tag:blogger.com,1999:blog-43993787604243097922024-02-23T08:43:10.224+01:00Ordet fra buretArbejdsløs kommentator som ønsker at det ikke blot er penge der skal styre vort samfund. Natur, kærlighed og medmenneskelighed ud fra et humanistisk, ikke religiøst synspunkt.
Løb for livet eller lev for forløbet.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.comBlogger263125tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-12941610010789644732014-01-24T20:43:00.001+01:002014-01-24T20:43:15.323+01:00MedierTV, radio og aviser regnes normalt som medier. De har stadig stor indflydelse på den almindelige borgers opfattelse af det omgivende samfund. Det på trods af mediernes historie og fremtid, som markerer yderpunkter eller måske en tilbagevenden.<br /><br />Historisk set<br /><br />Med bogtrykkunstens opfindelse i Europa blev det pludselig muligt at udbrede kundskab. Godt nok var bibelen og politiske spørgsmål i vælten. Det ændrede sig ikke da de folkelige skillingsviser blev til, men samfundssynet blev pludselig vendt til at handle om almindelige menneskers. Samtidig opstod avisen, som i første omgang var et avertissementstidende, altså fortrinsvis reklamer men fulgt op af omtaler af de annoncerendes produkter samt omtaler af hændelser og arrangementer. Man kan sige at det vi kalder ugeaviser i dag svarer meget til den tids aviser. Dog skete der ret hurtigt det at aviserne blev målrettet en bestemt befolkningsgruppe. Som sportsklubber blev det til et spørgsmål om at være arbejder eller borgerlig (studerende), for avisernes vedkommende kunne der let i samme by findes en socialdemokratisk, en for radikale venstre og en konservativ avis, på landet ville venstre også være repræsenteret. Avisen blev politisk og henvendte sig til sin målgruppe, og eventuelle annoncører brugte avisen til at henvende sig til deres målgrupper, både politisk og efter økonomisk formåen.<br />En ny opfindelse, radio, blev et kommunikationsmiddel. Her var der ikke tale om politiske målgrupper, men om kontakt på afstand. Radioen blev også statslig og underlagt regler. På samme måde da TV opstod. Statslig. Reglerne var at radio og TV ikke skulle være politiske men være oplysende. Og det var sådan set ikke noget problem, bortset fra at dem der lavede udsendelserne i sig selv havde et budskab eller i hvert fald en holdning til kultur. Begrebet kultur opstod faktisk først med udbredelsen af TV. Både sproget (diktion) og emner var nøje defineret. Ikke "uforståelige dialekter" og oprindelig opbyggelige og "nøgterne" udsendelser.<br />DR sendte musik, teater og nyheder. I løbet af 60'erne kom der underholdning på programmet. For eksempel Otto Leisner, Ingrid og Lillebror og Europæisk samsending (Melodi Grand Prix). I radioen blev radioteatret og udsendelser fra det kongelige teater suppleret med anden underholdning (nyere musik og pop). Vi fik en pæredansk julekalender (inspireret af svenske juleudsendelser) juleudsendelsen "Historier fra hele verden", men den der nok står skarpest i den kollektive erindring er "Kender du decembervej" (Magnus Tagmus fra 1967). <br />På radiofronten opstod DR P2 allerede i 1950'erne, mens P3 skulle være en statskontrolleret erstatning for Radio Mercur (1958-1962). P3 startede udsendelserne 1. januar 1963 og satsede på ungdommen.<br /><br />Underholdning<br /><br />The Yellow Kid og Knold og Tot fungerede som underholdning i amerikanske aviser i 1896. Tegneserier blev en del af avisernes udtryk. Nyheder og politiske reportager blev suppleret med underholdning. Også danske tegnere skabte serier som i første omgang blev bragt i ugebladene, som i kraft af at være udgivet ugevis ikke kunne bringe deciderede nyhedsreferater, men senere holdt de dansk tegnede striber deres indtog i de fleste aviser.<br />At trykke en avis var helt op til min barndom afhængig af sættere (typografer). Deres arbejde bestod i at sætte bogstaver i den rigtige rækkefølge, så de dannede ord, at sætte dem i den rigtige bredde så de dannede spalter, og så var der selvfølgelig "horeungerne" - et spørgsmål om det æstetiske, men også om at gøre en tekst læsbar. Avistrykkeren (bogtrykkeren var afhængig af typografen, ordene skulle læses fra håndskrevne noter, senere maskinskrevne, og derefter sættes op så det var læsbart, men ikke mindst sættes op hurtigt så det kunne trykkes. Tegneseriestriberne kunne skaffes som matricer og sættes ind efterhånden, men de kunne ikke laves fra dag til anden. En tegneserie som for eksempel "Statsministeren" ville derfor oftest være forældet før en kommentar til et dagsaktuelt emne ville kunne læses.<br />Men grundlæggende var underholdning blevet en del af nyhedsdækningen og den politiske opdatering i aviserne.<br />Og som jeg har nævnt det blev den også en del af både radio og TV.<br /><br />Ingrid og Lillebror<br /><br />Med børne-TV og børneradio fik æterbårne medier en ny målgruppe. Det var ikke som da jeg var barn på besøg hos min mormor og hendes mand et spørgsmål om at sidde stille til frokosten og undlade at sige noget så længer der var Pressens Radioavis (eller bare "Pressen"). På dansk TV begyndte man at vise amerikanske TV-serier, som for eksempel "Bonanza" og så blev Ingrid og Lillebror jo et hit. Der var videnskabelige udsendelser som Ingvald Lieberkinds naturvidenskabelige udsendelser og Egon Schmidt videnskabelige.<br />Ungdommen blev også en del af mediernes dækning. P4 på P1 med programmet Tværs og Jesper Klein og klyderne med mange flere blev til i 1972. Børn og unge kunne ringe til Tine Bryld og fortælle om seksuelt misbrug, kærestesorger, problemer i skolen og alle mulige andre problemer. I samme sendeflade fandtes der så også andre programmer der havde ungdommen som målgruppe. Ikke nyheder<br /><br />Lorteland<br /><br />Den politiske satire opstod også. TV kunne med kort varsel producere satire over de ting der skete i samfundet. Forproducerede udsendelser fik karske ord med på vejen. Det var underholdning med politiske undertoner. Et udtryk for at man fra DR's side både lyttede til seernes opfattelse af den omgivende verden, af egne programmer, men ikke mindst at satirisere over aktuelle emner.<br />På TV kom der mere underholdning og TV-avisen blev længere. Sendetiden blev forlænget så der var til børnene, de unge, de voksne (også dem der netop var trådt ud i livet) og de ældre.<br />Der var interviews med unge børn som var blevet forældre i en tidlig alder, med handicappede, der var boligløse og tidligere kriminelle som var emner for udsendelser, selv folkeskolen og plejehjemmene blev portrætteret. <br />Hvad nyhederne angår blev nyhedsoplæserne folkelige og populære. Det var sådan set det første skridt til at de begyndte at gå ind i politik, med Uffe Ellemand Jensen som en af de første. Populariteten byggede uden tvivl på at de virkede troværdige, men selvfølgelig også at der kun var Danmarks Radio både til at skabe radio og især TV-udsendelser. Man kan selvfølgelig spørge om de dengang var mere neutrale, de var i hvert fald ikke så pågående som man ser i dag, men de havde heller ikke de sammen mennesker i studiet hver dag, de havde redaktører som skrev nyhederne og vejrudsigten var bare afslutningen på nyhederne, ikke et stunt.<br /><br />Lokale medier<br /><br />Jeg blev involveret i lokalradioen på Samsø efter et højskoleophold, der var en slags aktivering på dagpenge. Lasse Maybom ville skabe en slags Samsø Radio med lokale nyheder, lokal opbakning og journalistisk formidling. Endelig skulle radioen også være fokuseret på Samsø, historisk og erhvervsmæssigt. Som supplement var der mulighed for at lave musikprogrammer - som de unge selv skulle have lov til at lave. Og det gjorde de, ja selv jeg kom til at lave musikprogrammer, og det pudsige ved det var at vi alle havde forskellig tilgang til at lave radio, men vi fik en radio ud af det der ikke kun spillede musik.<br />Men på samme tid var der en lokalradio i Viborg-området som dels spillede musik, havde lyttere der ringede både for at efterlyse forsvundne køer eller punge, men også for at ønske musik. Et interaktivt koncept, som virkede. Det eneste der ikke var kan sådan set beskrives meget enkelt. Der var ikke nogen formidling af noget som helst. Hverken historisk eller faglig viden. Der var blot korte nyhedsoplæsninger.<br />Jeg blev senere knyttet til TV-Samsø. Samme Lasse Maybom og samme koncept som radioen, og stadig meget få penge til driften. De fleste af os var frivillige, men vi kunne få arbejde når kulturministeriet havde sendt penge til driften, når pengene var væk blev vi sæsonarbejdere, som dog kunne arbejde på frivillig basis efter aftale med arbejdsformidling.<br />Der var alligevel ikke tvivl om at det reklamefinansierede medie skulle blive målet. Sendeforbindelse, Koda/Gramex og husleje var udgifterne, undtagen når der lige var kommet penge fra Kulturministeriet, så blev alle kræfter brugt på at skabe flere indtægter lokalt. Indtil pengene blev brugt.<br /><br />Mediebilledet<br /><br />I løbet af årene har mediebilledet flyttet sig fra at være statskontrolleret. DR's bestyrelse er politisk kontrolleret og de ansatte har politiske og økonomiske rammer for deres arbejde. De er ikke frie til at give udfordringer til seerne. Tværtimod er der så mange politiske krav at iderigdommen blandt de ansatte stækkes eller simpelthen ikke accepteres.<br />Vi har fået reklame-TV. Ikke bare TV-2, også fra udlandet. Vi har fået TV-konkurrence om antallet af seere, selv om DR ikke har nogen som helst indtægt i forhold til antallet af dem. Men politisk set skal DR bevise at der er en grund til at der findes licens - hvilket betyder at DR skal have en masse seere. At DR kan sælge TV-serier og opnå internationale priser for dem er ikke nok, der skal konkurreres på ulige vilkår. Man kan sige at DR er i vælten så længe vi taler om finansieringen, som jo er til fordel for DR, mens TV-2 eksisterer i et land, hvor der er ganske få til at finansiere reklamerne (der er regler for reklamernes varighed og placering i forhold til udsendelser), et reklamefinansieret TV skal have indtægter der svarer til udgifterne og det er jo ikke specielt enkelt at trække penge ud af firmaer der kan se deres fordel i at købe reklamer i betydeligt større områder, hvad befolkning angår. Men selvfølgelig kan det ikke gå stærkt nok med at finde en form for privatisering af medierne.<br />Også aviserne er bundet af at være reklamefinansierede. Og det er her vi får det store problem.<br />
Privatisering<br /><br />Det er evident at reklamefinansierede medier skal vise hensyn til sine annoncører. På samme måde kan man sige at et ikke reklamefinansieret medie ikke skal vise hensyn. Af uforklarlige årsager er det sådan at konkurrencen udelukkende bygger på det økonomiske hensyn, altså principielt det der svarer til reklamefinansieret.<br />Aviserne er i dag næsten kun betalt af reklameindtægter, samt faldende abonnementsindtægter, de bliver ikke rige af at oplagstallet falder, men sandsynligvis heller ikke af at de får flere læsere på internet. Men med mangel på politiske finansiering af aviser er aviserne blevet rimeligt ensidige i deres formidling, især fordi de køber nyheder fra bureauer og ukritisk viderebringer de. Men også fordi der skal tages hensyn til annoncørerne. Dem skal man undgå at genere.<br />Med TV er det gået på samme måde. Ja, i virkeligheden mere end det. Selv den statslige, skattefinansierede TV-kanal har mere travlt med at måle seertal end med at skille sig ud. Målet er ikke at skabe uafhængig nyhedsformidling eller at bruge kreative medarbejdere til at forsøge sig med noget anderledes. Målet er at blive målt på popularitet. For mig at se det mest fordummende koncept der findes. På linje med at pisse i bukserne for at holde varmen.<br /><br />Nye tider<br /><br />Nu har vi så helt nye tider. Der er stadig statslige økonomiske tilskud til de fleste medier, men der findes græsrodsmedier. De findes på internettet.<br />Mange af dem er ikke så økonomisk funderede at de bare kan gå i gang med at sende nyheder hver dag. Men nyhedsformidlingen er helt klart flyttet fra de traditionelle medier. Godt nok spammes man med reklamer på internettet i dag, men som tidligere kan man jo fravælge reklamer.<br />Det jeg synes er meget vigtigere er, at vi på en måde er kommet tilbage til den tidlige historie. Vi har pludselig adgang til den politisk definerede nyhed. Den journalistik som ikke er dikteret af annoncører. Vi kan i stort omfang søge oplysninger som for få år siden stort set ikke blev offentliggjort.<br />Som min gamle brugsuddeler sagde: "Hvis man læser flere aviser vil man lære at se sagen fra flere sider, og det er vigtigere end at stole på andre at man vælger alsidigheden end at man vælger at tro på andre." Han forblev noget i retning af radikal, men han lærte mig alligevel at man kunne tænke selv, at tage stilling selv og vælge selv.<br /><br />De muligheder har vi på en måde igen. Og det er vel egentlig ikke så dårligt. Nu mangler vi bare at der er flere der opdager dem, i stedet for at sluge alt det vrøvl der bliver sagt i radio og TV.<br /><br />Vi skal have frie medier for vores egen skyld, og vi skal lære at tænke selv.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-35686993083424206822014-01-22T19:48:00.001+01:002014-01-22T19:48:25.268+01:00Mod lysere tiderI skrivende stund er dagen blevet lidt mere end to timer længere. Ikke fordi det gør den store forskel. Samtidig med længere dage, altså i forhold til solens op- og nedgang, hvor dagen nu er ca en tredjedel af et døgn, har vi vinter. Sært nok er det først nu den sætter ind, selv om vi ifølge kalenderen har haft vinter i halvanden måned.<br /><br />Mild vinter<br /><br />Det gode ved en vinter hvor der ikke er kraftig frost er grundlæggende at man ikke skal bruge så mange penge på at varme sin bolig - i mit tilfælde værelset- op. Jeg betaler dog et fast bidrag til forbrug og det rettes nok op til næste år. En mild vinter betyder også at planter og normalt overvintrende dyr dukker frem med forårsfornemmelser, og når så vinteren dukker op, for det gør den jo nok, så tager vinteren sin bid af kagen. Mange liv bliver udslukket og nogle liv skal begynde forfra, andre kan ikke nå det. Men det er jo naturens orden. Og den kan vi ikke lave om på eller kan vi. Det er jo ikke første gang vi har haft en mild vintermåned i januar, det er nok heller ikke første gang at vi risikerer at få en kold februar måned, for den sags skyld heller ikke det modsatte, altså en varm februar. Jeg husker somre med mildt og køligt vejr, ikke badestrandsvejr, måske køligt men ikke vildt kolde. Andre husker dem som ekstremt regnvåde. I denne sammenhæng bruges ofte udtrykket at man betragter glasset som halv fuldt eller halv tomt, og sådan gælder det vel også for vinteren. Den vinter der altid havde sne og hvor vi lavede snemænd og kastede med snebolde. <br />Mange mennesker er dog sådan indrettet at de vintre kun burde opleves i barndommen, i dag er de mest til besvær i et travlt samfund.<br /><br />Drivhuseffekten<br /><br />Vi hører jævnligt om global opvarmning, at isen smelter i antarktis og at nordvestpassagen bliver farbar i perioder. Alt sammen skyldes ifølge nogle at vi forbruger energi og frigør CO2 i enorme mængder. Men hver gang denne effekt af et menneskeligt forbrug nævnes, så får vi eksempler på at der falder sne i Sahara og Mexico og så videre.<br />Denne sideeffekt af menneskeligt overforbrug og generel forurening kaldes ikke drivhuseffekten, hvilket mange mennesker ellers forbinder med en stigning i verdens temperaturer. Da begrebet blev opfundet var det måske det bedste billede at bruge, men udelukkende at forbinde drivhuse med varme er jo som at tro man kan varme sig ved en kold pejs.<br />Drivhuseffekten er sådan set bare en konstatering af at solens stråler sammenholdt med andre naturlige reaktioner på vores klode gør at solens stråler (som også i et drivhus) faktisk varmer mere end hvis der ikke var glas i et drivhus, faktisk ville jorden være i gennemsnit 33 grader (celsius) koldere.<br />Så det vi taler om fejlagtigt når vi taler drivhuseffekt er sådan set den menneskabte ændring af betingelserne for drivhuseffekten, som ødelæggelse af ozonlag, generel forurening og voldsom overproduktion af dyr og planter samt at tømme havet for fisk og andre dyr der tidligere har sikret en balance for hele jordkloden.<br />Det er altså balancen vi nedbryder, ikke drivhuseffekten, den får bare andre betingelser.<br /><a href="http://www.dmi.dk/laer-om/temaer/klimatemaer/drivhuseffekten/">http://www.dmi.dk/laer-om/temaer/klimatemaer/drivhuseffekten/</a><br /><br />Økonomieffekten<br /><br />Overproduktion, forurening og overfiskeri skyldes, som de fleste vel ved, et ønske om at kapitalakkumulere. Det er en våd drøm at tjene penge og helst mange, selv om netop denne ide gør verden til en mine der skal udnyttes. Enhver ved vel at en grusgrav på et eller andet tidspunkt ikke længere indeholder sand og grus, ellers kan man selvfølgelig gæste Søby-lejerne hvor der fra 1940 til 1970 blev udvundet brunkul. Arbejderne havde arbejde, men kunne knap nok forsørge en familie.<br />At udvinde jorden ved at dyrke den, ved at fiske eller ved at hælde gift i den er sikkert udmærket, hvis målet er at skabe penge her og nu.<br />Der hvor jeg voksede op var det sådan at de fleste hedebønder dyrkede kartofler mens nogle få dyrkede rug eller havre. Når alle havde kartofler faldt prisen og selv om der var dørsalg (Oluf Sand i "The julekalender" gik i samme skole som jeg) så faldt mange for fristelsen at dyrke kornprodukter efter et år med lave priser på kartoflerne. Når så kornpriserne faldt satsede de på kartofler, som så gav mindre indtægt. Og sådan blev satsningen hele tiden ændret til det der senest havde givet et godt afkast for naboerne.<br />Der var ingen stråforkorter eller plantegift og slet ingen GMO. Der var håndkraft, og det var ikke specielt morsomt at hyppe kartofler, at hakke roer eller muge ud i stalden. At samle hø og halm var tungt arbejde der skulle gøres i perioder med rimelig godt vejr. Meget af indtjeningen var faktisk at kunne føde husdyrene, altså et økonomisk kredsløb der i sidste ende gerne skulle et afkast så man kunne have en familie. Ikke at etablere et overskud, faktisk var de fleste gårde gået i arv.<br /><br />Vejrudsigten<br /><br />Nu vil de fleste nok spørge "hvad fanden har snevejr med økonomi at gøre?" Det kan jeg da godt forstå, men det hænger logisk sammen med rigdom og fattigdom, forurening og klimaændringer. Noget som alt sammen i sidste ende har indflydelse på mennesker her og nu, men ikke mindst på fremtiden og klodens skæbne.<br />Altså igen: At satse på at tjene en hel masse penge for at investere dem i at tjene en hel masse penge for at investere DEM i at tjene en hel masse penge virker sindssygt, medmindre man er aktionær i en bank og gerne vil tjene en hel masse penge for at investere dem i aktier for at tjene en hel masse penge for at investere dem i aktier.<br />Overproduktion, overfiskeri, overdreven brug af gift og andre kunstigt skabte ændringer af naturen, er alle med til at ændre balancen i verden. Det er selvfølgelig rigtigt at vi ved podning kunne skabe ny produkter, ved nøje valg kunne skabe bedre kornsorter og ved nøje udvalg af avlsdyr kunne skabe bedre ydende husdyr.<br />Som et eksempel på det sidste blev visse fåreracer udvalgt fordi de var leveringsdygtige i kvalitetsuld (middelalderen og den industrielle revolution), mens andre fåreracer blev udviklet til at levere godt kød (og store lam) - de sidstnævnte har ikke mindst haft stor betydning i Australien og New Zealand.<br />Alle disse optimeringer har selvfølgelig haft indflydelse på jorden. Da pesten slog ned over Europa valgte man i høj grad kornproduktion fra til fordel for kødproduktion (og uldproduktion). Det var en følge af at der ikke var tilstrækkelig arbejdskraft til at dyrke jorden, mens dyrene i langt større omfang kunne vogtes af få kræfter. Der er jo næsten altid en sammenhæng.<br /><br />De lysere tider<br /><br />Så er jeg kommet frem til det jeg egentlig havde på hjerte. Politikerne taler om lysere tider. Dem skulle vi få "i morgen", altså for et par år siden. I stedet er det lykkes at skabe et opdelt samfund. Hvad målet med det samfund egentlig er burde stå klart for alle. Det er at skabe profit. Mennesket er blevet til en del af vores planet der kan udnyttes på det groveste, udelukkende med det formål at skabe overskud.<br />Som med grise der føder for mange unger er mennesket blevet til en ressource. Der accepteres et vist spild, ja faktisk kalkuleres der med et vist spild. Der bliver talt om at vi er for få mennesker til det arbejde der skal udføres om få år, samtidig gør vi som samfund temmelig meget for ikke at få villig arbejdskraft fra tredjelande. I det hele taget gør vi alt for at have dårlig samvittighed over noget vi slet ikke har gjort. Måske bortset fra at have købt hus for dyrt og smide store mængder affald ud.<br /><br />Men så var det jo nok der vi skulle begynde.<br />I stedet for vedvarende at tro på de lysere tider. De tider hvor vi ikke længere hjælper kapitalister og investorer med at udplyndre jorden, at tingsliggøre mennesker og at negligere hvad vi gør ved vores jord.<br />Jeg vil faktisk sige: "Det ser sort ud", og så vil jeg tilføje et "øv", bare for at have fået lov til at være menneskelig et øjeblik.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-37750725385141493572014-01-19T14:31:00.000+01:002014-01-19T14:31:19.736+01:00FarvelFør jul gik min mentor arbejdsgiver og nære ven bort. Han kørte i havnen i Haderslev med en tung bil og kunne næsten ikke bevæge sig. I hvert fald ikke sidst jeg så ham for lidt over et år siden. Han druknede med andre ord. Ingen skal bilde mig ind at det var med vilje, han var det mest stædige menneske jeg har kendt. På den gode måde, han var mere hård ved sig selv end ved andre. Det betyder selvfølgelig ikke at han ikke var hård ved andre, stillede krav og havde ønsker om at de udviklede sig. Det betyder sådan set bare at han havde forventninger på andres vegne når han så talenter.<br />Her til middag fik jeg så at vide at endnu to af mine nære venner fra Samsø var holdt op med at trække vejret, dog var de ikke druknet i bogstavelig forstand. Men begge i nat blev de til minder.<br /><br />Johnny<br /><br />Jeg mødte Johnny over et spil billard. Nu er det efterhånden mange år siden jeg spillede det spil, men vi blev venner. Johnny havde, og har, den dejligste datter. Hun er selvfølgelig blevet en stor pige nu, men da hun var mindre tilbød jeg Johnny at vi kunne deles om det sted jeg boede, der var plads til ham, hans datter og datterens veninder. I det hele taget var der plads.<br />Når Johnny ikke skulle møde på arbejde mødtes vi ofte om morgenen. Hvis jeg ikke skulle noget den dag blev det normalt til en morgen-bajer og måske en enkelt fisherman. Så snakkede vi om vores fælles bekendte og ikke mindst om Johnnys datter. Vi tilkaldte hinanden til "morgenmøderne" med sms. Så kunne vi jo altid melde afbud hvis der var andre vigtige ting på programmet.<br /><br />Johnnys datters mor boede på Samsø så den del af familien kendte jeg. Hans far var død i en alder af blot 50 år og hans mor var også død. Men hans stolthed var de tre børn han var far til. Den store datter, der boede sammen med en rar fyr syd for Odder, den store søn, som var glad og festede når han kunne (og det kunne han tit dengang). Men ikke mindst den lille datter der boede på øen og som altid var velkommen i vores fælles hus.<br /><br />Jeg mindes stadig da vi en dag bestemte os for at tage til byfest i Odder for at glæde den lille datter. Vi havde været rundt i et mylder af al mulig crap og besluttede os for at tage en tur i pariserhjulet. Pludselig stod hun der, den store datter. Hun havde spottet sin far og lillesøster. Det næste der skete var at brormand blev tilkaldt. Han var muligvis i gang med en seriøs udforskning af andre af tilværelsens gåder sammen med jævnaldrende drenge. Men når lillesøster var der slap han hvad han havde gang i. Der var noget der var sjovt, og noget der var vigtigt.<br />Efter denne oplevelse blev det til flere møder. Både hos storesøster og hos os. Der var god mad og øl på bordet, det hørte sig til. Men vi oplevede den kærlighed der er mellem søskende, eller i hvert fald kan være. Jeg fik også en dejlig oplevelse af at være en slags reservefar, især fordi jeg ikke var forundt at være far til min egen datter.<br /><br />Disse timer, morgener, eftermiddage, aftner og nætter vil jeg aldrig glemme. De har, sammen med Johnnys dejlige børn, beriget mit liv. Desværre blev vi uvenner af økonomiske årsager og vores venskab ophørte. Heldigvis havde vi stadig fælles venner og på den måde kunne vi følge hinanden i vores deroute. Han blev mere syg og jeg blev mere fattig. At tilgive er måske nok svært. Jeg tror aldrig at vi helt tilgav hinanden vores forskelle, men vi forsøgte efter bedste evne.<br /><br />Nu er Johnny et minde. Noget som aldrig kan tages fra mig, medmindre jeg skal samme vej som ham. Det skal jeg jo nok. Hans børn kan måske have et vagt minde om mig og de få gange vi var sammen, så der må jeg nok også melde pas. Jeg har været der, ikke for at blive husket, men fordi Johnny og jeg var nære venner i en periode af vores liv. Hvis børnene husker mig for de gode ting vi havde sammen og ikke bare for vore uvenskab over økonomien, så har min andel i hans korte liv ikke været helt spildt.<br /><br />Vi var nok så forskellige som verden kunne gøre os, Johnny. Det eneste vi havde til fælles var vel at vore forfædre var indvandrere, dine vistnok sigøjnere, mine måske jøder. Men vi elskede venskabet, og det var måske derfor vi ikke var gode til at blive uvenner. Alligevel vil jeg altid tænke tilbage til vore "familiekomsammener" med varme og glæde. Sådan skal du mindes fra mig.<br /><br />Otto<br /><br />I en periode hvor jeg var arbejdsløs søgte du selskab. Mest for at dele Samsø ved at køre øen rundt, men også for at drikke en øl sammen med mig. <br />Otto faldt meget uheldigt og kunne derfor ikke længere gå. Som den mand han var tog han smertestillende tabletter i hobetal frem for at finde ud af hvad der var sket.<br />Inden da havde vi kørt øen tynd i solskin gråvejr eller regn, både for at se hvad der skete for mennesker og samfund (huse til salg, ombygninger og anlægning af cykelstier, fældning af træer, resultater af stormflod, you name it). Et par timers samvær hver dag jeg havde fri. Da Otto mistede kørekortet fordi han lige skulle køre en tur efter at have fået en øl for meget blev tingene ændret. Der skulle findes en chauffør og formiddagspilsneren var ikke længere så spændende. At miste en chauffør var ikke hvad Otto ønskede. Vi så normalt TV2 Østjylland og så trak bilturen i os. Øen blev inspiceret fra nord til syd, ikke altid på samme dag, men Ballen var obligatorisk. Lottokuponen uden joker var også en ugentlig foreteelse, jeg gik de 50 meter til kiosken og købte den, Otto gemte den i ugevis.<br /><br />Når der skulle købes ind, når der skulle måles vand eller skrues ned for varmen, også når der skulle foretages noget på første sal, så fik jeg instrukser. Vi forblev et sammentømret par, jeg aner ikke om det minder om et ægteskab, der var intet seksuelt, men vi hjalp hinanden, og alt det som hjemmehjælperne ikke måtte kunne jeg så gøre. Til gengæld fik jeg et enestående billede af Samsø på nethinden. Otto kendte alle de små veje og de landsbyer (huse) der fandtes, han kendte de steder hvor de solgte kartofler og jordbær, og når han ville have noget at spise så vidste han hvor det skulle købes. Otto var født, opvokset og havde levet sit liv på øen, hans brødre var emigreret til Canada. Otto døde på øen.<br /><br />Han var aldrig god ved sig selv. Måske kan man sige at han nød livet med masser af øl, møder med for eksempel Simon Spies og driften af en købmandsforretning. Det er vel op til enhver at betragte sit eget liv som godt. Otto klagede ikke, han valgte måske at stille smerter med medicin og øl, men misbruger blev han aldrig, i hvert fald ikke af hårde stoffer. Livet i huset blev levet som da hans mor levede, ja faktisk var hans liv lettest, når det foregik efter reglerne. Man kunne lave en julekalender efter hans liv. Simpelthen regler. At han som falleret købmand ikke ville handle i Brugsen var jo et princip, men ikke mere end at jeg fik penge til at handle i samme butik. Han kom der bare ikke. Brugsen i Ballen blev dog en undtagelse, af og til (når der var øl på tilbud).<br /><br />To på én gang<br /><br />Mens jeg skriver dette græder jeg. Ikke alene fordi det er to venner der døde samme nat, men også fordi jeg ikke fik sagt farvel til dem. Nogle vil kalde det at sige man elsker dem, det vil jeg på en måde tilslutte mig, men ordet "elske" er så let at misforstå. De var nogle af mine bedste venner på øen og nu er der to mindre.<br /><br />Jeg har ikke lyst til at sige farvel til flere af mine venner lige nu.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-80852732584326685672014-01-18T18:30:00.002+01:002014-01-18T18:30:51.718+01:00Sne"Det er hvidt derude" skrev Blicher i 1838. For 100 år siden satte Th. Laub musik til digtet der handler om kyndelmisse, eller rettere den danske vinter.<br />Nu er der jo stadig to uger til årets kyndelmisse i skrivende stund, men det er blevet koldt og nogle steder hvidt, her er det sådan lidt grumset hvidt med temperaturer over frysepunktet, mere slud end sne og med blæst der giver en chill-effekt så det føles som om det er frostvejr. De seneste dage har der været trafikulykker og folk er blevet overraskede af at den milde vinter så småt (over nogle dage eller uger) bliver til en vinter.<br /><br />Overraskelser<br /><br />Nu er det jo sådan at der hvert eneste år er nogle der overraskes af vejrliget (kulde og sne) trods vejrudsigter i hobetal. Aldrig har der i døgnets løb vejret så mange vejrudsigter og så mange om at formidle dem. Aldrig har meteorologerne været så enige om vejrprognoserne, selv om de ikke holder 100%.Og aldrig har der været så mange der ser stort på hvordan vejret kan blive. Det er som om "Ulven kommer" har fået forrang i de fleste menneskers bevidsthed, men egentlig tror jeg bare det er fordi de fleste har så travlt at de ikke har tid til at tage forbehold for årstidens temperamenter. Dagsrytmen bliver ikke ændret så man står tyve minutter tidligere op for at komme tidligere af sted på arbejde eller for at aflevere børnene i børnehaven, simpelthen fordi den form for fleksibilitet ikke findes i det omgivende samfund.<br />Altså bliver vi overraskede.<br />Og som Storm P. sagde: "Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det". Heller ikke når lastbiler eller personbiler holder på tværs af motorvejen eller den vej man skal køre ad for at nå frem til arbejde til tiden, er der nogen der gør noget ved det. Der bliver nok talt højt mens man venter, det kan også være mobilen må frem så man kan fortælle hvorfor man ikke møder til tiden, det kan endda være at kommunerne udsætter snerydningen for at spare penge, men som borger er der ikke nogen der gør noget ved det.<br /><br />Samfundet<br /><br />Vi lever og ånder for vore penge. Sært nok et abstrakt begreb, altså penge. De eksisterer ikke, men skal forestille at udgøre en bytteværdi i forhold til ejendomsværdi, sådan cirka. Jeg skal altså i kraft af arbejde skabe et overskud for at beholde mit arbejde, jeg skal ved at låne penge skabe en værdi i form af ejendom, ja jeg skal endda satse på at den værdi jeg skaber til mig selv (forstå det, hvem der kan når jeg samtidig skaber værdi til alle arbejdsgivere, virksomheder og samfundet) skal gives videre i form af arv. Ikke til nogle der har ydet noget til gengæld, kun fordi de er familie.<br />Principielt kan man undre sig over at man skal skabe kunstig værdi, ikke alene til sig selv, men til alle led i samfundet. Som betragtning er dette ikke udtryk for kommunisme, socialisme, kapitalisme eller liberalisme, det er udelukkende udtryk for undren.<br />Altså, hvorfor gør vi det?<br /><br />Vejret igen<br /><br />Måske har vi alle lært at vi skal forstå at vægte tingene. Altså at børnene, arbejdet og lønnen er vigtigst for at blive et frit menneske.<br />Et frit menneske?<br />Hvad frit er der i at skabe profit og betale skat, når man samtidig skal bruge størstedelen af den kapital man har tilbage til at betale for skolegang til børnene, betale for at have bil eller benytte offentlig transport, betale for at have en bopæl, betale for at blive orienteret via public service? Ja stort set betale for alt. På visse områder måske ikke de fulde udgifter, som for eksempel lægehjælp og biblioteker. Men bøder, afgifter og gebyrer er "dagens ret" alle steder, selv i de banker som vi er blevet påduttet for at kunne modtage løn eller offentlige serviceydelser.<br />Men vi har travlt med at passe arbejde, børn, jobsøgning, familie og bank og kreditforening. Derfor kommer det jo oftest som en overraskelse når vi pludselig står i en uventet situation - det kunne være arbejdsløshed eller rentestigninger eller øgede kommunale krav, find selv på mere.<br />Som med sne og frost har vi ikke tid til - eller måske heller ikke evne til - at tage højde for de ændringer der byder sig. Vi burde bare vide bedre, historien siger at der sker noget med mellemrum som påvirker vores liv, om det er vejr eller økonomi er sådan set kun bestemt af henholdsvis årstid og konjunkturer.<br /><br />Lemminger<br /><br />Det føles (mentalt) som om vi er en flok lemminger der blindt følger flokken, man kunne selvfølgelig også mene at vi opfører os som myrer der følger det samme spor. I det første tilfælde er det dog flokmentalitet (som metafor - det ville nok være langt mere rammende at sammenligne med galopperende formering i tider hvor der synes at være nok føde) der er det grundlæggende, mens myrerne udgør et (ukritisk) kollektiv.<br />Jeg foretrækker ikke dødsdrift, hverken i form af flokmentalitet eller kollektivisering. Jeg foretrækker faktisk ikke dødsdrift, selv om den da rammer mig gennem min omgangskreds. Jeg er ikke upåvirkelig og kan sagtens sætte mig ind i andres angst og drift til at slippe af med den). Hvor længe jeg kan holde ud at ville være mig og at ville leve aner jeg ikke, men indtil nu har det holdt i 50 år. Ikke med positive oplevelser hver dag, men med min vilje.<br />Jeg regner med at jeg en dag "vågner op og er død", men jeg ser jo mine omgivelser (mennesker) ønske at vi ikke har vinter, at sne er et irritationsmoment og at vinteren altid kommer som en overraskelse.<br /><br />Hvorfor<br /><br />Sært at vi bliver overraskede over noget vi har så mange forudsætninger for at vide. Om økonomi, vinter eller ærgerrighed. Erfaringerne findes i hobetal, de er nedskrevet, de er diskuteret, sågar politikere, økonomer, historikere og filosoffer har diskuteret dem.<br />Der burde ikke være noget nyt under solen, ikke engang en ko på isen. Erfaring og kritik skulle jo garantere at vi kunne komme videre trods enhver form for usikkerhed. Ikke vores egen alene, men den erfaring som hele menneskeheden har opbygget på godt og ondt.<br />Derfor er det sært at vi gang på gang falder i den fælde der hedder at kunne vi ikke forestille os, eller det var der ingen der havde fortalt os. Selvfølgelig var der nogen der havde fortalt det, og grunden til at vi ikke kunne forestille os det er at vi ikke ville.<br /><br />Vejrudsigterne<br /><br />Vi ved at vinteren kommer hvert eneste år, vi ved at det ikke bliver hvid jul hvert år, vi ved hvad forskellen på vinter og sommer er - vi taler i hvert fald om kolde og våde somre og vi taler om våde eller lune vintre. Hvorfor kan vi så ikke bruge prognoser om vejret til at forberede os på at vores dage ikke kan være ens hele året? Er drømmen virkelig at vi skal pisse i bukserne om vinteren for at holde varmen og i Vesterhavet om sommeren for at blive afkølet?<br />Vi kan alle have et forhold til sne. Det kan være smukt, besværligt eller dyrt for samfundsøkonomien, det kan skabe julestemning eller få virksomheder til at indkalde ekstra mandskab, men sne er vel sne. Om den er gul, grumset eller er skubbet op på cykelstien eller fortovet vil den i det samfund vi lever i være mest i vejen, også hvis den fik lov at ligge. <br />Sne er sne.<br />Og penge er penge.<br /><br />Men er vi mennesker så glemsomme at vores verden er afhængig af at vi ikke kan lære af egne og andres erfaringer?<br />Skovl sneen hvis du synes, kør på arbejde hvis du skal. Nyd naturens skift og glem vækkeuret. Husk på at det er muligt du har problemer med kommunen, familien eller arbejdsgiveren. Men naturen er til for dig, og du er en del af naturen, så tag den dog i hånden. Flyt bjergene når de ikke vil komme til dig!<br /><br />Mine vintre med snemænd og kælke eller ski vil jeg huske som noget af det sidste, når jeg bliver dement, det er jeg sikker på.<br />Sne er sne.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-89355268224410690012014-01-13T17:28:00.002+01:002014-01-13T17:28:31.884+01:00SelvmordEn af overskrifterne i dag er at antallet af selvmord steg med 12% i forhold til året før. Tallet er opgjort til 680 der på forskellig vis har taget livet af sig selv. Af dem var størstedelen mænd og en del begik selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Alt sammen forudsigeligt, altså at antallet af selvmordere stiger og at det er mænd i mange tilfælde.<br /><br />Tal er taknemmelige<br /><br />Der er i stort omfang efterladt et afskedsbrev, og det sandsynliggør at der virkelig er tale om selvmord. Men tallene dækker stadig kun de tilfælde hvor det lykkes. I en del tilfælde bruges selvmordsfosøg som afpresning, og også i den sammenhæng vil der blive skrevet et afskedsbrev, eller forsøget vil være på skrømt, altså et råb om hjælp.<br />Samtidig bør vi også huske at nogle vælger en langsom måde at dø på, således at en overdosis piller eller som nævnt at kaste sig ud foran et tog normalt vil blive defineret som selvmord, mens det at drikke sig under hegnet og dø i detentionen, det at fixe sig til døde vil blive regnet som et dødsfald af anden art end selvmord.<br />Som nævnt findes der også de forsøg på at få opmærksomhed, hvor "selvmorderen" i videst muligt omfang sikrer sig at blive fundet (med eller uden afskedsbrev).<br />Der findes en masse skyggesider som at opgive livet på grund af sygdom, for eksempel i form af ønsket om aktiv dødshjælp eller simpelthen det at opgive at leve videre og rent psykisk forlade denne verden.<br />Antallet af selvmordere er altså udelukkende det antal af mennesker der i politirapporter eller på anden vis, er defineret som selvmordere. Ikke dem der har fravalgt livet. Ifølge oplysningerne er der også et påfaldende stort antal af dem der har taget deres eget liv som har gjort det af fysiske årsager fremfor af psykiske.<br /><br />Julemanden<br /><br />Hele mit liv har det ikke været de bløde pakker under juletræet der har gjort at tiden op til jul har været den periode hvor flest tog livet af sig selv, heller ikke fordi man har konstateret at julemanden ikke eksisterer i virkeligheden.<br />Det har normalt været udlagt som ensomhed eller at man socialt eller økonomisk har mistet et holdepunkt. Nu er der så tal der viser at det i høj grad er fysisk sygdom der er årsagen til at man ikke kan begraves i indviet jord.<br />Jeg tror ikke på det. Selvfølgelig er der ingen tvivl om at den måde syge mennesker (både de fysisk og de psykisk syge) behandles på er nedværdigende. Men beslutningen om ikke at kunne klare mere af samme skuffe og vælge at forlade denne verden for egen vilje, må altså stadig være en mental beslutning. Der findes masser af mennesker der er blevet dårligt behandlet af stat og kommune, af familie og samlevere, ja sågar af deres børn, som stadig står op og enten ikke vil give andre den tilfredshed at opgive livet af den grund, eller tror på at et liv er værd at leve uanset på hvilke vilkår.<br />Men det er hverken tandfeen, påskeharen eller julemanden der er årsag til valget om at tage sit eget liv, det er det der sker i hovedet på en når livsvilkår bliver for uoverskuelige.<br /><br />Politik<br /><br />Politikere vil gerne gøre noget for at ændre antallet af dødsfald ved selvmord. De vil også gerne mindske antallet af trafikdrab. Som sædvanligt vil man nedsætte kommisioner der skal vurdere hvad der kan gøres. Som med højresvingsulykkkerne fik lastbiler påduttet så mange spejle at chaufføren stort set ikke kun se hverken vej, cykelsti eller fortov. Med en lov. Nu kan selvmordere slå sig selv ihjel i et par år mens nogle højt estimerede videnskabsmænd og jurister kan sætte sig ned og vurdere hvordan man kan nedsætte antallet af selvmord.<br />I Middelalderen nedsatte man antallet af selvmord ved at gøre det strafbart (man kunne ikke blive begravet i indviet jord, altså kirkegården var forbudt land for selvmordere). Alligevel begik kristne mennesker selvmord dengang, alligevel kunne velhavende mennesker købe aflad for deres børn, ægtefæller eller forældre, så de kunne få en gravsten.<br />Efter et par år kan vi principielt risikere at få en lov (efter opfordring fra en kommission) som ved hjælp af TV-reklamer, en usaglig presse og velmenende politikere skal forhindre folk i at tage deres eget liv. Måske ved at fortælle dem at det er dumt, ved at ansætte arbejdsløse betonstøbere eller tobaksarbejdere til at sikre dem dårlig lønnet arbejde som sikkert vil betyde at den selvmordstruede må gå fra hus og familie.<br />Som om det er løsningen at have et dårligt lønnet arbejde på dårlige sociale vilkår? Det er udelukkende en politisk løsning.<br /><br />Mennesket<br /><br />Man kan så spørge sig selv om det er det psykiske pres, det økonomiske eller omgivelsernes pres der får folk til at opgive ævred. For selvfølgelig vil man kun kunne hjælpe hvis man kender årsagen til at folk vel dø i utide. Det blev faktisk brugt som udtryk i radien og sikkert også i aften i TV.<br />Hvis et menneske mister et ben kan vedkommende kæmpe sig tilbage til livet eller vælge at give op. At kalde et selvmord i den sammenhæng for fysisk betinget er jo noget vrøvl. At mange tager livet af sig selv ved at blive splattet ud på en togstrækning er måske nok fysisk, men fordi man ikke tager psykiske hensyn til lokoføreren er det vel ikke fysisk betinget? At tage livet af sig selv vil set med mine øjne altid være psykisk betinget. Der er altid et menneske bag ethvert dødsfald, døden påvirker normalt de efterlevende ikke de døde (jeg vil undlade at diskutere et liv efter døden i den sammenhæng, idet jeg aldrig har mødt dem der er døde i min familie efter at de er døde. Til gengæld lever de døde venner og familiemedlemmer videre i min erindring. Hvis en person i min omgangskreds ønsker at dø, vil jeg ikke hjælpe med det, jeg vil heller ikke støtte vedkommende i det, jeg vil sandsynligvis end ikke acceptere det. Til gengæld vil jeg hellere huske de gode ting jeg har oplevet sammen med vedkommende end jeg vil leve resten af mit liv med at hade den som forlod mine omgivelser for at slippe for fysiske eller psykiske smerter.<br />Med det vil jeg sådan set bare påpege at for mig er det mennesket, ikke selvmordet, der er i centrum.<br /><br />Etisk<br /><br />Jeg forestiller mig en lang debat og en mø'derække, hvor man vil diskutere moralske og etiske forbehold i forbindelse med det offentliges håndtering af selvmord. Sandsynligvis vil det udmønte sig i en lovgivning der tager mere hensyn til stat og kommune og vores fælles økonomi end til de ofre der har taget deres eget liv, for slet ikke at tage hensyn til de efterladte.<br />Både etiske og moralske diskussioner vil sjældent føre andet med sig end at man kan finde en anden måde at føre selvmordsstatistik på, så tallene bliver lavere. Sådan har man jo rent politisk (og herunder moralsk og etisk) ændret på arbejdsløsheden.<br />Ikke desto mindre beslutter mennesker sig for at dø (nogle kalder det nok "for egen hånd", men at kaste sig ud foran et tog er altså meget langt fra harakiri).<br />Måske vil det være langt vigtigere at behandle mennesker anstændigt, at tage hensyn til svagheder, miljømæssige og familiære problemer, fremfor hele tiden at fokusere på økonomien og moralen. At behandle arbejdsløse med PTSD på samme måde som unge mennesker med narkolepsi giver sådan set ingen mening medmindre begge sygdomme skal gøres op i penge. På samme måde vil suicidale mennesker vælge forskelligt i fremtiden. At finde sygdommen er altså langt vigtigere end at forbyde den eller gøre den til en samfundsbelastning.<br /><br />Det døde menneske<br /><br />For dem som lykkedes med at dø vil vi andre måske undre os over at det var et ønske. Måske vil vi forstå at der ikke i sindet fandtes anden udvej, vi vil måske hade eller undre os over beslutningen, men den døde vil udelukkende kunne leve videre i kraft af det liv der har været levet. Jeg har talt med flere mennesker der har haft svært ved at forstå beslutningen om at tage sit eget liv, eller som simpelthen ikke har set det komme.<br />Men det kommer jo pludselig. Måske ikke for den, der har taget beslutningen, jeg har ikke selv tænkt i de baner, men jeg har gennem det meste af mit liv kendt nogle for hvem døden virkede langt mere tillokkende end livet.<br /><br />Drop de der høringer og kommissioner og få i stedet involveret dem der har været tættest på. Giv mennesket livet tilbage på de betingelser som mennesket er bundet til (økonomisk, arbejdsmæssigt, socialt eller følelsesmæssigt). Giv mennesket en chance for at være sig selv.<br />Man kan ikke lovgive om selvmord.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-47807195129833041412014-01-11T19:21:00.002+01:002014-01-11T19:21:28.657+01:00LedigDet såkaldte Carsten Koch udvalg har barslet med en dyrt købt rapport, der konkluderer at man kan bruge et allerede eksisterende koncept til at bringe ledige i arbejde (AAK) samt at ledige skal registreres så de kan få en individuel behandling - det sidste er faktisk et koncept som COOP Danmark ikke måtte gennemføre for medlemmerne, fordi det var i strid med registerlovgivningen. Men vi ved jo at regeringen har råd til at få gennemført lovgivning der i mistænkelig grad er i modsætning til Grundloven.<br /><br />Ledighed<br /><br />Jeg er ifølge politiske definitioner ledig, arbejdsløs, socialt udsat og en økonomisk belastning for samfundet.<br />Egentlig er alle borgere i Danmark det samme, de får det bare ikke at vide hele tiden. For mit og mange medborgeres vedkommende skyldes det at vi ikke har lønarbejde (underbetalt eller ej), at vi enten er syge eller deltager i aktiveringsprogrammer, der i absurditet kan minde om "The running man" fra 1987 med Arnold Scwarzenegger i hovedrollen (roman af Steven King, filmens titel er Sidste chance på dansk), eller om Svend Åge Madsens ungdomsroman "Jagten på et menneske" fra 1991.<br />At være ledig vil sådan set svare til at stå ubetinget til rådighed for samfundets ønsker. Ikke at man som sådan ikke har noget at lave, tværtimod er der langt flere krav til folk uden arbejde end til dem der stresser sig på et møgjob hver morgen eller på skifteholdet, når børnene skal i seng. At være ledig er nemlig ensbetydende med at man står til rådighed for samfundet døgnet rundt, og hvis ikke det var fordi dem der skal kontrollere er ansatte og derfor har ret til at holde fri efter at have en arbejdsuge på 37 timer, ville vi som sådan kunne blive hevet ud af sengen på et vilkårligt tidspunkt for at blive tjekket.<br />At blive tjekket som såkaldt "ledig" betyder ikke at man skal undersøges for fysiske eller psykiske sygdomme, det betyder udelukkende at man gøres ansvarlig for hvorledes samfundet definerer at man ikke har arbejde, og hvornår man er berettiget til at leve under vilkår der svarer til menneskerettighederne og grundloven.<br />At være ledig betyder derfor mest at man er i vejen for et samfundsprojekt der som sit primære formål har til opgave at skabe kapital uden udgifter.<br /><br />Dysfunktionel ledighed<br /><br />At blive udråbt til at være ledig kan medføre at man "følelsesmæssigt og socialt fungerer dårligt, med konflikter og problemer til følge" (Den danske Ordbogs definition af dysfunktionel). Ledighed er som sådan sjældent selvvalgt, man kan tale om social arv eller måske sygdomsrelateret ledighed, men at klandre folk der ikke har et arbejde for at være uden arbejde er at stigmatisere udsatte mennesker. Måske vil nogle bruge ordet borgere for at få de "ledige" til at føle et ansvar for det omgivende samfund, men i virkeligheden svarer den behandling som arbejdsløse udsættes for til at de bliver sparket uhæmmet i hovedet og på kroppen med sikkerhedsstøvler, af samfundet!<br />Som udgangspunkt har alle nemlig noget at bidrage til det såkaldte samfund med, bare ikke nødvendigvis arbejdskraft der udelukkende skal sikre kapitalakkumulation for investorer og stat/kommune.<br /><br />Deltagelse<br /><br />Egentlig burde samfundet regne det at bidrage til udviklingen for det vigtigste. Der findes intet belæg for at kapitalismen er det eneste der kan få et samfund til at fungere, tværtimod ser vi i dag at overflødig arbejdskraft indenfor det kapitalistiske system er uønsket. I bedste fald ville samfundet foretrække kryonik som løsning for at spare på overskudsarbejdskraft, i værste fald ville aflivelse være løsningen, og det ser ud so om den sidste løsning er den valgte. Da dødsstraf rent etisk ikke er en mulighed kan man i stedet vælge at gøre ledige fysisk eller psykisk syge og lade dem dø en langsom død, vaske hænder og opfordre de lønarbejdende bidragydere til samfundet at skabe en ny generation af potentielle arbejdere.<br />Ved hjælp af nepotisme og omvendt forfordeling kan man fra samfundets og kapitalismens side sikre sig at målet (at skabe penge af ingenting) kan holdes i live i mange, mange år endnu. I den sammenhæng er de såkaldte ledige stadig bare i vejen, og vil være det i det omfang de ikke bliver lønarbejdere.<br /><br />Frivilligt arbejde<br /><br />Når man hører om Store donationer fra milliardærer og velgørenhed fra rige mennesker kan man jo fristes til at tro at det at gøre godt har noget med penge at gøre. Det har det sådan set også, bare med omvendt fortegn. At skabe en barriere mellem dem der skraber så mange penge til sig at de kan vælge at forære promiller af dem væk, er egentlig en måde at skabe afstand mellem samfundsklasser.<br />Jeg har selv arbejdet for løn, også uden at få løn, heldigvis mest fordi jeg mente at jeg havde noget specielt at byde på i begge tilfælde. At lave noget er ikke en pligt set med mine øjne, jeg vælger primært at gøre det som jeg bryder mig om, mest fordi pligtarbejde minder mig så meget om slaveri, hvor man udelukkende gør noget for at andre kan tjene penge. Misforstå mig ikke, jeg vil gerne gøre noget for andre mennesker, endda også for milliardærer, men jeg vil ikke gøre det for at blive udnyttet, jeg vil gøre det for at gøre en forskel, lige som jeg ville gøre det for en fattig, syg person.<br />Jeg samler både hundelorte og slikpapir op når jeg færdes i det offentlige rum, jeg vil gerne bidrage til en vis orden og til at andre forstår vigtigheden af at rydde op efter sig. Jeg går for eksempel heller aldrig over for rødt lys (når jeg kommer så fine steder at der er blinklys) simpelthen fordi min holdning er at hvis der skulle være et barn der så det, ville al lærdom om at følge de praktiske regler (lidt som religion) være spildt. Men barnet, der sandsynligvis slet ikke ville have set mit lovbrud, skal efter min mening have lov til at udvikle sig selv på baggrund af erfaring, ikke på baggrund af min opførsel.<br /><br />Anstændighed<br /><br />Selvfølgelig er det at undlade at smide cigaretskodder på offentlig gade at smide en tom slikpose hvor man står eller at lufte en hund uden at gøre rent efter den, ikke frivilligt arbejde. det er at bidrage til samfundet uden at stille krav. Jeg kommer ikke anstigende med en kvittering når jeg med besvær har fjernet tyggegummi fra mine sko efter at have bevæget mig rundt på et offentligt fortov, jeg ønsker ikke en kvittering for at gå uden om den vandpyt der altid er i en fodgængerovergang (fordi ingen gør noget ved det). Jobcenteret får ikke en regning for at jeg er tvunget til at søge arbejde via internet. I det hee taget sender jeg ikke regninger til det offentlige, jeg håber bare at min indsats for samfundet bliver honoreret, og når penge er nødvendige, så må det være med penge. Alternativt kunne samfundet jo undlade at kræve husleje og dele gratis mad ud samt bruge kræfter på at sikre samfundets indbyggere en tålelig tilværelse.<br />I stedet tager de med grove og personlige midler enhver anstændighed fra "ledige", samtidig med at samfundets økonomiske støtter overhovedet ikke behøver at være anstændige.<br /><br />Mit liv<br /><br />Jeg har meldt mig ud af "ledighed". Nu vil jeg være et menneske og dele gode og dårlige oplevelser med andre. Jeg vil rejse mig og fortælle hvordan samfundet har en skyggeside man først ser når man er kommet til månens bagside, uden mulighed for at komme tilbage til villa, Volvo og vovhund.<br />Jeg vil bruge min erfaring til at fortælle hvordan det kan gå når man blindt følger faste, økonomiske regler, frem for at tænke selv. Mange overlever nok, andre bliver til en samfundsøkonomisk belastning og bliver gjort tydeligt opmærksom på at de er det.<br />Det er jeg blevet. Ikke fordi det er de højest lønnede der har beklaget sig, nej det er såmænd dem der selv lever af offentlige almisser der har behov for at se ned på andre ligestillede.<br />De vilkår jeg har levet under har givet mig en dyrekøbt erfaring både menneskeligt og økonomisk, men jeg har samtidig fået lært andre mennesker at kende på godt og ondt, noget jeg i dag ikke ville undvære. At lege Uncle Scrooge og tage bad i penge er så småt i forhold til at have familie og gode venner, min familie er langt vigtigere end en pose penge. At møde politiske eller "arbejdsløse" venner er langt mere livgivende end at høre nyhederne i radioen eller se dem på TV.<br /><br />Nok lever jeg (af økonomiske årsager) ikke sundt og mit engagement i frivillige sammenhænge er (af økonomiske årsager) indskrænket. Familien får stort set besøg lige så tit som da jeg havde arbejde og min indsats for at gøre noget er indskrænket, simpelthen fordi jeg politisk set er blevet en belastning for samfundet, og hvorfor skal jeg så gøre noget for det.<br /><br />Som ledig kan jeg ikke gøre noget rigtigt, bortset fra at lære at jeg er i vejen. Derfor vil jeg ikke være ledig, men nøjes med at være til.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-57118413159265007502014-01-10T21:48:00.002+01:002014-01-10T21:48:23.260+01:00ICD 10 F68.1. (sygdomsefterligning)"Münchhausen-syndromet er en sygdom, hvor patienten foregiver, overdriver eller skaber symptomer på sygdom for at få opmærksomhed og sympati.<br />
Münchhausen-syndromet kaldes i <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/ICD-10" title="ICD-10">ICD-10</a> sygdomsefterligning (helt eller delvist ubevidst) (F68.1) eller hospitaliseringssyndrom (eng.: Factitious disorder).<br />
Ved den form der kaldes Münchausen Syndrom by Proxy (MSbP/MSBP) er "sygdomsofret" som regel patientens barn, mens forælderen får opmærksomhed og sympati som dets urolige mor eller far. Tilsyneladende har nogle forældre påført deres børn skader eller endog myrdet dem for selv at få opmærksomhed og omsorg.<br />
Syndromet har sit navn efter <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/Baron_von_M%C3%BCnchhausen" title="Baron von Münchhausen">Baron von Münchhausen</a>, en tysk adelsmand, som efter at han i 1750 var pensioneret fra militæret fortalte fantastiske historier om sine oplevelser."<br /><br />Ovennævnte tekst er fra Wikipedia (10.1.2014). Desværre dækker det mere personlig sygdom end korporativ sygdom. Alligevel vil jeg vove at påstå at verden har været udsat for et korporativt udslag af netop denne sygdom. Politikere, banker og firmaer har i den grad påkaldt sig en omsorg for deres syge børn eller dem de har slået ihjel at der ikke findes en mere nøjagtig beskrivelse af, hvad den såkaldt "internationale finanskrise" drejer sig om.<br /><br />Baron von Münchhausen<br />
<br />Han var vel alle børns drøm om en bedstefar. Han kunne fortælle røverhistorier med bid og vid og med et glimt i øjet. Hans historier foregik i samtiden og havde ofte noget med jagt, militær eller muslimer at gøre. Med andre ord foregik de i miljøer han havde kendskab til, han "deltog i to krige mod <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/Osmanniske_Rige" title="Osmanniske Rige">tyrkerne</a>. Han steg i graderne, først til <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/Kaptajn_(milit%C3%A6r)" title="Kaptajn (militær)">kaptajn</a> og til slut til <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/Ritmester" title="Ritmester">ritmester</a>. Herefter trak han sig tilbage og levede på sit gods, hvor han var optaget af <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/Jagt" title="Jagt">jagt</a> og samvær med sin udstrakte vennekreds." (Wikipedia). Historierne forledte ham ikke til at hade muslimer, han valgte at gøre grin med tyrkerne og betragte samfundet fra sin egen side uden at nedgøre andre.<br />I min generation kender vi alle Münchhausen, på samme måde som vi kender molbo-historier, fortællinger fandtes stadig både i mundtlig og boglig form, vel nok mest sammenlignelig med senere tiders Århus-historier og "urban tales" (vandrehistorier). På en sær måde kan hans historier også sammenlignes med de bibelske fortællinger og koranens udlæggelse af troen på Gud (Allah). Det drejer sig om at formidle en tro på den verden som fortælleren lever i. Men ikke nok med at det er troen der skal formidles, det er også fortællerens erfaring der omsættes til let forståelige fortællinger i stedet for at være uforståelige filosofiske eller ideologiske udtryk. Altså i virkeligheden "Fortællinger for dummies", sideløbende "Religion for dummies".<br /><br />Religion<br /><br />Ingen bliver klogere af religion. De kan blive mere sikre eller skabe en ramme om deres tilværelse. De kan isolere sig i troen eller finde leveregler der forenkler forholdet til omverdenen, men de har i virkeligheden kun en fortælling som er forenklet at bygge hele livet på (Hellige køer i Indien, forbud mod svinekød og alkohol i mellemasien, halal- eller kosherslagtning, angst for sorte katte og stiger ...). Som om tro eller overtro nogensinde har bragt os videre. At fastholde en religion, der er en udløber af en anden religion (protestantisme) er vel i sig selv et paradoks, især når man tænker på at katolicismen da den blev splittet i en østvendt og en vestvendt blev til to kirker (den katolske og den (græsk) ortodokse), men også når man tænker på at nyere tids konflikter i Irland er religiøst betingede. Det sidste er selvfølgelig en påstand, men i Danmark får vi i hvert fald (og fik i mange år) tudet ørerne fulde af fjendskabet mellem katolikker og protestanter. Efter reformationen i 1536 blev næsten alt der var knyttet til katolicismen bandlyst (nå ja, det var jo et af de katolske udtryk som overlevede) kirkerne blev rensede for billeder og altre for helgener, mennesker blev kristne på en anden måde. Men troen på en Gud forblev intakt, han fik bare en anden fremtoning. Han lignede ikke længere Skt. Nikolaj, en nordisk gårdnisse, en romersk lar (<a href="http://da.wikipedia.org/wiki/Lar)%20eller">http://da.wikipedia.org/wiki/Lar) eller</a> en veluddannet professor, nej han blev til en bedstefartype, der sad inde med en viden som alle mennesker der ikke havde årtusinders viden med i bagagen måtte lytte til, både når de blev rost eller straffet. Erfaring blev sidestillet med viden, alder var sidestillet med erfaring.<br /><br />Erfaring<br /><br />Næst Gud blev det at erfare og lære det vigtigste her på jorden. Det gjaldt især boglig lærdom, men også indenfor håndværk. Begge steder fandtes der regler for hvor meget man måtte lære (professor og mester var jo stadig dem der skulle ses op til), men at fagene skulle udvikle sig (efter gældende regler) var samtidig vigtigt, ellers ville fagene jo miste deres samfundsværdi. Faktisk blev der skabt en masse håndværkere og akademikere som ændrede samfundet fordi de blev sorteret til på grund af deres talenter, men mange måtte til gengæld kende deres plads, og blive på den.<br />Lad mig bruge tiden som eksempel. En dygtig håndværker opfandt et ur som kunne vise den nøjagtige tid ligegyldigt hvor i verden man var - det var af hensyn til søfarten og der var en stor præmie for at standse tiden og gøre den eviggyldig. Da man indførte tidszoner var danskerne som indbyggere imod, de vidste hvornår solen stod op og gik ned, og det var sådan set nok i et agrarsamfund, men med jernbanen og kontakt mellem landsdelene blev det vigtigt at tiden blev forenklet. Dog var der massiv protest imod at tiden skulle ligge en time fra GMT (Greenwich Mean Time) da tiden ville svare til svensk tid, og det med svenskerne var ikke særlig populært.<br />I Danmark var der mange protester mod at skifte fra den julianske til den gregorianske kalender, det indebar nemlig at dagene mellem den 12. februar og 1. marts år 1700 udgik (det har noget med påsken og månefaserne at gøre - det skal jeg nok fortælle en anden dag ), visse mennesker var meget bange for at gå glip af 14 dage af deres liv på den bekostning. Godt 50 år senere udbrød der strejke da England forsøgte at ændre kalenderen, arbejderne forlangte at få løn udbetalt for de dage de ikke kunne arbejde. I Rusland som jo tilhørte den græsk ortodokse kirke havde man ikke ændret kalenderen, hvilket medførte at oktoberrevolutionen i 1917 faktisk faldt i november måned i hele Vesteuropa.<br />Men myndigheder har jo altid ret, eller har de erfaring, eller kan de i virkeligheden tage fejl?<br /><br />Politik<br /><br />Vi har måske nok de politikere vi har fortjent, især fordi de er demokratisk valgte (jeg kan ikke finde min citatordbog - hverken her eller på nettet - men de fleste kender jo nok udtrykket). Det underlige er bare at religiøse fanatikere (jeg tænker på alle afarter af Gud på dansk) vil alle anderledes tænkende alt det onde de kan gøre. Vi har politikere som er i familie med politikere der har været politikere i flere generationer, som aldrig har sat deres ben i ben tømrervirksomhed eller har været ansat på overenskomstmæssig løn i Netto, ja faktisk har de fleste politikere kun været i berøring med arbejdsmarkedet i kraft af politisk indsats eller akademisk uddannelse. Alligevel overlader vi pligtskyldigt tilæ disse politikere at tage stilling til hvordan 5 mio mennesker skal leve (179 politikere bestemmer suverænt over mere end 5 mio).<br />Man kan måske kalde det tillid, jeg vælger at kalde det dumhed. Politikerne lider nemlig af Münchhausens syndrom. De pisker deres børn (befolkningen) eller slår dem ligefrem ihjel, udelukkende for at få opmærksomhed. Jeg må så indrømme at nogle politikere gennem lobbyistisk arbejde bliver overbevist om hvordan politik skal føres, og i de tilfælde er det jo de virksomheder som fører lobbyismen ud i livet der er de egentlige syge mennesker med en overdreven sygdomsefterligning, det er nemlig almindelige borgere i landet der skal fatte medlidenhed med de fattige kapitalister, de stakkels ubeslutsomme politikere og de opofrende aktionærer.<br />At være indbygger i et hvilket som helst land kræver at vi skal acceptere sindssygdom blandt ledere og herskere. Vi skal betale for deres sygdomme og særheder og bøde for de fejl de begår. Men sært nok får de lov til at kalde deres egen selvskabte krise deres egne selvskabte symptomer for en sygdom der vedrører os alle.<br /><br />Den krise vi har levet i efter sigende i 5 år er ikke min. Den har nok påvirket mig og min økonomi, men det er stadig ikke noget jeg har været med til at skabe eller danne eller vedligeholde, det er syge mennesker der har skabt og vedligeholdt den. Sammenligningen med ICD 10 568.1 forekommer enkel. De tror de gør noget, men i virkeligheden er det opmærksomhed de angler efter, på næsten alle de vilkår der findes.<br />Jeg angler mikke efter at blive ynket eller få opmærksomhed, jeg ønsker at jeg, mine børn og medborgere kan få et anstændigt liv uden at blive psykisk eller fysisk syge. I mellemtiden knokler jeg med "nyttejobs" og tvungne samtaler med jobcenter, uden at det giver mig nogen form for arbejde.<br /><br />Måske jeg alligevel er blevet smittet?bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-75806944225790510682014-01-05T17:23:00.001+01:002014-01-11T10:13:39.654+01:00Ridefogeder og fæstebønderMange ledige oplever en enten lemfældig eller til tider grotesk kommunal sagsbehandling. "... en stikprøve foretaget af Beskæftigelsesankenævnet i Midtjylland viser, at kommunerne handler i strid med loven i hele <a href="http://www.avisen.dk/kommuner-straffer-ledige-i-strid-med-loven_214013.aspx" target="_self">95 procent</a> af sagerne, hvor en borger får frataget sin kontanthjælp" (avisen.dk 16. april 2013 - dronningens fødselsdag).<br />
Nu er der jo mange ansatte socialrådgivere der har taget deres uddannelse for at gøre en forskel. I hvert kan jeg ikke forestille mig at det skulle være lønnen, arbejdsforholdene eller den omfattende lovgivning der fik nogle til at tage en sådan uddannelse.<br />
Så hvad er det egentlig der sker?<br />
<br />
Det sete afhænger af øjnene der ser<br />
<br />
Nu er jeg jo med tiden blevet social klient. Jeg har en rimelig god uddannelse og har sådan set indtil for nylig været glad for at kunne bidrage aktivt til samfundet. Jeg ser til mine møder med de offentligt ansatte en indsats for at leve op til lovkrav og til at sikre "klienterne" en værdig tilværelse. Jeg ser desværre også nogle der er så hårdt pressede (måske forestående fyring eller misforstået tro på at lovkrav er uomgængelige), om det skyldes en dårlig uddannelse må være usagt, men det sker at kommunalt ansatte rådgivere og vejledere har mere travlt med at føre lovens bogstav ud i livet på bekostning af pligten til at sikre en værdig tilværelse for de nødstedte.<br />
Det kan selvfølge med det arbejdspres der er indenfor det offentlige være surt at se nogle mennesker tulle rundt og leve af kontanthjælp og skraldning. Det burde det bare ikke være. Tværtimod er evnen til at klare sig økonomisk og socialt i den situation et vidnesbyrd om enorm livskraft. Med lovgivningens bogstav som åbenbart kan vedtages med en grundlov og en menneskerettighedserklæring der egentlig mere end antyder at mennesker skal tages alvorligt, også når de er i nød, undres man over at stort set alle politikere og størstedelen af danskerne betragter offentlig hjælp som nasseri. Når de mennesker der bliver ansat til at varetage de fattigste og mest udsattes behov så bevidst eller ubevidst indtager den gennemført uprofessionelle holdning at ledige på overførsel selv er ude om det, må det enten bygge på en misforstået misundelse eller på en uvidenhed der ikke er fagligt saglig.<br />
Med andre ord de opfører sig som ridefogederne under stavnsbåndet. De er blevet til noget og vil med vold og magt være noget.<br />
<br />
Fæstebønderne<br />
<br />
Til gengæld er lovgivningen ikke til for hverken klienter eller offentligt ansatte. Den skal blot sikre en økonomisk stabilitet, som ingen af de to ovennævnte parter har nogen nævneværdig fordel af. I forbindelse med Wikipedias omtale af stavnsbåndet kan man blandt andet læse følgende: Stavnsbåndet " ... blev indført for at afhjælpe en alvorlig <a class="new" href="http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Landbrugskrise&action=edit&redlink=1" title="Landbrugskrise (ikke skrevet endnu)">landbrugskrise</a> i <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/1730%27erne" title="1730'erne">1730'erne</a>, som bl.a. skyldtes svigtende efterspørgsel fra Danmarks traditionelle eksportlande. Hertil kom afvandring af folk fra landet til byerne, hvilket yderligere medførte, at det kunne være svært at få befolket <a class="mw-redirect" href="http://da.wikipedia.org/wiki/F%C3%A6steg%C3%A5rd" title="Fæstegård">fæstegårdene</a>. Endelig skulle <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/Milit%C3%A6r" title="Militær">militæret</a> bruge folk til <a class="mw-redirect" href="http://da.wikipedia.org/wiki/Landmilits" title="Landmilits">landmilitsen</a>. Militærtjenesten påhvilede i praksis "de mindre egnede" i landbruget, fordi det var godsejerens opgave at udtage mænd til <a class="mw-redirect" href="http://da.wikipedia.org/wiki/Landmilits" title="Landmilits">landmilitsen</a>.Aldersgrænserne blev ændret i tre omgange. I 1739 til 14-36 år, i <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/1742" title="1742">1742</a> til 9-40 år og i 1764 til 4-40 år".<br />
Nu er det så industrikapitalen der har brug for hjælp, ikke landbruget. Det pudsige er at der stort set ikke kan drages andet end paralleller til dengang for mere end 250 år siden. Skal vi lige lade den stå et øjeblik og derefter spekulere på om de offentligt ansatte som ridefogederne er mere bange for at miste deres magt end for at sikre fæstebønderne en tilværelse, der alt andet lige nok i de fleste tilfælde ville sikre at de kunne se formålet med deres lod i tilværelsen? Vi skal jo huske på, at ridefogederne blev rekrutteret fra det samme miljø som de skulle styre.<br />
<br />
Nyttejob<br />
<br />
Af lovgivningen fremgår det at unge, ledige på kontanthjælp (også andre på kontanthjælp) skal gøre gavn for de penge som samfundet poster i dem. Sært nok findes der ikke nogen som helst saglig begrundelse for at nyttejob skaber arbejde, det er nok snarere det modsatte, da visse små virksomheder ikke kan konkurrere på det plan, når vi taler løn og ansættelsesvilkår.<br />
Man kunne så forestille sig at det var et spørgsmål om misundelse på dem der ikke skal arbejde for at leve. Men hvis det er det bliver man jo også spørge om hvad et liv uden ejendom, uden rettigheder, uden mulighed for pensionsopsparing og relativ vanskelig mulighed for at holde ferie er. Hvor eventuelle børn skal lære ikke at have noget at leve af og sætte pris på en julepakke fra Kirkens Korshær og et kasseret kyllingebryst fra Netto. Hvor fremtiden stort set er reduceret til fornedrelse. Skulle det være et misundelsesværdigt liv.<br />
Man kan som kontanthjælpsmodtager prise sig lykkelig for ikke at skulle betale ejendomsskat, afdrag på lån til hus og bil. Ja man kan endda prise sig lykkelig for at ens barn ikke selv kan vælge skole eller børnehave. Det er der andre der gør.<br />
Og nu hedder aktivering "nyttejob". Der er sådan set ikke den store forskel, første gang jeg blev langtidsledig i midt 80'erne skulle jeg også aktiveres. Jeg skulle følge jobsøgningskurser med periodiske mellemrum indtil jeg fik arbejde. Og jeg har en uddannelse. Hvordan skulle mennesker der bare bliver pisket og sat på en træhest have en kinamands chance for at komme væk fra sit miljø?<br />
Jaja, jeg ved godt at det lykkes for nogle, men det er jo ikke dem vi nedgør.<br />
<br />
Basisløn<br />
<br />
Man kunne overveje at sikre alle borgere, rig som fattig med en basisløn, så det ikke ville være de økonomiske problemer der var det syn der mødte én hver morgen når man slog øjnene op. Man kunne afskaffe tvungne straffejobs (ligegyldigt om det kaldes aktivering, nyttejob eller noget helt tredje) og i stedet ved indsigt i det enkelte menneskes situation, fysisk, psykisk og familiemæssigt, sikre at opbygge en selvtillid.<br />
Nu er det jo ikke basisløn man får selvtillid af. Det er dog heller ikke tvangsarbejde. I stedet vil jeg foreslå at frivilligt arbejde skulle være muligt, ikke antallet af timer, heller ikke en udmåling af den gavn man gør, nej simpelthen ved at sikre at alle får mulighed for at opbygge en selvtillid ved at få positive oplevelser.<br />
Jeg har selv arbejdet både mens jeg var lønnet og da jeg var arbejdsløs, i foreninger og andre sammenhænge. Jeg har lavet lokalradio, været sekretær i den lokale filmklub og i den lokale Brugs, jeg har skrevet artikler til flere tidsskrifter og har været involveret i politisk arbejde. Jeg har besøgt venner der var syge og talt med dem, nogle af mine pensionistvenner og mine forældre bruger jeg også tid på. Selv nu sidder jeg og blogger. Men jeg får ikke mere selvtillid af at skulle møde fra 8-16 på alle hverdage. Tværtimod føler jeg mig groft udnyttet.<br />
Med lovgivningen på området, med kommunernes økonomi og de vilkår som mine sociale vejledere og rådgivere arbejder under føler jeg simpelthen at min arbejdskraft udnyttes, når så mine evner inden for nogle af de områder, jeg sættes til at nyttejobbe på, faktisk ikke matcher de krav der skal til for at liste sig ind i fast beskæftigelse, så kan det set med mine øjne være ligegyldigt. Altså ikke nogen motivation.<br />
<br />
Netværk<br />
<br />
Det er blevet fremhævet gang på gang at jeg skal arbejde i nyttejob/aktivering, fordi jeg på den måde kan opbygge et netværk og derigennem måske skaffe mig et arbejde. Men kunne alle mine frivillige aktiviteter så ikke stille mig i samme situation, hvis jeg altså havde råd til at være frivillig på kontanthjælp, hvor netop det at eje mere end 10.000 kr. er strafbart?<br />
Måske nogle på kontanthjælp vælger at mure sig inde på grund af økonomien, det gør jeg sådan set også, ville kunne have gavn af at komme ud og opbygge et netværk, for eksempel i genbrugsbutikker, sportsforeninger, politisk arbejde og andre ulønnede opgaver. Efter eget valg eller i samråd med en vejleder. Men som det er nu straffes man på økonomien hvis man ikke finder sig i et anvist nyttejob. Ja faktisk er unge på kontanthjælp, kærestepar og samlevende i den situation at de med deres eneste mulighed for at opbygge et netværk (tvunget "nyttejob") bliver straffet for ikke at gøre hvad de får besked på.<br />
<br />
Ridefogederne i dette årtusinde straffer i stort omfang med loven i ryggen de svageste og de syge, frem for at sikre sig at deres levevilkår giver dem mulighed for at oppebære et anstændigt liv. Dem det går ud over er som fæstebønder der skal arbejde på nabogodset, men glemme at dyrke sin fæstejord. Staten og kapitalen sanktionerer denne opdeling af samfundet, uden tvivl med et egoistisk formål. Men alle argumenterne om tilknytning til arbejdsmarkedet, om netværk og om at skulle yde for at nyde forbliver floskler.<br />
<br />
Ret og pligt<br />
<br />
Hvorvidt pligt medfører mere tilknytning til arbejdsmarkedet kan vi selvfølgelig overlade til lobbyister og politikere samt aktionærer at tro på. Intet tyder på det.<br />
Hvis man er modtager af offentlige ydelser har man end ikke ret til at modtage dem, de kan nemlig til enhver tid fratages. Der henvises til pligten til at yde noget for at få noget, en besynderlig pligt, når man samtidig har mulighed for at blive frataget sit livsgrundlag på tvivlsomme afgørelser.<br />
<br />
Jeg håber virkelig at de offentlige beslutningstagere snart vil udvise sund fornuft og sikre de mest udsatte en værdig tilværelse der kan opbygge den nødvendige selvtillid med henblik på fremtidens Danmark, ikke på nutidens konkurrenceliberale samfund. Afskaf den moderne form for ridefogeder og fæstebønder og gør vores verdensopfattelse til en fremtidsdrøm.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-12412158776332343262014-01-04T20:51:00.001+01:002014-01-04T20:51:12.110+01:00Tavs træthed.Så nåede vi det nye års første weekend. Dage og nætter har været alenlangt korte. Jeg har været vågen og sovet i korte perioder. Jeg har flere gange forsøgt at skrive på min blog at påbegynde en novelle, at skrive noget faglitteratur (artikel) eller simpelthen at koncentrere mig om at leve.<br />Intet er lykkes. Solen har skinnet, det har været overskyet og det har været blæsevejr. Ja det har været aldeles meget vejr og mørkt og lyst og ensomt. Et kig på min bankkonto viser at jeg ikke har penge til noget som helst i denne måned, altså ikke noget med at spise sundt eller at besøge venner, deltage i møder og lignende, medmindre jeg får midlertidig hjælp. Da jeg stod på vægten i morges stod vægten på 82 kg. Jeg er begyndt at spare på mine lægeordinerede blodtrykspiller og spiser kun lige det nødvendige, selvfølgelig med ovenstående følger hvad angår vægt og træthed og flere andre følger.<br /><br />Velfærd<br /><br />Det forventes af mig at jeg skal bidrage med min arbejdskraft når der bliver brug for den. Indtil da skal jeg aktiveres og søge jobs hos arbejdsgivere der aldrig svarer på mine ansøgninger. Når jeg søger et job som jeg ikke bare mener jeg ville være god til, men være den perfekte til er et svar ikke det mest almindelige at få, medmindre intet svar på en ansøgning er et svar. Hjælp til velfærd er sådan set ikke noget jeg beder om hver dag, det er heller ikke noget jeg ofte har bedt om gennem mit omtumlede liv. Jeg har nk været i situationer, hvor økonomisk hjælp fra det offentlige kunne have reddet min bolig- eller arbejdssituation, men med a-kasse og forsikringer har der faktisk aldrig været hjælp at få, indtil nu, hvor jeg får penge mod den modydelse at blive syg på sind og legeme.<br />Jeg begik den fejl at tro der var noget jeg var god til på arbejdsmarkedet, både når jeg kunne få løn for det og når jeg lagde kræfter i at yde en frivillig indsats. Jeg begik den fejl at elske uden at vaske op efter mig. Jeg begik den fejl at tro at det jeg gjorde i sig selv var at give noget.<br />Det jeg fik var velfærd på 3. klasse.<br /><br />Taknemmelighed<br />
<br />
Selvfølgelig kan man sige at jeg skal yde før jeg kan nyde, man kan også forlange at det jeg skal yde er et stykke arbejde eller bare gengæld for at være til.<br />Min kærlighed er sådan set ubegrænset, men når jeg skal udtryk for den på andres præmisser er kærlighed jo pludselig et spørgsmål om at gøre noget som andre synes jeg skal gøre. Jeg har trods selvskabt modgang (af ovennævnte grund) haft et indholdsrigt liv sikkert mere omskiftende end de fleste har, uden tvivl med en økonomisk basis der konsekvent har ladt mig i fare for at blive fattig i forhold til ejendom. Men jeg har mødt et utal af mennesker der har holdt af mig for den jeg er og var. Jeg har kunnet skrive og læse, jeg har kunnet deltage socialt i foreningsliv og i andre sammenhænge. Jeg er sådan set taknemmelig for alle de oplevelser jeg har haft på godt og ondt. De har været lærepenge og jeg har suget til mig, mest med glæde over at kunne lære mere og mere.<br />Når jeg så kommer i en situation hvor jeg ikke kan gøre andet end at indgå i nyttejob eller aktivering for aktiveringens skyld, og under tvang, så skal jeg være taknemmelig. Hvad fanden skal jeg være taknemmelig for? For at blive overflødig som menneske?<br /><br />Skæbne<br />
<br />
Jeg deler nok ikke skæbne med så mange, medmindre alle os der synes at vores skæbne er speciel deler skæbne. Jeg har opnået næsten alt og mistet næsten stort set det samme i mit liv. Bortset fra økonomisk rigdom, som aldrig blev mit mål. Hvis jeg troede på en Gud eller på skæbnen som et resultat af min livsførelse ville mit liv måske have formet sig anderledes, måske ikke. Jeg har ikke brugt kræfter på at blive noget, jeg afskyr nepotisme og rygklappere. Måske er det den forkerte verden jeg kom til at leve i? Men måske kan jeg med mine refleksioner over livet (mit selvfølgelig) være med til at andre også hellere vil dele fremfor at herske. Der har været så mange skønne stunder som er blevet afløst af voldsomme nederlag, men jeg har alligevel rejst mig. Ikke for at kæmpe. Ikke for at tjene penge. Alene for at være mig og være til for andre (og dermed være til for mig på en måde).<br /><br />Nu<br /><br />Det hele er kommet dertil at jeg ikke har noget formål med tilværelsen. Jeg skal ikke gøre noget godt for andre (bortset fra at sikre andre en indtægt og betale skat). Formålet med mit liv er blevet mere og mere at være til besvær for et økonomisk liberalt samfund, som endda skælder mig ud for at være én af dem der bidrager til økonomien på godt og ondt. Min indsats for livet er blevet til fejl på fejl i forhold til andres forventninger. Jeg vokser nedad og indad i takt med at samfundet gør mig til en del af en statistik, samtidig med at min overflødighed skal bekæmpes med næb og klør, frem for at udnytte mit potentiale, min kærlighed og ømhed for andre og min tilstedeværelse. Jeg er med andre ord blevet overflødig på den overflødige måde. Min eksistens har efterhånden ingen berettigelse, undtagen for mig (den del af min selvtillid jeg klamrer mig til). Mit liv er blevet til en samfundsøkonomisk belastning.<br /><br />Jeg er blevet træt.<br />bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-21520593203541927742013-12-31T20:00:00.003+01:002013-12-31T20:00:50.471+01:00Nytår 2013Hvor dejligt at vi endnu en gang er kommet til et vendepunkt. Nu skal vi igen ændre den onde verden til en bedre. Som sædvanlig har medierne kogt røde pølser på alt det vi har oplevet i løbet af året, også "bøfferne" i radioavisen. Så traditionelt at man tror det er løgn, men også et tilbageblik (Hvem Hvad Hvor 2013) og enkelte skarpe kommentarer blandet med en mængde gode ønsker uden pælitisk eller kritisk indhold. For eksempel ønskes alle et godt nytår, trods det at vi ved at mere end 35.000 danskere får et forfærdeligt år med økonomisk ruin eller dårlige økonomiske vilkår.<br />Et enkelt knus kan nok gøre underværker men ikke sikre en families fremtid.<br /><br />Dronningens nytårstale<br /><br />Den første tradition er jo nok (bortset fra "bøfferne" efter middagsradioavisen) dronningens nytårstale. Et stilsikkert forsøg på at kommentere det nutidige samfund ud fra en solid borgerlig og konservativ baggrund. Sådan har den været i mere end 40 år. I økonomiske opgangstider har vi hørt om vort fantastiske samfund i dårlige tider hører vi om vores fantastiske sammenhold. I år fik den så et lille tjat: "Nok er vi et lille land, men derfor behøver vi ikke at være smålige". Hvem tror Margrethe hun henvender sig til? Dem der ikke ejer noget, som ikke kan få dansk statsborgerskab, dem der skralder eller sover på gaden, dem der gerne vil arbejde eller dem der er villige til at ofre deres egen fremtid for at undgå at være smålige.<br />Dronningen fik selvfølgelig i nogle bisætninger nævnt nogle ferieoplevelser (rejser til Grønland og Færøerne) om omtalte de positive tilkendegivelser fra de indfødte, de indfødte mennesker i Danmark som fik besøg af kongeskibet fik så ikke samme omtale, ikke fordi jeg helt forstår det. Men dejligt med den respekt for underlegne i lande der sådan set ønsker at være selvstændige med en perifer tilknytning til et dansk, demokratisk monarki. Godt gået af en ghostwriter som skal fastholde konservatisme og samtidig antyde åbenhed overfor forskellighed, synd at dronningen ikke kunne fastholde sin koncentration gennem hele talen og udtalte sætninger mere sløret og usikkert efterhånden som tiden gik.<br /><br />Underholdningen og traditionerne<br /><br />Resten af aftenen er så traditioner. Faktisk er hele juleugerne fyldt med traditioner. Både Radio og Tv er fyldt med intetsigende underholdning (i form af film og film), Selv nyhederne er begrænset til at være ulykker eller nytårsrelaterede.<br />Her i huset har vi tidligere lavet rejemad og haft en champagne på køl til midnat, hos min mor stod den på kransekage og champagne. Andre steder har jeg oplevet andre traditioner, men ingen tvivl om at det var traditioner, om de så indebar akvavit eller brunsviger. Traditioner er og bliver traditioner, der er bare nogle der lever med i de forskellige traditioner - alt efter hvor de er. Jeg er for eksempel skilsmissebarn og derfor ved jeg at traditionerne ikke er mine, men nogle andres.<br />Underholdningen er til gengæld ren og skær underholdning. Hvert eneste år sætter vi os ned for at huske navnene på gæsterne i "90-års fødselsdagen". Gad vide hvorfor vi alle kun kan huske tre af fire navne. Hvorfor vi ikke kan huske hvornår James er ved at falde over skindet og hvad det egentlig er for retter der bliver serveret? Måske fordi vi skal have noget at se frem til?<br />Men vi har fået en tradition og underholdning af et engelsk ægtepar som har skabt en lille sketch til tysk fjernsyn, og alt efter hvor gamle vi er har vi set den i det meste af vores liv. Og vi ser den igen.<br /><br />Godt nytår<br /><br />En anden tradition er at ønske hinanden "godt nytår". Søskende, børn, forældre og venner. Det er selvfølgelig endnu engang et fromt ønske at det kommende år skal gå godt. Hvor billigt! Det er lidt som at bede til Gud om at få to nye tænder, eller at ønske at vinde i lotto. Muligheden er der måske, men i forhold til bønnerne og ønskerne vil der være mange der ikke får opfyldt deres ønsker. Måske er det meget godt, for så kan man jo ærgre sig og ønske igen til næste år og til næste år og så videre. Men hvem gavner det at man ønsker? Man får måske nok ro en periode, men kommer ikke videre.<br />Ønsket om et godt nytår er selvfølgelig ikke ment som en fornærmelse, snarere som en "god fødselsdag" eller "glædelig jul" til en ensom. Som om en julepakke eller et kilo nytårskrudt kan gøre et liv bedre. Det kan måske ændre i nogle minutter men ikke i al evighed. Religionens idealer forkvakler vore fremtidsønsker for vore medmennesker. Personligt vil jeg hellere gøre noget for andre. Ikke vaske op, samle hundelorte eller forære penge væk, det er nemlig nogle af de ting jeg ikke har brug for at andre gør for mig. Lyt til dine medmennesker og find ud af hvad de egentlig har brug for, og hvis du ikke finder ud af det så forsøg igen og igen. Det er ikke dig der er forkert på den, men måske dig der ikke kan nå igennem. Det gør dig ikke dårligere, men måske nok fattigere på menneskekundskab.<br /><br />Min nytårsaften<br /><br />Vi har (min far og jeg) købt champagne (semi og brut) vi spiser en rejemad og ser 90-års fødselsdagen. Så kigger vi på de mange millioner der brændes af i de flade omgivelser og drikker resten af champagnen. sms'er og telefonsamtaler med familie og venner bliver udvekslet omkring midnat, og måske jeg tjekker facebook. Måske hører vi lidt radio, ellers går vi bare i seng hver for sig (så læser jeg i en bog) og så gør vi klar til det næste år i løbet af næste formiddag.<br /><br />Nytåret er som en fødselsdag. En skæringsdato mellem en dag og en anden dag. Ikke fordi der sker noget som gør dig eller andre ældre, udelukkende fordi det er en skæringsdato.<br />Mit ønske er altså at du får det bedste ud af det år vi går ind i, ikke at du betragter datoen som en dato der skal gøre dig ondt. I stedet skal du rejse dig op og sige hvad der sker dig på denne skæringsdato, så kan vi følges for at ændre de love som gennemføres på dato.<br /><br />Hold nytår sammen med mig. Det bliver meget hårdt, men det bliver dit år sammen med mit. Jeg håber vi ses.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-36847538372690215522013-12-30T14:08:00.002+01:002013-12-30T14:08:53.005+01:00NyttejobsI dag hedder det nyttejob, tidligere hed det aktivering (med henblik på at bevare kontakten til arbejdsmarkedet). Ligegyldigt hvad det kaldes er det løndumping og gratis arbejdskraft.<br /><br />Lad os gå lidt tilbage i tiden sammen<br /><br />Som færdiguddannet i 80'erne kunne jeg modtage dagpenge på dimittendsats. Ikke fordi det var mange penge, men jeg kunne satse på at søge arbejde og bidrage til mine kollegers arbejdssøgning gennem et frivilligt arbejdsløshedsudvalg. Imens ventede jeg på at skulle aftjene min værnepligt, endnu engang en indsats med en indtægt omkring S.U.<br />Inden jeg blev færdiguddannet var jeg faktisk kontanthjælpsmodtager, eller hvad det hed den gang i et par somre. Vi modtog nemlig ikke S.U. i sommerperioden når vi ikke gik i skole skulle vi heller ikke modtage hjælp til at overleve, desværre var der noget husleje der skulle betales. Men arbejdsløsheden var stor og for at modtage penge fra det offentlige skulle du stå til rådighed for arbejdsmarkedet med kort varsel. Det gjorde vi så og kunne dermed betale husleje og købe spaghetti og være butikstyve sidst på måneden.<br />Ingen troede dengang på at man kunne leve for de penge og på de vilkår, alle vidste at studier blev gennemført med hjælp fra forældrenes børneopsparing og studielån. Ingen spurgte hvordan vi overlevede, heller ikke os selv. Set i bakspejlet var der dog en social slagside, dem der ikke kunne bruge deres forældres eller andre indkomster var mest udsat for at gå ned med flaget og aldrig blive til noget. Imens fik andre social og økonomisk støtte hjemmefra og klarede sig efter omstændighederne udmærket.<br />Jeg måtte aftjene værnepligt og se min studiegæld vokse med noget nær 30% p.a. før jeg reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet, altså halvandet år efter jeg havde fuldendt min uddannelse på normeret tid!<br /><br />Dagpengene<br /><br />Trofast betalte jeg til min arbejdsløshedsforsikring. Jeg fik udbetalt dagpenge mod at møde op på Arbejdsformidlingen hver uge, senere hver måned. Jeg blev aktiveret med jobsøgningskurser (sammen med andre ledige i mit fagforbunds A-kasse - dengang FTF). Dem der underviste burde vide hvordan man fik arbejde de havde nemlig selv været arbejdsløse så længe at de overhovedet ikke kendte arbejdsmarkedet. Men de fik arbejde som vejledere i at søge arbejde, og der måtte de jo være de bedste. De havde jo netop fået arbejde.<br />Mine dagpenge blev efterhånden et problem, mest fordi jeg havde vikariater af skiftende varighed, og dermed skulle have informeret skattevæsenet om ændringer i min indtægt. Det fandt jeg ud af for sent, og der var ingen mulighed for at spole tiden tilbage til før. Nå, jeg modtog mine dagpenge så længe jeg betalte kontingent eller præmie eller hvad det hed dengang. Altså kunne jeg betale husleje og købe ind til spaghetti og kødsovs i så store mængder at det kunne varmes 3-4 dage i træk.<br />Efterhånden blev det personlige fremmøde på Arbejdsformidlingen afskaffet og dagpengekortet skulle udfyldes "på tro og love" og sendes til A-kassen. Selvfølgelig skulle man vise sin gode vilje til at søge arbejde og dermed deltage i kurser i arbejdssøgning. Sådan nogle fik jeg næsten hvert år uden at der dog blev ændret på den officielle politik der gik ud på tvangsopsparing (berørte ikke mig - min gæld voksede med 30% p.a.) og offentligt ansættelsesstop (hvilket berørte mig i allerhøjeste grad - jeg var som uddannet folkebibliotekar del af den målgruppe der IKKE skulle have arbejde).<br />Men jeg kunne modtage dagpenge og på den måde overleve uden på noget tidspunkt at være rig.<br /><br />Kærester<br /><br />Jeg har haft et antal kærester trods min manglende tilknytning til nogle steder. Da jeg mødte min datters mor var hun på "bistanden" og vi flyttede derfor ikke sammen, vi kærestede bare, og det resulterede i en graviditet.<br />Hun skulle sådan set møde i REVA (aktivering for at modtage hjælp i forbindelse med revalidering)for at modtage sin kontanthjælp, men var mere sygemeldt end raskmeldt. Men hun fik et barn, det gjorde jeg så ikke.<br />Jeg har nok haft flere kærester. En af dem blev kæreste med min nærmeste ven i skolen, en anden slog op med mig fordi jeg gjorde som hun sagde og dermed "ikke var den hun havde forelsket sig i", En blev forelsket i mig på grund af min måde at være på, og en faldt jeg for (så meget at hun også blev min kæreste).<br />Men ingen af forholdene og kæresterierne holdt. Som med arbejde føles det bagefter som om jeg bare var i vikariat. Og pengene blev ikke mere værd fordi vi var to om at skaffe penge. At være under uddannelse og have en kæreste der også er det var og er ikke et slaraffenland. At være kæreste med en kvinde der skal skilles på grund af sin kærlighed giver ikke bedre vilkår. Selv at være kæreste med en enlig mor som har deltidsarbejde er ikke økonomisk værd at satse på.<br />Men følelserne har været det hele værd og jeg er ikke sultet ihjel, så ville jeg jo ikke være her. Jeg sulter heller ikke ihjel som enlig, men jeg dør langsomt af savn. Kærlighed og ømhed kan få mennesker til at overleve enormt pres, alene i kraft af følelsen af nærvær og fællesskab.<br />Men lad nu det ligge, der er jo ingen mulighed længere for at være nære og holde af hinanden, nu skal kærlighed økonomiseres, også når man er i nyttejob.<br /><br />At stå til rådighed for arbejdsmarkedet<br /><br />Som nævnt var min datters mor henvis til REVA for at være berettiget til at modtage kontanthjælp. Jeg var henvist til kurser og vejledningsmøder. Kæresten fik sådan set hjælp nok hensyn fra de ansatte og de kendte til hendes situation. Min situation var derimod en række af krav om at møde, senere krav om aktivering, hvilket udmøntede sig i aktivering indenfor det offentlige, i de senere år indenfor det private.<br />Jeg stod til rådighed for arbejdsmarkedet og knoklede røven ud af bukserne for at vise hvor gerne jeg ville arbejde. Bare for at konstatere at man ikke skulle arbejde for mange timer, dem skulle man nemlig selv betale hvis man blev ledig (ligegyldigt hvad man havde tjent), for få timers arbejde talte fra opsparingen af timer til at opnå fornyelse af dagpengeretten (hvilket ikke virkede tillokkende - især ikke når man til mange møder blandt arbejdsløse mødte nogle der havde deltidsarbejde og dermed svært ved at møde op til en orientering der stort svarede til den de fik et halvt år før).<br /><br />Men det at stå til rådighed for arbejdsmarkedet fik på et tidspunkt en helt ny betydning. Ikke længere noget med at tage arbejde fra sig selv eller ikke at lave noget fordi man derved kunne tage arbejde fra dem der skulle tjene penge på at være på arbejdsmarkedet. Nej, vi fik såkaldte eksterne udbydere, som kunne tjene penge på to måder: For det første ved at blive betalt af det offentlige for at vurdere arbejdsevne, for det andet tjene penge på at aktivere ledige i kurser de selv havde skabt for at tjene penge på ledighed. At stå til rådighed for arbejdsmarkedet blev altså til at man blev en økonomisk malkeko, uden egentlig udsigt til at komme videre (det skal siges at de fleste af disse eksterne udbydere satsede lidt på at skabe få "resultater", som kunne give dem fornyelse af aftaler og dermed flere indtægter, men indsatsen fra både det offentlige og private blev mere og mere en statistisk øvelse).<br /><br />Nyttejobsene<br /><br />Jeg har selv været i aktivering som bibliotekar, som arkivar og som kassedame. Jeg har de seneste 10 år ikke modtaget noget som helst udover dagpenge eller kontanthjælp i forbindelse med aktivering. Min indsats har altså udelukkende været slaveri. Nu ved jeg godt at slaver ikke modtager penge, men til gengæld sørger slaveejerne for at have slaver der kan passe morgendagens arbejde, altså en investering, der gerne skal give afkast.<br />Sådan en slave føler jeg at jeg er blevet til. Jeg er forpligtet til at opfylde de krav mine arbejdsgivere (staten eller kommunen) stiller til mig, men jeg får INTET tilbage, kun flere krav om at stå til rådighed for samfundet på de økonomisk dårligste vilkår, sammenlignelige med slaveri.<br /><br />At nyttejob og aktivering undskyldes med at man skal bibeholde tilknytningen til arbejdsmarkedet er (set med mine øjne) derfor sludder og vrøvl. Ingen af os bliver bedre til at arbejde, bedre til at begå os i samfundet, bedre til at føle sig sikker på pension og at sygdom kan forekomme i vores verden. Ingen af os der står vedvarende til rådighed for arbejdsmarkedet på offentlige ydelser, kan vide nos sikre på andet end at vi sandsynligvis vil forblive overflødige og udnyttede.<br /><br />Mit forslag er: Tal med de mennesker der er ledige, find ud af hvad de kan og hvad de vil. Lad være at tvinge i tåbelig aktivering og brug i stedet tid på at vurdere individuelt. Undgå at sende mennesker i jobs der kan brødføde selvstændige, og sats i stedet på at ledige og syge har et potentiale der kan udnyttes. Drop diskussionen om man skal arbejdsprøves og om der kan gives tilskud, lav i stedet en løsning som passer til den enkelte.<br />
<br />
Nogle elsker at komme ud i livet og møde andre mennesker, andre holder meget af at være politisk aktive eller aktive i frivillige organisationer. Hvorfor så stille sygelige krav til hvad man må og hvad man skal? Hvis Mette Frederiksen mener noget med "ret og pligt" synes jeg hun skal begynde med sig selv - en stikpille kunne samle udtrykket, hvis hun skulle tage den selv!bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-43328892793852093792013-12-28T20:08:00.001+01:002013-12-28T20:08:51.117+01:00Om mig (den korte version)Mine forældre er fra hhv. middelklasse- og arbejderklassemiljø. Det lykkedes dem at tage en uddannelse, mens de arbejdede og deres børn. Det lykkedes dem at få arbejde som lærere, og de flyttede fra den ene ende af landet til den anden.<br />Det gode råd jeg fik var at tage en uddannelse der berettigede mig til at få ansættelse indenfor det offentlige, der var garanteret pension. Så jeg tog gymnasiet med, også fordi jeg kunne. Bagefter ville jeg gerne på biblioteksskole, men jeg manglede 0,2 point i min gennemsnitskarakter, så jeg måtte optjene det halve point jeg kunne få ved at finde et arbejde eller tage en lavere uddannelse oveni- Jeg valgte at gå på EFG (ErhvervsFaglig Grunduddannelse), så jeg oveni en boglig uddannelse kunne søtte mig ind i aspekter af "Håndens arbejde". En teknisk "detalje" (jeg skulle have mere i løn end andre lærlinge på grund af min alder - en aftale mellem arbejdsgivere og Tømrer/snedker forbundet) forhindrede mig i at komme i lære, men efter et år havde jeg optjent point nok til at blive optaget som kvote-2 elev på biblioteksskolen, en uddannelse jeg selvfølgelig gennemførte trods økonomiske benspænd fra statens side, jeg skiftede bolig hvert halve år, måtte finde praktikophold langt fra uddannelsesstedet og måtte tage et statsgaranteret banklån til mere end 20% p.a.<br />Men jeg gennemførte på normeret tid.<br />I mellemtiden var der indført ansættelsesstop inden for det offentlige, hvilket betød at jeg skulle håbe på dødsfald blandt bibliotekarer (vi var mere end 8% ledige bibliotekarer da jeg blev færdig, eller at jeg måtte tage vikariater. Jeg tog sommervikariater, jeg aftjente værnepligt, jeg tog barselsvikariater og levede i mellemtiden på dimitendsats (og den sulteløn som soldater fik). Men efter 4 år havde jeg optjent ret til dagpenge.<br /><br />Et liv på støtten.<br /><br />Dagpenge var for mig et slaraffenland. Jeg kunne betale tilbage på mine lån i forbindelse med flytning og forbrug, at få et 3-måneders vikariat var ikke specielt morsomt, fordi jeg skulle huske at få ændret forskudsregistreringen hos skattevæsenet hver gang mine levevilkår blev ændret. Det medførte et år at jeg fik 7.000 kroner tilbage i skat, at det offentlige inddrog alle pengene, at mine forbrugsudgifter ikke kunne betales, at huslejen ikke blev betalt og jeg blev smidt ud. Jeg fandt et værelse på 8 kvadratmeter på fjerde sal hos nogle venner, som jeg kunne betale for tjenesten. Jeg blev forelsket og blev far til min datter, et stort ønske var opfyldt troede jeg, men den økonomiske situation var stadig vanskelig og jeg kunne ikke flytte med moderen, det ville være økonomisk selvmord. I forbindelse med aktiveringskrav foreslog jeg et højskoleophold med henblik på at søge optagelse på journalisthøjskolen, hvilket blev bevilget med flere økonomiske til følge, da jeg under opholdet modtog dagpenge, men skulle have modtaget aktiveringstilskud (eller hvad det nu hed på det tidspunkt). Altså skulle jeg betale dagpengene tilbage, selv om jeg havde brugt dem på at betale for højskoleopholdet. Det blev dog til sidst ordnet med højskolens sekretærs mellemkomst, ikke med offentlig hjælp.<br /><br />Vikariaterne<br /><br />Inden højskoleopholdet havde jeg haft vikariater i det yderste Danmark og var flyttet med kort varsel og stort set uden penge.<br />Det bseneste vikariat var et sommerferievikariat, som blev til en årsansættelse i forbindelse med indførelse af EDB på biblioteket, jeg skulle vikariere for de bibliotekarer der skulle oplæres i brugen af søgning via kommunedatas bibliotekssystem. Et helt år det troede jeg skulle være vendepunktet. Jeg blev opfordret til at stille op som tillidsmand, men kunne ikke fordi jeg kun var ansat for en periode. Jeg fik at vide at jeg kunne få forlænget min ansættelse, selv om der var ansættelsesstop, men det kunne jeg ikke, fordi fagforening og det offentlige havde en aftale om at en ansættelse udover et år skulle resultere i en fastansættelse. Altså valgte biblioteket ud fra de offentlige krav om ansættelsesstop - og fordi jeg jo var ansat i en midlertidig aflastningsstilling - at droppe forlængelsen (alene fordi det ville betyde en fastansættelse, som ikke måtte finde sted)-<br /><br />Ledighed<br /><br />Så blev jeg ledig. På mit CV stod der blot at jeg havde haft skiftende og oftest kortvarige ansættelser på biblioteker rundt om i landet. Mine udtalelser fra ansættelsesstederne bar præg af at jeg havde været vikar (en enkelt gang endda med en anden vikar som min overordnede). Men efter en periode med det ene ansøgningskursus efter det andet fik jeg en aktiveringsopgave, nemlig at komme med et oplæg til et kommunalt forvaltningsbibliotek. Og så gik jeg i gang, endnu en gang på dagpenge og med troen på at et godt arbejde kunne skaffe mig et job. Men politikerne ikke se formålet med et fælles forvaltningsbibliotek, slet i DJØF'erne, de ville jo have hver deres kommunalt betalte udgave af Karnov og andre "livsvigtige" opslagsværker.<br />Så jeg blev ledig igen.<br /><br />Højskoleopholdet<br /><br />At blive far uden at kunne gøre andet end at betale gjorde at jeg til sidst, da jeg endnu en gang skulle aktiveres valgte et højskoleophold. Jeg gjorde selvfølgelig alt det jeg ikke skulle alligevel. Jeg talte med dem der havde psykiske problemer (og dem var der mange af i den periode, så var de andre skoler af med dem), jeg talte med dem der havde misbrugsproblemer (jeg havde jo selv været der), men værst af alt, så delte jeg det jeg havde med de andre, så dem der havde regnet med at få finansieret opholdet ved at sælge øl og cigaretter eller leje en film ud, blev selvfølgelig sure på mig, for de kunne ikke tjene penge så længe mit princip var at dele uden at forvente overskud (ikke narkotika - det ville jeg ikke røre ved, men øl og cigaretter samt måske en pose chips eller lignende).<br />Jeg var blandt de ældste og derfor kom nogle af dem der havde personlige problemer til mig, og vi talte ofte sammen på tomandshånd fordi jeg ikke gav oplysningerne videre.<br />Men da jeg tog til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen blev jeg nummer et eller andet på ventelisten, og samtidig fik jeg mulighed for at lære at lave radio, både som tekniker og som studievært og narrator. Jeg slog til selv om der ikke var udsigt til løn.<br /><br />Radio og TV<br /><br />Jeg lavede mere og mere radio, jeg blev en af de medarbejdere der lavede manus til quiz, sørgede for at LP'er kom på plads, kunne ringe op og bånde når der var lokale nyheder, ja enkelte gange kunne jeg fungere som tolk for studieværten og oplære de nye frivillige medarbejdere. Jeg nåede endda at blive forelsket i en gift kvinde, som var flyttet til øen med fire børn og mand fordi han havde fået arbejde, med det resultat at de blev skilt. Jeg var i aktivering på det lokale bibliotek. Jeg kom endda mi aktivering på lokalradioen i en måneds tid. Men arbejde var der ikke noget af.<br />Derfor flyttede jeg til Midtjylland i håb om flere muligheder, det var der bare ikke med min uddannelse. Så kort før årtusindskiftet mistede jeg retten til dagpenge. Min chef på radiostationen kunne godt bruge min arbejdskraft og havde fået en portion penge fra kulturministeriet. Så jeg blev ansat, jeg forhandlede selv min løn, da jeg hellere ville ansdættesd et halvt år med mulighed for at optjene dagpenge igen end at få en god løn som journalist i 3 måneder og så bare komme på kontanthjælp igen, og jeg havde fået de økonomiske rammer at vide.<br />Altså genoptjente jeg retten til dagpenge. De næste år var on-and-off. Når pengene fra kulturministeriet var brugt blev jeg "sæsonfyret", når der kom en ny portion var jeg den første til igen at blive ansat. Jeg lærte alle siderne af arbejdet, men var bedre til noget end til andet, både på TV og på radio. Hvor mange har været lydtekniker, studievært og klipper på både radio og TV? Det eneste jeg ikke kunne var at føre kamera på grund af mit syn (altså ikke på grund af det politiske).<br /><br />De seneste år<br /><br />Pengene blev færre og færre og jeg skulle efterhånden aktiveres mere og mere på dagpenge. Min gode kollega på biblioteket afviste blankt at have en gratis arbejdende bibliotekar ansat, ligesom hun havde sikret sig at jeg var i fagforening før jeg kunne blive sommerferievikar. I stedet fik jeg et aktiveringsprojekt i kommunens Tekniske Forvaltning. Et sted jeg senere kom tilbage til, dog på kontanthjælp. Jeg blev aktiveret på et kursus hvor vi skulle søge arbejde, lære at søge arbejde og diskutere hvordan vi kunne ændre vores miserable liv. Vi så film 0og snakkede om dem, vi havde muligheder for at sidde bag en PC og søge arbejde eller spille computerspil, der var ingen der kontrollerede noget, og da jeg havde været der i fire uger havde jeg lidt fri igen, næste gang jeg skulle aktiveres var kurset lukket. Udbyderen tjente ikke nok på det! I stedet kom jeg til det kommunale værksted hvor der blev dyrket kommunale blomster og malet kommunale bænke- Rare mennesker både dem der levede af os og os der blev levet af, men det var oplagt at det ikke skaffede én eneste af os i normalt, lønnet arbejde.<br />Så jeg flyttede til Jylland igen, men jeg havde mødt "pigen fra Fyn" og da jeg blev aktiveret i endnu et jobsøgningskursus (mellem nr. 10 og 15 - jobsøgningskurser var obligatoriske hver gang man blev ledig på dagpenge) søgte jeg primært job i Odense, og jeg fandt en aktivering, ikke et job. Jeg flyttede til Odense og fik ikke noget arbejde, men en ny aktivering. Denne gang i Netto, der stillede mig i udsigt at jeg MÅSKE kunne blive uddannet butiks- eller lasseassistent, eller blive ansat med løntilskud på deltid.<br /><br />Nu<br /><br />Det seneste år har jeg skrantet. Min økonomiske situation gør at jeg gør at jeg ikke kommer så mange steder (jeg er på kontanthjælp, men har også været nødt til at bruge al min opsparing for at kunne få kontanthjælp. Skal jeg flytte har jeg ikke råd til hverken flyttemand eller indskud, da jeg ikke må have større formue end 10.000-11.000 kr. Når jeg skal til møde på jobcentret skal jeg sikre mig at jeg har pengene til at rejse, jeg kan efter sigende få refunderet rejseomkostninger op til 1.000 kroner, men jeg har endnu ikke modtaget hverken skemaer eller en adresse på nettet som jeg kan bruge. Jeg får en venlig behandling og opfører da også mig selv venligt overfor de kommunalt ansatte. Men et arbejde eller en kontakt til min læge kommer ikke på tale. Jeg er pr. definition arbejdsparat.<br />Imens bliver jeg mere og mere psykisk syg (manglende kontakt med omverdenen), sover dårligere og har en tendens til at blive syg (måske ikke alvorligt) på en måde der kræver medicinering.<br /><br />Og selvfølgelig er jeg flyttet til Jylland endnu en gang, kæresten har fyret mig, hvilket jo nok betyder at jeg også fremover (indtil jeg får rigtig arbejde) kan blive forsørget af det offentlige.<br /><br />Det her var rundt regnet bare om min tilknytning til arbejdsmarkedet, med nogle få eksempler på hvordan økonomien også kan have indvirkning.<br /><br />Og lad mig så lige nævne at jeg aldrig har haft råd til at tage et kørekort. De gange jeg har tjent en god løn er pengene gået til briller og tandlæge. Og der er jeg bagud igen, nu.<br />
bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-56432438393756857542013-12-24T15:10:00.002+01:002013-12-24T15:10:43.869+01:00JuleaftenI år er det vist nok 25 siden jeg sidst var foruden. Foruden min familie og det jeg elsker, og dem jeg elsker. Mit selskab er i aften det jeg kender bedst, nemlig mig selv. Til gengæld savner jeg alt det andet. Fattigdom er ikke min lod, selv om jeg ikke er specielt rig kan jeg overleve. Mit problem er at jeg bliver fattigere på ikke blot penge, men også på menneskelige relationer. Mit liv er politisk defineret som værende i vejen, eller måske endda spildt. Da mine omgivelser og jobcenter skal bekræfte mig i at være til overs går det jo tjuhej vilde dyr. Mine forældre har kæmpet for at blive de velhavende pensionister de er blevet til, det har jeg ikke. Mine kærester har elsket mig indtil de ikke gjorde det længere, jeg blev i årtier kasseret fordi jeg var mig og ikke det menneske som de blev forelskede i.<br />Men skidt det er juleaften.<br /><br />Julegaver<br />
<br />
Jeg har villet købe julegaver til dem jeg holder af, såmænd også dem jeg blot er i familie med og som får så store gaver at det dyreste de får fra mig er gavepapiret. Jeg ved hvad mine forældre kan bruge, og det drejer sig ikke om penge, det drejer sig om fornødenheder, og her er vi på brevordnerstadiet suppleret med faneblade, eller en julesnaps, eller en bog der handler om at turen går til Budapest. Julegaver er ligegyldige i familier hvor de fattigste skal finde på en gave de har råd til, når dem der skal have gaverne selv kan købe dem. Julegaver er derfor et stort problem for en stor del af alle os der politisk set bliver gjort stadig fattigere. Vi kan ikke leve op til tanken om at have et overskud, men vi skal. Mit overskud er således at jeg kan betale mine regninger til den 1. januar, altså styr på økonomien. Mit underskud er at jeg er syg på grund af fejlernæring og drikkeri, at jeg ikke har overskud til mine forældre og de fleste venner. Min julegave til mig selv er at jeg holder jul med mig selv, ikke fordi jeg ønsker at være isoleret, men fordi det er den letteste løsning på en uløselig konflikt at undlade diskussion.<br />Det har regnet og stormet hele formiddagen og jeg har valgt at kalde stormen (egentlig bare vindstød af stormstyrke) for Julius. Jeg har sendt julehilsner og "liked" en masse julehilsner på facebook. Men min julegave til mig selv er at jeg kan tage en morfar hver anden time, at jeg kan acceptere at jeg i virkeligheden er ramt af sygdomme, som forhøjet blodsukker, forhøjet blodtryk, dårlig motion (min vægt er faldet med mere end 15 kilo på et år fordi jeg ikke motionerer, jeg har simpelthen ikke råd til at bevæge mig, så jeg sidder bare stille her bag min pc. At gøre noget bare for at gøre noget er ikke mit mål. Jeg gør noget fordi jeg vil. Derfor har jeg skrevet mere end 150 blogs i løbet af dette år. Derfor har jeg været uvenner med mine forældre, derfor har mit forhold til kærligheden været problematisk.<br />
<br />Kærligheden<br /><br />Jeg har elsket, jeg har vist kærlighed. Mit overskud var måske ikke det største, men til gengæld har jeg altid villet røre ved og knuse, kramme og kysse, ja også i det omfang jeg har haft muligheden at elske rent fysisk.<br />Jeg er jo ikke perfekt sådan som offentlige mennesker opfatter sig selv. Jeg er et følsomt menneske, og jeg holder af andre trods deres svagheder, ja, jeg er så storladen at jeg faktisk holder af mig selv på trods af mine fejl og mangler. Jeg græder når mine venner græder, jeg lytter til mine venners problemer, jeg er en umotiveret idiot, som ikke gider at gøre noget for ingenting, jeg elsker ikke mine medmennesker fordi jeg ikke vil gøre min indsats op i penge eller værdier. Som sådan har jeg for længst bevist at jeg er et overskudsmenneske (ikke at jeg har overskud i forhold til andre - nej jeg er i overskud og bidrager sådan set ikke til samfundet). Det ændrer bare ikke på min opfattelse af kærlighed.Umiddelbart minder kærligehd mig om godnatknus, den stilfærdige opmærksomhed ved sengetid, ja og lysten til at holde om og knuse de mennesker man virkelig godt kan lide. Og sex følger med. Ikke bare at ville tage, men at ville dele. Sex er at finde ud af at kroppen er følsom og påvirkelig, ikke at den kan misbruges. Så er det sagt.<br /><br />At holde jul<br /><br />Dette år holder jeg min første jul i mange år, hvor jeg er alene. Julen er egentlig ikke anderledes end enhver anden dag eller uge. Den er bare et fælles projekt. Dikteret af kirken, fagforeninger og lovgivning vil julen altid være en form for edikt. Julen er derfor ikke et ønske, det er et påbud. Og næstekærlighed er måske nok værd at leve for. Men at føle sig tvunget til at spise for meget, at føle sig tvunget til at give gaver og at føle sig tvunget til at være positiv i en situation, hvor man ved at man kan miste hele sit livsgrundlag, både økonomisk og personligt, er ikke værd at samle på.<br />Nederlag er i princippet aldrig værd at samle på, men de er værdifulde som erfaringer. At holde jul bliver derfor meget mere et spørgsmål om at dele, end om at splittes. Når jeg ikke har noget at dele må jeg derfor holde min jul i mig selv, simpelthen fordi jeg ikke har noget at dele.<br /><br />Mit ønske<br /><br />Jeg håber sådan set bare at nogle vil tage mig alvorligt, at jeg ikke behøver at være en anden og at jeg måske kan holde nytår uden at skulle købe krudt.<br /><br />Min juleaften er derfor stille, for ikke at sige rolig. Den omgivende verden er til gengæld brølende, både i dag og resten af de næste års dage.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-61627194540670900562013-12-20T14:53:00.002+01:002013-12-20T14:53:55.231+01:00Hjem, kære hjemEgentlig har jeg aldrig haft et hjem. Jeg er flyttet rundt i landet efter midlertidigt arbejde og vikariater. Ofte fra den ene ende af landet til den anden. Hver gang med venskaber der måtte droppes eller som bare faldt væk. Nogle gange, jeg vil tro oftest, var det min skyld, andre gange var det den økonomiske tilgang til vedligeholdelse af venskaber der fik dem til at bukke under.<br />Men sært nok har jeg altid haft en bopæl, eller skal vi bare kalde det en adresse.<br /><br />Min barndom<br /><br />Som barn og ung boede jeg hos mine forældre, hvilket jo ikke virker specielt sært, alle mine skolekammerater og uvenner (dem der mobbede) boede på samme vilkår, altså hjemme hos mere eller mindre børneopmærksomme forældre. Vi var tre brødre og en storesøster, alligevel blev vi meget forskellige. Min ældste lillebror flyttede tidligt hjemmefra, jeg tog gymnasiet med inden jeg flyttede og det gjorde min yngste lillebror også. Min søster flyttede til Vestjylland i et forsøg på at tjene penge som ikke-faglært lærer, og så blev hun gravid, hvilket gav praktiske (religiøst betingede) problemer da hun skulle på lærerseminariet i Esbjerg. End ikke Mødrehjælpen kunne hjælpe hende, men hun blev gift med barnets far. I samme øjeblik uddannelsen var slut blev hun separeret. Hun lever stadig sammen med ham og har fået fire dejlige drenge siden, som nu er voksne, udover den smukke og livsbekræftende pige som jeg fik lov at stå fadder til.<br />Da mine forældre blev skilt var jeg 9 år og min yngste lillebroder var 5 år, vi havde dog levet med vore forældre hver for sig i to år på det tidspunkt, teoretisk mente de at vi børn havde bedst af at vi vænnede os langsomt til tanken, mens vore forældre på skift fik en supplerende læreruddannelse. ideen var at vi børn skulle fordeles mellem vore forældre og at vi skulle have fælles samkvem, mens vore forældre skulle passe arbejde og deles om at videreudvikle os. Sådan blev det bare ikke.<br />Om den oprindelige ide ville have gjort os til bedre mennesker, mere velfungerende kapitalister, mindre religiøse eller ateistiske aner jeg ikke. Jeg tror mest på at vi stort set ville have udviklet os som vi har gjort, ligegyldigt hvad der var sket.<br /><br />Min ungdom<br /><br />Den er hurtig fortalt. Jeg flyttede hjemmefra kort efter jeg havde fået min studentereksamen. Jeg manglede få point for at blive optaget på biblioteksskolen, dem kunne jeg tjene på et år, for eksempel ved at tage en uddannelse og derved tjene point. Jeg begyndte på EFG, som dengang var noget ganske nyt. Som socialist mente jeg at man ikke kunne tage stilling til håndværk og håndværkere uden at have været blandt dem, og sådan blev det. Jeg oplevede det år en masse. Fagligt engagerede, håndværkere der bare ikke kunne finde en mester men som ønskede sig at blive tømrere eller snedkere, malere eller svejsere. EFG Bygge og Anlæg var et godt sted at være, med mennesker som gav udtryk for alle afskygninger af politisk sans. Fra passivitet til storstilet aktivitet. Efter et år fik jeg optagelse på biblioteksskolen i Aalborg og forlod det produktive arbejdsliv, desværre faldt også venskabet med mine kammerater fra EFG bort til fordel for dem jeg kom til at gå på skole med.<br />Rent fysisk flyttede jeg kun en smule. Min husleje og de kvadratmeter jeg havde til rådighed ændrede sig ikke stort da jeg flyttede fra min stedfars datters ekstra værelse til min søsters kærestes svigerfamilies karlekammerværelse på 5. sal. Da jeg blev smidt ud på grund af dødsfald kunne jeg konstatere at den kommunale (offentlige) garanti for en bopæl ikke gjaldt for mig, kommunen kunne simpelthen ikke stille noget til rådighed, så jeg flyttede i kollektiv. Jeg fik en kæreste og min bedste ven tog hende, egentlig var det mest omvendt, men dengang føltes det som at blive svigtet.<br /><br />Min uddannelse.<br /><br />Jeg boede til leje hos private, hos mine forældre under praktikperioder, jeg boede på kollegium og i kollektiver. Jeg havde ikke et hjem, men en bopæl, et sted at gå hjem til, jeg havde havde også kærester og elskerinder dengang, jeg var hyppig gæst i byen, drak mange øl og fik venner der dyrkede skak, var filosofiske, hørte musik og kunne lide mit selskab. Alt det fik jeg, men ikke de kontaktmuligheder som skulle gøre det lettere at få arbejde. Vi flyttede alle hele tiden, blev gode venner og glemte hinanden af praktiske årsager, forbindelser der kunne skaffe arbejde var ikke pynt på kransekagen dengang, lige så lidt som den er i dag. Vore venskaber blev aldrig til fjendskaber, det nåede vi ikke. Vi flyttede fra det ene rod til det andet. Vi havde sjældent penge, men kunne leve på en sten, så hellere spise billig mad og så have råd til at gå i byen.<br />Min uddannelse bestod mindst lige så meget i at flytte (for mig selv og andre) som den bestod i at lære noget. Jeg vil ikke klage, bare forklare at det at lære noget er noget man skal ville, ikke noget man skal tvinges til.<br />Hvis min uddannelse var gennemført uden krav om praktik, flytning, økonomisk ubalance og nedlæggelse af kollektiver, kunne jeg måske have haft en anden tilgang til at blive uddannet. Desværre stod jeg med en kæmpe studiegæld (statsgaranteret) da jeg blev færdiguddannet, samtidig med at jeg skulle vente med at aftjene værnepligt i næsten ét år. Jeg havde end ikke råd til et næste fjumreår, man kan jo betragte min EFG-uddannelse som et fjumreår, da jeg heller ikke kunne få en læreplads (jeg var for gammel til lærlingeløn). Jeg tog en uddannelse og jeg var stolt af den.<br /><br />Bopælen<br /><br />Fra jeg var 5 år til jeg blev 17 boede jeg samme sted i Ansager, samme hus endda. 12 år i alt. Siden har jeg som nævnt boet i alle mulige former for opholdssteder, i forbindelse med arbejde også på campingpladser eller et lånt værelse, mens jeg ventede på at skifte bopæl fra den anden ende af Danmark.<br />Fra 1982 var jeg lejer af alt muligt, jeg boede i korte perioder til leje, i telte, campingvogne, på værelser og hos mine forældre, jeg boede hos skiftende kærester og sågar på højskole.<br />Sært nok har jeg aldrig haft bopæl mere end 3 år siden jeg flyttede hjemmefra. Sært nok er det så også at det sted jeg har været mest (dog med skiftende adresser) er Samsø. Fra 1992 til 2010 boede jeg på Samsø, jeg havde en kæreste, dog kun i ca. 3 år, ellers var jeg alene. Jeg havde arbejde, dog ku i perioder. Jeg havde gode venner, dog kun når når vi havde råd til at være det.<br /><br />Men selv om jeg har boet 12 år i Ansager på den samme adresse, er det sted jeg har boet allermest stadig Samsø (Kolby Kås, Tranebjerg, Torup og Pillemark) med 15 år.<br /><br />Nu bor jeg igen hos min far (og betaler husleje eller i hvert fald forbrug) og har gjort det sammenlagt noget der ligner 10 år.<br /><br />Jeg når aldrig at få tilknytning til et sted, regering og alle andre kan stikke deres tro på at lavere indtægter og dårligere vilkår for studerende skal give dem mere tilknytning til et nærsamfund. Det eneste der sker er sådan set at penge bliver omdrejningspunktet, ikke de mennesker der skal generere dem.<br /><br />Bedsteforældre<br /><br />Mine bedsteforældre, ja sågar mine forældre har en tilknytning til lokalsamfundet, som er grundet i deres hjem (bopæl). De har haft et hjem, mindes deres skolekærester, naboerne der var fattige kommunister eller betalte kontant.<br />Jeg har kendt så mange mennesker i så mange dele af landet og i så mange situationer, at jeg ikke kan forstå hvad et hjem er, hverken som udgangspunkt for fremtiden eller som udtryk for nutidig tryghed.<br /><br />Fremtiden<br /><br />For mig vil det sådan set sige at jeg skal have et hjem, med tryghed og omsorg, de næste ca. 20 år. For at være helt ærlig får jeg det aldrig, end ikke på et plejehjem. Så længe er der ingen der holder, og skulle der være én, er det i hvert fald ikke mig.<br /><br />Jeg kan jo kalde mig boligløs og svigtet af samfundet. Men det er ikke mit formål. Det er alle dem der tror at ejendom og kapital er vigtigere and mennsker der burde følge med her. Og jeg har kun fortalt den korte version her.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-58579835430785428942013-12-18T13:13:00.000+01:002013-12-18T13:13:49.156+01:00KriminalitetJeg blev inspireret af følgende opslag på facebook: "Ser lige tv avis, den viser at 1,1 % af alle dansker er kriminelle, medens 5.4 procent af indvandre er kriminelle, dog uden indvandre fra somalia der er 11,4% kriminelle alsà. Mere end ti gange så mange som dansker, det er f,,,,, uhyggeligt do".<br /><br />At opgøre kriminalitet i procenter og at sætte national oprindelse på er jo helt ude i hampen (måske et dårligt billede, da hamp faktisk for et par århundreder siden var noget alle var påbudt at dyrke). Desuden skal definition af oprindelse enten nuanceres eller afvises, hvis vi ønsker danske danskere frem for kriminelle indvandrere.<br /><br />Samfundets regler<br /><br />Vi er så heldige i den vestlige verden, at kriminalitet er defineret ved lov. Hvad angår andre lande er kriminalitet også defineret ved lov, man kan så synes at Toraen, Sharia, den hinduistiske retsfamilie eller shintoismen byder på noget forkasteligt i forhold til vores retsopfattelse.<br />Måske vi skal huske på at vi i Danmark kunne dømme hekse, vi kunne dømme for utroskab, børn født udenfor ægteskab og tage brænde fra en herremand (i virkeligheden har ejendomsretten altid været hellig siden vi blev kristnede - både til jord og kvinder og børn). Hvis en velbyrdig mand skulle formaste sig til at stjæle en anden mands ejendom, kunne han gå fri ved at stille med 123 andre velbyrdige mænd der blot skulle erklære "på tro og love" at arrestanten var uskyldig - i øvrigt et system der lever videre med nævningesystemet.<br />Det pudsige ved det er at muslimer og hinduister faktisk har haft systemer der enten straffer ud fra samfundets regler eller ligefrem tager stilling til den enkelte synd (sharia). Vi har hugget hovedet af mennesker for mindre end man hugger en hånd af i visse arabiske lande (ikke nødvendigvis begrundet i sharia, da det er en pligtig straf for at stjæle, mens vi i Vesten ofte straffer folk der stjæler penge mere end vi straffer dem der misbruger børn og kvinder seksuelt. At se op til Mahatma Gandhi og Nelson Mandela er sikkert godt for vort selvværd, men de var faktisk begge kriminelle i forhold til de regler deres samfund havde. Så når vi ønsker at alle skal leve efter de regler vi har i Danmark, burde vi i sagens natur acceptere de regler der findes i andre lande, eller hvad? Jøder i Danmark er traditionelt blevet omskåret i århundreder, pludselig kommer naboerne fra de muslimske lande, og så er det notorisk uetisk at gøre det, kvinder i visse områder af Afrika og Mellemøsten er blevet omskåret. Bortset fra følgerne og smerterne et ritual på linje med konfirmation, jeg skal så lade være med at nævne andre "voksen-ritualer", som alle virker barbariske.<br /><br />Millimeterregler<br />
I den vestlige verden har vi med tiden afskaffet dødsstraf (altså i Danmark og nogle få andre lande), vi har på et tidspunkt afskaffet viljen til krig (ved at indføre væbnet neutralitet). Men vi har også indført det hvide snit, tvungen sterilisation og straffen for at køre eller gå over for rødt i et utrafikeret vejkryds. Vi har indført regler der bygger på en snæver lovgivning, en lovgivning der ikke i samme omfang som sharia tager højde for en vurdering af den enkelte handling. Selvfølgelig findes der præcedens i sharia-lovgivning, men der findes overhovedet ikke andet indenfor den vestlige lovgivning. Dommere leder med lys og lygte efter domme eller strafudmålinger som er knyttet til tilsvarende "forbrydelser", personlige hensyn eller en alternativ straf findes ikke. Voldtægt findes der straffe for, misbrug af børn findes der straffe for, at køre i beruset tilstand findes der straffe for, ja sågar findes (fandtes) der straffe for at bevæge sig rundt med en knivlignende genstand (defineret ud fra hvor langt skæret var - eller regler for hvilke hunde må have, defineret ene og alene ud fra hvilken race hundene har - i øvrigt foreslået af de samme mennesker, som også er mere bange for menneskeracer end de er for forbrydere)<br /><br />Forbrydere<br /><br />Kriminalitet er forbrydelse. Altså er det at bryde loven både kriminelt og en forbrydelse. For loven er udgangspunkt for vores tryghed i et samfund.<br />Sært nok har vi adskillige eksempler på at loven ikke er en lov. Grundloven kan fortolkes, almindelig lovgivning på det kommunale område kan fortolkes. Hvor vi ét år dræner engområder, kan vi årtier senere genoprette de samme områder. Vi kan diskutere atomkraft, plantegifte og affaldshåndtering. Men hvis der findes et giftstof i en farve der bruges til tatovering så kan vi lave en lov. Hvis folk ryger for meget afskaffer vi ikke tobak, i stedet indfører vi en skiltning på tobaksvaren der fortæller at "Rygning KAN skade". De mest omsættelige varer i verden (legalt) er våben, tobak, medicin og alkohol, den mest indbringende illegale vare i verden er narkotika (OK der findes efterhånden lige så mange typer som der findes lande på jorden). På disse områder skal lovgivningen til enhver tid tilpasses det kapitalistiske marked. Hvorfor det at drikke og ryge, at skyde andre mennesker med våben og at æde ordineret medicin i et omfang der kan slå adskillige mennesker ihjel skulle være bedre end at indtage narkotika forekommer mig underligt, medmindre det er et spørgsmål om indtjening. Man kunne jo få den tanke at dem der rent legalt tjener penge på at slå folk ihjel ikke ønsker direkte konkurrence fra dem der gør det illegalt. Desværre kan man også få den tanke at dem der legalt kan slå ihjel har fundet en mulighed for at forøge indtjeningen ved at sikre sig at der findes et kriminelt marked som kan udnyttes parallelt med det legale.<br /><br />Kriminelle<br /><br />At køre bil med en promille på næsten ingenting er kriminelt, Når man dyrker sex på et offentligt sted, eller når man kører på cykel uden lygte og refleks, så er det kriminelt og dermed strafbart. Hvis man afleverer en bog eller en dvd på biblioteket for sent, hvis man betaler en regning én dag for sent er det kriminelt. Vi taler her om en straf der hedder bøder eller gebyrer. I et samfund hvor forskellen på rig og fattig er det primære mål har lovgiverne fået indført den mest logiske lov (regel), nemlig at rig og fattig skal betale lige meget og omvendt modtage for eksempel børnepenge uden hensyn til indtægt.<br />Hvis du snyder med din økonomi. Altså lyver overfor det offentlige og myndighederne, så bliver du straffet (selvfølgelig kun hvis nogen opdager det). Har du problemer med din økonomi, for eksempel i forbindelse med arbejdsløshed eller skilsmisse, ændres reglerne ikke, kun din økonomi. Betaler du ikke kan du risikere at blive kriminel, simpelthen fordi det offentlige kan sanktionere dig. Til gengæld kan du ikke sanktionere det offentlige. "<em>And so, my fellow Americans, ask not what your country can do for you; ask what you can do for your country.</em>", John F. Kennedy 20. januar 1961. Man kan jo spekulere på om et menneskes eksistens betinger staten eller er betinget af staten? Under alle omstændigheder er dit liv ikke din egen beslutning, det er betinget af omgivelser og lovgivning.<br /><br />Indvandrere og flygtninge<br /><br />I Danmark og mange andre vestlige lande er indvandrere og flygtninge et problem. USA, Canada og Australien, Rusland, Japan og Kina har stramme regler for indvandring, efterhånden også Sydamerikanske lande. Vi har opnået en angst for flygtninge og indvandrere i hele verden. Ikke fordi vi er inhumane, tværtimod fordi vi ikke vil tage ansvaret for at have udnyttet andre samfund og områder uhæmmet i århundreder, ikke fordi vi har ført halvdelen af verden ud i slaveri, nej fordi vi ikke vil betale tilbage hvad vi har opnået ved det.<br />Vi har fortalt hvor god en verden vi lever i med overflod, gode skoler og sund kost samt lang levealder (og meget mere). OG så bliver vi sure når der findes nogle der kommer forbi for at få del i den velfærd de eller deres forfædre har været med til at skabe.<br />Eftersom vi altid har bestemt hvilke love der er de rigtige kan alle disse flygtninge og indvandrere til enhver til komme for at kræve deres ret eller i hvert fald kræve at få pengene tilbage. Det er vore love der bestemmer at de ikke har ret til de værdier der var i deres undergrund, på deres marker eller i deres arbejde.<br />Når så de kommer på grund af hungersnød og armod, krig eller påtvungen fred, så har vi en rigtig fin lov som gør dem til pariaer, irriterende som kakerlakker eller bare en økonomisk belastning.<br />At definere andre kulturer som kriminelle kan vi kun gøre ved at sige at den eneste kultur der eksisterer er vores (den vestlige verdens). Når vi samtidig fornægter andre kulturer (Afrikansk, Asiatisk samt oprindelige folk i for eksempel Australien og Amerika) er kulturer har vi gjort os til et herrefolk, ikke til et folk der ønsker en fremtid med kulturel samdrægtighed.<br /><br />Fremmedhad<br /><br />At hade alt man ikke forstår er som at sige man ikke ønsker at forstå. At lære bliver til en PISA-test frem for erfaring og udvikling. Ikke bare hadet til tyskerne (i min barndom), fordømmelsen af overlegne Københavnere (i min barndom) men også hadet til andre folkeslag kan forstærkes ubegrænset. Jeg fristes til at spørge mig selv om det er mine egne begrænsninger der gør mig så bange for andre mennesker, at jeg kun kan stå over dem ved at fordømme dem som dårligere og mindre menneskelige end mig selv.<br /><br />Al den kriminalitet jeg ser i mit fædreland er sådan set skabt af lovgivningen i mit fædreland. Tænk sig at afskaffe love om kamphunde, om ægteskaber blandt yngre mennesker (gennemsnitsalderen er også steget til omkring 38 år), tænk sig at man brugte flere kræfter på at fortælle om farerne ved rygning, alkohol, medicin og narkotika frem for at kriminalisere. Tænk sig om vi kunne hjælpe hinanden på tværs af oprindelse (jeg vil tro at jeg er 5. eller 6. generationsindvandrer). Tænk sig at man dømte mennesker individuelt frem for at dømme uniformt (Et mord er et mord, uanset om det er i affekt, med henblik på økonomisk gevinst eller om man bare godt kan lide at slå ihjel).<br /><br />Jeg er ikke blevet afsløret endnu, bortset fra at jeg sad bag på en knallert som 17-årig. Men som jeg ser det er det kun et spørgsmål om tid inden jeg bliver erklæret kriminel. Det kunne være fordi jeg modtager kontanthjælp, deltager i demonstrationer eller møder på jobcenter uden at kunne dokumentere alle mine jobsøgninger, måske endda fordi jeg formaster mg til at tage til Tyskland (lige over grænsen) når min bror alligevel skal af sted (jeg skal nemlig søge flere uger for at få lov til at rejse udenlands eller holde ferie)<br /><br />Med lidt held skal jeg nok blive kriminel, også selv om min slægt indvandrede til landet for mange år siden.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-76538835181701728222013-12-15T12:19:00.000+01:002013-12-15T12:19:38.615+01:00JulefrokostSå skete det. Jeg var til julefrokost med Enhedslisten. Vældig hyggeligt og stort set ikke præget af politik. Måske fortalte vi vittigheder med en politisk undertone, men maden vi fik var traditionel dansk julemad, måske tilsat lidt mere grøn salat end normen for en dansk julefrokost. Der var øl, vin og god rom. Og der var julestemning som man finder den til andre julefrokoster hvor nogle kender hinanden og andre er med for første eller anden gang.<br /><br />Enhedslisten<br /><br />Nu var det Enhedslisten der afholdt den årlige julefrokost. Vi grinede, havde pakkeleg og spiste sild, lune frikadeller og leverpostej og sluttede med risengrød og kirsebærsovs. Udover rødkål (både frisk og til frikadeller var der rødbeder og kirsebærsovs som havde "den rette farve". Der var ikke engang rødløg til silden, og havde der været ville alt det røde til vores julefrokost svare til alt det røde der er knyttet til enhver dansk julefrokost, om den så finder sted i Dansk Folkeparti's regi. Faktisk viste det sig at Enhedslisten er så normal hvad angår julefrokost, at vi lige så godt kunne have holdt firmajulefrokost eller jul for hjemløse. Traditioner med andre ord, altså intet nyt under solen i december. Det nye i år var måske de "selfies" der blev taget, men jeg er sikker på at det ikke kun er til Enhedslistens julefrokost der bliver grinet og taget billeder af den art. Lur mig om det ikke også er sket til en del socialdemokratiske julefrokoster.<br /><br />Engagement<br />
De unge<br />
Det der for mig var mest påfaldende var deltagernes alder og sociale status eller måske snarere sociale engagement.<br />Der var nogle ganske få helt unge. Studerende kalder man dem, det vil sige de læser typisk på universitetet lever af små penge og har en drøm om at det samfund de skal engagere sig i efter endt uddannelse, har brug for dem. Ikke at de skal tjene mange penge på ikke at lave noget, ved investeringer eller en anden form for nasseri. De drømmer for eksempel ikke om at blive politikere eller få et arbejde hvor de ikke skal gøre andet end at hæve løn og investere i ejendom. Nej de drømmer om at gøre en forskel.<br />En af de unge der var med til julefrokosten bor i udkanten af den storsilkeborgske kommune. Silkeborg er jo kendt som en studieby med skoler og seminarier der ligger så tæt at der stort set kun ligger værtshuse, cafeer og pizzarier imellem ;) Nå, spøg til side. Tilbage til én af de unge som faktisk har lettere ved at komme til Århus eller Viborg end til Silkeborg, fordi man som studerende kun i ganske få tilfælde har råd til at holde bil eller hest. Når rejsetiden til Århus Universitet er én time kortere end til et seminarium i Silkeborg, kan jeg sagtens forstå at man vælger universitetet. Men jeg bliver alligevel glad når jeg ser de unges politiske engagement. Ikke voldelig revolution eller egoisme i yderste potens, nej et ungdommeligt engagement på vegne af det omgivende samfund, selv om man som 20-årig nok har mere forståelse for den nære fremtid og ønskerne for et ubekymret liv. Selvfølgelig er man som ung mere fokuseret på sine egne behov, men hov. Hvordan ser det så ellers ud?<br /><br />De erhvervsaktive<br /><br />Som samfundet ser ud nu er der stort set ikke andet end pensionister der ikke regnes som erhvervsaktive eller potentielt erhvervsaktive.<br />Med skam at melde kunne jeg konstatere at kun ganske få af de fremmødte til julefrokost var i den erhvervsaktive alder / gruppe. Selvfølgelig kan man forestille sig at der er så mange julefrokoster i forbindelse med job og samarbejdspartnere samt familie at man vælger den julefrokost fra der foregår i politisk regi. Det kunne man sagtens forestille sig?<br />Enhedslisten er et socialt parti, hvis hovedpunkter er at forbedre kårene for den arbejdende klasse og for udsatte borgere (studerende og pensionister med mere), men målgruppen glimrer ved sit fravær, måske de køber aflad ved at betale til partikassen, måske de støtter ved at give penge til fattige børn i Afrika og købe geder til jul (i form af gedebeviser eller brøndbeviser), måske de endda føler med de udsatte mennesker. Men den erhvervsaktive del af befolkningen udgør, set i forhold til gruppens størrelse samfundsmæssigt, en meget lille del af de aktive medlemmer af Enhedslisten. Fordi de har travlt? Fordi de lige skal tjene penge til lån på hus og bil? Fordi de faktisk ikke rigtig ved hvilke forhold andre mennesker lever under? Eller fordi et socialt engagement er noget man kan betale sig fra uden at deltage i det sociale?<br />Mit bud er at det nok er lidt af hvert, afpasset efter det enkelte individs situation. Således er de fleste af dem jeg mødte i forbindelse med julefrokosten, altså dem i den erhvervsaktive alder, alle sammen i en situation der indebar mangel på arbejde (inklusive mig selv).<br /><br />Pensionisterne<br /><br />En stor gruppe af de fremmødte var pensionister. Tilgangen til engagementet i Enhedslisten var grundlæggende social indignation, enten på egne, børns eller børnebørns vegne, eller fordi de i ungdommen og som erhvervsaktive havde oplevet social uretfærdighed og havde være fagligt engagerede.<br />Pensionister er absolut ikke en homogen gruppe, det er de erhvervsaktive og de unge heller ikke. Nogle pensionister har kun til dagen og vejen, andre har statspensioner eller selvpensioner og dermed rimeligt gode vilkår. Nogle har brugt det meste af deres liv på at købe hus og betale det 20 gange, men sidder nu billigt hvad huslejen angår. Andre har hele livet knoklet, boet til leje og været nødt til med mellemrum at rykke teltpælene op og derhen hvor arbejdet var.<br />Påfaldende var det alligevel at netop gruppen af ikke-erhvervsaktive (pensionister) var den største gruppe til julefrokost. Nogle er måske aktive, men har ret til pension, så der ligger et valg om at gøre et stykke arbejde frem for at læne sig tilbage og se fjernsyn. Men det er jo netop det pragtfulde. At kunne vælge, uden at være tvunget til sit valg.<br />Men gennemsnitsalderen til vores julefrokost i et ungt, socialistisk parti viste sig at ligge meget tæt på pensionsalderen.<br /><br />Menneskeligt overskud<br /><br />Når man tænker på at gennemsnitsalderen i Danmark er lige under 40 år var vi altså absolut ikke repræsentative for de mennesker vi som parti gerne vil repræsentere. Altså os der tog tid til at deltage i en helt traditionel julefrokost i Silkeborg sammen med andre medlemmer af Enhedslisten.<br />Det humane fristes man til at tro ligger hos de unge, der først lige er gået i gang med et liv som på næsten alle områder ligger helt åbent. Alternativt kan den store gruppe af mennesker der har oplevet et langt, mangefacetteret liv udvise et menneskeligt overskud, oftest fordi de kommende generationer skal sikres et værdigt liv. Imens har alle dem der står til rådighed for arbejdsmarkedet travlt. De har travlt med at sikre sig selv økonomisk, de har travl med at opfylde de betingelser de er pålagt af den kapitalistiske (økonomiske) politik. Måske har mennesker på arbejdsmarkedet også en social bevidsthed, det virker bare som om den bliver skubbet til side, mens de samfundsmæssige krav (nogle gange krav der kun giver mening for økonomiske investorer) bliver opfyldt, på trods af at det arbejdende menneske ikke får noget som helst socialt ud af det.<br /><br />Mennesket<br /><br />Det vil være svært ud fra fremmødet til en julefrokost at definere dybtfølt socialt engagement, det vi talte mest om de få gange vi talte politik var faktisk de økonomiske aspekter af livet. Men det er alligevel påfaldende at dem der ønsker at være sammen med ligesindede enten er meget unge eller har levet et langt liv. Jeg vil så gerne tilføje at vi fik diskuteret emner som religion og hvilke serviceydelser man kunne betale for. Helt nøjagtigt spørgsmålet om at støtte rejseselskaber og discountbutikker, hvor nogle havde ideologiske holdninger, andre holdninger der var økonomisk, pragmatisk begrundede.<br />Vi var sjældent enige, faktisk, til gengæld lyttede vi til hinandens argumenter og modargumenterede. Som jeg sagde i forbindelse med lavprisflyselskaber: "Jeg er heldigvis fri for at tage stilling - jeg har ikke råd til at rejse". Jeg kunne så fortælle at man betaler mere og bruge mere tid på at rejse med offentlig transport, end hvis man er privatbilist. Selv om de fleste var klar over at det er sådan var deres konklusion alligevel, at de ikke kan undvære deres bil. Når jeg påpeger at jeg SKAL undvære en bil kan jeg fornemme at de synes det er synd for mig, men samtidig glæder de sig over at de har en bil.<br /><br />Efter julefrokosten<br /><br />Jeg har været positivt overrasket over den imødekommenhed der er overfor nytilflyttede medlemmer i Enhedslisten. Det er et socialt engageret parti.<br />Sært nok er de fleste holdninger ikke stort forskellige fra de fleste andre politiske partiers fra højre til venstre i folketingssalen. Vi skal tjene penge, ikke alene til os selv men også til "arbejdsgivere" og investorer, vi skal også tjene penge så vi kan bidrage til driften af vores stat.<br />I det hele taget skal vi tjene penge af hensyn til vores forbrug, vores behov, vores familie og vores selvværd.<br /><br />Så julefrokosten på arbejdspladsen eller i den politiske forening gør ikke den store forskel. Men for en gangs skyld får vi lov til at være sociale og forskellige. Og skal jeg så ikke lige tilføje at der, mig bekendt, ikke var eksempler på utroskab i forbindelse med vores julefrokost. Så måske er vi i virkeligheden bare en flok småborgerlige mennesker der ikke vil bryde med konventionerne?bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-79878400440204837082013-12-05T19:10:00.001+01:002013-12-05T19:10:34.917+01:00MålstregenSom mennesker har vi måske og måske ikke et mål med tilværelsen. Godt nok bliver nogle skuffede, nogle endda så meget at de opgiver at leve livet. Måske træder de bare tilbage og siger "op i røven", men nogle tager livet af sig selv og deres kæreste. De sidste vil jeg måske fokusere på en anden gang, da det er svært nok at se dem der på en måde kæmper videre mod overmagten, trods dårlige odds.<br /><br />Mål<br /><br />Vi er alle født lige siges det. Nej det er vi ikke. Nogle er født af forældre der ikke aner noget om sundhed, barsel og barnets tarv eller behov de første år af livet. Måske er det mindre væsentligt, her er der nemlig ikke nogen stor forskel på de mest beskyttede i samfundet og de dårligst stillede. De boller, bliver gravide og får et barn, hvis det kommer dertil. Nogle gange et ønskebarn, andre gange bare et barn.<br />Men. Et barn kan udløse ønsket om at barnet skal have et godt liv, for de dårligst stillede eller dem med den værste opvækst er målet altså at deres børn skal have det bedre, mens de bedst stillede vil have at børnene skal have det bedre. Forskellen er måske ikke umiddelbart til at se, men fp<br />
or den dårligst stillede gruppe er det muligheden for at blive en accepteret del af samfundet, mens de bedst stillede ønsker at deres børn skal blive en del af det øverste samfund.<br />Desværre er det ikke menneskelighed der er det egentlige mål, det er penge. Så der er alle klasser stadig enige. Pengene og økonomisk sikkerhed er det vigtigste. Altså penge som mål, ikke som behov.<br /><br />Ømhed<br />
<br />
Generelt tror jeg at alle mennesker der har børn er ømme overfor dem. Men mange aner ikke hvordan de skal vise ømhed. Den person der har været udsat for overgreb i sin barndom vil oftest tage udgangspunkt i den erfaring (og med overgreb mener jeg ikke nødvendigvis seksuelle overgreb). Mange forældre - for ikke at sige de fleste - har ikke en kinamands chance for at vise ømhed overfor deres børn, ømhed er nemlig noget man ikke selv har oplevet. Ømhed kræver nemlig tid og forståelse, altså at udvise både empati og at beskytte progressivt (med henblik på at ømheden skal bære positiv frugt på længere sigt, frem for at forkæle).<br />Hvis vi som voksne skal forbinde vores forældres ømhed med at blive kysset godnat (bvadr er der nogen der siger på et tidspunkt i barndommen, og det var så meget for den ømhed), hvis vi skal tro på at det at der bliver pustet på en skramme fjerner smerten efter et fald, hvor smerten oftest er større fordi faldet var en overraskelse, kan og vil ikke i længden blive forvekslet med ømhed. Et kejtet knus og et kram vil sjældent blive betragtet som ømhed, allerhøjst som et behjertet forsøg på at vise ømhed, når det er den eneste måde man kan vise den på.<br /><br />Kærlighed<br /><br />Ømhed må selvfølgelig ikke forveksles med kærlighed. Kærlighed er grænseoverskridende. Den har givet sig udtryk i klø og andre straffe (igen springer jeg over seksuel misbrug). "Det gør mere ondt på mig end det gør (ondt) på dig", er der en del børn der har hørt, måske nok i nyere tid formuleret på en anden måde, men sanktioner og krav har i princippet blot fået en anden udtryksform. De er der stadig. Forældre forstår ikke at deres børn i puberteten gør oprør imod dem, forældrene mener jo netop at de fejl de selv begik skal børnene slippe for at begå. Pudsigt nok er langt de fleste forældre der har fået en rolig og økonomisk stabil tilværelse adskillige erfaringer hvad angår pubertet. En anden gruppe, nemlig de socialt udsatte, er nok dem der ved mindst om pubertet, fordi de havde travlt med at finde ud af livet. De vil i høj grad acceptere at deres børn skal finde ud af det selv, også fordi kærligheden ikke har været til stede i den del af deres liv som deres børn nu skal gennemleve.<br />Af kærlighed til vore børn sikrer vi dem ophold i institutioner, skoler og under konstant opsyn, samt mod betaling. Ikke fordi alle mennesker tror at man kan betale for børns lykke eller at man kan vise kærlighed ved at betale for ikke at være sammen med dem. Nej, simpelthen fordi det omgivende samfund har brug for at kærligheden kan omskrives til indtægt.<br />Uden indtægt kan man ikke gøre det bedste for sine børn, på samme måde som mænd er dårligere til at tage sig af børn en mødre er, ja sågar fremmede kvinder er bedre end fædre.<br /><br />Smerte<br /><br />Man kan jo undre sig over at ømhed og kærlighed kan forsimples på denne måde. Men det er jo accepteret af de fleste, at det omgivende samfund fastsætter reglerne for vores måde at omgås hinanden og vore børn på, ikke hvordan vi kan udnytte det potentiale vore børn udgør, medmindre det kan gøres op i penge eller prestige.<br />
Trods den omfattende tilstedeværelse fra myndighederne, altså pædagoger, lærere, lovgivere og offentligt ansatte kontrollører får størstedelen af de unge og børnene ikke den ømhed og kærlighed som de har brug for, nej de skjuler eller påvirkes til ikke at genkende den smerte som de fleste opnår ved ikke at være andet end en offentlig opgave der skal løses.<br />Selvfølgelig må det gøre ondt. For mit eget vedkommende gjorde det da også ondt, da mine forældre blev skilt. Det gjorde såmænd også ondt, at de forsøgte at gøre skilsmissen så let som mulig for os børn, det gjorde ondt at vi børn pludselig skulle sammenlignes med nye kæresters børn eller skulle være kastebold i et spil mellem vores forældre og deres nye familier. Vores fremtidige liv blev bestemt af advokater og vore forældres manglende indsigt i vores behov og ønsker. Selvfølgelig ved jeg godt at vi ikke kunne få vores oprindelige familie tilbage, det var sådan set bare et barnligt ønske i og med at trygheden blev forvandlet til et forsøge på at skabe en anden tryghed.<br /><br />Målet<br /><br />Jeg voksede op med at mit mål skulle være succes. Helst på flere områder, især skulle jeg gerne være god til det jeg arbejdede med, men det ville jo implicit betyde at jeg også skulle være god til at tjene penge.<br />Desuden ville det være ønskværdigt at jeg udviste ømhed over for mine børn og kærlighed til mine omgivelser.<br />Beskedne mål, når jeg aldrig havde lært hvad udtrykkene egentlig dækkede.<br /><br />Jeg forsøgte at gøre det godt, alle tingene. Og nu sidder jeg her i selvvalgt isolation, simpelthen fordi jeg ikke kan nå til enighed med nogen om, hvornår jeg skal satse på kærlighed, eftergivelse, ømhed, penge eller prestige.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-43492499151828146502013-12-04T19:03:00.002+01:002013-12-04T19:03:54.716+01:00ReglerAt der findes regler inden for politik og inden for næsten alle andre områder er jo nok ikke gået manges næse forbi. Man kan dog nok undre sig over at de fleste regler absolut ikke indebærer nogen form for konsensus i bred forstand, snarere blot inden for et snævert område. Regler findes jo så snart man kommer til verden, man skal fodres, sove og lære sine forældre at kende, så er der sproget der skal læres, bagefter skal man lære at klare sig med pædagoger i stedet for forældre, inden man skal lære at gå i skole for at lære noget. Og sådan fortsætter der gennem hele livet at være regler. Det gælder mange af livets facetter.<br /><br />Undtagelser<br />
<br />
Den vigtigste undtagelse for at regler er fælles er jo nok indenfor politik. Men regler gælder heller ikke inden for økonomi eller blandt ansatte på arbejdsmarkedet. Regler gælder ikke for mennesker men for grupper af mennesker, fordelt på køn og alder. Hvad skolegang angår er reglerne også lidt løse alt efter elevernes evne til at tilpasse sig. Rent juridisk findes der masser af regler, så mange at nogle mennesker faktisk ikke kan overskue dem.<br />Faktisk er vi stort set nået frem til at sådan noget som Ludo og Matador/Monopoly og andre spil er de eneste der har regler, nå ja og så til en vis grad solitaire/kabaler. I det hele taget ser det ud til at spil (bridge, skak m.fl.) er det sted hvor man kan finde regler der kan og skal overholdes. Ellers ikke mange andre steder.<br />Regler synes at være til for at blive brudt.<br /><br />Grundloven<br /><br />Det bedste eksempel på regler vi alle skal overholde er vel her i Danmark grundloven. Den er meget specifik på de fleste områder, men bærer meget præg af at den er forfattet som et opgør med enevælde og adelsvælde, hvor nyrige borgere ikke havde noget krav på at blande sig i den statsligt førte politik.<br />Med grundloven har vi i dette land givet tilladelse til at fattige mennesker kunne steriliseres, at mennesker der var uformuende ikke havde stemmeret, at kvinder mere end 50 år efter grundlovens indførelse var inferiøre uden stemmeret og at de skulle forsørges af deres ægtemænd. Med grundloven er vi som nation blevet en del af et kapitalistisk projekt kaldet EF/EU uden at vi kunne sige fra, vi har blot kunnet nægte at fuldbyrde den voldtægt vores nation bliver udsat for. Med grundloven kan vi protestere alt det vi lyster, vi har ikke et besluttende ord at skulle have indført, juristerne vurderer på baggrund af en mere end 150 år gammel kontrakt mellem borgerskab og adel om befolkningen skal lyttes til eller bare finde sig i det ene overgreb efter det andet.<br />Og protester fra de mennesker der føler sig misbrugt og underkendt bliver klart afvist af en juridisk elite, der har en lang uddannelse i at foretage vurderinger ud fra reglerne (lovgivningen) og skulle der være en sag der minder om den de behandler, så danner den præcedens.<br />
<br />Arbejdsmarkedet<br /><br />Siden grundloven blev underskrevet i 1849 har landbruget og borgerskabet (læs: kapitalen) fået en kraftig politisk støtte. Selvfølgelig blev arbejderbevægelsen i en periode fra kort før år 1900 til i dag også tilgodeset, fagforeninger og pension, overenskomster og A-kasser har alt sammen vist sig at være til fordel for arbejderklassen. Problemet de seneste årtier har været at der findes en romantisk opfattelse af at arbejderklassen er de mennesker der symbolsk set kan bruge et håndværkerværktøj, mens de mennesker der bruger tid på at sikre at reglerne for repræsentanter for håndens virke, lad os sige lærere, pædagoger, bibliotekarer, kommunalt ansatte (dem der tager telefonen og lytter til alle de problemer almindelige mennesker kan have), de regnes for overflødige, fordi de ikke producerer noget måleligt.<br />Jeg er så skuffet over at størstedelen af det Danmark jeg er vokset op i og lever i betragter alle dem der bare tjener penge på at stå til rådighed og lytte til indbyggere i samfundet, dæmper gemytterne og sågar må lade livet fordi reglerne ikke passer til den realistiske verden, at de ikke belønnes for den enorme indsats det er at sikre et samfunds overlevelse. I stedet bliver de fyret i krisetider (med endnu mere krise på flere områder som økonomi og psykiatri) og bliver klandret for at koste samfundet et beløb som betragtes som en byrde - at det offentlige har kostet staten promiller af hvad bankpakkerne har kostet er ligegyldigt.<br />
<br />
Værdier<br /><br />Hvad der kom ud af den politik som adelsvældet, bønderne og arbejderklassen førte er der ikke nogen tvivl om. Det blev til en gennemført økonomisk politik, hvor ejendomsværdien blev Gud, og hvor splittelsen mellem de forskellige samfundsgrupper blev markant. Vi havde før i tiden et system som opdelte indbyggere i Danmark i op til syv samfundsgrupperinger (ud fra økonomisk formåen og ejendom), nu har vi fire: Dem der tjener penge, dem der kan tjene penge hvis de får arbejde, dem der måske kan få arbejde, og dem der skal arbejdsprøves.<br />Samtidig findes der så mange regler for fradrag og tillæg i forbindelse med indkomst, der findes et utal af regler for, hvorfor arbejdsløse ikke skal modtage hjælp, og hvorfor syge mennesker skal i arbejde (fordi det efter sigende skulle give mere livsværdi). I det hele taget findes der så mange regler at ingen kan gennemskue dem, ikke engang dem der har indført dem.<br />Hvis man i et demokratisk samfund som politiker mener at nedgørelse af fortvivlede mennesker kan få dem til at tage sig sammen og tage arbejde der ikke er der, så må vi jo nok spekulere lidt på om alle de specialister der bliver lønnet for at lære pædagoger og lærere om mobning, ikke skulle lære politikere lidt om hvad der sker når børn og voksne mennesker bliver mobbet, for værdikampen i øjeblikket er udelukkende én stor gang mobning.<br /><br />Ejendom<br /><br />At politikere overhovedet kan slippe fra en sådan politik skyldes udelukkende at en stor del af befolkningen sætter mere pris på det de selv har end det som andre ikke har. Mennesker her i landet bor i huse, som bankerne ejer og har derfor hverken lyst til eller råd til at opgive deres (bankens) ejendom, med krisen er der endog en del, som vil miste formuer på at skulle gå fra hus og hjem. Enhver er jo sig selv nærmest og vil derfor kæmpe med næb og klør for at banken og kreditforeningen kan blive ved med at tjene penge på én.<br />Der findes selvfølgelig nogle der har betalt det meste af livet (typisk millioner) for at eje sit eget hus, ikke fordi ejendom på den måde betyder fredning, det er blot et spørgsmål om at staten kan hæve flere penge end hvis "boligejeren" kan trække fra i betalingen af lånet. Men for de fleste er det at "eje" så vigtigt at man vil ofre store værdier på at ejendommen kan blive til arv. På den måde vil ejendom blive til arv og staten vil tage sin del af det som principielt er ejendom.<br />Og arvinger finder sig i det!<br /><br />Uformuende<br /><br />Regler findes dog ikke kun for de mennesker der har noget af værdi. De findes i højere og højere grad for dem der ikke har noget. Politikere kan give skattelettelser og sætte afgifter op og ned, de kan lave regler for dem der ikke selv kan lave regler om skattefradrag og skattely, dem der ikke har bil og dem der ikke kan tage på ferie eller købe ind i Tyskland. Med andre ord alle dem der ikke har penge er der lavet regler for, så stramme at de end ikke kan have en formue uden at den skal bruges i utide. Der findes ni også regler der tinger uformuende eller direkte fattige mennesker til at deles om de penge som den ene part i et samkvem tjener. Pudsigt nok findes de samme regler ikke for hverken politikere eller andre i samfundet. Kun for dem der har allersværest ved at komme væk fra den sump som politikerne har lukket dem ud i.<br />Såfremt bare en politiker tror på at fattigdom og mangel på muligheder for at deltage i samfundet på grund af en lav indkomst eller direkte at skulle leve af andres indkomst, så må de altså undersøges af psykologer. Eller fyres for alvorlig uansvarlighed. At tage det sidste håb fra mennesker er ikke at hjælpe dem, det er at bortskaffe dem. Måske vil der her og nu blive sparet penge, men hvis det er formålet ville det være langt mere effektivt at stille alle disse ulykkelige mennesker op ad en mur og skyde dem, alternativt at korsfæste dem, så andre fattige kunne lære, hvem der vil blive den næste.<br /><br />Hvorfor regler<br /><br />Jeg hører ofte, når jeg finder vej ud i verden, at nogle mennesker i dette frisindede, demokratiske land der går ind for ytringsfrihed (det sidste kan jeg kun skrive under på - det er uhyggeligt, hvad folk kan finde på at sige om kontanthjælpsmodtager, flygtninge og asylansøgere), at der findes nogle forbrydere af anden etnisk herkomst, som bare skal sendes tilbage hvor de kommer fra.<br />Hvis man prøver at forklare at nogle er statsløse og derfor ikke kommer et sted fra, eller hvis man siger at der skal en udvekslingsaftale til før man kan sende kriminelle tilbage til det land (hvis det findes) som de kommer fra, så er svaret stadig, at de skal ikke komme her og pisse på os. De kan bare blive sendt hjem (jeg hører faktisk den med faldskærmen stadigvæk).<br />Måske er den største hurdle at vi er vant til at høre og læse "nyheder" i overskrifter. I morgen-TV er der kun afsat få minutter til en diskussion af et kompliceret emne, når politikere på Christiansborg kommer ud fra forhandlinger skal de ikke fortælle hvad der er sket, de har nemlig kun få sekunder til at svare på det de bliver spurgt om, inden den næste journalist skal have lov til at stille et tilsvarende spørgsmål. <br /><br />Reglerne er altså enkle: Vi bliver ikke orienteret om politiske overvejelser eller politiske ideer, tværtimod får vi enhver politisk ideologi serveret i overskrifter, hvor fordømmelse er langt vigtigere end analyse af den enkelte sag, jeg vil gerne fremhæve Dansk Folkeparti og Liberal Alliance som dem der er ALLERBEDST til den form for formidling.<br /><br />Måske skulle vi droppe PISA-undersøgelser og samtidig afskaffe regler for at skille os ud. Så kan vi nok leve med reglerne i Ludo.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-8790555246897631022013-12-03T15:43:00.001+01:002013-12-03T15:43:19.858+01:00KulturKøbenhavn får ny kulturborgmester og ny skole- og fritidsborgmester. De kommer henholdsvis fra Dansk Folkeparti (kulturen) og Venstre (skolerne). Det er svært at se en fremtid for disse områder med sådanne personer siddende på borgmesterposter, man kan nok snarere forestille sig at vi skal se en form for rindalisme og den sorte skole i møde.<br />Jeg tror selvfølgelig på at de udpegede borgmestre vil gøre deres bedste for at føre en politik, min angst går mest på at den politik de vil føre vil føre til ingenting om ikke endda til ulykke.<br /><br />Kulturen<br /><br />For at tage kulturen først er der jo ingen tvivl om at den eneste kultur de kender til i Dansk Folkeparti er forhandlingskultur, de er med andre ord prangere der gladelig prutter om prisen eller simpelthen bytter deres vare med en anden vare der kan afsættes til en anden pris. Bortset fra det er penge ikke noget der skal ruttes med til kulturen, slet ikke hvis det drejer sig om indvandrere, flygtninge og unge venstreorienterede. Forfattere og malere skal nok heller ikke forvente øget imødekommenhed, nok heller ikke aftenskoler, udover selvfølgelig de bevillinger der allerede ligger fast. Altså vil jeg blive overrasket over enhver form for progressivitet fra kulturborgmesterens side de næste fire år.<br /><br />Skole og fritid<br /><br />Her er der tale om en skolelærer som ønsker de klassiske dyder tilbage til skolevæsenet, støttet af børnenes fritidstilbud, som blot skal sikre denne stilstand eller tilbagegang som det nemt kan ende med at blive.<br />At satse på PISA-test og sikre sig at både elever og lærere ikke får lov at tænke og reagere selvstændigt er jo i sig selv at standse enhver form for udvikling, især taget i betragtning at den forstærkede indsats i forbindelse med 2009 PISA-testen ikke har vist fremgang efter en ihærdig indsats for at bedre niveauet i skolen. Det eneste der er kommet ud af det er at langt flere tager en videregående gymnasial uddannelse, mens færre søger en praktisk håndværksmæssig uddannelse. Det sidste ikke mindst fordi der hverken fra statens side eller fra de lokale politikeres side har været fokus på at skabe lærepladser hvis virksomheder ønsker skattelettelser eller tilskud.<br />Folkeskolen er altså en slags udklækningsanstalt hvor eleverne skal være bedre til at læse og regne samt til naturvidenskab. Ifølge den seneste undersøgelse ligger vi i midterfeltet og kan således satse på at blive som de asiatiske lande, der med Kina i spidsen ligger lunt i svinget, hvad PISA angår.<br /><br />Vores fremtid<br /><br />Hvorfor er det lige jeg ser os alle som en flok antikreative kinesere om føje år? Er det fordi det er blevet vigtigere at kunne læse og skrive og afskaffe enhver form for kreativ kultur? Er det fordi vores mål ikke er at blive et unikt kulturelt folkefærd og i stedet blive et uniformt folkefærd? Kunne det tænkes at vi simpelthen betragter vores økonomi som en vigtigere del af landets sjæl end vores egenart? Med det sidste spørgsmål mener jeg ikke selvglæde og isolation som Dansk Folkeparti hylder, jeg mener tværtimod evnen til at lege laks og svømme mod strømmen også selv om man måske risikerer at miste.<br />At ville være kinesere og amerikanere på én gang, at gå i krig for at forsvare en teori, at opgive sin selvstændighed for ikke at blive mobbet i den europæiske skolegård, er vel ikke et mål, medmindre man udelukkende skeler til egen økonomisk gevinst. Både på det personlige og statslige plan. Vi er faktisk i en situation hvor både EU og vores leflen for det internationale samfund gør os mindre frie end de forskellige amerikanske stater.<br /><br />Vores nutid<br />
<br />
På skoleplan er det ikke længere vigtigt at elever får individuel behandling. Det drejer sig stort set udelukkende om karakterer og sammenligning af evner med andre landes uddannelsesresultater, som vel at mærke kan måles på en skala (PISA). At de dårligst stillede i skolevæsenet skal tvinges til a bringe Danmark fremad på bekostning af de mest intelligente (hvordan fanden man definerer dem, bortset fra hvad de kan skrabe til sig af karakterer) er et sammenlignelighedsmål, ikke et selvstændigheds mål. Vi har efterhånden intet at byde på, vi vil nemlig som nation være som alle de andre, bare lidt bedre.<br />Vi kunne satse på både alternative mål med undervisningen og satse på kulturen som det nationsbærende (altså ikke sport og salg af afdøde kunstneres produkter), simpelthen ved at satse på kreativitet både i sprog matematik, naturfag og ikke mindst satse mere på de såkaldt kreative fag, og her vil jeg da gerne nævne formning, sløjd, husgerning, håndgerning og selvfølgelig idræt. Det skal bare ændres fra at være konkurrence til at være individuel kreativitet.<br />Den nutid vi står i fører sådan set ikke til nogen fremtid, faktisk har fortiden heller ingen indflydelse på den. Man kan kalde det at stå midt i et vadested uden helt at vide hvilken side man skal gå imod, fortiden eller fremtiden. Imens bliver vi koldere af at stå i vandet, og selv om vi pisser i bukserne vil det ikke ændre noget som helst. Værst af det hele er sådan set at vi kun kan vælge mellem fortiden og fremtiden uden at vide hvad vi vælger når vi går i land. Vores nutid lige nu minder mest om en situation hvor vi hverken har fortid eller fremtid. Ja, knap nok en nutid.<br /><br />Vores fortid<br /><br />Vores fortid er måske ikke noget at prale af. Vi har været en krigsførende nation siden skabelsen af nationen, men vi har også været et neutralt land. Vi har været et af de største lande i Nordeuropa og vi er blevet det mindste (bortset fra Island). Vi har haft stavnsbånd og enevælde, borgerligt oprør og statsbankerot. Vi har haft en industriel revolution, omfordeling af jorden, ja sågar et ungdomsoprør og skabelsen af en midddelklasse. Der er i og for sig ikke noget sært i det, de fleste andre lande i Europa har på forskellige tidspunkter været igennem noget tilsvarende. Skulle vi endelig nævne noget som er anderledes for Danmark må det være vores tilgang til undervisning (før Erhard Jacobsen) og selvfølgelig Christiania. Tanken om frihed fremfor borgerlig ulydighed har været værdsat i Danmark, nogle vil måske kalde Christiania for civil ulydighed men den køber jeg ikke, det er en frihedstanke.<br />Vi kunne vælge at lære af vores fortid, både den vi har til fælles med andre lande og den der er helt unik for netop vores land. Men i stedet skal fortiden glemmes og vores fremtid skal bestemmes. Ikke af os, men af et liberalt ønske om selvstændighed i et snørende samfundssystem på verdensplan.<br /><br />Målet<br /><br />Vi er altså ved at opgive at have en kultur. Ikke for at blive kulturløse, men for at blive internationale. At være international kan så betyde to ting, at man på nationalt plan gør hvad man synes er rigtigt og samtidig som det andet at man deler sin erfaring (både positiv og negativ) internationalt. Det der sker i øjeblikket er ikke viden- eller erfaringsudveksling, det er udelukkende teoretisk fællesskab.<br /><br />Hvis vi ønsker at bevare en danskhed skal vi altså ikke binde os til hverken en afstumpet kulturopfattelse eller en uddanelsesmæssig måling. Vi skal ikke hverken på nationalt plan eller i landets største by satse på at være et konkurrencesamfund og udanske. Tværtimod skal vi satse på mangfoldigheden og friheden til at være anderledes end alle dem vi er tvunget til at sammenligne os med. At nogle ikke er gode til at læse og regne er der for så vidt intet nyt i. At blive tvunget til at blive det er der egentlig heller ikke noget nyt i, det har bare ikke virket på noget tidspunkt, så måske skulle vi gå ad et andet spor end at kræve flere hjælpeklasser. Vi kan vælge at fokusere på individet, ikke for at skabe større økonomisk omsætning, nej, for at acceptere at vi er forskellige og at vi alle har evner, selv om vi ikke alle er gode til at bygge huse eller være bankdirektører.<br /><br />Vi har brug for forskellighed. Så sats dog på den. Det kan passende begynde i kommunerne, men så skal vi altså have de rigtige mennesker til at sidde på posterne, ikke dem der bliver spist af med dem.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-54188891682304299692013-12-02T18:42:00.003+01:002013-12-02T18:42:50.456+01:00DepressionJeg hørte netop at et stort antal mennesker lider af depression på denne årstid. Det kommer ikke som nogen overraskelse, jeg har for mange år siden hørt og læst at december er den årstid hvor flest mennesker tager deres eget liv. Selvfølgelig er der andre der blot tager depressionen, sover længe, går for sig selv eller får ordineret antidepressiv medicin.<br />
Men netop i år vil depressionen tage overhånd for et rekordstort antal mennesker.<br />
<br />
Gensidig forsørgerpligt<br />
<br />
Det rekordstore antal skyldes at et rekordstort antal mennesker skal forsørges af deres samlever eller den ene forælder. Depressionen skyldes nok i første omgang at det bliver svært at få sit liv til at hænge sammen for fremtiden (jeg vil ikke bruge det politiske udtryk "fremadrettet"), når man både skal leve af andres penge og vide at penge oftest er det der skaber uvenskaber mellem venner, for ikke at sige elskende. Men altså med et pennestrøg er det at holde af et andet menneske, det at være følelsesmæssigt engageret i et andet menneske blevet afskaffet ved lov, fordi det koster samfundet penge.<br />Det er altså ikke bare den enkelte der rammes på pengepungen, argumentet fra politikerne er at samfundet rammes på pengepungen fordi der er for mange der modtager overførselsindkomster. Altså sparer det offentlige penge, pisser i bukserne og finder ud af at det beløb der efter beregningerne ville blive sparet udelukkende findes i hovedet på dem der har lavet beregningerne, og nå ja, også temmelig meget i nogle regneark. Ikke fordi det gør nogen forskel. Beregningerne er med til at gøre almindelige ramte borgere mere apatiske og fremmer muligheden for en tiltagende depression.<br />
