lørdag, november 02, 2013

Langt ude

"Far Side" hedder Gary Larsons tegninger der oftest var langt ude, som de kom til at hedde på dansk. Bizzaro har en om ikke lignende så en tilsvarende tilgang til de daglige kommentarer. For den ældre del af befolkningen svarer det til mange af Storm P's såkaldte "fluer", altså en slags indforstået kommentar.
Men langt ude betyder jo også at være på afveje, at være langt fra alting eller at tage fejl i forhold til det omgivende samfund. Sådan er mit liv også, og derfor elsker jeg sort humor, fordi den kan få min verden til at lyse i kraft af det mørkes som samfundet lader sig brede.

Mit liv for nuværende

Jeg er på kontanthjælp (det er det vel de færreste der følger med i min blok der ikke ved [en hilsen til dagens sprogsinke om færreste og ikke]), jeg bor for mig selv langt ude på landet i en ende af Silkeborg der ligger tæt ved kommunegrænsen til Favrskov. Altså langt ude. Og tro mig der er ingen form for humor i det liv jeg fører nu. Jeg har ingen penge. Min nuværende økonomiske situation betyder at jeg er afhængig af offentlig transport, hvilket indskrænker mulighederne for at komme i arbejde drastisk. Jeg bor for mig selv, selv om min far bor lige ved siden af. Den sociale omgang med andre og oplevelser i form af musik og foredrag er ikke blot reduceret men nulstillet. Når man så kombinerer med en far, som er mit eneste selskab bortset fra de tvungne møder på jobcenter, der måske nok stemmer på Enhedslisten men samtidig synes at Dansk Folkeparti har ret i indvandrerspørgsmål, at Bent Jensen er mere troværdig end Dragsdal og at penge er det vigtigste i livet, ja så har jeg et problem med mig selv, for vi er end ikke enige i de mest basale ting, når vi taler om livsvilkår. Han måtte jo tage det arbejde der var, men nåede også at få en uddannelse som lærer der nu sikrer ham en pension han kan leve af. Han synes at jeg er doven og ikke gider lave noget, hvilket jeg så i høj grad bekræfter ham i, da jeg ikke kan se formålet med at have arbejdet i forskellige brancher i mere end 30 år, bare for at skulle forsørges af en anden eller knokle for at opnå hjælp fra den stat jeg til stadighed har fodret ved at betale skat.

Væk fra det hele

Jeg bor altså langt ude på landet, fordi det er den billigste måde at bo på. Jeg kan garantere for at det ikke er den bedste måde at leve på rent psykisk. På den måde bliver min lyst til at gøre noget også indskrænket. Jeg skal jo gøre noget fordi jeg skal gøre noget. På samme måde som jeg er holdt op med at lave mad, fordi jeg gør det forkert, på samme måde som jeg ikke gør rent, fordi jeg gør det forkert og på samme måde jeg ikke er selskabelig, fordi jeg gør det forkert.
Jeg gør stort set alting forkert, undtagen når vi taler om penge. For der gør og siger jeg det rigtige så jeg lige kan få til dagen og vejen, men ikke til et arbejde jeg har lyst til. Jeg køber det billigste brød og det billigste pålæg, betaler forbrug som til vinter vil betyde at jeg skal klædes rigtig godt på for ikke at fryse. Jeg køber klippekort til bussen fordi jeg ikke ved hvor tit jeg skal med bussen og samtidig ikke aner om bussen kører til de møder jeg skal til med eventuelle arbejdsgivere og jobcenter, altså vil et månedskort være at smide penge ud af vinduet. Jeg betaler et billigt abonnement for at have en telefon så jeg kan holde mig i forbindelse med omverdenen, billigt men dyrt hvis jeg skulle få lyst til at tale længe i telefonen. Jeg betaler for at have internetadgang, simpelthen fordi det er billigere end at bo i nærheden af jobcenter eller bibliotek, som jeg jævnligt bliver henvist til, når jeg siger at al denne adgang til internetservice er et problem. Selvfølgelig er det en langsom og usikker adgang, som betyder at jeg skal bruge internettet til at opdatere mine data på internettet ikke bare jævnligt men meget jævnligt, det betyder også at min arbejdssøgning foregår via nettet, undtagen når jeg er tvunget til at komme ud af mit flyverskjul. TV og radio er principielt noget som jeg får med, når jeg besøger familien, min far ser gamle krimier og serier om flyvende læger, min bror ser fodbold og jeg læser gamle aviser som man har kunnet abonnere gratis på i et vist antal uger. Selv Kristelig Dagblad bliver studeret til sidste ord, også når jeg finder en udgave fra august sidste år.
Men jeg kan opgraderes som ledig ved at deltage i tvangsarbejde der ikke har andet formål end at være i tvangsarbejde. Langt ude.

