Privatøkonomi

Så hørte jeg netop i radioen at nogle skoler foreslog at indføre faget privatøkonomi på skoleskemaet, såmænd at enkelte skoler allerede havde det som valgfag. Hvorfor har undervisningsministeren siddet sådan et fag overhørig? Ikke for det jeg så egentlig også gerne at man blev undervist i at gennemskue de politiske økonomiske interesser og lobbyister som fag i skolen. At man lærte om bagsiden af demokratiet, når man som vælger alene stemmer på et navn, fremfor at sætte sig ind i politik, men et sted skal vi begynde. Og her er privatøkonomien jo et virkelig godt sted.

Skolefaget

Hvad får vi som samfund ud af at lære privatøkonomi? For mig at se er det ganske enkelt, vi lærer vores børn at have kendskab til værdier og lån. Som følge af det kan langt flere mennesker tage stilling til deres økonomiske formåen i stedet for at blive bundet af en gæld, der reelt gør dem til politisk stemmekvæg, fordi de ikke tør miste det de end ikke har. Vi kan få et samfund, hvor det enkelte individ stemmer med fornuften frem for med banklånet. På sigt kan vi så også indføre andre skolefag der skal lære alle vore børn at tænke med hovedet, uden at være hængt op af spindoktorer og lobbyister, og som en direkte følge kunne det være at aftenskoler og arbejdsløshedskurser ville bruge mere tid på at fokusere på voksnes manglende evner til at gennemskue økonomi og dermed deres privatøkonomi.
Det kunne i hvert fald være et fromt ønske at samfundet vendte sig fra den økonomiske elites overfald på uskyldige mennesker.

Den økonomiske sammenhængskraft

Når det gælder alle os almindelige mennesker uden økonomiske viden (læs: teorier) skal tingene gå galt. Vi er en hel befolkning der stoler blindt på økonomiske teoretikere, som end ikke kan blive enige om hvad økonomisk teori går ud på. Faktisk er der kun få der betragter alle de teorier der findes om økonomi som teorier, trods det at der ikke findes meget andet end marxistisk teori, der har spået rigtigt på det økonomiske område, alle andre har sådan set bare afvist enhver form for kritik af økonomiske teorier, ud fra den betragtning at kritik var og er useriøs.
Af indlysende årsager har det vist sig at ingen af de økonomiske teorier har kunnet holde vand, og den liberale boble som brast i 1929 i USA var årsag til at der senere brød en verdenskrig ud. Den nuværende økonomiske krise kan med lethed føre til en tilsvarende krise, men indtil videre er krigen ført andre steder hen. Det viser sig da også at økonomien som sådan har det meget godt. De økonomiske investorer lider stort set ingen nød, mens de enkelte stater og EU må betale for en lemfældig omgang med pengene. I den sidste ende er det ikke de ansvarlige (banker og investorer) der skal betale, i stedet er det blevet staternes borgere der skal rette op på en fejlslagen økonomisk politik. Og det med fejlslagen skal selvfølgelig rettes til uansvarlig, for de økonomiske investorer har stadig gyldne dage, selv om enkelte må stå skoleret samtidig med at andre ansvarlige askovler penge ind.

Staten

Som sagt er det sådan at den økonomiske elite (dem der slipper godt fra deres fejlslagne økonomiske politik) kan tvinge stater i knæ ved at true med at gå konkurs, og de gør det.
Almindelige borgere i staterne kommer til at betale for at denne trussel ikke skal gå i opfyldelse. Som borger mister man dag efter dag rettigheder og den smule økonomisk grundlag som man har bygget tilværelsen op på, mens alt hvad man må afgive af ejendom, opsparing og selvtillid går til økonomiske plattenslagere. Ikke fordi borgerne i de enkelte stater afgiver værdier frivilligt, men fordi de lever i et demokrati, hvor enhver borger til enhver tid kan blive nødt til at tage ansvaret for andres egoisme på det økonomiske område. Men også fordi politikere end ikke fatter de økonomiske sammenhænge, trods det at vi for eksempel i Danmark har et utal af universitetsuddanne på det økonomiske og juridiske område til at repræsentere befolkningen i Folketinget.
En sat der i princippet (det er det som politikerne giver udtryk for) repræsenterer befolkningen, men som i virkeligheden har fundet legekammerater, der ikke er tabere.

Taberne

Jeg tænker hele tiden på den vittighed om arbejdsgiveren, som har én stilling og 500 ansøgninger:
Resolut tager han en stor del af bunken og smider ansøgningerne uåbnet i skraldespanden, hvorefter de andre i ansættelseskomiteen kigger forbavset på ham og spørger, hvordan han bare kan kassere så mange uden at se deres kvalifikationer.
Det enkle svar var: Jeg bryder mig ikke om tabere i min virksomhed, og som i kan se var de jo tabere.

Således skabes tabere i den økonomisk dominerede verden. Ikke fordi de ikke har talent eller er dygtige, men simpelthen fordi de ikke får chancen. Ikke nok med det, taberne uddannes til at acceptere at tabe, de uddannes til ikke at stille krav eller ville noget. Nogle få vil kunne komme ud af dette skuespil, men langt flertallet vil følge i deres families fodspor som tabere, mens andre vil være en ny generation af tabere, simpelthen fordi de accepterer det.
Sært nok har samfundet og den økonomiske elite kun brug for tabere i én sammenhæng, de skal sikre den økonomiske elite at der til hver en tid vil være splid om fordelingen af de almisser som eliten deler ud til de 99%, for så får de fred, som for eksempel 1 mia kr. til folkeskolen - promiller af de penge som A.P. Møller Maersk har suget ud af det danske samfund.

Vinderne

Man kunne så tro at vinderne var den ene procent som skovler penge ind samtidig med at de bevidst svækker stater og Unioner. Men, nej. Det er lykkes at bilde folk ind at de er vindere hvis de opnår en brøkdel af de værdier som de bidrager med til den økonomiske elite. At sidde i et hus som man skylder banken, at betale høj skat fordi man ikke har ret mange fradrag, at leve i luksus og rejse flere gange om året og at have børn og børnebørn der klarer sig godt i konkurrencesamfundet er et mål for mange højtuddannede mennesker. De fleste af disse mennesker betaler skat, måske ikke med glæde, men fordi de tror at skatten vil komme tilbage som hjælp, hvis de eller deres børn får behov for hjælp. Man kan så undre sig over at de samme mennesker ikke undres over hvor mange penge den danske stat og EU har i klemme i det økonomiske spil. I Danmark taler vi foreløbig seks "bankpakker" hvor staten (det skulle jo efter sigende være os alle sammen) stiller den ene garanti efter den anden til banker der har stillet og stadig stiller risikovillig kapital til rådighed. For eksempel er Asger Aamund 50 mio bagud, mens jeg skylder noget der ligner 25.000 inklusive høje renter fra banker og inkassofirmaer (jeg vil tro at det skyldige beløb ligger på mindre end 10.000). Jeg betaler af på kontanthjælp, mens Asger fredes af banken.

Gælden

Hvis vi starter fra bunden hvad gæld angår, vil de arbejdsløse være et godt udgangspunkt. For 8 år siden kunne jeg få en kassekredit på 50.000 kr. - da modtog jeg stadig dagpenge og havde også arbejde i perioder - jeg nøjedes med en kassekredit på 10.000. Andre har nok lånt penge hos tvivlsomme pengeudlånere, i hvert fald er mange bundet af en gæld der kun vokser hurtigere end de kan betale af på den i dag, altså renter der bare løber løbsk for de fattigste. En gæld på 50.000 kr. kan det tage årtier at betale tilbage på kontanthjælp, og der gives ingen hjælp til dem der er blevet snydt til at tage et nemt lån.
Så er der dem der har investeret deres arbejdsindtægt i et lån, og som derfor er i en tilsvarende situation, bortset fra at deres penge er investeret i ejendom, ikke at de ejer den, men at de håber at komme til det. Et koncept der jo tilgodeser banker og kreditforeninger, i og med at en investering i et hus til en værdi af 2 mio kr, måske vil komme til at koste 3 eller 4 mio inden man har købt sig fri, altså et par mio der er forsvundet i den blå luft, eller rettere landet i lommerne på investorer.
Endelig findes der nogle der ikke har så mange penge at bankerne ikke tør kræve pengene tilbage, ja selv det juridiske system tillader svindel, når blot det er penge nok det drejer sig om.
Med baggrund i denne gennemgang skulle det være vanskeligt ikke at konstatere at det er de fattigste der betaler til de største svindlere. For statens vedkommende er det simpelthen for farligt at lade supersvindlerne i de største banker og investeringsfirmaer lukke, fordi staten er bundet af deres omsætning. Men hvorfor er staten det?

Statsbank

For det første har staten ladet sig besnære til at skabe en tvang til at have en såkaldt "nem-konto". En konto der binder alle danskere til at have en konto med offentlige oplysninger, men ikke til at have den samme konto uden at skulle betale udgifter for at have den.
Der er jo ingen tvivl om at hvis politikerne havde villet det godt for alle borgere i landet, så havde de selvfølgelig med loven sikret at en sådan konto aldrig skulle udgøre en omkostning for dem der var tvunget til at have den, men sådan blev det ikke, og sådan bliver det åbenbart heller ikke foreløbig. Det eneste jeg lige kan huske blev nedstemt af pressen var afgift på dankortet i sin tid, men til gengæld ligger der afgifter på alle kreditkort i dag.
Statsbanken er ikke et emne for nogle politiske mpartier i Folketinget!

Borgerløn

Næsten alle mennesker i Danmark modtager en form for overførselsindkomster i form af ældrecheck, børnecheck, kørselsgodtgørelse eller -fradrag, boligsikring, pension, supplerende dagpenge, sygedagpenge eller kontanthjælp og såmænd også en et stort antal tilskud og fradrag af anden karakter. Alligevel vil politikerne hellere bevare dette miskmask af tilskud og fradrag fremfor at forenkle det hele. Ikke fordi man ønsker at offentligt ansatte skal have noget at lave, nej dem skal der også spares på. Det er udelukkende fordi den enkleste løsning ville være at afskaffe alle disse fradrag og tilskud og i stedet indføre en Basisindtægt for alle, hvorefter man kunne vise hensyn til dem der var aktive på arbejdsmarkedet på én måde og til dem der midlertidigt eller permanent ikke længere var på arbejdsmarkedet. For mig at se meget enkelt, tillægspension eller få timer på arbejdsmarkedet kan under alle omstændigheder tilpasse, desværre vil det betyde at fast ejendom og prisernes himmelflugt nok ville tage af, selv i opgangstider. Desværre forstår jeg ikke hvorfor ejendom er så vigtig. Husk blot på den amerikanske mand der havde skrevet i sit han krævede alle sine kreditkort brændt når han skulle kremeres, for hans arvinger skulle ikke have nogle af hans penge! Nu virker den slags jo ikke, når boet skal gøres op er det jo ikke kortene der skal bruges, men hvad skal vi egentlig med arvinger?

Tilbage til udgangspunktet

Derfor ser jeg spørgsmålet om at lære privatøkonomi i skolen som et vigtigt spørgsmål. Vi skal lære hvordan vi kan begå os økonomisk i denne verden. Vi skal også lære hvad det er pengeudlånerne ønsker, og vi skal vide hvad privat ejendom indebærer. Allermest skal vi lære hvad det koster at leve, både i et købt (bankens) eller et lejet (investors) hus og telt. Vi skal lære noget om at købe efter behov fremfor at shoppe og købe mærkevarer - en meget stor opgave i dagens samfund - og vi skal lære at det vi har er det vi kan bruge.

Det forhindrer os ikke i at ønske bedre vilkår mens vi lever, men det ville måske være lettere at fokusere på livet fremfor på de penge der bliver til overs når vi er døde.