fredag, februar 18, 2011

At være væk

Jeg skrev på min fb status at jeg landede i Odense d. 17. august 2010. Og at jeg blev væk. Det gjorde jeg også. Ann ventede på mig ved rulletrappen i banegårdscentret, mens jeg gik gennem den gamle fodgængertunnel til den gamle banegård. Det tog lidt tid at finde hinanden da vores mobiltelefoner skulle findes. Men heldigvis fandt vi til sidst hinanden (gætter på det tog en halv time)
Men den egentlige grund tilm at jeg skrev jeg blev væk var sådan set at der boede nogle mennesker i det hus jeg havde lejet på Samsø. De besluttede at finde en anden bopæl, det vil sige, den ene af dem fandt en anden bopæl, men trak så den anden lejer med. Altså var jeg alene i huset. Da jeg samtidig var i den situation at jeg ikke længere kunne modtage kontanthjælp besluttede jeg at blive i Jylland og tage til Fyn når jeg kunne. Første gang jeg vendte tilbage til Samsø var der lukket for strømmen på trods af at jeg havde betalt for den. Ingen kunne hjælpe mig eller forklare hvad der var sket. Samtidig vr både fryser og vaskemaskine flyttet med mine lejere, desuden nogle Olie-el-radiatorer. Tilbage var mit værelse og mine bøger samt dvd-film (altså dem jeg ikke havde lånt ud).
Da jeg så mødte ham der havde bortført alt mit bohave sagde han bare at vi jo var voksne mennesker (underforstået: det der er sket er sket), og at vi skulle komme videre og "no hard feelings". Nej en bedrager har sjældent ondt af dem han lader det gå ud over, og den det går ud over har vel to muligheder: at komme videre eller gå i stå. Så det gjorde jeg.
Gik i stå i forhold til vore fælles venner på Samsø, og kom videre med den smule liv jeg havde tilbage.
Uden penge. Men med kærlighed.
Egentlig ville jeg gerne fortælle om min kærlighed, men det er mig der siger alle ordene. Men kys, knus og kram får jeg lisså meget af som jeg gir. Og derfor må jeg forblive helt væk indtil jeg finder tilbage til det samfund der afviser borgere udelukkende af økonomiske årsager, hvor hensynet til menneskelige årsager kunne gøre langt mere end skattelettelser.
Jeg har ikke engang råd til at skrive testamente, skal nemlig bruge min frivillige pensionsopsparing, værdipapirer og sikkert osse efterlønsopsparing (koster en formue at hæve i utide) for derefter at blive en belastning for samfundet til min død. Velkommen til den civilicerede verden!
P.S. Tak til Henriette Kjær for at vise at selv ambitioner kan føre til fald.