lørdag, marts 26, 2011

Er Hendrix musik?

Egentlig ville jeg allerhelst bare nyde musik.
Kort fortalt var mit første bekendtskab med musik såmænd "lille regnede Louise fra Karise". En sang der ramte mig med rim og naivitet da jeg var omkring 7 år.
I mange år lyttede jeg til top 10 og senere top 20 på DR P3. Jeg var endda paneldeltager på dansktoppen. og synes selv at jeg var med til at få John Mogensen på Dansk Toppen. På top 20 (som var LP toppen) hørte jeg som sagt John Mogensen, Deep Purple, Gasolin, For ikke at tale om Sebastian, Shubidua og Peter Belli.
Og så må jeg jo korrigere mig selv. Faktisk var min barndom optaget af musik med Hermans Hermits, The Kinks, Simon and Garfunkel, The Lovin Spoonful, The Rolling Stones og the Beatles. Pak lige sammen med dansktoppen. Der var jo ikke noget at samle på. Det endte jo osse med at jeg syntes at "Summertime" var med Luis Armstrong.
Men det hele ændrede sig da jeg hørte Jimi Hendrix spille "Star spangled banner".
Jeg husker det tydeligt. Jeg hørte P3 og pludselig lød den specielle guitarlyd som var så rå og ladet med modstridende følelser. Jeg blev født som lytter til musik. Modsat mine yngre søskende der ville spille musik ville jeg lytte. Og jeg slugte musikken. Når nogle spillede på en anden måde, når musik eller sang eksperimenterede. Så jeg blev interesseret i Pink Floyd.
Men videre måtte jeg. Da jeg flyttede hjemmefra fik jeg øjnene op for den nye musikbølge, kaldet "new wave", som viste sig at dække over al ny musik. Fra Kate Bush over Dire Straits, Talking Heads til Clash (mange flere ville jeg gerne nævne) - Biblioteksskolen og mine nye venner åbende øjnene for mig, og jeg søger stadig nye musikalske udtryk. Noget af det største jeg har oplevet i min tid er såre simpelt og samtidig geniaklt. Jimi Hendrix fortolkning af "All along the watchtower", U2 med "One tree hill" talking heads "drugs", live "you alone" samt hooters "Johnny B". Så gik jeg i stå igen. lavede radio på en low-budget måde. Måtte kun spille klassisk musik og musik der ikke længere var omfattet af KODA-asfgifter.
Jeg lavede radio, men hørte ikke anden radio end den jeg selv lavede. Min egen pladesamling var taget fra mig, og min økonomi lå i ruiner. Jeg var afhængig af mine venners musikalske præferancer. Sulten som jeg var tog jeg det hele med. Country, Folk og Singer-song-writers blev interessant. og jeg lyttede.
Jeg begyndte endda at lytte til dansk musik igen.
Hvor musikken før havde været interessant fik jeg øjnene op for teksterne i musikken. Jeg begyndte allerede at interessere mig for teksten da Pink Floyd udgav "Wish You were here", men fik intenst øjnene op for hvor vigtig tekst kunne være da jeg hørte "The Wall". Og så blev jeg introduceret for Roxy Music og dermed for Brian Eno. Endnu engang vendte den musikalske opfattelse sig for mit vedkommende, Eller rettere den vendte tilbage til start. Musikken skulle være spændende og eksperimenterende. Her var Brian Eno enestående. Hvor Gong, Henry Cow og Kevin Ayers var toneangivende i 70'erne var Brian Eno. 80'ernes musikalske helt. U2 slog igennem og blev verdens største rockband. Årtiet efter fik vi et andet band, denne gang fra USA, nemlig REM, der pludselig lagde sig på hitlisternes førsteplads.
Og så er jeg pludselig blevet gammel.
Da Beatles skrev Seargent Peppers lonely haerts club band skrev vi 1967. Men de foreslog selv at den samme melodi skulle lyde anderledes 20 år senere. "reprise" er et bud på hvordan musikken ville lyde i 1987. Prøv at høre det som sådan!
Det pudsige er at jeg den dag i dag også vender tilbage til slutningen af 60'erne. Jeg elsker stadig "All along the watchtower"  eller "Hey Joe" med Jimi Hendrix. Skulle der falde lidt Led Zeppelin eller Cream af, så vil jeg også skrue op.
Mit bud på en "upolitisk korrekt" melodi er: "Art lover" med The Kinks.
Vi der elsker musik er ikke nødvendigvis menneskehadere.

tirsdag, marts 22, 2011

Hvis krig er det?

Endnu engang savner jeg ord. Danmark er gået fra at være en tabernation der bliver invaderet trods en neutralitetspolitik.
Da jeg var ung i 1970'erne optrådte værnepligtige danskere som FN-vagter på Cypern i konflikten mellem Grækenland og Tyrkiet. En konflikt, der ikke måtte tiltale krigsgale danskere og derfor blev kraftigt nedtonet, trods det at danskerne optrådte i temmelig mange år på stedet. Men altid som vogtere af freden.
Omkring 1990 fik vi så urolighederne på Balkan (Jugoslavien) og endnu engang blev der sendt fredsbevarende tropper, som ikke måtte bruge våben som angreb, udelukkende til forsvar. Pudsigt nok var danskernes opgave at forsvare de muslimske mindretal, og de fleste anså det for rigtigt. Enkelte endda udfra den betragtning, at muslimerne dermed ikke behøvede at flygte til de kristne bastioner i Nordeuropa. Strømmem af muslimske flygtninge voksede nærmest logaritmisk syntes det, og det danske samfund og den danske lovgivning var slet ikke beregnet på en så voldsom strøm af tilflyttere (flygtninge) med anden moralsk og etisk baggrund.
Med baggrund i en konflikt mellem kommunismen (Rusland og Kina i Korea og Viet-nam) støttede vi i Danmark kampen mellem Rusland og de løsrivelsestropper der markerede sig i Irak, Afganistan og andre randstater fra Sovjetunionens tid. Enten for at få fingre i oliemilliarder eller for at forhindre russerne i at sidde på tilsvarende olieressourcer. Vi støttede tjetjenerne og krigen i Irak, dog ud fra et passivt synspunkt. Et spinkelt grundlag fik dog hele den vestlige verden til at erklære krig mod Iraks Saddam Hussein, ikke mindst fordi han troede sig fri for indblanding fra vesten. Det var jo vesten (med amerikanerne i spidsen) der havde bragt ham til magten og de samme der havde støttet ham i krigen mod Irans præstestyre.
Ayatollah Khomeiny blev jo også leder af Iran efter at den vestlige verden ophørte med at støtte shahen af Iran på grund af oprør i landet.
Og den vestlige verden har adskillige gange vist at de simpelthen holder op med at støtte østlige lande, hvis de mærker en oprørsstemning som gør de vestlige landes investeringer usikre. Så hellere støtte oprøret og satse på at få fingre i olie eller andre værdier som betaling for støtten.
Alt dette er blot moderne kolonipolitik, lidt på samme måde som afskaffelsen af slaveriet banede vejen for proletariatet og lønarbejdet.
Tilbage til konstateringen af at Danmark teknisk set erklærede en nation (Irak) krig for første gang i mere end hundrede år - (det siges dog at der eksisterede en krigserklæring med en portugisisk provins som var flere hundrede år gammel), det skete efter at Iran og Irak havde ført krig flere gange, efter at Iraks Hussein havde besat Kuwait for at lægge beslag på olien i nabostaten og derigennem financiere krigen mod Iran. Danmark havde fastholdt sin neutralitetspolitik og kun benyttet FN-mandater eller NATO-mandater til at intervenere, således i Cypern og Jugoslavien. Krigen mod Irak (Hussein) fik efter pres fra især USA grønt lys og Danmark blev på grund af godt venskab mellem den danske regering og den amerikanske på et spinkelt grundlag (både demokratisk og parlamentarisk) en krigsførende nation for første gang i mere end hundrede år.
De fleste af de ovennævnte nationer har den vestlige verden tålt fordi der lå oliereserver eller andre handelsfordele latent i et godt eller i det mindste uproblematisk forhold til dem. Således også med Libyen. Trods næsten bevislige terrorhandlinger og konstaterede erstatningsudbetalinger (eksempelvis Lockerbie) undlod vesten at erklære krig og lande som USA, Frankrig, England og Tyskland fastholdt at det ikke ville være fornuftigt at angribe et land, der var regeret af en diktator, men i stedet påvirke dem på langt sigt.
At tåle andre nationer ligger lige til venstrebenet. Jeg er født i 1958 og har lært at Tyskerne er årsag til 2. verdenskrig. Koreakrigen gjorde danskere til helte (if. mine forældre og Kim Larsen: "Jutlandia"), Vietnamkrigen var en stor misforståelse (JFK førte den ud i livet og 2 senere præsidenter mistede al troværdighed), krigen i Angola trak kun ud fordi kinesere, russere og cubanere blandede sig, og alle andre fejder mellem lande skyldtes kommunisternes indblanding i den amerikanske stats arbejde på at fremme demokrati.
Her er det jeg må trække vejret og sige øh...
Den vestlige verden har erklæret krig mod en nation, som har haft den samme regent gennem mere end 40 år. Begrundelsen er at han udgør en fare for civilbefolkningen. Nå da. Efter fyrre år! Jeg kunne i den forbindelse godt tænke mig at vide, hvad den danske regent (det danske kongehus) efter mere end 1000 år kan udgøre af fare for civilbefolkningen. Jeg ved jo godt selv at vores monarki betragtes som ufarligt og uskyldigt - men det gjorde de forskellige diktaturer rundt om i verden jo også, så længe den vestlige verden følte at der var styr på dem.
Der findes nationer betydeligt tættere på Danmark hvis regering består af hårdhændede diktatorer (eks: Hviderusland) som vi ikke vil føre krig mod, fordi deres flygtende borgere kun har få timer til Danmark, for vi er jo ikke interesserede i at brødføde flygtninge - hverken fra nærliggende lande eller fra Afrikanske lande - ihukommende vores behandling af tyske flygtninge behøver vi jo ikke at fremhæve vores medmenneskelighed. Såvidt jeg ved findes den kun beskrevet i bøger om anden verdenskrig der fortæller hvordan vi reddede en masse jøder ved at sende dem videre til Sverige - så kunne svenskerne gøre det onde ved dem.
Jeg hørte at Enhedslisten stemte for at føre krig mod Libyen med henvisning til at det drejede sig om at beskytte civilbefolkningen. Først undrede jeg mig såre meget, så tænkte jeg, at den politiske situation gjorde at det var nødvendigt at vildlede vælgere der kunne stemme på partiet under forudsætning af at det ville tage ansvar, inden jeg fandt ud af at det var et eklatant udtryk for naivisme. Et parti der har været modstander af krig i næsten alle sammenhænge siden Venstresocialisterne opstod (den kommunistiske fløj er jo i virkeligheden modtander af partiets politik - den er jo internationalt baseret) vælger at stemme for en krig udelukkende af hensyn til civilbefolkningen - vel vidende at det erfaringsmæssigt går mere ud over en civilbefolkning at der føres krig over en længere periode end hvis krigen ikke opstår. De sidste uskyldige blev fanget af en krig, der enten skulle være startet for 30 år siden eller også skal vi overlade til befolkningen at finde deres egen løsning på at afskaffe diktaturet. Vi kan ikke hjælpe, medmindre vi tjener penge på at føre krig. Eller sælge våben. Eller vil lægge beslag på oliefelter, jord, arbejdskraft eller andre værdier.
Den eneste måde jeg mærker krigen på er at vi ikke længere har råd til vore egne fattige, syge, anderledes og døende. God krig :(