Altså ikke nogen gevinst for samfundet som sådan, men selvfølgelig bliver omkostningerne flyttet fra en offentlig pengekasse til menneskers psyke. Og der findes åbenbart ikke beregninger af overskud på psyke, men det gør der på penge!<br /><br />De menneskelige værdier<br /><br />At holde af eller at elske sin samlever, sin kone og/eller sine børn er åbenbart ikke værdifuldt. At dele sin kærlighed ved at være positiv, ved at have overskud rent psykisk, er ikke målet med politik. Det er udelukkende at spare PENGE.<br />Man kan spørge sig selv, hvordan skal et mennesker der ikke har overskud til sine nærmeste kunne få overskud til andre, eller for den sags skyld sig selv?<br />Kan det være rigtigt at et menneske i dag kan gøres op i et månedligt beløb på mindre end 10.000 kr? At et uværdigt liv på ydmygende vilkår ikke bare er noget man har ret til,. men pligt til. Nogle mennesker står jo snart som "Manden på risten" og drømmer om at få de samme goder som de velhavende, mens menuen står på luftsteg og vindfrikadeller med skysovs.<br />Muligheden er altså at man kan misunde andre deres liv, drømme om at få et tilsvarende og måske bruge de penge der skulle bruges til vintertøj til barnet eller mad til én selv på at købe lottokuponer og skrabelodder i håbet om at blive som dem der har banket én ned i sølet med fuldt overlæg. En anden mulighed er at lukke sig inde, skamme sig og tage afstand fra sin omverden, vel at mærke oftest helt alene. Desværre findes der også andre der vælger alternativer, ikke at jeg ikke forstår dem, men at blive kriminel, at blive voldelig i afmagt eller simpelthen at tage sit eget lig (og nogle gange andres med) er jo ikke en løsning vi som samfund kan acceptere.<br />Men hvad samfundet angår er det nu blot et udtryk for de mennesker der lever i afgrænsede enklaver, det være sig kommuner eller et land. Politikerne er ikke en del af det samfund som de egentlig er blevet valgt til at passe på, de er blevet et samfund for sig, som ikke har nogen kontakt til det omgivende samfund. Simpelthen fordi de menneskelige værdier er skiftet ud med de økonomiske.<br /><br />Kærligheden<br /><br />Jeg ved snart ikke. At elske er jo en sart følelse. Dine følelser svømmer over, men samtidig er der ikke forfærdelig langt til angst for at miste det du holder af. Du kan ikke købe kærlighed eller investere i den, du kan kun udveksle og vise kærlighed, og der er ingen renteindtægter.<br />En del mennesker har i delvist trygge omgivelser, for eksempel dagpenge, sygedagpenge eller i værste fald kontanthjælp haft mulighed for at kunne bevare (skal vi kalde dette for en indikativ konjunktiv?) sit kærlighedsoverskud overfor både de nærmeste og andre mennesker. Men når man trækker tæppet væk under folk skal man ikke regne med at de bliver ved med at stå, som når behændige mennesker trækker en dug væk under en opdækning. Bordet bliver ikke mere pyntet og tillokkende, det er bare uden dug. Men dugen er fjernet med et snuptag og dermed har billedet af harmoni ændret sig.<br />Hvis man med et snuptag fjerner grundlaget for kærlighed vil der jo blot være spørgsmålet tilbage: Skal vi bare tage kærligheden for givet eller konstatere at den pludselig er væk, ikke på grund af os selv og vores kærlighed, men fordi andre har bestemt hvorledes kærlighed skal være.<br />Umiddelbart kunne man fristes til at tro at dem der bestemmer over andres kærlighed faktisk er en slags Borgia'er der ikke ønsker for andre hvad de ikke selv kan få. Politikere?<br />
<br />
Depressionen<br />
<br />
Nu er jeg jo selv ramt af depression. Den skyldes ikke lovgivningen så meget som det at jeg har mistet min kærlighed. Jeg har selv været ude om det, tror jeg nok. Men at blive mistænkt, at skulle leve på vilkår, der lige nøjagtig giver mig mulighed for at sove inden døre, at vaske tøj af og til og kontakte min familie, som jeg gud ske tak og lov stadig har (kontakten kan jeg lige så godt opretholde, da jeg er tvunget til at have adgang til internet), er mestenddels med til at forøge min depression, hvilket jo ikke umiddelbart gør mig til et mere omgængeligt menneske.<br /><br />Jeg skændes med familien, sover dårligt, tænker for meget på hvad jeg kan gøre, er ligeglad og alligevel ikke. Jeg må passe mig selv for ikke at bruge penge jeg ikke har, sidder det meste af tiden på et værelse og hører musik eller følger med på internet. Jeg gør ikke andet end at passe mig selv, forsøge at gøre myndigheder og andre tilfreds. Jeg gør ikke andet!<br />
Valgene<br /><br />Jeg kan vælge mellem at være ked af det eller være deprimeret, jeg kan vælge mellem at tænke over mit fremtidige liv eller sove fra det. Jeg kan vælge mellem at have fysiske smerter eller tage smertestillende medicin. Jeg kan vælge mellem at gøre det jeg får besked på eller stritte imod. Jeg kan vælge mellem at tænke på mig selv udelukkende, eller at ville støtte andre i ikke at få samme livsbetingelser som mine og mange andres.<br /><br />Og det forsøger jeg så at gøre helt alene her langt ude på landet, mens kærligheden reduceres til fortid, som var smuk, men uopnåelig nu.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-7115729127881628432013-12-01T18:38:00.001+01:002013-12-01T18:38:08.988+01:00AnsvarJeg har de seneste år været dødtræt af at Politiske partier gør noget helt andet end det de siger. Jeg har jo vidst det, så jeg kan kun være træt af det, og som diskussionen har været, vælge mellem at afgive en stemme, eller stemme blankt (Måske Anders And eller Charles Bukowski), men jeg har valgt at stemme, mest fordi min stemme i den store sammenhæng ikke kan gøre en forskel. Til gengæld vil det berolige mig, at min stemme, måske var den der var nødvendig, sammen med alle andres selvfølgelig.<br /><br />Retten til at brokke sig<br /><br />Det har været fremme (en form for idiotisk spin) at man ved at stemme blankt ikke havde retten til at brokke sig de næste fire år. Magen til vås skal man dog lede længe efter. Ikke nok med at man selvfølgelig har ret til at brokke sig når man ikke stemmer, ellers kunne vi jo heller ikke brokke os over tåbelig lovgivning, når vi har overladt beslutningen til vore politikere, men at brokke sig er stadig en demokratisk ret. Da jeg stemte på Jakob Haugaard i 90'erne var det ikke fordi jeg troede han kunne ændre noget som helst, det var simpelthen en protest imod de politikere der gjorde hvad der passede dem. I dag kan du protestere ved at stemme på Enhedslisten eller Dansk Folkeparti (det sidste skræmmer mig ærlig talt temmelig meget), eller du kan undlade at stemme, simpelthen for at markere at der ikke findes opstillede partier du har tiltro til. Grunden til den manglende tiltro kan jo være forskellig, men i mange tilfælde er det ud fra egoistiske ønsker, mens det sociale kan reduceres til hvordan du kan spare penge og beholde dagpenge, børne- og ældrecheck, samt forskellige tilskud til børn og bolig. Bemærk at det hele tiden drejer sig om penge.<br /><br />Velfærdssamfundet<br /><br />Nu har regeringens finansminister faktisk omdøbt vores samfund til et konkurrencesamfund. Men lad os kigge lidt på velfærden.<br />De mennesker der får størst del i samfundets velfærd er dem der ejer mest og har flest penge. Og de vil ikke af med dem. De fattigste, de mennesker der er syge eller som ikke kan få arbejde af andre årsager bliver udråbt til at være samfundsnassere. Måske nok knap så højlydt af regeringen som af Liberal Alliance, men der er ingen tvivl om at alle der er tvunget udenfor arbejdsmarkedet pludselig er en belastning for det samfund de i mange tilfælde selv har været med til at bygge op.<br />Selv vore forældre, der måske nok startede i yderste armod er nu så fokuserede på ejendom og penge at de bruger mere tid på økonomien end på familien, hvilket var meget naturligt i et ruralt samfund og i det tidlige industrielle samfund. Men nu er det jo bare et spørgsmål om at tage penge med sig i graven, selv om det hedder sig at børn der burde have lært at klare sig selv i henhold til teserne for velfærdssamfundet skal de altså have værdier som de ikke selv har samlet. Vi taler ikke om et agrarsamfund, hvor familiens ejendom eller gård er udgangspunktet for at optjene til dagen og vejen, vi taler om arv. Trods det skal vi som følge af den eksisterende samfundsordning leve af andre folks penge frem for at være sociale og udbygge det sociale velfærdssamfund.<br /><br />Konkurrencesamfundet<br /><br />Fra socialdemokratisk hold er velfærdssamfundet udråbt til at være et konkurrencesamfund. Egentlig virker det absurd at et samfund hvor nogle få udnytter en hel masse andre kan sammenlignes med konkurrence. Medmindre vi tager legene i børnehaven og i skolen, hvor det var de få der bestemte spillereglerne og hvem der sidst skulle udtages til et hold. Hvorvidt det er konkurrence at sørge for at en del står udenfor i skolegården og i gymnastiksalen kan man måske spørge om. Jeg ville måske nok kalde det et egoismesamfund, set ud fra den betragtning at der ikke er nogen synlig konkurrence (medmindre konkurrencen går ud på at malke samfundet mest muligt for penge), velfærden er nok målelig, så længe man sammenligner sig med økonomisk ligestillede. Det betyder at læger kan sammenligne velfærd med læger, lærere kan sammenligne med lærere, metalarbejdere kan sammenligne med metalarbejdere og dagpengemodtagere kan sammenligne med dagpengemodtagere. Hvorvidt velfærd er det at sammenligne med sig selv og sin livssituation er noget gråt og intetsigende for mig. Faktisk kan kontanthjælpsmodtagere og syge eller pensionister også sammenligne sig selv og dermed være en del af velfærdssamfundet. Undskyld, konkurrencesamfundet.<br />Den socialdemokratiske ide er åbenbart nu at man opnår konkurrence ved at spille forskellige grupperinger ud mod hinanden, ikke at sætte hele befolkningen op til at konkurrere for at skabe et mere lige samfund med velfærd til alle. Konkurrencesamfundet har altså kun et teoretisk mål: at spille alle ud mod alle og sikre at deres indbyrdes kamp forhindrer at udvikle et socialt samfund.<br /><br />Det sociale menneske<br /><br />Vi skal ikke glemme at det sociale aspekt har to sider. Det ene aspekt er at man kan komme sammen med ligestillede om så millionærer eller kontanthjælpsmodtagere, selv om alle jo kan sige sig selv at det sociale aspekt er så forskelligt at det er usammenligneligt. For de mennesker der er bedst økonomisk stillede er der jo flere muligheder, nemlig at beholde de penge man har eller at dele en del af dem i form af velgørenhed (det kaldes almisser og skal i virkeligheden bare pacificere andre samfundslag). For dem der kun lige har økonomisk overskud til at overleve (OK nogle vælger at ryge eller drikke) er det sociale overskud dels at være sammen om den menneskelige situation (altså fattigdom hvad penge angår), alligevel ser man langt større social forståelse, tøj til børn deles, når der er udbetalt penge kan der holdes en fest sammen med vennerne, andre hjælper deres syge eller dårligt gående naboer ved at købe ind til dem, man bommer let en cigaret eller en pose med guldøl bliver delt og flaskepanten bruges til nye indkøb, om muligt til fælles bedste.<br />At dele er en livsstil i alle samfundets klasser, spørgsmålet er mest hvordan og hvad man deler.<br />Nærheden og forståelsen for andre der har problemer er klart størst i de økonomisk dårligst stillede lag, mens de øverste lag kan vælge at lade som om de ikke findes (altså de dårligst stillede) eller ved at give dem penge.<br /><br />Pengene<br /><br />Penge løser dog sjældent nogle problemer. dem der har penge skal jo tjene dem. Det vil sige hvis du giver hjælp til fattige mennesker så de kan betale deres husleje, er du eller en anden i samme klasse afhængig af indtægter som hænger sammen med ejendomsværdi eller anden indtjening. Altså en økonomisk spiral der udelukkende er til fordel for dem der ejer.<br />For det fattige menneske er det altså i princippet ligegyldigt hvor megen økonomisk hjælp du modtager, den vil altid være til fordel for dem der skal tjene penge. Som eksempel er de fleste fattige mennesker nødt til at foretage deres indkøb i nære discountbutikker, ikke i Tyskland. DE fleste fattige mennesker har en nem-konto fordi de skal have det, og sådan en må man betale for, når man ikke har nogle fradrag eller mulighed for at føre penge ud af landet til skattely (det sidste skal betragtes som en joke, eftersom man ikke må gave formue, hvis man skal modtage offentlige ydelser i den minimale størrelsesorden - selvfølgelig gælder reglerne kun i begrænset omfang for andre med en høj indtægt på offentlige overførsler, som politikere eksempelvis).<br />Pengene er altså to ting, alt efter hvor man står i samfundet. For de velbjærgede drejer penge sig om at få flere, mens det i den anden ende af samfundet er et spørgsmålet om at bruge pengene, om ikke andet for dog at få penge udbetalt næste gang der skal betales husleje.<br /><br />Stemmesedlen<br /><br />Hvad skal man så gøre for at få det samfund man ønsker sig?<br />Man kan vælge stemmesedlen fra og gøre noget, altså vise sig som modstander mod regringen ved at demonstrere, protestere eller simpelthen boycotte samfundet. Det sidste er nærmest umuligt, der er så meget kontrol med de dårligst stillede borgere i dette samfund (læs syge og kontanthjælpsmodtagere, til dels også dagpengemodtagere) at det til enhver tid kan lade sig gøre at stoppe en fredelig revolte over flere dage - mens flere dages demonstrationer kan stoppes ved at indkalde til kontrol eller til jobcenter.<br />Som det ser ud nu er det politikerne der tager ansvaret for at pengene bliver i kapitalisternes lommer, fremfor at fordele dem til fordel for samfundets borgere. Når man via sin stemmeseddel kan vælge mellem at forære sine skattepenge til samfundets rigeste segment eller at sikre de fattigste rimelige levevilkår, må vi jo nok indse at de fattigste bare skal betale. De rigeste tager fra, men mellemklassen ønsker at være med i en gruppe af samfundsnassere, der via banklån og investeringer (kunstige penge) kan leve over evne og samtidig tryne de fattigste, tror at de kan komme på førerholdet.<br />Sært nok har de sidste jo noget at have det i. Alle partier fra det yderste højre til det yderste venstre freder alle dem der intet ejer, men er bundet op af banker og kreditforeninger. Sært ikke?<br />Men når både vælgere og politiske partier kun har et mål, er stemmesedlen jo ligegyldig.<br />
<br />
Findes der så et ansvar?<br /><br />Selvfølgelig findes der et ansvar. Vælgerne skal vide hvad de går ind til. Hvis man tror at man kan dele hele verdens "overskud" med sig selv, burde man jo tage sit ansvar når det ikke lykkes. Når huset går på tvang, når bankerne går konkurs og man mister sine investeringer, når ens børn og søskende må gå fra hus og hjem, måske endda blive hjemløse.<br />Egoismen er så veludviklet at mennesker der køber et billigt hus på en giftgrund vil have samfundet til at betale for et hypotetisk tab. Lad dog ejendomsmæglerne betale, lad dem gå konkurs hvis de sælger på forkerte vilkår og lad køberne betale tabet. Hvorfor skulle ansvaret for fejlinvesteringer ligge samfundet til last?<br /><br />Overlad i stedet til vores fælles samfund at tage ansvaret for at alle borgere skal beskyttes personligt, ikke støttes økonomisk.<br />Så vil en stemme måske have betydning til et valg, og et personligt ansvar have betydning.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-23848873146356584492013-11-30T17:45:00.002+01:002013-11-30T17:45:25.875+01:00Jul i fattigdomNu er det jo spændende at der kan sættes en grænse for fattigdom. Det ville jo alt andet lige være en kæmpe fordel i et velfungerende velfærdssamfund, knap så godt i et kriseramt samfund hvor omfordelingen er vigtigere end fordelingen.<br />Ikke nok med det, der er faktisk flere definitioner af fattigdom her i Europa. Men definitionen går entydigt ud på at fattigdom udelukkende defineres ud fra et disponibelt beløb.<br /><br />Stigning i fattigdom<br />
<br />
Ud over rådighedsbeløbet der udregnes efter skat men før faste udgifter er betalt (Man er fattig i Danmark, hvis man i tre år har levet for et beløb, som svarer til halvdelen af den gennemsnitlige indkomst.), beløbet var for få måneder siden 103-200 kr. efter skat på årsbasis. Der var dengang 42.000 fattige danskere, en tredobling på lidt mere end ti år, men tallet vil snart blive meget større eller meget mindre, alt efter om den gensidige forsørgerpligt får indflydelse på statistikken. Jeg aner faktisk ikke om en person der bliver forsørget af en anden overhovedet bidrager til statistikken, men hvis definitionen ovenfor står til troende burde det jo sænke gennemsnitsindkomsten gevaldigt og dermed sikre at færre var fattige ifølge definitionen. Mere end 50.00 mennesker uden indkomst skal nok kunne trække gennemsnitsindkomsten ned, måske så meget at enlige kontanthjælpsmodtagere uden børn faktisk ikke længere defineres som fattige. Som situationen er nu er jeg for eksempel fattig, idet jeg modtager lige under 100.000 på årsbasis, men skulle grænsen for fattigdom blive flyttet med mindre end 2.000 om året, svarende til ca. 250 kr om måneden, så er jeg med et slag ikke længere fattig. Ikke fordi jeg får mere, men fordi der er flere der får mindre.<br /><br />Julehjælpen<br /><br />Der er de senere år sket en voldsom stigning i ansøgningerne om julehjælp. Nogle mener det skyldes en holdningsændring i samfundet, altså at man ønsker at få hjælp (man efter sigende ikke har behov for), mens andre ser det som et udtryk for en marginalisering af visse samfundsgrupper.<br />Personligt er jeg sikker på at det er en kombination. Masser af mennesker sætter sig i gæld, og opdager så at de pludselig ikke kan betale den, andre læner sig måske tilbage fordi de alligevel bliver forsørget, atter andre er syge, ghettoiserede eller simpelthen bare opgivet af samfundet. Men der findes masser af borgere i dette land der tror på at vi har et velfungerende sikkerhedsnet under borgerne. Til det kan jeg kun sige (jeg vil end ikke indvende) at det har vi ikke. Det er tilladt at låne penge ud, give kredit til høje renter, at skrive ting med småt og at trælbinde fattige mennesker til en aftale som er umulig at honorere.<br />At mennesker med en indkomst på omkring 50.000 kr månedligt kan formaste sig til at ansøge om julehjælp giver måske et retvisende billede af det samfund vi lever i i dag, et samfund hvor de fleste af os er os selv nærmest, men de organisationer der giver julehjælp har faktisk adgang til oplysninger om husstandsindtægt, børn og offentlige ydelser. For dem kan den definerede, økonomiske fattigdomsgrænse bruges som målestok, og så kan der blive jul i de små hjem.<br />Denne form for julehjælp gives primært til enlige forældre eller fattige børnefamilier, men der findes også andre fattige, eller mennesker der ikke kan komme ud på grund af sygdom eller alder. Også dem er der frivillige der tager sig af, for eksempel ved at lave fælles julefrokost. På Samsø for eksempel mod betaling af et symbolsk beløb, som til gengæld giver mulighed for socialt samvær og hygge i nogle timer, inden de frivillige skal hjem og holde jul med familien.<br />Men julehjælpen er hverken en julecheck, som en børnecheck, den er heller ikke finansieret af det offentlige, tværtimod ladet det offentlige indsamlinger og frivillige sørge for noget som vel egentlig var samfundets opgave, nemlig at sikre medborgerne. Som med bad til ældre mennesker burde det være en ret at kunne holde jul uden at sidde i ensomhed, selvfølgelig ikke en pligt. Men vi skal dog huske på at december måned, altså julemåneden er den måned det statistisk set sker flest selvmord. Hvorfor kan politikere ikke tage dette vink med en vognstang bare en smule alvorligt?<br /><br />Den sociale arv<br />
Nu er jeg jo ikke specielt fattig, selv om jeg lever på kontanthjælp. Jeg brokker mig ikke på egne vegne, men jeg kan jo se, hvorledes mennesker fra uddannelsesmæssigt fattige hjem, altså det vi kan kalde de lave statusgrupper, slet ikke er gearet til at drage ud i samfundet. Tværtimod opgiver de hurtigt. Måske prøver de at købe fladskærm, få sig en god lejlighed og gå pænt klædt. Men grundlæggende vil alle disse forsøg skulle betales ved at optage gæld, da et rådighedsbeløb på offentlig overførselsindkomst ikke rækker til meget andet end at bruge pengene hurtigst muligt, altså ikke at finde ud af om man kan betale sin gæld tilbage eller hvorfor man skal.<br />Loven om kontanthjælp hjælper så slet ikke på muligheden for at rette op. En formue over 10.000 betyder nemlig at hjælpen fra det offentlige udebliver, vel at mærke den økonomiske hjælp. Den hjælp der egentlig har været behov for nemlig økonomisk råd og vejledning eksisterer ikke i lovgivningen!<br />At der findes flere og flere der gerne vil tage del i det samfund der hele tiden flasher sig selv, er der vel ikke på den baggrund noget odiøst i. Lotto og andre spil lokker med den store gevinst, det er faktisk staten der står for det, og mindre end én procent af OVERSKUDDET bruges på ludomaner. Samtidig ved de fleste mennesker ikke hvorfor de vil være rige. Det vidste vi faktisk heller ikke da jeg var barn, men vi ville alle sammen være millionærer. Selv om man kan se i dag at millionærer og milliardærer stort set bare ønsker at se deres formuer vokse, uden anden grund end at se den vokse (jo, jo, nogle vil samle sammen til arvingerne, men var det ikke mere fornuftigt at lade dem lære at klare sig selv?), og så kunne de sådan set ligeså godt investere i et mikroskop og studere gærceller eller mikroskopiske svampe, der kan man virkelig se hvad uhæmmet vækst fører til!<br /><br />At mangle<br /><br />Mine forældre kom tidligt ud på arbejdsmarkedet. De havde ikke råd til andet end at tage det arbejde der var. Alligevel fik de mulighed for at tage en uddannelse, vel at mærke når arbejdsdagen var slut og lønnen tjent. En toværelses med børn og petroleumsvarme var ikke udsædvanligt dengang i 50'erne, og det var endda opgangstider. Men de tog en uddannelse og de fik arbejde kort efter, mest fordi de var villige til at flytte fra den ene ende af landet til den anden, men sandelig også fordi de skoler der skulle ansætte dem stod klar med tilbud om flyttehjælp, lærerboliger og en rimelig løn, selvfølgelig plus det løse. Selv er jeg født på Sjælland og boede (sammen med mine forældre) to forskellige steder før jeg fik et barndomshjem. Det barndomshjem havde jeg så i omkring 13 år, nemlig indtil jeg flyttede hjemmefra for at tage en uddannelse.<br />Mine forældre blev skilt efter ca. 7 år, men i princippet fik jeg blot 5 år med mine forældre i barndomshjemmet, da de forsøgte at gøre skilsmissen så mild som mulig overfor os børn.<br />Rent økonomisk var en skilsmisse som en begyndelse heller ikke det mest sikre for os børn. Vi måtte lære at spare og betale enhver sit, som for eksempel da jeg smadrede et vindue på skolen. Det gik ud over lommepengene.<br />Men som barn kender man jo ikke til andre forhold, så det klarede vi egentlig meget godt, vi var jo på en måde en privilegeret del af samfundet, vi kunne læse, skrive og regne, vi havde vores forældres støtte, selv da de gik fra hinanden. Faktisk havde vores forældre lagt bunden til at vi skulle klare os selv. der kom godt nok nogle hurdler med ansættelsesstop og tvungen opsparing, men det var for mit vedkommende bare medvirkende til at jeg lærte at samfundets sikkerhedsnet faktisk ikke fungerede før du virkelig kom på skideren. Jeg overlevede indtil 1999, hvorefter jeg var heldig at få arbejde og kunne begynde forfra. Men for fire år siden gik det galt og arbejdsløshedsforsikringen dækkede ikke længere, jeg kom i aktivering, men det medførte ikke noget job og til sidst var der kun kontanthjælp.<br />Hvis jeg så bare kunne have gjort, hvad jeg havde lyst til, men jeg skulle bevise at jeg var i stand til at møde og gå hjem på bestemte tidspunkter. Da jeg havde gjort det i et par måneder spekulerede jeg mere på hvorfor jeg skulle end hvad jeg egentlig fik ud af det.<br /><br />Nu lever jeg på nas<br /><br />Sært nok har jeg det meste af mit liv levet på nas, som det hedder. Jeg har fået dagpenge, som jeg har betalt til både mens jeg havde arbejde og når jeg ikke havde, jeg betaler faktisk stadig. Jeg har betalt (om ikke husleje, så dog forbrug når jeg har boet til leje), jeg har måske nok fået lidt ud af at huse venner der manglede et sted at bo, når jeg havde plads. Mine penge er gået til at jeg kunne bedre mine interesser for litteratur og historie, primært ved at gå på biblioteket, men også ved at investere i bøger der ikke altid var lige lette at opdrive på biblioteker, eller som jeg ikke kunne nå at studere uden at skulle søge om genlån. Tid til lidt hobby er der selvfølgelig også blevet, alt sammen for løn og overførselsindkomster. Jeg har aldrig selv skabt en krone ved selvstændig erhvervsvirksomhed, men af uforklarlige årsager er hverken lønarbejdere eller politikere i stand til at skelne mellem at modtage overførselsindkomster eller løn fra at tjene penge ved selvstændig virksomhed. Faktisk er det jo sådan at hvis vi alle var selvstændige ville der ikke være noget samfund!<br />Men selv de mennesker der har lønarbejde (det har jeg altså også haft i mange år) betragter det som "nasseri" når jeg siger at nu gider jeg ikke længere. Nok sidder jeg meget stille, men til dig der læser dette vil jeg sige, at jeg har noget på hjerte, jeg skriver og tænker, jeg forsøger at være en god ven og søn.<br /><br />Julen<br /><br />Som om julen er vigtig, når ingen penge er det man har mest af. Egentlig kan jeg fint klare mig uden at dele julen med nogen, men der er nogle traditioner i familien som jeg deltager i, ikke for min skyld men for familiens. Til gengæld er der traditioner jeg må opgive, simpelthen fordi jeg økonomisk må prioritere hvad mine penge skal gå til. Det lyder måske voldsomt, men jeg er nede på tre traditioner om året, som betyder at jeg skal leve af tilbudsbrød og grovhakket leverpostej i en måned bagefter. At leve på den måde gør det altså ikke mere spændende at smovse én gang om året, det giver bare dårlig mave.<br /><br />Glædens og børnenes fest<br /><br />Min datter har jeg kun sporadisk kontakt til, og glæden ved at skulle bruge ekstra penge for at fejre en kristen højtid er ikke lige mig. Jeg forsøger at sætte mig ind i hvordan det var at leve under krigen, hvor der var så mange ting man ikke havde, men desværre er jeg vokset op i et samfund, hvor forbrug er blevet Gud, og hvor planlægning og sparsommelighed nøjes med at komme til udtryk med "Bonderøven" på TV, hvor madprogrammer er vigtigere end at lære hvordan man kan undgå at købe billig mad og smide det meste ud, ja selv hvor et forbrugerprogram handler mere om hvordan man bliver snydt økonomisk end hvordan man undgår det!<br /><br />Jeg tager endnu en jul i fattigdom, om ikke for andre så én gang til for prins Knud.<br />
<br />bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-33500704357350680032013-11-29T16:21:00.001+01:002013-11-29T16:21:07.317+01:00SnydNogle af de fattigste mennesker i landet har fået udbetalt ufatteligt små beløb udover det de efter loven er berettiget til. De fleste mennesker i landet betragter dette som snyd, dels fordi de fattigste bør kontrollere at de ikke får mere end det de må få, andre fordi de synes det er at begå lovbrud. Værst af alt er det at se ligestillede der ikke "snyder" være de første til at påstå at man ikke må snyde.<br />
Trods det at vi dagligt hører om og ser mennesker der snyder i stor stil.<br />
<br />
Pengene<br />
<br />
