fredag, december 30, 2011

Kærlighedens alder

Så nåede jeg at opleve kærligheden igen. I dag (eller rettere sagt i går) har jeg haft 500 dage med min kæreste. Vi har ikke været sammen hele tiden og hvis jeg skulle tælle de dage vi har været sammen ville det også være for sent, jeg har ikke noteret. Skulle jeg måske også have noteret timer og minutter? Nej jeg har en togbillet og en pladsbillet der fortæller mig hvilken dag jeg rejste på besøg i Odense. Og på hvilket tidspunkt jeg efter køreplanen skulle lande, og hun var der på banegården. Jeg gik bare forkert, og hun havde glemt mobilen og så gik tiden helt i stå. Hun måtte tilbage til bilen efter mobilen og jeg stod stille og roligt med udsigt til slotsparken.
Måske er det også forkert at sige at vores dag nr. 500 var 29. december, vi mødtes jo måneden før til Samsø Festival 23. juli og ikke 17. august. Men til Samsø festival hyggede vi og havde det rart sammen med andre mennesker, det var den dag jeg stod i Odense og kiggede ud mod Slotshaven, at vi mødte hinanden uden at have mere end 100 mennesker omkring os. Ann kørte os til Tarup Centret og vi købte noget at spise og en kasse Odense Pilsner (halvt Classic og halvt Pilsner). Inden vi forlod banegården havde vi givet hinanden et knus og i Tarup Centret holdt vi hinanden i hånden. Jeg kan ikke huske om det var for ikke at blive væk. Da vi kom hjem til hende viste hun sit gæsteværelse frem og jeg stillede min bagage der. Vi satte os med en øl og snakkede om hvilke ting det kunne være spændende at se, og fik lagt planer for at besøge både Odense og omegn. Og på et eller andet tidspunkt kyssede vi. I løbet af samme dag var vi kærester med kys, kram, holden i hånden og vi elskede med hinanden.
Vi nåede de ting vi havde sat os for, og vi tog også en tur til Samsø for at besøge mig.
Jeg forsøgte jo straks at få mulighed for at besøge hende igen, og det blev ikke afvist. Mit liv på Samsø var totalt smadret. Jeg skulle hæve og bruge mine opsparede pensionspenge før jeg kunne få kontanthjælp, samtidig skulle jeg være aktiveret i et beskæftigelsesprojekt kommunen havde for at vise at jeg var i stand til at passe et arbejde. Jeg stillede mig på bagbenene. Ikke om jeg ville aktiveres i et projekt der ikke gav mig nogle muligheder for at komme i arbejde - og så for  mine egne penge. Så jeg hævede bare penge på mit Dankort, og det varede faktisk indtil februar måned før mit kort blev inddraget.
Derefter levede jeg regulært på nas, delvis hos min kæreste og delvis hos min far. Også min bror der havde tilsvarende økonomiske problemer fik jeg hjælp, mens min mor sørgede for at betale min a-kasse. Min far betalte andre regninger (telefon og nogle få andre vigtige), desværre for mig blev pengeoverførslerne aldrig registreret som mine betalinger.
Jeg var stadig tilmeldt min bopæl på Samsø og da udlejer ringede mig op var det da også min mening at skaffe penge (ved at finde et arbejde), men jeg fik ikke arbejde, og min huslejegæld voksede også. Jeg havde end ikke råd til at vende tilbage til Samsø, så sidste gang jeg var der var i forbindelse med spareklubudbetalingen 2010 (i slutningen af november), og selv da der var Samsø Festival lod jeg min kæreste tage til festival uden mig, jeg opholdt mig hos min far.
I mellemtiden skal det nævnes at min eneste kærlighed havde besøgt min far i flere omgange, og hun var med til 2. juledag (en tradition) hos min mor. Også min mors fødselsdag i marts samt nogle af min fars snapseforenings fællesmøder havde hun deltaget i. Som det er generelt i min familie (trods det at mine forældre blev skilt omkring 1966) er både min far og mor åbne overfor deres børns valg af kærester - også selv om vi børn i enkelte tilfælde har passeret de 50. Ann blev begge steder hos mine forældre budt meget velkommen og er det da osse stadigvæk.
Det kommer nok ikke bag på nogen at min kæreste, der er deltidsansat i restaurationsbranchen, ikke kan forsørge mig. Heller ikke mine forældre kan forsørge mig, selv om lovgivningen pålægger forsørgerpligt til mennesker der ikke kan få arbejde før kontanthjælpen kommer til udbetaling. Men til sidst var jeg nødt til at søge om hjælp til at få mit liv ud af skyggen. Jeg måtte hæve min pensionsopsparing, betale 60% til staten for at hæve i utide (noget som staten pålagde mig). Af det beløb jeg kunne hæve gik stort set alt til at betale den gæld der havde hobet sig op, da banken havde taget sit for overtræk samt de regninger der var betalt da jeg efter troende stadig var en god kunde var de 120.000 kr svundet ind til noget der ligner 15.000. Da regninger og de nærmeste i familien var betalt var beløbet skrumpet til nogle få tusinde kroner, så selv nu hvor jeg er berettiget til at modtage kontanthjælp er jeg glad for at min kæreste vil hente mig på min nye bopæl, det er billigere at køre i egen bil end at tage offentlige transportmidler og samtidig varer kørsel i privatbil ca. halvanden time, mens de offentlige transportmidler herfra tager 3½ time (vel at mærke til ca dobbelt pris med de nuværende benzinpriser).
Min kærlighed har altså nu varet 500 dage. For at være ærlig vil jeg ønske at den vil vare for evigt og at hendes kærlighed til mig vil vare lige så længe. Jeg kan ikke kræve det, alene ønske det - lidt lissom at købe en lottokupon og ønske at vinde. Der er bare det med kærligheden at den skal deles med en anden - lottokuponen har ingen følelser for dig, forhandleren elsker dig selvfølgelig hvis du har købt kupon i hans udsalg, men lottokuponen er fuldstændig ligeglad. Min kærlighed er stærkere og min kærestes er stærkere - det kan jeg sige med sikkerhed da hun har holdt mig ud i mange situationer, der ikke bare indebærer økonomi. Men det er jo netop den glæde jeg føler ved at være elsket og ved at elske der får mig til at ængstes.
Jeg har før været bange for at miste. Første gang jeg mistede en kæreste til en god ven var jeg helt slået ud, parat til vold og parat til at glemme al sund fornuft. Senere i livet har jeg mistet alt hvad jeg har ejet flere gange, jeg har mistet andres kærlighed og ved at det kan ske igen. Jeg har selvvalgt undladt at kontakte mine forældre på grund af skam over ikke at kunne klare mig selv, og jeg har kontaktet dem igen hvo jeg klart har udtrykt min skam over ikke at kunne leve op til deres ønsker, så hvorfor ikke også miste sin kærlighed til en dejlig kvinde af samme årsager?
Til mig selv siger jeg nu: Du må ikke være bange for at miste. Du må elske så meget som du kan mens du har noget at elske. Du må ikke forlange at hun elsker dig på samme måde som du gør, og du må ikke forlange at hun skal føle sig mere elsket når du elsker hende. Samtidig har jeg også besluttet at min kærlighed kun kan være ægte hvis jeg accepterer at jeg kan miste objektet for min kærlighed ved mine handlinger. Når alternativet er at jeg måske skulle bedrage både mig selv og hende for at bevare en kærlighed kan jeg sådan set godt se at min ægte kærlighed er det eneste jeg kan byde på. Skulle hun blive træt af det vil jeg jo alligevel miste hendes kærlighed.
Jeg har haft 500 dejlige dage og håber at hun har haft en dejlig kærlig oplevelse. Det svære her i verden er at elske nogen meget, at sige til dem at man elsker dem meget og så alligevel gøre det man kan - ikke det der forventes. Jeg kunne sagtens være meget bedre til at gøre ting og sager i hjemmet, jeg kunne sagtens leve op til forventninger til den praktiske mand med alle kræfterne. Men jeg er ikke alle de ting. Jeg er principielt ikke doven, selv om mine forældre betragter mig som sådan. Jeg er faktisk aktiv det meste af døgnet på min egen måde. Jeg er bare ikke indrettet som forventet: tage arbejde, tjene penge, gøre hvad man får besked på, have forventninger til livet, ønske noget af livet, stille krav til livet etc.
Som nævnt med min pensionsopsparing ville jeg gerne lindre min alderdom, hvis den skulle komme, og på sæt og vis lindre statskassens omkostninger i forbindelse med mig. Jeg bliver nødt til at bruge udtrykket at jeg ikke engang selv behøver pisse i bukserne for at holde varmen, det klarer lovgivningen med de tåbelige regler om at bruge formue først. Altså staten pisser i mine bukser for at jeg skal holde varmen. Lækkert ikke?
Desværre for staten stiller jeg heller ikke mange krav på egne vegne. At kontanthjælp for nogle er et beløb man kan leve af synes mig stadig en gåde, medmindre man er syg - som for eksempel tidligere soldater i krig, folk med traumer eller medfødte psykiske eller psykosomatiske sygdomme. Ikke en politiker har levet på kontanthjælp! Alligevel har alle politikere styr på udgift og indkomst for en fattig. Desuden tror alle politikere at mennesker der modtager overførselsindkomster er født svindlere, men det er jo et af stederne de tager fejl, som folk der kommer i fængsel lærer også fattige at bruge systemets firkantede regler.
Hvad kærligheden angår lever vi heller ikke alle på fattighjælp. Der har gennem århundreder været opstillet faste regler for kærlighed. Spilleregler kan man kalde det. Dertil har vi så føjet ligestillingen. Et princip der i sig selv er diskriminerende. Ikke at jeg mener at det liv kvinder har levet er optimalt, men det liv mænd har levet har i virkeligheden været lisså traumatiseret. Hvis man kigger den skrevne historie igennem vil man ved nærlæsning opdage at det altid er kvinderne der har ben i næsen når krisen kradser, mens mændene bare går i krig eller opfører sig tåbeligt. Tåbeligt som i "forkert i en given situation". Ligegyldigt hvordan man vender det vil man også opdage at mændenes indflydelse på deres børns opdragelse er minimal (både når det gælder drenge og piger), kvinder derimod har haft nærmest frie tøjler.
Mine forældre blev skilt da jeg var omkring 7 år, mine to yngre søskende (begge drenge var i den forbindelse omkring 6 og 4 år). Vi boede alle tre hos vores enlige mor, indtil hun fandt sig en ny ægtemand (da var jeg 13). Vores far havde "samkvem" indtil vares stedfar flyttede ind, så blev jalousien så stor at min far ikke måtte se os fordi han måske ville se vores mor.
Jeg har den dag i dag et sært forhold til mine forældre. Min mor holder jeg meget af, men samtidig stoler jeg ikke på hende som menneske. Hun valgte en jaloux ægtemand frem for at tage vare på sine børn. Hun har en medmenneskelig forståelse, men er samtidig selvoptaget.
Min far betyder meget for mig fordi han var væk en del år af mit liv (måske var han der et par gange om året indtil jeg blev udsat for min stedfar - og siden har jeg opsøgt ham med jævne mellemrum), men bitterhed og mangel på menneskelig forståelse giver ham et skær af tåbelig åndsfattigdom.
Nu er jeg selvfølgelig et eller andet sted bange for at min kærlighed skal bære det samme udtryk af fjernhed fra den virkelige verden som mine forældres kærlighed. Kan min elskede leve med en person der bare gør hvad han synes er rigtigt fremfor at gøre hvad hun synes?
Jeg kan klemme mange af mine problemer ned til spørgsmålet: Er det mig der gør noget forkert. Selvfølgelig godt hjulpet af mine forældre, der jo netop har tilegnet sig en attitude der betyder at de ikke kan gøre andet end de gør. At jeg prøver at se alting fra flere sider er i deres øjne godt nok, hvis bare jeg kan blive bedre i forhold til andre på den måde. Med andre ord udnytte min empati til egen fordel!
Hvordan skal jeg nogen sinde kunne tro på kærlighed med det udgangspunkt?

Men jeg tror på kærlighed <3

fredag, december 23, 2011

Julens glade budskab

At vi som mennesker har tavlt med at genere mennesker der er anderledes end os selv er jo ikke noget nyt. Heller ikke at vi normalt synes vi er meget bedre end andre (anderledes tænknde) mennesker. Nej vi er gode i forbindelse med julen og når der er indsamlinger til de stakkels mennesker i Afrika eller Asien der har været udsat for naturkatastrofer. Vi har påduttet langt større nationer end vores egen (både befolknings- og arealmæssigt) et demokratisme-princip som de overhovedet ikke har været i stand til at tage stilling til - og har derved pålagt lande et krav om demokrati. Men hvor er det flot at dem der skal forvalte demokrati ikke ved hvad demokrati er (midlertidige magthavere som for eksempel i Egypten) og dem der skal deltage i demokratiet ikke ved hvad demokratiet er (som for eksempel i Afghanistan). Jeg kunne have valgt andre lande som eksempel og derfor vil jeg pege på et europæisk land der praler af at være demokratisk, retfærdigt og bærer af en europæisk identitet. Her skal gættes!
Men svaret er selvfølgelig det land jeg er opvokset i, det land der har givet mig statsborgerskab. Svaret indebærer også en grundlov der har givet mig og andre trosfrihed, samme grundlov har sagt at jeg skal have lov til at forsamle med andre for at protestere mod noget jeg synes er forkert, samme grundlov har indbygget en sikkerhed imod at landet kan komme på andre hænder. En grundlov der har en baggrund jeg ikke kan give noget plus i karakterbogen. En grundlov der kan sælge dansk suverænitet til EU, En grundlov der giver mulighed for at statens undergrund kan foræres til et oliekonsortium, en grundlov der skelner mellem religion og islam.
Da jeg var 14 år lærte jeg at DJØF'er kunne hvad som helst. Sælge Danmark til EF på trods af at grundloven krævede 2/3 af vælgernes accept. Skal vi tage den først? Da grundloven blev indført var vælgerne indskrænket til at udgøre adel og borgere af det mandlige køn. Alder over 30 var krævet, tyende og skyldnere blev ikke indregnet og befolkningstallet var omkring 1 mio. De mennesker der havde valgret var nogle få tusinde og grundloven var i princippet bare en ændring fra at kongen havde enevælde til at kongen overlod rigets forvaltning til adel og (som noget nyt): borgerskabet (upcoming købmænd, bryggere, forlæggere mm.). Den oprindelige grundlov havde faktisk fastlåst et tokammersystem der svarer til det engelske. Eneste nytænkning i EU er oprettelsen af et trekammesystem, hvor embedsværket har selvstændig beslutningsret. Ellers er det pricipielt også der et spørgsmål om at de privilegerede (adelen og udpegede politikere) udgør et kammer og de folkevalgte udgør et andet kammer). Hvordan kan man tro på at jurister kan vælge at grundloven giver mulighed for at Danmark skal afgive bare en anelse suverænitet på baggrund af at omkring 28% (her er det et skud i tågen som bygger på at det var omkring  halvdelen af den danske befolkning der stemte og omkring den halve del af landets befolkning der stemte for et medlemsskab af EØF) til et fælleseuropæisk projekt  der udelukkende byggede på en økonomisk aftale der skulle sikre samme lande en afsætning af egne varer til andre medlemslande. Trods grundlovens ord om 2/3 vælgeres accept af at afgive suverænitet lykkedes det at omsætte Danmark. Jeg forstår egentlig godt at Kragh gik af samme dag.
Samme grundlov giver os trosfrihed. Er det godt eller skidt? Hvis vi vil passe på vores grundlov må det selvfølgelig være godt - eller hvad? Skal vi kigge på konteksten? I det forretningsliv der fandtes i København på det tidspunkt da grundloven blev forfattet var der flere forretningsfolk af jødisk herkomst. Jøder var, som vi også har erfaret fra 2. verdenskrig, ikke ligefrem populære men nok gode at låne penge af, til at udgive bøger hos og købe specielle smykker hos ( for at nævne nogle eksempler). Der var ikke (i nævneværdig grad) muslimer, buddhister eller andre trosretninger i Danmark på det tidspunkt. Trosfrihed var altså mere eller mindre et spørgsmål om at katolikker og jøder (trossamfund der hylder Jesus og Gud) kunne få lov til at dyrke deres tro. Jeg har selv på mine ture rundt i landet konstateret at Indre mission har bygget missionshuse rundt om i landet, at der findes jødiske synagoge(-bygninger) adskillige steder i Danmark og at der næsten ikke findes en landsby, der ikke har en kirke og en præstegård. Men en minaret eller et muslimsk mødested findes ikke nogle  steder i landet fordi der er modstand imod det! At vi har fået asatro og buddhisme til landet som store velfungernede religioner giver os ikke ret til at udelukke islam, hvis vi samtidig påberåber os en grundlov som vi lader jurister forvalte efter forgodtbefindende.
Nu er det selvfølgelig en god ting at grundloven giver mulighed for at man kan forsamles. Igen skyldes grundlovens ord at det under formynderstyret (enevælden) var forbudt at forsamles såfremt det var en forsamling der var imod kongedømmet (en vilkårlig vurdering på linje med vurderingen af arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere i dag) som kunne straffes øjeblikkeligt. Kongedømmet ønskede ikke politiske modstandere (som også de politiske partier i dag), kongedømmet ønskede ikke at mennesker samledes om protest imod regeringen (som de politiske partier i dag) og kongedømmet ønskede ikke at politisk indflydelse skulle bygges på karteldannelser (mest fordi der så var færre penge til kongeriget (som jo stadig var i krig et par gange efter 1849). Forsamlingsfriheden giver os altså ret til at forsamles. Da vi havde Enevælde kunne man forhindre købmænd i at forsamles og diskutere deres forretninger og deres erfaringer. Det blev afskaffet med grundloven. (Lur mig om ikke kongen havdet lugtet at initiativer var til fordel for både initiativtageren og for riget). Også jøder forsamledes, men det var jo med paralleler til de jødiske samfund i Romerriget. Så vi bliver nødt til at huske at grundloven er lavet fordi nogle forretningsfolk der var begyndt at tjene penge ikke havde haft indflydelse på den politik som den enevældige konge førte (ved hjælp af adelen som ikke havde så mange interesser til fælles med borgerstanden af økonomiske årsager). Borgerskabet blev nyrige mennesker og adelen levede i gamle dage. Da kongehuset manglede penge til at føre krig for var det borgerskabet der havde pengene - derfor måtte kongen låne af dem, ikke af adelen der havde levet af de penge som de havde haft. Grundloven bygger derfor i bund og grund på en aftale mellem de rige borgere, som kunne betale en krig mod tyskerne (den blev gennemført i 1864 og Danmark tabte den lille tennisduel), men borgerne (kapitalisterne) havde fået det de ville have. Og selv om ingen læser det her vrøvl vil jeg gerne tilføje: Jeg betragter folk der gerne vil tjene penge på andres arbejde som kapitalister - ikke som et skældsord).
Nu er jeg ked af at jeg har tabt tråden. Mit mål var jo at fortælle at den grundlov som vi alle hylder bare er et papir som en flok borgere fik underskrift på så de kunne tjene deres penge i fred og ro,. Grundloven nævner ikke med et ord at tyende, landarbejdere eller kvinder skal have nogle rettigheder! Den giver bare nogle nyrige mennesker de rettigheder de stort set har betalt for.
Så vores julegave er jo enormt stor. Vi har fået en ny regering der sørger for at alle vi mennesker der er og kan forholdes grundloven (fattige, flygtninge og indvandrere samt arbejdsløse) ikke har nogle rettigheder. Glædelig jul <3

torsdag, december 15, 2011

Ligestilling

Min gode ven tog ligestillingsdebatten op igen igen. Og den har jeg jo været del af hele mit liv, som barn!
Da mine forældre efter få års ægteskab besluttede sig for at blive skilt var der 3 børn (drenge: mig, og mine to yngre brødre hhv 1½ år og 4 år yngre). Det første forsøg på skilsmisse var at min moder skulle være forælder til den yngste mens min fader skulle forsørge os to ældste! Jeg aner ikke hvor den aftale ville have ført os hen for den blev aldrig en aftale. Efter endt forhandling via advokater og jura blev min mor tilkendt forældreretten til alle tre børn plus vores halvsøster. Min far måtte opgive alt hvad der stod i huset for at vi børn kunne forblive i bevidstheden om at vi havde en tryg tilværelse. Til gengæld kunne han beholde bilen (såvidt jeg husker en Taunus 17). Første gang jeg besøgte min far efter 3 års skilsmisse havde han været nødt til at indkøbe ekstra tallerkener og forestille sig hvad vi ønskede at spise. De røde pølser revnede fordi han ikke anede hvordan man lavede mad og bestik til 3 (herunder tallerkener) måtte han købe umiddelbart inden vi kom. (Gad vide om det var blevet vasket?)
Vores moder kunne uden de store problemer tage ekstraarbejde (aftenskole) og fortsætte med at tage sig af os børn. Der var endda plads til en børneopsparing. Fradragsberettiget.
Hun blev i huset, vores far boede på en sofa hos sine forældre, mens han ventede på at få nyt arbejde. Min mor fik arbejde i realskolen i den nærliggende by. Min far måtte flytte til sine forældre i Århus for at have et sted at parkere bilen. Hvis han ville se os eller komme til fødselsdag mm. så måtte han selv køre og betale. Om min mor og han så genopfriskede gamle minder skal jeg ikke kunne sige - vi børn var altid så trætte efter et gensyn med vores savnede far! Og et par gange ventede vi forgæves. Ikke fordi han ikke ville komme, men fordi han havde drukket sig mod til, eller hvad det hedder ...
og så væltede ned i en græft den ene gang og kørte sin bil i stykker den anden gang (nok fordi han havde sparet penge for at kunne køre og besøge sine børn - men hvorfor så drikke sig mod til?).
Min eneste erfaring er at ligestilling er noget vrøvl! Jeg har en storesøster som suverænt bestemte hvordan vi små drenge skulle opføre os når vores mor var væk. Mine forældre blev skilt da jeg var 6 år. Min søster er 6 år ældre end jeg og var så meget teenager som man kan være, tror jeg nok - har set engelske og amerikanske film om den periode og det lever hun da op til - ellers kan jeg jo bare huske nogle fester, men jeg gentog jo da jeg jeg blev lisså gammel.
Min mor arbejdede ekstra for at tjene penge nok til at forsørge os, sagde hun. Men hver weekend skulle vores søster passe os mens hun tog til enkebal. Og hver lørdag mødte vi en ny onkel med et spændende job, der måske kunne reparere mors borrnholmerur eller en anden del af huset. Onkler var der i hvert fald nogle stykker af, indtil Ejvind dukkede op. Jeg tror han var den første mand der accepterede at min mor havde tre børn i forsørgelsesalderen, i hvert fald kom han igen og havde gaver med til os. (Noget han havde medtaget fra arbejdspladsen). Han blev gift med vores mor og havde taget en Simca med sig ind i ægteskabet. Eftersom han var fyld 50 havde han haft muligheden for at hæve sin pensionsopsparing - og det havde han gjort! Det eneste han havde med ind i det ægteskab var en gammel rusten Simca. Og min mor havde en fast indkomst som udover at bestå af løn også bestod af tilskud til enlige mødre, børnepenge og boligtilskud. (det sidste er jeg dog ikke sikker på). Min fars indkomst i den periode var modsat: han var nyansat folkeskolelærer, tjenestebolig nedbrændte (ikke hans skyld) børnepenge til 3, og ansættelse på skole hvor der ikke var fradrag for nogle forpligtelsaer (lad mig sige lige ud at han er blevet ekstremt nærig af den grund - det offentlige har aldrig givet ham noget, derfor skal det offentlige heller ikke have noget).
Nu er jeg jo til til gengæld vokset op hos min mor, hvor pengene har betydet mindst lligeså meget. Bare med modsat fortegn. De penge min far betalte  i børnepenge blev indbetalt på en konto som blev hævet den dag jeg havde afsluttet min korte uddannelse (Gymnasiet) og indsat på min bankkonto. Hun hævede halvdelen til sig selv og jeg fik omkring 15.000 udbetalt. Skulle jeg brokke mig over at hun tog pengene? Hun var mor og er det stadig?
Min far fik selvfølgelig ikke nogen del, men han var stadig min far. Og det er jeg glad for, altså at have en far. Økonomi er altså for mig noget der er forbundet´med min mor. Ikke fordi der er penge i det eller fornuft, men det var min mor der havde penge og min far der lånte penge.
Sorry for meget næseblod
Det løber igen . Kys kys

tirsdag, december 06, 2011

Hvem af os er løverne?

Endnu engang må jeg ty til min oplevelse fra dengang jeg blev frivillig medarbejder ved Roskilde Festival. Da det var første gang jeg var der fik jeg en rundvisning og på et tidspunkt kom vi op i den ende hvor de tidlige gæster var mødt. Vi gik stille og roligt rundt, men nogle af dem der var på den anden side af hegnet gik også stille og rolig rundt. Så var det at tanken slog ned i mig: Hvem af os er løverne? Der var et hegn imellem os, vi var buret inde, men det var gæsterne jo også, så hvem var det der var udstillet og hvem var det der kiggede på?
Nu skal jeg igen til samtale med Jobcenteret. Og så er det at tvivlen finder sin egen vej ind i min snirklede hjerne eller ...
Sidder medarbejderne og studerer mig som et fremmedobjekt, som noget ikke-menneskeligt eller som en parasit? Eller er det mig der kigger på det alvorligt arbejdende folk, der i den grad har ladet andre definere deres arbejde, at deres uddannelse i bedste fald kan være ligegyldig, i dårligste fald giver dem problemer i forbindelse med deres egen troværdighed?
Nu kan jeg jo konstatere med de seneste dages debat, at enten er de arbejdsløse ikke interesseret i arbejde eller også er politikerne interesseret i at forvanske sandheden, eller ihvertfald omformulere den. Jeg har været en del af systemet siden jeg påbegyndte min uddannelse. Skal vi lige tage den igen kort: Går på gymnasium, dirkte videre til en anden uddannelse (i første omgang som maskinsnedker - men da muligheden for at læse til bibliotekatr opstår samtidig med at der ikke er læreplads til mig, skifter jeg til biblioteksskolen). Så snart jeg har afsluttet uddannelsen har jeg brændende ønske om at komme i arbejde, men værnepligten melder sig :( Som altid når jeg skal trække lod vinder jeg kun, når jeg taber. 16 måneder tog det mig at komme ud fra det system der primært gik ud på at slukke ildebrande med billig arbejdskraft efter militær regler. Dem der skred og tog hjem til kæresten i utide fik "bollevagter" og forlængelse af deres militære pligttid, hvorefter de skred igen og igen. Andre af os fik gode karakterer fordi vi "bare" fulgte reglerne og blev opfordret til at forfølge en linje der hed: befalingsmand. Vi var 3 der vidste hvordan vi kunne slippe (talsmand eller sikkerhedsordfører), men kun to der kunne blive valgt. Jeg tabte ikke det valg, men blev til gengæld kørt ud på et sidespor. Tænk at have været kørselsordonnans uden at have kørekort! Nå, men militærtjenesten tog jo så bare den tid den tog, selv om den rev 16 måneder ud af mirt liv. Selv om der var kommet en nyuddannet årgang fra biblioteksskolen og selv om min uddannelse var uden viden om IT (det er måske en sandhed med modifikationer: vi lærte om det binære talsystem - så det var nok snarere os der ikke pressede på for at lære mere - vi og vore lærere blev kaldt maskinstormere (modstandere af den nye udvikling) mens vores arbejdskolleger (organiseret i HK) var langt mere positive over for den der upcoming tendens til at bruge computere. Det var jo nok heller ikke mit held at jeg sådan set var ueninig i de ting som vores fagforening argumenterede med for ikke at indføre computere på bibliotekerne.
Nå følgen var at jeg blev arbejdsløs og derfor valgte at fungere i rådgivning for andre arbejdsløse og til sidst stillede op til valget af hovedbestyrelse til fagforeningen. Jeg må nok indrømme at det faktisk ikke var tilladt at arbejde frivilligt på det tidspunkt og at jeg derfor allerede da brød loven. Egentlig har jeg aldrig undersøgt om det har været forbudt at sidde i en fagforenings hovedbestyrelse når man er arbejdsløs, det var jeg sådan set ogfså ligeglad med. det skal lige tilføjes at jeg ikke blev indvalgt i fagforeningens bestyrelse, men da der ikke var mange der stillede op, og en af de indvalgte skiftede job var jeg pludselig første suppleant. Og jeg havde det som Jakob Haugaard "stemmekvæg, tungen på vægtskålen, den som alle de andre gerne vil have med på sin side". Så forlod jeg det cirkus.
Der kom jobs, altid vikariater. Der kom stillinger, også der hvor jeg var ansat, men som følge af at jeg var villig til at flytte til vikariater i den anden ende af landet, og måske også fordi jeg aldrig var enig med de fastansatte, så fik jeg aldrig fastansættelse. Jeg tror nok i den forbindelse at det der fik moig til at betragte mine kolleger med nogen skepsis var at de da jeg var i et årsvikariat  i Kolding forsøgte at udpege mig til fællestillidsmand, og jeg måtte gøre opmærksom på at det kunne jeg ikke som vikar.
Men OK. Det er jo sådan set også der jeg gerne vil hen. At vi betragter hinanden og synes alle andre er mærkelige. At vi står i vores lille løvebur og kigger ud på alle gæsterne i Zoo, uden at vide hvorfor de står og kigger ind på os. Forskellen på løverne og gæsterne er vel at gæsterne ville fodre løverne med peanuts, mens løverne ville spise gæsterne (såfremt de var svage nok til at blive fanget og spist).
Tror lige jeg har fundet ud af at jeg er publikum og kapitalismen er løverne.
Og så igen: tilbage til det store spørgsmål: Hvem af os er løverne. Er det dem der kigger igennem hegnet eller er det dem der bliver fodret? Øv hvor surt. Igen kan man jo vende hegnet så det kun er en side der er udstillet.
Hvis jeg skal være ærlig har jeg jo det store problem at jeg må være løve. Jeg bliver fodret og kan ikke selv fange min mad. Sådan er fangenskab åbenbart. Men dem der kigger ind gennem hegnet er jo lisså meget i tvivl om om jeg er løve. For de syns jo de har styr på mig sålænge jeg bliver fodret. Som så mange andre steder er der ikke altid råd til foder, men så må man  give så meget som muligt for at holde løven i live. Den skal jo tjerne penge ind til Zoo.
Nå ja, og så må jeg jo indrømme at jeg aldrig har haft arbejde, kun vikariater, kun arbejder som fik mig til at rejse fra den ene ende af Danmark til den anden, kun arbejdsløshed der fik mig til at søge arbejde i Tyskland, i Norge nord for Polarcirklen og på Grønland uden at kunne et ord på grønlandsk. Og jeg søgte oprigtigt!
Der fulgte så en periode med talrige aktiveringer, faktisk blev jeg aktiveret i forbindelse med det arbejde jeg ikke måtte foretage som frivillig, men gerne måtte som aktiveret (til samme pris i øvrigt - nemlig kr. 0,-). Jeg blev placeret på biblioteket fordi jeg havde kvalifikationer der kunne bruges (kendskab til EDB-udlånssystemer og katalogisering) og jeg fik sommerferievikariater indtil de blev sparet væk af kommunen. Jeg blev sendt i arbejde på lokalradioen fordi jeg ikke måtte arbejde frivilligt, og jeg fik endda arbejde med løn på radioen i en kort periode hvor økonomien var til det.
Og på lokalradioen lærte jeg igen at se gennem hegnet uden at vide om jeg var den der var indespærret eller om det var de andre.
Jeg blev bekræftet i at jeg havde talent, at jeg kunne lave radio og TV, faktisk blev jeg hentet til den lokale TV-station på Samsø for at indgå i et team der skulle lave lokal-TV. og det lykkedes, synes jeg. Vi fik startet noget op som nok i for høj grad var en efterligning af DR, men med det lokale touch. Vi fik masser af seere, når vi havde mulighed for at sende, for i perioder var der ikke penge til lønninger mm. Men vi sendte og det lille samfund på nogle få tusinde mennesker fulgte med. Også her var det svært at vide hvem af os der var løverne: de sære mennesker der lavede TV og radio eller de mennesker der boede på øen.
Og nu sidder jeg og kigger på mig selv. Jeg kan ikke se hegnet, men jeg kan høre at det er der. Ingen kan fortælle mig hvem der ser ned på (eller ud på) hvem? Jeg ved bare at løverne er dem de andre kigger på. Og i denne verden er det de arbejdsløse der bliver kigget på, fodret på efter økonomien, og betragtet som et eksotisk indslag ...

mandag, december 05, 2011

Misbrug

Jeg er træt af at høre om misbrug nu. Vi skal bruge formuer på at finde ud af om ministre har misbrugt deres magt, samtidig lægger vi afgift på næsten alt der kan misbruges (spiritus, tobak, fedt, you name it). Embedsmænd anklages for at have misbrugt magten til at lække ømfindtlige sager til pressen, og kvinder anklages for at have være stiltiende vidner til mænds misbrug af deres små børn.
Hvor begynder misbruget?
I skolen havde jeg en ven der blev dybt religiøs fordi hans mor kunne lide at dyrke sex med ham (han fortalte aldrig hvordan, kun at han syntes det var ubehageligt). Er det misbrug?
I samme periode havde mine forældre (som da var skilt) en kollega som af og til kom på besøg - jeg boede hos min mor - Jeg aner ikke hvad han gjorde ved min mor, men han kom ind på mit værelse som jeg havde arvet efter min storesøster og han kyssede og tog på mig.  Da jeg vågnede fandt han vel ud af at jeg ikke var min søster, men det er vel stadig misbrug? Og jeg ved end ikke i dag om min søster nogensinde blev misbrugt, den slags ting taler vi jo ikke om i de kredse.
Jeg vil også gerne indrømme at jeg blev lokket i fordærv af en skolekammerat. Fordærvet skyldtes nok mest at jeg var inkarneret antiryger og medlem af NOAH da jeg var ung. Men jeg blev lokket over på rygerholdet (rygere af humørtobak). Jeg lærte at inhalere og jeg lærte at se stort på lovgivningen, så længe vi kunne have det sjovt og få vores bevidsthed udvidet (Gud hvor vi trængte til det). Der var grønt, rødt og sort, der var stjernestøv og hjemmedyrket marihuana  (vi gik højt op i hvor hvor mange generationer der var bag og 12 var hel vildt meget).
Skal jeg sætte år på begyndte det vel efter gymnasiet, altså i 1977. Og så brugte jeg hash i perioder frem til 1984, hvor jeg havde en forfærdelig oplevelse. Jeg fik det dårligt og havde det man kalder "en nedtur". Jeg har ikke rørt det stads siden, men kender og har kendt andre der ikke har fået samme dårlige oplevelse.
Jeg begyndte også at ryge på baggrund af at jeg lærte at inhalere hash, tobak blev en del af mit liv, og var det varierende over en periode på 20 år. Faktisk holdt jeg op med at ryge allerede da jeg fik mit hash-chock i 1984, men begyndte så at ryge igen inden jeg mødte min datters mor i 1988. Da hun blev undfanget (eller rettere da hendes undfangelse blev bekræftet af lægerne) holdt jeg op, i sympati med moderen som ikke kunne slippe smøgerne uden hjælp (hun kunne heller ikke med hjælp). Men da vi så blev uvenner begyndte jeg at ryge igen, vel en form for regression eller også følte jeg mig bare fortabt.
I hele perioden hvor min datters mor var en del af mit liv fik jeg masser af øl. Hun drak guldøl fordi de var billigere i forhold til procenterne, jeg drak pilsnere fordi de kun virkede efter procenterne. Måske var det også en god ting at hun altid samlede flaskerne til sidst i måneden - så var der til at købe flere øl, og der tror jeg at mit argument var at så skulle vi drikke pilsnere i stedet for guldøl - så ville der være flere tomme flasker. (LOGIK).
Under alle omstændigheder vil jeg hellere betegne det liv vi havde sammen som et behov for at være sammen. Vi misbrugte ikke oprindeligt hinanden. Hvis vores forbrug af alkohol og marihuana var voldsomt (hvad det ikke var pga. de penge vi havde) ville vi have et troværdighedsproblem, men det var ikke stort, det var kun stort i forhold til vores rådighedsbeløb. Jeg så masser af mennesker der købte dyr whisky på værtshusene som vi kom på .Jeg så masser af studerende og højtuddannede der brugte langt flere penge end vi gjorde. Vi brugte kun dem vi havde. Så kan man altid tale om misbrug af offentlige midler.
Min datters mor levede principielt af piller og alkohol og jeg er stort set sikker på hun døde af kombinationen, men ingen kunne ændre hendes måde at leve på. Selv lægerne gav hende den medicin som hun skulle have.. Hvis nogen skal stilles til ansvar for hendes død må det derfor være lægerne eller myndighederne.
Men lad os nu vende tilbage til det egentlige, nemlig misbrug. Siden jeg var ganske ung har jeg jeg i mindre eller større omfang (afhængig af min økonomiske formåen) indkøbt  øl, vin eller brændevin - alt afhængigt af min indtægt. Jeg har også været så heldig at jeg har kunnet finde et sted at bo som har været billigere end en bolig i et et socialt boligbyggeri.
Det er jo dejligt at få tilskud, det troede jeg også så da jeg boede i en lejlighed der var ejet af en ældre dame tænkte jeg at vi i fællesskab kunne få del i den sociale arv. (Ikke at jeg som 30-årig syntes at en 70-årig dame var værd at misbruge, mere at hun skulle leve roligt og i fred for myndighederne ved at leje en del af sit barndomshjem ud) Men jeg fandt hurtigt ud af at de penge jeg fik i tilskud var B-indkomst og at de blev fratrukket mine fradrag (egentlig kun børnepenge), men jeg fik intet ud af et tilskud til min bolig. Til gerngæld steg min husleje, da udlejerens søn kunne se en mulig merindtægt. Misbrug?
Jeg må indrømme at mit forbrug af alkohol er for højt. Jeg må indrømme at jeg ønsker at have en flaske øl eller vin i nærheden af hånden i løbet af dagen, ja jeg må endda tilstå at en snaps af og til kan få min morgen til at blive lettere, men er det misbrug?
Eller er det misbrug at andre mennesker gør noget imod dig som du ikke har indflydelse på? Svar nu ærligt!

søndag, december 04, 2011

Mit ansvar

Jeg er endnu engang blevet belært om mit ansvar. Samfundet fortæller mig gennem den nydannede regering at jeg ikke må nasse på samfundet. Hvor opmuntrende. Da jeg var ung lærte jeg at der altid ville være hjælp til de mennesker der ikke kunne klare sig i samfundet. Da jeg var ung erfarede jeg også at det ikke passede. Der var ingen hjælp.
Hvis jeg skal prøve at agere samfundsnasser var mit fromme ønske ikke at få et nøje afmålt beløb udbetalt. Jeg ønskede at få hjælp til at betale min husleje og det forbrug der knyttede sig til mit lejemål. Men der var ingen penge at få. Jeg havde en arbejdsløshedsforsikring (det har jeg i øvrigt stadig) som betød at akut hjælp var udelukket. Jeg blev af kommunen henvist til min bank, der kunne komnstatere at jeg ikke var kreditværdig og derfor henviste til kommunen der konstaterede at jeg havde en arbejdsløshedesforsikring og derfor ikke var berettiget til at modtage hjælp. Men jeg havde jo brug for hjælp, og jeg ville under alle omstændigheder betale tilbage, jeg ønskede bare at kunne beholde min bopæl. Det skete i forbindelse med at jeg fik arbejde og derfor tjente langt flere penge end der stod på min selvangivelse. På den baggrund fik jeg penge tilbage i forhold til skat, desværre skyldte jeg penge for mit studie. De penge jeg skyldte var desværre blevet til et statsindfriet lån, som desværre var blevet til et hovedstolslån, hvor selve lånet blev ændret da banken overgav det til staten fra at være lån med renter og renters renter til udelukkende at være en hovedstol. Med renter omkring de 30% betød det for mig at 5 års lån på ialt 64.000 blev til et lån på langt over 200.000, og hovedstolen som var på 60.000 blev altså med et slag til en hovedstol på 220.000. Årsagen var at jeg skulle aftjene min værnepligt, desværre blev jeg så gammel at jeg ikke kunne aftjene den umiddelbart efter endt uddannelse, men skulle vente næsten et år. I forbindelse med mine ansøgninger måtte jeg anspurgt oplyse, at jeg skulle aftjene værnepligt (som de piger jeg var uddannet med der blev spurgt om de skulle/ville gå på barsel).  Jeg flyttede fra den ene verdensdel til den anden i Danmark, fra Vestjylland (Holstebro) til Nordsjælland (Gilleleje) og til Østjylland (Kolding). Hver gang jeg flyttede for at tage nogle måneders arbejde var det udfra teorien om at jeg skulle vise at jeg ville arbejde. At jeg ønskede at arbejde indenfor mit fag. Men enten var jeg for god til at flytte eller også var jeg ikke den bibliotekar der var brug for.
Den dag i dag er min selvtillid i orden når vi taler fag og uddannelse. I den forbindelse vil jeg gerne arbejde som bibliotekar igen, men hver gang der er stillinger som jeg kan bestyre (nyere teknologi er noget jeg skal lære først) får jeg et venligt brev hvoraf det fremgår at jeg ikke er kommet i betragtning til stillingen. Det er jo også pragtfuldt at stå op hver evig eneste morgen og vide at man er god til sit arbejde, a vide man gerne vil arbejde - og så få at vide at man skal arbejde for enhver pris, men på de betingelser der bliver stillet fra samfundet.
Min samfundsstøtte har altid været engageret. Jeg støtter demokratiet, jeg finder mig i at skiftende regeringer skider på folk, anser indvandrere for at være samfundsnassere, giver statsborgerskab med lynende hast til sportsfolk og tvinger unge mennesker til at flytte til Sverige for at blive gift. Altsammen regler som egentlig skulle hindre folk i at udnytte det danske samfund, men regler der i stedet får folk til at udnytte de regler der er. Regler der forhindrer indvandrere (flygtninge, nordmænd, amerikanere, tyskere etc) i at blive danske, fordi de ikke kan få den hjælp der skal til for at lære det danske sprog, komme i arbejde, opbygge familie osv.
Selv folk med rod i økonomien bliver mistroet. Der er selvfølgelig en god grund til at mistro folk med rod i økonomien, såvel danskere som indvandrere kan jo fejlagtigt tro at Danmark er et slaraffenland. Faktisk er der langt flere "etniske" danskere der ikke kan finde ud af hvornår man har råd til at låne penge og hvad vilkårene er. Både sms-lån og supermarkeds-kreditlån er det stort set kun "etniske" danskere der tager (Jeg skal ikke kunne sige om indvandrere og "ikke-etniske danskere" tager den slags lån, mit indtryk er bare at det foregår internt, som i bandemiljøer eller rockermiljøer). Tilbage bliver folk som ikke har styr på økonomien af den ene eller anden årsag. Guderne skal vide at jeg i skolen lærte at udfylde girokort, at skrive brevhoved og at verificere fotokopier. Vi lærte også at formulere os i skrivelser til det offentlige og hvordan mandater til folketinget blev udvalgt, men vi lærte aldrig hvordan vi skulle klare os hvis vores økonomi gik i spåner. Vi fik bare at vide at vi havde verdens bedste sociale sikkerhedssystem. Et eller andet sted er jeg sikker på at grækerne har fået det samme at vide.
Da jeg endelig fandt ud af at det var op til mig at få tingene til at passe gik jeg til kommunen og bad om at få ændret min forskudsopgørelse så jeg ikke ville få et skattesmæk eller en stor sum penge som ville blive inddraget til at betale min gæld. (Ikke fordi jeg ikke ville betale min gæld til det offentlige - men fordi jeg også gerne ville betale de øvrige omkostninger jeg havde - man kalder det mig bekendt for faste udgifter). Kommunens ansatte syntes at det var for besværligt at ændre opgørelsen på grund af to måneders indtægtsforhøjelse på 200%. For mig var det en mulighed for at betale for flytning og indskud samt for at være rimelig klædt i forbindelse med mit nye arbejde, for de ansatte ved kommunen var det bare besværligt at jeg skulle have udbetalt et beløb der forhindrede mig i at skylde stat, amt og kommune penge efter nytår. Faktisk blev jeg endnu engang sendt på den sædvanlige rejse: Spørg banken, hvorefter banken sagde: spørg kommunen. Den sociale sikkerhed har i hele min levetid haft fantastiske kår: Den eksisterer kun som et udtryk, der er ikke nogle mennesker der er taget alvorligt i min levetid når vi taler om social sikkerhed. Derfor kom det også for mig som en overraskelse da jeg senest spurgte om jeg kunne modtage socialhjælp, at jeg kunne.
Med min erfaring og med de ting jeg har hørt kom det endnu mere som en overraskelse at ingen spurgte mig om mine faktiske udgifter. Jeg får det samme beløb, om min husleje er 1000 kr eller om den er 12.000. For mig er det helt fint, for det betyder at jeg i langt højere grad (med en lav husleje) har mulighed for at foretage opsøgende jobsøgning, jeg er mere mobil i forhold til at søge jobs fordi jeg ikke skal finde penge på mit budget til at rejse til nabobyerne (jeg skal lige hilse og sige at uden bil og kørekort er det en dejlig dyr ting at rejse (20 kr for bybus i Silkeborg, 48 kr. for bus fra Fårvang til Silkeborg til Fårvang, hver vej - busserne kører hver eller hver anden time, hvilket indebærer at den såkaldte timebillet ikke gælder når der kører bus i den modsatte retning! - og returbilletter er afskaffet).
Men tilbage til det med pengene. Jeg har egentlig lært at jeg skal betale enhver sit. Jeg har også forsøgt, men har egentlig konstateret at det ville være langt bedre hvis jeg svindlede med alle de penge jeg modtager. Bare jeg kan holde ryggen fri kan de bevilgende myndigheder holde ryggen fri. Det betyder også at alle de mennesker der snyder systemet går fri, bare de ved hvordan man snyder (Stein Bagger hehe). Til gengæld bliver alle ærlige mennesker straffet fordi de ikke kan skjule deres omkostninger.
Førsdt vil jeg gerne nævne den (lige nu) aktuelle Carina sag, hvor Ö. Cekic fik Joakim B. Olsen med på et besøg hos en bistandsklient. Der var tale om en enlig mor, der boede i socialt boligbyggeri og derfor (som enloig mor) fik børnepenge, og (boende i socialt boligbyggeri) fik boligtilskud. En rimelig løs beregning (licens og husleje) viste at hun havde 5.000 kr til overs (altså til at købe tøj og mad etc). Nu er der så vidt jeg ved det ved enlige mødre at de har børn (ellers ville de ikke blive kaldt enlige mødre - min mor er faktisk også enlig mor, men hun er 81 og vil derfor ikke blive betegnet "enlig mor") og derfor har udgifter der knytter sig til deres børn. Jeg vil da gerne vedgå at man ikke behøver købe mærkevarer, men det er vel en væsenttlig ting at man sørgr vfor at ens barn får noget fornuftigt at spise og deltager i de sociale arrangementer. Noget fornuftigt at spise behøver ikke at være økologisk eller sushi mm., de sociale arrangementer vil nok sjældent være velgørenhedsarrangementer - men det der sker er oftest at vi taler om burgere når vi ser på mad, og at børnene tigger om slik til fastelavn.
Hvorfor er det så lige jeg spekulerer på ansvar?
For at sige det ligeud: Fordi de mennesker der har kræfter og overskud til at vise ansvar ikke kan vise det.
Hvem er skurkene i det samfund vi lever i? Det er sådan set let at definere, både rød og blå fløj giver alle de fattige og de arbejdsløse skylden. Vi skal bidrage til det samfund vi forventer hjælp fra. Jamen det er jeg sikker på at alle fattige vil. Hvorfor save den gren over man sidder på? Men dem der udnytter reglerne, samfundet, systemet, whatever, er jo dem der koster alle de "nassere", som systemet har opfundet, deres menneskeværd. Jeg har sådan set svært ved at sige det lige ud, men kapitalismen er stadig (som den også var for 200 år siden) denegentlige årsag til at der findes tabere. Alle os tabere er jo sådan set bare tabere fordi der i den økonomiske verden skal findes vindere. Og for at vinde skal man skabe tabere.
Jeg vinder ikke den store lottogevinst på onsdag, men jeg har heller ikke bidraget med en krone til det store fupnummer, der i virkeligheden kun er med til at støtte sportsfolk (er kuglestødning arbejde) og kulturelle projekter (vedligehold af Amaliehaven). Og hvis det stod til mig skulle alle dem der spiller lotto smide pengene direkte i statskassen - så tror jeg også at statskassen kunne udtrække en vinder der ikke skulle betale skat i et år. Alt i alt nok billigere for både mig og for samfundet.
Men det er jo ikke mit ansvar!

lørdag, november 19, 2011

Formning og kreativitet

En diskussion for nogle dage siden handlede om kreativitet. Jeg synes jo at det gode fag formning hører til de kreative undervisningsfag, hvilket den gamle skolelærer var totalt enig i, men da jeg så foreslog at faget gymnastik var kreativt blev det for meget for skolelæreren. Jeg måtte høre på argumenter om at kreativitet kræver at man bliver motiveret til at skabende, hvilket jo i og for sig ligger i betydningen af ordet. Gymnastik var i hans øjne udelukkende til for at styrke fysikken og motorikken - med andre ord ikke kreativt. Jeg måtte altså nævne hans eget fag nemlig sløjd, der set med mine øjne (den undervisning jeg blev udsat for i folkeskolen) udelukkende bestod i at save nogle klodser og samle dem med søm, lim eller metaltråde til små træskibe, kasser eller bordskånere. På linje med de plastikperler og peddigrør der i nogle år invaderede folkeskolen. Eller skabeloner i nutellaglas så man kunne tegne Asterix og Obelix. Stramajmønstre i håndgerning og opskrifter på at lave en kande kaffe i husgerning. Nå ja det hed fagene da jeg gik i skole.
Jeg burde have vist at hans fag: altså formning og sløjd var de eneste kreative fag i skolen, alle de andre var bare til for at lære grundlæggende metoder. Så måtte jeg op i rødt. Formning er et ord der egentlig betyder at forme noget, og hvis man skulle tage ordet for pålydende ville det umiddelbart kunne forstås som at danne noget efter en form eller en støbeske. Ikke specielt kreativt for den der laver arbejdet, men måske for den der finder på hvilket produkt der kommer ud af formen. Og jeg har set glaspustere der var virtuose til deres arbejde og snedkere der kunne lave de fineste snirkler efter mønster. Jeg kendte også Per Lüttgen der kunne lege med former indtil han havde skabt et unikt formet glas, men som måtte have hjælp til at skabe det, og gennem tiderne har der været snedkere der hellere ville skabe unikke møbler end serieproducere dem.
Indsigelsen fra den gamle lærer gik da også mere på at der ikke lå noget kreativt i de skolefag der hed noget andet end formning (og til dels sløjd), mens gymnastik under ingen omstændighed kunne kaldes kreativt, da det alene var et spørgsmål om at sikre en god fysik og desuden var medvirkende til at lave en opdeling i egnede og mindre egnede (jeg hørte selv til de mindre egnede der altid stod tilbage til sidst når der skulle vælges hold).
Som jeg husker de forskellige fag var det dog det samme parameter der gjorde sig gældende indenfor samtlige fag i skolen, også formning og sløjd. Jeg vil endda strække mig så langt som til at sige at i de år hvor vi fik karakterer var de vigtigere end vores eventuelle lyst til at eksperimentere, mens vi uden karakterer havde lettere ved at "dumme os".
Men lad mig nævne nogle af de positive oplevelser jeg havde i skolen. En ung lærer under uddannelse fik os til at forlade Jørgen Clevin kreativitet til at tegne ting uden skabeloner, til at vælge farver efter eget valg og motiver som ikke var dikteret. På det område var jeg personligt velstimuleret hjemmefra, men pludselig blev faget til et eksperiment, en leg, ikke bare noget vi var dikteret. Næsten samtidig fik vi en ny lærer til Regning. En lærer som fortalte at det var vigtigere vi kunne nå frem til det rigtige resultat end at vi kunne stille det op i et skema som læreren hurtigt kunne overskue. I løbet af det skoleår gik jeg fra at være en af de dårligste til at være en af de bedre til Regning. I Dansk fik vi nogle år senere endnu en ung lærer under uddannelse, som foreslog os at vi skulle lave en digtsamling og illustrere den. Det var spritstencil-tiden, så rammen blev at vi fik en side hver, hvorpå der skulle være et digt og en illustration (linoleumstryk var den enste mulighed). Det lykkedes at lave en digtsamling selv om stencil og linoleum var noget nær modsætninger (lisså sort trykket var lisså lyseblåt var teksten), men det var noget nyt, noget kreativt, æstetikken kom først til langt senere. En anden ny formningslærer satte os igang med at lave nogle kakler i fællesskab. Igen var der rammer. De skulle være kvadratiske af samme størrelse og vi skulle forsøge at få dem til at løbe sammen - altså hvad vi lavede midt på var ligemeget, men var der en arm eller tilsvarende der gik til kanten på naboens kvadrat skulle vi sørge for en forbindelse. Altså nok var der regler, men samtidig kreativitet. En ny lærer i Gymnastik fik først motorikken på plads (og jeg var virkelig en klumpedumpe) og senere fik jeg lov til at medvirke i en sport som ingen på skolen kendte, hvorfor vi alle var lige fra begyndelsen: volleyball. Faktisk var der mange af de oversete elever der fandt ud af at dyrke denne kollektive sport frem for de normale i form af fodbold, håndbold og redskabsgymnastik.
Men det var først årtier senere at jeg fattede at der kunne være noget mere kreativt ved at dyrke kroppen end at blive bedre end andre.
Og det med at være bedre end andre må jeg så lige kommentere. Jeg har aldrig villet være bedre end andre, tværtimod har jeg altid ønsket at være en del af et kollektiv eller en gruppe der kunne udveksle intentioner og ideer. Men konkurrencemomentet var altid til stede i skolen, derfor blev jeg dengang i 70'erne modstander af at være vinder, jeg ville opleve og lære, ikke konkurrere. Jeg ville eksperimentere, men fastholdt at jeg måtte opfylde det omgivende samfunds krav, altså få karakterer og tage eksamen. Ikke fordi det var så svært, det havde jeg været nødt til hele mit liv, men det var jo bare noget der skulle gøres.
Tilbage til legemsøvelserne som Gymnastik kom til at hedde. På højskole mødte jeg en karismatisk og begejstret musiklærer, som lokkede mig ind i skolens frivillige kor (frivilligt fordi det var efter endt undervisning). Han lyttede til vore stemmer og satte os så til at lave gymnastiske øvelser og stemmeøvelser. de er begge lige vigtige sagde han og mente at vi skulle se det som en opvarmning til en præstation. Vi skulle kunne synge igennem, ikke konkurrere med hinanden men supplere hinanden. Man kan godt sige at det kreative i at synge fir- eller fem-stemmigt kor mere er at følge regler og noder end det er kreativt, men da jeg havde været med nogle måneder kunne jeg mærke hvordan vi i koret kunne bære hinanden oppe. Og dermed også hvordan vi havde lyst til at prøve kræfter med nye opgaver.
Måske mange ikke vil støtte mig når jeg siger at gymnastik er et kreativt fag. Egentlig var det mest kreative på området jeg lavede som barn at klatre i træer og efterligne Thunderbirds og deres slisker og raketter for ikke at tale om at forsøge at begå mig i de sportsgrene vi kun så hvert fjerde år i forbindelse med olympiader. Færre vil sige at Michael Laudrup eller Johann Cruyff ikke var kreative fodboldspillere, og Anja Andersen mente selv at hun kun spillede håndbold fordi der var så megen kreativitet i den sport. Personligt ser jeg gerne at sporten som sådan får flere kreative mennsker, men sport er et område hvor kreative mennesker går tabt i langt højere grad end indenfor andre kunstarter. Lad mig nævne modedesignere, kokke, designere (arkitekter mm.), forfattere, kunstnere og digtere.
Kreativitet er som det ses et mangehovedet monster. Det dukker op overalt. Personligt er jeg blevet fascineret af de mulæigheder der ligger for at skabe oversigter, hvor både sproglige og matematiske betingelser bliver opfyldt i både regneark og databasesammenhænge, så selv matematikken må ikke betragtes som noget kedeligt, tværtimod.
På den måde når jeg frem til det jeg egentlig mener om kreativitet, nemlig at det skal bygge på leg og frihed. Glæden ved at opleve er set med mine øjne langt større end evnen til at skabe noget nyt. Men netop derfor må det jo også være helt fantastisk at opleve nye vinkler på tilværelsen, sprogligt, matematisk og på de samfundsbekræftende fag som gymnastik, husgerning, håndgerning, sløjd og formning.
Det sjoveste jeg har prøvet er faktisk at lave et regneark der kunne skrive en grammatisk korrekt sætning på dansk med tilfældigt valgte ord. Tak for den oplevelse, Kevin.

onsdag, november 09, 2011

fisk i blender

Så har jeg endnu engang lært det. Jeg troede at kunst var en udfordring, men en snak med min kunstnerisk interesserede far har åbenbaret noget helt andet.
Min opfattelse af guldfiskene i blendere var at der var flere valgmuligheder end at trykke eller ikke trykke på knappen. For mig var det sådan set kunsten at man ikke bare skulle vælge mellem sort eller hvidt, men vælge ...
Så jeg foreslog at det man kunne vælge var at trykke på knappen og pulverisere fisken eller ikke trykke. Men kan kunne også som valg overveje at trykke på knappen, altså vælge at ville trykke på knappen og så lade være, eller som det yderste vælge ikke at trykke på knappen og så alligevel gøre det. Altså i videste konsekvens overveje valgmuligheder, foretage et valg og alligevel gøre noget andet. For mig at se kunstnerisk og grænseoverskridende, men åbenbart for almindelige mennesker og min far noget vrøvl.
Efterhånden får jeg på fornemmelsen at jeg er gal. At min måde at tænke på er en sindssygs måde og at jeg ikke kan tage fejl, fordi jeg aldrig har ret, og det er forkert.
Hele diskussionen udsprang af en monolog der starter med "Har demokratiet en tanke", hvor jeg som ung var fascineret af den leg med ord der foregik, desværre er det temmelig mange år siden jeg har hørt monologen, og jeg har ikke fundet den på nettet. Så kom jeg i tanke om den monolog som var den mest intetsigende og allegevel meget intense, nemlig Aakirkeby, hvor vrøvl afløses af vrøvl og slutter med det forløsende ord "øl".
For mig var der ikke langt til Henry Heerups ølkapsel-skulpturer eller min fars egne eksperimenter, hvor kunst var indskrænket til at være eksperimenter og forsøg. Min mening er at netop forsøg og udvidelse af grænser er vigtige for kunst. Så jeg fremhæver at døde grise, udstoppede hunde og afskårne hestehoveder i sagens natur må være kunst, når nogen prøver grænserne af, men ikke er det hvis nogen gør det efter. Det sammen mente jeg sådan set om gulsfisk i blendere, hvor det ikke var spørgsmålet om at kunne blende fiskene, men spørgsmålet om at kunne vælge der var den egentlige kunst. Og så gik der påståelighed i det, for set med min kunstinteresserede fars øjne var der kun to muligheder, at trykke eller lade være. For mig at se er det ikke valgmuligheder men blot en løsning svarende til at køre over for rødt eller købe et par sko i krokodilleskind. Ikke tilladt, men muligt. Men muligheden for at overveje er for mig den altdominerende kunstnerisk set.
Som kunstner har jeg ikke meget talent. Jeg er måske habil tegner eller leger med billeder og ord. Men min kunst består i at jeg ikke kan definere noget.  Jeg ønsker at tvivle, og være anderledes. Så snart jeg er mig selv bliver jeg nødt til at overveje muligheden af at være noget andet, at overveje muligheden af at græde midt i latteren eller tvivle på virkeligheden.
Som barn var en af mine største oplevelser at se mosekonen brygge på engen ikke langt fra mit barndomshjem i Ansager (med alle åerne). At Ib Spang Olsen havde materialiseret mosekonen i en billedbog gjorde det jo ikke sværere for mig at være fascineret af mosekonens bryg. Det gjorde det fascinerende, at jeg med det samme kunne konstatere at der ikke var nogen mosekone, men at hun bryggede alligevel. Julemanden eksisterede ikke fordi vi havde fjernvarme, altså ingen skorsten til ham, og mine legekammerater havde bud fra tandfeen når deres mælketænder faldt ud. Vi boede i nummer tretten og fik aldrig besøg af hverken julemand, tandfe eller mosekone. Til gengæld havde vi rengøringshjælp og naboer med hysteriske dværgpinschere eller hvad sådan nogle hunde nu hedder. De gøede og bed fordi de var små og ikke kunne gøre andet. Og jeg lærte at det ikke var mig der var noget galt med, men de hysteriske hunde. Tror jeg nok.
Og nu sidder jeg her og spekulerer på om der er nogen sammenhæng i alt det vrøvl jeg skriver og finder ud af at det er der sådan set ikke. Det giver kun mening hvis man er mig og tænker hurtigere and man kan skrive, altså er alle de tanker der hele tiden farer gennem mit hoved lisså langt væk som de ord der ikke kan skrives på en sløv pc.
Men for at vende tilbage til guldfiskene så har jeg jo også et problem i forhold til mit ophav. Eller måske har mine forældre et problem i forhold til mig. Jeg er deres barn og derfor respekterer jeg dem og deres beslutninger, men på en måde så de aldrig kan tage beslutninger imod det de har lært mig. Og der har vi problemet. Både min far og mor har lært mig at tænke selv, at tage selvstændige beslutninger, være voksen og tage ansvar ...
Men hvad er ansvar? Jeg har tænkt og tænkt i mange år. Mit hovede er fyldt med tanker og løsningerne fylder meget mere end spørgsmålene. Alligevel er mine forældre de første til at stille med løsninger. Tyskerne var skyld i anden verdenskrig. Penge er roden til alt ondt (og lige netop penge har mine forældre langt flere af end deres forældre og børn), Nå ja og så er det altid alle de andre der kører råddent.
Tryk på knappen og se guldfisken dø. Eller lad være og forestil dig at en anden trykker på knappen og ser guldfisken dø, eller lad være og se en der fortryder at slå en guldfisk ihjel når det er for sent, eller sats på at et tryk på knappen ikke slår guldfisken ihjel eller tro på en gud der vælger om du skal trykke på knappen. Min far fik ret der - der er mindst 40 valgmuligheder. Men hvis jeg var guldfisk ville jeg ikke kunne vælge. Og måske er det lige nøjagtig det jeg egentlig er.
Vil du trykke på knappen?

torsdag, november 03, 2011

Tabernar

Når jeg hører debatten omkring den nye regerings politik og den regering der nu er i opposition, oplever jeg kun et nederlag. Jeg har været helt uden for systemets rækkevidde. Undersøgelser viser at mange unge der ikke kan leve op til kravet om at modtage socialhjælp faktisk forsvinder ud af systemet, ikke fordi de for hjælp, men fordi de opgir. På samme måde forsvandt jeg ud af systemet, fordi jeg troede jeg kunne få et arbejde og bevare den pensionsopsparing jeg havde, men nej. Alle tanker om at man kan få arbejde hvis man er presset nok hjalp ikke. Claus Hjorth Frederiksen er Hitler. At fastholde folk i en taberrolle bare for at få styr på et helt land er beskidt.
Heldigvis er systemet til fals for folk der er i stand til at udtrykke sig. Så nu kan jeg slappe af, fordi jeg er arisk og kan udtrykke mig på formfuldendt dansk, mens nogle af mine venner af anden etnisk herkomst ikke helt er i stand til at sige ting på formfuldendt dansk. Men det er jo ikke mit problem - eller er det?
Nu er jeg så heldig at selv mine nærmeste er begyndt at mistro mig for at være doven og nasse på samfundet, og det er jo en dejlig ting for både mig og alle andre der udsættes for den slags mistro. Måske har jeg brugt samfundets regler til det yderste, men det har ikke været for at få samfundsstøtte, snarere for at få lov til at bidrage til samfundet med mine evner. Ikke for at vaske gulve (misforstå mig nu - jeg vil gerne vaske gulve og har også gjort det, jeg kan bare ikke se, hvorfor mine evner skal køres ud på et sidespor). At jeg har været arbejdsløs i størstedelen af mit liv er selvfølgelig min fejl, det har jeg fundet ud af. At politikere alt efter politisk holdning er uenige om hvad der skal gøres og hvem der skal hjælpes er der intet nyt i. Hvis du hører til en befolkningsgruppe hvor der kun er under 5% der udgør et problem - så udgør du ikke et problem, medmindre det er psykisk syge. Og der vil jeg gerne påpege at psykisk syge og andre der udgør ikke bare mindretal men meget store mindretal måske var der hvor vi først skulle satse. Få de små problemer af vejen og så tage fat på dem der er lidt større. Ikke fordi jeg mener at en ungdomsarbejdsløshed på 25% er ligegyldig, men fordi jeg kan koonstatere at andre arbejdsløse har levet som jeg med at vide at det er vores skyld at vi er arbejdsløse og at samfundet har udgifter som ikke burde være der, fordi vi ikke har fundet arbejde.
Det mest fantastiske er at mine forældre er begyndt at mistænke mig. At jeg måske ikke gør nok for at komme i arbejde, at jeg er medvirkende årsag til at samfundet ikke længere kan tilbyde deres børnebørn en god pension.
Jeg har faktisk holdt mig selv i gang siden jeg blev uddannet. Når der ikke var arbejde forsøgte jeg at finde på noget selv. På et tidspunkt skulle jeg aktiveres men måtte ikke blive aktiveret indenfor områder jeg kunne få arbejde indenfor, hvilket jeg syntes var helt OK. Desværre betød det at jeg ikke måtte gøre noget som helst. Og lovgivningen fandt ud af det, hvorefter jeg godt måtte gøre noget selv. Desværre ikke uden statens indgreb i min frihed. Og den frihed har jeg ikke haft siden. Det er jo et spørgsmål om magt og stemmer. Og min situation er nøjagtig 1% af de problemer som regeringen (ligegyldigt regeringsgrundlaget) har. Altså er jeg ligegyldig og sådan har jeg også følt det de sidste 15 år.
Nu er jeg så på vej til det samfund der så gerne vil have mig. Bare jeg selv kan tjene mine egne penge. Ups det var en smutter - et samfund der altid har skubbet mig foran sig som noget der ikke skulle have været der, vil selvfølgelig støtte mig i mit forsøg på at takke det samfund jeg tilhører? Nul putte. Jeg skal selv vise min evne til at være en del af samfundet. Måske er det lidt min egen skyld at jeg ikke fungerer optimalt, det er svært for mig at sige og utrolig let for politikere at vurdere, men jeg har aldrig været i tvivl om at jeg kunne tilføre mit land og mit samfund noget ekstraordinært. Bare ærgerligt for mig og mit land at det har været langt mere økonomisk fungerende at have mig til at gå ledig i en periode hvor jeg faktisk kunne byde på ikke bare noget men på så meget.
Var lige væk en times tid og har fundet ud af at det samfund vi lever i skaber had. Når ens forældre hellere vil have had og krav end børn de vil holde af og dele smerter med, så har vi virkelig fået et samfund der vil dele alt. Sorry, jeg ville så gerne skrive om min smerte i forbindelse med at leve i et samfund hvor vi skal dele, men jeg kan ikke engang dele min egen barndom med mine forældre. Enten er det mig der er fortabt eller osse har mine forældre virkelig et troværdighedsproblem. Jeg er ægte, mine forældre har opdraget mig til det, hvorfor fanden tror de så jeg ikke er ægte? Røv og nøgler. Måske skal jeg bare glemme det hele og og opgive det alt sammen. Mine forældre vil sikkert først opdage det når jeg ikke er her længere! Sådan noget pis ...

søndag, oktober 23, 2011

Der sker virkelig noget

Jeg troede at det var vigtigt at tage et ansvar for de handlinger man foretog. Hvis jeg for eksempel foretog en handling med henblik på at få goodwill, skulle man tro at det var en positiv handling. Alene fordi der selvfølgelig måtte være en positiv effekt af handlingen.
Men jeg er blevet meget klogere. Selv mine forældre der vel i bund og grund ønsker at støtte mine forsøg på at komme frem i verden er skeptiske overfor at skulle betale udlæg til mine tvivlsomme forretninger. De samme forældre der faktisk ikke havde noget at leve af under 2. verdenskrig er nu blevet kapitalister, og de nyder det. "Vi har sejret ad helvede til godt" lød det fra Thomas Nielsen (LO-formand 1967-82) d. 16. februar 1982. Set i sammenhængen var det jo ment positivt, men set i efterstrømmen har det fået en foruroligende negativ effekt. Fundamentet for en fremadskridende demokratisering og socialisering af samfundet har fundet et stade, hvor de største modstandere (nemlig arbejdskraften) nu er blevet blinde tilhængere af den politik der fordeler goderne til dem der i forvejen er ved muffen, sikkert i håbet om at det kommer lige nøjagtig os (mig) til gode. Jeg vil vælge at kalde det LOTTO-effekten, nemlig den effekt at alle folk tror at hvis bare de vinder i Lotto vil alt blive meget bedre. Det samme gælder åbenbart i samfundet, hvor man skal leve ud fra devisen at sålænge jeg får bedre indtægter eller kan tjene flere penge er det lykken.
Og så er det at mine og vore forældre svigter. Trods det at de i deres egen opfattelse har opdraget os til at tage ansvar for egne handlinger har de så lidt tiltro til deres eget afkom, at de ikke tør betro deres børn penge, der skal betragtes som lån over kortere eller længere perioder. Tværtimod er de varsomme med at betro deres formue til nogen. Vi vil jo bare udnytte deres rtigdom, er tanken, og så har hele deres opdragelse jo spillet fallit. Men har opdragelsen ikke spillet fallit, når dem der står for den ikke selv tror på den?
Mine forældre voksede op med fattigdom og i en verden der var gennemført sort/hvid. De måtte spise dårlige æbler, slagte kaniner med egne hænder og omsy deres tøj under krigen. Deres børn der blev født sidst i halvtredserne og i begyndelsen af tresserne var de sidste der blev passet hjemme, i mit tilfælde af en barnepige, fordi både min far og mor arbejdede indenfor skolevæsenet. De var lærere og i den periode de arbejdede blev respekten for lærere mærkbart mindre, og arbejdsmarkedet blev tilpasset en markant tilvækst af kvinder. Ordet ligestilling blev opfundet og kvinder fik ret til deres eget sexliv. Samtidig blev pornoen frigivet - sikkert en god ting for visse producenters økonomi, jeg husker i hvert falt automater med cigaretter lige ved siden af automater med "weekendsex" - hvor cigaretautomaterne blev afskaffet på grund af hærværk og udskiftet med kondomautomater.
Jeg har gennem hele mit liv ment at mine forældre og deres forældre har fortjent den belønning der ligger i at de får en pension som skal gøre deres livs efterår udholdeligt, men jeg holder op nu. Det er noget skkidt at man har ret til noget som helst, især når man skal gøre sine egne ord til skamme ved at tilbageholde penge af hensyn til sig selv. Og ja jeg kan godt bruge penge, men samtidig vil jeg tilbagebetale dem så snart jeg kan, problemet er at mine forældre ikke stoler på deres egne børns velvilje.
I årevis har jeg brugt penge fordi det var samfundets mantra. Alligevel har jeg haft aftale med banken om at jeg ikke måtte bruge mere end et beløb på 10.000 kroner udover mit rådighedsbeløb. Grundlæggende har jeg brugt mine penge til at købe bøger og musik, hvilket nok skulle støtte den del af verden jeg anser for konstruktiv. Da min verden faldt sammen fordi jeg skulle leve op til et fattigdomskrav valgte jeg at følge den leveregel jeg var opdraget til: Klar dig selv. Jeg forsøgte at finde et arbejde, jeg forsøgte at undgå at hæve min pensionsopsparing og jeg forsøgte at finde en fremtid. Men af en eller anden grund var målet med at gennemføre regler der tvinger mennesker til at finde et arbejde når deres understøttelse ophører ikke til min fordel. Visse mennesker vil sige at det er fordi jeg har levet mens reglerne for understøttelse var mere large, og det har jeg jo også. Andre mennesker har såmænd levet på tidspunkter hvor vandskader blev dækket af forsikringen, nu er en arbejdsløshedsforsikring defineret på åremål af staten og forsikringsselskaberne kan skalte og valte med deres kunder. Men jeg har faktisk betalt til a-kasse siden 1981, og var i fagforening i 10 år (sågar valgt ind i bestyrelsen på afbud).
Men nu står vi her. Hvis mine forældre havde brug for min hjælp ville jeg være der - om jeg ellers kunne. Min hjælp er nemlig ikke økonomisk, mine forældre har råd til at leve hver for sig i store huse med tilhørende arealer. Nej den skulle være af fysisk art - for de penge mine forældre har genereret til samfundet giver dem åbenbart ikke ret til hjælp til de ting de ikke selv kan klare. Af to årsager, de har for høj indtægt (pension) og de er for friske (har holdt sig i gang uden tilskud fra samfundet). Men de har en hulens masse børn. Og jeg er et af dem. Så er der ingen grund til at kommunen der fattes penge fordi staten er fattig fordi den ikke har penge, fordi den åbenbart ikke vil hente penge hos dem der har dem skal bruge penge på mine forældre når de har en arbejdsløs søn.
Jeg har ikke engang købt en lotto-kupon for at vinde retten til at gøre gratis rent i mine forældres hus. Mine forældre brugte en del af deres indtægt da jeg var barn til en barnepige, til rengøringshjælp og barnepige (aner ikke hvad min søster fik) men i dag er penge blevet så vigtig en brik at de ikke vil støtte deres børn. For min fars vedkommende fordi han ikke har nogen - fair nok, men man skal altså passe på med ikke at have penge og så bruge løs af dem. Det er lissom Panduros "Høfeber" hvor dommeren gemmer på underbukser, bare fordi han ikke havde nogle under krigen. Min mor gemmer til gengæld til os alle sammen og ønsker at der skal være så meget til overs til deling at den der står i mudder til halsen må blive stående. Ellers er der jo mindre til efterdøden.
Men hvis jeg får heldet med mig vil jeg jo betale det hele tilbage til alle. At mine regninger det sidste år er steget med adskillige hundrede procent er måske overraskende for nogle der ikke ved noget om penge. Men jeg er landet i RKI fordi jeg ikke har haft adgang til en bankkonto. Mit problem, selv om jeg forsøgte at leve op til samfundets krav om at finde et arbejde. Jeg skylder mine bedste venner store beløb som jeg har lånt, fordi jeg forsøgte at leve op til samfundets krav om at finde et arbejde, og jeg har ikke fået andet ud af mine bestræbelser end at jeg er en belastning for samfundet fordi jeg ikke har et arbejde.
Tillykke samfund.
At uddanne mennesker til et behov som ikke findes eller som teoretisk opstår om 12 år er jo genialt. Vi kan ikke diskutere hvorfor vi har taget en uddannelse, vi skal bare være her for samfundet. Vi kan ikke diskutere hvilket formål samfundet har (don't ask what society can do for you, ask what you can do for your country". Jeg tog i sin tid en uddannelse fordi der var udsigt til flere arbejdspladser i kultursektoren. Inden jeg havde gennemført uddannelsen var der skåret adskillige procent i branchen og der var indført et ansættelsstop indenfor det offentlige, stort set som det sker igen i dag. Det hjalp ikke dengang, og jeg spildte min ungdom med at arbejde ulønnet i en snapseforening - blot for at holde mine talenter i live.
Nu er jeg så i den situation at jeg faktisk har forsøgt at leve op til det samfundskrav der findes om at jeg skal finde et arbejde som jeg kan leve af. Ikke at det kan lade sig gøre, det jeg er god til er der ingen der vil betale for, men vi får behov for arbejdskraft om 8 år og så må jeg tålmodigt vente på at jeg heller ikke vinder en arbejdsplads til den tid, pointen er at samfundet med sine fremtidsudsigter slipper for at betale for at have mig på ventelisten. Dygtigt, mener jeg.
Jeg må hellere med det samme forklare at jeg ikke tror jeg har en sygdom der gør mig hyperaktiv. Jeg vil også gerne fastslå at selv om jeg har svært ved at sidde stille er det ikke fårklipning eller kartoffelskrælning jeg tænker på som det første når jeg er udsat for lediggang. Jeg tænker, jeg læser, jeg fungerer, jeg responderer hele tiden. Ikke fordi det er aktivitet - men fordi det er det jeg er god til.
Mine forældre gjorde også det de var gode til. Når jeg hører dem fortælle om uddannelsessystemet da de var unge kan jeg jo sagtens forstå at tingene er blevet bedre. Men at høre dem fordsvare deres barndoms forstokkede holdninger og samtidig forsvare deres alderdoms opportune stilling giver ikke mig noget som helst i forhold til at være en selvstændigt tænkende søn af en lærer. Hvis de skulle leve op til deres tro på at penge ikke ville betyde noget skulle de jo netop sørge for at de penge var væk når de (mine forældre) ikke længere selv var der.
Derfor må jeg slutte nu, fordi jeg jo kan se at mit indlæg handler om penge og økonomi. Jeg ville ønske at jeg kunne leve af små beløb, jeg ville ønske at jeg kunne holde om og elske med min kæreste uden at skulle tænke på om jeg har råd til det. Men min indsats her i livet er positiv og med åben pande, det eneste jeg ikke har styr på er hvordan mit liv skal leves.
Gid penge ikke havde nogen betydning som mine forældre lærte mig. At selvsikkerhed og tro på eget værd er vigtigst.
Her er det jo på plads at sende en tak: Til min far for at være nærig med både følelser og penge, til min mor med at være large med at fortælle løgne, til mig selv for at have foregøglet at jeg ubetinget elsker mine søskende og til mine søskende fordi de er det mest værdifulde i mit liv (og årsagen til at jeg stadig forsøger at holde kontakten til familien i live).
Hvis der er nogen der øænsker at droppe mig - er det nok lidt dumt. Jeg dør først når det er naturligt!

mandag, oktober 17, 2011

Jeg bliver pisset på (1)

