fredag, december 30, 2011

Kærlighedens alder

Så nåede jeg at opleve kærligheden igen. I dag (eller rettere sagt i går) har jeg haft 500 dage med min kæreste. Vi har ikke været sammen hele tiden og hvis jeg skulle tælle de dage vi har været sammen ville det også være for sent, jeg har ikke noteret. Skulle jeg måske også have noteret timer og minutter? Nej jeg har en togbillet og en pladsbillet der fortæller mig hvilken dag jeg rejste på besøg i Odense. Og på hvilket tidspunkt jeg efter køreplanen skulle lande, og hun var der på banegården. Jeg gik bare forkert, og hun havde glemt mobilen og så gik tiden helt i stå. Hun måtte tilbage til bilen efter mobilen og jeg stod stille og roligt med udsigt til slotsparken.
Måske er det også forkert at sige at vores dag nr. 500 var 29. december, vi mødtes jo måneden før til Samsø Festival 23. juli og ikke 17. august. Men til Samsø festival hyggede vi og havde det rart sammen med andre mennesker, det var den dag jeg stod i Odense og kiggede ud mod Slotshaven, at vi mødte hinanden uden at have mere end 100 mennesker omkring os. Ann kørte os til Tarup Centret og vi købte noget at spise og en kasse Odense Pilsner (halvt Classic og halvt Pilsner). Inden vi forlod banegården havde vi givet hinanden et knus og i Tarup Centret holdt vi hinanden i hånden. Jeg kan ikke huske om det var for ikke at blive væk. Da vi kom hjem til hende viste hun sit gæsteværelse frem og jeg stillede min bagage der. Vi satte os med en øl og snakkede om hvilke ting det kunne være spændende at se, og fik lagt planer for at besøge både Odense og omegn. Og på et eller andet tidspunkt kyssede vi. I løbet af samme dag var vi kærester med kys, kram, holden i hånden og vi elskede med hinanden.
Vi nåede de ting vi havde sat os for, og vi tog også en tur til Samsø for at besøge mig.
Jeg forsøgte jo straks at få mulighed for at besøge hende igen, og det blev ikke afvist. Mit liv på Samsø var totalt smadret. Jeg skulle hæve og bruge mine opsparede pensionspenge før jeg kunne få kontanthjælp, samtidig skulle jeg være aktiveret i et beskæftigelsesprojekt kommunen havde for at vise at jeg var i stand til at passe et arbejde. Jeg stillede mig på bagbenene. Ikke om jeg ville aktiveres i et projekt der ikke gav mig nogle muligheder for at komme i arbejde - og så for  mine egne penge. Så jeg hævede bare penge på mit Dankort, og det varede faktisk indtil februar måned før mit kort blev inddraget.
Derefter levede jeg regulært på nas, delvis hos min kæreste og delvis hos min far. Også min bror der havde tilsvarende økonomiske problemer fik jeg hjælp, mens min mor sørgede for at betale min a-kasse. Min far betalte andre regninger (telefon og nogle få andre vigtige), desværre for mig blev pengeoverførslerne aldrig registreret som mine betalinger.
Jeg var stadig tilmeldt min bopæl på Samsø og da udlejer ringede mig op var det da også min mening at skaffe penge (ved at finde et arbejde), men jeg fik ikke arbejde, og min huslejegæld voksede også. Jeg havde end ikke råd til at vende tilbage til Samsø, så sidste gang jeg var der var i forbindelse med spareklubudbetalingen 2010 (i slutningen af november), og selv da der var Samsø Festival lod jeg min kæreste tage til festival uden mig, jeg opholdt mig hos min far.
I mellemtiden skal det nævnes at min eneste kærlighed havde besøgt min far i flere omgange, og hun var med til 2. juledag (en tradition) hos min mor. Også min mors fødselsdag i marts samt nogle af min fars snapseforenings fællesmøder havde hun deltaget i. Som det er generelt i min familie (trods det at mine forældre blev skilt omkring 1966) er både min far og mor åbne overfor deres børns valg af kærester - også selv om vi børn i enkelte tilfælde har passeret de 50. Ann blev begge steder hos mine forældre budt meget velkommen og er det da osse stadigvæk.
Det kommer nok ikke bag på nogen at min kæreste, der er deltidsansat i restaurationsbranchen, ikke kan forsørge mig. Heller ikke mine forældre kan forsørge mig, selv om lovgivningen pålægger forsørgerpligt til mennesker der ikke kan få arbejde før kontanthjælpen kommer til udbetaling. Men til sidst var jeg nødt til at søge om hjælp til at få mit liv ud af skyggen. Jeg måtte hæve min pensionsopsparing, betale 60% til staten for at hæve i utide (noget som staten pålagde mig). Af det beløb jeg kunne hæve gik stort set alt til at betale den gæld der havde hobet sig op, da banken havde taget sit for overtræk samt de regninger der var betalt da jeg efter troende stadig var en god kunde var de 120.000 kr svundet ind til noget der ligner 15.000. Da regninger og de nærmeste i familien var betalt var beløbet skrumpet til nogle få tusinde kroner, så selv nu hvor jeg er berettiget til at modtage kontanthjælp er jeg glad for at min kæreste vil hente mig på min nye bopæl, det er billigere at køre i egen bil end at tage offentlige transportmidler og samtidig varer kørsel i privatbil ca. halvanden time, mens de offentlige transportmidler herfra tager 3½ time (vel at mærke til ca dobbelt pris med de nuværende benzinpriser).
Min kærlighed har altså nu varet 500 dage. For at være ærlig vil jeg ønske at den vil vare for evigt og at hendes kærlighed til mig vil vare lige så længe. Jeg kan ikke kræve det, alene ønske det - lidt lissom at købe en lottokupon og ønske at vinde. Der er bare det med kærligheden at den skal deles med en anden - lottokuponen har ingen følelser for dig, forhandleren elsker dig selvfølgelig hvis du har købt kupon i hans udsalg, men lottokuponen er fuldstændig ligeglad. Min kærlighed er stærkere og min kærestes er stærkere - det kan jeg sige med sikkerhed da hun har holdt mig ud i mange situationer, der ikke bare indebærer økonomi. Men det er jo netop den glæde jeg føler ved at være elsket og ved at elske der får mig til at ængstes.
Jeg har før været bange for at miste. Første gang jeg mistede en kæreste til en god ven var jeg helt slået ud, parat til vold og parat til at glemme al sund fornuft. Senere i livet har jeg mistet alt hvad jeg har ejet flere gange, jeg har mistet andres kærlighed og ved at det kan ske igen. Jeg har selvvalgt undladt at kontakte mine forældre på grund af skam over ikke at kunne klare mig selv, og jeg har kontaktet dem igen hvo jeg klart har udtrykt min skam over ikke at kunne leve op til deres ønsker, så hvorfor ikke også miste sin kærlighed til en dejlig kvinde af samme årsager?
Til mig selv siger jeg nu: Du må ikke være bange for at miste. Du må elske så meget som du kan mens du har noget at elske. Du må ikke forlange at hun elsker dig på samme måde som du gør, og du må ikke forlange at hun skal føle sig mere elsket når du elsker hende. Samtidig har jeg også besluttet at min kærlighed kun kan være ægte hvis jeg accepterer at jeg kan miste objektet for min kærlighed ved mine handlinger. Når alternativet er at jeg måske skulle bedrage både mig selv og hende for at bevare en kærlighed kan jeg sådan set godt se at min ægte kærlighed er det eneste jeg kan byde på. Skulle hun blive træt af det vil jeg jo alligevel miste hendes kærlighed.
Jeg har haft 500 dejlige dage og håber at hun har haft en dejlig kærlig oplevelse. Det svære her i verden er at elske nogen meget, at sige til dem at man elsker dem meget og så alligevel gøre det man kan - ikke det der forventes. Jeg kunne sagtens være meget bedre til at gøre ting og sager i hjemmet, jeg kunne sagtens leve op til forventninger til den praktiske mand med alle kræfterne. Men jeg er ikke alle de ting. Jeg er principielt ikke doven, selv om mine forældre betragter mig som sådan. Jeg er faktisk aktiv det meste af døgnet på min egen måde. Jeg er bare ikke indrettet som forventet: tage arbejde, tjene penge, gøre hvad man får besked på, have forventninger til livet, ønske noget af livet, stille krav til livet etc.
Som nævnt med min pensionsopsparing ville jeg gerne lindre min alderdom, hvis den skulle komme, og på sæt og vis lindre statskassens omkostninger i forbindelse med mig. Jeg bliver nødt til at bruge udtrykket at jeg ikke engang selv behøver pisse i bukserne for at holde varmen, det klarer lovgivningen med de tåbelige regler om at bruge formue først. Altså staten pisser i mine bukser for at jeg skal holde varmen. Lækkert ikke?
Desværre for staten stiller jeg heller ikke mange krav på egne vegne. At kontanthjælp for nogle er et beløb man kan leve af synes mig stadig en gåde, medmindre man er syg - som for eksempel tidligere soldater i krig, folk med traumer eller medfødte psykiske eller psykosomatiske sygdomme. Ikke en politiker har levet på kontanthjælp! Alligevel har alle politikere styr på udgift og indkomst for en fattig. Desuden tror alle politikere at mennesker der modtager overførselsindkomster er født svindlere, men det er jo et af stederne de tager fejl, som folk der kommer i fængsel lærer også fattige at bruge systemets firkantede regler.
Hvad kærligheden angår lever vi heller ikke alle på fattighjælp. Der har gennem århundreder været opstillet faste regler for kærlighed. Spilleregler kan man kalde det. Dertil har vi så føjet ligestillingen. Et princip der i sig selv er diskriminerende. Ikke at jeg mener at det liv kvinder har levet er optimalt, men det liv mænd har levet har i virkeligheden været lisså traumatiseret. Hvis man kigger den skrevne historie igennem vil man ved nærlæsning opdage at det altid er kvinderne der har ben i næsen når krisen kradser, mens mændene bare går i krig eller opfører sig tåbeligt. Tåbeligt som i "forkert i en given situation". Ligegyldigt hvordan man vender det vil man også opdage at mændenes indflydelse på deres børns opdragelse er minimal (både når det gælder drenge og piger), kvinder derimod har haft nærmest frie tøjler.
Mine forældre blev skilt da jeg var omkring 7 år, mine to yngre søskende (begge drenge var i den forbindelse omkring 6 og 4 år). Vi boede alle tre hos vores enlige mor, indtil hun fandt sig en ny ægtemand (da var jeg 13). Vores far havde "samkvem" indtil vares stedfar flyttede ind, så blev jalousien så stor at min far ikke måtte se os fordi han måske ville se vores mor.
Jeg har den dag i dag et sært forhold til mine forældre. Min mor holder jeg meget af, men samtidig stoler jeg ikke på hende som menneske. Hun valgte en jaloux ægtemand frem for at tage vare på sine børn. Hun har en medmenneskelig forståelse, men er samtidig selvoptaget.
Min far betyder meget for mig fordi han var væk en del år af mit liv (måske var han der et par gange om året indtil jeg blev udsat for min stedfar - og siden har jeg opsøgt ham med jævne mellemrum), men bitterhed og mangel på menneskelig forståelse giver ham et skær af tåbelig åndsfattigdom.
Nu er jeg selvfølgelig et eller andet sted bange for at min kærlighed skal bære det samme udtryk af fjernhed fra den virkelige verden som mine forældres kærlighed. Kan min elskede leve med en person der bare gør hvad han synes er rigtigt fremfor at gøre hvad hun synes?
Jeg kan klemme mange af mine problemer ned til spørgsmålet: Er det mig der gør noget forkert. Selvfølgelig godt hjulpet af mine forældre, der jo netop har tilegnet sig en attitude der betyder at de ikke kan gøre andet end de gør. At jeg prøver at se alting fra flere sider er i deres øjne godt nok, hvis bare jeg kan blive bedre i forhold til andre på den måde. Med andre ord udnytte min empati til egen fordel!
Hvordan skal jeg nogen sinde kunne tro på kærlighed med det udgangspunkt?

Men jeg tror på kærlighed <3

fredag, december 23, 2011

Julens glade budskab

At vi som mennesker har tavlt med at genere mennesker der er anderledes end os selv er jo ikke noget nyt. Heller ikke at vi normalt synes vi er meget bedre end andre (anderledes tænknde) mennesker. Nej vi er gode i forbindelse med julen og når der er indsamlinger til de stakkels mennesker i Afrika eller Asien der har været udsat for naturkatastrofer. Vi har påduttet langt større nationer end vores egen (både befolknings- og arealmæssigt) et demokratisme-princip som de overhovedet ikke har været i stand til at tage stilling til - og har derved pålagt lande et krav om demokrati. Men hvor er det flot at dem der skal forvalte demokrati ikke ved hvad demokrati er (midlertidige magthavere som for eksempel i Egypten) og dem der skal deltage i demokratiet ikke ved hvad demokratiet er (som for eksempel i Afghanistan). Jeg kunne have valgt andre lande som eksempel og derfor vil jeg pege på et europæisk land der praler af at være demokratisk, retfærdigt og bærer af en europæisk identitet. Her skal gættes!
Men svaret er selvfølgelig det land jeg er opvokset i, det land der har givet mig statsborgerskab. Svaret indebærer også en grundlov der har givet mig og andre trosfrihed, samme grundlov har sagt at jeg skal have lov til at forsamle med andre for at protestere mod noget jeg synes er forkert, samme grundlov har indbygget en sikkerhed imod at landet kan komme på andre hænder. En grundlov der har en baggrund jeg ikke kan give noget plus i karakterbogen. En grundlov der kan sælge dansk suverænitet til EU, En grundlov der giver mulighed for at statens undergrund kan foræres til et oliekonsortium, en grundlov der skelner mellem religion og islam.
Da jeg var 14 år lærte jeg at DJØF'er kunne hvad som helst. Sælge Danmark til EF på trods af at grundloven krævede 2/3 af vælgernes accept. Skal vi tage den først? Da grundloven blev indført var vælgerne indskrænket til at udgøre adel og borgere af det mandlige køn. Alder over 30 var krævet, tyende og skyldnere blev ikke indregnet og befolkningstallet var omkring 1 mio. De mennesker der havde valgret var nogle få tusinde og grundloven var i princippet bare en ændring fra at kongen havde enevælde til at kongen overlod rigets forvaltning til adel og (som noget nyt): borgerskabet (upcoming købmænd, bryggere, forlæggere mm.). Den oprindelige grundlov havde faktisk fastlåst et tokammersystem der svarer til det engelske. Eneste nytænkning i EU er oprettelsen af et trekammesystem, hvor embedsværket har selvstændig beslutningsret. Ellers er det pricipielt også der et spørgsmål om at de privilegerede (adelen og udpegede politikere) udgør et kammer og de folkevalgte udgør et andet kammer). Hvordan kan man tro på at jurister kan vælge at grundloven giver mulighed for at Danmark skal afgive bare en anelse suverænitet på baggrund af at omkring 28% (her er det et skud i tågen som bygger på at det var omkring  halvdelen af den danske befolkning der stemte og omkring den halve del af landets befolkning der stemte for et medlemsskab af EØF) til et fælleseuropæisk projekt  der udelukkende byggede på en økonomisk aftale der skulle sikre samme lande en afsætning af egne varer til andre medlemslande. Trods grundlovens ord om 2/3 vælgeres accept af at afgive suverænitet lykkedes det at omsætte Danmark. Jeg forstår egentlig godt at Kragh gik af samme dag.
Samme grundlov giver os trosfrihed. Er det godt eller skidt? Hvis vi vil passe på vores grundlov må det selvfølgelig være godt - eller hvad? Skal vi kigge på konteksten? I det forretningsliv der fandtes i København på det tidspunkt da grundloven blev forfattet var der flere forretningsfolk af jødisk herkomst. Jøder var, som vi også har erfaret fra 2. verdenskrig, ikke ligefrem populære men nok gode at låne penge af, til at udgive bøger hos og købe specielle smykker hos ( for at nævne nogle eksempler). Der var ikke (i nævneværdig grad) muslimer, buddhister eller andre trosretninger i Danmark på det tidspunkt. Trosfrihed var altså mere eller mindre et spørgsmål om at katolikker og jøder (trossamfund der hylder Jesus og Gud) kunne få lov til at dyrke deres tro. Jeg har selv på mine ture rundt i landet konstateret at Indre mission har bygget missionshuse rundt om i landet, at der findes jødiske synagoge(-bygninger) adskillige steder i Danmark og at der næsten ikke findes en landsby, der ikke har en kirke og en præstegård. Men en minaret eller et muslimsk mødested findes ikke nogle  steder i landet fordi der er modstand imod det! At vi har fået asatro og buddhisme til landet som store velfungernede religioner giver os ikke ret til at udelukke islam, hvis vi samtidig påberåber os en grundlov som vi lader jurister forvalte efter forgodtbefindende.
Nu er det selvfølgelig en god ting at grundloven giver mulighed for at man kan forsamles. Igen skyldes grundlovens ord at det under formynderstyret (enevælden) var forbudt at forsamles såfremt det var en forsamling der var imod kongedømmet (en vilkårlig vurdering på linje med vurderingen af arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere i dag) som kunne straffes øjeblikkeligt. Kongedømmet ønskede ikke politiske modstandere (som også de politiske partier i dag), kongedømmet ønskede ikke at mennesker samledes om protest imod regeringen (som de politiske partier i dag) og kongedømmet ønskede ikke at politisk indflydelse skulle bygges på karteldannelser (mest fordi der så var færre penge til kongeriget (som jo stadig var i krig et par gange efter 1849). Forsamlingsfriheden giver os altså ret til at forsamles. Da vi havde Enevælde kunne man forhindre købmænd i at forsamles og diskutere deres forretninger og deres erfaringer. Det blev afskaffet med grundloven. (Lur mig om ikke kongen havdet lugtet at initiativer var til fordel for både initiativtageren og for riget). Også jøder forsamledes, men det var jo med paralleler til de jødiske samfund i Romerriget. Så vi bliver nødt til at huske at grundloven er lavet fordi nogle forretningsfolk der var begyndt at tjene penge ikke havde haft indflydelse på den politik som den enevældige konge førte (ved hjælp af adelen som ikke havde så mange interesser til fælles med borgerstanden af økonomiske årsager). Borgerskabet blev nyrige mennesker og adelen levede i gamle dage. Da kongehuset manglede penge til at føre krig for var det borgerskabet der havde pengene - derfor måtte kongen låne af dem, ikke af adelen der havde levet af de penge som de havde haft. Grundloven bygger derfor i bund og grund på en aftale mellem de rige borgere, som kunne betale en krig mod tyskerne (den blev gennemført i 1864 og Danmark tabte den lille tennisduel), men borgerne (kapitalisterne) havde fået det de ville have. Og selv om ingen læser det her vrøvl vil jeg gerne tilføje: Jeg betragter folk der gerne vil tjene penge på andres arbejde som kapitalister - ikke som et skældsord).
Nu er jeg ked af at jeg har tabt tråden. Mit mål var jo at fortælle at den grundlov som vi alle hylder bare er et papir som en flok borgere fik underskrift på så de kunne tjene deres penge i fred og ro,. Grundloven nævner ikke med et ord at tyende, landarbejdere eller kvinder skal have nogle rettigheder! Den giver bare nogle nyrige mennesker de rettigheder de stort set har betalt for.
Så vores julegave er jo enormt stor. Vi har fået en ny regering der sørger for at alle vi mennesker der er og kan forholdes grundloven (fattige, flygtninge og indvandrere samt arbejdsløse) ikke har nogle rettigheder. Glædelig jul <3

torsdag, december 15, 2011

Ligestilling

Min gode ven tog ligestillingsdebatten op igen igen. Og den har jeg jo været del af hele mit liv, som barn!
Da mine forældre efter få års ægteskab besluttede sig for at blive skilt var der 3 børn (drenge: mig, og mine to yngre brødre hhv 1½ år og 4 år yngre). Det første forsøg på skilsmisse var at min moder skulle være forælder til den yngste mens min fader skulle forsørge os to ældste! Jeg aner ikke hvor den aftale ville have ført os hen for den blev aldrig en aftale. Efter endt forhandling via advokater og jura blev min mor tilkendt forældreretten til alle tre børn plus vores halvsøster. Min far måtte opgive alt hvad der stod i huset for at vi børn kunne forblive i bevidstheden om at vi havde en tryg tilværelse. Til gengæld kunne han beholde bilen (såvidt jeg husker en Taunus 17). Første gang jeg besøgte min far efter 3 års skilsmisse havde han været nødt til at indkøbe ekstra tallerkener og forestille sig hvad vi ønskede at spise. De røde pølser revnede fordi han ikke anede hvordan man lavede mad og bestik til 3 (herunder tallerkener) måtte han købe umiddelbart inden vi kom. (Gad vide om det var blevet vasket?)
Vores moder kunne uden de store problemer tage ekstraarbejde (aftenskole) og fortsætte med at tage sig af os børn. Der var endda plads til en børneopsparing. Fradragsberettiget.
Hun blev i huset, vores far boede på en sofa hos sine forældre, mens han ventede på at få nyt arbejde. Min mor fik arbejde i realskolen i den nærliggende by. Min far måtte flytte til sine forældre i Århus for at have et sted at parkere bilen. Hvis han ville se os eller komme til fødselsdag mm. så måtte han selv køre og betale. Om min mor og han så genopfriskede gamle minder skal jeg ikke kunne sige - vi børn var altid så trætte efter et gensyn med vores savnede far! Og et par gange ventede vi forgæves. Ikke fordi han ikke ville komme, men fordi han havde drukket sig mod til, eller hvad det hedder ...
og så væltede ned i en græft den ene gang og kørte sin bil i stykker den anden gang (nok fordi han havde sparet penge for at kunne køre og besøge sine børn - men hvorfor så drikke sig mod til?).
Min eneste erfaring er at ligestilling er noget vrøvl! Jeg har en storesøster som suverænt bestemte hvordan vi små drenge skulle opføre os når vores mor var væk. Mine forældre blev skilt da jeg var 6 år. Min søster er 6 år ældre end jeg og var så meget teenager som man kan være, tror jeg nok - har set engelske og amerikanske film om den periode og det lever hun da op til - ellers kan jeg jo bare huske nogle fester, men jeg gentog jo da jeg jeg blev lisså gammel.
Min mor arbejdede ekstra for at tjene penge nok til at forsørge os, sagde hun. Men hver weekend skulle vores søster passe os mens hun tog til enkebal. Og hver lørdag mødte vi en ny onkel med et spændende job, der måske kunne reparere mors borrnholmerur eller en anden del af huset. Onkler var der i hvert fald nogle stykker af, indtil Ejvind dukkede op. Jeg tror han var den første mand der accepterede at min mor havde tre børn i forsørgelsesalderen, i hvert fald kom han igen og havde gaver med til os. (Noget han havde medtaget fra arbejdspladsen). Han blev gift med vores mor og havde taget en Simca med sig ind i ægteskabet. Eftersom han var fyld 50 havde han haft muligheden for at hæve sin pensionsopsparing - og det havde han gjort! Det eneste han havde med ind i det ægteskab var en gammel rusten Simca. Og min mor havde en fast indkomst som udover at bestå af løn også bestod af tilskud til enlige mødre, børnepenge og boligtilskud. (det sidste er jeg dog ikke sikker på). Min fars indkomst i den periode var modsat: han var nyansat folkeskolelærer, tjenestebolig nedbrændte (ikke hans skyld) børnepenge til 3, og ansættelse på skole hvor der ikke var fradrag for nogle forpligtelsaer (lad mig sige lige ud at han er blevet ekstremt nærig af den grund - det offentlige har aldrig givet ham noget, derfor skal det offentlige heller ikke have noget).
Nu er jeg jo til til gengæld vokset op hos min mor, hvor pengene har betydet mindst lligeså meget. Bare med modsat fortegn. De penge min far betalte  i børnepenge blev indbetalt på en konto som blev hævet den dag jeg havde afsluttet min korte uddannelse (Gymnasiet) og indsat på min bankkonto. Hun hævede halvdelen til sig selv og jeg fik omkring 15.000 udbetalt. Skulle jeg brokke mig over at hun tog pengene? Hun var mor og er det stadig?
Min far fik selvfølgelig ikke nogen del, men han var stadig min far. Og det er jeg glad for, altså at have en far. Økonomi er altså for mig noget der er forbundet´med min mor. Ikke fordi der er penge i det eller fornuft, men det var min mor der havde penge og min far der lånte penge.
Sorry for meget næseblod
Det løber igen . Kys kys

tirsdag, december 06, 2011

Hvem af os er løverne?

Endnu engang må jeg ty til min oplevelse fra dengang jeg blev frivillig medarbejder ved Roskilde Festival. Da det var første gang jeg var der fik jeg en rundvisning og på et tidspunkt kom vi op i den ende hvor de tidlige gæster var mødt. Vi gik stille og roligt rundt, men nogle af dem der var på den anden side af hegnet gik også stille og rolig rundt. Så var det at tanken slog ned i mig: Hvem af os er løverne? Der var et hegn imellem os, vi var buret inde, men det var gæsterne jo også, så hvem var det der var udstillet og hvem var det der kiggede på?
Nu skal jeg igen til samtale med Jobcenteret. Og så er det at tvivlen finder sin egen vej ind i min snirklede hjerne eller ...
Sidder medarbejderne og studerer mig som et fremmedobjekt, som noget ikke-menneskeligt eller som en parasit? Eller er det mig der kigger på det alvorligt arbejdende folk, der i den grad har ladet andre definere deres arbejde, at deres uddannelse i bedste fald kan være ligegyldig, i dårligste fald giver dem problemer i forbindelse med deres egen troværdighed?
Nu kan jeg jo konstatere med de seneste dages debat, at enten er de arbejdsløse ikke interesseret i arbejde eller også er politikerne interesseret i at forvanske sandheden, eller ihvertfald omformulere den. Jeg har været en del af systemet siden jeg påbegyndte min uddannelse. Skal vi lige tage den igen kort: Går på gymnasium, dirkte videre til en anden uddannelse (i første omgang som maskinsnedker - men da muligheden for at læse til bibliotekatr opstår samtidig med at der ikke er læreplads til mig, skifter jeg til biblioteksskolen). Så snart jeg har afsluttet uddannelsen har jeg brændende ønske om at komme i arbejde, men værnepligten melder sig :( Som altid når jeg skal trække lod vinder jeg kun, når jeg taber. 16 måneder tog det mig at komme ud fra det system der primært gik ud på at slukke ildebrande med billig arbejdskraft efter militær regler. Dem der skred og tog hjem til kæresten i utide fik "bollevagter" og forlængelse af deres militære pligttid, hvorefter de skred igen og igen. Andre af os fik gode karakterer fordi vi "bare" fulgte reglerne og blev opfordret til at forfølge en linje der hed: befalingsmand. Vi var 3 der vidste hvordan vi kunne slippe (talsmand eller sikkerhedsordfører), men kun to der kunne blive valgt. Jeg tabte ikke det valg, men blev til gengæld kørt ud på et sidespor. Tænk at have været kørselsordonnans uden at have kørekort! Nå, men militærtjenesten tog jo så bare den tid den tog, selv om den rev 16 måneder ud af mirt liv. Selv om der var kommet en nyuddannet årgang fra biblioteksskolen og selv om min uddannelse var uden viden om IT (det er måske en sandhed med modifikationer: vi lærte om det binære talsystem - så det var nok snarere os der ikke pressede på for at lære mere - vi og vore lærere blev kaldt maskinstormere (modstandere af den nye udvikling) mens vores arbejdskolleger (organiseret i HK) var langt mere positive over for den der upcoming tendens til at bruge computere. Det var jo nok heller ikke mit held at jeg sådan set var ueninig i de ting som vores fagforening argumenterede med for ikke at indføre computere på bibliotekerne.
Nå følgen var at jeg blev arbejdsløs og derfor valgte at fungere i rådgivning for andre arbejdsløse og til sidst stillede op til valget af hovedbestyrelse til fagforeningen. Jeg må nok indrømme at det faktisk ikke var tilladt at arbejde frivilligt på det tidspunkt og at jeg derfor allerede da brød loven. Egentlig har jeg aldrig undersøgt om det har været forbudt at sidde i en fagforenings hovedbestyrelse når man er arbejdsløs, det var jeg sådan set ogfså ligeglad med. det skal lige tilføjes at jeg ikke blev indvalgt i fagforeningens bestyrelse, men da der ikke var mange der stillede op, og en af de indvalgte skiftede job var jeg pludselig første suppleant. Og jeg havde det som Jakob Haugaard "stemmekvæg, tungen på vægtskålen, den som alle de andre gerne vil have med på sin side". Så forlod jeg det cirkus.
Der kom jobs, altid vikariater. Der kom stillinger, også der hvor jeg var ansat, men som følge af at jeg var villig til at flytte til vikariater i den anden ende af landet, og måske også fordi jeg aldrig var enig med de fastansatte, så fik jeg aldrig fastansættelse. Jeg tror nok i den forbindelse at det der fik moig til at betragte mine kolleger med nogen skepsis var at de da jeg var i et årsvikariat  i Kolding forsøgte at udpege mig til fællestillidsmand, og jeg måtte gøre opmærksom på at det kunne jeg ikke som vikar.
Men OK. Det er jo sådan set også der jeg gerne vil hen. At vi betragter hinanden og synes alle andre er mærkelige. At vi står i vores lille løvebur og kigger ud på alle gæsterne i Zoo, uden at vide hvorfor de står og kigger ind på os. Forskellen på løverne og gæsterne er vel at gæsterne ville fodre løverne med peanuts, mens løverne ville spise gæsterne (såfremt de var svage nok til at blive fanget og spist).
Tror lige jeg har fundet ud af at jeg er publikum og kapitalismen er løverne.
Og så igen: tilbage til det store spørgsmål: Hvem af os er løverne. Er det dem der kigger igennem hegnet eller er det dem der bliver fodret? Øv hvor surt. Igen kan man jo vende hegnet så det kun er en side der er udstillet.
Hvis jeg skal være ærlig har jeg jo det store problem at jeg må være løve. Jeg bliver fodret og kan ikke selv fange min mad. Sådan er fangenskab åbenbart. Men dem der kigger ind gennem hegnet er jo lisså meget i tvivl om om jeg er løve. For de syns jo de har styr på mig sålænge jeg bliver fodret. Som så mange andre steder er der ikke altid råd til foder, men så må man  give så meget som muligt for at holde løven i live. Den skal jo tjerne penge ind til Zoo.
Nå ja, og så må jeg jo indrømme at jeg aldrig har haft arbejde, kun vikariater, kun arbejder som fik mig til at rejse fra den ene ende af Danmark til den anden, kun arbejdsløshed der fik mig til at søge arbejde i Tyskland, i Norge nord for Polarcirklen og på Grønland uden at kunne et ord på grønlandsk. Og jeg søgte oprigtigt!
Der fulgte så en periode med talrige aktiveringer, faktisk blev jeg aktiveret i forbindelse med det arbejde jeg ikke måtte foretage som frivillig, men gerne måtte som aktiveret (til samme pris i øvrigt - nemlig kr. 0,-). Jeg blev placeret på biblioteket fordi jeg havde kvalifikationer der kunne bruges (kendskab til EDB-udlånssystemer og katalogisering) og jeg fik sommerferievikariater indtil de blev sparet væk af kommunen. Jeg blev sendt i arbejde på lokalradioen fordi jeg ikke måtte arbejde frivilligt, og jeg fik endda arbejde med løn på radioen i en kort periode hvor økonomien var til det.
Og på lokalradioen lærte jeg igen at se gennem hegnet uden at vide om jeg var den der var indespærret eller om det var de andre.
Jeg blev bekræftet i at jeg havde talent, at jeg kunne lave radio og TV, faktisk blev jeg hentet til den lokale TV-station på Samsø for at indgå i et team der skulle lave lokal-TV. og det lykkedes, synes jeg. Vi fik startet noget op som nok i for høj grad var en efterligning af DR, men med det lokale touch. Vi fik masser af seere, når vi havde mulighed for at sende, for i perioder var der ikke penge til lønninger mm. Men vi sendte og det lille samfund på nogle få tusinde mennesker fulgte med. Også her var det svært at vide hvem af os der var løverne: de sære mennesker der lavede TV og radio eller de mennesker der boede på øen.
Og nu sidder jeg og kigger på mig selv. Jeg kan ikke se hegnet, men jeg kan høre at det er der. Ingen kan fortælle mig hvem der ser ned på (eller ud på) hvem? Jeg ved bare at løverne er dem de andre kigger på. Og i denne verden er det de arbejdsløse der bliver kigget på, fodret på efter økonomien, og betragtet som et eksotisk indslag ...

mandag, december 05, 2011

Misbrug

Jeg er træt af at høre om misbrug nu. Vi skal bruge formuer på at finde ud af om ministre har misbrugt deres magt, samtidig lægger vi afgift på næsten alt der kan misbruges (spiritus, tobak, fedt, you name it). Embedsmænd anklages for at have misbrugt magten til at lække ømfindtlige sager til pressen, og kvinder anklages for at have være stiltiende vidner til mænds misbrug af deres små børn.
Hvor begynder misbruget?
I skolen havde jeg en ven der blev dybt religiøs fordi hans mor kunne lide at dyrke sex med ham (han fortalte aldrig hvordan, kun at han syntes det var ubehageligt). Er det misbrug?
I samme periode havde mine forældre (som da var skilt) en kollega som af og til kom på besøg - jeg boede hos min mor - Jeg aner ikke hvad han gjorde ved min mor, men han kom ind på mit værelse som jeg havde arvet efter min storesøster og han kyssede og tog på mig.  Da jeg vågnede fandt han vel ud af at jeg ikke var min søster, men det er vel stadig misbrug? Og jeg ved end ikke i dag om min søster nogensinde blev misbrugt, den slags ting taler vi jo ikke om i de kredse.
Jeg vil også gerne indrømme at jeg blev lokket i fordærv af en skolekammerat. Fordærvet skyldtes nok mest at jeg var inkarneret antiryger og medlem af NOAH da jeg var ung. Men jeg blev lokket over på rygerholdet (rygere af humørtobak). Jeg lærte at inhalere og jeg lærte at se stort på lovgivningen, så længe vi kunne have det sjovt og få vores bevidsthed udvidet (Gud hvor vi trængte til det). Der var grønt, rødt og sort, der var stjernestøv og hjemmedyrket marihuana  (vi gik højt op i hvor hvor mange generationer der var bag og 12 var hel vildt meget).
Skal jeg sætte år på begyndte det vel efter gymnasiet, altså i 1977. Og så brugte jeg hash i perioder frem til 1984, hvor jeg havde en forfærdelig oplevelse. Jeg fik det dårligt og havde det man kalder "en nedtur". Jeg har ikke rørt det stads siden, men kender og har kendt andre der ikke har fået samme dårlige oplevelse.
Jeg begyndte også at ryge på baggrund af at jeg lærte at inhalere hash, tobak blev en del af mit liv, og var det varierende over en periode på 20 år. Faktisk holdt jeg op med at ryge allerede da jeg fik mit hash-chock i 1984, men begyndte så at ryge igen inden jeg mødte min datters mor i 1988. Da hun blev undfanget (eller rettere da hendes undfangelse blev bekræftet af lægerne) holdt jeg op, i sympati med moderen som ikke kunne slippe smøgerne uden hjælp (hun kunne heller ikke med hjælp). Men da vi så blev uvenner begyndte jeg at ryge igen, vel en form for regression eller også følte jeg mig bare fortabt.
I hele perioden hvor min datters mor var en del af mit liv fik jeg masser af øl. Hun drak guldøl fordi de var billigere i forhold til procenterne, jeg drak pilsnere fordi de kun virkede efter procenterne. Måske var det også en god ting at hun altid samlede flaskerne til sidst i måneden - så var der til at købe flere øl, og der tror jeg at mit argument var at så skulle vi drikke pilsnere i stedet for guldøl - så ville der være flere tomme flasker. (LOGIK).
Under alle omstændigheder vil jeg hellere betegne det liv vi havde sammen som et behov for at være sammen. Vi misbrugte ikke oprindeligt hinanden. Hvis vores forbrug af alkohol og marihuana var voldsomt (hvad det ikke var pga. de penge vi havde) ville vi have et troværdighedsproblem, men det var ikke stort, det var kun stort i forhold til vores rådighedsbeløb. Jeg så masser af mennesker der købte dyr whisky på værtshusene som vi kom på .Jeg så masser af studerende og højtuddannede der brugte langt flere penge end vi gjorde. Vi brugte kun dem vi havde. Så kan man altid tale om misbrug af offentlige midler.
Min datters mor levede principielt af piller og alkohol og jeg er stort set sikker på hun døde af kombinationen, men ingen kunne ændre hendes måde at leve på. Selv lægerne gav hende den medicin som hun skulle have.. Hvis nogen skal stilles til ansvar for hendes død må det derfor være lægerne eller myndighederne.
Men lad os nu vende tilbage til det egentlige, nemlig misbrug. Siden jeg var ganske ung har jeg jeg i mindre eller større omfang (afhængig af min økonomiske formåen) indkøbt  øl, vin eller brændevin - alt afhængigt af min indtægt. Jeg har også været så heldig at jeg har kunnet finde et sted at bo som har været billigere end en bolig i et et socialt boligbyggeri.
Det er jo dejligt at få tilskud, det troede jeg også så da jeg boede i en lejlighed der var ejet af en ældre dame tænkte jeg at vi i fællesskab kunne få del i den sociale arv. (Ikke at jeg som 30-årig syntes at en 70-årig dame var værd at misbruge, mere at hun skulle leve roligt og i fred for myndighederne ved at leje en del af sit barndomshjem ud) Men jeg fandt hurtigt ud af at de penge jeg fik i tilskud var B-indkomst og at de blev fratrukket mine fradrag (egentlig kun børnepenge), men jeg fik intet ud af et tilskud til min bolig. Til gerngæld steg min husleje, da udlejerens søn kunne se en mulig merindtægt. Misbrug?
Jeg må indrømme at mit forbrug af alkohol er for højt. Jeg må indrømme at jeg ønsker at have en flaske øl eller vin i nærheden af hånden i løbet af dagen, ja jeg må endda tilstå at en snaps af og til kan få min morgen til at blive lettere, men er det misbrug?
Eller er det misbrug at andre mennesker gør noget imod dig som du ikke har indflydelse på? Svar nu ærligt!

