mandag, juni 27, 2011

I mørke er alle katte grå

Jeg synes egentlig ikke at TV skal sætte dagsordenen, men det kom altså til at ske. Alene at tage fire politikere ind i studiet (Deadline i dag 26-6-2011) for at spørge dem hvorfor politikere er upopulære er vel dumt. Som at spørge en skolelærer hvorfor eleverne ikke kan lide dem.
Jeg forestillede mig at så længe tingene gik godt i skolen ville eleverne nok heller ikke være specielt utilfredse, og ligeledes i Danmark ville befolkningen ikke være utilfredse med politikerne. Men en snak med min far som er tidligere skolelærer (muligvis ikke helt troværdig) var det faktisk elevernes forældre der var utilfredse med folkeskolen og dermed skældte skolens lærere ud for deres undervisning, fremfor at fokusere på de enkelte elever.
Da kom jeg til at tænke på, at politikerne tilsvarende kunne fastholde en popularitet, så længe det gik godt i samfundet, og at de bedst stillede var de første til at påberåbe sig en ret til positiv forskelsbehandling på samme måde som skolelevers forældre. De "rigtige" forældre som har gode forbindelser, vil altid have lettere ved at presse skoleinspektøren til at se på en "sag" om et barn der ikke har fået de fineste  skudsmål af en lærer, mens de "forkerte" i nogen gange bogstavelig forstand skælder deres bør ud ved at give dem en fysisk, psykisk eller verbal lussing.
Billedet med skolen bliver efterhånden svært at håndtere, men jeg prøver.
Vælgerne er jo ikke nødvendigvis utilfredse med politikerne, som eleverne ikke nødvendigvis er det med lærerne, men en vis utilfredshed vil altid opstå, især når undervisningen eller økonomien i staten ikke fungerer som vi ønsker. Der vil nok altid være en der kritiserer og muligvis vil andre følge trop. Måske vil der blandt elever eller vælgere være flere der i fællesskab siger: "Nu kan det være nok". Til folketingsvalget stemmer man imod det parti man stemte på sidste gang og i skolen vil eleverne gå sammen om at genere læreren, altså mobning. Denne taktik har sådan set kun medvirket til at stresse de mennesker man var afhængige af, i skolen blev lærere tvunget til at indrette undervisning "efter elevernes ønske", ofte efter samme principper som da vi fik de "fire forbehold" overfor EU, nemlig et teknisk forhandlingsresultat, hvor to parter forhandlede på en tredjeparts vegne (forældre og skoleinspektør på vegne af skolelæreren; EU og de politiske partier på vegne af borgerne efter "vælgernes ønske".
Og hermed tilbage til problemet om vælgernes manglende tiltro til politikere.
Her lander jeg altid på herrens mark, for hvad er bedst et halvfuldt eller et halvtomt glas? Tyder et halvfuldt glas på at man ikke har mere at komme i, eller har det været helt fyldt og antyder et halvtomt glas at det ikke har kunnet fyldes op eller at der kan komme mere i? - Jeg ville ellers så gerne sammenligne politikerne med et glas, men det må jeg så droppe.
Er det de vælgere der vælger en regering der har ret fordi de er flest, eller er det mindretallet af vælgere der moralsk har ret? I mange år har det jo været ganske få folkevalgte der har kunnet vælte en regering, det magiske tal er stadig halvfems. Halvfuldt eller halvtomt?
I stedet må jeg spørge mig selv om vælgerne har lyttet til politikernes valgtaler eller om de har stemt på baggrund af et fromt ønske om et samfund for både ens egen familie og alle andre borgere, eller bare for sig selv. Umiddelbart er jeg sikker på at vælgere altid tænker på sig selv. Der er to årsager til det (three som de siger i Monty pythons "Spanish inquisition"). Den første er den mest naturlige: Man kender faktisk ikke andre borgeres levevilkår. Den anden er såre enkel: Man vælger den politikers udsagn hvor valgløfter passer bedst på ens egne ønsker. Den tredje årsag findes egentlig ikke, men er vel i bund og grund den væsentligste: Jeg er verdens centrum, er menneskets tanke. Som Tycho Brahe sagde solen drejer sig om jorden, og vi på jorden er verdens centrum. Ikke fordi det er tanken om storhed, men fordi vi i kraft af at vi lever ikke kan forestille os at vi er uundværlige.
Men hvorfor er politikere så værd at måle?
De er ifølge vælgere ikke særligt troværdige i disse år. En avis bragte for nogle år siden en afstemning der viste at Birte Rønn-Hornbeck (V) var danmarks mest troværdige politiker ifølge avisens læsere (omskrevet til: ifølge vælgerne), Danmarks mest troværdsige person var året før det seneste folketingsvalg Jørgen Poulsen som på det tidspunkt var ansat hos Dansk Røde Kors, han blev headhuntet til det nystiftede parti: Ny Alliance (senere Liberal Alliance) og mistede sin troværdighed på en valgnat! Birte Rønn Hornbeck mistede hurtigt sin troværdighed i forhold til mange der havde set op til hende som en uafhængig venstrepolitiker, og altså til sidst også i forhold til ... sine egne partifæller (eller var det i forhold til sig selv, i forhold til pressen, i forhold til meningsmålingerne eller i forhold til vælgerne?)
Danmarks mest troværdige politiker er i øjeblikket en pige  i sin bedste alder der bruger hele sin tid (og lidt mere) på at promovere en fællesliste for venstrefløjen, eller måske i virkeligheden på at promovere sig selv. En politiker som Johanne Schmidt Nielsen er blevet troværdig i kraft af sit engagement og sin evne til at tale den sag som de andre partier fortier, om det drejer sig om flygtninge, krig, prostituerede eller oversete ofre for lokalpsykiatrien er mindre væsentligt, det drejer sig om mennesker og om skæbner.
I en tid hvor Danmark fører krig og hvor indsatsen i krigen oftest svarer til at betale en traktor for at køre en sæbekassebil til en krigszone, er det jo lette penge at score. At Danmark så faktisk bruger temmelig mange penge på en krig som de færreste egentlig forstår (indrømmet ingen forstod verdenskrigene) og at den statsminister der fik Danmark til at blive en krigsførende nation nu sidder som chef for NATO får jo nok nogle mennesker til at spekulere på om de overhovdet har noget at skulle have sagt.
Med udgangspunktet i at det er pengene der styrer verden kan jeg kun konstatere at de danske politikeres troværdighed stort set svarer til deres ønske om at tjene penge. Som udgangspunkt vil jeg betragte Johanne Schmidt- Nielsen fra Enhedslisten som den der bruger mindst tid på at tale penge og mest tid på at tale menneskelige værdier, mens de fleste andre politikere taler om økonomisk ansvar (når de siger fælles ansvar er det også økonomisk) og så er der lige Anders Samuelsen som fremhæver det at være uansvarlig som et mål (Gud være med ham). Med hensyn til troværdighed kan vi som vælgere blot konstatere at alle de andre partier spiller "Æsel" og forsøger at komme af med de dårlige kort (politisk uansvarlighed, økonomisk uansvarlighed, social uansvarlighed og så den bedste: (langsigtet uansvarlighed").
Hvis en ny regering skulle ændre de økonomiske vilkår i Danmark vil resultatet være at vælgerne vil støtte dem indtil de tror at staten kan "købe hele verden", ja vælgerne vil følge den videre som lemminger, men når styrtet nærmer sig vil de fleste vælgere vælge fra. Lad de andre styrte, vil være mottoet. Vælgerne bliver styret af deres egen økonomi, og så længe der er vælgere nok hvis økonomi er god, vil de følge den siddende regering, medmindre oppositionen lover guld og grønne skove, hvis der er mange vælgere med dårlig økonomi vil de derfor fravælge den herskende regering.
Politikere stoler vi altså ikke på, fordi vi troede vi fik det vi ville have. I dårlige økonomiske tider mangler en del mennesker penge så de politikere der har lovet os "hele verden" er ikke troværdige. For ultrademokrater er Johanne Schmidt Nielsen derfor noget af det mest troværdige der findes (i øvrigt synd for de kolleger i partiet der faktisk knokler ligeså meget), mens det for ultraliberale er helt sikkert at liberal alliance med sin økonomiske politik der satser på et stærkt erhvervsliv har en ledelsesperson der har svært ved at håndtere det liberale sammenbrud i EU med Irland, Portugal og Grækenland.
Sidste gang vi fik en politiker i folketinget der som valgprogram valgte det modsatte af de satte politikkere var da Danmarks eneste løsgænger Jakob Haugaard, blev valgt til folketinget. De etablerede politikere valgte at overse den folkelige protest og gjorde Haugaard til politiker ved konstant at gøre ham opmærksom på at han havde den afgørende stemme (tæl til 90). Dette pres hjalp Jacob Hauggaard ud af sit alkoholmisbrug, men så vidt jeg lige kan se skete der først noget politisk da han ikke længere blev valgt til folketinget. Trods det mener jeg at der altid vil være brug for den type, der ligesom Haugaard vender tingene på hovedet og gør grin med politikere.
Personligt tror jeg at den demokratiske tanke vinder denne omgang, men med hensyn til politikeres utroværdighed er jeg overbevist om at det altid vil være flertallet der bestemmer til fordel for sig selv.

fredag, juni 17, 2011

Skinner solen?

Her sidder jeg og kigger på vejret der ifølge vejrudsigten er overskyet og med mulighed for torden og byger. Så vidt jeg kan se skinner solen, men jeg kan ikke udelukke at der vil være skyer og byger på et tidspunkt. Egentlig kan jeg ikke udelukke noget som helst, alligevel har jeg lært at det jeg ser er det der sker. Så hvad er det lige vejrudsigten gør ved mig?
Hvis jeg skal gætte er det nok (som ordet siger) udsigten til vejret, men mit liv har haft så mange udsigter der ikke har passet at jeg har lært at leve med vejret som det er. Sværere er det at leve med udsigten til fast arbejde, når jeg gennem 30 år har haft udsigten men aldrig fået arbejdet, det er også sværere at leve med udsigten til at vi alle skal betale for de folkevalgtes fejltagelser. Ikke at jeg synes det er OK at vi skal stå sammen når vi insisterer på demokrati, men det er altså svært at leve med tanken om at det er de fattigste der skal betale mest for demokratiets fejltagelser. At politikere end ikke vil tage så meget ansvar at de afskaffer pensioner og rettigheder til fri rejse, ministerbiler med mere er så meget mere påfaldende, når man som arbejdsløs nærmest skal føle skyld for at samfundet ikke fungerer.
Som nyuddannet fik jeg efter halvandet år på dimittendsats og "løn" i forbindelse med værnepligt endelig et vikariat på 3 måneder. Med løn som uddannet! Straks gik jeg til kommunens skattekontor og bad om en ændring af min forskudsopgørelse, da jeg havde en studiegæld der på grund af min værnepligt var blevet overført fra stratsgaranteret banklån til staten selv. Det var endda inden gælden gik videre til RKI, alligevel ville jeg gerne sikre mig at de penge jeg tjente ikke skulle give mig en uoverstigelig skatteregning næste år.
Den ansatte på skattekontoret mente dog ikke at det var nødvendigt at ændre sin skatteansættelse på baggrund af 3 måneder arbejde, faktisk foreslog hun, at skulle tale med min bank og få en aftale om et evt. lån eller en kassekredit frem for at kommunens skattekontor skulle bruge tid på min åbenbart ligegyldige indtægtsstigning. Havde jeg fået en fastansættelse ville jeg jo nok have fulgt rådet, men min erfaring sagde mig at jeg med de penge jeg tjente nok ville have lettere ved at tjene mere end at gå ned i løn. Når jeg tjente penge fik jeg råd til nye briller, tandlægebehandling og til at gå i byen og være social. Altså kunne jeg forestille mig, at jeg ville bruge masser af penge når jeg havde dem, med det resultat at jeg ikke ville have penge til at betale skat når det var tiden.
Jeg talte med banken som blankt afviste mig som låner på baggrund af min studiegæld på adskillige tusinde kroner (mestendels renter og renters renter) inden jeg vendte tilbage til skattekontoret og insisterede højlydt på at få ændret skatteansættelsen for resten af året på baggrund af mit midlertidige arbejde. Og så fik jeg ændret det.
Udenfor mit vindue er der gået skyer for solen og her sidder jeg og konstaterer at jeg stadig ikke har fået fast arbejde. Jeg har opfyldt politikernes krav om aktivering, systematisk arbejdssøgning, kravene til at få udbetalt dagpenge, krav om at stemme på et parti fordi jeg ellers ikke har ret til at kritisere systemet, og lige lidt skinner solen på mig.
Fordi jeg gennem næsten 30 år har været i stand til at leve i et system der hellere vil aktivere og kontrollere end skaffe arbejde har mange af mine bekendte gjort grin med (faktisk også nærmest skældt mig ud for) at jeg kunne forblive arbejdsløs. Sært nok har jeg ikke ønsket at være arbejdsløs og engagerede mig i en masse frivilligt arbejde i foreninger og på lokalradio. Det blev der lavet en lov om, således at ledige ikke måtte arbejde frivilligt. Så blev loven ændret så man godt måtte arbejde frivilligt hvis det var organisationer der ikke var kommercielle. Så fandt politikere på at man kunne skjule arbejdsløsheden ved at henvise langtidsarbejdsløse til et frivilligt arbejde og på den måde skrive dem ud af statistikken. Det var så stor en succes at man fandt på flere måder at ændre statistikken på, og det i en tid hvor man satte indsatsen massivt ind over for de grupper der var størst i statistikken. Grupperne af nyuddannede, håndværkere, indvandrere og ufaglærte hørte jeg ikke til, så indsatsen fra lovgivernes side brugte ikke meget tid på mig.
Første dag jeg var uddannet gik jeg på arbejdsformidlingen, da jeg ikke havde fået arbejde, men var blevet rådet til at melde mig i fagforening og A-kasse. Det var også fint nok, der var kontrol med mig og jeg fik absolut ikke lov til at gå rundt uden ansvar. Faktisk fik jeg et kontrolkort der sagde at jeg skulle møde næste torsdag kl. 11. Nu passede det ikke helt med buseen og som det ansvarsfulde menneske jeg var tog jeg bussen tidligere og var altså fremme ca. 20 minutter for tidligt. Jeg satte mig ned for at vente indtil der kom en medarbejder frem. Jeg fortalte hvem jeg var, hvorfor jeg sad hvor jeg sad og blev derefter bedt om at aflevere kontrolkortet. Så fik jeg det tilbage og fik at vide at jeg måtte vente på at få et kontrolstempel indtil klokken var 11. Så sad jeg der. Muligvis skinnede solen udenfor, og muligvis kunne jeg have brugt tiden på at søge arbejde. Men jeg kunne først få mit stempel klokken 11.
Tingene blev løbende ændret og nogle år senere skulle jeg ikke møde hver uge på klokkeslet, senere blev det lettere da jeg blot skulle udfylde og indsende en kontrolseddel til min a-kasse. Da var arbejdsløsheden også så høj, at statskassen indskrækede udgifterne til kontrol med de arbejdsløse for at spare penge. I samme periode blev det interessant for politikerne at forhinde fagforeninger i at have reel indflydelse, altså blev det i fællesskab med de faglige bevægelser muligt at ophæve fagforeningstvangen (retten til at arbejdstagere i fællesskab kunne tvinge arbejdsgiveren til at ansætte folk fra en bestemt fagforening). Efterhånden blev a-kasserne liberaliseret og mange arbejdsløse kunne fravælge fagforeningskontingentet og derved have lidt flere penge i lommen hver 14. dag eller måned eller kvartal.
Herefter gik samfundets politikere i gang med at minimere sikkerheden for deltids- og fuldtidsledige. Først skulle man forsikres i forhold til det arbejde man havde og ville have. Igen var fagforeningerne dygtige til at godkende kravene fordi deres ønske var at alle skulle have fuldtidsarbejde. Resultatet var næsten med det samme det modsatte, deltidsarbejdende kunne ikke forsikres for fuld tid, selv om de ønskede fuldtidsarbejde. Fuldtidsforsikrede måtte sige nej til arbejde fordi det ikke var på fuld tid, og arbejdsløse måtte spørge overbelastede fagforeninger, a-kasse-medarbejdere og ansatte på arbejdsløshedskasserne om råd før de kunne søge et arbejde.
Som så ofte før valgte politikere og fagforeninger at satse på økonomien. Igen skulle arbejdsløse have skyldfølelse. Igen skulle arbejdsløse symbolsk set i "gabestok" eller på "fattighjem". Aktiveringen af arbejdsløse kaldtes af politikerne en motivation til at bevare tilæknytningen til arbejdsmarkedet. Og i takt med at antallet af registrerede arbejdsløse faldt skar man ned på den periode en arbejdsløs kunne forsikre sig. Ikke økonomisk, her fastholdt man det fulde beløb trods nedgangenm i den periode man kunne gå uden arbejde. Ingen tvivl om at lovgivningen omkring de arbejdsløse har taget sit udgangspunkt i statfinanserne, selv om det har heddet sig at lovgivningen skulle bedre vilkårene for de arbejdsløse.
Nu skinner solen så igen udenfor. Men ingen tegl i sol eller måne tyder på at de indgreb skiftende regeringer har foretaget i forbindelse med arbejdsløshed har haft nogen som helst positiv effekt. Tvært imod har den seneste krise vist at nedskæringerne af forsikringsperioden ikke har løst problemer for flertallet af de arbejdsløse, tværtimod er arbejdsløse på deltid nu tvunget til aktivering, ikke bare i det antal timer de er ledige men i det antal timer de bliver anvist. Arbejdsløse på fuldtid er nu i større omfang tvunget til at blive skilt eller bliver hjemløse fordi deres samlever ellers skal forsørge dem. I den forbindelse synes jeg også at det er værd at bemærke at arbejdsløse der har en formue skal bruge den før de kan få kontanthjælp, og her tales der ikke engamng om starthjælp som for flygninge - her tales om at der ikke gives nogen hjælp før alle værdier er realiseret. Det indebærer at bundne pensionsopsparinger skal opsiges i utide, hvilket betyder at der både vil være tab på beløbet og at skattefradraget skal betales tilbage, for en fattig lønarbejder der måske har en pensionsopsparing der svarer til en årsløn vil der således være omkring 20-25% tilbage som skal bruges i utide. For en husejer der har købt hus under højkonjunkturen kan man forestille sig at der er tale om at man udover de lån man har taget for at købe huset regulært øger sin gæld.
I det første tilfælde mener jeg at pensionsopspareren har fulgt almindelig fornuft og lagt penge til side for at spare samfundet for udgifter (nej: for at forbedre de muligheder som politikerne tilbyder til den tid), mens husejerne har forsøgt at forbedre sin egen økonomi på kort sigt. Der er der heller ikke tvivl om, at politikerne tager de kortsigtede spekulanter langt mere alvorligt end dem der har givet afkast på umiddelbar gevinst med henblik på at kunne få rengøringshjælp i alderdommen eller at få råd til at dyrke et socialt netværk (om det så er golf).
Mine udsigter indebærer mest storm og regn - ikke fordi jeg har noget imod det - arbejdet ,som vi skal tage højde for kommer, findes ikke; pensionen skal vi skære ned på, ældre mennesker skal være ældre men ikke have pension, børn skal være klogere men ikke have undervisning, mennesker skal tage mere ansvar men ikke vide hvordan - og alle disse beslutninger er taget af politikere, der ikke tager ansvar, sender deres børn i privatskoler, ikke fratager sig selv pension og står forrest i køen når de skal behandles på sygehuse - og samtidig er der mange af politikerne der faktisk ikke aner hvad arbejde er ...
Hvem skinner solen egentlig for - og skinner den i det hele taget?