Det er ikke usædvanligt at det snyderi der vækker størst forargelse er snyderi med offentlige tilskud og udbetalinger. Dem der er først ude er de fattigste, som åbenbart har fået en god opdragelse og derfor mener at man ikke må snyde. På baggrund af det kan det jo virke underligt at dem der virkelig snyder med penge, selskabstømmere, ejendomsinvestorer og branchefolk der har uoverskuelige regnskaber, faktisk ikke får samme fordømmelse. Måske synes de fleste at Stein Bagger har snydt og skal tage sin straf, at Jens Riskjær ikke må få adgang til en skattefritaget fond osv. Men de bliver bare straffet med en symbolsk fængselsstraf uden at skulle betale de penge tilbage de har snydt for.<br />Men hvis du ikke må bo sammen med din kæreste, hvis dine børn modtager fuld SU mens de bor hjemme, eller hvis du rent pro forma bor i en postbox, for at opnå en offentlig forsørgelse du og dine kan leve af, så er det ikke bare svindel eller snyd, så er det en fare for samfundet.<br /><br />Uddannelse<br /><br />Nu har jeg nævnt SU, men hvad uddannelse angår findes der mange andre former for snyd, som intet har med penge at gøre. Det mest oplagte er jo nok at snyde til eksamen på den ene eller anden måde, men i disse tider hvor internettet giver adgang til den eneste opgavetjeneste efter den anden, er der jo også en del som snyder ved at skrive af efter andres opgaver. Endelig er der jo også de mennesker der kan hacke sig ind på uddannelsesinstitutionens server og ændre karaktererne, se det vil jeg kalde snyd, som vel kun overgås af de mennesker der direkte svindler med deres kvalifikationer i forbindelse med ansøgninger eller videnskabeligt er dybt uredelige.<br />I det første tilfælde kan snyd til eksamen jo være alt fra at smugle en lille huskeliste med ind til forberedelse eller skriftlig eksamen. Til den almindelige undervisning kan der jo ofte være nogle der springer over hvor gærdet er lavest og henter en skriftlig opgave i stedet for selv at skrive den, man kan vel godt kalde det snyd, men hvis det arbejdsmarked der venter for enden af uddannelsen skal have gavn af en studerendes indsats er det jo mest at snyde sig selv, eller at ønske at tjene så meget som muligt uden at tænke selv og dermed ikke være til gavn for samfundet. Det er svært at definere om vi taler om svindel, bedrag eller snyd.<br />At hacke sig ind og ændre karaktererne, at give sig selv kvalifikationer der ikke findes er ofte en gråzone. Hackeren har jo på en måde vist evner for noget, man kan så undre sig over at vedkommende ikke vil lære mere om andre ting end om hvordan man kommer lettest gennem en uddannelse. Igen vil jeg sige at man snyder sig selv på den måde, men selvfølgelig, hvis man kommer til at arbejde med IT vil det jo se godt ud at man ved noget om biologi eller kan flere sprog, men mon ikke det vil blive opdaget hvis der er nogle af kollegerne der følger med på sidelinjen (det kræver selvfølgelig at de ikke selv snyder)?<br /><br />Kortspil<br /><br />Jeg lærte altid af min farmor at det var let nok at snyde i kortspil og når man lagde kabaler. Jeg lærte at det måtte være op til min egen samvittighed, og at jeg ville stå med ansvaret hvis det blev opdaget. Ikke bare ansvaret, men også, eller måske især, med skammen.<br />Jeg har endda optrådt med et mønttrick, som indebar at der skulle være en synsk og en tilfældig gæst til at "hjælpe". Man kan kalde det tryllekunst eller tankelæsning. Det er underholdning, men man kan sige det er på falske forudsætninger.<br />I nogle tilfælde kan snyd jo føre til indtjening, for eksempel i kortspil eller med værtshustryllekunster, mens kabalerne jo bare viser sig at gå lettere op. I andre tilfælde vil det bare være en genvej til at vinde, og netop at vinde er et mål for mange.<br /><br />Spil<br /><br />Enhver burde kunne regne ud at det at spille på heste, købe en lottokupon eller spille poker må give et underskud. Hvis man taler om helheden vil det altid være "banken" der vinder. Hvis man taler om enkeltpersoner vil nogle kunne snyde sig til gevinst, mens andre måske i et vist omfang er begavet med "grønne" spillefingre, altså som man nogle gange ser det til Banko, hvor det oftest er de samme som vinder.<br />Sært nok er det de færreste der vil se i øjnene at for hver gevinst, det være sig en frokostkurv eller 1000 kr, så vil der være nogle der skal betale. For spil er altid et spørgsmål om at skaffe en gevinst til dem der udbyder spil. Hvis man derfor som Danske Spil påstår at virksomheden er alle danskeres er det faktisk ikke bare snyd, det er en direkte løgn, og burde vel være strafbart.<br />Som på cigaretpakker burde der være en tydelig advarsel når du træder ind i en kiosk eller butik, så enhver kan se noget der svarer til: "Advarsel - spil kan gøre dig afhængig, tvinge dig til at gå fra hus og hjem og miste din familie"!<br /><br />Trafik<br /><br />I trafikken sker der mange spændende ting. Da jeg var ung var det oftest noget med at tune eller bore en knallert, senere blev det til at køre stærkere end man egentlig måtte eller køre i beruset tilstand, i dag vel i en eller anden påvirket tilstand (illegale stoffer har jo ingen advarsler - hvad medicin angår skal man oftest enten høre det fra lægen eller sidde med et mikroskop og læse en minimal smørrebrødsseddel hvor man alligevel ikke fatter en brik af hvad der står). Hvad angår illegale stoffer er det jo ikke snyd at sælge det, det er faktisk ulovligt, og derfor skal man ikke forvente at der følger nogen advarsel med. Medicinen er ikke ulovlig og der følger en advarsel med og derudover et overflødighedshorn af oplysninger, som alle er pålagt producentens ansvar at formidle.<br />Derudover er det pålagt samfundet at oplyse om farerne ved at indtage medicin, stoffer eller køre for stærkt. Det gør man så ved at give bøder.<br />En af de farer man oftest overser - gerne på grund af egen magelighed - er kørsel af skolebørn til skolen, om muligt helst helt ind i klasselokalet. Alle disse forældre der hver for kører børnene til skole, gerne i sidste øjeblik, er faktisk dem der er de allerfarligste for børnenes trafiksikkerhed. Det er de på trods af at de fleste forsvarer det med at det sikrer deres børns trafiksikkerhed. De snyder både sig selv og deres børn, simpelthen fordi den naturligt lærte trafikopfattelse ikke bliver en naturlig del af deres børns opvækst. Følgerne kan blive at børnene den dag de skal færdes alene i trafikken bliver udsat for ansvarsløse bilister, eller at børnene selv bliver ansvarsløse trafikanter. Se det er snyd, men forældrekørsel er kun strafbart hvis man kører for stærkt i et skoleområde. Og så munder det ud i en bøde.<br /><br />Fællesskabet<br /><br />Mange argumenter går ud på at når du snyder kommunen ved at få flere penge end du egentlig har ret til så er det snyd. Det er også snyd, hvis du bruger kollektiv trafik og ikke betaler. Det er faktisk endda snyd, hvis du ikke betaler dine regninger, selv om du ingen penge har og ingen kan få eller for den sags skyld låne. I alle tilfælde går det angiveligt ud over fællesskabet, og det kan vi bare ikke have. Det er jo snyd. Det eneste der ikke er snyd er at man kan være så fattig at man ikke kan betale, nogle ender som hjemløse, men det er på en måde også snyd, de kan jo bare tage sig sammen. Og på den måde er de største snydere faktisk dem der dømmer snyd. Du og jeg. Men at opdage snyd er faktisk en offentlig opgave også. Det er selvfølgelig helt fint, når man forsømmer at lære børn om snyd, og at det går ud over nogle, i stedet lærer vi alle at vi bliver straffet for snyd, vel at mærke, hvis det bliver opdaget.<br />
<br />Politik<br /><br />Et af de steder hvor det er sjældent at snyd straffes med noget som helst andet end en "næse" er i politik. Nu kan man så vælge at skelne mellem svindel, bedrag eller snyd. Jeg vil da gerne komme med et bud. Svindel kan henholdsvis betyde at "foretage sig noget med henblik på at snyde eller narre andre", men det kan også være en kriminel handlig for at bedrage nogen. Bedrag defineres som "<span class="definition">det at noget fremtræder eller fremstilles som noget andet end det er</span>". Endelig er snyd et meget entydigt ord: "falsk eller vildledende handling, adfærd, udseende eller fremstilling".<br />At bo i en postbox er altså egentlig mere bedrag end det er snyd.<br />Til gengæld kan vi kigge lidt på vores folketing og se lidt på, hvad det er der sker der, senest i forbindelse med finansloven. Først og fremmest kan vi konstatere at regeringen især efter aftalen med Venstre og Konservative faktisk har udsat andre partier i Folketinget for et regulært bedrag, ved at fremstille nok især det såkaldte støtteparti som den egentlige årsag til at finansloven blev indgået til anden side. Faktum er at regeringen sagde nej til ét eneste krav fra støttepartiet. Ét eneste, og derefter hoppede til den anden side af folketingssalen.<br />Og det er her snyd kommer ind i billedet. Det der skete er jo en gennemført falsk fremstilling af handling og forløb. Derefter er det et spørgsmål for samtlige partier der har været med til at vedtage finansloven at fortælle at slutproduktet er en sejr for lige netop deres politik, og at Enhedslisten har svigtet sine vælgere. Det er faktisk både snyd og bedrag.<br /><br />Enhedslisten snød ikke vælgerne, faktisk kæmpede partiet også for dem der ikke var vælgere. Der blev ikke snydt med vægten eller opført et bedrag for vælgerne.<br /><br />Men nu er der to år til at genskabe troværdigheden, trods det at partiet kunne have gjort klar hvor store svindlere og bedragere der er ved at snyde danskerne - så vender Enhedslisten tilbage til sit bagland og de politiske ideologier der skulle sikre at alle mennesker skulle få et rimeligt liv.<br />
<br />Uden at svindle, bedrage eller lyve.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-29756590947367431572013-11-26T17:29:00.001+01:002013-11-26T17:40:43.962+01:00KarbadMens jeg sidder her er der stadig fuld gang i et drama som ikke er skrevet færdigt. Det handler til en vis grad om retten til at ønske hjælp til at få bad minimum to gange ugentligt. Det drejer sig også om mange andre ting som for eksempel garanti for at offentlige byggerier og renovationsopgaver skal sikre at de fuldføres efter danske lønninger og arbejdsregler samt at der skal sikres kædeansvar. Det drejer sig om sikring af grønne områder og bedre vilkår for psykisk syge, det drejer sig i det hele taget om at sikre samfundets svageste for et minimalt beløb, med andre ord et mindre beløb (en brøkdel) end bankverdenen er blevet sikret med de seneste 5 år.<br />
Som regeringen (og den åbenbart totalt ukritiske presse) angiver er ideerne gode, men lovgivning på områder der vedrører kommuner (og regioner) må man respektere kommunal selvbestemmelse.<br />
<br />
Kommunernes selvbestemmelse<br />
<br />
Bloktilskud er et tilskud hvor formålet med pengene ikke er betinget. Pudsigt nok findes der betingelser til kommunerne. For eksempel omkring biblioteksbetjening, børne- og ungeområdet, skoler og til dels idræt. Altså kan kommunen ikke bare bygge et rådhus for hele bloktilskuddet.<br />
Men kommunerne kan i forhold til lovgivningen! sikre sig at en del af bloktilskuddet kan forvaltes af kommunen selv. At der så er et kommunalt udligningssystem i forhold til overskud på den kommunale betalingsbalance kunne jo være en mulighed for at bruge penge bare for at bruge dem. Så de i hvert fald blev brugt i kommunen. Som jeg hører mange borgmestre er det i hvert fald et argument for at beholde de penge man har fået dels som bloktilskud og dels som kommuneskat. Og nu vil kommunerne så også råde over penge der gives til ældreområdet.<br />
Hvorfor fan tvinger kommunerne og deres folk i folketinget ikke til at kommuneskatten skal være selvstændig og at statsskatten skal udgøre forskellen på en landsskat. Så alle betaler skat i samme omfang og så de rigeste betaler til staten og de fattigste til kommunen. Hvorfor skal der være udligning og fattige områder, samtidig med at huspriser i de rigeste områder af Sjælland stiger og priserne i udkantsområderne falder?<br />
Hvis kommunerne skal bestemme selv er det vel en ide, at de skal stå til ansvar i forhold til lovgivningen, eller hvad?<br />
<br />
Lovgivning<br />
<br />
Nu er vi så kommet til spørgsmålet om en finanslov, som støttepartiet Enhedslisten ikke kan godkende, fordi regeringen ikke vil lovgive. At regeringen ikke vil lovgive er dog ikke et udtryk for at regeringen ikke vil lovgive, men snarere et udtryk for at den ikke vil gennemføre en lovgivning som de ikke selv har styr på.<br />
Der findes masser af lovgivning på det kommunale område og serviceloven er jo heller ikke et A-4papir med en hensigtserklæring. Problemet er nok snarere at regeringen vil sikre sig at Enhedslisten ikke er en kamphund, så længe den er god at gå tur med og så længe den knurrer når andre skødehunde og onde mennesker kommer forbi. Ingen hundelov, så længe hunden kan holde det uønskede fra døren. Men samtidig skal hunden have mundkurv på, så den ikke bider sin egen families venner. Ikke fordi den har gjort det, men simpelthen fordi den MÅSKE kunne gøre det på et eller andet tidspunkt.<br />
Lovgivning om virkelig vigtige ting (menneskers fremtidige rettigheder) står i skærende kontrast til lovgivning om mulige kamphunde, krumme agurker, kompostorme og kanelsnegle. Men nej, vi kan ikke bestemme over kommunal selvstyrelse. Jeg siger bare "ØH", hvad kan vi bestemme over. At katte og hunde skal have tegn og halsbånd, at narkomaner skal have et fixerum i de store byer, at kontanthjælpsmodtagere skal blive så fattige at de mister deres bolig og familie? Hvor står lovgivningen egentlig når vi spørger de skiftende regeringer?<br />
Staten lovgiver om alt og overlader til kommuner (og til dels regioner) at forvalte lovgivningen. Staten overlader selvstyre til kommunerne på baggrund af en økonomisk lovgivning, som dog kræver udligning (både til stat og til andre kommuner). Staten lovgiver, det gør kommunerne ikke. Kommunerne forvalter.<br />
<br />
Ret til bad<br />
<br />
Det er selvfølgelig helt fint at der udstedes en ret til at alle ældre får mulighed for hjælp til to gange bad på en uge eller eventuelt mere. Men skal vi ikke lige starte fra begyndelsen?<br />
Mange ældre mennesker kan selv finde ud af at gå i bad, dog findes der en del der ikke kan. Det kan skyldes at de er medicinerede og derfor ikke kan holde balancen stående under en bruser. Det kan skyldes at de skal sidde ned for at blive vaskede, at de skal gå med ble og derfor ikke er i stand til både at skifte ble, vaske sig og tørre sig. Det kan skyldes at de lider af en af de mange sygdomme som rammer ældre mennesker eller (de få) førtidspensionister. Det kan faktisk helt enkelt skyldes at de ikke kan finde ud af at tage bad på grund af demens eller tilsvarende sygdomme.<br />
Mange af de mennesker der kan finde ud af selv at tage bad er faktisk meget imod at modtage hjælp. Det er for de fleste en så stærk berøring af intimsfæren at den vækker afsky. At få hjælp til bad er at bede om hjælp, ikke at kræve.<br />
At give disse mennesker rettigheder gennem lovgivning burde ikke være et problem, sammenlignet med den øvrige lovgivning som pålægger kommunerne nogle ansvar på andre områder. Tværtimod burde det være enkelt at lovgive om det. Det er jo ikke nogen binding. Tværtimod vil de visitationer som har været omtalt som løsningen være en binding af demokratiet. Visitationer har de seneste mange år været brugt til at spare penge, nok er de gennemført, men i nogle tilfælde er det tilstrækkeligt til ikke at få hjælp at den visiterede selv kan åbne døren!<br />
<br />
Politik<br />
<br />
For mig at se er det her et helt enkelt politisk spil. Det går ud på hvem der har magten, ikke bare nu, men også fremover. For Regeringen og Enhedslisten er der jo ikke nogen tvivl om at Regeringen vil fremstå som den "gode" magt, gerne med "hjælp" fra Enhedslisten, men at give Enhedslisten Credit for finansloven er jo ikke et mål, regeringen skal fremstå som en social og myndig regering. Sært nok fremstår regeringen i mine øjne som en regering der hele tiden fører en anden politik end den de selv lagde an til da de tre partier overtog magten. Der er ikke andet end at gå tre skridt frem og derefter to tilbage i den politik der føres, desværre. Måske går Socialdemokraterne og SF hver for sig 1 skridt frem, men selv om de forsøger at undgå at gå tilbage er det helt sikkert at de alle går et skridt tilbage.<br />
<br />
Lovgivning<br />
<br />
Set med mine øjne er lovgivning vedrørende ret til bad lige så ligegyldigt som at tvinge gymnastikelever til at slutte under den kolde bruser efter gymnastik, men da det vil være vanskeligt at lave en lov der tvinger kommuner til at bruge penge til det de er beregnet på er det nok lettere at tilføje en paragraf (stk. ?) til allerede gældende lovgivning.<br />
Det drejer sig jo ikke om karbad eller ret til at bruge svømmepøl. Det her drejer sig udelukkende om anstændighed, nemlig at folk, der ikke vil lugte af lort eller tis, mennesker som føler sig skamfulde fordi de ikke kan vaske sig selv, eller ikke kan vaske arme eller ben, fødder eller armhuler, skridt eller røv (for at sige det lige ud), bliver tilbudt en hjælp som gør at de kan møde omverdenen uden at blive flove eller blive væk.<br />
<br />
At blive badet<br />
<br />
Der er overhovedet ingen luksus i at få tilkendt et bad af det offentlige, og hvis der bare er én som tror at det er dyrt for samfundet, så glem det. Det er dyrt for selvtilliden hos det enkelte menneske, der ikke selv kan gå i bad, og det er dyrt at skulle acceptere at blive rørt ved hvor mange synes det er intimt.<br />
<br />
Skam jer, som ikke synes der skal være garanti for at blive vasket. Det er de færreste der vil udnytte det!bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4399378760424309792.post-72198806333458483072013-11-23T15:54:00.000+01:002013-11-23T15:54:04.876+01:00Mål eller selvmål?Selvfølgelig skal vi også i år se politiske afhoppere og politikere der løber fra deres aftaler. Af uransagelige årsager fokuserer omverdenen og pressen (den har jeg selv tilhørt) sig om borgmesterposter eller koalitioner på tværs af politisk farve, selv om disse sidespring, der snarere kan kaldes krumspring, ofte har flere formål. Men i sidste ende sker de for at en eller flere personer kan opnå noget, altså en eller anden gevinst. Ikke nødvendigvis. Snarere en personlig tilfredsstillelse eller en gruppemæssig gevinst i form af udvalgsposter eller altså en borgmesterpost.<br />Ved kommunalvalget i 2009 gik Borgerlisten og de Konservative for eksempel sammen med SF og socialdemokraterne på Samsø og kunne således lige nøjagtig vippe det største parti af pinden, nemlig venstre. På denne måde fik øen en konservativ borgmester. Eller som i Kerteminde hvor der blev lavet en slags studehandel som førte til at en politiker forlod sit parti og blev borgmester. Mange andre steder medførte folkets stemmer at deres tro på demokratiet eller intentioner om at give mandat til en troværdig person blev til en skuffelse eller direkte mistillid til det politiske system.<br /><br />Denne gang<br /><br />Konstitueringen lod i første gang til at være mere sober i 2013. Det tog mindre end tre dage inden alle kommuner havde afklaret. Troede vi da. Det viste sig så at det ikke var helt rigtigt. Endnu engang kunne studehandlerne ses, alliancer mellem de partier og grupper der havde været de største fjender under valgkampen. Køb og salg af rådmandsposter eller udvalg. Selvfølgelig ønsker politikere at opnå størst mulig indflydelse med deres mandat, men mange vil undre sig over at samme politikere er villige til at sælge deres valgløfter på den konto. I Silkeborg var EL således med til at støtte konstitueringen, selv om det blev en Venstre-borgmester der overtog roret. Det affødte en ekstra udvalgspost, som ellers ville være gået til et andet parti. Venstre til gengæld havde sikret sig de andre partiers accept af Borgmesterposten. Altså noget for noget, som kunne få den nye borgmester til offentligt at udtale at alle partier i byrådet støttede hans kandidatur. Desværre slugte pressen hans ord og lod dem stå uimodsagt.<br />Senest hører vi så om en utilfreds socialdemokratisk stemmesluger i København der efter konstitueringsaftalen springer fra til fordel for det radikale venstre. Ikke fordi han egentlig har skiftet politiske holdninger allerede på et par dage, men fordi han var utilfreds med ikke have fået en post der svarede til antallet af personlige stemmer. Han kan altså få mere position ved at skifte parti, og kort efter skiftet er de konservative så ude for at købe ham til en borgmesterpost ved at indgå en ny aftale med de radikale der pludselig har fået et stærkt mandat oveni de stemmer de havde i forvejen. I princippet er der kun tre der kan være tilfredse med denne form for snyd med indgåede aftaler, nemlig afhopperen, der kan få den position, han gerne vil have; de radikale, der kan sætte et fingeraftryk på de kommende fire års københavnske politik; og selvfølgelig de konservative der kan stikke en kæp i hjulet på den aftale der er indgået (og dermed sikre sig at Enhedslisten ikke kommer til at gennemføre dele af sin trafikpolitik, der jo mildest talt ikke passer til et konservativt gemyt). De radikale skulle jo være nogle skarn hvis ikke de udnyttede situationen, De konservative mister ikke noget (mig bekendt), mens afhopperen kan få den position han åbenbart ønsker sig brændende. Se det er politik, og ganske uvedkommende for alle dem der har stemt, de skal jo først sige noget om fire år igen og da har de måske glemt det hele.<br />I hvert fald var længdespringeren i Kerteminde (som blev borgmester ved at springe fra parti og aftaler) faktisk den store stemmesluger ved dette kommunalvalg. Forstå det hvem der kan.<br /><br />Vindere<br /><br />Det er altså evident at dem der får de fleste stemmer, både som parti og som personlige stemmeslugere kan flytte rundt på magten i et forhold der er langt mere ubalanceret end det forhold som gør at folk stemmer.<br />Som i eksemplet med Samsø var der faktisk kun en mulighed for at tage magten fra Venstre der var klart det største parti. Det kunne gøres ved en alliance mellem modstanderne og ved at sælge en borgmesterpost til de konservative, som ellers normalt altid har støttet Venstre. Men hvad ved bønder om agurkesalat? Nu har Venstre så solgt borgmesterposten til Socialdemokraterne, der måske nok havde et godt valg, men faktisk har haft et tilsvarende antal mandater tidligere. Så nu er Venstre tilbage på banen som medspiller trods tilbagegang. (så vidt jeg husker var det sidste venstremandat dog opnået ved mindre end 10 stemmer). Faktisk kunne samme alliance som tidlige have bevaret magten og endda udbygget den, men et tilbud til socialdemokratiet om en borgmesterpost (i øvrigt for første gang nogensinde på øen) var nok for fristende.<br /><br />Tabere<br /><br />På den måde blev de aftaler der forelå på Samsø altså aflyst kort efter valget.<br />I København er situationen ikke mindre speget, tværtimod, her springer man fra et parti til et andet. Målet med dette spring kan udelukkende have været at få en eller flere udvalgsposter, det kan også være utilfredshed med at socialdemokratiet under konstitueringen har givet en borgmesterpost til byens næststørste parti (Enhedslisten), fremfor at give den til en socialdemokrat. Ikram Shawar fik dog kun 0,7 % af de afgivne personlige stemmer, mindre end både Enhedslistens spidskandidat og Shawars nye leder for de radikale.<br />I København kan valgets store vindere altså blive valgets store tabere, simpelthen fordi en socialdemokrat fortryder sin opstilling i en socialdemokratisk kommune. Der er jo ingen tvivl om at der skal sælges et eller andet til den nu større radikale gruppe, om det skal være en borgmesterpost kræver dog nok at RV, DF, V, LA og K går sammen. og så må blå blok ofre en borgmesterpost til RV, hvilket i sidste ende giver samme antal borgmesterposter til rød blok, måske bare med andre borgmestre end de aftalte. Hvilket jo umiddelbart kan være den eneste grund til at Rasmus Jarlov er så forhippet på at RV skal have trafik-borgmesterposten. Alternativt skal Socialdemokraterne vælge at arbejde sammen med blå blok, udenom Enhedslisten (og muligvis SF, der dog nok følger med til blå blok). En borgmesterpost og udvalgsposter kan man dog ikke tage fra det næststørste parti i København.<br /><br />Politik<br /><br />Der findes mange andre eksempler på politikere der er hoppet fra deres valgløfter eller i dagene efter valget er hoppet fra deres partier. De kan findes på nettet, og det sidste ord er jo absolut ikke sagt endnu, heller ikke i forbindelse med København.<br />Politik skulle være "det muliges kunst" (fra Wiki: "<b>Realpolitik</b> er en politik, som i modsætning til <a class="new" href="http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Id%C3%A9politik&action=edit&redlink=1" title="Idépolitik (ikke skrevet endnu)">idépolitik</a> søger at nå sine mål gennem <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/Kompromis" title="Kompromis">kompromiser</a>.<br />
Hvis en politiker har en realpolitisk eller pragmatisk tilgang til politik, vil det sige, at han er indstillet på ikke at få alle sine synspunkter gennemført, men at han som led i et kompromis, må give afkald på noget, ligesom de øvrige parter i kompromiset.<br />
Den tyske rigskansler <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/Otto_von_Bismarck" title="Otto von Bismarck">Otto von Bismarcks</a> bevingede ord fra 1867 om politik som "det muliges kunst" udtrykker kort og klart, hvad realpolitikken indebærer." <a href="http://da.wikipedia.org/wiki/Realpolitik">http://da.wikipedia.org/wiki/Realpolitik</a><br />Om det gør det mere rigtigt at skifte hest i vadestedet tror jeg ikke på, men der er jo ingen tvivl om at både personlige og politiske ambitioner har åbenlys betydning når først demokratiet har afsluttet sin session.<br /><br />Hvad bliver det så til?<br /><br />Jeg kan ikke gennemskue politik. I mange tilfælde vil svindel og fusk, for ikke at sige svigt overfor vælgere, blive honoreret. Vorherrebevares nogle vælgere er døde om fire år og andre kommet til, de fleste vil have glemt de mange krumspring og stemme på et kendt navn, sandsynligvis borgmesteren, fordi det (nå ja egentlig bare) er et kendt navn.<br />SF fik et kanonvalg i 2009 til kommunalvalget, de red på en bølge af popularitet, en tilsvarende bølge som Enhedslisten rider på nu. Næste gang der er kommunalvalg kan denne SF-effekt sagtens ramme Enhedslisten, især fordi Enhedslisten har en politik. Imens sidder Liberal Alliance og Dansk Folkeparti helt stille og leger kommunekontor (siger ikke noget vigtigt, men stemmer imod når det er opportunt eller for når dét er). Jeg tror egentlig ikke at SF gjorde det dårlige kommunalpolitisk end de andre partier, de blev blot prügelknabe og tabte sådan set bare på at føre realpolitik, noget som jo også Socialdemokraterne, Venstre og de Konservative mestrer og i højere eller lavere grad.<br />Der er ikke tvivl om, set med mine øjne, at der nok skal blive flere løsgængere og uroligheder i det kommunale landskab. Jeg har været involveret i diskussionerne om Thomas B. Thriges gade i Odense, og parkeringstorvet i Silkeborg mm.<br />Der er den nye "Mørkelægningslov" som angiveligt skal garantere større åbenhed i samtlige forvaltninger. Der er såmænd også den nye skolelov, som visse folkeskolelærere der er indvalgt i kommunale bestyrelser må være imod, hvis de kommunale eller ledelsesmæssige beslutninger ikke tager hensyn til lærernes ønsker (ikke for det lærerne har sikkert lige så mange forskellige ønsker som alle andre - men med det massive skift folkeskolelærere har taget politisk vil de jo nok alligevel stå inde for det skift de har foretaget).<br />Der er problemet med de praktiserende lægers yderkort, som politisk set vil give problemer i regionerne indenfor visse partier, der er problemer med oplagring af atomaffald i et land der principielt aldrig har indført atomkraft og der er problemer med affaldshåndtering, hjemløsebølgen vokser drastisk, flere mennesker skal forsørges af samlever og ægtefælle. Fortsæt selv hvad angår syge og fattige.<br />
Målene<br /><br />Hvad er det egentlig politikerne kan opnå med alle disse udfordringer. Nogle kan selvfølgelig få en indtægt, de kan på det lokale område måske få gennemført omlæggelsen af en fredet sø eller tvinge lodsejere til at bruge mindre gift. De kan desuden tage ansvaret for at det lokale erhvervsliv overlader ansvaret for ledighed og fattigdom til kommunen, i det det hele taget tror jeg at der bliver mere ansvar end der bliver løsninger som er til de lokale beboeres fordel.<br /><br />De mange valgløfter skal nok vise sig at blive til selvmål, selvfølgelig undtagen for dem der taler udenom eller decideret taler "nysprog". Altså må vore politikere og os der vælger dem, hele tiden huske hvad vi stemte for og hvad vi vil stemme for næste gang, selv om der er fire år.bo stavnsbohttp://www.blogger.com/profile/04296573823759314834noreply@blogger.com0