mandag, november 18, 2013

Sproget

At tale et sprog er én ting, at skrive det er noget andet. Noget tredje er at kunne flere sprog. Sproget er i virkeligheden et kommunikationsværktøj.
At der findes mennesker som forlanger af andre at de skal tale dansk er derfor mærkeligt. Det er de samme mennesker der forlanger at man skal opfatte sproget som de mener det. ingen leg med ord.

Kristendommen

Kristendom er nok ikke det mest danske man kan forestille sig, det er jo snarere en religiøs og kulturel påvirkning. At danske salmer og H.C. Andersens eventyr indeholder sætninger og ord som næsten ingen nudanskere forstår er ikke et stort problem, de betragtes jo som danske. At unge mennesker med flere generationer af "dansk blod" i årerne render rundt og siger "Yo", "hey" eller "OK" er så dansk at man kan forestille sig at englændere synes at det er engelsk at kalde en by for Grimsby, eller at franskmænd (franzoser) kalder et stort fund af østersskaller for en "koekkenmoedding", for ikke at tale om Normandiet, der jo fik sin betegnelse på grund af invasion.
Men kristne værdier skal fastholdes i et land som Danmark. Og dermed også vores fælles sprog. Jeg talte faktisk vestjysk i min barndom, men også noget der kunne ligne rigsdansk (påvirket af mine forældre fra Århus, jeg måtte skifte sprog for at mine forældre kunne forstå mig, mens jeg skiftede sprog fordi der var variationer i de ord vi brugte i vestjysk der gav os børn mulighed for at sige nøjagtigt det vi mente. Da jeg som ung var på Interrail-rejse til Irland talte jeg både engelsk, tysk og dansk, alt efter hvem jeg talte til (det franske kunne jeg ikke) og jeg havde ikke nogen problemer med at skifte sprog i et selskab. Måske vi alle var kristne på en eller anden måde?

Kulturen

At et sprog skulle give udtryk for kultur kan man jo diskutere. At kalde politiske modstandere for svindlere eller demagoger er selvfølgelig et godt udgangspunkt for at gøre sproget kulturelt. At andre vil gøre andre sprog til noget udansk er selvfølgelig på samme måde en måde at gøre sproget til noget kulturelt. Men om jeg siger "satme" eller "for søren" er vel det mest kulturelle ved mit sprog. Resten af tiden bruger jeg det ordforråd jeg har, og det gør andre også. I Norge har man indført staveregler der skal gøre det lettere at skrive sproget, på Island skal alle ord være islandske (altså opfinder man ikke-eksisterende ord for ikke at anglificere sproget), I Danmark taler de fleste håndværkere nedertysk, mens embedsmænd taler latin. Men ordblinde skal lære at tale og skrive dansk, indvandrere skal tale dansk og lære at skrive og tale dansk på en formiddag, de eneste der godt må tale det sprog de kan gøre sig forståelige på er efterhånden turister, fordi de måske ikke er her så så længe at man kan lære dem dansk.
At der i min familie også er tosprogede børn er åbenbart ikke af vigtighed for den politiske elite, bare de kan tale dansk i Danmark er alt i den fineste orden. Men med deres sprog følger selvfølgelig ikke bare et sprog mere, der følger en kulturopfattelse der knytter sig til sproget og det sprogområde det kommer fra.
Mange af mine venner har aner fra andre lande, både andre europæiske såvel katolsk som reformerte lande, men også forfulgte religioner eller forfølgende religioner. De kaldes nok kristne, men er så forskelligartede i deres opfattelse af mennesker at det kan være ligegyldigt, hvad de kaldes. Samtidig er der nogen af dem som har et stort ordforråd, mens andre har et der er meget lille. Men vi kan stadig være venner og tale sammen, det kræver bare at vi bruger vores fælles sprog. På den måde får vi kulturen ud af sproget, ikke ved at tvinge folk til at tale dansk.