søndag, december 04, 2011

Mit ansvar

Jeg er endnu engang blevet belært om mit ansvar. Samfundet fortæller mig gennem den nydannede regering at jeg ikke må nasse på samfundet. Hvor opmuntrende. Da jeg var ung lærte jeg at der altid ville være hjælp til de mennesker der ikke kunne klare sig i samfundet. Da jeg var ung erfarede jeg også at det ikke passede. Der var ingen hjælp.
Hvis jeg skal prøve at agere samfundsnasser var mit fromme ønske ikke at få et nøje afmålt beløb udbetalt. Jeg ønskede at få hjælp til at betale min husleje og det forbrug der knyttede sig til mit lejemål. Men der var ingen penge at få. Jeg havde en arbejdsløshedsforsikring (det har jeg i øvrigt stadig) som betød at akut hjælp var udelukket. Jeg blev af kommunen henvist til min bank, der kunne komnstatere at jeg ikke var kreditværdig og derfor henviste til kommunen der konstaterede at jeg havde en arbejdsløshedesforsikring og derfor ikke var berettiget til at modtage hjælp. Men jeg havde jo brug for hjælp, og jeg ville under alle omstændigheder betale tilbage, jeg ønskede bare at kunne beholde min bopæl. Det skete i forbindelse med at jeg fik arbejde og derfor tjente langt flere penge end der stod på min selvangivelse. På den baggrund fik jeg penge tilbage i forhold til skat, desværre skyldte jeg penge for mit studie. De penge jeg skyldte var desværre blevet til et statsindfriet lån, som desværre var blevet til et hovedstolslån, hvor selve lånet blev ændret da banken overgav det til staten fra at være lån med renter og renters renter til udelukkende at være en hovedstol. Med renter omkring de 30% betød det for mig at 5 års lån på ialt 64.000 blev til et lån på langt over 200.000, og hovedstolen som var på 60.000 blev altså med et slag til en hovedstol på 220.000. Årsagen var at jeg skulle aftjene min værnepligt, desværre blev jeg så gammel at jeg ikke kunne aftjene den umiddelbart efter endt uddannelse, men skulle vente næsten et år. I forbindelse med mine ansøgninger måtte jeg anspurgt oplyse, at jeg skulle aftjene værnepligt (som de piger jeg var uddannet med der blev spurgt om de skulle/ville gå på barsel).  Jeg flyttede fra den ene verdensdel til den anden i Danmark, fra Vestjylland (Holstebro) til Nordsjælland (Gilleleje) og til Østjylland (Kolding). Hver gang jeg flyttede for at tage nogle måneders arbejde var det udfra teorien om at jeg skulle vise at jeg ville arbejde. At jeg ønskede at arbejde indenfor mit fag. Men enten var jeg for god til at flytte eller også var jeg ikke den bibliotekar der var brug for.
Den dag i dag er min selvtillid i orden når vi taler fag og uddannelse. I den forbindelse vil jeg gerne arbejde som bibliotekar igen, men hver gang der er stillinger som jeg kan bestyre (nyere teknologi er noget jeg skal lære først) får jeg et venligt brev hvoraf det fremgår at jeg ikke er kommet i betragtning til stillingen. Det er jo også pragtfuldt at stå op hver evig eneste morgen og vide at man er god til sit arbejde, a vide man gerne vil arbejde - og så få at vide at man skal arbejde for enhver pris, men på de betingelser der bliver stillet fra samfundet.
Min samfundsstøtte har altid været engageret. Jeg støtter demokratiet, jeg finder mig i at skiftende regeringer skider på folk, anser indvandrere for at være samfundsnassere, giver statsborgerskab med lynende hast til sportsfolk og tvinger unge mennesker til at flytte til Sverige for at blive gift. Altsammen regler som egentlig skulle hindre folk i at udnytte det danske samfund, men regler der i stedet får folk til at udnytte de regler der er. Regler der forhindrer indvandrere (flygtninge, nordmænd, amerikanere, tyskere etc) i at blive danske, fordi de ikke kan få den hjælp der skal til for at lære det danske sprog, komme i arbejde, opbygge familie osv.
Selv folk med rod i økonomien bliver mistroet. Der er selvfølgelig en god grund til at mistro folk med rod i økonomien, såvel danskere som indvandrere kan jo fejlagtigt tro at Danmark er et slaraffenland. Faktisk er der langt flere "etniske" danskere der ikke kan finde ud af hvornår man har råd til at låne penge og hvad vilkårene er. Både sms-lån og supermarkeds-kreditlån er det stort set kun "etniske" danskere der tager (Jeg skal ikke kunne sige om indvandrere og "ikke-etniske danskere" tager den slags lån, mit indtryk er bare at det foregår internt, som i bandemiljøer eller rockermiljøer). Tilbage bliver folk som ikke har styr på økonomien af den ene eller anden årsag. Guderne skal vide at jeg i skolen lærte at udfylde girokort, at skrive brevhoved og at verificere fotokopier. Vi lærte også at formulere os i skrivelser til det offentlige og hvordan mandater til folketinget blev udvalgt, men vi lærte aldrig hvordan vi skulle klare os hvis vores økonomi gik i spåner. Vi fik bare at vide at vi havde verdens bedste sociale sikkerhedssystem. Et eller andet sted er jeg sikker på at grækerne har fået det samme at vide.
