Peter Rindal er i klasse med Lenin, Marx og Darwin, han har nemlig fået opkaldt en -isme efter sig. Rindalismen.
Peter Rindal
Fra Wikipedia: "Peter Rindal (19. januar 1923 – 28. februar 2009) var lagerforvalter fra Kolding Hørfabrik og medlem af Fremskridtspartiet. Han blev landskendt for sin kamp mod statsstøtte til kunstnere, ofte benævnt rindalisme. Udover Grundtvig er han den eneste dansker, der har lagt navn til en -isme.
Peter Rindals kamp rettede sig især mod de abstrakte kunstværker, som han benævnte som "komplet uforståelige og latterlige". Rindal pointerede mange gange, at det ikke var kunst i al almindelighed han var imod, blot at han var imod at staten brugte skattekroner til at støtte den. Opgøret mod den statsstøttede kunst, der skulle få benævnelsen rindalisme, startede med en spontan protestunderskriftsindsamling på hans arbejdsplads Kolding Hørfabrik, hvor han hurtigt fik et par hundrede underskrifter mod det nyvedtagne Statens Kunstfond. En gruppe slagteriarerbejdere i Vejle havde fået samme idé og deltog derfor også i indsamlingen.
Protestunderskrifterne blev indsendt til Folketinget i starten af 1965, hvorefter han indledte en landsdækkende underskriftsindsamling, hvor han formåede at indsamle over 62.000 protestunderskrifter. For mange blev det set som begyndelsen på et folkeligt oprør med "elitens Danmark".
Rindal fik senere sæde i netop Statens Kunstfond som repræsentant for Fremskridtspartiet. Han blev senere æresmedlem af Fremskridtspartiet.
Peter Rindal var ikke ophavsmand til protestbevægelsen mod Statens Kunstfond. Det var en gruppe slagteriarbejdere i Vejle. Peter Rindal sluttede sig til protestbevægelsen og tog initiativ til en underskriftindsamling på Kolding Hørfabrik. Det egentlige stød til at Peter Rindal blev bannerfører for protestbevægelsen var et godt tre minutter langt interview i Danmarks Radio P3 i programmet Dags Dato, hvor han lagde sine synspunkter frem. Rindal kom til mikrofonen, fordi Danmarks Radio havde et studie i Kolding, mens det ikke var muligt i radiofonikvalitet at skabe kontakt til slagteriarbejderne i Vejle inden for den korte tidsramme, der var til rådighed for redigering af programmet Dags Dato. Derefter var vejen banet. Peter Rindal optrådte senere samme dag i Radioavisens aftenudsendelse i P3's aftenprogram Mikrofonvagten klokken og dagen efter i alle landsdækkende trykte medier. Især B.T. havde en fyldestgørende reportage om Peter Rindal og hans virke."
-ismer
Pudsigt nok findes der et væld af -ismer, men ordet findes ikke i flertal, simpelthen for en -isme er en massebetegnelse. Der findes upersonlige ismer, som kapitalisme, bilisme, alkoholisme etc., men der findes altså også -ismer opkaldt efter mennesker (i Danmark 2: opkaldt efter Grundtvig og altså Rindal). I Den Danske Ordbog defineres denne form for isme således: "betegner en retning eller bevægelse inden for fx kunst, politik eller videnskab, fx konservatisme, kubisme (uden pluralis)"
Måske er der ikke så mange der i dag husker denne modstand mod at staten skulle støtte kunsten, men mange vil kunne nikke genkendende til ideen om at kunstnere ikke skal have statsstøtte. At en del modstandere mod statsstøtten anså kunsten for at være klatmaleri eller direkte plattenslageri er den dag i dag stadig en udbredt holdning, for eksempel anser Dansk Folkepartis kulturordfører ikke kunst for at være noget kulturelt. Tværtimod er frikadeller, fodbold og ytringsfrihed så dansk at der burde findes -ismer for disse danskheder, måske en slags danskisme?
Kunsten
Men tilbage til kunsten. Vi har i Danmark et potentiale der gør at vi på verdensplan kan fremvise vore dygtige og eksperimenterende kunstnere, vi kan være stolte af både musikere og kunstnere samt malere. Ikke nok med det vi kan være stolte af de kunstmuseer vi har i landet, fordi de har mod til at flytte grænserne for hvad der er kunst, lad mig kort nævne skulpturer lavet af jernskrot, udstoppede hunde, og dekapitaterede heste, rustne ølkapsler sømmet på affaldsved og fisk i blendere, der er meget mere at fortælle om, og kunsten i Danmark har allerede med Vilhelm Freddie og den fattige kunstner i Christian Winthers digt været omgærdet med såvel patos som mistro. Kunst er aldrig defineret, heller ikke i Danmark, men alligevel er der lige så mange holdninger til kunst som der er til domme i en fodboldkamp (Fodbold er ikke kunst, udelukkende et vellønnet erhverv).
Lort på dåse
For mange mennesker er det absurd at lægge en menneskelort i en dåse og derefter kalde det kunst. Det bliver endnu sværere at acceptere at det er kunst, når det viser sig at dåsen ikke holder tæt og må repareres. De samme mennesker der klager over denne måde at få kunst til at være et vidt begreb har ingen problemer med at betale for et utal af sportskanaler og amerikanske kriminalfilm, at acceptere at de samme nyheder i stort omfang gentages i flere døgn, og at der koges suppe på politiske pølsepinde, men at en lort på dåse eller en guldfisk i en blender kan være kunst er komplet uforståeligt. Men et frisparksmål af Christian Erichsen (eller hvad ha nu hedder) er noget der kan få mange ud af stolen, ligesom en førsteplads på verdensranglisten i Tennis til Caroline Wozniacki eller Guldfireren og De danske Jernladies der vinder olympiske medaljer.
Selv danske superliga-fodboldhold får flere penge til at drive deres virksomhed end danske kunstnere gør, kunstnere skal nemlig præstere noget før de får penge, mens sportsfolk får penge for at kunne præstere noget.
Indrømmet der findes kunstlegater til digtere, forfattere og musikere, som dermed i et begrænset antal år kan leve uden at spekulere for meget på omkostningerne og dermed koncentrere sig om at være kreative. Som for alle andre mennesker er der nogle der læner sig tilbage og for en stund glemmer kreativiteten og vælger at leve livet, ikke at det liv kan sammenlignes med en fodboldspillers, men at det er muligt at slappe af uden at være tvunget til at være kreativ er da nogle gange dejligt. Andre der bliver hjulpet økonomisk er til gengæld lige kreative og eksperimenterer endda med nye udtryk, hvilket også af og til bliver ildeset, fordi man fra den offentlige opmærksomhed forventer at de forbliver trofaste overfor deres kunstneriske udtryk.
Fisk i blender
Marco Evaristi fylder i år 50. Han kommer fra Chile men er dansker. Hans kunstværk "slørhaler i blender" blev årsag til en retssag. Ikke fordi han slog slørhaler ihjel eller opfordrede gæster til det på kunstudstillingen. Nej fordi det var muligt at trykke på en knap og få fisken blendet.
Jeg anså denne provokation som kunst, simpelthen fordi det enkelte menneske der stod foran blenderen måtte eller i hvert fald skulle tage stilling til hvad man havde tænkt sig at gøre med sine muligheder. At lade fisken leve eller tage livet fra den. I øvrigt et tema som også Kurt Vonnegut på anden vis udtrykte i en novelle, hvor han beskrev hvordan han åbnede buret for sin fugl og gav den muligheden for at flyve ud i friheden, hvorefter fuglen valgte trygheden i det åbne bur. Kunst er ikke bare et spørgsmål om brølende kronhjorte ved en skovsø eller krigsskibe fra guldalderen, det er et spørgsmål om at tænke og ændre den umiddelbare virkelighed.
Fiskene i blenderen dør på samme måde som mennesker. Nogle sikrer at de overlever, andre er i virkeligheden totalt ligeglade, at der kan være flere hundrede mennesker der bevidst fravælger at starte blenderen kan ændres af at bare én person trykker på knappen. Kan man lære noget af det, kan man tænke over det? Eller bare konstatere det?
Bjørn Nørgaard
I 1970 udførte kunstneren en hesteofring i protest mod Vietnamkrigen. Han er gift med Lene Adler Petersen, som nok er mest kendt for at hun gik nøgen rundt med et kors på Børsen i 1969. Nu er de begge højt respekterede kunstnere, Bjørn for Dronningens gobeliner og Lene for sine udsmykninger på Herlev Sygehus, Horsens Rådhus, Aarhus Færgeterminal og Østre Landsret.
Om disse kunstnere overhovedet var blevet til respekterede kunstnere uden at udfordre det omgivende samfund, om de overhovedet var blevet til kunstnere, hvis ikke samfundet havde støttet deres oprør mod den etablerede kunst, kan vi tænke over. Mit bud er at hvis Rindal fik sin vilje, havde vi nok stadig marinemalerier og brølende kornhjorte, måske også grædende børn. Men ingen svejsede skrotbunker i en dal langt ude på landet, ingen kunstværker bestående af kolonihavetræstumper påsømmet rustne ølkapsler ogcigaretpakker. Vi ville aldrig have skullet spekulere over om vi kunne tage livet af nogen, blot ved at trykke på en knap, og vi ville slet ikke have haft mulighed for at finde på alternative måder at give udtryk for vores kærlighed til medmennesker og livet.
Kunstens fremtid
-ismen er åben. Kunsten er som et menneske, der udelukkende vil erfare og opleve. Dermed ikke ment at sexuelt misbrug eller drab på andre skulle være målet med kunsten. Tværtimod er kunsten jo netop det vi skal bruge til at finde ud af hvordan vi egentlig er mennesker, og til at blive hele mennesker som tænker mere på vore omgivelser end på os selv.
Rindal ville ikke bruge penge på kunst fordi han mente at det ikke var en opgave for staten. Jeg vil til enhver tid støtte at staten støtter kunsten fremfor at det er bankerne der bliver støttet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar