man venter, det kan også være mobilen må frem så man kan fortælle hvorfor man ikke møder til tiden, det kan endda være at kommunerne udsætter snerydningen for at spare penge, men som borger er der ikke nogen der gør noget ved det.

Samfundet

Vi lever og ånder for vore penge. Sært nok et abstrakt begreb, altså penge. De eksisterer ikke, men skal forestille at udgøre en bytteværdi i forhold til ejendomsværdi, sådan cirka. Jeg skal altså i kraft af arbejde skabe et overskud for at beholde mit arbejde, jeg skal ved at låne penge skabe en værdi i form af ejendom, ja jeg skal endda satse på at den værdi jeg skaber til mig selv (forstå det, hvem der kan når jeg samtidig skaber værdi til alle arbejdsgivere, virksomheder og samfundet) skal gives videre i form af arv. Ikke til nogle der har ydet noget til gengæld, kun fordi de er familie.
Principielt kan man undre sig over at man skal skabe kunstig værdi, ikke alene til sig selv, men til alle led i samfundet. Som betragtning er dette ikke udtryk for kommunisme, socialisme, kapitalisme eller liberalisme, det er udelukkende udtryk for undren.
Altså, hvorfor gør vi det?

Vejret igen

Måske har vi alle lært at vi skal forstå at vægte tingene. Altså at børnene, arbejdet og lønnen er vigtigst for at blive et frit menneske.
Et frit menneske?
Hvad frit er der i at skabe profit og betale skat, når man samtidig skal bruge størstedelen af den kapital man har tilbage til at betale for skolegang til børnene, betale for at have bil eller benytte offentlig transport, betale for at have en bopæl, betale for at blive orienteret via public service? Ja stort set betale for alt. På visse områder måske ikke de fulde udgifter, som for eksempel lægehjælp og biblioteker. Men bøder, afgifter og gebyrer er "dagens ret" alle steder, selv i de banker som vi er blevet påduttet for at kunne modtage løn eller offentlige serviceydelser.
Men vi har travlt med at passe arbejde, børn, jobsøgning, familie og bank og kreditforening. Derfor kommer det jo oftest som en overraskelse når vi pludselig står i en uventet situation - det kunne være arbejdsløshed eller rentestigninger eller øgede kommunale krav, find selv på mere.
Som med sne og frost har vi ikke tid til - eller måske heller ikke evne til - at tage højde for de ændringer der byder sig. Vi burde bare vide bedre, historien siger at der sker noget med mellemrum som påvirker vores liv, om det er vejr eller økonomi er sådan set kun bestemt af henholdsvis årstid og konjunkturer.

Lemminger

Det føles (mentalt) som om vi er en flok lemminger der blindt følger flokken, man kunne selvfølgelig også mene at vi opfører os som myrer der følger det samme spor. I det første tilfælde er det dog flokmentalitet (som metafor - det ville nok være langt mere rammende at sammenligne med galopperende formering i tider hvor der synes at være nok føde) der er det grundlæggende, mens myrerne udgør et (ukritisk) kollektiv.
Jeg foretrækker ikke dødsdrift, hverken i form af flokmentalitet eller kollektivisering. Jeg foretrækker faktisk ikke dødsdrift, selv om den da rammer mig gennem min omgangskreds. Jeg er ikke upåvirkelig og kan sagtens sætte mig ind i andres angst og drift til at slippe af med den). Hvor længe jeg kan holde ud at ville være mig og at ville leve aner jeg ikke, men indtil nu har det holdt i 50 år. Ikke med positive oplevelser hver dag, men med min vilje.
Jeg regner med at jeg en dag "vågner op og er død", men jeg ser jo mine omgivelser (mennesker) ønske at vi ikke har vinter, at sne er et irritationsmoment og at vinteren altid kommer som en overraskelse.

Hvorfor

Sært at vi bliver overraskede over noget vi har så mange forudsætninger for at vide. Om økonomi, vinter eller ærgerrighed. Erfaringerne findes i hobetal, de er nedskrevet, de er diskuteret, sågar politikere, økonomer, historikere og filosoffer har diskuteret dem.
Der burde ikke være noget nyt under solen, ikke engang en ko på isen. Erfaring og kritik skulle jo garantere at vi kunne komme videre trods enhver form for usikkerhed. Ikke vores egen alene, men den erfaring som hele menneskeheden har opbygget på godt og ondt.
Derfor er det sært at vi gang på gang falder i den fælde der hedder at kunne vi ikke forestille os, eller det var der ingen der havde fortalt os. Selvfølgelig var der nogen der havde fortalt det, og grunden til at vi ikke kunne forestille os det er at vi ikke ville.

Vejrudsigterne

Vi ved at vinteren kommer hvert eneste år, vi ved at det ikke bliver hvid jul hvert år, vi ved hvad forskellen på vinter og sommer er - vi taler i hvert fald om kolde og våde somre og vi taler om våde eller lune vintre. Hvorfor kan vi så ikke bruge prognoser om vejret til at forberede os på at vores dage ikke kan være ens hele året? Er drømmen virkelig at vi skal pisse i bukserne om vinteren for at holde varmen og i Vesterhavet om sommeren for at blive afkølet?
Vi kan alle have et forhold til sne. Det kan være smukt, besværligt eller dyrt for samfundsøkonomien, det kan skabe julestemning eller få virksomheder til at indkalde ekstra mandskab, men sne er vel sne. Om den er gul, grumset eller er skubbet op på cykelstien eller fortovet vil den i det samfund vi lever i være mest i vejen, også hvis den fik lov at ligge.
Sne er sne.
Og penge er penge.

Men er vi mennesker så glemsomme at vores verden er afhængig af at vi ikke kan lære af egne og andres erfaringer?
Skovl sneen hvis du synes, kør på arbejde hvis du skal. Nyd naturens skift og glem vækkeuret. Husk på at det er muligt du har problemer med kommunen, familien eller arbejdsgiveren. Men naturen er til for dig, og du er en del af naturen, så tag den dog i hånden. Flyt bjergene når de ikke vil komme til dig!

Mine vintre med snemænd og kælke eller ski vil jeg huske som noget af det sidste, når jeg bliver dement, det er jeg sikker på.
Sne er sne.

mandag, januar 13, 2014

Selvmord

En af overskrifterne i dag er at antallet af selvmord steg med 12% i forhold til året før. Tallet er opgjort til 680 der på forskellig vis har taget livet af sig selv. Af dem var størstedelen mænd og en del begik selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Alt sammen forudsigeligt, altså at antallet af selvmordere stiger og at det er mænd i mange tilfælde.

Tal er taknemmelige

Der er i stort omfang efterladt et afskedsbrev, og det sandsynliggør at der virkelig er tale om selvmord. Men tallene dækker stadig kun de tilfælde hvor det lykkes. I en del tilfælde bruges selvmordsfosøg som afpresning, og også i den sammenhæng vil der blive skrevet et afskedsbrev, eller forsøget vil være på skrømt, altså et råb om hjælp.
Samtidig bør vi også huske at nogle vælger en langsom måde at dø på, således at en overdosis piller eller som nævnt at kaste sig ud foran et tog normalt vil blive defineret som selvmord, mens det at drikke sig under hegnet og dø i detentionen, det at fixe sig til døde vil blive regnet som et dødsfald af anden art end selvmord.
Som nævnt findes der også de forsøg på at få opmærksomhed, hvor "selvmorderen" i videst muligt omfang sikrer sig at blive fundet (med eller uden afskedsbrev).
Der findes en masse skyggesider som at opgive livet på grund af sygdom, for eksempel i form af ønsket om aktiv dødshjælp eller simpelthen det at opgive at leve videre og rent psykisk forlade denne verden.
Antallet af selvmordere er altså udelukkende det antal af mennesker der i politirapporter eller på anden vis, er defineret som selvmordere. Ikke dem der har fravalgt livet. Ifølge oplysningerne er der også et påfaldende stort antal af dem der har taget deres eget liv som har gjort det af fysiske årsager fremfor af psykiske.

Julemanden

Hele mit liv har det ikke været de bløde pakker under juletræet der har gjort at tiden op til jul har været den periode hvor flest tog livet af sig selv, heller ikke fordi man har konstateret at julemanden ikke eksisterer i virkeligheden.
Det har normalt været udlagt som ensomhed eller at man socialt eller økonomisk har mistet et holdepunkt. Nu er der så tal der viser at det i høj grad er fysisk sygdom der er årsagen til at man ikke kan begraves i indviet jord.
Jeg tror ikke på det. Selvfølgelig er der ingen tvivl om at den måde syge mennesker (både de fysisk og de psykisk syge) behandles på er nedværdigende. Men beslutningen om ikke at kunne klare mere af samme skuffe og vælge at forlade denne verden for egen vilje, må altså stadig være en mental beslutning. Der findes masser af mennesker der er blevet dårligt behandlet af stat og kommune, af familie og samlevere, ja sågar af deres børn, som stadig står op og enten ikke vil give andre den tilfredshed at opgive livet af den grund, eller tror på at et liv er værd at leve uanset på hvilke vilkår.
Men det er hverken tandfeen, påskeharen eller julemanden der er årsag til valget om at tage sit eget liv, det er det der sker i hovedet på en når livsvilkår bliver for uoverskuelige.

Politik

Politikere vil gerne gøre noget for at ændre antallet af dødsfald ved selvmord. De vil også gerne mindske antallet af trafikdrab. Som sædvanligt vil man nedsætte kommisioner der skal vurdere hvad der kan gøres. Som med højresvingsulykkkerne fik lastbiler påduttet så mange spejle at chaufføren stort set ikke kun se hverken vej, cykelsti eller fortov. Med en lov. Nu kan selvmordere slå sig selv ihjel i et par år mens nogle højt estimerede videnskabsmænd og jurister kan sætte sig ned og vurdere hvordan man kan nedsætte antallet af selvmord.
I Middelalderen nedsatte man antallet af selvmord ved at gøre det strafbart (man kunne ikke blive begravet i indviet jord, altså kirkegården var forbudt land for selvmordere). Alligevel begik kristne mennesker selvmord dengang, alligevel kunne velhavende mennesker købe aflad for deres børn, ægtefæller eller forældre, så de kunne få en gravsten.
Efter et par år kan vi principielt risikere at få en lov (efter opfordring fra en kommission) som ved hjælp af TV-reklamer, en usaglig presse og velmenende politikere skal forhindre folk i at tage deres eget liv. Måske ved at fortælle dem at det er dumt, ved at ansætte arbejdsløse betonstøbere eller tobaksarbejdere til at sikre dem dårlig lønnet arbejde som sikkert vil betyde at den selvmordstruede må gå fra hus og familie.
Som om det er løsningen at have et dårligt lønnet arbejde på dårlige sociale vilkår? Det er udelukkende en politisk løsning.

Mennesket

Man kan så spørge sig selv om det er det psykiske pres, det økonomiske eller omgivelsernes pres der får folk til at opgive ævred. For selvfølgelig vil man kun kunne hjælpe hvis man kender årsagen til at folk vel dø i utide. Det blev faktisk brugt som udtryk i radien og sikkert også i aften i TV.
Hvis et menneske mister et ben kan vedkommende kæmpe sig tilbage til livet eller vælge at give op. At kalde et selvmord i den sammenhæng for fysisk betinget er jo noget vrøvl. At mange tager livet af sig selv ved at blive splattet ud på en togstrækning er måske nok fysisk, men fordi man ikke tager psykiske hensyn til lokoføreren er det vel ikke fysisk betinget? At tage livet af sig selv vil set med mine øjne altid være psykisk betinget. Der er altid et menneske bag ethvert dødsfald, døden påvirker normalt de efterlevende ikke de døde (jeg vil undlade at diskutere et liv efter døden i den sammenhæng, idet jeg aldrig har mødt dem der er døde i min familie efter at de er døde. Til gengæld lever de døde venner og familiemedlemmer videre i min erindring. Hvis en person i min omgangskreds ønsker at dø, vil jeg ikke hjælpe med det, jeg vil heller ikke støtte vedkommende i det, jeg vil sandsynligvis end ikke acceptere det. Til gengæld vil jeg hellere huske de gode ting jeg har oplevet sammen med vedkommende end jeg vil leve resten af mit liv med at hade den som forlod mine omgivelser for at slippe for fysiske eller psykiske smerter.
Med det vil jeg sådan set bare påpege at for mig er det mennesket, ikke selvmordet, der er i centrum.

Etisk

Jeg forestiller mig en lang debat og en mø'derække, hvor man vil diskutere moralske og etiske forbehold i forbindelse med det offentliges håndtering af selvmord. Sandsynligvis vil det udmønte sig i en lovgivning der tager mere hensyn til stat og kommune og vores fælles økonomi end til de ofre der har taget deres eget liv, for slet ikke at tage hensyn til de efterladte.
Både etiske og moralske diskussioner vil sjældent føre andet med sig end at man kan finde en anden måde at føre selvmordsstatistik på, så tallene bliver lavere. Sådan har man jo rent politisk (og herunder moralsk og etisk) ændret på arbejdsløsheden.
Ikke desto mindre beslutter mennesker sig for at dø (nogle kalder det nok "for egen hånd", men at kaste sig ud foran et tog er altså meget langt fra harakiri).
Måske vil det være langt vigtigere at behandle mennesker anstændigt, at tage hensyn til svagheder, miljømæssige og familiære problemer, fremfor hele tiden at fokusere på økonomien og moralen. At behandle arbejdsløse med PTSD på samme måde som unge mennesker med narkolepsi giver sådan set ingen mening medmindre begge sygdomme skal gøres op i penge. På samme måde vil suicidale mennesker vælge forskelligt i fremtiden. At finde sygdommen er altså langt vigtigere end at forbyde den eller gøre den til en samfundsbelastning.

Det døde menneske

For dem som lykkedes med at dø vil vi andre måske undre os over at det var et ønske. Måske vil vi forstå at der ikke i sindet fandtes anden udvej, vi vil måske hade eller undre os over beslutningen, men den døde vil udelukkende kunne leve videre i kraft af  det liv der har været levet. Jeg har talt med flere mennesker der har haft svært ved at forstå beslutningen om at tage sit eget liv, eller som simpelthen ikke har set det komme.
Men det kommer jo pludselig. Måske ikke for den, der har taget beslutningen, jeg har ikke selv tænkt i de baner, men jeg har gennem det meste af mit liv kendt nogle for hvem døden virkede langt mere tillokkende end livet.

Drop de der høringer og kommissioner og få i stedet involveret dem der har været tættest på. Giv mennesket livet tilbage på de betingelser som mennesket er bundet til (økonomisk, arbejdsmæssigt, socialt eller følelsesmæssigt). Giv mennesket en chance for at være sig selv.
Man kan ikke lovgive om selvmord.

lørdag, januar 11, 2014

Ledig

Det såkaldte Carsten Koch udvalg har barslet med en dyrt købt rapport, der konkluderer at man kan bruge et allerede eksisterende koncept til at bringe ledige i arbejde (AAK) samt at ledige skal registreres så de kan få en individuel behandling - det sidste er faktisk et koncept som COOP Danmark ikke måtte gennemføre for medlemmerne, fordi det var i strid med registerlovgivningen. Men vi ved jo at regeringen har råd til at få gennemført lovgivning der i mistænkelig grad er i modsætning til Grundloven.

Ledighed

Jeg er ifølge politiske definitioner ledig, arbejdsløs, socialt udsat og en økonomisk belastning for samfundet.
Egentlig er alle borgere i Danmark det samme, de får det bare ikke at vide hele tiden. For mit og mange medborgeres vedkommende skyldes det at vi ikke har lønarbejde (underbetalt eller ej), at vi enten er syge eller deltager i aktiveringsprogrammer, der i absurditet kan minde om "The running man" fra 1987 med Arnold Scwarzenegger i hovedrollen (roman af Steven King, filmens titel er Sidste chance på dansk), eller om Svend Åge Madsens ungdomsroman "Jagten på et menneske" fra 1991.
At være ledig vil sådan set svare til at stå ubetinget til rådighed for samfundets ønsker. Ikke at man som sådan ikke har noget at lave, tværtimod er der langt flere krav til folk uden arbejde end til dem der stresser sig på et møgjob hver morgen eller på skifteholdet, når børnene skal i seng. At være ledig er nemlig ensbetydende med at man står til rådighed for samfundet døgnet rundt, og hvis ikke det var fordi dem der skal kontrollere er ansatte og derfor har ret til at holde fri efter at have en arbejdsuge på 37 timer, ville vi som sådan kunne blive hevet ud af sengen på et vilkårligt tidspunkt for at blive tjekket.
At blive tjekket som såkaldt "ledig" betyder ikke at man skal undersøges for fysiske eller psykiske sygdomme, det betyder udelukkende at man gøres ansvarlig for hvorledes samfundet definerer at man ikke har arbejde, og hvornår man er berettiget til at leve under vilkår der svarer til menneskerettighederne og grundloven.
At være ledig betyder derfor mest at man er i vejen for et samfundsprojekt der som sit primære formål har til opgave at skabe kapital uden udgifter.

Dysfunktionel ledighed

At blive udråbt til at være ledig kan medføre at man "følelsesmæssigt og socialt fungerer dårligt, med konflikter og problemer til følge" (Den danske Ordbogs definition af dysfunktionel). Ledighed er som sådan sjældent selvvalgt, man kan tale om social arv eller måske sygdomsrelateret ledighed, men at klandre folk der ikke har et arbejde for at være uden arbejde er at stigmatisere udsatte mennesker. Måske vil nogle bruge ordet borgere for at få de "ledige" til at føle et ansvar for det omgivende samfund, men i virkeligheden svarer den behandling som arbejdsløse udsættes for til at de bliver sparket uhæmmet i hovedet og på kroppen med sikkerhedsstøvler, af samfundet!
Som udgangspunkt har alle nemlig noget at bidrage til det såkaldte samfund med, bare ikke nødvendigvis arbejdskraft der udelukkende skal sikre kapitalakkumulation for investorer og stat/kommune.

Deltagelse

Egentlig burde samfundet regne det at bidrage til udviklingen for det vigtigste. Der findes intet belæg for at kapitalismen er det eneste der kan få et samfund til at fungere, tværtimod ser vi i dag at overflødig arbejdskraft indenfor det kapitalistiske system er uønsket. I bedste fald ville samfundet foretrække kryonik som løsning for at spare på overskudsarbejdskraft, i værste fald ville aflivelse være løsningen, og det ser ud so om den sidste løsning er den valgte. Da dødsstraf rent etisk ikke er en mulighed kan man i stedet vælge at gøre ledige fysisk eller psykisk syge og lade dem dø en langsom død, vaske hænder og opfordre de lønarbejdende bidragydere til samfundet at skabe en ny generation af potentielle arbejdere.
Ved hjælp af nepotisme og omvendt forfordeling kan man fra samfundets og kapitalismens side sikre sig at målet (at skabe penge af ingenting) kan holdes i live i mange, mange år endnu. I den sammenhæng er de såkaldte ledige stadig bare i vejen, og vil være det i det omfang de ikke bliver lønarbejdere.

Frivilligt arbejde

Når man hører om Store donationer fra milliardærer og velgørenhed fra rige mennesker kan man jo fristes til at tro at det at gøre godt har noget med penge at gøre. Det har det sådan set også, bare med omvendt fortegn. At skabe en barriere mellem dem der skraber så mange penge til sig at de kan vælge at forære promiller af dem væk, er egentlig en måde at skabe afstand mellem samfundsklasser.
Jeg har selv arbejdet for løn, også uden at få løn, heldigvis mest fordi jeg mente at jeg havde noget specielt at byde på i begge tilfælde. At lave noget er ikke en pligt set med mine øjne, jeg vælger primært at gøre det som jeg bryder mig om, mest fordi pligtarbejde minder mig så meget om slaveri, hvor man udelukkende gør noget for at andre kan tjene penge. Misforstå mig ikke, jeg vil gerne gøre noget for andre mennesker, endda også for milliardærer, men jeg vil ikke gøre det for at blive udnyttet, jeg vil gøre det for at gøre en forskel, lige som jeg ville gøre det for en fattig, syg person.
Jeg samler både hundelorte og slikpapir op når jeg færdes i det offentlige rum, jeg vil gerne bidrage til en vis orden og til at andre forstår vigtigheden af at rydde op efter sig. Jeg går for eksempel heller aldrig over for rødt lys (når jeg kommer så fine steder at der er blinklys) simpelthen fordi min holdning er at hvis der skulle være et barn der så det, ville al lærdom om at følge de praktiske regler (lidt som religion) være spildt. Men barnet, der sandsynligvis slet ikke ville have set mit lovbrud, skal efter min mening have lov til at udvikle sig selv på baggrund af erfaring, ikke på baggrund af min opførsel.

Anstændighed

Selvfølgelig er det at undlade at smide cigaretskodder på offentlig gade at smide en tom slikpose hvor man står eller at lufte en hund uden at gøre rent efter den, ikke frivilligt arbejde. det er at bidrage til samfundet uden at stille krav. Jeg kommer ikke anstigende med en kvittering når jeg med besvær har fjernet tyggegummi fra mine sko efter at have bevæget mig rundt på et offentligt fortov, jeg ønsker ikke en kvittering for at gå uden om den vandpyt der altid er i en fodgængerovergang (fordi ingen gør noget ved det). Jobcenteret får ikke en regning for at jeg er tvunget til at søge arbejde via internet. I det hee taget sender jeg ikke regninger til det offentlige, jeg håber bare at min indsats for samfundet bliver honoreret, og når penge er nødvendige, så må det være med penge. Alternativt kunne samfundet jo undlade at kræve husleje og dele gratis mad ud samt bruge kræfter på at sikre samfundets indbyggere en tålelig tilværelse.
I stedet tager de med grove og personlige midler enhver anstændighed fra "ledige", samtidig med at samfundets økonomiske støtter overhovedet ikke behøver at være anstændige.

Mit liv

Jeg har meldt mig ud af "ledighed". Nu vil jeg være et menneske og dele gode og dårlige oplevelser med andre. Jeg vil rejse mig og fortælle hvordan samfundet har en skyggeside man først ser når man er kommet til månens bagside, uden mulighed for at komme tilbage til villa, Volvo og vovhund.
Jeg vil bruge min erfaring til at fortælle hvordan det kan gå når man blindt følger faste, økonomiske regler, frem for at tænke selv. Mange overlever nok, andre bliver til en samfundsøkonomisk belastning og bliver gjort tydeligt opmærksom på at de er det.
Det er jeg blevet. Ikke fordi det er de højest lønnede der har beklaget sig, nej det er såmænd dem der selv lever af offentlige almisser der har behov for at se ned på andre ligestillede.
De vilkår jeg har levet under har givet mig en dyrekøbt erfaring både menneskeligt og økonomisk, men jeg har samtidig fået lært andre mennesker at kende på godt og ondt, noget jeg i dag ikke ville undvære. At lege Uncle Scrooge og tage bad i penge er så småt i forhold til at have familie og gode venner, min familie er langt vigtigere end en pose penge. At møde politiske eller "arbejdsløse" venner er langt mere livgivende end at høre nyhederne i radioen eller se dem på TV.

Nok lever jeg (af økonomiske årsager) ikke sundt og mit engagement i frivillige sammenhænge er (af økonomiske årsager) indskrænket. Familien får stort set besøg lige så tit som da jeg havde arbejde og min indsats for at gøre noget er indskrænket, simpelthen fordi jeg politisk set er blevet en belastning for samfundet, og hvorfor skal jeg så gøre noget for det.

Som ledig kan jeg ikke gøre noget rigtigt, bortset fra at lære at jeg er i vejen. Derfor vil jeg ikke være ledig, men nøjes med at være til.

fredag, januar 10, 2014

ICD 10 F68.1. (sygdomsefterligning)

"Münchhausen-syndromet er en sygdom, hvor patienten foregiver, overdriver eller skaber symptomer på sygdom for at få opmærksomhed og sympati.
Münchhausen-syndromet kaldes i ICD-10 sygdomsefterligning (helt eller delvist ubevidst) (F68.1) eller hospitaliseringssyndrom (eng.: Factitious disorder).
Ved den form der kaldes Münchausen Syndrom by Proxy (MSbP/MSBP) er "sygdomsofret" som regel patientens barn, mens forælderen får opmærksomhed og sympati som dets urolige mor eller far. Tilsyneladende har nogle forældre påført deres børn skader eller endog myrdet dem for selv at få opmærksomhed og omsorg.
Syndromet har sit navn efter Baron von Münchhausen, en tysk adelsmand, som efter at han i 1750 var pensioneret fra militæret fortalte fantastiske historier om sine oplevelser."

Ovennævnte tekst er fra Wikipedia (10.1.2014). Desværre dækker det mere personlig sygdom end korporativ sygdom. Alligevel vil jeg vove at påstå at verden har været udsat for et korporativt udslag af netop denne sygdom. Politikere, banker og firmaer har i den grad påkaldt sig en omsorg for deres syge børn eller dem de har slået ihjel at der ikke findes en mere nøjagtig beskrivelse af, hvad den såkaldt "internationale finanskrise" drejer sig om.

Baron von Münchhausen

Han var vel alle børns drøm om en bedstefar. Han kunne fortælle røverhistorier med bid og vid og med et glimt i øjet. Hans historier foregik i samtiden og havde ofte noget med jagt, militær eller muslimer at gøre. Med andre ord foregik de i miljøer han havde kendskab til, han  "deltog i to krige mod tyrkerne. Han steg i graderne, først til kaptajn og til slut til ritmester. Herefter trak han sig tilbage og levede på sit gods, hvor han var optaget af jagt og samvær med sin udstrakte vennekreds." (Wikipedia). Historierne forledte ham ikke til at hade muslimer, han valgte at gøre grin med tyrkerne og betragte samfundet fra sin egen side uden at nedgøre andre.
I min generation kender vi alle Münchhausen, på samme måde som vi kender molbo-historier, fortællinger fandtes stadig både i mundtlig og boglig form, vel nok mest sammenlignelig med senere tiders Århus-historier og "urban tales" (vandrehistorier). På en sær måde kan hans historier også sammenlignes med de bibelske fortællinger og koranens udlæggelse af troen på Gud (Allah). Det drejer sig om at formidle en tro på den verden som fortælleren lever i. Men ikke nok med at det er troen der skal formidles, det er også fortællerens erfaring der omsættes til let forståelige fortællinger i stedet for at være uforståelige filosofiske eller ideologiske udtryk. Altså i virkeligheden "Fortællinger for dummies", sideløbende "Religion for dummies".

Religion

Ingen bliver klogere af religion. De kan blive mere sikre eller skabe en ramme om deres tilværelse. De kan isolere sig i troen eller finde leveregler der forenkler forholdet til omverdenen, men de har i virkeligheden kun en fortælling som er forenklet at bygge hele livet på (Hellige køer i Indien, forbud mod svinekød og alkohol i mellemasien, halal- eller kosherslagtning, angst for sorte katte og stiger ...). Som om tro eller overtro nogensinde har bragt os videre. At fastholde en religion, der er en udløber af en anden religion (protestantisme) er vel i sig selv et paradoks, især når man tænker på at katolicismen da den blev splittet i en østvendt og en vestvendt blev til to kirker (den katolske og den (græsk) ortodokse), men også når man tænker på at nyere tids konflikter i Irland er religiøst betingede. Det sidste er selvfølgelig en påstand, men i Danmark får vi i hvert fald (og fik i mange år) tudet ørerne fulde af fjendskabet mellem katolikker og protestanter. Efter reformationen i 1536 blev næsten alt der var knyttet til katolicismen bandlyst (nå ja, det var jo et af de katolske udtryk som overlevede) kirkerne blev rensede for billeder og altre for helgener, mennesker blev kristne på en anden måde. Men troen på en Gud forblev intakt, han fik bare en anden fremtoning. Han lignede ikke længere Skt. Nikolaj, en nordisk gårdnisse, en romersk lar (http://da.wikipedia.org/wiki/Lar) eller en veluddannet professor, nej han blev til en bedstefartype, der sad inde med en viden som alle mennesker der ikke havde årtusinders viden med i bagagen måtte lytte til, både når de blev rost eller straffet. Erfaring blev sidestillet med viden, alder var sidestillet med erfaring.

Erfaring

Næst Gud blev det at erfare og lære det vigtigste her på jorden. Det gjaldt især boglig lærdom, men også indenfor håndværk. Begge steder fandtes der regler for hvor meget man måtte lære (professor og mester var jo stadig dem der skulle ses op til), men at fagene skulle udvikle sig (efter gældende regler) var samtidig vigtigt, ellers ville fagene jo miste deres samfundsværdi. Faktisk blev der skabt en masse håndværkere og akademikere som ændrede samfundet fordi de blev sorteret til på grund af deres talenter, men mange måtte til gengæld kende deres plads, og blive på den.
Lad mig bruge tiden som eksempel. En dygtig håndværker opfandt et ur som kunne vise den nøjagtige tid ligegyldigt hvor i verden man var - det var af hensyn til søfarten og der var en stor præmie for at standse tiden og gøre den eviggyldig. Da man indførte tidszoner var danskerne som indbyggere imod, de vidste hvornår solen stod op og gik ned, og det var sådan set nok i et agrarsamfund, men med jernbanen og kontakt mellem landsdelene blev det vigtigt at tiden blev forenklet. Dog var der massiv protest imod at tiden skulle ligge en time fra GMT (Greenwich Mean Time) da tiden ville svare til svensk tid, og det med svenskerne var ikke særlig populært.
I Danmark var der mange protester mod at skifte fra den julianske til den gregorianske kalender, det indebar nemlig at dagene mellem den 12. februar og 1. marts år 1700 udgik (det har noget med påsken og månefaserne at gøre - det skal jeg nok fortælle en anden dag ), visse mennesker var meget bange for at gå glip af 14 dage af deres liv på den bekostning. Godt 50 år senere udbrød der strejke da England forsøgte at ændre kalenderen, arbejderne forlangte at få løn udbetalt for de dage de ikke kunne arbejde. I Rusland som jo tilhørte den græsk ortodokse kirke havde man ikke ændret kalenderen, hvilket medførte at oktoberrevolutionen i 1917 faktisk faldt i november måned i hele Vesteuropa.
Men myndigheder har jo altid ret, eller har de erfaring, eller kan de i virkeligheden tage fejl?

Politik

Vi har måske nok de politikere vi har fortjent, især fordi de er demokratisk valgte (jeg kan ikke finde min citatordbog - hverken her eller på nettet - men de fleste kender jo nok udtrykket). Det underlige er bare at religiøse fanatikere (jeg tænker på alle afarter af Gud på dansk) vil alle anderledes tænkende alt det onde de kan gøre. Vi har politikere som er i familie med politikere der har været politikere i flere generationer, som aldrig har sat deres ben i ben tømrervirksomhed eller har været ansat på overenskomstmæssig løn i Netto, ja faktisk har de fleste politikere kun været i berøring med arbejdsmarkedet i kraft af politisk indsats eller akademisk uddannelse. Alligevel overlader vi pligtskyldigt tilæ disse politikere at tage stilling til hvordan 5 mio mennesker skal leve (179 politikere bestemmer suverænt over mere end 5 mio).
Man kan måske kalde det tillid, jeg vælger at kalde det dumhed. Politikerne lider nemlig af Münchhausens syndrom. De pisker deres børn (befolkningen) eller slår dem ligefrem ihjel, udelukkende for at få opmærksomhed. Jeg må så indrømme at nogle politikere gennem lobbyistisk arbejde bliver overbevist om hvordan politik skal føres, og i de tilfælde er det jo de virksomheder som fører lobbyismen ud i livet der er de egentlige syge mennesker med en overdreven sygdomsefterligning, det er nemlig almindelige borgere i landet der skal fatte medlidenhed med de fattige kapitalister, de stakkels ubeslutsomme politikere og de opofrende aktionærer.
At være indbygger i et hvilket som helst land kræver at vi skal acceptere sindssygdom blandt ledere og herskere. Vi skal betale for deres sygdomme og særheder og bøde for de fejl de begår. Men sært nok får de lov til at kalde deres egen selvskabte krise deres egne selvskabte symptomer for en sygdom der vedrører os alle.

Den krise vi har levet i efter sigende i 5 år er ikke min. Den har nok påvirket mig og min økonomi, men det er stadig ikke noget jeg har været med til at skabe eller danne eller vedligeholde, det er syge mennesker der har skabt og vedligeholdt den. Sammenligningen med ICD 10 568.1 forekommer enkel. De tror de gør noget, men i virkeligheden er det opmærksomhed de angler efter, på næsten alle de vilkår der findes.
Jeg angler mikke efter at blive ynket eller få opmærksomhed, jeg ønsker at jeg, mine børn og medborgere kan få et anstændigt liv uden at blive psykisk eller fysisk syge. I mellemtiden knokler jeg med "nyttejobs" og tvungne samtaler med jobcenter, uden at det giver mig nogen form for arbejde.

Måske jeg alligevel er blevet smittet?

søndag, januar 05, 2014

Ridefogeder og fæstebønder

Mange ledige oplever en enten lemfældig eller til tider grotesk kommunal sagsbehandling. "... en stikprøve foretaget af Beskæftigelsesankenævnet i Midtjylland viser, at kommunerne handler i strid med loven i hele 95 procent af sagerne, hvor en borger får frataget sin kontanthjælp" (avisen.dk 16. april 2013 - dronningens fødselsdag).
Nu er der jo mange ansatte socialrådgivere der har taget deres uddannelse for at gøre en forskel. I hvert kan jeg ikke forestille mig at det skulle være lønnen, arbejdsforholdene eller den omfattende lovgivning der fik nogle til at tage en sådan uddannelse.
Så hvad er det egentlig der sker?

Det sete afhænger af øjnene der ser

Nu er jeg jo med tiden blevet social klient. Jeg har en rimelig god uddannelse og har sådan set indtil for nylig været glad for at kunne bidrage aktivt til samfundet. Jeg ser til mine møder med de offentligt ansatte en indsats for at leve op til lovkrav og til at sikre "klienterne" en værdig tilværelse. Jeg ser desværre også nogle der er så hårdt pressede (måske forestående fyring eller misforstået tro på at lovkrav er uomgængelige), om det skyldes en dårlig uddannelse må være usagt, men det sker at kommunalt ansatte rådgivere og vejledere har mere travlt med at føre lovens bogstav ud i livet på bekostning af pligten til at sikre en værdig tilværelse for de nødstedte.
Det kan selvfølge med det arbejdspres der er indenfor det offentlige være surt at se nogle mennesker tulle rundt og leve af kontanthjælp og skraldning. Det burde det bare ikke være. Tværtimod er evnen til at klare sig økonomisk og socialt i den situation et vidnesbyrd om enorm livskraft. Med lovgivningens bogstav som åbenbart kan vedtages med en grundlov og en menneskerettighedserklæring der egentlig mere end antyder at mennesker skal tages alvorligt, også når de er i nød, undres man over at stort set alle politikere og størstedelen af danskerne betragter offentlig hjælp som nasseri. Når de mennesker der bliver ansat til at varetage de fattigste og mest udsattes behov så bevidst eller ubevidst indtager den gennemført uprofessionelle holdning at ledige på overførsel selv er ude om det, må det enten bygge på en misforstået misundelse eller på en uvidenhed der ikke er fagligt saglig.
Med andre ord de opfører sig som ridefogederne under stavnsbåndet. De er blevet til noget og vil med vold og magt være noget.

Fæstebønderne

Til gengæld er lovgivningen ikke til for hverken klienter eller offentligt ansatte. Den skal blot sikre en økonomisk stabilitet, som ingen af de to ovennævnte parter har nogen nævneværdig fordel af. I forbindelse med Wikipedias omtale af stavnsbåndet kan man blandt andet læse følgende: Stavnsbåndet " ... blev indført for at afhjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730'erne, som bl.a. skyldtes svigtende efterspørgsel fra Danmarks traditionelle eksportlande. Hertil kom afvandring af folk fra landet til byerne, hvilket yderligere medførte, at det kunne være svært at få befolket fæstegårdene. Endelig skulle militæret bruge folk til landmilitsen. Militærtjenesten påhvilede i praksis "de mindre egnede" i landbruget, fordi det var godsejerens opgave at udtage mænd til landmilitsen.Aldersgrænserne blev ændret i tre omgange. I 1739 til 14-36 år, i 1742 til 9-40 år og i 1764 til 4-40 år".
Nu er det så industrikapitalen der har brug for hjælp, ikke landbruget. Det pudsige er at der stort set ikke kan drages andet end paralleller til dengang for mere end 250 år siden. Skal vi lige lade den stå et øjeblik og derefter spekulere på om de offentligt ansatte som ridefogederne er mere bange for at miste deres magt end for at sikre fæstebønderne en tilværelse, der alt andet lige nok i de fleste tilfælde ville sikre at de kunne se formålet med deres lod i tilværelsen? Vi skal jo huske på, at ridefogederne blev rekrutteret fra det samme miljø som de skulle styre.

Nyttejob

Af lovgivningen fremgår det at unge, ledige på kontanthjælp (også andre på kontanthjælp) skal gøre gavn for de penge som samfundet poster i dem. Sært nok findes der ikke nogen som helst saglig begrundelse for at nyttejob skaber arbejde, det er nok snarere det modsatte, da visse små virksomheder ikke kan konkurrere på det plan, når vi taler løn og ansættelsesvilkår.
Man kunne så forestille sig at det var et spørgsmål om misundelse på dem der ikke skal arbejde for at leve. Men hvis det er det bliver man jo også spørge om hvad et liv uden ejendom, uden rettigheder, uden mulighed for pensionsopsparing og relativ vanskelig mulighed for at holde ferie er. Hvor eventuelle børn skal lære ikke at have noget at leve af og sætte pris på en julepakke fra Kirkens Korshær og et kasseret kyllingebryst fra Netto. Hvor fremtiden stort set er reduceret til fornedrelse. Skulle det være et misundelsesværdigt liv.
Man kan som kontanthjælpsmodtager prise sig lykkelig for ikke at skulle betale ejendomsskat, afdrag på lån til hus og bil. Ja man kan endda prise sig lykkelig for at ens barn ikke selv kan vælge skole eller børnehave. Det er der andre der gør.
Og nu hedder aktivering "nyttejob". Der er sådan set ikke den store forskel, første gang jeg blev langtidsledig i midt 80'erne skulle jeg også aktiveres. Jeg skulle følge jobsøgningskurser med periodiske mellemrum indtil jeg fik arbejde. Og jeg har en uddannelse. Hvordan skulle mennesker der bare bliver pisket og sat på en træhest have en kinamands chance for at komme væk fra sit miljø?
Jaja, jeg ved godt at det lykkes for nogle, men det er jo ikke dem vi nedgør.

Basisløn

Man kunne overveje at sikre alle borgere, rig som fattig med en basisløn, så det ikke ville være de økonomiske problemer der var det syn der mødte én hver morgen når man slog øjnene op. Man kunne afskaffe tvungne straffejobs (ligegyldigt om det kaldes aktivering, nyttejob eller noget helt tredje) og i stedet ved indsigt i det enkelte menneskes situation, fysisk, psykisk og familiemæssigt, sikre at opbygge en selvtillid.
Nu er det jo ikke basisløn man får selvtillid af. Det er dog heller ikke tvangsarbejde. I stedet vil jeg foreslå at frivilligt arbejde skulle være muligt, ikke antallet af timer, heller ikke en udmåling af den gavn man gør, nej simpelthen ved at sikre at alle får mulighed for at opbygge en selvtillid ved at få positive oplevelser.
Jeg har selv arbejdet både mens jeg var lønnet og da jeg var arbejdsløs, i foreninger og andre sammenhænge. Jeg har lavet lokalradio, været sekretær i den lokale filmklub og i den lokale Brugs, jeg har skrevet artikler til flere tidsskrifter og har været involveret i politisk arbejde. Jeg har besøgt venner der var syge og talt med dem, nogle af mine pensionistvenner og mine forældre bruger jeg også tid på. Selv nu sidder jeg og blogger. Men jeg får ikke mere selvtillid af at skulle møde fra 8-16 på alle hverdage. Tværtimod føler jeg mig groft udnyttet.
Med lovgivningen på området, med kommunernes økonomi og de vilkår som mine sociale vejledere og rådgivere arbejder under føler jeg simpelthen at min arbejdskraft udnyttes, når så mine evner inden for nogle af de områder, jeg sættes til at nyttejobbe på, faktisk ikke matcher de krav der skal til for at liste sig ind i fast beskæftigelse, så kan det set med mine øjne være ligegyldigt. Altså ikke nogen motivation.

Netværk

Det er blevet fremhævet gang på gang at jeg skal arbejde i nyttejob/aktivering, fordi jeg på den måde kan opbygge et netværk og derigennem måske skaffe mig et arbejde. Men kunne alle mine frivillige aktiviteter så ikke stille mig i samme situation, hvis jeg altså havde råd til at være frivillig på kontanthjælp, hvor netop det at eje mere end 10.000 kr. er strafbart?
Måske nogle på kontanthjælp vælger at mure sig inde på grund af økonomien, det gør jeg sådan set også, ville kunne have gavn af at komme ud og opbygge et netværk, for eksempel i genbrugsbutikker, sportsforeninger, politisk arbejde og andre ulønnede opgaver. Efter eget valg eller i samråd med en vejleder. Men som det er nu straffes man på økonomien hvis man ikke finder sig i et anvist nyttejob. Ja faktisk er unge på kontanthjælp, kærestepar og samlevende i den situation at de med deres eneste mulighed for at opbygge et netværk (tvunget "nyttejob") bliver straffet for ikke at gøre hvad de får besked på.

Ridefogederne i dette årtusinde straffer i stort omfang med loven i ryggen de svageste og de syge, frem for at sikre sig at deres levevilkår giver dem mulighed for at oppebære et anstændigt liv. Dem det går ud over er som fæstebønder der skal arbejde på nabogodset, men glemme at dyrke sin fæstejord. Staten og kapitalen sanktionerer denne opdeling af samfundet, uden tvivl med et egoistisk formål. Men alle argumenterne om tilknytning til arbejdsmarkedet, om netværk og om at skulle yde for at nyde forbliver floskler.

Ret og pligt

Hvorvidt pligt medfører mere tilknytning til arbejdsmarkedet kan vi selvfølgelig overlade til lobbyister og politikere samt aktionærer at tro på. Intet tyder på det.
Hvis man er modtager af offentlige ydelser har man end ikke ret til at modtage dem, de kan nemlig til enhver tid fratages. Der henvises til pligten til at yde noget for at få noget, en besynderlig pligt, når man samtidig har mulighed for at blive frataget sit livsgrundlag på tvivlsomme afgørelser.

Jeg håber virkelig at de offentlige beslutningstagere snart vil udvise sund fornuft og sikre de mest udsatte en værdig tilværelse der kan opbygge den nødvendige selvtillid med henblik på fremtidens Danmark, ikke på nutidens konkurrenceliberale samfund. Afskaf den moderne form for ridefogeder og fæstebønder og gør vores verdensopfattelse til en fremtidsdrøm.

lørdag, januar 04, 2014

Tavs træthed.

Så nåede vi det nye års første weekend. Dage og nætter har været alenlangt korte. Jeg har været vågen og sovet i korte perioder. Jeg har flere gange forsøgt at skrive på min blog at påbegynde en novelle, at skrive noget faglitteratur (artikel) eller simpelthen at koncentrere mig om at leve.
Intet er lykkes. Solen har skinnet, det har været overskyet og det har været blæsevejr. Ja det har været aldeles meget vejr og mørkt og lyst og ensomt. Et kig på min bankkonto viser at jeg ikke har penge til noget som helst i denne måned, altså ikke noget med at spise sundt eller at besøge venner, deltage i møder og lignende, medmindre jeg får midlertidig hjælp. Da jeg stod på vægten i morges stod vægten på 82 kg. Jeg er begyndt at spare på mine lægeordinerede blodtrykspiller og spiser kun lige det nødvendige, selvfølgelig med ovenstående følger hvad angår vægt og træthed og flere andre følger.

Velfærd

Det forventes af mig at jeg skal bidrage med min arbejdskraft når der bliver brug for den. Indtil da skal jeg aktiveres og søge jobs hos arbejdsgivere der aldrig svarer på mine ansøgninger. Når jeg søger et job som jeg ikke bare mener jeg ville være god til, men være den perfekte til er et svar ikke det mest almindelige at få, medmindre intet svar på en ansøgning er et svar. Hjælp til velfærd er sådan set ikke noget jeg beder om hver dag, det er heller ikke noget jeg ofte har bedt om gennem mit omtumlede liv. Jeg har nk været i situationer, hvor økonomisk hjælp fra det offentlige kunne have reddet min bolig- eller arbejdssituation, men med a-kasse og forsikringer har der faktisk aldrig været hjælp at få, indtil nu, hvor jeg får penge mod den modydelse at blive syg på sind og legeme.
Jeg begik den fejl at tro der var noget jeg var god til på arbejdsmarkedet, både når jeg kunne få løn for det og når jeg lagde kræfter i at yde en frivillig indsats. Jeg begik den fejl at elske uden at vaske op efter mig. Jeg begik den fejl at tro at det jeg gjorde i sig selv var at give noget.
Det jeg fik var velfærd på 3. klasse.

Taknemmelighed

Selvfølgelig kan man sige at jeg skal yde før jeg kan nyde, man kan også forlange at det jeg skal yde er et stykke arbejde eller bare gengæld for at være til.
Min kærlighed er sådan set ubegrænset, men når jeg skal udtryk for den på andres præmisser er kærlighed jo pludselig et spørgsmål om at gøre noget som andre synes jeg skal gøre. Jeg har trods selvskabt modgang (af ovennævnte grund) haft et indholdsrigt liv sikkert mere omskiftende end de fleste har, uden tvivl med en økonomisk basis der konsekvent har ladt mig i fare for at blive fattig i forhold til ejendom. Men jeg har mødt et utal af mennesker der har holdt af mig for den jeg er og var. Jeg har kunnet skrive og læse, jeg har kunnet deltage socialt i foreningsliv og i andre sammenhænge. Jeg er sådan set taknemmelig for alle de oplevelser jeg har haft på godt og ondt. De har været lærepenge og jeg har suget til mig, mest med glæde over at kunne lære mere og mere.
Når jeg så kommer i en situation hvor jeg ikke kan gøre andet end at indgå i nyttejob eller aktivering for aktiveringens skyld, og under tvang, så skal jeg være taknemmelig. Hvad fanden skal jeg være taknemmelig for? For at blive overflødig som menneske?

Skæbne

Jeg deler nok ikke skæbne med så mange, medmindre alle os der synes at vores skæbne er speciel deler skæbne. Jeg har opnået næsten alt og mistet næsten stort set det samme i mit liv. Bortset fra økonomisk rigdom, som aldrig blev mit mål. Hvis jeg troede på en Gud eller på skæbnen som et resultat af min livsførelse ville mit liv måske have formet sig anderledes, måske ikke. Jeg har ikke brugt kræfter på at blive noget, jeg afskyr nepotisme og rygklappere. Måske er det den forkerte verden jeg kom til at leve i? Men måske kan jeg med mine refleksioner over livet (mit selvfølgelig) være med til at andre også hellere vil dele fremfor at herske. Der har været så mange skønne stunder som er blevet afløst af voldsomme nederlag, men jeg har alligevel rejst mig. Ikke for at kæmpe. Ikke for at tjene penge. Alene for at være mig og være til for andre (og dermed være til for mig på en måde).

Nu

Det hele er kommet dertil at jeg ikke har noget formål med tilværelsen. Jeg skal ikke gøre noget godt for andre (bortset fra at sikre andre en indtægt og betale skat). Formålet med mit liv er blevet mere og mere at være til besvær for et økonomisk liberalt samfund, som endda skælder mig ud for at være én af dem der bidrager til økonomien på godt og ondt. Min indsats for livet er blevet til fejl på fejl i forhold til andres forventninger. Jeg vokser nedad og indad i takt med at samfundet gør mig til en del af en statistik, samtidig med at min overflødighed skal bekæmpes med næb og klør, frem for at udnytte mit potentiale, min kærlighed og ømhed for andre og min tilstedeværelse. Jeg er med andre ord blevet overflødig på den overflødige måde. Min eksistens har efterhånden ingen berettigelse, undtagen for mig (den del af min selvtillid jeg klamrer mig til). Mit liv er blevet til en samfundsøkonomisk belastning.

Jeg er blevet træt.