Da jeg endelig fandt ud af at det var op til mig at få tingene til at passe gik jeg til kommunen og bad om at få ændret min forskudsopgørelse så jeg ikke ville få et skattesmæk eller en stor sum penge som ville blive inddraget til at betale min gæld. (Ikke fordi jeg ikke ville betale min gæld til det offentlige - men fordi jeg også gerne ville betale de øvrige omkostninger jeg havde - man kalder det mig bekendt for faste udgifter). Kommunens ansatte syntes at det var for besværligt at ændre opgørelsen på grund af to måneders indtægtsforhøjelse på 200%. For mig var det en mulighed for at betale for flytning og indskud samt for at være rimelig klædt i forbindelse med mit nye arbejde, for de ansatte ved kommunen var det bare besværligt at jeg skulle have udbetalt et beløb der forhindrede mig i at skylde stat, amt og kommune penge efter nytår. Faktisk blev jeg endnu engang sendt på den sædvanlige rejse: Spørg banken, hvorefter banken sagde: spørg kommunen. Den sociale sikkerhed har i hele min levetid haft fantastiske kår: Den eksisterer kun som et udtryk, der er ikke nogle mennesker der er taget alvorligt i min levetid når vi taler om social sikkerhed. Derfor kom det også for mig som en overraskelse da jeg senest spurgte om jeg kunne modtage socialhjælp, at jeg kunne.
Med min erfaring og med de ting jeg har hørt kom det endnu mere som en overraskelse at ingen spurgte mig om mine faktiske udgifter. Jeg får det samme beløb, om min husleje er 1000 kr eller om den er 12.000. For mig er det helt fint, for det betyder at jeg i langt højere grad (med en lav husleje) har mulighed for at foretage opsøgende jobsøgning, jeg er mere mobil i forhold til at søge jobs fordi jeg ikke skal finde penge på mit budget til at rejse til nabobyerne (jeg skal lige hilse og sige at uden bil og kørekort er det en dejlig dyr ting at rejse (20 kr for bybus i Silkeborg, 48 kr. for bus fra Fårvang til Silkeborg til Fårvang, hver vej - busserne kører hver eller hver anden time, hvilket indebærer at den såkaldte timebillet ikke gælder når der kører bus i den modsatte retning! - og returbilletter er afskaffet).
Men tilbage til det med pengene. Jeg har egentlig lært at jeg skal betale enhver sit. Jeg har også forsøgt, men har egentlig konstateret at det ville være langt bedre hvis jeg svindlede med alle de penge jeg modtager. Bare jeg kan holde ryggen fri kan de bevilgende myndigheder holde ryggen fri. Det betyder også at alle de mennesker der snyder systemet går fri, bare de ved hvordan man snyder (Stein Bagger hehe). Til gengæld bliver alle ærlige mennesker straffet fordi de ikke kan skjule deres omkostninger.
Førsdt vil jeg gerne nævne den (lige nu) aktuelle Carina sag, hvor Ö. Cekic fik Joakim B. Olsen med på et besøg hos en bistandsklient. Der var tale om en enlig mor, der boede i socialt boligbyggeri og derfor (som enloig mor) fik børnepenge, og (boende i socialt boligbyggeri) fik boligtilskud. En rimelig løs beregning (licens og husleje) viste at hun havde 5.000 kr til overs (altså til at købe tøj og mad etc). Nu er der så vidt jeg ved det ved enlige mødre at de har børn (ellers ville de ikke blive kaldt enlige mødre - min mor er faktisk også enlig mor, men hun er 81 og vil derfor ikke blive betegnet "enlig mor") og derfor har udgifter der knytter sig til deres børn. Jeg vil da gerne vedgå at man ikke behøver købe mærkevarer, men det er vel en væsenttlig ting at man sørgr vfor at ens barn får noget fornuftigt at spise og deltager i de sociale arrangementer. Noget fornuftigt at spise behøver ikke at være økologisk eller sushi mm., de sociale arrangementer vil nok sjældent være velgørenhedsarrangementer - men det der sker er oftest at vi taler om burgere når vi ser på mad, og at børnene tigger om slik til fastelavn.
Hvorfor er det så lige jeg spekulerer på ansvar?
For at sige det ligeud: Fordi de mennesker der har kræfter og overskud til at vise ansvar ikke kan vise det.
Hvem er skurkene i det samfund vi lever i? Det er sådan set let at definere, både rød og blå fløj giver alle de fattige og de arbejdsløse skylden. Vi skal bidrage til det samfund vi forventer hjælp fra. Jamen det er jeg sikker på at alle fattige vil. Hvorfor save den gren over man sidder på? Men dem der udnytter reglerne, samfundet, systemet, whatever, er jo dem der koster alle de "nassere", som systemet har opfundet, deres menneskeværd. Jeg har sådan set svært ved at sige det lige ud, men kapitalismen er stadig (som den også var for 200 år siden) denegentlige årsag til at der findes tabere. Alle os tabere er jo sådan set bare tabere fordi der i den økonomiske verden skal findes vindere. Og for at vinde skal man skabe tabere.
Jeg vinder ikke den store lottogevinst på onsdag, men jeg har heller ikke bidraget med en krone til det store fupnummer, der i virkeligheden kun er med til at støtte sportsfolk (er kuglestødning arbejde) og kulturelle projekter (vedligehold af Amaliehaven). Og hvis det stod til mig skulle alle dem der spiller lotto smide pengene direkte i statskassen - så tror jeg også at statskassen kunne udtrække en vinder der ikke skulle betale skat i et år. Alt i alt nok billigere for både mig og for samfundet.
Men det er jo ikke mit ansvar!