lørdag, september 28, 2013

Klassesamfundet

Egentlig findes der ikke nogen overklasse i Danmark. Lige så lidt findes der en underklasse. Vores velfærdssamfund har nemlig fået os til at betragte samfundet som bestående af rige, mellemklasse (se den eksisterer, men vi kan jo i dag kalde dem lønmodtagere i stedet) og så de fattige, selv om diskussionen stadig er hvornår man er fattig.

Rig

Du tjener en pokkers masse penge og sikrer så vidt muligt at du kan beholde dem. Hvordan du tjener pengene rager dig langsomt, og skulle du blive straffet af retssystemet eller skattevæsenet for at lidt for kreativ, så er det bedste du kan gøre enten at sikre at det er familien der har pengene eller endnu bedre at de er eksporteret til en konto i udlandet. Alternativt kan en bankboks gøre underværker.
Det det drejer sig om er at tilegne sig værdier på bekostning af andre, også selv om du bare investerer dine penge, sekundært kan du sælge noget unikt og få en masse penge for det, som for eksempel et regnskabsprogram eller IT-softwareprogrammer.
At være rig giver sædvanligvis en del problemer. Mange mennesker vil nemlig læse om de rige i pressen, så man har næsten aldrig fred når man mænger sig med de andre rige venner.

Lønmodtagerne

Mange vil gerne være rige, andre vil bare gerne lave det de er gode til. Fælles for dem er at arbejdet og lønnen gerne skulle sikre en pseudo-rigdom, altså at man kan stå mål med de rige på ca. samme måde som musemn der siger til elefanten: "Ih hvor vi tramper!".
Da lønmodtagere arbejder (heraf nogle hele livet, andre i perioder med dagpengeforsikring i mellemtiden) vil den rigdom der skal opnås være i form af banklån på forventet lønindkomst over en årrække. Lever man længe nok og tjener man penge nok kan man på et tidspunkt komme til at eje sit eget hus, mens det er sjældent at man når at eje sin egen bil, men sådan én eller to skal man have for at passe sit arbejde.
Ikke nok med det man afpasser jævnligt antallet af de børn man har råd til at opfostre, modsat de rige, der sjældent har tid til at få mange børn, vil to ofte være det ønskede, medmindre man gerne vil have en dreng og de første to er piger, eller omvendt.
At være lønmodtager kan give problemer, men de hænger normalt sammen med at tilværelsen skifter fra lønarbejde til arbejdsløshed i en længere periode. Det betyder i dag at man skal sælge hus og bil og andre større værdier, ja sågar bruge sin pensionsopsparing (den private) før der er anden hjælp at hente hos det offentlige end håbløse aktiveringskurser (dem kommer du nemlig også på inden du skal realisere dine værdier).

De fattige

Som de to andre grupperinger kan de fattige ikke defineres som ensartede. De fattige har måske haft arbejde i mange år af deres levetid, måske har de altid levet på kanten af samfundet med misbrug eller manglende evner til at tilpasse sig de samfundsmæssige krav. Det kan også bare være mennesker, der ikke har været i stand til at føre en personlig økonomi. Selvvalgt fattigdom findes til gengæld ikke. Alle der ikke har lønindkomst eller kan leve af investeringer, ville sandsynligvis ønske at de kunne at de havde flere penge, så det ikke var spørgsmålet om hvordan man overlever dagen, når man står op.
Endelig er der en gruppe af fattige, der kan deles i to: Syge mennesker, der ikke kan tjene penge på grund af sygdommen og pensionister, der ikke gennem et helt liv har haft mulighed for at lægge noget til side, og derfor må leve af en folkepension uden tillæg.
I øjeblikket er politikerne i Folketinget ved at skabe en masse fattige mennesker, idet enhver opsparing og enhver ejendom skal bruges før der er hjælp, altså den lige vej til fattigdom resten af livet. Trods det at de samme politikere sukker for at få indbyggere i landet til at øge deres forbrug! Om der er nogen sammenhæng i den førte politik vil jeg overlade til politikerne at forklare.
At være fattig er et problem, gradbøjning af fattigdom er ikke nogen hjælp. Om jeg har 10 kr. mere om dagen fordi min husleje er lavere end andres på pension eller kontanthjælp er ikke vejen ud af fattigdom, det betyder sådan set kun at jeg kan købe lidt dyrere brød og pålæg, selv bussen til jobcenter koster mere end 20 kr.

Den virkelige fattigdom

Udover pengene består fattigdommen egentlig i, at ens børn ikke kan deltage i ret mange sociale fællesskaber, man må selv fravælge sociale fællesskaber og bruge det overskud man ikke har når man har fået livet til bare lige at hænge sammen. Vi kan tale om åndelig fattigdom, men det er ikke alle der bliver lige hårdt ramt af disse psykiske barrierer, der findes nemlig også andre psykiske og fysiske men af at være fattig. Det kan være forskellige former for misbrug (rygning, druk eller pillemisbrug, sågar narkotikamisbrug - i de tilfælde vil fattigdommen selvfølgelig bare øge sig selv uden at der er lys forude - de fleste misbrug betyder bare at man kommer længere ned i sølet kommer til at skylde penge væk til alle mulige useriøse långivere, der selvfølgelig kun låner ud for at få pengene mangefold tilbage).
Den virkelige fattigdom har ikke primært noget med penge at gøre, bortset fra at den bestemmes af de penge der ikke er til rådighed, bortset fra at det ikke kun er den fattige der bliver ramt, men også den berørte familie og vennekreds.
Enhver fattigdomsgrænse der udelukkende fastsættes ud fra et økonomisk rådighedsbeløb, er en fejl. Fattigdom skal selvfølgelig også tage højde for økonomien, men det er meget mere vigtigt at sørge for at sikre økonomien og derefter give de fattige en chance for at komme ud i livet, og det gør man altså ikke ved at aktivere fattige i kommunale arbejds- eller kursusprojekter. Det kan man kun gøre ved en individuel indsats, hvor den enkelte fattige bliver behandlet med respekt, ikke ved et fælles aktiveringsprojekt. Og så er det ikke mindst vigtigt at tage højde for både psykiske og fysiske skavanker påen anstændig måde, ikke med hensyn til kommunal og statslig økonomi.

Der er penge nok i Danmark. Det man skal gøre er ikke at give flere penge til de rige og tage de få penge de har fra de fattige. Det vil ikke være specielt godt at sikre lønmodtagere et skattefradrag, de har jo arbejde alligevel.
Det man bør gøre er at sikre de fattige at de har mod på og tillid til at de kan bidrage til arbejdsmarkedet og leve af det. Man kunne starte Borgerløn fremfor at tvinge nogle til at være afhængige af andres forsørgelse.

fredag, september 27, 2013

At overleve

På kontanthjælp er det at overleve sjældent et problem. Der skal virkelig prioriteres. Spørgsmålet er snarere om man går en langsom død i møde.

Pengene

De penge man har til rådighed svarer til lidt mere end 10.000 kroner om måneden plus evt. tilskud til bolig og evt. forsørger. Af dette beløb skal man betale husleje samt forbrug og evt. afdrag på lån eller ubetalte regninger. Desuden skal der være penge til transport i forbindelse med aktivering, selv om der i princippet findes mulighed for at dele af transporten kan refunderes, selvfølgelig mod at man betaler skat af refusionen.
Pengene er altså det mindste problem, det største problem er at kunne betale for at leve og søge arbejde, samt at få et liv. Når man finder et sted, hvor huslejen er til at betale er det jo sjældent lige ved siden af jobcenteret, hvilket medfører i mange tilfælde at man skal bruge penge på transport til de mange møder man skal til eller til de forskelligartede aktiveringer man skal til. Det medfører ofte ensomhed og indelukkethed, med traumer til følge.
Desuden skal pengene bruges, ikke noget med at spare sammen til en knallert eller en cykel. Som jeg fik at vide kunne jeg bare gå på politiauktionen og købe en cykel, men er de overhovedet klar over hvad det koster at købe billet til 10 zoner? Selvfølgelig kan man cykle hjem, selvfølgelig. Man fejler jo intet når man er under- eller fejlernæret.

Jobcentrene

I e stort omfang er de ansatte i jobcentrene velmenende, så længe de kan få dig til at gøre det du skal ifølge loven. Kom til de indkaldte møder og kom til aktivering.
Da jeg kom til Odense fik jeg mulighed for at hjælpe en værtshusejer, mest med at rydde op i kælderen, hjælpe til med at flytte kasser, eller andre praktiske gøremål. Men da min arbejdsgiver blev spurgt om der var mulighed for ansættelse, evt med løntilskud kunne denne ærlige mand ikke garantere. Så måtte jeg på kursus i ansøgning. Et spændende projekt, der lignede det som havde givet mig en aktivering, at jeg stort kun kunne se forskel på de personer der stod for kurset.
Jeg kom så i Netto, hvilket ikke gjorde mig noget. Det der gjorde ondt var at jeg påpegede at min fysik ikke kunne klare fysiske belastninger på fuld tid. Jobcentret afsatte mig og de ansatte i Netto var nogle dejlige mennesker, de kunne bruge min arbejdskraft og kendte systemet. Der var ikke før næste år mulighed for at ansætte mig med løntilskud til den tid, fuldtidsarbejde kunne de ikke garantere (hvilket betød at de kunne bruge mig som vikar), uddannelse som butiks- eller kasseassistent kom heller ikke på tale. Min ryg og mine ben blev hurtigt dårlige af løft og de mange stående opgaver jeg havde, og jeg blev efterhånden mere sygemeldt end jeg blev raskmeldt.
Men Jobcenteret havde fred for mig i to gange 13 uger.
Med tre måneders mellemrum skulle jeg møde op til personlige samtaler (sammen med omtrent 50 andre) med en varighed på lidt mere end ti minutter. Men efter et halvt års ledighed (altså efter praktikopholdets afslutning) skulle jeg så igen aktiveres. Her fandt jeg så en aktivering langt fra Odense, et arkiv i Aarhus, hvilket ret hurtigt blev accepteret af Jobcenter. Så hurtigt, faktisk, at jeg først fik papirerne en halv uge efter at jeg skulle være begyndt. Det er netop slut nu, men da der måske kan blive tale om ansættelse med løntilskud efter nytår er der jo en chance for at jeg kan fortsætte.
Om ikke andet kan jeg gøre gavn, og Jobcenter kan koncentrere sig om andre ledige i 13 uger mere.

Gratis arbejdskraft

Jeg må indrømme at det ikke huer mig at arbejde gratis, men der hvor jeg er nu, kan jeg faktisk gøre gavn. Desværre er der langt fra Odense hver dag og tilbage, og i forbindelse med at være færdig men med udsigt kan jeg se frem til flere uger, og har måttet tage konsekvensen og flytte langt ud på landet i forhold til Århus.
Alligevel skal jeg have penge med på arbejde, eller presse min arbejdsgiver til at give mig et tilskud, som de rent legalt ikke er tvunget til at give mig. 20 dage om måneden ca arbejder jeg for et beløb på 10.000 før skat, altså efter skat ca. 2000 om ugen, men beløbet er før husleje og faste udgifter i øvrigt, samt selvfølgelig noget at spise og transport. Det sociale liv er stort set indskrænket til at være på facebook og skrive mails og sms'er.
Og samtidig er der i mange tilfælde en masse arbejdsgivere der får billig, i mit tilfælde, gratis arbejdskraft.

Jeg lever

Det meste af mit liv har jeg haft midlertidigt arbejde og er flyttet fra den ene arbejdsplads til den anden, i mange tilfælde også aktivering på mine dagpenge, som jeg har betalt til i mere end 30 år, også når jeg har haft arbejde. Jeg er flyttet fra den ene ende af landet til den anden. Jeg har måttet skippe venskaber på grund af kortvarigt arbejde. Men jeg lever stadig og jeg er en stædig satan. De skal ikke tage livet af mig, hvis nogen skal gøre det må det være mig selv, ikke ved at begå selvmord, men simpelthen ved at blive træt af livet.

Indtil jeg holder op med at trække vejret vil jeg kæfte op. Jeg har været meget tilbageholdende i mange år, og det jeg har fået ud af det er: Ingenting. Så kan jeg lige så godt sige noget og få lige så meget ingenting ud af det.

Men måske kan jeg hjælpe andre til at overleve?

onsdag, september 25, 2013

Befolkningen

"Vi gør hvad vi mener er rigtigt for befolkningen", lyder det fra regeringen, ja såmænd også fra oppositionen. Det må vi så stole på, eller må vi?

Befolkningen

Befolkningen skal altså lære at makke ret, for det er jo det vi får besked på.
Befolkningen skal arbejde mere og have mindre i løn, det får den også besked på.
Befolkningen skal støtte erhvervslivet, som jo er til fordel for hele samfundet, det får vi at vide.
Befolkningen skal kræve og have mindre, så den offentlige sektor kan spare og erhvervslivet kan tjene, alt sammen fordi det vil skabe økonomisk vækst og dermed arbejde, er nærmest et diktat.
Befolkningen vil blive lykkelig af at arbejde med at tjene penge til erhvervslivet, får vi at vide.
Befolkningen skal lære at klare sig selv for de syge og ældres vedkommende, får vi at vide, det vil give mere livsindhold.
Befolkningens børn skal gå mere i skole og lære mere dansk og matematik for at blive dygtigere, får vi at vide.
Den arbejdsløse del af befolkningen skal aktiveres for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, hører vi gang på gang, det sker ved meningsløs aktivering, der får adskillige til at afsky den måde at have tilknytning til arbejdsmarkedet, men det hører vi ikke.
Befolkningen skal være glad for at vi har så betænksomme politikere, der slet ikke mtænker på sig selv, på erhvervslivet og aktiekurserne, eller er det det politikerne gør?
Befolkningen har nok i virkeligheden fortjent at få at vide hvem der egentlig er befolkning.

Politiske tiltag

Skal vi starte med at politikerne i mange år hemmeligholdt at et amerikansk fly med en atombombe faldt ned i Grønland (Thuleulykken januar 1968). Af hensyn til folkets sikkerhed blev det ikke oplyst. Tak for det.
Jeg bliver lidt på Grønland, for det var jo også der danske politikere simpelthen lukkede bopladser og flyttede grønlændere til små landsbyer, ja det var sågar der grønlandske børn blev bortført til Danmark så de rigtig kunne lære at blive danskere, med mange ulykkelige skæbner til følge både for børn og deres forældre. Tak for det.
Lad os så prøve at se på selve Danmark.
Allerede i 1970'erne sikrede man sig at de små sogne blev til større kommuner, skolerne blev koncentrerede og afstanden fra hjem til skole blev, især for de ældre skolebørns vedkommende længere (jeg husker dog også at vi skulle holde liv i den skole der lå 4 km væk, fordi lærerparret var tjenestemandsansatte). Afstanden til kommunen blev større og den offentlige transport blev sparet væk. Tak for det.
I 1980'erne indførtes tvungen opsparing og statsgaranterede banklån til studerende, for ikke at tale om offentligt ansættelsesstop. Tak for det.
I 1990'erne skulle vi lære at bruge penge ved en omlægning af skattesystemet så selv 14-årige avisbude skulle betale skat. Mange af de fremmedarbejdere der var taget imod med kyshånd i 1960'erne var nu blevet en belastning, og deres økonomiske situation samt den manglende integration i det danske samfund havde gennem 20 år gjort dem til ghetto-beboere, fordi de holdt sig for selv, ikke mindst gennem den politiske indsats  blev de isolerede. Tak for det.
Indenfor de seneste 15 år har politikerne dog virkelig gjort noget for os alle. Arbejdspladser er nedlagt på stribe, erhvervslivet og bankerne er ikke bare fredede, nej de har fået økonomisk hjælp fra de midler som befolkningen har indbetalt i skatter og afgifter (moms), mens arbejdsløse og syge er blevet mere og mere mistænkeliggjort i takt med at der ikke er andet end udgifter ved dem. Tak for det.
Vi fik større kommuner og færre amter, En politisk plan om at spare og effektivisere samfundet. Tak for det
Jeg tør næsten ikke nævne EF og EU, men kort: Politikerne ville have os med, trods stor protest fra befolkningen blev en propaganda så vellykket at ja-stemmerne til EF kom over 50%, sådan ca, idet man jo ikke talte blanke stemmer og de stemmer der slet ikke blev afgivet med. Hvad EU-angår blev et nej til en ny aftale (Maastricht-aftalen 1992) ikke accepteret, i stedet blev der foreslået nogle forbehold og så skulle vi stemme om Edinburgh-aftalen (ca. samme indhold bortset fra at Danmark havde fået nogle forbehold). Tak for det. Men hvorfor skulle vi så ikke stemme om, når det blev et ja første gang?
De seneste 15 år er Danmark også blevet en krigsførende nation, ikke fordi vi har en eneste grund til at gå i krig som nation, kun for at gå i krig sammen med de politiske venner. Tak for det.

Indbyggerne

Som sådan opfører indbyggerne i landet sig som en flok får, hvor angsten for ulven får dem til at følge fårehyrden og hans hund. Det vil sige at indbyggerne nu tror på at arbejde er saliggørende, at ejendom er nødvendig og at erhvervslivet er til for dem. Politikerne gør alt hvad de kan for at sikre at disse overbevisninger ikke ændres De lovgiver endda om det, de optræder i reklamebetalte medier og nedgør fagbevægelsen så selv fagbevægelsen nedgør sig selv.
Indbyggerne bliver langsomt umyndiggjort med deres egen accept. Hvad politikerne gør er svært at sige, men jeg vil gætte på at der sker det samme med dem, blot vil de have flere penge og tro at de har magt.
Man kan komme langt med en løgn, når man selv tror at det er sandheden.

Men vi må være nogle der kan se løgnen og manipulationen, propagandaen og erhvervslivets indflydelse. Da en stor del af befolkningen ikke kan se det, må vi rejse os og fortælle og vise befolkningen, hvor denne måde at drive et land på fører os hen.
Op på barrikaderne.

tirsdag, september 24, 2013

Aktiv

Om en uge fra i dag vil en række demonstrationer udfolde sig i forbindelse med folketingets åbning. De vil handle om at vi skal være gode ved hinanden frem for at være politisk kanonføde. De vil handle om at der er politisk skabte undermennesker, der gerne vil have Danmark tilbage. De vil handle om at der er en masse mennesker som ikke kan forstå at politikere har så lille forståelse for de borgere, hvis interesser de egentlig skulle varetage. Og i sidste ende vil de handle om at politikerne på borgen lever i deres egen lille eventyrverden, hvor økonomi er alfa og omega, og hvor mennesker er reduceret til at være tal og statistik.

Den politiske stat

Vi kan ikke være i tvivl om at afstanden mellem borgere og politikere er øget. Det skyldes ikke kun den økonomiske krise, det skyldes også økonomien i sig selv. For politikerne er det ønsket om at rette op på økonomien der står i højsædet. Det gør man ved at umyndiggøre størstedelen af borgerne, så det kun er den økonomiske elite der har indflydelse.
Pudsigt nok har ganske almindelige borgere lagt så mange penge til side til deres alderdom at man kan bygge bro til Tyskland for dem, sikkert også få el-net til tog. Tager man alle de penge med som de økonomiske sværvægtere ikke har betalt til samfundet, ville vi sikkert kunne bygge en bro til Grønland, eller i hvert fald til Norge.
Politisk set er det bare vigtigere at støtte økonomisk og derved gå glip af indtægter fra industriens omsætning og overskud.

Den industrielle stat

Der findes en del virksomheder af både national og international karakter, der har en glimrende omsætning og genererer store overskud. Med EU fik de såmænd også mulighed for at benytte nye regnskabsregler, så de kunne vælge den mest fordelagtige. Firmaer blev opkøbt og solgt, andre flyttede til udlandet, nogle er endog flyttet tilbage til Danmark. Mange firmaer der for få år siden var nationale er nu på den ene eller den anden måde blevet internationale. Da tøjindustrien flyttede fra Jylland blev vi måske advaret, men allerede da vi skulle stemme om EF-medlemskab var der trusler om at flytte produktionen ud af landet.
Det mærkelige er så, at nogle virksomheder har flyttet deres produktion, mens andre er forblevet i Danmark siden 1973. Under normale omstændigheder vil jeg derfor betragte de trusler der blev fremsat dengang med dem der fremsættes i dag: "Tomme tønder buldrer bedst". Et blik på landets økonomi viser at rigets finanser er blevet reduceret kraftigt, mens investorer og internationale virksomheder har lukreret på medlemsskabet af EF/EU.

Borgerne i staten

De mennesker der bor i Danmark, lad os under et kalde alle der bidrager til samfundet ved håndens eller åndens arbejde, om offentlig eller privat ansat, for arbejdere, er blevet opdelt i kaster (klasser). Den laveste kaste er arbejdskraftreserven, så kommer den almindelige mellemklassearbejder, efterfulgt af dem der tjener penge på intet at lave eller producere udover at tjene penge på investeringer eller bestyrelsesarbejde. Syge mennesker findes der stadig, men så længe samfundet ikke har afskaffet dem er de kasteløse. Pensionister kan normalt henvises til arbejdskraftreserven, medmindre de er syge.
Som det ses findes der faktisk ikke raske mennesker, idet alle defineres som noget andet. Snart er de syge også afskaffet. Det giver os borgerne tilbage, selv om borgere ikke er det samme som dem der beboer landet. Ikke for det, da grundloven blev underskrevet i 1849 var der en helt klar definition på borgere, nemlig dem der havde fået bevilget borgerskab, mens der samtidig fandtes adel, rejsende og fastboende håndværkere, tyende og fattigfolk. Alt hvad der står i grundloven handler altså om den del af landets indbyggere der havde opnået borgerskab, ikke om alle andre mennesker der levede og lever i landet.

Indbyggerne i staten

Vi kan altså kalde os indbyggere i stedet. Vi skal vide at vi stadig er dem der fodrer alle de andre. Om vi kalder os slaver eller tyende eller arbejdere er som sådan underordnet. Vi betaler, selv om vi bliver fodret med vores egen hale gennem et helt liv for de flestes vedkommende.
Som indbygger eller arbejder eller studerende har vi i over hundrede år kæmpet for at få bedre levevilkår, ja også for at få del i det økonomiske overskud vi selv har skabt. Med EF og EU har vi solgt det hele for en glasperle og en indbildt plads i borgerskabet. Vi har opnået det samme som Uncle Tom gjorde, ved passivitet og godhed har vi fået fred. Men har ikke ophævet slaveriet, det hedder bare noget andet i dag.

Bliv aktiv

Med baggrund i at vi stort set ikke har rørt os ud af flækken, bortset fra at vi tror vi ejer noget, bør vi derfor alle rejse os op og protestere mod de få tusinde der lever af vores arbejde og vores ledighed. Jeg mener ikke vi skal kræve flere penge. Det er der ingen grund til, så vil vi jo bare fortsætte. Nej vi skal kræve menneskelighed, vi skal kræve at det ikke er pengene der styrer samfundet, og vigtigst af alt skal vi kræve en fremtid for vores børn.

Hvordan gør vi så det. Det kan vi kun gøre ved at rejse os op og sige hvad vi vil have højt og tydeligt. Der er masser af muligheder, for eksempel ved folketingets åbning. Så lad os nu samles om mulighederne. Vores fremtid er ikke os, den er vores børn og børnebørn (fortsæt selv).

Kom nu.

mandag, september 23, 2013

Farvelfærd

I tidsskriftet "Ræson" kan man læse at et forholdsvis nyt begreb: konkurrencesamfundet, skal erstatte velfærdssamfundet som en nyere velfærdsmodel. Kort sagt vi skal konkurrere og det er vigtigt at bidrage med arbejde både i den interne konkurrence mellem virksomhederne og mellem landene.
Jeg er imponeret.

Velfærdssamfundet

Det har altid været således at velfærdssamfundet har haft til opgave at skabe velfærd, der i krisetider kunne opretholde menneskers levevis og sikre at børn blev uddannede og ældre og syge fik pleje. Det har været en stor økonomisk opgave for arbejderbevægelsen og fagforeningerne at sikre den velfærdsstat. Arbejdere inden for det offentlige og det private har fået prisregulerede lønforhøjelser og har dermed betalt mere i skat, også virksomheder har betalt skat (nogle af dem, især de mindre). Der har været en stabil arbejdsstyrke der stod til rådighed og som for størstedelen kunne forsikre sig mod arbejdsløshed. De fleste har arbejdet til overenskomstmæssige lønninger, når de har arbejdet, mens andre aldrig har bekymret sig om overenskomster, men om hvorvidt de kunne betale deres afdrag på hus og bil.
Velfærdssamfundet har altså haft et primært mål: At sikre en stabil arbejdskraft. Sekundært har velfærdssamfundet sikre at nedslidt arbejdskraft (syge) og de mennesker der havde bidraget til samfundets vækst (pensionister), skulle have et værdigt liv når de ikke længere stod til rådighed.

Problemerne

Da jeg var yngre var vejledningen til at finde sin plads på arbejdsmarkedet af økonomisk karakter. Find et jobområde, hvor der vil være arbejde, men find det med dit hjerte (altså hvad man havde evner for at lave). Da jeg første gang blev arbejdsløs i det højtbesungne velfærdssamfund, havde folketingspolitikerne indført ansættelsesstop indenfor min branche, hvilket selvfølgelig betød at alle de prognoser for stigningen af ansatte indenfor min branche ikke holdt. De gik i nul!
Jeg tog vikariater fordelt på hele landet og rejste rundt fra den ene til den anden ende. Med arbejdsløshedsforsikring (A-kasse) og fagforening var der en fair chance for at blive hjulpet til et liv over fattigdomsgrænsen, selv om det jo kostede at få den hjælp.
Hvad aktivering angik var den såmænd også moderne i 80'erne. Jeg fik aktivering på fuld tid på kontanthjælp i Kolding Kommune i et år, med henblik på at skabe mit eget job, hvilket ikke skete, jeg ville blive en udgift for kommunen, der stadig var omfattet af ansættelsesstop. Jeg deltog både før og efter i kurser der skulle lære mig at søge arbejde (udforme ansøgninger), jeg blev ikke indkaldt til så mange møder på arbejdsformidlingen men fik breve som jeg skulle svare på indenfor få dage.
Senere skulle jeg igen aktiveres fordi jeg ikke havde tjent timer nok op ved at arbejde (½ år på fuld tid). Jeg foreslog et højskoleophold på Samsø og fik det bevilget, desværre begik arbejdsformidlingen eller kommunen en fejl. så jeg fik dagpenge fra min A-kasse, men de skulle have været udbetalt fra en anden kasse, trods det at beløbet var nøjagtigt det samme. Desværre havde jeg selv betalt med mine dagpenge for opholdet, hvilket jo evident betyder at jeg ingen penge havde til at betale tilbage, bare for at få det samme beløb fra en anden kasse. Heldigvis hjalp de på Højskolen, så den lille sag kunne komme ud af verden.
Men disse aktiveringer fik bare tiden til at gå i dagpengesystemet.

Arbejdsløshed

På Samsø fik jeg så mulighed for at deltage i frivilligt arbejde, men som arbejdsløs måtte man ikke tage arbejde fra andre, så det var rimelig vanskeligt at finde noget at gå op i. Efter aftale med min fagforening fandt vi ud af at jeg kunne gå til hånde (altmuligmand) på den lille lokale radiostation, der var drevet af frivillige. Desværre for mig kom jeg i vanskeligheder fordi radiostationen sendte reklamer mellem udsendelserne, altså var den kommerciel.
Så blev jeg sendt på det lokale bibliotek i et år i aktivering, selv om jeg var uddannet bibliotekar, og efter reglerne skulle være lønnet. Men kommunen skulle indføre edb-registrering af bøgerne (der var kun bøger på det lille bibliotek dengang), og mente at jeg dermed kom til at arbejde med noget der ikke indgik i overenskomsten. Igen fik jeg efter aktiveringen nogle få timer med løn (4 ugers ferievikar om året), men det var ikke nok til at tjene timer nok sammen i forhold til dagpengereglerne. Da jeg stadig ikke måtte arbejde på lokalradioen på grund af reglerne som fagforening og A-kasse insisterede på flyttede jeg til Jylland, hvor der måske var mere arbejde end på Samsø, jeg havde dog mens jeg arbejdede på biblioteket arbejdet som frivillig og lært at være tekniker og studievært på en radio, i arbejde måtte man nemlig godt arbejde frivilligt udenfor arbejdstiden.

Jylland

I Jylland var der heller ikke arbejde til mig, så foreslog jeg at jeg skulle lære datalogi, det interesserede mig, men jeg skulle have godkendt at påbegynde en uddannelse, ellers skulle jeg leve af SU, mens jeg stod i A-kasse. Fagforeningen syntes det var en god ide og jeg blev sendt på skole, sådan ca. to timers kørsel væk (hver vej - hver dag), jeg fik endda kørselsgodtgørelse, som jeg dog kom til at betale størstedelen tilbage af, fordi jeg havde fradrag der skulle modregnes.
Jeg dumpede i et enkelt fag to gange, men måtte gerne prøve igen, mine lærere ærgrede sig på mine vegne (sikkert også på egne) fordi jeg fungerede godt i alle andre fag.
Men så blev jeg stillet i udsigt at få aktivering på Radiostationen, hvor jeg også havde optrådt i mine ferier, samtidig med at jeg havde optjent fire ugers dagpenge ved at vikariere på Samsøs Bibliotek.
Denne gang var der oprettet en TV-station og jeg skulle arbejde begge steder for en løn der svarede til lidt mere end mine dagpenge, men de var faktisk ved at være brugt op, så kontanthjælpen var truslen for mig.

Tilbage på Samsø

Jeg fik løn i et halvt år, så var der ikke flere penge i stationens pengekasse, men jeg havde genoptjent retten til dagpenge. og kort efter blev jeg efter aftale med arbejdsformidlingen midlertidig tilknyttet min tidligere arbejdsplads. Simpelthen fordi reglerne for ledige var ændret, så man nu mente at tilknytningen til arbejdsmarkedet var vigtigere end at fastholde lønkrav. Dog var der stadig et krav. Efter et halvt års aktivering på dagpenge skulle arbejdspladsen garantere mindst lige så lang til på løn. Og sådan blev det. Jeg arbejdede derfor et halvt år på dagpenge og fik derefter løn et halvt år.
Endnu engang optjening af dagpengeretten. Men det skal siges at jeg trods det at jeg stadig var aktiv arbejdssøgende gled mere og mere væk fra min faglige uddannelse, hvilket jo betød at jeg aldrig stod øverst på listen når der var ledige job. Til gengæld fik jeg næsten 10 år, hvor jeg lavede radio og TV på en lillebitte station på Samsø, hvor jeg var tekniker, klipper, studievært på både radio og Tv samt producer, derudover skrev jeg rapporter til kulturministeriet og var PR-medarbejder (jeg tror ikke jeg fik det hele med). Arkivet havde jeg stort set overladt til andre, men skulle der være lidt spildtid, gav jeg gerne en hånd med, hvis ikke jeg skulle lægge genudsendelser til weekenden på computeren, så de kunne sendes automatisk, når vi ikke var der, eller når vores nyhedsudsendelser indeholdt fejl, der skulle klippes (skete hver dag, når vi sendte lokale nyheder), eller når der skulle laves baggrundslyde til timelange udsendelser på baggrund af de lydklip vi i forvejen havde. Eller hvis der skulle gemmes radioudsendelser på CD, eller findes musik i arkivet, hjælpes med at lave Quizspørgsmål eller udleveres vundne præmier. Jeg klippede TV både analogt og digitalt og det gælder for radioen også. Jeg tog telefonen og lavede pauseskilte til TV eller grafik til udsendelser, jeg var oplæser og narrator.
I perioder levede jeg af dagpenge i perioder fik jeg løn, men selv kulturministeriet kunne ikke lønne mig.
Altså måtte jeg med en ny lovgivning på arbejdsløshedsområdet finde mig i at skulle aktiveres.

Teknisk Forvaltning

Aktiveringen blev på baggrund af min aktivering i Kolding Kommunes tekniske Forvaltning til aktivering som arkivar i Samsø Kommunes Tekniske afdeling. Her gennemgik jeg alle skuffer med byggesager fandt forsvundne papirer der var placeret forkert, ryddede op i andre sager, satte papirer i ringbind og fandt ud af at rydde op i bunker af papirer, der ikke var nogen der havde haft tid til at gøre noget ved.
Det gik også vældig godt, men aktiveringen sluttede på et tidspunkt, hvilket jeg egentlig var godt tilfreds med. Jeg havde nok 2 timer færre end de ansatte, men de havde en halv times betalt pause hver dag, det havde jeg ikke på dagpenge.
Så blev det til lidt mere frivilligt arbejde på Radio- TV-stationen uden at der dog kom penge i kassen. Herefter flyttede Samsø Kommunes forvaltninger til nye (gamle lokaler) da der var bygget nyt plejehjem (noget med dørenes bredde og badeværelsernes størrelse) ind i det gamle plejehjem. Så Var der brug for hjælp. Denne gang var jeg dog endt på kontanthjælp og stadig forventedes det af mig at jeg arbejdede på næsten fuld tid, uden udsigt til noget som helst arbejde.
Derfor slog jeg til da jeg fik tilbud om arbejde på Radio- og TV-stationen, hvilken selvfølgelig blev sanktioneret af kommunens Jobcenter, som det nu var kommet til at hedde. Det er jo meningen at man skal i arbejde.
Desværre fik hverken jeg eller de andre ansatte i denne omgang løn i to måneder, på grund af problemer med regnskabet. Så måtte jeg tilbage til Jobcenter, og det medførte at jeg skulle aktiveres i kommunens aktiveringscenter. Ikke fordi der var noget at lave bortset fra at tømme de offentlige lokummer hente offentlige bænke, male dem og køre dem tilbage, samt at dyrke nogle blomster til at forskønne øen. Resten af tiden skulle vi bare være der. Ikke for det, de arbejdsløse og de to ansatte var vældig rare.
Til sidst fik jeg bevilget et kursus, hvor vi bare skulle snakke drikke te eller kaffe samt være på internet og søge arbejde 7 timer om dagen. Det var også nogle rare mennesker der var arbejdsløse, men udbyderen lukkede det, fordi det var dyrt. Det var heller ikke fordi det gjorde den store forskel for mig.

Kontanthjælpsstop

Så stoppede min kontanthjælp. Jeg havde fået et halvt år til at finde arbejde, og jeg fandt ikke noget. Jeg havde mens jeg havde arbejde og dagpenge lagt penge til side til en ratepension, men nu skulle jeg bruge min formue, mens jeg søgte arbejde. Jeg ventede meget længe og levede af andres penge, heriblandt min families, indtil jeg indså at der ikke var mange muligheder i denne livsform, selv om det netop nu er målet med alle reformer at man skal leve af andres penge. Altså hævede jeg min pensionsopsparing efter lidt mere end et år, betalte min familie og mine venner samt fik afdragsordninger med andre kreditorer. Så måske med lidt held er jeg færdig med at skylde penge i år 2016?

Man kan sige at velfærdssamfundet har sikret mig et liv med økonomisk sikkerhed. Eller næsten. Jeg har betalt skat næsten hele mit liv og har også fået mere tilbage end jeg har betalt.
Men mit liv er ikke blevet bedre siden jeg kom på arbejdsmarkedet. Det eneste jeg har er en erfaring som nok ligger milevidt fra de politikere og offentligt ansatte, der bestemmer over mit liv.

søndag, september 22, 2013

Folketinget

Den første tirsdag i oktober er første arbejdsdag for folketinget efter sommerferien, men som for lærernes vedkommende er mange ugers sommerferie ikke ensbetydende med at man holder fri. De mennesker der tror det vil ikke vide at der er masser af arbejde og forberedelse i den såkaldte sommerferie, ja heller ikke selv om de lytter til politikere der vrøvler løs i ferien. Politikere skal vel også have ferie og vi har haft eksempler på ministre der valgte at holde ferie på et tidspunkt hvor deres ministerpost faktisk var påkrævet. Men vi har hørt om partiernes årsmøder vi har hørt om Folkemøde på Bornholm og vi har hørt om politisk deltagelse i det lokale politiske arbejde.
Det kan selvfølgelig ikke forhindre at der er nogle folkevalgte der faktisk læner sig tilbage, hæver hyren og holder ferie, sådan er det vel også indenfor den udskælte lærestand, der ligeledes beskyldes for at holde for meget ferie, trods det at lærere faktisk forbereder sig på det kommende skoleår, med lejrskoler og undervisningsplaner, for ikke at tale om skemalægning, samtidig med at de skal bruge masser af tid på forberedelse og forældrekontakt resten af skoleåret, men selvfølgelig vil der nok også her findes nogle der bare holder fri i ferierne, skolevæsenet ville bare, som folketinget, ikke kunne fungere uden at der var nogen der lavede noget i fritiden. Så at beskylde alle for at være dovne er at skyde over målet, bare fordi nogle enkelte er det.

"Dovne Robert"

En person der i den grad er blevet forkert disponeret er Robert Nielsen. Hans dovenskab bestod i at han fravalgte at arbejde på arbejdspladser, hvor han blev dårligt behandlet og personligt forfulgt. De politikere der åbenlyst har deltaget i forfølgelsen af ham (og fattig-Karina) måtte jo vænne sig til chikane fra nogle sider, men med pressens hjælp fik de alligevel et tåbeligt budskab bragt ud til "folket", nemlig at der findes nogle der udnytter det sociale system.
Man kan jo spørge sig selv om ikke de skulle sikre sine medmennesker, som folketingspolitikere, som kommunalpolitikere og som kommunalt ansatte jobcentermedarbejdere. Disse mennesker nasser faktisk på de ledige i den grad at det ligner dovenskab.
Så måske prøver de på alle måder at føre focus over på klienterne fremfor at stå til ansvar for det makværk de som oftest udfører.
Vi (eller jeg, i hvert fald) ved jo at det politisk er langt bedre at klandre opponeter end det er at forklare sine egne standpunkter, eller som en tidligere statsminister simpelthen at vrøvle eller tale sort. Vi havde endda en minister der nægtede at udtale sig og simpelthen snerpede munden sammen og en anden der råbte højt ad en journalist. Mens vi har haft andre ministre der overhovedet ikke har været synlige, og dermed ikke har kunnet gøre noget forkert, hvilket det så har vist sig at de har gjort alligevel (sådan noget med gaver eller lukkede aftaler).
Alligevel skal mennesker hænges offentligt ud for at være fattige og vælge det liv de indenfor rammerne kan leve.

Politikere

Mange politikere knokler hele året og holder sandsynligvis mindre ferie, eller mindre sammenhængende ferie end almindelige lønarbejdere. De får selvfølgelig også en god løn, eftersom de er deres egne arbejdsgivere. Lønordningerne er jo tilsvarende til fordel for politikere, med pension, aftrædelsesordninger, kompensation i tilfælde af fravalg ved folketingsvalg, orlov og en hel masse andre økonomiske ordninger. De kan sagtens betale til fagforening og A-kasse hvis de ønsker det, men det står i skærende kontrast til hvad ufrivilligt arbejdsløse kan. De skal nemlig have hverdagen til at hænge sammen, nogle har børn, andre skal forsørge deres familie fordi den fælles indtægt på understøttelse overstiger en nedre grænse, som er politisk fastsat. Pudsigt nok er der ikke fastsat nogen øvre grænse for indtægt, tværtimod er der indført skattestop, ja i nogle tilfælde endda skattelettelser for de mennesker der har de højeste indkomster.
Jeg tager hatten af for de politikere der virkelig går op i at gøre noget som repræsentanter for vælgerne, desværre har jeg nået den konklusion at jeg ikke behøver bære hat (jeg har i øvrigt heller ikke råd til den). På en eller anden måde er politikere mere optaget af politik end af at repræsentere en befolkning.

Befolkningen

På den anden side er befolkningen meget optaget af at bevare en høj grad af uniformitet, altså at være ens. (George Orwell konstaterede det i "Kammerat Napoleon"). Altså at være lidt mere lige end alle de andre. Det kan selvfølgelig være et mål, men under ingen omstændigheder et formål. Hvad skal det gavne at nedgøre naboen for selv at være lidt ovenpå?
I øjeblikket bliver næsten alle presset til at være bange for at miste noget så ligegyldigt som prestige og ejendom. Alt dette kunne undgås ved at fratage investorer og virksomhedsledere deres prestige og ejendom og stille dem til regnskab for deres grådighed, men i stedet øges grådigheden blandt alle dem der er begærlige i den laveste del af samfundet, dels ved lobbyarbejde, dels politisk og ikke mindst ved at sikre sig en ukritisk presse. Befolkningen som sådan er også udsat for et undervisningssystem der i højere grad focuserer på målelige resultater, frem for på at gøre mennesker til selvstændigt tænkende individer.

Pressen

Enhver kan sige sig selv, at når aviser og TV- og radiostationer er afhængige af reklameindtægter, så vil det ikke bare med stor sandsynlighed, men med sikkerhed betyde at annoncører har en betydelig indflydelse på hvad der står eller siges. Dertil kommer at vi nok har en offentlig radio- og TVkanal som nok skulle være uafhængig af kapitalinteresser. Desværre sidder der så i ledelsen personer, der er politisk udpegede og på den måde (sandsynligvis) er påvirkede af kapitalinteresser, der er i hvert fald intet der tyder på at DR vil gå mod strømmen og bringe alle de oplysninger som de kommercielle pressevenner ikke bringer. Måske kan man af og til finde udsendelser på radioens P1, men hverken Morgen-TV eller TV-avis viser noget alternativ til den kommercielle presse.

Laks

En laks kæmper sig fra havet op ad floder eller åer for at gyde og formere sig, med risiko for at blive føde for dyr. Men der burde være så mange mennesker der ville prøve det samme, simpelthen fordi en ny generation er afhængig af den kamp. Vi skal selvfølgelig ikke spises, men vi skal kæmpe for at komme derhen hvor vi kan gøre vores fremtid i form af vores afkom til den bedst mulige.
Med andre ord vi skal på barrikaderne og protestere mod forringelser af levevilkår for alle os der næsten ikke har levevilkår, vi skal sikre os at alle dem der har såkaldt tålelige levevilkår bliver klar over at de kan forsvinde og at de kan være de næste det går ud over. Vi skal sikre os at dem der lever af alle andres fattigdom får et ansvar for deres grådighed.
Som med laksen der bare drives frem med mulighed for at komme videre eller for at blive opslugt af de dyr der venter ved floden, så må vi ud at kæmpe for fremtiden, selv om der selvfølgelig bliver nogle ofre.

1. oktober åbner folketinget officielt og det er vigtigt at vi møder talstærkt op og protesterer mod den politik der føres nu og den der er ført gennem de seneste ti år. Vi bør stille med forslag til hvad der i stedet skal ske og hvilken politik der skal føres, men vi må også sikre os at vi bliver flere laks der går mod strømmen!

fredag, september 20, 2013

Klogskab

Nu vil Dansk Industri (DI) have flere kloge mennesker ud af det offentlige og ind i erhvervslivet. Hvor fanden har DI fået deres uddannelse og hvordan definerer man klogskab?
Jeg er for eksempel ofte blevet kaldt en dum skid, mens andre har sagt til mig at jeg er klog fordi jeg tænker meget, eller fordi jeg har indsigt.
Hvis klogskab kan defineres af et 12-tal i karakterbogen så må erhvervslivet gerne få dem for mig, det er jo idiotisk at stræbe efter at få et tal i sin karakterbog, når man kunne bruge tiden på at lære noget i stedet.

Røv med ører

Jeg forestiller mig at mange af alle de kloge mennesker, der har taget en høj uddannelse (universitet og lignende) i virkeligheden bare har taget en uddannelse, fået nogle gode karakterer, men generelt tænker med røven når de hører noget.
Jurister, højtuddannede og politikere er ikke længere en del af samfundet, de er uddannede, hvilket stort set betyder at de aldrig har været ude i den virkelige verden, og politikerne vil nu bestemme at børn skal gå meget mere i skole og slet ikke komme ud i den virkelige verden.

Den virkelige verden

Hvad er så den virkelige verden? Det er jo nok umuligt at svare på, men den verden som mange mennesker lever i er jo den verden de er født til, er vokset op i og stadigvæk lever i, fra håndværk til lærergerning og politik. Altså "Den bedste af alle verdener", eller måske den eneste.
For mig er den virkelige verden de oplevelser andre har og som du og jeg hører om og prøver at forstå.
Mine forældre kommer henholdsvis fra et arbejderhjem og et selvstændigt borgerligt miljø. De blev begge uddannede, tog deres erfaringer med fra deres opvækst men var også opmærksomme på at deres forældre ikke altid havde ret. Mine forældre er også blevet satte og ændrer ikke holdninger så meget længere, men jeg er da i det mindste blevet opdraget til at kunne modsige dem, selv om de stadig synes at jeg bare kan tage et arbejde og lade være at diskutere.
Deres verden er blevet til den verden de har levet i siden de fik arbejde indenfor skolevæsenet, hvilket sikkert er udmærket, men de har ikke levet eller oplevet mit liv, de har ikke haft nogen grund til at gøre andet end at undervise og få pension.
Faktisk spørger de jævnligt hvad de har gjort forkert når jeg ikke kan få et arbejde, eller de spørger hvorfor jeg ikke bare tager mig sammen.
Den virkelige verden er så gennemsyret af det modsatte af sympati og empati at vi kunne slå folkeslag ihjel med den mangel. Og vore egne børn og børnebørn. Vi har mere travlt med at tjene penge og have ejendom end med at opsøge den virkelige verden.

Karakterbøger

Nu skal vi så også finde alle de kloge mennesker der er ansat indefor det offentlige fordi de vil gøre større gavn indenfor det private erhvervsliv. Hvis ikke det er klogskab er det da i det mindste genialt. Hvad skal kloge mennesker med karakterbøger, mangel på livserfaring og måske en familiemæssig baggrund for den uddannelse de har taget kunne byde på?
Vi gør som vi plejer, som vores forældre har gjort og som vi får besked på, er mit bud. Kald lige det for fremtid en gang til!
Det kan godt være at jeg har været uheldig i livets lotteri, men jeg har set meget mere end karakterer i mit liv, og de har aldrig interesseret mig. Jeg har intet imod tal, jeg er selv et tal, både i statistikken og med et personnummer der vil forfølge mig som en skygge hele livet.
Men min karakterbog kan kun fortælle hvad mine lærere så i mig da jeg gik i skole, ikke hvad jeg har i mig og havde i mig af talenter.
Vi fik karakterer i skønskrift, i regning og dansk, fysik og biologi, geografi og historie. Meget mere som jeg ikke husker længere fik vi karakterer i. Vi blev sorteret i boglige og ikke-boglige (realen eller 8. klasse), vi blev sorteret ikke blot af skolen, men også af vore forældre ("Du skal have et fornuftigt arbejde, i stedet for bare at sidde på en skolebænk" var ikke et unormalt argument.
Karakterbøgerne var derfor kun som en tommestok, der var lukket men kunne foldes ud. Du og jeg fik ikke alle chancen for at vælge en anden vej, ligegyldigt hvilke karakterer vi fik. Vi fulgte den vej vi var destinerede til at følge, de fleste af os.

Livet er en morgengave

Som Tornerose der må bide i det sure æble fordi hun er smukkere end sin stedmoder, må vi alle finde mos i at andre ikke kan lide os. Nogle gange er det bare antipati, andre gange er det misundelse.
Det forhindrer os ikke i at kunne leve livet. Livet består for de fleste af os i modgang og medgang, men kan gøre ondt, således kan overgreb eller isolation gøre ondt resten af livet, ja det kan endda betyde at man lever sit eget liv på samme betingelser, altså med pædofili, vold eller bare fører sine egne opfattelser af samfundet videre.
Men livet har vi jo fået for at der skal ske noget. Hvis vi alle levede som vore fjerne forfædre ville vi stadig rende rundt med stenøkser og bo i jordhuler. Den kreativitet vi har fået som mennesker er jo netop vores gave. En gave som vi kan bruge til at gøre verden bedre at leve i. Ikke for os selv men for vores efterkommere.
Se det ville med mine øjne være klogskab, fremfor at bruge klogskab til at generere penge i dagens Danmark og til dansk industri.

Hold i hånd og del dit hjerte

Klogskab er nogle gange at vide at man kan lære mere, at man kan dele og at de følelser man har er vigtigere end at tjene flere penge. Lyt til andre frem for at lytte til dig selv, du ved jo næsten altid hvad du mener, men har svært ved at lytte til andre og forstå dem.

søndag, september 15, 2013

Mere robot

Som menneske er livets største ønske åbenbart arbejde. Her midt i måneden så jeg 60 minutes og gæt hvad de fortalte (selvfølgelig om det amerikanske arbejdsmarked)? Der bliver flere og flere robotter og de overtager mere og mere af menneskers arbejde. De fortalte også at grunden var at de var stabile i en kort årrække og at de kunne tjene sin egen udgift ind i løbet af kort tid. En form for slaver.
Faktisk er det jo sådan i hele den vestlige verden, sikkert også snart i Kina.

Robot

Ordet der stammer fra det slaviske ord for slavearbejde har denne betydning som det nyeste: "computerstyret maskine der udfører specialiseret, fx teknisk kompliceret arbejde". Da Henry Ford indførte samlebåndet på sine fabrikker var det meget enkelt, arbejdet blev specialiset og den enkelte arbejder havde specialiserede opgaver (altså en snævert defineret arbejdsopgave).
Med tiden er robotterne udviklet til at overtage mange af de opgaver som mennesker har haft, man har sågar opfundet empatiske robotter til at underholde ældre på plejehjem, støvsuger- og plæneklipperrobotter (for at nævne nogle).
Industrirobotter koster kun indkøbsprisen og arbejder normalt upåklageligt døgnet rundt, blot skal der investeres i lidt energi. Med sådan én kan du samle biler eller fladskærme (You name it), ja du kan sågar bygge robotter med robotter.

Omkostninger

Som nævnt koster en robot indkøbsprisen (evident), men den skal ikke have løn og pension eller feriepenge. Den fungerer helt som en slave, den skal bare fodres (med energi til driften), Og den brokker sig ikke, skulle den bryde sammen er der selvfølgelig ekstra omkostninger enten til reparation eller udskiftning, For økonomien i samfundet er en robot altså en våd drøm, bortset fra at det ikke er samfundet der betaler skaden, men forsikringen eller arbejdsgiveren.
Omvendt er det med en menneskelig arbejder, som jo skal have løn (jo højere løn, jo bedre købekraft - fandt Henry Ford ud af), feriepenge og pension. Til gengæld står samfundet for al reparation af arbejderen (læger og sygehuse), finansieret af de skatter som arbejderne betaler (indrømmet der er jo også arbejdsgivere der betaler skat - men her er moms til gengæld en fordel for virksomheder - ikke for mennesker).
Selv om det i princippet er det samme arbejde der bliver udført er der altså ikke noget stort sammenfald når vi taler henholdsvis robotter og mennesker. Spøjst, ikke?

Skatterne

Mennesker betaler skat og moms af stort set alt de rører ved. Virksomheder betaler lavere skat af deres overskud end mennesker betaler af deres indtægter (procenter, naturligvis), I forbindelse med produktion (af for eksempel olie) findes der særskilte aftaler og visse internationale firmaer flytter rundt på omsætningen så de betaler næsten intet eller meget lidt (i procenter) af deres indsats.
Robotter betaler ikke skat, de er nemlig det moderne samfunds slaver. Dem kan man behandle som man vil (måske ville voldtægt være lidt outreret) bare ved at holde dem i gang og forlange at de laver noget til de falder sammen og ikke fungerer længere.
Men hvorfor skal robotterne ikke betale for at arbejde, hvorfor skal slaveejerne ikke betale for den arbejdskraft de har købt, når alle andre principielt skal betale for hver eneste krone de tjener ind? Er det fordi de ikke kan arbejde sort, når de er slaver, eller hvad?

Mennesker

En robot er jo nok ikke det mest følsomme væsen i denne verden. En virksomhed med bestyrelse og det hele er normalt ikke empatisk eller humanistisk indstillet.
Men så er der mennesker. Mennesket er født med sanser, som tilsammen giver dem evnen til at "tænke". At tænke er ikke altid en løsning, når andre mennesker enten tvinger dem til at tænke på noget andet eller påvirker sanserne så tænkningen bliver tilrettet andres behov. Her kommer absurditeten for alvor i spil: Mennesket betaler for at være menneske og for at virksomheder og robotter ikke skal betale for sig selv. Mennesket er mere afhængig af familie, mennesket reproducerer sig selv, uddannes, bliver sygt og dør, alt det betaler mennesket for. Men ikke virksomheder og robotter, hvad virksomheder angår skal de dog betale lidt, hvis ikke de udnytter det økonomiske system.
Men mennesker betaler både for sig selv og alle de andre.
Ikke fordi jeg ønsker skattefrihed, jeg mener faktisk at det er god løsning at spare penge sammen til både sig selv og andre, det eneste jeg ikke fatter er hvorfor der er nogle mekaniske opfindelser der ikke skal være med til at betale gildet.

Økonomien

Man kan undre sig over at man vil køre mennesker ud på et sidespor, når man ved at mennesket i bund og grund er et socialt væsen, måske ikke ligefrem flokdyr, men socialt.
Det giver dog god mening, når man opdager at mennesket også er et dominerende dyr (som også vores nærmeste racefæller aberne). Dominansen udføres dog på anden vis end hos andre dyrearter. Vi har nemlig opfundet en indviklet økonomisk proces (andre aber har også udveksling af værdier som tegn på tillid eller afpresning). Mennesket har dog gjort det til omdrejningspunktet for livsprocessen - ved at gøre mennesket ansvarlig for hele processen: økonomien.
Og hermed tilbage til Henry Ford, der opfandt købekraften, så han kunne tjene sine egne arbejderes lønninger ved at tjene penge på deres arbejde og på at de købte deres egen produkter bagefter for de penge der var tilbage når Henry Ford havde taget sin anpart (Mere end dobbelt op!). Arbejderen fik købt en bil, betalte husleje, mad og fik børn, knoklede røven ud af bukserne - Henry Ford blev rig.

Arbejderen

Nu er arbejderen ikke længere sikker på noget som helst. Afhængig af bil, hvis der skulle blive arbejde. Sidder i et hus, som banken ejer og vil have betalt. Skal betale for at have børn, skal betale både skat og moms til samfundet, gebyrer florerer og selv pengene der kan spares op giver ingen indtægter. Men stadig betaler arbejderen mere til driften af samfundet end virksomheder og robotter. Trods det at pengeinstitutter, forsikringsselskaber og store aktieselskaber har mere travlt med at udbetale penge til aktionærer end til at sikre den almindelige ansatte i det offentlige og i små virksomheder. For eksempel lukkede B&W og det betød at en del leverandører også lukkede. På B&W kunne man tælle antallet af fyrede arbejdere, men der blev aldrig opgjort et tal for hvor mange der mistede arbejde i de leverandørvirksomheder der blev berørt af lukningen. Senest lukkede Lindø-værftet i nærheden af Odense, hvor mange familier det har berørt kan ikke gøres op.

Men en anden definition af robot kunne jo passende bruges:
"menneske der handler mekanisk og ufølsomt" (if. Den danske Ordbog), jeg tror ikke det er arbejderen, men snarere "arbejdsgiveren", der her er tale om.

Hvorfor overhovedet have som ønske at arbejde, når man kan gøre det man gerne vil?

lørdag, september 14, 2013

Syg og munter

Omkring 1973 modtog min mor en bog fra en bogklub, skrevet af Sven Holm med titlen "Syg og munter". Den blev filmatiseret til TV i 1974 og jeg så den selvfølgelig.
Hovedindholdet var at man som syg kunne angive munterhed og bruge kærlighed til at overleve.

Syg

Et eller andet sted er vi jo alle syge. Rent fysisk eller i knolden - vi lever jo hver dag for at dø på et tidspunkt.Vi kan have kroniske sygdomme, akutte sygdomme eller blot pådrage os fysiske sygdomme, men vi kan også være psykisk syge.
Selv fejler jeg ikke noget. Ifølge lægen har jeg forhøjet blodtryk og et alarmerende blodsukkertal (diabetes-2) Men alt det kan klares med medicin. Hvad der sker inden i hovedet på mig er sådan set ikke sygt, for jeg har ikke gjort noget der skal sende mig til psykiater eller noget lignende, jeg er jo bare mig.
Så på sygdomsfronten fejler jeg ikke noget!
Så er der det med at være munter.

Munter

er måske ikke det bedste ord, heller ikke glad eller positiv. Men at leve resten af sit liv negativt er svært. Jeg diskuterer højlydt med mine søskende og forældre og får det skidt hver gang, Jeg vælger oftest at være positiv i min omgang med andre mennesker, men får selvfølgelig af og til fingeren fordi jeg siger eller gør noget forkert. Senest har jeg mistet min kæreste og det er sandsynligvis min egen skyld, jeg aner bare ikke hvad for en skyld.

Alder

Med min alder er jeg skyldig i at være arbejdsløs, eller rettere i ikke kunne tjene penge på arbejde. Til gengæld kan jeg godt arbejde for de penge jeg får for at bevise at jeg kan arbejde og på den måde måske få arbejde, som ikke findes til mig.
Alder skal her forstås som en hindring og som et antal år. Det sidste er det antal år jeg ikke har haft fast arbejde, mens det første er det antal år jeg har levet. I mit tilfælde er det det samme antal år.

Arbejde

Så kommer vi til arbejdet. Jeg har været vikar og ansat på vilkår i virksomheder der ikke kunne fastansætte mig. I stort set hele landet. Nu har jeg så også været aktiveret uden udsigt til ansættelse, samtidig med at min fysik ikke helt står mål med den jeg havde i mine unge år.
Jeg er næsten holdt op med at lave noget i min fritid og kærligheden er noget flyvsk noget, mest noget med at give et knus og et kram og sige noget pænt til andre.
Jeg skriver blogs og som i dag er jeg til stede som barnepige - til stede. Før i tiden læste jeg bøger, skrev artikler, deltog i foreningsarbejde eller arbejdede over.
Nu er jeg hverken syg eller munter.

Kærlighed

Jeg vil jo gerne dele min kærlighed. Både den som udtrykkes gennem ord, kram eller holde hånd, madlavning og møder i en forening, men også så længe jeg kan dyrke min krop vil jeg gerne føle fysisk kærlighed. Desværre er min kærlighed blevet indskrænket til at tale pænt til togpersonale eller buschauffører når jeg rejser på arbejde, rejser som jeg ikke har råd til, men som faktisk bliver meget mere behagelige når man er imødekommende og kærlig.

Psyken

Jeg har hele mit liv forsøgt (i det mindste så meget som muligt) at være positiv. Jeg har forsøgt at opnå både fysisk og psykisk kærlighed, jeg har forsøgt at arbejde og udnytte mine personlige evner. Jeg har i det hele taget forsøgt. Nu hvor jeg er træt af at forsøge skal jeg pludselig kæmpe mig igennem programmer som jeg ikke kan gøre noget ved. Min forståelse for hvorfor jeg skal foretage et arbejde uden at kunne leve af det, faktisk koster det mere at gå på arbejde end at lade være, er på nul. Jeg vil gerne, men skal til stadighed tænke på hvad al min vilje koster, og det gør ondt i hovedet.

Min psyke er sårbar, fordi jeg skal være rask men ikke har råd til det. Måske det vil gå op for nogen en dag at jeg ikke er den eneste.

Politik (2)

Man skulle tro at politik var ganske enkel. Ifølge Den danske Ordbog ser etymologien ca. sådan ud: "fra græsk politike (techne) 'statskunst', af politikos 'borger-', længst tilbage afledt af polis 'by". Men nej politik er i virkeligheden defineret som økonomisk ledelse af en stat eller et andet defineret område som et bykvarter eller en kommune etc.

Grundloven

Den danske grundlov og de fleste andre forfatninger bygger på de ovenfor nævnte ord, man skal bare forstå at ordet "polis" ikke bare betyder en by, i Grækenland var "polis" mere et bysamfund en en snævert defineret by med bygrænser. I bysamfundet herskede borgerskabet og tog beslutninger på vegne af indbyggerne, det vil sige at kvinder, slaver, håndværkere og uformuende havde en herskende klasse til at tage de nødvendige beslutninger for at samfundet skulle kunne fungere, det betød også at de oftnævnte befolkningsgrupper i princippet ikke havde indflydelse på deres eget liv, men til gengæld skulle stole på at de få bestemmende borgere (den økonomisk velfunderede og uafhængige overklasse) havde interesse i at sikre en stabil og tryg befolkning.
Den danske grundlov blev til på tilsvarende vilkår, blot var det den nyrige borger der ville have rettigheder fordi adel, kongehus og delvis kirken havde rettigheder til at bestemme. Kvinder, tyende, uformuende og unge mennesker fik ingen rettigheder med grundloven af 1849.

Danske lov

Jyske lov fra ca. 1241 er den første lov der er forfattet på dansk, men inden da har der været kanonisk lovgivning (forfattet af kirken) som kan spores tilbage til de tidligste kirkesamfund, altså før vikingetiden i Danmark.
Jyske lov er i de senere år erklæret for en dansk rigslov, og burde dermed retteligen være kaldt Danske lov, trods disse diskussioner er det dog stadig en lov der bygger på kirkens regler i stort omfang, i forbindelse med retterting og landsting har det mere været en opsummering af gældende regler end en nyudvikling.
På tilsvarende vis kan vi se grundloven af 1849 som en regelsamling der bygger på gældende praksis, denne gang på oplysningstidens og den franske revolutions ideer. Også den amerikanske forfatning bygger på disse ideer, altså igen den formuende og betydende del af befolkningen. Ikke meget nyt der.

Lovjura

Der har gennem de seneste årtier været ført sager om brud på grundloven. Rent juridisk er de fleste blevet tilbagevist, fordi grundloven simpelthen ikke har taget højde for det demokrati vi har i dag, hvor der er en nedre grænse for hvem der kan stemme og dermed komme i folketinget og BEstemme, men ingen øvre grænse. Det betyder jo egentlig at senildemente har større bestemmelsesret end en 12-årig med høj intelligens og politisk tæft.
Når man kombinerer med en lov, der i den grad kan fortolkes har man altså kun nogle få regler der har egentlig betydning, og dem skal juristerne nok sørge for at gradbøje også. Ofte på en sådan måde at de mennesker der har tillid til at lovgivningen tager hensyn til dem (igen de udsatte grupper, bortset fra kvinderne, der som sådan slet ikke er nævnt i grundloven) ingen egentlige rettigheder har, faktisk kan man stadig blive frataget rettigheden til at stemme og til at sidde i Folketinget.
Fortolkningerne af grundloven har især en svaghed, da jurister til stadighed kan bevise at vi kan underordne os EU.
"Med lov skal land bygges" stod der i den jyske lov som sandsynligvis var en dansk lov. I dag kan man snarere sige: "Med lov kan land nedlægges"

Dansk politik

Ordet politik er igen begyndt at få den oprindelige betydning, men med modsat fortegn. En gruppe bedrevidende mennesker handler på en hel befolknings vegne. Denne gang er det bare ikke med henblik at vedligeholde et samfund, men udelukkende med henblik på at vedligeholde en samfundsøkonomi.
Mennesket skal stadig bidrage til samfundsøkonomien, men samfundsøkonomien skal kun i begrænset omfang bidrage til mennesker.
Det virker paradoksalt, når mennesket faktisk i den grad er afhængig af samfundsøkonomien for at deltage i samfundsopgaver, at kun ganske få kan leve af noget, mens de klassiske dyder med at passe på sit tyende og sine kvinder er reduceret til minimum for at generere så enorme overskud at enkeltpersoner kan købe hele verden, eller i hvert fald en fodboldklub eller en ø.
Men som sagt, det er igen en udvalgt elite der bestemmer.

Repræsentation

Når man ser antallet af genvalgte politikere, antallet af akademikere og antallet af dem der ikke har noget at sige i den offentlige debat, burde man undres. Hvordan er tømreren og mureren repræsenteret i folketinget, hvordan er dagpengemodtageren og kontanthjælpsmodtageren, hvordan er den kræftsyge, den uddannelsessøgende, hvordan er den kriminelle eller den demente repræsenteret? Nej vel - det drejer sig om samfundsøkonomi alt sammen, ikke om mennesker. Men det er i virkeligheden også det ordet politik betyder.

Husk det.

fredag, september 13, 2013

Fodbold

Så ser jeg fodbold igen. Bagefter tænker jeg ofte på hvor langt livet er i forhold til en fodboldkamp, hvor langt livet er i forhold til at sove og hvor langt det er i forhold til at være ensom.
Svaret er: Meget langt.

Ensom

Man kan altid være ensom. Det er for nogle et problem, for andre en konstatering af tingenes tilstand. Nogle er ensomme fordi de er anderledes (hvem er ikke det), andre fordi de bare ikke fungerer i tosomhed eller fællesskab (det gælder ofte begge veje). Men at sidde og glo på fodbold i to timer uden at der sker noget (bortset fra et gult kort måske) er jo at trække tænder ud på livet! Og samtidig vide at man betaler via skat og licens og hvad der ellers findes af betalinger til spilleselskaber og merchandise-firmaer til en underholdning der er så kedelig, er da åndssvagt. 0-0 er da ikke en måde at leve sit liv på i to gange 45 minutter plus tåbelige kommentarer før under og efter. Bliver man mindre ensom af det?

Kæresten

Selvfølgelig kan man gøre andre en tjeneste ved at vælge at se fodbold fremfor at holde om, kramme og kysse kæresten. Man kan læse en bog eller barbere sig. Det kan endda lade sig gøre at prøve at følge kærestens ønsker, hvis man altså ved hvad de går ud på. Det sidste er et problem, hvis man ikke hvad kærestens ønsker er, så vil man ni ud af ti gange ramme ved siden af, og så er fanden løs, men man da haft mere spænding en i forbindelse med en fodboldkamp.
Fordelen ved fodbold er altså at man får tiden til at gå. Både hvis man spiller på resultatet og hvis man venter på det. Samt at det i virkeligheden kun har betydning for ens parforhold, hvis det at se fodbold er vigtigere end at have et parforhold.

Sammen

Tilfældigvis er det oftest en drenge-ting agtigt at se fodbold. Både på TV og på stadion. Af og til ser man også piger, måske fordi de ser noget i de der drenge-ting agtige udtryk. Jeg har aldrig fundet ud af hvad der rører sig i piger der ser fodbold, men ved at piger der spiller fodbold dyrker sport, som ikke er redskabsgymnastik eller beachvolley, simpelthen fordi de er bedre til fodbold, og det synes jeg er OK. Fællesskabet er en god, social grundstamme for alle børn, unge og voksne. Fællesskabet i sporten er altså vigtigere end pengene, derfor savner jeg sammenholdet i sporten, ikke pengene.

Fodbold

Selvfølgelig har jeg spillet fodbold. Jeg blev aldrig til fodboldspiler, simpelthen fordi jeg elskede at spille bold, at lave flotte afleveringer og at andre skulle have gavn af hvad jeg lavede på græsplænen foran "målet". For mig var det vigtigere at sparke en bold på en måde som jeg ikke kunne end at imponere andre.

Selvfølgelig kom jeg aldrig til at leve af fodbold, eller noget som helst andet. Ikke engang en kæreste kan jeg holde på.

Lektier

En diskussion om lektier i forbindelse med den norske valgkamp og en dansk udtalt støtte fra Enhedslisten kan nu blive en "revolutionsdiskussion". Som om revolution eller lektier er livsvigtige eller kontroversielle. Pudsigt nok er det ikke pligten, men lysten der styrer både revolution og lektielæsning. Hvorfor ikke erkende det med det samme?

Lektierne

Som skoleelev elskede jeg at læse, at lære og at komme i skole, derfor var jeg normalt velforberedt. Kun når jeg SKULLE gøre noget valgte jeg IKKE at gøre det, eller at gøre det så sent som muligt, at skrive stile, læse bestemte forfattere og den slags (Faktisk læste jeg alle Leif Panduros bøger, bortset fra den jeg skulle læse).
Andre kunne ikke overskue lektierne de fik for, derfor var de uforberedte. Men det gav bare dårlige karakterer i skolen, og betød at ma ikke havde en boglig fremtid. Hvis vi taler regning betød det jo så også at man ikke havde nogen anden fremtid, bortset fra at prøve at blive håndværker.
Det var lektierne der bestemte i "heldagsskolen", for nogle skulle bruge adskillige timer på at opfylde skolens krav, mens andre (som jeg) gjorde det af lyst.

At lære

Nogle vil kalde det læring, men det er det ikke. Det er et verbum: at lære. Hvis man vil noget viser det lysten til at lære, ikke at man lærer med tvang. De fleste mennesker der har fået noget ud af tilværelsen (altså alt andet end penge eller at opfylde deres forældres ønsker) har haft lysten til at skabe, om det er ord eller designtelefoner, kærlighed eller ventiler, er for så vidt ligegyldigt. De fleste kom igennem skolen uden at kunne lave lektier, eller også lavede de lektier uden at kunne komme igennem skolen.

Skolegang

For mig at se er det vigtigst at vi alle i forbindelse med at gå i skole (og med de tiltag der er for arbejdsløse gælder det jo både børn og voksne) skal have lyst til at lære og at vore lærere skal se hvilke ting vi skal lære. Det er selvfølgelig oplagt at man som tømrer kan se hvordan man skal bygge et tagspær, eller hvordan man som underviser skal bygge et menneske, men det lærer man ikke ved at have lektier, det lærer man kun ved at VILLE lære det.
Her kunne "heldagsskolen" så komme ind i billedet, hvilket den jo på en måde også gør. I regeringens politik skal den forlængede skoletid jo netop sikre at man får mere tid til at gå i skole, men det er det jeg kalder læring, ikke lyst til at lære vi forfølger med denne ide.
Skolegang er OK så længe læreren bruger sin tid på at vurdere den enkelte elevs evner, og selvfølgelig skal drenge og piger prøves af inden for alle de fag der findes, netop fordi. Men at tvinge børn til ufrivilligt at foretage sig noget i fritiden er da toppen af tåbelighed.
Hvordan skulle tvang give lyst til at skabe noget?

Ferie

Alle dem jeg kender skriver eller siger altid noget positivt om at få fri fra arbejde, mange skriver også at de glæder sig til at komme på arbejde. Alle dem jeg kender glæder sig til at holde ferie, mens nogle af dem ved hvad der ligger af arbejde efter ferien og derfor allerede i feriens start hverken glæder sig til ferie eller til at skulle arbejde efter. Jeg kender sågar nogle der allerede mandag glæder sig til at få fri når ugen er slut, og alligevel møder for at tjekke om noget er gået galt. Det har jo aldrig haft noget med arbejdsglæde at gøre, men lyst - det vi i gamle dage kaldte et "kald", altså noget man føler for. Fra ODS: "tilskyndelse, opfordring til at paatage sig et vist hverv, en opgave, overtage en (livs)stilling olgn.; ogs.: guds, forsynets, skæbnens kaldelse til ell. bestemmelse med et menneske m. h. t. livsopgave; nu oftest m. svækket grundbet.: (indre) drift, tilbøjelighed, trang til (og anlæg for) en bestemt virksomhed. de tvivlede ikke meere om (Jeanne d'Arcs) Guddommelige Kald."

Arbejde

At arbejde har derimod været noget man skulle. For at tjene penge, underholde sin familie eller betale sine regninger. Som da slaveriet ophørte i USA blev alle omkostninger lagt på de tidligere slaver, som dermed blev ligeså bundne som de havde været før (svarende til stavnsbåndet i Danmark).Den dag i dag findes der arbejdere i verden som skal betale mere for at have et sted at bo end de får for det arbejde de leverer. De får aldrig andet ud af livet end at skabe kapital til andre, ikke til sig selv. Det kaldes "arbejde", men er sådan set udelukkende udtryk for andres dovenskab og lyst til at generere kapital.
Når jeg skal arbejde fordi jeg skal arbejde, har jeg derfor ingen glæde ved mit arbejde, jeg gør det for at gøre andre glade, hvor det skulle have været mig der skulle blive glad for at gøre noget godt. Glæden er væk.

Sådan er lektier

Som det hed sig i min ungdom når man fik smæk: "Det gør mere ondt på mig end på dig, som faderen sagde". Sådan havde jeg det med lektier, og sikkert også min lærer. Det var ikke noget jeg lærte af, det gjorde bare ondt.

onsdag, september 11, 2013

Erhvervsskoler

Et erhverv er ikke bare et erhverv. Trods skattelettelser for erhvervslivet er det stadig billigere at ansætte arbejdskraft fra andre lande i byggebranchen og indenfor sådanne fag som erhvervskørsel og rengøring.
Med vanlig sans for at bruge penge vil regeringen nu bestemme hvorledes man kan tage en uddannelse indenfor de forskellige erhverv ved at stille krav til uddannelsen (altså skolerne). Jeg undrer mig vedvarende over at man ikke stiller krav til erhvervslivet.

Den boglige uddannelse

Det er jo nok gået op for politikerne at vi ikke alle sammen kan være akademikere, vel mest fordi der er nogle som ikke er sprogligt eller matematisk funderede - sært når man tænker på hvad man hører fra politikerne. Nu er det så gået op for de veluddannede politikere at der faktisk er mangel på erhvervserfaring i samfundet - sært når man tænker på politikernes erhvervserfaring.
Så nu satser politikerne alt på et bræt, nu skal vi gøre noget ved erhvervsuddannelserne for at lokke unge mennesker til - sært når erhvervslivet overhovedet ikke skal røre en finger.
At lære dansk og regning er selvfølgelig en god ting, men det har vi faktisk folkeskolen til at lære vores børn, at lære børn hvilke talenter de har og om de er boglige, kreative eller direkte erhvervsfaglige burde vi tilsvarende have folkeskolen til, men her falder korthuset sammen. Politisk set har vi nu siden midten af 1970'erne haft skoler der skulle uddanne håndværkere (EFG), vi har haft erhvervsskoler og gymnasier, sågar er der flere og flere der har taget uddannelser i skolerne, alligevel er der mangel på faguddannet arbejdskraft - eller er der?

Håndværkere

Nu skal vi så høre på at der mangler faguddannede håndværkere i Danmark, og at erhvervslivet derfor må hente arbejdskraften i udlandet.
Det er jo noget vås. Erhvervslivet har i årtier fået samfundet til at bestemme hvorledes arbejdskraften skulle uddannes, erhvervslivet har lænet sig tilbage og glemt at tage sin del af ansvaret ved at give arbejdskraften erfaring. Lærlinge har været et særsyn indenfor adskillige brancher, oftest af økonomiske årsager - ingen lærling, ingen udgift og dermed forøget indtjening.
For at gøre det helt perfekt vil teoretikerne i folketinget gudhjælpemig påtage sig ansvaret for at uddanne arbejdskraft til erhvervslivet i stedet for (som en begyndelse) at stille krav til selvsamme erhvervsliv i forbindelse med skattelettelserne, for eksempel krav om at tage lærlinge eller sikre uddannelse indenfor visse brancher. Selv rengøringsassistenter bør lære noget om løft og bevægelse, butiksassistenter bør lære noget om kundehåndtering og løft og bevægelse, men ville det ikke være oplagt at erhvervslivet selv betalte for uddannelse af sin arbejdskraft - og så kunne man jo passende stille krav til selvsamme erhvervsliv om at de skulle uddanne udenlandsk arbejdskraft på samme vilkår.
Eller er det forkert?

Truslen fra erhvervslivet

Erhvervslivet truer jo med at flytte produktionen til udlandet. Men hvilken trussel er det egentlig? Jo det er en vældig trussel, simpelthen fordi innovative og kreative mennesker i løbet af en menneskealder er afskaffet ved hjælp af statslig styring af uddannelserne.
For at sikre sig er politikerne nu ved at gøre denne tåbelighed til en økonomisk konsekvens, frem for at sikre at alle de firmaer der flytter ud af landet kan erstattes af netop innovative og kreative mennesker.
Vi kunne jo sikre os at dem der underviser i folkeskoler, friskoler, efterskoler, erhvervsskoler, ja selv gymnasier, er velegnede til at undervise. Ikke bare offentligt eller privatansatte, men gør det som et kald og er opmærksomme på elevernes særheder og evner. Så ville vi til enhver tid have nogle til at overtage. Men det er ikke lønnen der er afgørende eller skatterne, det er lysten til at skabe.

Skatterne

Når alle mennesker betaler skat i Danmark er det sådan set en opfindelse fra en tidligere regering. Før i tiden havde børn frikort, studerende fik SU og folk på overførselsindkomster fik et beløb udbetalt. I dag og i mange år efterhånden betaler selv avisbude og studerende skat. Men der findes multinationale selskaber der ikke har betalt skat i årevis, fordi de har haft underskud. Man kan så undre sig over hvorfor de overhovedet driver forretning i Danmark, eller hvor underskuddet forsvinder hen. For mig at se er der jo ingen jævn dansker der vil acceptere at leve af underskud i årtier, men pudsigt nok har de seneste ti års regeringer arbejdet seriøst på at gøre fattige mennesker så fattige at de skal leve af at have udgifter der er langt større end deres indtægter, samtidig med at de ikke bare skal stå til rådighed for samfundet. de skal arbejde for de penge de stort set selv har været med til at spare op (eller deres søskende, forældre etc.) gennem skatter, netop for at sikre overlevelse. Som prikken over i'et er det de allerfattigste der ikke får skattelettelser, fordi de ikke har arbejde, som ikke findes fordi de ville have en indtægt der ikke kunne betale deres omkostninger og deres skatter.
I stedet tager virksomhederne i udtalt omfang udenlandsk arbejdskraft, fordi de kan bruge hele skattesystemet til egen fordel og samtidig dumpe lønningerne. For mig at se er det ikke bare at fodre hunden med sin egen hale, det er at fodre sig selv med sin egen hale.

Samfundet

Det er sådan set ikke skatterne eller uddannelserne der er en trussel mod vores infrastruktur og vores samfund. Danmark kan sagtens indgå i en både national og international sammenhæng. Nej truslen kommer fra noget så absurd som politikere og embedsmænd der forfølger økonomiske teorier, fremfor at følge den befolkning de er udpeget til at passe på.
Ingen af de mennesker der lever savner evner til et eller andet. Hvis man vil have det skåret ud i pap kan man for eksempel se på Steven Hawking (jeg havde en lærer på gymnasiet der også var bundet til en kørestol), alle kan et eller andet, det er faktisk meget mere vigtigt at finde ud af hvad de kan end at spilde tid og penge på at tilpasse dem.

At udnytte

Selvfølgelig kan man indvende at der altid vil være nogle der udnytter samfundet. I øjeblikket er det de fattigste, de mest syge, og dem der er stærkt medicinerede der får skylde. I virkeligheden er det jo de rigeste og aktionærerne der udnytter samfundet, fordi omdrejningspunktet er penge.
Man kunne prøve at vende udtrykket om, og satse på at borgere i landet kunne benytte samfundet, ja for at tage skridtet fuldt ud at satse på at samfundet ville benytte borgerne.
Desværre skal alt i dag gøres op i penge, så meget at 1 øre sparet er 2 øre tjent.
Vi har en uudnyttet arbejdskraft på alle områder i både erhvervslivet, uddannelsesvæsenet og på det offentlige område. Alligevel skal alle mennesker gøres op i penge, ikke i de muligheder de har for at gavne samfundet.

Skam jer politikere.

torsdag, september 05, 2013

Lovgivningens logik

Jeg skal nu betale min bank et gebyr for ikke at have penge, jeg skal jævnligt på internettet for at læse meddelelser fra det offentlige, jeg skal rejse for et højt beløb til et praktikjob, som ikke giver mig løn, pension eller feriepenge. Alt sammen for at modtage kontanthjælp. Og det er ikke det eneste. Jeg skal til enhver tid finde mig i afgørelser fra det offentlige, fra min "arbejdsgiver" og fra mennesker der betragter mig som doven, fordi jeg ikke gør det jeg skal gøre.

Bankerne

Jeg er tvunget til at have en konto i en bank, ikke kun for at få udbetalt penge fra det offentlige, nej for at blive kontrolleret af det offentlige, altså en lovgivning der skal sikre at jeg ikke snyder med mine indtægter og i skat og sikre at jeg er så fattig som jeg "på tro og love" allerede har erklæret jeg er.
Samtidig tager bankerne sig godt betalt for et overtræk, men da en del kunder er så fattige at de slet ikke kan få lov til et overtræk eller en kassekredit, og da indlånsrenten er nul, har bankerne fået den ide at de fattigste skal betale for at aktionærerne kan få del i et overskud, som stort set akkumuleres af de fattigste kunder, mens de rigeste låner penge og aldrig kan garantere om de vil betale tilbage.
Den fattige, tvungne bankkunde skal nu ikke bare betale for at være tvunget til at have en konto i form af et gebyr, nej nu skal småspareren som i løbet af året samler mønter for at have råd til julegaver, til at besøge sine børn, eller hvad man nu bruger sådan en opsparing af småmønt til, betale for at få pengene vekslet til sedler, selv om der findes en lov om hvor mange mønter du må betale med.
Vores politikere er meget tavse i disse sammenhænge, de har jo sanktioneret lovgivningen, enten ved at have besluttet eller ved ikke at have ændret den.

Aktivering

Hvis du arbejder på fuld tid skal du acceptere at gå ned i løn (SAS) eller du skal betale for at beholde dit arbejde (Danish Crown), du kan selv vælge hvilken fagforening og a-kasse du vil stå i, du kan endda vælge at lave en tillægspension, en ekstra arbejdsløshedsforsikring og fradrage personlig pensionsopsparing.
Hvis du ikke arbejder på fuld tid kan du tjene penge ved at arbejde på deltid, ved at søge arbejde mens dit liv opretholdes ved hjælp af dagpenge, eller du kan komme på kontanthjælp og blive hjemløs, fordi du ikke kan betale til griske boligejere, der har en lovgivning der siger hvor meget de kan tillade sig at tage i husleje og hvor meget heraf der skal betales i skat.
Det sære er at man som fattig skal være langt mere aktiv, man skal være villig til at rejse adskillige timer hver dag, man skal arbejde på vilkår der er langt dårligere end fastansattes (ingen betalte pauser, omfattende kontrol, ingen ferie i arbejdsperioden, ingen løn (undtagen hvis arbejdsgiveren kan få løntilskud), ingen lønforhøjelse, da enhver ekstra løn vil medføre fradrag i både dagpenge og kontanthjælp. Ingen opsparing af timer til dagpengene hvis du skulle komme i arbejde i et vikariat.
Men du skal arbejde på fuld tid, betale dine rejseomkostninger med penge du ikke har og møde til et personligt møde på jobcenteret hvor du er "personlig" sammen med 50 andre som skal møde. Du bliver orienteret om reglerne på arbejdsmarkedet i fællesskab og hvis du i øvrigt ikke er et problem for jobcenter så bliver du sendt hjem efter 10 minutters orientering sammen med de andre 50.
Såfremt du skulle ønske en personlig samtale med din personlige vejleder vil du ofte blive orienteret om at personlige samtaler skal indkaldes af din personlige vejleder og at du ikke bare kan komme forbi og anmode om en personlig samtale fordi du tilfældigvis var i byen og derfor kunne spare penge ved at slå flere fluer med et smæk.
Aktivering betyder endda at hvis du er indkaldt til en personlig samtale sammen med 50 andre og det kun varer 10 minutter, så har du et problem, hvis du samme dag skal til jobsamtale. Der er nemlig muligt for jobcenteret at trække dig i kontanthjælp og pligtigt for a-kasserne at trække dig i dagpengene, ikke for de ti minutter, men i alle de dage det varer, inden du finder ud af at du bliver trukket. De fleste af de møder jeg er indkaldt til ligger i begyndelsen af måneden, hvilket normalt betyder at jeg først bliver orienteret ca. en måned efter, jobcenteret er nemlig ikke forpligtet til at orientere mig øjeblikkeligt, mens jeg skal følge med på e-boks, eller blive straffet for ikke at følge med der.

Offentlig kommunikation

Som sagt er der jo også krav om at man skal læse sin post via internettet. Hvis ikke man gør det risikerer man at miste sine offentlige tilskud til børn, bolig og andre offentlige tilskud. Der er mulighed for at bede om en e-mail advisering, som det også er fra jobcenter, jobcenter tilbyder endda en sms-besked, hvilket jeg ikke kunne få fra e-boks da jeg måtte melde mig til. Nu er der jo adskillige muligheder for at bruge sociale medier, men det offentlige har jo brugt uanede mængder af penge på at betale for at få dårligt implementerede systemer.
Der foreligger altså et lovmæssigt krav om at man skal læse sin post digitalt. Det kan jo give problemer når man bor på landet og ikke har råd til at følge internettet hver dag, fordi man ikke har råd til at rejse med offentlige transportmidler hver dag for at komme til jobcenter eller bibliotek (dem er der heller ikke så mange af i de små samfund), end ikke skoler.

Offentlig transport

Se det er så det næste statslige tiltag. Vi skal alle have mulighed for at blive transporteret rundt i landet, og det har vi principielt haft i mere end hundrede år, sågar så megen mulighed at der opstod et væld af privatbaner for omkring hundrede år siden.
Problemet er bare at det faktisk er dyrere at køre i tog og bus (samtidig med at det tager meget længere tid) end at køre i egen bil, selv når benzinprisen ligger omkring 13 kroner.
Igen er der lavet en digital løsning på offentlige rejser, i hvert fald på Sjælland: rejsekortet. Det viser sig bare at det som i forvejen er dyrt for pendlere og dem der ofte rejser er blevet dyrere og mere uigennemskueligt. I hvert fald hvis man bruger rejsekort. I Odense er der et digitalt kvikkort, hvor du betaler 10 kr. for en busrejse gennem 2 zoner (jeg undredes over at få en regning på 48 kr, men kan gå ind og se at det drejer sig om fire rejser á 12 kroner, så de har åbenbart ikke oplyst mig at prisen er ændret - det er dog stadig billigt i forhold til de 22 kr. det koster at købe billet direkte). I Midtjylland kører man stadig på klippekort, og der er mange af slagsen, for pendlere, pensionister, dem der bruger bus udenfor myldretiden, månedskort, der forevises ved påstigning og billetter ved påstigning á 22.kr for to zoner.
Hvis man køber en togbillet kan man bruge billetten som en omstigning, altså uden at betale ekstra, hvis man bruger bybusserne i København, Odense og Århus, hvilket selvfølgelig er helt fint. Men man skal vide det!
Nogle chauffører i busserne er gode til at oplyse dig om hvilke muligheder du har, andre kører bare bussen. De har, som også ansatte ved DSB et stressende arbejde, alligevel er min erfaring at de alle udviser et stort hensyn til kunderne, et hensyn, der desværre ikke eksisterer fra det offentliges side. Lovgivningen er jo igen ude på at man skal rejse op til 3 timer om dagen for at være i aktivering, samt at man skal dokumentere sine rejseomkostninger, hvis man ikke har egen bil, hvilket man sjældent har på kontanthjælp da den udgør en værdi der skal afsættes før man kan modtage kontanthjælp.
Så igen skal man på internettet for at finde omkostninger (dels for kvikkort i Odense, dels for togbillet eller rejsekort og i mit tilfælde fotokopi eller indscanning af klippekort eller månedskort i Midtjylland), hvis du bor på en ø vil du også blive bedt om at stille med dokumentation, da en færgefart normalt ikke opgøres i kørte kilometer.

Internettet

Vi har altså fået pålagt alle danskere, ung som gammel og alt derimellem, at vi skal bruge internettet! Det fantastiske er sådan set at vi trods pålæg om at bruge banker, at være aktive uden løn og at bruge offentlig transport - alt sammen mod betaling - også skal betale for at betale for de ting vi er pålagt.
For en sikkerheds skyld skal vi altså også betale for at betale for at være tvunget til at bruge internettet, idet vi selvfølgelig skal betale for at have en adgang til internettet.

Computeren

Den absurde politiske logik ender ikke her. Vi skal nemlig også selv købe en internetadgang i form af en PC eller I-pad eller hvad det hedder (det er sådan noget jeg end ikke har råd til at spekulere på at købe). Ikke nok med det skal man bruge sin fritid - efter endt arbejde - på at bekræfte at man bliver kontrolleret.

Arbejde

Nu kommer vi så til det geniale. Politikerne mener at alle disse udgifter, alle disse pligter og alle disse sagesløse arbejdsløse kommer i arbejde når de kommer i klemme i systemet.
Jeg tager hatten af. Det er økonomisk teori af højeste karat. Lad alle dem der ikke har noget betale (jeg ved godt at Erik kaldet Plovpenning lagde skat på alle landets plove). Ikke bare betale for ikke at have noget, nej også betale for at betale for ikke at have noget.

Måske

I mine tankers verden ville det enten være en god ide at afskaffe afgifter og gebyrer, at sikre gratis offentlig transport, at garantere et frit tilgængeligt internet og at sikre alle en form for computer eller mobil adgang til internet. Så kan vi begynde at tale om at finde et arbejde og give noget tilbage til samfundet.

onsdag, september 04, 2013

Min indre ild

Bredspektret debat får jo ofte mange emner på banen. Jeg ryger for eksempel ikke hash, jeg er ikke adopteret (mig bekendt), jeg er ikke politiker og jeg ejer ingenting (det skulle lige være et par bøger). Jeg har venner og uvenner jeg diskuterer politik, EU, atomkraft og forurening med. Jeg læser meget, jeg lytter til radio og ser nyheder på TV når jeg har chancen, og så har jeg en kæreste, som måske mere er veninde eller bare et godt menneske.

Ilden

Jeg brænder for min eksistens. Jeg brænder for at være mig og jeg brænder for at forstå mine omgivelser. Desværre har jeg problemer med at eksistere og at forstå mine omgivelser.
Jeg deltager i diskussioner på facebook, jeg deltager i møder og tilbyder mig som referent eller ordstyrer. Jeg søger arbejde, jeg arbejder og forsøger at være en del af min familie. Jeg elsker min kæreste og holder af min familie.
Jeg er træt og jeg får medicin mod sukkersyge, jeg er aktiveret og fejler rent medicinsk ikke noget. Men mit liv er dikteret.
Jeg kan ikke gøre det jeg gerne vil, tværtimod kan jeg vælge at gøre så lidt som muligt og bruge mine kræfter på at opfylde de samfundsmæssige krav der stilles til mig. Jeg kan "stemple ind" på jobcenter, jeg kan møde til "individuelle samtaler" sammen med 50 andre og jeg kan møde til aktivering den at få løn.
Desværre kan jeg ikke længere finde motivation for at lave noget.

Det indre

Med omhu er også det indre smadret. Selvfølgelig har jeg selv været med til det. Jeg har i det omfang det var muligt mødt mine venner over en flok øl, har læst om brændevin, har lavet ulønnet arbejde på baggrund af min uddannelse som bibliotekar. Faktisk har jeg altid læst eller skrevet, selv når jeg var på toilet eller havde arbejdspause. Jeg fejler intet og har ingen psykiske sygdomme, jeg har ikke været i krig og jeg har i det store og hele passet mit arbejde uden mange sygedag (hvilket dog sluttede da jeg skulle arbejde for kontanthjælp og ikke havde råd til at betale transport til arbejde).
Men tankerne kører inde i mit hoved. Jeg forsøger at forstå, at tilgive og at formidle på baggrund af det der sker omkring mig. Jeg hader ikke mennesker der tænker anderledes end mig, jeg hader principielt ikke mennesker, men tager afstand fra nogle menneskers tanker og nogle politiske partiers manifester.
Hvis vi i min familie skulle være venner ville det teoretisk set være ved at stemme for eller imod, alt efter hvilken politisk holdning vi havde i morgen.
Så det der sker inde i hovedet på mig er ikke bare som at lave leverpostej, nej det er en vulkan. OG den er i konstant udbrud.

Mit liv

På en måde lever jeg et helt almindeligt liv. Mest fordi jeg har lært det og fordi almindelighed er almindeligt. Jeg skriver og læser, jeg er sågar så heldig at jeg med ti års mellemrum har haft kærester som jeg kunne kysse og kramme og sove sammen med. Mit liv har formet sig efter at jeg skulle være rodløs, flytte fra den ene ende af landet til den anden for at få midlertidigt arbejde. Mit liv har helt bestemt været mit liv, alene. Ingen andre har haft mit liv.
Mit liv er bare defineret af alt andet end mig. Ligesom dem der stifter familie, køber eller bygger hus, vælger at få børn, så er livet bestemt af andre faktorer, og på den måde er det ikke mit liv alligevel.
Mit liv og andres liv er bestemt af andre.

Pengene (igen)

Jeg ved jo godt at når jeg arbejder sørger jeg for at nogle tjener penge, også at jeg selv får (næsten) til livets ophold og at jeg betaler skat til vores samfunds fælles bedste. Jeg får med andre ord få penge for min arbejdsindsats, mens andre får for mange. Hele mit liv har jeg betalt for at blive hjulpet igennem af samfundet når jeg ikke kunne hjælpe mig selv.

Den indre ild

Efterhånden er min indre ild blevet til en fis i en hornlygte. Ilden er der stadig men den lyser ikke ret langt.
Så giv mig nu en grund til at ville noget, eller "beam me up Scotty", der må da være en mening med at leve, udover at skabe kapital for andre?

søndag, september 01, 2013

Lakridspiber

Nu er det ikke sådan at jeg elsker lakridspiber, heller ikke lige eller krumme agurker, om syrnet fåreost kaldes feta i Grækenland er heller ikke et kardinalpunkt for mig, lige så lidt som en Wegner stol er en kopivare. Lego fremstillet i Kina og B&O-kvalitetsvarer fremstillet på baggrund af design og philips elektronik eller AP.Møllers kæmpestoe containerskibe er sådan set også totalt ligegyldigt for mig, jeg skal bare have et liv.

Arbejde som mangel

Nu er jeg arbejdsløs, midt i 50'erne og får stort set aldrig svar på jobansøgninger, jeg er aktiveret simpelthen fordi jeg skal være det. Hvorfor skulle jeg spilde min tid på at tage stilling til lakridspiber? Jeg skal have noget at leve af og noget at leve for. Min kæreste skal forsørge mig, hvis vi er kærester, mit liv består i at leve af ganske få penge, altså ikke noget med at opsøge andre i selskabelig sammenhæng, netværk er i teorien bundet til at være mine gode venner på jobcenter, som altid har andre og meget forskelligartede kvalifikationer end mig. Men fordi kapitalen ønsker at tjene flere penge er vi af politikerne tvunget til at opføre os tåbeligt. Vi skal trykke på knapper hver uge, vi skal søge arbejde der ikke er der, ja vi skal sågar erklære at vi søger det arbejde der ikke er der.


Samfundsindsats

Nu er vi så kommet til at vi som borgere i et lille land skal tage stilling til en masse ting som vi ikke har indflydelse på alligevel. Lad os begynde med det seneste: En krig som ingen danskere ønsker, EU-lovgivning som pludselig viser sig at være gennemført tåbelig for både forbrugere og producenter. Et venskab med USA og kritik af kinesernes politik i Afrika, russernes Afghanistan-politik og uansvarligheden i Italien.
Hvorfor er vi så tåbelige at vi diskuterer en hel masse problemer som vi i realiteten ikke kan rette op på medmindre vi som nation sætter vores ret til selv at bestemme højest?

Piber

"Folk der peger med piber har altid ret", "piberygere er gemytlige mennesker" er nogle af de udtryk jeg har hørt gennem mit 50'årige liv. Cigaretter har været mode, ja cigaretter har endda "fået lov til" at sponsorere motorløb, hvor reklamer for tobak ellers har været forbudt. Og så har jeg været så dum at købe lakridspiber, lakrids- og chokoladecigaretter med papir om, så de lignede "rigtige cigaretter". Jeg har set cigaretautomater og automater med "week-end sex", jeg har set en slikkiosk og en pølsevogn. Min stedbedstefar, som også var lystsejler, havde kridtpiber og trofæer fra hans sejladser, som min bedstemor blev nødt til at pudse og holde ved lige.
Skal jeg virkelig tage en indsats mod tobaksindustrien alvorlig, når min bedstemor skulle passe in bedstefars piber, når min mor røg fordi det var moderne, fordi man som passiv ryger kan få KOL eller som aktivt rygende kan slippe for stress. Er det lakridspibernes skyld?

Forbud

Nu er spørgsmålet til mig selvfølgelig om jeg kan komme med en anden løsning. Og det kan jeg.
Vi skal ikke trække hætter over folk og henrette dem, tværtimod skal vi bruge meget mere tid på at lære folk at tage stilling selv. En start kunne være et undervisningssytem, hvor underviserne kunne tage individuelle hensyn frem for at skulle leve op til lovgivningens krav - da jeg var ung havde lærerne langt større mulighed for at undervise individuelt. Nu er der lovgivet om stort set alt og det betyder at vi alle skal leve på samme måde, følges ad som lemminger og glemme alt om at komme videre uden for fællesskabet (men med fællesskabet som rygstøtte).

Regelverdenen

Vi lever nu i en verden (og nationer) der er bundet af regler. Det skulle jo nok kunne lade sig gøre at mennesker tog selvstændige beslutninger, men selv i forhold til den danske grundlov er det jurister der fortolker ordene, politikere lever stort set hele livet i folketinget eller i byråd, deres vælgere har stort set aldrig været så fine steder!
Hver gang der sker en ulykke, hver gang en person overskrider moralske eller etiske grænser for offentlig adfærd skal det gøres til offentlig diskussion. Hver gang skal det udmøntes i lovgivning. Hver gang skal vi alle involveres og gøres til medskyldige. Jeg fatter det ikke.
Som forældrer vil jeg selvfølgelig fortælle mit barn om faren ved at forherlige våben (PC-spil og knaldpistoler), men at forbyde er for mig oftest det mest tåbelige man kan gøre. Med andre ord: at indføre tvungne regler og en strikt lovgivning medfører normalt et resultat der er modsat af formålet.

Ønskesamfundet

For mig at se skal vi hjælpe hinanden, ud fra den tanke at vi er forskellige, at vi tænker forskelligt og at vi har et forskelligt syn på tilværelse og samfund.
At lave regler der skal gøre os ens er det dummeste man kan gøre, tværtimod burde vore politikere (fra byråd og folketing, jurister og økonomer, til EU og FN) gøre os til de individer vi egentlig blev født som.

Og så tror jeg at lakridspiber med tiden vil være slik på linje med saltbomber, Zulu-lakrids, chokoladehatte, kæmpe-eskimo, pinocchiokugler og negerboller.