Troværdighed

Meningsmålinger fortæller hvilke meninger en adspurgt flok personer har til politikeres troværdighed. Gad vide hvad meningsmålinger ville vise om meningsmålingers troværdighed?

Min troværdighed

Jeg er tilmeldt flere meningsmålinger på nettet og deltager jævnligt, men det viser sig at jeg bliver omstillet og omstillet indtil jeg skal tage stilling til kaffemærker, sodavand eller forbrug af tidsskrifter. Hver gang jeg bliver opfordret til at deltage i en undersøgelse bliver jeg omstillet når jeg ikke er målgruppen for undersøgelsen. Og det er jeg ikke.
Jeg er over 50 år, lever på lavindkomst, har ingen børn under 18 år. Jeg har ikke arbejde, lever alene og bor til leje. Det er nok til at jeg er uinteressant eller måske utroværdig i meningsmålinger. I hvert fald er mine holdninger ikke noget værd i størstedelen af de undersøgelser der foretages. Sært nok er jeg end ikke blevet spurgt om hvad jeg vil stemme, og den slags meningsmålinger hører vi da alle jævnligt om. Til gengæld sker det ofte at jeg skal tage stilling til hvilke arbejdspladser jeg gerne ville arbejde på eller det modsatte, hvilke af dem jeg har tiltro til eller det modsatte.

Meninger

Sært nok tilhører jeg ikke det segment der har meninger om uddannelse og sygehusvæsen, min mening om økonomi begrænses til at tage stilling til hvilke banker og investeringer jeg har (som om jeg på lavindkomst har investeringer).
I meningsmålinger er meninger altså totalt ligegyldige, sært nok. Dem der skal tage stilling skal først og fremmest tage stilling til nogle spørgsmål hvor der findes et barometer fra "synes godt om" til "synes slet ikke om", men først skal man igennem nåleøjet som enhver kamel jo skal. Med andre ord, hvis du ikke har arbejde, børn og indtjening er din mening uinteressant for meningsmålingerne. Selvfølgelig har jeg ingen fornemmelse for om hjemmeboende studerende eller pensionister på plejehjem er interessante i meningsmålinger, men jeg kunne jo prøve at udgive mig for at være sådanne, eller at være enlig mor med 3 børn, direktør med høj årsløn eller person af anden etnisk herkomst uden indtægt, bare for at prøve nogle af de mange muligheder der er.

Mit liv som forbruger

I mange tilfælde har mine meninger ikke nogen betydning i en meningsmåling, medmindre jeg tilhører en målgruppe. Det vil sige at jeg blot behøver at sige ja til at jeg køber et specielt produkt, så bombarderes jeg med spørgsmål om produkter, indkøbsvaner og kundetilfredshed. Side op og side ned med spørgsmål om hvornår jeg sidst her set en reklame for et specifikt produkt, hvornår jeg sidst har købt et specifikt produkt, ja sågar hvornår jeg sidst har tænkt på at købe eller anbefale (til andre) et specifikt produkt.
Alt sammen fulgt op af enkelte spørgsmål om min indtægt, mit køn og min indtægt samt status på arbejdsmarkedet. Meget enkelt synes jeg, hvis jeg ikke hører til målgruppen for en undersøgelse bliver jeg ikke spurgt, indrømmet der har været enkelte undersøgelser om for eksempel mit forbrug af reklamer (på tryk, i fjernsyn eller på internet) hvor jeg også er blevet spurgt om hvilket parti jeg stemte på til sidste valg og hvilket jeg vil stemme på til det kommende. Men jeg har endnu ikke skullet tage stilling til Joachim B. Olsens troværdighed eller til hvem jeg helst så som statsminister. Jeg har været reduceret til at være forbruger med en stemme. End ikke en stemme om jeg synes at et firma skal betale skat i landet eller om der skal stemmes for at forhindre firmaer i at udføre penge fra landet, nej en stemme som jeg kan bruge i et demokrati eller lade være at bruge.

Mit liv som borger

Alle disse spørgsmål står selvfølgelig i kontrast til alle dem jeg ikke skal svare på. Hvis jeg er fattig, ikke har hjemmeboende børn og ikke har arbejde er jeg generelt uinteressant for meningsmålingerne. Til gengæld bliver jeg jævnligt ringet op af telefonsælgere (et job jeg også selv jævnligt bliver tilbudt - det synes sygt at sidde og prøve at sælge noget til nogen der intet har) mens jeg ikke har interesse for meningsmålingerne, medmindre jeg kan huske om jeg har set en reklame for et telefonselskab.
Som borger er det altså vigtigere at jeg forholder mig til forbrug end om jeg forholder mig til samfundet. Det er vel lidt som at forholde sig til vejret, jeg skal ikke forholde mig til vejrudsigten eller til det aktuelle vejr, bare finde mig i at vejret er som årstiden byder og så i øvrigt forstå at sådan er det.

Samfundssind

Gennem vore stemmer sikrer vi os demokratiske rettigheder og et fungerende samfund. Sådan præsenteres samfundet med få ord. Ikke som en trædemølle eller som et teknokrati, hvor vores stemme - når den er afgivet - kan bruges til at indskrænke demokratiet. Ikke med ét ord. Som det siges i denne valgkamp har vi egentlig pligt til at stemme, ellers kan vi ikke brokke os de næste fire år. Undskyld jeg spørger: "er demokrati retten til at brokke sig i fire år, eller er det retten til at få indflydelse på politikken?"
Viser vi samfundssind ved at sætte et kryds (med en blyant) på en stemmeseddel? Eller gør vi det ved at reagere på åbenlys uretfærdighed. Hvad det sidste angår er jeg totalt uinteresseret i at der bliver lavet love, som kun er beregnet for enkelte (fx Im-sagen), det er selvfølgelig at vise samfundssind, men det er jo enkeltsager, ikke samfundssager. Hvorfor ikke i stedet afskaffe love der kun kan skabe problemer, ikke løse dem (Her er Dansk Folkeparti verdensmester i Danmark)?
Måske vi kunne få et langt bedre samfund ved at lade det udvikle sig uden alle de regler der efterhånden findes?

Måske

Sært nok er jeg indrettet efter at troværdigheden bygger på trygheden. Trygheden ligger i at man kan stole på sine medmennesker, ikke på at der findes regler for ethvert skridt der tages i verden. Jeg ved da ganske udmærket at der af og til bør være regler for optræden, som for eksempel børnemishandling eller økonomisk kriminalitet (bør defineres). Men at have regler for hvorledes mennesker skal behandles efter køn, nationalitet eller erhverv er for mig at se ligegyldigt, mennesker bør behandles som mennesker. Altid.
Det er ikke sikkert at jeg er blevet behandlet som menneske, men jeg kan jo se at verden bliver mere og mere menneskefjendsk, måske jeg bør indse at jeg ikke helt er menneske eller at jeg ikke er et helt menneske. Måske

Er det så vanskeligt at forstå at jeg i mange tilfælde er troværdig ved at sige det som samfundet gerne vil høre. Kan det være svært at acceptere at flygtninge og indvandrere siger det de skal sige for at få mulighed for at blive i landet.

Troværdigheden er sådan set ført over på politikerne, for de kan lyve og bruge troværdighed som et våben, ikke som et forsvar. Jeg kan kun forsøge at være troværdig og dermed fejle, hvis jeg falder i lovgivningens hul.