Absolut ingenting

Mit liv er blevet indholdsløst. Ikke med min gode vilje, faktisk med en hel masse andres gode vilje. I begyndelsen af oktober måned ophørte min aktivering på kontanthjælp, jeg blev bedt om at flytte og bosatte mig i et anneks som jeg kunne flytte ind i hos min far mod at betale forbrug. Langt ude på landet og på kontanthjælp. Og langt fra den pige jeg gerne vil have som kæreste.
Grundlæggende har der i løbet af måneden været højdepunkter. Måneformørkelse d. 19. overgang til normaltid (som i sagens natur er kortere end sommertid) natten efter d. 16. Et skønt stormvejr, der andre steder i landet var en orkan fik jeg også med, ja sågar tusmørket har fået længere varighed (fra 39 minutter i begyndelsen af måneden til 41 minutter de sidste dage i måneden.

At flytte

Selvfølgelig har jeg haft nogle vildeoplevelser. To gange er jeg blevet hentet i forbindelse med at dele materiale ud til kommunalvalget, jeg har været på kommunen for at fortælle at jeg var flyttet til en ny kommune, hvorefter jeg blev henvist til jobcenter i nærheden af rutebilstationen som jeg netop var kommet fra. På jobcenter havde jeg en oplevelse af rang. Jeg sad i mere end en halv time, men det var jo omkring middag så jeg regnede med at de offentligt ansatte skulle have middagspause, men nej, det var bare en kollegial snak der forsinkede min samtale nok til at busforbindelsen tilbage var hullet som en si og dyr som en okseculotte. Forståeligt nok at der skal udveksles erfaringer i en branche hvor det er  menneskeskæbner der står på spil, selvfølgelig, men jeg ville da gerne vide at det kunne trække ud. Nå det gav mig så mulighed for at besøge min bror og se fodbold (jeg kan end ikke huske hvem der spillede og tror at min bror faldt i søvn inden første halvleg var slut).
Altså var jeg flyttet og godt 14 dage senere blev jeg indkaldt til et møde på den del af aktiveringen i forbindelse med jobcenteret der i Silkeborg kaldes Fokuscenter og ligger langt pokker i vold uden for Silkeborg, altså en rimelig dyr rejse, fordi jeg kan straffes for ikke at komme til tiden. Heldigvis har jeg klippekort og som sådan kom det kun til at koste 80 kr. hver vej. Samtalen var vældig afklarende og tog lidt mere end en time, for mit vedkommende lidt mere end to timer, idet bussen fra centrum kun kørte en gang i timen så jeg kom en halv time før mødet, men blev da budt på kaffe eller te, ja jeg kunne endda få postevand, alt sammen i de fineste hvide plastikkrus. Da mødet var færdigt havde jeg på fornemmelsen at bussen netop var kørt i forhold til de køretidspunkter jeg havde læst mig til, og ja, det var den. Som følge måtte jeg altså vente lidt mere end en halv time. Alt sammen med det formål at jeg skulle vide at jeg snart ville blive indkaldt til en fornyet afklarende samtale.

En oplevelsesrig dag

Efter dette berigende møde forsøgte jeg at tage den på stop til centrum, en masse biler med bare en chauffør kom kørende fra jobcenteret eller fra fjernere områder, men det var ikke indtil et ældre ægtepar samlede mig op efter ca ti minutter at jeg fik kørelejlighed midt i regnvejret. De skulle dog til den modsatte ende af byen, men fortalte mig hvorledes jeg kunne finde centrum og rutebilstationen. "Du skal følge den vej, så kommer du ind til centrum" sagde de. Det var rigtigt. Det tog bare lidt mere end en halv time at gå i regnvejret (ret skal være ret - det var egentlig kun bygevejr) og da jeg kom ind til rutebilstationen kom den bus jeg kunne være taget med fra Fokuscenteret i samme øjeblik. En oplevelse af de store der kronedes med at min bus var kørt i mellemtiden og at der først ville være forbindelse hjem fire timer senere. Fluks ringede jeg til bekendte og vi aftalte at mødes over en øl, trods min fuldstændige mangel på økonomiske midler til den form for luksus blev garanteret at jeg kunne få en eller et par øl i løbet af dagen. Så hvorfor ikke.

Et væld af oplevelser

Jeg fandt ud af at jeg skulle stille med dokumenter der godtgjorde at jeg virkelig var ledig, ikke havde arbejde og i øvrigt ingen indtægt havde. Altså måtte jeg stille med de seneste tre måneders lønsedler, alternativt de seneste tre måneders kontoudtog fra banken, altså til kommunen og få en sagsbehandler, hvilket de hjalp mig med i ydelsesafsnittet, som først åbnede efter at telefontiden til sagsbehandleren var overstået (det er sådan lidt ligesom at skulle ringe til lægehuset mellem 8 og 9 om formiddagen efter at have været på skadestuen i adskillige timer.
Nå, men jeg forklarede så at det var temmelig omkostningsfuldt for mig at møde op, ja også at sende papirer med posten, at min økonomi ikke gav mig mulighed for at scanne papirer og at min situation i det hele taget var at jeg var fattig og derfor søgte om kontanthjælp. Den venlige dame som jeg havde ventet på at tale med i en time (hun påstod at hun havde kaldt mit nummer og at jeg ikke havde reageret, og det er ikke usandsynligt, jeg var bare i den anden ende af venteområdet, der var en kæmpesøjle mellem os da jeg ikke havde fået angivet hvor jeg skulle forvente at blive påkaldt, og trods et lysskilt med numre i total forvirring havde hendes stemme og skiltet åbenbart ikke nået min opmærksomhed, selv om jeg stort set hele tiden holdt øje med det dumme skilt). Nuvel efter en time fik jeg min samtale og den venlige pige lovede at gøre opmærksom på at det hastede fordi jeg havde mange betalingsaftaler med inkassatorer, som alle ville komme til at koste mig gebyrer på 100 kr hvis ikke jeg havde penge til den første. Således lettet kunne jeg endnu engang vende hjem efter en indholdstom oplevelse af de mere ophidsende.

Bureaukrati

At flytte som ledig på kontanthjælp er principielt langt mere besværligt og meget mere ophidsende end at flytte fordi man har arbejde. Da jeg havde kontaktet jobcenteret fordi jeg vidste at det skulle man i forbindelse med flytning, troede jeg egentlig at mit telefonnummer og min e-mail adresse var nok til at kommunen eller jobcenteret ville kontakte mig, især fordi det meste af min flytning bare skulle udfyldes på talentløse skemaer, som overhovedet ikke tog højde for situationer som min.
Således skulle jeg gøre rede for hvorfor jeg søgte om kontanthjælp. Mulighederne var at jeg havde mistet arbejde, havde mistet retten til dagpenge, ikke længere var i uddannelse og at jeg var over eller under 25 år. En sidste mulighed var "Andet", som jeg valgte hvorefter jeg udfyldte et felt for at forklare at jeg havde været mere end et år på kontanthjælp men på grund af familiære omstændigheder hos min udlejer, måtte finde en anden billig bopæl i løbet af kort tid.
Få dage senere modtog jeg en skrivelse med følgende ordlyd: "Du er (en dato) blevet afmeldt jobcenteret som arbejdssøgende med årsagen: Andet". Vild panik og jeg ringede til den angivne kontaktperson, som svarede dagen efter på mit opkald og fortalte at han havde kigget på min sag og at jeg igen var tilmeldt som arbejdssøgende. Jeg skulle ikke bekymre mig mere om den sag, det var en autogenereret skrivelse. Da jeg gik på jobnet kunne jeg igen klikke på den famøse knap der gjorde at jeg måske ville bibeholde min ret til at modtage kontanthjælp.
Så resten var jo blot et spørgsmål om at min sag blev behandlet, troede jeg. At jeg ville blive kontaktet i forbindelse med tvivlsspørgsmål, troede jeg. At jeg ville få besked om at sagen var færdigbehandlet så jeg kunne modtage penge, så jeg kunne betale mine regninger, troede jeg. Indtil jeg i går modtog et brev med overskriften "Fremtidig afmelding". Nedenunder stod der "Jobcenteret har tilmeldt dig som kontanthjælpsansøger", hvilket jo var en god nyhed for mig, så var den del i orden. Efterfølgende stod der så: "Ydelsescenteret har imidlertid ikke reageret på din ansøgning". Ikke for det, jeg havde jo på en måde heller ikke hørt fra ydelsescenteret, bortset fra det brev jeg netop havde modtaget, så det måtte jeg jo give Ydelsescenteret ret i.
Det der fik mig til at gå i en form for panik var (udover at telefontiden til ydelsescenteret var en time om formiddagen, hvilket selvfølgelig betød at jeg havde fået post efter det tidspunkt jeg kunne kontakte kommunen) var den næste sætning: "Derfor er du blevet tilmeldt jobcentret som arbejdssøgende uden ydelse".

Vildt spændende

At være arbejdssøgende uden ydelse har jeg prøvet. Men så vil jeg ikke møde op til ligegyldige møder på jobcenteret, så jeg måtte lige sluge en kamel. To sekunder efter at telefontiden i ydelsescenteret var åbnet ringede jeg for at høre hvad meningen var. Telefonen ringede ti gange før den blev taget, den blev dog taget. Jeg fremlagde mit problem med ikke at få en afgørelse på min ansøgning om kontanthjælp, men jeg fik at vide at det skyldtes at Ydelsesafdelingen havde modtaget mine dokumenter fra banken 1 dag for sent og så gik der automatik i det. Da jeg forklarede at jeg ikke havde råd til et frimærke, at jeg ingen scanner havde og at det ville flå mig for de få penge jeg havde bare lige at tage til byen for at aflevere en håndfuld papirer fik jeg at vide at det var nogle regler de havde. I øvrigt skulle jeg forvente at der skulle gå mindst tre bankdage før jeg kunne få penge, men at min sag nok skulle blive hastebehandlet.
Bortset fra at min telefon efterfølgende skulle til opladning og jeg skulle have et bad har jeg hele tiden haft telefonen på mig, den har ikke på noget tidspunkt vist at der har været et opkald, men jeg fandt alligevel ud af at "Ukendt" har ringet til mig, hvilket jeg jo ikke rigtig kan bruge til andet end at bringe en smule spænding i tilværelsen. Måske er "ukendt" min sagsbehandler på ydelseskontoret?
Men generelt må jeg vente med spænding på om min ansøgning om penge giver sig udslag i en kontanthjælpsydelse.

De er så flinke ...

Al denne ophidsende form for kontakt med forskellige kommunale afdelinger er en lise for en fattig ensom kontanthjælpsansøger der er flyttet til en ny kommune. Personligt tror jeg det havde været lettere at være Angela Merkel, hun bliver trods alt kontrolleret af amerikanerne, vi bliver bare kontrolleret af en flok amatører, der ikke aner hvordan man for eksempelvis i mit tilfælde kan indhente alle oplysninger  (bortset fra dem der skal begrunde Gensidig Forsørgerpligt) hos min tidligere kommune. Selvfølgelig er det rart at vide at en del mennesker er beskæftiget med arbejdsløse, men når man sætter en masse mennesker til at skjule den virkelige ledighed for en masse penge, kan det undre at SOSU'er, pædagoger og skolelærere skal spares væk. Det kan undre at håndværkere støttes med et fradrag til bygningsrenovering, når børn og ældre samt ledige og syge er en monsterøkonomisk belastning for samfundet. Det kan også undre at banker og investorer skal hjælpes fordi der finde et par økonomiske teorier der angiver at samfundet vil bryde sammen, hvis ikke der gives hjælp.

Men lige nu venter jeg på at blive hjulpet. Jeg skal stadig stå til rådighed for samfundet, jeg har ikke råd til at tage til en jobsamtale fordi jeg ikke har nogen penge, de omkring 8.000 jeg modtager hver måned er altid væk til den første (og denne måned modtager jeg ingen penge den første), bortset fra at jeg af og til ikke skal til jobsamtaler (det skal jeg i realiteten sjældent) og at jeg køber klippekort og discountvarer. Jeg har en mobiltelefon og internetforbindelse, en langsom bærbar PC som jeg ikke aner hvordan jeg skal få råd til at skifte ud, hvis den bryder sammen.

Og hvis ikke jeg får en forskrækkelse i form af et autogenereret brev sker der faktisk ingenting før jeg henvender mig til det offentlige.
Men når jeg i panik ringer til kommunens ydelsescenter, jobcenter eller Fokuscenter er de noget så flinke ...