Helbred

Nu er jeg for en stor del selv skyld i at mit helbred ikke er perfekt. Jeg har i perioder haft et overmåde alkoholforbrug, lange perioder endda. Før i tiden blev det afløst af arbejde, men det gør det sådan set ikke længere. Nu bliver det afløst af at mit helbred ikke kan klare det. Langt ude måske, men sådan er det. Jeg har forhøjet blodsukker og skal bruge penge på diabetes-2 medicin. Mit blodtryk kan i perioder være alarmerende men kan normalt afhjælpes ved at jeg indtager blodsukker-medicin. Min psyke er ved at vende tilbage til min barndoms psyke: ubehersket vrede, altså som vi kender det fra børn der ikke må få slik, børn der er trætte men ikke vil i seng, børn der er utilfredse med at de ikke vinder i Ludo. Og jeg kan ikke lide at jeg er kommet på den galej, det har varet et helt liv at få mig til at være positiv og tro på det bedste i mennesket, et langt og sejt træk af hensyn til min omverden, der på ganske få år er blevet gjort til stenalder af den selvsamme omverden.

Tab

Det største tab jeg har været ude for er tabet af den kærlighed jeg troede var gensidig. Ikke mine forældres. Den ene tror at verbale tæsk og krav om at gøre noget er nok til at rejse mig til fornyet indsats, det var det jo for ham. Den anden forsøger at forstå, hvad hun har gjort galt, selv om jeg har sagt at hun ikke kunne gøre ret meget anderledes. Jeg har selv i årtier troet at jeg var den der var noget galt med, men har nu fundet ud af, på den hårde måde, at det i virkeligheden ikke er mig men alle de andre der er noget galt med. Jeg har mistet ejendom ved at blive bestjålet, ved at få beslaglagt værdier og ved ikke at være i stand til at betale regninger (fordi jeg ikke havde nogen indtægt og ikke kunne få hjælp af velfærdssamfundet). Det sociale sikkerhedsnet viste sig at være ikke-eksisterende allerede da jeg var sluppet ud fra min værnepligt, der ikke på nogen som helst måde berigede mig.
Men som sagt er økonomisk tab kun et spørgsmål om penge. Og jeg har lært at leve af få penge, hvilket jo giver begrænsninger i et samfund der ikke bare primært er baseret på økonomi, men udelukkende.
Men som sagt har de største tab været tabet af kærligheden. Ikke fordi jeg ikke er bevidst om at jeg er så sær at jeg kan være vanskelig at omgås. Min kærlighed er måske mere at røre og føle end at vaske op og støvsuge, jeg er langt mere til boglig handling end til fysisk (måske bortset fra sengegymnastik). Men hvis jeg ikke havde oplevet kærligheden kunne jeg jo heller ikke miste den, på samme måde har jeg det med livet.

Her og nu

Så nu er jeg alene, langt fra alting. Jeg har lyst til at gå i gang med noget jeg er god til, men gennem de seneste år er jeg ikke blevet god til noget, tværtimod er jeg blevet skrækkelig dårlig til en hel masse, fordi jeg skulle vise om jeg var god til noget. Det eneste jeg er blevet rigtig god til er at spise mindre og at drikke mere, det befordrer selvfølgelig ikke min sundhed, men jeg kan da i den tid jeg har tilbage gøre hvad jeg synes er sjovest og samtidig nøjes med at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fremfor at skulle være så syg at jeg skal bruge al min fritid på at søge om hjælp jeg ikke kan få (7-9-13).

Hvor jeg dog hader et samfund hvor tab og indtjening af penge er så vigtigt i forhold til mennesker. Det er simpelthen for langt ude.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar