onsdag, januar 30, 2013

Lykkelig eller ensom

En ny undersøgelse skal klarlægge hvad ensomhed og lykke er. Som om det er modsætninger.
Jeg har det for eksempel helt fint med at være ensom, med ikke at skulle passe et arbejde og med ikke at skulle være lykkelig!

Ensom

Ensomhed er vel at være sig selv nærmest eller at være uden selskab. Jeg er ikke ensom i den forstand. Jeg er måske ensom, fordi jeg ikke forstår at gøre mig selv til noget normalt. Men jeg er alligevel til. Min ensomhed strækker til at jeg forsøger at udtrykke mine følelser og holdninger, selv om jeg hader når jeg græder til begravelser eller når jeg oplever noget dejligt, jeg forsøger endda at skjule det. Men definitionen af ensomhed kan vel ikke på nogen måde være modsætning til lykke eller veltilfredshed?

Jeg dyrker min ensomhed i selskab med alle dem jeg skriver til, alle dem der læser hvad jeg skriver og alle dem, der som jeg mener at ensomhed kan være en befrielse.

Jeg elsker at sidde med en daggammel avis, når jeg er på toilet, ensomheden bliver til viden, og jeg sværger at jeg altid vil give plads på toilettet, hvis nogen har brug for det! Men at fordybe sig helt alene i en avis, et tidsskrift eller sågar i varedeklarationen på en hårshampoo, er ikke bare ensomhed, det er et sted den højeste lykke, at man kan fordybe sig. Nå ja, det er måske lidt stort sagt, og har intet med de undersøgelser der vedrører "verdens lykkeligste folk". Eller ...

Fællesskab

Hvad er så det modsatte af ensomhed? Fællesskab, lykke, kommunisme, demokrati, liberalisme eller hvad?

For mit vedkommende kan fællesskab sagtens fungere sammen med ensomhed. Jeg vil gerne være med til at gøre vores verden bedre, og gerne i fællesskab, men også bare ved at være den jeg er, mig!
Jeg kan sidde sammen med min far uden at skulle udveksle noget som helst i flere timer, ja sammen med min kæreste gælder det samme. Men jeg kan også grine sammen med dem, jeg kan ønske at der sker noget eller at der ikke sker noget. Jeg kan vælge hovedtelefonerne og høre radio for mig selv, eller jeg kan vælge at høre musik eller taler sammen med andre, jeg kan vælge hvad jeg vil bruge fællesskabet til.

Alt det andet er jo noget vrøvl.

Lykke kan ikke defineres enkelt. Hvis du bliver spurgt når du lige har fået at vide at din søster har fået konstateret kræft kan man formode at din lykketærskel måske ikke er den samme som når du får at vide at din mors smerter ikke er alvorlige og at hun måske kan leve til hun bliver hundrede år.
Kommunisme er i princippet et spørgsmål om at vi alle skal tilpasse os regler, ikke at vi skal være lykkelige, eller fælles om at være mennesker. Så der falder lykkeligheden også til bunds.
Demokrati giver jo ingen lykke. I øjeblikket ser vi endda demokratiet være en pisk over ulykkelige mennesker, der enten er syge eller ikke kan få en fast tilknytning til det forankrede samfund. Demokrati er blevet flertallets pres for at at definere "lykken" som at være del af samfundets krav og idealer.
Liberalismen er jo genial. At penge skal være målet med vores liv lærte vi allerede med de græske legender om Krøsus eller i vores barndoms læsning af Anders And, hvor det kunne lade sig gøre at omdanne alle former for værdier (mad og børn - Thanks to Carl Banks) til guld. Til sidst i en af historierne må Uncle Scrooge (Onkel Joakim) indrømme at han ikke kan overleve ved at spise guld og ønsker derfor evnen til at forvandle alt til guld ved at røre det, ophævet. Go home, Uncle Scrooge, you failed in 1929 and again 79 years later. When will you ever learn?
Hvad så? Lykke er vel sådan set at have det godt uden at andre definerer hvad det vil sige at have det godt. Jeg har det godt med at have en kæreste, jeg har det endda godt med at have det skidt, simpelthen fordi jeg har nogen jeg kan snakke med når jeg har det dårligt, og det er godt!

Lykke staves med Y

Vi lever jo ikke et helt liv for at opnå ulykke. Selv Indre Mission opsøger en eller anden form for fælles lykkefølelse, religiøse former for lykke findes i mange varianter, men lykke kan ikke defineres som et religiøst mål.

Rent politisk kan vi i Danmark tvivle på hvordan ord staves (jeg mindes stadig sætningen: "tyven var vel forvaret bag arrestens tykke murer" - et dejligt billede af en offentlig arbejder, der havde vokset sig stor og tyk), Men at nogle satser på Lars Løkke Rasmussen undrer mig, der er ingen lykke ved at stole på et ord!

Man kunne sammenligne med et ord der begynder med d i bydeform: Skal vi dy eller skal vi vi dø? Jeg vil gerne dy mig, men selv i min ensomhed har jeg ikke løst til at dø. Det skal jo nok ske af sig selv, på en eller anden måde

En løkke er sprogligt, noget man bliver hængt i (indrømmet også et usikkert sumpet område), og er som sådan ikke noget der er interessant for almindelige mennsker der ønsker at være lykkelige!

Tilbage til ensomheden

Nu må jeg så prise ensomhed!
Jeg har verdens dejligste kæreste, jeg har en datter og jeg har endda arvet min kærestes børn, mine søskende og mine søskendes søskende. Jeg har fået al den ensomhed jeg ønsker, fordi jeg kan fravælge, eller vælge mit selskab med mine søskende. Hvordan kan nogen vælge at fravælge?

Jeg er privilegeret, mange andre er det også, men der findes nogle der ikke har familie, selskab eller netværk. Der findes stadig mennesker der findes flere måneder efter deres død, eller ikke har familie.

Skal jeg sidestilles med dem?

Ikke set med mine øjne. Jeg kan leve med ensomhed og med fællesskab, jeg kan leve med venner og uvenner. Jeg kan leve.

Ensomheden er nogle gange en befrielse. Tænk sig at være ensom uden at skulle stå til regnskab for alle mulige chefer? Min ensomhed betyder at jeg ikke skal møde kl 7 om morgenen og være tvunget til at arbejde sammen med andre mennesker der enten har svært ved at stå op, eller ønsker at være ensomme på deres egen måde. Resultatet er at vi bliver bedømt syge, bliver medicineret eller overladt til os selv.
Jeg er ensom på en ny måde. Jeg har selskab hele døgnet via facebook, og jeg er ensom, hele døgnet, når jeg vil være det. Jeg kan kontakte mine ensomme eller travle venner ved at udgive min blog, jeg kan på en måde gøre ensomhed til fællesskab!

Mit svar

Jeg er ikke lykkelig, ejheller ensom - jeg er til stede i min egen virkelighed. Jeg er i virkeligheden et ulykkeligt menneske fordi jeg er presset til at være lykkelig på baggrund af nogle værdier som ikke vedrører mig, men vores politikere og den finasielle elite. Min lykke hænger sammen med kærlighed til mine medmennesker, ikke til dem der udnytter mig økonomisk. Min lykke er knyttet til at jeg kan glæde mig sammen med mine venner, ikke at jeg kan tjene 25 kroner mere eller mindre, det er jo alligevel de rige der bestemmer hvad der er rigtig løn.

Og så må jeg bare fastholde at jeg er lykkelig ved at være ensom, fordi ensomhed ikke er forladthed. Jeg vil hellere leve for mig selv end være tvunget til at æde piller. Og jeg kan være mig selv når jeg vil og være sammen med andre når jeg vil - så lad os dog bruge tid og hjælp på dem der har det sværere ved at være alene, ensomme eller fortabte.

Mit bud til alle dem der ønsker lavere løn:

REND MIG

tirsdag, januar 29, 2013

Dit og mit, eller ...

Ejendomsret er en mærkelig ting. Jeg kan gå tur i skoven, men nogle mennesker spærrer deres skov af. Nogle steder kan jeg gå på stranden eller ligefrem bade i vandet, andre steder har folk private bådebroer. Jeg kan købe et hus på en grund, oftest for et beløb det vil tage adskillige år at skaffe, og jeg kan lade mine børn overtage værdier, der udelukkende findes på papir, mod at staten tager sin andel af denne eller disse værdier!

Fødselen af et menneske

Men da jeg kom til verden blev jeg ikke født med værdier, måske undtagen den glæde mine forældre følte ved at få mig, nå ja måske også den glæde de havde fået i betræbelserne på at få mig. Jeg var heller ikke en produktion, selv om jeg måske var et produkt af mine forældres kærlighed.

Faktisk kunne jeg dengang kun gøres op i omkostninger og ekstra forsørgelse for familien, lissom også mine søskende kostede mere end man kunne sælge os for, ihukommende at vi ikke blev produceret med overskud for øje kan jeg lige nævne at mine søskende på min fars sie af et tidligere ægteskab blev foræret væk (bortadopteret) fordi der ikke var penge nok til at brødføde to kuld børn. Eller plads nok i en toværelses, mens mine forældre tog deres uddannelse.

Penge

Ja, pengene blev til et mål i min barndom, der var ikke mange af dem under mine forældres opvækst (2. verdenskrig), men med Marshallhjælpen blev produktion og omsætning, penge og værdi til et mål. Mine bedsteforældres hus var bygget af dem selv, med hjælp fra børnene gennem 30'erne og helt frem til omkring 1950. Små udvidelser, tilbygninger, køkken og værktøjsrum til bedstefars arbejde ved siden af at være altmuligmand for Jyllands Papirfabrik i Århus. Jorden i Uldalls haver kostede ikke alverden i 1926, da min bedstemor var så uheldig at blive gravid med min bedstefar og engang i 60'erne kunne den ene halvdel af grunden sælges fra og gav luft i økonomien for en familie, der indtil da stort set havde bestået af en mand der tjente til dagen og vejen og hans kone der passede børn, lavede mad og måtte finde sig i sin mands særheder (omvendt måtte han jo så finde sig i hendes, men her er vi inde på noget mandschauvinisme, uansvarlighed og gammelt nag).

Husholdningen

Husholdningen bestod endnu da jeg var barn i at dyrke selv, at bruge naturens gaver (kartofler, æbler, blommer, kaniner og hvad der ellers kunne fremavles for en lille investering). Pengene blev brugt til at min bedstefar havde lidt sjov når lønnen blev udbetalt, en øl og måske en flaske snaps af og til, og til at betale købmandsregningen til den 1. i måneden. Det sidste var som mange ved, det sværeste. Da der samtidig var mange der hed Kristensen i kvarteret og de alle havde en stor børneflok hændte det jævnligt at det var den forkerte adresse udgifterne til de indhentede varer endte på.

Men økonomien var primært til at købe ind for og til at betale skat for, og det var på den hårde måde (er skat ikke altid det) - Man skulle nemlig spare penge op og vente med at betale skat til året var gået! Pudsigt nok tror jeg at denne måde at betale skat på ville have givet et langt bedre økonomisk miljø i dag, fremfor kildeskatten, hvor man betaler ved "kilden", altså lønudbetalingen. men lad nu det ligge, jeg er ikke primært interesseret i penge i dette indlæg, heller ikke i hjemmeavl eller mange børn og hjemmegående hustruer. Dengang var der få penge og mange børn, hjemmeavl var naturligt, også fordi de hjemmegående hustruer kunne passe både børn og køkkenhaver, samt selvfølgelig naboskab.

Ejendom

Det er i virkeligheden tanken om at eje noget og at producere noget for penge der er det vigtige. Det er den tid jeg er vokset op i, der har fokuseret på værdiskabelse, så meget at alle mennesker i dag føler at de har ret til ejendom, om liberale eller kommunister fastholder de deres ret til at eje noget.

Man kan spørge sig selv om det er fordi de kan eller fordi de skal?
Lad mig begynde med SKAL. Man skal ikke eje sine børn, man skal ikke eje sin ægtefælle, man skal ikke eje en skov, et stykke jord eller et pæretræ, for dens sags skyld skal man ikke eje et hus eller en bil. Simpelthen fordi den verden vi lever i gør at man ikke ejer det! Man kan håbe at man en dag får betalt til nogle institutioner eller mennesker der lever af at låne penge ud til dem der gerne vil eje, man kan endda håbe at det man gerne vil eje en dag bliver ens ejendom, men man skal ikke eje noget som helst.

Hvis man så ikke skal eje, kan man jo overveje at kunne eje. Endnu engang er spørgsmålet: Med hvilket formål ønsker man at kunne eje noget? Er det for at kunne slå alle dem der har mobbet eén i skolen, eller for at hævne at man ikke kunne dele slik i skolegården, er det for at være bedre end andre eller er der principielt intet formål med at kunne eje?
Jeg kan spise et æble, men ikke eje det, det vil bare blive råddent. Jeg kan leve sammen med min kone, kæreste eller hvem jeg vil, men jeg kan da ikke bare sælge når jeg er blevet træt af det. Men af uforklarlige årsager kan jeg sælge det jeg (måske) er god til, nemlig at lave et stykke arbejde. Ejer jeg så min arbejdskraft? Det kan man påstå og det er humlen ved hele samfundsmiseren i dag.
Nogle påstår at jeg SKAL eje min arbejdskraft og derfor skal sælge den, er det ikke eklatant vrøvl at sælge arbejdskraft fordi man skal. Hvis vi nu alle strejkede og ikke ville sælge vores arbejdskraft var der jo ingen der kunne leve af den!
Andre påstår at jeg KAN eje min arbejdskraft. Altså at jeg skal betale for at stille min arbejdskraft til rådighed. Medmindre jeg har købt min egen arbejdskraft, og derfor selv kan bestemme over den.

Umiddelbart kan jeg ikke rigtig se logikken i nogle af argumenterne.

Retten til at leve

Årtusinder har givet mennesker problemer på områder som ejendomsret og udnyttelse af arbejdklraft. Indtil for få hundrede år siden var slaveri tilladt i den vestlige verden, ejendomsretten gjorde det dog langt mere lukrativt at betale penge til slaverne for så at tjene penge på de penge som slaverne fik, som det stadig sker i mange lande hvor jordejere skal betale mere for at være besiddere end for at knokle som slaver (fx Sydamerika).

Vi har opnået retten til at tjene penge (opspare værdier, som for eksempel hus, bil og jord). Opsparingen er i de fleste tilfælde midlertidig, en bil eller et hus, for den sags skyld en kartoffelmark lever ikke evigt, men det gør jorden. Den vil altid være under vore fødder, og når først vi har accepteret at betale for at gå på, at bruge den eller anlægge fodboldbaner på den, så er den ikke længere vores. Tværtimod finder vi os i at der findes mennesker, der aldrig har set den jord vi møjsommeligt dyrker, bygger huse til os og vores familie på, den jord vore børn dyrker sport på eller går i skole på. De ser udelukkende på bankkontoen, og pludselig er den jord der altid har været under os ikke længere vores men nogle investorers (pludselig er måske et drastisk ord, sådan har det faktisk været i årtusinder, men set med et menneskelivs øjne er det jo pludseligt sært at konstatere at noget der altid har været ikke er noget man har til fælles).

Vores ret til at leve altså indskrænket til en ret til at være andres ejendom eller at købe os fri af ejendomsretten og på den måde selv eje vores medmenneskers værdier.

Arv

Et af de steder hvor ejendomsretten virkelig slår til er ved at vi kan videregive det vi har taget fra andre: jord, ting, værdier (ikke betalte lån mm.), og give det til dem vi selv har fostret. Trods det at børn der undfanges, først for nylig er begyndt at udgøre en omsættelig værdi, i modsætning til tidligere (middelalder mm.) da børn der blev født i dølgsmål kunne være årsag til dødsstraf kan vore børn nu på flere måder gøres op i værdier. I det danske kongehus har man således ikke sagt nej til at førstefødte pigebørn skulle være arvinger af en trone, i Kina er etbarnspolitikken et kæmpeproblem, fordi de fattigste (som oftest er længst væk fra myndighederne) ikke kan overholde politikken, mens de rigeste kan betale sig fra at få piger. Vi kan frasortere vore børn hvis de har Downs syndrom eller fejler noget andet, som er for besværligt i vores kamp for at tjene penge. Penge til andres velfærd.

Jeg har endnu ikke arvet en krone efter mine forældre, og har faktisk også bedt om ikke at arve, men det er kun penge jeg kan frasige mig. Min øjenfarve, mit hår, min kropsbygning og talentet for at blive rørstrømsk har jeg arvet efter mine forældre og deres bedsteforældre. Kræft, sindssygdom og tendens til sukkersyge har jeg måske arvet, det finder jeg nok snart ud af. Men mine forældres penge har jeg ingen ret til.

Faktisk skulle jeg mene at hvis mine forældre ikke havde noget at bruge pengene til (at lade dem gå i arv) så ville ingen af os have lyst til at eje noget (selvfølgelig kunne en dåbskjole eller en lysestage, ja sågar en kommode eller et bornholmerur have affektionsværdi). Men det er ikke ejendom, for vore børn eller andre i familien vil jo kun sætte pris på netop denne ting, fordi de ikke vil omsætte den til penge.

Pudsigt nok kan vi være børn af de samme forældre og alligevel være meget forskellige, for mig er det den ægte arv, at vi ikke er ens, at vi måske ikke har samme mål eller samme ønsker, ikke at vi alle skal have en procentdel af vore forældres efterladenskaber, så selv det tretårnede skal deles efter vægten. En kan være god til fodbold, en anden kan synge som en engel, mens en tredje kan få det bedste frem i børn der har haft en uheldig opvækst. Som Einstein sagde: "Vi er alle født geniale, men hvis man beder en fisk vurdere sine evner ud fra hvor godt den klatrer i træer, så tror den at den er dum" (frit oversat efter hukommelsen - kunne ikke lige finde citatet).

Vores

Jeg bliver stedse mere overbevist om at der ikke findes noget der er dit og mit. Måske er vi som børn har fokuseret på vores ret til at have noget, men jeg er sikker på, at selv om noget af det første et barn lærer at sige er: "mit", så er det ikke en kapitalistisk ejendom der ligger latent i et nyfødt barn, snarere en latent interesse i at blive voksen, at blive et menneske, at få den interesse fra omgivelserne der kan modne én, ikke at blive liberalist.

Dit og mit kan derfor med hjælp fra et samfund for alle, blive til vores.

torsdag, januar 24, 2013

Gammelt nyt

Jeg har tidligere antydet min finasielle og personlige situation.
Nu vil jeg komme med den korte version, på en lang måde.

Uddannelse

Jeg har gennemført min uddannelse på normeret tid, jeg har ikke spildt et år, før jeg var færdiguddannet, da måtte jeg nemlig afvente at aftjene min værnepligt. Ikke med egen vilje, jeg forsøgte virkelig at undgå denne uønskede pause i mit liv. Først ved at søge om at blive frigjort for værnepligt, derefter ved at søge om at aftjene som militærnægter. Men nej, jeg skulle aftjene værnepligt på samfundets præmisser, altså afventede jeg at stille mine tvivlsomme evner til rådighed for militæret kort efter afslutningen på min uddannelse.
Så enkelt skulle det dog ikke være. Godt nok blev jeg slettet fra forsvarets lægdsrulle, men det betød bare at jeg skulle aftjene min værnepligt indenfor det der dengang hed Civilforsvaret. Problemet var i den sammenhæng at jeg ikke kunne afslutte min værnepligt indenfor et år efter afslutningen af min uddannelse, men måtte vente i omkring 8 måneder på at skulle aftjene de 8 måneders værnepligt, altså i alt lidt mere end 16 måneder af mit liv hvor jeg var tvunget til at være ledig!

Økonomi

Jeg har gennemført min uddannelse med nedsat SU fordi min mor (enlig med 4 børn) havde en indtægt der ikke berettigede til den højeste Uddannelsesstøtte. Derfor måtte jeg tage studielån på nyopfundne vilkår, nemlig statsgaranterede banklån. Min 6 år ældre storesøster tog statsstudielån til 2% i rente, jeg måtte låne til 12 til 24% i studietiden, stigende til over 30% efter endt uddannelse. Ikke nok med det så krævede banken at jeg skulle betale lånet tilbage mens jeg ventede på at aftjene værnepligt og mens jeg modtog dimmitendsats uden udsigt til arbejde.
Da banken fik sine penge (de statsgaranterede) havde jeg haft 65.000 kroner i hånden i løbet af 5 år, med de renter der var påløbet kom jeg til at skylde mere end 200.000 kr væk. Ikke nok med det med statens indfrielse af mit studielån var renterne på mit lån reduceret til 0 kr, mens hovedstolen var blevet til 220.000 kr. Altså, hvis jeg fik mulighed for at tilbagebetale mit lån, ingen fradrag, fordi der ikke var påløbne renter.
Min virkelighed blev til den verden jeg levede i, ikke den verden jeg fik foregøglet!

Arbejde

Efter aftjent værnepligt fik jeg vikariater i hele landet (mellem 4 ugers sommerferievikariater og årlige barselsvikariater samt vikariater i forbindelse med at bibliotekerne indførte IT-teknologi (Jeg skulle lave det gammeldags arbejde, mens dem jeg viakrierede for fik en IT-opgradering i form af kurser). Man kan jo sige at jeg dermed diskvalificerede mig til et kommende arbejdsmarked. Men jeg var lykkelig for arbejde, flyttede fra Nordjylland til Nordsjælland, derefter til Vestjylland og tilbage til Sjælland, derefter kom turen til Sydjylland, hvor jeg var beskæftiget så længe at jeg nåede at blive far. Og at miste mit vikariat, blot for at komme i et beskæftigelsesprojekt, som selv de politikere der havde godkendt projektet ikke troede en skid på, og derfor end ikke tog stilling til det oplæg jeg lavede som afslutning. Ledig igen.

Økonomi

Min gæld til staten (statsgaranteret studielån) havde jeg kun betalt sporadisk tilbage på, det vil sige at hver gang jeg havde tjent penge tog staten mit overskud uden at støtte mig i forbindelse med husleje etc. Faktisk søgte jeg om boligstøtte og blev bevilget ca 150 kr. månedligt, pengene blev dog regnet som b-indkomst og blev derfor fratrukket mine skattefradrag. Skattesmæk var resultatet og jeg stod på et tidspunkt i den situation at jeg ikke kunne betale el, vand og varme, efterfølgende skulle betale for at få åbnet for disse forbrugsgoder og som følge deraf ikke kunne betale husleje. Det var samme år jeg fik 7.000 kr. tilbage i skat, og hver eneste krone gik til at betale af på min studiegæld.
Det sociale sikkerhedsnet havde ingen gang på jorden, kommunen ville ikke hjælpe fordi jeg betalte til min a-kasse, mens de henviste til min bank, der ikke ville hjælpe fordi mine indtægter ikke gav dem mulighed for at låne mig pengene.
Da lærte jeg at det sociale sikkerhedsnet vi var så stolte af ikke gjaldt os der var ledige på arbejdsmarkedet, måske nok dem der var steget ud af samfundet, men ikke dem der forsøgte at bevare tilknytningen til det.

90'erne

Min datter blev født, jeg mistede mit lejemål og forholdet til min datters mor, jeg levede af at møde til arbejdsløshedskurser, jeg boede på et loftsværelse på 8 kvadratmeter og havde end ikke råd til at besøge min datter i Nordjylland, hvilket selvfølgelig gjorde mig til en mandlig skurk i forhold til mit barn og mit barns mor.
Til sidst tog jeg på højskole på Samsø. mest for at komme væk fra det værtshusmiljø jeg opsøgte når jeg havde bare nogle få penge.
Højskoleopholdet gav mig mulighed for at være frivillig på en lille lokal radiostation, hvilket dog viste sig at give mig problemer, da jeg ikke måtte arbejde som frivillig, når jeg modtog dagpenge. I stedet blev jeg derfor anvist jobtilbud (det hedder "aktivering" i dag) på det lokale bibliotek, hvor bibliotekaren insisterede på at jeg kun måtte opfylde de specifikke opgaver der fremgik af "tilbuddet".
Arbejdsløsheden var på det tidspunkt i top, og til sidst besluttede jeg mig for at flytte til Midtjylland, hvor min far boede. Jeg betalte husleje og deltog i husholdningen, jeg søgte arbejde, uden at få noget. Mit CV angav jo at jeg aldrig havde haft arbejde, kun viakriater eller midlertidig beskæftigelse. Og i december 1998 modtog jeg ikke dagpenge. Min A-kasse henviste til at jeg havde mistet dagpengeretten.

Økonomi

Det var jo op til jul, jeg var ikke blevet advaret af a-kasse eller andre instanser, jeg havde bare ikke længere ret til dagpenge, og jeg skulle møde til en form for aktiveringskursus for at kunne modtage kontanthjælp. Det blev en kold jul i mere end en forstand, der lå meget sne, og jeg boede til leje (billigt, det må indrømmes) hos min far. Men koldt det blev det, og det bedste jeg kunne gøre var at søge arbejde (som jeg jo havde gjort gennem 20 år på det tidspunkt) og at læse bøger og have billige interesser, som at læse og lytte til radioudsendelser.
Jeg modtaog kontanthjælp og gennem det omtalte år havde jeg kontakt med kommunens socialkontor, som kontrollerede min indsats som arbejdssøgende, men ikke havde et tilbud til kontanthjælpsmodtagere med min uddannelse.

Lige før Årtusindskiftet

Jeg blev kontaktet af ledern af den lokalradio jeg havde arbejdet for lige efter mit højskoleophold. Han havde fået statslige tilskud til at etablere en lokal TV-station og ønskede at ansætte mig. Med løn. Jeg jublede og spurgte hvad lønne var, og han forklarede at lønnen sådan set afhang af de tilskud han kunne få fra Kulturministeriet. Jeg regnede lidt på tallene og sagde at jeg hellere ville have en løn, som berettigede mig til dagpenge, end at jeg ville have den tarifmæssige løn. Jeg blev ansat et halvt år med løntilskud.

Økonomi

Som i dag giver løntilskud ikke fornyet dagpengeret, men dengang skulle en periode på et halvt år med løntilskud følges op af en garanteret periode på minimum et halvt år med løn, uden tilskud.
Jeg kom ind i dagpengesystemet igen. Ikke at jeg blev rig, men jeg var med igen, på dagpenge og uden forsørgelse på kontanthjælp.
I mellemtiden havde jeg så mistet kontakten til min datter og hendes mor, jeg måtte lige klare at stå til rådighed for samfundet først!

TV-Samsø

Gennem de næste år arbejdede jeg på mere end fuld tid med at lave TV og radio. Det viste sig at jeg var god til de fleste opgaver som en radio- og Tv-station havde. Jeg kunne lave manus, jeg kunne være studievært, tekniker og klippe udsendelser analogt. Jeg var samlingspunktet for de andre ansatte fordi jeg på en måde var en slags altmuligmand. Selv når der skulle skrives rapporter til kulturministeriet kunne jeg gøre dem læselige. Udover det blev jeg i løbet af et halvt år til grafiker på TV og kunne oprette et regneark til registrering af abonnenter. Jeg læste e-mail trods det at vores modem lukkede af for "store" forsendelser, ja faktisk havde jeg adgang til næsten alle fortrolige oplysninger bortset fra regnskabet.
Da der ikke var flere penge var jeg stadig den mest betroede medarbejder.

Økonomi

Vi var tre ansatte, men da der ikke var flere penge i kassen, fik vi forelagt krisen. Jeg foreslog at vi afholdt ferie og afventede nye tilskud i det kommende år, men én af de ansatte havde brugt sine feriepenge, og ville derfor ikke være med. Jeg fik dog efter anmodning en fyreseddel og måtte modtage dagpenge i forbindelse med julen. På grund af den enkelte der havde brugt sine feriepenge, altså hævet dem, uden at holde ferie, varede det et halvt års tid inden vi igen kunne få ansættelse. De penge der var gik til enkeltopgaver, og da jeg jo var der alligevel, fik jeg ikke løn, men havde masser af frivillige opgaver.
Jeg var dog som følge af min dårlige økonomi holdt op med at ryge, og havde bestemt mig for at de penge jeg tidligere havde brugt på rygning skulle indbetales på en pensionsopsparing.
I samme periode fyldte min datter 18 år og jeg havde betalt de børnepenge jeg skulle. Med kun en datter syntes jeg at det sikreste ville være at tegne en større pension, hvis jeg skulle dø tidligt eller ved en ulykke ville hun jo arve pengene, altså aftalte jeg med banken at det beløb jeg tidligere havde betalt i børnepenge fremover skulle gå til en ratepensionsopsparing.
Efter ½ år på kontanthjælp måtte jeg desværre bøje mig for lovgivningen.  Jeg skulle hæve min opsparede pension før jeg kunne modtage flere penge, men ikke nok med det, jeg skulle aktiveres og på den måde arbejde for mine egne opsparede penge. Jeg fattede og fatter stadig ikke denne tankegang! Derfor tog jeg arbejde som var usikkertt, men arbejde.

De seneste år

I 2009 blev jeg igen ansat på TV- og radiostationen, men allerede efter 1 måned fik jeg ikke løn til tiden, det var ikke min fejl, men økonomien hos min arbejdsgiver var ikke så god og bankens vilje til at give kredit var heller ikke specielt god. Altså kunne jeg ikke betale mine regninger, jeg søgte kontanthjælp med henvisning til at lønmodtagernes garantifond ikke var involveret, endnu.
Jeg blev igen kontanthjælpsmodtager, dennegang på de vilkår at jeg skulle aktiveres. Jeg blev sendt til en kommunal beskæftigelse hos den tekniske forvaltning i 3 måneder, derefter blev jeg sendt på et aktiveringskursus. Da kurset blev lukket fordi den udbyder som havde det ikke kunne tjene nok, blev jeg sendt til et aktiveringsprojekt hos kommunen, hvor jeg kunne tømme lokummer, male offentlige bænke eller bare finde på noget, så jeg kunne bevise at jeg var i stand til at møde på et arbejde kl halv syv og vente på at få fri kl 15 på hverdage, og lidt tidliger på fredage.
Jeg skulle ikke lave noget, jeg skulle bare møde, kede mig en hel dag for at vente på at få fri.
Det blev kaldt aktivering, men for mig er og bliver det passivisering.

Økonomi

Efter mere end ét år måtte jeg hæve min pensionsopsparing, jeg fik ikke noget arbejde, havde bare oparbejdet en gæld til bank, andre kreditorer og min familie, som var næsten ligeså stor som min pensionsopsparing.
Jeg hævede min pensionsopsparing, Danske Bank fik sine penge, ellers ville jeg ikke kunne få mine. Dernæst betalte jeg min familie som havde understøttet mig (uden at forlange renter), og endelig betalte jeg for at kunne bo hos min far, ikke renter eller forskud eller indskud, kun for det forbrug jeg havde haft. Og de 160.000 kroner jeg havde haft - minus 60% - betød at jeg stadig havde en gæld på mere end 30.000 kr, som jeg altså betaler af på hver eneste måned, selv om jeg kun modtager kontanthjælp.
Tænk sig jeg havde i princippet har levet at noget der ialt ligner 100.000 kr i mere end et år, jeg betalte ikke mine regninger, men jeg søgte arbejde, jeg rejste efter at finde jobs, jeg søgte at passe min familie. Mens jeg forsøgte at blive på arbejdsmarkedet, faktisk er en stor del af min gæld indbetalingen til efterlønsopsparing, som jeg takket være min familie har fastholdt (og glem det med fradrag - jeg tjente og modtog ingen penge i 2011). Jeg var bare ikke heldig, som så mange andre.

Jeg flyttede tilbage til min far, både for at være nær ham (dengang 85 år), men også fordi han havde plads i sit hus. Desværre (?) blev hans kommune sammenlagt med Silkeborg Kommune og min aktivering på kontanthjælp krævede at jeg skulle rejse omkring 4 timer dagligt for at vise min vilje til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Da jeg så dagligt skulle deltage i et jobsøgningskursus i Silkeborg aftalte jeg med min bror, at jeg lånte en sovesofa på ugedage, mod at jeg tog mig af hans børn, såfremt ingen andre kunne (jeg aner ikke om det er strafbart - det var bare en måde at overleve på)
Samtidig havde jeg mødt en pige fra Odense (Jeg tror det var sidste gang jeg var i byen overhovedet) og hende ville jeg gerne se igen. Hun besøgte mig og til sidst fik jeg en praktikplads i Odense.
Så flyttede jeg og problemer opstod af ingenting. Min praktikplads (aktivering) kunne ikke garantere mig arbejde, så jeg blev sendt tilbage til en aktiveringsproces der skulle sikre mig arbejde.
Jeg fik 2*13 uger hos Netto. Ingen løn, bare kontanthjælp. Ingen transportfradrag, afstanden var mindre en 23 km (helt nøjagtigt var afstanden 45 minutters gang, eller ca 1 time og 10 minutter med offentlige transportmidler - ca 10 minutter i egen bil)
Jeg gik på arbejde, da det både var det billigste og det hurtigste, desværre blev jeg skadet og måtte lægge mig med hævet fod (en slags tennisalbue i foden). Dernæst fik jeg - og det har intet med arbejdet at gøre, tror jeg - en byld i lysken af alle steder. Jeg kunne ikke løfte, jeg kunne ikke sidde på en stol i kassen, uden at det gjorde ondt. Og derudover fik mig og min kæreste problemer af psykisk karakter (ikke os, men den ene af hendes børn).
Jeg blev væk fra arbejde efter at jeg havde meldt mig syg i flere uger.
Mine penge er ikke garanterede, måske får jeg dem til den første og måske bliver de inddraget, jeg hører intet fra den bevilgende myndighed, faktisk hører jeg kun, når der ligger en besked i min e-boks om at jeg modtager et eller andet beløb. At planlægge fremtiden ud fra en så usikker indtægt er vel kun rige mennesker forundt?
På baggrund af min uddannelse har jeg nu fundet en løsning, der hedder: "Lad være at bruge penge"
Jeg er fattig, jeg modtager ca 10.000 kr før skat i kontanthjælp, når jeg har betalt mine kreditorer har jeg alt efter hvilken måned vi er i, mellem 700 og 2500 kroner på månedsbasis gennemsnitligt omkring 1500 pr. måned.
Jeg betaler stadig til min efterlønsordning (hvert kvartal). Jeg betaler af på den gæld jeg fik da jeg ikke modtog kontanthjælp. Jeg betaler husleje og har stort set ingen penge til mig selv. Men jeg lever.

Gammelt nyt

Det mærkelige ved det hele er at der ikke er ændret en tøddel ved alle de regler der vedrører at miste retten til dagpenge.

Da jeg mistede retten til dagpenge fik jeg et halvt år til at finde arbejde. Derefter skulle jeg i "utide" hæve min opsparing (ratepension), samt bruge pengene før jeg kunne ansøge om kontanthjælp (der har aldrig været tale om "ret" til kontanthjælp. Derefter skulle min finasielle situation vurderes (om jeg havde ægtefælle eller anden forsørger),. Først herefter kunne min situation afklares, dog altid med min underskrift på at jeg ikke snyder (den modsatte underskrift og det omvendte ansvar findes ikke).

Fortæl mig så hvad nyt der er i de regler som vi alle er underlagt! Set med mine øjne er det altsammen gammelt nyt.

Musikken i hverdagen

Mit liv har bestået af musik og består stadig af det.
I skolen var det morgensang og salmer, senere sange fra højskolesangbogen. Udenfor skolen var søndagens Giro 413 leverandør af musik, der oftest havde mange år på bagen. Så var der P3, som spillede popmusik, og som lavede hitlister. Altsammen i min barndom. Og så var der min 6 år ældre storesøster der fik anskaffet en rejsegrammofon (sådan en med låg på, der kunne åbnes, hvor man kunne lægge en midtercirkel til en Single eller EP, og hvor man kunne vende pick-up hovedet til en 78'er nål, samtidig med at man kunne vælge mellem 3 omdrejningshastigheder (78, 45 eller 33 omdrejninger pr. minut, sådan ca.)

At spille selv

Jeg husker jeg skulle lære at spille blokfløjte i musiktimerne, at jeg skulle lære salmevers udenad og synge dem, jeg husker at jeg havde en rytmesans (her skal 30 streger stå), men at den ikke blev forbundet med min manglende musikalitet, der stort set skyldtes min manglende balanceevne (finmotorikken), eller snarere at den ikke var udviklet. Jeg kunne høre falske toner og jeg kunne fange en rytme, men jeg kunne ikke synge. Jeg kunne fløjte, jeg kunne læse tekster, så mine lærere syntes det var en fornøjelse, både på dansk, engelsk og tysk, men jeg kunne ikke "slå" en kolbøtte uden at vælte om på siden i gymnastiktimen:
Jeg kom aldrig til at spille selv, trods det at jeg forsøgte mig da jeg var flyttet hjemmefra og begyndte på biblioteksskolen i slut-halvfjerserne, men mine to brødre (dem jeg voksede op sammen med) de har spillet og gør det stadig mere eller mindre.
Jeg er blevet den der lytter og fortæller om forkerte toner eller falsker rytmer (som om de findes?)
Mit problem er blevet at jeg hører de falske toner, når nogen synger korsang eller fællessang (kirkesang hører jeg kun til begravelser), men samtidig kan jeg høre falske toner som et udtryk for enten desperation eller eksperimenter med toner. Altså ikke en afvisning af falske toner, snarere en åbenhed overfor musikalske udtryk.

Andres musik

At høre salmer, at høre folkeviser, at høre popmusik og at høre rockmusik var og vedblev at være en del af min musikalske opdragelse. Jeg hørte Johnny Reimar, Katy Bødker, Gustav Winckler, John Mogensen, Lovin Spoonful, Kinks, Hermans Hermits, Rolling Stones og især Beatles. Jeg hørte Jimi Hendrix og Led Zeppelin, og pludselig dukkede danske grupper som Bifrost op. Med digte som tekster, med indhold i teksterne og musik til teksterne.
Jeg som skrev digte var allerede da klar over at jeg hverken kunne skrive digtene eller musikken til dem, men jeg kunne lytte til begge dele. Og på den måde fik jeg leveret Pink Floyd. Tekster tilsat musik, eller måske musikalske eksperimenter tilsat tekster. Under alle omstændigheder pludselig en øjeåbner. Mine øjne blev ikke lukkede siden. Måske bliver de den dag hvor min vejrtrækning ophører, men indtil da ...

Ufrivillig pause

I forbindelse med et indgreb i min personlige ejendomsret (lad os bare kalde det sådan) mistede jeg den pladesamling (vinyl, som jeg havde samlet gennem 5 år) samt min pladespiller. Heldigvis arbejdede jeg på Kolding Bibliotek, hvor et par musikalske drenege sørgede for at jeg ikke bare fastholdt glæden ved musik, men også lærte at holde af andre former for musik, som jazz og klassisk musik, stilarter der viste sig at være mindst så forskellige som det der stadig blev kaldt beat på bilioteket.

Jeg lyttede til optagelser og deres lydkvalitet, noget jeg havde lært allerede i Holstebro, hvor jeg i en kort periode lærte at formidle musik (ikke bare en genre - men samtlige genrer), ikke bare plader, men også noder til "suppe, steg og is-musik", noget jeg faktisk ikke havde kendskab til dengang.

Jeg lærte også at min musiksmag som gik i retning af New Wave eller Punk ikke faldt i god jord hos familie og mange venner, faktisk blev min musiksmag til mangel på musiksmag, da jeg lyttede til det hele. En af mine venner på lokalradioen blev dybt forundret da jeg fortalte ham at Shackles med Mary Mary havde en musikalsk værdi, trods det at det var en religiøs r'n'b melodi. Men han lyttede til mig og sagde at min musikalske smag aldrig havde gjort ham ondt, tværtom havde han lært at musik har uanede kvaliteter.

Og så begyndte jeg at købe musik igen. Jeg købte en CD-afspiller og begyndte på et projekt: Jeg ville købe alle Pink Floyds udgivelser på CD, inklusive soloprojekter og andre projekter, hvor medlemmerne af gruppen havde medvirket. Lige nu, 20 år efter, har jeg ca. 100 cd'er men mangler ca ligeså mange. Dog er de officielle udgivelser med Pink Floyd eller Soloudspil fra medlemmer af gruppen stort set med i min samling, der mangler dog stadig 2 officielle vinyludgivelser.

Livet genopstår

Min beslutning om at bruge mine indtægter til at købe musik ledte mig endnu engang i armene på Keld, der altid var der, han sad på Rillen i Grenå, og kunne skaffe stort set alt, der fandtes på markedet, Gefundeness Fressen for mig. Jeg havde første gang stiftet bekendtskab med Rillen i 1978, eller tidligt i 1979. Her var der mulighed for at købe musik. Husk på at der dengang ikke var ret meget andet end kassettebånd på tankstationer og at supermarkeder ikke solgte musik, musikbutikkerne solgte og indkøbte altså kun det der var penge i (nogle paralleler til dagens Danmark er selvfølgelig totalt misforståede).

Mere end 1000 cd'er og vinylplader har jeg købt gennem Rillen, og jeg har stolet på Keld, fordi han altid gjorde hvad han kunne for mig (jeg ved at han gjorde det for alle sine kunder), men jeg fik også en personlig betjening.

En fattig bonderøv

Det er jeg blevet til nu. Men jeg har aldrig mistet interessen for musik, og jeg har aldrig mistet min taknemmelighed til Keld, der levede for musikken, så meget at han opgav sit livsværk.
Jeg har ikke råd til at købe så meget musik, som jeg har haft, det er der ikke ret mange der har, og Keld har ikke længere sin butik. Tænk hvilket chock det var for mig at konstatere at noget der bare altid havde været der (i hvert fald i næsten 35 år), ikke var der længere.

At jeg kan nyde musik, at jeg kan sidde og nævne kunstnere og titler på musik der spilles i radioen, til koncerter og tale med musikere om deres bidrag gennem 40 år på såvel livescene som på vinyl, CD og (nu også) DVD, er ikke bare dejligt, det er vigtigt.

I dag

Jeg har i dag kontakt til danske musikere, til udenlandske musikere og til masser af mennesker der elsker at høre musik.
Musik er ikke bare at spille radio eller andre medier højt. Musik er ikke at høre det samme stykke musik med LOC eller Maria Callas hver dag. Musik er at lytte til forskellen og alsidigheden. Og som et moderne eksempel vil jeg gerne nævne Magtens Korridorer og Infernal, som pricipielt kun har ganske få gengangere blandt deres fans, men på DR2 indspillede de en fælles "mission" af "Steady as she goes": http://www.youtube.com/watch?v=sB-aZJtOfq4

Musikken i hverdagen er dog stadig min, jeg kan ikke tvinge andre til at lytte, men jeg kan glæde mig over den alsidighed der er i musik. Lidt som der er alsidighed i digte og i romaner, lidt som der er alsidighed i hverdagen.

Og så er det at jeg ærgrer mig over at hverdagen er indskrænket. Min hverdag skal bestå af musik og min glæde over hverdagen skal være fyldt af musik.

God hverdag Keld

onsdag, januar 23, 2013

Hvor skal vi hen du?

Sådan lød spørgsmålet i Morgen TV's barndom, når skærmtrolden Hugo blev gelejdet over isflager, gennem jungler og andre baner med tryk på telefonens taster. At dømme efter den opmærksomhed der var, må selve konceptet have været umådelig populært, og det blev da også til et pc-spil og et konsol-spil siden. Tror jeg nok.

Det er heller ikke dette gamle spil der er interessant, det er mere spørgsmålet, jeg fokuserer på. "Hvor skal vi hen"?

Lad os se lidt på disse dages debatter med henblik på grupperinger i befolkningen. For at der skal blive nogen fornuft, bliver jeg nødt til at tage de rigeste først:

Personlige og forretningsmæssige formuer

Det er vel en slet skjult hemmelighed at de rigeste mennesker og de mest omsættende virksomheder i Danmark har svært ved at snige sig ind på listen over de aller-rigeste i verden. Det er nok heller en hemmelighed at andre end A.P. Møller, Lego og Bestseller gerne ville på listen, og derfor ønsker det man kalder en kapitalakkumulation. Teoretisk set kan virksomheder tjene penge på flere måder, men i praksis findes der kun en måde: Tjen flere penge end du gir ud!
Vi taler her om at kapitalinteresser pisser og skider i bukserne for at holde varmen, modsat udsalg er parolen "Alt skal med". Metoden er at forøge indtjeningen ved at minimere omkostningerne, som for eksempel at flytte produktionen til lande med billig arbejdskraft, eller ved at investere i billig arbejdskraft.  En anden metode er at optimere lønninger for investorer, det være sig i kraft af bestyrelsesmedlemsskaber eller, som det indenfor de seneste 40-50 år er gået ved at dele aktier ud til medarbejdere og direktører, som på den måde jo er afhængige af, at deres værdier vokser med deres indsats. Medarbejderne får en del af lønnen i papir, der udgør en værdi den ene dag og en anden værdi den næste, for at sætte sagen lidt på spidsen. Direktionen derimod får en håndfuld matadorpenge, som de kan omdanne til rigtige penge, godtnok ikke på papiret, men på deres konti. Disse penge der kun eksisterer i form af popularitet blandt investorer, og som sjældent giver noget billede af den indre værdi i et firma, kan til overflod flyttes til udland, investeres i andre aktier eller skydes ind i firmaer som regulær indskyderkapital, trods det at værdierne ikke eksisterer.
På den måde opstår rigdom principielt af ingenting!

Mellemstore virksomheder

Omsætningen i en mellemstor virksomhed med op til et par hundrede arbejdere (i enkelte tilfælde flere) bygger ofte på en balance mellem investeringer og satsninger. Det betyder igen at omkostningerne skal minimeres for at der kan komme penge i kassen.
Pudsigt nok er det også her lønarbejderne der må lægge for med løntilbageholdenhed, mens direktører og virksomhedsejere skal have sit på det tørre for at kunne køre virksomheden videre. I de fleste tilfælde finder man sig i at billig arbejdskraft enten er billig fordi den er for dårlig eller fordi den er dårligt uddannet. Og her mener jeg ikke universitet eller handelsskole, jeg tænker simpelthen på alle de virksomheder der ikke vil bidrage til lærepladser og andre former for uddannelse, medmindre de er sikre på at få noget ud af investeringen. Mange unge (og for den sags skyld også midaldrende) vil gerne tage en uddannelse inden for et andet fag, om det så bare er et taxa-kørekort, plejer eller salgsassistent.
Investeringer i uddannelse er desværre blevet pålagt staten og i et begrænset omfang kommunen, mens (som sagt) virksomhederne selv satser på det sikre! Altså kun at bruge penge på uddannelse, hvor der kan ses en rationel, økonomisk gevinst! Staten kan så til gengæld sende alle andre på kurser, i praktik, eller aktivering på jobcentrene.
Også her drejer det sig om besparelser som skal sikre en omsætning der giver overskud. Et overskud der måske ikke er helt så stort som de store nationale og multinationale virksomheders, men som dog både kan give afkast og sikre overskud til investeringer.

Selvstændige
Enmandsvirksomheder eller virksomheder hvor der i perioder indkaldes ekstra arbejdskraft, er nok den type virksomheder de fleste kender til. Landmanden, Trykkeren, Mekanikeren, cykelsmeden og restauratøren (og selvfølgelig mange flere) er velkendte fænomener og svarer til de fleste danskeres opfattelse af at klare sig selv økonimsk "i sit ansigts sved". I endnu højere grad er det vigtigt at tjene penge. Der er få parametre der skal opfyldes, indtjening, så der er nok til at betale den personlige investering, indtjening nok til at kunne betale arbejdskraft i sæsonen, og indtjening nok til at der er overskud efter skat.
De små selvstændige er tit og ofte bundet til aftaler med andre små selvstændige, som eksempel kan en lille selvstændig forretningsdrivende være afhængig af at have en revisor (i forhold til skattevæsen etc.), og revisoren vil ofte være en selvstændig som er afhængig af en kunde. Symbiose kunne man kalde det.
Man kunne også sige at disse "små" selvstændige i teorien er en mellemting mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Hvor selvstændigheden er det vigtigste for den selvstændige er sikkerheden det vigtigste for arbejdstageren, i hvert fald har forskellen ligget lige i dette skel gennem hele mit liv! Pudsigt nok har fjendlighederne rent politisk også ligget mellem gruppen af selvstændige og gruppen af organiserede arbejdere, ikke mellem de store firmaer og de arbejdsløse, men efter 40 år med misundelsespartier som DF og CD er denne fjendtlighed parkeret, så nu skal der ske mere. Adskillelse af arbejdskraft og arbejdsgiver skal åbenbart tydeliggøres.
Det eneste jeg kan se er at vi skal have en større adskillelse mellem kapitalen og arbejdskraftreserven, ikke af hensyn til små virksomheder eller af hensyn til arbejdsløse, udelukkende af hensyn til mulighederne for at skabe maksimale overskud på baggrund af billig arbejdskraft. Jeg kan da sagtens se at de små selvstændige kunne bruge den hjælp som lav arbejdsløn ville give dem, Det gør den allerede og pudsigt nok gør den billige arbejdskraft også de store virksomheder rigere. Ikke til fordel for de små enmandsvirksomheder, tværtimod.

Funktionærer og fastansatte

Vi har her at gøre med en gruppe der ikke skal investere i risikable, selvstændige projekter, men tværtimod stiller sin arbejdskraft til rådighed for penge. Penge er ikke det primære mål, eller har i hvert fald ikke været det indtil for nylig. Penge er for denne del af "arbejderklassen" midlet til at opnå et liv der svarer til borgerskabets. Borgerskabet findes i princippet ikke længere - kun som begreb men at eje sit eget hus, at kunne betale enhver sit og at stå ret uden at skulle sige undskyld er så vigtigt, at denne klasse er på linje med og i mange tilfælde bedre stillet økonomisk end de små selvstændige.
Det handler ikke om borgerskab, men derimod om økonomisk sikkerhed. Siden vi fik ligusterfascistiske partier som CD og DF har denne befolkningsgruppe fået en meget stor betydning for det samfund som både politikere og storindustri har brug for.
Underleverandører mistede gennem de seneste 30 år masser af arbejde, fordi de ikke kunne levere varen. Selv B&W gik nedenom og hjem, og selv om mange politikere og andre påstår at det skyldes dårlig forretningsevne, fandtes der i den sammenhæng et stort antal underleverandører der også mistede deres udkomme og gik nedenom og hjem!
Funktionærer og fastansatte er i dag den befolkningsgruppe der er i størst fare for at miste arbejde, udkomme og ejendom, fordi de enten ikke har forsikret sig godt nok, eller fordi deres forsikring intet er værd. Men det er også den gruppe der er mest bitter på de grupper, der allerede er i den situation som de risikerer at komme i, nemlig mennesker på overførselsindkomst. Man kan bare undre sig over at netop denne gruppe i stort omfang har stemt liberalt i håbet om at bevare sine værdier på beskostning af samfundets dårligst stillede. Men der er flere typer dårligt stillede, uden arbejde.

Pensionister og dagpengemodtagere

Med velfærdssamfundet opnåede vi alle retten til at blive syge, gamle eller at være arbejdsløse, når samfundet ikke kunne garantere arbejde. Man kan forbavses over at samfundets garanti for arbejde ikke gav arbejde, men det skyldes ikke mindst at Radikale Venstre og de øvrige politikere ønskede at skjule den reelle arbejdsløshed i 80'erne, og derfor ad åre indførte den skjulte arbejdsløshed, som bragte ledigheden ned i forhold til den virkelige arbejdsløshed.
Til gengæld kan man glæde sig over at der gennem en 10-15 årig periode blev skabt masser af sociale overførselsindkomster, men med den (set med mine øjne) blåøjede RV-politik fik vi et ikke-fleksibelt system, som den dag i dag blot et system der skal straffe ledige og gavne industrien, ikke noget med gavne landet eller vælgerne, nej systemet og EU.
Men vi fik dagpengene, vi fik førtidspensionsregler, efterløn og nedsat pensionsalder. Altsammen for at skjule den enorme arbejdsløshed dengang! Måske virkede det for godt, for selv de mennesker der har fået deres del af disse overførselsindkomster er åbenbart utilfredse med de samfundsnassere der lever i samfundets bund! At leve på nas og samtidig beskylde andre for det er ikke bare usmageligt, det er helt galt. Jeg fristes til at sige at alle fra skattefrie udlandsdanskere, over politikere og pensionister er hyklere, når de beskylder alle andre for de ulykker de selv har skabt. Og alle andre er reduceret til at være på:

Overførselsindkomster og på anden forsørgelse

Bunden af samfundet er folk på kontanthjælp, langtidssyge og dem der skal forsørges ifølge reglen om gensidig forsørgelsespligt. Nu har vi nået bunden. Ingen rettigheder, kun pligter. For syge synes det at reglen "Dø om så det gælder" har fået en helt ny betydning, i hvert fald har den intet med frihedskamp at gøre. Af uforklarlige årsager kan man i et dansk samfund ikke være syg i mere end 12 måneder. Jeg er sikker på at nogle mensker er syge i kortere tid, men simpelthen går tiden ud for at modtage sygedagpenge. Ikke for at snyde, men for at leve. Hvad de så skal leve af bagefter har de sjældent tænkt på, det har de i princippet heller ikke haft lang tid til. Når det år er gået, hvor man efter reglerne allerhøjest kan være syg, er der tre muligheder:
1: Du er rask og kan gå på arbejde (ikke at der nødvendigvis er noget arbejde, men du kan tage det). Altså må du søge om kontanthjælp (Ikke at du kan få det, men du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet)
2: Du er stadig syg (Det er du ikke) og så må du søge om kontanthjælp, førtidspension eller efterløn.
3: Du søger om efterløn, førtidspension eller kontanthjælp. Det kan du ikke, for du er samlevende med en person, der tjener penge, eller de sociale instanser skal først til at vurdere om du er berettiget til at modtage en af de nævnte ydelser! Indtil sagen er afgjort, det kan tage flere år, har du ingen indtægt eller social ydelse at leve af, men du kan søge om kontanthjælp, på de omtalte vilkår under (1).

Og det er her alle de dårligst stillede, alle dem der skal betale for vores konkurrencedygtighed sidder og bider negle, eller får psykotisk medicin. Det er her samfundets laveste bliver fastholdt. det er her at white trash hader folk med anden tro eller anden livsanskuelse, det er her verden ender. Der er ikke nogen fremtid i forhold til verdensinddelingen - der er kun en solid nedgørelse af mennesker der ikke lige passer ind i et nepotistisk samfund, af menesker, der ikke har mistet deres selvværd, men som simpelthen presses til at være tabere. Og her har vi en stor del mennesker der er vokset op under dårlige vilkår, med fysisk vold, misbrug og nedgørelse af såvel familie som sociale omgivelser. At være taber er ikke bare at være det, det er også at få det at vide.

Nogle af mine venner er indvandrere eller i familie med indvandrere, nogle af mine venner er psykisk syge, fysisk syge eller endda bare syge, jeg holder af dem alle, jeg er deres ven eller jeg er deres støtte. Jeg forstår dem ikke altid og de forstår ikke altid mig, men vi er hinandens støtter, og vi har en fælles fremtid!

Tilbage til overskriften

Og nu er det så jeg spørger igen:
"Hvor skal vi hen du?"

Og jeg kan ligeså godt svare med det samme:
"Jeg aner det ikke" - men jeg ved at jeg vil kæmpe for livet for os alle sammen, ikke for min socialgruppe!

tirsdag, januar 22, 2013

Lønnedgang som middel eller mål

Det er jo imponerende at vi gang på gang bliver overfaldet af argumenter, som skal forsvare udnyttelse af forsvarsløse borgere. Af hensyn til "konkurrenceevnen" skal lavtuddannede og arbejdsløse betale deres del ved at gå ned i løn, ved at opgive deres tilknytning til fagbevægelse og dagpengesystem!
Nu er jeg selvfølgelig i tvivl, meget i tvivl endda. Jeg og mange andre på dagpenge, kontanthjælp eller andre overførselsindkomster skal i aktivering, arbejdsprøvning og anden fantasifuld beskæftigelse, som har det til fælles at den er ulønnet. Godtnok findes der stadig flexjob og løntilskud, men de giver ingen rettigheder i forhold til dagpengesystemet. Altså i princippet arbejdskraft lønnet af det offentlige og ikke bare billig arbejdskraft for erhvervslivet, nej gratis arbejdskraft.

Slaveri eller konkurrence?

Så vidt jeg kan forstå skal den arbejdsparate del af befolkningen altså gå ned i løn for at sikre at produktionsomkostninger er så lave at erhvervslivet kan konkurrere med andre "sammenlignelige" lande. I hvert fald en lønnedgang der if. Nils Smedegaard Andersen (Topchef hos A.P. Møller) er nødvendig, for at "vi" kan bevare vores konkurrenceevne. Der er ingen begrundelse derudover, jeg fristes derfor til at tro at det han i virkeligheden mener er at erhvervslivets topschefer konkurrerer om hvilket land man kan opnå de højeste toplønninger og det bedste aktieafkast, ikke på at sikre en stabil arbejdskraft eller en stabil produktion.
Det gøres ifølge den ultraliberale tankegang ved at mindske omkostninger i hele produktionsapparatet, ved at afskaffe det sociale sikkerhedsnet og ved at gøre ikke- eller lavtuddannet arbejdskraft til skurkene i "krisens" kølvand. Arbejdende uuddannede skal gå nd i løn, mens medicinalfirmaer skal ansætte og betale medarbejdere efter fortjeneste. Arbejdsløse skal finde sig i at de bliver forsørget af deres ægtefælle eller familie, ikke gennem de opsparinger som samfundet har påduttet dem, nej dem har VKO med rund hån givet tilbage, både SP (Særlig Pension) og Efterlønsopsparing, mens små pensioner i forbindelse med skiftende arbejdspladser er ædt op af administration.
Resultatet er at arbejdsløse slavebindes af en ikke eksisterende økonomi. Samtidig med at de skal arbejde gratis for at bevise at de er arbejdsmarkedsparate. Pudsigt nok arbejder den nuværende regering så på at indføre slaveriet igen, simpelthen ved at kræve at man arbejder uden at få noget for sin indsats. Nå nej, det er jo ikke helt rigtigt - man får, indtil videre, ret til at modtage offentlige eller sociale ydelser. Medmindre man ikke helt kan overskue de regler, som end ikke kommunalt ansatte i jobcentre og andre sociale afdelinger kan gøre andet end at fortolke, så er man på herrens mark og må bare håbe på forståelse og empati fra de mennesker der har været heldige at være slavepiskere, ridefogeder eller hvad de føler de er blevet til.

Konkurrencen?

Man må jo gentagne gange spekulere på om den højtbesungne konkurrence har noget med arbejde, eksport, import, omsætning og arbejdskraftreserver at gøre, eller om det i virkeligheden er et ord på linje med usikkerhed, tilbøjelighed eller gætteværk?

Konkurrencen som den har været lanceret de sidste mange  har som sagt to sider:
1. at skaffe større overskud
2. At mindske omkostninger

Det fantastiske er at overskuddet ikke skal bruges til noget som helst, bortset fra kapitalakkumulation. Ikke til at skabe bedre arbejdsvilkår, til at uddanne kommende arbejdskraft, end ikke til at sikre den arbejdskraftreserve der render rundt som forvirrede kaniner på en cindersgrusbane og leder efter græs. Nej, overskud skal sikre at erhvervslivet kan producere varer som er konkurrencedygtige! der er end ikke brug for fremtidssikring i form af at skabe arbejdspladser, lærepladser eller forsøgsproduktion (Selv bogbranchen er kommet dertil at der bliver færre og færre bøger på det åbne marked) - og de andre virksomheder er også i gang med at grave deres egen grav, godt nok med hjælp fra arbejdsløse i aktivering.

Det med at mindske omkostningerne er der ingen grund til at dvæle ved, det er sådan set udelukkende metoden til at øge overskuddet.

Så er der den del af konkurrencen som skulle gøre arbejdsmarkedet mere konkurrencedygtigt (altså kapitalakkumulerende). Den konkurrence er overført på alle dem der i øjeblikket ikke har arbejde, men som tudes ørene fulde af at det er deres skyld at vi har en krise. Det er det vi med et kapitalistisk udtryk kan kalde en arbejdskraft-reserve, altså mennesker der ikke har andet formål end at stå til rådighed, når der er brug for dem.
Set fra et præindustrialistisk samfund er det jo altid rart at have en sådan reserve, det sure er bare at nu er der indført en fandens masse teknologi, fra netindkøbsmuligheder, over netbank til støvsugerrobotter og meget andet, som stort set ikke involverer nogen arbejdskraft. Men som tingene ser ud lige nu og langt ud i fremtiden, er der ikke behov for traditionel arbejdskraft. Men kapitalophobning sker ikke ved rask væk at betale til samfundets bedste, nej det sker ved at akkumulere og så når man virker lidt for mig-agtig at uddele almisser, gerne med en potent pressedækning, så alle kan se hvor god en virksomhed man ejer.

De 100 rigeste

De hundrede rigeste i verden har suppleret deres formuer med et beløb der svarer til Englands BNP, på et år, blandt de øvrige 7 mia mennesker er tallet for regulær arbejdsløshed steget til ny rekord på mere end 200 mio globalt. Vel at mærke registreret arbejdsløshed.
For de mennesker der altså gentagne gange fortæller hvordan vi skal løse krisen hedder det med stor sikkerhed: "Lønnedgang, løntilbageholdenhed og trofasthed overfor dit ansættelsessted". At vi samtidig skal sænke omkostningerne ved at leve som "almindelige familier" i Danmark har åbenbart intet at gøre med alle andre mennesker i Danmark. De rige skal ikke sænke noget som helst, mens de fattigste ikke kan sænke noget som helst.
Men nu er rigdom jo i princippet defineret som et beløb! Som investeringer, det bedste eksempel jeg kan komme på er nok Finn Nørbygaard der på et tidspunkt var Danmarks rigeste kunstner, og som med et slag blev fattig (ikke i forhold til nogen fattigdomsgrænse - den findes nemlig ikke ifølge liberal politik - nej i forhold til hvor rig han havde været). Fattigdom kan altså ikke defineres som noget man kan dø af, ikke som noget der splitter en familie, ikke engang som noget der kan medføre sygdom på grund af fejlernæring. Nej fattigdom kan defineres som forsvundet rigdom, når man må sælge sit hus i forbindelse med en skilsmisse, er man fattig. Hvis man må opgive at bruge alle de penge man brugte som feteret tennisspiller er man fattig, selvom man er bon-kammerat med folk i skattely og lever på første klasse.
Men hvis man aldrig har haft råd til noget som helst, ikke kunne tage uddannelse eller købe ejendom, kun har kunnet have skiftende arbejde i forskellige dele af Danmark og Europa uden pensionsopsparing og socialt sikkerhedsnet - så er man ikke fattig, det er jo en vanesag at leve af almisser. Mens det er drønende hårdt at gå fra jet-set liv til at skulle leve af de værdier man har formøblet.

Middel eller mål

Så vidt jeg kan se er lønnedgang altså et middel til at nogle få mennesker kan opnå et mål. Målet er kapitalakkumulation, ikke at sikre samfundet vækst og slet ikke at sikre en konkurrencedygtighed for landet og dets borgere. Målet er på langt sigt at fastholde lavtlønnede i et taknemmelighedsforhold, som de ikke har nogen grund til at føle, altså går de fleste af de penge som kapitalen hele tiden indhenter til at gentage løgne så ofte at alle tror på dem.

Men en dag vil målet blive nået på samme måde som gærceller når sine mål. Sukker bliver omdannet til procenter i alkoholiske drikke, men på et tidspunkt er sukkeret totalt omdannet - og så har gærcellerne ikke mere at leve af - med den visse død for cellerne til følge. I øvrigt er målet for kræftceller det samme, at overtage en vært-celle og sørge for at slå værten ihjel, med den visse død til følge.

Lemming-effekten

Mærkeligt at kapitalismen leger lemminger og styrter frem mod afgrunden med henblik på at slå sig selv ihjel, udelukkende med det formål at dem der vender i tider får muligheden for at starte forfra med styrtløbet mod døden!

søndag, januar 20, 2013

Neutralitet

Hvad er der egentlig galt ved at være neutral? Man skulle da tro at evnen til at lytte til flere parter, at holde sig på et venskabeligt plan med andre ville give potentiale.  Forstået på den måde at man ikke skal bruge tid og kræfter på uvenskab, men på at gøre livet og tilværelsen så enkel så mulig for både sig selv og andre.
Neutralietet er som sådan simpel: Undgå konflikter i videst muligt omfang, og undgå at blande dig i andres konflikter. Man kunne metaforisk sige hold fjenderne i hånden og sig at de begge er dine venner, selvom de ikke er i stand til at se hinanden i øjnene uden at der opstår en konflikt.

Historien

Historisk set har Danmark været et neutralt land gennem en periode på mere end 100 år fra slutningen af 1800-tallet og til slutningen af 1900-tallet. Inden da indgik vi et væbnet neutralitetsforbund med Frankrig og Rusland, der kostede landet en flåde og en sønderbombet hovedstad i de tidlige år af 1800-tallet.  Da landet derefter gik i krig mod Prøjsen, vandt vi nok i 1848, men alt blev tabt i 1864. I forbindelse med det nationale og liberale gennembrud efter 1848 fik Danmark sin grundlov og dermed en national bevidsthed. En nationalisme der førte til nederlaget ved Dybbøl i 1864. Hvorefter politikerne valgte en neutralitetspolitik, som måske nok blev en smule blakket under 2. verdenskrig, men som dog trods alt og med medlemsskabet af NATO blev fastholdt politisk (fodnotepolitikken), således at Danmark kun ville stille med fredsbevarende styrker i forbindelse med konflikter i for eksempel Cypern og det tidligere Jugoslavien.
fra Wikipedia 20.1.2013:
"Efter 2. verdenskrig, stoppede Danmark med sin 100 år gamle neutralitetspolitik. Danmark har været medlem af NATO siden dens grundlæggelse i 1949. Der var mange seriøse konfrontationer mellem USA og Danmark på sikkerhedsområdet, i den såkaldte "Fodnote-æra" (1982-1988). Et flertal i Folketinget tvang regeringen til at adoptere bestemte nationale standpunkter angående atom- og våbenkontrol. Afslutningen på den Kolde Krig, betød at Danmark siden har været en støtter af amerikanske mål i NATO. Danmark er ikke medlem af den Vesteuropiæske Union, men opretholder en observatør status."
Opgaver der var livsfarlige for de soldater der frivilligt (mod betaling) valgte at medvirke til at bevare våbenhviler eller opretholde fred på FN-givne betingelser. Men som samtidig viste at vort land kæmpede for fred og frihed gennem en form for neutralitet!

Nutiden

Ak sådan en neutralitet fik hurtigt ben at gå på. Folkevalgte politikere ønskede at vise hvem der var deres venner, man kan sige det var en væbnet neutralitet. Til at begynde med i hvert fald. Vi sendte vore soldater ud på fredsbevarende opgaver.
Men så hørte vi om kemiske våben i Irak, og startede med at sende delegationer fra FN ud for at finde ud af om de fandtes. FN kunne ikke finde nogle, så måtte USA og præsident Bush opfinde dem på en anden måde. Inden da havde de demokratiske præsidenter Carter og Clinton begge haft problemer med mellemøsten, primært på grund af amerikanske interesser samme steds, med gidselaktioner som vi senest er mindet om gennem en tilsvarende gidselaktion i Algeriet - trods det at ingen kan sige hvem gidseltagerne egentlig er - de er nemlig døde, så det er de vestlige myndigheder der udlægger teksten (som jeg ser det: som fanden læser bibelen). Reagan fik åbnet muren mod øst, med katastrofale følger for de fleste almindelige mennesker i østlandende. Fattigdom og økonomisk udnyttelse (magakapitalisme) blev dagsordenen, ikke til fordel for den almindelige borger, men for dem der kunne bruge det liberale system i meget høj grad til at skabe en kapitalisme der udelukkende fungerede som en absurd kapitalakkumulation, var de nye muligheder noget der skulle bruges til at tjene penge, til at udnytte forretninger og til at blive "store". De russiske "oligarker"fik ved hjælp af mafia-lignende metoder en enorm vækst på det økonomiske område. Midlerne var de samme som i den italienske og amerikanske mafia. Vold, trusler, afpresning, drab!. Tillykke til Reagan for at vælte muren uden at have nogen som helst plan med det.
Den seneste republikanske præsident, der næsten helt sikkert fik forlænget sin præsidentperiode gennem massiv valgsvindel havde endnu færre planer. Han ville som den vatpik, drukkenmås og misbruger han var fremstå som en handlekraftig mand. Hvad skete der`Den dag i dag er der ingen der kan sige bestemt hvad der skete den 11. september 2002, ingen kan forklare hvorfor Bush var mere end et døgn om at reagere på stormen "Katrina" der ramte sydstaterne enorm hårdt i 2005. Bush var pudsigt nok ikke den mest krigsliderlige præsident Amerika har haft, men som så mange andre har han afleveret et kæmpe rod til sin efterfølger. Det betyder at den nuværende Obama må kæmpe for at afslutte en anden præsidents værk. Men sådan var det jo også med Viet-Nam krigen, der jo blev en form for skæbne for præsidenterne John F. Kennedy (der optrappede de amerikanske aktiviteter i Vietnam, for Lyndon B. Johnson, der overtog efter mordet på Kennedy i november 1963. Også de efterfølgende præsidenter Richard Niixon og Gerald Ford var del i den amerikanske deltagelse i en krig på den modsatte side af jorden.

Danmark som en krigsførende nation

Nationen gik først med i en regulær krig (altså uden at nøjes med at være observatører eller fredsbevarende) efter mange år som neutralt land (fodnotepolitikken). "Udenrigsminister Per Stig Møller (K) fremsatte den 18. marts 2003 beslutningsforslag B 118 gående ud på, at Folketinget skulle beslutte at danske styrker skulle indgå i en multinational styrke i Irak. Beslutningsforslag B 118 med titlen "Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak havde følgende indhold:
"Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak." (Wikipedia 20.1.2013)
Siden har Danmark ført krige mod Afghanistan og Libyen samt nu en krigslignende indsats i Mali, samt sendt fly til Tyrkiet i forbindelse med urolighederne i Syrien!

Fodnotepolitik

Det pudsige er at Danmark, trods mangeårigt medlemsskab af NATO, var i stand til at forholde sig neutral, godt nok i form af den såkaldte "fodnotepolitik", men det var en ikke-krigsførende nation, indtil vi på falsdke forudsætninger gik ind i en krig vi aldrig har haft anden interesse i, end at Danmarks daværende statsminister ønskede sig en international toppost.
Nu er vi så gennem en totalt isblind og uvidende udenrigsminister gået ind i en krig for at støtte franske interesser, ikke vore egne på nogen måde. Vi har fået at vide at FN har sanktioneret deltagelse i en borgerkrig i Mali (Nå ja, undskyld, hvad skal vi ellers kalde det?) og har derved valgt at gå i en krig der intet har med vores land at gøre. Muligvis har krigen noget at gøre med en allieret i EU - men EU har jo netop fået Nobel's fredspris (angiveligt fordi det er lykkes at skabe fred internt i Europa) og kan derfor leve op til udnævnelsen ved at føre krig alle andre steder!
Set med mine øjne er det ikke en mulighed.

Tværtimod vil jeg foreslå at folketinget indfører en fodnotepolitik som forhindrer os som nation i at føre krig, medmindre vi modtager en krigserklæring! Jamen så vil NATO jo ikke komme til hjælp vil argumentet være, og mit modargument er: "Nej, men vil NATO komme til hjælp hvis der er andre krige at føre?". Selvfølgelig vil NATO hjælpe, siger tilhængerne, jeg er bare ikke sikker. North Atlantic Treaty Organisation blev oprindelig dannet for at modsvare krigstrusler fra en kold krig, som stort set var en krig bestående af trusler om, hvad man kunne gøre. Ikke en trussel om krig.
Derfor er vores behov at blive neutrale igen, være som Norge (der måske nok udsættes for vold fra både hjemlige ekstremister og fra gidseltagere), men som dog har fravalgt at gå i krig der ikke vedrører landet. fredsbevarende styrker er sådan set et bevis på at en nation er bekymret for den ufred der findes rundt i verden, men at vi som nation gang på gang kan erklære krig på et tvivlsomt grundlag er nedbrydende på moralen hos den enkelte borger i landet.

Valg og fravalg

Med Danmarks tradition (OK måske bare hundrede år - men alligevel) burde det vel være oplagt som en lille nation at være så neutral som muligt, og undlade at gå i en krig som ikke har andet formål end at støtte venner. Det at støtte venner svarer jo til at mobbe andre i skolegården for selv at slippe for det.

I stedet skal vi, set med mine øjne, vælge at sige fra og hjælpe og beskytte. I USA vil NRA have våben indført som beskyttelsesforanstaltning i forbindelse med uddannelsessteder, fordi der har været skoleskyderier de seneste mange år med jævne mellemrum. Tror vi på at våben kan bringe fred, tror vi at et svært bevæbnet politi kan forhindre kriminalitet? Hvis vi virkelig tror at våben er svaret på hvordan man får fredelig sameksistens, må vi være syge i hovedet.
Måske findes der nogle der myrder deres samlever, andre der er medlemmer af grupperinger hvor vold og mord florerer, men den almindelige dansker er ikke morder, og forstår ikke hvad mord og vold skal gøre godt for.
Fjendtlighed er godt nok blevet en udbredt fordom, men det skyldes jo at vi hele tiden via politikere og presse konfronteres med meningsløs vold og affektionsmord, ikke at vi hører om alle de mennesker der ikke er voldelige, aldrig kunne finde på at være det eller blive det.
Samtidig skal vi tage stilling til voldelige flygtninge, som ofte er traumatiseret af vold eller forfølgelse i det land de er flygtet fra! At vi politisk set har et flertal for at voldelige mennesker skal tage ansvar for deres voldelige tendenser er jo en markant modsigelse af politikeres beslutninger, der siger at en politiker overhovedet ikke behøver at tage ansvar for at skubbe et menneske over afgrundens rand.

Hvad kan vi få ud af neutralitet?

Vi kan begynde at tage menneskelige hensyn i stedet for at skabe flere ulykkelige skæbner (at redde mennesker fra den visse død for at lade dem dø i flygtningelejre er ikke et mål - det er bare en hjælp til vestlige investorer til at skaffe sig en rigdom som de ikke burde have adgang til).
Vi kan satse på at få en menneskelig relation til mennesker med en anden kulturel baggrund, på sigt vil det være til fordel for et samfund, der i øjeblikket er gået så meget i stå at menneskefjendskhed, fobier i forbindelse med arbejdsløshed og sygdom samt i forbindelse med fremmedhed (Se for eksempel det seneste eksempel: "Det slører stadig" (skal jeg være venlig og kalde det muslimsk inspireret kvindehumor) eller diskussionen om en grænsebom!)
Vi kan leve på en måde, hvor positive menneskelige relationer er vigtigere end etnisk fjendskab.

I bund og grund kan vi være neutrale i forhold til vore omgivelser og tro på at vi alle har noget at dele og at vi alle kan bidrage til et bedre samfund ved at respektere hinanden. I stedet for at bekrige hinanden.

lørdag, januar 19, 2013

Meningen med livet

Mit liv startede med at jeg ikke anede hvorfor jeg var til. Jeg havde søskende, jeg sloges med naboernes børn og selvfølgelig med mine egne søskende. Jeg var uenig med mine forældre (at de blev skilt gjorde mig ikke mere mild), og jeg blev mobbet.
Jeg blev ikke bitter, jeg blev uddannet og jeg blev dygtig, men måske fik jeg en rem af huden, da det viste sig at mine talenter ikke kunne bruges. Men der var ingen der fortalte mig at jeg ikke var dygtig, tværtimod fik jeg bare at vide, at der var nogen der var dygtigere. Jeg gider ikke længere spørge mig selv om jeg kunne være dygtigere eller om jeg bare stod i vejen for andre. Jeg endte der hvor jeg endte.

Arbejdet gennem tiderne

Den dag i dag er jeg overbevist om at mit liv kunne have set anderledes ud, hvis nepotisme og ansættelsesprocedurer havde været anderledes. Ikke for det, jeg var ikke den mest trofaste medarbejder, jeg mente faktisk at min holdning kunne gøre en forskel, og jeg lagde ikke skjul på det. Og jeg fik ikke noget arbejde.
Den dag i dag vil jeg ikke være arbejdskraft, uden at ville have en holdning til det jeg laver. Af uforklarlige årsager er det den dag i dag mærkværdigt at man tagr stilling til det man gør, især når man ikke er enig med arbejdsgiveren. Underligt synes jeg, det er vel netop et mål for alle virksomheder eller kommunale arbejdsgivere, at man skal byde på noget nyt, fremfor at gøre det forventede.
Arbejdet i nyere tid

Jeg fik aktiveringsjob i Netto for et halvt år siden. Jeg arbejdede gratis, og jeg og jobcenter fik lovning på at butikken ville overveje job med løntilskud. Efter et halvt år hvor jeg havde været på kontanthjælp skulle jeg så finde mig i at arbejde gratis i mere end et halvt år, at modtage en løn, svarende til normallønnen for en kassedame (langt under optjeningskravet til dagpenge) - dertil uden feriepenge og uden optjening af retten til dagpenge. Selv hvis jeg havde optjent dagpenge ville jeg ikke få fuld dagpengesats. Men man opsparer ikke timer ved at arbejde, man opfylder et aktiveringskrav som udelukkende gavner arbejdsgivere og som nedbringer omkostninger til ansatte. Og det er en socialdemokratisk regering der fastholder denne løndumping. Det kan godt være at det er med en blå regeringspartner i kraft af RV, men det fritager ikke regeringen for at have taget beslutningen.

Arbejdet set med mine øjne

Det mærkeligste er at jeg faktisk aldrig har ligget stille, siddet stille eller stået stille - medmindre jeg direkte har fået besked om det! Jeg har været aktiv på alle de områder jeg er dygtig, jeg har brugt mine talenter til at udbrede viden, jeg har endda delt min viden med andre uden at kræve noget til gengæld.
Resultatet er at jeg ikke kunne det jeg skulle for at støtte samfundet. Jeg var god til at læse bøger, jeg var god til at samle viden og jeg har været god til at være social og et menneske! Men jeg har hele tiden levet i et samfund, hvor unge, dårligt uddannede, håndværkere og udsatte mennesker skulle tilgodeses. Ikke at jeg ikke blev tilgodeset, men andre mennesker fik al den opmærksomhed som samfundet havde. Jeg var for ung da de ældre skulle tilgodeses, da jeg blev ældre havde jeg for god en uddannelse, og blev ikke tilgodeset, da jeg blev ældre var det mine ældre kolleger der skulle tilgodeses før de faldt ud af systemet, og da jeg endelig stod alene som arbejdsløs var der intet arbejde, slet ikke når jeg havde været ledig i 20 år og kun havde haft vikariater. Jeg var villig til at flytte fra den ene ende af landet til den anden, jeg mistede mine parforhold ved at tage begrænset arbejde og nu er jeg blot et samfundsmæssigt økonomisk problem!

Økonomi set med mine øjne

Jeg har aldrig haft noget økonomisk ud af at arbejde. Det har principielt kostet mig mere at flytte efter arbejde i en anden del af landet. Jeg har sådan set aldrig søgt arbejde for at tjene penge, men ofte for at kunne arbejde med det jeg var god til. Eller for at lave et stykke arbejde jeg mente jeg var kvalificeret til. Men at give mig penge for at at lave et stykke arbejde andre er bedre til er ikke min ide om hvordan vi skal komme videre i denne verden.
Hvis vores eneste mål med at tage arbejde er at skaffe indtægter til vore arbejdsgivere, så glem mig.Jeg har talenter og jeg er dygtig til det jeg kan, men jeg skal fanme ikke stille mine talenter gratis til rådighed. Det er ikke til gavn for min økonomi, det er ikke til gavn for landet som sådan og på ingen måde til gavn for andre end dem der tjener pengene!

Meningen med livet

Det er vel ikke en opgave for alle os mennesker der ikke er kapitalister, investorer eller medløbere til et projekt der går ud på at udnytte ca, 99% af verdens befolkning. at lægge os på ryggen, sprede benene og sige undskyld når vi bliver kildet på maven?
At penge er det vigtigste i verden har jeg lært gennem hele mit liv, mens det aldrig er lykkes mig at forst¨hvorfor penge er så vigtige. For eksempel har mine forældre nok af dem, og år de en dag dør skal staten nok fgå sin del af deres opsparing:

Hvis meningen med livet er at spare penge sammen af hensyn til investorer, skattevæsen og industri, så er i kommet til den forkerte.
Jeg vil ikke den form for mening med livet, og jeg gemmer intet til alle jer der vil leve af min indsats. I kan selv gøre en indsats.

torsdag, januar 17, 2013

Landdistrikterne

Livet på landet er igen blevet en udfordring, svarende til dengang landarbejdere i hobetal flygtede til industribyerne eller fra landbruget til industrien. Forskellen er at i dag er der ingen til at betale for driften af de små udkantssamfund. Landbruget er blevet stort, ejere af jord er blevet færre og lever af skattelettelser og tilskud. Arbejdspladserne er generelt blevet færre og derfor sker der en voldsom fraflytning af mennesker i den arbejdsdygtige alder.
Følgen er derfor at beboelse og jord bliver mindre værd, at dem der flytter til udkantsområderne i stort omfang er fattige der forsøger at nedsætte leveomkostningerne ved at flytte til lavkonjunkturområder.

Lokalsamfundet

For landbrugets vedkommende sker der stort set kun det at der bliver færre landmænd, der bliver brug for mindre arbejdskraft på grund af mekanisering af produktionen. For anden industri sker der det samme, og for den lokale politik er der også tydelige faresignaler.

Der er flere følgevirkninger:

For det første er der mindre brug for fast tilknyttet arbejdskraft, hvilket giver flere problemer. Mange landarbejdere kan ikke leve af deres arbejdskraft fordi årstidsfyringer eller deltidsarbejde ikke sikrer dem og deres familie en indkomst de kan leve af. Samtidig ansættes billig arbejdskraft - enten på jordbærplukkerstadiet, altså akkordløn, eller med lav grundløn og provisionslønninger. Når der intet arbejde er i nærområdet er der altså ikke penge at leve for. Resultatet er at den arbejdsdygtige del af befolkningen flytter.
For det andet vil gennemsnitslevealderen samt gruppen af mennesker der lever på forskellige former for pensionistoverførsler udgøre en meget stor procentdel af beboerne i udkantsområdet. Det medfører, sammen med de voksende landbrug og andre virksomheder (oplevelsesturisme mm) at skatteindtægterne på grund af lavere indkomst blandt borgere og lavere indtægter blandt erhvervslivet (især i forbindelse med låntagning og investering) giver mindre samfundsindtægter. Den tidligere regering var på sin egen måde klar over dette problem og gennemførte derfor en kommunalreform, hvor de større kommuner skulle sikre en fordeling af de kommunale og (ikke at forglemme de statslige - bloktilskuddene). Problemet er bare at alle de politisk-økonomiske teorier allerede inden kommunesammenlægningen faldt sammen, på grund af det finansielle opsving der fandt sted i perioden lykkedes det dog først at opdage denne eklatante fiasko for en økonomisk teori. Herefter af skiftende regeringer kaldet "økonomisk krise" og brugt som "fordi" (lissom børn, der har gjort noget de ikke skulle gøre).
For det tredje vil disse "billigområder" uden synlig "samfundsvækst" være en økonomisk belastning. Når staten pålægger kommunerne nogle krav, er det jo svært for kommunerne at gøre noget for borgerne i udkantsområderne, samtidig med at borgerne ikke kan bruge kommunerne til ret meget andet end en automatisk indtægtskilde. Resultatet er entydigt: fattigere kommuner og fattigere borgere. Enkelte pensionister kan dog i dag fremvise en så god samfundsopsparing af pension, at de kan leve godt i de samme områder. En opsparing som de ikke mindst kan takke deres fagforeninger og overenskomster for, og som de nu i høj grad bruger til at underminere det samme system med, ved at antage at alle mennesker har de samme levevilkår dom de selv har opnået, vel at mærke uden selv at gøre noget som helst!
For det fjerde bliver mobiliteten dårligere. Infrastrukturen i de små samfund er for dyr at udbedre, fordi der bor en masse fattige mennesker der ikke til hverdag har brug for hverken offentlig transport eller gode veje. Skulle der ligge en virksomhed et sådant sted er det oplagt for kommunen at sørge for at adgangsveje til produktionen er i orden, hvilket jo så kommer til at koste i forbindelse med den offentlige transport (selv skolebuskørsel er tvunget til besparelser), hvilket igen betyder at de dårligst stillede i de små kommuner enten ikke kan komme ud, når de skal, eller ikke kan komme hjem når de skal. Det medfører til gengæld forøgede omkostninger til lægekørsel og kørsel til aktiviteter, fordi den ofte overlades til taxi-kørsel eller kørsel med en privat vognmand.
For det femte, og det er set med mine øjne, det der tager længst tid at rette op på. Fattige børnefamilier, der ikke formår at flytte bliver simpelthen behandlet som fattige, mens tilflyttere, der har en god overførselsindkomst danner egne enklaver og grupper, omkring foreningslivet og den lokale politik. Børnene vænnes til at de er i vejen og at de ikke har nogen samfundsmæssig "værdi". Det bliver simpelthen banket ind i hovedet og bliver efterhånden en kendsgerning for børnene under deres opvækst (der findes jo undtagelser) og vil forfølge dem i deres voksenliv, hvor de ikke vil stille op med selvtillid med med manglende tillid til egne evner.

Findes der overhovedet en løsning?

Selvfølgelig findes der en løsning. Der findes løsninger på alle problemer, det er jo som det siges "blot en opgave der skal løses", ikke et problem!

Men løsningen er ikke så enkel fordi hele samfundet er bygget op på centralisering, effektivitet og liberale økonomiske teorier. Samtidig er selv kritikere af den førte politik i stort omfang bundet af en liberal-økonomisk politike som er demokratisk indført og som derfor binder både politikere, erhvervsliv og borgere til at gå ind for erhvervsøkonomiske teorier (Erhverv skal skabe arbejde, arbejde skal skabe overskud, samfundet kan bruge overskud til at skabe arbejde - en båndsløjfe, der jo netop har bevist at teorien ikke holder, med en krise til følge som går mest ud over den lavestlønnede del af befolkningen (og lad os her gerne regne overførselsindkomsterne med).
Ser man på BNP og aktiekurser, ser man på eksport versus import, ser man på indlånsrente i dag, vil man opdage at det økonomiske Danmark ikke lider nogen nød, det er som i de andre europæiske kernestater, den dårligst stillede del af befolkningen.
Samtidig får vi tudet ørene fulde af konkurrencevilkår, men hvis aktionærer ikke skulle have udbytte af ders investeringer, hvis virksomhedsejere ikke skulle kapitalakkumulere på et plan der lige adskillig hundrede (for ikke at sige tusinde) procent, hvis ikke grådighed og lobbyisme kunne få politikere til at tage beslutninger, som aldrig har været til fordel for medborgere, så kunne vi sagtens konkurrere. Danmark er et land der har fostret opfindere, som gennem mange år har kunnet satse på en produktion der går til hele verden.

Mer vil ha' mer

Det mærkelige er at virksomheder der stort set ikke betaler skat (især set i forhold til lønarbejdere) truer med at flytte produktionen ud af landet.
Jeg synes de skal gøre det af flere årsager.
En af dem er at jeg er sikker på at der findes nogle der er villige til at overtage det danske marked på de vilkår der stilles hvad angår skatter osv. En anden grund er at vi måske på den måde kan sætte gang i en udvikling på innovationsområdet - ikke bare omkring skabelse af produktion, men også en genskabelse af det vi har været bedst til, nemlig bruge og udvikle vores vigtigste råstof: viden.
De seneste mange år har vi alle mærket at grådighed har været drivkraften i samfundet, og jeg tøver ikke med at sammenligne denne grådighed med kræftceller, der breder sig indtil deres livsgrundlag dør.

Mit bud

Vi skal vende det hele på hovedet. Glemme drømmen om kæmpevilla og ejendom og formue. Måske er det lige voldsomt at afskaffe arv, men på sigt er jeg overbevist om at det vil få det bedste frem i mennesker. Ingen kan jo læne sig tilbage og leve af noget man ikke selv har gjort noget for. (Man kan også sige at når mine forældre har knoklet hele livet uden at jeg arver ret meget andet end sorgen over tabet af mine forældre kunne jeg jo stille krav om at få en stor del af de penge de har bidraget til smfundet med).
Vi skal glemme ejendomsretten. At nogle kan eje jord er jo ikke naturligt, så glem retten til at eje jord. (ja, mange synes jo det er vigtigt, men det ender med at vi kan købe jord i undergrunden (hvilket jo allerede er sket, på månen, hvilket er næsten ved at ske, eller vi kan investere i fiktiv jord gennem investeringer i investeringer). Jeg synes ikke vi skal opgive ejendomsretten til vores bopæl, jeg har set hvorledes såkaldt kommunistiske samfund fik mennesker til at forsømme deres bolig og produktionsselskaber, og det er ikke det jeg ønsker. Jeg ønsker bare at kapital ikke skal være et mål, men et middel.

Lokalsamfundet

Mit bud er jo en vision, og imens ødelægger den nationalliberalistiske politik de små samfund og en stor del af de mennesker der bor i udkantsdanmark. Ikke ved at slå mennesker ihjel som sådan, udelukkende ved at glemme at samfundet bør leve af alle borgeres erfaring, ikke bare de grådige.

Vi skal have nærheden tilbage i lokalsamfundet, det betyder også at der skal være penge til de nære samfund. Vi kunne efter den seneste kommunesammenlægning indføre noget der svarede til de gamle sogne, som alle skulle have en form for selvstyre, det kræver selvfølgelig en ændring af den kommunale udligningsordning og en afskaffelse af kommuneskatten som den kendes i dag til fordel for en ensartet sogneskat, hvor hvert enkelt sogn får en lige stor andel af de indkrævede penge. (Kirkeskatten skulle selvfølgelig ikke tilbageføres til sognene, tværtimod kunne både kirkeskatten og licensen afskaffes og pålægges staten)
Der skal være opmærksomhed rettet på vejledning i at bruge netbanker, netindkøb, net-kommunikation, bestående af et korps af mennesker der til stadighed kan stå til rådighed for mennesker der ikke kan finde ud af at bruge internet og smartphones mm (ældre, psykisk syge og folk med handicap). Det lokale samfund skal have en højere grad af nærhed, men også en højere grad af ansvar (ikke forstået som økonomisk ansvar, snarere som ansvar for at lokalsamfundet fungerer på sine egne principper, fremfor på EU's og landspolitikernes præmisser).
I stedet for dekreter ovenfra skal de lokale samfund kunne melde opad og fortælle hvilke problemer der findes netop der (At Fanø og Samsø ikke umiddelbart er sammenlignelige er evident, men begge øer regnes blandt de mellemstore danske øer).

At glemme de lokale samfund er ikke bare som at lade industri flytte fra Danmark, det er at miste landets livsgrundlag, nemlig mangfoldigheden, og så kan alle dem der taler om arbejde og skattelettelser til virksomheder, sige alt hvad de vil. De pisser og skider samtidig i bukserne for at opnå en kort gevinst.

Kapitalakkumulation er ikke nogen gevinst for et samfund, kun for dem der sidder på kapitalen.

onsdag, januar 16, 2013

De små samfund

Inspireret af møde på lørdag om landdsitrikterne og oprettelse af en arbejdsgruppe omkring pipper jeg lidt her, da jeg ikke føler mig i stand til at komme selv.

Jeg er født i den lille by Sæby (Nordvest for Roskilde), vokset op i den lille vestjyske by, Ansager, til mit 17 år. Har boet i Danmarks største provinsby, Aalborg, mens jeg læste til bibliotekar. Sidenhen har jeg haft bopæl i Fårvang, nær Silkeborg og på Samsø, nu er jeg flyttet til Odense NV, som faktisk er langt ude på landet, når man bor i et rækkehus på en ensrettet vej, hvor der kun er 30 naboer og genboer, før du må vende og køre samme vej ud af kvarteret som da du kom ind i det.

I Alborg nåede jeg at bo i både midtbyen og i satellitbyerne. Jeg nåede at opleve de korte afstande og ulemperne ved at være bundet af privatbilisme som studerende. Jeg havde ikke råd til bil, da jeg blev arbejdsløs, så det var naturligvis cykel der skulle bruges. Jeg havde heller ikke råd til kørekort, og fik ikke et, selv om jeg ikke røg. Min mor var fraskilt med 4 børn.

Siden har jeg været afhængig af kollektiv trafik.

Udfordringer i de små lokalsamfund

Som barn var udfordringerne ikke specielt store i lokalsamfundet, der var skole, flere forretninger og et lokalsamfund, hvor børn og forældre deltog i det omfang det kunne lade sig gøre. Jeg lærte under min opvækst at tale to sprog (Vestjysk og rigsdansk) - mine forældre fattede sjældent hvad vi sagde, selv om de underviste i samme folkeskole som vi var elever i. Men vi kunne oversætte, og vi havde ingen problemer med at skifte sprog, når vi var sammen med både vores mor og vores legekammeraters forældre.
Der var ikke børnehave, og mange, for ikke at sige de fleste mødre gik hjemme, eller havde som os en ung pige i huset. Nogle gange kunne man være uheldig med sådan en ung pige, og det var vi da også, fordi sognerådet havde fundet en mulighed for at en pige kunne passe os, hvilket mine forældre, der dengang endnu var gift, syntes var en god ide. Hun holdt utrolig meget af børn, var en engel overfor os, men desværre havde sognet glemt at fortælle at hun havde kleptomaniske tilbøjeligheder. Som man kan forestille sig blev det afsløret, og som man kan forestille sig, var det for sent. Hun mistede endnu engang sin livsnerve på grund af misforstået hemmlighedskræmmeri fra det offentliges side. Sådan var de små samfund også.

Med tiden ændrede alt dette sig, der kom efterhånden børnepasning, da kvinderne på landet fik arbejde (der kom ingen fremmedarbejdere til de små landsbyer, der var simpelthen ikke arbejde til at brødføde endnu flere i disse små samfund - oftest heller ikke til at brødføde dem der boede der). Oftest var de bedsteforældre eller store søskende (især piger), men af og til kunne det blive nødvendigt med en barnepige.

Også i andre sammenhænge skulle vi børn og unge arbejde, men det viste sig hurtigt hvilke talenter vi havde, og dem der var gode til at arbejde i landbrug, med træ eller sætte bøger på plads på det lokale bibliotek, kom til at arbejde med det de var gode til. Jeg fik for eksempel arbejde som bogopsætter på biblioteket efter jeg var fyldt 14, formedelst 1 kr i timen, som efter et år steg til 1,25 krone. og efter 2 år til 2 kroner i timen.

den tvungne skolegang blev udvidet så vi alle skulle gå i skole ni år, men en af mine klassekammerater fik lov at komme i lærer som håndværker, fordi han havde fundet en læreplads inden han skulle i 8. klasse.

Og sådan kunne jeg fortsætte, men jeg tror jeg har givet et billede på godt og ondt af de små samfund på landet.

De små samfund jeg mødte senere

De små samfund findes alle steder. Studentersamfund, havnearbejdere, lærere og kommunal-etat, politiske organisationer, samt mange flere steder. De små samfund havde tit og ofte deres egen dagsorden (i dag hedder det ofte agenda), som gik ud på at de gennem fagforeninger, loger eller andre fællesskaber kunne arbejde for at opnå rettigheder, i virkeligheden noget der bygger på middelalderlige begreber som laug og loger, på sammenhold i snævre arbejdsmæssige sammenhænge.

Som ung mødte jeg den slags samfund og en helt anden slags. Jeg mødte den spirende demokratiske bevægelse, der tog afstand fra den traditionelle bevægelse. Den var begyndt med SF og fortsatte med VS - men den stoppede ikke, jeg nåede op på at der var så mange venstreorienterede bevægelser alene i Aalborg at de blev nødt til at gå sammen om at sælge marxistisk litteratur og politiske medlemsskaber. Jeg opdagede musikalske strømninger fra østlandende og læste litteratur der ikke alene var marxisme, men var fortolkninger. Pudsigt nok var det eneste jeg først opdagede senere, at kommunismen i USA var totalt skudt i sænk via McCarthyismen, og det skete kun fordi jeg begyndte at læse amerikansk litteratur i forbindelse med sydsaternes forfølgelse af "black people". Det sidste blev det jeg lærte af. At små samfund opfinder og fastholder deres opfattelse af hvem der er skyldige i samfundets ulykker - lidt lissom Dansk Folkeparti. (I forbindelse med samfundets "økonomisk krise" ser vi den samme funktion, bortset fra at samfundet nu ikke længere er vores men vores demokratisk betroede politikeres.

De små samfund viste sig med tiden at blive smålige, og samtidig fik jeg nogle oplevelser med effektivitet gennem to kommunesammenlægninger, dels i 1970 og dels i 2007, jeg kavede faktisk omkring seks radioudsendelser om hvilken betydning kommunesammenlægningen kunne få for Samsø, fordi jeg boede der på det tidspunkt. Jeg lærte også at mennesker ikke har lyst til at opgive deres standpunkt i de små samfund. Endelig lærte jeg at de små samfund er små, ikke indskrænkede som mange væler at sige, de er bare nære samfund uden mulighed for økonomisk opbakning, især i tider man uden blusel kalder krisetider, for at lukke virksomheder, for at spare på service fra såvel kommunal side som fra statslige og pengeinstitutters side.  Så kan alle de gamle lære det, de har fået rollator og el-scooter, der er givet tilskud til alle mulige ting og i samme åndedrag er der masser af tilskud der ikke er givet fordi mennesker kan klare sig selv uden hjælp. Som for eksempel min far der ikke kan få hjælp til at tørre støv af eller få støvsuget eller pudset vinduer. Han er vaks nok til at følge lægens råd og gå ca ½-1 kilometer om dagen, men kan ikke klare de huslige pligter. Huset er ikke bygget efter en robotstøvsuger, da det er i flere niveauer på stueplan, men også  på loftsplan. Men han kan stå ud af sengen og kan gå i sengen, han kan endda finde ud af at bruge sin (fastnet-)telefon og se svar fra lægen på internet, han kan som 86-årig køre bil, hvilket han er afhængig af, trods det at han ikke lænegere bryder sig om det, han har et bredt netværk, der desværre også er kommet op i alderen, mens hans børn alle er for travlt optagede med at opfylde krav om at være i arbejde, trods det at der kun delvis er og har været arbejde.

Retten til at leve i et lille samfund

De små samfund er simpelthen ikke længere til i mange sammenhænge! Medmindre de skal definres som samfund hvor gennemsnitsalderen er over pensionsalderen. Jeg ved der findes småbyer ikke så langt fra danske metropoler, som Aalborg, Aaarhus, Silkeborg, Herning, Esbjerg, Kolding, Aabenraa, Odense, Roskilde, Ringsted, Køge, København og Malmø.

De bliver oftest betegnet satellitbyer eller forstæder, de er kun til fordi der er opstået et ønske fra de købedygtige, om at være lidt i fred. På sigt kan vi forestille os et eler flere danske "Beverly Hills"-agtige afspærrede områder, der blot skal afsondre rige mennesker fra de "små, nære samfund". Det giver ret til et elitært mindretal til at leve i et mindre samfund, og måske også til at udelukke andre mennesker fra et mindre samfund.

Man kan spørge sig selv om Hellerup er bedre end Ishøj (billeder fra min ungdom). Det vil måske heller ikke være svært at spørge om Costa del sol er bedre end Langeland (der er vel ca lige meget kyststrækning), nej det eneste man kan spørge om er hvorfor det ene sted er bedre end det andet?

Det nære samfund

Man kan altså diskutere om det nære samfund er der hvor man kører med sin hund i bil til Bernstorff-parken, lader den skide alt hvad den vil, losser den ind i bilen og kører hjem igen, eller der hvor man har en hund i rækkehuskvarteret, går tur med den fordi man ved at den er det eneste selskab man får. Man kan spørge sig selv om danskere i Solvang, Californien (som ikke kan tale dansk, men syns at wienerbrød er så dansk at det skal være på bordet i en af de lokale restauranter), eller om tyrkiske indvandrere skal lære at spise svinekød og tvinges til at konvertere til kristendom for at få lov at bo i Danmark. Jeg er faktisk blevet træt af at nævne det nære samfund. Det var noget helt andet jeg ønskede at fortælle, men kan bare ikke klare at der er så få der forstår sammenhængen.

I morgen vil jeg fortsætte dette indslag i en ny blog - der er brug for at vide hvad vi skal stille op med landdistrikterne (og med det indesluttede småsamfund på den dyre og billige side af samfundsøkonomien). Bare vid at samfundsøkonomien får det største bidrag fra indvandresamfund, ikke fra kapitalisterne (dem der lever af penge).