Samfundet

At vi vil forlange at alle folk taler dansk er derfor som at forlange at alle mennesker går med ble eller går med slips. Uniformt er ikke et fremskridtstegn, tværtimod, alligevel har vi i Danmark masser af mennesker der vil bestemme hvordan alle andre skal være. Vi har et samfund som skal leve af at vi alle udtrykker os i samfundsmæssig sammenhæng, ikke at vi bliver forhindret i at udtrykke os. Alligevel stilles der krav til indvandrere om at de skal lære at tale dansk, men det fremgår ikke at mennesker der har svært ved at forstå andre sprog, har svært ved at læse, har psykiske problemer der kan gøre det vanskeligt at lære et nyt sprog  eller har problemer med ordblindhed skal have særbehandling, tværtimod er kravet om at tale dansk i et dansk samfund ultimativt.
Kan det virkelig være rigtigt at vi hellere vil af med gode borgere end at få dem, bare på grund af deres sproglige færdigheder? Det er da et fattigt samfund der ikke vil tage imod impulser udefra. Det holder jeg på gælder alle samfund også muslimske, men da jeg er dansker er det selvfølgelig min verden jeg tager udgangspunkt i, ikke Japan eller Ildlandet.

Erfaring

Vi har i årtusinder udvekslet erfaringer. Det euroasiatiske kontinent er forbundet med Afrika og dermed det største kontinent i Verden og samtidig det mest frodige og befolkningsrige. Vi har bekriget hinanden i årtusinder og lært af hinanden i lige så lang tid. Der findes bøger om den europæiske kulturs historie, der fortæller hvorfra vi har nogle af vore kulturelle rødder. Der er stort set ingen grund til at tro at islam eller hinduisme har ødelagt vores samfund. Tværtimod findes der et utal af beviser på at kristendommen har haft al for stor indflydelse på vores samfund og samfundssyn. Så erfaringen er måske ikke det bedste at satse på.  Tilsvarende kan man også spørge om kristendommen eller en fastslået kultur er vejen frem for et samfund eller om vi på linje med andre store kulturer (hvad Danmark angår kan vi jo diskutere det med at være store) skal gå vores kulturelle nederlag i møde, fordi vi tror at vi ikke kan fejle.
Selvfølgelig er det menneskeligt at fejle, men jeg har da lært at der er forskel på måden at fejle, og det er ikke særlig godt at være af fremmed herkomst når man fejler, mens man i stort omfang får syndsforladelse hvis man er fuldbyrdet medlem af samfundet (altså taler dansk og har hudfarve som en gris). Men erfaring er åbenbart totalt ligegyldig.

Historien

Vores historie i Danmark skyldes den europæiske historie. Den skyldes vidensudveksling med muslimer, som igen læste græske tænkere og oversatte til arabisk, hvorefter munke oversatte deres oversættelser til deres respektive sprog (i virkeligheden til latin). Som europæere fik vi en økonomisk og dermed en religiøs krise, der udmundede i de første korstog. En fredelig sameksistens med en anden religion blev ændret til en indædt krig mellem to religioner på grund af en by - der den dag i dag stadig er et stridspunkt. Paven fik dog afledt opmærksomheden fra sin egen fejlbarlighed, men i næsten 1000 år. Kan vi lære af historien, vil jeg så spørge. Selvfølgelig kan vi det. Er religionen mere vigtig end erfaringen? Nej vi skal være kulturelle mennesker, vi skal bruge sproget der hvor vi er, frem for at være opsat på at være en miniputnation, der ikke ønsker udvikling og input.

Ordene

Set med mine øjne er det de ord vi bruger der er de vigtigste, ikke om vi taler dansk. Der findes masser af mennesker i politik der anvender ord der har fået en hel anden betydning end de havde da jeg var barn.
Der findes Newspeak og politikere der taler sot. Vi lever i en verden hvor viden er reduceret til udenadslære, noget vi har kæmpet imod i adskillige hundrede år. Til gengæld har vi lært at politikerne har sat sig ind i vores politik, og at vi derfor er i gode hænder.
Ordene holder bare ikke i længden, de er bare ord og vi andre ofre for ordene.

Så hvorfor forhindre mennesker i at tale det sprog de mestrer og hvorfor forlange at alle skal tale dansk. Jeg er sikker på at alle der kan lære at tale dansk vil gøre et forsøg, men man sal ikke lidet nederg, når sproget bliver så vigtigt at mennesket bliver mindre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar