tirsdag, februar 26, 2013

Afvikling

Hvor skal jeg snart begynde, med SU, fællesforsørgerpligt, skattelettelser for virksomheder, nyttejob?

Formålet er at skabe flere arbejdspladser i Danmark, samt at få flere i arbejde. Hvor forrykt kan politikerne opføre sig?

Se det lige her, inden vi fik ny regering skulle vi blive længere på arbejdsmarkedet, fordi politikerne mente at der ville blive mangel på arbejdskraft, når de store årgange ville gå på pension, ja selv de partier der efter valget dannede regering hoppede med og kom med et forslag om 12 minutters længere arbejdstid. Altsammen med sigte på 2020, altså en fremtidssikring. Nå ja langt ude, men vel et argument der kal få vælgerne til at tro på amatør-fremtidsforskere.
Men nu er der gået selvsving i den. Der er intet arbejde, hvad gør en klog politiker så. Håber at man med pisk og økonomisk incitament kan bringe folk i arbejde.

Hvor er arbejdet?

Nå ja, det er der ikke, fordi de pisk og de økonimiske indskrænkninger der allerede er indført, ikke har virket. Resultatet: Vi strammer garotten med endnu en omgang! Vi sparer en masse penge, siger politikerne, fordi så skal folk nok begynde at arbejde, samtidig er det ikke nogen hemmelighed at politikerne modsat fagforeningerne vil hjælpe erhvervslivet til at mindske lønomkostningerne. Godtnok siges det ikke direkte at det er målet med at sænke de offentlige støttebeløb, her fejrer argumentet at alle skal i arbejde store triumfer trods en eklatant mangel på arbejde.

En af årsagerne er at den krise der er skabt af finansielle institutioner og investorer, ikke fordrer at dem der har skabt krisen skal tage ansvaret. Alene bankerne har fået støttebeløb, der kunne finansiere både en bro til Tyskland og en bro mellem Sjælland og Jylland, ja måske ville der endda være råd til at bygge bro til Grønland for de penge der er postet i inkompetjente fjolser, hvis årsløn er adskillige gange større en en arbejders livsløn.

Et rigt menneske spiser nok ikke mere end en person der arbejder hårdt, og hvor en arbejder køber både fødevarer og elektronik i dsicountbutikker, vil der måske stå dyre årgangswhiskyer og B&O teknik i de andres hjem. En almindelig arbejder må nok udføre sit arbejde selv eller blive straffet for at hyre sort arbejde, mens andre med høje indtægter gladeligt hyrer underbetalt arbejdskraft fra andre EU-lande og trækker det fra (ved konstruktioner med underentreprenører).

De fattige mennesker sparer fordi de er tudet ørerne fulde af en krise, der hovedsagelig skyldes investeringer i luft, aktier og ejendommes værdier blev ikke bare hold kunstigt i live de var på en himmelflugt, der får Ikaros til at minde om en solsort der falder ud af reden. Når de fleste danskere ikke køber noget og når alle de dårligt betalte udlændinge sender penge hjem til familien eller betaler for deres ophold med næsten hele lønnen, er der ingen produktion, ingen omsætning, og intet arbejde i landet.
Det må ligegyldigt hvordan man vender problemet være resultatet.

Hvor er pengene?

Vi hører i disse dage om rekordstore overskud efter skat, og selv med regerings nye "pakke" er der da også enkelte store firmaer der ikke får del i skattelettelserne, som angiveligt skulle skabe arbejdspladser på mindre virksomheder, samtidig med at håndværkere får tilskud (pakket ind som et tilskud til borgere, der skal have foretaget boligforbedringer). Man kan bare undre sig over hvor pengene skal komme fra.

Unge studerende skal ikke have SU til at gennemføre en uddannelse, de voksne arbejdsløse skal tvinges til at tage en uddannelse på SU-sammenlignelige vilkår, samtidig med at gensidig forsørgerpligt indføres for både gifte og samlevende par (det vil jo så ikke få den store betydning for studerende, da det samlede SU-beløb ikke kan overskride den minimumsindtægt der skal ligge til grund for tildeling af kontanthjælp - hvilket jo vil medføre at to unge mennesker der bor sammen, hvoraf den ene studerer og den anden er arbejdsløs, tilsammen skal leve af en indtægt der svarer til en enlig kontanthjælpsmodtagers indtægt!)

Alle arbejdsløse er i en værre situation, idet regeringen allerede har fastholdt at den arbejdsløshedsforsikring man tegner ikke er en forsikring men et midlertidigt bidrag udbetalt gennem to år - og ja jeg ved godt at nogle kommer i arbejde igen, lissåvel som nogle dør, bliver gravide, syge eller på anden vis forlader arbejdsmarkedet, men det er altså ikke at skabe arbejdspladser. Så for hver enkelt der forlader arbejdsmarkedet kommer der lige nu færre arbejdsløse ud på det "hellige" arbejdsmarked. Som jeg ser det skaber det ikke flere penge i samfundet, og derfor er det svært at se hvordan det skal skabe flere arbejdspladser i landet, så længe varer importeres billigt, så længe arbejdskraft underbetales og så længe man fra regeringens side skaber et a-hold med mio-lønninger, et b-hold bestående af  lønarbejdere og et c-hold af fattige på lav eller ingen offentlig støtte.

Hvor skal pengene komme fra?

Der er løsningen genial.
Arbejdsløse kommer i arbejde når de ikke har noget at leve af, eller unge (nu op til 30 år) gennemfører den ene uddannelse efter den anden, dog uden ret til SU efter 5. år. Jeps de arbejder billigt fra de er 16 år (børnearbejde er endnu ikke blevet tilladt igen i Danmark) til de fylder 18 og skal have overenskomstmæssig løn. Dermed kan man jo konstatere at en del af det arbejde der findes er billigt for arbejdsgiveren (campingpladser og supermarkeder mm). Virksomheder skal betale mindre i skat, hvilket får landets indbyggere til at købe for eksempel forbedringer af deres bolig, således at håndværksmestre ikke går fallit, samtidig med at det offentlige skal skære ned, enten på antallet af ansatte eller på forbedring af offentlige bygninger og andre anlæg. Altså enten flere arbejdsløse ansatte indenfor det offentlige og flere bygningsrenovationer - eller omvendt. Det skal nok skaffe flere penge, så vidt jeg kan se er det bare de forskellige kasser der bugner eller bliver tømt.

Det allermest geniale er selvfølgelig at man giver skattelettelser over én kam, både til dem der kan bruge dem og dem der ikke kan. Og med "bruge dem" er jeg selvfølgelig fokuseret på meningen: At skabe arbejde. At genialiteten er så stor at man for eksempel giver byggefirmaer (i virkeligheden dem der har penge til at hyre dem med tilskud) 2 år med tilskud, er et pletskud der nærmer sig et vildskud. Al den arbejdskraft der ifølge ministerierne og politikerne bliver brug for om fem år i byggevirksomheder kan ikke uddannes på 2 år, en lille tømrervirksomhed vil således ikke kunne overskue at tage en lærling hvis al tilskud kun gives de næste par år, havde regeringen fra begyndelsen sagt 4 eller 5 år, ville vi måske få lærepladser og uddannede unge håndværkere, men nej, en regering der næsten med sikkerhed ikke bliver genvalgt har ikke engang mod til at indføre tilskud til bygge og anlægsopgaver i en 5 eller 6 årig periode. Tamt ikke?

Så de penge der skal komme skal komme fra de samme mennesker der skal tjene dem, godt nok tales der om at internationale virksomheder skal lokkes til Danmark med lavere virksomhedsskat, samtidig med at regeringen totalt afviser en skat på finansielle transaktioner mellem landegrænser, altså heller ikke fra internationale virksomheder kommer pengene, nej pengene skabes af de samme mennesker som bruger dem, det værste af det hele er at mange af dem med de miserable oplevelser de har, drømmer sig udenlands og på den måde lægger store dele af deres penge i andre lande. Et genialt koncept, som nok skal redde de sidste banker og aktionærerne, samt husejere.

Studerende

SU er også en genial opfindelse, nu har regeringen bare fundet ud af at der kan spares på det område, så vi kan få mennesker hurtigere igennem uddannelsessystemet til arbejde der ikke kommer nær så hurtigt som mennsker skal blive færdige med at uddanne sig til det. Du kan måske nok læse matematik og blive uddannet arkitekt. Fedt nok ikke, så mangler der bare et arbejde. Men det kommer med regeringens plan, det der undrer mig er at man ikke bare skaber arbejdet først og så går i gang med at gøre uddannelsen hurtigere. Det der også undrer mig er at jo hurtigere folk gennemfører en uddannelse jo mindre er de i stand til, fordi fordybelse og alsidighed i uddannelsen bliver skåret væk af økonomiske årsager.

SU til lærlinge ville ifølge regeringens masterplan, sammen med tilskud til bygningsrenovation og byggearbejde, skaffe flere lærlinge. Men som nævnt har regeringen glemt at lave en aftale der tager højde for hvor lang tid det tager at uddanne en lærling og en svend. Frem for at to år med usikkerhed om tilskuddet forlænges, kunne man derfor have lavet en SU-reform, der støttede eleverne frem for arbejdsgiverne, men nej, fattigdom skaber arbejde, sådan er regeringens (også den tidliger regrings) mantra.

For mig at se kunne man skabe arbejde til en masse mennesker, som skulle følge de studerende i deres bestræbelser i at blive veluddannede, sparre dem og samtidig have arbejde som konsulenter. Men nej, i stedet fyrer vi løs indenfor det offentlige og skaber en kunstig drøm om mere arbejde gennem flere fradrag til virksomheder.

Endelig vil jeg ganske kort nævne at staten skulle afskaffe "statsgaranterede studielån" og i stedet indføre statslån til en udlånsrente, der svarer til Nationalbankens, eller endnu bedre et afdragsfrit lån i Nationalbanken, som først skal betales tilbages når man har fået arbejde. Statsgaranterede studielån betød for mig at jeg lånte 65.000 og fik en gæld på mere end 250.000, som blev hovedstol, da staten indfriede gælden. Da jeg efter 20 år fik gældssanering havde staten modtaget ca 65.000 kr fra mig i afdrag, når jeg tjente penge, og måtte altså lægge omkring 200.000 for beslutningen om at lade banker tjene penge på de studerende.

Det letteste ville være at staten forøgede SU og SU-perioden, og til gengæld øgede skattebyrden og indførte en tilbagebetalingsordning, hvis man forlod landet. Hvis det er så vigtigt at arbejde vil folk der kan tjene høje lønninger jo være nødt til at vurdere om de vil have en høj løn i et skattely eller arbejde i det land der har uddannet dem.

Husejere

Med regeringens  udspil kan folk med en indtægt og ejendom (oftest bankers) nu få tilskud til at ansætte håndværkere til ombygning (tror det kaldes forbedring) af deres (bankens) ejendom. Eftersom andre dele af "pakken" mindsker omsætningen i samfundet (og dermed masser af menneskers indtægter) er det selvfølgelig en fed ide at lægge ansvaret over på "husejere" der end ikke ejer deres egne huse, at købe forbedringer. Set i lyset af at der findes en masse presserende opgaver hos kommuner og andre offentlige institutioner ville det måske være langt bedre at sætte gang i den form for "bygningsrenovering" end at satse på at arbejde skaber et økonomisk opsving på baggrund af et jobmæssigt opsving. Hvad kom først hønen eller ægget? Ja for mig ville hverken høne eller æg eksistere hvis Gud var politiker!

Bliver husejere så rigere? Nej så vidt jeg kan se bliver de muligvis mindre fattige, banker og finansielle investorer får muligvis et par år fri uden at skulle gå rabundus, men husejere har jo intet ud af at skulle betale for noget de kun kan eje i kraft af at de kan betale for at eje det, eller er det mig der tager helt fejl. De store boliginvestorer er endnu ikke sorteret fra, mange af dem har været medvirkende til bankkrak og småspareres fallit. Her findes kun en hel masse bankpakker, der redder bankerne og dermed også nogle af de mest uansvarlige investorer i bolig.

Måske regeringen skulle fokusere mere på at redde "husejere" end investorer. Her tænker jeg ikke på tilskud til bygningsforbedringer, men simpelthen at følge boligpriserne og sikre at husejere der skal flytte og sælge i forbindelse med evt. arbejde bliver skadesløse på statens regning. I hvert fald indtil der findes andre muligheder for at regulere boligmarkedet.

Nyttejob

Det sjoveste arbejde er det man godt kan lide, det bedste arbejde er det man glæder sig til at møde på. Derefter kommer (i tilfældig rækkefølge): En arbejdsplads man kan udrette noget på, et arbejde, der ikke består i at man begår fejl og en arbejdsplads man kan leve af, en arbejdsplads der giver mulighed for at have familie og børn. Med det nye forslag for ledige, der ikke kan finde arbejde, findes arbejdspladser ikke længere, medmindre man kan lide at blive trådt på og synes det er helt fair at ens kæreste og eventuelle børn skal trampes på, fordi man er arbejdsløs.

"Nyttejob", skulle efter sigende være en positiv omtale af slaveri. Slaver var sådan set sikret en anstændig tilværelse, simpelthen fordi de udgjorde en værdi (Et af de steder hvor anstændigheden ikke fandtes i alle kredse var på det seksuelle område). Slaver fik noget at spise, stiftede familie og blev sågar i enkelte tilfælde benådet, eller hvad det hed. Slaver blev flyttet rundt som en finansiel spekulation, slavers børn skulle være en økonomisk gevinst.

Nyttejob er ikke bare slaveri. Det er faktisk at tage arbejde fra andre. En gadefejer, en hækklipper hos pensionister, en person der maler kommunale bænke eller en der tømmer kommunale lokummer tager arbejde fra en der kunne leve af det. Jeg er ganske klar over at politikere mener at de nævnte eksempler er "lortejobs" som de ikke kan forestille sig at nogle ville arbejde med. Pudsigt nok må politikerne være spærret inde i et torneroseslot. Masser af mennesker vil tage deltidsarbejde indenfor disse og mange andre arbejdsområder. Man kan sammenligne det med at nogle vil være ølkusk, selv om der ikke længere er gratis øl, at nogle uddanner sig til bibliotekar selv om der ikke findes så mange bøger på bibliotekerne, at nogle dyrker deres have, selv om der kommer dræbersnegle når det hele ser bedst ud.

Den form for kontakt til arbejdsmarkedet som "Nyttejob" skulle give, er ikke kontakt, det er en "dummebøde" som man enten kan reagere på ved at betale den (forstået sådan at man ikke får andet ud af det end flere dummebøder og disrespekt) eller ved at nægte den, hvilket kan betyde en ulige kamp med det offentlige, der som bekendt har flere rettigheder end politiet, når vi taler privatliv!

At blive anvist arbejde på kontanthjælp er altså at være med til at nedlægge en potentiel arbejdsplads. Hvis regeringen og den kommende regering vil noget, så skal de gå med til ansættelsesforhold i forbindelse med a-kasser og fagforeninger, tvinge ansatte til at vælge fagforening (og dermed a-kasse), alternativt at lave en ansættelse af medarbejderen.

Fælles forsørgerpligt

Igen et punkt der ikke bevisligt bringer mennesker i arbejder, men tværtimod skaber usikkerhed for mennesker der netop er afhængige af den sikkerhed som kærlighed, fællesskab og måske børns afhængighed af tryghed. Et bud på hvordan uheldige mennesker kan miste den sidste værdighed, ikke bare overfor sig selv, men også overfor samlever og barn. Ingen tvivl om at der her vil være årsag til flere selvmordsforsøg, som vil påvirke, samlever, børn og for eksempel lokoførere eller andre der uforvarende skal sørge for at døden er effektiv!

Hvis alle arbejdsløse boede sammen med ministre ville skaden ikke være særlig stor ved at indføre fælles forsørgelsespligt, men det er altså oftest sådan at mennesker med samme økonomiske og sociale vilkår finder sammen. Følgen er at folk med en god social baggrund gennem forældre eller ansættelse (nå nej ikke nødvendigvis muslimer), for i Danmark er det stadig sådan at lige børn leger bedst - gymnasielærere er ofte gift med gymnasielærere og folk på kontanthjælp er ofte gift med folk på kontanthjælp. At to gymnasielærere kan klare sig fornuftigt hvad økonomien angår er evident, selvfølgelig kan der forekomme nogle der er ludomaner, har en sygdom der koster mange penge eller lignende. At to personer på kontanthjælp kan komme i samme situation er ligeså evident, forskellen er blot den hjælp man kan få og den man kan købe.

Hvis en gymnasielærer skulle komme i den vanskelige situation at der var en form for problemer i livet vil fagforening, kolleger eller andre blande sig for at situationen ikke skal forværres, modsat med den arbejdsløse enlige, hvis kæreste skal bo for sig selv og hvor ingen vil blande sig og blot afventer at den familiære katastrofe skal blive til virkelighed. Et menneske sparet rent økonomisk , en kæreste og et eller flere børn, der rent økonomisk vil være en belastning for samfundet i adskillige år, både økonomisk og psykologisk.

Skulle vi ikke bruge vores kræfter på at redde mennesker fremfor at gøre dem ansvarlige for noget de aldrig har gjort. Giv børn som er opvokset i dårlige kår en chance for at bidrage til samfundet med erfaring, frem for at videreføre forbrydelse, incest eller vold!

Nå ja, hvor skal pengene komme fra?

Pengene er der åbenbart. Staten har et overskud på BNP (hører godt nok det er et underskud) men det er et fornuftigt regnskab - hvis man er økonom. Danmark har en større opsparing de seneste år end nogle andre europiske lande (har endda hørt at den er den højeste opsparing i verden, fordi BRIC-landene bruger penge på produktion). Danskerne er det land i Europa der kan stille flest arbejdspladser til rådighed, samtidig med at den nordiske arbejdsmarkedsmodel bliver rost i alle i-lande (flexicurity).  Danmark stiller sig udenfor en skat på finansielle transaktioner, ikke fordi regeringen vil følge EU på netop det område (vistnok det eneste hvor Danmark ikke følger EU), nej fordi vi engang har sagt at alle skal være med, eller ingen - her gælder det hele verden, altså. Regeringen har dog vist at den på næsten alle andre områder har været i stand til at ændre holdning i forhold til valgudtalelser, ja sågar i forhold til udtalelser i forbindelse med regeringsgrundlaget:

Firmaerne i Danmark kan deles op i dem der tjener penge og dem der forsøger. Lovgivningen har "fritaget" de mest indtjenende internationale firmaer for at få skattelettelser. De kunne ellers betale mia af kroner til Danmark, frem for at flytte rundt på pengene indtil de er væk. Mellemstore firmaer med salg i udlandet er faktisk i mange tilfælde i klemme, fordi de ikke kan skabe flere arbejdspladser (for eksempel gartnerier), ja selv små firmaer er i klemme fordi det tager mere end 2 år at uddanne lærlinge, og to år er ikke nok til at antage en lærling.

Altså kommer pengene udelukkende fra at pisse i bukserne og overlade alle ulykkerne til den regering der sandsynligvis kommer til ved næste valg!

Set med mine øjne er vi altså ikke ved at opbygge et samfund i Danmark efter en økonomisk krise som størstedelen af befolkningen kun indirekte er skyld i. Nej, vi er i gang med en afvikling af landet, en afvikling der fører os lukt i hænderne på en Europæisk økonomisk og finansiel union, som stort set har bevist at den ikke kan fungere som union, kun som interesseorganisation!

Svar

Det her er altså ikke udvikling. Det kan kun betragtes som grundlovsstridig afvikling. Desværre med en msse magelige mennesker der tror at når de kan beholde deres hus og deres arbejde er hele verden reddet.

mandag, februar 25, 2013

Fremtiden et forslag

At skaffe arbejdspladser ved at beskæftige folk på understøttelse, ved at give overskud til internationale virksomheder og ved at sænke skatterne er ,ligegyldigt hvilken siddende regering, en løsning på en såkaldt krise, der som det ses har resulteret i historisk store overskud i de store danske virksomheder, der har kvitteret med at fyre et historisk stort antal ansatte.

Krisen

Vi er altså ansat i en krise, hvor man fyrer folk, får overskud og truer med at flytte ud af landet, hvis ikke overskuddet får lov at blive større, nå ja man flytter jo alligevel, som LEGO.

Imens får danskerne at vide at de skal tage arbejde, og gerne til en løn der er under den som "den danske model" også kaldet "flexicurity" har forhandlet sig frem til gennem mere end 100 år i krise- og opgangstider.

Hardy hansen sagde "Vi har sejret ad helvede til - godt" da han gik af som LO-formand for efterhånden mange år siden. Nu har vi fået en socialdemokratisk ledet regering. Det eneste jeg kan se er det mørke der følger efter at have sejret og ikke længere har et mål.

Vi har fået en krise, som mange socialdemter og fagforeningsmedlemmer har været medvirkende til i håbet om at opnå rigdom. En krise som de selv har været medvirkende til, dog kunne og kan arbejderklassen ikke skabe en krise, de har vi spekulanter til. Kyniske investorer i værdipapirer og bankdirektører der dels skal støtte venner og dels skabe omsætning.
Krisen fik vi, den bliver dagligt påduttet os, samtidig med at vi kan se store internationalt funderede danske aktieselskaber trække rekordoverskud ud af skattelettelser og fyringer af medarbejdere.

Lad mig komme med et forslag som jeg ikke aner er godt, men det kan ikke være værre for den gældsplagede og arbejdsløse befolkning i Danmark.

Et par forslag som vedrører økonomien

Det er så enkelt for mig at foreslå at alle virksomheder skal betale for overførsel af penge til andre lande, mest fordi en stor del af de virksomheder der flytter penge fra et land til et andet flytter fra sig selv til sig selv. Altså pålæg overførsler fra et land til et andet en afgift eller en skat.
Som følge af det vil jeg jeg foreslå at små firmaer, der ikke arbejder sammen med sig selv eller andre i udlandet, ikke skal belastes af udgifter på pengeoverførsler. Jaja, jeg ved godt at der er muligheder i at købe billigt ind i udlandet, men så må det være sådan. At hoppe ind i transporteren og køre til et naboland for at spare penge er jo ikke nyt, og hvis vi får en stigende omsætning i Danmark kan det jo på sigt betyde at vi får en bedre økonomi.

Pålæg virksomheder der påtænker at flytte arbejdspladser ud af landet eller at mekanisere produktionen en afgift så deres besparelser eller økonomiske gevinst skal finansieres af virksomhederne, ikke af arbejdsløse, der faktisk betaler forsikring imod arbejdsløshed. Skatten eller afgiften kan jo, alt andet lige, gradueres efter overskuddet. Der er fradrag nok for virksomheder, der i forvejen betaler mindre i skat end almindelige medarbejdere.

Læg låg på lønningerne, således at man ikke kan have en årsindtægt der overstiger en procentsats af befolkningens gennemsnitsløn. Altså ikke en direktørløn der årsmæssigt svarer til en livsløn for en arbejder. Skulle vedkommende direktør vælge at flytte til udlandet vil det ikke give Danmark et økonomisk problem - og der vil sandsynligvis være ledere nok med samme kompetence som vil leve på en lavere løn!

Sørg for at ansatte i alle brancher har en indkomst der gør dem til gode forbrugere, støt evt det lokale erhvervsliv, men sørg også for at omsætning er vigtigere end profit. Reglerne på aktie-området er måske en vej til større retfærdighed, men alle investeringer burde beskattes af gevinsten, ikke af hvornår gevinsten inkasseres, heller ikke hvordan. Sørg også for at skatten på spil bliver synlig, altså hvis der er onsdagslotto (tror jeg det hedder) skal alle vide at det udbetalte beløb er efter skat. Samtidig skal det oplyses hvor stor en del af det spillede beløb der går til udbetaling og hvor stor en del der går til for eksempel elite-sportsfolk (fodbold og andre doping-relaterede sportsgrene) og hvor mange penge der gives til det man kalder breddeidræt, altså de lokale sportsklubber og det man kan kalde deres primære sigte (Hvor meget til vandski, kuglesdtødere, brydere og synkronsvømning etc).

Det leder mig så frem til at den bedste skatteløsning. Glem fradrag og tilskud, lad skatten følge indtægten og sørg for at de laveste indkomster har en indtægt de kan leve af. Det første vi må huske på er at vi ikke får arbejde når der intet er. Efterfølgende kan man sige sig selv at indtægter der er erhvevet ved spekulation bør beskattes, især fordi det ikke er i et samfunds interese at indtægter skabes af ingenting. Altså højere skat på investering og produktion (herunder mekanisering), mindre skat på arbejde.

Endelig er det vigtigt at vi ikke falder på halen over trusler om at virksomheder flytter til udlandet, det gør de alligevel. Om det er små nøk eller en hel flytning er underordnet, så ville det være bedre at lade dem rykke ud af landet med det samme, der vil altid stå nogle klar til at overtage et marked og en arbejdskraft på de vilkår der nu engang findes i vores land, også, eller måske især, hvis vi står uden for EU.

Sidste og endelige forslag går på at forbrugerne kommer til at betale deres eget forbrug. Fodboldklubber får ikke noget forærende, men skal selv betale deres sikkerhedsvagter og politiopbud. Syge mennesker skal selv betale deres forbrug af medicin og hundeejere skal betale for at have kæledyr. Til gengæld skal fattige mennesker have rigelige økonomiske vilkår (hermed menes ikke fradragsmuligheder eller tilskud - kun rimelige økonomiske vilkår), samtidig skal forretningsoverskud og investeringer beskattes progressivt.

Der er fremsat idiotiske tanker om at sænke omkostningerne for virksomheder (for eksempel hotel- og restaurationsbranchen skal have lettelser), men ligegyldigt hvad man gør for at bedre økonomien så får man ikke nogen omsætning, så længe der ikke findes nogen, der vil bruge penge. At disse lettelser skal betales af de laveste indkomstgrupper er ikke nyt, allerede Peder Syv kunne henvise til et folkeligt ordsprog "Mange bække små gør en stor å", nu er problemet bare at store åer dengang skulle bruges til vandmøller og de mange små bække til at gøre landet frodigt. At afskaffe bækkene for at have store åer er altså i nutidens Danmark totalt fejlslagen. Vi kommer til at mangle de mange bække små!

Økonomisk opsummering

Afskaf tilskud, fradrag og alle mulige støtteordninger. Lad penge være penge, økonomi skal være økonomi og rige skal være rige (men betale for det). Fattige skal sikres en økonomi der kan gøre dem til gode borgere (og forbrugere) og til en arbejdskraftreserve. Endelig skal Danmark være et trygt land at leve i, ikke en del af en international finansverden.

Det menneskelige aspekt

Det  aspekt der vedrører det dårligt stillede menneske er faktisk langt mere et problem. Det vigtigste er at fattige og arbejdsløse mennesker bliver til "problemer", ikke bare fysiske eller psykiske problemer, nej økonomiske problemer!. Hvis ikke problemet har eksisteret vil det opstå som en belastning for samfundet. Den eneste løsning et samfund uden velfærd har vil være at lade problemet forsvinde, parallelt med "der Endlösung" under anden verdenskrig - opfind en "kunstig" fjende og fjern den! Jøder, kommunister, muslimer og arbejdsløse samt mange andre er gennem tiderne blevet opfattet som trusler mod staten, men skal vi ikke huske at vi har importeret "forbrydere", religiøse fritænkere, hollandske bønder og kartoffeltyskere m.fl. til vores land for at få sat skub i produktionen, ikke for at konkurrere om lønningerne, men simpåelthen for at få en produktion i gang - tjek lige historien, det var ikke indvandrere der fik gang i produktionen, det var produktionen der gik i gang, fordi der kom nytænkning til landet! Nytænkning.

Det udsatte menneske

Kan vi ikke få en verden til at fungere på principper der ikke er bundet af økonomi? Jeg har nogle forslag der bunder i en social opsparing, som ikke bruges til investorer, banker store internationale firmaer.

Det arbejdsløse menneske

Lad os starte med det menneske der er let at have med at gøre. Jeg vil gerne indføre "Borgerlønnen" her. Når der ikke er arbejdsløshed kan ingen borger leve af borgerløn, men når der er mangel på penge i samfundet kan den borger der måske gennem 20 år har indbetalt over 40% af sin indtægt i skat (samt 25% i moms) leve af statens opsparing og stå til rådighed for arbejdsmarkedet.  Det menneske er jo i bund og grund et menneske der har sikret samfundet økonomisk, og som  pludselig ikke længere kan leve i en vedrden der forlanger betaling - altid!

Det arbejdsløse menneske burde i stedet leve et liv, med beskyttelse. Et liv hvor andre mennesker er en del af en verden. Det mystiske er at skiftende regeringer vil have arbejdsløse til at føle sig som skurke, svindlere eller problemer for samfundet. Hvordan kan det overhovedet forsvares? Folk der arbejder med hænderne eller underviser børn har et enormt ansvar!! Også når terasser bryder sammen på grund af byggesjusk eller når universitetsuddannede bliver politikere og ikke aner hvad det samfund de styrer går ud på! Ansvar er ansvar, ikke undskyldning for at være dårlig uddannet!

Mennesket

Jeg er sådan set ophørt med at lytte til politikere. Ingen politikere lytter til mig! Det er heller ikke fordi jeg synes at alle skal lytte til mig, men jeg har en teori om at empiri er vejen frem! Erfaring er bedre end end at lytte til politikere. erfaring er at opleve selv, erfaring er empiri, ikke at have sindssyge politikere der kender verden via Vejlegården eller lignende. Kom nu igang.

Den fremtid jeg ønsker har noget med mennesker at gøre. Lad mennesket (han eller hun) gøre det man er god til, ikke noget med at en ung mand med dårlig ryg skal skovle sne og dø af arbejdsskader, ikke noget med at sukkersyge skal dø tidligt fordi det er en fordel for staten, ikke noget med at kommune, region og stat fjerner ledige fordi de er uheldige når deres CV er blevet bragt til verden af sammes jobcenter-aktivering.

Det er jo det arbejdsløse menneske der er vigtigt, ikke arbejdsløsheden.

Arbejdsløsheden

Jeg har selv levet et halvt liv uden arbejde, ikke fordi arbejdet ikke var der, simpelthen fordi arbejdsløsheden blev fastholdt af en regerining. Jeg tog faktisk en uddannelse som jeg blev rådet til, det viste sig bare at det var et forkert råd jeg fik af politikerne. Gode råd fra politikere er med min erfaring rådne. .

Der kan skrives en million ord om penge og et ord ord om hvordan de kan kan deles. Jeg vælger at dele det ord der kan deles.

Borgerløn.

Alle kan få borgerløn, fra den syge til den medarbejder der tjener millioner til et medicinalfirma . Men borgerløn kan sikre et rimeligt liv, samtidig med at livet på boregerløn sikrer en mulighed for at komme videre i livet, fremfor at blive tabt. Jeg håber at vi alle vil kæmpe for et respektabelt liv uden psykiske og økonomiske problemer. Jeg er for eksempel ikke den eneste der skylder 20 gange min kontanthjælp væk. Skal jeg så bare låne penge, som jeg ikke kan låne fordi jeg står i RKI?
Få alle os boregere ud af den tåbelige regel der betyder at alle skal skylde, bortset fra dem der har nok.

onsdag, februar 20, 2013

Hvem betaler?





Uddannelse da jeg var ung

Allerførst kan vi jo starte med at se på uddannelse som en ressource.
Da jeg i sin tid valgte uddannelse var det udfra hvad jeg var dygtig til og hvor jeg ville bruge mit talent, jeg ville være bibliotekar. Men der krævedes en gennemsnitskarakter, der var næsten lisså høj som for at blive jordemoder, og jeg manglede lidt for at kunne blive optaget, til gengæld kunne jeg komme ind på kvote 2, hvis jeg blot havde en form for erhvervserfaring.

Som den "gode" venstreorienterede jeg var, anså jeg det for ideelt at sætte mig ind i et praktisk, håndens arbejde, og jeg fik mulighed i mit afgangsår fra gymnasiet at påbegynde en Erhvervsfaglig Grunduddannelse (EFG) i Aalborg. Godt nok temmelig langt fra min opvækstby, Ansager, men jeg havde mod på at komme i gang.

Med dags varsel flyttede jeg til Aalborg og søgte om SU (mens jeg gik på gymnasiet kunne jeg ikke modtage SU. da jeg var hjemmeboende) - og fik bevilget det laveste beløb, da min mors indtægt var for høj (hun var godtnok blevet gift med min stedfader, som også havde arbejde, så deres indtægter var tilsammen for høje til at jeg kunne få mere end grundbeløbet på SU. Nå ja men så kunne jeg tage studielån for resten, noget med omkring 14.000 på årsbasis (fordelt på 10 måneder). Lånene var netop blevet ændret fra at være statslån til en fast rente på 2% til at blive statsgaranterede banklån til en rente der fulgte bankernes udlånsrente, det vil sige at jeg det første år lånte til en rente på ca. 14 procent, som i løbet af årene steg med de dårlige samfundskonjunkturer til noget nær 30% inden jeg afsluttede min senere uddannelse som bilbliotekar - på normeret tid.

Jeg fik nemlig ikke nogen praktikplads, fordi jeg var fyldt 18 år da jeg søgte, og ingen arbejdsgiver ville betale løn for ufaglært arbejdskraft, når samme kunne få en langt billigere lærling. Det var ellers en aftale mellem arbejdsgiver og fagforening, nedfældet i overenskomsten!
Så jeg søgte ind på biblioteksskolen igen, og kom ind på kvote 2 fordi jeg havde haft et års arbejdsmarkedsophold på en uddannelse (andre af mine studiekolleger var kommet ind efter at have haft et års praktisk lønarbejde, som for eksempel som postbud). Så blibliotekar blev jeg.

Grunden til at jeg gerne ville være bibliotekar var at der ifølge prognoserne ville blive større efterspørgsel efter bibliotekarer indenfor de næste 10-15 år, mens andre humanistiske uddannelser (historie var faktisk et andet fag jeg gerne ville studere) ikke ifølge spåmænd på arbejdsdmarkedsområdet havde nogen fremtid - det var nærmest at uddanne sig til arbejdsløshed, fik jeg at vide af studievejlederen på gymnasiet.

Altså blev det bibliotekar.

Målet med at tage en uddannelse

Der var for mig ingen tvivl om at jeg var en dygtig bibliotekar, det tror jeg egentlig heller ikke der var for mine arbejdsgivere. Jeg rejste efter endt værnepligt (som lige satte mig to år tilbage i forhold til nyuddannede) landet rundt og fik vikariater i alle egne af Jylland samt nogle stykker på Sjælland. Jeg blev fagligt aktiv i mit fagforbund og sammen med andre ledige bibliotekarer, da der var stop for kommunal ansættelse. Dengang hed det godtnok ansættelsesstop, men det svarer meget godt til de påtvungne besparelser i dag indenfor det offentlige.

Jeg flyttede altså på dimittendsats Danmark rundt for at tage vikariater af kortere eller længere varighed, uden at få noget arbejde. Det tætteste jeg kom på et arbejde var en forlængelse af et vikariat, som ikke blev gennemført for KL og Bibliotekarforbundet havde en aftale om at ansættelser udover 1 år skulle konverteres til fastansættelser. Hvor fedt var det lige, da der var ansættelsesstop samtidig. Skulle vi satse på at vores kolleger døde, så der blev et ledigt job? Skulle vi sikre os at kvindelige kolleger blev gravide så vi kunne få et barselsvikariat, eller hvad skulle vi gøre?

Så der stod jeg med en pokkers god uddannelse, taget på normeret tid, en uddannelse jeg endda var stolt af og et fag jeg ville bruge til at gøre verden et bedre sted. At dele viden var noget jeg var god til, og jeg vidste det, mine venner og mine forældre samt søskende var klar over at jeg havde fundet den rette hylde, bare ikke noget arbejde.

Atså blev jeg omrejsende vikar, boede et halvt år det ene sted, et år det andet. Nogle gange i en lejet campinghytte, andre gange i et kælderværelse med egen indgang, af og til med transporttid på mere end to timer til arbejde, andre gange kunne jeg gå på ti minutter til min midlertidige arbejdsplads.

Jeg arbejdede, jeg havde ingen familie eller nære venner omkring mig, fordi jeg hele tiden flyttede efter det næste vikariat. Men for mig var det stadig mit fag, mit "kald".

Undervejs

I slut 80'erne havde jeg opgivet at få fast arbejde, bosatte mig i Kolding, hvor jeg sidst havde haft et vikariat. Jeg blev aktiveret med jobsøgningskurser og mine kontakter på biblioteket hjalp mig til en aktivering ved kommunens tekniske forvaltning, igen et arbejde, der måske kunne give mig job. Nej, det skete ikke, mine tanker og ideer om et elektronisk forvaltningsbibliotek blev end ikke vurderet af kommunalbestyrelsen og jeg blev ledig igen, men mødte så en pige som jeg følte jeg var på bølgelængde med, og vi blev forældre til Maria Elisabeth i maj 1990, desværre samtidig med at kommunen var træt af moderen som socialklient, altså fik hun en pose penge med til Hitshals kommune og Nordsø Højskolen.Jeg flyttede ikke med, da muligheden for arbejdsløshed på det tidspunkt var den største i hele landet! Så blev jeg kasseret af moderen!

Heldigvis kom jeg på højskole, som et led i min aktivering, og de følgende år havde jeg mulighed for at lave lokalradio (det var ikke helt tilladt dengang at lave noget på dagpenge - medmindre blev anvist). På det lokale bibliotek ville min eneste kollega ikke have mig i aktivering, indtil der blev brug for en ekstra medarbejder til at registrere bøger elektronisk. Et år fik jeg på den måde. Men så var der heller ikke meget mere arbejde overhovedet på Samsø, så jeg flyttede til Jylland og endte på kontanthjælp.

Min gamle "chef" fra radioen kunne bruge hjælp til at køre en nyoprettet TV-station og jeg sagde straks ja. Et halvt år på aktiveringshjælp. efterfulgt af en (som minimum) tilsvarende periode på løn.

Pengene var ikke store på TV-stationen og nogle uger nøjedes vi med at holde radioen i gang mens vi forsøgte at producere TV-udsendelser. Jeg var i alt ansat 5 gange i perioden mellem 1999 og 2011, meget af den overskydende tid var jeg knyttet til samme arbejdsplads som frivillig.

Hvad jeg iøvrigt har bedrevet af aktiviteter fremgår af mit CV.

De seneste år og i mellemtiden

Utallige perioder mellem vikariater, utallige ændringer i lovgivningen for arbejdsløse dagpengemodtagere medførte at jeg af både fagforening, a-kasse og arbejdsformidlingen, som senere skiftede navn til jobcenter og i øvrigt knyttede mig til den statsligt behandlede ledighed på grund af min dagpengeret siden midten af 80'erne har deltaget i mere end 20 jobsøgningskurser. I de senere år har jeg været iindkaldt til møder hos såkaldte 2. aktører, hvis primære opgave var at skaffe arbejde for medarbejderne ved kun at tilbyde kurser der var udbudt af dem selv. Jeg har været i kommunal aktivering, en aktivering der primært bestod i at møde til tiden, at gå til tiden, samt derudover at foretage sig noget, hvis der var noget at foretage sig. Ikke bare en arbejdsdag eller en uge for at finde ud af om man kan finde ud at stå op og møde på et arbejde klokken 07 og gå hjem kl 15, Nej adskillige uger hvor man kunne lave kaffe, vaske op, deltage i fantasifulde møder eller blive sendt ud for at rense kommunale lokummer eller male de kommunale bord-bænkesæt, om vinteren. Desuden var der et af de steder jeg var aktiveret 1 pc af ældre model, som vi skulle skiftes til at bruge til at søge arbejde på. For 4 år siden var jeg så i den situation at jeg ikke længere var berettiget til dagpenge og derfor skulle have kontanthjælp. Så begyndte det hele forfra.

Kontanthjælp

Efter at jeg havde fået et midlertidigt arbejde, dog kun et par måneder var min ret til genoptjeneing af dagpenge udløbet. Delvis fordi jeg var blevet aktiveret på fuld tid ved kommunen, men altså uden ret til genoptjening af dagpenge, et lidt underligt koncept som politikerne i folketinget opfandt for at spare penge.  Jeg kom på kontanthjælp og fik herefter ½ år til at finde et arbejde, inden indsatsen skulle målrettes mig. Det vil sige jeg behøvede ikke at være aktiveret hele tiden, blæot jeg mødte til samtaler med min personlige vejleder på jobcenteret, jeg behøvede ikke længere at møde til 3-månedlige samtaler i min a-kasse, idet jeg jo ikke længere var berettiget til dagpenge. Der gik 6 måneder med at tale med venner og familie, jeg lærte også at bruge facebook, ligemeget hjalp det, der var ikke noget arbejde til mig.

Da de 6 måneders relative fred var overstået skulle jeg så igen aktiveres, men ikke nok med det, jeg havde en pensionsopsparing på omkring 170.000, som jeg skulle bruge før jeg var berettiget til kontanthjælp. Man kunne så forestille sig at jeg havde fred til at søge arbejde og opsøge konsulenter der kunne hjælpe mig med at finde et arbejde, men nej da. Jeg skulle arbejde gratis for mine egne penge, samtidig med at skattemor tog 60% af opsparingen.
Så droppede jeg ud af systemet og blev teknisk hjemløs, da ingen frameldte mig min folketingsadresse, men da der blev slukket for strøm og vand havde jeg ikke et sted at bo. Det blev familien der måtte tage sig af mig, samt banken, hvor jeg hævede over 30.000 før dankortet blev spærret.

At krybe til korset

Det var hvad der til sidst skete. Jeg måtte efter 1 år ansøge om igen at modtage kontanthjælp, jeg fik det også bevilget med henvisning til at jeg først skulle bruge min pensionsopsparing - og betale 60% for at hæve i utide, hvilket jeg havde svært ved at forstå. Hvordan kan utide være tvunget? Nå jeg hævde og betalte familie og venner de penge jeg havde lånt, enkelte småregninger blev også betalt, og banken tog sit tilgodehavende. Det var så den pensionsopsparing der var væk. Krav fra elselskab, telefonselskab, vandværk og enkelte abonnementer var i mellemtiden gået til inkasso og udgjorde svimlende beløb (mere end det jeg kunne modtage i kontanthjælp før skat - fra hver enkelt selskab).

Derefter skulle jeg jo i sagens natur deltage i et jobsøgningsforløb, mens jeg også skulle bruge tid på at finde et sted at bo og lave aftaler med inkassatorerne. Jeg havde også mødt en sød pige som jeg gerne ville være sammen med, men da jeg havde søgt kontanthjælp i Silkeborg og hun boede i Odense var det svært at få tid og penge til at ses. Jagten på arbejde var dog også besværlig i oktober 2011, men jeg fik at vide at jeg på kontanthjælp skulle søge arbejde i hele landet (tidligere havde jeg også søgt i for eksempel Norge og Grønland), og at jeg gerne måtte intensivere jobjagten og koncentrere mig om Odense.

Efter 4 ugers jobsøgning skiftede jeg taktik og fokuserede udelukkende på aktivering (gratis arbejdskraft), da jeg ellers skulle i kommunal aktivering. Og det lykkedes at finde en arbejdsplads i Odense, så at sige på falderebet, det var på et værtshus. Her gik det fint og jeg fik endda forlænget aktivering med 4 uger mere og flyttede til Odense. Så blandede Odenses jobcenter sig, spurgte min "arbejdsgiver" om han kunne garantere arbejde elelr blot en periode med løntilskud. Det kunne han ikke, og så var det slut med det job.

Resultatet. Ny kommune, nyt jobsøgningsforløb med samme resultat: jobjagt uden resultat og en sen beslutning om en jobaktivering. Denne gang på fuld tid i Netto i 13 uger. Bortset fra at jeg p.gr.a. løft (fyldte mælkekasser og brød samt andre varer) på et tidspunkt måtte melde mig syg i lidt mere end en uge med hævet fod gik det såmænd udmærket. Rare medarbejdere, og en forretning der i knap 13 uger havde gratis arbejdskraft. Det var ligefrem til at holde ud at gå på arbejde, så vi indgik med jobcenteret som formidler en aftale om at forlænge frem til nytår, hvorefter der i det nye år måske kunne findes penge til et løntilskudsjob. Så vidt så godt jeg havde altså nu udsigt til arbejde resten af året på kontanthjælp, hvorefter min løn vil stige (i forhold til kontanthjælp) med ca 20% og endnu ingen garanti for arbejde (slet ikke på fuld tid).

Men OK lidt flere penge kunne jeg nu godt bruge. Men så blev jeg ramt af endnu en gang hævet fod, suppleret op med en byld i lysken som var betændt. Efter nogle ugers penicillin-behandling var bylden under kontrol, men den skulle fjernes, derefter blev jeg ramt af en voldsom influenza-lignende sygdom samt personlige psykiske problemer hos min nye familie (min kærestes søn brød sammen - og endnu er der ingen der ved hvor alvorligt det er, blot at han bliver kraftig medicineret). Jeg vil derfor tro at jeg arbejdede for Netto i alt i 14-15 uger.

De første måneder af 2013

Ikke meget har ændret sig, som følge af lægebesøg bliver jeg nu medicineret for type-2 diabetes og tjekket for forhøjet blodtryk. Jeg er stadig ikke i stand til at foretage tunge løft eller gå langt. Sønnen er stadig syg uden at vi ved hvad der skal gøres, bylden er dog bortopereret og stingene blev fjernet for en tre ugers tid siden og ømheden er forsvundet.

Min vejleder på jobcenteret (jeg har en 5-6 stykker) har jeg ikke hørt fra, jeg har dog været indkaldt til den obligatoriske personlige samtale hver tredje måned, der består i at vi møder en 30 stykker frem sidder og kigger lidt på noget "power-åpoint" præsentation (sidste gang havde de dog ikke nået at opdatere til reglerne for 2013, så dem måtte vi bare prøve at huske. Jeg behøvede ifølge deres notater ikke efterfølgende at komme til en personlig samtale, men fik at vide at jeg skulle ændre et par ting i mit CV indenfor en uge, og så blev jeg og mere end halvdelen af de andre sendt hjem efter ca 10 minutters personligt møde.

Samfundets laveste
Jeg hører måske ikke til samfundets laveste, jeg har stadig en familie, der i et vist omfang kan støtte mig både personligt og økonomisk. At kontanthjælp skal være lavere, at SU skal sænkes, at syge mennesker skal bøde for en uansvarlig økonomisk verdensorden, at politikere tager deres ansvar så alvorligt at de støtter banker og et økonomisk fallittruet EU, samtidig med at de tager sig godt betalt for deres ansvar (ja selv børnene får åbenbart økonomisk kompensation for deres forældres "store" ansvar - så kan de jo komme i folketinget når de skal til at læse på SU).

Aktionærernes grådighed, bankernes ønske om at skabe hurtig profit, politikernes tro på økonomiske vismænd og lobbyisme, det er altsammen noget der belønnes.

Alle os, der har stået til rådighed for samfundet i dårlige tider som i gode tider, vi må nu betale for den betændte byld som de økonomiske kræfter har fremdrevet. For at sætte sagen på spidsen kan man sige at mit arbejde i Netto på kontanthjælp har mindsket muligheden for en ung studerende for at supplere sin SU, for normaltlønnede medarbejdere er der ikke mange af i den kæde, og dem der er, får sjældent andet end deltidsarbejde.

Uddannelsen i fremtiden

At man politisk beslutter at beskære livsvilkårene for de svageste i samfundet kan kun give et resultat. Samfundets svageste bruger sine kræfter på at overleve, ikke på at skabe et samfund i opgangstider of støtte det i nedgangstider. Det betyder også at den uddannelses-elite der falder for liberal-økonomiske teorier ikke får noget modsvar fra underklassen, de erfaringer som de måske kunne bidrage med såfremt de kunne leve et anstændigt liv, vil blive udelukket. I stedet får vi en flok nepotistiske politikere der aldrig har haft økonomiske problemer, en embedsstand, der via deres eksaminer har den samme økonomiske teori i bagagen samt en flok investorer (lur mig om ikke embedsmænd og politikere også hører til her), der alle lever i den samme muslingeskal.

Ikke nok med at de mest udsatte betaler for en krise de end ikke har været ansvarlige for. Nej det himmelråbende tåbelige er at deres (vores) børn og det kommende samfund kommer til at betale regningen for inkompetente egoisters grådighed.

torsdag, februar 14, 2013

Rigdom

Politikere er afhængige af de stemmer de kan få og de penge der kan promovere dem. Den politik der føres og er blevet ført i mange år har en masse tabere, på den måde kan man sige at politikere rammer deres vælgere på målgruppen. Ganske få mennesker er blevet meget rigere, mens en del mennesker er blevet lidt fattigere.

Nu er en forøgelse af rigdom ofte en procentvis forøgelse, og en årsløn på 13,7 mio er jo ikke nogen stor procentvis forøgelse i forhold til en tidligere årsløn på 13,6 mio. På samme måde er det jo ikke noget stort tab når en kontanthjælpsmodtager gårt fra en indtægt på 122.000 kr til en indtægt på 121.000 årligt.

2,5 mio kroner

Jeg har regnet sammen, hvad jeg har modtaget i løn siden jeg startede som bogopsætter på biblioteket som 14-årig og til januar 2013. Overalt hvor jeg har kunnet, har jeg rundet op og er nået frem til at jeg (med lidt god vilje) har tjent 2,5 mio kroner før skat, og at jeg har betalt ca. 40% af disse penge til staten i form af skatter, tager vi afgifter og gebyrer med vil jeg have bidraget til samfundet med mere end 65% af mine samlede indtægter, blandt andet fordi jeg fordi jeg tegnede et statsgaranteret studielån, som skulle indfries mens jeg aftjente (tvungen) værnepligt, og som følge af værnepligten, blev opført i Riebers Kredit Information som dårlig betaler!

Altså har jeg for mindre end en million kunnet bidrage med godt og ondt til det samfund jeg lever i. Indrømmet at smide penge til udlandet har ikke været min opgave, jeg har været så fattig at selv billige busture til Tyskland samt enkelte weekendophold gennem de 40 år jeg har tjent penge, allerhøjst har udført danske kroner i størrelsesordenen 30-40 tusinde. Resten er tjent i Danmark og afleveret i Danmark.

Hvis jeg kan gå på efterløn som 64-årig (om ti år) vil jeg, som tingene ser ud nu med stor arbejdsløshed og lille mulighed for at konkurrere på arbejdsmarkedet, gennem de næste 10 år modtage hjælp eller løn før skat på 1.210.000, hvilket bringer mig op på en livsindtjening på måske 3,8 mio kroner, hvoraf 99% er brugt i Danmark (Skat, moms, indkøb af varer og forbrugsgoder - som plader, stereoanlæg og pc - samt selvfølgelig mad).

Et helt liv

Når jeg sammenlignet med en bankdirektør kan præstere en indtægt, der er mellem 1/3 og 1/5 altså set som en bankdirektørs årsløn og min livsløn, kan det undre mig at erhvervslivet i den grad mener at flere penge til rige mennesker skulle kunne få samfundet til at generere flere arbejdspladser, mere eksport og en stigning i BNP. Men OK det er jo kun penge. Jeg mærker ikke så meget til dem, jeg kan kun bruge dem jeg har når jeg har betalt det jeg skal.

Nu er penge ikke alt. Jeg har været heldig med at have en god familie, et godt liv uden sygdom, og udfordringer som mit liv har budt på: vekslende uddannelse, værnepligt og arbejde i flere ender af landet. Arbejdsløshed, lavtlønnet arbejde i flere brancher, kontakt med mennesker hvis venskab forsvandt når jeg måtte flytte efter arbejde i andre ender af landet, alt det har givet mig oplevelser. De positive var at lære nye mennesker at kende, det var også spændende at lære andre menneskers situation at kende: glæde, sorg eller fortvivlelse.

Lærerigt

Gennem hele min opvækst har det været rigdom på oplevelser der har været vigtigst for mig. At jeg er vokset op med søskende der er henholdsvis biortadopterede og henholdsvis er vokset op uden at moderen har modtaget børnepenge er én oplevelse, at jeg sammen med tre søskende boede hos en enlig mor fra mit niende år til min konfirmation (som ikke blev til noget - og så endda i Vestjylland) var en anden oplevelse. At jeg kunne flytte sammen med min stedfaders datter da jeg skulle flytte hjemmefra (bare rolig hun havde sit at se til med en lille dreng og en skilsmisse og en ny kæreste - men jeg kunne bo et sted til jeg fandt mit eget) var en oplevelse.

At få et koldt værelse på 5. sal midt i Aalborg med en stikkontakt til en bibliotekarstuderende som også skulle høre musik og have en sengelampe samt køleskab, var en oplevelse. At leve på SU og låne statsgaranterede penge i banken for at kunne indrette sig og købe lærebøger mm. var en oplevelse. At skulle flytte hvert semester fordi praktikpladserne i Aalborg var forbeholdt børnefamilier på studiet - og dem der havde bekendte eller familie i biblioteksverdenen var en oplevelse.

At bruge sin fritid til at høre musik, at spare op til live-koncerter med CV Jørgensen, Gnags og alle de andre var en oplevelse, at gå på værtshus lige efter skoletid og fedte med pengene samtidig med at man snakkede med bartenderen, der havde fået job for at have råd til at studere var en oplevelse.

Livet

Siden har mit liv budt på rigdom, hvad det at lære angår. Jeg var tvunget til at aftjene værnepligt sammen med nogle der aldrig havde åbnet en bog, medmindre de havde været i skole, Jeg fik vikariater i flere landsdele, jeg var aktiv arbejdsløs med støtte fra min fagforening, jeg lærte at beslutninger ikke altid var de rigtige, hverken når det var mig, fagforeninger eller politikere der tog dem. Mine forældres beslutninger var også mærkelige, men de var som sådan lidt tættere på. For eksempel kan man undre sig over at min far og mor begge blev skilt for at blive gift, min mors datter fulgte med, min fars tre børn blev bortadopteret, simpelthen fordi der ikke var penge til at tage en uddannelse dengang i 50-erne. Mine forældre brugte mere end et år på at blive skilt (af hensyn til os børn -så vi kunne vænne os til kun at være sammen med den ene af vores forældre ad gangen - faktisk gik det så langsomt at aftalerne om hvem vi skulle bo hos blev ændret adskillige gange, også efter at skilsmissen var trådt i kraft).

I Holstebro mødte jeg Tvind-elever der levede for musik (jeg var musikbibliotekar), I Gilleleje lærte jeg to sider af en provinsby at kende (fiskerne og Gillelejerne - de fattige, de hårdtarbejdende og dem der gennem livet havde været begge dele). I Kolding lærte jeg at arbejde med børn, voksne, videbegærlige, musikinteresserede og lokalhistorie, jeg lærte at en profession betød at man skulle være "tændt" og pleje kunderne, ikke bare møde til tiden). Jeg lærte endda min datters mor at kende, og at man kunne abejde uden for arbejdstid, selv som bibliotekar.

Højskolen

Med kommunalt ansættelsesstop og en krise der var endnu mere krise end den vi får påduttet i dag endte det med at jeg kom i en form for aktivering langt ude på landet fordi jeg var røget ind i et voldsomt alkoholmisbrug, samtidig med at jeg hellere købte smøger end mad. Jeg kom til Samsøs Højskole.

På det tidspunkt var jeg nybagt far, jeg var i midten af 30'erne, mens de fleste af de andre højskoleelever var enten adfærdsvanskelige (hedder det vist i dag) eller velhavende menneskers børn der skulle lære at flytte hjemmefra uden efterskoler. Jeg mødte 20-årige stofmisbrugere, jeg mødte 18-årige karriereryttere der håbede at tjene til højskoleopholdet ved at sælge øl og smøger til forhøjede priser, jeg mødte lærevillige personer for hvem det bare var et skridt videre i livet at flytte hjemmefra og lære noget.

OG jeg mødte et lille samfund, der stort set svarede til det jeg havde forladt som 17-årig. Min alder var fordoblet og jeg kunne pludselig se samfundet bagfra - min ungdoms erfaringer blev til en voksens tilbageblik. Jeg blev med nogle få års undtagelse i det lille ø-samfund længere end jeg har været nogle andre steder (fra 1992-2011: 18 år) - selv min opvækst i Ansager var fra 1964-1977 (13 år).

Kærligheden

Jeg har hele mit liv været rig på venner. At lytte og forstå er den evne jeg er udstyret med, som bibliotekar har jeg fået mange beundrere der kunne lide min personlige betjening. Jeg har kunnet tale med min familie, trods skilsmisser og personfnidder, jeg har først af alt lyttet.

At lytte giver ikke nogen kærlighed, men det viser opmærksomhed. Min kærlighed til mine søskende og halvsøskende, ja selv papsøskende, er dybtfølt. Vi er forskellige, endda meget forskellige, men et eller andet sted er vi altså i familie med hinanden, og det er der jeg finder min virkelige familiemæssige rigdom: At vi er forskellige, at vi lever på forskellige vilkår, og at vi både er tilfredse og utilfredse med vores liv.

Kærligheden til livet giver sig udtryk i utilfredshed, men også - og det er styrken - til ikke at opgive ævret, ligegyldigt hvordan ens situation er. Skilsmisser er mere hyppige end dødsfald i min nære familie, måske har alle dødsfald påvirket mig meget, ikke bare når min bedstefar dør af en blodprop som 80-årig (få måneder efter at jeg fik orlov fra kasernen til hans fødselsdag - jeg var stadig ved cicilforsvaret da han døde), men også når min fasters søn døde få dage før sin far som ung mand (han var end ikke fyldt 40), Mine forældre lever stadig, men min stedfader er død, mine forældres søskende er på fædrene side stadi i live, mens min mor er den eneste tilbage af sine søskende.

Jeg har været uvenner med min moders mænd, med min mor, med min faders kvinder og med min far. Men jeg har også båret en dybtfølt kærlighed til dem, som jeg på min måde har givet udtryk for. Jeg har råbt højt når jeg var uenig, jeg har måske været knapt så højtråbende når vi har været enige, men jeg har lyttet.

Og måske er det derfor jeg har fundet kærligheden. Den var der da min datter blev undfanget, en lille ulykkelig og fattig familie, hvoraf moderen var på kantanthjælp og faderen på dagpenge (grundet offentligt ansættelsesstop). Men min lyst til at forstå andre, at lære af andre, min lyst til at holde af andre er stadig bærende for mig. Min nuværende kæreste holder jeg om muligt mere af, men den kærlighed jeg indtil nu har oplevet, kommer aldrig tilbage som had, måske som undren, men ikke andet.

At være rig

Derfor har jeg besluttet mig for at være rig på minder, rig på erfaring, rig på menneskekendskab, rig på familie og rig på at kunne trække vejret og dele min rigdom med andre.

Penge er måske nok gjort til rigdom, men vi ved jo at der findes et voksende antal krigsveteraner der lever for sig selv, og vi ed at der findes et stigende antal mennesker der af den etablerede elite defineres som fattige, men som af politikere defineres som dovne eller pengegriske hyklere.

Jeg vælger altså at være rig, samtidig med at alle mine ord skal gå til at støtte alle dem der udråbes til ikke at være fattige af politikerne. Af uforklarlige årsager er der ikke nogen diskussion af overdreven rigdom!

Som økonomisk fattig har jeg en menneskelig rigdom (vistnok i dag kaldet empati eller noget tilsvarende) - den deler jeg gerne, så længe der ikke er nogen der taler betaling for det.

tirsdag, februar 05, 2013

Erhvervsfaglige uddannelser

Tak for den opsang vi har fået om at der om 30 år vil mangle mennesker med erhvervsfaglige uddannelser i Danmark. Især er arbejdsmarkedets parter rystet over dette problem, der ligge så langt ude i fremtiden, at de fleste af dem der påbegynder en erhvervsfaglig uddannelse inden for de næste år vil være for gamle til at komme i et arbejde de ikke har haft berøring med i årtier efter endt uddannelse.

Hvis, og jeg siger meget klart HVIS der om 30 år er brug for mennesker med disse uddannelser, så var det måske mere påtrængende at se på noget der er meget mere påtrængende nu og i de kommende år, og lægge politikken an efter det. Selvfølgelig vil det være smart at satse på en fjern fremtid, men det må altså blive at satse på OGSÅ.

Målet med uddannelse i dag?

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvorfor unge mennesker i dag skal gå mere i skole, især ikke hvis formålet alene er at de skal gå i skole, men næsten alle partier ønsker nu at skolegang for alle skal være "skolegang". Der bliver talt "enhedsskole", der bliver talt "heldagsskole", der bliver endda talt økonomisk gevinst ved skolelukninger, alle disse "skoler" viser sig dog at have noget med økonomi at gøre, og intet med undervisning, når man ser bort fra at undervisere skal bruge mere tid i klasserne end på at frembringe fremtidens intelligente indbyggere. Skal vi virkelig bruge økonomi som undskyldning for at latterliggøre vores undervisningssystem og det produkt der kommer ud af det?

Vi hører at der er for mange gymnasielever, at de lever af SU og ikke fuldender deres uddannelser når de kommer på videregående uddannelser. Vi hører at der er for få erhvervsfaglige elever. Vi hører i det hele taget mere at uddannelse er et spørgsmål om samfundsøkonomi end om viden.

Er målet med uddannelse virkelig at ændre samfundsøkonomien i retning af færre udgifter?

Gymnasielever

Det har mig bekendt aldrig været dumt at sikre alle viden, ung som gammel, fattig som rig, mand som kvinde. Viden er tilgang til fremskridt og nyskabelse. Ja det er da hvad jeg har troet og egentlig tror på endnu. Blot må jeg konstatere at viden politisk set er ændret til at være afhængighed af økonomers teorier. End ikke Marx og Engells fokuserede så ensidigt på økonomi, som dagens politiske dagsordensættere!
Gymnasieelever er dem der skal bygge en del af vores videnssamfund videre, både som undervisere på videregående uddannelser og som forskere og professorer. Hvis alle gymnasielever over et par årtier vokser op med én økonomiske teori vil verden få et enormt problem. Ikke bare Danmark.
At tro på en økonomisk teori er som at tro på en hvidskægget Gud eller at tro på at verden går under fredag d. 13. Det er UDELUKKENDE tro.

På vore læreanstalter (Er "anstalt" ikke et dejligt ord?) burde vi sikre at den frie tanke fik mere plads, at fantasien og evnen til at anskue tingene anderledes bliver opprioriteret, ikke at regning og dansk opprioriteres, evnen til at lære matematik og sprog kommer ikke med at flere timer bruges på det i skolen, evnen kommer med glæden ved at lære.

Jeg tror ikke personligt på at antallet af gymnasieelever der gennemfører en uddannelse, med hvilken som helst karakterskala vi opfinder, kan ændre verden eller for den sags skyld Danmark. Jeg tror på at viden kan gøre os alle klogere, og det bringer mig til dem, der ikke tager en boglig uddannelse.

Erhvervsfag

Arbejdsgivere indenfor håndværksfag (skal vi ikke kalde det sådan) har i hele min levetid brugt penge som argument i forbindelse med uddannelse af lærlinge. Endnu i min ungdom var lærlingeuddannelsen (mesterlære) præget af de middelalderlige regler der gjaldt for uddannelser indenfor håndværksfag. Lad mig nævne i flæng: At tage en lærling skulle godkendes af et laug; en lærling kunne ikke optages, hvis ikke der var behov for en svend; en svend bestod sin svendeprøve når mester havde brug for en svend, og en mestersvend var mesters svend.

Da jeg var ung kunne en lærling stadig rende rundt og feje gulv og gøre rent efter svendene i det første år af sin læretid (jeg fristes meget til at spille Niels Hausgaard: "Da a var i lære") uden at lære ret meget andet end at "kørnerprikker" ikke findes i fysisk form, og at "venstrehåndsskruetrækkere" ikke kan lånes etc.

Hvis der bliver mangel på håndværkere og andre "erhvervsfagligt uddannede" indenfor de næste 30 år må erhvervslivet op at stå!

At lægge ansvaret over på uddannelsessystemet, de unge arbejdsløse samt den politiske "elite" i folketinget er simpelthen klynkeri. Jerg har selv oplevet nogle år med så stor vækst indenfor bygningshåndværk at alt hvad der kunne holde på en hammer blev taget ind. Det gjorde ikke tiltroen til faget bedre, men det betød at der var penge at tjene og løn til ledige. Men så kom jo alle de andre fra alle de andre lande for at tage alle de andres arbejde. Eller hvad?

Skal vi alle tage ansvar for at nogle (temmelig mange åbenbart) arbejdsgivere har taget fejl af deres behov for arbejdskraft. Skal vi allerede nu tage ansvar for at de måske tager fuldstændig fejl af deres behov for arbejdskraft om 30 år? Ville det ikke være mere oplagt at arbejdsgiverne SELV SPARER OP til at sikre sig pålidelig og veluddannet arbejdskraft, frem for at underkue unge arbejdsløse og tvinge folketinget til at tage mere hensyn til kapital end til arbejdskraftreserve?

Der er masser af mennesker der er dygtige med deres hænder, vi skal måske bare fokusere lidt på at nogle er gode til at læse, nogle er gode til at fange fluer med en hånd og andre kan slå et søm i med en hammer i venstre hånd. Der er intet der tyder på at vi alle skal være lige gode til at bygge mure, til at lægge tag på haveskuret eller til at beskære træer og buske, hvorfor skal vi så finde os i at de mennesker der ved mindst om den slags eller de mennesker der har størst økonomisk interesse i den slags, får lov til at bestemme?

Faglig stolthed

Jeg har på fornemmelsen at alle disse økonomiske "tiltag" betyder at vi alle mister vores faglige stolthed. En hjemmehjælper må ikke hjælpe der hvor hjælpen er mest påskønnet, det har vist sig at nogle svindlere har misbrugt den tillid de har opbygget. Resultatet er ikke at disse straffes, nej det er en kollektiv straf der går ud over alle "de gode" og IKKE MINDST over alle dem der har hjælp behov! Skråt op med faglig stolthed, politikerne indfører regler som KUN går ud over alle implicerede. Jeg har set mange hjemmehjælpere beklage deres arbejdsvilkår, og jeg har kun været frivillig hjælper fordi der var så mange ting hjemmehjælpen ikke måtte. Jeg måtte godt have adgang til konto, jeg måtte godt løfte tunge ting, tage mod telefonopkald samt smøre eller lave mad!

Hvordan er det så ikke for de mennesker der kan bruge en sav og en hammer, eller dem der er dygtige til at have med børn at gøre?
I denne såkaldte "krisetid" accepterer en stor del af arbejdsmarkedets "arbejdskraftsreserve" at der ikke er noget arbejde og at der ikke er nogle penge. Masser af mennesker uden arbejde eller med deltidsarbejde finder sig i at være beskyldt for en økonomisk krise, en krise der ikke bare dagligt men med minutters mellemrum gentages som en bøn (vendt mod det vestlige samfund, mens samme præster slår ihjel i demokratiets navn i både islamiske og "udemokratiske" lande).

Kan det ikke lade sig gøre at forklare at det altsammen er det rene vrøvl. Investorer og bankfolk tjener flere mio hver dag, samtidig med at fattige og arbejdsløse bliver påduttet at de er skyld i en økonomisk krise, som de ikke på nogen som helst måde kunne være skyld i!

Hvis vi skal tale om faglig stolthed vil jeg da meget gerne pege på alle de teoretiske økonomer, alle investorer, bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber og direktører samt politikere, der vil aflive den selvstændige tankegang, som det danske skolesystem engang stod så tydeligt for, men som nu skal mistænkeliggøres. Har de nogen som helst stolthed, eller vil de bare tjene penge på alle de mennesker der har en faglig stolthed som håndværkere, pædagoger, lærere eller frivillige i et frivilligt netværk?

Uddannelse

Dannelse er noget med at forstå og at lære, uddannelse er derfor et spørgsmål om at samle forståelse og viden, ikke at blive hjernevasket eller påduttet samfundsteorier. Vi har et samfund, som er afhængig af at vi uddanner, vi har solgt Nordsøolien, vi har ikke mange træer eller andre råstoffer iøvrigt, som de gode mennesker vi er har vi lagt ansvaret over undergrundens råstoffer i Grønland over på dem der vel i virkeligheden har rettighederne. Tak for det.
Men samtidig glemmer vi at uddanne vores kommende generationer, for ikke at sige at de nuværende generationer kunne bruge uddannelse udover "læren om os og de andre".
Uddannelse er kort sagt vejen til viden, især hvis den ikke pådutter os en tro på hvad der er rigtigt eller forkert, men en tro på at vi alle som mennesker skal lære at følge vore egne følelser og tanker! At vi alle skal se vores forældres levevilkår, vore børns og vore nærmestes. Ikke vore pressemediers!

Hvis ansvar er det egentlig?

Men vi har også et samfund der i den grad mangler evnen til at tage ansvar. Jeg mener ikke borgerne, tværtimod mener jeg politikere, investorer og virksomheder.  Politikere glimrer ved ikke at have fuldendt en uddannelse, eller endnu bedre ved at have en teoretisk økonomisk eller juridisk uddannelse. Andre poltikere glimrer ved at være som de tre blinde aber (ser ikke, hører ikke, taler ikke). Disse politikere kan til enhver tid danne flertal for at ansvaret ikke er deres.

Investorer tager jo chancer, og bliver sure når deres "risikovillige" kapital smuldrer mellem hænderne på dem, så mener de at deres risko kræver erstatning. Skulle vi ikke lige sørge for at de lærer hvad "risiko" betyder, eller skal vi overlade til Dansk Sprognævn at definere "risikovillighed" som noget man gerne vil tjene på men ikke tabe på. Så vidt jeg har forstået er en gentagen brug af et ord eller en betydning nok til at vi skal forstå et ord på den mest populistiske måde!

Og så er der virksomhederne. Skal vi starte med de små som faktisk ikke har råd til at uddanne i krisetider: tømrere og tagdækkere etc, eller skal vi starte med de store, der selv i krisetider tjener styrtende med penge? Jeg synes ikke vi skal begynde, for mig at se skal de som alle andre lave en opsparing hvor deres fortjenester skal gå til fælles bedste. En opsparing hvor der pludselig (helst med tilbagevirkende kraft) vil være mulighed for at bruge fondens penge til at sikre uddannelse i krisetider. På den måde vil staten og kommunerne heller ikke være økonomisk garant for at vi har en arbejdskraftreserve der er parat til at træde til når der er behov for for den.

Det kan under ingen omstændigheder ikke være de arbejdsløses skyld at der er arbejdsløshed, lige så lidt kan det være de unges skyld at de ikke kan få en erhvervsfaglig uddannelse.

Fokuser på de ansvarlige, ikke på ofrene.

søndag, februar 03, 2013

For dyrt for samfundet at være fattig?

Dansk arbejdsgiver har netop barslet med en horeunge. Foreningen er begyndt at vurdere arbejdernes og arbejdskraftreservens bidrag til det danske samfund, og undlader fuldstændig at vurdere egne bidrag til det samme samfund.

Løn og konkurrenceevne

Lad mig starte med at citere afsnit 2.1 (Sammenfatning af Løn og konkurrenceevne):

"Det koster betydeligt mere for en dansk virksomhed at have en person ansat end for en tysk, engelsk eller hollandsk virksomhed. Inden for fremstilling koster det 30 kr. mere i timen i Danmark at have en medarbejder ansat end i Tyskland. Inden for handel 50 kr. mere, og i bygge- og anlægsbranchen 75 kr. mere i timen.
I otte ud af ti tilfælde vil danske medarbejderomkostninger ligge over medarbejderomkostningerne i Holland, Storbritannien, Sverige og Tyskland i konkrete arbejdsfunktioner inden for delbrancherne.
De høje danske medarbejderomkostninger skyldes, at de danske lønninger hvert eneste år fra 1996 til 2010 er steget knap 1 pct. mere end lønningerne i de lande, danske virksomheder konkurrerer med. Dermed er den danske lønkonkurrenceevne svækket markant.
Hvis så bare, at danskerne havde været mere produktive. Det er ikke tilfældet. Derfor har danske virksomheder tabt større markedsandele end Sverige, Tyskland og Holland.
Det har gjort det danske samfund fattigere, end det kunne have været. Havde danske politikere gennemført reformer langt tidligere og i langt større omfang, kunne det danske samfund have været lige så konkurrencedygtigt som det tyske. Dermed ville der på langt sigt være skabt 65.000 flere arbejdspladser i  den private sektor. Og velstanden pr. dansker ville være knap 10.000 kr. højere. Trods den lavere lønudvikling vil den årlige disponible indkomst for en LO-familie på sigt stige med 17.000 kr.
Mindstelønnen i Danmark er også høj. Høje sociale ydelser presser mindstelønnen op. De høje mindstelønninger gør integrationen på arbejdsmarkedet vanskelig, fordi job til personer med lav produktivitet kun bliver oprettet i  omfang. Der bliver dermed stillet forholdsvis store krav til den indsats, en medarbejder skal levere. Krav, som et betydeligt antal danskere kan have vanskeligt ved at imødekomme, og de ender dermed at modtage offentlig forsørgelse.
Selv om de umiddelbare økonomiske gevinster ved at tage et lavere lønnet job kan være ringe, er en start på arbejdsmarkedet i et lavere lønnet job en god start.
En betydelig del af de personer, der har et lavere lønnet job, får hurtigt en højere løn. Erhvervserfaring og kompetencer erhvervet på arbejde lønner sig."

Påstandene følges op af en masse grafer og "beviser", som dog i det store hele blot beviser at produktiviteten i Danmark har været stagnerende siden den økonomiske krise startede. Der er ikke den tyngende bevisbyrde. Blot en konstatering af at arbejdsgiverne ikke får så meget for pengene som i visse andre lande, og her fokuseres selvfølgelig på omsætning, ikke på kvalitet af arbejdskraften. Der fokuseres ensidigt på arbejdsgiverens ret til at ansætte billig arbejdskraft og dermed undlade at optimere arbejdsløses og ansattes evner. Ikke et ord om at det har stået skralt til med lærepladser siden krisen (og jeg ved personligt at sådan var det også før - måske det er derfor ingen kan se det slip).

Beviset for at "En betydelig del af de personer, der har et lavere lønnet job, får hurtigt en højere løn. Erhvervserfaring og kompetencer erhvervet på arbejde lønner sig.", er altså en påstand, idet betydningen kunne være: Hvis du ikke får ret meget i løn kan du få den på arbejdsmarkedet aftalte lønstigning. Med hensyn til erhvervserfaring kan jeg ikke se nogen grund til at modsige noget som er evident, blot vil jeg påpege at ufaglærte og dem der ikke har haft arbejde i længere perioder, netop i de seneste år er blev tvunget til at nedsætte deres økonomiske forventninger. Tvunget lønnedgang og konkurrence fra andre europæiske lande (især) har ikke fået lønningerne på lavtlønsområdet til at gå i vejret!

Den høje arbejdsløn i Danmark

Med hensyn til den højere arbejdsløn i Danmark ("Det koster betydeligt mere for en dansk virksomhed at have en person ansat end for en tysk, engelsk eller hollandsk virksomhed") bør man nok dvæle ved det faktum at påstanden bygger på tal fra 1996-2010, faktisk fremgår det af samme rapports tal fra 2011 at lønnen er faldet siden den nye regering kom til!
Statistik er godt, men det er bare en leg med tal - og i dette tilfælde en leg der tenderer psykisk vold mod mennesker.Påstanden om at en nedsættelse af "de høje danske lønninger" giver bedre lønforhold, får vi efterfølgende anskueliggjort i (Afsnit 2.3) : "De 10 pct. danske lønmodtagere med de laveste lønninger tjener mere end eller nogenlunde det samme som de lønmodtagere, der ligger midt i lønfordelingen i Storbritannien, Sverige og Tyskland"

I midten af lønfordelingen tjener danske lønmodtagere 85.000 kr. mere om året end deres hollandske kollegaer og 132.000 kr. mere end deres svenske kollegaer."
Altså en nærmest udokumenteret påstand om at de lavest lønnede tjener mere end andre lavestlønnede ("mere end eller nogenlunde det samme") i de sammenlignelige lande. Til gengæld er det mellemindkomsterne der får tal på!

Hvordan disse oplysninger kan bruges til at tvinge kontanthjælpen ned er for mig en gåde. Der er jo ikke engang et bevis for at de lavestlønnede konkurrerer med noget som helst, og dermed heller ikke et bevis for at folk på offentlig forsørgelse skulle blive mere motiverede eller det modsatte af at der skabes afstand til de lavest-lønnede. Jeg kunne til gengæld forstå, hvis de højestlønnede direktører og DJØF'er skulle bruges som målestok for at hvordan man fik flere i arbejde. Altså ved at give en "ordentlig" løn.

Arbejdsgiver, arbejdstager og arbejdskraftreserve.

Rapporten fokuserer ensidigt på lønomkostninger (indrømmet enkelte såkaldte andre omkostninger omtales på denne direkte og rammende måde: "
Men ikke alle disse udgifter går til lønmodtageren som lønindkomst." - hvilket jeg forstår som: "Udover de direkte lønomkostninger findes der andre omkostninger som indregnes i de samlede lønomkostninger" - det er jo dejligt med så klar en specifikation, når man taler om at nedsætte både løn og offentlige ydelser, at dokumentationen består af ord som "udover direkte lønomkostninger" og "lønmodtagere med de laveste lønninger tjener mere end eller nogenlunde det samme". Skulle vi så ikke vende blikket mod de sammenlignelige lande og se på deres levevilkår for lavtlønnede? Eller er der noget jeg helt har misforstået?

Arbejdsgiverne sider faktisk på pengepungen med en stigende eksport, hertil kommer så et overskud på betalingsbalancen, og et BNP som ikke er skræmmende i forhold til andre landes i forbindelse med krisen. Arbejdsgiverne lukker selvfølgelig også rask væk virksomheder, enten i håb om at tjene mere ved at flytte til udlandet, eller (i de fleste tilfælde) som resultat af mindsket indkøbskraft blandt de medborgere de producerer til, samt ikke mindst resultatet af det gentagne "krise"-mantra, som har fået almindelige mennesker, hårdtarbejdende, pensionister og andre på for eksempel dagpenge til at mindske deres forbrug og i stedet gemme penge til "rigtig dårlige tider".
Argumentet om at hjulene kommer i sving ved lavere lønninger viser sig således at være hult for ikke at sige næsten bevisligt forkert - i hvert fald er det lisså forkert som tanken om at højere indtægter til mennesker på offentlig forsørgelse og i lavtlønsjob, skulle bringe landet i uføre! Arbejdstagerne er altså på ingen måde skyld i "krisen". Som det opfølgende argument skal mennesker på offentlig forsørgelse altså stå nærmest gratis til rådighed for arbejdsmarkedet, simpelthen for at lette vejen til kapitalakkumulation.

Arbejdskraftreserven er gennem de seneste år udvidet ved forlængelse af pensionsalderen, ved at forhindre unge og syge i at falde ud af arbejdsmarkedet med midler der kan sammenlignes med Hitlers overtagelse af det tyske samfund for 80 år siden. "Arbeit macht frei" var devisen, både for arbejdsløse, kommunister og jøder, samt romaer og andre etniske minoriteter. Det minder mig om dagens Europa.
På en måde er det jo nok rigtigt, men jeg forstår ikke at man opnår frihed ved at modsætningen er at blive stigmatiseret- Som modstandere af det romerske emperium der blev hængt på kors, sendt til kamp mod løver eller mod betalte gladiatorer. Vi er også i dag mere glade for højtlønnede fodboldspillere, golfspillere og andre "sportsfolk" end vi er for vores eget samfunds dårligt stillede, og vi betaler gladeligt for at have adgang til underholdning i vores fritid, samtidig med at vi som samfund høvler løs på syge og gamle, på mennesker der er udskud i forhold til samfundet, ja, vi redder hunde og katte, vi betaler til fattige i Afrika, men går i stort omfang udenom dem der sælger "Hus forbi".

Arbejdskraftreserven er altså kun reserve, når der er brug for den, indtil da er det en besværlig økonomisk størrelse for samfundet, fra virksomheder og arbejdsgivere over højtlønnede funktionærer til den fastlønnede arbejdskraft. Nu er det så meningen at "White trash" (dårligst lønnede arbejdere) skal stå sammen med den økonomiske elite om at skyde skylden for et samfunds økonomiske kollaps på mennesker der aldrig - selv hvis de stod sammen - ville kunne bringe et samfund i den situation som den økonomiske elite har formået, blot 80 år efter det lykkedes første gang. Hvis de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne virkelig kunne vælte samfundet og den økonomiske elite, havde de nok gjort det - nej det drejer sig snarere om at det aldrig må ske, set med den økonomiske samfundselites øjne!


Guld eller lort?

Det er ikke for samfundet det er for dyrt at være fattig, det er heller ikke for den fattige, for som sådan kan man ikke være andet.
Nej for samfundet er det snarere for dyrt at rige bliver rigere. Det bringer ingen kreativitet, livsglæde fremskridt eller andre mål med tilværelsen.

Set med mine øjne er det at optimere kapital, at generere ejendom og at udnytte andre udelukkende til egen fordel, den direkte vej til et samfund hvor vi, som Carl Barks fortalte i en Donald Duck- fortælling, kan omdanne alt til guld og derefter dø af sult.
Eller den lidt mere folkelige (latrinære) version: "Hvis lort var guld ville fattige mennesker være født uden røvhul!



Bilag:http://da.dk/default.asp

 

 










 

fredag, februar 01, 2013

Prostitution og dagpenge

Den måtte jo komme igen, denne formålsløse diskussion af at lovliggøre et fag der egentlig er lovligt, men ikke har ret til at være organiseret. Prostitution.

De konservative med en ung kvinde, der til forveksling kunne ligne en nybegynder i faget prostitution og som med sin politiske baggrund i det Konservative Folkeparti nok om nogen kender til at sælge sig selv for penge, barsler med et forslag om prostitution, som er skudt så langt ved siden af at lerduen stadig svæver!

Prostitution

Nuvel jeg vælger at bruge den definition jeg er vokset op med: At sælge sin krop for penge. Nu er der jo bare det at alle der sælger arbejdskraft sælger deres krop, så vi har lært at det er underforstået: At sælge seksuelle ydelser, hvilket jo så betyder at ydelser der ikke umiddelbart forbindes med seksualitet er undtagede. Pudsigt nok findes der masser af mennesker der betragter sygeplejersker, kuglestødere, læger, håndboldspillere, musikere og næsten alt andet som noget som kan give seksuelle reaktioner. Det kan i mange tilfælde føre til sexchikane, flashing, voldtægt og sexmisbrug af børn.

Desuden har vi en gråzone, hvor sex er blevet enten upatriotisk eller unaturligt. Selv Dansk Folkeparti anser homoseksualitet for at være unaturligt, selv om de burde forstå at ægteskab og kristendom er kultur, altså det modsatte af natur.

Unaturlig sex

At ville undgå homoseksualitet og prostitution er som at vende det blinde øje og det døve øre til dyrenes liv. Ser man på dyrenes liv er det fyldt med aspekter, og jeg vil da gerne indrømme at visse dyr blandt primater er meget monogame, pudsigt nok er der blandt andre primater en evne til at sælge sig selv for at få en kvinde, for at få et barn, ja sågar bare for at få en opmærksomhed. Skulle de partier der ønsker at vi skal være naturlige må de også huske på at der blandt visse dyrearter (snegle og insekter) findes partenogenese (jomfrufødsel, altså uden forudgående befrugtning), noget der hos større pattedyr kun er forekommet en gang indenfor de seneste 2000 år, nemlig i en bog der skyder med spredehagl for at få det hele med (Bibelen).

Pengene

Nu kommer jeg så tilbage til udgangspunktet at sælge sin krop for penge (oversat til "seksuelle ydelser"). At betale for seksuelle ydelser er faktisk verdens ældste beskæftigelse, men oprindeligt har salg af seksuelle ydelser været af hensyn til guder eller et samfunds livskraft. Selv efter middelalderen har vi haft en drøm om herremandsret til at tage den unge brud, som skulle være mø, eller endnu bedre at tage den unge mø, som skulle være brud. Ikke af andre årsager end at man kunne betale sig fra det, mens pigen i mange tilfælde kunne blive dømt til døden for at være voldtaget. Pengene har måske nok skiftet fra at være et tilskud til guderne og til samfundet, men ønsket om at købe eller betale for frugtbarhed har ikke ændret sig nævneværdigt.
Med bibelen eller bankbogen i hånden har masser af voksne sønner, rigmænd og herremænd lokket uskyldige uvidende piger til samleje og i nogle tilfælde en efterfølgende graviditet. Enten med penge eller med juridisk bistand har de fralagt sig ethvert ansvar, på den måde blev min farfar for eksempel til et barn uden far, "Et uægte barn". At det modsatte også er foregået, kvinders misbrug af drenge, er måske ikke så meget beslyst, men der er ingen tvivl om at det også har fundet sted, blot ikke med de samme konsekvenser for drengene!

Hvad tror vi?

Så er der selvfølgelig det med at købe katten i sækken.
Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad man oprindelig har købt eller betalt for, det er bare en historisk kendsgerning at frugtbarhed har været hyldet i årtusinder. Nu er det en kendsgerning at seksualitet har overtaget frugtbarhedens popularitet. Desværre er det ikke en kendsgerning at sexmisbrug er blevet til noget upopulært, ihvertfald ikke hvis vi kigger på hvor mange offentlige straffesager der dukker op (Jeg vil end ikke dømme om hvor mange sager der aldrig oplyses om, men vokset op i et indre-missionsk samfund og med venner i skolen der aldrig ville tale om seksuelle overgreb i hjemmene, tror jeg der er mange), børn og unge kan jo i sagens natur have svært ved at vide hvad der er rigtigt, og de vil ofte finde sig i en trussel om at de ikke længere kan være sammen med familie eller at de kommer i fængsel hvis de siger noget.
Men voksne mennesker er faktisk oftere i den samme situation. Voldtægt i hjemmet, vold og trusler hænger ofte sammen med at den voldelige truer med at man kan miste hjem, kontakt til børn eller blive erklæret sindssyg. Trusler med andre ord. Desværre har jeg på fornemmelsen at truslerne kan være reelle, i stedet for at undersøge sagen vælger offentligheden ikke så sjældent at lytte til den involverede person der virker mest overbevisende, eller at benytte præcedens i lignende sager til afgørelse.

Indpakningen

Det er jo også betryggende at vide at selv højt estimerede politikere faktisk mener at man kan optræde provokerende i kraft af sin påklædning (jeg har nu mest hørt omtale af mindreårige skolepigers "lette" påklædning - og mest fra mænd der kigger med sultne øjne eller fra bekymrede mødre). Jeg husker dog også at jeg og mine venner blev overfaldet før vi var fyldt 18. En øl eller en drink og et tilbud om at se "noget" og røre ved.
Vi gik selvfølgelig klædt i det smarteste tøj vi kunne gå i. Vi gik til byfester hvor der var mindreårige og hvor andre var oppe i årene, som også den årlige fest i den lokale sportsklub, og vi havde ikke en chance for at vide om nogle af de andre kom for at kigge på, røre ved eller misbruge os. Vi havde ikke nogen mulighed for at vide om vores trænere var til os eller for os, medmindre vi var "udvalgte".

Som sådan kan man jo fra dansk Folkeparti ønske sig at piger iføres burka, ikke kommer ud i samfundet og på den måde undgår voltægt eller misbrug. Alle andre fædre kan samtidig læne sig tilbage og give deres børn genbrugstøj (gerne deres bedsteforældres) så de ikke lokker unge, virile drenge eller mænd.

Piger skal altså lade være med at opføre sig som piger. Ikke noget med at lokke mænd (vistnok den primære opgave piger har), ikke noget med at se godt ud (en pige og en dreng (kvinde eller mand) ser altid godt ud for nogen - enten i kraft af udstråling eller i kraft af udseende). Unge mænd skal ikke opføre sig som mænd (fejlen er at de normalt rører ved fædres piger på den forkerte måde, eller på det forkerte tidspunkt), nej mænd skal vente på den eneste ene, som også kvinder skal. Men ikke en fætter eller en millionær eller en slagter eller en anden som stammer fra samme miljø. Nul putte, vi skal vælge frit, og når vi så vælger den vi forstår fra vores eget miljø, med samme uddannelse eller fra samme arbejdsplads er det godt nok, bare vi gør det frivilligt!
Frivilligt og min bare. Jeg giftede mig gerne med en frigid gammel dame, overtog hendes penge og bollede udenom, hvis det kunne få mig til at leve. For mig har penge og kærlighed aldrig haft samme betydning.
Men kærligheden i betydningen at holde af at elske og at tilgive eller give efter, har jeg aldrig opgivet, den er bare en nødvendighed på linje med at leve, ikke sammenlignelig med at tjene penge eller gøre andre lykkelige. Med min kærlighed ønsker jeg at gøre mig selv lykkelig og derigennem at gøre den jeg elsker lykkelig. OG være lykkelig sammen med den jeg elsker.

Dagpenge

Man kan derfor undre sig over at de Konservative ønsker at prostituerede nu skal have ret til dagpenge. Jeg har ikke noget problem med det, men jeg har et enormt problem med hvorfor de skal have en rettighed der ikke eksisterer. For mig at se, vil "dagpengeretten" udelukkende medføre at en prostitueret mister retten til offentlige ydelser.

Optjeningen af ret til dagpenge kræver et års arbejde på fuld tid, ikke bare en bestemt indtjening, men fuld tid i ét år. Derudover er retten til at få udbetalt dagpenge reduceret til 2 år, altså en periode der enten kræver at du går på gaden, eller hvor du er, indtil du bliver 68 år! Eller at du lægger penge til side (Skulle du blive uarbejsdygtig og søge om kontanthjælp skal du så først bruge din opsparing, inden du ville være berettiget til offentlig ydelse). Samtidig skal du betale evt. husleje eller lægebesøg for at stå i forkert tøj i frostvejr, din arbejdsgiver (gælder både køberen af varen samt formidleren - hehe) skal som sådan angive at han har betalt for din arbejdskraft og dermed oplyse til skattevæsenet hvad han har købt af ydelser.

Skulle man så være i den uheldige situation at man har arbejdet i 30 timer en uge er der jo heller ikke supplerende dagpenge.

Det forslag der er kommet fra det Konservative Folkeparti er altså i bund og grund ikke et forslag, men udelukkende en provokation.

Prostitution som job

For mit vedkommende vil jeg ikke forhindre prostituerede af begge køn og til begge køn. Jeg ønsker heller ikke at afskaffe idiotiske politikere (det gør den ene halvdel af min hjerne dog) - jeg ville ønske at prostitution var et fag hvor der var fagforeningstvang, for så ville en masse mennesker (heriblandt garanteret også konservative) få et problem. Jeg ville ønske at pigerne og kvinderne fik mulighed for den tryghed en fagforening kunne give, og som sådan ville jeg ønske at der ikke var brug for deres serviceydelser. Men det er som med kommunen: selv om der skal spares er der brug for den; det er som med bygningsarbejdere: selv om de er dyre kan man skaffe nogle der er billigere; det er som med lejebiler: man har sjældent brug for dem, men når man har, lejer man den man har råd til.

Prostitution er ikke kriminalitet. det er alkoholmisbrug heller ikke. Tværtimod er begge dele (og mange andre former for pseudokriminalitet - som pillemisbrug og at køre på cykel med en lovlig cykellygte der ikke kan ses) tilladt.

Lovgivningen

Hvis du fyrer fyrværkeri af udenfor de tilladte tidspunkter (1. december til 5. januar) er det ulovligt at bruge krudt og du kan straffes med bøde. Ulovligt fyrværkeri kan give både bøde- og fængselsstraf hvis der er dødsfald i forbindelse med fejlagtig opbevaring. Men hvis du er prostitueret, hvis du samtidig er kommer til Danmark på falske forudsætninger, og hvis den person der har bragt dig til Danmark på falske forudsætninger ikke erkender sin skyld, så er det ikke skurken men den uskyldige der straffes med udvisning. Det er ikke den person der er lokket på falske forudsætninger der lyttes til, nej det er løgneren der går fri:

Ingen løsning, kun et spørgsmål?

Jeg så sadan set gerne en lovgivning, der bandt prostituerede til at være i fagforening og a-kasse, men jeg kan ikke med min bedste overbevisning ønske at prostituerede skal være bundet af a-kasse uden fagforening, eller være bundet til "arbejdsgivere" der ikke skal oplyse, hvilke tjenester de har købt.

Prostitution og dagpenge kræver altså mere end at tillade dagpenge til prostituerede, da kun de færreste kan dokumentere indtægter og indtægtstimer, Men som en start ser jeg gerne fagforeninger, der skal varetage interesser for prostituerede, forhandle overenskomster og vejlede i om arbejdet er det rigtige for den enkelte. Det er bare ikke det rigtige tidspunkt, hvor fagforeninger ikke kan forhandle, hvor ledige ikke tilgodeses af statens forhandlinger med kapitalen og hvor et menneskeliv gøres op i kroner og ører.

At der findes politikere der (uden at vide det) tror at politisk prostitution kan sammenlignes med seksuel prostituon, er måske nok en kendsgerning, men lægger det ikke også op til et spørgsmål om hvad vi betragter som prostitution og hvordan vi kan gøre den til et samfundsspørgsmål frem for et økonomisk?