tirsdag, marts 26, 2013

Ret og pligt

Renegaterne fra SF brugte som et af argumenterne for at skifte til Socialdemokraterne at de gik ind for ret og pligt. Ord som også Mette Frederiksen har gentaget som et mantra - ja egentlig kan man beundre socialdemokratiet for at nævne ordet ret i forbindelse med overførselsindkomster. For det første er det hamrende svært at modtage overførselsindkomster, og da VK (O) regeringen med hjælp fra RV fik gennemført de hidtil hårdeste regler for arbejdsløse fremgik ordet ret kun i forbindelse med "retten til at arbejde". Der var her tale om at positivere ordet "tvang" ved at kalde det rettigheder.

Forskellen er da også minimal i dag når tidligere SF'ere taler om ret og pligt, ja faktisk fristes man til at tro at "ret" udelukkende er den ret som politikere har til at skalte og valte med andre menneskers liv, mens pligten 100% er lagt på dem der ikke tjener styrtende formuer, enten ved arbejde eller ved risikable investeringer.

Jobcentermøde

Da jeg skulle til min mors fødselsdag i weekenden gik jeg på jobnet i god tid (allerede torsdag) og fik der en besked om at jeg skulle møde til samtale på jobcenteret. Fint nok for mig og de havde endda i beskeden skrevet hvilken dag og på hvilket tidspunkt. Da jobcenter er fordelt over flere bygninger med rimelig lang afstand fra hinanden var det dog for mig en rimelig ide at oplyse mig om, hvilken adresse jeg skulle møde på og hvilket lokale eller hvilken af mine mange jobcentervejledere jeg skulle træffe.

Jeg og kæresten (det er hende der har bil og kørekort, samt arbejde) tog afsted da hun fik fri fredag eftermiddag for at være hos min mor i tide til at hjælpe med at stille op til de 19 gæster der havde meldt deres ankomst. På det tidspunkt vi kørte havde postbudet været der og vi fik da også nogle postemballerede reklamer, men ikke nogen personlig skrivelse til mig om mødested og hvilken form samtalen skulle have. Nu havde jeg jo nok en ide om at det var den obligatoriske samtale der finder sted ca. hver tredje måned, men jeg var altså kun afklaret på to punkter: Jeg skulle til samtale tirsdag og tidspunktet var kl. 09.30.

Vi var hjemme søndag aften (efter at have hjulpet min mor med at rydde op efter selskabet til hendes fødselsdag), vi havde fået lidt madrester med (altid rart når man er på kontanthjælp). OG sandelig om ikke der lå et brev i postkassen til mig som jo naturligvis måtte være afleveret lørdag. Jeg skulle møde til et personligt møde i kantinen i Vindegade til en samtale der kunne vare op til 2 timer, indledt med en fælles orientering om reglerne for arbejdsløse (herunder folk der netop var blevet arbejdsløse på kontanthjælp, kontanthjælpsmodtagere i alle afskygninger og sygemeldte der skulle igennem et afklaringsforløb). Med andre ord et powerpointshow med besked til meget forskellige modtagere af overførselsindkomster. Varighed ca 17 minutter (sidste gang varede det kun 11 minutter, men den dag var det også de gamle regler der lå på "lysbilledapparatet").

Fremmøde

Vi var ialt omkring 30 fremmødte, nogle kom i sidste øjeblik andre kom faktisk lige før powerpoint-præsentationen var ved at være færdig - jeg kom ca 30 sekunder for sent til åbningen.

Under præsentationen blev vi gjort opmærksom på en masse ting som kommunen stod inde for. Jurister havde bestemt a kommunen kunne lukke døren på klokkeslet. Altså hvis jeg var indkaldt til klokken 09.30, skulle jeg være der før mødetidspunktet, ellers ville adgangen til det personlige fælllesmøde blive låst af og for sent fremmøde (30 sekunder) ville blive straffet med nedsættelse af kontanthjælp etc.

Jeg spurgte, da jeg jo netop havde været ude for at den bus jeg var kørt med var 4 minutter forsinket, om ikke man kunne bruge det som forklaring på at komme 1 minut for sent. Min rejsetid er sådan set afklaret. Jeg tager afsted senest 8 minutter før bussen skal køre, det er nemlig den tid det tager at gå til det nærmeste busstoppested. Bussen kører som pendlerbus tidligt om morgenen (dvs med halvtimeinterval), den sidste kører derfor kl 7.50. Næste bus kører 09.07, altså med et mellemrum i tid på en time og et kvarter, hvortil skal lægges at den normalt er forsinket da ruten er tidsmæssigt fastlagt til at skulle gennemføres uden anden trafik. Det siger sig selv at 14 minutter til midtbyen kan blive til 16-17 minutter hvis bussen ryger i en "rød bølge" eller hvis gangbesværede skal stige af eller på bussen (pudsigt nok er en stor del af buspassagerne ældre eller gangbesværede eller rejsende med oppakning som skal slæbes ind og ud). Vel ankommet til midtbyen ved jeg at der er 6 minutters gang til det ene jobcenter, mens der er 12 minutter til det andet, i begge tilfælde skal der tages højde for at der lige er blevet rødt lys for fodgangere, hvilket kan forsinke med næsten et minut. (Lyskurverne er primært indrettet efter kørende trafik!).

Jeg nærmest løb til mødet da bussen gav mig 5 minutter til at møde til tiden, selvfølgelig måtte jeg pænt vente på grønt (jeg kunne jo risikere at blive stoppet for at løbe over for rødt, hvilket ville forsinke mig meget mere - og have betydet en bøde oveni). Resultatet var at jeg mødte forpustet op og ca 30 sekunder for sent. Hvorefter jeg blev orienteret om at præcision var gjort til noget juridisk der kunne straffes såfremt jeg grundet omstændighederne kom 30 sekunder for sent til næste fremmøde. Trods det at der ikke kører busser der giver mig en halv time til at slentre til et møde hvor jeg bliver oplyst om regler jeg også kan læse på internettet (jeg er i princippet orienteret om reglerne i forvejen - og behøver ikke at møde frem til orientering om de regler jeg er orienteret om for at få dem læst op!).

Personligt fremmøde

Nu hedder denne form for ligegyldig aktivering jo personligt fremmøde og det fremgår også af skrivelsen at man skal påregne at det kan vare et par timer. Samtidig har man i forbindelse med aktivering eller "praktik" pligt til at acceptere en samlet rejsetid på 3 timer dagligt, udover 24 kilometer kan man få 1,27 kr pr. kilometer op til en øvre grænse på omkring 1000 kroner. Men ikke når man skal møde til "kontrolbesøg". Et besøg på jobcenter hvor vi sidder 30 ledige med forskellig baggrund og skal orienteres om reglerne på arbejdsløshedsområdet (som også gælder for sygemeldte og deltidsarbejdsløse dagpengemodtagere).

Det personlige fremmøde er altså mestendels en fælles orientering, der (alt efter hvem der står for det) varer mellem 10 og 20 minutter. Derefter er nytilmeldte indkaldt til en samtale med deres jobcenters vejleder. Udover vejlederen er der i mit tilfælde tilknyttet en person der skal tage stilling til udbetaling af min kontanthjælp samt 2 personer der står for aktivering og jobsøgningskurser mm. For at vejlederen (den personlige) ikke skal blive for personlig har kommunen også indført en regel om at man skal have ny vejleder/rådgiver hvert halve år. Det har jo betydet for mig der indenfor et år er flyttet til kommunen har haft en vejleder som jeg skulle tale med (fordi jeg var ny-kontanthjælpsmodtager), samt en vejleder jeg blev nødt til at opsøge uopfordret, fordi jeg var i aktivering og derfor ikke udgjorde nogen akut-vare på jobcenteret).

Af indkaldelsen til mødet i dag fremgik der ikke noget navn jeg kunne genkende trods det at jeg har gemt alle de små visitkort jeg har fået gennem forløbet. Så nu er jeg end ikke sikker på hvilken person jeg skal henvende mig til, hvis jeg selv skaffer et "praktikjob" eller hvis jeg skulle have afklarende spørgsmål omkring min ledighed eller ferieønsker mm.

Ret

Vi blev oplyst at vi havde ret til 5 ugers ferie, dog først efter at have modtaget kontanthjælp i 12 måneder (såfremt man var på dagpenge eller havde optjent feriepenge gjaldt opsparingen dog - pudsigt nok er ferieåret 1/4-31/3 for kontanthjælpsmodtagere, mens det stadig er 1/5-30/4 for alle andre. Begrundelsen var at da kontanthjælpsmodtagere endelig fik ret til ferie (takket være Enhedslisten) fik de rettigheden så der allerede kunne udbetales feriekontanthjælp d. 1. april, så det var bevaret. Om man ikke kunne lave en overgangsordning som med dagpengereglerne (og her taler vi om at forlænge med en måned en gang for alle eller hugge en måned hvert år indtil ferieåret passser med resten af Danmarks ferieår er åbenbart ikke et spørgsmål værd). Vi har endda mulighed for at rejse til udlandet i vores ferie. Se mere under pligt!

Endvidere fik vi oplyst at vi havde ret til at blive aktiveret hurtigere end reglerne påbyder. Altså at kommunen er agressiv i sin aktivering. Efter 4 ugers praktik kan man gå ledig og søge arbejde på sin egen måde i op til 26 uger. "Op til" skulle vi dog betragte som usandsynligt, da kommunen som sagt havde en progressiv aktivitet for ledige, som skulle medføre at jobcenter var medvirkende til at finde arbejde eller praktikophold.

Desuden har vi ret til at opsøge vores vejledere, hvis ellers de har tid.

Pligt

Hvad pligt angår er det meget mere enkelt:

Vi har pligt til at møde på jobcenter, uanset om vi har andre presserende opgaver som lægebesøg, jobsamtaler eller ferie. Især fordi jobcenteret ikke kan finde ud af at aflyse en personlig samtale der består i at 30 eller flere mennesker møder op til fælles orientering og derefter får besked på at gå hjem igen, slet ikke hvis tingene sker indenfor en overskuelig fremtid. Altså skal man melde afbud til et møde sådan ca et halvt år før man bliver indkaldt til det!

Aktivering og praktik overtrumfer alle rettigheder, altså hvis jeg gerne vil på ferie i uge 28 skal jeg ikke forudbestille en rejse, idet jeg kan risikere at komme i aktivering eller jobtilbud etc. Til gengæld har jeg pligt til at meddele i god tid hvornår jeg agter at holde ferie. Det skyldes mest at jeg i forbindelse med ferie har pligt til at opbevare et stykke papir på mig i ferieperioden, hvoraf det klart og tydeligt fremgår at jeg har ret til ferie. En ret jeg ikke har hvis jeg er i aktivering, altså.

Det bedste af det hele er at jeg har pligt til at trykke på en knap på min pc-skærm hver eneste uge hele året rundt. Heraf skulle det fremgå at jeg er aktivt arbejdssøgende samt at jeg er orienteret om de stillinger der findes på arbejdsmarkedet. Jeg har indenfor det seneste år set to stillingsopslag jeg kunne søge med min baggrund samt ca. 30 jeg med lidt god vilje kunne søge med min baggrund. Jeg må sige at min uddannelse som bibliotekar gør det lettere at få et afslag på en skriftlig ansøgning når man søger bibliotekarstillinger. Mange af de andre stillinger jeg søger får jeg aldrig svar på.

Men pligterne er overhovedet ikke slut.

Jeg har pligt til at fortælle hvis jeg af en eller anden årsag ikke kan møde på Jobcenter eller i aktivering, men jeg har ingen ret til at blive taget alvorligt. Jeg kan selvfølgelig i tilfælde af sygdom opsøge min læge i febervildelse eller uden at kunne stå og gå for at få en lægeerklæring for alle de penge jeg har til rådighed når jeg har købt den medicin min læge vil ordinere så jeg kan blive rask. Men hvis jeg ikke stiller med en sådan dokumentation har jeg ret til at blive underkendt af jobcenteret. Med andre ord: jeg har pligt til at indberette sygdom til jobcenteret som derefter bestemmer om jeg er syg eller ej!

Hvis jeg så bliver erklæret syg er der regler som tvinger mig til at blive rask, i forhold til jobcenteret har jeg ret til at blive jobprøvet, vel at mærke når jobcenter siger til. For mig at se er en regelmæssig lovbefalet jobprøvning ikke en ret men en pligt.

Ikke nok med det. Hvis jeg skulle blive ledig har jeg pligt til at møde til et jobsøgningskursus, hvorefter jeg (såfremt jeg ikke finder en "praktikplads" i det private erhvervsliv), skal aktiveres i minimum 13 uger enten i pensionistservice eller kommunens produktionsenhed.

De omvendte pligter

Hvis jeg skulle få lyst til at besøge mine forældre for at hjælpe dem i haven, pudse deres vinduer eller støvsuge under deres skabe og møbler, har jeg faktisk pligt til at hjælpe andre frem for mine forældre (som jeg er taknemmelig for at have endnu - mens de er i midt-firserne), så jeg kan godt vinke farvel til en uge hos min mor, medmindre jeg tager en uges ferie og jeg ikke bliver sendt i aktivering. På samme måde kunne min far godt bruge lidt hjælp engang imellem. Igen skal jeg tage ferie fordi jeg kender dem, ellers kan jeg med jobcenterets samtykke arbejde for andre pensionister uden løn!

Jeg ville gerne opbygge et netværk. Men mine pligter til at modtage så få penge som muligt gør at jeg ikke har råd til at opbygge et netærk. Faktisk lægger jeg penge til side, så jeg ca. hver 14. dag har råd til bussen ind til Solidaritet eller frit fald som er et tværpolitisk netværk for mennesker der er kommet i klemme i "systemet". Men i forbindelse med aktivering skal jeg afskrive min deltagelse på tidspunkter hvor jeg er aktiveret, hvilket vi har set eksempler på i gruppen, da også andre er aktiveret. At mit netværk skulle tage udgangspunkt i kommunens pensionistservice eller anden form for pligt virker mest som en joke.

Men mit gamle netværk (30 år gammelt) kunne fint bruge mine talenter som bibliotekar og arkivar, de vil gerne bruge mine evner til at få orden i deres arkiv, men har ikke råd, udover at jeg kan få et sted at sove og noget at spise. Problemet er bare at der så er en pligt til at jeg laver en "aftale" med dem på de præmisser der findes. Jeg skal med andre ord sætte mig ned og finde ud af under hvilke præmisser jeg kan blive aktiveret i en situation som jeg gerne vil i. Altså som kontanthjælpsmodtager kan jeg ikke tillade mig at "arbejde" gratis for en forening der gerne vil have styr på deres arkiv. Jeg har pligt til at udføre et arbejde som potentielt kan gøre en iværksætter arbejdsløs (pensionistservice), trods det at jeg vil hjælpe mig selv meget mere ved at vedligeholde min kapacitet ved at lave noget jeg er god til!

Jeg har desuden pligt til at rejse 3 timer (det er altså ialt om dagen) hvis jeg bliver anvist arbejde eller "praktikplads". Det oftnænte job som arkivar vil betyde at jeg i et antal uger ikke skal være i nærheden af min kæreste fordi rejsetiden i princippet vil være mellem 4-5 timer daglig, men da jeg som frivillig kunne aftale hvorledes mit arbejde skulle foregå var det måske lettere at finde en måde at udnytte mit potentiale, at få udvidet mit netværk hvad netop mine evner angår og samtidig få fritid sammen med kæresten. I stedet kan jeg konstatere at min "praktikplads" få kilometer fra  hvor jeg bor gav mig en rejsetid med bus på 2 timer og 35 minutter, en gåtur der hvis jeg undlod at anstrenge mig varede sammenlagt (frem og tilbage) 80 minutter og den ene gang jeg forsøgte mig på cykel op ad bakke til arbejde tog det 40 minutter med behov for et bad som arbejdspladsen ikke kunne opfylde, mens hjemturen tog 25 minutter samt et bad. Omkostninger jeg ikke på dagligt plan fik mulighed for lønmæssigt at dække ind - men som det nok fremgår var det største problem at den offentlige transport i den grad er mangelfuld, når jeg kan gå hurtigere på arbejde.

Ret og pligt

Der er selvfølgelig meget mere, men lad os lige se lidt på det grundlæggende.
Regeringen føler på dette område (og på de fleste andre) at de har ret til at bestemme over andre mennesker, trods det at kun få politikere overhovedet har en samfundserfaring. Men ret får de, fordi der kun skal 90 mennesker i folketinget til at beslutte for over 5 mio mennesker. Altså har politikerne ret, eller hvad?

Pligten er til gengæld den arbejdsløses og den syges opgave. Ingen politikere påtager sig andre pligter end pligten til at sætte sin egen løn op og at varetage det økonomisk funderede samfund ved at skabe fattige mennesker. Som arbejdsløs, kontanthjælpsmodtager og syg er det nu blevet en overvældende opgave at holde liv i et samfund der udelukkende ser på liberaløkonomisk samfundspolitik.

Kort sagt de syge og arbejdsløse har pligter, mens politikerne har ret.

fredag, marts 22, 2013

"Nyttejob"

Newspeak har nået nye mål. Alle der ikke har arbejde skal arbejde, ikke for løn, men for at vænne sig til arbejdsmarkedet. Nyttejob. Vi har nået målet vi forlod for et par hundrede år siden: slaveri, hvor man skal arbejde uden at kunne diskutere arbejdet med en arbejdsgiver, uden at have en fagforening og uden at have nogen sikkerhed i tilfælde af at miste sit arbejde (Slaveri).. Det er ikke "back to the future" - ikke engang "back to the past", det er et forsøg på at genskabe en økonomisk verdenselite ved at udnytte hele verdens arbejdskraft (slaver på den ene eller anden måde) til at skabe et økonomisk overskud som er enormt. At tvinge mennesker til at arbejde uden løn kaldes nu "nyttejob", forsvares med at det skal bringe arbejdsløse ud på arbejdsmakedet, ja endda at de skal sikre at unge mennesker ikke mister kontakten til arbejdsmarkedet. Måske skulle politikerne sikre sig at de selv havde kontakt til arbejdsmarkedet. For det her er vrøvl af rang! Nyttejobs er ikke til nytte for samfundet eller for arbejdsløse, nyttejobs er kun til gavn for dem der ikke behøver at ansætte arbejdskraft.

I politik er der nu endda kommet et udtryk, der gælder for samfundets dårligst stillede, "ret og pligt". I princippet går det ud på at du skal yde før du kan nyde! Et princip der gælder for alle på lavindkomst- eller overførselsindkomstområdet. Kun der! Alle andre kan få bonus, aktieudbytte og forhøjet pension, ja sågar politisk pension til børnene, førsteret til operationer (vel at mærke hvis man har arbejde). Politisk set har et par unge mennesker forladt et socialistisk parti med den begrundelse at de vil fastholde princippet om "ret og pligt". At de har skiftet partifarve til socialdemokratiet kan undre mig, de er på linje med Venstre eller Liberal Alliance, men det er Socialdemokratiet jo også efterhånden.

Ret og pligt

Politikerne har også fordelt "ret og pligt", således at politikerne har ret til at forfølge de svageste i samfundet, mens de selvsammme svageste har pligt til at udføre "nyttejobs" for at kunne modtage hjælp fra samfundet.
Retten til hjælp i forbindelse med sygdom (fysisk eller psykisk) eksisterer ikke mere, derimod skal man som syg arbejdsprøves og tilpasses et arbejdsmarked der ikke findes for svage mennesker. Retten til hjælp i forbindelse med arbejdsløshed er afskaffet ved at lave regler for dagpenge (som er en slags forsikrong imod arbejdsløshed) der kræver at man skal arbejde ligeså længe for at opnå retten til dagpenge som man kan få dagpengene udbetalt. Det svarer til at du kun kan få udbetalt vandskadeforsikring svarende til de penge du har indbetalt til forsikringsselskabet de seneste to år. I værste fald er der ikke engang råd til at køre det til lossepladsen (genbrugscentret).

Nyttejob

At arbejde for sine egne forsikringspenge er en liberal forvaltning af sociale tiltag, "noget for noget" er jo et godt liberalt princip, mens gode venstrefolk som den psykisk syge præst Grundtvig focuserede på at mindske forskellen mellem "dem der har for meget og dem der har for lidt".Grundtvig levede faktisk i en tid, hvor man havde et "kald", man hjalp de dårligst stillede efter evne og inddrog gerne Gud. Man opfandt aktierne, og spærrede unge kvinder inde hvis de blev gravide uden for ægteskab. Psykisk syge blev indlagt på Skt. Hans Hospitaler over hele landet, og slap sjældent ud, medmindre de flygtede - og det medførte straffe som var hårdere en fængslede straffefangers.
Og så finder politikerne på det positivt ladede ord: "Nyttejob". Ikke fordi det gør nogen som helst nytte, tværtimod bliver et andet politisk prospekt bremset, nemlig "igangsætterismen". Politikerne satser nemlig samtidig på igangsættere, "nyttejob" og skattelettelser til virksomheder for at øge udbuddet af arbejde.

Arbejde

Problemet med arbejde er sådan set enkelt, det skal være der før man får nogen til at arbejde. Hvis man gør det omvendte: at tvinge folk til at tage arbejde der ikke findes, findes det jo ikke. Når man samtidig sparer sikkerhedsnettet væk vil linedanseren jo falde til jorden og i bedste fald brække en masse knogler, få en livsvarig skade på rygsøjlen eller simpelthen dø!
At arbejde under forhold der i bedste fald implicerer kortvarig sygdom, i værste fald kan betyde døden, er ikke tillokkende. Alligevel er arbejde blevet et "must". At være arbejdsløs er at være usocial, arbejdsløshed er problematisk fordi man ikke kan tjene til opretholdelsen af livet (Læs: ikke kan være en superforbruger); arbejdsløshed koster samfundet alt for mange penge og er derfor et problem der skal fjernes med alle midler.
Midlerne var tidligere at indføre dagpenge, at give førtidspension, at indføre bistandshjælp for at fjerne arbejdsløse fra statistikken samt at nedsætte pensionsalderen. Nu har man så fundet på et nyt trick som går ud på at bilde os allesammen ind at vi om føje år vil opleve mangel på arbejdskraft, hvorfor alle disse socialgrupper skal skæres væk ved at afskaffe førtidspension, ved at hæve pensionsalderen og ved at "arbejdsprøve" psykisk og fysisk syge.

Arbejdsløshed

Det er og har været nærmest strafbart, i hvert fald ikke velset, at være arbejdsløs. Før min tid skulle man møde op hver dag i håbet om at det havde været snevejr eller at andre arbejdsgivere kunne bruge "landarbejdere". Dårlig løn for ingenting var dagens indtjening hvis man fik "arbejde" - ja i min opvækstby havde vi sågar en arbejdsløs daglejer der var frivillig brandmand. Når familien med de mange børn var allerdårligst stillede futtede han afsted, satte brand et sted og som den første fremmødte fik han også udbetalt bonus for at komme.
Uden at kunne bevise noget vil jeg påstå at vi med den nugældende politiske indsats vil opnå ikke alene kriminalitet men også psykiske sygdomme som resultat af manglende evner/muligheder for at opfylde de politiske krav om at være en aktiv deltager i at arbejdsmarked der ikke eksisterer.

Fremtidens arbejdsmarked

Politikerne har side Lars Løkke Rasmussens regering arbejdet med et skrækscenarie: Vi bliver for mange pensionister og for få "arbejdsmarkedsparate", Helle Thorning Schmidt har overtaget dommedagsprofetien, At Lars Løkke nåede at sige at krisen var ovre var vel sådan set bare et skræp i valgkampen, fulgt op af Helles ansvarlighed i forhold til at bringe staten på fode. Politikernes ansvarlighed har betydet at alle "ansvarlige" har fået lønforhøjelser eller bonusser (gælder også bankdirektører og aktionærern). Til gengæld er alle arbejdere (og NU gælder det sågar både håndens og åndens arbejde) tvunget til at arbejde mere og til at gå ned i løn!
Ikke nok med det. Der har fra lokalpolitisk side været fremsat forslag til at arbejde, ja i disse dage gælder det også undervisning, kan udføres af frivillig arbejdskraft.
Politikere er amatører, det har sådan set været udgangspunkt for demokratiet, men at vælgerne er som de tre aber [ikke se; ikke høre; ikke mæle] er (set med mine øjne) dybt skuffende.

Fremtiden

At arbejde er med mine øjne at stille sin arbejdskraft til rådighed for en investor. At en investor tjener penge på min arbejdskraft er derfor evident, men fundamentalt burde jeg også få noget ud af det. Hvis jeg gennem et langt liv tegner arbejdsløshedsforsikring, tegner pensionsforsikring og bruger de penge jeg får for at stille min arbejdskraft til rådighed, er det vel min sag. NEJ, det er regeringens sag at indkræve skat af min indtjening (tildels også af min arbejdsgivers indtjening - selv om sidstnævnte betaler langt mindre i skat end jeg gør). Når jeg så kommer i den situation at min arbejsdgiver kan tjene mere ved at fyre mig (ved at flytte til udlandet, ved at ansætte billig, uorganiseret arbejdskraft) har jeg i princippet nogle få muligheder:
Gå ned i løn;
Finde andet arbejde;
Blive arbejdsløs;
Dø.

Så længe jeg er i live kan jeg teoretisk set leve af at være organiseret i fagforening og A-kasse, det er først når jg er død at det hele kan være lige meget. Men pudsigt nok er der flere og flere mennesker der lever med et stress-syndrom fordi de ikke kan tage sig sammen til at dø (Selvmord er nemlig ikke in!)

Arbejdspladserne

Hvis jeg skal gå ned i løn skal jeg ikke længere konkurrere på min viden og min indsats, men udelukkende på prisen for mit arbejde. Altså er min indsats at sammenligne med slaveri: Arbejdsgiveren ejer både arbejdsplads og leveomkostninger - uden sammenhæng med mine skatteindbetalinger og mine forsikringer (som i øvrigt ikke bliver udbetalt, når du må opgive at betale til dem). Lønnedgang er derfor et dårligt valg, som udelukkende giver større indtægter til arbejdsgiver ikke til lønmodtager.
Skulle jeg finde et andet arbejde er jeg i dagens Danmark mere end heldig. Statistisk set er der flere mennesker der allerede har et arbejde der finder et andet. Statistisk set er der flere der for nylig har mistet arbejde der kommer i arbejde igen, så hvis man har været i udkanten af arbejdsmarkedet i længere tid (for nyuddannede eller ikke-uddannede gælder det også) er det med årene sværere og sværere at komme tilbage til arbejdsmarkedets løn-job.
Jeg har endog forsøgt at blive ansat på jobcentre i tre forskellige byer, men min manglende arbejdserfaring var i alle tre tilfælde årsag til at jeg end ikke fik svar på mine ansøgninger (vil jeg formode - da jeg gik på jobsøgningskursus i alle tre kommuner og brugte deres råd til at søge job).
Jeg kunne også vælge at blive arbejdsløs, men det er jo her kæden sprænges. Jeg er arbejdsløs. Alle de gange jeg har haft arbejde er jeg blevet arbejdsløs. Altså er det ikke et valg set med mine øjne, en mulighed er det måske nok for dem der har arbejde, men ikke for dem der uforskyldt er blevet arbejdsløse.
Så er der jo også muligheden for at dø. Det kan ske på mange måder, enten ved selv at gøre noget aktivt, ved at blive boligløs og leve med sult og kulde, eller ved at blive syg og overlade til samfundet at tage sig af sygdommen. I de fleste tilfælde skal man nok dø, langsomt eller hurtigt. Hvis man kaster sig ud foran et tog er der en masse mennesker der ikke når på arbejde, hvis man dør på gaden bliver man diskret fjernet når der er nogen der opdager det. At vælge at overlade sit miserable liv til samfundet er stort set ensbetydende med medicinering, tvangsarbejdsprøvning, mistænkeliggørelse og en evig kamp om at kunne betale sine regninger med offentlige midler (skattepenge). Det slår faktisk masser af mennesker ihjel, fordi der er nogle velhavere der altid står først i køen, samtisig med at der er masser af syge mennesker der bliver flyttet ind og ud af institutionerne, fordi de ikke kan betale.

Spørgsmålet er så:

Hvad skal vi med "nyttejob"?
Umiddelbart ser det ud som om vi skal sikre at iværksættere ikke kan iværksætte; at arbejdsløse lønarbejde skal "løndumpe" altså sikre billigere arbejdskraft; eller at "nyttejobbere" simpelhen skal skjule den reelle arbejdsløshed ved at optræde i en anden statistik!
At arbejde for at opnå sociale kontakter sker sjældent ved tvang. Jeg arbejder nu politisk og får en masse kontakter, som jeg jævnligt trækker på, og tro mig: der er intet arbejde til almindelig løn.
Til gengæld har jeg lært hvordan systemet fungerer og jeg har lært at få fred ved at gøre det jeg bliver bedt om, lissom mine arbejdsgivere har lært at lokke med "jobtilskudsansættelse", uden at der er noget hold i det. Det er nok at sige at man vil undersøge muligheden. Altså for arbejdsgiveren, som arbejdsløs gælder der helt andre regler.

"Nyttejob" er altså ikke til nogen nytte, medmindre man som politiker vil skjule at man ikke er i stand til at nå sine politiske mål. De kan dog også være til nytte for arbejdsgivere der vil spare penge til lønninger, ja endda for pensionister der gerne vil spare penge til hæk-klipning, snerydning og havearbejde. Men der er ingen form for nytte for den der tvinges i slaveri for ussel mammon - det er tværtimod slaveri.


torsdag, marts 07, 2013

Indvandrere

Så skal vi høre en panikslagen regering forsøge at føre DF-politik. Karen Hækkerup vil nu TVINGE indvandrere til at lære dansk, samtidig med at en borgmesterkandidat for DF i Odense omtaler fantasilandet Hulabula-land. Hvad er der blevet af respekten for mennesker?

Definition på en indvandrer

Det første jeg spørger mig selv om, og andre hvis de overhovedet kan svare, er: Hvad er definitionen på en indvandrer? Er det mennesker der har giftet sig med en dansk statsborger, er det mennesker der har været 2. generation af en tilflyttet familie fra et andet land, er det flygtninge der søger asyl på 3. år eller er det simpelthen mennesker hvis oprindelse kan henvises til et andet land eller en anden religion. Hvor står 6. generationsjøder i dette, hvor står mennesker der er familiesammenført for få måneder siden? Hvor står jeg med rødder hos kartoffeltyskerne eller jødiske flygtninge. Jeg er født på Sjælland, opvokset i Vestjylland og det sted jeg har boet i den længste periode af mit liv er Samsø. Med sådan et nomadeliv vil jeg så være at betragte som indvandrer i et samfund som Odense, fordi jeg er flyttet for at få arbejde og familie, eller vil jeg fordi min familie har lært dansk og fordi jeg har lært dansk og ikke er ordblind eller har andre sproglige problemer end at jeg taler uklart når jeg bliver fuld, og at mit tastatur på PC'en opfører sig underligt på grund af det trådløse netværk?

Dansk tale

Jeg har boet så mange steder at jeg forstår de fleste dialekter, jeg forstå sådan set de fleste mennesker der taler langsomt og tydeligt, ja vestjysk musik (De nattergale) eller for den sags skyld nordjysk (Niels Hausgaard) kan jeg gennemskue og synge med på, mens jeg nok forstår de københavnske dialekter men ikke helt mestrer dem. Hvordan kan det så være at jeg ikke forstår en dansker der mumler og siger ting der udelukkende lyder som mummelum, trods det at vedkommende har boet hele sit liv i Danmark, trods det at forældre og bedsteforældre har levet hele deres liv i Danmark? Måske skulle vi bruge tiden i undervisningssystemet på også at lære at artikulere fremfor at kræve sprogkundskab (dansk). At være ordblind har indtil for nylig været et uoverskueligt problem for den der var ordblind, nu er der efterhånd hjælp at finde. At have svært ved at lære at tale dansk både hvad grammatik og artikulation angår er svært for nogle, lettere for andre, en kendt radiovært i et haveprogram, en journalist på DR og en prinsgemal samt mange andre har vist at de taler dansk så godt som de evner, og de er faktisk alle til at forstå.

Vore nabolande

I de nordiske lande har vi faktisk det problem at vi forventer at danskere både kan tale, læse og skrive dansk. Mennesker der ansættes i et arbejde i den sydfor liggende del af europa skal til gengæld tale nationalsprog. Eksempelvis bliver en dansk fodboldspiller ikke undertekstet i forbindelse med et interview i tysk fjernsyn etc. Faktisk husker jeg at Monty Python var en af de første udsendelser jeg så på tysk TV med undertekster, iøvrigt en spøjs oplevelse. Tekstning er i Danmark naturlig, kun de yngste tv-seere får i dag dansk tale henover udsendelser, mens man i Frankrig, Italien, England (Borgen) og Italien, Tyskland m.fl. fastholder at modersmålet skal være det vigtigste og nogle gange eneste sprog der tales til voksne mennesker.

I Norge har de godtnok, da landet blev løsrevet fra Danmark, hvor både forfattere og soldater med flere fik en stor karriere, indført et nyt sprog, på samme måde har man i Belgien og Irland flere sprog at vælge mellem, og på Island har man en sprogpolitik der forhindrer at fremmedord skal være en del af det islandske sprog. Det er sikkert fint for nordmænd, irere og belgiere, men jeg savner alligevel at forstå ord og stednavne, når vi i EU skal være fælles om (ja hvad andet end kapitalakkumulation) og samtidig ikke forstår hinandens sprog. At danskere i stort omfang faktisk end ikke forstår vore nordiske naboer, som vi har sproget fælles med er ikke smart, men at vi vælger at isolere os er da endnu sværere at forstå.

Hvem taler dansk

Hvis indvandrere, som vistnok ifølge de forskellige udmeldinger fra politiske partier mm., ikke taler dansk godt nok, hvad så?

Jeg kan slynge om mig med fremmedord (kendetegnet ved at stamme fra andre sprog), andre kan forklare en fest ved at forklare at det er Eid, mens det for eksempel snart er "Jom alef shel Pesach" ifølge den mosaiske kalender og skærtorsdag ifølge den romersk katolske kalender. Ja vi kan endda konstatere at en helligdag som "Maria bebudelsesdag falder forskelligt alt efter hvilken kristen religion man vedkender sig: Den danske folkekirke: søndag 17. marts; den græsk-katolske kirke: 25. marts; den russisk ortodokse kirke: 7. april.

At fastholde en tro på at religion og dansk tale får os alle til at tale dansk er altså noget forkvaklet vrøvl. Selv danskere taler utydeligt eller siger noget uforståeligt. Det vil derfor være langt vigtigere at lære at udtrykke sig, både på skrift og i tale, så glem grammatikken og den sproglige formulering. Nogle mennesker har lettere ved at lære dansk, de har det lettere, andre lærer aldrig artikulationen, men kan formulere sig formfuldendt på skrift (jeg voksede op i vestjylland, hvor nogle af mine venner sagde "en" om alle navneord, mens de på intet tidspunkt havde problemer med at skelne mellem intetkøn og fælleskøn).

At lytte dansk

Måske skulle vi vende det hele på hovedet? I stedet for at kræve et formfuldendt dansk burde vi måske gør som i de lande der ligger syd for Danmark, prøve at forstå hvad indflyttere forsøger at sige. Vi burde måske hjælpe dem til at tale dansk ved at give dem et klap på skulderen og fortælle hvordan det egentlig skal siges på dansk, eller på en venlig måde rette dem (lur mig om ikke de fleste danskere end ikke kan tale så godt dansk at de kan lære det fra sig). Jeg har selv lært at tale bedre tysk ved at få irettesættelser i al venskabelighed, frem for at få at vide at jeg skulle holde kæft til jeg kunne tale perfekt tysk. Tyskerne kunne dengang nærmest ikke tale engelsk og fransdkmænd heller ikke, indbyrdes var fransk og tysk forbudt som fremmedsprog i de to lande.

Det er mærkeligt at jeg i både folkeskole, realen og på gymnasiet blev oplært i at læse andre sprog, norsk, svensk, tysk og engelsk. Hvordan jeg på gymnasiet fik mulighed for at lære russisk, fransk og spansk udover tysk og engelsk, ja hvordan jeg selv kunne vælge hvilken grad mit danske sprog skulle vurderes til, samtidig med at latin var et tilbud.

For mig at se lærte jeg mere dansk ved at lære fremmedsprog end jeg nogensinde lærte ved at have lærere der ikke kunne andre sprog end dansk. Samtidig må jeg beklage at nogle af mine dygtige klassekammerater ikke kunne få en god uddannelse fordi de samme lærere betragtede dem som imbecile, når de ikke kunne stave og udtrykke sig klart på skrift.

At være dansk i Danmark

Nu kommer så denne desperate socialdemokrat med et bud på hvordan man får indvandrere til at tale bedre dansk i Danmark for at komme lettere ud på et arbejdsmarked der i bedste fald findes, i værste fald opstår til fordel for fremmedarbejdere, altså mennesker der er villige til at flytte rundt i hele verden for at tage arbejde. Almindelige mennesker tager stilling til denne flytten rundt, som om det er et problem, selv fagforeningerne betragter det som et problem, som også politikerne gør det over hele båndet fra yderste blå til yderste rød.

Er det så ikke mærkeligt at vi i det danske arbejdsmarked implementerer fx polske arbejdere, der bliver boligløse efter endt ansættelse til lave lønninger på elendige sikkerhedsvilkår?
Skulle de have lært dansk før de blev ansat, skulle de have stillet krav om at betale dansk skat og godkende fagforeningernes ansættelsesvilkår? Skulle de betale skat af hver eneste krone der blev udført af Danmark, samtidig med at de skulle betale skat af hver krone der var tjent i Danmark? Skulle de have at vide at ansættelse i Danmark kunne medføre at de kunne miste deres familie fordi den økonomiske gevinst ikke var en økonomisk gevinst? Skulle de have at vide, at straffen for at snyde den danske lovgivnng kunne sætte dem i fængsel og give dem en livsvarig gæld.

Eller skulle de bare arbejde for nogle kyniske arbejdsgivere, som i mange tilfælde har dansk statsborgerskab og ikke kan  straffes på andet end pengepungen?

Danmark i EU

Meget af det der sker skyldes en verdensomfattende finansiel krise. Denne såkaldte "krise" er blevet omtalt som en verdensomspændende krise, trods det, at finansielle institutter, aktionærer og internationale firmaer kan fremvise kæmpestore overskud, stort set siden "krisen" brød ud. Danmark er med i en finansiel investerings og produktionsunion, som satser på internationaltudveksling af varer og kapitalakkumulation, kaldet EU.

Danmark er med i NATO, der er blevet en krigsførende organisation (det kunne jeg godt have fortalt allerede i 1972, da jeg begyndte at interessere mig for politik) trods det at den kun skulle være et forsvar mod Sovjetunionen!

Danmark er blevet en krigsførende nation, trods skiftende regeringer siden 2. verdenskrig har lovet befolkningen at vi var neutrale og kun i forbindelse med fredsbevarende aktiviteter i NATO-regi ville blande vores forsvar ind i krig. Cyopern og Det tidligere Jugoslavien er eksempler på områder hvor vores forsvar udelukkende måtte forsvare sig og på ingen måde løfte våben mod andre, på ingen måde!

Hjælp til krigen

Nu har den danske regering - og jeg er ligeglad med dens farve - bestemt at alle dem der har hjulpet med at oversætte fra afghansk til dansk og ombvendt ikke har krav på at komme til Danmark, da de jo bare har tjent deres penge i deres eget land.

Ikke nok med at regeringen har ført krig uden folkeligt mandat, nu skal dem der har hjulpet som tolke og arbejdskraft iøvrigt stilles op ad en mur for at se om de kan rammes af de kugler de har hjulpet danske soldater med at undgå!

Jeg skal ikke kunnes sige hvor mange af disse hjælpere der har arbejdet for at forsørge deres familie, heller ikke hvor mange der ville af med Taleban, ikke engang hvor mange der frygter for deres liv når/hvis de danske krigsstyrker får mandat til at trække sig ud af Afghanistan. Men det ville da være  en gestus, såfremt regeringingen tilbød at de kunne søge politisk asyl trods det at den store verden erklærer landet fredeligt og derfor ikke anser asyl som en mulighed. Mon ikke det er de verdensfjerne embedsmænd og deres politikere der i virkeligheden ikke har nogen kogen kontakt til virkeligheden?

Indvandrere

I Danmark skelner myndighederne skarpt mellem asylansøgere ( mennesker der ikke kan få ,ophold i Danmark, medmindre de er flygtninge, s.d.); flygtninge  (Nærmest døde fra lande vi som nation definerer som krigsførende i en borgerkrigsagtig form); familiesammenførte (fætter-kusinefest og misbrug af danske skattekroner), samt indvandrere (alle de andre, som enten har giftet sig med en dansk person eller har formastet sig til at få børn med en dansk statsborger).

Nå ja, så er der alle dem der flytter til landet for at lave det arbejde som ingen danske håndværkere kan lave, simpelthen fordi der ikke har været muligheder for at uddanne håndværkere i krisetider. Regeringen her ikke haft øjnene åbne de seneste 30 år og sikret at der kunne uddannes håndværkere, men arbejdsgiverne hasr samtidig satset på eget overskud uden at satse på fremtiden. Nu kommer de fattige fra alle andre EU-lande for at arbejde, og vi kan stort set ikke engang opfylde de krav der er til arbejdskraft. Alligevel skal vi med vold og magt lære danske indvandrere at tale dansk på et tidspunkt, hvor det offentlige end ikke kan ansætte folk til at lære indvandrere dansk.

Og fortæl mig så lige en gang til hvad en indvandrer er!

mandag, marts 04, 2013

Forsørgerpligt

Jeg  overvejer at leje et ledigt værelse hos min kærestes bror. De bor begge i Odense, men nu spekulerer jeg på om den gensidige forsørgelsespligt kan gå ud over ham, eftersom jeg jo blot kan leje et værelse med fælles adgang til køkken og bad (faktisk er der to badeværelser/toiletter). I øjeblikket bor jeg til leje, men det er en kvindelig udlejer.
Jeg forventer sådan set at min facebook-kontakt til kæresten kan mistænkeliggøre både hende og mig! Som arbejdsløs bruger jeg nettet og bekendte til at søge arbejde. Men hvis jeg ikke finder noget kan jeg ikke rigtig se, hvordan jeg overhovedet kan være i kontakt med andre mennesker uden at blive mistænkeliggjort.
Jeg kan vel ikke engang nøjes med at skrive under på at jeg ikke er homosexuel. Jeg spekulerer faktisk på om jeg er til, eller om det bare er en drøm?

Hvis det ikke er en drøm

Lad os antage at jeg faktisk eksisterer og at staten vil indføre regler der forhindrer mennesker i at modtage offentlig hjælp, hvis de potentielt er samlevende, hvad gør jeg så?

Den med min kærestes bror dur nok ikke jeg kunne jo være skabsbøsse. Hvad så med min egen bror? Nå nej, han må ikke have andre boende i sin toværelses lejlighed, men gerne have sine børn, hvilket jo så igen gør mig til en potentiel børnemisbruger og min bror til medskyldig i mulig incest. Mine forældre lever endnu, men jeg ved ikke hvor længe, men der kan jeg vel bo? Det vil jeg også tro, de er begge i firserne og kunne godt bruge en eller to til at støvsuge og støve af, vaske op og lave mad samt alt det løse. Det kunne jeg så fint gøre, samtidig med at jeg betaler husleje og skal arbejde for kontanthjælp for at vise min arbejdsparathed. I alle nævnte tilfælde er mit problem udover de andre at jeg ikke kan leje min lejlighed med eget køkken og bad, og derfor kan betragtes som samboende.

At få en aftale med en person der måske har et skovområde han vil leje ud til mig giver samme problem, bortset fra at definitionen af eget køkken og bad vil være op til en vurdering af jobcenteret. Muldtoilet og primus vil sandsynligvis ikke blive godkendt som eget toilet og bad, og hvis jeg etagevasker i brønd- eller kildevand vil det helt sikkert ikke være acceptabelt. Bortset fra at det kan være at jeg kærester med udlejeren.

Jeg vil da helst ikke lukke en virksomhed der er baseret på sæson, men hvis jeg og andre flytter til en campingplads og får rabat på at bo der i sæsonen, får vi igen en masse problemer. For eget vedkommende at vi ikke har egne bade og køkkenfaciliteter, hvis vi skal kunne betale os fra det (skulle der være råd til at leje en hytte er der nok ikke andre penge til overs); for udlejerens vedkommende må vedkommende nok skulle betale gensidig forsørgerpligt, medmindre vedkommende er så heldig at være gift og derved allerede have en gensidig forsørgerpligt resten af året (altså uden for sæsonen).

Menneske

At være et menneske indebærer mange ting. Jeg synes at kreativitet og produktivitet er et formål. Jeg skriver meget, og jeg diskuterer meget, jeg deltager i sociale sammenhænge og går til hånde når jeg kan eller vil (jeg arbejder ikke for ingenting - det burde ingen gøre - men frivilligt arbejde og hjælp til familie og venner støtter jeg og deltager i).

Hvor det menneskelige i at søge arbejde ligger, aner jeg ikke. Det er helt fint for mig at nogle kan få arbejde med bedre løn- eller arbejdsvilkår, ingen tvivl om det. Men at der findes nogle som er faldet ud af systemet og som ikke kan finde arbejde er jo mærkeligt. Medmindre man konstaterer at der faktisk ikke er arbejde til alle.

Så opfinder politikere (gudhjælpedem - de synes selv de knokler) begreber som "nyttejob" og "aktivering". Jeg har nu i adskillige år forsøgt at forstå denne holdning fra politisk side. Da jeg førse gang blev arbejdsløs, måtte jeg ikke arbejde frivilligt i sammenhænge der kunne være lønninger i, et krav fra fagforeningerne, da var det Arbejdsformidlingen der foretog en vurdering af om det var konkurrenceforvridende, og derfor kunne man stort set ikke arbejde frivilligt som 30-årig uden at tage arbejde fra andre. Det var faktisk temmelig irriterende når man gerne ville lave for eksempel lokalradio eller bidrage til haveforeningens tidsskrift med en opskrift på en kryddersnaps, eller skrive en kronik om problemer med at få lærepladser. Men sådan var det dengang. I dag er det omvendt, i begge tilfælde var Radikale Venstre i regering og fik indflydelse på disse fagpolitiske tiltag.

Mennesket i centrum har faktisk i hele mit liv betydet at de mennesker der ikke lige passede ind i samfundsstatistikken blev marginaliserede (altså at man oprettede en ekstra spalte i Danmarks Statistik, der fik problematiske mennesker (ledige, syge og på forskellige former for overenskomst) fjernet fra statistikken. Jeg fandt nogle eksempler i en tidligere blog fra september 2012: http://bostavnsbo.blogspot.dk/2012/09/talknuserne.html

Samlever

At være samlever uden arbejde, måske syg eller blot kørt ud på et sidespor er ikke et liv. Medmindre man har et liv, altså noget at tilbyde omverdenen. Måske kan man hjælpe med egen erfaring, måske har man viden man kan dele med andre, men hvis man for enhver pris skal aktiveres i et job, der markerer arbejdsmarkedsparathed er det jo helt galt.

At vågne om morgenen og synes at det er surt at gå på arbejde, enten fordi man ikke får løn for det eller fordi arbejdet er det eneste man kan få (samtidig med at man skal have et arbejde uden at få løn for det) er måske det mest tåbelige at vågne op til. Et samliv med en der arbejder og samtidig skal tage stilling til at forsørge sin samlever, endog når man kun er teknisk samlevende (altså ses til middage, familiefester og måske lidt delen lagener engang imellem, bliver ikke bedre af at samlivet udelukkende skal gøres op i omkostninger. Så vidt jeg kan se må jeg blive kæreste med en isbjørn eller en død talebanerkvinde, men at holde af en person jeg har mødt og talt med, måske endda bedrevet en smule "hor" med, nul putte, den går ikke. Nu skal vi betale for kærlighed, samtidig med at vi skal være moralske modstandere af prostitution og sort arbejde.

Samlevere skal nemlig betale for deres samleveres mangel på indtægter. Hvor svært kan det være at få vælgere til at betale for at have en regering?

At leve i fremtiden

1984 var George Orwells bud på en fremtid, hvor overvågning og det sproglige udtryk blev styret at regeringen. Hans erfaringer stammer fra besøg i det fattigste London og Paris ("London og Paris på vrangen", 1933 - "Down and out in London and Paris") samt ikke mindst fra 2. verdenskrigs demagogi (regeringen valgte for befolkningen), bogen udkom i 1948 og det eneste Orwell gjorde var at vende om på de sidste to tal, mest for at fortælle at fremtiden var nutid!

Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg lever i fortiden, nutiden eller fremtiden. Mit bud er at jeg lever i mellemtiden.

For fremtiden vil jeg gerne leve sammen med min kæreste, være ven med mine venner og være barn sammen med mit og andres børn. Men det er forhåbninger og ikke noget jeg kan planlægge, allerhøjest noget jeg kan ønske, som kan gå i opfyldelse. At være for nogen, at støtte nogen og at se nogen vokse op til deres fremtid er vel det vigtigste for mig, en mellemtid med andre ord. Hvor den fremtid jeg blev født til, nu er den mellemtid jeg kan tilbyde andre at få del i.

At huske fortiden

For mig er historie vigtig. Jeg var medlem af folkekirken indtil for få år siden, trods det at jeg er ateist. Simpelthen fordi kristendommen har oppebåret vores historie og sikret at vi har fået viden om en (måske nok mindre del - men dog noget) af vores fortid. Men at diskutere om Gud har hvidt skæg eller er glatbarberet, i mit tilfælde om Gud var skabende eller værende, var for meget. Gud er det samme som et pindsvin, bortset fra at vi af og til ser et pindsvin, så er det der bare og spiser dræbersnegle, hvorimod Gud ikke gør noget som helst og mig bekendt kun har skabt dræbersnegle. Jeg kan bare ikke tilbede et pindsvin, derfor heller ikke Gud, men jeg ved hvad jeg vælger.

Fortiden skal bringe os i balance og samtidig forstå hvordan vi har fået det samfund vi har nu, ikke det samfund som historieløse mennesker efterlyser. Historien er vores direkte adgang til nutiden, med mellemtiden og fremtiden som mål, men med erfaringen som baggrund. Vi behøver ikke huske kongerækken, eller vide hvor stort Danmark har været, men at huske den del af fortiden der findes, at vide at der findes forskellige måde at forstå og læse kilder, er vores måde at forstå os selv (Tak til Johs. Sløk for at lære mig at vi ikke kan kræve at vide, men må søge).

For mig er fortiden ikke kun Kong Harald eller Holger Danske, den handler ikke om Chr. IV eller Danmarks afgivelse af suverænitet i 1972 til EF. Fortiden er at stille spørgsmål til det der er sket!

Ansvar for andre

Hermed er vi nået tilbage til udgangspunktet. Hvem har ansvaret for at forsørge andre?

Det er simpelt for mig. Hvis man historisk skal give virksomheder og investorer ret til højere indtægter, må de også sikre at dem der ikke kan forsørge sig selv bliver forsørget (i øvrigt et princip som allerede den katolske kirke gik ind for gennem de forskellige munkeordener). Endnu mere simpelt ville det i sammenhængen være at de stakkels ansvarlige for fattigdommen (investorer og andre kapitalister) simpelthen lod staten inddrage deres bidrag til samfundet. Men nej - de tre aber kører derudaf - "ser ikke noget, hører ikke noget - siger ikke noget" - så uden at gøre noget som helst kan man (ganske ulogisk) proppe al omsætningen i sin egen lomme.

Umiddelbart er det sådan set en "Stein Bagger" sag eller en "Kurt Thorsen" mfl. Men det er det ikke. Der findes en masse mennesker der aldrig har skullet tage ansvar for at andre har mistet deres livsgrundlag. Måske har nogle taget deres liv når de har mistet deres magt, men ingen har nogensinde taget ansvaret for at andre måtte gå fra børn, familie eller hjem! Til gengæld har ansvaret stort set altid været lagt på familie eller samfundet (forsikring), altså ikke på dem der i værste fald er årsag til at familier opløses. Jeg nævner i flæng, arbejdsgivere, politikere (især ministre, altså lovgivere) og forhandlere af overenskomster. Men også egoister. Alle de mennesker der har været tilfredse med deres eget livs "overenskomster", som bare skulle være til fordel for "mig selv", hvor fællesskabet og vores fremtid har været ligegyldig.

Vores fælles arv

Det gælder ikke bare bedre pension, højere løn og større opsparing, nej det gælder vores arv. At pengene nu er vigtigere end vores fælles samfund er en negativ arv. fremfor at støtte børn og unge, samt forældre og dygtige mennesker, skal vi vurderes efter vores evne til at producere, ikke efter vores evne til at være kreative. Voksne børneforældre sættes på venteliste, hvor der ikke er penge til andet end at betale husleje eller blive skilt - skulle lige hilse og sige at mennesker på kontanthjælp end ikke har råd til at blive skilt - taberne er både børnene og de voksne.

At være dårlig forælder fordi man ikke har råd til at betale for at have et barn er ikke i sig selv et problem. Men at skulle bruge hele sit liv på at få tingene til at hænge sammen giver ikke hverken børn eller voksne en god start på livet - selvfølgelig hvis man er et sundt og stærkt menneske, som ikke har været udsat for det hårde pres det kan være at ens forældre er fattige - kan man da sagtens komme videre i livet.
'
Forsørgerpligten

Kravet er at man vokser op med selvtillid, at ens forældre (i mange tilfælde kun den ene) støtter barnet i betræbelserne. Kravet er også at skolesystemet tager hensyn til dem der er "på kant med systemet" og sikrer at der er økonomisk mulighed for at få uddannelse.

At politikere sender det modsatte signal om at deres børn går i privatskole eller tilsvarende fremfor folkeskolen er jo ikke oplagt, ikke fra noget parti (medmindre der er en psykisk relatert grund), det er simpelthen forkert. Samtidig findes der gudhjælpemig en pensionsordning til ministres børn, hvis forældre for en rimelig løn, mens arbejdsløse ægtepar må betale for hinanden og deres børn.

Hvem forsørger hvem?

Så vidt jeg kan se er alle os arbejdsløse, syge, fattige, pensionister og hvem vi ellers kan skælde ud for ikke at bidrage til samfundet, dem der betaler.

Politikere og deres børn bliver forsørget uden at betale.
Konkursryttere bliver forsørget uden at betale.
Bankdirektører bliver forsørget uden at betale.
Aktionærer og investorer bliver forsørget uden at betale.
EU bliver betalt og forsørget uden at betale.
Internationale virksomheder bliver forsørget uden at betale.

Men lille jeg skal betale skat for at blive forsørget!

lørdag, marts 02, 2013

Tvangsuddannelse

I forbindelse med "vækstpakken" eller måske snarere "Nyttepakken" er det fastsat at unge under 30 år skal tage uddannelse for at modtage offentlige ydelser som for eksempel kontanthjælp.

En hurtig gennemgang af de folkevalgte politikeres uddannelse viser at mere end 90% er så veluddannede at de stort set aldrig har haft et arbejde. At selvsamme politikere tvinger mennesker til at tage en uddannelse kan altså ikke undre. Heller ikke at der er et økonomisk incitament, altså en pisk! Politikerne deler jo rundhåndet ud af de penge der inddrages via skatter og afgifter, til sig selv og til virksomheder, og når skattepengene ikke rækker så slår man ned på uuddannede (pragtfuldt ord med dobbelt u, dobbelt d og dobbelt n), arbejdsløse og unge (under 30 år).

Uddannelse

Først bør vi kigge på ordet uddannelse. Her må vi konstatere i fællesskab at uddannelse er ensbetydende med at deltage i undervisning. Livets skole er forlængst opgivet som en tilgang til denne verden. Dernæst skal vi være opmærksomme på at at skolegang i større og større grad forvaltes af folk med uddannelse på bekostning af mennesker med en naturlig pædagogisk tilgang til at lære fra sig (ikke at det skal være en diskvalifikation af dem der har lært at undervise, blot må vi jo så konstatere at dem der underviser har en erfaring der skyldes et undervisningssystem).

Jeg tror ikke LEGO eller Danfoss m.fl ville være opstået hvis stifterne var blevet tvunget til at tage en uddannelse, jeg tror ikke at storsvindelere som Stein Bagger, Gale Thorsen m.fl ville have været til hvis de var tvunget til en uddannelse, jeg tror at kreativitet og målrettethed har været drivkraften i det meste af de eventyr jeg her nævner. Ikke uddannelse.

Hvis vi betragter uddannelse som en motor for forbedret konkurrenceevne burde vi måske fokusere mere på et andet begreb. Individualisme. Nu har jeg aldrig været specielt øst-kommunistisk orienteret, men at man i visse østlande spottede sportsfolk, skakspillere, bibliotekarer (har jo selv via min uddannelse læst meget om biblioteker på (øst-)tysk og "opdage" børn med økonomisk storladne evner var måske en bedre måde end at tvinge folk til en uddannelse. Selv har jeg været heldig at jeg fik en uddannelse som jeg gerne ville have, desværre var den førte politik dengang medvirkende til at kun få af os der blev uddannede som bibliotekarer fik arbejde. Ikke vores uddannelse. Inden jeg startede var der faktisk mangel på bibliotekarer i det langsigtede syn på fremtiden. Alle de arbejdspladser der blev stillet os i udsigt kom ikke, tværtimod måtte vi kæmpe om de få der dukkede op eller flygte til andre jobområder, der kunne bruge vores evner.

Uddannelse skal efter min mening ikke være politisk betinget og støttet (til gengæld økonomisk). Uddannelse skal være en hjælp til at komme videre i livet med det man er god til.

Tingene på spidsen

Vi kan selvfølgelig satse på boglig uddannelse. Da de fleste politikere ikke har beskæftiget sig med ret meget andet vil det være oplagt. Men jeg synes vi skal starte med børnehaven og folkeskolen. Iagttag børnene (og af hensyn til børnene vil jeg gå ind for en skole der fungerer i døgndrift, så længe forældrene skal fungere på skiftende tidspunkter, hvilket eksempelvis betyder at enlige forældre må takke nej til arbejde simpelthen fordi de ikke kan få passet børn - det er ikke alle der har pensionerede bedsteforældre der kan passe børn og med de tiltag der er kommet på pensionsområdet er der endda udsigt til der bliver færre) og sørg for at udvikle de evner de har.

I stedet kan vi spotte den elev der er god til at læse op, lave papirflyvere, skyde med elastikker eller sige vitser fra den bageste ende af undervisningslokalet. Jeg mener simpelthen at vi har et undervisningssystem der udelukkende fokuserer på produktivitet, på bekostning af kreativitet.

Hvis politikerne virkelig ønsker at spare penge skal vi derfor sikre os flere glade arbejdere, samtidig er jeg sikker på at dem der møder op på arbejde uden at spørge om lønnen (fordi den forhandles fra centralt hold) vil være positive og at positivismen (kan man kalde det det?) vil smitte af på dem man arbejder sammen med eller for.

Det økonomiske incitament

Allerførst vil jeg sige, at politikerne kan skide sig selv op i tarmene, jeg er ikke blevet bedre til at ønske arbejde ved at gå ned i indtægt, jeg har måske nok adskillige interesser som gør at jeg kunne fungere på en arbejdsplads, men trods arbejdsprøvning og gratis øvelser, samt et utal af kurser i at søge arbejde, sidder jeg altså stadig i den økonomiske klemme, der betyder at jeg ikke længere kan være social, jeg har simpelthen ikke råd til det.

At forvente at én der er god til at splitte et vækkeur og samle det igen skulle være en god tømrer, simpelthen fordi der er plads på tømreruddannelsen er derfor himmelråbende sygt. Det er spild af en god uddannelse og spild af et godt liv.

For lige at tage papirflyverne igen vil jeg nævne at vi har haft så kreative mennesker som (dem jeg lige kan komme i tanker om) Piet Hein og Krøyer (ham med krøyer-kuglerne, der var inspireret fra et Anders And blad), altså ikke mennesker der fik en uddannelse til at blive dygtige til det de var dygtige til, nej mennesker der qua deres arbejde havde tid til at blive kreative, simpelthen fordi de ikke kunne lade være. Det var ikke pengene der drev værket, det var ikke uddannelsen, nej, det var kreativiteten og friheden til at tænke selv.

Heldagsskolen

Her er jeg så uenig med mange. Heldagsskolen er for mig et mål. Bare ikke en skole hvor der skal være færre lærere til at lave mere arbejde. Tværtimod skal der være pædagoger og lærere en masse, der skal være specialister i alt andet end dansk og matematik, som eksempel kan jeg jo spørge om hvorfor biologi handler mere om dyr og planter end om økologi og giftstoffer. Hvorfor skal vi have timer om geografi eller samfundslære der handler om økonomisk fundamentalisme i for eksempel Rusland uden at høre om Luxemborg. Undervisning bør foregå på baggrund af nysgerrighed, lysten til at lære og lytte, ikke om at skulle gå i skole!

Så kommer jeg til den anden side af undervisning og skolegang. Nogle er dygtige til at lege, andre er dygtige til at lytte, i begge tilfælde er der tale om at opleve. Det er vores grundstof i Danmark, ikke banker eller nedskæringer indenfor det offentlige. At tvinge folk der ikke kan stave til at stave er jo ikke nogen løsning, tværtimod viser alt at det er mest motiverende for ordblinde at ønske at kunne stave, ikke at være regnet som uintelligent!

Tvangsuddannelse så?

Jeg er ikke mavesur gammelkommunist der vil have alle i arbejde for enhver pris, jeg er heller ikke gammel-demokrat som ønsker de gode gamle dage tilbage, da vi havde det bedste undervisningssystem i verden i Danmark. Jeg er uddannet, og jeg har gået i livets skole, både på landevejen og med en god løn. Måske vi var flere der skulle dele ud af vores erfaring end den flok akademikere der sidder i folketinget?

Tja tvangsuddannelsen er vel hvad vi får, men for mig at se burde vi, uanset hvad det koster, satse på en ønskeuddannelse. Simpelthen fordi vi får motiverede mennesker, der ikke bare kan begå sig indenfor begrænsede fag, nej vi får så mange uddannelser at vi som samfund kan meget mere.

Alternativet

Et økonomisk pres til at få mennesker til at tage en uddannnelse er tåbeligt - en arbejdsplads skulle nok være nok til at få mennesker til at tage en uddannelse eller et arbejde.

Derudover skal vi glemme alt om PISA-undersøgelser og i stedet fokusere på de enkeltes evner og spotte kreativiteten. Alt andet er set med mine øjne at grave sin egen grav for at få besked på at dække sig selv til med jord når man er død.