søndag, april 28, 2013

Den liberale fremtid

Jeg talte med fruen i en af de få timer hun havde fri. Først er hun på kursus, fordi hun ikke arbejder på fuld tid og derfor skal aktiveres. Dernæst har hun fundet endnu et job på deltid, som kan vise sig at være på fuldtid over sommeren (Restaurationsbranchen) og derefter falde i timetal svarende til det behov arbejdsgiveren har for serverende personale.

Lige nu har der sådan set været rigtig travlt med konfirmationer og de fødselsdage der har skullet holdes omkring fødselsdagen. Et fuldtidskursus, efterfulgt af weekend arbejde giver altså en arbejdsuge på over 50 timer (som minimum).

Hvorfor arbejde så meget?

Det fik mig så til at spørge hvorfor arbejdspladsen ikke uddannede lærlinge. Svaret lå jo lige for. For arbejdsgiveren skulle der også betales løn i skoleperioderne for lærlingene. Selvfølgelig en omkostning. I et normalt fungerende samfund ville det selvsagt være nødvendigt at opdrætte afløsere til de mennesker der falder ud på grund af alderdom eller nedslidning. Men ikke i et liberalt samfund. Her vil man alene have mulighed for at skumme fløden, uden at betale.

Altså har fruen den erfaring der gør at hun er efterspurgt på flere arbejdspladser, mens andre venner ikke kan få arbejde fordi de mangler erfaring. En forunderlig arbejdsløshed.

Den kapitalistisk liberale løsning

Jeg forestiller mig derfor at vi med årene får en flok veluddannede skoleelever der har gået så meget i skole at de ikke kan andet end at heile og sige javel. De kreative ideer i den seneste skolereform får i hvert fald fingeren, samtidig med at der stilles stadig større krav om uddannelse til endnu flere.

Det bliver der bare ikke flere dygtige lærere, smede eller politikere ud af. Det eneste der kommer ud af det er endnu flere der har en teoretisk tilgang til verden. En af grundene er jo netop at man sparer den praktiske dannelse og uddannelse væk, og at man sparer alle ikke indtægtsgivende arbejde væk til fordel for kapitalakkumulation. Rovdrift på arbejdskraft på slavelignende vilkår går hånd i hånd med at fjerne enhver form for kreativitet og dermed diskussion af samfundets fremtid.

For at tjene så meget som muligt ophører det liberalistiske samfund med at bruge penge på at uddanne mennesker, når det er arbejdsgiveren selv der skal betale. Og staten? Den betaler for at der findes en arbejdskraftreserve, for samme arbejdskraftreserves midler. Arbejdsgiverne synes derfor at det er statens opgave at maksimere overskud i virksomhederne - og staten synes det også.

Resultatet er at der ikke er ret mange lærepladser, og som sagt at arbejdsgiverne på kort sigt kommer til at savne kvalificeret arbejdskraft, mens andre skal rende fra det ene arbejde til det andet, indtil de holder op med at trække vejret.

Den kapitalistisk "sociale" løsning

Som udgangspunkt har alle børn potentialer. Nogle er gode til at tegne, læse eller spille musik, andre har såkaldte "sygdomme" der gør at de har en fænomenal hukommelse, men er sociale analfabeter, atter andre svage eller stærke rent fysisk, mens nogle vokser op som "tabere".

At lægens søn bliver læge betyder ikke nødvendigvis at sønnen er en god læge, end ikke at lægen er en god læge. Det betyder i praksis kun at lægen og sønnen har papir på at være læge. Sådan er det i praksis (hehe) også med tømrerens søn. OG nu har jeg nævnt sønnerne, udelukkende fordi døtrene kan blive til lidt af hvert fra børnehavepædagog til jordemoder eller præst. Indenfor min uddannelse var vi 10% mænd da jeg gik på biblioteksskolen, året inden var jeg på grundkursus i EFG, hvor der indefor "Bygge- og Anlæg" var 2% piger. Og hold kæft hvor pigerne dygtige på EFG og hvor var drengene dygtige på biblioteksskolen. Problemet var bare at piger i byggefag ikke blev regnet af hverken forældre eller medstuderende, mens drenge automatisk regnedes for dygtige når de tog en boglig uddannelse. Jeg forestiller mig at det hele har været reminiscenser af 2. verdenskrig, hvor kvinder kunne bruges i produktionen (til lav løn) mens alle de mænd der slap for at komme i felten fik kontorjobs. Principielt er en skolelærer jo mindst ligeså vigtig som en operationslæge, men nej, sådan ser virkeligheden jo ikke ud.

Altså, hvis man skal se på den sociale vinkel vil løsningen være at sænke de højtlønnedes lønninger (det vil kapitalisterne ikke have noget imod), men samtidig sikre at arbejdskraftreserven vil være optimalt parat til at troppe op på arbejdsmarkedet. Det kræver at man allerede tidligt erkender hvilke evner nogle børn har, mens man i andre tilfælde afventer at børnenes evner træder i karakter.

Rent statslig vil det altså være langt bedre at bruge pengene på at afklare børns talenter end at trække dem hen over hovedet. Derefter vil det set fra erhvervslivets side, også være langt bedre at staten betaler for praktisk uddannelse, eftersom erhvervslivet ikke ønsker at betale for kvalificeret arbejdskraft. Det kan sådan set gøres meget enkelt: Betal skole- og uddannelsesophold i læretiden! Drop til gengæld den tåbelige tvang til at tage uddannelse hvis du er ledig. Ledige skal nok finde noget at lave, hvis ikke de er tvunget til allesammen at være tømrere og snedkere. Desuden kan man gøre uddannelse til et tilbud i samråd mellem ledig og socialrådgiver!

Den sociale løsning

Jeg har allerede gjort opmærksom på at mange menneskers evner går til  spilde. Det skyldes jo ikke mindst at målet med at leve er at levere arbejdskraft til kapitalinvestorer.
Matt. 13.12 i det nye testamente citerer Jesus: "Dansk (1917 / 1931)  Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har."
Nu levede Jesus og hans disciple i et ruralt nomadesamfund og vi skal være varsomme med at overføre denne "udtalelse" på kapital, selv om møntenheden "talent" optræder ofte i den redigerede udgave af disciplenes erklæringer om Jesus. Det ny testamente blev jo også først til det nye testamente i begyndelsen af den europæiske middelalder.
Lad mig sige det på den måde at for mig kan "overflod" betyde druknedød.

I stedet skal vi måske fokusere lidt på præsten N.F.S. Grundtvig der i salmen "Langt højere bjerge ..." slutter med at sige:
"Langt mere af malmen så hvid og så rød
fik andre i bjerg og i bytte.
Hos dansken dog findes det daglige brød
ej mindre i fattigmands hytte.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt."

Grundtvig levede i et andet samfund end det vi kalder "velfærdssamfundet", men en del af hans budskab kan vi nok tage til os?  http://www.grundtvig.dk/hvem-er-grundtvig/salmer-og-tekster/forfatterskabet.html

Den sociale løsning må derfor være meget enkel. Afstanden mellem kapitalakkumulation og slaveri skal ophæves. Derfor er det ikke en social løsning at lade arbejdskraftreserve og syge mennesker (samt kommende pensionister) betale regningen for at at rige mennesker kan berige sig på bekostning af en arbejdskraftreserve der i højere og højere grad placeres samfundsmæssigt på slavelignende eller endog endnu værre vilkår.

Kort sagt

Hvis ikke det var penge der definerede vores samfund ville der ikke være kapitalister eller slaver. Den sociale løsning er derfor at fratage alle deres kapital, ingen jord, ingen ejendom, til gengæld den fælles løsning af alle opgaver.

Og til dem der er bange for at miste deres hus, bil  eller bøger, ja sågar tandbørsten kan jeg sige med åben pande: Socialismen tager ikke ejendom, den afskaffer den.

lørdag, april 20, 2013

Idioter

Lørdag 20. april nyheder på DR2 klokken 08-10 om to unge idioter der laver et terrorist-agtigt angreb på en stor sportsbegivenhed i Massachusets (Boston), to timer om at man ikke ved hvad der udløste handlingen. Nå tænker jeg så, der kommer vel noget andet klokken 10, og ganske rigtigt: En stor flok idioter under ledelse af Anders Samuelsen og en skatteflygtig bank holder årsmøde. Man fristes til at tro at det efterhånden kun er idioter der kommer til udtryk i pressen, især når man tager i betragtning at også vore ministre har blameret sig, vores tidligere regering har blameret sig, ja selv vores andre politiske partier bruger mere tid på at skændes eller diskutere indbyrdes.
Det største der er sket i denne uge er derfor ikke aftalen af den del af "vækstpakken" som skal gøre de fattige endnu fattigere for at skaffe penge til at gøre de rige rigere, selv om netop denne aftale vil slå flere mennesker ihjel end alle de krige og terroraktioner vi som nation har deltaget i eller givet landsledelsens bevågenhed.

Offentlig forsørgelse

"Vækstpakken" tager udgangspunkt i den offentlige forsørgelse. Ikke den offentlige forsørgelse der består i at dække bankernes underskud ind og lønne bankdirektører med vilde bonusordninger, heller ikke i politikerne og deres børns voksende pensionsordninger, eller de mange lønninger der udbetales til politisk valgte kommisioner og udvalg, end ikke de penge som husejere forlanger som erstatning for svie og smerte i forbindelse med motorvejsbyggeri og vindmøller, giftgrunde eller faldende huspriser. End ikke håndværkere som via tilskud til boligejere og byrumsprojekter eller kommunale nedrivningsprojekter for statslige tilskud regnes for nogle der modtager affentlig forsørgelse.
Nej den offentlige forsørgelse skal kun de mest udsatte i landet stilles til ansvar for. Nemlig syge, dagpengeforsikrede og kontanthjælpsmodtagere!

Forsørgelse

Alle dem der ikke betragter sig selv som forsørget af det offentlige fremturer derfor med krav om straf til de mennesker der modtager den mindste offentlige forsørgelse, selv når disse har forsikret sig via dagpengesystemet.
Man kan undre sig over at der kan gives milliardtilskud til landbruget via EU, at banker kan få den ene redningspakke efter den anden i milliarsdstørrelsen, mens de fattige via en grum reform kan stille ialt ca 3 mia kroner til rådighed for staten Danmark. Et eller andet sted kommer det til at virke absurd, når en politiker der aldrig har tjent penge ved nogen som helst for for arbejde kan stille sig op og sige således: "Joachim B. Olsen fortsætter sin kritik af den nye reform, hvor han kritiserer, at man ikke har pillet ved ydelserne for dem over 30 år, og de unge som ikke vurderes til at være uddannelsesparate.
- De vil stadig få høje ydelser – som ligger langt over, hvad man har i de lande, vi er omgivet af, som altså også er et velfærdssamfund. Man skulle have sænket ydelserne for alle på kontanthjælp til ungeydelsen, som ligger på 6.660 kr. Så ville man ligge på niveau med Sverige, som altså også er et velfærdssamfund, siger han." (bt, fredag 19. april 2013)
Forsørgelse er altså ikke forsørgelse, men en udgift.

Formålet med forsørgelse

Man kan så spørge sig selv, hvad er formålet med offentlig forsørgelse, altså den til de udsatte, ikke til alle samfundsnasserne på første klasse?
Svaret er sådan set enkelt nok, bortset fra at alle levebrødspolitikerne og de veluddannede cand. et-eller-andet aldrig har vidst hvad det vil sige at arbejde. Bevares jeg ved at nogle af vore folketingspolitikere har en arbejdstid der langt overstiger den aftalte tid på arbejdsmarkedet, men jeg er heller ikke blind for at de store partier har en masse stemmekvæg til at sidde i folketinget og holde deres kæft, jeg er ikke blind for at den arbejdsbyrde folketingspolitikere udsættes for kan være meget stor, men jeg er harm over at alle andre mennesker skal arbejde mere for mindre i løn når folketingspolitikere, fallenter og bankdirektører skal have mere i løn OG bonus for det ansvar de påtager sig. Hvis de havde ment noget med den arbejdsbyrde de har fået efter at EU har overtaget noget der ligner 95% af al dansk lovgivning, havde de enten meldt rent ud ved at foreslå at folketinget skulle bestå af endnu flere medlemmer så arbejdsopgaverne kunne fordeles, eller også skulle de melde rent ud hvilke arbejdsopgaver og lovgivningsprocesser der reelt var nationale.
Formålet med forsørgelse er altså ufravigeligt. som politikerne opfører sig, at forsørge mennesker der ikke kan forsørge sig selv!

Pengene

Der skal ikke herske tvivl om at forsørgelse i dag er lig med penge. Underligt nok er det som tidligere antydet helt i orden at dem der skalter og valter med millioner og milliarder skal sikres først, mens dem der må vælge mellem at spise sundt, at købe medicin og fejlernære deres børn, samt være afhængig af offentlig transport, der er sparet væk i den hellige bilismes navn, må betale med de penge de ikke har. Naturligt nok, de har jo ikke nogen penge. Pudsigt nok ville banker og industri samt landbrug være i samme situation, hvis ikke de fik penge fra det offentlige! Men de generer penge, som i et vist omfang indgår i statens og EUs indtægter, med udgangspunkt, godtnok, i at de modtager næsten ligeså meget fra offentligheden som de betaler tilbage, mens det er medarbejderne der får løn i forhold til et produktionsoverskud og betaler skat til det offentlige.

Rådighed

De arbejdsløse regnes herefter som nassere, fordi de ikke genererer et overskud men udelukkende støtter det offentlige 1:1 med deres tilskud, mere end nogle af de andre grupper bidrager med til samfundet. Samtidig står de til rådighed for et arbejdsmarked, som uden blusel kan vælge at fravælge arbejdskraft i nedgangstider (et økonomisk begreb der udelukkende betyder at profitmaksimering er vanskelig) og samtidig forvente at der vil være arbejdskraft til rådighed når der er brug for den.
Samme arbejdsmarked sparer på udgifterne til at holde denne arbejdskraftreserve i baghånden. Ingen lærlinge uddannes i dårlige tider, fordi økonomien ikke er til det, hvilket selvfølgelig betyder at når der er brug for den uddannede arbejdskraftreserve findes den ikke. Logik for perlehøns.
Ikke nok med det, det er lykkes industrien og kapitalen at bilde de folkevalgte ind at det er det offentliges opgave at sikre arbejdskraftsrådighed, ikke dem der i princippet har behov for arbejdskraften, altså arbejdsgiverne.

Idioterne

Pudsigt nok er en stor del af befolkningen faldet for tanken om at de er deres egen lykkes smed, og dermed har ansvaret for deres eget liv, samtidig med at politikere er faldet for ideen om at det ikke er arbejdsgiverne der har interesse i at have en god og veluddannet arbejdskraft, men statens! Er det bare mig eller er vi som borgere og politikere blot en flok idioter der bliver fodret med vores egen hale mens det økonomiske fundament ikke blot lever af dets overskud, men også af de penge som arbejdstagerne selv betaler i skat. Arbejdsgiverne har stort set ikke noget ansvar for fremtiden, kun for at skabe et overskud, mens staten skal stille kæmpestore beløb til rådighed for at kapitalen kan tjene penge.
At stå til rådighed for arbejdsmarkedet er nu ikke længere et spørgsmål om at være ledig arbejdskraft, nej gennem de seneste årtier er presset på den arbejdsledige blevet så stort at det ikke blot har medført en voldsom vækst i psykiske sygdomme og en del associale eksistenser, der enten lever op til lovgivningens krav om at stå til rådighed for et arbejdsmarked, der kun i sjældne tilfælde kan bruge en udbrændt ledig som er underkuet og har mistet sit gåpåmod.

Arbejdsmarkedets behov

Man skulle jo tro at det vigtigste på et økonomisk funderet arbejdsmarked var dels lysten og motivationen til at arbejde og dels at man i den såkaldte rådighedsperiode kunne fastholde sit faglige engagement til arbejdsmarkedet - eller udvide det - men nej enhver lyst til at være løst tilknyttet et svingende arbejdsmarked bliver fuldstændig fjernet af et økonomisk incitament. Enten har man ikke råd til at vedligeholde sin uddannelse eller også straffes man for noget man ikke er skyld i - jeg husker tydeligt den kollektive straf i skolen, når vi ikke ville sladre. Nogle levede af det tåbelige sammenhold, mens andre mistede enhver ret til at komme frenm i verden.
Hvis vi skal fremad i verden, bør arbejdsmarkedets behov derfor defineres som et behov for en arbejdskraftreserve, der til enhver tid har overskud og baggrund for at træde ind på arbejdsmarkedet når behovet opstår, ikke som en straf for ikke at stå til rådighed for et arbejdsmarked der ikke findes.

Hvad så

Det er sådan set meget enkelt. Arbejdsmarkedet skal stilles til ansvar for arbejdsmarkedet. At folkeskolelærere uddanner børn til at være selvstændige individer og ikke kapitalismens nikkedukker er første skridt. At ledige og syge gøres til værdifulde samfundsborgere, som kan bidrage både i opgangs- og nedgangstider er nærmest nødvendigt, de har så stor en del af den samfundsmæssige viden om de andre sider af tilværelsen at det ville være dumt at skrotte den. Endelig skal man sikre at denne samfundsreserve er sikret økonomisk fremfor at blive marginaliseret.
Det bedste man kan gøre er derfor at stille erhvervslivet ansvarlig for de økonomiske ulykker der de seneste mange år har ramt landet, at ændre fokus, så det offentlige er statens opgave, herunder også transport, bankvæsen, sygesikring samt lokalt politi og selvfølgelig en uafhængig folkeskole. Det vil betyde at erhvervslivet skal betale egne omkostninger, ikke skatteborgerne.
Hvor svært kan det være?

fredag, april 19, 2013

Omvendt logik

En del af "vækstpakken" er nu aftalt. Fattige og udsatte skal have minimeret deres rådighedsbeløb, derudover har ungdommen aldrig været ældre, nu er man nemlig ung til man er fyldt 30 år, og hvis man ikke har arbejde skal man tage en uddannelse, ellers får man bare så lidt at leve af at det ikke kan lade sig gøre.
Oveni denne tvungne skolegang har vores regering så barslet med et andet krav: Man må ikke bare gå fra uddannelse til uddannelse uden at gennemføre den, det koster nemlig samfundet mange penge i form af SU og statsgaranterede studielån, tilskud til transport samt kollegiebyggeri osv.
Oveni dette skal kontanthjælpsmodtagere nu modtage mindre eller slet ingen kontanthjælp, hvis ægtefælle, samlever og snart også familie kan forsørge én.

Altsammen for at skabe vækst i Danmark, derfor hedder de kraftige nedskæringer "vækstpakken" eller betragtes som en del af den.

Væksten

Alle de penge som staten sparer skal bruges til at sænke selskabsskatterne og dermed sikre større produktion af danske varer, desuden gives skattelettelser til de rigeste, der gives tilskud til bygningsrenovering og afgifterne på grænsehandelsvarer sættes ned for at flytte handel tilbage til Danmark.

Misundelsen

Med udgangspunkt i "fattig-Carina" og "dovne Robert" er det lykkes for politikere og erhvervsliv at sætte fokus på de dårligst stillede i samfundet som nassere, mens de selvsamme overhovedet ikke er blevet beskyldt for en uanstændig pengegrådighed, ved at køre banker og virksomheder i sænk, ved at fyre medarbejdere og flytte produktion ud af landet og sætte sin månedsløn til mindst et par årslønne for dagpengemodtagere, der jo også skal betale arbejdsløshedsforsikring, mens de rigeste bevilger sig selv bonusser der nogle gange er på størrelse med eller endda større en deres i forvejen opulente årsløn.
Hvordan det er gennemførligt at bilde fattige, dårligt lønnede og hårdtarbejdene middelklasseborgere ind, at det er de dårligst stillede mennesker der er skyld i landets økonomiske tilstand, er for mig uforståeligt, især når enhver kan se den uendelige grådighed de rigeste udviser. Kun en mulighed kan jeg forstå. Man bruger misundelse som våben: de fattige nasser på samfundet, mens du knokler i dit ansigts sved, men hvis du gør som vi siger kan du få det ligeså godt som os og blive dejligt rig. Man kan vel opdele disse to samfundsgrupper sådan: Middelklassen er misundelig på dem der får penge uden at lave noget (negativ misundelse), og misundelig på dem der har penge nok (positiv misundelse). For de dårligst stillede arbejder man med en anden form for misundelse, nemlig få dig et arbejde, det vil være godt for dig og dermed for samfundet (positiv misundelse) og at leve et liv i sus og dus som millionær er du ikke egnet til (negativ misundelse).
Endelig er der de rigeste. De er stort set ikke misundelige på andet end den livskvalitet de laverestående arter har (negativ misundelse).
Resultatet er selvfølgelig at der findes en hel masse misundelige mennesker der hele tiden forsøger at ændre på andres livsbetingelser, fremfor at bruge menneskeligt og økonomisk overskud til at skabe et homogent samfund.

"Carina og Robert"

Nu er det jo en sandhed med modifikationer at Carina lever et liv i overflod i forhold til dem der har et arbejde. Hun skal stadig sikre sine børn en opvækst, der kan være til gavn for både dem og samfundet, at hun ryger er måske ikke det smarteste, men der er vel en grund til at hun nøjes med denne milde form for misbrug, fremfor at blive alkoholiker eller stofmisbruger. Hendes børns opvækst er som den er nu en garanti for at samfundet får en ny generation af fattiglemmer, som kun i sjældne tilfælde kan bidrage til samfundet. Jeg vil endda påstå at hvis et eller flere børn skulle skille sig ud ville de blive end mere hårde mod deres egen fortid end de ville gavne samfundet. Men nej, hun har ikke for mange penge, basta.
Hvad Robert angår er det jo en totalt afsporet debat. Ethvert menneske der bliver udsat for at skulle udføre et arbejde, som ikke kan tilfredsstille mester og som man samtidig ikke får andre penge for end dem der kommer fra det offentlige, burde kunne opsiges, hvorefter jobcenter skulle gå ind i sagen og finde ud af hvilke områder den pågældende kan have gavn af at være beskæftiget på.
At sende folk i tvangsarbejde er jo ikke på nogen måde motiverende, tænk blot på de mennesker der blev sendt til Tyskland under 2. verdenskrig. De fik faktisk en livslang erstatningspension, som i tilfældeaf død blev til en fortsat enkepension.
I min optik er Carina og Robert helte, der som profeter er ilde set i deres hjemland. De er ikke nassere eller skurke. Det med at nasse overlader jeg til Henning Dyremose og konsorter.

Pengene

Det fremgår jo klart at det er økonomien der er omdrejningspunktet, ikke blot for de fattige og de rige, nej i kraft af et samfund er der en fælles politik på det økonomiske område, der skal sikre at samfundet (staten, EU, den vestlige Verden, ja hele verden) har fælles spilleregler. Spillereglerne er meget enkle, der er to: den ene er profitmaksimering for enhver pris, den anden er at alle andre skal danse efter kapitalens fløjte, også nationalstaterne.
Der er jo en verden til forskel på fattige kaffebønder der får mindre i løn end de skal betale for at have et sted at bo og mangemilliardæren der køber sin egen ø. De første lever under vilkår der er om muligt langt værre end regulært slaveri, mens de sidste simpelthen køber sig til isolation fra den verden størstedelen af mennesker lever i.

Amerikanske Billeder

Jacob Holdt optrådte med sine amerikanske billeder da jeg gik på gymnasiet i midt-70-erne. Godt nok var jeg skilsmissebarn og min mor og hendes nye mand var ikke specielt rige, men politisk set var de socialdemokrater og hørte til den del af middelklassen der havde fast arbejde at stå op til. Trygt og sikkert, hvilket jo på sin vis smittede af på os børn, der dog havde en far som måtte kæmpe for at få arbejde efter skilsmissen, en far der ikke havde nogen specielt høj løn og levede alene, samtidig med at han af økonomiske årsager havde bortadopteret de første børn han var far til for at kunne gifte sig med min mor. Som han så også blev skilt fra. Nogle af vores skolekammeraters forældre havde heller ikke fast eller sikker indtægt , så den del af verden var jeg også bekendt med.
Men lysbilledshowet på gymnasiet åbnede mine øjne for en verden hvor overdådig rigdom og familiesammenhold stod i skarp relief til overdådig fattigdom, hvor sult blev stillet ved at spise jord og ved at bo i jordhuler for at holde sammen på familien.
Et samfund hvor rigdom var selvforstærkende og hvor fattigdom var selvforstærkende, et samfund der bestod af adskilte verdener, der forekom at være lysår fra hinanden.

Det økonomiske incitament

Hermed vil jeg vende tilbage til "Vækstpakken".
Logikken bag pakken er at man ved at skabe bedre vilkår for erhvervslivet i Danmark. (Selskabsskattelettelser) kan beholde en stor del af produktionen i Danmark; ved at skabe bedre vilkår for detailhandelen (nedsættelse af afgifter på typiske grænsehandelsvarer) kan man øge omsætningen indefor landets grænser; ved at skabe øget beskæftigelse i traditionelle håndværksfag (tilskud til bygningsrenovering) skal man skabe vækst i arbejdspladserne på håndværkerområdet.
Desværre kære politikere, det er en økonomisk teori der overhovedet ikke holder vand.

De største virksomheder jonglerer uden blusel med enorme skattefrie overskud, andre virksomheder flytter, ligegyldigt hvad, deres produktion til lande hvor omkostningerne er lavere, medmindre der skal bruges specialuddannet arbejdskraft, men i stort omfang kan for eksempel BRICS-landene tilbyde højtuddannet arbejdskraft og lavere skatter og omkostninger til arbejdsløn. Den økonomiske motivation ved regeringen pakke vil ikke have noget stort moment, med andre ord virkningen vil være minimal og kun gælde for mindre virksomheder der ikke har råd til at flytte produltionen (det kunne typisk være håndværksvirksomheder eller små servicevirksomheder der tilbyder havehjælp og lign.)
Lad mig også lige minde om den vækst der var for mange år siden i midt-vesten (Ikast Herning-området, hvor den ene tekstilfabrik efter den anden skød op og sikrede området en historisk lav arbejdsløshed, indtil stort set alle virksomheder flyttede produktionen til lavtlønslande som for eksempel Indien, med en enorm arbejdsløshed til følge i løbet af få år.

Nedsættelsen af afgifter på typiske grænsehandelsvarer vil næsten sikkert give et noget nær nul-resultat. For det første vil grænsehandelen tage konkurrencen op og sælge endnu billigere ud af de typiske grænsevarer, måske vil de også finde andre vareområder de kan konkurrere på, det er i hvert fald de seneste trusler fra de danske tysk-baserede virksomheder der af og til ligger så tæt på Danmark at man tror at parkeringspladsen ligger på dansk jord. For det andet skal der en kraftig vækst til i detailhandelen for at staten for øgede indtægter af nedsatte afgifter, man kan selvfølgelig håbe at der bliver flere ansatte i detailhandelsområdet, men også her er det oplagt at en stor del af de butiksansatte er enten meget lavt lønnede, eller indgår i kommunale praktikordninger eller nyttejobs, hvilket ikke optimerer statens indtægter nævneværdigt. Endelig skal vi huske på at detailhandelen efterhånden er totalt overtaget af discount-kæder, hvilket betyder at den lokale slagter eller bager, følger ismejeri og bogtrykker ud i glemselens mørke.

Et sted hvor statsstøtte tidliger har vist sig at gavne omsætningen er tilskud til bygningsrenovering, altså omsætningen indenfor de traditionelle håndværk. Pudsigt nok venter danskerne nu på at en sådan ordning indføres. Der er bare det ved det at den skal være permanent, altså i virkeligheden en form for delvis momsfritagelse, hvis den skal virke efter hensigten.
Dels fordi husejeren venter med at bestille håndværkerens arbejde til staten letter på omkostningerne, dels fordi håndværkerne nøjes med at tjene de penge der kan tjenes, når de kan tjenes. Det sidste medfører nemlig at hvis tilskudsordningen ikke er permanent, vil der skulle en tvangsudskrivning af lærepladser til før der bliver uddannet nye lærlinge indenfor de traditionelle håndværksfag. Mange håndværksmestre er efterhånden ved at gå på pension og i årevis har de sparet udgifterne til at uddanne lærlinge. Udgifterne til at uddanne lærlinge bliver derfor nok en stor omkostning som staten nok kommer til at betale.

Indtægterne til at betale vækstpakken

Nu kommer vi så til det spændende.
Dels skal de nedsatte rådighedsbeløb for folk på kontanthjælp og SU skrabe en masse penge ind til staten, mindst 3 mia kroner.
Godt nok har staten skabt sin egen fodermaskine til kontanthjælpen, ved at nedsætte dagpengeperiode, i forvejen har den tidligere regering sikret at der er færre mennesker der er arbejdsløshedsforsikrede, altså færre skatteindtægter og mindre mobilitet. Når kontanthjælpen samtidig sættes ned med op til 50% for visse grupper under 30 år vil det alt andet lige betyde at flere på et tidspunkt må forlade samfundets tryghed for at blive hjemløse. Om end man forventer fra regeringesn side at kontanthjælpmodtagere kan forsørges af familie eller ægtefæller vil indkomsten være så lille at mange familier bliver splittede. Resultatet er at der skal bruges endnu flere penge fra samfundet til at skaffe forsorg og hjælp til denne voksende gruppe.
Indtægterne er beregnet udfra forskellen på udgifterne til kontanthjælp og SU, der er bare det men, at lavere indkomst betyder meget lavere skatteindtægter fra disse grupper. Altså skal staten fodre sig selv med sin egen hale for at skaffe kontanthjælpsmodtagere nok til at skaffe de forventede indtægter.
Det er regeringen så også i gang med, men hvad er så resultatet? Meget enkelt, der bliver endnu færre til at betale skat, hvilket minimerer skatteindtægterne og dermed bliver en ekstra omkostning.
Så måske kan regeringen virkelig skaffe de 3 mia kroner gennem denne ordning.

Så er der bare lige endnu et men! Mindre indkomst vil for de mest udsatte grupper betyde at enhver form for forbrug nedsættes til et absolut minimum. Mange vil vælge stofmisbrug (herunder også alkohol, tobak og medicin) for at kunne udholde en tilværelse på permanent stand-by, heraf følger flere omkostninger til vores sygehusvæsen, og selvom familielægen også skal spares væk, vil der ikke være nogen som helst gevinst at hente der, tværtimod vil omkostningerne til behandling af misbruget kræve ikke alene lægelig indsats, men også indsats fra socialrådgivere, ansatte på jobcentre og medarbejdere på misbrugscentre.

Øget social immobilitet vil også betyde at de berørte ikke længere har råd til at have et socialt netværk. Resultatet er ikke bare at der ikke længere vil være råd til at bruge offentlig eller egen transport, en månedlig tur til byen sammen med venner vil blive droppet, social isolation og indkøb på et absolut minimum vil blive dagsordenen. De dårligst stillede har såmænd lagt langt flere penge i hjemlige butikker end i grænsehandelen, mens de økonomisk velfundrede har råd til at køre med traileren til Tyskland har kontanthjælpsmodtageren i stort omfang været nødt til at handle i den nærmeste discountbutik. Og som før sagt: det er ikke discountbutikkerne der betaler så meget i skat at de kan holde den danske stat oppe økonomisk.

Jamen

Man kan så spørge sig selv: er der overhovedet ikke noget positivt ved vækstpakken?
Dertil vil jeg gerne sige: jo. Problemet er bare at det gode ved pakken er at der skal fokuseres mere på uddannelse og motivation. Det var så det!

Faktisk kunne al denne uddannelses-orientering og motivationsdelen sikres med langt færre omkostninger. Simpelthen ved at sikre ordnede økonomiske forhold, ved at garantere en individuel behandling af de økonomisk dårligst stillede og ved at droppe nedskæringer der under ingen omstændigheder vil være til fordel for et Danmark, der allerede i dag er en skygge af sig selv, både hvad uddannelse og motivation angår.

torsdag, april 18, 2013

Livskvalitet

Hver eneste dag vågner jeg op til en evig jagt på arbejde. Jeg skal søge arbejde, simpelthen fordi det gør mig til et helt menneske.
Sikke da noget vrøvl, det gør mig udelukkende til et menneske splittet mellem at være god til noget og at være udelukket fra samfundet, fordi jeg ikke er god til politisk defineret arbejde.

Kunst

Allerede på gymnasiet fik vi serveret myten om den fattige kunstner der var mest kreativ, når fattigdommen var størst. Christian Winther og Knut Hamsun var de mest citerede forfattere i min ungdom, når talen kom på kunstneres motivation. Tom Kristensens Hærværk, Scott Fitzgeralds The great gatsby og Knud Sønderbys Midt i en jazztid forekom dog mig at vise at kunst og kreativitet ikke havde nogen egentlig sammenhæng med fattigdom. Tværtimod fandt jeg ud af at de mest kreative kunstnere i min ungdom havde arbejde ved siden af, de havde uddannelse og viste interesse for at tænke anderledes, for eksempel Per Højholt, Dorit Willumsen og Svend Åge Madsen og mange flere. Digte var i visse kredse ikke blot eksperimenter med ord (hvilket de også var) men også et opgør med konformitet og borgerlighed. Kunsten brugte i det hele taget midler som var væsensforskellige fra den etablerede kunst. Hvem husker ikke Bjørn Nørgaards hesteofring i 1970 eller Lene Adler der året før gik nøgen i Børsen. I samme periode opstod kunstnerkollektivet Røde Mor på baggrund af Vietnam-krigen, Teatergruppen Jomfru Ane Teatret med baggrund i klassisk dannelse (søstrene Brüel) gik deres egne veje og på en måde kan jeg blive ved.
Kunsten blev pludselig defineret af kunstnerne, så meget at dem der ikke forstod kunst tog til genmæle allerede i midten af 1960'erne via Peter Rindal, der lagde navn til Rindalismen, som dels var ude efter kunstnere der skulle modtage støtte fra dagens kunstfond, når de selv kunne tjene deres penge, dels var modstandere af kunst der ikke havde bred appel.

Musik

Jeg husker stadig en aften, da vi kun havde Danmarks Radios TV. En flok nøgne mænd på en husbåd rendte rundt og sang "Sylvias mother". En anden musikalsk oplevelse var Jimi Hendrix "Star spangled banner", men også John Mogensen "Dybbøl Mølle" samt Bifrost's plade "Bifrost" gjorde stort indtryk på mig, og så må jeg ikke glemme at nævne Niels Hausgaards "Føst en hal' tim' på dej jæn si'" som kom på dansktoppen i 1973.
Vi fik Christianipladen og vi vi fik atomkraftpladen, altsammen et resultat af vietnamkrigstidens kunstnerkollektiver, af jeg vil fremhæve "Røde mor". Det var ikke bare musik eller digte, det var billeder, det var også bøger, happenings og et mylder af konstruktive ideer til at markere utilfredshed med samfundets forfladigelse.

Folkeskolen

Mine lærere lærte mig at regne, at skrive digte, de lærte mig at jeg havde kvaliteter, som måske ikke passede ind i det omgivende samfund. Jeg var ikke landmand eller griseavler, jeg var ikke håndværker eller lastbilchauffør (de nævnte arbejdsområder var totalt herskende, hvor jeg voksede op), nej jeg var kreativ, intuitiv og sprogligt velfungerende.
Man skulle så tro at jeg blev noget af det som lokalsamfundet havde brug for, men nej jeg tog studentereksamen og flyttede med kort varsel til Aalborg for at læse til bibliotekar. Mine lærere havde givet mig alle mulighederne, fordi det dengang var vigtigt at man tog en uddannelse. Faktisk havde jeg og mine klassekammerater netop fået trukket en lov ned over hovedet, som sagde at vi skulle gå i skole mere end de 7 år der dengang var normalen, ikke fordi vi skulle være dummere, ikke fordi vi skulle lære at blive mere veluddannede landmænd, simpelthen fordi viden dengang var vigtig for at være rustet til fremtiden.

Erhard

Mine lærere var mestendels kristne, venstrefolk eller måske radikale. Men de respekterede, som nutidens lærere, behovet for at hjælpe elever til at udvikle deres talenter.
Så fik vi et parti, vi dengang kun kunne betegne som et parti for ligusterfacister, nemlig Centrum Demokraterne, med Erhard Jacobsen i spidsen. Et parti der udover at forsvare den særlige ejendomsret til huse, som bankerne egentlig ejede, også angreb lærerstanden for at undervise i kommunisme. Vi fik måske ikke Berufsverbot, men vi fik efterhånden indskrænkninger i ytringsfriheden. Indskrænkninger der gjorde at vi nok undlod at tage studentereksamen med hue, men som gjorde at vi følte os forfulgt af et politisk overvågningssamfund, politiske indgreb der fik os til at forstå at George Orwells "1984" ikke var andet end en nær mulighed for vores samfunds udvikling. Og det viste sig rigtigt. De røde rendestenslærere blev kuet, uanset hvilket politisk parrti de tilhørte, højre eller venstre, de seere og lyttere der lyttede til radio og læste både lokale og højre- samt venstreorienterede aviser fik ikke længere adgang til bibliotekets læsesal, fordi avisabonnementer blev opsagt. Lokale digtere der kunne få deres digtsamlinger købt af det lokale biblioteksvæsen, måtte opgive at sælge digtsamlinger, officielt fordi ingen læste dem, men oftest fordi eksperimenterende digte kunne være potentielt venstreorienterede digte, jeg husker stadig at vort lokale bibliotek købte digtsamlinger af Dan Turell, sidste indkøb blev dog "Vangede billeder", men det var ikke vores biblioteksbestyrer i det vestjyske der bestemte det, det var et resultat af at der skulle spares.

Privat ejendomsret

Det leder mig frem til at den livskvalitet jeg egentlig ville skrive om er blevet til et spørgsmål om privat ejendomsret, ikke et spørgsmål om hvordan du kan tilbyde verden og samfundet mest af dig selv og dine evner. Fra min ungdom var det at gå i skole stadig et spørgsmål om at udvikle selvstændighed, men siden Erhard og Glistrup er det pludselig blevet koncentreret om at dine penge skal bestemme din frihed og din livskvalitet.
Siden EF-afstemningen har jeg været lodret imod at tro på at kapital og økonomisk politik kan redde verden. Desværre er vi kommet dertil at selv det mest "venstreorienterede" danske parti fokuserer mere på ejendomsret end på retten til et anstændigt liv.
Da jeg voksede op i det indremissionske landsbysamfund fik jeg faktisk en anstændig og alsidig opdragelse, fordi jeg fik lov til aktivt at deltage i min undervisning, fordi jeg måtte stille spørgsmål og fordi jeg egentlig havde ret til at stille krav. I dag er al undervisning, selvstændighed, individualisme reduceret til et spørgsmål om, hvor mange timer en elev og en lærer skal være i skole. Simpelthen fordi vi næsten alle er bundet af at eje - nej egentlig af at have købt, for det er jo bankerne der ejer, og derfor må vi støtte de skide idioter der troede at man kunne trykke pengesedler ad libitum.
Da jeg gik i skole lærte vi faktisk at årsagen til 2. verdenskrig var at man i Tyskland trykte flere penge hver gang man manglede nogle, at pengene efterhånden skulle køres i en trillebør, når man skulle købe en kartoffel. Men det var jo også dengang der ikke var en lærer i Vestjylland, der kunne lide en tysker! Så måske er det helt forkert det jeg har lært?

Livskvalitet

Men hvor i denne blog kommer så livskvaliteten ind?
Det er sådan set meget enkelt. At leve i en verden, hvor man ikke er økonomisk produktiv (i tilstrækkelig grad), i en verden, hvor kunstig ejendom og jordbessiddelse er samfundets dagsorden, vil det være svært at finde livskvalitet.
For mig er livskvalitet ikke at rende med tungen ud af halsen for at lappe huller i Onkel Joakims pengetank, så vil jeg hellere være Anders And. For mig er mit livs værdier ikke at jeg kan se et otte-cifret tal på min bankopgørelse, end ikke at jeg har råd til at købe en forældrelejlighed til min studerende datter. Tværtimod vil jeg fremhæve mine forældres og mine læreres opdragelse af ikke blot mig men alle mine venner. Vi har lært at klare os selv. Vi har lært at vi har nogle individuelle talenter og evner, og vi har lært at vi kan selv.
At tro på sig selv, at ville sig selv og at erkende at det man er god til er betydningsfuldt. Men med politikere der end ikke tror at de er gode til deres arbejde er vi næsten alle reduceret til at betragte succes som en årsindtægt! Min betragtning undskylder derfor også politikere, bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber og bankfolk: I princippet skal de have mere i løn for at bekræfte at de overhovedet udgør nogen værdi for samfundet, samtig med at de slår andre mennesker (herunder uforskyldt arbejdsløse, syge og kontanthjælpsmodtagere) i hovedet. Der er bare det ved det, at alle disse mennesker ikke viser at de har selvtillid, de viser at nedgørelse af andre kan gøre dem større, ikke det som jeg lærte, at hjælp og støtte til andre ville gøre mig større.
Sikken en livskvalitet vi har fået.

Arbejde

Min og alle andres livskvalitet er defineret af retten til at arbejde. Det er for mig helt fint, blot vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg er bedre til at læse bøger end til at rense fisk. Jeg er langt bedre til at finde madopskrifter endt til at slagte høns og jeg har et talent for at digte som langt overgår min evne til at bruge en boremaskine. Alligevel skal jeg ikke tage stilling til hvorledes mine evner kan bruges, når jeg er ledig, nej jeg skal i "nyttejob", hvor jeg for eksempel kan klippe hæk og slå græs for pensionister eller male kommunale bænke samt reparere dem.
Mit sidste påtvungne "praktikarbejde" var i Netto, hvor jeg skulle arbejde gratis for Danmarks rigeste koncern, for kommunale kroner. Det er selvfølgelig fint for mig, at jeg på den måde får kvalitetstid og derudover lærer arbejdsforholdene på afvekslende arbejdspladser at kende. Men slaveri er for mig ikke arbejde, jeg lærte nemlig i skolen at Danmark var et af de første lande der afskaffede slaveri. Men at arbejde med noget man ikke er god til uden at få noget for det, endikke en bonus eller andet, er vel at sammenligne med slaveri.

Rådighed

At stå til rådighed for arbejdsmarkedet er sådan set OK.
Jeg vil gerne skrive artikler, diskutere politske emner, hjælpe med at arkivere og systematisere, samt bruge tid på at tale med ensomme mennesker. Altsammen noget jeg har fået at vide jeg er god til. Men at stå til rådighed for arbejdsmarkedet er såvidt jeg kan se at skulle i tvangsarbejde/slaveri hvert halve år, ikke at finde et arbejde man kan bestride.
Jeg har taget arbejde som vikar i adskillige tilfælde hvor jeg har forhandlet min egen løn, mestendels med henblik på at tjene nok til at oppebære fuld understøttelse i tilfælde af fyring, jeg bliver altså ikke så berørt af regeringens rådighedsbegreb rent økonomisk, idet jeg aldrig har haft mange penge. Men at rådighedsbegrebet skal ændres til at betyde at man skal droppe en fagforening og opgive sin a-kasse (herunder efterlønsforsikring) virker mærkeligt. Igen er der ingen livskvalitet, blot straf for noget man ikke selv er skyld i.
At stå til rådighed er altså ikke så meget at stå til rådighed, så ville man jo netop blive passet og plejet for at kunne indgå i en jobsituation, når der var brug for det, nej at stå til rådighed er en straf for ikke at have arbejde.

Pligt

Pligt er sådan set en god ting. Jeg er opdraget med pligt. Jeg har altid haft pligt til at sikre at jeg kan begå mig i et samfund, jeg har lært at jeg har pligt til at forsørge mine børn og sikre at de følger deres skolegang med mere, jeg har endda lært at jeg har pligt til at sige imod, hvis jeg føler mig dårlig behandlet.
Pligt er på den måde også en livskvalitet, som pludselig er blevet en byrde. Pligt er ikke længere at stemme, at give udtryk for misbrug eller politisk fejlslagne beslutninger, nej pligt er alene at sige undskyld og gøre det man får besked på.
Her har jeg så også mistet livskvaliteten, idet mit liv er mere omgærdet af løgn end af hensyn. Mine arbejdsgivere har sådan set forventet at jeg lagde min arbejdskraft når de havde brug for det, nogle steder skulle jeg møde på et fast tidspunkt, mens jeg andre steder havde skiftende mødetider. Nogle steder kunne jeg forlade arbejdspladsen når jeg var færdig med mine arbejdsopgaver, andre steder måtte jeg arbejde efter reglerne. Pudsigt nok fik jeg flere penge for at møde på arbejde uden specifikke arbejdsopgaver end når jeg mødte på arbejde, hvor jeg skulle løse en opgave.
På en måde var de opgaver jeg kunne bruge min arbejdstid på mere værd en de opgaver jeg skulle vente på. I begge tilfælde opnåede jeg ikke nogen opfattelse af livskvalitet, tværtimod følte jeg enten at mine evner gik til spilde, eller at jeg selv betalte for at gå på arbejde.

At have det godt

I bund og grund er min opfattelse af livskvalitet ikke så meget hvordan vi behandler hinanden, snarere hvordan vi kan få det godt sammen.
Min politiske og samfundsmæssige holdning burde ikke være det vi blev uvenner over, men det der fik os alle til at respektere forskelligheder. Siden mine folkeskoleår har jeg haft en god erfaring med forskellighed og samvær. Som skoleelever var det sjældent karakterer eller forældre der bestemte, hvem man skulle være sammen med, det kunne ske, og det er da også klart at adskillelsen mellem realen og 8. klasse fik os til at ændre fokus, ikke mindst fordi der kom elever fra andre landsbyskoler til vores overbygning. Men det var jo i virkeligheden en mulighed for at udvikle sin indsigt i samfundet, som i hvert fald for mig, hurtigt blev taget til efterretning. Jeg fik det selvfølgelig godt med nye impulser, men siden jeg flyttede fra lokalsamfundet er langt de fleste af mine kontakter fra barndommen og ungdommen blevet væk - jeg måtte jo flytte fra den ene del af landet til den anden for at få arbejde, ikke at jeg fik det bedre af den grund, men jeg gjorde det jeg troede var rigtigt.

Nederlag

Gennem 20 år lykkedes det mig aldrig at få et job, jeg blev endda god til arbejde jeg ikke var uddannet til. Men det havde noget at gøre med min baggrund, at læse, at sortere viden og at formidle viden, samt tage stilling uden at tvinge andre til at have mine meninger. Jeg gik fra arbejde til dagpenge, til arbejde og igen dagpenge, selv da jeg kom på kontanthjælp fik jeg arbejde, fordi en tidligere arbejdsgiver satte pris på det arbejde jeg havde lavet tidligere. Det var fantastisk at blive værdsat og det var fantastisk at arbejde med noget man kunne, samtidig med at jeg lærte noget nyt undervejs.
Men pengene slog ikke til og efter 2 år blev jeg igen arbejdsløs, dog med nogle pragtfulde kolleger som jeg havde haft kontakt til i årene efter og som jeg stadig sætter stor pris på. For mig var det ikke et nederlag at miste arbejdet, jeg var klar over at det var en mulighed, og alle kollegaerne mistede også arbejdet. Ca. et år efter var der iøvrigt skaffet penge og så fik vi arbejde igen.
I samme periode lærte jeg andre at kende som arbejdede på tilsvarende vilkår, altså, hvor man blev sæsonfyret i vinterperioden.
Men jeg fik aldrig fast arbejde.
For mig var det ikke et nederlag, men for alle andre var arbejdsløshed et nederlag, jeg var bare glad for at jeg faktisk var god til mit arbejde når der var penge fra arbejdsgiveren til min løn.

Optur

Til gengæld var det noget skidt at jeg skulle bruge mine opsparede pensionspenge før jeg kunne få lov til at søge om kontanthjælp. At være tvunget til at bruge en pensionsopsparing var ikke lige det jeg havde set komme da jeg begyndte at spare op til min alderdom. Heller ikke at jeg skulle betale en strafskat på 60% for at hæve i "utide".
Men jeg havde allerede et overtræk i banken på 30.000 samt lån hos mine forældre, derudover gæld til kreditorer. Alt i alt et underskud på ca. 20.000 kr. Men regnskabet blev fremlagt da jeg mødte til samtale hos Jobcenteret. Efter samtale blev mim mangel på indtægter godkendt, dog med henvisning til at jeg havde lagt penge til side til evt. indskud i forbindelse med flytning.
Jeg fik altså lidt over 10.000 før skat (ca. 7.200 efter skat) og havde således noget at leve af. Jeg betaler husleje, forbrug og ... (gæld samt renter på gæld og gebyrer). Jeg er måske, såfremt jeg kan modtage kontanthjælp i endnu 2 år næsten gældfri - Men ikke hvis jeg skal forsørges af familie eller kæreste.
For mig er det vildt at jeg skal betale med andres penge for ikke at have arbejde. Det er vanvittigt at mine evner går til spilde, selv om jeg faktisk er villig til at arbejde på prøve og vise mine evner og værdien af mit arbejde! Hvor er det bare fedt at man bliver hjulpet frem i verden af vore politikere så vi kan få det rigtig godt!
Lige nu

For mig er det vigtige her i livet at leve. Jeg har min familie (fra nyfødt til nær 90-årig) og min familie giver mig langt større livskvalitet end en lov der tvinger mig til at gøre noget jeg ikke er i stand til. Min livskvalitet består i at beøge min familie i forbindelse med mærkedage, mere end jeg vil komme til møder på jobcenter. At komme til møder hvor jeg alene skal vise at jeg kan møde til tiden er ikke fremmende for forståelsen, det ville det derimod være at holde mine evner ved lige, og jeg kan nok bruge kurser i at leve som arbejdsløs, men ikke kurser i at være ansvarlig for arbejdsløsheden

Ansvar

Hvis jeg får lov til at leve mit liv i fred og ro, vil jeg garantere alle at jeg skal bruge det overskud jeg får ved ikke at være ramt af alle de problemer en ledig normalt lider under. Jeg vil bruge det over alle der mangler hjælp og støtte, jeg vil bruge det overfor politikere og jeg vil tænke for mig selv frem for at være en regeringens eller mit partis nikkedukke. Det lover jeg!
For mig er livskvalitet faktisk meget mere at leve end at være tvunget til at gøre noget man ikke kan.

mandag, april 15, 2013

Vækstplan?

Nu skal produktionen sættes i vejret, hjulene skal i sving og afsætning af varer skal optimeres indenfor landets grænser. Det skal ske ved at studerende og kontanthjælpsmodtagere, syge og arbejdsløse betaler til fællesskabet. Ikke blot ved at komme i tvangsaktivering, kaldet "nyttejob" (som i øvrigt tidligere er blevet kaldt "aktivering" og "arbejdspraktik"). Der er bare det ved det at politikerne laver deres vækstplan efter diktat fra EU, og EU har ingen interesse i at Danmark skulle føre en protektionistisk politik.
Hvis man lige pudser brillerne kan man sådan set tydeligt forestille sig, hvad det hele går ud på: At optimere kapitalakkumulation.

Gratis arbjdskraft

Hvis vi starter med arbejdskraften er der flere ting der stikker en i øjnene. For det første er der flere og flere arbejdsløse på kontanthjælp. Deres arbejdskraft skal gå til gratis nyttejobs, hvor stat og kommune betaler omkostninger inklusive forsikringer, men virksomhederne får gratis arbejdskraft, som end ikke kan nægte at arbejde gratis (for mit eget vedkommende 30 uger, med udsigt til uddannelse og vikar-ansættelse).
Flere og flere mennesker står til at falde ud af det forsikringssystem som de har betalt til hele deres liv med årlige beløb lige under 10.000 kr. Dagpengeberetigelsen er nedsat til 2 år, og selvom man har betalt gennem 30 eller 40 år får man ikke udbetalt bare det der ligner den løn man havde før man blev fyret, tværtimod skal man af angst for at miste sin ejendom presses til at tage arbejde til en betragtelig lavere løn, og skulle uheldet være ude skal man bruge sin egen pensionsopsparing før samfundet kan støtte med kontanthjælp, vel at mærke hvis ikke ægtefællen tjener mere end 125.000 kr, så skal man nemlig forsørges af ægtefællen, og samtidig stadig stå til rådighed for et arbejdsmarked, således at for eksempel et discountsupermarked kan ansætte en arbejdsløs uden indtægt og få ægtefællen til at forsørge. Hvis ikke det er smart ved jeg ikke hvad det er, ihvertfald er jeg sikker på at tvangsarbejde, hvor man skal forsørges af sin samlever er endnu mere smart en slavehold.

Lavlønsområdet

Ok der er også nogle der får løn, og her kan vi nævne de såkaldte "østarbejdere" først. De kan spises af med beløb omkring 40-50 kroner, idet EU har åbnet medlemslandenes grænser for arbejdskraftens frie bevægelighed. Arbejdskraften er altså svær at kontrollere, selv hvis arbejdsgiveren udsender lønsedler kan alle penge der er indbetalt i skat og pension mm. returneres til arbejdsgiveren, når arbejderen flytter til det næste land, eller rejser hjem.
Andre der får løn er ungarbejdere mellem 16 og 18 år der supplerer deres uddannelse eller sparer sammen til én, ved at arbejde for omkring 60 kr i timen. Men her bliver pengene dog i statskassen i form af skat, mens pensionsopsparing (ATP eller andre pensionskasser) ofte viser sig at forsvinde ud i det blå gennem administration og gebyrer.

Overenskomstlønninger

Nu er vi så kommet til dem der står i fagforening, og de får den løn deres fagforening forhandler sig frem til på de vilkår der aftales af arbejdsgivere og arbejdstagere. Vi har tidligere set at økonomiske opsving betyder lønstigning fordelt på aftaleperioden, vi har også set at løntilbageholdenhed kunne give nedsat arbejdstid eller en ekstra ferie. Normalt har det bare betydet at det finansielle marked har kunnet optimere deres profit i kraft af arbejdstagerens (jeg hader det ord) investering i sin fremtid, oftest igennem fast ejendom eller investeringer. En stor del af disse mennesker er i den situation at deres ejendom kan miste værdi på grund af udefrakommende årsager, som giftgrunde, anlæg af motorvej, ja sågar opsætning af vindmøller, for at nævne nogle.

Skolelærernes overenskomst

Senest har vi nu set en lock-out af de organiserede skolelærere. Ikke fordi lærerne ikke passer deres arbejde, eller fordi de får for meget i løn, de argumenter har overhovedet ikke været fremme. Nej, simpelthen fordi man ønsker at ændre de basale arbejdsvilkår.
Det fantastiske er i den sammenhæng at skolelærerne trods lock-outen skal leve af deres strejkekasse, mens arbejdsgiverne skovler penge ind i form af besparelser. Det groteske er at hvis sygeplejerskerne havde strejket ville de sørge for at livsvigtige opgaver blev varetaget, mens lærerne under en lock-out ikke kan eller må sikre sig at børnene sikres livsvigtig undervisning (hermed ikke sagt at al undervisning er livsvigtig, men der findes specielle grupper af børn hvis hverdag bliver uoverskuelig, når den ikke følger de normale skemaer).

Lederes overenskomst

Nu er vi så kommet til et punkt hvor man ikke oplever den påtvungne løntilbageholdenhed. Ledere indenfor det offentlige og ledere indefor det private erhvervsliv har en enorm gennemsnitlig lønstigning, politikere og embedsmænd følger med. Det er sådan set kun ledere af mindre enkeltmands- eller familievirksomheder der må leve af det overskud virksomheden kan generere, ofte meget lidt fordi krisen giver mindre omsætning.

Direktører og bestyrelsesmedlemmer

I store aktieselskaber og banker findes krisen kun i form kurspleje og nøje afmålt bonusudbetaling samt af indlånsrenter på 0% og udlånsrenter på 20%. Ellers findes der direktørlønninger der er så høje årligt, at de svarer til en livsindtægt for en faguddannet. Altsammen begrundet med det store ansvar der knytter sig til at drive store virksomheder, de selvsamme virksomheder der bidrager med mindre i skat end dem der står til rådighed for det produktive arbejdsmarked.
Pudsigt nok ender mange politikere på bestyrelsesposter, eller indtager allerede mens de forvalter befolkningens liv, på vellønnede bestyrelsesposter og med god indsigt i hvordan man kan leve et fedt liv af andres penge.

Protektionisme

I flere omgange har EF og EU fået franske politikere ud af stolen fordi landmænd og vinbønder i Frankrig har aktioneret imod lovgivning som er dikteret af EU. Frankrig har i stort omfang beskyttet egne virksomheder og forsøgt sig med importtold overfor andre EU-lande samt med store EU-tilskud til små landbrug. Norge som er tilknyttet EU med en handelsaftale har ikke opnået befolkningens ja til EU og det skyldes delvis at det store land med de forholdsvis få indbyggere er blevet bundet af den del af befolkningen der lever udenfor byerne til at stå udenfor, selvom regeringen har lavet handelsaftaler. Det har givet mulighed for at lave handelsblokeringer og øge importtold, senest hørte vi om blomstergartnere på Fyn, som beklagede sig over at de ikke kunne eksportere blomster til Norge, inden da har vi oplevet høje priser på agurker, importbegrænsninger på kødvarer og alkohol.
Alle disse tiltag i både Frankrig og Norge har sådan set været for at beskytte landets egne produktion. Det bryder EU sig bare ikke om.

Danmark og EU

I Danmark har regeringen derfor valgt omvendt protektionisme. Grænserne er åbne for arbejdskraft og import. Selv om de største lande i EU går ind for en Tobin-agtig skat på finansielle transaktioner er Regeringen imod. Danmark har først for nylig meldt (nogenlunde klart) ud, at man ønsker øget indsigt i penge i Europæisk skattely. Trods det at Danmark ikke er et Euro-land, har regeringen kastet os ind i et frit fald ved at binde os mere til Euroen end nødvendigt samt at bidrage til finansielle redningsaktioner. Altsammen samtidig med at EU er så pokkers langt væk for den almindelige dansker at det ligner en tanke. Hvorfor fanden vælges så mange afdankede politikere til at sidde nede i Bruxelles "den dag i dag" (Oswald Helmut: Hvad laver Kragh i New York den dag i dag). Skulle vi være stolte af at en af de dårligste statsministre vi har haft blev flygtningekommisær, at Natos generalsekretær måtte opgive sin post som minister på grund af rod i økonomien, for derefter at føre Danmark helt ud på kanten af nedsmeltning med en såkaldt "kontraktpolitik"? Helle Thorning er sikkert også ved at bestille lejlighed i Bruxelles igen, hvis ikke hun har en allerede.

Omvendt protektionisme

For at optimere den hjemlige produktion, skal virksomhedernes muligheder støttes. Det gør man ved at nedsætte selskabsskatterne, ved at kræve løntilbageholdenhed, ved at nedskære indenfor det offentlige, ved at beskære dagpengeperioden, ved at stille større krav til modtagere af kontanthjælp og ved at tvinge mennesker til fælles forsørgerpligt. Målet skulle være at lavere lønninger og lavere skatter skulle give virksomheder og iværksættere i Danmark bedre muligheder.
Derudover skal grænsehandelen begrænses ved at sænke afgifter og skatter på de varer der er specielt tilknyttede grænsehandelen.
Pudsigt nok viser det sig, at alle disse tiltag ikke har nogen mulighed for at redde arbejdsmarkedet i Danmark

Selskabsskatterne

De små virksomheder giver udtryk for at selskabsbeskatningen er den mindste byrde i forhold til at starte og drive virksomhed i Danmark, selv løntilbageholdenhed og nedsatte selskabsskatter er ikke løsningen for dem. Her er de administrative byrder og herunder de økonomiske omkostninger den største byrde. Til gengæld kan de store firmaer der i forvejen ikke betaler skat føre endnu flere penge ud af landet.
Ideen om at pålægge virksomheder en skat af indtjeningen i Danmark er endnu ikke pålagt internationale virksomheder. Ideen om at pålægge alle økonomiske overførsler til andre lande en afgift, er endnu ikke et emne for regeringen, men ideen om at give frit lejde til virksomheder og personer der har ført penge i skattely er nu på vej, ikke fordi regeringen har haft lyst, men fordi de største Euro-lande har forlangt åbenhed i lande med skattely (herunder Danmark).

Personskatterne

Mange danskere med høje lønninger bor faktisk slet ikke i landet, men i England, Monaco eller andre lande hvor man skal have penge for at bo, men ikke betale dem i skat, ja faktisk gælder det også for mange pensionister, der har tillægspensioner eller høj pensionsopsparing - sandsynligvis fordi indtægterne var høje nok til at spare op.
Men en stor del af danskerne er faktisk stavnsbundne. Det gælder mennesker der har en indtægt der akkurat kan dække lånene i det hus eller den ejendom (eller sommerhuset) de har købt, det gælder den lile iværksætter der håber på en større omsætning, og det gælder den traditionelle lønmodtager, som ikke skifter fag, men nok arbejdsplads.
Endelig gælder det for en stor gruppe af mennesker at de er noget nær immobile, nærmest stavnsbundne. Ingen indtægt udover almisser, som man skal arbejde for, er vilkårene for mange arbejdsløse, herunder kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse ægtefæller. Disse mennesker har ikke en kinamands chance for at flytte i skattely eller skjule bare 1% af indtægterne for stat og kommune.

Hvem skal så betale?

"Mange bække små ..." er stadig et økonomisk oplæg til hvordan man, som allerede Erik IV (Plovpenning) konstaterede det, mange mennesker har en plov, så vi lægger skat på ploven. I dagens Danmark har mange mennesker en social indtægt i form af dagpenge og kontanthjælp, altså skal de betale. Ikke dem der i forvejen har så mange penge at de ikke ved hvad de skal bruge dem til, andet end at gemme dem, nej folkepensionister og andre på overførselsindkomster skal nu betale for flere projekter: bankernes fejlinvesteringer, politikernes fejlslagne politik og et EU der aldrig har haft tid til de dårligst stillede borgere i medlemslandene. Tværtimod er det den økonomiske elite der har noget ud af EU.
Men det virker stadig mærkeligt at lægge skat på sine egne udbetalinger, når man er stat eller kommune! At tjene penge på sine egne penge er vel i bund og grund en tåbelig tankegang? Især når der findes mennesker der optimerer deres indtægt uden blusel. At have så mange penge at man kan overføre dem til skattely er jo nok den optimale måde at støtte et samfund, især når dem der ikke kan skal betale af hver eneste øre der tjenes.

Hvad skal man så betale?

De mange fattige og stavnsbundne mennesker i dette og mange andre lande skal betale for at andre kan optimere deres formue. De mange fattige mennesker skal betale for et EU de end ikke har brug for, ikke mindst fordi det nære samfund ofres på det internationale, økonomiske samfunds alter.
En økonomisk politik der har en skræmmende social slagside er resultatet, fattige mennesker bliver ikke bare fattigere, de bliver både marginalisered og isolerede, deres evne til at komme ud på arbejdsmarkedet bliver totalt smadret når overlevelse bliver vigtigere end indlevelse, når sociale kontakter opnås blandt befolkningsgrupper i samme situation frem for at komme ud i andre sammenhænge. Prisen bliver en ghettoisering, hvor fattige og udstødte forsøger at overleve på samfundets bund, en ghettoisering der svarer til indvandrernes og Strandvejens. For at overleve skal man altså finde sammen med ligesindede (i dette tilfælde kan vi nok med rette sige: ligestillede), men der er ingen tvivl om at dem der har mindt råd og dårligst uddannelse er dem der skal betale.

Delmålet

Der er hermed ingen tvivl om at den økonomiske overklasse vil have det fattigste segment i Danmark til at betale. At hive de sidste penge ud af dem der intet har, ved at fortælle at der er en alvorlig krise. Pudsigt nok indgår ordet "økonomisk" i forbindelse med ordet "krise", men næsten altid pakket ind i at personlig ejendom ikke længere svarer til de økonomiske muligheder man fik stukket ud, da man faktisk lånte så meget at det hus man ejer faktisk er bankens på godt og ondt, også når banken krakker. Se det fik vi vist ikke at vide? Men for at optimere indtægterne må fattige og troværdige lånere betale for at andre mennesker har opkøbt ejendommme "en masse", udelukkende med spekulation for øje.
For omkring mindst 6 år siden købte jeg et par aktier i min bank for at fremstå som en troværdig kunde, som kunne få ret til en kassekredit. Dengang kostede en aktie under 50 kroner, nu står den til over 100. Og det kaldes en økonomisk krise? For mig er krisen sådan set at jeg med disse aktier på et tidspunkt kan blive tvunget til at omsætte dem i kontanter, selv om de er min garanti for at kunne skaffe til indskud, hvis jeg bliver tvunget til at flytte.

Hovedmålet

Det bliver gentaget. Øget omsætning i Danmark, øget produktion af danske varer. Konkurrenceevnen skal forbedres og grænsehandelen skal mindskes. Omkostningerne skal ned så konkurrenceevnen forbedres. Vi skal sikre at medlemsskabet af EU kan sikre vores land en stabil fremtid.
Må jeg så gentage: Vi får ikke nogen øget omsætning i Danmark, når dem der bor i landet og ikke har råd til andet, får færre penge at købe ind for.
Øget produktion af danske varer kan kun ske ved at de ansatte arbejdere har en god uddannelse, og den starter allerede i folkeskolen, ikke som en ensporet linje mod at blive noget specielt som tømrer eller fodboldspiller. Vi skal sørge for at der er en bredspektret uddannelse fra folkeskolen over de videregående uddannelser, ellers har vi jo bare en hel masse andre der får færre penge at købe ind for!
Konkurrenceevnen forbedres ikke ved at skubbe talenter ud i kulden, tvætimod er det både statens og kommunens opgave at styrke de institutioner der kan uddanne og oplære, ikke at isolere talenter af økonomiske årsager. Det kræver balndt andet en aktiv, målrettet samt personlig indsats af såvel det pædagogiske som det lærerfaglige segment!
Grænsehandelen bliver ikke nedjusteret ved at nedsætte afgifter. Tværtimod vil afgiftsnedsættelsen sandsynligvis medføre at grænsehandelen kæmper imod ved at sænke priser tilsvarende. Det ville set med mine øjne være langt bedre at fokusere på de virkelige markedsmekanismer. Nemlig at danske priser faktisk i forhold til afgiftsniveauet er højere end i de fleste lande vi sammenligner os med, bortset fra Norge. Senest har vi kunnet se at fjernelse af afgifter (VK-regeringens) ikke har medført tilsvarende fald i priserne, tværtimod er butikskædernes avance steget, selv de udenlandske discountbutikker har langt højere priser i Danmark end i deres hjemlande.
Konkurrenceevnen skal forbedres. Når vi nu har BRICS-landene at konkurrere med mener jeg nok at vores tvungne beskæftigelse af arbjedsløse viser at det ikke er lønninger eller skatter vi kan konkurrere på, og hvis skiftende regeringer tror at en PISA-undersøgelse kan vise hvilken konkurrenceevne vi vil have når vores håbefulde, egoistiske, forkælede poder bliver voksne, så må jeg undskylde. Det er ikke min opfattelse at alle disse undersøgelser har givet vores børn en fremtid som innovative, geniale eller bare dygtige.

At plante 50-kronesedler

For mig at se er hele ideen at plante penge for at se om de skulle blive til et pengetræ. Se det ville være en vækstplan, som på baggrund af normal viden og uddannelse aldrig ville forekomme. At vi har politikere i både kommuner, regioner, folketing og EU der alle tror at man kan gro pengetræer er mig komplet uforståeligt. Selv de fynske gartnere har forstået at en importtold på deres planter gør ondt på økonomien.
Så lad os i stedet bruge tid på de udsatte, på de fattige og dem som i øjeblikket bliver truet med at blive smidt ud af samfundet, samtidig med at de skal betale til det.
Se det vil være vækst!

tirsdag, april 09, 2013

Nysprog eller Newspeak

Pis og lort har jeg lyst til at råbe, når jeg hør hvordan de seneste regeringer simpelthen har fået ord i vores sprog til at betyde noget helt andet. Udfra tankegangen at ord skal være vægtede.

Ord betyder ikke noget længere

I visse omgange får vi ord der slutter med -reform, hvilket skal være et positivt ladet ord, der bare betyder en ændring, ja vi har sågar fået en "moderniseringsstyrelse" som ikke moderniserer noget som helst, medmindre man er dum nok til at tro at modernisering skal svare til den indsats som Nazipartiet ydede i Tyskland i 30'erne. For mig at se kunne regeringen lisså godt kalde det for kopistyrelsen, en styrelse der kopierer andre landes og andre partiers politik via et parti, der tror at de kan efterligne Tony Blairs konservative Labour-regering Det er vel kun en kopistyrelse, omend der selvfølgelig skal tilføjes nogle mål og krav til den såkaldte "danske model"?
Så har vi fået udtryk som "fjumreår", café-penge" og flere andre nedladende ord. De signalerer noget der samfundsmæssigt ikke er til samfundets gavn, fordi det drejer sig om at bruge statslige penge uden at tage uddannelse eller at bruge statens tid til at finde ud af hvad man egentlig vil med fremtiden (fjumreår). Cafe-penge er på samme måde det arbejdende samfunds misundelse over at studerende som er hjemmeboende har mulighed for at leve gratis derhjemme og derfor med en pose penge kan tage på cafe af og til og opdyrke et netværk sammen med andre cafegæster. Mærkeligt nok kunne man ikke forestille sig at dem, hvis forældre var dårligst stillede og derfor ikke havde råd til at have hjemmeboende børn boende gratis hjemme, skulle have en form for kompensation, men med udtrykke "cafe-penge" vil det nok ikke få sin gang på jorden omkring undervisningsmiljøet.

Det hele

Senest har vi så fået en krig på et ord. "Helhedsskolen" er fortrinsvis regeringens og tilhængernes ord for en ny skole"reform", mens "Heldagsskolen" er modstandernes udtryk.
Sært nok at man skal købe en hotdog med det hele, når man måske ønsker en med bløde løg og syltede agurker, fremfor en der svinet til med ristede løg og remoulade. Så var det lettere da jeg var ung og bestilte en kradser med det hele (sennep, ketcup og remoulade), eller en bøfsandwich med brun sovs og rå løg.
Virkelig. Tænk man har spist hvidt brød, blødt op i varm, brun sovs med rødbeder, en dåsebøf, krydret med remoulade, sennep og ketchup, rå eller brune løg (sågar bløde løg). Og nu skal vi have "thatcherism" i Danmark, med 20 års forsinkelse. Hvordan kan politikere tro at smagen af gamle dage kan genindføres?
Skal vi finde os i at få en ansættelse "med det hele", hvor vi udelukkende kan bede om det vi ikke vil have. Så er vi jo kommet til en pizza uden ost og tomater! Men ellers med det hele.

Gentagelsen

På skoleområdet og på arbejdsløshedsområdet er vi nået til at gentagelsen er vigtigere end fremtiden. Vi skal huske at vores land er i krise (Yes - alle arbejdsløse bliver dagligt mindet om den skide krise, som vi ikke selv er årsag til) - Vi skal huske at hvis vores land ikke skal gå fallit må vi alle yde en økonomisk indsats (Yes - vi må gå ned i statsstøtte, vi må ofre vores pension og arbejdsløshedsforsikring. Hvorfor fanden skal bankerne ikke droppe deres forsikringer?). Vi skal alle bære et ansvar (Yes - politikere sætter lønnen op, deler rundhåndet ud af de penge de fattige franarres for at betale til virksomheder der gennem årtier har haft så dårlige regnskaber at de ikke har betalt skat - og alligevel er blevet i landet. Logisk ikke). Vi bliver nødt til at gå ned ned i løn (Yes - fordi ellers flytter virksomhederne ud af landet. At vi har løndumping i landet og har haft det i flere år er ikke noget som regeringen vil gøre noget ved, nul, det overlader de til de fagforeninger og andre faglige organisationer, som de kvæler med alle de andre indgreb)

Fælles ansvar

Udtrykket "fælles ansvar" myldrer ud af regeringens og oppositionens røvhuller som mylderbæ. Selv den yderste venstrefløj vælger at vælge fra når det kommer på tale at liberalisterne kan overtage magten. Det fælles ansvar har taget over, pudsigt nok var det et udtryk jeg jævnligt hørte da jeg blev uddannet, vel at mærke fra min fagforening. Men nu betyder det at alle dem der fik forbedret deres liv gennem fælles kamp og fagforeninger pludselig skal stå til fælles ansvar for økonomiske pirater og svindlere.

Dansk Sprognævn mener selvfølgelig at ords betydning kan ændre sig, fint nok for mig, Men det er altså vanskeligt at vide om revolution, reform eller revision er det rigtige ord for det der sker lige nu her i landet. Derfor kan jeg heller ikke finde ud af om jeg i fællesskb med andre skal stå til ansvar for de sproglige udtryk vi alle bliver bombarderede med, eller om jeg selv kan bestemme hvad jeg mener?

Nysprog

Jeg vælger altså at sige "pis og lort" og "røv og nøgler". Det står ikke i retskrivningsordbogen, men jeg er sikker på at det er udtryk der betyder det samme som de gjorde for 40 år siden!

"Det lakker mod enden, sagde kællingen", hun hældte fernis ned ad ryggen ...

søndag, april 07, 2013

Organisationsret

Nu er vi kommet til "nyttejobs". Arbejde der er underbetalt, hvor arbejdsgiveren kun hvis det er en offentlig institution skal betale forsikringer. Der er ingen pension, ATP eller feriepengeopsparing. der er faktisk ikke nogle af de aftaler der ligger til grund for den danske model, der er opfyldt! retten til at organisere sig, retten til at strejke når vilkårene bliver for hårde findes ikke. Retten til sygdom er blevet til en mulighed for at blive dissekeret i et halvt år. Retten til opsigelsesvarsel findes ikke. Endelig er der jo så få penge på kontoen hver måned at et medlemsskab af en faglig organisation ikke er mulig.
Nu skal de fattigste mennesker i Danmark også betale for at de uansvarlige i den økonomiske sektor samt politikerne  kan øge deres indtægter omvendt proportionalt med de fattigste. Undskyld mit udtryk: "Op i røven med det sociale samfund".

Faglig organisation

Nu skal jeg arbejde for min kontanthjælp. Nej jeg skal ikke. Jeg skal være arbejdsmarkedsparat og derfor tvinges i såkaldte nyttejobs. Jeg kan undre mig over hvilken nytte disse jobs gør, det nytter ikke mig, det nytter ikke lønniveauet, det nytter end ikke udenlandske arbejdere der kommer til Danmark.
Fagforeningerne er truede på deres eksistens, de mister stadig medlemmer hele tiden, fordi de ikke har noget tilbud tilo medlemmerne. Hvad fagforeningerne glemmer er at en stadig stigende del af den danske såkaldt "arbejdsparate" befolkning arbejder. Hvis disse fagforeninger fandt på at kræve rettigheder til mennesker der i hobetal varetager statens og dermed offentlighedens interesser kunne de måske med et krav i lønforhandlingerne give alle os der ikke er med i det organisatoriske system en chance for at kunne støtte os til en bevægelse der vil sikre os. Men nej, lige nu er det en panikslagen bevægelse der træder vande og prøver at overleve, fremfor at nytænke. Og de syge og kontanthjælpsmodtagerne, efterlønnerne og førtidspensionisterne er alle lukket ude af et arbejdsmarkedssystem, simpelthen fordi det er meget lettere at føre en politik som den der er blevet ført de seneste 20-25 år, hvor arbejdsløshed ikke er et offentligt problem.

Udenfor

De mennesker der står udenfor  det faglige system er nu så mange at de kunne være en byrde for regering og folketing, ja muligvis også for fagbevægelsen.
For det offentliges vedkommende er der nok omkostninger til drift af jobcentre, til udbetaling af kontanthjælp, sygedagpenge og opnåede sygepensioner, ja da man nærmest tvang jobløse mennesker til at hæve efterlønsopsparingen pissede man endnu engang i bukserne for at holde varmen, sandsynligvis i håb om at de aldrig skulle modtage pension, når de var tvunget ud på arbejdsmarkedet til de døde.
Når mennesker gøres op i penge på en så kynisk måde er der vel ingen vej tilbage?
Det må jeg sige både ja og nej til. Hvis vi alle giver op for at beholde vores eget arbejde, vore egne værdier i form af ejendom og andre tilkøbte værdier, så er vi jo fanget af den angst der ligger i at miste det vi har opnået. Men samtidig er der flere og flere der mister alt hvad de har. Ikke alene ejendom og værdier, nej de mister deres familie og deres værdighed, simpelthen fordi der også er sparet i den ende af skalaen der skal hjælpe folk fra at bukke under for psykisk pres.

Organisatorisk forslag

Hvis alle fra arbejdsløse på kontanthjælp, modtagere af sygepenge, efterlønsmodtagere og pensionister samt andre der er udelukket fra at være organiserede på arbejdsmarkedet fik mulighed for at blive organiserede ville situationen jo være helt anderledes.
Den ledige skulle ikke længere stå med hatten i hånden og finde sig i i nyttesløse "nyttejobs", man kunne forsikre sig imod grovft misbrug fra det offentliges side og man kunne få sagsbehandlere og vejledere, der ikke blot skulle aktivere, men som kunne hjælpe til et fornuftigt arbejde eller en fornuftig beskæftigelse. At en teknisk tegner skal klippe min hæk beroliger mig ikke, jeg vil nok sørge for at der er kaffe på kanden, fremfor at min hæk skal se sjov ud. At sætte en computernørd til at male en offentlig bænk er på samme måde et spændende projekt, skal man sidde på buler af maling eller på det hjørne af bænken der ikke er blevet behandlet for det var fyraften inden bænken var malet færdig.
Der findes mange flere forslag, men disse er blot for at vise at den arbejdskraft vi har i Danmark enten bruges forkert eller direkte chikaneres.

Fagbevægelse for ledige

Vi skal have en statsfinasieret fagbevægelse for ledige i alle afskygninger. I forbindelse med at man får arbejde kan der laves aftaler om at man skal betale til sin fagbevægelse når man har fået sin løn. Organisation af ledige er faktisk så vigtigt med alle de ledige der findes (nå, ja regeringen har netop skjult arbejdsløsheden, så den ligner den mindste i Europa - regeringen har glemt at fortælle at det land i Europa der klarer sig bedst igennem den finansielle krise og som har en regering der vil deltage i genopretningen af de finansielle storbanker, så den danske økonomi rent politisk kan nå ned på samme plan som andre EU-landes økonomier - et finanspolitisk mål, ikke et socialpolitisk), at den offentlige finans for færre midler end det koster at redde europæiske banker, samt selvfølgelig de danske storbanker) ville have kunnet sikre samtlige arbejdsløse både en organisatorisk ret til et økonomisk livsgrundlag (faktisk nok til at man kunne indføre borgerløn), men samtidig også en mental hjælp til at komme videre med sin uforskyldte situation.
Hvis man betragter antaller af mennesker i arbejde vil man hurtigt kunne konstatere at mere end halvdelen af den danske befolkning faktisk ikke arbejder, slet ikke hvis man tæller deltidsarbejde med. Danmarks statistik har faktisk sit hyr med at finde ud af hvilken del af arbejdsmarkedet de forskellige former for arbejde tilhører. Derfor er for eks flexjobbere ikke arbejdsløse, deltidsansatte er ikke arbejdsløse, men kan dog i en anden statistik måles i antaler af årsværk (en anden statistik), arbejdsløse i aktivering, herunder syge i prøveaktivering, er ikke arbejdsløse men beskæftigede i andet arbejde, førtidspensionister der gerne må arbejde, herunder også efterlønnere indgår i begge statistikker såfremt de har lønnet arbejde efter reglerne, endelig findes der pensionister som sådan set gerne må arbejde på deltid eller måske endda have deres eget firma ved dsiden af pensionen.

Gråzone eller hvad?

Vi har altså ikke bare en gråzone, vi har børn der er avisbude, vi har unge mennesker på SU der supllerer deres SU ved at arbejde som ansatte i discountbutikker, indtil de fylder 18 år (da træder overenskomsten i kraft), vi har udenlanndske løndumpere (normalt er det den danske arbejdsgiver der løndumper, men de danske beskatningsregler giver faktisk mulighed for masser af løn- og skattesnyd), vi har pensionister der af helbreds- eller magelighedsårsager kun arbejder de timer de kan (vil eller gider), vi har en kæmpestor styrke af arbejdsløse, der kastes ud i formålsløst (i bedste fald) "nyttearbejde" eller i praksis fjerner grundlaget for en del af landets iværksættere (ved at foretage et arbejde som fx havearbejde, vedligehold af kommunale bænke etc). At disse mennesker sendes ud i aktivering betyder ikke at de bevarer deres forhold til arbejdsmarkedet, heller ikke at de kan opbygge kontakter til arbejdsmarkedet. Det betyder udelukkende at Jobcentrene får fred for de statslige krav de bliver dækket til med.
Gråzonen består i bedste fald af at nogle falder ud af "systemet" som kunne have være reddet, i dårligste fald i at dem der er faldet ud af systemet skal gøre noget de ikke kan, ikke vil eller simpelthen bliver traumatiserede.

Lediges organistaion

Mit bud på hvordan man kan hjælpe alle ledige er derfor: Sørg for at legalisere en organisering, sørg for at bakke det op politisk og giv mulighed for at fagligt organiserede kan få op til 100% i fradrag.
Som socialist ønsker jeg ikke at alle skal have samme fradrag, det er heller ikke nødvendigt. Et indtægtsbestemt fradrag vil være fint nok.
Det kan jo ikke være rigtigt at de dårligst stillede er dem der skal skaffe hjælp fra private rådgivere!

mandag, april 01, 2013

1. april

kl ca midnat: i seng for at varme dyner til kæresten efter at have lukket mørket ude ved hjælp af gardiner.

kl. ca 02.25:  Harry Potter er slut og jeg skal på toilet, kæresten sover godt

kl. 04.33: Har læst samtlige tekst-TV beskeder på DR-TV, både indlandske, udlandske, sport og rettelser, dog ikke de udlandsk sprogede. Kæresten sover og jeg tør ikke røre ved hende hvis det kilder. Smutter lige på toilet og da jeg kommer tilbage er jeg fri af undertøjet.

kl. 05.24: prøver at komme i nærkontakt med kæresten, når jeg nu er her. Hun sover og jeg vil gerne have hende til at vågne. Sikken en morgen, nå jeg forsøger forsigtigt at holde om hende.

kl. 05.54: Hun reagerer og vender sig om.

kl. 06.00 Jeg flytter lidt væk, for ikke at vække eller genere kæresten. Gid hun vil vågne og elske med mig.

06.35. Kæresten vågner og står op til internettet. Jeg vender mig om og prøver at sove.

07.00. Jeg sover eller snuer i hvert fald.

07.18. Vågner bare for at konstaere at der ikke er nyheder på DR2 før kl 08 og på TV2 kl 09. Står op og kysser kæresten for at gå på toilet og tage min sukkersygetablet (metmorfin) Skyller den ned med multifrugtjuice og lægger mig under dynen igen.

07.20. Hører fjernsyn og blunder skiftevis.

09.00 Endelig klar til aprilsnar og TV-avis. Kæresten er i fuld gang på internettet med nyheder og spil, kysser hende og dykker under dynen igen.

10.00 Får lige TV-2 nyhederne med oveni i Go morgen. Så står jeg op og tager bad. Det er nødvendigt ovenpå en masse vrøvl.

10.30 Kæresten vil købe ind, hun får lov til at køre og jeg får lov til at gå på internet.

12.21 Kæresten hjemme igen med et pavillon-telt og fortæller at hun også har købt jord. Spurgte hvor meget og fik at vide at det var fire. Blev lidt stolt af at hun havde råde til at købe fire tønder land. Så viste det sig at være fire poser pottemuld á 20 kr. Påsken er måske nok forbi men haven er på vej!

14.00 Radioavis og kæresten skal deles. Haven og solen er smuk, selvom der er en smule sne tilbage. Kæresten er også smuk - vi har lige delt et glas Fernet Branca. Så skal haven besigtiges igen. Og der er mange ting at tage stilling til.

15.21 Haven er besigtiget og nu får naboen besøg.

16.00 Første radioavis hvor hverken naboerne, sex eller aprilsnar er på tale, tror det er ved at være hverdag.

16.05 spørger kæresten om sex, hun siger at jeg kilder hende. Tror nok at det betyder vi skal tale om det på et andet tidspunkt.

17.06 maden sættes over. Er ikke blevet spurgt, men det ligner en kylling. Suppe eller noget andet bliver det jo nok til.

17.08 Mangler stadig en dejlig aprilsnar! Forsøger at finde en! Måske jeg når det inden midnat?

17.11 DR2 om Scottsboro - sydstatsdomme over jøder og negre. Mississippi burning er en af de film der har gjort et kæmpe indtryk på mig. Uretfærdighed er uretfærdighed. Imens sørger kæresten for at maden simrer.

19.01 Kywli med agurkesalat og kartofler med brun sovs.

19.35 opvaskemaskinen fyldt, knægten er gået i seng igen og der er nyheder på TV-2. Pavillon-teltet er rejst, og vinden er blevet til vindstille. Det er stadig lyst. og græsset udenfor er vissengrønt, temperaturen på udendørstermometeret er 8 grader. Påsken er lige straks forbi for os alle, undtagen den store dreng, der er syg.

19.58 Har lige konstateret at jeg har AIDS i udbrud, ADHD og vand i knæet (Det eneste Jerome K. Jerome ikke fejlede) - desuden gigt og PTSD samt andre ikke anerkendte sygdomme. Desuden lider jeg af tørre lommesmerter, ikke bare i dag men hele tiden. For højt blodtryk på grund af stress samt for højt blodsukker på grund af forkert kost. Jeg lider også af kronisk arbejdsløshed og introversi. Puha, godt der er nyheder som kan fortælle mig om resten af verdens fejl.
Heldigvis er der ikke længe til i morgen, så er jeg måske rask igen.

20.03 kom lidt sent ind i dansk film om Celestin og Floridor (vistnok Frk Nitouche) samt et pauseresultat der betyder at Brøndbyerne er bagud i fodbold. Sikke en dag.

20.05 Det er vist på tide at tænde for lyset og lukke mørket ude (tusmørket varer 39 minutter) så gardinerne får fred lidt endnu.

20.29 Mørket lukkes ude og Dirch Passer fortsætter med at være et par personer på TV

20.35 ser lige en besked på facebook, men kan ikke huske hvad min yndlingsdigter hedder. Mens jeg skriver dette kommer jeg selvfølgelig i tanker om at han hedder Per Højholt.

20.45 Skal lige sende en dagsorden til min arbejdsgruppe og tjekke jobopslag på mine grupper.

20.58 har læst mails fra min mailboks og slettet alle dem der lignede spam. jobopslag er som vanligt de samme gerne i duplex eller triplex (sg da klart at der er tre nye jobopslag hver uge). Tager lige en fernet branca sammen med kæresten. vi (hun) skal jo tidligt op i nmrogen, så det der sex må nok vente til en dag hvor der ikke er triplex jobopslag. Hun føler sig kildet når jeg rører hende, og så vågner hun jo på den forkerte måde.

21.04 Lukker mørket ude for fulde gardiner.

21.07 en godnatdrink: fernet branca og så slukket vi også lyset indendørs, vi lukker mørket ind. Men så er vi friske i morgen tidlig. DE blå husarer huserer stadig med en råbende Dirch Passer og alt er ved det gamle, bortset fra at vi får danmarkshistoriens mest omfattende lock-out når vi vågner.

21.38 Holder i hånd og prøver at holde mig på afstand af kæresten.

21.40 Det var så den dag og en enkelt aprilsnar ...

21.40 er tilbage med mere blog senere. god nat

Der er ikke noget i luften

Dette indlæg skrives den første april og kan tages som et bud på hvordan vi alle narrer hinanden til april. Det kan også tages alvorligt. Jeg vil bare af med nogle af mine "myoser".

I dag har vi fået danmarkshistoriens største lock-out. Mest fordi arbejdsgiverne og lærerne ikke er på talefod. Nu er jeg i sagens natur på lærernes side, da flere af mine søskende er læreruddannede. Måske kan man nok se en tendens til at læne sig tilbage og kræve forberedelsestid, men for mig er det stadig kaldet der er det vigtigste, og det skal lærerne ikke betale for. Tværtimod kan jeg kun forestille mig at lærere vil nøjes med at passe deres eget arbejde som en industriarbejder, der møder til tiden og går til tiden, og hjulpet af et stempelur kun arbejder de timer der skal til, hvis de bliver presset til det.

Kald

Jeg har gennem mit liv været overvældet over at lærere i den grad deltog i det sociale liv i lokalsamfundet. Respekten for skolelæreren var måske nok mindre end for præsten for nogle århundreder siden (at løfte hatten for degnen mens man bukkede for præsten), men i mellemtiden er præsterne blevet kørt ud på et sidespor, og lærerne ligeså. At præster som højtuddannede mennesker udelukkende skal ovebevise om noget der ikke kan bevises og som udelukkende har været en religiøs teori blandt så forskellige befolkningsgrupper, som jøder, kristne og muslimer (en kompleks monoteistisk religion) er ikke nogen fordel i et samfund som har mere travlt med at skrabe penge til sig end at være troende mennesker.

De kald som lærere og andre offentligt ansatte følte er altså væk. Jeg husker de mange lokalhistoriske artikler jeg har læst, de mange forsøg på at promovere eller beskytte det lokalsamfund man levede i. På skrift, i form af foredragsforeninger eller som direkte deltagelse i lokalsamfundets festligheder eller bymarkeder. Skolelærere der både fandt tid til at sætte sig ind i den enkelte elevs problemer, i lokalsamfundets økonomiske byrder og som sad i sognerådet og sikrede at de mest udsatte fik så meget hjælp som muligt.

Det vil jo være usandt at sige at disse kald reddede alle sognebørn, men det vil modsat også være usandt at sige at alle disse kaldte embedsmænd ikke gjorde noget for deres nære samfund.

Tidsstudier

"Det er mængden der gør det" var én af de bøger jeg læste som helt ung. Den handler om en familie med mange børn og en hjemmgående hustru i USA. Manden eller faderen er til gengæld ansat til at foretage tidsstudier eller egentlig at rationalisere arbejdsgange. Vi er i Ford'ismens højtid med samlebånd og arbejdsopdeling. Bogen anlægger en humoristisk tone og det er vel også udmærket, fordi nogle af de alvorlige ting på denne måde at anskue produktionssamfundet giver mulighed for at den enkelte læser selv kan reflektere.

For mig er og har absurde regler altid været mere end bare regler. Tilgangen til regler både i børnenes lege og i politikernes love er ens. Jeg følger mine egne regler, medmindre jeg bliver nødt til at følge regler, hvis formål jeg ikke fatter. Spillereglerne på fodboldholdet var ikke lige for mig, selv om de passede mange andre, ja der var sågar en af mine venner der blev superligaspiller.

At være god til at læse, at kunne udtrykke følelser, det var ikke lige toppen, nej man kunne til gengæld gå ud af 7. klasse hvis man havde en læreplads, så jeg måtte læse videre. Jeg var god til at læse, jeg tog den ene eksamen efter den anden, jeg sprang 3. real over og kom på gymnasiet. Jeg missede 0,2 i min gymnasieeksamen så jeg måtte tage et fjumreår inden jeg kunne blive optaget på biblioteksskolen på kvote to, men det år havde jeg jo allerede indhentet og så brugte jeg det på at lære håndværk på EFG Bygge og Anlæg. Og på at lære samfundets og arbejdsmarkedets regler. Som 18-årig kunne jeg ikke få en praktikplads medmindre jeg blev lønnet som ufaglært (højere end lærlingeløn). Men jeg lærte også at præcision ikke var det vigtigste for en håndværker, men den tid det tog at udføre en opgave. I princippet lærte jeg at arbejde ikke var at gøre sit bedste, tværtimod at gøre sit hurtigste, hvilket sjældent havde noget med hinanden at gøre.

Helhedsskolen

Men  jeg lærte også at mine lærere var "mine". Allerede i de små klaser fik vi lærere hvis fremmeste opgave var at vi kom længere ved hjælp af undervisningen. Praktikanter fra seminariet, lærere i kristendom, formningslærere der ikke kunne lide Jørgen Clevin. Ja lærere der gav os muligheden for at tænke selv i forbindelse med gruppearbejde og samfundskundskab, begge ting opstod som en undervisningsform et fællesfag eller lignende i min barndom.

Jeg holdt af mine lærere fordi de, uanset politisk observans, lod os tænke selv. Trods mange af mine læreres støtte til "Vænstre" lod de os være selvstændige. Vi var ikke, vore lærere var ikke og vores forældre var ikke venstreorienterede i det sogn jeg voksede op i. Tværtimod var de meget realistiske og stemte på dem de kendte og den politik de ønskede gennemført.

Men mine lærere i folkeskolen havde tid til at undervise gratis (?) i ungdomsskolen. Jeg lærte at lave smalfilm, jeg lærte at lytte til musik og digte, jeg lærte at der fandtes digte og litteratur udover den "kanon" vi havde dengang. Jeg lærte at det var op til mig at forstå og vurdere. Jeg lærte at jeg måske ikke havde ret men at jeg kunne sætte mig ind i vilkårene. Jeg lærte af at mine lærere ud over at undervise tog mig og andre hjem i fritiden, jeg lærte ved at de talte med mine forældre når de fandt ud af hvilke problemer jeg havde, jeg lærte af at de behandlede hver enkelt af os i skoleklassen forskelligt.
Jeg lærte at sætte pris på den glæde lærerne gav udtryk for når deres indsats bar frugt og jeg lærte at mine undervisere kunne blive kede af det når vi ikke lykkedes, og at de gik i gang med en personlig ekstraindsats for at få os med. Jeg lærte at vi ikke alle var ens, nogle var født med ti tommelfingre eller et drømmende sind, andre ville hellere spille bold eller dyrke gymnastik. Jeg lærte at vores lærere tog det alvorligt at de skulle forberede os på livet på godt og ondt. OG jeg er sikker på at de andre klassekammerater også lærte af deres uselviske indsats.

Heldagsskolen

Hvad skal vi så med en skole hvor der ikke er frihed og lyst? Kan vi forestille os at en ledelsesstyret og lovpligtig skole kan sikre at børn kan udvikle sig? Kan det lade sig gøre at få en unikke skakspillere, tegnere, filosoffer og opfindere ud af et skolesystem der er topstyret. Kan man? Kan man forestille sig at lærere føler et kald, når de samtidig får at vide at de er i vejen for en samfundssag, der udelukkende har et økonomisk mål?

For mig er den generation af politikere der sidder i folketineget allerede påvirket af Erhard og Mogens (Jacobsen og Glistrup) der mente at politik skulle være anderledes end den traditionelle. Mogens syntes der var for meget papirvælde, siden da er papirvældet udviklet til et papirhelvede. Erhard havde en ide om at parcelhusejere skulle have flere rettigheder, siden er parcelhusejerne blevet den værste del af vælgerne fordi de har ret til deres ejendom og ikke vil af med den, tværtimod vil de kompenseres når deres "risikovillige" investering falder i værdi, på grund af finanskrise, vindmøller eller forurenet jord!

"Skriget"

Heldagsskolen skal altså fastholde os og vore arvinger i et syn på vores omverden der udelukkende går ud på at sikre at vi ikke tænker selv!  Politikere er samtidig så selvsikre at de end ikke stiller spørgsmål ved den politik de fører eller spørger til alternativer. Fremtiden er simpelthen så grim at jeg frygter for den og kan sådan set godt forstå at Munch's "Skriget" er et meget dyrt billede. Det er jo netop den våde drøm som kapitalister og velhavere har om de socialt og psykisk fattige.

Ingen kan leve i den vestlige verden af at være grådekoner, ejheller af at gøre opmærksom på sociale skævheder.
Nej der findes en løsning som ikke fører til noget:
At de skriger ...

Tillykke med et demokrati hvor luften er taget ud af ethvert skrig ved lov. Der er ikke mere noget i luften.