Allerede da jeg skulle lære at blive en dygtig studerende fandt jeg ud af at jeg ikke passede ind i systemet. Det kunne jeg sådan set godt leve med, men jeg blev skuffet over at alle mine undervisere (lærere) anså mig for at være dum eller doven.
Da jeg endelig tog røven på dem var det ved at gennemføre opgaver, skrive rapporter der var mere dækkende end forventet, kunne gengive de ting jeg havde lært og være i stand til at argumentere med mine undervisere. Set i bakspejlet viste det sig jo også at jeg faktisk var meget bedre når det drejede sig om at fortolke end når jeg skulle kunne udenad. (elendigt sprog, men jeg er lidt sur nu).
Jeg har været mere arbejdsløs end jeg har haft arbejde. Jeg bliver straffet trods det at jeg hele mit liv har betalt til min a-kasse. En forsikring der dækker ca lisså godt som vandskadeforsikringer i fremtiden. Forskellen er at min forsikring ikke (mig bekendt) har nogle grådige aktionærer der skal have del i min opsparing. Alligevel skal min arbejdsløshedsforsikring forvaltes af staten, som under ingen omstændigheder vil indblandes i uansvarlige bankers flirt med luftpenge og ultrablinde aktionærer. Bankerne får den ene redningspakke efter den anden, men arbejdsløse der bruger lisså meget af deres sparsomme indtægt på forsikring mod arbejdsløshed får den ene indskrænkning i udbetaling af forsikringsbeløbet efter den anden.
Som arbejdsløs må jeg jo indrømme at jeg ikke har været med til at dække samfundets omkostninger. Jeg har til gengæld stået til rådighed hvis samfundet ville bruge mig. Ikke at jeg har fået ros for det, eller får det, nej jeg skal bare stå til rådighed. Og som det inferiøre menneske jeg er skal jeg også have dårlig samvittighed over ikke at have arbejde. Jeg er ved at blive sur.
Jeg gør faktisk hvad jeg kan for at få et arbejde - men det bliver mere og mere sygt at skulle arbejde blot for at arbejde. Jeg ser arbejdsgivere tjene masser af penge. Jeg ser bankdirektører køre deres banker i sænk samtidig med at de får millioner i ekstraudbetaling for det gode arbejde de har gjort. Jeg ser ansatte i jobcentre der bruger så mange kræfter på at følge loven at de faktisk overhovedet ikke er interesserede i hvilke problemer de tilmeldte har. De skal bare opfylde de fælles krav.
Jeg kan forstå at mine forældre ikke er dygtigere. De er opdraget af et firkantet samfund - og selv om de har fået en chance for at se samfundet i et flersidet lys har de ikke kunnet se bort fra deres egen opdragelse. Og så må jeg sige det højt: De skide politikere der skal kunne se ud over deres egen næsetip kan heller ikke se noget som helst andet end det de i forvejen har været bundet op på. Hvordan fanden skal vi så nogensinde kunne komme videre, når det altid er begrænsningerne der bestemmer væksten.
Her sidder jeg med en allerhelvedes erfaring i at være arbejdsløs fordi jeg har været momentant arbejdsløs i mere end 25 år - men jeg er nok også en af dem der har mest erfaring i at være arbejdsløs vikar. Mine erfaringer er mere eller mindre ligegyldige. Når der indkaldes til statslige udvalg er det normalt mennesker der har travlt nok eller folk der har gjort opmærksomme på sig selv i andre sammenhænge. Men jeg er bare arbejdsløs, jeg har måske - måske ikke - danmarksrekord i arbejdsløshed på understøttelse, men jeg er uinteressant. Ingen gider spørge mig hvad der er gjort rigtigt eller forkert, ingen gider vide, hvorfor jeg er endt der hvor jeg er. Ikke fordi jeg tror det er noget jeg kan svare på, men det er alligevel underligt at det ikke for nogen politikere er interessant hvad der er gået godt eller skidt.
Jeg vil ikke beskylde mine forældre for ikke at forstå min situation. Jeg ved de er bekymrede, men for dem er det stadig en bekymring fordi jeg ikke har et godt arbejde. Og hvad fanden er et godt arbejde. Et arbejde man ikke gider møde på? Et arbejde der holder dig vågen i dage fordi du ikke kan gøre det du gerne vil? Et arbejde hvor du er reduceret til at gøre hvad andre mener du skal gøre eller et arbejde hvor du blot skal møde for at bevise at du kan møde?
Jeg er faktisk glad for at gøre det jeg kan. Uden at have DAMP eller andre psykiske sygdomme har jeg faktisk ikke ligget på den lade side på noget tidspunkt af mit liv. Jeg har altid skrevet - læst - været social eller formidlet. Bare aldrig i den rigtige sammenhæng. Gør det mig dårligere end Mette Lisby eller Kasper Christensen? Jeg har bare haft mere travlt med at have travlt end med at blive kendt!
Og nu er jeg mine forældres søn og bruger masser af tid på at være deres søn, som de faktisk i kraft af det arbejdsliv de har været bundet til ikke har set ret meget til fordi vi har fået en skilsmisselovgivning der omtaler barnets tarv og derefter udelukkende varetager klienternes (den ene forælders) interesse.
Hvor er det smukt at beskylde mine forældre for at udnytte samfundet - pudsigt nok har vi i hele min levetid sagt at min forældre og bedsteforældregeneration havde forjent alt det de fik - det var jo dem der byggede vores samfund op. Ikke nok med det, det lykkedes at bilde den samme generation ind at de skulle bruge alle deres penge på sig selv. Og nu må vi så frede dem. Til gengæld skal den generation der er vokset op med det største sociale svigt i generationer (os) betale med de penge vi ikke har. Hvor er det smukt at lægge ansvaret på de svageste. Jeg ved jo godt at mange af de mennesker der ikke kan klare sig for socialhjælpen egentlig ikke er fattige, men bruger størstedelen af deres penge på husleje og på at købe i døgnbutikker, der er væsenltlig dyrere end diskountbutikker.
Men det er jo fordi der er investorer der skal tjene penge på at bygge lejligheder til fattige mennesker.

I den sidste ende er det jo sådan at de fleste godhjertede mennesker ikke fatter hvilke vilkår andre mennesker lever under. Størstedelen tror at verden ser ud som den ser ud for dem. Sådan havde jeg det også selv da jeg gik i folkeskolen. Den lighedsånd vi alle blev overfaldet med i demokratiets hellige navn skulle jo gøre os alle lige, derfor fattede jeg ikke at nogle kunne være ordblinde, venstrehåndede eller ikke var bogligt orienterede. Jeg kan jo i sagens natur ikke have dårlig samvittighed i dag, men alligevel kan jeg fornemme at mange af de mennesker der voksede op i den tanke at vi alle er lige mere har troet at vi alle er lissom mig, fremfor at være ligestillede med hensyn til vores problemer og mangel på samfundets forståelse.

At jeg er mig er på den måde ikke noget problem, men de mennesker der skal forstå mig og give mig et venligt puf i den rigtige retning har allerede lært at de skal skubbe mig hårdt, stille krav til mig som de selv har opfyldt og straffe mig for ikke at være dem.

Jeg er et menneske - jeg tænker og jeg ønsker en verden som er til fordel for dig og mig, mine børn, mine forældre og mine venner. Men den verden jeg lever i tager ikke hensyn til mennesker, venner, børn eller mig. Den pådutter os allesammen at være til gavn for dem der kan tjene penge på os. Og de tjener så meget at de kan lave kunstige penge i form af aktier og investeringer i den blå luft. Men det er os der har skabt den økonomiske baggrund for det blålys vi nu skal betale for igen. Skam jer liberalister og kapitalister. I lever af kunstige værdier, som er skabt af villig arbejdskraft uden indsigt i jeres skamløse udnyttelse af vildførte mennesker.

Jeg kan ikke hade jer, men forstår ikke jeres begrundelse for at ødelægge verden og de mennesker der lever i den.

lørdag, oktober 01, 2011

Varm luft

Nu er sommeren forbi og så blir det sommer.Måske den varmeste oktoberdag nogensinde - i hvert fald efter at vi har målt temperaturerne.
Og den varmeste måned politisk i et årti (næsten).
Helle Thorning-Schmidt blir nu statsminister, med radikal opbakning (det var nok ikke meningen) og uden Henrik Sass Larsen (det var nok ikke meningen).
Som med så meget andet er politik jo uinteressant for journalister, mens personer altid er godt stof. Så selvfølgelig har ingen medier beskæftiget sig særlig meget med den decimerede socialdemokratiske politik der snart fremlægges - endnu engang er det lykkes et støttepartri at ødelægge enhver form for konsekvent politik, hvordan de radikale kan forestille sig at deres tingse for tingse politik skal gøre godt er mig en gåde, men nu er det altså de muliges kunst vi taler om - og det betyder at alle stakkels mennesker ikke har fået noget som helst ud af et folketingsvalg - selvfølgelig bortset fra at statsministeren ikke længere hedder Rasmussen.
Dagens samtaleemne er hvorfor Henrik Sass Larsen trækker sig fra regeringen. Ikke bare hvorfor men også hvordan den kommemnde statsminister kan sanktionere eller medvirke til det. Altså vil alle kommentatorer fortælle hvorfor de tror at Henrik og Helle ikke fortæller hvad der er den egentlige årsag til sammenbruddet, for det er vel oplagt at alle troede Henrik Sass skulle være i topledelsen af regeringen.
Helle lyver, Henrik skjuler noget, regeringen viser svaghedstegn inden den er erklæret, står der i overskrifterne og er blevet sagt hele dagen. Da Helle ikke har sagt noget konkret er det selvfølgelig svært at beskylde hende for at lyve - man kan med sindsro beskylde den endnu fungerende statsminister Rasmussen for at lyve, når han beskylder den kommende regering for at ville føre en uansvarlig politik - som statsminister har han ført landet til en økonomisk usikker fremtid - og har alligevel ført valgkamp på at han er den eneste der kan føre en ansvarlig politik. Hvor dumme skal vi danskere være før vi kan vælge vores politikere. Men for ikke at tage ansvaret for en dårlig politik har Lars Løkke altså besluttet at det dels er en international økonomisk krise der er skyld i landets kvide og at en kvindelig statsminister er en dårlig løsning for et land hvis statsminister først står i spidsen for en fallit og derefter frejdigt erklærer at han er den eneste der kan redde landet fra den ulykke han selv har stået bag.
Henrik Sass har muligvis konstateret at indenrigsministeriets embedsmænd ikke bryder sig om sure sokker, og har derefter opgivet at deltage i den regering han selv var arkitekten bag, begrundelsen for at trække sig er angiveligt noget med sikkerhedsclearing, men de fleste kommentatorer tror det er noget helt andet der er grund til tilbagetrækningen. Det skulle ikke komme bag på mig at kommentatorerne har ret på det punkt, men de forskellige bud tyder på at de ikke aner hvorfor han har trukket sig, så derfor må man som politisk kommentator vælge at beskylde Helle for at lyve. Rent sprogligt er det sådan set OK at henvise til at Helle ikke siger sandheden, men alle mener også at hun ikke behøver sige hvad der er grunden, hvis der er nogle personlige årsager til beslutningen. Alligevel bliver denne omgang med sandheden af oppositionen udlagt som løgn, den opposition der gang på gang har kalkuleret med en vis grad af løgn fra alle ministre og folketingsmedlemmer - og her taler jeg om løgn, fordi politikerne oftest er taget i usande begrundelser for eksempelvis at gå i krig, for at give skattelettelser og for at nedgøre en socialt indstillet opposition.
Vi har endnu ikke hørt hvilken politik Helle vil føre, men det forstår jeg til fulde, da den største sten på vejen for en socialdemokratisk politik hedder Margrethe Vestager - En kvinde der ved at magt er fortryllende. Helle vil for alt i verden være Danmarks første kvindelige statsminister og Margrethe vil for alt i verden virke saglig og seriøs. Pudsigt nok får vi det samme som vi havde med den gamle regering: usandheder og en masse ævl og personfnidder.
Det folketingsvalg vi endnu ikke har overstået var altså et simpelt valg for de fleste, nemlig valget mellem en kold skulder og varm luft.

søndag, september 25, 2011

Vrøvl alt sammen

Har siddet sammen med min far og set TV her hvor valgkampampen er gået ind i et stille hjørne. Socialdemokrater og Socialistisk Folkeparti skal forsøge at skabe regering uden rød bloks Dansk Folkeparti, Enhedslisten. Et parti der har slugt stemmer og som oprindelig bare skulle være et parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk ledet regering (som også Det Radikale Venstre inden valgkampen gik i gang).Så er der jo så meget andet der skal diskuteres.
Så er det jo befriende at jeg kan høre min egen stemme i min fars: "Sikke noget vrøvl, de mennesker aner ikke hvad de taler om". "Tænk at der findes nogle mennesker der ka stemme på dem!", "De skulle prøve at leve i den virkelige verden, i stedet for altid at sætte deres egne lønninger op, og alle andres ned". "Den mand er simpelthen idiot, jeg kan ikke lide ham og så er han også grim" eller yndlingsudtrykket "Han lyser langt væk af at være venstremand" omringer det fjernsyn han aldrig har ønsket, men sidder klistret til fordi han er tvunget til at betale for det, og han vil fandme have noget for pengene. Det han får for pengene hader han. Dårlig journalistik og langt flere kanaler end han havde sidst da han så TV (i årene efter min fødsel og indtil han blev skilt inden jeg var fyldt 10 år) er hans oplevelse af den mangfoldighed vi alle får tudet ørene fulde af. Han tror ikke på den mangfoldighed. Det er noget vrøvl de fyrer af er hans konklusion, bortset fra Margrethe Vestager og Johanne Schmidt Nielsen. De mener det de siger.
Min far har stemt på næsten alle de partier der har været opstillet til Folketinget siden 1950'erne, alligevel har ingen af dem forstået hvordan det er at være almindeligt menneske, så det har aldrig været svært at stemme på de partier der var i opposition, hverken Glistrup, Pia Kjærsgaard, Jacob Haugaard, Venstresocialisterne, SF, Sømanden eller Retsforbundet. Jeg skal ikke kunne sige om han har stemt på dem alle sammen, men hans sympati har de haft. Og som altid er verden sort/hvid, Johanne er englen og Lars Løkke er djævelen, og alle jounalister er venstrefolk (ikke fordi jeg er uenig, ikke engang når han siger at de interviewede fra dagbladet information eller tydeligt venstreorienterede organisationer udtaler sig i TV, det der gør ondt på mig er det indædte had han giver udtryk for. Jeg synes jo selv at vi skal lytte til alle argumenter - og så tage stilling ud fra erfaring og fornuft. Men når jeg så sidder irriteret over hans forenkling af demokratiets vilkår opdager jeg at jeg jo blot bruger langt længere tid på at nå den samme konklusion, nemlig at dem der ikke mener som jeg (eller dem der gør mig fattigere) ikke er min kop te.
Til mit forsvar og (som søn) til min fars forsvar, er det jo også oplagt at der findes to (ikke altid lige forståelige) blokke i dansk politik: dem der satser på økonomisk vækst; og dem der ønsker at vi vokser som mennesker. I denne valgkamp er det endda blevet til et opgør mellem de to holdninger, et opgør som utvetydigt har givet den flok politikere der satser på det økonomiske system det blå stempel. Men jeg ved jo at der er andre grunde til at have den kritiske holdning overfor den regering der i øjeblikket er afgående.
Der er ingen tvivl om at jeg har arvet både min fars og min mors aversion imod politikere der ikke har haft et socialt mål med deres politik. Alligevel må jeg konstatere at min fars grundholdning er udsprunget af et proletarsynspunkt. Trods det at hans far kæmpede sig op fra at være lønslave (altmuligmand på Aarhus Papirværk) til at være selvstændig anlægsgartner fastholdt hans far jo drømmen om at blive ligeså vigtig (og ligeså rig) som de mennesker der oprindelig havde kommanderet med ham på arbejdspladsen. Undervejs konstaterede familien at højere indtægter gav større besvær i form af regnskabsføring, hvilket ikke ligefrem var en arbejderfamilies force.
Min moder derimod voksede op i et borgerligt hjem, hvor regnskaber var så integreret at man kunne spøge med at der blev holdt tre regnskaber for forretningen: Et til konen, et til skattevæsenet og et til farmand. Men også her var der en udbredt utilfredshed med at skulle afgive dele af indtægten til staten, trods sporvogne, sygehuse, statsbaner og et postvæsen der udbragte post 3 gange dagligt.
Til gengæld har begge mine forældre taget tanken til sig om at samfundet skal støtte på det sociale område. Børnehaver, sygehuse, socialhjælp, pension og hjemmepleje er ufravigelige resultater af deres indsats eller ofre for samfundet.
Det pudsige er så at jeg føler jeg har fået en helt anden arv stukket i hånden: Evnen til at skønne.
Da jeg gik i skole var målet med uddannelse at vi skulle lære at være selvstændige, at tage egne beslutninger, at vurdere og sætte udsagn op mod hinanden. Prisværdigt synes jeg, men åbenbart forlængst en forældet tankegang. Allerede Erhard Jacobsen mente at selvstændig tankegang var roden til al kommunisme, og kommunistangst har siden fået vort samfund til at være kommunistisk i sin omklamring og kontrol af borgerne. Til gengæld er de frihedsidealer jeg voksede op med udvandet så meget at jeg kan forstå at min frihed er begrænset til at dreje sig om økonomisk frihed. Hvis så den økonomiske frihed gav mig ret til at handle (selvføgelig forsvarligt for både mig og andre) ville det jo heller ikke være noget problem. Desværre betyder økonomisk frihed at man er bundet meget tæt af økonomiske regler!
Begge mine forældre har oplevet en vækst i samfundets økonomiske formåen og derfor er de også rimeligt tilfredse med den situation de er endt i. De begyndte med regulær fattigdom og mørkelægning under 2. verdenskrig. Ensartede måltider og hjemmesyet tøj hørte til hverdagen, underholdning bestod i at lege sammen med jævnaldrende og de hjemmegående mødre holdt øje med børnene som også de arbejdsophængte pædagoger gør i dag. Færdigretter, mærketøj, institutioner er blevet hverdag nu, forskellen er vel blot at børn ikke har nogen respekt for deres forældre men for det institutionelle samfund. Fædre og mødre var nok ikke perfekte dengang når det gjaldt opdragelse, men de var seriøse og gjorde det så godt som de kunne, trods det at de tit tog misbrug eller vold med fra deres egen barndom. Det skal vi ikke have tilbage, men vi skal have forældrene tilbage.
Men nu er vi frie. På den måde at vi kan tænke selv og leve selv, næsten inden vi er gået ud af skolen. Misforstå mig ikke, jeg synes at alle unge skal have mulighed for at stemme til folketingsvalget. Unge stemmer faktisk meget mere ud fra følelser. Det betyder også at en opvækst i et økonomisk afhængigt miljø fostrer vælgere der stemmer ud fra økonomiske forudsætninger, mens børn der er opvokset i et miljø hvor det sociale har været sat i højsædet, vil vælge at stemme ud fra sociale forudsætninger.
Min far er vokset op i en stor familie (mange børn fordelt over en periode på næsten 45 år), en økonomisk belastning i et samfund hvor de laveste blev  degraderet til noget der svarede til tyende. Min mor havde to søskende og hendes største problem var at hendes storeboder havde førsteret til en uddannelse. Økonomien var ikke specielt stærk, men hun og hendes søskende var i moderne forstand jævnaldrende.
Min mor har derfor altid glædet sig over økonomisk velstand, men har forsøgt at gøre en dyd ud af at overleve økonomiske kriser.
Min far derimod har som barn mærket det enorme pres på familien som en økonomisk krise har medført. Det har også gjort at økonomi altid vil betyde mere end sociale forbindelser for ham. Principper som at der aldrig må være penge mellem venner, at man skal undlade at tale politik og at man ikke slår på kvinder står i højsædet, mens voldtægt er en menneskeret fordi definitionen på voldtægt er ensidig (kun tager hensyn til kvinden), er vigtige i hans optik.
Med hensyn til psykiske kriser er mine forældre lige så forskellige.
Min far har valgt selvsikkerheden (den der i sidste ende betyder at man slår igen når man bliver angrebet), mens min mor har valgt at bære dem inde i sig selv) - Det jeg kan glæde mig over er, at de begge ikke er spor bange for at fortælle at de gør det de gør, de kender bare ikke de psykiske årsager trods det at de har læst psykologi på aftenskoleseminariet.
Men som for mange år siden er det jo sådan ar vi har de politikere vi har valgt, og når de udtaler sig er det jævnligt (for ikke at sige altid) "sikke noget vrøvl".
Min far er 85 og han får ikke lavet om på noget, heller ikke sig selv, men han er stadig overbevist om at den sociale uretfærdighed berører hans familie og derfor vil han diskutere med sit fjernsyn og med oplæseren i nyhedsradioen indtil han ikke længere kan.
Jeg er lidt over 50 og jeg diskuterer stadig højlydt med både min far og min pc, af uforklarlige årsager forstår ingen af dem at jeg er opdraget til at have ret.
Øv

onsdag, september 14, 2011

Folkets valg

Så er vi kommet til den dag hvor folket skal vælge sine formyndere. Folketingsvalget står for døren.
Jeg fik nok en meget skæv start på demokratiet, som 14-årig var jeg bevidst om det europæiske fællesmarked (kaldet EF eller ØF), hvor det var økonomien der var den fælles interesse. På det tidspunkt arbejdede jeg som bogopsætter på det lokale kommunale bibliotek for 2 kr i timen. Det vil sige jeg måtte ikke arbejde før jeg var konfirmeret, hvilket også viste sig at være et problem, da jeg ikke ønskede at blive konfirmeret. I en kommune hvor præsten den dag i dag nægter en fraskilt at blive gift. Jeg forstod ikke og kunne ikke acceptere penge som årsag til at stemme for Det europæiske fællesskab.
Som sagt er det mindst en generation siden (til næste år er det 40 år siden) og lige inden da havde vi en kommunalreform (pudsigt med reformer, men de synes altid at gå ud over almindelige mennesker til fordel for samfundsmæssige interesser) hvor sognene blev større (kommuner). Nu er kommunerne vokset endnu engang og borgerne er blevet reduceret til tal. Dels personnumre og dels statistik.
I årene derefter voksede verden sig stor. Vi fik en ansvarlig regering som indførte tvungen opsparing og indførte statsgaranterede studielån (så staten kunne spare penge på at uddanne vores vigtigste ressource) samt en masse andre ansvarlige love, der i det store og hele gik ud over middelklassen (de fattige var dengang så fattige at man ikke kunne vride en krone ud af dem - men der er siden sket en ændring så selv avisbude skal betale skat af deres arbejde).
Nu er jeg jo stolt af at være dansker og ønsker stadig at jeg (som da jeg var på interrail) kan sige at jeg er dansk - med forventningen om at jeg bliver betragtet som et udadvendt, socialt og fælleseuropæisk menneske. (Misforstå mig ikke - jeg er faktisk meget internationalt orienteret, men ønsker ikke paragraffer der bestemmer hvor international jeg er eller hvordan mit bidrag til internationalen skal være). Som dansker vil jeg derfor gerne kune rejse mig og sige min mening, at jeg forstår at andre mennesker ikke er som jeg, men at vi måske i fællesskab kan finde et egnet værdisæt. Vokset op med Indre Mission som samfundsværdi vil man enten hade den omgivende verden eller tro at verden har noget anderledes at byde på. Jeg har valgt det sidste, og har set tilflyttere have vanskeligheder med at komme til min fødeegn - som jo heller ikke var min, og hvor jeg og mine søskende havde problemer med at blive integreret. At vi blev forskelligt optaget i samfundet er vel ikke svært at forstå, vi var vel af sind forskellige. Der var ikke nogen blandt myndighederne der anså det for et problem at tilflyttere blev mobbet, endsige at lærerbørn gjorde det forventede (at følge undervisningen) og der var ingen krisehjælp at få. De fleste af os har ar på sjælen og hvis samfundet skulle have taget sig af det dengang ville vort land for længst være gået konkurs. At vi så spenderer formuer på at sende soldater til et eller flere fremmede lande for at forsvare vores måde at indrette samfundet på vil til alle tider virke sær. Det eneste vi kan tilføre andre kulturer er at demokrati kan indføres med magt, at demokrati betyder meningsløshed, at demokrati medfører en ligeret der ikke eksisterer og at demokrati er begrundelse for at slå ihjel..
At flygtninge bliver optaget i et samfund med skepsis er dog set med mine øjne langt værre, de kan ikke engang finde en anden mulighed for at leve under kummerlige vilkår. Deres kultur bliver ikke diskuteret, det forventes at de opgiver den til fordel for en kultur der ikke kan defineres (vores), og derefter gør vi dem til skurke fordi de fastholder den eneste kultur de har styr på og kan leve efter. Af uforståelige årsager tilbyder vi dem en kultur der er ligeså uimodtagelig for andre kulturer som den de er flygtet fra.
Nu står vi så i en (jeg vil ikke kalde den enestående) situation hvor den danske befolkning skal udpege en ny regering (måske blot den der hele tiden har været) som åbenbart har ret til at føre krig mod nationer der aldrig har generet danske interesser. Igen undrer jeg mig fordi jeg altid har fået at vide i folkeskolen (sikkert noget outdated lort) at demokratiet sikrede at vores nation kunne være neutrale i alle konflikter.
Men ønsket om neutralitet og at stå på sidelinien er nu ikke længere et ønske fra staten. Nu skal vi som stat vise handlekraft og myndighed. Desværre har jeg trods lærere der var længere til højre end nutidens slikkede udgaver af pædagoger, fået en slagside i form af mistro. En mistro jeg havde da jeg i et indremissionsk samfund skulle lære at tænke som alle de andre, en mistro der udviklede sig til skepsis overfor alt hvad der var fastlagt, en mistro som fik lovgivning til at være mistænkelig. Jeg udviklede en kritisk sans, som mit land og det omgivende samfund til stadighed vil få mig til at reagere med.
Faktisk er jeg vokset op med en kritisk sans der siger mig at ligegyldigt hvad der lyder rigtigt må det være forkert. Det er velsagtens en negativ forståelse af vores samfundsopbygning, men jeg har kunnet konstatere at det er en sund holdning: De fleste succeser er født af investeringer i luft, og de fleste fiaskoer stammer fra tilsvarende investeringer.
Når vi skal vælge en regering i Danmark er det derfor ikke et spørgsmål om hvad vi ønsker for vort land - det er udelukkende et spørgsmål hvad vi ønsker for os selv og vore nærmeste.
Hvis Højrefløjen skal bestemme vil vi derfor ofre de mest sårbare for at sikre de stabile lønmodtagere (dem der er heldige at beholde deres arbejde) en positiv fremtid.
Hvis venstrefløjen skal bestemme skal vi sikre de sårbare (dem der ikke kan få et arbejde) en stabil fremtid så de til enhver tid kan træde ind på det iøvrigt usikre arbejdsmarked, hvis der bliver behov for deres arbejdskraft.
Jeg har allerede valgt side for 40 år siden. Om vi skal være europæere eller nationale er ikke spørgsmålet, men kan vi være humane?