fredag, november 30, 2012

Julekalender

Så når vi december. julepynt i gadebilledet og julereklamer i TV, radio og en fandens masse reklamer om jul. Julegaver er ikke længere gaver, det er en form for pligt, og den skal heslt være dyr, ikke god. Jeg har ikke givet gaver i min familie til hverken jul eller fødselsdag i mange år, jeg har givet dem når jeg kunne og når nogen havde brug for det, hele året. Men det skyldes sådan set at jeg uden selv at have indflydelse på det blev skilsmissebarn. Min storesøster blev skilsmissebarn i en ganske ung alder, hendes mor og far gik fra hinanden få år efter hun blev født, blandt andet fordi min far mødte hendes mor og de flyttede sammen, blev forældre til mig og mine to yngre brødre, skulle på ferie da min mor (og min søssters) havde taget kørekort. Min mor var ved at slå min far, sig selv og min yngste bror (et eller andet sted omkring ét år gammel) ihjel, fordi hun kørte i en tungt lastet bil (van) med campingudstyr med mere og foretog en overhaling.

Resultatet blev en skilsmisse, hvor vi børn var de kort der blev handlet med. Vi endte med at bo sammen med vores mor og søster, og vores far måtte opgive hele sit liv for at vi kunne give os den tryghed vi slet ikke anede vi havde.

Da min storesøster blev konfirmeret var jeg syg, så jeg kastede bare op og havde feber, det var den eneste gang jeg så hendes søskende på fædrende side. Da jeg selv skulle konfirmeres sagde jeg til min mor at jeg hellere ville se min far og hans familie end at blive konfirmeret.  Jeg fik besøg af min far og hans familie det år. 2 år efter giftede min mor sig med en mand der var sygeligt chaloux, trods det at han selv havde et "uægte" barn der først dukkede op adskillige år senere. Min far måtte ikke afhente os, medmindre han ventede uden for byskiltet.

Hvorfor skulle julen for mig være en fest. Vi købte DR's julekalender hvert år, vi sparede røven ud af bukserne fordi min mor var alenemor. Vi blev mobbet i skolen fordi vi var anderledes, og vores mor tjente ekstra penge ved at arbejde i aftenskolen. Min søster passede os men var også så gammel at hun kendte nogle drenge og piger på sin alder. Vi var med til festerne når vores mor var til "enkebal", og vi var med til at rydde op bagefter, så der ikke var så mange spor.

Vi havde julesok hvert år, og hver morgen lå der noget slik eller tilsvarende i sokken. Og bare rolig, vi havde hver sin. Vi lærte tidligt at vaske tøj og hvad en tørretumbler kunne bruges til, vi fik lov til at lege udenfor så længe vi kunne, hvilket medførte at min yngste lillebror fik mellemørebetændelse. Men vi fik lov. Vi havde frihed, måske mest fordi min mor på den måde fik fred? Måske fordi hun havde travlt med at være enlig mor og tjene penge så vi alle kunne overleve.

Min jul bestod af en julekalender og en fraværende mor, samt en far der ikke kunne eller måtte komme. Min jul bestod af en måned der var ligesom alle de andre måneder bortset fra februar, altså enten 30 eller 31 dage, og adventslys, der måske blev tændt inden eller efter vi åbnede låger i julekalenderen, min jul bestod i at vi lavede vores egne lågekalendere i formningstimerne. Min jul bestod i at vi alle inklusive mor og storesøster havde ligeså travlt som altid. OG så bestod min jul i at jeg kunne huske de få år min mor og far var sammen. De få år hvor vi var til "selvpluk" af juletræer, hvor alle os børn ville have det træ der ikke kunne stå i stuen, og hvor far og mor til sidst valgte et juletræ vi andre kunne ønske. Min jul blev et virvar af at gemme gaver, af ikke at kunne ønske noget, fordi det var for dyrt og af at savne min far. Sådan en jul ønsker jeg ikke for nogen.

I dag hænges julekalendere og sokker op mange steder. Jeg har det helt fint. For mig er julen børnenes fest - men den har aldrig været min! Hvis det stod til mig skulle alle børn have lov til at deltage i en fest, som julen er. Ligegyldigt hvilken religion de tilhører er der garanteret en fest, måske ikke lige på samme tid og måde, men en fest, som børnene kan deltage i! En fest. For mig blev festen til et problem. Ingen far, ingen gaver og ingenting. Min mor købte to gaver til os. En til formiddagen så vi kunne lade være at forstyrre hende, og en til at pakke ud om aftenen. Vi fik flæskesteg og brun sovs med franske kartofler og ris a la mande. Vi nåede også i løbet at lave konfekt. Vi fik jul. På hendes måde. De seneste mange år har jeg holdt juleaften med min far, jeg syntes det var hans tur. Og hver gang bagte vi brød og lavede hjemmelavet leverpostej. Ingen gaver blot det at stå i køkkenet sammen var vores julegave til hinanden. Nå ja, og så at spise noget af den sammen. Men jeg var faktisk mere end voksen og far til et barn da vi indførte den tradition.

Hele mit liv har  juleaften været et problem. Jeg kunne ikke holde jul med mine forældre, kun med den ene af dem. Da jeg flyttede fra min mor ville jeg holde jul hvert tredje år. Et år hos mor mor, et år hos far og et år efter eget valg. Det gjorde jeg så, men det gjorde ikke min jul bedre, den gjorde min jul til pligt.

Jeg vil støtte julemåneden, og jeg vil støtte glæden ved at have en familie som man kan deles med om julen. Jeg kan bare ikke selv se nogen som helst grund til at holde jul for mit vedkommende. Der har været børn som samler ind til deres sportsklub eller andet, dem støtter jeg så godt jeg kan. Der har været aftaler om hvordan kæresten og jeg fejrer juleaften. Dem støtter jeg. Min mor holder jul hos min søster, det støtter jeg også. Jeg holder jul hos min kæreste, og det betyder at min far ikke får friskbagt leverpostej juleaften.

Hele december måned er jo indskrænket til 24 dage, der først bagefter udvides til at blve en måned. Lidt ligesom at tælle dagene til ens fødselsdag fra den første i måneden. Synd for min lillebror, han er født den 1.
Men julen er jo en fest for Jesus? JOW da, han blev da også begravet med alle sine penge. Og Johannes (Skt Hans) blev jo begravet uden hovede. Gud holder fest hver weekend, uden nogensinde at have bedt om det, han har end ikke en helgendag i kalenderen, han er der bare - lidt ligesom du og jeg. Alligevel har folket bygget huse til ham i ærefrygt. Og gudhjælpemig om ikke tv-julekalendere handler om aserne. Igen i år.

Jeg satser på at vi får en islamisk julekalender næste år, eller eller en buddhistisk. Shintoistisk julekalender viller nok være toppen.

onsdag, november 28, 2012

Påfugle

En adoption har bragt folk i total vildrede. Nogle vil indføre dødsstraf, andre vil føre barnet tilbage til forældrene, der faktisk (husk det) har fået penge for at sælge deres barn til adoption. Problemet er at barnet er født i et land langt væk fra Europa og at de danske adoptivforældre ikke har magtet at passe barnet!
Det mest opløftende jeg har fået ud af den udsendelse er at masser af forældre her i Danmark pludselig fik lyst til at vise ømhed for deres børn. At andre fik lyst til at slå ihjel er grimt set med mine øjne. Jeg er absolut ikke den rette til at tale om vanrøgt eller adoption. Min datter har jeg sjældent set, da hendes mor døde valgte hun at få en anden plejefar, og jeg kunne bare stå der og sige at jeg ville være der for hende (altså min datter) hvis hun fik brug for det. Det gjorde hun åbenbart ikke.

Men at ville være noget for nogen er det jo svært at tage fra én. For et års tid siden ville jeg adoptere et pindsvin fra Pindsvinenes venner. De var meget velvilligt indstillede, indtil jeg fortalte at der var en hysterisk dværgpincher hos naboen og at jeg boede i et rækkehus. Ikke nogen adoption af pindsvin så! Det gør sådan set heller ikke noget, jeg ville jo bare gerne hjælpe - og vi er ikke plaget af dræbersnegle, så det var absolut ikke for at få en effektiv dræber af dræbersnegle, nej det var såmænd for at have en have med dyr af forskellig slags. Og tro mig vi får jævnligt besøg af et pindsvin alligevel. trods den hysteriske hund hos naboen, så vi behøver ikke at have vores eget.

Vi har en fasan der kommer jævnligt på besøg i vores lille have, jeg kan endda høre den om morgenen så den bor ikke så langt herfra. Der har sågar været to fasaner i vores have, som måske - måske ikke - har sloges om reviret, det ser i hvert faldt sjovt ud når de står overfor hinanden og hopper lidt, bider lidt og lurer på hinanden.
En sådan hanfasan er jo en flot fugl i en lille rækkehushave, så jeg kom til at tænke på at adoptere en påfugl. Det kan man ikke, men man kan købe en for 500 kroner.

Inden jeg nåede videre gik kæresten i gang. Hun var på nettet med det samme, fordi hun var med på ideen om at have et dyr i form af en stor fugl i haven. Jeg blev løbende orienteret og kunne i løbet af en time konstatere flere ting:
En påfugl er et rovdyr, og spiser fortrinsvis kød. Den kan købes for penge og der er i princippet ingen restriktioner hvis man vil anskaffe en. Hvis den er alene vil den opføre sig med råb og skrig, hvis den har en mage vil den være mere rolig. Den har (som et pindsvin) brug for et revir der er større end en rækkehushave. Og hvis der ikke er mad nok i naturen skal den fodres for at overleve!

Så dyrelivet i vores have er foreløbig indskrænket til foderbræt til fugle, besøg af naboens hysteriske hund og den anden nabos kats gæstevisitter, samt de spor som vores "gæstepindsvin" aflægger. Vi har en solsort der er født på ejendommen (i værktøjsskuret), vi får jævnligt besøg af "vores fasan", vi er endda benådet med en bestand af gråspurve, mejser og lidt større fugle. Hvis nu engang vi får sne som vi fik det for få år siden, kan vi så begynde at se sporene i sneen. De vil nok i langt højere grad fortælle hvad der kan overleve i vores rækkehushave end alverdens bøger og mennesker der vil gøre det godt!

Jeg overvejer at forære et påfuglepar til min far der har en landejendom med vilde katte, rotter og ræve med skab, fejende rådyr, naboernes fritgående hunde samt rotter og masser af mus, harer og et vildt fugleliv hele året (glemte jeg at nævne hvepsene, som han er allergisk overfor?). Et påfuglepar ville ikke gøre megen skade sådan et sted, men man bør jo altid overveje om man skal købe, adoptere eller lade naturen gå sin gang. Sålænge man kan købe for penge, så længe nogen mangler penge vil uretfærdighed og mangel på empati findes, og nogle vil købe uden at vide hvad de køber, andre vil være blinde for behov - som en af mine venner der genstartede tørretumbleren fordi tøjet ikke var tørt. Resultat: katten døde, for den havde lagt sig et lunt sted og han blev skilt.

Hvis vi alle søgte oplysninger og hjælp før vi købte en påfugl, ville vi nok gøre tingene meget bedre.

tirsdag, november 27, 2012

Johnny Allen Hendrix

Børn bliver født og børn dør. Denne dreng blev født 27. november 1942, altså i skrivende stund for 70 år siden. Inden han kunne læse og skrive blev hans navn ændret til James Marshall Hendrix, og da han trådte ind i den verden han skulle forandre blev han til "Jimi".

Jeg stiftede bekendtskab med en helt ny form for musik (mine forældre kaldte det konsekvent for støj eller undlod helt at kommentere det) - Men "Star spangled banner" som symbol på en krig der ikke var andet end en krig, blev min indgang til den verden jeg lever i nu. En guitar der på samme tid spiller natiolalmelodien (den amerikanske) og kombinerer med maskingeværer og bomber, altsammen udført med en guitar! Og det gik op for mig at der var en krig i Vietnam som ingen kunne forklare. Men det kunne Jimi. Med lyd og musik!

I den periode blev jeg stopfodret med alt fra The Beatles, over Pink floyd, jeg hørte John Mogensen og Peter Belli. Men det var fortolkningen af den amerikanske nationalsang der åbnede mine øjne for at man kunne udtrykke andet end kærlighed med musik. Sidenhen kom både Røde Mor og Skousen og Ingemann på banen, Pink floyd blev på en måde politiske så det kunne læses. Et årti senere opstod punk som en bevægelse væk fra det etablerede, men jeg havde allerede da oplevet smadrede instrumenter (The Who, brændende guitarer - og smadrede- via Jimi) jeg havde oplevet et generationsopgør med The Kinks og The Rolling Stones da jeg var ganske ung men havde en storesøster. Selv The Beatles afsøgte grænser. Alligevel står den guitarsole som Jimi lavede omkring den amerikanske nationalmeldi som den vigtigste musikalske oplevelse i mit liv. Han malede billeder med sin guitar - og siden har den elektriske guitar haft min opmærksomhed, ikke at jeg selv har spillet, jeg nåede kun til "Smoke on the water", men jeg har lyttet.

Men md Jimi Hendrix blev musik en del af min udtryksform. Jeg hører jazz og klassisk musik, jeg lytter til revysange. Jeg har hørt musik der udtrykker kærlighed til livet og til musikken. Roxy Music lavede eksperimenter sammen med Eno, Talking Heads lavede musik der var helt anderledes med "More tales about buildings and food", samme år iøvrigt hvor Dire Straits med "Sultans of Swing" satte sig fast på det musikalske verdenskort, og i samme periode Kate Bush debuterede med "Wuthering heights" - nå ja og en masse mere spændende musik vi fik serveret. Lad mig bare nævne "London Calling" med The Clash. Og så tilbage til fødselaren.

Jimi Hendrix er for mig den mest musikalsk geniale guitarist. Jeg har hørt mange dygtige guitarister, men at høre de variationer han kunne få ud af en guitar og en pedal er stadig noget nær det vildeste jeg kan komme på. Mange har kunnet noget af det som Jimi kunne, selv den dag i dag er han et forbillede for vordende guitarister, på samme måde som Led Zeppelin er forbillede for ganske unge mennesker der vil danne en gruppe.

Han døde ung efter et langt liv, og skal jeg mindes ham kan det kun blive med "Castles made of sand", selv om hans fortolkning af Bob Dylans "All along the watchtower" er min personlige yndlingsmelodi, efterfulgt af "Hey Joe". - smut ned og køb den opsamlingsplade de alle sammen er på, så støtter du den familie der aldrig forstod hans intellekt, men som har tjent penge på ham siden 1970!
Iøvrigt er den rigeste døde kunstner: Michael Jackson, efterfulgt af Elvis Presley. John Lennon og Jimi ligger lige bagefter. Hvor må det være fedt at tjene millioner når man er død? De nævnte så jeg hellere leve end levere indtægter til forældre og børn.

At dø betyder dog ikke at man forsvinder. Udødelighed er også eksisterende i musikkens verden. At Jimi startede med at hedde Johnny Allen, for fire år senere at få navneskifte til James Marshall er måske ikke væsentligt, idet han blev kendt som Jimi!

Tak for de mange oplevelser til dagens "fødselar". De er jo ikke slut endnu, der er så mange der har lært at eksperimentere, både med at smadre instrumenter, med wow-wow pedaler, med at bruge guitaren som et billed-udtryk og som ønsker at spille musik der er mere end bare rytme og kærlighed. Allerede jazzguitaristen Franz Beckenbauer ville noget da han var guitarist i Gasolin. Siden er der mange guitarister der har taget de mange eksperimenter til sig.

Tak for musikken

mandag, november 26, 2012

Dagpengefælden

Nu er der en masse mennesker der falder for sidste dato i dagpengefælden! De har sandsynligvis betalt forsikring mod arbejdslødshed hele deres voksenliv. Men nu er en forsikring ikke længere en forsikring. Bare et bedrag. Som da jeg hørte et dilemma i går i Mads og monopolet, hvor en person havde en forsikring på bilen der ville blive dyrere (altså forsikringsindbetalingen) hvis bilen blev skadet. Det skal lige siges at forsikringsselskaberne stadig udbetaler bonus til aktionærerne, mens de i mange tilfælde har indført små bogstaver, der fortæller at oversvømmelser og stormskader mm. ikke længere kan dækkes.

At investorer i banker får deres penge igen er en del af bankpakke ...
Vi taler mange milliarder når vi taler bankerne, vi taler faktisk langt lavere beløb når vi taler arbejdsløse, selv om der er langt flere arbejdsløse end der er banker - de æder jo også sig selv (bankerne) - det kan man ikke som arbejdsløs, selv om det virker som den eneste fornuftige løsning indimellem. At spise mennesker, nu hvor politikerne har fundet ud af at der er for mange af dem kunne måske løse nogle problemer, men på den anden side mener de samme politikere at der vil være for få mennesker om 10 år. Og man kan jo ikke spise kød og spytte det ud når der er brug for det.

De samme mennesker tror at man kan skabe kapital! Vil de så spytte ud når der er brug for penge! Selvfølgelig vil de det? Penge er jo det der får samfundet til at fungere! Bare ikke de penge man har gemt i skattely og på alle andre måder! Folk på dagpenge får ikke del i pengene, kun i det omfang politikerne (ikke) kan få tilskud og lovgivning til at fungere.
Kontanthjælpsmodtagere bliver stadig tvunget til ligegyldig aftjening af værnepligt som arbejdsløse. Ikke med henblik på beskæftigelse, nej, udelukkende med henblik på at de hedder noget andet i statistikken! Der er faktisk en del mennesker der har tegnet forsikrikring imod arbejdsløshed. Ikke fordi det er tvunget - som bilforsikringer og familieforsikringer -  nej fordi det har kunnet betragtes som en forsikring man kunne få brug for. Hvis de folkevalgte skulle tage stilling kunne de jo have indført en tvungen arbejdsløshedsforsikring på linje med andre tvungne forsikringer (dyr skal også forsikres), men nej arbejdsløse er ofre og skal åbenbart vedblive at være det.

Næsten alt viser at dagpenge og andre forsikringer ikke længere er det som de oprindelig er skabt som! Forsikringer var og er i min historik en fælles opgave til at sikre at når der er noget der går galt, skal der være en forsikring om at ulykken kan reddes. Jeg ved godt at stråtag blev afskaffet i købstæderne, simpelthen fordi der var for stor chance for at en hel bydel kunne brænde. Det var for flere hundrede år siden. Jeg ved godt at stormfloder og stormskader er afskaffet, jeg ved endda at kummeskader eller indbrud efter tobak er blevet dyrere i forsikringssum end nyindkøb! Jeg forstår det bare ikke.
Kan vi forsikre os mod regnvejr. Kan vi forsikre os mod rotteangreb i villahaver? Kan vi forsikre os imod at vores PC bliver gammel på et halvt år? Kan vi forsikre os imod tåbelige politikere?

At politikere står last og brast med deres embedsmænd viser jo bare at alle former for forsikringer er meningsløse. At politik består i at bestemme over andre viser også meningsløsheden. At politik er på vej til at være meningsmålingernes demokrati viser at vi er på vej væk. Ikke mindst bevist ved at vores nuværende statsminister (regering), trods forbehold, støtter Euroen! Jeg har stemt på dem der ikke havde og har nogen egentlig magt, simpelthen fordi jeg ville have den hund der gøede når nogen kom ind i min have. Nu har jeg fået en hund der hellere spiser sin egen hale end forfølger postbudet.

Undskyld EL, jeg giver min stemme næste gang, men det er kun fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal gøre! For mig skal i komme op af sofaen, ikke for at logre, jeg ved godt det er lettere når man står op, heller ikke for at spise restemad, det er også letter når man får sådan noget - nej I skal rejse jer for at kræve retten til at rejse jer, retten til ikke at ville have restemad, retten til at logre når I vil, retten til at være til uden at blive truet med at være for få.
Alle os på dagpenge eller længere ude på det økonomiske barometer er altså mennesker (tror jeg da - medmindre definitionen er ændret) skal vi være på passiv forsørgelse og nervemedicin for vi har nogle driftige medicinalvivirksomheder der stort set ikke betaler skat? Skal vi arbejde med tilskud fra det offentlige? Skal vi tro på at nogen betragter os som mennesker, eller er vi bare tal i en eller anden statistik, der er opdelt i mange statistikker?

Der er mindre end 2 mio mennesker der arbejder på fuld tid, altså er der mere end tre mio der ikke arbejder på fuld tid. Af dem er der ca 30.000 der bliver arbejdsløse ifølge prognoser. Hvordan har man tænkt sig at hjælpe dem der muligvis eller måske bliver arbejdsløse. Enkelt: Man skubber alle den der er faldet for systemet foran sig, giver kontanthjæølp til dem der ikke kan få få arbejde. Man kan da godt kalde det hjælp. Men det kan da kun skyldes at hjælp alene består i at give en form for økonomisk støtte.

Kom nu med de gode ideer der sikrer mennesker deres tilværelse, hvor deres fysiske og psykiske problemer udgør en del af "klienternes" - ikke hvor den offentlige økonomi er  problemet. Der findes så mange penge (luftpenge) i dette samfund at vi kunne redde vores lille land i forhold til hele verden, hvis bare dem der havde pengene ville dele nogle af dem.

Dagpengefælden består mest i at vi selv skal betale for en forsikkring gennem et helt liv, men at ingen vil hæve pengene, når de skal udbetales. Direktørerne der passer på vores opsparing tager sig til gengæld godt betalt for at passe på vores penge. Sådan blev en Möger socialist!

Dagpengedjævelen.

søndag, november 25, 2012

Far

Det burde blive en kort historie. Vi boede sammen mindre end et år Annie og jeg, vi blev gravide og så var jeg uinteressant. Hun flyttede til Hirtshals, hvor der ikke var udsigt til arbejde for en bibliotekar og stillede det ultimative krav at jeg skulle flytte til intet arbejde. Jeg forsøgte at skabe mig en karriere i vækstbyen (dengang i firserne hvor krisen kradsede mere end den gør i dag) Kolding. Annie blev sur og fik en datter som hun elskede overalt på jorden. Så meget at jeg ikke måtte se hende, fordi hun var bange for at miste øjestenen. Altså opfandt hun en levende bussemand! Mig.

De få gange jeg har set min datter har været betinget af moderens accept, af transportmulighed og hvilket arbejde jeg har haft, eler rettere hvornår jeg kunne få fri. Som supplement til sin kontanthjælp kunne hun hæve børnepenge samt modtage en børnecheck. Børnepengene betalte jeg og de var da også fradragsberettigede, men et eller andet sted skulle pengene jo komme fra.

Da Maria Elisabeth skulle i familiepleje fordi moderen ikke kunne tage sig forsvarligt af hende, trådte jeg ind i hendes liv. Forstået på den måde at myndighederne blev bombarderet med henvendelser om at hun havde en far, som indtil da var forhindret i at se hende på grund af moderens velvilje. Det blev til at moderen ikke mødte op til samtaler i Statsamtet, og det blev til at jeg trods garantier for at hun kunne få et hjem, skolegang og kærlige bedsteforældre, blev frakendt faderrollen og idømt børnepenge. Dem havde jeg sådan set betalt siden moderen tog sig sammen til at søge om dem, så det var bare penge. Maria blev efter denne lange diskussion, der bestod i at jeg skulle rejse til Hjørring og tale med en sagsmedarbejder og min datters mor (Hun kom ikke en eneste gang) endelig tilkendt at være hjemme hos sin mor. Moderen skulle til gengæld lade være med at opholde sig på værtshuse, og fik at vide at det eneste sted hun måtte opholde sig sammen med sin datter i det offentlige var på sømandshjemmet i Hirtshals. Og så fik Annie sin datter hjem.

De seneste gange jeg har set min datter var i rækkefølge: Da hendes mor døde (Maria var henvist til efterskole af myndighederne - og mor kunne ikke leve uden sin datter); da hun fyldte 20 år (hendes farfar og jeg kørte op til Hirtshals) og da hun skulle besøge en efterskoleveninde fra Silkeborg (ikke så langt fra farfar). Jeg har været fb-ven med hende men er blevet slettet igen. Det seneste jeg ved er at hendes kæreste er meget ældre end hende og at hun ligner mig som ung (tynd, langt hår og ansigtet).

Kort sagt: jeg har en datter. Min datter ligner mig da jeg var i den alder. Min datter har haft en mor der var bange for at jeg skulle stæle hende. Min datter har haft en papfar som tog sig af hende efter at hendes mor var død. Min datter har en kæreste der er langt ældre end hende selv. Min datter har en halvbror der forkæler hende. Min datter har ikke modtaget børnepenge siden hun fyldte 18 år. Min datter har sammenlagt set sin far fra sin fødsel til nu gennemsnitligt én gang om året. Selv da jeg, hendes far, havde samkvemsret var hun og hendes moder ikke hjemme, og så kunne jeg stå der!

Jeg er far, jeg er glad for det og stolt af mit barn. Jeg kender bare ikke mit eget barn, jeg kan ikke tale med hende fordi hun synes jeg er intetsigende, jeg kan ikke kontakte hende fordi hendes liv er helt anderledes end mit (ny mobil og internetadresse) - og hun kontakter ikke mig. Men jeg håber at nogle af mine gode gener er landet i hende, så jeg kan leve evigt gennem hende.

Når både far og mor er fattige sker sådan noget. Det er ikke angst for noget som helst andet end angst for at miste. Selv om ordet incest var inde over på et tidspunkt kunne selv statsamtet se at det ikke var muligt, eftersom jeg slet ikke havde været sammen med min datter uden andres tilstedeværelse. Men jeg skulle interviewes.

Ligestilling er virkelig "op ad bakke", især for en far.

lørdag, november 24, 2012

Arbejdsløs (Tale)

At være arbejdsløs er ikke én ting. Der findes arbejdsløse som er på dagpenge, der findes arbejdsløse som modtager kontanthjælp og mange andre arbejdsløse har bare ikke arbejde.
Men der findes også mennesker på kontanthjælp der har nok at lave fordi de kan bruge deres kræfter og være motiverede for at gøre noget. Det gælder også for de andre grupper jeg nævnte, selv førtidspensionister, flexjobbere og ældre mennesker vælger at gøre noget eller lade være.

Den arbejdsløshedspakke der er fremlagt af regeringen er et tilbud til dem der ikke kan tjene penge, ikke på nogen måde et tilbud om at lave noget, husk det. Det hele drejer sig om at tjene penge, så dem der har kan føre mere ud af landet i skattely - og dem der ikke har, får så lidt at de ikke har noget.

Der findes en masse mennesker der indenfor det næste halve år vil miste retten til dagpenge, og det eneste der er opnået indtil nu er at de de har opnået et halvt års ret til kontanthjælp! Tro mig, det havde jeg også da jeg mistede retten til dagpenge for tre år siden, derfor må vi komme videre og sikre fremtiden for dem der mister dagpenge de kommende måneder.

Kan vi redde verden ved at give de fattige penge? Det må være det store spørgsmål, eftersom vi altid taler om penge, bortset fra når det er juletræer eller indvandrere. Og så ender det også med at dreje sig om penge.

Men for mig er det ikke penge der er løsningen på lang sigt. Hvis folk ikke skulle betale høje renter til banker, hvis arbejdsløse ikke var bundet af aftaler, hvis arbejdsgiverne tog et ansvar der var ligeså stort som det de arbejdsløse påtager sig, og hvis man brugte og uddannede den arbejdskraft der var brug for, så kunne vi stå forrest som land og samfund og få en løn der kunne betale det forbrug som det økonomiske samfund kræver.

Men det vigtigste er at vi ser fremad. At vore virksomheder uddanner arbejdskraft i dårlige tider, ikke at de kræver den i gode tider. At de talenter vi hver især har bliver dyrket og brugt - ikke henlagt af økonomiske årsasger. At vi alle har en grund til at gå på arbejde eller søge et!

Jeg arbejder gratis for en international virksomhed, jeg kan ikke se at det er til gavn for mig, medmindre jeg efter mere end et halvt års praktik kan få en ansættelse - med løntilskud. Uden at optjene ret til dagpenge. Jeg er ked af at sige det, men det er vel kun politikere der kan se fornuften i den slags ordninger - nå ja og så kan arbejdsgiveren jo se den klare fordel i at have gratis arbejdskraft, bortset fra at bder ikke er noget at trække fra nogen steder.

Selv om jeg er på kontanthjælp tager jeg altså arbejde fra andre som er på dagpenge. Det er jeg selv, forstået på den måde at jeg betaler til min- a-kasse - i håb om at jeg får et lønnet arbejde og kan komme ind i systemet igen, hvor min forsikring mod arbejdsløshed betyder at jeg kan opretholde en nogenlunde fornuftig dagligdag, hvor jeg selv er med til at sikre min fremtid i stedet for at være afhængig af kontanthjælp og opsparede midler. Som tingene er nu er vi jo bundet til en forsikring vi ikke kan bruge, fordi den stort set er skåret væk. En forsikring vi har uden at vi er forsikret for noget som helst! En arbejdsløshedsforsikring vi betaler til uden at få noget til gengæld. Men i forhold til bilforsikring og familieforsikring er der altså kræfter der ønsker at afskaffe den forsikring. Og det i en tid hvor den er vigtig! Føj siger jeg. Til alle der vil spare for at tjene. Det er for dårligt.

Trods min økonomiske situation ser jeg fremad, jeg håber på et lønnet job, og imens vil jeg støtte dem der har større mulighed for at bibeholde deres dagpenge, for det er jo det det hele går ud på. At vi skal være solidariske og støtte hinanden, ikke at vi skal kæmpe om at overleve hver for sig.

Vi kan være arbejdsløse på mange måder og hvis vi hver især tager det vi har ret til vil vi bare støtte dem der tager vores penge, men hvis vi starter med at støtte hinanden kan vi på sigt alle sammen komme videre med vores liv, til fordel for os selv, vores børn og vores verden!

My back pages

Protest skulle denne side have heddet. Men så kom jeg i tanker om en melodi, indspillet af the Byrds og først langt senere af tekstforfatteren, Bob Dylan. Jeg har hele livet været på venstrefløjen, bortset fra de år hvor jeg stemte på Jacob Haugaard, fordi der ikke var noget at vinde. Alle de andre år, fra dengang jeg var et par og tyve år har jeg stemt på det yderste venstre, uden at forvente andet end anstændighed.  Jacob Haugaard fik faktisk indført flere ting end alle hans politiske modstandere, det var endda tæt på at medvind på cykelstierne kunne blive til en virkelighed, men så blev han en del af det politiske spil på Christiansborg!

Da jeg som suppleant kom ind i bestyrelsen for min fagforening opdagede jeg også at der fandtes mere end en virkelighed, nemlig den du lever i og den du skal leve i, når du skifter arbejde! Eller bliver politiker, eller folketingsmedlem, eller medlem af et politisk parti - eller når du påtager dig et arbejde.

Lad os anse EF som et forbillede? Det startede med at være et bæredygtigt fællesskab for investorer. For investorer! Hvorfor skulle jeg lægge bare 4 ører i det system, hvorfor skulle jeg støtte en regering der lægger næsten 4 mia kroner i det system. Nej vel!

Jeg betaler ikke meget i skat, set i forhold til andre, men det skyldes sådan set at jeg ikke tjener ret meget, set i forhold til andre. Procentvis er min skat ikke særlig stor, og efter skat er min indkomst mindre end for dem der betaler mere i skat. Jeg er med til at betale alt muligt, som for eksempel penge til EU, der går til landbrugsstøtte eller andre former for støtte. Måske kun 25 ører af en månedsløn? Men procentvis meget mere end ejeren af Schackenborg!

Da jeg var yngre var jeg imod rygning, alkoholisme, forurening og atomkraft, ja endda imod EF! "I was so much older then ´..." hedder det i sangen "My back pages" - ja!

Jeg er stadig modstander, men kan jo godt se at de fleste fejltagelser eller misbrug ikke skyldes andre menneskers misbrug, men snarere at andre mennesker ikke ved hvad misbrug er! Bortset fra det er jeg selv blevet en stabil alkoholmisbruger, trods det synes jeg selv jeg er i stand til at udtrykke mig! Der er jo en hårfin grænse mellem brug og misbrug, og vi har i årtier lært hvad brug og misbrug er af alkohol, vi har lært at lægeordineret medicin er acceptabelt, men at "ferietabletter" er forkert, at hash er forkert, men ikke hvad hash er!
Vi har lært at designerdrugs er helt forkert, men ikke hvad for en form for "fest" unge mennesker kan have. OG fest har vi altid ønsket - så kom med den og giv os krav om hvad vi skal for at få den, ikke stil krav om ingenting.  Jeg er sikker på at et godt arbejde, som man kan udføre og som man er glad for vil være rigtig godt, mens et liv på ventelisten uden arbejde vil være det modsatte.

Kort tilbage til investorerne: Jeg vil ikke være spekulant, jeg vil ikke være aktionær. Jeg vil være menneske. Jeg har aldrig klaget over at betale skat, og mine penge falder stort set i 2 dele: halvdelen vælter tilbage til staten og den anden halvdel får jeg lov at beholde fra staten (eller kommunen (vi taler her om overførselsindkomst - fra stat til kommune). Men jeg betaler min skat - og jeg må ikke have 1 krone over 10.000, så er jeg for rig til at få støtte! Glædelig jul.

Nu vil jeg så henvise til den melodi der inspirerede mig til at bskrive så meget vrøvl på så kort tid:
http://www.youtube.com/watch?v=ohghnsptZ3Y ellrs køb udgivelsen med Sing Sing Sing!

I was so much older then - I'm younger than that now!

torsdag, november 22, 2012

Fremtiden

Fremtiden er den tid der ligger lige foran os, men også den tid der ligger meget længere fremme. Vores alderdom, vore børns, vores klodes fremtid. Alligevel er fremtiden blevet anulleret totalt. Vi har med skiftende regeringer fået at vide, at 2020 eller 2032 er et mål for at skabe løsninger. Jeg er enig, bortset fra at de løsninger de skiftende regeringer taler om er at tale om økonomiske løsninger, der skal betales af de mange bække, der som bekendt udgør en stor å (Jeg tror politikerne arbejder på at skabe en flod i Danmark, sådan som beskatningen foregår lige nu). Måske ville de mange floder vi har (kæmpebeløb der udføres af landet uden skatter og afgifter) give os de samme muligheder for en fremtid, der sikrer os alle økonomisk og måske også sikrer os som land og folk, nemlig giver os mulighed for at sikre uddannelse og bedre levevilkår for de dårligst stillede.

Hvis fremtiden entydigt handler om at lave penge som ikke eksisterer har vi helt andre muligheder. Vi kan starte en våbenproduktion som vi sælger til fattige lande, som derefter udrydder hinanden alt efter tro, stamme eller bare for at bruge våbnene. Vi kan stjæle naturressourcer fra andre lande og bagefter tvinge dem til kriminalitet, som vi bagefter vil straffe efter vore regler (diamanter og kidnapning af skibe) - vi kan sådan set indføre regler som kun følger vore regler, bare ved at tilføje nogle vedtægter til vore love. Hvad er det andet end juridisk ævl. som giver jurister mulighed for at tjene flere penge.

Hvis vi tjener penge på menneskers arbejde i Afrika, hvis vi udnytter børn i Asien, eller hvis vi håber at tjene penge på russisk olie (som russerne også tjener penge på), er der vel nogen der må aflevere deres værdier uden at få noget for det! Hvilken fremtid har de mennesker som bliver udnyttet? Set med mine øjne ingen.

Så vil jeg vende tilbage til de mennesker der lever i Danmark. Jeg vil stille det samme spøtgsmål. Hvilken fremtid har de mennesker der bliver udnyttet? Tænk lidt over det.

På et tidspunkt blev landet industrialiseret, hvilket i første omgang betød at landbruget ikke længere havde behov for landarbejdere, mens byerne fik et stigende behov for arbejdskraft til de fabrikker der i høj grad beskæftigede lavt lønnet arbejdskraft og i mange tilfælde var årsag til at den jord fabrikkerne lå på blev forurenet så meget at det har kostet millioner af kroner at rense jorden bagefter, for ikke at tale om erstatninger til grundejere. Den fremtid der blev grundlagt dengang bestod stort set udelukkende i at skabe en pengeakkumulering, altså at tjene penge. Ingen tænkte på at man ved industrialisering kunne udrydde frodig jord. Da jeg påbegyndte min uddannelse havde man netop anlagt et Universitetscenter på noget af den allerfrodigste jord uden for Aalborg, Landbruget blev honoreret med penge og alle de unge mennesker der skulle cykle eller med bus til uddannelse fik kortere vej end hvis man skulle lægge uddannelsen et sted der ikke var egnet til landbrug.

Man kan altså antage at fremtiden ikke er så vigtig som nutiden og de omkostninger vi har i nutiden! At planlægge betyder som jeg ser det at gøre det man kan for nutiden og bruge fremtiden som undskyldning. De mange giftgrunde og de mange tomme forretningsbygninger i danske byer er jo ikke fremtidsplanlægning, de er resultatet af dårlig planlægning. At indføre giftskatter og at indføre behandlingscentre er ikke at tage højde for fremtidens problemer, det er at aflægge sig ansvaret.

Jeg er på en måde frivillig álkoholiker, og på en måde ufrivillig arbejdsløs. Nogle synes jeg er doven, andre at jeg har en masse gode indslag i talebilledet. Nogle aner ikke om jeg er der for dem i morgen, og lige nu er det også en lille ting. Jeg har nemlig både en far og mor som er over 80 år. Dem vil jeg være der for ¨så meget jeg kan. Den fremtid jeg kan se i forbindelse med dem er at jeg skal mindes dem, men de er her jo endnu og jeg vil hellere kramme dem, tale og skændes med dem end lægge blomster på deres grav. På den måde er min og deres fremtid: NUTIDEN.

Fremtiden er bare også i morgen, næste år eller for den sags skyld om hundrede år. Hvad vil vi med fremtiden? Vente på den eller tænke på den? Min fremtid er absolut ikke at tjene penge, hvad skal jeg og andre med dem når jeg ikke er længere? Min fremtid er at sikre mine efterkommere en verden de ikke dør af, en verden de kan leve i - faktisk at der er en verden!

onsdag, november 21, 2012

Prostitution

Jeg har det skidt med prostitution. Alle slags.

Nu skal vi diskutere om prostitutionskunder skal kunne straffes. Det er vel nærmest sammenligneligt med at straffe for hæleri. Så bliver vi endnu engang bundet af at der findes kriminalitet, i stedet for at gøre noget ved det. Det forekommer mig at fedtskatten svarer nøjagtigt til at ville lægge afgift på biltyveri, nogle holder op med at stjæle biler eller med at spise så meget fedt, men det er jo bare endnu en indkomst for staten, ikke noget der virker effektivt præventivt.

Men for at holde mig lidt til emnet vil jeg starte med at nævne hvad prostituion er: "Prostitution,en. [pr̥osdituˈʃo?n] (Skriftsprog eller litterært påvirket talesprog ell. fagl.) vbs. til prostituere; ogs.: vanærende ell. latterliggørende adfærd. Hrz.​III.179. Du befrygter en fuldstændig Prostitution, naar Du imorgen Aften træder frem for Publicum.PalM.IL.II.134. Hvis Johannes (Forføreren) er bygget over (PL) Møller, ligger der en stærk prostitution i skildringen, som praktisk maatte være Møller meget ubekvem.FBrandt.​SK.272. nu især (jf. u. prostituere 2.1) om den handling at drive erhvervsmæssig utugt ell. (koll.) om de personer (kvinder), der driver utugt som erhverv. Chievitz.​FG.233. En forhen rig og fornem Mand (var) bleven saa fattig, at han tænkte paa at sælge sine 3 smukke Døtre til Prostitutionen. JLHeib. (Tilsk.1920.II.35). offentlig prostitution, prostitution, som er under politiets kontrol. Sal.2XIX.614.615."
fra ODS (Ordbog over det Danske Sprog)

Det kan nok være svært at genkende meningen, men jeg hæfter mig ved at sætningen "erhvervsmæssig utugt" optræder, samt at det præciseres at  det kan være "vanærende eller latterliggørende adfærd"! At sælge børn til prostitution eller at være under politiets kontrol er jo det vi diskuterer. Det første sker i alle de udviklingslande vi hele tiden hører om BRIC, det sidste sker i andre lande, som for eksempel de nordiske.

Så må vi jo se lidt på ordet utugt:
"U-tugt,en. (ænyd. utugt og utyct(e), glda. utucht, daarlig adfærd, ugudelighed, sv. otukt, no. utukt; fra mnt. untucht, jf. hty. unzucht)
1) (mods. Tugt 2; nu dial.) mangel paa god optræden, velanstændighed; daarlig, usømmelig optræden; ogs.: slette gerninger; skarnsstreger. Moth.​T219. Feilb.
2) (især jur. (til dels foræld.) og bibl.) om forhold ell. handling(er), hvorved kønsmoralen overtrædes; ukyskhed; usædelighed; navnlig om kønslig omgang, samleje uden for ægteskab. (ofte i forb. som bedrive ell. drive (GHMüll.​Wb. Goos.​I.524), begaa (Moth.​T219. Dom.20.6 (1931)), øve (Schousbølle.​Saxo.417. LovNr.8130/31906.§3) utugt)"
Læg især mærke til betydning 1: "Mangel på god optræden; dårlig, usømmelig optræden eller slette gerninger!

Prostitution er altså ikke udelukkende at sælge sin egen krop for penge, så ville de mange mennesker der i BRIC-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina) solgte deres nyrer til operationer jo også kunne kaldes prostituerede. Alle der har et arbejde ville kunne kaldes prostituerede med den definition. Alle der tjener penge på deres tilstedeværelse vil være prostituerede, og så kommer pointen, det gælder direktører, ministre og aktionærer! Kvinder der gifter sig med penge eller mænd der gør tilsvarende, er til gengæld ikke omfattet af definitionen!

Definitionen på prostitution er i dag at en kvinde (eller mand) sælger sexuelle ydelser. Men vi har et indviklet økonomisk system der betyder at "salg" kan defineres på forskellige måder, hvilket jo giver betydningen af "køb" samme juridiske muligheder. Som jeg ser det er den danske dommerstand, de danske jurister, både købt og betalt, ikke for sexuelle ydelser, men for ydelser til fordel for de penge de gerne vil tjene. Det at tjene penge er altså en konkurrence mere end at have så mange penge at de vil rådne op når man dør, når de andre skal have skal jeg også, bare for at bevise at jeg er lisså meget værd!

Men prostitution er altså også "mangel på velanstændighed" - noget som jurister og politikere i stigende grad exellerer i! Helle Thornings skattesag taget i betragtning er der jo ikke et anstændigt forhold, hverken fra politikere, embedsmænd eller jurister. Ikke sært at regeringen ikke ønsker at straffe købere af prostitution, det ville efterlade landet uden ustraffede mennesker, fra nyfødte, over skolebørn til vælgere og pensionister!

Hvis man ønsker at mindske mænds køb af sexuelle ydelser vil det være noget nær umuligt, sålænge de samme mænd (og de kvinder der har tilbøjelighed til at købe sex er selvfølgelig på samme vogn) ikke kan få opfyldt deres ønsker.
Nu er det jo sådan at nogle er til pisk, andre er til små piger eller drenge, atter andre skal bare have lettet trykket, mens der også findes en gruppe handicappede der er spærret inde selv om de har et naturligt behov for sex, som vise politikere fjerner på samme måde som et behov for alkohol: Sterilisation! Sterilisation virker nøjagtig som antabus. Du fjerner ikke behovet, du straffer bare for det. Nu vil man så diskutere om man kan fjerne behovet for sexlyst ved at straffe dem der har den! Eller vil man efterfølgende indføre en skat på masturbation?

For mig at se er det bedste vi kan gøre at ændre vores moral til ikke at være fordømmende. Til ikke at være muslimsk eller kristen, at ønske jomfruer, at være bange for ikke at slå til, at bruge vold for at få vore ønsker opfyldt, at have et angstfyldt forhold til sex! Sex er ikke nogen af delene, blandt grækerne var idealet af kærlighed de smukke unge drenge og de smukke unge piger, bare tænk på alle de statuer fra den periode. De seksuelle "ydelser" var heller ikke bundet af en seksuel lavalder, men af de muligheder man havde for at vise sin kærlighed til "skønheden". Går vi endnu længere tilbage til de tidlige persiske samfund (beskrevet i biblen) var der mænd og kvinder der ofrede deres fertilitet (og dered kønsorganer) til præster der udførte seksuelle gerninger i gudernes navn.
På et tidspunkt forbød man  i Europa offentlige bade, fordi badehusene ikke havde adskillelse af kønnene. Det medførte en udbredt ide om at det var mere sundt at lade være at vaske sig, resultatet var at, pest, kolera og andre sygdomme som er betinget af mangel på renhed og rent vand florerede i flere hundrede år! Reglerne var offentlig indførte regler, altså ikke at man skulle blive syg, men at offentlige badehuse skulle lukkes!

Kærlighed har endda vist sig at være en hel nations største problem, da den Engelske dronning Victoria elskede sin Albert så meget at hun forlangte samme pietet af alle andre borgere i hendes kongedømme.
De engelske kostskoler var også kønsdelte, hvilket i et stort omfang har fostret dygtige bøsser i England. De var nemlig nødt til at holde deres seksuelle præferancer hemmelige, at holde noget hemmeligt, at fortie eller omgå sandheden har ofte virket udviklende på både fantasi og indsigt i andre menneskers tankegang, også i filmmiljøet i Californien. McCarthyismen beskylde sjældent nogle for at være bøsser, det var nok at beskylde dem for kommunisme. som også englænderne gjorde, bare med omvendt fortegn: de beskyldte deres kommunister for at være bøsser.

Jeg har så svært ved at forstå at sex kan være årsag til krig og dårligdom, ja sågar til en religion, som Aisha, der var Muhammeds yndlingskone, hun blev hans kone som ganske ung. Og hendes  navn er stadig populært i muslimske kredse.  Hvad angår den muslimske holdning til sex vil jeg bare tilføje, at den er nøjagtig ligesom vores, det handler ikke om kærlighed, men om ære og ejendom! Hvor jeg dog glæder mig over alle de muslimer og kristne mennesker der går mere op i kærlighed og at opdrage og være for deres børn, end for at gå op i æresbegreber der svarer til de hardcore rockerbander der findes over hele verden. De får min applaus.

Tilbage til det at sælge sig selv. Jeg lever i en tid, hvor jeg end ikke kan sælge min arbejdskraft, den er offentlig finansieret og bliver brugt til at flytte tal i statistikkerne. Jeg kan ikke sælge mig selv, at jeg er i "praktik" og blot modtager "kontanthjælp" er end ikke mit valg, det er en form for slaveri, som regeringen går ind for. Hvorfor skulle samme regering gå ind for at ændre på vilkårene for "gadens løse fugle"? Den prostitution regeringen taler om er jo den der er finacieret af penge fra klient til kunde. Den handler om at hvis sexslaverne dør findes der nok nogle der kan overtage så pengene kan fortsætte i den verden hvor sorte penge vaskes hvide og går til at købe Cola i udlandet og sælge den herhjemme. Den verden hvor uskyldige piger med fremtidsdrømme kommer fra Thailand eller Chile for at få en økonomisk sikker fremtid i Danmark, og i bogstavelig forstand bliver røvrendt, når det så opdages at hun er illegal indvandrer straffes hun ved at blive sendt tilbage til sit oprindelsesland, mens manden der har tjent penge på hende får en bøde. Vi havde faktisk bedre regler under jyske lov - da skulle misdæderen nemlig forsørge den det var gået ud over!

Jeg er  modstander af prostitution, men har altid lært at hvis vi skal ændre noget må vi gå foran med et eksempel. Jeg har måske nok købt en dejlig middag til en pige jeg godt kunne lide, men jeg har ikke på noget tidspunkt betalt for sex, og jeg kan sådan set heller ikke mindes at vi dyrkede sex på grund af en god middag og en fin rødvin. Hvis nogen kan huske noget andet må de gerne minde mig om det.
Jeg har fået kærester fordi jeg var den jeg var, personlighed, ikke pengepung.

Hvis vi vil af med prostitution bør vi nok snarere kigge på vores måde at tænke på, bruge tid når vi opdrager vores børn til at fortælle om sex, seksuelle tilbøjeligheder og lære af alle de sager der findes om incest og misbrug af børn. Og jeg mener lære af - ikke straffe alene. Vi ved foreløbig at de fleste "sexmisbrugere" selv er blevet misbrugt. Vi ved at offentligt ansatte enten følger regler og vedtægter eller handler fuldstændig afhængig af økonomien. Vi ved at nogle sexmisbrugte faktisk først finder ud af at de misbrugte når de bliver voksne. Faktisk ved vi en hel del ting omkring sex og misbrug og voldtægt og trang til sex. Men vi vil hellere hævne end forbygge.

Det lovforslag der var fremlagt ville jeg stemme for, med den bemærkning at det kun skulle være en midlertidig foranstaltning. Men det kan jeg jo sagtens sige, den dag jeg mødte min kæreste (den dag vi blev kærester) var det hende der gav middagen! Og vi havde lyst til sex begge to!

Jeg er imod købesex og jeg er imod at det skal gøres illegalt.

mandag, november 19, 2012

Vi begynder forfra bagefter

Det sagde jeg faktisk til kæresten, da hun drønede rundt i huset og støvsugede og skiftede sengetøj. Jeg kunne se at fridagen skulle bruges til at rydde op, og ønskede en krammepause eller i det mindste en kyssepause. Der var et men, som kæresten sagde "jeg skal lige ..."
Så sagde jeg at vi begynder forfra bagefter.

Der opstår mit problem til gengæld. Hvor tit skal vi begynde forfra? Hvad vil det sige at begynde forfra? Endelig: Hvad er bagefter!
Det enkleste ved at begynde forfra bagefter er at rejse sig fra den position man er i og gøre noget man kan, så enkelt og så dejligt - jeg kender ikke nogen der ikke gerne vil leve deres eget liv og glæde sig over at de har fået det, enkelte begår måske nok selvmord, men det er set med mine øjne et resultat af at de ikke kan leve deres eget liv, men er tvunget til at leve efter andres forventninger. Grundlæggende er vi sat til i verden for at leve - alt andet er jo idioti, om der så havde været en Gud! dernæst har vi nærmest en pligt til at føre livet videre, og for os, som er mennesker, er det jo mennesker der skal være til efter os selv. Ikke luftsteg og vindfrikadeller - ikke penge - men mennesker!

Jeg er lykkelig for at have fået lov til at leve, med alle de problemer livet har givet. Men hvis jeg ikke var født havde jeg jo ikke haft muligheden for at leve, for at få børn for at føle kærlighed og uærlighed, mit liv ville have været "ikke-eksisterende". Måske vi af og til skal tænke på at muligheden for" at begynde forfra bagefter" er bedre end muligheden for ikke at eksistere? Jeg aner det ikke.

Rent politisk er det også et problem for næsten alle partier i folketinget at begynde forfra, efter Finansloven har Enhedslisten meldt sig i koret hvor dem der skal begynde forfra er sangere. Hvem der har arrangeret sangen ved jeg ikke, men den er lavet til det kor der nu findes. Venstre synger med en rusten stemme, der skyldes at partiet ligger på en sofa og ikke har øvet stemmen - alligevel udgør det parti en tredjedel af koret. Til gengæld er sopranen stort set alene fra Margrethes Venstre, som har solostemmen. Danmarks næststørste parti med Helle i spidsen er reduceret til at stille med alt (eller intet). Johanne har stillet sig i koret, men har ikke helt fundet ud af hvilken stemme hun skal synge med, mens bassen er tilsvarende fraværende i kraft af at intet parti vil gå den tunge gang. Et eller andet sted kan man bare undre sig over at politikere i den grad er interesserede i at der ikke skal ske noget som helst, så længe de har ansvaret. De fortsætter ligeud uden at gøre noget, ikke forfra bagefter!

At gøre noget er reduceret til at blive gjort til noget, at blive arbejdskraft i fremtiden, at miste retten til dagpenge at blive til et tal i statistikken, eller at udgøre den overklasse der lever af penge der ikke findes. Skal vi ikke alle begynde forfra? Det her har jo intet med mennesker at gøre, kun med en opfindelse der hedder penge som er noget nær ligeså gammel som mennesker. Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Bagefter?

At være syg er ikke at gøre noget. Jeg har en byld der ikke vil væk, og den sidder i lysken, min papsøn er syg, muligvis skizofren, muligvis på grund af misbrug af stoffer, men syg er han. Vi har begge bare været det forkerte sted den forkerte dag og har måske ikke lyttet til de gode råd, som skulle gøre os til gode borgere der ikke bliver syge. Jeg har levet 50 år før jeg brød sammen med det der sidenhen blev defineret som stress, min papsøn har levet halvdelen af den tid, men har til gengæld i uendelighed taget kurser og uddannelse på SU. Han er nærmest begyndt forfra forfra, igen og igen. Nu er det største problem at være syg og miste sine venner af den grund! Hvor han måske mest har brug for at begynde forfra bagefter, så begynder han bagefter forfra! Mennesker er hårde at stille op imod, mennesker er svære at kæmpe mod, mennesker er svære at være mennesker sammen med. Men jeg håber at mennesket som menneske overlever og bliver medmenneske! At vi er forskellige er jo ikke nogen fejl, men et udtryk for at vi netop kan agere forskelligt og begynde forfra!

Nå, men nu er jeg nærmest tiltvunget retten til at gøre noget i forbindelse med rengøring. Hvis jeg kan holde kyssepause eller krammepause, kan jeg vel også gå på arbejde. Øv. Så kalder Netto, og jeg er faktisk meget bedre til at snakke om det end til at gøre det. Men først skal jeg lige svinge støvsugeren og gøre komfuret rent! Men her gælder reglen: Når komfuret er blevet beskidt bagefter vi har lavet mad, begynder vi forfra med at gøre rent og bagefter bliver det beskidt igen!

Og så kan vi begynde forfra bagefter ...

søndag, november 18, 2012

Folkeskolen

Jeg har så mange ønsker for dem der går i skole. Men i realiteten går de allesammen (ønskerne altså) ud på at at man lærer noget. Nogle lærer at de har svært ved at stave, andre lærer at en hammer er mere fjendtlig en venlig, atter andre oplever at madlavning ikke er deres metier. Nogle lærer at sport er deres bedste, nogle lærer at de ikke kan tjene penge på deres talenter!
Hvem er jeg mest fokuseret på? Dem der ikke kan tjene penge.

Det er jo set med med mine øjne totalt åndssvagt at have et uddannelsessystem der udelukkende er fokuseret på et kapitalistisk funderet arbejdsmarked, og som ikke i bare 2 sekunder fokuserer på opfindere, kreative og anderledes tænkende.

Hvis vi skal bruge vores skole og komme videre i forhold til alle de andre lande med løndropning, er det ikke ved at sætte lønnen ned og give direktørerne mere, nej det er udelukkende ved at dyrke fantasien og kreativiteten. Nogle kan skrive eller spille musik, andre kan digte så vi alle får kuldegysninger. Der er mennesker der er gudsbenådede fortællere og så er der nogle der kan holde på en hammer! De mennesker der holder på hammeren er næsten allerede tvangsindlagt til at lære en digital robot, hvilke bevægelser der skal til for at en robot kan udføre deres arbejde - og så bliver de fyret!

Da jeg var barn lærte jeg at et lille land som det jeg voksede op i (Danmark) havde et råstof som vi kunne leve af! Vi havde uddannelse og folkeskolen blev i min tid til en "tvungen skole" til og med 9. klasse. Jeg lærte at vi ikke havde en undergrund med værdier som kul eller metaller. Men at vi havde en enestående mulighed for at leve af vores uddannelsessystem.

Så dukkede Erhrard Jakobsen op. Pludselig var de lærere jeg havde, som bekendte sig til vænstre uden problemer for hverken mig eller dem der havde ansat dem, "rendestenssocialister". Ja det sagde den onde mand faktisk. Min lærer var medlem af Vænstre og indhentede gratis undervisningsmateriale fra de organisationer som Vænstre støttede. Min far var lærer på en anden skole og støttede sig også til det gratis undervisningsmateriale der blev sendt til skolen, jeg tror faktisk alle lærere var lette at overbevise om at de ikke vidste noget som helst.

Men som elev fik jeg lov til at indhente andet materiale, jeg fik lov til at tale for mig selv og at lide nederlag, uden at min skolegang blev indskrænket til at være "én af mange" - tværtimod fik jeg mulighed for at prøve mine tanker af, udleve mine muligheder, indenfor så forskellige fag som dansk (spændende gruppearbejde med kombination af formning og dansk), indefor gymnastik (med nye sportsgrene indenfor holdsport), indenfor samfundsfag (vi fik lov til at kritisere EU og atomkraft, at diskutere grundvand og sundhed) - Vi fik lov, trods vore Vænstreorienterede lærere.

Jeg savner retten til at tænke selv, jeg savner muligheden for at skolen giver den ret. Jeg savner i det hele taget det som vi var så dygtige til og så berømte for, da vi var 1 mio færre mennesker i Danmark: VIDEN.

Vi er blevet bombarderet med konkret antividen fra skiftende regeringer der synes det er vigtigere at tjene penge og betale mursten end at vide noget. Hvordan kan det være vigtigere at eje en del af et hus, uden at kunne betale resten? HVORDAN?
Viden og kunskab kan ingen tage fra os - medmindre de sørger for at folkeskolen ikke fokuserer på det essentielt vigigste, nemlig lærdom, forståelse og indlevelse. Det er det der er sket i folkeskolen, fratag børn evnen til at tænke selv og stil krav til dem som de ikke forstår. Sådan, så får vi en flok mennesker der er lisså tåbelige som de muslimer de hader. Vi lærer ikke engang at det var os der startede krigen mod muslimer gennem en pave der udskrev en skags "Fatwa" og opfordrede til korstog mod hedningene! Vi lærer bare at hade eller være ligeglade med alt andet end os selv. Skolen kunne være den løsning der lærte os alle at blive mennesker frem for at blive egoister.
Hvad blev der af Sigsgaard magiske bog "Palle alene i verden"? Den burde være pensum i 1. klasse, ikke noget romantisk som forældre køber fordi de mindes deres barndom! Hvad blev der af "Mosekonen brygger", den burde være pensum i skolen, simpelthen fordi fantasien om hvad der sker er vigtigere end teoretisk viden. Hvorfor må vi ikke læse "Sorte Sambo", når det i princippet drejer sig om at vi er forskellige, ikke at vi spiser smeltet myggefedt (det var så lige den sang også). Hvad blev der af evnen til at lære at tænke selv?

Jeg synes den blev skudt i sænk i min ungdom, og at skiftende regeringer ikke har vist evner til at genindføre den. Vi er altså reduceret til et folkeslag der skal leve af noget vi ikke har (luftpenge), og ikke satse på det vi har (videnskapacitet). Fattigdom kan defineres på mange måder, jeg definerer den som mangel på indsigt, ikke som mangel på penge.

Hvis vi skal ændre på den fattigdom bør vi starte der hvor vi alle starter nemlig i skolen, folkeskolen!

lørdag, november 17, 2012

Tak er kun et fattigt ord

Jeg prøver at forstå, men min fatteevne rækker ikke til de ting som politikere siger.
Jeg læser i Ekstra Bladet at den tidligere kommunist Ole Sohn køber sig til forlagsproduktion i udlandet, hvis den er billigere end i Danmark. Jeg hører at Venstre ønsker at flere mennesker skal honoreres for at have arbejde, jeg hører at Enhedslisten stemmer for en finanslov. Jeg hører så meget.

Jeg hører for eksempel afslag på mine jobansøgninger, men taknemmelighed fordi jeg viser min evne til at arbejde på fuld tid, gratis. Jeg hører at den ene store virksomhed efter den anden fyrer medarbejdere af økonomiske årsager, eller for den sags skyld: praktiske. Normalt betyder det bare økonomiske besparelser til fordel for indtjeningen og til fordel for alle de aktionærer der gerne vil have i pose og sæk, men aldrig fandt ud af at risiko betyder at man kan tabe! Alt hvad jeg hører handler faktisk om økonomi, ikke min, den er stort set "ikke-eksisterende", mit liv består i at søge arbejde, at trykke på en knap på Jobcenters side en gang om ugen og i øvrigt at leve af restemad, nåh ja, så kan jeg fra mit vindue se fugle- og dyrelivet, glæder mig til snevejret, så kan jeg også se dyrespor fra de dyr der kommer om natten. Fremtiden for mig er på en måde bare hvad gør jeg i morgen, men på en måde er fremtiden også uendelig (eller deromkring): Hvornår sker der noget?

Al respekt for Ole Sohn, der som tidligere kommunist nåede at blive minister, nåede at få en nærmest livsvarig pension, som fik gennemført den kommunistiske drøm: At tjene penge på samme måde som alle de lede kapitalister. Godt gået, Ole. Jeg hørte bare en anden version af kommunisme da jeg gik i skole, via lærebøger der ville forklare forskellen på for eksempel kapitalisme, kommunisme, liberalisme og socialisme. Her var kommunisme defineret som fællesskab, socialisme som fordeling af goder, kapitalisme var pengeakkumulation og liberalisme var at give alle ret til at agere som de ville! Et kommunistisk fælleskab hvor få er for rige og de fleste ofre for kapitalismen og liberalisme var ikke lige det jeg havde indtryk af dengang! En socialisme hvor fordelingen af goder skal komme kapitalister og liberalister til gode på bekostning af udsatte var heller ikke lige hvad jeg forestillede mig da jeg dannede mine indre politiske forestillinger. En liberalisme, hvor friheden til at agere er indskrænket til at genere mennesker der ikke har samme held som en selv var nok heller ikke lige det jeg forestillede mig, selv om jeg i tankerne kunne se friheden til at begå mord og retten til at være pædofil, allerede da jeg var 16 år, da jeg selv har oplevet det, var det heller ikke den vej jeg ville gå. Kapitalismen har jeg altid haft en svaghed for, lige siden jeg læste Hans Kirk's "Slaven" som 15-årig. Kapitalisme er og bliver den mest geniale måde at udslette sig selv på, Der er tale om parasitisme, som kræver nogen at snylte på. Udsletter man sit eget grundlag vil man jo dø.

Det er måske derfor vi alle skal stå gratis til rådighed for et arbejdsmarked, hvor direktører, bestyrelsesmedlemmer og aktionærer stadig fodres med penge der ikke eksisterer, og det er måske derfor alle syge, arbejdsløse og andre der er skubbet ud af arbejdsmarkedet skal have færre penge (som ikke eksisterer). Det er måske derfor flere og flere accepterer ordet "krise", trods det at de bedst lønnede tager sig godt betalt for at lukke banker, flyselskaber og danske firmaer. Imens fosser de penge som internationale firmaer og udlændinge tjener, ud af statskassen, forsvinder i skattely eller er fradragsberettigede. Det undrer mig bare at alle de "luftpenge" som er årsag til "krisen" ikke findes! Det er overførselsindkomster på højeste plan. Ikke som min kontanthjælp, den består i begrænsede kontanter! Jeg må ikke eje noget, jeg må ikke besidde noget, og alligevel skal jeg stå til rådighed for et samfund der stort set ikke kan bruge mig til noget, fordi jeg er overflødig i alle de sammenhænge hvor jeg kan hjælpe til en kapitalakkumulation. Vi har fået en arbejdskraft reserve, der enten er til overs, overflødig eller direkte i vejen!

Kan det så undre at kapitalismen er ved at afskaffe den arbejdskraftreserve der ikke er brug for? Set med mine øjne: nej. Det der kan undre er at de andre ismer hopper på den vogn. Den er betalt med en masse kunstige penge og mange af dem der hopper på vognen er ikke klar over at investering kan betyde tab. At kræve kompensation for at der stilles en vindmølle op er jo sygeligt, det svarer for mig at se til, at man vil forbyde havet at bruse, eller naboens kat i at fange fugle i ens have. Jeg fatter ikke den grådighed der har bredt sig til alle idealismer, jeg forstår det ikke. Hvis socialisme består i at beholde det man har og dele resten med andre er vi vel lige vidt? Hvis kommunisme består i at være fælles med os selv er vi jo "Palle alene i verden". Kan det være rigtigt at kombinationen af liberalisme (friheden til at gøre som man vil) kombineret med kapitalisme (værdiakkumulation) skal være så lang tid om at bevise sin egen overflødighed at vores verden og de mennesker der lever i den skal udryddes?

At Venstre mener folk skal honoreres for at arbejde er jo fantastisk, i og med at der ikke er noget arbejde. I og med at arbejdsløsheden indenfor både det offentlige, servicebrancher og håndværksbrancher er stigende. I og med at flere og flere indfører robotter eller såkaldt "automatisering", som pudsigt nok ikke er beskattet eller pålagt afgifter, i "konkurrencens hellige navn". Venstres forslag tilgodeser det arbejdende folk, som direktører, bestyrelsesmedlemmer og aktionærer. Er det virkelig dét arbejdende folk vi kæmper for?
Jeg har stor respekt for den mester der uddanner en lærling, selv om der ikke lige er meget at tjene penge på til firmaet. Han har jo netop satset på at fremtiden vil blive bedre. Derved har han også vist sig som en "Rasmus Modsat", i dag vil en mester hellere klage over at der ikke er kvalificeret arbejdskraft end sørge for at den er der. Men hvorfor skal man også det? Når internationale kæder, som for eksempel Netto, stort set kun beskæftiger ungdomsarbejdskraft og praktikanter (gratis fra jobcenter), når firmaer som Microsoft og Nestlé, ja selv Novo, truer med at flytte fra landet, hvis de skal betale skat.

For mig at se er kapitalismen i gang med at save den gren over som de selv sidder på. Jeg beklager bare at det er en meget sløv sav de bruger.

Jeg har hele mit liv stået til rådighed for arbejdsmarkedet og arbejdet indenfor adskillige brancher, jeg har betalt til fagforening og A-kasse, jeg er trofast troppet op, når jeg var indkaldt til arbejdsformidling og jobcenter, jeg har udfyldt erklæringer, jeg har søgt arbejde, der ikke var grund til at søge, og nu er jeg landet som praktikant i Netto. Jeg får kontanthjælp, betalt af kommunen, jeg får ikke feriepenge, jeg skal endda ansøge om ferie i god tid (flere uger) som så skal godkendes af kommunen, Jeg får ikke pension, tværtimod, den jeg selv havde sparet op når jeg havde arbejde, skulle jeg bruge før jeg kunne blive forsørget af det offentlige (kontanthjælp). For at bevise at jeg er arbejdsparat skal jeg arbejde på fuld tid uden anden kompensation end begrænset tilskud til et buskort - at tage bussen herfra vil tage ca 20 længere end at gå på arbejde, altså over en time.

Jeg har venner som er syge og hvis sygdom er begrænset til 52 uger. Det er altså den omvendtre verden af den jeg voksede op i. Da min far blev sygemeldt som skolelærer fik han at vide at han skulle møde på arbejde inden for 52 uger (tror jeg nok det var) ellers ville han blive fyret. Så han mødte et par dage før sommerferien, og så ville der igen gå et antal uger før han blev truet med at blive fyret. Han fik medicin for sin sygdom, han fik medicin som skulle modvirke bivirkningerne og han fik medicin som skulle hjælpe ham til at blive medicinfri. Han blev fyret med fuld pension, holdt op med at tage sin medicin og har fået 20 gode år med lyst til at gå i haven, deltage i Ældresagens arbejde og som formand for en snapseforening. Det viste sig at være en stressrelateret sygdom, som lægen blot ordinerede medicin imod! Min far lever endnu og er 86 år nu. At holde op med at arbejde var lykken for ham, selvom han aldrig har været så aktiv som dengang han selv kunne vælge hvad han skulle beskæftige sig med. OG han har aldrig haft aktier, været bestyrelsesmedlem i en virksomhed eller satset på internationale skattefradrag. Hans største satsning var da han udgave en bog som kostede ham en årsløn, og bagefter fik et skattesmæk fordi han ringede til store firmaer, og solgte bogen!


Jacob Haugaard sagde på et tidspunkt "Hvis det skal være så sundt at arbejde, så lad dog de syge arbejde". Som jeg hørte udtalen var den både anarkistisk og ironisk, men den er blevet til virkelighed. Der er bare det ved det at virkeligheden i den grad peger på sig selv som absurd. Syge mennesker der bliver mere syge af en sagsbehandling der tager mere hensyn til lovgivning end den syge, arbejdsløse der ikke kan få arbejde men alligevel skal have et for ikke at falde for dagpengenes falddato, mennesker på kontanthjælp der arbejder gratis, så selv polakker eller litauere ikke kan konkurrere på arbejdslønnen, aktionærer der ikke kan forstå at en risiko ikke nødvendigvis giver gevinst, husejere der vil have kompensation for vindmøllestøj som på ingen måde kan sammenlignes støj fra plæneklippere, direktører der får mere end 5 mio kroner for at køre et firma i sænk ... fortsæt selv

For mig at se er vi en masse mennesker der er kørt ud på et sidespor, som bliver fattigere på både penge og livsindhold, og Enhedslisten har stemt for små forbedringer for få, og for at penge stadig skal være hovedindholdet i vores liv, især andres. Nogle mener også at vi skal sige tak for de få forbedringer.

Jeg begynder at forstå.

Tak er kun et fattigt ord.

torsdag, november 15, 2012

42

Tallet 42 stammer fra en af mine yndlingshistorier, skrevet af den alt for tidligt afdøde engelske forfatter, Douglas Adams, som fik lov at lave en pendent til Dr Who på BBC, altså radioudgaven. Historien hed "The hitchhikers guide to the galaxy" og medførte ikke bare en bogudgave af radioudsendelsen, men også en low-budget-filmatisering. "42" var svaret på spørgsmålet om "livet, universet og alt det der", det tog en computer flere mio år at finde svaret, blot for at konstatere, at det ville tage ligeså lang tid at finde ud af hvad spørgsmålet helt konkret ville have været! Jeg var i midten af 30'erne da jeg læste den danske udgave "Håndbog for vakse galakseblaffere", men derigennem er jeg blevet fascineret af tal.
Jeg må tilføje at tal stort set ikke udgør nogen som helst betydning i bøgerne, bortset fra at der optræder et meget centralt rumskib som er drevet af "usandsynlighedskraft", og det er vel ikke et tal? Men for en sproglig student som mig har tal stort set ikke været andet end noget der kunne leges med, selv i regneark har jeg lavet skemaer der kunne lave grammatiske beregninger (altså stave rigtigt), så man undgik fælder som for eksempel et sortt hus, når man havde lavet programmet så det kunne ændre fra intetkøn "t". Altså hvis husets farve var rød ville programmet regne sig frem til at et hus ville være "rødt", mens det programmet i regnearker skulle undgå var at et hus med sort farve ville blive "sortt". På same måde kan man grammatisk finde ud af om "Det hvide hus" kan blive "det røde hus på baggrund af tillægsordet rød, eller det grønne hus på baggrund af tillægsordet grøn - altså med to n'er, hvor vi jo alle ved der ikke skal 2 d'er i røde!

Tal er altså blevet til bogstaver, kan man sige, ihvertfald for mig!
Jeg har altid været fascineret af at jeg ville fylde 50 år i 2008 - ikke på grund af årstallet, men simpelthen fordi jeg syntes alder var noget uoverskueligt. Jeg fyldte 50 år og inviterede alle mine søskende, hvoraf nogle af dem, af forskellige grunde, ikke kunne komme. Resten fik flødestuvede kartofler og friskstegte ål. Og jeg fik hjælp til at lave maden, selv om jeg under hele middagen lugtede langt væk af¨ål.

Det næste tal der nu rammer mig er endnu en fødselsdag, nemlig min fireoghalvtredsindstyvende den 16. november. Ikke fordi jeg er bange for den, ikke fordi den betyder noget for mig, simpelthen fordi den vil afføde endnu et tal. Der vil uværgerligt komme hilsner og "likes" på min fb-konto, min mor og far (som jeg er så heldig at have endnu) vil ringe til mig - gudskelov vil de ikke køre og besøge mig selv om de begge har kørekort - Mit ønske om at få wienerschnitzel med hele mullesjavsen bliver også til et beløb, der skal trækkes fra kontanthjælpen, og så skal jeg jo også forklare hvorfor jeg overhovedet kan holde fødselsdag på kontanthjælp. Og her kommer tallet 42 mig til hjælp. Svaret på "Livet, universet og alt det der" svarer faktisk til det antal dage jeg har været sygemeldt i denne omgang, det er også afstanden fra dengang jeg begyndte i realen og til nu i år, og så er det samtidig 42 år siden jeg kunne få lov til at arbejde formedelst 1 kr i timen som bogopsætter på biblioteket i Ansager (ca 42 timer om måneden!).

Penge er tal. Ingen kan benægte at der er mere tal over penge end der er noget konkret. I de seneste år har selv mursten været noget man kan leve af om omsætte, eller modsat noget man kan miste. Da mine forældre stiftede gæld var det for at skabe ejendom og samtidig komme ud af gælden, om det så skulle tage hele livet! I dag findes der så mange former for gæld at det er de færreste der kan finde ud af det. Dagpengemodtagere står i fare for at miste ejendom, syge mennesker står i fare for at miste sygedagpenge efter 52 uger og folk med psykiske problemer bliver sendt fra den ene institution efter den anden, fordi ingen vil påtage sig ansvar for noget som helst! Det skyldes penge. Ikke at mennesker er ansat for at skubbe ansvaret videre, nej kroner og ører. Og nu har en tidligere kommunist meldt ud at vi skal have mindre i løn og give flere penge til dem der ikke vil dele dem. For at få samfundet til at løbe rundt. Det hele er i demokratiets og den internationale (EU) solidaritets navn!

Jeg har hele mit liv kunnet stave til bundlinje. Jeg har kunnet konstatere at det værste der kunne ske for mig var at få arbejde, fordi jeg pludselig skulle betale flere penge end jeg havde tilbage, når jeg havde fået dem jeg fik på baggrund af et skattesystem, der regnede med min indtægt for 3 år siden.. Når jeg så blev arbejdsløs skulle jeg betale med penge jeg ikke havde. For at sige det ligeud var det skidesjovt at have penge i overskud, og det var ikke let at blive smidt ud fra sin lejebolig fordi man ikke kunne betale sin husleje.

Som sagt tallet 42 er ikke det vigtigste i mit liv, men det fik mig til at åbne øjne for tals magiske og forunderlige evner til at påvirke mit liv. Således er der 42 dage til jeg næste gang skal besøge min mor og se mine søskende på mødrene side. Nemlig 2. juledag. jeg kan ikke finde ud af om jeg har søskende og søskendebørn der udgør 42, men det er absolut deromkring.

Men selvom 42 ikke er svaret på noget som helst er det et tal som jeg har taget til mig, lidt på samme måde som da George Orwell skulle skrive en bog om den omsiggribende bereaukrati han så i England, fantaserde over hvad det kunne medføre, og udgav sin bog i 1948. Han byttede om på de sidste to tal i årstallet så bogen kom til at hedde 1984!

Hvis jeg bytter om på 42-tallene vil jeg jo nå frem til 24, det er juleaften i december. Jeg skriver nok om noget helt andet inden da. God fornøjelse.

onsdag, november 14, 2012

Ord

Det jeg er bedst til er ord. Jeg har leget med ord, forsøgt at forstå ord og villet lære ord hele mit liv. Nu skal jeg så være tømrer!
Det passer selvfølgelig ikke jeg skal være tømrer, det ville være en ulykke for både mig om dem jeg skulle arbejde for. Men med den arbejdsløshed vi har, skal vi alle tvinges til at lave et arbejde vi ikke behersker, eller til at tage en uddannelse vi ikke kan bruge, fordi vi er for gamle. Det er OK for mig at nogle prøver at løse problemet med manglende arbejdskraft der ikke er der ved at skabe arbejdspladser der ikke er der. Men samtidig ryster jeg på hovedet og siger til mig selv. "Mig selv, siger jeg, skal vi ikke se at komme videre inden vi ender i en tænkt verden af teorier".

I en verden der ikke har brug for ret meget andet end mennesker der er afhængigige af penge, kan jeg rose mig selv. Jeg ejer intet, jeg kan modtage kontanthjælp fordi jeg ikke har formue i bil, båd, hus, kapitalpension, eller andet. Jeg er enlig, men har en kæreste der ikke skal forsørge mig, fordi vi ikke er gift. I tilgift har jeg forældre der er over 80, som gerne vil se mig og dele deres pension med mig (de nåede nemlig at betale deres gæld). Så hvad er mit problem.

Mit problem er manglen på ord. At vi alle falder for de ord der bliver sagt, ikke dem vi tænker. "Retten til arbejde" er jo noget vrøvl! Hvis vi skulle have en ret var det til at foreslå hvordan vi kunne tænke os at overleve, ikke retten til at skabe en kapitalakkumulering for investorer. Jeg har lavet lokalradio for rundt regnet 80 lyttere, som betragtede mig som en genkomst af Jørn Hjorting. Jeg har lavet lokalradio om politik med ligeså mange involverede som Clement gør. Jeg har lavet qiuz- og underholdningsradio, jeg har arbejdet med ord hele mit liv, og så er det endda ikke min egen skyld. Men simpelthen fordi en person så mit talent. Han fik mig til at lave TV, jeg gjorde det så godt at jeg skule gøre det igen og igen, og med vanlig stil skulle arbejde døgnet rundt. Til sidst mødt jeg mennesker der kunne lide mig og min måde at være vært på i radio og TV, og hvad sagde de?
Vi holder meget af dig, men vi kan se du er træt og uoplagt. Det er vi kede af! Jeg tog det til mig. Hellere være oplagt og arbejde mindre end at være træt og uoplagt ved at arbejde for meget!

Jeg ejer ikke noget mere, bortset fra et par bøger købt i en genbrugsbutik, men jeg har noget der er mere værdifuldt end penge, nemlig dem jeg kan tale med, dem jeg kan bruge ord på. Mine forældre lever stadig og jeg er dybt taknemmelig for at vi kan diskutere, undre os sammen og blive uvenner. Jeg har en kæreste som mere lytter til mine ord end kommenterer dem. Jeg har en familie der ikke har set hinanden (allesammen) siden vores bedstemor døde i 2001, men vi kan stort set tale sammen trods det at vi politisk og økonomisk set er langt fra hinanden. Jeg har fb-venner som jeg ikke har mødt, som jeg kan skrive til og få "like" eller kommentarer fra, ja nogle af dem har jeg endda fået en chance for at se in real life. At tænke sig hvad ord kan føre til! Alligevel er al beskæftigelse altså håndværk, mens man nedskærer indenfor det offentlige.

I dårlige tider ønsker en håndværksmester ikke at have øgede udgifter til en lærling eller en svend. Pengene spares og pludselig kommer der en storm eller et tiltag fra folketinget som gør at der er mangel på arbejdskraft. Hvem skal rette op på det? Folketinget, selvfølgelig, ikke dem der har forsømt i timen, arbejdsgiverne. Nej, nej. De har jo bare sparet penge, indtil de skulle bruge arbejdskraft. På samme måde er vi i dag bundet af at ordet, fantasien og musikken er overset. Måske ikke som et økonomisk incitament, eller som en chance for at tjene penge i det hele taget. Nej som en mulighed for personlig udvikling, som en mulighed for at bidrage til samfundets udvikling.

Med ord kan fantasien nå uanede grænser eller lukke sig inde i lovgivning. For mig er ord det der skal til for at vi kan komme videre, og ord ville være det område min arbejdskraft ville fungere bedst. Som bibliotekar, som radiovært eller som kassedame, men det er mine ord der gør forskellen, ikke mit arbejde. Ikke de ord der binder mig til at møde på arbejde og blive 67 før jeg kan gå på pension. Men de ord der får mig til at stå op med smil på læben og være kreativ og smile til min omverden.

Afskaf ordene: "Aktivering, praktik, og almisse". Indfør i stedet ordet "medmenneskelighed" for alle! Og ikke noget med at krydse fingre eller "avra for lavra".  Vær et medmenneske sammen med alle de mennesker der er årsagen til at du kan leve, og på samme måde accepter at de kun lever fordi du er til.

Ord er for mig ikke bare ord. Ord er til for at blive brugt og forstået. Og så kan folk stave forkert på facebook eller på sms. - men ord er kommunikation og en måde vi kan udtrykke os overfor hinanden på. At vi kan slå hinanden i hovedet med ord er en følge, som ikke kan undgås, men lad os dog blive glade for at ord kan bruges i menneskets tjeneste også.

Tak for ordet

mandag, november 12, 2012

Juletræet med sin glans

Hvordan kan vi fortsætte med at diskutere traditioner?

Den vestlige verden (læs Europa) gennemførte adskillige korstog, ja Danmark fik faktisk Estland af paven, ved at erobre landet i Guds navn! Korsriddere slog med velvillighed muslimer ihjel som var de rotter eller muldvarpe! I Guds navn.

Jeg bryder mig ikke om en diskussion af juletræer i en boligforening. Jeg bryder mig ikke om en diskussion om at muslimer er modstandere af offentlige juletræer. Jeg bryder mig slet ikke om en diskussion der gør en religiøs gruppe (mindre- eller flertal ligegyldigt ) til skurk. Hævn er det samme som dødsstraf! Som mord!

Som barn tog hele familien ud for at finde det rigtige juletræ, vi betalte for selv at fælde det og vi børn ville have et der var større end der kunne være i stuen. Vi fik nogle gange vores vilje, og så måtte det nederste af træet saves af så det kunne stå i stuen. Der skulle jo en stjerne på toppen! Stearinlys, sølvlametta, dannebrogsflag, julehjerter og kræmmerhus skulle der også være. Pynt kalder man det, men pudsigt nok er al pynten symboler på kristendom eller kræmmermentalitet (Vistnok bevisligt det samme).
Under træet et tæppe som signalerer jul, men rent praktisk skal samle så mange nåle frå nåletræet som muligt og en juletræsfod, som skulle gøre det muligt at sætte træet hurtigt ind i huset og få det hurtigt ud igen! Under træet også pakker - gaver fra familiemedlemmer og tjenestefolk til hinanden. Let nok når gaven er en forlovelsesring, et portrætfoto eller en hjemmestrikket grydelap. Men ikke når man skal give en fladskærm, en mountainbike eller en scooter.
Nej julen er blevet større, i hvert fald gaverne. Ikke som dengang vi børn fik 10 kr til at købe gaver for (vel at mærke ud over lommepengene som vi fik hver måned). En gang hønseringe, en matchboxbil eller en lille sparekasse i tin kunne vi købe for de penge, og så var der endda penge tilovers til os selv! ca. 2,50 kr, altså en fjerdedel af beløbet. Men gaver havde vi da købt!

Vi pyntede juletræet lige før juleaften, vi havde i forvejen en pyntedag, hvor vi lavede pynt til juletræet, gerne julehjerter, musetrapper og kræmmerhuse! Vi lavede konfekt med frugtfarve og vi lavede småkager, som vanillekranse, jødekager, brunkager og klejner. Familiehygge var det, og juletræet stod til afhentning udenfor indtil lillejuleaften. Vi tog det ind og pyntede det, spiste risengrød men kanelsukker og så var det juleaften dagen efter!

Resterne af risengrøden blev til ris a la mande og mandelgaven blev pakket ind i offenrlig hemmelighed. Flæskestegen og anden stod på i køkkenet, der var brun sovs og "pariserchips" på bordet, juleaften var på vej og vi fik en "forgave" så vi kunne få dagen til at gå, et samlesæt, en bog eller noget andet. Og pludselig var det juleaften. Og kun én af os kunne få mandelgaven. Jeg vandt aldrig så jeg spiste alt det jeg godt kunne lide, mens min lillebror sparede kræfterne og spiste resterne af ris-a-la-mande'n. Men det var far og stedfar der sad med den indtil der var spist op. Især fordi vi sov længe dagen efter npår vi var mætte. Gad vide hvorfor vi skulle sove længe?

Julen var en mærkelig tid. I to dage skete der intet, bortset fra at vi fik kanlesukker og risengrød med juleøl, og at selve juleaften tog en masse tid inden den var der. Dagen efter kunne vi sove længe, eller måske skulle vi? I tre dage blev vi aktiveret helt vildt sandsynligvis for at der skulle være fred i huset til at lave vores jul.

En sådan tradition er jo helt fin, den ligner vel sådan set de fleste traditioner i andre religioner, praktisk, enkel og så får vi festen! Jeg elskede at lave pynt til juletræet, jeg elskede at pynte juletræer, jeg elskede at tænde lysene på juletræet og var stolt af at fylde spanden med vand der skulle stå i hjørnet. Jeg er sikker på at vi fik et offentligt juletræ i min barndomsby med elektrisk lys og borgmestertale, selvfølgelig fik vi det! Det gjorde bare ikke indtryk på mig!

Jeg voksede op med en enlig mor i et fremmed samfund, det var først da hun fandt en ny mand at hun efter tid blev en del af det samfund som hendes mand bliv involveret i på få måneder. Som barn var vi bundet til samfundet, men vi var også bundet til vore forældres placering i samfundet, jeg var fremmed, jeg var tilflytter, jeg lærte det lokale sprog (vestjysk), men jeg var og blrv en tilflytter. Min jul foregik altid i mit hjem! Ikke på byens torv.

De ting jeg lærte var ikke ting jeg blev tvunget til i skolen, det var mennesker der talte med mig lyttede til mig og foreslog mig at tænke selv. Jeg medvirkede i krybbespil, jeg var en god elev i skolen og gik i kirke på sidste skoledag. Men de lærere og de "flippere" der lærte mig at lytte til andet end myndighederne, er dem der lærte mig At julen ikke er din.

Julen er børnenes fest, de vil have gaver og julemand, de vil snydes og bestikkes. Måske beboerforeningen i Kokkedal (af alle tåbelige steder - det kunne være Vejlegården) gør os en tjeneste og får os til at holde vores jul uden sponsorstøtte!

Juletræet er jo ikke engang et grønt tiltag (bortset fra farven) ...

torsdag, november 08, 2012

Fuglehaven

Her sidder jeg ikke langt fra en retableret Stavis å i Odense NV, i en rækkehushave, hvor der er masser af fugle. Men kun fordi min kæreste sørger for at de får noget hver dag. Her er gråspurve, skovspurve, gærdesmutter, mejser, duer, krager og fasaner. Der kommer garanteret sjagger og andre trækfugle forbi, de eneste der ikke længere kommer er mågerne, de kan ikke finde ind i de nybyggede foderbrætter.
"Dis med duerne"-Poul Thomsen fortalte engang at man ikke skulle overdække foderbræt til fugle, men at man i større omfang skulle tænke på tilgængeligheden for rovdyr skulle udelukkes, samtidig eller i en senere udsendelse (teoretisk set tidligere, da jeg ikke har fjernsyn og derfor ser genudsendelser når jeg har mulighed) at det vigtigste var at fuglene vidste at de kunne finde føde samme sted, derfor var det vigtigt at man sørgede for at fodre fuglene dagligt fremfor at gøre det når der var brødrester eller tilbud på fuglefoder i discount-butikken. Og det sidste kan jeg se. Kæresten køber fuglefoder og skærer brød i små stykker, har foderbræt til meget små, små og mellemstore fugle (fasaner, duer, alliker og krager kan ikke komme ind i nogen af dem), noglea f de store fugle flyver forbi, stikker næbbet i et stykke brød og river det ud af foderbrættet og nogle af dem der finder brød på græsset gemmer det til dårlige tider under blade eller sådan nogle steder, andre spiser dem her og nu!

Der er ingen tvivl, der er føde andre steder men vi har vores faste gæster i haven, af og til tager de venner eller søskende med, men de ved hvor foderet er, og at det er der! Hver dag. Og der er et evigt liv og masser af aktivitet i den lille rækkehushave, ja selv et rådyr og et pindsvin besøger os med mellemrum, trods naboens hysteriske hund og den anden nabos fede kat, der helst af alt ligger på bilen og soler sig - og efterlader potespor på både forskærm, bilrude og taget af bilen! Jeg ansøgte om at adoptere et pindsvin, men fik afslag - på grund af naboens hysteriske hund! Jeg tror faktisk at det ville være lettere at at adoptere et barn end at adoptere et pindsvin, i hvert fald var der mange spørgsmål. (OK det her er lidt sagt med et smil, jeg ved det er svært at adoptere mennesker).

Dyrene stoler på os, ja rådyret er sågar glad for at spise bladene på det træ der var købt på discount-tilbud som et blommetræ, men viste sig at være et pæretræ! På et tidspunkt skal der også fejes, og hvis det er en ung buk så vil det gå ud over et af de mange unge træer på grunden, og dem er der mange af, da haven er indrettet indenfor de seneste to år. Huset blev købt for knap tre år siden, er bygget i 60'erne og derfor var der store træer og en gammel hæk. Meget er revet ned, gravet op, dog ikke grænsen til naboerne, den gamle hæk. Men haven er ny, eller rettere ung! Gæsterne er mestendels unge (fugle og dyr), men en enkelt er vokset op i haveskuret, nemlig en solsort, der end ikke betragter os som farlige, Den signalerer nogle gange at det er dens domæne, så kan vi ikke bare skride? Men når der kommer brød og andre goder på brættet er den sådan set godt tilfreds.
Vores fasan har også taget en ven med engang imellem, to hanner har de så været. Måske en bror eller et barn? Solsortene har holdt fred med hinanden, selvom det ikke var hunner, ja selv rådyr og pindsvin har altså kunnet finde vej til en rækkehushave i Odense.

Fuglene og dyrene kommer jo der hvor der er noget at komme efter, selv om der er en kat på den ene side og en hystrisk hund på den anden side. Om det er Bill Gates eller kommunen der deler penge ud kommer der ho også nogle for at få del i det de ikke ved hvor de ellers skal skaffe. Fuglene i haven skaffer ingen indkomst til vores lille hjem, men de giver glæde ved at se det liv der kan være i en lille have. Om vinteren giver vi almisser til dyrene i form af brød og fedt, om sommeren er der et væld af planter der tiltrækker mange forskellige dyr. Valgt med omhu, selvfølgelig ikke lige blommetræet der viste sig at være et pæretræ, men valgene var seriøse, at nogle kan sælge en vare der ikke er det de påstår at sælge er jo så et problem, når det er gravet ned og er begyndt at vokse! Men haven gror med sommerfuglebusk, solsikke, guldregn, "fandens spadserestok", kål, beder, dild, hamp og persille og meget andet, kun hækken ind til naboerne ser lidt gammel og brugt ud!

Jeg ser frem til vinteren, hvor fuglene vil sprede glæde, ikke sådan at forstå at vi så skal på jagt, heller ikke at vi skal sidde med en kikkert eller tvinge dem hertil. Nej fordi der vil være liv og forhåbentlig glæde (som dyr nu har det med glæde?). Fordi det er dejligt at se, at man kan hjælpe fugle og dyr i en svær periode frem for at afskære dem fra hjælp i de sværeste perioder i deres korte liv. Fugle får ikke kontanthjælp eller er på dagpenge, fugle dør, hvis ikke der er nogle der sætter pris på deres tilstedeværelse, og deres glæde ved at være til!

Katte og hunde er ikke deres værste fjende, det er mangel på føde!

søndag, november 04, 2012

Tue

Han døde ung og elsket, men sådan var hans liv ikke hele tiden.
Tue blev skilsmissebarn i en ung alder, hans forældre mødte hinanden på uddannelsesstedet i Aalborg, som hed biblioteksskolen. De flyttede sammen, noget der anses for fornuftigt når man er studerende, og de fik et barn, Tue.
Da uddannelsen var slut ville mor gerne hjem til Fyn, mens far gerne ville have arbejde, og derfor ikke engang talte om at vende hjem til Vestjylland. De blev skilt og mor vendte hjem til Fyn og flyttede sammen med barndomskæresten og blev gravid. Far flyttede med, på den måde at forstå at han ville opgive at få arbejde for at være nær sin søn. Altså flyttede han også til Fyn, uden netværk eller familie at støtte sig til. Kun for at være nær sin søn. Og det var her ulykken startede for Tue. Hans far blev på kort tid kapret af Jehovas Vidner (JV), hvis evne til at spore menneskelig ulykke er fænomenal! Og herefter begyndte ulykkerne at tage overhånd.

Far måtte ikke se sin søn fordi mor var indædt modstander af JV, måske også indædt modstander af far, nu hvor der var en lille ny på vej. Altså en skilsmisse med gråd og tænders gnidsel, med had og umennskelighed. Jeg skal ikke kunne sige om det var det nye barn og det allerede fødte barn der var den egentlige årsag til ulykken, om det var faderen til det nye barn eller faderen til det fødte barn, om det var et uheld eller blot regulær uvidenhed i forbindelse med at være forældre der udviklede sig til ulykken, men den opstod, og den vedblev at være en ulykke. I mere end 20 år, så døde Tue, på et tidspunkt da han havde fået sin familie, en fremtid og var flyttet til København.

Men lad mig kort skitsere ulykken fra hans søster blev født.
Hun var selvfølgelig elsket af både sin far og sin mor, mens Tue følte sig overset. Han måtte end ikke se sin far for sin mor. En far der kun havde den ene dreng og ville gøre alt for ham, ja far konverterede til JV og derefter var det endnu sværere at få samkvem, fordi moderen ikke ønskede at sønnen skulle påvirkes af sekten! Tues far flyttede efter nogle år til Vestjylland, hvor hans mor boede, han fik støtte og forståelse af sin mor og hendes mand, hans stedfar. Skilsmissebarn af et skilsmissebarn blev Tue, og han msitede sin far til Jehovas Vidner og sin moders indædte stædighed! Nå ja, faderen var jo også indædt stædig fordi han fastholdt sin relation til JV. Men da Tue blev teenager sprang han fra. Han stak simpelthen af hjemmefra for at se sin far, og far var glad, og farmor og bedstefar var glade. Et barnebarn mere var kommet til. En dejlig og troskyldig dreng, der bare ønskede kærlighed.

Men Tue blev hentet af myndighederne og fik forbud mod at stikke af. Forældremyndighedsloven gav ham ikke ret til selv at sige hvilke ønsker han havde! Så han stak af igen for at besøge sin far! I de år blev loven om forældremyndighed ændret så barnet skulle høres i forbindelse med tvister mellem forældre. En ændring til det bedre? Ikke for Tue. Hans moder fik en aftale gennemført om at han kun måtte se sin far under opsyn, hvilket farmor og bedstefar straks skrev under på. Vel vidende at opsyn er et ord. De udlagde hurtigt ordet "opsyn" som at sørge for at far og søn blev forenet, hvorefter de kunne tage hjem til far, indtil bedsteforældrene afleverede barnebarnet ved toget!
I disse år lærte Tue at bede til Jehova, at knæle og sige godnatbøn, at sidde stille ved bordet og takke Jehova for mad inden han begyndte at spise. Han lærte at Jehova var hans hjælp og samtidig hans vogter! Han lærte at være bange for ikke at være tryg ved sig selv. det sørgede hans far for. Hans mor sørgede til gengæld for at han ikke var tryg ved sin far, hverken den biologiske eller den nytilkomne. Tue fik sin lillesøster som den nærmeste ven - en som han søgte trøst hos og gode råd, en der var flere år yngre end han selv var. En som han stolede på. Da Tue blev myndig flyttede han sammen med sin far. Faderen var i mellemtiden blevet gift igen - trods det at han påstod at et ægteskab var bindende i Jehovas navn - JV gav ham tilladelse til at gifte sig med en enlig mor (fraskilt) og de købte hus og Tue flyttede ind. De spillede musik sammen, far og søn, han fik endnu en gang en søskende, denegang gennem sin stedmor, og alting så godt ud. Men så mange penge havde familien ikke at han bare kunne blive medlem - han måtte ud at arbejde! Og han arbejdede, til sidst så langt væk fra sit nye hjem at han ikke kunne komme frem og tilbage, han pelsede mink i Vestjylland, ikke fordi han blev millionær, kun fordi han fik penge og arbejdede, og det skulle han jo.

Han skammede sig over ikke at slå til og følte at familien slog hånden af ham, og pludselig var han der ikke længere for forældre, for bedsteforældre eller for onkler og tanter, han skammede sig. Og blev bange for ikke at slå til. Jehova havde på den mået slået til, Tue havde ikke slået til. Til sidst fik han medicin mod depression eller skizofrenitet, stærkt virkende og vanedannende, medicin der fik ham til at slappe af, så meget at han sov det meste af dagen, men han fik ro på.

På facebook fandt hans onkel Tue en dag og inviterede ham på besøg. "Så snakker vi og får et glas vin eller to, samt noget godt at spise", fik han at vide. Fantastisk nok gik det sådan, og besøget gik godt, selvom der kun var et værelse til deling sov Tue godt og onkel gjorde det han skulle. (MÅ LIGE NU SIGE AT DER IKKE ER INCEST I DENNE HISTORIE - det er den for alvorlig til) Eftermiddagene gik med snak og fortællinger om det liv de ikke havde delt, og med at genopdage familien. Første resultat blev et besøg hos farfar i foråret. Farfar var ovenud lykkelig, og de billeder der blev taget viser også en glad Tue, og det var han. Han udnænte sin onkel til "Gudfar".
Det blev til en invitation til farmors runde fødselsdag. Han var ikke inviteret, da farmor ikke vidste hvor hun skulle sende invitationen hen. Han blev opfordret til at spørge om han kunne deltage. Farmor blev lykkelig og sørgede for at han fik en god plads ved bordet. Det bord hans far ikke ville komme til, fordi man ikke holder fødselsdag i JV. Men hans onkler var der! Farmor var der! Familien var der!

Tue nåede at besøge sin farfar endnu en gang - inden han skulle starte sin uddannelse i lingvistik på universitet, han nåede også at se sin onkel Bo og hans nyfundne kæreste inden han rejste til København. Men dem han boede til leje hos var åbenbart utilfreds med hans sovevaner og han blev smidt ud, eller også turde han bare ikke komme tilbage til utilfredse udlejere. Tur sad på en stol i et nat-discount spisested, han havde ikke fået sin medicin og han faldt i søvn. Tue vågnede ikke igen, han blev 27 år gammel, og jeg græder stadig når jeg tænker på ham.

Jeg er hans onkel og han er min nevø. Han dør aldrig i min erindring, han vil altid være en del af de dejlige oplevelser jeg har haft, bare ærgerligt at vi ikke fik flere sammen.

Fra gudfar til Tue: De få dage vi nåede at få sammen er blever til mange i min erindring. Jeg husker dem stadig.

lørdag, november 03, 2012

Sjælens Betonklodser

Jeg skrev digte som ung, altså allerede i folkeskolen. Jeg læste digte, som biblioteket i Ansager stadig havde råd til at købe, mens der også skulle købes aviser til "læsesalen" (en hylde hvor der var plads til "information", "Vestkysten" og "Jyllands Posten"). Tidsskrifter fik vi med forsinkelse fra "centralbiblioteket" i Ølgod. Men lokale digtere og forfattere var der råd til at købe. Og jeg læste digte, fordi de lokale forfattere var sådan "Morten Korch"-agtige om fattige mennesker der led under fattigdom, og jeg levede jo i 70'erne hvor fattigdom var mere selvforskyldt end i dag, altså oplevelser og fremsyn var stikordene. For mig blev det oplevelserne, det at suge til sig, det at prøve at forstå. Ikke at "pittye", at have ondt af var ikke en løsning, en løsning var at gøre noget for andre.

Alligevel skrev jeg digte. Jeg arbejdede med rytmer og rim - jeg arbejdede med indhold og beskrivelser - digte blev min måde at misbruge sproget på, og at bruge sproget på. Det blev min indgang til verden. Jeg skrev digte for at afklare min egen situation som lærerbarn (du skal ikke tro du er noget) - som vidensbegærlig (lærerens kæledægge er til at mobbe) - som skilsmissebarn (vil en forening af dine forældre løse dine problemer?). Jeg skrev og jeg skrev, mest om de ting jeg oplevede og meget lidt om de problemer jeg havde. Problemer var jo bare noget man havde, men oplevelser var noget man kun kunne få hvis man opsøgte dem.

Jeg lærte at arbejde med træ af min ven "Madsen" hvis far havde en antik-butik. Jeg hakkede roer for min ven Børges's far, ja jeg opnåede at køre traktor da vi skulle køre halm ind (fordi jeg ikke var så stærk til at løfte). Jeg nåede også at være med til at udgive digtsamlingen "Sjælens Betonklodser" som vi selv finansierede og solgte til familie og venner for at dække omkostningerne. Der var ikke SU eller kulturtilskud når man boede hjemme, men vi gjorde det. Og mit digt om hvordan nogle bevægede sig i aulaen til fællesmøder på gymnasiet blev endda fremhævet i "Vestkysten". Hold da kæft hvor var jeg stolt, især fordi vi havde flere af anmelderens digtsamlintger stående på bilblioteket i Ansager hvor jeg var bogopsætter formedelst 2,25 kr (i timen), efter 3 års anciennitet. Men jeg var nævnt i avisen, blandt andre ligesindede digtere var det mit digt der blev fremfævet!

Sidenhen er der gået år imellem at jeg har digtet. Nogle gange fordi jeg ikke har følt mig i stødet, andre gange fordi jeg har har haft konkrete opgaver. Konkret har der været andre opgaver der bestod i at skrive. Opgaver på min uddannelse. Artikler til tidsskrifter (ulønnet) Forsøg på at blive kronik-forfatter og et mangeårigt bidrag til tidsskriftet "bjesken". Derudover næsten 20 års arbejde for Radio og TV-Samsø, hvor jeg brugte mange timer på at skrive manus til udsendelserne, der jo ikke "bare" var at spille musik, det handlede om lokalsamfundet og det handlede om at lave quiz for de lokale beboere på øen, og det handlede ikke mindst om at være til stede i udsendelser om vedkommende spørgsmål. Masser af tekster altså om alt muligt er udgået fra min hånd, jeg har dem bare ikke. De var skrevet til "her og nu". Og i de perioder har jeg ikke digtet meget, men der findes digte fra nyere tid. Erotiske og drømmende, idet den person som har været genstand for digtene var en fiktiv person - eller rettere en person jeg kendte fra internettet (lad mig bare være ærlig, fra facebook), som jeg kun talte med på chat! Vores snak udviklede sig til mange heftige digte fra min side, og mange positive ytringer fra hendes, vi sås endda en enkelt gang over en flaske vin og med adgang til "Bed and breakfast" - Måske har jeg reddet et ægteskab, der var ved at falde sammen, ved ikke. Men vi fik set hinanden og snakket og spillet musik på den bærbare og nåede også til sengen, som braste sammen! Det var så den oplevelse. Men alle digtene til hende findes endnu her på fb. Og jeg er ikke flov over at skrive om min fascination af det modsatte køn, eller om at elske! Jeg synes stadig at det at elske andre mennesker er meget mere vigtigt end at elske sig selv, og så kan de forøvrigt stikke Gud op i røven (bare ikke på mig), han blev brugt til at slå mig i hovedet gennem hele min barndom. Selv om ingen havde set ham, talt med ham eller spurgt ham!

Mine digte handler om virkeligheden set med mine øjne. De handler om at elske og at lide. Mine andre ord handler om det som målgruppen skal og vil lytte til, når jeg er radio- eller TV-vært. Mine digte her på bloggen er heller ikke digte - men alligevel - de er ord. Mine ord er mestendels udtryk for mine tanker, de skulle også gerne være nogle ord andre vil lytte til! Ikke lære af, bare lytte. Nogler af de største bekymringer har jeg ikke kunnet åbne for endnu her på fb, simpelthen fordi det er så personligt og så kontroverst at jeg ikke ønsker diskussion. Men det kommer nok en dag.

Tanken om at mine forældre ikke er døde er svær, tænk sig ikke at vide om man har dem i morgen? Tanken om at miste den person man elsker mest - fordi hun er der - gør ondt. At have en datter man ikke ser fordi moderen ikke ville have det, er hårdt, især fordi datteren betragter mig sig en lutgfkj, er hårdt og at have fået en papsøn der er i behandling for et eller andet som ingen kan forklære og hvor alle skubber ansvaret foran sig, er svær. At have en nevø der døde kort efter at han fik sin familie tilbage som 27-årig, gør ondt. Livet gør ondt.

Tænk sig at man lavede en digtsamling med titlen "Sjjælens Betonklokdser" som 16-årig - og stadig kan føle betonklodserne i sjælen, bare med næsten 30 års erfaring i bagagen. Tak til Uffe Dreesen for det initiativ du tog dengang!